Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forhandling om redegørelse nr. R 1:

Statsministerens redegørelse i henhold til grundlovens § 38.

(Anmeldt 04.10.2016. Redegørelse givet 04.10.2016. Meddelelse om forhandling 04.10.2016).

Forhandlingen er åbnet. Værsgo til fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.

I lørdags sad jeg som mange andre danskere, tror jeg, og så Olsen-banden, og undervejs i filmen kom jeg til at tænke på statsministeren. Som alle her ved, valgte regeringen jo at udskyde de fleste beslutninger fra foråret til det efterår, vi nu tager hul på. Sæsonen er skudt i gang, statsministeren har en plan – en genial plan, må man forstå. Den er simpelt hen genial, alt er timet og tilrettelagt. Statsministeren skal bare bruge et telt, nogle pløkker og så et par velvillige herrer, der kan hjælpe med at stramme bardunerne. Der er en rigmand i Schweiz, et pengeskab i Finansministeriet, Dynamit Anders er klar. Intet kan gå galt, må vi forstå. Men det gør det så måske alligevel, og som altid skyldes det, må man forstå, et hundehoved, en klamphugger, en pjalt, et pjok, en pudseklud, en sut og – nåh ja – en socialdemokrat.

Det er sådan set rigtigt, at vi Socialdemokrater ikke kan se det geniale i, at nedslidte danskere skal arbejde endnu længere, for at nogle få kan få en topskattelettelse. Vi kan til gengæld se noget andet. Vi kan se nogle udfordringer, der skal løses. Lad os samarbejde om at gøre det. For det første er væksten i dansk økonomi for lav. Det samme er produktiviteten. For det andet ved vi, at vi kommer til at mangle kvalificeret dansk arbejdskraft. For det tredje skal vi kunne udvikle vores velfærdssamfund, finde en helt ny måde at organisere arbejdet på. For det fjerde er der for mange ikkevestlige flygtninge og indvandrere, der ikke er i arbejde. For det femte – og jeg tror, at vi kan mærke det alle sammen – er det, som om vores land bliver stadig mere skævvredet. Udfordringerne er reelle, men vi har prøvet det før, og vi har gjort det før, dvs. løst problemerne skridt for skridt til gavn for flertallet og aldrig kun for de få.

Vi skal jo i vores tid finde en vej til at møde vores udfordringer uden at lade uligheden stige, uden at forlade vores egne værdier. Vi skal stole på Danmark, vi skal stole på hinanden. Der er skabt et råderum i dansk økonomi på grund af fælles beslutninger og reformer. Det råderum skal bruges klogt på en målrettet vækstpakke, så vi skaber flere private arbejdspladser, på at prioritere vores fælles velfærd, på at sikre opkvalificering, så flere kan blive dygtigere, og så flere kan klare sig godt i en svær global konkurrence.

Tillad mig at være lidt direkte: Det er jo nemt, og det er let, at slå ud med armene og love topskattelettelser betalt af den nedslidte danske lønmodtager. Det er ikke svært at være modig for andres penge eller på bekostning af andres helbred. Et halvt år mere på arbejdsmarkedet betyder, at der skal løftes 33.000 ekstra kufferter hos bagageportørerne ude i Københavns Lufthavn. Vi kan jo ikke bede dem om at arbejde mere, når arbejdsmiljøet ikke er til det. Og for hvad? En topskattelettelse, der ikke er retfærdig, en topskattelettelse, som ikke løser Danmarks udfordringer. Nej, her skilles vandene. Jeg står ikke på den her talerstol og lover guld og grønne skove. Det er klart, at når vi ikke ønsker at skære i SU'en, når vi ikke ønsker at nedregulere overførselsindkomsterne, når vi ikke ønsker at beskære den grønne check, ja, så er der færre penge at gøre godt med. Men når vi ikke prioriterer skattelettelser, er der råderum til at sikre ny udvikling.

Uenigheder til trods må vi finde en vej sammen. Hvis regeringen vil, vil vi selvfølgelig også. For det, der kendetegner os danskere, er jo, at vi får tingene gjort. Vi har som folk sjældent fidus til mennesker med store armbevægelser og flotte ord, for vores erfaring siger os, at så bliver det næppe til noget. Og hvad nytter det så, hvis det bare bliver ved ordene? Når Danmark er bedst, er det, når vi formår at forlige uenigheder og skabe fremskridt sammen. Derfor har vi brug for reformer: en vækstreform, der skaber bedre rammevilkår for vores private virksomheder, en opkvalificeringsreform, så flere kan efteruddanne sig og dygtiggøre sig, så de kan møde fremtidens krav, og en velfærdsreform. Vi ønsker et opgør med new public management. Vores medarbejdere kan meget mere, end de får lov til at vise i dag. Vi skal have mere fokus på resultater i stedet for bare processer. Og så har vi altså behov for at kunne stole på hinanden.

