SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 218: Henvendelse af 27/5-14 fra 6 danske kommuner om grænsegængernes ret til sociale ydelser og administration af dette

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del Bilag 218
Offentligt

Bilag 1: Uddybning af spørgsmål til Ministeriet for Børn,

Ligestilling, Integration og Sociale Forhold om grænsegængernes

ret til sociale ydelser og administration af dette

Reglerne om grænsegængere, har vist sig svære at administrere for

kommunerne. Det gælder blandt andet i forhold til merudgifter til børn

(SEL §41) og voksne (SEL §100) samt tabt arbejdsfortjeneste (SEL

§42), da der ikke er samme muligheder for at indhente dokumentation

for borgere bosat i andet land, fx igennem E-indkomst eller for at

vurdere sandsynliggjorte udgifter.

Derudover har en konkret afgørelse fra Ankestyrelsen rejst en del

spørgsmål om afgrænsningen af grænsegængernes ret til sociale

ydelser. Disse problemstillinger præciseret i dette bilag.

6-byerne beder specifikt Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration

og Sociale Forhold om en vejledende udtalelse vedrørende

nedenstående 7 problemstillinger:

1. Er grænsegængere berettiget til alle sociale ydelser?

2. Finder forbuddet mod dobbeltydelser anvendelse ved sociale

ydelser bevilget efter Forordning om arbejdskraftens frie

bevægelighed?

3. Hvordan skal kommunerne sikre tilstrækkelig dokumentation

og oplysning af grænsegænger sager?

4. Har kommunerne bemyndigelse til at indgå samarbejde med

myndigheder i andet medlemsland og hvilke oplysninger kan

vi udveksle med andre medlemslande?

5. Hvordan skal kommunerne i praksis håndtere bevilling af

naturalydelser i bopælslandet, eksempelvis Sverige?

6. Hvorledes skal kommunerne forholde sig til handlekommune

ansvaret samt føre tilsyn med at opgaven løses i

overensstemmelse med borgerens behov

7. I hvilket omfang er udenlandske myndigheder forpligtet til at

underrette os, hvis de bliver opmærksomme på ændringer i

borgerens behov? Og i hvilket omfang skal vi orientere

bopælslandet om ændringer?

Problemstillingerne vil blive forsøgt belyst med konkrete eksempler.

27-05-2014

Sagsnr.

2014-0056634

Dokumentnr.

2014-0056634-3

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 218: Henvendelse af 27/5-14 fra 6 danske kommuner om grænsegængernes ret til sociale ydelser og administration af dette

Ad 1: Er grænsegængere berettiget til alle sociale ydelser?

Udgangspunktet har hidtil været, at Forordningen om sociale

sikringsydelser har afgrænset, hvilken sociale ydelser en

grænsegænger har ret til at modtage i det land, hvor /hun betaler skat.

Ud over børnefamilieydelser, sygedagpenge mv., så er grænsegængere

også berettiget til ”naturalydelser ved sygdom og moderskab”. I

vejledningen af 14. juli 2010 om koordinering af sundhedsydelser og

visse sociale ydelser for borgere, der rejser mellem EU-landene, samt

ud fra Ankestyrelsens praksis, vurderes følgende ydelser efter

serviceloven som naturalydelser ved sygdom:

- Merudgiftsydelsen, jf. § 41,

- tabt arbejdsfortjeneste, jf. § 42

- personlig hjælp, pleje og ledsagelse, jf. §§ 44-45,

- personlig hjælp, omsorg og pleje, jf. §§ 83-87,

- ledsagelse og kontaktperson, jf. §§ 97-99,

- tilskud til pleje, jf. §§ 95-96,

- nødvendige merudgifter, jf. § 100,

- behandling af stofmisbrugere, jf. §§ 101-102,

- hjælpemidler og forbrugsgoder, jf. §§ 112 - 113,

- hjælp til boligindretning, jf. § 116,

- pasning af nærtstående med handicap, jf. § 118,

- hjælp til sygeplejeartikler, jf. § 122.

Endvidere omfattes i pensionslovgivningen, helbredstillæg, jf. § 14a i

lov om social pension og § 18 i lov om højeste, mellemste, forhøjet

almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Københavns Kommune modtog den 5. februar 2014 en afgørelse fra

Ankestyrelsen i en konkret sag om en grænsegænger, der boede i

Sverige, men arbejdede i et fleksjob i Danmark

. Ankestyrelsen

omgjorde kommunens afgørelse og vurderede, at selvom

grænsegængeren ikke var berettiget til ydelsen som social

sikringsydelse, så var grænsegængeren berettiget til ydelsen som led i,

at han var grænsegænger. I begrundelsen fremgik det, at der i

afgørelsen var lagt vægt på følgende:

Vi har tillige lagt vægt på artikel 7, stk. 2, i Forordning

1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for

Fællesskabet, hvorefter en grænsegænger har adgang til

sociale ydelser i det land, hvor personen har arbejde.

