UFU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 129: Henvendelse af 8/6-18 fra Lisbeth S. Raun om opdatering af loven om specialeregler (Lov nr. 570 af 06/06/2007 om Vejledning af studerende og afleveringsfrist for speciale)

Uddannelses- og Forskningsudvalget 2017-18
UFU Alm.del Bilag 129
Offentligt

Børne- og Socialministeriet

Holmens Kanal 22

1060 København K

Danmark

WILDERS PLADS 8K

1403 KØBENHAVN K

TELEFON 3269 8888

DIREKTE 9132 5718

Sendt til

[email protected]

med kopi til

[email protected]

MENNESKERET.DK

DOK. NR. 17/01788-2

HØRING OVER UDKAST TIL LOVFORSLAG OM FORBUD

MOD FORSKELSBEHANDLING PÅ GRUND AF

HANDICAP

21. SEPTEMBER 2017

Børne- og Socialministeriet har ved e-mail af 25. august 2017 anmodet om Institut for

Menneskerettigheders eventuelle bemærkninger til udkast til forslag til lov om forbud mod

forskelsbehandling på grund af handicap.

Instituttet har en række bemærkninger til udkastet.

1. SAMMENFATNING

Institut for Menneskerettigheder finder det positivt, at regeringen vil indføre et forbud mod

handicapdiskrimination uden for arbejdsmarkedet. Forbuddet udgør et vigtigt skridt i retningen af

at sikre personer med handicaps ret til ligebehandling.

Samtidig finder instituttet det kritisabelt, at udkastet til lovforslag undtager særdeles væsentlige

elementer af diskriminationsforbuddet, herunder særligt pligten til rimelig tilpasning. Hvis

udkastet gennemføres uændret, er der efter instituttets opfattelse en væsentlig risiko for, at

forbuddet ikke vil være et effektivt middel i forhold til at sikre ligebehandling af personer med

handicap.

Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention (EMRK) retligt forpligtet til at forhindre, at der sker diskrimination

af personer med handicap, herunder den diskrimination som består i nægtelse af rimelig

tilpasning. Forpligtelsen til at yde tilpasning i rimeligt omfang udgør en del af kernen af

beskyttelsen mod diskrimination på grund af handicap, fordi det ofte er i form af manglende

rimelig tilpasning, at personer med handicap bliver forskelsbehandlet.

Efter instituttets opfattelse bør pligten til rimelig tilpasning som minimum indføres på skole- og

uddannelsesområdet, fordi dette område er særligt vigtigt for personer med handicaps deltagelse

i samfundslivet og mulighed for at opnå beskæftigelse. Endvidere finder instituttet, at den pligt,

som offentlige myndigheder i kraft af forpligtelsen til at efterleve handicapkonventionen og EMRK

er underlagt til at foretage rimelig tilpasning, bør sikres effektiv håndhævelse ved at lade pligten til

rimelig tilpasning indgå i diskriminationsforbuddet.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler derfor:

UFU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 129: Henvendelse af 8/6-18 fra Lisbeth S. Raun om opdatering af loven om specialeregler (Lov nr. 570 af 06/06/2007 om Vejledning af studerende og afleveringsfrist for speciale)



At den kommende lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap kommer til at

omfatte en forpligtelse til at yde tilpasning i rimeligt omfang, som minimum gældende for

offentlige myndigheder og generelt på skole- og uddannelsesområdet.

Med udkastet til lovforslag foreslås det ligeledes, at tilgængelighed ikke skal være omfattet af

forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap,

Formålet med diskriminationsforbuddet er

at afskaffe barrierer for personer med handicaps fulde

deltagelse og inklusion i samfundet. I den henseende udgør manglende tilgængelighed en

væsentlig barriere.

Der er allerede på flere områder fastsat krav til både fysisk og digital tilgængelighed, men der

eksisterer fortsat et stort problem med tilgængelighed blandt andet på grund af manglende

opmærksomhed på og overholdelse af eksisterende regler.

For at sikre personer med handicap en effektiv beskyttelse mod diskrimination i form af

tilsidesættelse af eksisterende tilgængelighedskrav er det instituttets vurdering, at

Ligebehandlingsnævnet bør have kompetence til at behandle sådanne sager.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler derfor:



At forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap kommer til at omfatte

tilgængelighed med den begrænsning, at der alene foreligger forskelsbehandling ved

tilsidesættelse af eksisterende krav til tilgængelighed.

