Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) Forhandling om redegørelse nr. R 5:

Statsministerens redegørelse i henhold til forretningsordenens § 19, stk. 2.

(Anmeldelse 01.12.2016. Redegørelse givet 01.12.2016. Meddelelse om forhandling 01.12.2016).

Forhandlingen er åbnet, og det er først fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.

Det er sådan med elefanter, at en gang imellem skal man skære dem i skiver for at kunne fortære dem. Sådan sagde statsministeren, da han udskød forhandlingerne om 2025-planen. Og må jeg ikke sige til den nye regering, at jeg sådan set synes, I holder jer godt, hvis I lige har spist en elefant. Det kan man faktisk ikke se på jer. Tværtimod er det, som om der er nogle, der har fået appetit på lidt mere. Nu er I så gået i gang med at sluge kameler i stedet for. Folkeskolereformen er ikke længere en katastrofe. Nu siger man ja til Europol, og hvis der er problemer på landets plejehjem, ja, så er det ikke ældreministerens ansvar. Man har et standpunkt, indtil man får en dyt, som en vittig sjæl bemærkede.

Elefanter, kameler – det sidste års tid har vel været noget af en cirkusforestilling. Det er vel ikke for meget at sige, at statsministeren er blevet drevet rundt i manegen, og det er ikke slut endnu. For med det nye regeringsgrundlag er vi så kommet til tryllekunstnerne. Færre penge til velfærd – abracadabra – flere penge til velfærd. Og lad mig sige det lidt råt for usødet: Det er og bliver hokus pokus-politik, for der er nu for langt fra det, regeringen siger, og til virkelighedens verden. Når Rigshospitalets ledende fødselslæge siger stop, er der sparet for meget. Når pårørende kan vise tøj, der er gennemvædet af deres gamle forældres urin, så er værdigheden røget. Og når der er dele af Danmark, hvor man ikke længere kan få en praktiserende læge tæt på, hvor man bor, så er forskellene blevet for store.

Igennem den seneste tid har jeg været mange steder i vores velfærdssamfund. Jeg har været hos Nanna og hendes kollegaer på Hvidovre Hospital. Jeg har kørt ambulance sammen med Steffen og Peter i Aarhus, besøgt Helga og Svend Erik på plejecentret Rosengården i Vejle. Jeg har været i hjemmeplejen sammen med Nazle og de andre SOSU-hjælpere i Glostrup, og hvad står tilbage?

For det første: Fagligheden er høj. Medarbejderne yder en stor og en overbevisende indsats. Jeg har den allerallerstørste respekt for dem. For det andet: De løber stærkt, og nogle steder for stærkt. Tempoet er højt. Der er effektiviseret meget, og opgaverne er blevet flere. Og for det tredje har vi i dag et velfærdssamfund, der er så gennemreguleret, at man næsten ikke forstår det. Der er regler for stort set alt, også på områder, hvor det nærmest ikke giver mening. Og det er, som om vi herinde tror, at jo mere vi lovgiver, jo bedre bliver det derude.

Jo, jo, rammerne er stramme, kravene er store, og forventningerne lige så. Flere opgaver skal også i fremtiden løses uden en masse nye penge. Det skal være mennesket før systemet, aldrig det modsatte, og på det grundlag skal vi alle sammen evne at gøre det bedre i morgen end i går. Det bliver ikke nemt.

Det er derfor, vi ønsker en fingrene væk-reform af den offentlige sektor. Vi ønsker mere ledelse, men vi ønsker også mere tillid til vores offentligt ansatte. Når de social- og sundhedshjælpere, jeg besøgte ude i Glostrup, både skal registrere, når de går ind til den enkelte ældre, men også registrere, når de går ud derfra, så er det jo et krav, der bygger mere på mistillid til vores medarbejdere end på tillid til vores medarbejdere. Det skal vi ændre. Derfor lød det sådan set også godt med en innovationsminister i den nye regering, men når man så læser regeringsgrundlaget, burde ministeren snarere og med rette hedde privatiseringsminister, for det er jo det, regeringen lægger op til.

Jeg står ikke her på talerstolen og lover guld og grønne skove, men jeg lover til gengæld at passe bedre på velfærdssamfundet. Og jeg vil gerne bede regeringen om at være ærlige over for danskerne, for I ved jo godt, at en vækst på 0,3 pct. ikke er vækst. Når vi bliver flere, og når vi bliver ældre i Danmark, skal vi bruge flere penge bare for at sikre det velstands- og velfærdsniveau, vi har i dag. Og en offentlig vækst, der lige akkurat dækker, at der kommer flere ældre, er i forvejen historisk lav. Alligevel vil den nye regering gå endnu lavere: 0,6, 0,5, 0,4, 0,3 – ingen lavere? At have tre borgerlige partiledere siddende på Marienborg i mindre end en uge har kostet velfærdssamfundet 40 mia. kr. Hvorfor? For at der kan gives endnu større skattelettelser. En offentlig vækst på 0,3 pct. er ikke offentlig vækst. Det er besparelser.

Det er næsten, som om man kan høre det deroppefra: stor, større, størst. Man ser for sig, hvordan snakken er gået mellem de tre herrer, og mønstret begynder at være klart: Når statsministeren er i knibe, og det sker relativt ofte, så pumpes tallene op. Hvor meget større skal arbejdsudbuddet være? har statsministeren spurgt hr. Anders Samuelsen, er det 40.000, 50.000, 60.000, ingen højere? Og hvor meget skal velstanden så løftes? Er det 65 mia. kr., skal vi sige 75 mia. kr. eller 80 mia. kr.? Skal vi have et regeringsgrundlag på endnu flere sider, og skal vi ikke tage at få reduceret topskatten endnu mere?

Kære regering, vi er et Folketing. Vi er ikke et auktionshus, hvor Danmarks fremtid er til salg for højestbydende. Vi leger altså ikke »Tænk på et tal«. Det er godt, at vi har fået et regeringsgrundlag, men en regering skal også kunne regere. Indtil nu er de fleste væsentlige beslutninger blevet udskudt. Med undtagelse af få aftaler har dansk politik været fastlåst. Vi har måske mere haft en status quo-minister end en statsminister.

I Socialdemokratiet ønsker vi også et både rigere, friere og tryggere Danmark, men det skal være til gavn for os alle sammen. Statsministeren glemte fuldstændig at nævne det kontanthjælpsloft, der risikerer at sætte i hundredevis af børnefamilier på gaden.

Vi glemmer jer ikke. Vi ønsker selvfølgelig et bredt samarbejde her i Folketinget. Vi foreslår, at danske lønmodtagere skal have bedre muligheder for at dygtiggøre sig. Vi foreslår en vækstpakke, der skal skabe flere private arbejdspladser, en fingrene væk-reform, så vi kan udvikle vores velfærdssamfund, en stram udlændingepolitik, bedre integration, en ændring i dansk EU-politik med et stærkere fokus på lønmodtagerrettigheder, bekæmpelse af Panamapapirer og skattesnyd og en bedre sikring af de ydre grænser. Vi vil gerne have strengere straffe for grove forbrydelser, og vi vil gerne stå bag et ærligt gennemsyn af de reformer, der allerede er vedtaget. Sengeliggende arbejdsprøvning skal vi ikke byde vores borgere.

Jeg ved jo, regeringen elsker de store tal, men vi glemmer næsten altid det vigtigste. 70.000 er så mange faglærte, som vi kommer til at mangle, og næsten 70.000 er så mange ufaglærte, som der ikke vil være job til. 70.000 er mange mennesker, og hvad gør så de virksomheder, der kommer til at mangle medarbejdere, hvis ikke de har adgang til kvalificeret arbejdskraft? Ja, det er egentlig ret enkelt. De kommer til at afvise ordrer i Danmark. De kommer til at ansætte udlændinge, eller de flytter virksomheder ud af landet. Og det skaber utryghed.

Når vi samtidig ved, at regeringen vil skære ned på den grønne omstilling, droppe Togfonden DK og lave endnu flere arbejdsudbudsreformer, ja, så bliver det danske lønmodtagere og danske virksomheder, der kommer til at betale prisen.

Vi vil have et Danmark, der hænger sammen, og vi vil give danske lønmodtagere bedre muligheder for at kunne klare konkurrencen mod resten af verden. Regeringen vil hellere hæve pensionsalderen, men allerede nu er der mange danske lønmodtagere, der er så nedslidte, at de ikke længere kan arbejde. Siden vi havde åbningsdebat sidst – det er ikke lang tid siden – har bagageportørerne i Kastrup lufthavn båret mere end 11.000 kufferter, og det er altså kun på 2 måneder. Derfor som afslutning fra mig tre budskaber:

For det første: Lad være med at hæve pensionsalderen, og lade være med at sænke topskatten. Det er ikke retfærdigt, og det gør Danmark hverken rigere eller stærkere.

For det andet: Vi har brug for en fingrene væk-reform af den offentlige sektor. Lad os nu begynde at have fokus på resultater i stedet for processer. Lad os have tillid til vores medarbejdere og til vores samfund – et samfund, som den nye regering vil trække til højre. Men trækker man kun i én retning, trækker man skævt, og det vil vi Socialdemokrater selvfølgelig ikke være med til.

Så for det tredje: Vi er altid klar til konstruktive forhandlinger med regeringen. Blokpolitik bliver aldrig nogen sinde svaret på Danmarks udfordringer. Men målet er vigtigt. Holder regeringen fast i velfærdsbesparelser og højere pensionsalder for at kunne give skattelettelser, må I klare det selv. Vil I samarbejde om konkrete løsninger, f.eks. for at sikre et fortsat dansk medlemskab af Europol, så er vi klar, ligesom vi også er klar til at forhandle større og mere grundlæggende reformer. Men formålet skal være rigtigt. Hvis vi ønsker et stærkere velfærdssamfund, hvis vi ønsker at skabe flere private arbejdspladser, og hvis vi vil sikre mere tryghed for danske lønmodtagere, er vi med.

Så vil jeg gerne have lov til at læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at en vækst i det offentlige forbrug på 0,3 pct. er urealistisk i forhold til den demografiske udvikling og derfor utilstrækkelig, hvis vi skal opretholde det nuværende serviceniveau i vores daginstitutioner, folkeskoler, sygehuse, ældrepleje m.m.

Folketinget konstaterer, at Danmark har brug for en anden retning. Vi skal værne om og styrke vores unikke samfundsmodel og ikke gradvis udhule den. Vi skal udvikle vores fælles velfærd, styrke den grønne omstilling, begrænse uligheden, sikre bedre hjælp til nedslidte, skabe et mere rummeligt arbejdsmarked, skabe flere job og praktikpladser samt styrke opkvalificering og uddannelse.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 18).

Dette forslag til vedtagelse indgår i de videre drøftelser.

Der er mange, der har skrevet sig på for en kort bemærkning. Først er det hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. I Dansk Folkeparti mener vi, det skal være lettere at udvise kriminelle udlændinge. I Dansk Folkeparti mener vi, at en person, der er mistænkt for terror eller lignende, bør vi ikke føle forpligtelse til at give dansk statsborgerskab, heller ikke selv om vedkommende er statsløs. Med de her eksempler tror jeg godt fru Mette Frederiksen ved hvad jeg tænker på, nemlig de internationale konventioner, som med den måde, de virker på, begrænser Danmarks mulighed for at gøre det, som vi synes er ret og rimeligt. Og jeg har noteret mig, at der er en bevægelse hos flere partier i retning af, at de her internationale konventioner simpelt hen går for vidt, altså i forhold til vores mulighed for at gøre det, vi synes er ret og rimeligt.

Derfor vil jeg gerne bede fru Mette Frederiksen om at fortælle, hvad Socialdemokratiets position egentlig er netop nu. For jeg har jo noteret mig, at Socialdemokratiet har været ude her i går med en melding om, at nu skal man gøre noget ved det her. Og i Dansk Folkeparti synes vi, det er på tide, at vi går fra snak til handling. Så det, jeg er interesseret i, er jo, hvordan vi bringer den her sag til konkret handling, altså så vi også får gjort noget ved det.

Værsgo.

Altså, jeg vil sige det sådan, at da jeg selv nød det privilegium at være justitsminister her i landet, så jeg jo, at nogle af de konventioner, som Danmark har ratificeret, arbejder direkte imod vores lands interesser. Og det siger sig selv, at er en person til fare for Danmarks sikkerhed, skal vedkommende selvfølgelig ikke være i Danmark. Det burde sådan set også sige sig selv, at når man kommer til Danmark som udlænding, er man glad for at være her; man overholder vores regler, man respekterer den måde, vi har indrettet vores samfund på.

Derfor tror jeg, at vi har samme udgangspunkt: at begår man kriminalitet af en vis karakter og er udlænding, skal man forlade Danmark. Og derfor er det bekymrende, at nogle af de internationale spilleregler, der gælder, hæmmer vores mulighed for som Folketing og som nation i virkeligheden at beskytte os selv. Det er jo også derfor, at vores udenrigsordfører i går meget klogt, synes jeg, gik ind i en diskussion om bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols virke. Og vi er parate til at diskutere både statsløsekonventionen og nogle af de beskyttelser, der gælder i de andre konventioner. Så jeg er sådan set enig i det, der bliver sagt.

Værsgo.

Der er rigtig mange danskere, der kan huske et navn som Levakovic og en sag som hans; han har et alenlangt kriminalregister bag sig, uden at der er mulighed for, at det danske samfund – som sagen står netop nu, ser det ud til – kan smide vedkommende ud. Og det, som vi i Dansk Folkeparti har prøvet at kigge på, er, at hvis det er sådan, at det ikke kan lade sig gøre at få de andre lande til at forstå, at rammerne omkring konventionerne skal ændres, så kan det vel være nødvendigt, at Danmark gør noget selv – altså eksempelvis tager et forbehold for en konvention. Det er selvfølgelig ofte menneskerettighedskonventionen, vi diskuterer, men der er også andre konventioner, f.eks. statsløsekonventionen, som jeg nævnte, i forhold til at et flertal her i Folketinget føler det nødvendigt at give statsborgerskab til folk, der er under terrormistanke. Det synes vi i hvert fald er meget grænseoverskridende.

Værsgo.

Det er ikke alene grænseoverskridende, det er også forkert. For det, der er Folketingets vigtigste opgave, er at beskytte vores egne borgere. Så det er vi enige om. Og det er faktisk ikke kun den konvention, der er et problem. Altså, for nylig havde vi jo en aktuel situation, hvor retten til familieliv gjorde, at vi i Danmark ikke kunne stå på barnets side i spørgsmålet om barnebrude. Der blev det pludselig den voksne mands ret til at være sammen med sin familie, der gjorde, at vi ikke kunne skille dem ad på asylcenteret. Det er jo helt grotesk. Selvfølgelig skal man ikke kunne gifte sig med en mindreårig og bo sammen med hende, når man er flygtning i Danmark.

Så vi har problemer på statsløseområdet, men vi har det faktisk også i forhold til den europæiske menneskerettighedskonvention og retten til familieliv, som en gang imellem fortolkes i en helt anden retning end det, der burde være beskyttelsesbehovet.

Når det er sagt, er det altså vigtigt, at Danmark ikke pludselig begynder at gå enegang. Og derfor tror jeg, at vi skal gå en anden vej, og det er at søge en alliance, ikke mindst med de andre europæiske lande, som må stå med de samme dilemmaer og med de samme skrupler, som efterhånden er ved at indfinde sig i Danmark.

Tak. Hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre, værsgo.

Mange tak for det, og tak til fru Mette Frederiksen, som meget korrekt siger, at regeringen elsker store tal. Man kan jo ikke beskylde Socialdemokratiet for at være helt pjattet med tal, al den stund at man sidste år lavede et finanslovsudspil uden tal i og i år ikke lavede noget. Det kan være, at det er en decideret fobi mod tal, jeg ved det ikke, men vi kan måske senere få løftet sløret for, hvor nogle af vores tal stammer fra.

Men så lad mig spørge om noget, som ikke direkte har med tal at gøre. Det er jo fristende at spørge om ambitionerne for vækst i Danmark osv., men det vil involvere nogle tal. De tal, jeg kommer med nu, er kun årstal, men det handler om balance: Hvornår mener Socialdemokraterne at der skal være balance på de offentlige finanser? Skal det være i 2020 eller i 2025?

Værsgo, fru Mette Frederiksen.

Altså, indtil for nylig var Folketinget vel stort set enige om, at balancepunktet skulle hedde 2020. Så valgte den daværende Venstreregering at flytte balancepunktet til 2025. Vi kom jo aldrig i gang med at forhandle en 2025-plan, fordi regeringen ikke rigtig kunne komme nogen vegne. Nu kan jeg så forstå, at der fremlægges en ny 2025-plan, og mon ikke balancepunktet også i den er flyttet til 2025? Det må jo så være udgangspunktet for forhandlingerne.

Værsgo, hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Tak for det. Det var da rart at blive klogere. Jeg forstod på fru Mette Frederiksen i sidste uge, at man sådan set godt kunne hæve pensionsalderen for dem, der kunne arbejde. Jeg forstår så på fru Mette Frederiksen nu, at det skal man ikke gøre. Det er jo fint. Men hvis det her balancepunkt udskydes til 2025, hvad vil Socialdemokratiet så gøre med de længeresigtede udfordringer, hvis ikke man vil røre ved den her pensionsalder? Vi lavede en aftale vores partier imellem for nogle år siden, der handlede om, hvor længe man skulle være på pension. Nu lever vi heldigvis længere, men det betyder jo også, at vi er længere tid på pension. Det vil man slet ikke gøre noget ved?

Fru Mette Frederiksen.

Altså, to ting: For det første kan man lade være med at basere sin økonomiske politik på at skulle give en masse skattelettelser. Det er jo derfor, I ønsker at hæve pensionsalderen. Al den der snak om, at det skulle være specielt økonomisk ansvarligt, klinger jo hult, når man ved, at det, I ønsker, er at give penge til skattelettelser, og det er derfor, at den nedslidte dansker skal arbejde længere tid.

Lad mig bare derfor gøre en ting klart: Jeg ønsker ikke, at vi skal forlænge arbejdstiden i Danmark. Det har jeg ikke ønsket på noget som helst tidspunkt. Det, jeg sagde uden for salen i tirsdags, var, at hvis der er nogle, der gerne og af sig selv ønsker at arbejde længere, så er det da positivt og godt. Alt, hvad vi overhovedet kan understøtte af seniorordninger, hvor man kan blive længere, er fint, men det at lave en tvungen senere tilbagetrækning vil ramme socialt skævt, og det vil selvfølgelig ramme hårdere i de erhverv og på de områder, hvor kroppen ikke kan følge med.

Det er jo det, man glemmer i den politiske diskussion. Det lyder, som om vi alle har det samme arbejdsliv, og med al respekt for flokken, der sidder her: Vi kan nok godt. Men dem, der står derude og gør rent; dem, der står derude og løfter vores ældre og vores handicappede; og dem, der løfter kufferterne i Kastrup Lufthavn, kan ikke blive ved med at arbejde længere, og derfor siger vi nej til senere tilbagetrækning.

Så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Mette Frederiksen for talen. Jeg hørte bl.a. nogle kritiske røster om den udliciterings- og privatiseringsiver, der gennemsyrer det her regeringsgrundlag, som vi skal diskutere i dag.

Socialdemokraterne stod jo i spidsen for salget af vores alle sammens energiselskab, DONG, og den daværende finansminister, Bjarne Corydon, fik sin nuværende arbejdsgiver, McKinsey, til at komme med nogle anbefalinger til, hvordan man i højere grad, end man allerede gør, kan udlicitere velfærdsopgaver. Og det er jo på trods af nogle af de rigtig dårlige erfaringer, vi har herhjemme, hvor vi især inden for ældreplejen har set virksomheder gå konkurs og efterlade en stor regning og ikke mindst utryghed, og på trods af de rigtig dårlige erfaringer, der er på især skoleområdet i Sverige, hvor det har ført til, at der er blevet trukket milliarder af kroner ud til profit, imens der eksempelvis er blevet mange flere elever til hver enkelt lærer.

Så mit simple spørgsmål er: Når Socialdemokraterne kigger ned over den her lange liste i regeringsgrundlaget, hvad synes I så? Er det en god vej at gå, eller skal vi til at gå den anden vej?

Ordføreren.

Jeg synes, at det, der allerede nu er problemet med den regering, vi har fået, er, at man har et meget ideologisk funderet ønske om at privatisere. Der har jeg jo en appel om, at man i stedet for tager udgangspunkt i borgerne i det her land. Vi har det fint med, at der er frit valg på ældreområdet i landets kommuner, men vi bør så have et stærkere kommunalt ældretilbud. Det skranter lidt derude; det kan vi godt gøre bedre. Men hvis der så er nogle, der ønsker en anden madleverandør og ønsker at bruge deres selvbestemmelse på det, er det fint.

Men det, vi så, sidste gang vi havde en borgerlig regering, var jo tvungne udbudsrunder i kommunerne, og det var i virkeligheden et ideologisk drevet ønske om en privatisering af den offentlige sektor. Det vender vi os imod. Derfor skal det med udgangspunkt i borgerne selvfølgelig være muligt at vælge imellem forskellige tilbud, men en favorisering af privathospitaler, som statsministeren tidligere har stået for, vil vi altid være imod.

Fru Pernille Skipper.

Tak. Jeg tror ikke, der er nogen, der kan være uenig i, at man skal gøre det, der virker. Jeg tror heller ikke, der er nogen, der kan være uenig i, at det ville være rigtig dejligt, hvis vi faktisk havde en ældrepleje, hvor vi satte nogle visioner om en større grad af frihed til de ældre medborgere; at vi måske faktisk kan have frit valg, uden at det betyder, at man skal hive private leverandører ind, som skal skabe profit, eller at vi ikke behandler vores ældre medborgere ordentligt – sådan bare af sig selv – i den offentlige ældrepleje. Det tror jeg vi alle sammen er enige om. Det, jeg bare godt kunne tænke mig at vide, er: Hvor har vi set det virke? Hvor er det, at det her med øget udlicitering eller privatisering virker rigtig godt? Eller mere konkret: Var DONG en succes?

Tak. Værsgo.

Nu er DONG jo ikke solgt, punkt 1. Punkt 2: Jeg tror, at det, der er vigtigt i den her diskussion, er, at der er fokus på borgeren. Vi har faktisk i Danmark en årelang tradition for at have selvejende institutioner, også på velfærdsområdet. Vi har selvejende vuggestuer og børnehaver; vi har efterskoler; vi har en stærk friskoletradition i Danmark; og vi har faktisk også haft en tradition på ældreområdet, hvor man har kunnet have selvejende, frivillige og enkelte steder private muligheder og initiativer. Den mulighed skal vi da aldrig tage fra folk.

Men det, der er problemet med den her regering, er jo, at de ikke vil stå ved, at de skærer ned på det offentlige velfærdssamfund. Og når man med den ene hånd skærer ned og bliver ved med at lave besparelser og med den anden hånd fremmer privatisering og udlicitering, bliver det borgerne, tror jeg, der bliver ofre i den her sag.

Tak for det. Så er det fru Christina Egelund, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen, som jeg synes indeholdt nogle meget gode tanker om en reform af den offentlige sektor, tanker om at erstatte overregulering med mere tillid, med større frihed og med bedre ledelse. Der tror jeg fint vi kan nå hinanden.

Så gjorde ordføreren sig lidt lystig over nogle tal og fremkomsten af nogle tal, som står i regeringsgrundlaget, for så vidt angår ambitioner for vækst og ambitioner for beskæftigelse i Danmark. Begge dele adresseres meget konkret og meget ambitiøst i regeringsgrundlaget, og det rigtig gode ved tal er jo netop, at de er meget konkrete. Derfor er mit spørgsmål til fru Mette Frederiksen: Hvad er Socialdemokraternes ambition – og meget gerne i tal – for velstand og beskæftigelse i Danmark?

Værsgo.

Det er jo ikke rigtigt, at regeringsgrundlaget fortæller, hvordan regeringen har tænkt sig at nå det BNP-tal og den vækst i dansk økonomi. Det er ikke rigtigt. Det, vi får at vide, er, at der kommer yderligere arbejdsudbudsreformer. Derfor kunne det være – inden vi går videre med diskussionen – at ordføreren ville oplyse danskerne og Folketinget om, hvad det er for nogle arbejdsudbudsreformer, vi kommer til at tage stilling til. For det, jeg kan konstatere indtil nu, er, at man ønsker at hæve pensionsalderen. Og vi har meget klart sagt fra Socialdemokratiets side, at vi ikke lægger stemmer til, at de mest nedslidte danske lønmodtagere skal arbejde længere. Jeg har forstået, at Dansk Folkeparti siger det samme, og derfor er der jo ikke flertal. Der var ikke flertal for V-regeringens økonomiske politik, og der er ikke flertal for den her regerings økonomiske politik.

Men lad os lige høre: Hvem er det konkret, der skal arbejde mere? For det står der faktisk ikke i regeringsgrundlaget.

Fru Christina Egelund.

Det, der står meget klart beskrevet i regeringsgrundlaget, er regeringens samlede ambition om en stigning i velstand og en stigning i beskæftigelse, nemlig en øget velstand på 80 mia. kr. og en øget beskæftigelse på et sted mellem 55.000 og 60.000 personer. Jeg vil bare prøve at spørge igen, mere konkret: Deler Socialdemokraterne den ambition, eller har Socialdemokraterne en højere eller en lavere ambition for velstand og beskæftigelse i Danmark?

Værsgo.

Vi deler jo selvsagt ambitionen om, at vi skal være rigere, men vi bliver nødt til at diskutere, 1) hvordan vi når derhen, og 2) på bekostning af hvad. Hvis man vil have et højere velstandsniveau på bekostning af nedslidte danske lønmodtagere, er svaret nej. Hvis man vil have et højere velstandsniveau på bekostning af vores børn i daginstitutionerne, vores syge på sygehusene og vores ældre i ældreplejen, er svaret nej.

Nu sidder statsministeren hernede og taler ind over mig og råber op, og man ved jo, at han kommer på talerstolen senere. Det er jo ikke rigtigt, at I er konkrete, for I anmelder blot, at der kommer flere arbejdsudbudsreformer. Derfor er spørgsmålet: Hvem er det, der skal arbejde mere? Hvem er det, der måske skal trækkes i ydelse?

Tak. Så er det hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak, og tak for en meget kraftfuld tale, som jeg synes var spændende. Nu sad jeg med det samme og fandt ud af, hvad jeg gerne ville spørge om, og så var der en ordveksling med hr. Kristian Thulesen Dahl, som gjorde, at jeg næsten fik lyst til at spørge om noget andet.

Men jeg går tilbage til mit udgangspunkt, der handler om det, som fru Mette Frederiksen var inde på, nemlig afbureaukratisering. Jeg er af den overbevisning, i forhold til at der sidder en ny regering, at vi jo må hjælpe dem bedst muligt med at gøre det godt og ikke bare sidde og se på, at de gør det forkerte. Så kan Mette Frederiksen ikke løfte sløret lidt for, hvordan man skal gribe arbejdet an med den her reform, som vi jo er rigtig mange der er enige om skal til nu?

Værsgo.

Jeg synes, det er så utrolig godt at melde ud allerede nu, at vi skal hjælpe den nye regering – i det omfang, vi overhovedet bliver indkaldt til forhandlinger. Der gælder vel det samme for Alternativet som for Socialdemokratiet, i forhold til at vi slet ikke blev indbudt til finanslovsforhandlinger, hvad jo i sig selv er en underfundig størrelse, altså at man ikke engang gider gøre sig den umage at høre Folketingets partier, om man kan lave en bred finanslovsaftale. Nuvel, det er den måde, man griber arbejdet an på. Jeg synes, man skal tænke sig om og søge de brede aftaler.

Med hensyn til fingrene væk-reformen tror jeg i virkeligheden, vi skal gribe det an fra flere sider. Noget handler om lovgivning, og der må vi bare være ærlige her i huset og sige, at vi har gennemreguleret den offentlige sektor på en måde, hvor det er medarbejdernes frihed, der i dag er trådt under fode. Så noget handler om lovgivning, og meget handler om ledelse ude på det enkelte plejecenter, på den enkelte skole. Noget handler så om de kommunale og regionale beslutningsgange og konkrete krav til den enkelte medarbejder. Noget handler om ressourcer, og hvis vi skal have lavet en fingrene væk-reform af den offentlige sektor, skal vi i virkeligheden sætte ind flere forskellige steder fra.

Men vigtigst af alt handler det om, om vi tør have tillid til, at vores social- og sundhedshjælpere kan yde den bedste indsats for vores ældre. Den tillid har vi, og det er det, der skal til at gennemsyre lovgivningen.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Nu kan vi så håbe, at den nye regering vil invitere til flere forhandlinger, da den jo er lidt stærkere end den tidligere, der netop ikke engang gad se partierne til finanslovsforhandlingerne. Det kan vi se frem til.

Jeg er faktisk enig med fru Mette Frederiksen, men det handler også om den kultur, vi skaber i den offentlige sektor, altså at vi måske også nogle gange herindefra er hurtige til at slå folk i hovedet, hvis der sker noget, og at politikerne vil have den hurtige handling og kræve kontrol, fordi man er bange, fordi man har mistet håndteringen, altså løsningerne. Så er fru Mette Frederiksen også enig i, at det også handler om, at vi virkelig skal turde tage det politiske lederskab på os og vise den tillid til vores offentligt ansatte?

Værsgo, fru Mette Frederiksen.