Du arbejder i Danmark, og du har derfor ret til sociale

ydelser i Danmark på lige fod med personer, der både

arbejder og bor i Danmark.

Afgørelsen fra Ankestyrelsen var ikke en principafgørelse, hvorfor

den udvidede tolkning i den konkrete afgørelse medfører en reel

forskelsbehandling af borgere, da der ikke foreligger nogen

Se bilag 2

Side 2 af 7

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 218: Henvendelse af 27/5-14 fra 6 danske kommuner om grænsegængernes ret til sociale ydelser og administration af dette

principafgørelse eller vejledning på området, der pålægger

kommunerne at efterkomme denne tolkning. Københavns Kommune

har kontaktet sagsbehandleren på afgørelsen, som vurderer, at såfremt

en grænsegænger søger sociale ydelser i det land de er i beskæftigelse,

så skal sagen først vurderes efter Forordning nr. 883/2004 om

koordinering af de sociale sikringsordninger. I tilfælde af, at

grænsegængeren ikke er berettiget til den sociale ydelse iht.

forordning, så var det Ankestyrelsens vurdering, at sagen skulle

vurderes iht. Forordning 1612/68 om arbejdskraftens frie

bevægelighed.

Såfremt Ankestyrelsens tolkning er korrekt er kommunerne bekymret

for, at det kan betyde, at grænsegængerne ikke blot er berettiget til

sociale sikringsydelser, men vil være berettiget til alle sociale ydelser

på lige fod som borgere bosat i kommunen iht. Forordningen om

arbejdskraftens frie bevægelighed. Grænsegængernes rettigheder vil

derfor blive udvidet markant og ikke længere være begrænset til

Forordningen om sociale sikringsydelser, Dette kan have større

konsekvenser, da det ved sociale ydelser ikke blot forstås økonomisk

tilskud, men også enkeltydelser i henhold til aktivloven.

6-byerne anmoder Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og

Sociale Forhold om en vejledende udtalelse om, hvilke sociale ydelser

grænsegængerne er berettiget til når de er arbejdstager i Danmark

herunder om kommunerne er forpligtet til at anlægge en udvidet

tolkning i forhold til grænsegængernes ret til sociale ydelser og

vurdere ansøgningerne iht. Forordningen om arbejdskraftens frie

bevægelighed.

Ad 2: Finder forbuddet mod dobbeltydelser anvendelse ved

sociale ydelser bevilget efter Forordning om arbejdskraftens frie

bevægelighed?

Forordningen om koordinering af de sociale sikringsordninger

fastsætter et forbud mod dobbeltydelser. Det betyder, at borgeren kun

skal kompenseres én gang i de tilfælde, hvor borgeren er berettiget til

at modtage ydelsen i flere lande.

I Ankestyrelsens afgørelse af 5. februar 2014 tages der ikke stilling til

om borgeren ellers ville være berettiget til tilskud til en handicapbil i

bopælslandet.

Hvis det er korrekt, at en grænsegænger er berettiget til sociale ydelser

efter Forordningen om arbejdskraftens fri bevægelig er det uklart, om

forbuddet mod dobbeltydelser finder anvendelse, da dette kun nævnes

i forhold til sociale sikringsydelser.

Side 3 af 7

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 218: Henvendelse af 27/5-14 fra 6 danske kommuner om grænsegængernes ret til sociale ydelser og administration af dette

Forbuddet mod dobbeltydelser rejser dog nogle generelle problemer,

da det i praksis kræver, at kommuner og særligt sagsbehandlerne er

bekendt med hvilke sociale ydelser borgeren ellers er berettiget til og

modtager i deres bopælsland.

6-byerne anmoder Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og

Sociale Forhold om en vejledende udtalelse om, hvorledes

kommunerne skal sikre og kontrollere at der ikke sker bevilling af

dobbeltydelser og om forbuddet mod dobbeltydelser finder anvendelse

for sociale sikringsydelser.

Ad 3: Hvordan skal kommunerne sikre tilstrækkelig

dokumentation og oplysning af grænsegænger sager?

Grænsegængere er omfattet af de samme regler for dokumentation

som borgere bosat i kommunen.

6-byerne oplever dog nogle udfordringer i forhold til

sagsbehandlingen ved indhentelse af dokumentation og i forbindelse

med opfølgningen af sager med grænsegængere. Problemet er særligt i

forhold til kontrol af indkomst i hjemlandet samt indhentning af

oplysninger i forbindelse med belysningen af sagen.