Institut for Menneskerettigheder har endvidere følgende anbefalinger:



At der i udkastet til lovforslag indsættes en bestemmelse om, at et uafhængigt organ for

fremme af ligebehandling kan yde rådgivning om diskrimination på grund af handicap og bistå

ofre herfor med at få behandlet deres klager,



At § 7 i udkastet til lovforslag ændres, så det alene er indirekte forskelsbehandling, der kan

være undtaget fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, samt



At der indsættes en revisionsbestemmelse i udkastet til lovforslag, således at erfaringerne med

lovgivningen bliver indsamlet og vurderet efter et passende antal år med henblik på en

eventuel justering af forbuddet.

2. UDKASTETS INDHOLD

Med udkastet foreslås et generelt forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, som

gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Udkastet til lovforslag

gælder dog ikke for områder, der er omfattet af lov om forbud mod forskelsbehandling på

arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven), samt for udøvelse af aktiviteter af rent privat

karakter.

Udkastet til lovforslag indebærer, at der indføres adgang til at klage til Ligebehandlingsnævnet

over overtrædelser af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, og at personer,

som er blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling, kan få tilkendt en godtgørelse.

2/12

Forbuddet mod forskelsbehandling foreslås at omfatte både direkte og indirekte

forskelsbehandling samt chikane, instruktion og repressalier. Derimod undtager udkastet til

lovforslag udtrykkeligt rimelig tilpasning og tilgængelighed fra forbuddet mod forskelsbehandling.

3. RIMELIG TILPASNING

3.1.

HVAD ER RIMELIG TILP ASNING?

Rimelig tilpasning er en retlig forpligtelse til at foretage tilpasninger over for en person, der på

grund af sit handicap er stillet ringere end andre personer. Tilpasningsforpligtelsen angår således

en individuel tilpasning møntet på den enkelte persons specifikke kompensationsbehov i en

konkret situation. Rimelig tilpasning adskiller sig derved fra generelle tiltag, der sigter mod at sikre

lige muligheder for en gruppe af personer med handicap. Det ligger i selve begrebet rimelig

tilpasning, at forpligtelsen ikke omfatter foranstaltninger, som medfører en uforholdsmæssig stor

byrde for den, som pligten gælder for.

Som eksempel på en sag om rimelig tilpasning inden for dagtilbudsområdet kan nævnes, at en

dreng med diabetes bliver smidt ud af en privat børnehave, fordi børnehaven ikke ønsker at tage

ansvar for hans medicin. Børnehavens afvisning af at give drengen insulin er et afslag på at yde

rimelig tilpasning, medmindre børnehaven kan bevise, at det vil være urimeligt byrdefuldt for

institutionen at varetage medicingivningen.

Et eksempel på manglende rimelig tilpasning på skole- og uddannelsesområdet kan være den

situation, hvor en mor, der på grund af en hjerneskade er forhindret i at bruge forældreintra, og

får afslag på at få information fra skolen på papir.

Endelig kan som eksempel på rimelig tilpasning fra offentlige myndigheders side nævnes, at en

person med kommunikationshandicap har behov for, at der afsættes ekstra tid til et møde med

kommunens jobcenter eller en privat aktør på beskæftigelsesområdet, men får afslag herpå.

Ved at medtage et krav om rimelig tilpasning under diskriminationsforbuddet vil der i de nævnte

eksempler, skulle foretages en vurdering fra den offentlige myndigheds eller private aktørs side af,

hvorvidt det vil være urimeligt byrdefuldt at foretage tilpasning, når en konkret borger anmoder

om det. Hvis der gives afslag vil personen med handicap kunne få prøvet sagen ved

Ligebehandlingsnævnet. Ved at undtage pligten til rimelig tilpasning, således som udkastet lægger

op til, så er der ikke adgang for nævnet til at tage stilling til denne type sager.

3.2.

DEN MENNESKERETLI GE BESKYTTELSE

3.2.1.

Beskyttelsen efter FN’s Handicapkonvention

(handicapkonventionen) artikel 5,

stk. 2, fastslår, at der skal gælde et generelt forbud mod diskrimination på grund af handicap.

Handicapkonventionen forudsætter således, at deltagerstaterne har eller indfører en retlig

beskyttelse mod diskrimination på grund af handicap på alle områder, eksempelvis i forhold til

uddannelse, sundhed og offentligt tilgængelige steder. Denne forpligtelse understøttes af, at

forbuddet mod diskrimination er ophøjet til et generelt princip for konventionen, jf. artikel 3.

