REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 201: Henvendelse af 7/3-18 fra Amnesty International vedrørende høringssvar over forslag til lov om ændring af straffeloven (Tildækningsforbud)

Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del Bilag 201
Offentligt

HØRINGSNOTAT

København, den 6. september 2018.

Høringssvar over forslag til lov om ændring af straffeloven (Tildækningsforbud).

Sagsnr. 2017-0090 0233)

Ved mail af 6. februar 2018 har

Justitsministeriet fremsendt forslag

til lov om ændring af straffeloven

–

tildækningsforbud

–

og anmodet om

Amnesty Internationals eventuelle

bemærkninger til forslaget.

Generelle bemærkninger

Regeringen vil med forslaget forbyde

tildækning af ansigtet i det offentlige

rum. Forslaget er formuleret som et

generelt tildækningsforbud

–

det vil

sige et forbud imod på offentligt sted

at bære beklædningsgenstande, der

skjuler ansigtet.

Det fremgår videre af

bemærkningerne, s. 2, at regeringen

med dette forslag om forbud mod

tildækning ønsker at slå fast, at det

efter regeringens opfattelse ikke er

foreneligt med værdierne og

sammenhængskraften i det danske

samfund eller respekten for vores

fællesskab at holde ansigtet skjult i

det offentlige rum. Ansigtet er

grundlaget for genkendelsen

mennesker imellem, ligesom ansigtet

giver muligheder for at aflæse andres

signaler og følelser, anføres det.

Ansigtet spiller

–

konkluderer

regeringen

–

en afgørende rolle i

interaktionen i vores samfund.

Endelig anfører regeringen i

bemærkningerne, at det er udtryk

for, at man ikke ønsker at være en

del af det danske samfund

–

man

afviser interaktionen med sine

medborgere, anfører regeringen.

Noget sådant slider efter regeringens

opfattelse på sammenhængskraften i

Danmark og kan medvirke til at skabe

rammen for parallelsamfund med

egne normer og regler.

Det er regeringens opfattelse og mål,

at forslaget vil fremme og lette den

sociale interaktion og sameksistens,

der er afgørende i et samfund, ved at

man i Danmark møder hinanden på

en ordentlig måde

–

med tillid og

respekt, ansigt til ansigt, jf.

bemærkningerne side 3.

Efter Amnesty Internationals

opfattelse kan det være vanskeligt at

få øje på tungtvejende, praktiske

grunde til eller behov for at lovgive

om et generelt forbud mod at dække

ansigtet til.

De manglende indicier for et reelt

behov understreges efter Amnestys

opfattelse af, at regeringen har

fundet det nødvendigt at forbyde

falske skæg. Vi kan ikke erindre, at

der på noget tidspunkt i nyere tid har

været debat om samfundsmæssige

problemer, forårsaget af falske skæg i

Danmark

–

og det deraf følgende

behov for ved lov at gøre falske skæg

i det offentlige rum strafbare.

Forbuddet mod falske skæg antyder,

at man har måttet grave meget dybt i

lommerne for at finde nogle former

for tildækning af ansigtet, som man

kunne inddrage i lovforslaget, for

–

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 201: Henvendelse af 7/3-18 fra Amnesty International vedrørende høringssvar over forslag til lov om ændring af straffeloven (Tildækningsforbud)

om muligt

–

at sløre den

kendsgerning, at forslaget reelt

udelukkende handler om forbud mod

burka og niqab

–

og dermed reelt

alene vedrører påklædning, som

benyttes af et ganske lille muslimsk

mindretal - der høres løbende skøn

på mellem 50 og 150 mennesker

–

efter Amnestys opfattelse er udtryk

for indirekte diskrimination.

Efter Amnesty Internationals

opfattelse påhviler det staten at

sikre, at ingen tvinges til at gå med

burka eller niqab mod sin vilje, lige

som borgere, som måtte være

tvunget dertil, skal have hjælp til at

komme ud af det miljø, hvor tvangen

har fundet sted.

Samtidig er også klart, at der også er

situationer af sikkerhedsmæssig

karakter

–

f.eks. i lufthavne, ved

paskontrol, besøg hos lægen etc.,

hvor den, som har tildækket ansigtet,

har pligt til at legitimere sig ved at

vise sit ansigt. Men det er

–

fremgår

det

–

ikke disse situationer,

regeringen har i fokus med sit forslag.

Samtidig er det efter Amnestys

opfattelse vigtigt at være

opmærksom på,

at retten til

selvbestemmelse, til privatliv, retten

til religiøs frihed og retten til

ytringsfrihed

omvendt må føre til, at

borgerne har friheden til at klæde sig,

som de vil

–

og som de finder

passende i forhold til deres religiøse

tilhørsforhold

–

og at disse

rettigheder kun undtagelsesvis kan

indskrænkes, og kun hvis det sker til

varetagelse af væsentlige

samfundsmæssige interesser.