Det er jeg meget enig i, og i virkeligheden skal vi måske begynde at forstå, at politisk lederskab også er at lade være med at blande sig i det hele. Lad mig give et konkret eksempel.

Jeg besøgte en institution for anbragte børn på Orø. Når de i institutionen konstaterer, at et af børnene har fået lus, og det sker jo altså fra tid til anden, så skal de ringe til en praktiserende læge for at få lov til at købe den lusekur, som alle vi andre forældre kan købe som håndkøbsmedicin. Den tid, de skal bruge på det – og alle her ved, hvor svært det kan være at få fat i en praktiserende læge – kunne de jo have brugt på arbejdet med børn. Og det bunder grundlæggende i, at vi ikke har tillid til, at de kan vurdere, hvornår børnene skal have en lusekur.

Det er et konkret eksempel, men et eksempel, der tjener til at vise, at vi har reguleret for meget, og det sker for tit her i Folketinget. Så jeg er meget enig med ordføreren.

Hr. Morten Østergaard, Radikale Venstre.

Jeg vil gerne starte med at tilslutte mig opfordringen til, at regeringen søger et bredt samarbejde i Folketinget, ikke mindst om den økonomiske politik, for det er jo den, der skaber grundlaget for, at vi kan gøre mange af de ting, som jeg helt deler fru Mette Frederiksens ønske om at vi skal, ikke mindst for dem, der har det sværest i det danske samfund. Det handler jo grundlæggende om, at vi egentlig, tror jeg, alle sammen er enige om, at vi gerne vil have et samfund, hvor der er lige muligheder for alle. Og det får man ikke, når man indfører kontanthjælpsloft og integrationsydelse og dermed forringer vilkårene for nogle af dem, der i forvejen har det sværest. Det får man heller ikke, når man i en finanslov lukker sig inde med sig selv og sine nærmeste partier og så bliver enige om at sænke registreringsafgiften og til gengæld drosler produktionsskoleydelsen ned for nogle af de unge i vores uddannelsessystem, som har det allersværest.

Derfor vil jeg også bare spørge fru Mette Frederiksen: En af de begrænsninger i de lige muligheder, som kommer i uddannelsessystemet lige nu, er det her uddannelsesloft, som gør, at en ung, der har taget en bacheloruddannelse som pædagog og finder ud af, at vedkommende gerne vil være folkeskolelærer, ikke længere må det. Er det noget, som er med til at give lige muligheder, eller burde man ikke se, om man kunne finde de 300 mio. kr., som man mangler i dagpengeaftalen, på en anden vis end ved at lave blindgyder i uddannelsessystemet?

Værsgo, fru Mette Frederiksen.

Jeg tror, vi bliver nødt til lige at grave et spadestik dybere, for hvorfor er det, vi har haft behov for de her penge? Det har vi, fordi nogle af os skulle finansiere en dagpengeaftale, fordi der blev lavet en dagpengereform, der har skubbet tusindvis af danske lønmodtagere ud i ingenting. Det ønskede vi ikke skulle fortsætte. Og vi kunne jo se, at den dagpengereform, som en række partier stod bag, ikke kom til at fungere i virkelighedens verden, med store konsekvenser og følger.

Derfor var vi nogle, der satte os sammen for at få lavet en dagpengeaftale, så vi i højere grad kunne holde hånden under dem, der risikerede at falde ud af dagpengesystemet. Det var et vigtigt formål, det er en vigtig aftale, og jeg står fuldstændig på mål for den og ville ønske, at vi havde kunnet få flertal til at lave den ændring på et tidligere tidspunkt. Det kunne vi ikke.

Så skulle vi finde finansiering, og det er jo det muliges kunst. Sådan har det været i næsten alle politiske aftaler, jeg har været med til at lave, senest aftalen om PSO, hvor man jo finder forskellige finansieringskilder. Og fordi formålet var så ædelt og så rigtigt, mente vi altså, og det mener vi stadig væk, at vi selvfølgelig kan forsvare at lave en ændring på uddannelsesområdet, der gør, at et voksent menneske, der har fået skattefinansieret en hel uddannelse, ikke også skal kunne få skattefinansieret en anden hel uddannelse. Man kan stadig skifte undervejs. Men det er også, må man sige, meget, meget stort i et samfund, at man kan få betalt to hele uddannelser. Der bliver man også nødt til undervejs at tænke sig om, med hensyn til om det er det rigtige, man er i gang med. Så jeg står fuldstændig på mål for den beslutning, vi har truffet.

Hr. Morten Østergaard.

Jeg er sådan set glad for den del af svaret, der handler om, at man skal være villig til at finde finansiering. Det drejer sig om 300 mio. kr., og jeg kan høre på fru Mette Frederiksen, at det ikke nødvendigvis er indholdet i uddannelsesloftet, som har været attraktionen, men behovet for at finde 300 mio. kr. Jeg vil vove den påstand, at hvis man gjorde det, som jeg sammen med FTF's formand, Bente Sorgenfrey, har opfordret til, nemlig at tage sig en tænkepause, så kunne man nok godt finde et andet sted at finde 300 mio. kr.

I hvert fald vil jeg bare opfordre til en smule eftertanke om, om den klogeste måde at finansiere udgifter til dagpenge til folk, der er ledige, på er ved at forhindre folk, der ønsker at omskole sig til noget andet for at øge deres beskæftigelseschancer, i at gøre det. Jeg forstår ikke, at det skulle være socialdemokratisk politik, at det er bedre, at man går videre på universitetet for at blive fransklærer i gymnasiet, end at man skifter og tager en folkeskolelæreruddannelse for at undervise i tysk eller fransk i folkeskolen.

Er det ene finere end det andet? Det tror jeg ikke reelt set man mener, og derfor vil jeg bare opfordre til, at man tager en tænkepause, lytter til nogle af alle dem, som jeg er sikker på at man også hører fra, og som er i gang med at finde ud af, hvordan de skal dumpe her til sommer ved eksamen, fordi de ønsker at kunne tage en anden bacheloruddannelse. Jeg troede egentlig, at det i uddannelsessystemet i almindelighed var opgaven at få folk til at komme så langt, som de overhovedet kunne.

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Jeg synes, der har været rigeligt med tænkepause. Jeg synes, vi spildte værdifulde måneder og år på at se folk falde ud af dagpengesystemet, og vi gør det ikke igen. Derfor var der en hovedopgave for os, og det var at sikre danske lønmodtagere mod at falde ud af dagpengesystemet. Skal man lave sådan en aftale, koster det og kræver noget finansiering, og der har vi så fundet nogle penge på uddannelsesområdet, som jeg sådan set, ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, fuldstændig står på mål for. Det her handler ikke om, at der er nogle uddannelser, der er finere end andre.

Jeg vil også gerne gøre det klart, at når vi skal ind i en fremadrettet prioriteringsdiskussion på uddannelsesområdet, er det socialdemokratiske udgangspunkt sådan set ret enkelt: Vi vil især prioritere dem, der har de korteste uddannelser. Det vil sige, at det er voksne, der aldrig har fået en uddannelse, og det er erhvervsuddannelserne, der har behov for et løft før andre.

Tak. Så er det hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil fortsætte lidt i det spor, for sidste uge oplevede jeg noget, der var lidt vildt. Jeg fik en række henvendelser på Facebook om det her lovforslag om loft over uddannelser. Der var en, der skrev: Lige nu går jeg på en bacheloruddannelse, jeg har få måneder tilbage, men nu laver I det her loft over uddannelse, og skal jeg så droppe ud af min uddannelse, hvis jeg vil tage en anden, for jeg har faktisk en anden drøm?

Jeg måtte sidde som politiker og anbefale dem at droppe ud af deres uddannelse, for ellers var løbet kørt for dem, så var det ikke længere muligt at skifte spor i livet, det var ikke længere muligt for dem at tage den uddannelse, som de drømte om.

Med det her lovforslag kan en sygeplejerske ikke blive læge, en socialrådgiver kan ikke blive psykolog, og en psykolog kan ikke blive socialrådgiver. Jeg mener grundlæggende, at man med det her lovforslag tager et opgør med fri og lige adgang til uddannelse. Er fru Mette Frederiksen enig i det?

Værsgo.

Nej, det er jeg ikke, og jeg vil lige, inden vi svinger os helt op i de ideologiske lianer, sige, at vi lige skal holde fast i, hvad det er, forslaget handler om. Det handler om, at hvis du har fået en lang uddannelse i Danmark og færdiggjort den, skal du ikke fra den ene dag til den anden kunne sige, at nu vil du hellere have en anden lang uddannelse, som også skal betales af samfundet. Hvis du derimod ikke har kunnet bruge din uddannelse, hvis den er blevet forældet, kan du faktisk godt få en ny uddannelse.

Vi bliver altså nødt til at holde fast i, at vi som samfund – og det er slet ikke så dårligt endda – har valgt at skattefinansiere vores uddannelsessystem, og det, vi siger nu, er, at hvis du har fået en uddannelse, der endda er lang, så kan du ikke bare dagen efter starte på en helt ny og også lang uddannelse. Så inden vi nu får gjort det værre, end det er, skal vi lige holde fast i perspektivet og proportionerne, synes jeg.

Hr. Jacob Mark.

Det er ikke kun de lange uddannelser, det er også de mellemlange. Det er jo sygeplejersker, der finder ud af, at de gerne vil bruge deres kompetencer til at blive læge, det er pædagoger, der finder ud af, at det ikke lige var deres hylde, så måske vil de hellere være socialrådgiver og bruge deres kompetencer der. Det er jo ikke kun de længste uddannelser. Det er bachelorer, der ikke må tage en ny bacheloruddannelse, hvis de bliver klogere.

Der er jo mennesker derude lige nu, der dropper ud af deres uddannelser – det stod i Berlingske i går – og de er blevet vejledt til at droppe ud. Men inden det er der altså også nogen, der er blevet vejledt til at gøre deres uddannelse færdig, fordi man har tænkt, at det her kan politikerne alligevel ikke finde på.

Kunne det så i det mindste ikke give mening at lave en indfasningsperiode – det har man tradition for på uddannelsesområdet – så dem, der ikke har vidst, at det her ville komme, og som har gjort deres uddannelse færdig i god tro, lige fik en chance til? Kunne man ikke skyde det bare 1 år, så man ikke knuste folks drømme? Det stiller vi et konkret ændringsforslag om. Kunne Socialdemokratiet ikke se sig selv i det?

Værsgo.

Men kunne det ikke også godt være, at vi kunne have en lidt dybere diskussion med hinanden om det? Når vi nu lever i et samfund, hvor vi vælger at skattefinansiere et frit og lige uddannelsessystem, kunne man så ikke, inden man går i gang med en uddannelse, være sikker på, at det er det, der er den rigtige uddannelse? Hvis man så efter nogen tid finder ud af, at det alligevel ikke er noget for en, så får man hurtigt skiftet.

Helt ærligt: Mens vi ser de billeder fra ældreområdet, som vi gør, og mens den ledende fødselslæge på Rigshospitalet siger stop, fordi han nu ikke længere kan forsvare, hvad der foregår, så bruger vi tid i Folketingssalen på at diskutere, om man skal have lov til at tage en hel uddannelse færdig – og at blive sygeplejerske er altså også en lang uddannelse – for så at skifte fag og tage en helt anden uddannelse!

Jeg kan sagtens stå på mål for det her, og jeg spørger også helt stille og roligt SF, om ikke det var meget godt, at vi fik lavet en aftale på dagpengeområdet, når nu ikke det var lykkedes tidligere.

Tak for det. Så er det fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Selv om min partiformand har indtaget en anden plads i salen, skal I ikke snydes for de traditionelle spørgsmål om danskernes boligøkonomi, som jo ligger os meget på sinde i Det Konservative Folkeparti.

Under sidste valgkamp var Socialdemokratiets formand ude at sige, at man ville fastfryse ejendomsværdiskatten indtil 2025, og tilbage i september måned, da der måske igen var en smule optræk til valg, var man ude at gentage det løfte. Ikke desto mindre ved jeg, at flere af statsministerkandidatens støttepartier er imod dette synspunkt. Jeg kunne godt tænke mig at høre nu, hvor vi ikke sådan lige har et valg om hjørnet, om Socialdemokratiets formand vil gentage løftet om at arbejde for, at ejendomsværdiskatten bliver fastfrosset frem til 2025.

Værsgo.

Det, vi har sagt om ejendomsskatterne, har da ikke noget at gøre med, om der er valg eller ej. Derfor kan jeg snildt og hurtigt gentage, hvad vi allerede har sagt før, nemlig at selvfølgelig skal der være tryghed omkring boligejernes økonomi. Derfor vil min opfordring da også være – jeg ved ikke, hvad regeringens planer er, man er jo ikke de hurtigste ud over savannen – at vi kommer i gang med at forhandle boligskatten, fordi vi nu har fået et nyt ejendomsvurderingssystem på plads.

Det har jo det, kan man sige, uheldige element i sig, at hvis det bare får lov til at virke, stiger ejendomsskatterne jo qua højere vurderinger, og derfor har vi behov for aftale nr. 2, nemlig at få lavet, håber jeg, en bred aftale om boligbeskatningen, sådan at dem, der har købt et hus eller skal i gang med at købe et hus eller et rækkehus, har sikkerhed for, hvordan deres boligøkonomi er. Og der er vores udgangspunkt fuldstændig det samme.

Fru Mette Abildgaard.

Vil Socialdemokratiets formand så bekræfte, at man i de forhandlinger, der kommer i det nye år, vil arbejde for, at ejendomsværdiskatten skal fastfryses indtil 2025?

Så kunne jeg også godt tænke mig at høre: Som det ligger i regeringsgrundlaget, lægger man op til at fastfryse grundskylden indtil 2021. Det er jo lykkedes de sidste 2 år og har sparet de danske boligejere for 1,3 mia. kr. Vil man også fra Socialdemokratiets side bakke op om det, vel vidende, at man har mange støttepartier i ryggen, som er uenige i det?

Værsgo.

I virkeligheden synes jeg jo, at det interessante er, hvordan vi får lavet en bred aftale på det her område, for nu nåede vi jo kun, kan man sige, sådan at være i den indledende infight, inden der så kom en ny regering. Og der kunne jeg i virkeligheden se nogle uenigheder til mange sider i Folketingssalen, bl.a. Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, der ønsker at skævvride boligbeskatningen endnu mere, end tilfældet er i dag, altså mindske progressionen i forhold til de største huse. Det sagde vi nej til; det sagde Dansk Folkeparti også nej til.

Så er der jo nogle partier, der har nogle helt andre holdninger til boligbeskatningen. Dem ser jeg ikke lige umiddelbart for mig – hvis de kan, er det fint – være med i en så bred aftale om boligbeskatning, at det kommer til omfatte alle Folketingets partier. Dertil er der for langt mellem partierne.

Men vores udgangspunkt er, at der skal være tryghed for boligejerne; det har vi sagt hele tiden. Men der skal også være rimelighed i det her, og derfor er den mindskelse af progressionen for huse af meget stor værdi, som Venstreregeringen lagde op til, og hvor K og LA ville trække endnu mere skævt, ikke vores udgangspunkt.

Tak for det. Så er det hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg var meget opmuntret af det, som Socialdemokratiets formand, fru Mette Frederiksen, sagde om konventionsspørgsmålet, fordi det jo tidligere har været ligesom at skulle trænge igennem sådan en betonmur i forhold til diskussionen om konventioner med bl.a. Socialdemokratiet.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad der så mere konkret ligger i det. Fru Mette Frederiksen taler om sin tid som justitsminister, hvor der har været nogle tilfælde, og hvor der altså var en barriere, så man ikke kunne gøre nok på grund af dansk tilknytning til og medlemskab af de her konventioner. Hvad har Socialdemokratiet så rent faktisk tænkt sig at gøre ved det? For det er jo det interessante. Ét er, hvad man siger; noget andet er, hvad man gør.

Et eksempel: Statsløsekonventionen bliver nævnt. Folketinget har nogle gange givet statsborgerskab til personer, der er terrormistænkte, og hvor PET har advaret imod det. Betyder det – med de holdninger, Socialdemokratiet har i dag – at Socialdemokratiet fremover vil stemme imod at give statsborgerskab til personer, som PET advarer mod?

Værsgo, fru Mette Frederiksen.

Jamen det er lige præcis statsløsekonventionen og den viden, jeg har som tidligere justitsminister, der gør, at jeg selv har et andet syn på konventioner i dag, end jeg havde tidligere. For det er problematisk, det er grotesk, at vi her i Folketinget skal tildele en person statsborgerskab, når vores egen efterretningstjeneste advarer os mod at gøre det. Så er vi nået ikke alene for langt, men ud over grænsen for, hvad der er rimeligt. For vores opgave må være at beskytte vores eget samfund og vores egne borgere.

Det andet eksempel var, som jeg nævnte det før, at vi pludselig skal acceptere barnebrude i Danmark – noget, der er mig så inderlig imod, altså at mindreårige piger skal indgå ægteskaber med voksne mænd. Det kan vi ikke hindre, fordi manden har ret til et familieliv. Der beskytter konventionen jo den forkerte part i den familie. Hvor konventionen burde beskytte barnet mod overgreb fra den voksne, så beskytter den manden. Det er lige præcis de to eksempler, der gør, at vi bliver nødt til at have en meget mere kritisk tilgang til konventionsspørgsmålet.

Spørgsmålet er så, hvordan vi gør det. Der vil jeg, som jeg sagde det før til formanden for Dansk Folkeparti, opfordre til, at vi i Danmark indgår en alliance med lande, der tænker, som vi selv gør, altså ønsker, at der skal være internationale spilleregler, men at det skal foregå på en rimelig måde, og at vi forsøger at få det ændret.

Hr. Peter Skaarup.

Igen er jeg sådan set meget opmuntret over, at Socialdemokratiet har fået de her holdninger nu, som de så desværre ikke har haft tidligere, men det er så, hvad det er. Men nu er der nogle nye holdninger til det her, og det er godt.

Men spørgsmålet er bare: Hvad har Socialdemokratiet tænkt sig helt præcis at gøre, når det gælder den næste afstemning i Folketinget, der handler om, om vi skal give statsborgerskab til en person, som PET advarer mod at give statsborgerskab til? Vil Socialdemokratiet der sige ja, ligesom man har gjort tidligere, til at give statsborgerskab, eller vil man nu sige nej og ikke give statsborgerskab til personer, som PET advarer imod?

Værsgo.

Jamen den er svær, for jeg skal være ærlig og sige, at jeg har mest lyst til at stemme nej. Og jeg er, som jeg sagde før, dybt bekymret over, at vi tildeler statsborgerskab til mennesker, der udgør en risiko for Danmarks sikkerhed. Omvendt er jeg også bekymret, vil jeg gerne sige, over et verdenssamfund, hvor alle begynder at gå enegang i konventionsspørgsmålet, fordi det reelt er nogle af de eneste spilleregler, vi har, til at holde hinanden fast på bl.a. menneskerettigheder og respekt for individet.

Men det, vi måske skulle gøre i fællesskab – nu står jeg bare og tænker lidt nyt her på talerstolen – var jo at opfordre regeringen til, at de partier, der ønsker at gå ind i en mere kritisk dialog om, om vi i virkeligheden er i den situation, at konventioner nogle steder beskytter de forkerte, så indleder forhandlinger om det og finder en vej.

Tak for det. Hr. Jakob Engel-Schmidt, Venstre. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til fru Mette Frederiksen for talen og for kommentarerne indtil nu. Alle os, der er samlet her i Folketingssalen i dag – og i øvrigt også de journalister, der sidder og rapporterer – har noget til fælles. Vi er historisk upopulære, og var vi tilbage i folkeskolen og skulle vælges til rundbold efter vores profession, ville vi alle sammen stå tilbage som dem, der ville blive valgt sidst.

Det er jo ikke sådan, at det er den katolske kirkes skriftestol, vi er på, og jeg kan hverken give fru Mette Frederiksen aflad eller selv få det, men jeg har en bøn. Jeg tror, der er rigtig mange danskere, der kan blive lidt trætte af den måde, vi nogle gange både forholder os til planer og responderer på andre menneskers gode forslag på. Fru Mette Frederiksen er en fremragende retoriker, og dumpede man ind og hørte den tale, der blev holdt nu, ville man jo antage, at regeringen var nogle forfærdelige typer og Socialdemokratiet var det modsatte.

Dog var det svært at finde nogle helt konkrete forslag, så kunne Socialdemokratiets formand ikke hjælpe os med måske at komme med et bud på en finanslovsplan og rent faktisk love, bare for den kommende valgperiode, at komme med de forslag, som man ønsker at gennemføre, på skrift i stedet for udelukkende at bruge tid på at fortælle, hvad man ikke vil være med til?

Fru Mette Frederiksen.

Jeg skulle til at sige: Herre, du milde gud, men det ved jeg ikke om jeg må sige fra talerstolen. I øvrigt skulle jeg sige fra statsministeren, at det kunne være meget rart, hvis man kunne købe aflad her i Folketingssalen. Det må vi så prøve at finde ud af om vi kan gøre – med eller uden den katolske kirkes involvering, helst uden, hvis I spørger mig.

Det her er jo en besynderlig størrelse. Nu har vi en ny regering, det går stærkt, men vi havde en regering, der valgte ikke at indkalde til finanslovsforhandlinger. Normalt har man dog trods alt sådan noget med, at man inviterer på en kop kaffe og ser, om der kan laves en aftale. Det gad man ikke, for det sprang man let og elefant hen over – elefanterne har åbenbart været til stor inspiration. Og bagefter skal vi så høre på, at det er mærkeligt, at vi ikke har et finanslovsforslag, når regeringen, den daværende regering, valgte at sige, at den vilte fremlægge en 2025-plan.

Den tidligere og i øvrigt udmærkede og gode finansminister sagde: Finanslovsforhandlingerne er bare en delaftale af 2025-forhandlingerne. Så siger vi som det store oppositionsparti: Okay, nuvel, det er den måde, regeringen vælger at tilrettelægge sit arbejde på, og det er de spilleregler, vi spiller efter.

Tak. Man må faktisk ikke påkalde sig de højere magter. ( Mette Frederiksen (S): Det er der heller ikke nogen grund til). Værsgo.

Til formandens glæde kan jeg så informere om, at der i hvert fald fra den her side af salen ikke er nogen, der har påkaldt sig nogen magt overhovedet. Jeg forstår godt, at de i Socialdemokratiet sidder og ønsker at komme dybere ind i tingene og også få politisk indflydelse, men læser man meningsmålingerne, vil man se, at fru Mette Frederiksen ville nyde den største parlamentariske opbakning, hvis der var valg i morgen. Og derfor er der måske en dansker eller to, der har en forventning om, at Socialdemokratiet bruger den tid, omsætter den tid, til at lave en plan eller to, man kan læse, og ikke bare oplever, at Socialdemokratiet – jeg tror, det var, 42 minutter efter pressemødet gik i gang – var i stand til at stå på forskellige tv-kanaler og kritisere regeringsgrundlaget.

Men klikkede man ind på Socialdemokratiets hjemmeside, kunne man ikke se et bud på, hvad Socialdemokratiet konkret ville for fremtiden, og hvordan de ville bruge pengene. Har man virkelig så travlt med at indkalde folk til samråd, at man ikke har tid til bare at sætte en lille smule på skrift?

Værsgo.

Når vi nu er ved den mere oplysende aktivitet, kunne det sådan set være meget fint, hvis spørgeren også havde lagt til grund, at vi har lagt en 2025-plan frem. Vi har endda gjort det på papir, hvis det er det medie, man ønsker at benytte sig af. Vi har også haft et pressemøde om indholdet. Så der er en plan, den er bare forskellig fra regeringens. Derfor bør vi vel bruge den tid, vi har i Folketingssalen, til at diskutere de politiske uenigheder. Det er jo det, der er udfordringen med den 2025-plan, der blev lagt frem, og som sikkert bliver gentaget, nemlig at man har en fuldstændig ukuelig tro på, at hvis bare man giver nogle topskattelettelser, kommer der også vækst i et samfund.

Jeg deler ikke den analyse, og jeg bliver ved med at appellere til at se på, hvad det er for behov, virksomhederne har. Vi ved, at de kommer til at mangle arbejdskraft, og så er det der, vi skal sætte ind.

Tak for det. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Arbejd hurtigere for de samme penge! Det har i årevis været beskeden til vores sundhedspersonale bl.a. på fødeafdelingerne, hvor der nu løbes så stærkt, at klinikchefen for fødeafdelingen på Rigshospitalet faktisk har sagt sit job op, fordi han, som fru Mette Frederiksen også nævnte, ikke mener, at det, der foregår, er forsvarligt, hverken over for personalet, de fødende eller de børn, der er ved at blive født. Det synes jeg jo er dybt alvorligt, og det tror og ved jeg at mange andre også synes.

Jeg ved, at Socialdemokratiet bl.a. har kaldt sundhedsministeren i samråd om den her sag, og det synes jeg er godt. Men problemet er jo ikke nyt. Hovedforklaringen er, at man i årevis har givet hospitalerne besked på, at der skal løbes 2 pct. stærkere hvert eneste år. Og som en professor var ude at sige, kan man ikke bede fødende kvinder om at føde 2 pct. hurtigere, fordi en fødsel nu engang tager den tid, en fødsel tager.

Jeg synes, det er godt, at Socialdemokratiet vil afbureaukratisere. Fingrene væk, kalder I det. Godt! Det vil vi gerne være med til. Men jeg vil gerne høre, om Socialdemokratiet vil være med til at tage fat om nældens rod og fjerne det her årlige 2-procentseffektiviseringskrav, for der er altså ting, der ikke kan effektiviseres, bl.a. fødsler.

Tak. Værsgo.

Uden at man må misforstå mig, kan jeg sige, at lige præcis på fødeafdelingerne har vi i virkeligheden nok mere behov for, at man har fingrene på de fødende, end at man tager fingrene væk. Det, man har behov for, når man er i fødsel, er, at der er en jordemoder, at man i øvrigt kan være tryg, og at man kan få lov til, især hvis man er førstegangsfødende, faktisk at finde ind i den nye rolle, få amningen til at fungere, kende sin forældrerolle og være der trygt.

Derfor synes jeg, at hele Folketinget skal lytte til de udtalelser, der kommer fra Rigshospitalet. Jeg havde selv lejlighed til at tale med den pågældende i fredags, og jeg må sige, at det gør et rigtig, rigtig stort indtryk. Det gør et rigtig stort indtryk. Der er jo ikke noget godt at sige om, at der er så travlt på vores fødegange, for det går ud over vores nyfødte, det går ud over vores børnefamilier, og den regning, der opstår på grund af det, vil vokse sig endnu større end de besparelser, man så kan hive hjem.

Når det handler om sundhedsområdet i det hele taget, vil jeg sige to ting. For det første er vi tvunget til hele tiden at overveje, hvordan vi kan gøre tingene bedre og klogere. Og når jeg er rundt i den offentlige sektor, og jeg har været det en del i sundhedsvæsenet, så er der faktisk nogle ting, vi kan gøre klogere og bedre. Det vil vi altså ikke frafalde. Og som det andet kommer jeg heller ikke og lover en masse flere penge, så vi skal blive ved med at forfølge det spor og gøre tingene klogere. Men jeg kan også godt se, at der nogle steder er strammet og sparet for meget, og det er jo derfor, jeg synes, det er så problematisk, at vi har en regering, der slår ud med armene og siger, at nu er der vækst i den offentlige økonomi, når alle ved, det faktisk ikke er rigtigt.

Tak. Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg er jo altså glad for, at Socialdemokratiet anerkender det kæmpemæssige problem, som der er på vores fødeafdelinger. Enhedslisten kæmpede i sin tid hårdt med Socialdemokratiet i den anden stol under finanslovsforhandlingerne for at få tilført flere midler til det her område. Så jeg er som sagt glad for, at man nu anerkender, at det, der foregår, ikke er i orden.

Men det, jeg spørger ind til, er, om man vil være med til at fjerne kravet om, at der hvert år skal løbes 2 pct. stærkere. Og det spørger jeg til, fordi vi igen og igen og i årevis har hørt både radiografer, sygeplejersker, SOSU'er og læger sige: Det går ud over patienterne, at vi hele tiden skal løbe stærkere, for det kan vi ikke. Der er grænser for, hvor hurtigt man kan løbe.

Det vil sige, at jeg ikke bare spørger, om Socialdemokratiet vil være med til at give regionerne frihed til at skære ned andre steder. Jeg spørger, om man vil fjerne 2-procentseffektiviseringskravet, og det gør jeg, fordi jeg ikke er i tvivl om, at det er nødvendigt, hvis vi skal løse problemet.

Værsgo.

Jeg vil sige det på den måde, at som en del af det arbejde, vi er i gang med nu, og som vi kalder fingrene væk-reformen, ser vi også på, hvordan vi i det hele taget kan lede og styre i den offentlige sektor, og der kommer vi også til at forholde os til, om vi kan lave en anden økonomistyring, som er klogere. Det betyder ikke, at vi viger bort fra at have et øje på, hvordan pengene bliver brugt i den offentlige sektor; det er vi nødsaget til at gøre. Det betyder heller ikke, at vi kommer til at love en masse flere ressourcer, for dem har vi ikke. Så vi skal vedblive med at udvikle den offentlige sektor.