Den enlige mor med store sociale problemer skal kunne stole på, at vi har et stærkt socialt sikkerhedsnet i Danmark, at hun ikke bliver sat på gaden på grund af et kontanthjælpsloft. Danske og udenlandske investorer skal kunne stole på os her i Folketinget. Det kræver, at vi står ved det energiforlig, vi allerede har indgået. Blot fordi en minister synes, at nogle kystnære møller er grimme, skal hverken den grønne omstilling eller Danmarks troværdighed sættes over styr. Vi skal stole på vores samfundsmodel, vores sammenhængskraft. Derfor er der en grænse for, hvor mange nye udlændinge vi kan tage imod. Og så skal vi kunne stole på hinanden her i salen. Når der en gang er indgået en aftale om en togfond, en togfond, der skal binde hele Danmark sammen, så går det altså ikke, at vi har en regering, der bare ignorerer et flertal. Respekt for ordet, respekt for aftalerne og respekt for hinanden vil klæde os.

Derfor er min opfordring til statsministeren og regeringen klar. Lad os komme i gang med det, Danmark har brug for. For der er ikke 90 mandater i Folketinget, der ønsker at sænke topskatten og samtidig hæve pensionsalderen. Det var der ikke i sidste folketingssamling, det er der ikke i denne folketingssamling, og jeg tror heller ikke, at der kommer til at være det i næste folketingssamling. Men lad os gå i gang med at løse de pligtopgaver, der venter, og som har ventet i lang tid: et nyt ejendomsvurderingssystem, en ny finansiering af den grønne omstilling. Lad os gennemføre en vækstreform, en opkvalificeringsreform og en ny måde at styre vores offentlige sektor på, og lad os vise, at vi evner at arbejde sammen på tværs om at bringe Danmark fremad.

Derfor er mit budskab helt enkelt til regeringen: Indgå en bred 2025-aftale bl.a. med os. Men det skal være på et ærligt grundlag. I Olsen-banden lægger Egon altid sin plan frem, kontant og uden omsvøb. Han kalder en spade for en spade. Med statsministeren er det blevet lidt anderledes. Nu er det pludselig en leg med ord. Når man forringer SU'en, betyder det, at det bliver mere robust. Når man sparer på kernevelfærden, på ældre, børn og skolerne i kommunerne, bliver det til et omprioriteringsbidrag. Når man hæver pensionsalderen, er man modig. Og nu hører vi senest, at kontanthjælpsloftet i virkeligheden bare er en fremstrakt hånd til de mest udsatte i vores samfund. Det er ikke i orden.

Vi har i Socialdemokratiet givet regeringen og statsministeren et klart løfte. Vi vil gerne være med til at lave brede aftaler, hvor det gavner hele Danmark, men vi vil samtidig være en hård modstander, når den førte politik rammer skævt og splitter Danmark. Det løfte står vi ved.

Så vil jeg gerne have lov til at læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Alternativet:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at regeringens kontanthjælpsloft, 225-timersregel m.v. vil skabe øget fattigdom i Danmark og øge utrygheden for almindelige lønmodtagere.

Folketinget konstaterer, at Danmark har brug for en anden retning. Vi skal værne om og styrke vores unikke samfundsmodel og ikke gradvist udhule og afvikle den. Vi skal udvikle vores fælles velfærd, styrke den grønne omstilling, begrænse uligheden, sikre bedre hjælp til nedslidte, skabe et mere rummeligt arbejdsmarked, skabe flere job og praktikpladser og styrke opkvalificering og uddannelse.

Folketinget opfordrer til, at regeringen fører politik, der sikrer et socialt retfærdigt sikkerhedsnet og en bæredygtig udvikling i stedet for uddannelsesnedskæringer og velfærdsbesparelser for de borgere, der i forvejen har mindst.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 1).

Tak for det. Der er en lang talerrække, og det forventer jeg at der vil være dagen igennem, så jeg skal indskærpe, at man overholder taletiden, da det bliver en lang debat, så vi ikke står her omkring midnat og synes, at der er nogle, der ikke har respekteret det, og at det derfor er blevet så sent.

Først værsgo til hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak. Efter at have hørt talen vil jeg sige, at der er tidligere socialdemokrater, som jeg i højere grad havde lyst til at benævne som – i citationstegn – skide socialdemokrater. Men nok om det – det var Olsen-banden-terminologi.

