Forsvarsudvalget 2017-18
FOU Alm.del Bilag 68
Offentligt
1859187_0001.png
Folketinget
Medlemmer af Forsvarsudvalget
AMNESTY INTERNATIONAL
DANSK AFDELING
Gammeltorv 8, 5. sal
1457 København K
T: 3345 6565
F: 3345 6566
www.amnesty.dk
[email protected]
Kære medlem af Forsvarsudvalget
Jeg sender dig hermed Amnesty Internationals årsrapport 2017/2018. På baggrund af research
i 159 lande gør vi i årsrapporten status på den aktuelle globale menneskerettighedssituation.
Årsrapporten viser, at menneskerettighederne i 2017 har været under hårdt pres verden over. I
USA indledte Donald Trump sin periode som præsident med at nægte tusindvis af muslimer
indrejse til USA, og i Myanmar var verden vidne til en etnisk udrensning af rohingyaerne.
2017 var også året, hvor regeringsledere vendte ryggen til grundlæggende menneskerettigheder.
De svage modsvar på forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i Myanmar, Irak,
Sydsudan, Syrien og Yemen understregede manglen på global vilje til at sikre
menneskerettighederne. ISIL, stater og internationale styrker var med til at såre og dræbe civile i
Syrien og Irak. Den internationale handel med våben var med til at give næring til en række
konflikter og humanitære katastrofer, som vi fortsat ser i Yemen.
Hundredvis af aktivister blev dræbt i forsøg på at tvinge aktivister og kritiske medier til tavshed.
Samtidig har brugen af ”fake news” fra fremtrædende statsledere været et bevis på, at ytrings-
og forsamlingsfriheden bliver helt afgørende for menneskerettighedskampen i år. Men 2017 viste
også, at angreb mod menneskerettighederne kan mobilisere folk til at stå sammen via store,
internationale kampagner som for eksempel #MeToo.
I Danmark har vi oplevet en stigende skepsis mod menneskerettighedskonventioner og
internationale aftaler, såsom et
nej til FN’s
kvoteflygtningeordning, som Danmark ellers har været
foregangsland for siden 1989. Det er yderst problematisk i en tid med over 65 millioner flygtninge
globalt set.
Årsrapporten, som er vedhæftet, dokumenterer et stærkt behov for at styrke arbejdet for
menneskerettighederne, og jeg håber, at du vil anvende rapporten i arbejdet for at fremme
respekten for disse rettigheder, både nationalt og internationalt. Rapporten kan også findes på
https://amnesty.dk/nyhedsliste.
Vi fejrer i år 70-året
for FN’s Verdenserklæring om
Menneskerettighederne, og vi opfordrer derfor på det kraftigste den danske regering til at bakke
op om menneskerettighederne og arbejde for at opnå fælles, internationale løsninger.
Med venlig hilsen
22. februar 2018
Trine Christensen
Generalsekretær