Anmodning om foretræde for Folketingets Social-, Indenrigs- og Bør-
neudvalg angående udfordringer med hjælpemidler på diabetesområ-
det
Diabetesforeningens rådgivning har de seneste måneder behandlet rig-
tig mange henvendelser fra bekymrede, frustrerede og utrygge borgere
med diabetes i en lang række kommuner i hele landet.
Henvendelserne skyldes, at flere og flere kommuner har indført en ny
praksis, hvor de i stedet for at foretage EU-udbud benytter sig af pris-
indhentninger, som ikke forudsætter, at der indgås leverandøraftale el-
ler foretages brugerinddragelse.
Andre kommuner gennemfører massekonverteringer til billigste udstyr
inden for eksisterende sortiment uden, at borgerne er blevet spurgt om
særlige forhold, og uden nogen mulighed for at gøre opmærksom på
deres behov for en konkret og individuel vurdering. Samtidig forsvinder
borgernes retssikkerhed, når kommunerne ikke mener ændringerne/be-
grænsningerne er afgørelser i forvaltningslovens forstand og heller ikke
er omfattet af retten til individuel og konkret vurdering. Dermed er bor-
geren afskåret fra at klage til f.eks. Ankestyrelsen.
Adgang til de rette hjælpemidler er en vigtig del af den samlede diabe-
tesbehandling, og det kan have store konsekvenser for den enkeltes
livskvalitet og diabetesbehandling, hvis adgangen begrænses. Diabetes-
foreningen mener, at det er et udtryk for en kortsigtet økonomisk tænk-
ning at begrænse adgangen til hjælpemidler, da det i sidste ende risike-
rer at føre til mere social ulighed, flere følgesygdomme og dermed en
stigning i udgifterne på lang sigt.
Diabetesforeningen mener ikke, at det er rimeligt, at kommuner med
deres praksis tilsidesætter den enkeltes viden om og erfaring for, hvilke
hjælpemidler, der fungerer for vedkommende. Ikke mindst set i lyset af,
at diabetikere i øvrigt har ansvaret for at styre medicin og blodsukker
99,9 procent af tiden, og dermed også er tvunget til at have det mest
indgåede produktkendskab. Når kommuner kun giver mulighed for et
enkelt eller ganske få hjælpemidler, kan borgeren blive tvunget til selv
betale for at få et hjælpemiddel med den optimale funktion, et som bor-
geren i øvrigt er tryg ved. Er kommunerne på denne måde reelt set ved
at indføre brugerbetaling for store grupper af danskere med diabetes?
Hvad sker der med de borgere, som er særligt udsatte og som ikke har
overskuddet til lange dialoger med kommunen eller som ikke kan be-
tale?
Dette perspektiv mener Diabetesforeningen, at ministeren bør inddrage
i sin vurdering af den kommunale forvaltning af Serviceloven.