Det, jeg godt kunne tænke mig at få et svar på i dag, er: Betyder den her fremstrakte hånd, som fru Mette Frederiksen jo gerne vil give indtryk af at komme med her fra talerstolen – og som jeg synes er rigtig godt – at man f.eks. forhandler et boligbeskatningssystem for sig selv? Når jeg spørger om det, er det, fordi der gennem den seneste tid har været lidt forskellige meldinger, både fra regeringen, men i virkeligheden også fra Socialdemokratiet, om, om man ser den her helhedsplan og det, der sker her i efteråret, som en samlet ting, eller om man er indstillet på at tage enkeltelementer ud og forhandle dem for sig selv. Dansk Folkeparti er meget interesseret i, at vi får taget hul på et efterår med nogle aftaler til gavn for danskerne, og når boligbeskatningsdiskussionen nu er kommet ud af busken, skal der findes en løsning på det. Så vi er meget interesseret i at få en forhandling om det alene og finde ud af, om der er et flertal her i Folketinget, som vil skabe tryghed for boligejerne.

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Vi kan i hvert fald sagtens gå i gang. Og jeg tror, det er vigtigt, at vi gør det. Jeg synes ikke, man må være blind for, at med det, der er lagt frem nu på boligområdet, risikerer vi jo, at boligmarkedet går i stå, at der skabes utryghed for boligejerne. Og derfor tror jeg, det er rigtig vigtigt, at vi ret hurtigt kommer væk fra kun at diskutere det i offentligheden og får det ind i forhandlingslokalet. Det er i vores øjne en bunden opgave at sikre et nyt ejendomsvurderingssystem, og vi vil meget, meget gerne forhandle det med regeringen og med de partier, der i øvrigt vil tage ansvar.

Så har vi jo hele tiden sagt – og det vil jeg gerne gentage – at selvfølgelig skal tingene ses i deres helhed, for boligbeskatningen hænger jo uløseligt sammen med, hvad der i øvrigt måtte ske på skatteområdet. Men den tid, den glæde – eller sorg. Lad os endelig komme i gang med at få løst den her bundne opgave.

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Der sidder nemlig rigtig mange danskere derude ved skærmene, som har set det udspil, der kom i går, og har fået det sådan foldet lidt ud, men som sidder med en utryghed om, hvad det præcis kommer til at betyde for dem. Og det er klart, at når først sådan en diskussion er kommet ud af busken, skal der findes – gerne meget hurtigt – en løsning, en konklusion, så danskerne ved, hvad de har at gøre godt med. Det er jo også en del af det her med at skabe tryghed for boligejerne. Og det er derfor, jeg synes, at hvis debatten i dag kan bruges til, at der er en række partier, der erklærer sig villige til at gå ind og finde en løsning på det, uafhængigt af hvad der ellers måtte være af alle mulige uenigheder – som fru Mette Frederiksen jo også var inde på i sit ordførerindlæg – så ville den debat jo være givet godt ud.

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Jamen jeg tror, at vores udgangspunkt ikke ligger langt fra hinanden, og derfor kan man jo skære meget af den politiske retorik væk og konstatere, at vi har et ejendomsvurderingssystem, der ikke virker. Vores opgave er selvfølgelig bredt hen over midten at få lavet et nyt ejendomsvurderingssystem. Nu har regeringen lagt deres plan frem på det her område. Jeg tror, vi alle sammen har god grund til selv at sætte vores regnemaskiner i gang og afdække, hvad det er, regeringen egentlig foreslår. Men i mine øjne er det en bunden opgave at gå i gang med forhandlingerne, og jeg håber – og det vil jeg understrege så meget, som jeg overhovedet kan – på en bred aftale på det her område, og jeg håber på en bred aftale relativt hurtigt, så vi kan sikre, at der er både ro og stabilitet omkring boligmarkedet. Men det er klart, at der ikke er noget, der kan ses uafhængigt af hinanden, og derfor må vi jo se tingene i deres helhed. Men vi bør gå i gang på det her område med det samme.

Tak. Hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre.

Tak til fru Mette Frederiksen for talen, altså for det, jeg jo også må se både som en udstrakt hånd og som en selverkendelse i den Olsen-bandenske terminologi over, hvem det altid er, der spænder ben for ting.

Finansministeren har jo regnet på udkastet »Stol på Danmark«, og det har der været en del diskussion om i sidste uge. Jeg kan så forstå, at man fra Socialdemokratiets side synes, det er en stor sejr, at Finansministeriet nu har svaret på et spørgsmål i dag. Det er man meget glad for. Kan fru Mette Frederiksen bekræfte, at der i det her svar står, at hvis man gennemfører den her offentlige vækst på 0,6 pct. pr. år, er der lige præcis 0 kr. til at fjerne PSO'en, til at investere i Togfonden DK og til at investere i infrastruktur i det hele taget frem til 2020?

Fru Mette Frederiksen.

Jamen problemet for den gode Egon Olsen er jo, at planerne altid lyder fantastisk godt i de første minutter hjemme i køkkenet hos Yvonne, og lige så snart planerne møder virkeligheden, så har planerne det med at falde fra hinanden.