3/12

Bestemmelsen i handicapkonventionens artikel 5, stk. 2, suppleres af artikel 5, stk. 3, som angiver,

at deltagerstaterne skal sikre, at der tilvejebringes tilpasning i rimeligt omfang.

justeringer, der ikke indebærer en uforholdsmæssig stor eller unødvendig byrde, når dette er

nødvendigt i et konkret tilfælde for at sikre, at personer med handicap kan nyde eller udøve alle

menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige f

Det præciseres endvidere i artikel 2, at diskrimination på grund af handicap

Manglende opfyldelse af pligten til at

yde tilpasning i rimeligt omfang udgør således diskrimination efter handicapkonventionen.

3.2.2. Beskyttelsen efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) indeholder i artikel 14 et

diskriminationsforbud, der finder anvendelse inden for konventionens anvendelsesområde. Det vil

sige, at diskriminationsforbuddet ikke har et selvstændigt anvendelsesområde, men finder

anvendelse i sammenhæng med en af de andre rettigheder i konventionen.

Diskriminationsforbuddet i artikel 14 dækker en ikke-udtømmende liste af diskriminationsgrunde,

herunder handicap. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i sin praksis fastslået,

at handicap udgør et særligt beskyttet kriterium på linje med køn, etnicitet og race.

Det vil sige, at

statens skønsmargin i forhold til handicapdiskrimination er væsentligt indskrænket sammenlignet

med andre former for diskrimination, eksempelvis alder.

Rimelig tilpasning er ikke nævnt i EMRK. EMD har imidlertid i dommen Çam mod Tyrkiet lagt

afgørende vægt på, at de tyrkiske myndigheder ikke havde overvejet muligheden for at foretage

rimelig tilpasning (reasonable accommodation) af en uddannelse på et musikkonservatorium,

således at en blind pige kunne optages på uddannelsen.

Domstolen udtalte i den sag under henvisning til forståelsen af begrebet rimelig tilpasning i de

internationale konventioner, at:

”The

Court considers that Article 14 of the Convention must be read in the light of the

requirements of those texts regarding reasonable accommodation

and appropriate modification and adjustments not imposing a disproportionate or undue

which persons with disabilities are entitled to

s of all human

Disabilities ...). Such reasonable accommodation helps to correct factual inequalities which are

unjustified and therefore amount to discrimination [

”.

Domstolen udtalte endvidere, at

”discrimination

on grounds of disability also covers refusal to

make reasonable accommodation”

og fandt på den baggrund, at pigen var blevet diskrimineret i

strid med artikel 14 sammenholdt med artikel 2 i tillægsprotokol 1 (retten til uddannelse).

Se Glor v. Schweiz afgørelse af 6. november 2009 app. nr. 13444/04 pr. 84 og Guberiani v.

Kroatien afgørelse af 12. september 2016 app. Nr. 23682/13 pr. 73

Çam mod Tyrkiet, afgørelse af 23. februar 2016, app. nr. 51500/08, pr. 65

Ibid. pr. 67

4/12

Domstolen har dermed fastslået, at rimelig tilpasning er et krav under diskriminationsforbuddet i

EMRK artikel 14 i forhold til retten til uddannelse; og der er ikke noget grundlag for at antage, at

dette ikke også skulle være gældende på andre centrale rettighedsområder som retten til

retfærdig rettergang, demokratisk deltagelse mv.

3.3.

MANGLENDE RIMELIG TILPASNING UDGØR DISKRIMINATION PÅ GRUND AF

HANDICAP

Som det fremgår af ovenstående er rimelig tilpasning en central del af beskyttelsen mod

diskrimination på grund af handicap efter såvel EMRK som handicapkonventionen. At rimelig

tilpasning udgør en del af kernen af beskyttelsen mod diskrimination på grund af handicap

understøttes endvidere af, at der efter forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-

direktiv om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og

erhverv (beskæftigelsesdirektivet)

gælder en tilpasningsforpligtelse for arbejdsgivere. Herudover

kan fremhæves, at EU-Kommissionen har fremlagt et forslag til et direktiv, som vil forpligte

medlemsstaterne til at indføre et forbud mod diskrimination på grund af handicap uden for

arbejdsmarkedet (det horisontale direktiv).

Direktivforslaget lægger op til, at manglende

tilpasning i rimeligt omfang skal anses for forskelsbehandling på grund af handicap, jf. forslagets

artikel 2, stk. 5. Under den nærmere redegørelse for forslagets enkelte bestemmelser er det

fremhævet, at den

beskæftigelsesdirektivet, jf. begrundelsen for direktivforslaget afsnit 5.

3.4.