I henhold til persondataloven kan de almene regler om udveksling af

oplysninger gøres gældende ved udveksling med andet EU-

medlemsland. Kommunerne er dog udfordret i forhold til

dokumentationskravet i disse sager, da de typiske oplysninger fra bl.a.

CPR register og E-indkomst ikke er tilgængelig for borgere bosat i

andet medlemsland. Desuden er det ikke muligt at undersøge om

grænsegængerne eller deres familie modtager tilsvarende ydelse i

hjemlandet.

Denne manglende mulighed for at oplyse sager tilstrækkeligt gør, at

der reelt stilles strengere krav om dokumentation til borgere bosat i

kommunen end til grænsegængerne.

6-byerne anmoder Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og

Sociale Forhold om en vejledende udtalelse om, hvorledes

kommunerne praktisk forventes at skulle løse denne opgave samtidig

med at dokumentationskravet i lovgivningen overholdes.

Ad 4: Har kommunerne bemyndigelse til at indgå samarbejde

med myndigheder i andet medlemsland og hvilke oplysninger kan

vi udveksle med andre medlemslande?

6-byerne finder det uklart om det ligger indenfor den kommunale

opgave (kommunalfuldmagten) at indgå en mellemstatslig aftale med

et andet lands myndigheder.

Side 4 af 7

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 218: Henvendelse af 27/5-14 fra 6 danske kommuner om grænsegængernes ret til sociale ydelser og administration af dette

Grænsegænger sagerne kræver ofte, at kommunerne orienteres ved

væsentlige ændringer, så som at et barn tvangsfjernes. Bopælslandet

har desuden en væsentlig interesse i at vide om borgeren modtager en

social ydelse fra Danmark.

Et tilfredsstillende samarbejde vil kræve løbende dialog mellem

kommunen og bopælslandets lokale myndighed og stille sproglige

krav til medarbejderne fra begge lande og vil medføre ekstraordinære

ressourcemæssige omkostninger i forhold til administrationen. De

forskellige medlemslande har desuden forskellige strukturer og

nationale lovgivninger, hvilket gør det vanskeligt at vide, hvem og

hvor man skal henvende sig.

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold

anmodes om en vejledende udtalelse om det ligger indenfor

kommunalfuldmagten at indgå samarbejdsaftaler med myndigheder i

andre lande samt i hvilket omfang dette forventes af kommunerne.

Ad 5: Hvordan skal kommunerne i praksis håndtere bevilling af

naturalie-ydelser i bopælslandet, eksempelvis Sverige?

Som beskrevet ovenfor fremgår der i vejledning om koordinering af

sundhedsydelser og visse sociale ydelser for borgere, der rejser

mellem EU-landene, at flere sociale sikringsydelser efter serviceloven

kan defineres som naturalydelser ved sygdom. Det er fx hjælpemidler,

hjemmepleje, ledsagelse, merudgifter, personlig støtte mv.

Forvaltningen finder det uklart hvorledes naturalier skal administreres

og bevilges i andet bopælsland, fx hjemmepleje.

Desuden medfører Ankestyrelsesafgørelsen af 5. februar 2014 flere

problemer i praksis i forhold til, hvordan kommunerne skal forholde

sig til de afledte følger af bevillingen af en handicapbil til en

grænsegænger – fx indregistrering af bilen i udlandet, vægtafgift mv.

Bl.a. kan der nævnes, at afgiftsfritagelse praktisk bevilges af

kommunerne, men administreres af SKAT. SKAT har dog oplyst

Københavns Kommune, at de ikke kan administrere afgiftsfritagelse

mv. for en bil, der er indregistreret i Sverige eller andet land.

Ministeriet anmodes derfor om en vejledende udtalelse for, hvorledes

kommunerne skal administrere bevillingen af naturalier til et barn

eller voksen i andet land, fx hjemmepleje.

Side 5 af 7

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 218: Henvendelse af 27/5-14 fra 6 danske kommuner om grænsegængernes ret til sociale ydelser og administration af dette

Ad 6: Hvorledes skal kommunerne forholde sig til

handlekommune ansvaret samt føre tilsyn med at opgaven løses i

overensstemmelse med borgerens behov

Det følger af retssikkerhedslovens § 16, at kommunerne har pligt til at

føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses på

socialområdet. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbuddet samt

måden opgaven udføres på.

For så vidt angår svagere grupper, som børn og voksne med fysiske og

psykiske handicap, gælder der en skærpet forpligtelse til at sikre, at

borgerne modtager den rette hjælp og støtte.

