Sundheds- og Ældreudvalget 2017-18
SUU Alm.del Bilag 307
Offentligt
1886143_0001.png
NOTITS
April 2018
Ændring af lov om Lønmodtagernes Garantifond som
opfølgning på politisk aftale om forebyggelse af kon-
kurser i plejesektoren
J.nr. 2018 - 2276
Center for Arbejdsliv (II)
AKL
1. Baggrund
Den politiske aftale af 5. oktober 2017 om forebyggelse af konkurser i plejesekto-
ren indeholder bl.a. følgende initiativ:
”Nyt kig på LG-loven
Partierne bag aftalen er enige om vigtigheden af at se på lovgivningen om Løn-
modtagernes Garantifond (LG). Der skal ses på mulighederne for, at LG kan læg-
ge ud for lønmodtagerens krav i forbindelse med en konkurs i de tilfælde, hvor der
er tvivl om, hvem der i sidste ende skal betale – hvis et krav fx bestrides af arbejds-
givers bo. Regeringen vil gå videre med at undersøge mulighederne for et konkret
forslag, herunder muligheden for at lovgive på området, som vil skulle forhandles i
Beskæftigelsesministeriet. Det bemærkes, at der ikke er afsat finansiering til for-
slaget eller foretaget økonomiske beregninger heraf.”
Baggrunden for den politiske aftale og det konkrete initiativ om LG-loven var et
antal konkurser hos private leverandører af hjemmehjælp. I forbindelse med sådan-
ne konkurser er det blevet gjort gældende af boet efter en privat leverandør, at der
har fundet en virksomhedsoverdragelse sted til en kommune forud for konkursen,
og at det derfor efter virksomhedsoverdragelsesloven er kommunen som erhverver,
der hæfter for lønmodtagertilgodehavender, der bestod på overdragelsestidspunk-
tet. Fra kommunernes side er det blevet afvist, at der har fundet en virksomheds-
overdragelse sted forud for konkursen, hvilket har betydet, at de pågældende løn-
modtagere hverken har kunnet få deres tilgodehavende dækket af LG eller kom-
munen, før det ved domstolene afgøres, om der har fundet en virksomhedsoverdra-
gelse sted forud for konkursen eller ej.
2. Regeringens opfølgning – fremsættelse af lovforslag
Regeringen lægger som opfølgning på den politiske aftale nu op til, at der i det
kommende folketingsår fremsættes et lovforslag om ændring af lov om Lønmodta-
gernes Garantifond (LG).
Det foreslås således, at LG-loven ændres, så LG lægger ud for lønmodtagerkrav i
sager om virksomhedsoverdragelse, hvor kravet efter sagens afgørelse enten skal
dækkes af LG eller af en offentlig erhverver eller garantistiller.
Lovforslaget går grundlæggende ud på, at en lønmodtager – i tilfælde, hvor et løn-
modtagerkrav bestrides af en arbejdsgiver eller dennes bo under henvisning til, at
der har fundet en virksomhedsoverdragelse til en offentlig erhverver sted forud for
de situationer, der er beskrevet i lovens § 1, stk. 1, nr. 1-4 – kan overdrage sit krav
til LG. Det betyder, at lønmodtagerne hurtigt kan få udbetalt deres tilgodehavende i
SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 307: Orientering om kommende ændring af loven om lønmodtagernes garantifond, fra beskæftigelsesministeren
stedet for at skulle afvente en afklaring af, hvem der i sidste ende skal udrede tilgo-
dehavendet.
Hvis det efterfølgende fastslås, at der
ikke
har fundet en virksomhedsoverdragelse
sted forud for de i § 1, stk. 1, nr. 1-4, angivne situationer, vil det være LG, som
under alle omstændigheder skal betale lønmodtagertilgodehavendet. Hvis det der-
imod fastslås, at der
har
fundet en virksomhedsoverdragelse sted, er det den offent-
lige erhverver, som skal udrede tilgodehavendet, og LG kan få dækket kravet, som
LG har overtaget fra lønmodtageren, af den offentlige erhverver. Det foreslås end-
videre, at lønmodtageren kan overdrage kravet til LG, hvor der foreligger en of-
fentlig garanti i forhold til en privat erhverver, idet der heller ikke i sådanne tilfæl-
de vil være risiko for, at LG ikke kan få dækning for krav, som LG har overtaget
fra en lønmodtager. Som følge af, at LG i givet fald uden videre vil kunne få dæk-
ning fra kravet af en offentlig erhverver eller af en offentlig garantistiller, er det
alene i tilfælde, hvor de pågældende lønmodtagerkrav i øvrigt kan anfægtes, fx hvis
der er tale om nærtstående, at LG kan afvise at overtage et lønmodtagerkrav som
beskrevet.
Forslaget har ikke konsekvenser i forhold til andre bestemmelser i LG-loven eller
lovgivningen i øvrigt.
Økonomiske og administrative konsekvenser
Bortset fra den begrænsede administrative byrde, som forslaget vil påføre LG, vur-
deres forslaget ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser.
3. Næste skridt
Det forventes, at et lovforslag med det beskrevne indhold kan sendes i høring inden
sommerferien 2018.
2