OFFENTLIGE MYNDIGHEDER ER ALLER EDE FORPLIGTE DE, MEN DER ER INGEN

EFFEKTIV BESKYTTELSE EFTER DANSK RET

Offentlige myndigheder er allerede forpligtede til at yde rimelig tilpasning i kraft af EMRK og

handicapkonventionen. Hvis det kommende forbud mod forskelsbehandling kommer til at omfatte

en forpligtelse til rimelig tilpasning for offentlige myndigheder vil det dermed ikke betyde en

udvidelse af de krav, der i forvejen gælder efter de to konventioner. Indførelsen af en pligt til

rimelig tilpasning for offentlige myndigheder vil derfor ikke være udgiftsdrivende, da der alene vil

være tale om at sikre en effektiv håndhævelse af allerede eksisterende forpligtelser. På

nuværende tidspunkt eksisterer der ingen effektiv mulighed for håndhævelse af pligten til rimelig

tilpasning og ingen mulighed for at få anerkendt en krænkelse.

Det skal bemærkes, at det ved indførelsen af forskelsbehandlingslovens § 2 a om arbejdsgiverens

tilpasningsforpligtelse blev vurderet, at den økonomiske forpligtelse for arbejdsgiverne ville være

Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om

ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

Forslag til Rådet for Den Europæiske Unions direktiv om gennemførelse af princippet om

ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering (KOM

(2008) 426). Tilgængelig på:

http://eurlex.europa.eu/legal-

content/DA/TXT/?uri=CELEX:52008PC0426

5/12

Det må efter instituttets opfattelse antages, at den samme vurdering må gælde for så vidt

angår indførelse af pligten til rimelig tilpaning for offentlige myndigheder, der som nævnt allerede

er underlagt denne forpligtelse i kraft af de internationale konventioner.

For så vidt angår Børne- og Socialministeriets overvejelser om, hvorvidt det kommende lovforslag

skal indeholde en tilpasningsforpligtelse, henviser ministeriet til forslag til folketingsbeslutning B

194 om Danmarks ratifikation af handicapkonventionen

uden at begrunde denne henvisning

nærmere, jf. udkastets almindelige bemærkninger pkt. 3.2.

Instituttet formoder, at Børne- og Socialministeriet med henvisningen sigter til, at det i forbindelse

med Danmarks ratificering af handicapkonventionen i 2009 blev vurderet, at konventionens artikel

5, stk. 2, ikke stiller krav om indførelse af et generelt diskriminationsforbud i dansk ret. Som

begrundelse anførte den daværende regering, at der efter dansk ret gælder et grundlæggende

princip om, at alle er lige for loven, og at offentlige myndigheder er bundet af den

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Den daværende regering henviste desuden til

Folketingsbeslutning B 43 af 2. april 1993 om ligebehandling og ligestilling mellem handicappede

og andre borgere.

Det grundlæggende princip om lighed for loven og den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning

adskiller sig imidlertid fra forbuddet mod diskrimination. Først og fremmest ved ikke at sikre en

særlig beskyttelse af bestemte udsatte grupper. Hverken princippet om lighed for loven eller den

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning indebærer en forpligtelse til at yde tilpasning i rimeligt

omfang. Hertil kommer, at princippet om lighed for loven og den forvaltningsretlige

lighedsgrundsætning hovedsageligt er rettet mod forvaltningsmyndigheder og dømmende

myndigheder i modsætning til private virksomheder og borgere. Endelig yder disse generelle

principper ikke nogen mulighed for godtgørelse eller oprejsning.

Folketingsbeslutning B 43 om ligebehandling og ligestilling af handicappede med andre borgere er

ikke bindende for hverken offentlige myndigheder eller private aktører. Folketingsbeslutningen

kan derfor i sagens natur ikke yde samme beskyttelse mod diskrimination som et retligt forbud

mod diskrimination, der omfatter en tilpasningsforpligtelse.

3.5.

SKOLE- OG UDDANNELSESOMRÅDE T BØR SOM MINIMUM OM FATTES AF

PLIGTEN TIL RIMELIG TILPASNING

Skole- og uddannelsesområdet udgør et særligt centralt område for personer med handicaps

mulighed for at deltage i samfundslivet, herunder mulighed for beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

Retten til uddannelse er en menneskerettighed, der blandt andet er beskyttet efter EMRK

tillægsprotokol 1, artikel 2 og handicapkonventionens artikel 24.

Jf. Forslag til lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

(Indsættelse af alder og handicap som kriterier i loven), 2004/1 L 92, lovforslag som fremsat,

almindelige bemærkninger

2006 om rettigheder for personer med handicap, jf. Folketingstidende 2008-09, A, B 194 som

fremsat, s. 7878

6/12

capkonvention og EMRK retligt forpligtet til at forhindre, at der

sker diskrimination af personer med handicap i form af manglende rimelig tilpasning. For så vidt

angår beskyttelsen efter EMRK har EMD betonet, at der særligt på skole- og uddannelsesområdet

gælder en forpligtelse til rimelig tilpasning.