Jeg synes, og det vil jeg gerne understrege, at det er en smule ejendommeligt, at regeringen vælger at sige til Folketinget, at nu har vi ikke behov for en 2020-plan, men vi har behov for en 2025-plan. Det er det, regeringen beder Folketinget om at gå ind og forhandle. Så fremlægger vi et forhandlingsoplæg til en 2025-plan, og så vælger regeringen at regne på vores plan ud fra et balancepunkt, regeringen selv har fralagt sig i 2020. Det synes jeg er ejendommeligt. Derfor har jeg jo kun at sige, at den beregning, der er lagt frem, hviler på nogle præmisser, som ikke er korrekte. Den diskussion har vi jo sådan set allerede taget med landets finansminister.

Tak. Hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Nu var det sådan set ikke rigtig det, jeg spurgte om, og det kan godt være, at mit spørgsmål blev unødigt kompliceret. Men kan Socialdemokraterne bekræfte, at der er præcis 0 kr. til at løse de pligtopgaver, som fru Mette Frederiksen også nævner, frem til år 2020? Uanset at man har lavet en plan frem til 2025, er der præcis 0 kr. frem til 2020 til både infrastruktur; PSO-afgift – det er 4 mia. kr.; til udviklingsbistand, må jeg forstå; kontanthjælpsloft; integrationsydelse; alle de andre ting, som Socialdemokraterne ikke rigtig vil give et svar på. Hvor skal de penge findes? Er det ved skattestigninger, eller hvor skal man finde dem?

Fru Mette Frederiksen.

Jeg bliver jo nødt til igen at anholde præmissen for spørgsmålet. For det, vi er blevet bedt om at forhandle om af regeringen, er en 2025-plan, og det, vi har lagt frem, er et forhandlingsoplæg, der strækker sig over årene fra i dag, til vi når frem til 2025. Så kan man jo diskutere, hvad det er for prioriteter, man har. Regeringen vælger at flytte balancepunktet for dansk økonomi og underskudsfinansiere en skattereform. Når vi hverken har et ønske om at lave en skattereform eller for den sags skyld underskudsfinansiere den, får vi jo adgang til en anden form for råderum i den økonomiske politik end den, regeringen har.

Så er det hr. Anders Samuelsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan forstå, at jeg skal have rollen som Dynamitanders. Men hvis det er tilfældet, så må Socialdemokratiets formand, fru Mette Frederiksen, jo have rollen som Yvonne, der konstant er på jagt efter andre folks penge, aldrig er villig til at arbejde selv, fordi hun altid har en konfirmation, et bryllup eller en ferie, hun skal på, og presset bliver lagt på stakkels Egon Olsen, som hele tiden bliver stresset af det pres, og derfor falder planerne fra hinanden. (Munterhed).

Det fører mig sådan set direkte tilbage til noget af det, som vi vedtog sidste år. Det gælder også det med retorikken, som fru Mette Frederiksen gerne ville drille statsministeren med. Det kan Socialdemokratiet jo også. Ferrarireform, rødvinsreform. Det skal altid have nye stempler. Sidste år, da vi sænkede registreringsafgiften, var Socialdemokratiet meget imod.

Vi sænkede den, og mit spørgsmål er: Kommer der et beslutningsforslag fra Socialdemokratiet om at hæve registreringsafgiften igen?

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Nej til det sidste. Og så tilbage til Yvonne. Yvonne er jo en skøn figur i Olsen-banden. Man kan sige, at til forskel fra Dynamitanders, som spiller en lidt mere perifer rolle i det samlede Olsen-banden-billede, er det Yvonne, der står der til sidst.

Det er godt med det gode humør, men ... (Munterhed) .

Var fru Mette Frederiksen færdig? Godt. Hr. Anders Samuelsen, værsgo.

Nu er det lidt, som om der står en kamp mellem Folketingets formand og fru Mette Frederiksen om at være Yvonne. Hun rejser sig op og prøver at banke folk på plads. (Munterhed) . Fred nu være med det.

Det går jo alligevel ikke uden Dynamitanders, og han må så stramme sig op og føre den hele vejen i mål, og det lover jeg også kommer til at ske. Men det der med at råbe op og kalde det Ferrarireform, som man alligevel ikke, når det kommer til stykket, vil føre tilbage, minder også lidt om dengang, da man i 2011 indgik et stort forlig og Socialdemokratiet ikke ville lægge navn til det. Alligevel ville man ikke føre det tilbage, man ville ikke tage konsekvensen. Er det ikke det, der kendetegner Socialdemokratiet? De råber højt op, men der sker ikke rigtig noget efterfølgende, for de vil ikke stå ved deres egen retorik, når det kommer til stykket.