Grundlovens § 67, (jf. 77).

Efter grundlovens § 67 kan man alene

begrænse den religiøse frihed i det

omfang, en religiøs lære strider mod

sædeligheden eller den offentlige

orden. Man må forstå hensigten med

§ 67 således, at det forhold, at

”majoriteten” måtte

føle

eller

opfatte,

at personer, som bærer

burka eller niqab, ikke vil i dialog med

eller interagere med det øvrige

samfund, næppe svarer til vægten

eller styrken i de hensyn, som ligger i

”den

offentlige

orden”.

At ”nogen

eller nogle”

måtte finde, at

burkaen eller niqabben er udtryk for,

at den, som bærer klæderne, ikke

ønsker at indgå i dialog med

”os”

eller tale med

”os”,

bør ikke føre til,

at man indfører et forbud mod burka

og niqab.

I 2006 kunne man

–

i forbindelse med

de såkaldte Muhammed-tegninger -

læse i Jyllands-Posten, at man i

Danmark

må være rede til at

finde sig i

”hån, spot og latterliggørelse”

–

og at

”ytringsfriheden

kan ikke begrænses,

blot nogen føler sig krænket”

–

synspunkt, som nød bred opbakning i

den offentlige debat. Efter Amnestys

opfattelse er det vanskeligt at forstå,

hvordan Muhammed-tegningerne,

som udtrykkeligt gik efter at krænke

en bestemt befolkningsgruppes

følelser, kan være ikke bare lovlige,

men

en vigtig del af vores

ytringsfrihed,

mens de samme

forsvarere af retten til at håne,

spotte og krænke ikke mener, at folk

må finde sig i det anstød, som de

måtte føle, at der ligger i den

HØRINGSNOTAT

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 201: Henvendelse af 7/3-18 fra Amnesty International vedrørende høringssvar over forslag til lov om ændring af straffeloven (Tildækningsforbud)

religiøse ytring, det er at bære burka

eller niqab

–

men at denne ytring

tværtimod skal være

strafbar

–

ud fra

nogle ubestemte betragtninger om,

hvilke stødende holdninger, man kan

indfortolke om bæreren af en burka

eller niqab.

Det fremgår af bemærkningerne, side

9, at regeringen ikke vil gøre det

strafbart at tildække ansigtet af

religiøse årsager, når tildækningen

tjener et anerkendelsesværdigt

formål

–

her først og fremmest

forstået som at have ansigtet

tildækket i rimelig sammenhæng

med konkret religiøs handling, så

som dåb eller begravelse. Det

fremgår videre, at det af den årsag -

at man ikke vil forbyde tildækning i

forbindelse med selve de religiøse

handlinger og ceremonier

–

efter

Justitsministeriets opfattelse ikke vil

være i strid med grundlovens § 67 at

indføre et tildækningsforbud som det

foreliggende.

Efter Amnestys opfattelse er denne

begrundelse tæt på meningsløs. I et

religiøst rum, (en kirke, moske,

synagoge etc.) hvor der foregår

religiøse handlinger efter en bestemt

liturgi

–

og hvor det udelukkende er

det pågældende trossamfunds

medlemmer, der deltager

–

følger

det nærmest af sagens natur, at det

pågældende trossamfund kan

vedtage en hvilken som helst religiøs

og ceremoniel påklædning.

Rent logisk kan man ikke slutte fra

retten til at vedtage en bestemt

religiøst betinget påklædning til brug

for det pågældende trossamfunds

religiøse ceremonier til, at det så ikke

strider mod religionsfriheden og

ytringsfriheden at forbyde de

pågældende trossamfund at bære

deres religiøse klæder uden for det

afgrænsede, religiøse rum

–

dvs. i det

offentlige rum.

Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions

artikel 8, 9 og 10.

Efter Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions

artikel 8, stk. 1, har enhver ret til

respekt for sit privatliv og familieliv,

sit hjem og sin korrespondance,

herunder retten til at bestemme sin

fysiske fremtræden (påklædning).

Efter artikel 9, stk. 1, har enhver ret

til at tænke frit og til samvittigheds-

og religionsfrihed. Denne

bestemmelse omfatter også retten til

at bære religiøst begrundet

beklædning m.v.

Efter artikel 10, stk. 1, har enhver ret

til ytringsfrihed. At bære bestemte

religiøst betingede klæder kan ses

som en religiøs ytring.

De tre bestemmelser dækker til

sammen stort set alle tænkelige

aspekter af en persons, families eller

befolkningsgruppes religiøse liv.

