Uddannelses- og Forskningsudvalget 2017-18
UFU Alm.del Bilag 119
Offentligt
1900134_0001.png
Som du ved, har Georg Stage gennem det sidste år søgt om at få lov og penge til at udvide
skoleskibets aktiviteter fra et togt årligt med 63 elever til to togter med i alt 126 elever.
Denne udvidelse af aktiviteterne vil kræve en forøgelse af vores grundtilskud med kr. 9 mio. årligt,
så vi i så fald skulle have 18,3 mio. årligt. Et absolut minimum for, at projektet kan lade sig gøre, er
kr. 8 mio., men i så fald vil vi have et driftsunderskud på ca. 500.000 årligt, som ville skulle dækkes
af private og fonde.
Skoleskibet Georg Stage uddanner ubefarne skibsassistenter, som der i øjeblikket er mangel på.
Rederiet Esvagt, som er den største aftager af vore elever, er nu begyndt at ansætte polske
skibsassistenter, fordi de ministerielle kvoter holder os fra at uddanne nok danskere.
Sagen har nu været behandlet i Uddannelses- og Forskningsministeriet. Ansøgningen befinder sig i
skrivende stund mellem vores ministerium og Finansministeriet, hvilket betyder, at vi næppe ser det
igen før forhandlingerne er godt i gang.
Vi tillader os at sende dette brev for at sikre, at forslaget ikke bare behandles i embedsapparatet,
men også behandles politisk. Vi har ikke fantasi til at forestille os, at man fra ministeriets side
foretrækker, at danske virksomheder skal ansætte udenlandsk arbejdskraft, når der er rigeligt med
unge, som ønsker at arbejde, og rigeligt med kapacitet på en dansk uddannelsesinstitution til at
uddanne flere.
Da Georg Stage ikke får taxameter og er underlagt en kvoteordning, som ingen rigtigt længere kan
huske, hvorfor vi har, så er de almindelige veje til at udvide antallet af studerende lukket for os. Vi
håber, at vi med vores gode samarbejde med ministeriets embedsmænd og med denne henvendelse
alligevel sikrer en fornuftig behandling.
I den sidste ende er det jo et politisk valg om de 9 millioner bedst bruges på Georg Stage eller
andetsteds.
Vi er klar over, at 9 millioner ikke fylder meget i den store finanslovsdebat, men for os, for vores
elever og for de danske rederier vil de kunne gøre en stor forskel.
Vedlagt denne mail er den samlede korrespondance med høringssvar og supplerende materiale
(kaldet den lange version) og en kort et-sides udgave af de væsentligste argumenter for
dobbelttogtet (kaldet den korte version).
Vi sender naturligvis en invitation til vores årlige repræsentationssejlads, som i år finder sted 17.
august med afsejling fra København og du kontakter mig selvfølgelig bare, hvis du har brug for
yderligere information.
mvh. Asser
Med venlig hilsen
Asser Amdisen
Direktør
[email protected]