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (daværende SFI) har i 2014

dokumenteret, at uddannelsesgraden er væsentligt lavere blandt personer med handicap, samt at

dette har stor betydning for beskæftigelsesgraden.

Hertil kommer, at selvom offentlige myndigheder vil være forpligtet til at foretage rimelig

tilpasning direkte i henhold til menneskeretten, så vil private udbydere af uddannelse, herunder

friskoler mv., ikke på samme vis være forpligtet direkte af konventionerne.

Det er på den baggrund instituttets opfattelse, at uddannelsesområdet udgør et kerneområde i

forhold til at sikre en effektiv håndhævelse af kravet om rimelig tilpasning.

Efter instituttets opfattelse bør lovgiver som minimum skele til, hvad der gælder efter

ligebehandlingslovene i de lande, som vi normalt sammenligner os med, dvs. de øvrige nordiske

lande. Eksempelvis kan der hentes inspiration fra den norske lov om forbud mot diskriminering på

grunn av nedsatt funksjonsevne (diskriminerings- og tilgjengelighetsloven). Forpligtelsen til at yde

tilpasning i rimeligt omfang er her afgrænset til områderne arbejdsliv, skole og uddannelse,

børnepasning og visse andre kommunale tilbud.

3.6.

SAMMENFATTENDE OM RIMELIG TILPASNING

I lyset af Danmarks menneskeretlige forpligtelser finder instituttet det kritisabelt, at Børne- og

Socialministeriet vil holde et så centralt aspekt af beskyttelsen mod diskrimination på grund af

handicap som rimelig tilpasning uden for den nye lov.

Det er helt afgørende, at den kommende lov kommer til at omfatte rimelig tilpasning for at sikre

personer med handicap en lige og effektiv beskyttelse mod diskrimination. Muligheden for at

klage til Ligebehandlingsnævnet og få tilkendt en godtgørelse er i den forbindelse en vigtig og

effektiv håndhævelsesmekanisme. Indførelse af en pligt til rimelig tilpasning sender desuden et

stærkt signal om lige muligheder for personer med handicap.

Den særlige situation, som personer med handicap kan befinde sig i, gør, at et sædvanligt forbud

mod direkte og indirekte diskrimination langtfra altid er tilstrækkeligt til at sikre, at personer med

handicap ikke forskelsbehandles uretmæssigt. Ofte er det nemlig i tilfælde af mangel på rimelig

tilpasning, at personer med handicap udsættes for diskrimination.



Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at den kommende lov om forbud mod

forskelsbehandling på grund af handicap kommer til at omfatte en forpligtelse til at yde

tilpasning i rimeligt omfang, som minimum gældende for offentlige myndigheder og generelt

på skole- og uddannelsesområdet.

SFI 14:26

7/12

4. TILGÆNGELIGHED

4.1.

DEN MENNESKERETLI GE BESKYTTELSE

Danmark er i medfør af handicapkonventionens artikel 9 om retten til tilgængelighed forpligtet til

at træffe passende foranstaltninger for at sikre, at personer med handicap på lige fod med andre

har adgang til fysiske omgivelser og transportmuligheder, information og kommunikation, samt

øvrige faciliteter og tilbud, der er åbne for eller gives offentligheden.

Retten til tilgængelighed er en nøglerettighed i Handicapkonventionen. Konventionen hviler på en

anerkendelse af, at tilgængelighed er en grundlæggende forudsætning for, at personer med

handicap kan leve et selvstændigt liv og deltage fuldt ud i alle livets forhold på lige vilkår med

andre. Dette understreges af, at tilgængelighed er en selvstændig rettighed efter artikel 9 og et

grundlæggende princip for hele konventionen, jf. artikel 3.

Hvor forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning konkret kan fjerne nogle af de barrierer, der

gør, at personer med handicap ikke kan deltage i samfundet på lige vilkår med andre, indebærer

tilgængelighedsforpligtelsen en forpligtelse til ændring af nogle generelle samfundsmæssige

strukturer.

Tilgængelighed til samfundet hænger dermed tæt sammen med det handicapbegreb, som

handicapkonventionen bygger på det såkaldte samfundsrelaterede handicapbegreb, der

beskriver et handicap som resultatet af mødet mellem en funktionsnedsættelse og barrierer i

samfundet. I modsætning hertil står det medicinske handicapbegreb, der alene fokuserer på

funktionsnedsættelsen som årsagen til, at en person med handicap ikke kan deltage i

samfundslivet. Med det samfundsrelaterede handicapbegreb flyttes fokus dermed fra individet til

samfundets indretning. Dette er baggrunden for, at retten til tilgængelighed står så centralt i

handicapkonventionen.