Så skal jeg lige sige, at formanden ikke indgår i den almindelige politiske debat.

Værsgo til fru Mette Frederiksen.

Nu skal man vel være varsom med at beskylde andre for at råbe op med det forløb, vi har set de seneste måneder. Det, I hører i dag, er jo et Socialdemokrati, der helt stilfærdigt siger, at der er nogle bundne opgaver; lad os løse dem. Derudover er Danmark udfordret. Væksten er for lav, vi ved, vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft, vi har et velfærdssamfund, vi kan være stolte af, men som også knirker nogle steder. Lad os sikre, at der er rum til at udvikle det. Vi påstår ikke, at der er nogen lette løsninger. Der er heller ikke en masse gyldne løfter. Men vi har mulighed for, hvis vi prioriterer pengene i den her retning, at skabe en positiv udvikling i vores samfund. Jeg mangler endnu at høre, hvem af vores ufaglærte lønmodtagere der bliver dygtigere af, at der bliver givet topskattelettelse et andet sted i det her samfund. Det er der nemlig ikke nogen der gør.

Tak. Så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg sidder og spekulerer over, hvordan jeg kommer ind i fortællingen her, men man finder nok en figur til mig i løbet af dagen.

Jeg bliver nødt til at spørge om noget. Fru Mette Frederiksen har talt meget om tryghed. Så jeg bliver nødt til at spørge om noget. Vi er enige om, at regeringens, Dansk Folkepartis og resten af højrefløjens kontanthjælpsreform er noget af det mest asociale, vi har set meget længe, at den kommer til at sende tusindvis af mennesker ud i fattigdom, herunder 7.000 børn med alle de konsekvenser, det får for de børns fremtid – og hvis der er noget, vi kan blive enige om, er det, at de børn aldrig har gjort noget galt. Ikke nok med at det rammer dem; det rammer også trygheden for alle dem, der ikke er arbejdsløse endnu, alle dem, som kan miste jobbet en dag. Det er deres tryghed ude i fremtiden, der også står på spil. Det tror jeg også vi er enige om. Derfor vil jeg så gerne vide, hvorfor vi ikke kan blive enige om at give alle de lønmodtagere, især de lavtlønnede, som står på kanten, alle dem, der er ramt af arbejdsløshed og sygdom, hvis flertallet skifter, det løfte, at de får den tryghed tilbage.

Værsgo, fru Mette Frederiksen.

Jeg må sige, at jeg på lange stræk deler analysen, hvor dyster den end måtte være. Kontanthjælpsloftet rammer helt klart socialt skævt. Vi risikerer, at det rammer rigtig mange børn. Noget af det, der lykkedes for os, da vi sad i regering, og som jeg synes der er grund til at dvæle ved og også være glad for og stolt af, var, at vi faktisk fik knækket kurven, hvad angår udsættelser, for folk kunne simpelt hen ikke betale deres husleje. Der er nu en risiko for, at det vender rundt, at også mennesker, der rent faktisk ikke kan arbejde, sættes ned i ydelse med risiko for, at de ikke kan betale deres husleje og i øvrigt forsørge deres familie.

Derfor kigger vi med samme alvor på kontanthjælpsloftet, som Enhedslisten gør. Nu har den siddende regering været her i godt et års tid. Man har godt nok nået at træffe en del beslutninger, vi er imod. Vi bliver selvfølgelig nødt til at se på den samlede opgørelse af uenigheder mellem os og regeringen, før vi lover noget konkret på de enkelte områder. Men vores grundlæggende holdning til kontanthjælpsloftet er den samme, som Enhedslisten lige har redegjort for.

Værsgo til fru Pernille Skipper.

Så langt, så godt. Det, der undrer mig, er – og der er allerede blevet talt om det i dag, selv om vi kun har været i gang i kort tid – at man fra Socialdemokraternes side kan være så optaget af at tale om tryghed for boligejerne og tryghed i forhold til boligøkonomien, at man er villig til at love dem mange milliarder kroner meget langt ude i fremtiden. Den tryghed er så vigtig, men trygheden for de mennesker, der er ramt af arbejdsløshed eller sygdom, eller som måske bliver det en dag, er åbenbart ikke helt lige så vigtig. Nu ved jeg godt, at det er et polemisk spørgsmål, men hvad tror fru Mette Frederiksen egentlig at mennesker på kontanthjælp betaler deres husleje med? Hvor er trygheden i forhold til deres boligøkonomi henne?

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Ja, det blev nemlig lige polemisk, og det er der sådan set ikke nogen grund til, for hvis vi ser på historien på det her område, var noget af det første, som vi gjorde, da vi, sidste gang vi dannede regering, gik ind i regeringskontorerne, at afskaffe de på det tidspunkt lave ydelser. Så vi har tidligere løst den opgave. Derfor er jeg egentlig selv fortrøstningsfuld, også hvad angår fremtiden.