Men der er nogle konsekvenser af det, jeg oplever derude, og det tror jeg er vigtigt også at få med ind i den politiske diskussion. Når der bliver sparet, som der bliver nu – efter at hr. Anders Samuelsen er indtrådt i regeringen, bliver der sparet endnu mere – er konsekvensen, at basis, nemlig det, de skal lave derude, f.eks. på hospitalerne med at tage temperatur eller blodprøve, skal de nok få lavet, men det, der er lige så vigtigt, nemlig en arm omkring skulderen til den ældre medicinske patient, der er bange for, hvad der kommer til at ske, eller til den førstegangsfødende eller noget tredje, bortfalder. Jeg synes ikke, det er det velfærdssamfund, vi skal have.

Tak for det. Og det var den sidste for en kort bemærkning. Tiden er gået. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Og jeg skal sige, at hvis man gør sig umage med at overholde taletiden, er der flere kollegaer, der kan få korte bemærkninger til ordføreren.

Værsgo.

Tak for det, og tak til statsministeren, som er her et eller andet sted, for åbningsredegørelsen forleden dag. Det var i torsdags, vi fik redegørelsen. Det er spændende med den her udvidede regering, og derfor er det også helt på sin plads, at statsministeren går i Folketingssalen og giver os en redegørelse.

Jeg skal med det samme sige, at vi i Dansk Folkeparti selvfølgelig ser frem til samarbejdet også med den udvidede regering. Sagen var jo, at situationen var kørt helt fast. Man kan rolig sige, at fra oktober, hvor vi havde åbningen af Folketinget og åbningsredegørelsen, til nu var den politiske situation blevet lidt besværlig, og specielt spørgsmålet om topskatten gjorde jo sit til, at det var meget svært at finde løsninger. Jeg kvitterer gerne for, at man på et tidspunkt fik delt tingene op, så man kunne forhandle nogle ting adskilt fra diskussionen om topskatten. Det gjorde, at vi kunne komme videre med tingene.

Det gjorde også, at der faktisk blev landet en aftale om omlægning af energiafgifterne, nemlig den såkaldte PSO-afgift. Det var godt. Der blev også for et par uger siden landet en flot aftale om finansloven for 2017. Det var også rigtig godt; der er mange gode ting i den. Men ellers må man sige, at den store 2025-plan, den store helhedsplan fra august, foreløbig er lagt tilbage i skuffen.

Jeg har selvfølgelig noteret, at regeringen har det synspunkt, at den på et tidspunkt i det nye år, i 2017, vil begynde at tage ting op af skuffen. Man taler meget om den her berømte elefant, hvad enten det er en elefant i lokalet, eller det er, at man skal fortære en elefant – og hvis man skal spise en elefant, er det jo rigtigt, at det er godt at skære den i mindre stykker, sådan som statsministeren var inde på. Så vi ser frem til, at stykkerne bliver bragt til bordet, og så må vi jo se, hvilke af stykkerne vi vil spise. Men det bliver en interessant øvelse, og vi ser i hvert fald frem til, at vi på den måde tager tingene mere stykvis og delt frem for en samlet enhed.

Jeg var lidt fristet af – da jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre i dag – at læse min ordførertale fra oktober op, for der synes jeg at jeg holdt en glimrende ordførertale, og det er kun et par måneder siden. Sagen er jo, at uanset om det er en Venstreregering eller en regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative, har Dansk Folkeparti den samme politik og de samme synspunkter, og det er de samme ting, vi kæmper for. Derfor var det jo fristende bare at tage ordførertalen fra oktober og læse den op igen. Men nu kan jeg da henvise til den, for den kan findes i Folketingets arkiver, og så kan man jo gøre sig bekendt med talen der.

Hvis nogen ellers skulle have glemt det, vil jeg bare lige resumere nogle af hovedpunkterne, nemlig at Danmark er et fantastisk land at leve i, og at vi jo er et af de mest lykkelige folk i verden. Det blev gengivet så sent som i går i medierne. Vores udgangspunkt er, at hvis vi skal holde fast i det også i fremtiden og for de kommende generationer, skal vi finde ud af, hvordan vi sørger for, at så meget af det, som vi godt kan lide her i Danmark, varer ved i en globaliseret verden og i en verden med meget utryghed, og ikke hvordan man hurtigst muligt kan lave tingene om.

Vi skal sørge for, at vi har et sikkert og trygt Danmark. Og det har vi hovedsagelig stadig væk, men der er nogle faresignaler, for vi kan jo se, at der er skyderier i gaderne, og det vil vi ikke have. Vi kan se, at der er parallelsamfund, hvor der lever en masse mennesker, som baserer deres liv på andre værdier end dem, vi ellers kender fra det danske samfund, og som vi godt kan lide i Danmark. Det ønsker vi ikke i Dansk Folkeparti. Vi kan se, at der er ældre, der ikke får den hjælp, de har behov for. Det skal de have.

Så der er jo mange steder, hvor vi siger at vi har et rigtig godt udgangspunkt, at vi har et godt land og et sikkert og trygt land. Men der er bestemt også steder, hvor vi kan se at der er risiko for, at tingene skrider, og hvor vi skal gøre noget ved det.

Hvis vi ser på udlændingeområdet, er det vigtigt for os, at der føres en udlændingepolitik, der er på danskernes præmisser. Det er vigtigt, at vi har en udlændingepolitik, hvor vi har kontrol med indvandringen, og hvor det er danskerne, der bestemmer, hvordan indvandringen til Danmark skal finde sted og på hvilke vilkår. Det betyder også set med vores øjne, at vi har grænsekontrol, så vi har mulighed for at holde styr på, hvem der kommer ind i vores land. Her er jo en enkelt ting, der hurtigt kommer til debat, for foreløbig har nogle embedsmænd nede i Bruxelles vist sagt, at vi må have grænsekontrol indtil februar – og det er allerede næste år.

Vi ønsker, at der laves en ny asylpolitik, der sikrer, at vi kan håndhæve det her med, hvor mange der kommer til Danmark, og på hvilke vilkår. Vi har med glæde noteret os, at der står nogle ting i regeringsgrundlaget, der handler om at nytænke asylpolitikken, og det er vi meget interesseret i at høre mere om. Hvad betyder det i praksis? Der har været forskellige definitioner af det i den offentlige debat indtil nu, men det vil vi meget gerne høre mere om.

Vi har diskussionen om konventioner, hvor vi både i finanslovssammenhæng, men også på anden vis har konfronteret andre partier med ønsket om, at vi får gjort noget ved konventionsbindingerne. Det kan man gøre på mange måder, men det vigtige for os er jo, at vi får skabt en situation, hvor det i højere grad er sådan, at de ting, vi synes er ret og rimeligt her i Danmark, og som den brede offentlighed i Danmark faktisk synes er ret og rimeligt, også kan føres igennem. Der er steder, hvor det halter i dag. Det skal vi have gjort noget ved.

Jeg har nævnt et par stykker allerede i debatten tidligere i dag, bl.a. kriminelle udlændinge, som vi ikke kan udvise, statsløse, som et flertal her i Folketingets synes vi er konventionsmæssigt bundet op på at give statsborgerskab, selv om vedkommende måtte være vurderet af PET til at kunne være til fare for rigets sikkerhed. Så det er steder, hvor vi simpelt hen skal have gjort noget ved tingene, og jeg tror, at der er mange danskere, der synes det, men som savner, at vi går fra snak til handling. Så vi er selvfølgelig interesseret i at finde ud af, hvordan vi får bragt det til handling.

Et andet hovedpunkt for os er at sikre den sociale balance. Vi er ikke blege for at erkende, at hvis man ser på en V-regering i forhold til den udvidede regering, kan man se, at en af de ting, man i hvert fald forsøger at gøre meget ud af, og hvor der er sket en bevægelse, vel er i retning af, at man er blevet mere ambitiøs på nogle felter. Og det er klart, at det at være mere ambitiøs i den her sammenhæng godt kan handle om steder, hvor det så går ud over nogle, og hvor det kan gøre ondt.

Der er ingen tvivl om, at når man ser på den slags ting; når regeringen ønsker, man skal kigge på pensionsalder; når regeringen ønsker, man skal kigge på skattelettelser osv., så er der en social balance, der skal iagttages, og der er jeg ikke spor i tvivl om, at Dansk Folkeparti skal sikre, at der er den fornødne balance i tingene. Det drejer sig om, at vi er et samfund, der dels er baseret på en stor grad af lighed og lige muligheder, dels i høj grad også har nogle økonomiske muligheder, som giver en tro på fremtiden.

Det drejer sig også om den kernevelfærd, som skal være i forhold til vores fællesskab, altså den offentlige sektor, lige fra skolegang over sundhedsområdet, hvor vi jo nu i høj grad diskuterer fødselsområdet som et konkret eksempel på sygehusområdet.

Der er store problemer i forhold til ældreplejen, som jeg var inde på før, og hvor vi jo altså mener, at når vi har en ældreminister, og det er vi sådan set glade for at vi har, så har en ældreminister selvfølgelig også et meget stort ansvar i forhold til at sikre, at de kommuner, der ikke gør det godt, rent faktisk kommer til at gøre det godt. Vi har nogle aftaler også omkring finansloven, der handler om, at der skal sikres værdige forhold i vores ældreomsorg, og det har vi jo, fordi vi forpligter kommunerne til nogle ting.

Kommunerne har gladelig sagt ja til at få pengene fra staten, men så er der altså også nogle bindinger, der følger med, nogle pligter, der følger med, og deri ligger altså også, at en ældreminister skal gå ud til kommunerne og sige: I skal have styr på tingene, og har I det ikke, kommer vi efter jer, fordi det skal I have af hensyn til de ældre. Det vil vi i hvert fald gerne forfægte, alt under den paraply, at vi prøver at sikre glade medarbejdere, fordi glade medarbejdere også i den offentlige sektor jo er en væsentlig drivkraft, for at der også er glade ældre, glade skolebørn, jeg ved ikke, glade syge på sygehusene, men i hvert fald, at folk, der kommer ind på sygehusene, føler, at de får en rigtig god behandling, som de jo gudskelov også ofte gør.

Jeg skal lige nævne politiet som en vigtig del set med vores øjne i forhold til kernevelfærden. Altså, vi øger strafferammerne i forhold til illegale skydevåben med finanslovsaftalen for næste år, og det er godt, men andre steder skal vi jo også kigge på strafferammer, og så skal vi sikre flere betjente, så danskerne ved, at der er betjente tæt på, når ulykken sker. Det sikrer trygheden.

Jeg skal afslutningsvis fremsætte et forslag til vedtagelse, idet jeg jo altså ser frem til et godt samarbejde med regeringen, men også med andre partier om at sikre de ting, jeg har været inde på.

Forslaget til vedtagelse lyder som følger:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tager statsministerens redegørelse om den nye regerings grundlag til efterretning.

Folketinget deler ambitionen om at gøre Danmark til et stærkere land med bedre forudsætninger for vækst, velstand og velfærd.

Folketinget konstaterer, at en af måderne at sikre vækst og velstand på er, at flere danskere kommer i arbejde, og at kernevelfærden styrkes.

Folketinget finder videre, at en strammere udlændingepolitik og en mere konsekvent retspolitik vil bidrage til at gøre Danmark mere trygt.

Folketinget glæder sig over, at regeringen har tilkendegivet, at der er behov for at se kritisk på den måde, internationale konventioner har udvidet rækkevidden i forhold til den oprindelige hensigt, og ser frem til, at regeringen fremlægger en plan for arbejdet hermed.

Folketinget understreger vigtigheden af, at vi løbende træffer beslutninger, som sikrer, at vi overlader et stærkere Danmark til næste generation.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 19).

Tak for det. Også det forslag til vedtagelse indgår i de videre drøftelser.

Den første ordfører med en kort bemærkning til hr. Kristian Thulesen Dahl er hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for ordførertalen. Uden at det her skal gå hen og blive en zoologisk have vil jeg godt adressere en af de elefanter, som hr. Kristian Thulesen Dahl ikke kom ind på, nemlig elefanten i rummet: det ganske åbenlyse, at der jo er en forskel på, hvad den nuværende regering lægger op til i form af offentlig vækst, og hvad den forrige regering gjorde, hvilket faktisk var en del mindre.

Derfor skal jeg sådan set bare høre, om hr. Kristian Thulesen Dahl er enig med os i Socialdemokratiet i, at det ikke i tilstrækkelig grad er med til at kunne sikre den kernevelfærd, som jeg kan forstå at også Dansk Folkeparti går op i, altså dette, at der skal være en offentlig vækst på bare 0,3 pct.

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, vi synes ikke, at 0,3 pct. er tilstrækkeligt til at sikre den offentlige velfærd, som vi ønsker. Vi har noteret os med glæde, at de tre partier gik til valg på henholdsvis nulvækst, nulvækst og minusvækst, og at det nu er blevet vekslet til plusvækst. Det regnestykke havde jeg ikke lige set komme, men det er i hvert fald godt; det er da positivt. Nu skal vi ikke diskutere, om der skal være plads til en realvækst i den offentlige sektor; nu skal vi diskutere, hvad der er forsvarligt, altså hvad den skal være på – selvfølgelig forsvarligt i forhold til dem, der skal betale ind til den fælles velfærd, men jo også ansvarligt i forhold til dem, der skal nyde gavn af, at vi har en offentlig sektor, der kan levere varen. Og der er det jo vores vurdering, at de 0,3 pct. i realvækst ikke rækker, altså at det skal højere op.

Hr. Benny Engelbrecht.

Jamen jeg går så også ud fra, at hr. Kristian Thulesen Dahl er enig med mig i, at ved en sammenligning er 0,3 pct. en del mindre end 0,5 pct.; for at være helt præcis er det 9 mia. kr. mindre i 2020, der i givet fald vil være til offentlig vækst. Og da jeg kan forstå, at der i det forslag til vedtagelse, som man er enige om i blå blok, står, at kernevelfærden skal styrkes, så skal jeg bare bede hr. Kristian Thulesen Dahl om at bekræfte, at det forslag til vedtagelse ikke betyder, at Dansk Folkeparti er tilfredse med en offentlig vækst på kun 0,3 pct.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Ja, jeg kan bekræfte, og jeg kan bekræfte, og jeg kan bekræfte, for det er fuldstændig rigtigt, at 0,5 er et højere tal end 0,3. Det er godt set, så der kan vi starte.

Det næste er, at vores vurdering er, at en realvækst som den, der er foreslået her, er meget, meget beskeden, hvis man tænker på, at regeringspartierne jo også selv gerne vil øge f.eks. forsvarsudgifterne – der er jo også indlandsforbrug i det, selvfølgelig afhængigt af hvordan man bruger pengene. Men der kan jo være mange områder, hvor man kan spørge: Skal der være flere politibetjente? Skal vi gøre noget på ældreområdet, sundhedsområdet osv.? Og så er 0,3 pct. jo ikke meget; så rækker det ikke langt.

Så skal man have en styrket kernevelfærd, er det vores vurdering, at tallet bliver højere. Hvor meget højere det så bliver, må vi jo også se på i forhold til de konkrete forhandlinger, der kommer. Vi glæder os i hvert fald til at se de konkrete udspil og så forhandle om dem med Folketingets partier.

Tak. Så er det hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for ordførertalen. Vi sad og talte om, om hr. Kristian Thulesen Dahl bare turde gentage sin tale fra oktober, og det var tæt på, men dog ikke alligevel.

Hr. Kristian Thulesen Dahl spørger undervejs: Hvordan kan de gode ting vare ved? Altså, hvordan kan vi fastholde de ting og lave de forbedringer, som hr. Kristian Thulesen Dahl også lægger op til i sin ordførertale. Det er vi lidt inde på i det forslag til vedtagelse, som vores partier i fællesskab sammen med to andre partier står bag, og det er jo det her med, at en af måderne at sikre vækst og velstand på er, at flere danskere kommer i arbejde, og at man derved også styrker kernevelfærden. Er det også Dansk Folkepartis opfattelse, at den her ambition om at få flere danskere i arbejde og få styrket kernevelfærden altså er noget, man opnår ved at sikre, at det bedre kan betale sig at arbejde, sikre, at flere kommer ud på arbejdsmarkedet?

Værsgo.

Ja, det er helt klart en ambition for os, at flere danskere kommer i arbejde og specielt også de danskere, som ikke rigtig synes, det kan betale sig på områder, hvor man ikke får så meget for det. Vi har igennem den seneste del år set, at også rigtig mange af de her stillinger for ufaglærte, der ellers er i det danske samfund, bliver taget af østeuropæere, som kommer til Danmark for at arbejde, og det gør det jo endnu sværere at tro på, at f.eks. kontanthjælpsmodtagere eller andre, der ikke er i arbejdsstyrken i dag, kommer i arbejde. Og det er klart, at en mulighed jo dels er, at de skal stå til rådighed, hvis de kan, og at man sørger for at forfægte det osv., og så er det jo også at se på, om der er mulighed for at give dem en ekstra skærv efter skat, når de er på arbejdsmarkedet.

Derfor har vi også sagt, at i det omfang, vi finder penge til skattelettelser – det er jo ikke sådan, at vi ønsker at opretholde så høj en skat som muligt, så kan man finde penge til skattelettelser, er det jo fint – så ønsker vi, at sigtet er på de mennesker, der ikke tjener så forfærdelig mange penge. Vi tror jo også, at det at give dem i givet fald en mulig skattelettelse også vil være noget, der bliver omsat i forbrug, for der er jo også en større sandsynlighed for, at folk, der tjener ganske få penge, kommer ud og bruger pengene og forhåbentlig får lidt glæde af dem og på den måde også kan se værdien af at være i arbejde i stedet for f.eks. at være på kontanthjælp.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen, værsgo.

Tak for det. Jeg er jo sådan set meget enig med Dansk Folkepartis ordfører om det her, og netop også den udfordring, som Dansk Folkeparti rejser fra tid til anden med mange udlændinge i Danmark, som, som det hedder i den lidt grovere retorik, tager danske arbejdspladser. Men som hr. Kristian Thulesen Dahl også udtrykker det her og forklarer det, så handler det jo om, at der er nogle arbejdspladser, som simpelt hen ikke er attraktive nok. Det glæder mig egentlig, at Dansk Folkeparti vil være med til at lette skatten på arbejde for de laveste indkomster. Jeg vil blot have ordføreren til at bekræfte, at det sådan set handler om, at Folketinget og regeringen med Dansk Folkepartis støtte fremover for at sikre vores velfærdssamfund også til næste generation, ikke blot til næste valg, er klar til også at træffe nogle af de her beslutninger, som gør det muligt at lette skatten for helt lave, helt almindelige indkomster.

Tak for det. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jamen vi afventer jo de udspil, der måtte komme, og så kigger vi på dem, og så må vi finde ud af, hvordan vi sikrer en tilstrækkelig social balance osv. i tingene. Jeg vil måske godt lige anholde en enkelt ting i det, hr. Jakob Ellemann-Jensen siger her, og det er det her med, hvis der er jobs, der ikke er attraktive nok. For hvis man kan arbejde, og der er arbejde at få, så mener jeg faktisk også, at man har en moralsk forpligtelse til at tage det job. Og der er ikke nogen jobs, der ikke er fine nok. Jeg ved godt, at de jobs, der f.eks. er i højsæsonen, jo typisk så bliver taget af, som jeg så siger, østeuropæere, og de burde blive taget af de ledige danskere, der kan. Og hvis ikke man synes, at de jobs er tilstrækkelig, i citationstegn, fine, så må man tænke om igen. Det kan jo også være en vej til efterfølgende at få et andet job, som er mere attraktivt. Det er jo den positive udvikling, som jeg synes at vi skal have i forhold til vores arbejdsmarked. Det ville så gøre, at flere danskere kom i job og måske færre østeuropæere, og det ville jo styrke de offentlige finanser, og det ville styrke selvværdet hos de ledige danskere, der så rent faktisk kommer i arbejde.

Tak. Så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak for det. Og tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for talen. Jeg tror ikke, der er nogen, der er i tvivl om, at Dansk Folkeparti er et parti, som ikke bare går til valg på, men også slås for bedre velfærd. Det er især på ældreområdet, at vi igen og igen hører Dansk Folkeparti tale om bedre forhold for vores ældre medborgere. Jeg er fuldstændig enig i, at det er der behov for. Nogle af de historier, vi ser i fjernsynet, er rigtig uhyggelige. Jeg synes ikke, det er værdigt, at mennesker, der har knoklet et langt liv og betalt deres skat til fællesskabet, skal sidde i flere timer med en våd ble og vente. Det er ikke værdigt. Det er ikke den rette omsorg. Og de har ikke fortjent det. Det tror jeg sådan set at Dansk Folkeparti er meget enig med os i i Enhedslisten. Vi kan også se det på sygehusene, vi har set det på fødegangene. Der er masser af eksempler.

Jeg vil egentlig bare høre, hvad Dansk Folkeparti synes om det nuværende niveau for velfærd, altså det, vi har i dag. Er det godt nok, eller skal det forbedres?

Værsgo.

Jeg mener bestemt, vi har områder, hvor det skal forbedres. Jeg er fuldstændig enig i det, der bliver sagt om ældreomsorgen. Gudskelov er der selvfølgelig mange steder, hvor tingene fungerer, og hvor der er dygtige medarbejdere, der gør de ældre glade, giver en ekstra hånd til de syge på sygehusene på en sådan måde, at det fremkalder et smil på læben hos de ældre. Det skal vi selvfølgelig værdsætte og takke for. Det skal vi også huske at sige.

Men der er steder, hvor det halter, og der skal de ting rettes op. Når vi tager udgangspunkt i ældrepolitikken, taler vi om værdighed for at knytte nogle begreber på, hvad det vil sige at levere en værdig ældrepleje. At kommunerne er forpligtet til at definere, hvad værdig ældrepleje er hos dem, så man kan måle det, kigge på det, diskutere med kommunen, er for os at se noget, der giver ældreorganisationerne nogle redskaber, som gør, at man kan komme efter de kommuner, der ikke gør det godt nok. Så der er bestemt steder, hvor det skal gøres bedre i forhold til i dag.

Fru Pernille Skipper.

Tak. Det er heldigvis ikke noget overraskende svar. Jeg er også meget, meget enig. Så kommer det næste interessante, og det er jo, hvordan vi gør det. Hr. Kristian Thulesen Dahl talte selv i sin ellers udmærkede tale om, måske ikke at spise elefanter, men at spise stykker af elefanter og ville se, hvad det var for nogen, der blev serveret for Dansk Folkeparti til forhandlingerne. Jeg kan nok forestille mig, at man ikke helt får lov til at nøjes med selv at vælge de stykker, man synes er de lækre, for der er nok også nogle stykker, man skal spise til gengæld for at få lov til at få fingre i de lækre. Sådan plejer det at være, også når Dansk Folkeparti går til forhandlinger.

Derfor er mit simple spørgsmål: Skal den offentlige vækst som minimum stige i takt med den demografiske udvikling eller mere, sådan at vi kan få forbedringer? Skidt med de 0,3 pct., men de 0,6 pct., som er et absolut minimum, bare for at vi kan bevare det nuværende niveau, er det det, vi kan forvente som krav fra Dansk Folkepartis side, eller hvad er man villig til at spise af elefantstykker?

Tak.

Vores ambition er, at den offentlige sektor skal kunne følge med. Helt klart. Og det er fuldstændig rigtigt, at når der kommer demografiske ændringer, som man så fint kalder det, altså når der kommer ændret befolkningssammensætning, så bliver man nødt til hele tiden at se på, hvad der så skal til, for at den offentlige sektor kan følge med.

Der er jo selvfølgelig stor forskel på en ældre medborger, som sidder på et plejehjem og har meget, meget svært ved selv at gøre de basale ting og derfor har brug for pleje og omsorg til stort set alt, og så en ældre medborger, som, selv om vedkommende er oppe i årene, er fit for fight, og som rejser og kan gå ud og gøre ting og besøge venner og spille bridge og sådan noget. Der er stor, stor forskel.

Vi vil have en offentlig sektor, der kan følge med den forandring, der sker, og det er for os at se en nødvendighed så, at der er en realvækst i den offentlige sektor, der er noget højere end det, som den nuværende regering opererer med. Vi har jo tidligere selv opereret med et tal helt oppe omkring 0,8 pct., som fru Pernille Skipper selvfølgelig udmærket godt ved, når vi har skullet vurdere, hvad det er, der er behov for i årene fremover. Så vi er på et noget højere tal end det, regeringen opererer med. Det er helt klart.

Tak. Så er det hr. Morten Østergaard, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Dansk Folkeparti havde jo fint besøg i sidste uge. Det var Nigel Farage, som var på besøg. Han er jo en aktiv fortaler for det, han kalder Dexit, altså dansk udtrædelse af EU. Det, jeg forstod ved den lejlighed, var, at Dansk Folkeparti også overvejede at gøre sig til talsmand for det, fordi man var meget optaget af – hvilket hr. Kristian Thulesen Dahl jo også har været i adskillige spørgetimer – under hvilke vilkår Storbritannien får lov til at træde ud af EU. Derfor skal jeg bare helt konkret spørge om noget: Er det korrekt forstået, at Dansk Folkepartis opfattelse er, at under visse forudsætninger vil man foretrække et Danmark uden for EU i lighed med det, Storbritannien har valgt?

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti har ikke foreslået en dansk udmeldelse af EU – nej, det har vi ikke. Dansk Folkeparti har foreslået at ville arbejde aktivt for, at Storbritannien, som har besluttet sig for at ville melde sig ud af EU, får en fornuftig aftale. Og en fornuftig aftale bygger på, at Storbritannien og vi og øvrige EU-lande har en meget, meget høj grad af frihandel mellem hinanden, men uden at tvinge Storbritannien til at acceptere fri indvandring. Det er jo lige præcis den afgørende forskel på den position, EU har taget over for Storbritannien, og den position, vi mener man bør tage, nemlig om man skal forlange over for briterne, at de skal acceptere fri indvandring som betingelse for at ville lave en frihandelsaftale med dem, eller man ikke skal.

Vi har så sagt, at hvis briterne får en fornuftig aftale, hvad vi altså vil kæmpe for de får, kan det komme på tale, at danskerne ved en folkeafstemning får lejlighed til at blive spurgt om, om man synes, at sådan en aftale også er attraktiv for Danmark. Det er det scenarie, vi har tænkt.

Det, det drejer sig om nu, er, at vi hjælper med til – og det mener vi Danmark bør – at briterne får en fornuftig aftale. Vi mener ikke, der er grobund for, at man på nogen måde skal prøve at straffe briterne, som der ellers har været en tendens til i visse EU-kredse, for vi synes, det ville være helt, helt forkert af Danmark at medvirke til det.

Tak for det. Hr. Morten Østergaard.

Hr. Kristian Thulesen Dahl vil altid gerne tale om Storbritannien, men det, jeg egentlig spurgte til, var Danmark, og hvordan Dansk Folkeparti ville stille sig i sådan en folkeafstemning. Og det er interessant, for sidst vi havde folkeafstemning i Danmark, for et års tid siden, må man jo sige at Dansk Folkeparti var meget klare i mælet. Hr. Kristian Thulesen Dahl sagde: Kan vi ikke forblive fuldt og helt medlem af Europol, så vil vi på trods af det der med Schengen anbefale, at vi ved en folkeafstemning så alligevel ophæver retsforbeholdet. Jeg tror, at nogle vælgere måske i dag kunne føle, at de lidt havde købt katten i sækken, hvis de havde lyttet til Dansk Folkeparti på det tidspunkt, fordi man jo efterfølgende er løbet fra synspunktet.

Nu er vi jo begge to fra Jylland, og det der med at købe katten i sækken, at man betaler for noget, man ikke rigtig får, bliver sådan lidt træls. Jeg var selv til møde i vores europæiske parti i Polen forleden, og der har Dansk Folkeparti vistnok bestilt et eller andet, som man ikke har fået. Men jeg faldt altså over den her Meldkuglepen, hvorpå der på polsk står: Ingen kvaler, Meld betaler. Den vil jeg give til hr. Kristian Thulesen Dahl, fordi jeg synes, det er vigtigt, at man ikke køber katten i sækken, når det handler om EU. Værsgo.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jamen god rejse til hr. Morten Østergaard, når hr. Morten Østergaard kommer rundt i Europa og taler med folk. Jeg synes i forhold til Europol, at vi skal se, om der kommer en aftale. Det ved vi jo ikke endnu. Jeg er ikke blevet orienteret om, hvorvidt der kommer en aftale. Men så må vi vurdere den aftale. Vi står selvfølgelig ved, at hvis ikke der kan laves en fornuftig aftale, kan der komme en ny folkeafstemning for danskerne, og så er det jo danskerne, der bestemmer, hvad de vil stemme.

Det der med sige, at danskerne kan være blevet forledt eller noget lignende, i forhold til at man i givet fald får en folkeafstemning, hvor man selv træffer beslutningen, har jeg meget svært ved at se. Hvad et parti anbefaler danskerne at stemme ved en folkeafstemning, er jo, hvad det er, men det er så danskerne selv, der træffer deres beslutning om, hvad de vil. Hvad vi så anbefaler dem at stemme, kan de jo lytte til eller lade være. Jeg håber selvfølgelig, at de lytter til det, for vi gør os umage, og det, vi anbefaler, synes vi selv er ret klogt.

Tak for det. Hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Når man lytter til hr. Kristian Thulesen Dahl, får man bestemt opfattelsen af, at der banker et varmt hjerte for vores velfærd osv., og al respekt for det.