4.2.

EFFEKTIV BESKYTTELSE MOD TILSIDESÆTTELSE AF TILGÆNGELIGHEDSKR A V

Det følger af udkastet til lovforslag § 3, at tilgængelighed ikke er omfattet af forbuddet mod

forskelsbehandling på grund af handicap, jf. udkastets §§ 5 og 6.

Som eksempel på en situation, der ikke vil være omfattet af det nuværende udkast til lovforslag,

Ligebehandlingsnævnet ikke vil kunne træffe afgørelse om, at en

restaurant eller et museum skal opsætte en rampe eller lignende for at sikre tilgængelige

udkastets punkt 3.3. Det er imidlertid vigtigt at skelne mellem en kompetence

til at pålægge en positiv forpligtelse til at iværksætte et tilgængelighedstiltag med kompetencen til

at konstatere, at manglende opfyldelse af eksisterende tilgængelighedskrav udgør diskrimination i

en konkret situation.

Konsekvensen af den foreslåede afgrænsning vil være, at eksempelvis den butiksejer, der med

skiltning nægter kørestolsbrugere adgang til sin butik vil kunne indbringes for

Ligebehandlingsnævnet, hvorimod den butiksejer, der piller en rampe ned eller på anden måde

gør sin butik utilgængelig, ikke vil kunne indbringes for nævnet.

Dette skaber en højst usikker retstilling for personer med handicap.

8/12

Børne- og Socialministeriet påpeger i udkastets bemærkninger, at der efter gældende ret på flere

områder er fastsat krav til digital og fysisk tilgængelighed med henblik på at afhjælpe nogle af de

barrierer, som personer med handicap oplever i hverdagen. Der er imidlertid betydelige

problemer med at overholde eksisterende regler i praksis.

Som eksempel kan nævnes bygningsreglementets tilgængelighedsbestemmelser, der ganske

udførligt regulerer udformningen af byggeri på en sådan måde, at det er tilgængeligt for alle. Til

trods herfor påviste en rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) fra 2012 store mangler i

forhold til tilgængelighed i nybyggeri.

Af rapporten fremgik det, at kun omkring halvdelen af de

målepunkter, der var defineret for tilgængelighed var opfyldt i færdige bygninger.

Som begrundelse for, at det kommende forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap ikke

skal omfatte tilgængelighed, henviser Børne- og Socialministeriet til forslag til folketingsbeslutning

B 194 om Danmarks ratifikation af handicapkonventionen,

hvoraf det blandt andet fremgår:

”[Deltagerstaterne

vurderer selv], hvilke midler der er passende for at sikre gennemførelsen af

[artikel 9’s] i dhold, og hvilket tilgæ geligheds iveau der er passende

i en konkret situation. Det er

således væsentligt at vurdere konventionens målsætninger i overensstemmelse med specielt

frednings-

og sa fu dsøko o iske he sy ”.

Børne- og Socialministeriet anfører endvidere, at det forhold, at en klager mener, at der er regler

om tilgængelighed, som ikke bliver overholdt, skal behandles efter den pågældende sektors

regelsæt, hvilket indebærer, at klagen skal rettes til de klageinstanser, der måtte være i den

pågældende sektor.

Det forhold, at handicapkonventionens artikel 9 overlader deltagerstaterne et vidt spillerum med

hensyn til, hvilke foranstaltninger, der skal træffes for at sikre den gradvise virkeliggørelse af

retten til tilgængelighed, er ikke ensbetydende med, at staten ikke skal sikre, at eksisterende

regler og foranstaltninger efterleves i praksis og håndhæves effektivt.

Formålet med diskriminationsforbuddet er at afskaffe barrierer for personer med handicaps

deltagelse og inklusion i samfundet. I den forbindelse udgør manglende tilgængelighed en massiv

barriere. Netop derfor er det centralt, at sikre personer med handicap en effektiv beskyttelse mod

diskrimination i form af tilsidesættelse af eksisterende tilgængelighedsregler.

De klagemuligheder, der består inden for de enkelte sektorer giver ikke enkeltpersoner mulighed

for at få en afgørelse, der fastslår, at den manglende overholdelse af eksisterende krav til

tilgængelighed, de har oplevet, udgør forskelsbehandling på grund af handicap. Klageinstanserne

inden for de enkelte sektorer kan nemlig kun tage stilling til, om kravene til tilgængelighed på et

givent område er overholdt, men ikke til spørgsmålet om forskelsbehandling. Ved at benytte disse

klageveje kan personer med handicap således alene opnå en anerkendelse af, at gældende krav til

tilgængelighed er blevet tilsidesat.