Jeg tror så, det er vigtigt at få sagt, at en del af den udfordring, vi har på boligområdet, altså er en bunden opgave at løse, for det ejendomsvurderingssystem, vi har, er blevet underkendt. Der skal findes en løsning. Derfor skal der selvfølgelig også afsættes midler dertil.

Men jeg er af den klare overbevisning, at vi selvfølgelig hele tiden skal have et øje på, om vi skaber en mere retfærdig udvikling af det her samfund eller ej. Det er derfor, vi siger nej til dele af regeringens 2025-plan og i øvrigt sikrer en økonomi til at kunne skabe en mere retfærdig udvikling.

Tak. Så er det hr. Morten Østergaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg var sådan set langt hen ad vejen meget enig i beskrivelsen af den afstand, der er mellem de ord, der tages i anvendelse af regeringen, og så den virkelighed, der afdækkes i nogle af de forslag, man bærer frem. Jeg syntes, der var et sted, hvor fru Mette Frederiksen kunne have lagt til, og det var på uddannelsesområdet, hvor der i de næste år planlægges besparelser på 8-10 mia. kr., nogle på gymnasieområdet, andre på erhvervsakademier, på professionshøjskoler, på universiteter – altså massive milliardbesparelser på uddannelse. Og så er der i helhedsplanen et sted, hvor man skriver en »kompetencepulje« på en enkelt milliard. Der vil jeg bare spørge fru Mette Frederiksen:

Er det ikke også en brik i det her, at hvis man på den ene side massivt planlægger besparelser, hvor det måske nærmer sig et tocifret milliardbeløb, og så på den anden side har noget, man kalder en kompetencepulje til 1 mia. kr., så bliver det bare noget newspeak, hvor der ikke er sammenhæng mellem det, man siger, og det, man foreslår?

Fru Mette Frederiksen.

Jo, det er jeg sådan set enig i, men regeringen har under alle omstændigheder det problem, at der ikke er flertal for regeringens plan. Der er jo ikke et flertal for regeringens plan, og jeg kan ikke se det flertal komme til at vise sig. Der er ikke et flertal i det her Folketing, heldigvis. Der er så lidt uenighed mellem os og Det Radikale Venstre, der ønsker at hæve pensionsalderen. For heldigvis er der et flertal i Folketinget, der siger, at det ikke er en ordentlig måde at finansiere de ønsker, man måtte have, på. Derfor sidder regeringen jo tilbage med det problem, at de løfter, man er ude at give, er man ikke sikker på at man kan finansiere.

Men grundanalysen om, at uddannelse er afgørende, og at uddannelse altid skal betragtes som en af de væsentligste investeringer, vi overhovedet kan foretage, deler jeg med Det Radikale Venstre.

Hr. Morten Østergaard.

Man behøver ikke hæve pensionsalderen for at spare på uddannelse. Man behøver sådan set heller ikke Det Radikale Venstres hjælp, for Socialdemokraterne stod jo til rådighed, da man skar ned på gymnasierne i forbindelse med politiforliget sidste år.

Men det, der er det spændende, er i det fremadrettede, og jeg spørger så bare: Hvis Socialdemokraterne, som jeg ved gerne vil lave en opkvalificeringsreform, peger på det faglærte område, kan vi så regne med, at det ikke dækker over, at man lægger stemmer til milliardbesparelser på de videregående uddannelser? For jeg kan i hvert fald ikke i det udspil til forhandlinger, der er kommet fra Socialdemokraterne, se, at man annullerer regeringens omprioriteringsbidrag, for så vidt angår de videregående uddannelser.

Værsgo.

Lad os bare lige tage historien: Altså, først vil jeg sige, at vi jo ikke har 90 mandater. Det ved hr. Morten Østergaard godt. Og så indgik vi i forhandlinger med den siddende regering om et nyt politiforlig. Selvfølgelig er Socialdemokratiet med der. Ligegyldigt hvad vi måtte have af holdninger på alle andre områder, er det af helt vital betydning, at vi har et politi, der har de ressourcer, der skal til.

Så ønskede regeringen at finansiere et nyt politiforlig, en ny flerårsaftale for politiet, med en række uddannelsesbesparelser. Det var vi sådan set ikke enige med regeringen om. Det lykkedes os så, fordi vi blev ved bordet og indgik en aftale, at få nogle af de uddannelsesbesparelser pillet ud af den endelige aftale, nemlig nogle af besparelserne på erhvervsuddannelserne. Og når vi er særlig optaget af det, er det, fordi vi ved, at vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft – og i øvrigt fordi vi her i Folketinget igennem rigtig mange år ikke har prioriteret vores erhvervsuddannelser tilstrækkeligt. Så det var det, der var vores fokuspunkt, og jeg er da sådan set glad for, at vi faktisk fik et resultat forhandlet hjem netop på det område.