Hr. Kristian Thulesen Dahl peger også på en række ting, der burde være bedre og anderledes i den nuværende situation. Og her i salen ved vi jo godt, at siden 2001 har Dansk Folkeparti haft, jeg vil ikke sige vetoret, men i hvert fald et stort ord at skulle have sagt i forhold til økonomiske bevillinger og finanslove osv.

Hvis hr. Kristian Thulesen Dahl skulle tænke situationen igennem, for at vi måske kunne tage pejling af fremtiden, kunne det være interessant at høre, hvad der så er gået forkert. Hvad er gået galt, hvad vil Dansk Folkeparti gøre anderledes? Altså siden 2001, hvor man sådan set, bortset fra en kort halvrød periode, har siddet på magten eller det sidste ord. Hvad skulle man have gjort anderledes? For så kunne vi måske forvente at høre noget om, hvad fremtiden så byder på det område. For der må jo være en hel del, der er gået galt, når vi nu har så meget at kritisere, som vi egentlig har, i forhold til de dårlige eksempler, der er.

Værsgo.

Nu rummer tiden vist kun mulighed for at svare inden for et minuts tid eller sådan noget, for det er jo en hel dags debat værdig at diskutere, hvordan man synes tingene skulle have været anderledes, når man kigger tilbage i tiden.

Altså, skal jeg nævne to områder, som jeg synes har haft stor indflydelse, er det selvfølgelig for det første, at vi år for år har måttet kæmpe for f.eks. at få en strammere politik i forhold til indvandring. Og det har for os at se været op ad bakke at få den nødvendige politik gennemført. Så det er kommet sådan i bidder; det er den her elefant, som vi har måttet bide over i mindre stykker, end vi har brudt os om. For det er jo klart, at det har haft en enorm effekt, også i forhold til de offentlige udgifter. Altså, når vi taler om tocifrede milliardbeløb hvert eneste år i udgifter, er det jo noget, der virkelig betyder noget, også for den velfærd, vi kan levere til danskerne.

Den anden ting er jo nok en erkendelse af – vi stemte jo anderledes i forhold til dengang – at udvidelsen af EU med de her ti central- og østeuropæiske lande fra 2002 simpelt hen gik for stærkt. Og det gjorde jo, at der kom en situation, hvor vi ikke selv kunne kontrollere, hvordan indvandringen fra bl.a. Østeuropa er sket. Og det har selvfølgelig også haft nogle konsekvenser.

Det synes jeg bestemt også er en af de ting, som, når man taler om 00'erne, burde have været grebet anderledes an.

Hr. Leif Mikkelsen, værsgo.

Jeg synes, hr. Kristian Thulesen Dahl taler udenom. For det er blevet påpeget, og hr. Kristian Thulesen Dahl havde da næsten direkte adresse til ældreområdet, at det ikke var godt nok. Der har vi jo set ældremilliarder; skulle der så have været to eller tre af dem hver gang, eller hvad er det, der er gået galt?

For jeg vil stadig væk holde fast i, at Dansk Folkeparti jo har haft et væsentligt ord at skulle have sagt. Vi mindes jo alle sammen finanslovene, hvor hr. Kristian Thulesen Dahl har stået ude foran glasdøren efter at have haft et stort ord at skulle have sagt. Derfor må der være et svigt der, og man må tage et medansvar for, at det ikke blev bedre, end det gjorde.

Jeg prøver bare at adressere, at det ikke altid er de andres skyld. Det er sådan set det, jeg godt vil have en indrømmelse i forhold til og et svar på. Der var måske noget, der skulle have været gjort anderledes – eller hvad? Det er bare sådan i forhold til, hvad vi kan forvente i fremtiden, eller om man fortsætter med fejlene, så vi også om nogle år desværre kan påpege, at det ikke gik så godt.

Tak. Værsgo.

Selvfølgelig har alle, der er med til at træffe beslutninger, et ansvar for, hvad der sker. Det har Dansk Folkeparti også, og det skal vi da også tage vores ansvar for.

Jeg prøvede sådan set også bare at komme hr. Leif Mikkelsen i møde ved at sige, at når man kigger tilbage og ser på, hvad der kunne være gjort bedre, så kan man jo holde en hel dags debat. Det var sådan set for at illustrere, at der sikkert er meget, vi kunne snakke om kunne være gjort bedre, hvis man kigger tilbage i tiden.

Vi lavede i fællesskab strukturreformen i sin tid, og der er sikkert også en del ting ved den, der, med den viden, vi har nu, kunne være nørklet på plads på en lidt anden måde. Sådan er det jo at leve livet. Det er ikke det samme, som at man så ikke også skal tage ansvaret for, hvad der så skal ske næste år, og så prøve at gøre tingene bedre.

Der kan vi bare se, at der gudskelov er mange steder, hvor tingene fungerer, og der er mange steder, hvor tingene fungerer knap så godt, som vi gerne vil have dem til. Og der er politik jo sådan, at det sådan set drejer sig om i en fart at få gjort noget ved de ting, der ikke er så gode.

Tak for det. Så er det fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Jeg hørte, at ordføreren lige nævnte uddannelse i en enkelt sætning i sin ordførertale. Nogle af de unge, som har rigtig svært ved at finde vej ind i uddannelsessystemet, er nogle, som ikke nødvendigvis er parat til at komme ind på en ungdomsuddannelse. De har måske mødt nogle bump på skolevejen, eller de har brug for en mere værkstedspræget undervisning, inden de bliver klar til at tage en ungdomsuddannelse. Jeg vil gerne høre ordføreren: Hvordan kan det være, at Dansk Folkeparti bakker op om forringelser af produktionsskolerne og nedskæringer på skoleydelsen?

Tak. Værsgo til hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er rigtigt, at det jo er et af de elementer, der er i finanslovsaftalen, og som der var stillet forslag om, og som har overlevet i en begrænset form, men dog alligevel har overlevet i den endelige finanslovsaftale. Vi tror fuldt og fast på, at produktionsskolerne også har en fremtid. Vi tror også på, at de vil kunne fungere under de vilkår, der er med finanslovsaftalen. For jeg er fuldstændig enig i, at der er unge og også andre, som har brug for at gå en lidt anden vej frem end bare at kunne gå igennem den sådan traditionelle ungdomsuddannelse. Dem skal der også være en plads til. En del af dem bliver jo hjulpet på vores produktionsskoler, og det vil de fortsat blive, også med den aftale, der her er lavet.

Fru Trine Torp.

Jamen så vil jeg gerne høre om noget. Tror ordføreren, at det for de her unge, som ikke går den snorlige vej gennem uddannelsessystemet, vil fremme deres muligheder for at komme videre i uddannelsessystemet, når man skærer i deres skoleydelse, eller det modsatte?

Værsgo, hr. Thulesen Dahl.

Nu er det jo ikke sådan, at man ikke får noget fremover, men for dem over 18 år vil der være et mere SU-sammenligneligt niveau. Og dem under 18 år får så stadig væk et beløb, som andre unge på en ungdomsuddannelse ikke får. Det er selvfølgelig også, fordi vi anerkender det. Vi har syntes, at sådan skal det være. Det er selvfølgelig et område, vi vil følge tæt, også i den kommende tid, for at se, hvordan det her kommer til at virke. Men vi er overbeviste om, at selv med de her justeringer vil produktionsskolerne have en plads i vores uddannelsessystem til gavn for bl.a. de unge, som har svært ved at finde den mere lige vej igennem uddannelsessystemet.

Tak for det. Så er det fru Astrid Krag, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Først en tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for at rette en appel til vores ældreminister om at hanke op i kommunerne. Det var godt at høre, og det er jeg meget enig i.

Men så vil jeg også sige, at jeg synes, at et langt liv på Christiansborg har sneget sig ind i ordførerens måde at tale på og formulere sig på. Hele den her snak om, at nul plus nul plus minus pludselig er blevet til 0,3 er meget godt, for det er jo sådan en fast vending, vi har hørt en del gange fra ordføreren. Jeg har sådan siddet med meget åbne ører og lyttet både til talen og svarene her for at høre om, hvor så de ældre er henne, når ordføreren står på talerstolen og bekymrer sig om væksten i den offentlige sektor.

For virkeligheden bag alle de her tal og procenter, der bliver kastet op i luften, er jo, at med den nuværende regering er der markant dårligere råd til ældrepleje i fremtiden end bare i forhold til den Løkke-regering, der var lige for ganske kort tid siden. Og jeg skrev ned, da ordføreren sagde helt konkret: Skal vi gøre noget ved ældreområdet f.eks., ja, så skal der selvfølgelig en højere procent til i væksttallene.

Der står bare et spørgsmål tilbage: Jamen skal der så det, skal der noget til på ældreområdet?

Værsgo.

Man må sige, at fru Astrid Krag så lykkedes med at blive helt politikeragtig i den måde, hun stillede spørgsmål på til sidst. Men fred være med det; vi er jo også her i Folketingssalen, så sådan kan det jo godt være.

Jamen jeg synes i virkeligheden, at man skal tænke på – også som socialdemokrat – at sidst, vi havde minusvækst i kommunerne, som jo har den direkte kontakt med vores ældre, faktisk var under en socialdemokratisk regering. Det synes jeg måske ikke var så fantastisk.

Altså, man tog også penge fra kommunerne for at give selskabsskattelettelser. Vi kan godt tage remsen op, hvis fru Astrid Krag ønsker det. Nu har jeg sådan set ikke lagt op til det i min ordførertale i dag, men det er klart, at hvis Socialdemokratiet vil ind på den galej, kan vi sagtens gøre det.

Jeg synes jo, at vi i fællesskab skulle fokusere på, hvordan vi efter de eksempler, der er fremme om, at ældreplejen ikke fungerer, får gjort op med det. Vi har med finanslovsaftalen for i år jo allerede lagt det her spor med at diskutere værdighed for de ældre. Hvad er værdig pleje, omsorg, ømhed, som det er blevet sagt? Altså, hvad er det, der skal til for at sikre det?

Det vil vi rigtig, rigtig gerne gå ind i og bruge en bunke tid på, for det mener vi er noget af det allervigtigste i vores kernevelfærd, altså at vi faktisk sikrer, at ældre, der ikke kan klare sig selv, og som ofte har bidraget til at bygge det her samfund op, efter et langt liv ikke bliver ladt i stikken i deres sidste tid.

Fru Astrid Krag.

Vi er jo fra den samme egn. Jeg tror faktisk, vi har haft den samme lærer i musik på højniveau. Du spillede vist klaver, jeg spillede bas, og lad os bare få noget ærlig snak, som vi kender det derhjemmefra.

Altså, der var jo ikke noget svar på det, jeg spurgte om her. Skal vi noget på ældreområdet, eller skal vi ikke? Det er sådan set dit parti, der sidder med de afgørende mandater i forhold til ikke bare at hanke op i ældreministeren og sige, at nu må hun skælde lidt mere ud på kommunerne, men også i forhold til at sikre, at der er det økonomiske råderum, der sikrer, at der ikke er ældre, der skal gå rundt med gennemvåd ble, fordi der ikke er tid til at tage dem på toilettet. Eller de her historier med ældre, der sidder på toilettet i halve og hele timer, og ikke kan blive hjulpet af – altså, det har da ikke meget med værdighed at gøre, selv om man så har kaldt nogle penge for en værdighedsmilliard.

Men skal der gøres mere på ældreområdet? Det må vi jo få et klart svar på.

Der skal i hvert fald gøres noget ved tiltaleformen. Man siger ikke »du« eller »dit«.

Værsgo.

Nej, men der var meget politikersnak, synes jeg, for hvad var det lige præcis, jeg forholdt mig til før? Det var, at vi skulle have en mere værdig ældrepleje, også de steder, hvor den halter, og lige præcis definere, hvad værdighed er i den enkelte kommune i forhold til at sikre den enkelte ældre bedre vilkår, mere ømhed, mere sikkerhed for, at der kommer pleje, når der er brug for det.

Jeg har blankt sagt heroppe fra talerstolen i dag, at det både er et spørgsmål om holdning og for mig at se også et spørgsmål om ressourcer, altså om der er penge. Så tillod jeg mig bare den lille drilske kommentar, som jeg godt kan forstå at fru Astrid Krag ikke bryder sig så meget om, nemlig at sidst, vi havde minusvækst i kommunerne, altså da pengekassen blev mindre i kommunerne, der jo har den direkte kontakt med de ældre, var under fru Astrid Krags socialdemokratisk ledede regering.

Det var ovre i drilledelen, ikke? Nu skal vi kigge fremad og i fællesskab sikre de ældre bedre vilkår.

Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. En af de ting, som jeg synes virkelig stikker i øjnene i det nye regeringsgrundlag, er ønsket om sådan at sælge mest muligt ud af det, der er vores fællesskab, altså privatisere, ligesom vi så med DONG og Goldman Sachs. Det er vores lufthavne, det er måske DSB, det er TV 2 – det er alt, hvad man sådan set kan komme af med. Dengang med DONG stod Enhedslisten og Dansk Folkeparti jo sådan set sammen mod resten af partierne herinde om at forsøge at forhindre den skandale.

Samtidig bliver der også lagt op til, at private koncerner fremover mere skal ind og tjene penge inden for vores velfærd, altså trække profit ud af børnehaver, plejehjem, måske endda skoler – og det eksperiment er jo prøvet før. Det er prøvet lige ovre på den anden side af sundet her med nogle forfærdelige konsekvenser til følge. Millioner af kroner røg til skattely, og skandale på skandale rullede inden for ældreplejen. Der var sågar ældre, der døde af sult på plejehjemmene, fordi der simpelt hen var for uuddannet og dårligt personale.

Så mit spørgsmål er egentlig bare: Hvad er Dansk Folkepartis holdning til det her, for Dansk Folkeparti sidder med de afgørende mandater? Vil Dansk Folkeparti være med til at lade private velfærdskoncerner, sådan som vi har set det i Sverige, komme ind og trække profit, altså skattekroner ud af driften af f.eks. børnehaver, plejehjem, skoler? Eller er det her, Dansk Folkeparti – ligesom vi så det med DONG – sammen med os vil sætte foden ned og sige, at nej, det er ikke den vej, vi skal?

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Vi har en meget lidt ideologisk tilgang til det der. Altså, vi har en meget praktisk tilgang, der handler om, hvad der ser fornuftigt ud, og hvad der ikke ser fornuftigt ud. Det er klart, at når vi kommer ind på såkaldt bløde områder, altså kommer ind på, at det handler om pleje og omsorg i forhold til mennesker, så er vi meget tilbageholdende med at tro på ideen om, at der kan komme store firmaer ind – måske kapitalfonde eller lignende – og lave forretning på det.

For hvad er det, der sker? Vi har jo set det konkret, vi har jo set eksempler på det. Hvad er det, der sker, når sådan et firma så går konkurs? Ja, det er, at den offentlige sektor skal skynde sig ind og rydde det hele op, og altså i virkeligheden at have en eller anden buffer stående klar. Hvis det f.eks. er inden for ældreplejen – det er jo helt oplagt at tage det som eksempel, fordi der har været kommuner, der har eksperimenteret med det – at et firma går konkurs, så skal kommunen jo ind og hjælpe de her ældre fra dag et. Kan man have sådan et apparat stående klar og så samtidig have et privat firma til at udføre arbejdet? Det er svært at tro på, at det er en god idé.

Jeg tror, at det altid har været sådan, at man hos park og vej i kommunerne, altså dem, der har med asfalt på vejene at gøre og sådan noget, aldrig nogen sinde har været i tvivl om, at det er fint, at det er private firmaer, der kommer og gør det, og så køber man ydelsen hos dem. Det viser bare, at man skal tage det her meget, meget praktisk og basere det på, hvad der lyder rigtigt, og hvad der bestemt lyder forkert.

Hr. Dragsted, værsgo.

Men én ting, der går igen, uanset om vi snakker velfærd eller service, er jo, at der er penge, der bliver ført ud, altså skatteyderkroner, som i stedet for at bruges til den opgave, der skal løses, bliver ført ud til f.eks. en kapitalfond eller aktionærer eller bare en ejerkreds. Det er jo forskellen mellem at have noget i offentlig drift og have det ovre i det private.

Men jeg er glad for den udmelding, der kommer fra hr. Kristian Thulesen Dahl. Jeg skal bare lige forstå: Betyder det, at hr. Kristian Thulesen Dahl kan garantere, at Dansk Folkeparti ikke kommer til at lægge stemmer til f.eks. obligatoriske måltal for udlicitering, der omfatter velfærdsområderne? Kan vi være sikre på, at det ikke bliver med Dansk Folkepartis stemmer?

Værsgo.

To ting. Det ene er, at der faktisk tidligere har været et ønske om at presse det her udliciteringsniveau fra kommunernes side så højt op, at vi vurderede, at man ikke kunne undgå andet, end at man skulle ind over ældreområdet for at kunne honorere det. Det sagde vi nej til. Det synes vi ikke var en god idé. Og det var, fordi vi kunne se, at man ville komme ind på de her bløde områder, altså udsatte mennesker, som vi ikke syntes man skulle forpligte kommunerne til at lave udlicitering på. Så det er vores holdning i forhold til det.

Det andet er, for lige også at lægge den der balance ind, at nogle altså kan tjene penge på noget. Hvis man har en park og man beder et privat gartnerfirma om at holde parken, ja, så kan det private firma jo tjene penge på det – det har vi jo ikke noget imod. Altså, det behøver jo ikke nødvendigvis at være kommunens egne folk, der går og holder den park. Det kan jo godt være et privat firma, og det er det jo også mange steder.

Det er bare for at sige, at så odiøst er det jo heller ikke, at der er nogle, der så kan tjene penge på den type ting. Men det afgørende er jo, hvad det er for noget i den offentlige sektor. Har det med mennesker at gøre? Altså, er det sådan noget, hvor man virkelig skal være påpasselig? Eller er det sådan mere de her hardcore ting, hvor man kan sige om en park, at hvis den ikke bliver passet i morgen, så finder vi nok ud af det, og så løser vi det nok?

Så er det fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg kunne i virkeligheden godt tænke mig at fortsætte lidt i det spor, der handler om at finde ud af, hvor Dansk Folkeparti står henne i forhold til den her nye fra-blå-til-mørkeblå regering, vi har fået, og derfor vil jeg gerne spørge lidt ind til det der med pensionsalderen. For der står jo i regeringsgrundlaget, at regeringen har et ønske om at sætte pensionsalderen op for at finde nogle penge, som så skal bruges – må vi gå ud fra, når vi læser regeringsgrundlaget – til skattelettelser. Og i den forbindelse kunne jeg godt tænke mig at høre, om Dansk Folkeparti står fast på, også her efter at der er dannet en regering, at Dansk Folkeparti ligesom Socialdemokratiet ikke ønsker at indgå en aftale med regeringen om at hæve pensionsalderen i Danmark.

Værsgo.

Altså, vi har nøjagtig den samme holdning til spørgsmålet om pensionsalder, som vi havde, før det blev en udvidet regering. Og jeg tror også, vi havde lejlighed til at sige, at vi i virkeligheden har rodet ved folks pensionsalder både i 2006 i forbindelse med den store velfærdsaftale, og da den blev justeret i 2011, i forlængelse af at vurderingen var, at danskerne levede længere. Vi synes simpelt hen, man skal være varsom med, hvor ofte man kommer tilbage. Altså, danskerne har jo svært ved i dag overhovedet at forholde sig til, hvornår deres pensionsalder er.

Så skulle man nu ikke skabe lidt ro og fred omkring det her og så i højere grad koncentrere sig om, om man kan få seniorer, der er fit for fight, og som faktisk godt kan, motiveret til at tage en tørn til på arbejdsmarkedet. Det tror jeg vil være fint, hvis man kan det. Men så er det jo en positiv historie for alle, i stedet for at man tvinger pensionsalderen højere op i forhold til det, der allerede er vedtaget, og dermed også tvinger nogle mennesker til at blive på arbejdsmarkedet, som faktisk er nedslidte og bør have mulighed for at træde af.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det er jo et svar, jeg er rigtig glad for at høre, for det betyder, at regeringen ikke har flertal bag den del af sin politik. Og det er i virkeligheden en af de dele af regeringsgrundlaget, som jeg er allerallermest bekymret for. Men det betyder så også – hvis jeg sådan skal samle lidt op på, hvad der er svaret indtil nu – at Dansk Folkeparti ikke står bag den helt centrale ramme for, hvad den økonomiske politik skal være, nemlig væksten i den offentlige sektor. Dansk Folkeparti står ikke bag de ting, der bliver talt om, i forhold til udliciteringer, som regeringen lægger op til, og Dansk Folkeparti står ikke bag den del, der handler om pensionsalderen. Dansk Folkeparti står ikke bag ideen om forringelser i velfærden. Det er altså noget, der selvfølgelig glæder mig som socialdemokrat.

Men på en eller anden måde kan jeg ikke lade være med tænke på, hvad det egentlig er, Dansk Folkeparti så står bag. Altså, det er trods alt Dansk Folkeparti, der er årsag til, at vi har den regering siddende, der sidder lige nu. Dansk Folkepartis formand står på talerstolen og siger, at Dansk Folkeparti gerne vil have en social balance. Jeg synes måske ikke, det her fra blåt til mørkeblåt er et udtryk for en social balance. Så måske kunne formanden for Dansk Folkeparti svare på, hvad det så egentlig er, der er hele ideen med, at Dansk Folkeparti står bag regeringen.

Tak for det. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, jeg havde egentlig tænkt mig bare at sige, at det var en fin opbremsning, men nu var der så et tillægsspørgsmål.

Jamen det handler om, at Dansk Folkeparti kan få indflydelse på den politik, der bliver ført, og vi står da i en væsentlig bedre situation med den her regering og os som parlamentarisk grundlag, end hvis vi havde en anden regering, der kiggede til SF, Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Alternativet. Nu kommer de partier jo på talerstolen her senere, og når det har udfoldet sig, hvad de partier mener, så tror jeg godt, man kan se forskellen. Og så tror jeg, man kan forstå, hvorfor Dansk Folkeparti ikke synes, at vi skal have – havde jeg nær sagt, i citationstegn – den side af Folketingssalen til at regere.

Jeg glæder mig over, at Socialdemokratiet på visse områder siden folketingsvalget i sommeren 2015 har flyttet sig, og det vil jeg gerne kvittere for, og jeg ser også frem til, at vi kan samarbejde om en lang række ting. Men jeg må også bare sige, at der er fire partier omkring Socialdemokratiet, som vil noget diametralt modsat på en række afgørende områder, og så kan man jo selv vurdere, om man tør overlade til den kreds af partier at sætte kursen for Danmark.

Tak for det. Fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg vil også gerne følge op på noget af det med den sociale balance. Der blev tidligere spurgt til, at vi i de her dage er i gang med til at behandle et lovforslag, som betyder, at der bliver skåret ned på ydelsen til unge på produktionsskolerne, og det lægger Dansk Folkeparti jo stemmer til. Produktionsskolerne er nogle af dem, der virkelig hjælper unge, som har sociale problemer med i bagagen, med at komme igennem og måske komme ind og få mere uddannelse og ud i job senere. Så jeg vil gerne spørge ordføreren en gang til: Hvad er det rimelige, hvad er det fornuftige i at spare så markant på produktionsskoleydelsen?

Værsgo.

Jeg vil bare lige sige som det første, at man kan få det indtryk, når man følger debatten, at nu er der ikke længere nogen ydelse til unge, der går på produktionsskole. Det er jo ikke rigtigt. Altså, der er også en ydelse fremover. Det bliver for dem over 18 år i højere grad sammenligneligt med dem, der er i SU-systemet. For dem under 18 år er der en ydelse, som der ikke er til dem, der går på en ungdomsuddannelse i øvrigt. Og det er derfor, jeg tror, at produktionsskolerne også har en fremtid i vores uddannelsessystem, og at de fortsat vil kunne hjælpe mange af de unge, som er i en lidt sårbar situation, videre i systemet, måske med 1 års ophold på en produktionsskole. Det tror jeg fortsat de vil kunne, og jeg tror, det vil fungere.

Men jeg vil også gerne love her i dag, at vi vil følge det meget tæt, for det er vigtigt for os, at der er steder i vores uddannelsessektor, hvor man kan hjælpe folk, som ikke lige sporenstregs kan gå den lige vej. Og der er produktionsskolerne et element i det.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Det er de nemlig, og derfor går vi i Radikale Venstre også rigtig meget op i, at de her unge bliver på produktionsskolerne og ikke falder ud, hvor jo så alternativet for dem er at komme på kontanthjælp.

Så vil jeg gerne spørge hr. Kristian Thulesen Dahl her: Hvis det bliver sådan – når nu hr. Kristian Thulesen Dahl siger, at Dansk Folkeparti vil følge det tæt – at færre unge fremover kommer på produktionsskole, eller at de falder ud og kommer på kontanthjælp, vil hr. Kristian Thulesen Dahl så være med til at ændre på dette?

Værsgo.

Altså, vi laver ikke om på noget og tænker, at nu er det bare løst; nu lægger vi det til side; nu skal vi ikke kigge på det længere. Vi ved udmærket godt, at det her selvfølgelig er et område, vi skal have fokus på. Specielt fremover, når man laver om på nogle ting, skal man holde øje med, hvad der kommer til at ske, og det er klart, at hvis det har en utilsigtet effekt, er vi parate til at tage det op igen. Det siger sig selv.

Jeg vil bare sige, at udgangspunktet jo ikke er, at nu afskaffer man ydelser til unge på en produktionsskole. Det er et spørgsmål om, at vi korrigerer niveauet for det, og det er også derfor, jeg tror, det vil kunne fungere. Men selvfølgelig er der tilsagn om, at vi vil følge det tæt fremover.

Tak for det. Så er det hr. Naser Khader, Det Konservative Folkeparti.

Jeg vil gerne spørge lidt til udenrigspolitikken og Putin. Hvad er Dansk Folkepartis holdning til Putin? Er han en kommende allieret?

Ordføreren.

Nej, jeg tror, det er så meget sagt at sige, at han er en kommende allieret. Den russiske præsident laver meget skidt, og han skal bestemt kritiseres sønder og sammen for alle de ting, som man med rette kan kritisere ham for. Der er jo mange ting, som han må acceptere kritik af. Det, som har været diskussionen, og som er en relevant diskussion, er selvfølgelig, hvordan man bedst formår at få påvirket det, der sker i Rusland, og det, der sker omkring Putin. Der er det klart, at det er en diskussion, om de sanktioner, vi har lavet, fremmer sagen, eller om de i virkeligheden får russerne til at trække sig mere sammen omkring Putin – det er der jo noget der tyder på – så vi i virkeligheden får modarbejdet den dialog, som vi ellers burde kunne have med russerne, om, hvordan man bør agere i verden, så vi får løst mange af de kriser, der er. Det er jo nødvendigt at diskutere med Rusland, f.eks. i forbindelse med forholdene i Syrien. Man bliver nødt til at have en dialog med russerne. Der spænder man ben for sig selv, er vores synspunkt, ved den måde, man gør det på i dag. Men det har ikke noget at gøre med, at man selvfølgelig skal kritisere Putin og russerne for det, de bør kritiseres for.

Værsgo til hr. Naser Khader.

Det er jeg glad for at høre, for jeg citerede ordførerens forsvarsordfører, der på et tidspunkt var ude at sige, at Putin er en kommende allieret, og at EU udgør en større trussel for Danmark end Putin. Er hr. Kristian Thulesen Dahl enig med sin egen forsvarsordfører i det?

Ordføreren.

Jamen jeg synes, at man skal forholde sig til det, det drejer sig om. For når vi taler om krisen i Syrien, er russerne en allieret i kampen mod Islamisk Stat, og her er de en vigtig part. Hr. Naser Khader vil jo understrege, at de også gør en masse andet, som så er skadeligt, i forhold til præsident Assad, men de er jo en allieret i det her spørgsmål. Derfor handler det om, hvad vi taler om. Det er også derfor, at jeg synes, at vores forsvarsordfører har været befriende i sin udmelding for at få sat den her debat i gang, nemlig om det er rigtigt, at vi i forhold til russerne kører, som vi gør; at vi forsøger at isolere dem med sanktioner. Man kunne også spørge: Hvis det er det, man mener i det danske Folketing, og hvis det er den måde, man håndterer udenrigspolitik på, hvorfor laver man så ikke sanktioner over for Kina? Der er præmissen en fuldstændig anden, nemlig at dialog, samarbejde, erhvervsfremme og ting og sager er det, der skal fremme, at kineserne ændrer retning på de områder, som vi synes at de skal ændre retning på.

Tak. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. TV 2 har netop vist afsløringer om forholdene på plejehjemmene rundtomkring i landet: våde bleer, urimelig lang ventetid på toiletbesøg, aflysning af bade, ingen mulighed for frisk luft. Det er simpelt hen hjerteskærende, hjerteskærende ringe efter min mening. Regeringen har udpeget en ældreminister, som vist gerne vil markere sig på området for ældrepleje. Men antallet af ældre, der skal have pleje, vokser meget hurtigt, hvis vi bare skal fastholde et minimum af hjælp i forhold til den, de får i dag. Så skal der tilføres milliarder. Der skal tilføres 1 mia. kr. hvert eneste år i mange år frem. Med lavvækst i velfærdsudgifterne på 0,3 pct. om året er der udsigt til endnu ringere vilkår i ældreplejen. Og der er meget langt til en værdig ældrepleje.

Mit spørgsmål til Dansk Folkeparti er: Vil Dansk Folkeparti være med til at garantere, når den her valgperiode er slut, at der er tilført flere penge pr. ældre og ikke færre penge pr. ældre end i dag?