HØRINGSNOTAT

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 201: Henvendelse af 7/3-18 fra Amnesty International vedrørende høringssvar over forslag til lov om ændring af straffeloven (Tildækningsforbud)

At have ansigtet tildækket i det

offentlige rum

–

ud fra en opfattelse

af, at det er det rigtige at gøre ud fra

den pågældendes religiøse

overbevisning

–

vil som

udgangspunkt være en beskyttet

rettighed efter artiklerne 8, 9 og 10.

Kun under særlige omstændigheder

vil staten kunne foretage

indskrænkninger i denne ret til at

ytre sin religion i det offentlige rum.

Indskrænkninger eller begrænsninger

af de omfattede rettigheder kan ske

efter artikel 8, stk. 2, 9, stk. 2, og 10,

stk. 2. Det er begrænsninger, som

følger af lov og er

nødvendige

i et

demokratisk samfund og kan ske til

varetagelse af nærmere opregnede

hensyn

–

herunder den offentlige

tryghed, den offentlige orden,

sundhed, sædelighed, eller hvis det

sker for at

beskytte andres

rettigheder eller friheder.

Endelig beskytter konventionens

artikel 14 mod diskrimination af de

omfattede rettigheder

–

der kan

således ikke ske vilkårlige eller

usaglige indskrænkninger af de

nævnte rettigheder på grund af bl.a.

køn, race, farve, sprog, religion,

politisk eller anden overbevisning,

national eller social oprindelse,

tilhørsforhold til et nationale

mindretal, formueforhold, fødsels

eller et hvert andet forhold.

”Nødvendige indgreb”

i et

demokratisk samfund. SAS mod

Frankrig og Belkacemi og Oussar

mod Belgium og Dakir mod Belgien.

Forslaget om forbud mod at bære

Burka eller Niqab i det offentlige rum

henter i det væsentligste sin

argumentation fra nogle afgørelser

fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol, særligt

SAS mod Frankrig, men også

Belcacemi og Oussar mod Belgien, og

Dakir mod Belgien.

Særligt må det konstateres, at

forslaget er nøje tilpasset og nøje

følger Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstols

overvejelser og afgørelse i SAS mod

Frankrig.

Domstolen konstaterede, at et

forbud mod burka og niqab indebar

et indgreb i eller begrænsning af

klagerens rettigheder i forhold til

konventionens artikel 8 og 9.

Efter denne konstatering gik

domstolen videre til at vurdere, om

der var tale om et indgreb, som

kunne gennemføres, fordi det var

”nødvendigt i et

demokratisk

samfund”, og om indgrebet i

klagerens rettigheder var

proportionalt med det mål, som

søgtes opnået.

Frankrig gjorde gældende, at

indgrebet var begrundet i

HØRINGSNOTAT

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 201: Henvendelse af 7/3-18 fra Amnesty International vedrørende høringssvar over forslag til lov om ændring af straffeloven (Tildækningsforbud)

•

den offentlige sikkerhed,

Respekten for lighed mellem

mænd og kvinder,

respekt for menneskelig

værdighed og

respekt for minimumskravene

(betingelserne) for

samfundslivet

•

Domstolen anførte endvidere, at den

havde forståelse for, at individer, der

opholder sig på steder, som er

tilgængelige for alle, ikke ønsker at se

en praksis eller attituder udvikle sig,

som grundlæggende ville rejse

spørgsmål(problemer) om

mulighederne for åbne

interpersonelle relationer, der i kraft

af en etableret konsensus danner et

uundværligt element i samfundslivet

i det pågældende samfund.

Domstolen anførte derfor, at den var

i stand til at acceptere, at den

barriere, som andre rejser ved at

bære et slør, der skjuler ansigtet, kan

opfattes af den indklagede stat som

en krænkelse af

andres ret til at leve i

et rum af socialisering, som gør det

lettere at leve sammen.

Domstolen

understregede samtidig, at begrebet

”at leve sammen” er så fleksibelt, at

der er risiko for misbrug af begrebet,

og der følgelig kræves en meget

grundig vurdering af

”nødvendigheden” af

et sådant

indgreb.

De restriktive regler rammer især en

lille, marginaliseret mindretal

–

så

meget desto mere må det kræves, at

staten godtgør, hvad det er for

rettigheder

–

af flertallets

–

der skal

beskyttes ved at forbyde burka og

niqab, forlød det.

Selv om man respekterer statens

skønsmargin, må man kræve, at

staten godtgør, hvad det er for

rettigheder, der skal beskyttes

–

og at

Domstolen konstaterede, at ingen af

de af Frankrig angivne formål svarer

udtrykkeligt til nogen af de legitime

formål, som er opremset i artikel 8,

stk. 2, og artikel 9, stk. 2.