Tak. Hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg er sådan set rigtig glad for, at vi i rød blok står sammen om afvisning af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, og at flere af de røde partier er imod at hæve pensionsalderen og give topskattelettelser. Jeg ser faktisk, at der er rigtig mange ting, vi er enige om, især i det forslag til vedtagelse, som rød blok undtagen Enhedslisten er sammen om i dag, og hvor vi også siger, at vi vil bekæmpe uligheden. Det synes jeg er et meget vigtigt pejlemærke for et nyt rødt flertal.

Noget af det, som øger uligheden, er en SU-reform med nedskæringer, en SU-reform, som vil gøre, at studerende vil have ca. 15 pct. mindre i deres levegrundlag, end de har i dag – 15 pct. mindre til at betale husleje, medicin, forsikringer og til at være unge mennesker i deres fritid. Kan Socialdemokraterne på nogen måde se sig selv i en politisk aftale, hvor man skærer ned på SU'en, eller hvor man afskaffer det sjette SU-år, så der er mindre plads til omvalg, eller i en SU-aftale, hvor man i det hele taget gør det sværere at være et ungt menneske i Danmark?

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Altså, jeg vil gerne som udgangspunkt sige, at jeg synes, vores studerende i Danmark har det ret godt. Det må jeg sige. Vi har igennem generationer opbygget et skattefinansieret uddannelsessystem af høj kvalitet. SU'en er relativt set høj. Det er godt at være ungt menneske i Danmark. Der er ikke i mine øjne nogen som helst grund til at forsøge at tegne et andet billede af det.

Men når vi så ser på det forslag, der er kommet fra regeringen, om SU, er der to ting, der bekymrer os. Det er for det første, at man næsten direkte beder flere unge om at gældsætte sig. Det synes vi jo er en kedelig start på det liv, der skal tegne sig efterfølgende. Og for det andet er det selvfølgelig, om man med de besparelser, regeringen lægger op til, i virkeligheden kommer til at begrænse den sociale mobilitet. For der er forskel på, om man starter på en videregående uddannelse i Danmark og har forældre, der kan købe en lejlighed til en, om der er en børneopsparing og der er nogen, der hjælper med en computer, eller om man som nogle af os andre, skulle jeg til at sige, kommer med en baggrund, hvor der ikke er og ikke har været de muligheder.

Det, der optager os allermest, når vi taler SU, er vores evne til at blive dygtigere som samfund, men også at få dem med, der ikke har så store uddannelseserfaringer med sig. Og derfor er vi jo mod den forringelse, der lægges op til på SU-området.

Tak. Hr. Jacob Mark.

Jeg er også overbevist om, at de unge har det ganske godt, men jeg ved, at de unge allerede med den SU, der er i dag, har svært ved at få råd til husleje og har svært ved at få råd til medicin og studiebøger. Så en nedskæring på næsten 15 pct. vil betyde, at de vil sidde markant strammere i det.

Der er en tradition for brede forlig på uddannelsesområdet, og det synes jeg er rigtig sundt for Danmark og for uddannelsessektoren. Der er jo noget, der tyder på, at man vil ophæve uddannelsesforliget. Jeg har i hvert fald fået at vide, at hvis vi ikke er enige, må man indføre det efter et valg. Hvordan ser ordføreren på det? Hvis det skulle være sådan, at der efter et valg bliver opsagt et uddannelsesforlig, vil ordføreren så kæmpe for, at man ruller de her nedskæringer tilbage i et kommende forlig?

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Altså, først og fremmest synes jeg, der er grund til at glæde sig over SF's tilgang til det her spørgsmål og også opbakningen til vores evne her i Folketinget til at lave brede aftaler. Dermed er rollerne næsten ved at være byttet om, for nu har vi at gøre med et parti, der lige nu sidder i regering, og som sådan set har været bærer af mange brede aftaler igennem årene, men som næsten ser stort på i hvert fald afgørende forlig, både på energiområdet og på SU-området. Og det er ikke en god måde at arbejde på. Altså, vi skal kunne samarbejde hen over den politiske midte, og forligene skal stå, så man kan stole på de ord, der bliver sagt her.

Tak. Så er det hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak. Og tak for talen. Jeg må lige starte med at sige, at jeg sad og lyttede med et stort smil på læben, da Venstres ordfører stillede spørgsmål til fru Mette Frederiksen, for jeg hørte det faktisk som en udfordring af præmisserne i Finansministeriets beregninger. Vi er jo glade for, at vi ikke er det eneste parti, der faktisk udfordrer de præmisser.