Værsgo.

Man kan bedømme os på det, der foreløbig er sket. Vi havde folketingsvalg sidst i sommeren 2015. Der er lavet finanslov for 2016 og for 2017, mens vi nu holder den her debat. I år etablerede vi jo den her værdighedsmilliard til kommunerne, som er et beløb, der kommer i de kommende år til kommunerne. Det inkluderer, at man skal definere, hvad værdig ældrepleje er, så vi har noget at stille kommunerne til ansvar for. I finansloven for 2017 er der sat godt 800 mio. kr. , altså over trekvart milliard kroner, ekstra af til primært at sikre, at de ældre, der ikke selv kan sørge for mad, stadig væk får et ordentligt, nærende måltid mad. Vi taler om, at maden først rigtig er sund og god, når den kommer ned i maven. Det nytter jo ikke noget, at den bare ligger på en plastiktallerken foran den ældre. Det skal gøres attraktivt og interessant og til en nydelse at spise ens måltid. Det ligger der en masse kvalitet i. Det er vigtigt. Så er der det her klippekortsystem, som skal give de ældre, der ikke kan selv, større ret til selv at definere, hvilken hjælp man vil rekvirere. Det giver også større værdighed for den ældre, at man ikke er ladt i stikken, men selv kan definere, hvad man har brug for. Så på den måde kan man måle og veje og se, at vi rent faktisk gør det, vi har sagt. Vi kæmper for bedre vilkår for de ældre.

Værsgo, fru Kirsten Normann Andersen.

Med hensyn til 0,3 pct. vækst om året vil jeg sige, at vi jo er i en situation, hvor vi ved at flere og flere ældre betyder, at der er flere, der skal deles om det samme for få penge. Vil Dansk Folkeparti være med til at garantere, at vi på finansloven næste år får tilført en ny værdighedsmilliard, som minimum?

Værsgo.

Altså, værdighedsmilliarden er jo et beløb, der kommer i år og de kommende år til kommunerne, samtidig med at vi forpligter dem til at definere, hvad værdighed forstås som i deres kommune. Det er jo for at kunne konfrontere dem med det, da det også skal give en mere værdig ældrepleje.

Det er vores ambition i Dansk Folkeparti, at vi fortsat, altså år for år, sikrer flere midler til ældreområdet. Vi deler fuldstændig spørgerens synspunkt om, at hvis man skal kunne følge med, når der kommer flere ældre og desværre også flere demente, der får brug for hjælp, så skal der også være ressourcer til rådighed. Så det er en kombination af på den ene side at definere, hvad der er værdig ældrepleje, og hvordan vi sikrer, at den rent faktisk finder sted ude i den enkelte kommune, på det enkelte plejehjem, over for den enkelte ældre, og på den anden side selvfølgelig også at anerkende, at det også koster nogle penge, at der skal være nogle hænder, der hjælper den enkelte ældre. Og de penge skal vi være parate til at sætte af.

Tak for det. Så er der ikke flere spørgere.

Så vil jeg udsætte mødet til kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 11:53).

Klokken er 13, så vi fortsætter debatten, og den første ordfører, der får ordet, er hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre.

Tak for det, formand. Som forældre lærer vi vores børn at have ambitioner, og vi lærer dem, at det er godt og at det er nødvendigt at have ambitioner. Vi opmuntrer dem, fra det øjeblik de prøver at sætte sig op første gang. Vi viser dem, at vi tror på dem. Vi følger dem på sidelinjen af håndboldbanen, vi prøver at holde dem til ilden – nogle måske lige lovlig ihærdigt og højlydt, men dog. Vi følger dem i skolen, hvor vi fortæller dem, at det er vigtigt at være ambitiøs, at det er vigtigt at gøre sig umage. Vi fortæller dem, at hvis de gerne vil være dygtige til noget, skal de først og fremmest ville det og sætte sig nogle mål. Det gælder, uanset hvad vores børn måtte drømme om at bruge deres liv på. Hvis man vil blive dygtigere til noget, må man være ambitiøs, ikke på grund af de kortsigtede resultater, som man mere eller mindre begejstret kan læse i karakterbogen, men på grund af de muligheder, som bliver holdt åbne på lang sigt. At være ambitiøs og stille krav er derfor en god indstilling at have til mange af livets udfordringer fra vugge til grav, og det gælder også her. Det gælder også i politik.

Det er vores pligt som politikere at være ambitiøse, at have ambitioner på vegne af Danmark, og det er nødvendigt i en verden, hvor intet land, heller ikke vores, selv om det er både gammelt og yndigt, kan tage sin velstand, sine arbejdspladser og sin velfærd for givet. Der er mange, der har spændende bud på, hvad fremtiden byder på, og hvad fremtidens næste store ting bliver: disruption, big data, internet of things og alle de andre engelske udtryk, der i sig har potentialet til at forandre måden, vi lever på, og giver os nye muligheder for at gøre Danmark bedre. Og de virksomheder og organisationer, som fortæller om tingene, er alle sammen enige om én ting, nemlig at de lande, som er effektive, omstillingsparate og ambitiøse og derfor kan omfavne den udvikling, vil vinde i det 21. århundrede. De lande, som ikke er det, vil tabe. Jeg ved ikke, hvad det næste store bliver, men jeg ved, at Venstre har en ambition om, at Danmark skal være stedet, hvor det hele er muligt. Vi skal ikke være passive tilskuere til udviklingen. Vi tør gå forlæns ind i fremtiden, men det kræver, at vi udviser rettidig omhu, og det kræver, at vi har de her høje ambitioner nu.

Ambitioner er jo det gennemgående tema i det nye regeringsgrundlag. Vi vil gøre Danmark til et friere, rigere og tryggere land for vores børns skyld, for Danmarks fremtids skyld og for de muligheders skyld, som det fører med sig. Vores ambition om, at Danmark skal være 80 mia. kr. rigere i år 2025, har vi jo ikke på grund af velstanden i sig selv, for det er bare et tal. Det er langt vigtigere, hvad vi kan gøre, hvis Danmark bliver rigere. Øget velstand betyder, at vi som nation også om 10, 20 og 30 år kan tilbyde hinanden den bedste medicinske behandling, at også vores ældre kan få en værdig ældrepleje, og at også vores unge kan vokse op i et samfund med alle de muligheder, som min egen generation voksede op med og måske nogle gange i lidt for høj grad tog for givet.

Vi vil også øge beskæftigelsen med 55.000-60.000 mennesker. Og hvorfor er det nu, at det er så vigtigt? Det er – igen, vil jeg sige – vigtigt på grund af de muligheder, som en øget beskæftigelse giver os på lang sigt. En øget beskæftigelse betyder nemlig, at flere danskere bliver en del af det arbejdende fællesskab. Det er godt for den enkelte, som oplever en større værdighed, en større frihed og en større mening med tilværelsen. Men det er også godt for Danmark som samfund, fordi vi så kan bruge færre penge på passiv forsørgelse og flere penge på at styrke vores kernevelfærd og på at gøre vores virksomheder mere konkurrencedygtige.

Nu er det her jo, kan man sige, den anden åbningsdebat i det her halvår, så vi er efterhånden ved at være inde i rutinen. Folketingets forretningsorden er jo sådan, at nu vil jeg blive ramt af en lavine af spørgsmål, hvilket jeg på en eller anden bizar vis glæder mig til, for jeg håber på, at jeg har nogle svar på de spørgsmål. Det får mig til at tænke på tv-quizzen Jeopardy, som indledes med ordene: Det er mig, der har svarene, det er jer, der stiller spørgsmålene. Sådan er det nogle gange at være politisk ordfører i Venstre. Jeg forventes at have alle svarene, og jeg skal hilse og sige, at I har alle spørgsmålene, og det er sådan set fint nok. Det er måske i virkeligheden bedst på den måde.

Nogle gange kunne jeg dog ønske, at oppositionen og i særlig grad Danmarks største parti, Socialdemokratiet, ville lade sig inspirere lidt og bare en gang mellem løfte sløret for, hvad det er, man går og pusler med bag de lukkede døre. For det er vel ikke bare brok og grufulde floskler om lempelser til de allerrigeste betalt med gråd og tænders gnidsel, selv om jeg næsten føler, at jeg ikke har hørt på andet i det seneste års tid. Er der ikke også nogle svar at komme efter hos Danmarks største parti? F.eks. svar på, om Socialdemokratiet har en vækstmålsætning, og i bekræftende fald, hvad den er; om man ønsker balance på de offentlige budgetter i 2020 eller 2025; om man vil tilbagerulle integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet; om man vil forhøje udviklingsbistanden; og i tilknytning til og afledt af alle de spørgsmål svar på, hvor pengene skal komme fra. For Socialdemokratiet har jo end ikke besværet sig med at fremlægge et finanslovsudspil her i år, og det er altså ikke godt nok, kære venner. Jeg forstår godt behovet for at gå og være lidt hemmelighedsfulde her op til jul, men det kunne være rart at vide, hvor langt jeres ambitioner rækker, hvis I har nogen.

Jeg glæder mig til resten af debatten i dag. Jeg glæder mig over, at vi stadig har en regering, der tør have ambitioner, jeg glæder mig til jul, og med den glæde har jeg en ambition om at svare på de spørgsmål, jeg måtte få, efter bedste evne. Men jeg vil så også forbeholde mig retten til at afkræve nogle svar fra dem, der bare kritiserer og kritiserer. Og klare svar fra oppositionen kunne næsten være den bedste julegave, jeg kunne få i år. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en byge af spørgsmål. Den første, der får ordet, er hr. Nicolai Wammen, Socialdemokratiet.

Tak for det, og også tak til Venstres politiske ordfører, som er i julegavehumør, og det er jo altid dejligt.

Som ordføreren også var inde på, er det jo bare et par måneder siden, vi var her sidst til en åbningsdebat, og ved den lejlighed meldte statsministeren på Venstres vegne, at der var brug for en offentlig vækst på 0,5 pct. Det lød sådan:

Vi vil give mulighed for, at de offentlige serviceudgifter kan stige med 0,5 pct. om året i gennemsnit fra nu og til 2025. Det er betydelig mere, end vi gik til valg på, men det er nødvendigt.

Vi lader den lige stå et øjeblik – men det er nødvendigt. Så mit enkle spørgsmål til den politiske ordfører for Venstre, som føler sig lidt som en jeopardyvært her i dag, er: Hvad er det, der har ændret sig på 2 måneder, som gør, at det nu ikke længere er nødvendigt med de 0,5 pct., men man kan nøjes med 0,3 pct.? Det svarer til mere end 8 mia. kr. om året. Hvad er det, der på 2 måneder har gjort, at man kan spare 8 mia. kr. på den offentlige sektor, mens det for kort tid siden var helt nødvendigt, at det var et andet tal?

Ordføreren.

Jeg vil lige gå i rette med den sidste bemærkning fra hr. Nicolai Wammen om at spare penge. Altså, når man øger forbruget, sparer man ikke noget – plus 0,3 pct. er dog stadig væk plus. Det, der har ændret sig, er jo det, jeg talte om i min tale. Det er ambitionerne. Det er de ambitioner, der gør, at vi lægger op til en vækst på 0,3 pct. – og nu skal hr. Nicolai Wammen notere – plus de reformer, som vi mener er nødvendige, som vi mener der er behov for, fordi det jo vil give råd til alle de ting, som vi også lægger op til i regeringsgrundlaget; nogle reformer, som Socialdemokratiet, da de sad i regering, var meget begejstret for, og som hr. Bjarne Corydon, da han var finansminister, lagde op til at man ville videreføre, hvis man havde fortsat i regering, hvilket man heldigvis ikke gjorde, men nogle reformer, som man jo var glad for hos Socialdemokraterne, og som man nu har mulighed for at få indflydelse på og være med til. Det er sådan set en udstrakt hånd til et samarbejde.

Hr. Nicolai Wammen.

Jeg må sige, at hr. Jakob Ellemann-Jensen for mig lyder lidt som en jeopardyvært, der er løbet tør for præmiepenge, for det, der er udfordringen her, er jo, at den politiske ordfører for Venstres statsminister for bare 2 måneder siden sagde, at det var nødvendigt, for at tingene kunne hænge sammen, at der var de her 8 mia. kr. mere end det, den nye regering lægger op til. Når man kigger ud over Danmark, tror jeg, man vil se, at det, der optager mange mennesker ud over det, at vi har fået en ny regering, er, hvad vi ser på ældreområdet, hvor folk sidder i deres egen urin og ikke kan få en værdig pleje; at det er en læge, der har sagt op på et sygehus. Derfor vil jeg bare spørge: Synes Venstres politiske ordfører, at der er mindre brug for, at vi investerer i velfærdssamfundet i dag, end der var for 2 måneder siden?

Tak. Så er det ordføreren.

Nej, det synes jeg bestemt ikke. Jeg vil lige sige, at statsministeren ikke kun er min statsminister. Det er vores, det er vores alle sammens statsminister.

Så vil jeg sige, at ældreområdet, som hr. Nicolai Wammen fremhæver, jo er et eksempel på et sted, hvor man har tilført flere midler, og de historier, som er kommet frem i de seneste dage, som jeg også synes er helt forfærdelige, og som vi jo ikke nogen af os ønsker for vores pårørende, viser jo, at det ikke kun handler om penge. Det handler også om ledelse, det handler også om, hvordan man gør tingene de enkelte steder, og det synes jeg egentlig vi skal være dygtigere til. Derfor lægger vi jo også op til en ledelseskommission i regeringsgrundlaget.

Så er det fru Pernille Skipper.

Tak for det. Jeg hørte hr. Jakob Ellemann-Jensen senere sige, at det at få flere i beskæftigelse var en forudsætning for, at vi kunne have velstand og velfærd, og det er jo rigtigt. For det første skal man så sørge for, at man reelt får mennesker i arbejde og ikke bare laver tomme løfter og trykker dem på deres kontanthjælp. Derudover skal man jo så også vælge at bruge den velstand på mere velfærd. En forudsætning for, at vi får bedre velfærd, er altså, at vi træffer et politisk valg om at ville gøre det. Og det kan godt lyde lidt på hr. Jakob Ellemann-Jensen, som om at det er sådan et valg, man vil træffe senere, men det er altså et valg, som vi skal træffe nu.

Et af de steder, hvor vi virkelig har behov for at træffe det valg, er på fødegangen. Vi har lige set en klinikchef fra Rigshospitalet forlade sit arbejde, fordi han simpelt hen ikke kan være i det mere. Der er ikke bare skåret igennem huden eller igennem senerne, der er skåret ind i knoglen. Og han bliver bakket op af jordemødre og i øvrigt chefer på alle mulige andre afdelinger, fordi der er et produktivitetskrav på 2 pct. hvert eneste år. Så mit spørgsmål er: Hvornår har vi nået den fysiske grænse for det produktivitetskrav, og hvornår kommer vi dertil, at Venstre faktisk træffer et valg om velfærd?

Ordføreren.

Jeg er nødt til lige at imødegå den fejlslutning, som fru Pernille Skipper mere eller mindre bevidst træffer her, for sandheden er jo den, at der er kommet flere penge pr. fødende, også på Rigshospitalet. Dermed ikke sagt, at det er godt nok, for vi skal jo lytte, når en så kompetent mand siger: Det her kan jeg ikke holde til mere. Så er det jo tegn på, at der er noget galt i den socialdemokratisk ledede Region Hovedstaden. Det er jo sådan set et meget, meget tydeligt råb om hjælp og et råb om, at vi skal og kan gøre tingene bedre. Jeg tror altså ikke på, at penge alene er løsningen på noget som helst her i tilværelsen. Og til det her med at sige, at man vil have flere penge til dette og hint, vil jeg sige: Jamen for pokker da, det vil vi også. Vi vil bare gerne skaffe dem først, og det gør vi, ved at flere mennesker kommer i arbejde og betaler skat til vores fælles velfærd.

Fru Pernille Skipper.

En af grundene til, at hr. Jakob Ellemann-Jensen kan trylle med tallene på den måde, er jo, at der er sket det, man kalder en opgaveglidning, og det betyder, at de jordemødre, der løber rundt på gangene i dag, varetager langt, langt flere opgaver, end de gjorde tidligere. Man kan godt pege på nogle teoretiske tal, men virkeligheden er jo, at de passer mange fødende på én gang, at vi har familier, der bliver sendt hjem, få timer efter de har født, også selv om de ikke er trygge ved det, og at det ikke bare er en enkelt eller to jordemødre, men rigtig mange, som har forladt det offentlige og er gået over i det private, fordi de ikke kan være i det i forhold til fagligheden. Så jeg vil bare spørge: Hvornår er det så, at der er kommet så meget beskæftigelse, at Venstre rent faktisk begynder at satse på den der velfærd, de lover vil komme?

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jamen det her illustrerer sådan set for mig – og det tror jeg egentlig godt vi kan blive enige om, hvis vi fjerner al polemikken om det, at vi vil noget forskelligt – at ledelse betyder mere, end penge gør, og at ledelse er vigtigt, og at en ledelseskommission er en god idé. Jeg tror også, det var derfor, fru Mette Frederiksen nævnte den i sin tale på Socialdemokratiets kongres, altså at der skal gøres noget ved ledelsen, at vi skal gøre op med det her regeltyranni og vi skal sætte folk fri. Jeg tror faktisk det betyder noget, og derfor skal vi tage det som et råb om hjælp, når en så kompetent og erfaren mand tager sit gode tøj og går sin vej.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak. Nu diskuterer vi jo, på baggrund af at der er kommet en udvidet regering og et nyt regeringsgrundlag osv., og vi har selvfølgelig alle sammen læst regeringsgrundlaget igennem med stor interesse, og der er en enkelt ting i det, som jeg godt kunne tænke mig at få hr. Jakob Ellemann-Jensens uddybning af, og det er det punkt, der handler om et nyt asylsystem. For der står der, at regeringen vil arbejde for et system, hvor man skal søge om asyl fra et tredjeland frem for ved de europæiske landes grænser, og at vi skal væk fra et system, der giver fortrin til asylansøgere, som har penge og kræfter, og som understøtter menneskesmuglernes kyniske forretningsmodel. Jeg ved ikke, om hr. Jakob Ellemann-Jensen kan løfte lidt af sløret for, hvordan man har tænkt sig sådan et nyt asylsystem. For det er jo i hvert fald klart, at det er et af de afsnit i regeringsgrundlaget, der sådan har Dansk Folkepartis særlig store bevågenhed, altså i forhold til hvordan vi kan arbejde videre med at komme væk fra det her med asylshopping, hvor man kan vandre rundt i de europæiske lande og se, hvor man vil søge asyl, og hvor vi ikke har styr på tingene. Så jeg er meget interesseret i at høre, om der kan siges noget lidt mere uddybende om det her punkt.

Ordføreren.

Nu er det ikke vanvittig overraskende for mig, at det her punkt har vakt Dansk Folkepartis opmærksomhed. Der er også et andet afsnit, der handler om Europa, som jeg også tror man vil synes er interessant, og når jeg nævner de to ting sammen, er det jo, fordi det hænger sammen. For det her udtrykker igen en ambition på regeringens vegne, en ambition, som Danmark ikke kan sætte i søen alene. Det er jo ikke noget, vi selv kan løbe ud med og få forandret i hele verden, men det er en ambition, som vi skal søge at få opfyldt med ligesindede lande. Det, som vi har set i de seneste par års i bedste fald kaotiske flygtningesituation, er, at noget af det, der virker, er at ramme menneskesmuglerne på deres pengepung og på deres forretningsmodel, og det vil sådan et nyt asylsystem, hvor man fjerner en anden gren af menneskesmuglernes forretningsmodel, jo også kunne bidrage til. Og det vil mindske presset, er håbet og ambitionen, på Europa og på Danmark.

Værsgo, spørgeren.

Ja, det at fjerne grundlaget for menneskesmuglerne er jo en helt rigtig ambition at have. Men det er klart, at der, hvis man fjerner grundlaget for menneskesmuglerne, ved at man siger, at folk bare kan blive fløjet ind med et charterfly fra et tredjeland til Danmark, kan man sige, ikke er nogen grund til at have menneskesmuglere. Så det er jo et spørgsmål om, hvem der har ret til at få asyl i Danmark. Det her universelle flygtningebegreb, som gør, at man, fordi man kommer fra et land, så har ret til at lande et helt andet sted i verden, og man så i princippet har asylret, og hvor man altså på den måde, før man når frem til det land, man så vil søge asyl i, alligevel må komme over mange landegrænser, er jo der, hvor nogle af os spørger, om man så egentlig ikke er migrant i det pågældende område frem for at være flygtning. Altså, er man ikke flygtning i nabolandet, f.eks. i Libanon, eller hvor man nu måtte være flygtet hen, og er det så ikke primært der, hjælpen skal være, og ikke ved at folk eksempelvis bliver flyttet til Danmark?

Ordføreren.

Vores ambition går selvfølgelig på at få færre asylansøgere. Men et meget stort antal af de mennesker, som bevæger sig ud på de skibe, som menneskesmuglerne bruger til at fragte folk over Middelhavet, er jo netop migranter. Det er mennesker, som af forståelige grunde søger sig en bedre tilværelse et andet sted i verden end der, hvor de bor, der, hvor de kommer fra, og hvis man fjerner denne mulighed allerede der, så er der altså også en mulighed for, at der ikke går lige så mange menneskeliv tabt i Middelhavet, som vi har set det i de seneste par år, altså mennesker, som af helt forståelige grunde søger en bedre tilværelse for dem selv og for deres børn.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Tak. Jeg kan lige starte med at sige til ordføreren, at vi skam har planer fra Alternativets side, og de kan findes på vores hjemmeside, og der er også et finanslovsforslag. Jeg blev rigtig glad, da jeg så regeringens ministre, og jo specielt over, at der faktisk er en fremtidsminister, som ganske vist ikke er udpeget af statsministeren, men af sig selv, og det synes jeg jo er rigtig, rigtig interessant i forhold til fremtidens uddannelsessystem, som vi burde have rigtig meget fokus på. Når vi nu snakker fremtid, er det jo også en fremtid, hvor vi ikke nødvendigvis kender behovene hundrede procent. Og derfor tror vi på, at der virkelig er et behov for et opgør med den her meget lineære uddannelsestænkning, hvor man går skridt for skridt, men at man måske også skulle kunne blande sine uddannelser mere i fremtiden. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om det er nogle tanker, ordførerens parti deler, altså det her med, at fremtidens uddannelse også er noget, man som ung selv sammensætter, når man er i gang med sit forløb.

Ordføreren.

Det er jo helt rigtigt, at vi ikke kender fremtiden, og det er derfor, vi har et ambitiøst regeringsgrundlag, som siger: Lad os nu polstre Danmark bedst muligt, så vi kan imødegå det og omfavne den fremtid, som kommer, uanset hvordan den ser ud. I forhold til uddannelsesområdet er det egentlig min oplevelse, at uddannelsesinstitutionerne faktisk er ganske gode til at følge med og til at udvikle uddannelserne, både nye uddannelser, men også allerede eksisterende uddannelser, og til at lade nye uddannelsesinstitutioner opstå, som behovene opstår undervejs. Der er jo mange kombinationsuddannelser på de forskellige universiteter i Danmark – jeg har selv en af dem – og det tror jeg sådan set er glimrende og udmærket. Og det tror jeg egentlig at universiteterne er bedre til end ordføreren og jeg.

Spørgeren.

Ligesom vi deler ambitionen om at sætte den offentlige sektor mere fri og vi ser på tillid, så tror jeg også, det handler om at sætte de studerende mere fri. Vi har jo gennem de sidste mange år indskrænket mulighederne for at gå i gang med en uddannelse og vælge videre på andre fag og på andre niveauer med en fremdriftsreform og nu også med et loft over, hvor mange uddannelser man kan tage, og vi har jo en uvis fremtid, hvor der skal findes nye innovative løsninger. Så synes ordføreren i det mindste ikke, det måske kunne være en idé at se på, hvordan det er, vi blander ånden og hånden, og at man kan arbejde med håndværksfag, og at man kan arbejde akademisk, og at vi ser lidt mere cirkulært på uddannelsessektoren, altså har tillid til de studerende og sætter de studerende fri i lige så høj grad som universiteterne og underviserne?

Ordføreren.

Jo, jeg deler sådan set ambitionen et godt stykke af vejen, men jeg tror simpelt hen ikke, at dobbelt uddannelse er løsningen på den udfordring. Det er jo noget, som vi har drøftet her i de seneste par dage: Skal man have ret til på samfundets regning og med mere SU osv. at tage endnu en uddannelse, fordi man valgte forkert eller noget andet i første forsøg? Der er det, jeg siger, at man, hvis ens uddannelse er blevet forældet, jo skal have mulighed for at tage en ny. Men hvis man har valgt forkert og synes, at man interesserer sig for noget andet, så synes jeg egentlig, det er rimeligt nok, at man ikke bare i udgangspunktet på samfundets regning kan tage endnu en uddannelse. Vi har det mest generøse uddannelsessystem i verden, og det skal vi holde fast i.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Der er kommet en ny regering og et nyt regeringsgrundlag og tillykke med det, men der er også nogle ambitioner, der er fastholdt. Jeg kan læse mig til ambitioner om at sænke skattetrykket også i det nye regeringsgrundlag. Det var der jo også i det tidligere. Kan ordføreren ikke redegøre for, hvad målet her er? Når nu den nye regering bliver klar til at fremlægge en ny helhedsplan, eller hvad man nu vil kalde den, bliver der så afsat konkrete midler til den?

Ordføreren.

Man vil nok vælge at kalde den noget andet end en helhedsplan, for det virker så fjollet – vi kan kalde den toeren. Men vi har en ambition om at sænke skatten på arbejde for helt almindelige danskere, sænke den i bunden, så det bedre kan betale sig at arbejde. Det er jo et mantra, som vi har løbet rundt og sagt både i valgkampen og under den tidligere regering, og som vi også gentager nu. Vi ønsker, at der skal være en forskel for dem, der går på arbejde. De skal have mere med hjem til sig selv.

Så har vi også en ambition om, at der skal være færre, der betaler den meget omtalte topskat. Og alt det her vil regeringen jo lægge en plan frem om. Nu er regeringen kun en uges tid gammel. Det lægger regeringen en plan frem for her til næste år, og der er jeg helt sikker på, at fru Sofie Carsten Nielsen vil blive begejstret og glad og støtte op om den og komme med kloge og dygtige input.

Spørgeren.

Det var ikke mange mål, ordføreren der redegjorde for, men jeg går ud fra, at nogle af målene med at sænke skatten er, at det faktisk får flere mennesker i job, vækst i Danmark, nye muligheder for flere mennesker. Så vil jeg spørge ordføreren, om ikke også uddannelse og forskning og investeringer i uddannelse og forskning giver flere muligheder til flere mennesker, og om ikke der er en sandsynlighed for, at regeringen faktisk vil prioritere uddannelse og forskning i det her regeringsgrundlag, som kommer snart, for sidst, jeg tjekkede efter, stod jeg nede på slotspladsen, og der stod der elever med banneret: Det skal kunne betale sig at arbejde, og det synes jeg egentlig var så utrolig fornuftigt af dem. De efterspurgte flere investeringer i uddannelse i stedet for besparelser.

Ordføreren.

Jeg troede egentlig, at fru Sofie Carsten Nielsen havde hørt efter, da jeg holdt min tale, hvor de her mål fremgik, så jeg troede egentlig, at det var noget andet, der blev spurgt til. De der mål var jo en vækst på 80 mia. kr., det var 55.000-60.000 flere mennesker i arbejde. Det troede jeg sådan set at fru Sofie Carsten Nielsen havde opfattet første gang, men lad nu det ligge.

Jo, vi vil da gerne prioritere uddannelse. Vi vil da hellere bruge penge på uddannelse end på SU f.eks. Det lægger vi også et forslag frem om, og det er jeg helt sikker på at Det Radikale Venstre også vil støtte op om, fordi det jo er den bedste måde at bruge midlerne på. Så lad os i fællesskab lave sådan en reform.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Flere af mine kollegaer har jo været inde på det, men jeg synes ikke, at ordføreren har svaret helt tilfredsstillende, så nu prøver jeg igen. Med hensyn til en vækst i det offentlige forbrug på 0,3 pct. redegjorde ordføreren for, at man skal gøre det lidt smartere og løbe lidt hurtigere. Min kollega Nicolai Wammen var også inde på det her med, at der har været nogle begivenheder i den seneste tid, som virkelig har sat i relief, hvor hårdt presset man er på fødegangene, i ældreplejen osv. Og vi får jo tit at vide fra Venstre og andre partier på højrefløjen, at man bare skal gøre det smartere.

Men vil ordføreren ikke anerkende, at når vi hører opråb som det fra fødselslægen, så siger de, at de ikke kan gøre det smartere, fordi man er inde og presse dem så meget, at der simpelt hen ikke er hænder nok, altså at de løber alt, alt for stærkt, og at det nu er nået til et niveau, hvor det simpelt hen ikke er ansvarligt længere og den pågældende person ikke længere vil tage ansvar for det? Så det er jo et opråb, et råb om hjælp. Hvad mener ordføreren om det? Kan man effektivisere sig ud af så store problemer på f.eks. fødegangene?

Værsgo.

