Ministeren har jo ret, især i sin første del af besvarelsen, der går på, at det er nogle meget tragiske sager:
Der er typisk mange ofre involveret.
Der har ikke været noget ønske om at skade andre.
Til gengæld har der i nogle sager været sjusk eller forsømmelser, der jo altså har ledt til ulykker, hvor mennesker er omkommet, og hvor folk står tilbage.
Hvis man kigger på en stribe sager her inden for de seneste år, er det også mit indtryk, at der gives nogle meget, meget lave straffe til den person, der er ansvarlig for fejlen.
Det er sådan set derfor, at jeg vælger at rejse den her sag for justitsministeren, for jeg synes, det er væsentligt, at vi får undersøgt, om vi skal have det strafniveau hævet, og om der skal gøres noget i den retning.
Jeg er sådan set helt åben for, at der er den her skelnen mellem, hvor groft uagtsomt det er.
Hvis det er det, er der jo i forvejen en relativt høj strafferamme på 8 år.
Men jeg synes også, at vi bare er nødt til at tage stilling til, at der altså er en stribe sager, hvor der er givet meget lave straffe, og hvor man jo også kunne kigge på andet end fængsel.
Man kunne også kigge på, om der var mulighed for at tage førerbeviset fra den person, der havde gjort det, så man sikrede sig, at det ikke skete igen – i hvert fald ikke med den samme person.
Så der er sådan set en bred vifte af områder, hvor man kan sætte ind, og det synes jeg er meget væsentligt at vi forholder os til.
Nu vil ministeren ikke gøre noget ved strafferammerne – det må jeg så leve med er regeringens politik – men vil man sætte ind på andre områder?
Vil man kigge på andre muligheder end ren fængselsstraf?