Domstolen konstaterede videre, at

det, som Frankrig kom nærmest, var

”beskyttelse af andres rettigheder og

friheder”. Domstolen undersøgte

derfor særligt, om forbuddet kunne

siges at være proportionalt og

rimeligt begrundet i hensynet til

beskyttelse af andres rettigheder og

friheder.

Domstolen forklarede i sin afgørelse,

at under visse omstændigheder kan

”respekt for minimumskravene til

livet i samfundet/samfundslivet”,

som nævnt af Frankrig

–

eller

minimumskravene til ”living

together” –

godt knyttes til det

legitime formål at ”beskytte andres

rettigheder og friheder.” Domstolen

lagde herved bl.a. vægt på, at

ansigtet spiller en betydelig rolle i

”social interaktion”.

HØRINGSNOTAT

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 201: Henvendelse af 7/3-18 fra Amnesty International vedrørende høringssvar over forslag til lov om ændring af straffeloven (Tildækningsforbud)

dette skridt ikke er

uforholdsmæssigt.

Afgørelsen i SAS mod Frankrig var

ikke en enstemmig afgørelse. De

dissentierende dommere anførte i

deres dissens, at de ikke kunne

tilslutte sig afgørelsen, og deres

dissens skyldtes primært, at de ikke

kunne identificere de konkrete

menneskerettigheder

–

i Den

Europæiske

Menneskerettighedskonvention

–

som der var tale om at beskytte ved

indførelsen af tildækningsforbuddet.

De dissentierende dommere

konkluderer side 63:

” We

cannot find that the majority

have shown which concrete rights of

others within the meaning of Article

8 § 2, and Article 9 § 2, of the

Convention could be inferred from

the abstract principle of “living

together” or

from

the “minimum

requirements of life in society.””

Amnesty International er enige med

de dissentierende dommere. Det er

fremdeles helt uklart, hvad det er for

rettigheder

–

som beskyttet i

konventionen

–

der er krænket, når

man taler om, at et forsvindende lille

mindretal

–

der tales om alt mellem

50 og 150 personer

–

ikke længere

må bestemme, hvilke klæder de vil

bære, fordi deres burka eller niqab

–

af befolkningsflertallet

–

angiveligt

opfattes som en afstandtagen, som

et udtryk for, at man ikke vil indgå i

det almindelige samfundsliv.

Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol

bemærker i SAS mod Frankrig, at den

har forståelse for, at individer, som

opholder sig på offentligt

tilgængelige steder, ikke ønsker at

blive konfronteret med personer,

som bærer burka eller niqab, og at

det, at nogle bærer slør, med rette

kan opfattes som en krænkelse af

andres ret til at leve i et rum af

socialisering, der gør det lettere at

leve sammen.

Efter Amnestys opfattelse siger

domstolen reelt, at mennesker, som

ikke kan lide tildækning af ansigtet

–

eller tager anstød af mennesker, som

bærer disse klæder

–

disse

mennesker skal beskyttes af staten

mod at se klæder, som de ikke kan

lide, fordi de opfatter klæderne som

udtryk for en afstandtagen. De skal

beskyttes af staten mod at blive stødt

eller mod det ubehag, de føler.

Amnesty kan

–

i lighed med de

dissentierende dommere i SAS mod

Frankrig

–

ikke identificere, hvad det

er for menneskerettigheder, der skal

beskyttes ved, at man fratager et

forsvindende mindretal deres ret til

at bære det tøj, de ønsker, i det

offentlige rum.

Efter vores opfattelse kan domstolen

–

og det foreliggende lovforslag

–

ikke påvise, hvad det er for formål,

HØRINGSNOTAT

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 201: Henvendelse af 7/3-18 fra Amnesty International vedrørende høringssvar over forslag til lov om ændring af straffeloven (Tildækningsforbud)

som er

nødvendige i et demokratisk

samfund

–

der nødvendiggør dette

indgreb i den personlige frihed, den

religiøse frihed og ytringsfriheden.

Det eneste, som kan udledes af

forslaget, er, at man vil beskytte

flertallet mod irritation, eller mod

den følelse af afvisning og manglende

social interaktion, som efter

lovforslaget angiveligt følger, når

medlemmer af befolkningsflertallet

møder personer iklædt burka eller

niqab.

Der er tale om en situation, hvor et

forsvindende mindretal får beskåret

sine rettigheder på grundlag af

forestillinger om, hvad de tænker,

når de ifører sig niqab eller burka.

Amnesty skal opfordre til, at forslaget

trækkes tilbage.

Amnesty, den 6. marts 2018.

HØRINGSNOTAT