Det er kommunernes vurdering, at f.s.v.a. grænsegængere er det til en

vis grad ikke muligt at leve op til forpligtelserne i

retssikkerhedslovens § 16, da ydelsen leveres i andet land.

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold

anmodes om en vejledende udtalelse om hvorvidt kommunerne er

forpligtet til at fører opsyn med naturalydelser leveret i andet land og

hvorledes dette skal håndteres.

Ad 7: I hvilket omfang er udenlandske myndigheder forpligtet til

at underrette kommunerne, hvis de bliver opmærksomme på

ændringer i borgerens behov? Og i hvilket omfang skal

kommunerne orientere bopælslandet om ændringer?

For at sikre, at en borger bosat i andet medlemsland modtager den

rette støtte og ydelse kræver det, at forvaltningen orienteres om

ændringer i borgerens forhold, der kan have betydning for støtten og

ydelsens omfang.

Derudover får forvaltningen som led i sin sagsbehandling kendskab til

borgere i andre bopælslande med behov for støtte.

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold

anmodes om en vejledende udtalelse om EU Forordningen om

arbejdskraftens frie bevægelighed pålægger medlemslande at holde

hinanden løbende orienteret om ændringer i borgerens behov og om

kommunerne er forpligtet til at underrette bopælslandet om

oplysninger som de er blevet bekendt med under sagsbehandlingen.

Eksempler på problemstillinger vedr. grænsegængere

Bevillingen af sociale sikringsydelser medfører nogle praktiske

udfordringer i forhold til sagsbehandlingen, hvilket illustreres ved

nedenstående eksempler.

Side 6 af 7

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 218: Henvendelse af 27/5-14 fra 6 danske kommuner om grænsegængernes ret til sociale ydelser og administration af dette

Eksempel 1: Ændring af barnets bopæl

For at kunne bevilge tabt arbejdsfortjeneste og merudgifter efter

servicelovens § 41 og § 42 kræves det, at barnet er bosat i hjemmet og

derved er registreret til samme bopæl som forælderen, der modtager

ydelsen. For borgere bosat i et andet land har kommunerne ikke

mulighed for at føre kontrol med, om barnet faktisk er bosat i

hjemmet. I tilfælde, hvor barnet enten flytter til anden

forældremyndighedsindehaver eller anbringes udenfor hjemmet, kan

sagsbehandlerne i Danmark ikke se dette, og ydelsen fortsætter derfor

uændret, selvom lovens betingelser ikke er opfyldt.

Eksempel 2: Beskæftigelse ved modtagelse af tabt arbejdsfortjeneste

I forbindelse med bevillingen af tabt arbejdsfortjeneste eller

opfølgningen af sagen er det relevant at sikre, at borgeren har haft et

indtægtstab svarende til den tabte arbejdsfortjeneste, der er bevilget.

Dette tjekkes i e-indkomst. Det er muligt at tjekke en grænsegængers

danske indtægt i e-indkomst, dog vil e-indkomst ikke belyse

eventuelle udenlandske indtægter. Da der ikke sker en udveksling af

oplysninger eller koordinering mellem hjemlandet og arbejdslandet,

kan der i teorien ske en kompensation for fuld tabt arbejdsfortjeneste i

Danmark og samtidig bevilling af overførselsindkomst i bopælslandet.

Grænsegængere kunne også modtage fuld tabt arbejdsfortjeneste i

Danmark og arbejde i bopælslandet. Med andre ord kan der ske en

kompensation for et tab af indtægt, der ikke eksisterer.

Eksempel 3: Hjemmepleje i bopælslandet

Det fremgår af vejledning om koordinering af sundhedsydelser og

visse sociale ydelser for borgere, der rejser mellem EU-landene, at

bl.a. hjemmepleje og ledsagelse var vurderet som værende

naturalydelser som grænsegængere var berettiget til. Kommunerne har

endnu ikke haft en ansøgning fra en grænsegænger om hjemmepleje i

bopælslandet og kommunerne finder det uklart, hvorledes de praktisk

skal sikre hjemmepleje til en person i et andet land.

Eksempel 4: Afdragsfritagelse for handicapbiler for grænsegængere

Såfremt kommunerne er forpligtet til at bevilge afgiftsfritagelse på

handicapbiler til grænsegængere er der er større udfordring i forhold

til at bilerne skal indregistreres i et andet land. Afgiftsfritagelse

bevilges af kommunen med effektueres i praksis af SKAT. SKAT kan

dog ikke give afgiftsfritagelse for biler indregistreret i andet land,

hvorfor kommunen ikke kan efterkomme bevillingen af denne ydelse,

hvis vi bliver pålagt det af Ankestyrelsen.

Side 7 af 7