Altså, nu siger fru Lisbeth Bech Poulsen, at mit svar ikke er tilfredsstillende. Det er jo sådan set bare, fordi vi ikke er enige. Så mit svar bliver nok ikke mere tilfredsstillende for SF, for mit svar er jo sådan set det samme. Så lad mig tilføje: Jo, vi skal lytte til de mennesker, der ved noget. Det er sådan set også en af den her regerings ambitioner. Det er sådan set også, vil jeg antage, årsagen til, at statsministeren har udpeget en ældreminister, der ved noget, som har brugt 37 år på at arbejde med det her, som har brugt hele sit liv på at arbejde for ældre mennesker. Hun bliver nu minister for det her område – med det resultat, at mine ærede kollegaer herinde, en uge efter at hun er udnævnt, benytter lejligheden til at save hende over og give hende ansvaret for alt, hvad der er foregået i ældreplejen de seneste 20 år. Det er i bedste fald uanstændigt. Vi skal lytte til de mennesker, der ved noget, og vi skal hylde dem.

Spørgeren.

Det er jeg fuldstændig enig i. Men man tager jo så heller ikke det råb om hjælp alvorligt, hvis man siger, at de kan blive ved med at save, spare og alt muligt. 0,3 pct. er ikke nok til at opretholde bare den standard, der er i dag, og det ved ordføreren også godt. Altså, i bedste fald rækker det til cirka halvdelen af det, der er brug for for at opretholde et velfærdsniveau som det i dag.

Så hvis vi skal hylde de mennesker, der ved noget om det, og som arbejder derude, så skal vi også lytte, når de råber om hjælp og siger, at det er blevet uansvarligt, og at de ikke længere kan tage ansvar for det, som det foregår i hjemmeplejen og på fødegangene. Vil ordføreren ikke anerkende, at 0,3 pct. langtfra er nok?

Ordføreren.

Lad mig sige det på den måde: Der er blevet tilført 50 mio. kr., mener jeg det er, til netop barselsområdet. Der er flere penge pr. fødende i dag, end der var tidligere. Jeg ved godt, at det ikke er et tilfredsstillende svar, men jeg tror simpelt hen bare ikke på – og det kan godt være, at det er noget ideologisk – at flere penge er løsningen på alle problemer her på jorden. For så ville det være så nemt, men det er det jo ikke. Det handler også om ledelse. Det handler også om at sætte folk fri. Det handler netop også om, som fru Lisbeth Bech Poulsen siger, at lytte til de her mennesker. Og ja, det skal vi gøre. Jeg tror bare ikke på, at flere penge er løsningen. Hvis vi vil bruge flere penge, skal vi finde dem; så skal vi lave nogle reformer. Vær med – de kommer til foråret.

Fru Ane Halsboe-Jørgensen.

Tak for det. Ordføreren siger, at penge alene ikke gør det. Det er vi i Socialdemokratiet sådan set fuldstændig enige i, og det er derfor, vi både siger penge og en fingrene væk-reform. Men ordføreren bliver simpelt hen nødt til lige at forklare, hvad det er, der har ændret sig, fra statsministeren sagde, at de 8,6 mia. kr. mere i 2025 var en nødvendighed for at gøre det ordentligt ude i vores kommunale velfærd, til nu, hvor det åbenbart ikke længere er en nødvendighed. Altså, er det et spørgsmål om, at vi har fået en ny regering, en højredrejet regering, hvor det så har været indrømmelsen – og det kender vi godt, det er fair nok, men så sig det – eller er det, fordi virkeligheden har ændret sig? Den virkelighed, jeg oplever, er netop historier om, at folk siger op på vores fødegange, og at der er ældre, der ikke får skiftet ble. Og i det lys forstår jeg simpelt hen ikke at ordførerens svar lyder så hult.

Ordføreren.

Jeg kan simpelt hen forstå, at den store floskelgenerator nede i den socialdemokratiske fabrik har været i gang igen og produceret ét spørgsmål til også denne debat, ligesom vi så det til den forrige debat og debatten før den, og det vil den socialdemokratiske folketingsgruppe så gentage ud i det uendelige, mens jeg står heroppe og kommer med det samme svar.

Hør nu her: Det er 0,3 pct. plus reformer. Vi vil lægge op til reformer, og det vil vi gøre til foråret, hvor en række af dem vil blive præsenteret. Det kan man så være med til. Vi vil jo mange af de samme ting, der er jo mange steder, vi er enige. Lad nu være med at fokusere på den her med: Uhh, det er sandelig ikke nok. Nej, men så hjælp til med at finde pengene. Socialdemokraterne har jo ikke nogen penge, og så sidder man og hyler op om den her fingrene væk-reform, som vi ellers ikke har hørt noget som helst om.

Spørgeren.

Det er jo meget nemt, for man kan starte med at sige nej til skattelettelser, og så kan man i øvrigt lade være med at håne os for, at vi i Socialdemokratiet har tænkt os at blive ved med at stille det her spørgsmål, indtil Venstre og Venstres ordfører har et svar på, hvad vi gør ved det, at vores ældre ikke får en værdig behandling. Ordføreren må meget undskylde, at vi bliver ved med at spørge til det, indtil ordføreren giver et retfærdigt svar.

Ordføreren.

Nu er det simpelt hen ikke bare et tilfredsstillende svar, nu er det også et retfærdigt svar. Vi kan vel dårlig nok nå højere op på hylden.

Undskyld mig, men i forhold til det her med væksten i den offentlige sektor vil jeg sige, at jeg kunne forstå på den der »En Fair Løsning«, som den hed, og som var en eller anden ting, man hos Socialdemokraterne gik til valg på, at der skulle være en vækst på 1,4 pct. Nu er det så tilstrækkeligt med 0,6 pct. Så kunne jeg jo være flabet og stille det samme spørgsmål tilbage, men så flabet er jeg ikke. Jeg vil simpelt hen bare gentage, hvad jeg sagde før: 0,3 pct. plus reformer, herunder også et grundigt kig på, om vi giver ledere i det offentlige de rigtige værktøjer, og om vi udnytter deres kompetencer godt nok. Jeg tror, svaret er nej.

Hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Ligesom hr. Kristian Thulesen Dahl har jeg også med interesse læst regeringsgrundlaget, især hvad angår udlændingedelen, og jeg har også bemærket, at der står, at man mener, at det skal være muligt fra tredjeverdenslande at søge om at få asyl i Danmark og Europa. Man kan jo hurtigt forestille sig, at den kø, der vil være uden for det danske asylkontor i de forskellige dele af verden, kunne blive ganske lang, når man ikke længere skal gøre sig umage med at komme til Danmark, men simpelt hen kan søge ude fra et kontor, en ambassade, et center, en lejr, eller hvad man forestiller sig.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre, om hr. Jakob Ellemann-Jensen kan udfolde det lidt: Hvor mange regner man med vil komme til Danmark, skal der være en kvote, hvor mange skal kunne komme ind på den kvote, og er der nogen særlige kriterier, de skal leve op til?

Ordføreren.

Jeg talte meget om ambitionerne før, og jeg kan forsikre hr. Martin Henriksen om, at Venstre ikke har nogen ambitioner om at øge antallet af asylansøgere i Danmark. Uanset hvor man geografisk søger asyl, er det ikke målet. Det her handler dels om at udsætte færre mennesker for den her livsfarlige vej over Middelhavet, dels om at passe bedre på Europa.

Vi kan jo ikke fra dansk side beslutte, at det her gør vi, mens resten af verden gør noget andet, for så vil der komme den situation, som hr. Martin Henriksen beskriver, så vil der komme kø uden for konsulaterne og de danske ambassader rundtomkring, og det har vi ikke nogen interesse i. Det her handler om, om vi sammen med de andre europæiske lande kan finde en ny og begavet måde at gøre det her på, så vi ødelægger menneskesmuglernes forretninger.

Spørgeren.

Vi er selvfølgelig glade for i Dansk Folkeparti, at regeringen har som ambition, at der skal komme færre asylansøgere til Danmark og ikke flere, men det er stadig væk lidt uklart formuleret i regeringsgrundlaget. Man kan sige, at det i bedste fald er lidt uklart formuleret, og i værste fald risikerer man faktisk, at der kommer lidt flere til Danmark, måske endda mange flere. Men det er dejligt at høre, at det i hvert fald ikke er det, der er målsætningen.

Kunne vi få svar på, hvor mange man så mener der skal komme ind? Skal der være en kvote? Hvis man mener, at der skal være en kvote, hvorfor kører vi så ikke videre med det system, vi har i dag, hvor vi tager 500 FN-kvoteflygtninge og så afviser asylansøgere ved grænsen? Det er jo sådan set et system, som fungerer i dag, og det er jo inden for rammerne af FN's flygtningekonvention at kunne afvise asylansøgere ved grænsen. Så hvorfor kører man ikke videre med det system, som vi har i dag, i stedet for at opfinde et nyt? Og hvornår agter regeringen at gå i gang med at afvise asylansøgere ved grænsen?

Så får vi svaret. Værsgo.

Den nødbremse, som hr. Martin Henriksen henviser til, altså den her model med at afvise asylansøgere ved grænsen, er jo en nødbremse, som regeringen vil benytte, sådan at vi har mulighed for at dæmme op for sådanne situationer, som opstod for et år og nogle måneder siden, hvor vi så de her menneskestrømme bevæge sig op ad de danske motorveje. Den situation har vi simpelt hen ikke noget ønske om at komme i igen. Derfor etableres den her nødbremse, for at man kan trække i den, når og hvis det måtte blive nødvendigt – og det håber vi ikke. Med hensyn til det her om uklare formuleringer i regeringsgrundlaget: Jamen grib det dog; grib det som en mulighed, og det gælder alle partier. I stedet for at beklage sig over, at noget er uklart, så grib da muligheden. Det er da en invitation. Det er en invitation til indflydelse.

Fru Christine Antorini.

Tak. Jeg hørte med glæde, at den politiske ordfører startede med at sige: Jeg har svarene. Jeg har faktisk gjort mig umage med at lytte efter i svarene. Jeg har forstået, men jeg vil gerne korrekses, hvis jeg har misforstået det, at det, som den politiske ordfører har forklaret, er, at man har sagt, at den offentlige vækst kun må være 0,3 pct. plus reformer. Medmindre jeg helt har misforstået det, var det sådan for få måneder siden, før Venstre udvidede regeringen, at man sagde 0,5 pct. plus de selv samme reformer. Derfor vil jeg bare spørge, om det så er mig, der har misforstået det, nemlig at det er præcis det samme, bortset fra at der stadig væk er forskellen mellem 0,3 pct. og 0,5 pct. Hvad betyder det – og ikke bare i procenter, men i kroner og øre og mennesker? Det betyder 14.000 færre offentligt ansatte; det betyder over 8 mia. kr. frem til 2025. Så jeg vil gerne bede om en pædagogisk forklaring på, at det er præcis det samme, nemlig 0,3 pct. med de samme reformer og 0,5 pct. med de samme reformer, men med 14.000 færre offentligt ansatte.

Ordføreren.

En af de ting, som mine børn får at vide, når de går i skole, er, at forudsætningen for en pædagogisk indføring i et stof er, at eleverne møder forberedt op til timen. Der bliver jeg simpelt hen nødt til at anbefale ordføreren at læse regeringsgrundlaget, for svarene står der.

Fru Christine Antorini.

Nu gjorde jeg mig faktisk umage, fordi den politiske ordfører har skældt andre ud for, at de ikke har lyttet ordentligt efter. Jeg har gjort mig umage med det, og derfor tænker jeg, at den politiske ordfører faktisk er i stand til at svare på, om det ikke er fuldstændig rigtigt, at for to måneder siden var der et forslag fra Venstre, der hed 0,5 pct. i den offentlige sektor plus de selv samme reformer, som der ligger nu, men bare med en lavere vækst. Måske kan den politiske ordfører bare bekræfte, at konsekvensen af det altså er 14.000 færre offentligt ansatte; at konsekvensen er færre social- og sundhedsassistenter, færre sygeplejersker, færre lærere, færre pædagoger.

Ordføreren.

Nej, i modsætning til under den socialdemokratisk ledede regering er det ikke et mål i sig selv med færre offentligt ansatte. Det var sådan set det, der var resultatet af den regering, som fru Christine Antorini var en del af. Det her handler sådan set om at have et ambitionsniveau på de 0,3 pct. plus reformer. De 0,5 pct., som vi havde tidligere i helhedsplanen – og det var jo netop en helhedsplan – indbefattede også de reformer, som der var lagt op til der. Så de 0,5 pct. er inklusive reformer; de 0,3 pct. er plus reformer.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Det skal kunne betale sig at arbejde, det er Venstres velkendte slogan. På baggrund af det slogan har man sænket børnefamilier ned i fattigdom; man har skabt en situation, hvor syge og arbejdsløse bliver sat på gaden; og samtidig har vi så en situation, hvor det her princip faktisk ikke rammer Venstres egne medlemmer, altså eksempelvis den forhenværende beskæftigelsesminister, hr. Jørgen Neergaard Larsen . Han kommer nu til at få knap 2 mio. kr. i eftervederlag uden at skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Samtidig har vi en situation, hvor lønmodtagere fra den ene dag til den anden, hvis de er ramt af arbejdsløshed, er blevet ramt af fattigdomsydelser.

Jeg kunne godt tænke mig at høre Venstres ordfører: Er det virkelig rigtigt, at princippet om, at det skal kunne betale sig at arbejde, ikke skal gælde for ministre, eksempelvis hr. Jørgen Neergaard Larsen ?

Ordføreren.

Den tidligere beskæftigelsesminister hedder hr. Jørn Neergaard Larsen. Og jo, det skal også kunne betale sig for ministre at arbejde, og jeg skal hilse og sige, at det sørgede statsministeren også for at det kunne – og kan.

Der er to elementer af forargelse i hr. Nikolaj Villumsens flammende indlæg. Det første handler om de her såkaldte fattigdomsydelser. Og det bliver så en gentagelse af det, jeg sagde under åbningsdebatten, fordi – undskyld mig – et samfund, som har råd til at give to voksne på kontanthjælp og to børn 23.200 kr. efter skat om måneden, er ikke et fattigt samfund. Det er et meget velstående samfund. Det skal vi have råd til. Vi skal hjælpe hinanden. Men alt det her om fattigdomsydelser er simpelt hen noget vrøvl. Vi har et ønske om, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde. Første del af jobreformen handlede om loftet over kontanthjælpen. Anden del af jobreformen handler om at sænke skatten på arbejde for de laveste indkomster, inklusive det med at sige, at vi vil lave en jobpræmie for dem, der er allerlængst væk fra arbejdsmarkedet. Det må da et eller andet sted være i Enhedslistens interesse – et parti, der engang var et arbejderparti.

Så er det igen hr. Nikolaj Villumsen.

Enhedslisten er selvfølgelig stadig et arbejderparti. Men jeg vil bede ordføreren om at forholde sig til spørgsmålet. Er det virkelig fair, at lønmodtagere, der rammes af arbejdsløshed og sygdom, skal sættes ned på fattigdomsydelser, og at man samtidig har en situation, hvor man giver knap 2 mio. kr. til den tidligere beskæftigelsesminister uden at stille krav om, at han skal arbejde? Er det virkelig fair, eller kan Venstre godt forstå, hvis der sidder nogle danskerne hjemme og synes, det det da ikke er fair, og at det da ikke kan være rigtigt?

Ordføreren.

I Enhedslistens optik og med Enhedslistens syn på pensionsalder så burde hr. Jørn Neergaard Larsen formentlig være gået på pension for 15 år siden, al den stund at han er 67 år gammel. Altså, kan tingene hænge lidt sammen? Skal han også stå til rådighed, eller hvad er det, der er budskabet? Eller er budskabet bare den der almindelige forargelse over, at vi som folketingsmedlemmer får vederlag, og at ministre også får et vederlag, og at der er noget, der hedder eftervederlag? Jeg tror simpelt hen, at vi, hvis vi også ønsker at kunne tiltrække ministre udefra, bliver nødt til at tilbyde dem en kompensation for at lægge den tid, som de lægger herinde. Det er jo ikke, fordi det er vanvittig tiltrækkende i forvejen med det, vi ser mod ældreministeren i øjeblikket.

Så er det hr. Jesper Petersen.

Vi er gået fra det sådan lidt muntre Jeopardyhjørne til det noget polemiske og lettere ophidsede hjørne, som Venstres politiske ordfører befinder sig i nu.

Hvis vi skal prøve at få den her diskussion om udviklingen i den offentlige sektor hen på noget konkret, kan man bare tage den sidste uges dækning af nogle ret uværdige forhold i ældreplejen, som TV 2 har kørt. Mange steder går det godt i ældreplejen, og de ansatte knokler, alt hvad de kan. Men der er også for mange eksempler på det modsatte, og nogle af de eksempler, der har været fremme, er jo altså nogle virkelig, synes jeg, uværdige eksempler på forhold for ældre mennesker. Så på den måde er der problemer allerede nu.

Der er også, synes jeg, problemer for den tiltrådte ældreminister med at forklare, hvad regeringen egentlig vil stille op med, at situationen er sådan. Det burde man da kunne gøre bedre.

Samtidig ved vi så, at der bliver mange tusinde flere ældre de kommende år, og vi ved også, at børnetallet vokser. Og fordi man har den viden, siger Finansministeriet selv, regeringens eget finansministerium, at for bare at følge med omkostningerne f.eks. pr. ældre borger, skal der bruges de her 0,6 pct. mere i den offentlige sektor, altså 28 mia. kr. mere. (Første næstformand (Henrik Dam Kristensen): Tak!). Venstre vil alene bruge de 14 mia. kr. Så det, vi efterspørger et svar på ( Første næstformand (Henrik Dam Kristensen): Tak!) er: Med de 14 mia. kr., der så mangler, hvor er det så, vilkårene skal være ringere, eller hvor skal der skæres i forhold til i dag?

Jeg er nødt til at sige, at når jeg rejser mig op, er det ikke, fordi taletiden er ved at være færdig. Det er, når den er meget overskredet. Og det er jo sådan, at vi har en eller anden form for solidaritet her: Hvis det er sådan, at man overskrider meget, så er der nogle, der ikke kommer til at få ordet. Så respekter og overhold taletiden.

Værsgo.

Nu kan man sige, at risikoen, ved at det her spørgsmål bliver gentaget ud i det uendelige, jo nærmest er til at bære.

Hr. Jesper Petersen rejser jo det samme spørgsmål, som er blevet rejst før. En del af de her midler skal tilvejebringes ved reformer. Derfor vil regeringen lægge op til reformer, og udgangspunktet herfor vil være den helhedsplan for et stærkere Danmark, som den tidligere Venstreregering præsenterede i efteråret. Det tager vi udgangspunkt i, og så siger vi: Hvor kan vi gøre det her endnu bedre, endnu klogere og endnu dygtigere? Og det vil blive fremlagt til foråret.

Der er altså dels de 0,3 pct. vækst i den offentlige sektor, dels muligheden for at fordele nogle midler anderledes, f.eks. ved at man bliver ½ år mere på arbejdsmarkedet, eller ved at vi laver en justering af SU'en.

Det var nogle af de ting, der blev lagt op til i helhedsplanen, og hvordan det konkret bliver i den nye plan, må vi jo se på, når den kommer. Men inspirationen kan findes i helhedsplanen.

Hr. Jesper Petersen.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen siger, at han er træt af at få et spørgsmål. Men hvis han nu svarede, ville det måske gøre, at der kom nogle andre spørgsmål. Men det gør hr. Jakob Ellemann-Jensen ikke.

Regeringen siger selv, at der skal bruges 28 mia. kr. mere, hvis man bare skal følge med den udvikling, der er. Man vil så afsætte 14 mia. kr., og det er det eneste, man kan garantere.

Regeringen har vist fundet ud af, at man er en mindretalsregering, der er ret langt fra at have 90 mandater, og det eneste, man egentlig kan garantere, er, at der er de 14 mia. kr. Men der skal bruges 28 mia. kr.

Hvis man nu ikke kan komme igennem med de reformer, man lægger op til, hvor er det så Venstre har gjort sig klar til at skære ned og forringe velfærden?

Ordføreren.

Altså, jeg tror, at vi skal drøfte de reformudspil, som regeringen kommer med, når de bliver lagt frem, og det vil jeg meget gerne gøre, når de bliver lagt frem. Men det er jo lidt, som når blinde diskuterer farver, at diskutere, hvad det udspil vil indeholde, når det ikke er blevet præsenteret endnu.

Det er derfor, jeg siger, at lad os nu tage udgangspunkt i den helhedsplan for et stærkere Danmark, og lad os have lidt fantasi derudover. Vi vil sådan set gerne have, at Socialdemokraterne er med til nogle reformer, så vær nu med til nogle reformer.

Vi vil gerne øge det her råderum – meget gerne – men det kræver, at der er nogle, der vil spille bold, og det lyder ikke sådan lige i øjeblikket.

Så er det hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Tak. Og videre i en anden liga med folk, der gerne vil eller måske ikke vil spille bold: Vi hørte tidligere i dag Dansk Folkepartis formand, hr. Kristian Thulesen Dahl, sige, at man i Dansk Folkeparti ikke så sig selv medvirke til at hæve pensionsalderen yderligere, sådan som regeringen gerne vil. Hvis det nu viser sig, at Dansk Folkeparti ikke vil være med, hvilket jeg meget håber Dansk Folkeparti ligesom Socialdemokratiet står fast på, kan regeringen så nå de meget ambitiøse mål, sådan som hr. Jakob Ellemann-Jensen selv udtalte det? Og hvordan vil man i givet fald nå det, hvis det ikke indebærer at hæve pensionsalderen?

Ordføreren.

Jeg synes, at det er en lidt trist indstilling at have til tilværelsen, at man siger: Jamen jeg kan nok ikke nå mine ambitioner, så derfor lader jeg være med at have nogen. Det lyder næsten, som om det er det, ordføreren siger. Altså, vi har ambitioner. Vi præsenterer dem i regeringsgrundlaget. Vi fortæller, hvad det er, vi gerne vil opnå for Danmark, og hvad det er, vi gerne vil opnå med Danmark. Så i stedet for bare at sidde på hænderne og surmule og skælde ud, jamen så prøv at være med. Vær nu med!

Der er en række af de her reformer, som jeg er helt sikker på at Socialdemokratiet også vil synes måske egentlig er en god idé. I stedet for hælder man bare beton ud over hele Danmark og siger: Der er ikke noget, der må forandre sig nogen sinde. Jeg tror faktisk på, at vi kan gøre ting bedre. Jeg tror, vi kan gøre det klogere. Jeg tror også, vi kan gøre det billigere ved at konkurrenceudsætte nogle ting, ved at justere pensionsalderen, som det er blevet gjort, ved at justere SU'en. Der er en række muligheder, og en lang række af dem er præsenteret i regeringsgrundlaget.

Værsgo.

Der er sådan set ikke nogen, der hælder beton ud nogen steder. Hvis det er, at ordføreren for Venstre husker det, har Socialdemokratiet sådan set inden for det sidste års tid medvirket til en lang række forskellige aftaler med regeringen. Men han svarede heller ikke på mit spørgsmål. For mit spørgsmål var: Hvis Dansk Folkeparti holder fast i betingelsen om, at man ikke ønsker at være med til at hæve pensionsalderen – en forhøjelse af pensionsalderen, hvorved tre ud af fire af dem, der bliver hårdest ramt, vil være faglærte og ufaglærte – hvordan vil Venstre så nå sine såkaldt ambitiøse mål?

Ordføreren.

Altså, undskyld mig, målene er ambitiøse og ikke »såkaldt« ambitiøse, det kan vi da høre på den tirade af nedsmeltning over det regeringsgrundlag, vi er kommet med.

Men til det her med, om nogen kan ændre holdning, og om det ligefrem skal være over ens lig, hvad der var nogen der kom til at sige engang, vil jeg sige: Ikke desto mindre er det da lykkedes for Socialdemokratiet at gå med på en efterlønsreform og hæve pensionsalderen og forskellige andre ting, som man hævdede at man var imod, men som det jo lykkedes at stemme for alligevel. Så mon ikke, at tingene lykkes!

Fru Lotte Rod.

Venstres ordfører har nu flere gange sagt, at hvis man vil være med til at lave reformer, kan man også styrke velfærden. Jeg vil gerne tage Venstre på ordet og sige, at i Radikale Venstre vil vi gerne være med til at finde pengene, f.eks. på pensionsalderen, hvis Venstre til gengæld vil være med til at sørge for, at vi får flere pædagoger i vores daginstitutioner, flere lærere i skolerne og i det hele taget bedre uddannelse. Vil Venstre det?

Ordføreren.

Se, det er jo det her, jeg taler om. Det er jo det her, som jeg egentlig har stået og efterlyst, altså nogle, der kommer og siger: Vi vil gerne være med, men så vil vi også have indflydelse på, hvad det skal bruges til. Og det må man jo drøfte ved de forhandlinger, som kommer. Men jeg synes sådan set, at det er en sund tilgang at have, at man kommer ind og siger: Vi vil gerne være med til at finde noget, for det tror vi på at vi godt kan. Så har man nogle ønsker om, hvor det skal bruges, og det er klart, at det må man jo drøfte. Men det, vi har sagt i forhold til bl.a. SU-området, er, at vi egentlig gerne vil bruge flere penge på kompetencer, på uddannelse, end vi vil bruge på understøttelse af de studerende, og der kunne vi jo måske nok gå i spænd.

Spørgeren.

Det synes jeg lyder godt. Så starter vi jo et sted, hvis vi rent faktisk kan finde hinanden på, at Venstre lader være med at blive ved med at skære ned på alle vores uddannelser, men at vi til gengæld, når vi sidder og diskuterer reformer, så kan blive enige med hinanden om, at formålet med det er at give flere muligheder til børn, ved at vi får flere pædagoger, flere lærere og bedre uddannelse.

Ordføreren.

Ja, fordi så kan vi jo rydde op efter den tidligere regering, som under Det Radikale Venstres ledelse fjernede 3.000 pædagoger i Danmark.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. At føde sit barn er vel nok noget af det største, man kan opleve i sit liv, hvis det altså vel at mærke går godt. I dag hører vi om flere og flere kvinder, som er decideret utrygge ved at skulle føde på hospitaler. Nogle vælger ovenikøbet at føde hjemme, alene fordi de er utrygge, og fordi de så til gengæld har en jordemoder til stede under hele fødslen.

Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt, det er det i hvert fald ofte, og en god start på livet for vores nye verdensborgere kan jo gøre en verden til forskel i barnets første tid. Derfor var det også meget alarmerende for mig, da Morten Hedegaard, klinisk chef på Rigshospitalets fødeafdeling, sagde sin stilling op. Nok er nok, sagde han. Han kunne ikke længere klare at arbejde under de urimelige arbejdsforhold. Men jordemødre, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og sågar Arbejdstilsynet har igennem de seneste år faktisk også tændt alarmklokkerne.

SF vil gerne en anden vej, og derfor har vi foreslået 150 mio. kr. årligt til at løfte kvaliteten på fødeafdelingerne. Vil Venstre være med til det?

Så er det ordføreren for at svare.

Som jeg har nævnt nogle gange tidligere, tror jeg altså ikke på, at penge alene er løsningen på det her. Altså, nu taler vi om barselsområdet, og det er et område, som vi har tilført flere midler. Jeg er helt enig i betragtningerne om, at det er en ret stor ting i ens tilværelse at blive født, og at det er ret afgørende, at det også forløber på en måde, som både mor og barn er trygge ved.

Men jeg tror simpelt hen bare ikke på, at penge alene løser den udfordring. Jeg tror, meget af det her handler om ledelse, som jeg har sagt tidligere. Jeg tror, det handler meget om arbejdsforhold, og det tror jeg vi bliver nødt til at se på i en større helhed i stedet for den her universalløsning, som vi ofte tyer til som politikere, med at sige, at der skal flere penge til det her område, hvis det ikke fungerer. Det kunne jo være noget andet. Det kunne være ledelsen, vi i højere grad skulle sætte fri. Det kunne være nogle krav, som vi skulle stille i en bredere kontekst, i stedet for de her små, meget målbare krav, vi har fået en rigtig dårlig vane med at stille op.

Spørgeren.

Jeg har også noteret mig ordførerens svar på det spørgsmål. Ledende overlæger tænker, at mange af de penge, der er blevet tilført, faktisk er blevet spist op af et omprioriteringsbidrag. Jeg tror simpelt hen ikke på, at ledere kan få kvinder til at føde 2 pct. hurtigere, så et bud på en reform kunne jo være, at man på sådan et område måske foreslår, at 2-procentseffektiviseringen skal afskaffes. Kunne det være en mulighed?

Ordføreren.

Jeg tror egentlig, at vi alle sammen godt kan blive lidt dygtigere og lidt mere effektive. Det her 2-procentskrav er jo ikke noget, som er blevet opfundet i frådende ondskab, og det var sådan set noget, der også eksisterede under den forrige regering eller den regering, der var der for tre regeringer siden, og som SF også var en del af. Det her handler sådan set om, at man kan blive mere effektiv, og her taler vi ikke om de varme hænder. Vi taler om de kolde hænder. Det handler altså om, om vi kan gøre tingene dygtigere, og om vi kan gøre dem bedre. En af de ting, som jeg må tilstå at jeg får fnidder af, er begrebet en administrerende overlæge. Jeg kan ikke begribe, hvorfor de to ord nogen sinde er blevet sat sammen. Det forstår jeg ikke.

Hr. Christian Juhl.