Anne Kathrine Frandsen m.fl.: Bygningsreglementets tilgængelighedsbestemmelser set i forhold

til byggeprocessen, SBi 2012:16.

http://sbi.dk/Pages/Bygningsreglementets-

tilgaengelighedsbestemmelser-set-i-forhold-til-byggeprocessen.aspx

Forslag til folketingsbeslutning B 1

december 2006 om rettigheder for personer med handicap jf. Folketingstidende 2008-09, A, B 194

som fremsat, s. 7878

9/12

Hvis det kommende forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap kommer til at omfatte

tilsidesættelse af eksisterende krav til tilgængelighed, betyder det, at Ligebehandlingsnævnet vil

kunne foretage en vurdering af, om der ved tilsidesættelse af eksisterende krav til tilgængelighed

er sket diskrimination på grund af handicap. I bekræftende fald vil nævnet kunne tilkende en

godtgørelse. Enkeltpersoner kan således få en anerkendelse af, at de har været udsat for en

individuel krænkelse. Hvis Ligebehandlingsnævnet får en sådan kompetence vil det desuden

bidrage til en øget bevidstgørelse om retten til tilgængelighed og lige muligheder for personer

med handicap.

Omkostningerne ved at medtage tilgængelighed bør ikke anses som konsekvenser af den nye lov,

men bør i stedet tilskrives opfyldelse af eksisterende lovgivning.

Det følger af lov om Ligebehandlingsnævnet § 4, at nævnet er afskåret fra at behandle klager, der

kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne har truffet afgørelse i sagen.

Muligheden for at klage til Ligebehandlingsnævnet over manglende tilgængelighed kommer

således ikke til at være et alternativ til klageadgangene inden for de enkelte sektorer, men en

efterfølgende mulighed for at få prøvet spørgsmålet om forskelsbehandling. Klageinstanserne

inden for de enkelte sektorer vil således forinden have taget stilling til, om eksisterende krav til

tilgængelighed har været tilsidesat eller ej.



Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at den kommende lov om forbud mod

forskelsbehandling på grund af handicap kommer til at omfatte tilgængelighed med den

begrænsning, at der ikke indføres nye krav til tilgængelighed, men at der alene foreligger

forskelsbehandling, hvis eksisterende krav til tilgængelighed ikke bliver overholdt.

5. RÅDGIVNING TIL OFRE FOR DISKRIMINATION

Uden for arbejdsmarkedet gælder der et civilretligt forbud mod forskelsbehandling på grund af

køn samt race og etnicitet, jf. lov om ligestilling af mænd og kvinder, jf. lovbekendtgørelse nr. 1678

af 19. december 2013 (ligestillingsloven) og lov om etnisk ligebehandling, jf. lovbekendtgørelse nr.

438 af 16. maj 2012 (etnisk ligebehandlingslov).

Med henblik på at styrke beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af køn, race og etnisk

oprindelse følger det af disse ligebehandlingslove, at Institut for Menneskerettigheder som

nationalt ligebehandlingsorgan har kompetence til at rådgive ofre for diskrimination og bistå

dem med at få behandlet klager over forskelsbehandling, jf. ligestillingslovens § 14 og den etniske

ligebehandlingslovs § 10.

Udkastet til lovforslag om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap indeholder ikke en

tilsvarende bestemmelse, hvorefter et uafhængigt organ kan yde rådgivning om diskrimination på

grund af handicap samt bistå ofre herfor med at få behandlet deres klager.

Det er instituttets opfattelse, at det manglende mandat til et uafhængigt organ i udkastet til

lovforslag vil indebære en ringere beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af handicap end

den beskyttelse, der gælder indenfor områderne køn, race og etnicitet.

Hvis udkastet kommer til at indeholde et sådant mandat vil det først og fremmest fremme

ligebehandling af personer med handicap ved at give den enkelte borger bedre mulighed for at få

uvildig rådgivning og mulighed for at få behandlet en klage. Samtidig må det forventes, at en

10/12

sådan rådgivningsfunktion vil kunne bidrage til at begrænse antallet af klager til

Ligebehandlingsnævnet i sager, hvor der ikke er sket forskelsbehandling.



Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der i udkastet til lovforslag indsættes en

bestemmelse om, at et uafhængigt organ for fremme af ligebehandling kan yde rådgivning om

diskrimination på grund af handicap og bistå ofre herfor med at få behandlet deres klager.