Tak for det. Nu har jeg siddet i 3 timer og lyttet til de store partiers store ordførere. Ikke én gang er der nogen, der har nævnt noget af det mest skelsættende, vi har vedtaget inden for de sidste 3 år, nemlig de 17 nye verdensmål. Det er, som om at når man laver nye planer for sin regering – nye planer det ene og det andet sted – så kan det komme i en bisætning. Det er det ikke engang kommet i talerne her.

Er det, fordi det er prioriteret så langt ned – sådan nå ja, det er noget, vi skal, og så finder vi ud af, om finansministeren kan skrive en lille rapport om det en gang om året? Eller tager regeringen de her 17 verdensmål alvorligt, så alvorligt, som vi sagde, da vi vedtog dem ovre i FN? Jeg kan slet ikke høre noget.

Ordføreren.

Jeg er lidt skræmt ved at gøre det, men jeg er meget tilbøjelig til at give hr. Christian Juhl ret. Vi har jo altså en tendens til nogle gange, når vi sidder herinde, at blive lidt, undskyld udtrykket, navlebeskuende og koncentrere os meget om os selv og ikke så meget om den store verden, der trods alt betyder mere for Danmark, end vi betyder for den – med al respekt for vores indflydelse.

Verdensmålene er sådan set nævnt i regeringsgrundlaget, så det er noget, der betyder noget for regeringen, og det er noget, regeringen agerer på. Det er også noget, som fylder i regeringens udenrigspolitik og i regeringens udviklingspolitik.

Spørgeren.

Jamen så skal jeg have genlæst regeringsgrundlaget, eller også må ordføreren hjælpe mig med at sige, hvad side det står på.

Men jeg vil bare sige, at ikke engang i udtalelsen herfra var der noget, og der var ellers god plads til lige at skrive en sætning om verdensmålene, at det er noget, man tager – nu må jeg ikke bande – temmelig, temmelig meget alvorligt, og at det faktisk er noget, der betyder ret meget for vores fremtid, måske mere end 0,3 eller 0,4 pct. på de offentlige finanser. Så vil ordføreren fortælle mig lidt om, hvor alvorligt I tager de her verdensmål?

Ordføreren.

Jeg kan fortælle hr. Christian Juhl, at det står på side 42 i regeringsgrundlaget, og at det bestemt er noget, regeringen tager alvorligt. Det er noget, som fylder, primært i udenrigspolitik og i udviklingspolitik. Jeg tror egentlig – og det er sådan et meget ærligt, lidt filosofisk og meget lidt politisk svar – at vi har en tendens til herinde at fokusere på de ting, vi umiddelbart har direkte adgang til at påvirke. Og de andre ting kan godt blive for store. Det betyder ikke, at vi skal lade os skræmme af dem. Det betyder ikke, at vi ikke skal forsøge at påvirke dem. Det betyder ikke, at vi ikke skal bruge dem. Det betyder ikke, at vores ambitioner skal være lave, heller ikke i udenrigspolitikken. Der er jeg meget enig med Christian Juhl.

Så kan det være, at vi ikke er enige om udenrigspolitikken, men ambitionen er der.

Vi siger tak til hr. Jakob Ellemann-Jensen og går videre i ordførerrækken til fru Pernille Skipper.

Tak for det. Danmark har fået en ny regering. Det er en regering, som har fået markant flere ministre til at løse de samme opgaver, og det er jo i hvert fald en relativt voldsom opnormering, som jeg tror der er ret mange pressede sygeplejersker og pædagoger rundtomkring i Danmark, som er lidt misundelige på. Selv om den nye regering er godt nyt for den lokale Audiforhandler, er den skidt nyt for Danmark. For når vi kigger på regeringsgrundlaget – og det er jo derfor, vi er her i dag – kan vi se, at den her regering uden tvivl vil øge uligheden i vores samfund, og det vil man gøre ud fra en forholdsvis simpel plan: 1) ved at skære ned på et område i årevis, 2) ved at kritisere og pege fingre af området for ikke at præstere ordentligt, 3) ved at privatisere. Hvis den nye VLAK-regering får magt, som den har agt, så vil den fremgangsmåde tage fart.

Dem, det først går ud over, er selvfølgelig dem, der i forvejen har mindst; dem, der har mistet deres arbejde eller har fået en sygdom; dem, som er ramt af regeringen og Dansk Folkepartis kontanthjælpsloft, og som ikke kan betale husleje og ikke kan holde børnefødselsdag for ungerne. Men det rammer sådan set også alle os andre, for det øger utrygheden i vores samfund. Vi har alle sammen brug for et velfærdssamfund, der virker, når vi bliver syge, når vi skal have vores børn i skole eller i institution, eller hvis vi får en fyreseddel. Og det gavner os alle sammen, at vi har den tryghed; at vi ved, at vi bliver grebet, når vi falder.

Men den tryghed bliver mindre, når regeringen ønsker en så lav offentlig vækst, som det fremgår af regeringsgrundlaget den gør, for hvis vi skal holde bare det nuværende serviceniveau, vil det ikke være nok, når der bliver både flere ældre og flere børn og vi lever længere. Tværtimod vil regeringens plan betyde, at der kommer til at mangle milliarder, og at der vil være 14.000 færre offentligt ansatte i 2025, også selv om opgaverne er blevet flere. Det er altså det modsatte af de forhold, man byder sig selv i regeringen. De forringelser, som vi alle sammen har oplevet de sidste mange år, vil blive værre. Vi hører allerede i dag om jordemødre, der går grædende hjem fra arbejde, som ikke kan holde til at være i det offentlige med deres faglighed intakt, om pædagoger, der er alene med 20 børn – altså én pædagog til 20 børn – og mennesker, som efter et langt liv, hvor de har knoklet for den fælles velfærd og betalt deres skat, sidder tilbage på et plejehjem, hvor der simpelt hen ikke er tid til at sørge for, at de ikke skal sidde i deres egen urin i flere timer.

Hvis det er status i dag, kan vi godt lure, hvad det er, der er i vente, hvis regeringens plan bliver ført ud i livet. Det vil blive værre, og der er allerede i dag mange danskere, som tager konsekvensen af de forhold. 20 pct. af danske børn går ikke længere i folkeskole, fordi ressourcestærke forældre bekymrer sig og tvivler på, om den danske folkeskole nu er god nok. De fødende, som har råd til det, tager på en privatklinik, og så betaler de 13.000 kr. for et barselshotel, som man kalder det, og det betyder så, at de får lov til at have den samme jordemoder hele vejen gennem forløbet og er sikre på, at de ikke bliver smidt hjem efter få timer. De ældre, som har bare lidt mere end folkepensionen, tilkøber selvfølgelig rengøring, så stuen ikke er fyldt med støv i hjørnerne. Vi kan ikke fortænke nogen af dem i noget af det, men det skaber altså ulighed, at den tryghed og de muligheder for et godt liv, som burde tilkomme os alle, i højere grad bliver forbeholdt de få – dem med pengene, dem med de højtbetalte jobs og dem, som er så heldige at blive født af ressourcestærke forældre.

Det er kun det første led i regeringens plan. Det næste led er så kritikken af vores offentlige sektor for at være ineffektiv og dårlig og påstanden om, at den har behov for noget mere konkurrence, eller hvad man nu siger. Derefter kommer udsalget så. Hvis man læser regeringsgrundlaget, kan man se, at der virkelig er sat turbo på den plan. Det er et væld af private firmaer, der skal ind at lege købmandsbutik i vores velfærd, hvis det står til den her regering. Regeringen vil ligefrem tvinge kommunerne til at udlicitere dele af velfærdsopgaverne, også selv om det ikke giver mening lokalt, og også selv om der de sidste år har været det ene konkursramte firma efter det andet, bl.a. inden for hjemmeplejen, som har efterladt både utrygge ældre og en kæmperegning til fællesskabet.

TV 2 og andre statslige virksomheder skal sælges, uagtet at jeg tror, de fleste efterhånden kan se, at salget af DONG var en katastrofe. Man vil udlicitere inden for sundhed, vores skove, og regeringen lægger endda op til at sælge ting, som man ikke rigtig har opdaget hvad er endnu, bare sådan for at være sikker på, at man får det hele med. Det skriver de sådan set lidt ned; man skal være helt sikker på, at man ikke har overset noget. Og det kommer så udover de der 16 campingpladser, man også har fundet ud af man vil sælge. Det har man formået at få med i privatiseringspuljen.

Derudover vil de også have private universiteter til landet. Så kan du købe dig til ordentlige forhold, og så kan du købe dig til at få undervisning, der strækker sig ud over mere end 2, 3 eller 4 timer om ugen. Du kan købe sig til vejledning. Og mon ikke også der er godt salg i det, hvis de effektiviseringskrav, altså grønthøsteren, der hele tiden ruller hen over uddannelsesområdet, og som regeringen og Dansk Folkeparti stemmer for, fortsætter. Ja, for så er det sådan, at hvis far og mor har et godt betalt job, så kan du købe dig til det gode, og ellers må du nøjes med det offentlige.

Det kommer sådan set ikke bag på mig, at det er det, regeringen gerne vil, for jeg har jo godt set det ansigtsudtryk, hr. Anders Samuelsen kan have, når han siger: verdens største offentlige sektor. Det er nærmest, som om han bliver kvalt bare ved at tage ordet i sin mund. Han gør alt for at tegne et billede af, at den offentlige sektor skulle være en byrde, som sådan allernådigst holdes oppe af det private erhvervsliv. Men det er noget vrøvl. Det er vores offentlige sektor, der sikrer, at de private virksomheder har veje at køre på; at der er børnehaver, vi kan aflevere ungerne i; at der er hospitaler, når vi bliver syge; og at der er uddannelse til fremtidens arbejdskraft.

Den offentlige sektor er en kæmpe styrke for os. Den skal vi selvfølgelig bygge videre på. Den skal vi selvfølgelig udvikle. Vi skal rydde ud i bureaukratiet, og vi skal skabe bedre arbejdsforhold for de ansatte. Sygeplejersker, lærere og andre offentligt ansatte skal have lov til at være innovative og have albuerum til at udvikle en ny god idé eller en ny løsning. Vi skal lade kommunerne drive virksomheder, der leverer den produktion, der er behov for, i lokalområdet. Ikke med et enøjet fokus på profit og værdi for aktionærer, men med fokus på at skabe arbejdspladser og samfundsværdier. Vi skal have flere socialøkonomiske virksomheder. Vi skal udvikle og forbedre vores offentlige sektor. Vi skal ikke sælge den fra.

Så kan man jo fristes til her til sidst, de sidste par minutter, at bruge al sit krudt på den nye regering, og der er nok at tage fat på. Jeg kunne godt have talt lidt længere. Men herinde er vi nok sådan set alle sammen nogenlunde i stand til at sjusse os til, hvad der udgør 90 mandater, og det udgør den her regering ikke. Derfor kigger jeg nu på hr. Kristian Thulesen Dahl – det ville jeg ønske jeg gjorde, hvis han var her – og fru Mette Frederiksen, og til dem vil jeg sige: I behøver ikke at lave 2025-plan med de her mennesker. Det er der ikke nogen der tvinger jer til. I behøver ikke at lægge stemmer til deres SU-nedskæringer eller til deres uddannelsesbesparelser. I behøver ikke at acceptere en kommunalaftale med så lav vækst, at de forringelser, vi har set de sidste mange år, kommer til at fortsætte. I behøver ikke at lægge stemmer til deres privatiseringer og udsalg af velfærden. Det står jer fuldstændig frit for at gøre med jeres stemmer, som I vil. Og så vil alle de her 7 dage, eller hvad det var, på Marienborg og alle de flotte papirer med det der trekløver på forsiden ikke være andet end en uhyggelig drøm, som vi forhåbentlig alle sammen snart kan vågne af. Det er op til jer.

Så vil jeg gerne læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Enhedslisten og Alternativet:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der er brug for aktiv handling for at skabe et bæredygtigt samfund, hvor vi mindsker uligheden, bevarer og udvikler en stærk kollektiv og demokratisk styret velfærd, forsyning og infrastruktur samt beskytter vores natur og øger biodiversiteten. Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for:

- Et samfund fri for fattigdom, med øget økonomisk og social bæredygtighed – med ordentlige vilkår for mennesker ramt af ledighed og sygdom og et opgør med kontrolregimet.

- Gode økonomiske rammer for velfærden og erstatning af konkurrencestatens ensretning – med tillid til medarbejdere og fokus på den enkelte borgers behov og rettigheder.

- En bæredygtig økonomi baseret på FN's 17 verdensmål – deling af arbejdet, cirkulær ressourceanvendelse, deleøkonomi og understøttelse af nye grønne og demokratiske virksomhedsformer.

- Internationale aftaler og tiltag, der værner mod spekulation, skatteunddragelse og social dumping.

- Et samfund, der understøtter kreativitet igennem hele livet.

- At Danmark tager globalt ansvar og fører udenrigspolitik baseret på konfliktforebyggelse og fredsskabelse.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 20).

Tak for det. Det indgår så også i debatten.

Den første korte bemærkning er fra hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Tak for det, og mange tak til fru Pernille Skipper for talen – altid engageret, det er dejligt.

Vi havde jo en lille meningsudveksling før om det her med kontanthjælpsloftet, som jeg jo forstår på Enhedslisten er en, og jeg citerer: asocial skandale. Mener fru Pernille Skipper virkelig, at et samfund, der giver mennesker, som er havnet uden for arbejdsfællesskabet – to voksne mennesker med to børn – 23.200 kr. efter skat hver måned, er et asocialt samfund?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at Danmark er et asocialt samfund. Det tror jeg sådan set ikke at der er nogen fra Enhedslisten der på noget tidspunkt har sagt, men jeg vil gerne gentage, at vi synes, at den kontanthjælpsreform, som hr. Jakob Ellemann-Jensen har gennemført, er asocial, og det er, fordi der nok kan trylles med alle mulige tal, som skal få det til at virke, som om man nærmest er rig, når man er på kontanthjælp – sådan lyder det i hvert fald nogle gange, når Venstre taler – samtidig med at Venstre faktisk taler om, at det handler om, at man ikke skal være rig. Det er hele pointen, for ellers vil man åbenbart ikke have arbejde.

I Enhedslisten synes vi ikke, at det er okay, at mennesker, der mister deres arbejde eller får en sygdom og derfor ikke kan forsørge sig selv i en periode, skal slås oven i hovedet og skal leve på en måde, hvor de knap kan betale husleje eller få mad på bordet, og det er konsekvensen for rigtig mange – ikke for alle, men for rigtig mange – der bliver ramt af regeringens kontanthjælpsreform. Vi synes tværtimod, at man skal sikre, at der er arbejdspladser, og så skal man gøre noget for at hjælpe de mennesker, som ikke passer ind i de der gængse kasser, hvor man skal løbe 110 pct., så de faktisk også har en mulighed for at deltage og bidrage med alt det, de kan.

Spørgeren.

Jamen det sidste er vi sådan set ganske enige om. Vi vil jo også gerne have et rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til os alle sammen, men jeg er bare lidt nysgerrig i forhold til det her med den asociale skandale omkring det her kontanthjælpsloft, og det er altså et citat fra Enhedslistens hjemmeside.

Hvor stort et beløb er det så, vi taler om? For jeg kan forstå, at 23.200 kr. ikke er nok, og at jeg åbenbart har fiflet med tallene på en eller anden måde – eller også har Finansministeriet eller Beskæftigelsesministeriet, eller hvem der nu har regnet det ud, gjort det? Men hvor højt skal det tal op? Altså, hvad er rimeligt? Skal der være en forskel, når man mister sit arbejde, eller skal man bibeholde den indtægt, man havde, før man mistede sit arbejde, og gælder det så alle uanset indtægt?

Ordføreren.

Kontanthjælpen skal være på et sådant niveau, at hvis man mister sit arbejde, falder man ikke så langt, at man står til at miste sit hjem eller sin bil eller alt muligt andet. Det skal være sådan, at hvis man mister sit arbejde, falder man måske, men man falder ikke så langt, at man ikke kan komme på fode igen.

Vi synes faktisk, det er fair nok, at forholdet mellem det at være i arbejde og uden for arbejde måske ikke er det samme, men at der ikke er for stor afstand, bl.a. fordi det er det, der skaber tryghed for os alle sammen. Vi kan alle sammen blive ramt af arbejdsløshed i løbet af et langt liv – jeg tror sågar, at hr. Jakob Ellemann-Jensen kender nogen, der måske har været arbejdsløse på et tidspunkt – og så er det godt at have den tryghed, også fordi det, hvis hoppet er for langt, samtidig er med til at trykke løn- og arbejdsforhold for dem, der er i arbejde.

Så er det fru Christina Egelund.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Noget af det var jo lidt – det synes jeg godt man kan sige – pessimistisk tale med hensyn til den offentlige sektor. Man må forstå på fru Pernille Skipper, at det, at regeringen lægger op til en stigning i det offentlige forbrug på 0,3 pct., langtfra er en stor nok stigning. Derfor har jeg to konkrete spørgsmål til ordføreren: 1) Hvor stor skal væksten i det offentlige forbrug være, hvis det står til Enhedslisten? Og 2) – meget enkelt – hvor skal de penge i så fald komme fra?

Ordføreren.

Det, vi hele tiden har sagt, er, at vi som minimum skal have en offentlig vækst, som svarer til den demografiske udvikling, og det er ud fra regeringens beregninger 0,6 pct. Er det så nok til faktisk at genoprette nogle af de mange skader, der er sket de seneste år? Nej, det tror jeg ikke, så vi skal nok højere op, hvis vi skal have det sådan, som Enhedslisten gerne vil have det. For vi tror faktisk på, at vores offentlige sektor er værd at satse på. Vi tror ikke, at det er en byrde, men en styrke for vores samfund, og vi tror, at vi kan bruge det til at udvikle hele vores samfund i en meget mere positiv retning, hvis vi faktisk slipper den offentlige sektor fri og giver de ansatte noget albuerum.

Hvor skal pengene komme fra? Det er jo altid en diskussion om politisk prioritering, og det kan godt være, at fru Christina Egelund synes, at hun stiller mig et lidt svært spørgsmål, men jeg vil tværtimod meget gerne tale om det. For os handler det om, at man sikrer, at nogle af dem i vores samfund, der har allermest, og som har fået skattelettelse på skattelettelse de seneste mange år, faktisk også begynder at bidrage noget mere, både fordi det er der, pengene er at hente til det, som gavner os alle sammen bredt set i vores stærke fællesskab i Danmark, men også fordi vi har behov for at gøre noget ved den stigende ulighed. Det betyder, at dem, der har rigtig meget, skal til at bidrage noget mere.

Spørgeren, værsgo.

Tak for det. Jeg vil egentlig takke for konkrete svar. Det vil sige, at forbruget i den offentlige sektor skal følge den demografiske udvikling. Så må man jo lægge til grund, at effektiviteten og den måde, de gør tingene på i den offentlige sektor, i dag har nået et perfektionsniveau; det kan ikke på nogen måde gøres bedre, end det gøres i dag. Det er det første.

For det andet forstår jeg, at svaret på, hvor pengene skal komme fra, er lidt som at sætte Enhedslisten på repeat: Så udskriver man nogle højere skatter, og så går det nok alt sammen. Hvor høje skal de skatter være?

Ordføreren.

Til det sidste først: Det kommer søreme an på, hvad det er for en skat, vi taler om. Men vi har intet problem med både at hæve topskatten og lave en millionærskat, som har været diskuteret. Vi synes sådan set også, at det ville være rigtig gavnligt ikke kun for at hive penge ind, men også for at have lidt mere ro på den finansielle sektor, at man har en omsætningsafgift på finansielle transaktioner. Og afhængigt af, hvad det er, du taler om, vil det selvfølgelig være forskellige niveauer.

Jeg synes ikke, at effektiviteten er perfekt i den offentlige sektor. Jeg synes tværtimod, at vi kunne gøre rigtig meget bedre, og at vi kunne sætte de offentligt ansatte meget mere fri. Men jeg ville dog ønske, at man havde det sådan i Liberal Alliance, at man også på det her område var enige om at finde pengene, før man bruger dem. Det, der jo er problemet ved effektivitetskravene i den offentlige sektor, er, at man bruger pengene først, og så håber man, at man finder dem bagefter.

Så er det hr. Morten Østergaard.

For et års tid siden havde vi jo en folkeafstemning om Europol og retsforbeholdet, og ved den lejlighed udstedte Enhedslisten et løfte: Man behøvede ikke at forholde sig til Europol i afstemningen, for Enhedslisten indestod for, at hvis ikke vi kunne fortsætte i Europol, ville man gå ind for en ny folkeafstemning.

På det tidspunkt tror jeg det var lidt uklart, om Enhedslisten egentlig syntes, vi skulle fortsætte i Europol, og det ved jeg ikke om man er kommet nærmere en afklaring af. Men under alle omstændigheder vil jeg bare spørge, om løftet står ved magt. Det er punkt 1.

Punkt 2 er: Hvor meget skal vi være med i Europol? Er det f.eks. vigtigt for Enhedslisten, at vi er med i den parlamentariske kontrol i en eventuel særaftale? Eller hvis det kræver en folkeafstemning, er det så noget, man ønsker?

Altså, mine spørgsmål er egentlig grundlæggende: Hvordan har Enhedslisten det med Europol, og hvordan har Enhedslisten det med det løfte, man gav for et år siden til vælgerne?

Ordføreren.

Det mindede sjovt nok om nogle spørgsmål, jeg også fik fra De Radikale for et år siden, hvor man meget gerne ville presse os alle sammen til at være lige så meget med i Europol gennem en særaftale som gennem en suverænitetsafgivelse.

Jeg synes, vi skal skrue tiden en lille smule tilbage og huske på, hvad det var, vi stemte om. Vi stemte ikke bare om Europol. Vi stemte om, om Danmark skulle afgive selvbestemmelse på et rigtig stort område og i øvrigt overlade det til et lille flertal i den her forsamling at afgive mere selvbestemmelse senere uden at spørge befolkningen. Det blev der sagt nej til, og det tror jeg er rigtig vigtigt at holde fast i.

Hvad lovede Enhedslisten så? Ja, vi sagde: Man kan jo formentlig få en parallelaftale, ligesom man har i f.eks. Norge eller andre lande, som ikke engang er medlem af EU. Så når de kan, kan vi nok også. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, støtter vi selvfølgelig, at der bliver afholdt en folkeafstemning igen snævert om Europol.

Som jeg ser det, tyder noget rigtig meget på, at den skræmmekampagne, som hr. Morten Østergaard og andre har været i gang med, om, at det ikke kan lade sig gøre med en parallelaftale, er ved at gå lidt i vasken, og at vi faktisk får noget, som ender med at sikre både selvbestemmelse og en deltagelse i Europol.

Spørgeren, værsgo.

Tak for svaret, tror jeg. Jeg spurgte jo egentlig bare, om Enhedslisten går ind for, at vi er en del af Europol. Så fik jeg en hel masse andet, men man kan jo prøve igen.

Så lad mig gribe ud efter et andet spørgsmål. Vi har ofte haft en fælles kritik af den måde, som flygtningekrisen er blevet håndteret på, ikke bare i Danmark, men i en række lande, og en af de ting, jeg ser som det eneste alternativ til det kaos, der har været, er jo, at man mellem EU-landene aftaler en måde at håndtere store flygtningestrømme på, hvor man solidarisk håndterer opgaven sammen. Derfor vil jeg spørge igen relativt specifikt i håbet om måske at få et specifikt svar: Er det sådan, at Enhedslisten går ind for et EU-fordelingssystem af flygtninge?

Ordføreren.

Jeg beklager, hvis jeg ikke svarede ordentligt på spørgsmålet før. Det var faktisk ikke med vilje. Altså, Enhedslisten synes selvfølgelig, at et europæisk politisamarbejde er en rigtig god idé og helt nødvendigt. Det er der ikke nogen tvivl om.

Betyder det så, at vi synes, at Danmark skal sige ja til at afgive en hel masse selvbestemmelse? Det synes jeg ikke, og det synes et flertal af vælgerne heller ikke. Så jeg synes, man skal lade være med at sidde og være sur over det og så være glad for, at noget tyder på, at vi faktisk kan få den parallelaftale i forhold til Europol.

I øvrigt vil jeg sige, at Enhedslistens holdning til, om vi skal have en europæisk løsning på flygtningekrisen, absolut ikke har ændret sig. Det er en rigtig god idé. Og når det forum, der er til at forhandle det igennem, er EU, så benytter vi os af det, også selv om vi har en masse kritikpunkter af EU generelt.

Så er det hr. Holger K. Nielsen.

Det er lidt i forlængelse af det foregående. Det ville forudsætte, at der kom overstatslige løsninger på det. Det kan jo ikke lade sig gøre at få EU-løsninger på flygtningekrisen, medmindre Kommissionen kommer ind og får en kompetence og medlemslandene forpligter sig til at tage deres del af ansvaret.

Det er derfor, jeg også godt lige vil stille et spørgsmål om Enhedslistens forhold til Europa. Vi ser en højrefløjsudvikling, som er meget, meget voldsom, i Frankrig, Holland, England og sådan set også Østrig, selv om det endte godt i går. Men det er også i Italien og andre steder. Fælles for alle de højrefløjsbevægelser er, at de er arge EU-modstandere. De vil have EU til at gå i opløsning, de vil tilbage til nationalstaterne og have nationalismen til at blomstre.

Sjovt nok har Enhedslisten den samme tilgang til EU som de der højrefløjsbevægelser. Det er med nogle andre begrundelser, det ved jeg godt. Men har man ikke nogle gange tænkt på, at man måske er i lidt dårligt selskab her, og at Europa kan komme ud i en meget, meget farlig situation, hvis man ikke får stoppet den der tendens til opløsning af EU, som er i gang i øjeblikket?

Ordføreren.

Jeg vil for det første sige, at det selvfølgelig også er muligt at få internationale løsninger på flygtningekrisen på et mellemstatsligt niveau. Der er intet i overstatslighed, som betyder, at man får det. Det har vi jo kunnet se. Tværtimod kunne den tidligere danske regering være gået forrest i det, men det skete desværre ikke. Så jeg tror ikke, vi skal regne med, at EU kommer og redder os fra en utrolig asocial udlændingepolitik – på ingen måde.

Så vil jeg sige, at jeg ikke køber modsætningen, altså hr. Holger K. Nielsens argumentation om, at hvis nogen, vi ikke er enige med, og som vi ikke bryder os om, tilfældigvis på et område er enig med os, så skal vi skifte holdning. Altså, jeg kunne jo vende den om og spørge: Har hr. Holger K. Nielsen aldrig tænkt over, at han er i utrolig dårligt selskab med alle de begejstrede EU-partier, som, uanset hvad der sker, bare vil overføre mere og mere selvbestemmelse til et overnationalt udemokratisk system, som trækker en neoliberal økonomisk politik ned over de europæiske befolkninger og tvinger nedskæringer igennem, der rammer helt almindelige mennesker?

Hr. Holger K. Nielsen.

Nej. Jeg er sådan set mere optaget af, hvad der sker i Europa i de her år. Det er jeg meget optaget af. For jeg ser nogle tendenser, som jeg synes vi tidligere har set i historien. Og jeg synes da, at venstrefløjen bør være dem, der tager det seriøst og er opmærksomme på, at de der bevægelser, som vil have EU opløst, som vil have EU sprængt i stumper og stykker, er dem, der fremmer en udvikling, som altså er dødsensfarlig for vores kontinent. Bør venstrefløjen ikke der have nogle visioner, som gør, at man står et helt, helt andet sted end der, hvor Enhedslisten står, som jo ret beset er det samme sted, som de der forskellige nationalistiske bevægelser står?

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg er grundlæggende meget uenig, men jeg tror, at vi skal have en længere diskussion om det. Jeg tror netop ikke, at venstrefløjen skal ignorere problemerne. Jeg tror netop, det er en fejltagelse, at man tror, man kan prøve at belære de europæiske befolkninger om ikke at være bekymret for arbejdspladser, der lukker; for nedskæringer, som bliver trukket ned over hovedet på dem; og for, at de, lige meget hvad for en regering de vælger, ikke kan vælge en anden økonomisk politik. Den form for antidemokrati tror jeg ikke man skal ignorere. Jeg tror netop, at vi i venstrefløjen skal insistere på, at der er nogle helt grundlæggende problemer i Europa, hvor en lille politisk-økonomisk elite træder på alle andre. Og hvis vi ikke leverer løsningerne, vil højrepopulisterne gøre det.

Så er det fru Mette Abildgaard.

Tak for det. Jeg anerkender fuldt ud, at der er steder i vores velfærdssamfund, hvor vi både kan og skal gøre det bedre, men det ærgrer mig, at Enhedslistens ordfører har sådan et behov for at tale hele velfærdssamfundet ned under gulvbrædderne på den måde, som jeg synes ordføreren gør.

Jeg vil gerne præsentere ordføreren for noget så helt ekstremt kedeligt og irriterende som en lille smule fakta. Der blev lavet en undersøgelse i 2016 af Sundheds- og Ældreministeriet i samarbejde med KL, hvor de spurgte de ældre om deres tilfredshed med praktisk hjælp og personlig pleje, både dem, der boede på plejehjem, og dem, der boede i egen bolig. Mere end 8 ud af 10 var tilfredse med den hjælp, de modtog – mere end 8 ud af 10 var tilfredse! Tilsvarende bliver der på sundhedsområdet lavet det, man kalder en LUP, hvor man spørger til de fødendes tilfredshed, og her havde 93 pct. en virkelig god eller god fødselsoplevelse.

Der er flere gange blevet refereret til de her tal om fødsler, og der har jeg en artikel her fra Politiken, hvor de jo netop skriver, at der er kommet flere penge til fødsler – 2.207 kr. pr. fødsel. Hvordan hænger det sammen med det billede, der bliver fremstillet fra Enhedslistens side?

Ordføreren.

Jeg anerkender fuldt ud, at der er masser af mennesker, som er meget, meget tilfredse med vores velfærdssamfund. Heldigvis! Er det en undskyldning for at smadre løs på det? Nej, det synes jeg ikke. Skal man så lukke øjnene for, om der er nogle problemer? Nej, det synes jeg bestemt ikke.

Jeg havde en gammel farmor indtil for nylig, som var en af den slags ældre mennesker, som I kender, der aldrig kunne finde på at brokke sig over noget, aldrig, og hun elskede ingen højere end de sosu-hjælpere, der kom til hende hver dag, det var lige før, hun elskede dem mere, end hun elskede mig. Men hun blev alligevel nødt til at tilkøbe rengøring for at sørge for, at der ikke var støv alle mulige steder i hendes hjem. Det havde hun heldigvis råd til, men det er altså ikke alle ældre, der har det. Det handler ikke bare om tilfredshed, det handler om, hvad vi synes er okay.

Når det er sagt, vil jeg i forhold til det med flere penge til de fødende sige, at det er rigtigt nok, at man godt kan måle det sådan, altså at der er kommet flere penge pr. fødsel, men samtidig har jordemødrene fået en hel masse ekstra opgaver, og det, vi hører fra jordemødre og overlæger fra klinikker i hele landet, er, at det, der bliver leveret, ikke er ordentligt.

Spørgeren.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvem der ifølge ordføreren smadrer løs på det danske velfærdssamfund eller har noget ønske om at gøre det, for det kender jeg i hvert fald ikke nogen partier i Folketinget der ønsker. Men tallene taler jo deres tydelige sprog. Man er gået fra at bruge 22.000 kr. på en fødsel i 2013 til 24.000 kr. i 2016. Den her meget omtalte læge bliver i det her interview spurgt: Hvorfor siger du op nu, hvor bevillingerne er blevet sat op? Hertil svarer han: Det er en personlig overvejelse, som også har med mit liv og mit helbred at gøre.

Skal vi som politikere helt ærligt ikke være forsigtige med at drive politik alene på baggrund af et par historier i TV 2 eller en enkelt læges ansættelsesforhold?

Ordføreren.

Jeg glæder mig til, når fru Mette Abildgaard gentager det sidste argument, næste gang der er en eller anden udlændingesag, der får alle herinde helt op at køre. Det glæder jeg mig virkelig meget til.

Ja, fru Mette Abildgaard har selvfølgelig fuldstændig ret i, at vi ikke bare skal drive enkeltsagspolitik, og selv om tallet går fra de ca. 22.000 kr. til de ca. 24.000 kr., gemmer der sig jo nedenunder en hel masse ekstra opgaver. Det har jeg sådan set svaret på én gang. Dernæst er der jo ikke tale om bare et par enkelte historier, der er tale om rigtig, rigtig mange – jordemødre, chefer og fødende i øvrigt, der har rigtig dårlige oplevelser, og som peger på, at de bliver bedt om at løbe for stærkt. Det kan ikke lade sig gøre mere.

Så er det fru Jane Heitmann.

Tak for det. Nu føler jeg mig lige kaldet til at sige, at det godt kan være, at fru Pernille Skipper mener, at der er kommet flere opgaver for jordemødrene, men det er jo også sådan, at antallet af jordemødre er steget fra 1.280 i 2010 til 1.468 i 2015, så der er fulgt flere jordemødre med også.

Men nu var det sådan set ikke det, jeg ville tale om. Jeg hørte fru Pernille Skipper tidligere, da Venstres ordfører spurgte ind til kontanthjælpen, og jeg kan forstå, at Enhedslisten mener, at det er asocialt og helt urimeligt, at et kontanthjælpspar med to børn får udbetalt 23.200 kr. om måneden. Jeg noterede mig, at min egen ordfører spurgte, hvad niveauet så skulle være, og at fru Pernille Skipper hertil svarede, at det jo ikke må falde så meget, at man mister sin bolig og sin bil. Så vil jeg bare spørge: Gælder det alle i det her samfund, at niveauet ikke må falde så meget, at man mister sin bolig eller sin bil?

Ordføreren.

Det handler om en familie på fire, der skal leve for 23.000 kr. og betale husleje, kontingenter, købe mad – jeg vil meget gerne have mig frabedt, at man prøver på at få det til at lyde, som om kontanthjælpen er høj i det tilfælde. Det er den absolut ikke.

Derudover mener jeg faktisk, at det, der er det smukke ved vores velfærdssamfund, er, at man er sikker på at blive grebet, når man falder, også hvis man er en eller anden rig, smart investeringsmand, som sætter alting på spil, eller hvad ved jeg, og går konkurs. Så synes jeg ikke, man skal ende på gaden. Nej, det synes jeg ikke. Man skal ikke falde så langt, at man falder igennem, og det er der ingen, der skal. Synes jeg, at man skal sætte kontanthjælpen så højt, at nogle af de mennesker oppe i Nordsjælland med deres meget dyre huse skal have dem betalt af offentlige midler? Nej, selvfølgelig ikke, det er jo at overfortolke det, jeg prøver på at sige.

Fru Jane Heitmann.

Overfortolkning eller ej, jeg forholder mig sådan set bare til, hvad ordføreren sagde, nemlig at det ikke måtte falde så meget, at man mistede sin bolig eller sin bil. Og det er jo klart, at det så er en helt naturlig konsekvens, at man så spørger, om det gælder alle i det her samfund. Men der kan jeg så forstå, at der er forskel, i forhold til hvor man bor. Har jeg forstået det korrekt? Det kan ordføreren så af- eller bekræfte.

Det foranlediger jo så spørgsmålet, hvor niveauet så skal ligge. Hvad mener fru Pernille Skipper er rimeligt man får udbetalt, hvis man nu er en kontanthjælpsfamilie eller man er en familie med to voksne og to børn?

Tak. Fru Pernille Skipper.

Svaret på det første spørgsmål er: Nej, det har selvfølgelig ikke noget at gøre med, hvor man bor. Det har noget at gøre med, at man skal kunne opretholde en rimelig levestandard, betale sin husleje, få mad på bordet. Jeg synes faktisk også, at det er fair nok, at selv om man har mistet sit arbejde, er der til, at ungerne stadig væk kan gå til fodbold og deltage i børnefødselsdage, og måske til, at man købe en cola lørdag aften. Det synes jeg faktisk er helt rimeligt og fair i et af de rigeste lande i verden, altså at når man knokler det, man kan, er man også sikker på, man bliver grebet. Og det betyder også, at hvis man er nogle af de rigeste i det her samfund, skal man selvfølgelig ikke falde hele vejen igennem, men så er man sikker på at blive grebet.

Så er det hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Fru Pernille Skipper sagde, at der skal være en forskel på at være på kontanthjælp og i arbejde. Det var Enhedslisten sådan set enige i at der skulle være. Det kan vi jo gå tilbage og se, men det sagde ordføreren. Det vil være sådan med loftet, at en familie bestående af et samlevende par på kontanthjælp, hvor den ene får et arbejde til den mindsteløn, som er aftalt af arbejdsmarkedets parter, vil få øget sit rådighedsbeløb med 1.900 kr. om måneden. Så er mit spørgsmål: Hvor meget mindre skal det beløb være?

Værsgo.

Jamen det har jeg virkelig ikke en beregning på. Altså, tror hr. Joachim B. Olsen, at vi har siddet og regnet det ud? Jeg siger, at selvfølgelig skal man gribes, hvis man mister sit arbejde, også uden at man falder så langt, at man ikke kan betale husleje og alt mulig andet, som desværre er konsekvensen ikke for alle, men for mange, på grund af den her kontanthjælpsreform. Det er det, jeg siger.

Så siger jeg, at jeg i øvrigt ikke har et enormt behov for at det fald i indkomst fra at være i arbejde til at være uden arbejde skal være rigtig, rigtig stort, tværtimod. Det synes vi ikke nødvendigvis det skal være, for vi synes, det er okay, at man bliver grebet. Og hvis det er for højt, er det også med til at trykke løn- og arbejdsvilkår. Pas på blodtrykket, ikke?

Ordføreren.

Jeg tror bestemt ikke, at Enhedslisten regner særlig meget ud. Så meget kan vi blive enige om. Jeg står og fortæller fru Pernille Skipper, hvordan virkeligheden er, og den er, at den familie på kontanthjælp – to børn og et samlevende par – hvor den ene tager et arbejde til den mindsteløn, arbejdsmarkedets parter er blevet enige om, vil få øget sit rådighedsbeløb med 1.900 kr. om måneden. Jeg synes ikke, det er særlig meget. Jeg synes, det er meget, meget lidt.

Men ordføreren sagde i sin tale, at der skulle være forskel. Det var Enhedslisten enige i: Der skulle selvfølgelig være en forskel på at være på kontanthjælp og at være i arbejde. Så når nu forskellen er på 1.900 kr. med kontanthjælpsloftet, spørger jeg om, hvor meget mindre den familie skal have ud af, at den ene tager arbejde til de lønninger, arbejdsmarkedets parter er blevet enige om.

Værsgo, fru Pernille Skipper.

Jeg vil for det første anfægte, at hr. Joachim B. Olsen er i stand til at fortælle mig særlig meget om virkeligheden, især når han i næste åndedrag påstår, at 1.900 kr. ikke er særlig meget. Hvis hr. Joachim B. Olsen prøvede at leve på kontanthjælp i nogle måneder, tror jeg nok, jeg kan love for, at han gerne ville have et job, der gav ham 1.900 kr. ekstra om måneden. Er han godt klar over, hvor mange penge det er for en helt almindelig familie? Det udgør en stor forskel.

I øvrigt kan det betale sig at arbejde, og af den lillebitte gruppe af mennesker, som teoretisk set ikke ville få mere ud af at komme i arbejde, og som faktisk findes, er det nok de fleste, der er i arbejde. Så måske hr. Joachim B. Olsen kunne tænke, at mennesker i det her land faktisk gerne vil bidrage med det, de kan, faktisk gerne vil arbejde, også selv om man ikke får ½ mio. kr. ned i lommen hver gang.

Så er det hr. Erling Bonnesen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Det er jo velkendt, at Enhedslistens standardsvar på at finde penge er at hæve skatterne, så det kunne sådan set være interessant at prøve at spørge: Er der overhovedet nogen skatter, som ikke skal stige?

Ordføreren.

Vi synes, det er en rigtig dårlig idé at lade skatterne stige i bunden for helt almindelige mennesker. Det vil vi meget nødig.

Værsgo, hr. Erling Bonnesen.

Er svaret på det så, at hvis man ikke vil hæve dem det sted, skal de bare stige endnu mere nogle andre steder? For det skinner jo igennem på Enhedslistens besvarelser, at når man skal finde penge, handler det om at hæve skatterne i en eller anden form. Så er der måske en enkelt skat, man ikke vil hæve, men er svaret generelt, at så skal skatterne bare sættes op? Eller er man på andre måder parat til at prøve at få enderne til at nå sammen?

Værsgo.

Jamen jeg tror da, man kan finde pengene rigtig mange steder, og vi har også alle mulige forslag. Men det er jo ikke rigtigt, at det bare er skatterne generelt, vi peger på, og at vi så i øvrigt lader det være op til Venstre at vælge. Altså, virkelig ikke. Vi taler faktisk om, at vi gerne vil sørge for, at dem, der er øverst i vores samfund, er med til at bidrage noget mere, fordi de har fået skatte- og afgiftslettelser i rigtig mange år. Det er faktisk deres tur. Så det kunne være at hæve selskabsskatten igen, det er én ting, men det kunne også være en millionærskat, det kunne være topskat, det kunne være omsætningsafgift på finansielle transaktioner som nævnt. Der er masser af steder, hvor vi kunne finde pengene.

Vores primære sigte er at sørge for, at dem, der betaler, er dem, der i forvejen har meget, og at helt almindelige hårdtarbejdende mennesker, både dem, der har mistet deres arbejde i en periode, og dem, der stadig væk knokler, selvfølgelig går fri.

Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Efter Brexit er der jo kommet skub i det forstærkede samarbejde om en finansskat, noget, som vi fra SF's side gerne ser. Og jeg hørte næsten fru Pernille Skipper også sige det før, så bare for at være helt sikker: Ønsker Enhedslisten, at Danmark skal tilslutte sig det forstærkede samarbejde om en finansskat? Det er også et forslag, som SF har i salen på onsdag. Ønsker Enhedslisten, at Danmark skal gå med i det forstærkede samarbejde for at få en fælleseuropæisk finansskat?

Ordføreren.

Jeg skal skynde mig at beklage, at jeg simpelt hen ikke har læst det konkrete forslag, SF har. Men et europæisk samarbejde om at få en finansskat synes Enhedslisten er en god idé. Det er der ikke nogen tvivl om.

Værsgo, fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Det er glad for. Og som jeg har forstået Enhedslistens politik, ønsker man jo også i hvert fald en eller anden form for tættere europæisk politisamarbejde, at vi følger de europæiske målsætninger på klimaområdet, og at vi også får europæiske løsninger på flygtningeområdet. Altså, jeg er fuldstændig med på, at der er indholdsmæssige, politiske ting, man kan kritisere i EU, og sådan har vi det også fra SF's side, men når man ønsker at deltage i alle de her europæiske samarbejder på de forskellige områder, hvordan hænger det så sammen med, at Enhedslisten har en politik om, at Danmark ikke skal være medlem af EU?

Værsgo.

Det er rigtigt nok, at der er nogle ting, der kommer fra EU, som Enhedslisten indholdsmæssigt kritiserer hårdt, og der er også nogle ting, der kommer fra EU, som vi faktisk synes er helt fornuftige indholdsmæssigt. Vores grundlæggende kritik af EU handler jo om den udemokratiske opbygning. Her er tale om et overnationalt samarbejde, som trækker en bestemt økonomisk politik ned over hovedet bl.a. på Danmark, fordi vi har tilsluttet os det, sådan at man ikke kan få lov til som europæisk befolkning f.eks. at vælge en anden økonomisk politik end den neoliberale, som jeg ved at både fru Lisbeth Bech Poulsen og vi i Enhedslisten har et meget stort problem med, fordi den rammer helt almindelige mennesker – fordi det institutionelt er udemokratisk bygget op osv. Jeg må desværre ikke sige mere.

Tak. Så er det fru Eva Kjer Hansen, Venstre.

Jeg bad om ordet, fordi jeg simpelt hen ikke fandt ud af, hvad fru Pernille Skipper svarede Joachim B. Olsen på spørgsmålet om de 1.900 kr. i forskel for et par med to børn, hvor en af de voksne kommer i beskæftigelse på lavtlønsområdet. Der er nu med loftet en forskel på 1.900 kr. Er det en passende forskel, eller er det for lille eller for stor en forskel i forhold til tidligere?

Værsgo, fru Pernille Skipper.

De beregninger og de tal ved jeg simpelt hen ikke hvad er. Jeg ved, at hr. Joachim B. Olsen før i tiden i et rådighedsbeløb havde glemt at fratrække udgifter til husleje eller f.eks. havde medtaget ydelser, som helt almindelige mennesker i arbejde også får, som børnepenge eller boligsikring. Så jeg må indrømme, at jeg ikke har hørt tallet før. Jeg har ikke set det. Jeg vil meget nødig begive mig ned ad en vej, som kan ende i noget frygteligt rod.

Men jeg kan svare det samme, som jeg har svaret en gang før, og det er, hvad Enhedslisten synes, nemlig at når man mister sit arbejde, skal man gribes, og at det er okay, at der ikke er en vanvittig stor forskel på at være i arbejde og at have mistet det, for det kan ske for os alle sammen i en periode i vores liv. I øvrigt er 1.900 kr. for de mennesker, man taler om, rigtig mange penge.

Fru Eva Kjer Hansen.

Jeg går ud fra, at når fru Pernille Skipper sætter spørgsmålstegn ved de tal, som hr. Joachim B. Olsen fremlægger, så har fru Pernille Skipper dokumentation for det, for ellers er det jo nogle hårde angreb mod en kollega i debatten her i Folketingssalen.

Men mit spørgsmål er så: Jeg er helt enig med fru Pernille Skipper i, at folk skal gribes. Så siger fru Pernille Skipper, at der ikke må være vanvittig stor forskel på beløbet, når man er i beskæftigelse, og når man så bliver grebet af det sociale system. Hvad er en ikke vanvittig stor forskel? Kan vi dog ikke få et tal på det, kan vi ikke få lidt greb om, hvad det overhovedet er for en forskel, vi snakker om, for det er jo lidt vanskeligt, når fru Pernille Skipper ikke vil forholde sig til tallene, men heller ikke selv komme med nogen som helst forklaring på, hvad Enhedslistens forestilling er, når man taler om en ikke vanvittig stor forskel. Kom med et tal på det.

Fru Pernille Skipper.

Nej. Det kan godt være, at det for Venstre er helt vildt vigtigt, at man mister rigtig mange penge, når man mister sit arbejde. Det kan godt være, at Venstre har den idé, at man skal bruge alle sine vågne og sovende timer på at regne ud, hvor stor forskel der skal være på at være i arbejde og på ikke at være det.

Jeg har hørt mantraet: Det skal kunne betale sig at arbejde. Der er to problemer med det. Det ene er, at Enhedslisten ikke deler Venstres ide om, at folk ikke har lyst til at arbejde og prøver at snyde sig til ikke at gøre det. Det andet er, at det allerede kan betale sig at arbejde, og at man ikke har respekt for arbejdsløse mennesker med den retorik. Så nej, det har vi ikke brugt en masse timer på at sidde og diskutere og regne ud.

Så er det hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

I dag er det sådan, at de 10 pct. af befolkningen, som tjener mest, betaler 30 pct. af skatterne. Hvor mange procent skal de op på ifølge Enhedslisten?

Ordføreren.

Det er da utroligt, som man skal levere tal til Liberal Alliance i dag. Enhedslisten synes, at det er fair nok, at den øverste del af befolkningen bidrager med noget mere. Vi synes, det er en rigtig dårlig idé at bruge en masse penge på at sænke topskatten, vi vil faktisk godt hæve den en lille smule. Og så har vi tidligere haft et forslag om f.eks. 10 pct. millionærskat. Det synes vi også er fair nok. Det er ikke sådan, at vi har et loft. Og jeg vil godt vædde på, at hr. Henrik Dahls næste spørgsmål handler om, hvor høj marginalskatten må være. Men jeg må bare sige, at den er det laveste, den har været i – hvad? – 30 år, og for 30 år siden var samfundet heller ikke faldet sammen.

Jeg tror simpelt hen ikke på, at det, at de mennesker, der har meget og også kan bidrage mere, får lov til og bliver bedt om at bidrage til fællesskabet, får vores samfund til at falde fra hinanden. Tværtimod tror jeg, at vi får et stærkt og trygt velfærdssamfund ud af det, ikke kun fordi vi kan finansiere den fælles velfærd, der er god for os alle sammen og giver os alle sammen muligheder i livet, men også fordi det styrker sammenhængskraften, at vi ikke er helt vildt ulige, og at vi kan se hinanden i øjnene.

Hr. Henrik Dahl.

Det var et meget langt, indholdsløst foredrag som svar på et ekstremt konkret spørgsmål. Jeg skal bare prøve at forstå det. Ønsker Enhedslisten i fremtiden bare at have sig frabedt faktabaserede spørgsmål?

Ordføreren.

Nej, nej.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru Christina Egelund, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Kom nu ned fra træet, Anders; liberalt brandudsalg for ministerbiler – sådan har det lydt igen og igen i den seneste tid. Og ja, Anders Samuelsen er kommet ned fra det træ, som kommentatorer og politikere har placeret ham i, siden Liberal Alliance gjorde klart, at mulighederne for V-regeringen, hvis den skulle beholde magten, bestod i topskattelettelser eller valg. Så er der nogle, der siger lidt polemisk, at Anders er hoppet ned fra træet og direkte ind i en fed ministerbil. Sandheden er, at han er hoppet op i en Challenger. Så vidt jeg ved, skal han af sted til et NATO-møde i morgen. Han kommer heldigvis hjem igen.

Når jeg siger det, er det, fordi det er et godt billede på, at det, der er sket, ikke er, at vi er kommet ned, men at de andre er kommet op til os, for Danmark har fået en ny regering med hr. Lars Løkke Rasmussen som statsminister og med en solid borgerlig liberal opbakning fra Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Jeg tilhører dem, der glæder sig over, at fru Mette Frederiksen og resten af venstrefløjen ikke står i spidsen for den nye ledelse af vores land.

Liberal Alliance har længe ønsket at komme i regering og være med til at tage ansvaret for at trække Danmark i den rigtige retning. Det er ikke lige meget, om det er den ene eller den anden side af Folketinget, der sidder på regeringsmagten. Det har stor betydning, det har reel betydning, og det bidrager vi gerne til. Det gjorde Liberal Alliance klart i forbindelse med regeringsforhandlingerne efter valget i sommeren 2015, og det har hele tiden været vores ønske og ambition at være med.

Jeg har ikke stor forstand på sport, men jeg ved, at når der uddeles karakterer i skihop, får man én karakter for stil og kunstnerisk udførelse og én karakter for det mere hårde resultat, nemlig hvor langt man hopper. Jeg forstår godt, hvis der er nogle, der har kigget med forundring på vores kunstneriske udførelse i Liberal Alliance i tiden op til regeringsdannelsen. Til gengæld kan ingen være uenig i, at vi, hvad angår indflydelse, er hoppet virkelig langt på meget kort tid. Det giver fuld valuta for pengene til de vælgere, som ved folketingsvalget satte deres kryds ved os.

Regeringsgrundlagets 88 sider er ikke en 1:1-afskrift af Liberal Alliances arbejdsprogram eller principprogram, selvfølgelig er det ikke det. Betyder det så omvendt, at Liberal Alliance nu går ind for, at Danmark skal have en endnu dyrere offentlig sektor, at ønsket om skattelettelser er kastet på glemslens kirkegård, eller at vi dropper værdikampen for mere frihed og mindre stat? Nej, det gør det selvfølgelig ikke. Liberal Alliances politik og holdninger er de samme. Vi synes stadig, at topskatten skal væk, at den offentlige sektor skal være mindre, at broafgiften over Storebælt skal fjernes, og at der skal være mere plads til forskellighed – for nu blot at nævne et par eksempler. Vi er præcis lige så liberale i dag, som vi var det i går, som vi var det for 1 år siden og for 6 år siden.

Tirsdag i sidste uge fremhævede Politiken i sin leder Liberal Alliances mod til at tage ansvar ved at gå ind i en regering, og i torsdags kunne man så læse på forsiden af Information, at regeringsgrundlaget er, og jeg citerer: »mere liberalt end nogen sinde«. Jeg er ikke sikker på, at det er positivt ment, når det kommer fra de kanter, men lad det nu ligge. Konklusionen må blot være, at man skal høre sandheden fra børn, fulde folk og venstreorienterede dagblade. For det er et ambitiøst regeringsgrundlag, den nye trekløverregering baserer sig på.

For 2 måneder minus 1 dag siden havde vi åbningsdebat her i Folketinget. Her sagde Liberal Alliances daværende politiske ordfører, hr. Simon Emil Ammitzbøll, at Danmark har brug for begejstring, optimisme og initiativ, og det er præcis den ånd og de værdier, som gennemsyrer grundlaget for den nye regering. Og nåh ja, mens vi er ved åbningsdebatten for et par måneder siden, er der også den opdatering, at mens Dynamit Anders har slået pjalterne sammen med både Egon Olsen og Kjeld Jensen om en fælles plan, er Yvonne stadig mest optaget af planløst at bruge løs af andre menneskers penge.

Liberal Alliance vil et Danmark, hvor flere forsørger sig selv; hvor der er plads til innovation og nytænkning; hvor væksten er af en størrelse, så fremtidens velstand og velfærd er sikret; hvor vi tager imod nye virksomheder med begejstring i stedet for med skepsis; hvor vi ikke bare omfavner, men fremdyrker nye teknologier; og hvor vi hverken kvæler nye virksomheder med vanvittig høje skatter eller med en insisteren på, at nye former død og pine skal passe i gamle kasser.

Vi ved, at et alt for højt skattetryk har negativ betydning for lysten til at give den en ekstra skalle og dermed også for væksten. Danmark befinder sig i en vækstkrise, som handler om meget andet, end at alle skal have råd til et lækkert køkken. Det handler om vores fælles fremtidige velfærdssamfund, og det handler om den enkeltes ret til at disponere mere over egne penge. For helt ærligt, med hvilken ret kan vi i Folketinget tillade os at sætte os på cirka halvdelen af landets velstand, som om vi ved bedst, altså bedre end borgerne, hvad der er godt for den enkelte? Det gør vi ikke. Derfor er vi i Liberal Alliance glade for, at der i regeringsgrundlaget tydeligt står, at de samlede offentlige udgifter skal udgøre en mindre del af samfundsøkonomien, og samtidig skal vi sørge for, at samfundsøkonomien bliver større.

Dem, der tror, at vi løser alle problemer ved bevidstløst at bruge endnu flere af borgernes penge, tager fejl. Venstrefløjen tager fejl. Man skal altså være af en særlig støbning for at føle sig bedre egnet end borgerne selv til at disponere over deres egne midler. Begrænsningens kunst er en overset dyd, også i politik.

For Liberal Alliance er målet med regeringsdeltagelse klar: Danskerne skal have større selvbestemmelse over eget liv; det skal i det hele taget være friere at være dansker. Det betyder også, at vi skal tage de basale liberale frihedsrettigheder alvorligt. Vi lever i en tid, hvor idealet om det åbne, frie og demokratiske samfund udfordres, særlig af antidemokrater, men også af populister, protektionister og folk, der tror, at hvis vi bare skruer tiden tilbage til, da vi havde nationernes Europa, bliver alting meget bedre. Men det er at stikke borgerne nostalgisk blår i øjnene, for de udfordringer, som følger med globaliseringen, løses ikke ved at lade, som om det der med globaliseringen nok går væk, hvis vi lukker øjnene og holder os for ørerne. Det gør det ikke. Vi kan ikke vælge virkeligheden fra, uanset hvor mange nationale værn man måtte stille op imod den.

Derfor skal vi møde protektionisme med frihandel som vores modsvar, populisme med ærlighed, og vi skal se i øjnene, at Danmark generelt og danske virksomheder i særdeleshed mere end nogen sinde før opererer i en virkelighed, hvor konkurrencen er global. Hvis Danmark skal være med her, kræver det, at vi rykker opad på listen over vækstrater i verden. Tornerosesøvnen er forbi.

Regeringsgrundlaget adresserer udfordringerne tydeligt og sætter ambitionsniveauet højt: 60.000 flere i beskæftigelse og en velstandsstigning på 80 mia. kr. Hvis vi vil sikre frihed, bedre muligheder for flere og ordentlig velfærd i fremtiden, kan vi ikke være andet bekendt end at reformere i tide, og Liberal Alliance har i den grad taget arbejdshandskerne på. Tak.

Tak. Der er en lang række korte bemærkninger til ordføreren. Først er det hr. Nicolai Wammen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og også tak til fru Christina Egelund for talen. Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at den politiske ordfører for Liberal Alliance starter med at sige, at det kunstneriske indtryk af Liberal Alliance i regering ikke har været godt, men nu skal udenrigsministeren ud at flyve, og så skal det hele nok gå alt sammen.

For os andre, som har fulgt det, ser det ud, som om udenrigsministeren har slugt så mange kameler, at det ville gøre en arabisk sheik misundelig, i forsøget på at få det at være i regering til at kunne forenes med også at være repræsentant for Liberal Alliance. Vi har set en perlerække af ministre, der har sagt, at nu er de ikke Liberal Alliance mere, nu er de en del af et regeringshold, og derfor er det dejligt at have den politiske ordfører.

Jeg vil derfor bare gerne spørge den politiske ordfører for Liberal Alliance om noget: Hvad mener Liberal Alliance skal være pensionsalderen i Danmark, og mener man, at det vil være en god idé at afskaffe efterlønnen?

Værsgo.

Tak for spørgsmålet. Jeg er glad for, at hr. Nicolai Wammen er glad for, at der findes en politisk ordfører for Liberal Alliance. Jeg skal hilse og sige, at det også er dejligt at være politisk ordfører for Liberal Alliance, særlig i en tid, hvor vores parti jo i den grad rykker ind og tager ansvar. Men jeg tror, ordføreren har hørt min tale forkert, for jeg sagde ikke, at det kunstneriske indtryk af Liberal Alliance havde været dårligt, jeg sagde bare, at på faktoren om, hvor langt man når, hvor langt man hopper, ville vi have fået meget høje karakterer.

På de konkrete spørgsmål om pensionsalderen, hvor høj den skal være, og om efterlønnen vil jeg sige, at Liberal Alliances politik er, at efterlønnen skal afskaffes. Det er det, vi går til ethvert forhandlingsbord med. Og når det kommer til pensionsalderen, mener vi, at i en tid, hvor vi er i den lykkelige situation, at folk heldigvis lever længere, er det sådan set også meget rimeligt, at man arbejder længere. Det giver egentlig også meget god mening.

Hr. Nicolai Wammen.