6. UNDTAGELSE TIL DIREK TE FORSKELSBEHANDLIN G

Det følger af udkastet til lovforslag § 7, at både direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af

handicap er lovlig, når forskelsbehandlingen er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne

til at opfylde dette er nødvendige og hensigtsmæssige.

Indirekte forskelsbehandling bør i mange tilfælde være lovligt, fordi forskelsbehandlingen forfølger

et sagligt formål. Som eksempel kan nævnes, at der stilles krav om kørekort for varetagelse af et

bestemt erhverv, fx chauffør. En sådan betingelse stiller personer med synshandicap ringere end

personer uden synshandicap, men er utvivlsomt berettiget af hensyn til chaufførens egen og

andres sikkerhed.

Børne- og Socialministeriet har imidlertid ikke i bemærkningerne til udkastet til lovforslag anført

nogen nærmere begrundelse for, hvorfor det er ministeriets opfattelse, at også direkte

forskelsbehandling skal kunne undtages fra forbuddet mod forskelsbehandling. Instituttet

bemærker i den forbindelse, at ministeriet ikke har fremført noget eksempel på en situation, hvor

direkte forskelsbehandling vil være saglig og proportionel.

Forslaget vil give personer med

handicap samme beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet, som gælder i

forhold til kriterierne køn, race og etnisk oprindelse

te er imidlertid ikke tilfældet for så vidt

angår kriterierne race og etnicitet. Efter lov om etnisk ligebehandling er det nemlig alene indirekte

forskelsbehandling, der efter omstændighederne kan være lovlig, mens direkte forskelsbehandling

i alle tilfælde er ulovligt, jf. lovens § 3, stk. 1, 2 og 3. Det samme er gældende for så vidt angår

handicapdiskrimination inden for arbejdsmarkedet i henhold til forskelsbehandlingsloven.

Efter ligestillingslovens § 3 a kan såvel direkte som indirekte forskelsbehandling på grund af køn

være lovlig, hvis forskelsbehandlingen er begrundet i et legitimt mål og midlerne til at opfylde

dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige. Denne undtagelse fra forbuddet mod direkte

forskelsbehandling på grund af køn er begrundet i hensyn til blandt andet privatlivets fred og

blufærdighed, fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder eller mænds eller kvinders

interesser samt beskyttelse af ofre for kønsrelateret vold. Som eksempler på lovlig direkte

forskelsbehandling kan nævnes kønsopdelte omklædningsrum, krisecentre forbeholdt det ene køn

og frivillige organisationer, hvor kun det ene køn er repræsenteret.

Efter instituttets opfattelse er der ikke tilsvarende hensyn, der gør sig gældende på

handicapområdet og som kan berettige en undtagelse fra forbuddet mod direkte

forskelsbehandling på grund af handicap. Instituttet finder således, at beskyttelsen mod

forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet bør sidestilles med den

beskyttelse, der gælder i forhold race og etnicitet.

11/12

Et fuldstændigt forbud mod direkte forskelsbehandling på grund af handicap vil desuden have en

stærk signalværdi i forhold til ligebehandling af personer med handicap.



Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at § 7 i udkastet til lovforslag ændres, således at

det alene er indirekte forskelsbehandling, der kan være undtaget fra forbuddet mod

forskelsbehandling på grund af handicap.

En sådan ændring kan med fordel ske ved at lade § 7 udgå af udkastet og samtidig tilføje

undtagelsesbetingelserne om sagligt formål, nødvendighed og hensigtsmæssighed til

bestemmelsen i udkastets § 5, stk. 3, om indirekte forskelsbehandling. Den kommende lov om

forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap vil dermed lægge sig endnu tættere op af

den struktur, der er anvendt i gældende ligebehandlingslove, såvel inden for som uden for

arbejdsmarkedet.

7. EVALUERING AF LOVEN

Med udkastet til lovforslag er der tale om et nyt lovgivningsinitiativ, der står centralt i forhold til

givetvis kommer til at få

stor betydning på ligebehandlingsområdet.

Som følge heraf er det efter instituttets opfattelse afgørende at vide, om lovgivningen reelt

kommer til at yde den rette og tilstrækkelige beskyttelse mod diskrimination på grund af handicap.



Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der indsættes en revisionsbestemmelse i loven,

således at erfaringerne med lovgivningen bliver indsamlet og vurderet efter et passende antal

år, og at der på baggrund heraf foretages den nødvendige justering.

Der henvises til ministeriets sagsnummer 2017-1186.

Med venlig hilsen

Maria Ventegodt Liisberg

LIGEBEHANDLINGSCHEF

12/12