Der er noget, jeg egentlig godt kunne tænke mig at spørge ind til, for de her åbningsdebatter handler jo om, hvor vi er som samfund: Hvor vil vi hen? Og ordet klima optræder ikke mange gange. Så derfor er jeg lidt nysgerrig efter at høre lidt om den her finansiering af vores måde at fronte klimakrisen på, hvor PSO'en jo er i spil fra regeringens side.

Nu hørte vi så i går, at det at lægge det på finansloven måske faktisk er imod EU-retsprincippet om, at forureneren betaler. Så kunne fru Mette Frederiksen sige lidt mere om, hvor Socialdemokratiet står i den her sag om PSO'en og finansieringen af vores klimatilpasning?

Værsgo, fru Mette Frederiksen.

Jo, det vil jeg gerne. Det er en bunden opgave at få fundet en løsning på det her felt, og man kan vel godt tillade sig at sige, at tiden går. Vi var jo i forhandlinger allerede i foråret om at finde en løsning, og det er endnu ikke lykkedes. Det, der til gengæld er lykkedes for regeringen, er at skabe usikkerhed om Danmark som investorland, og det er bekymrende. Det er bekymrende, fordi det i mine øjne dækker over en fejlagtig tro på, at ligegyldigt hvad vi gør her i Folketinget, skal resten af verden nok komme til. Sådan er det altså ikke! Det er derfor jeg siger i min tale, at når vi har et energiforlig, bliver resten af verden og i øvrigt også indenlandske investorer nødt til at kunne stole på vores beslutninger. Derfor står vi selvfølgelig ved det ambitionsniveau, vi allerede har sat os.

Så har vindmølleindustrien jo selv fremlagt forslag om så at sige at få prisen ned, og det synes jeg da vi skal se endog meget positivt på i de videre forhandlinger.

Når det så kommer til finansieringen, vil jeg for også at svare på det konkrete spørgsmål sige: Vi tager med regeringen udgangspunkt i der, hvor vi slap hinanden i foråret. Regeringen havde lagt en plan frem, hvori der indgår en mindre skattestigning på det her felt. Det var regeringens udspil. Det sidste, vi hørte ved de forhandlinger, kan man sige, var jo præcis det, og det er der, hvor vi gerne vil fortsætte forhandlingerne.

Værsgo, hr. Rasmus Nordqvist.

Tak for det. Når vi har stået og snakket om PSO'en, skyder vi skylden på EU, og når man så har en god løsning og den faktisk også strider imod EU's retsprincip om, at forureneren betaler, tænker jeg sådan lidt: Hvad nu, hvis vi går tilbage til den kritik, der var fra EU's side, af PSO'en? EU bad os faktisk bare om at justere den en lillebitte smule og gøre, ligesom man f.eks. gør i Tyskland, så vi også får overensstemmelse der.

Så kunne Socialdemokratiet se sig selv i det, at vi bare laver den småjustering, som EU faktisk bad om, i stedet for at gå ind og ryste hele systemet med vores finansiering af klimaindsatsen?

Værsgo, fru Mette Frederiksen.

Jeg tror, at det er vigtigt at få skabt en løsning, som adresserer kerneproblemstillingen, og den er, at det er underkendt af EU med hensyn til den måde, vi indtil nu har finansieret det på. Og så vil jeg sige, at når man besøger produktionsvirksomheder rundtomkring i Danmark, oplever man, at PSO-afgiften i hvert fald for en del virksomheders vedkommende jo er en belastning. Det skal vi også have i baghovedet, fordi vi har behov for at kunne producere i Danmark, og hvis man vil være et produktionsland, er der kedler, der skal køre, og der er el, der skal bruges. Og derfor er vi som udgangspunkt positive over for at finde en løsning, som samtidig aflaster erhvervslivet på det her område.

Tak. Så er det hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. For et stykke tid siden holdt Socialdemokratiet pressemøde og sagde, at nu skulle der skabes tryghed for boligejerne, og at man ville forlænge skattestoppet frem til 2025. Det var jo isoleret set en halv glæde, for jeg fornemmer ikke, at der i det skattestop lå – men det kan jeg så få afklaret nu – et skattestop for grundskylden fra 2017 allerede. Hvor står Socialdemokratiet, når det gælder om at sikre tryghed for boligejerne? Ejendomsværdiskatten er jo ikke den, der presser folk fra hus og hjem, men det er jo grundskylden.

Værsgo til fru Mette Frederiksen.

Vores udgangspunkt er det, det har været hele tiden, nemlig at der er en bunden opgave, hvad angår ejendomsvurderingssystemet. Derudover er vores ønske i virkeligheden ret stilfærdigt, nemlig at vi får fundet en løsning, der skaber tryghed på boligområdet.

Jeg er sikker på, at der bliver stillet mange konkrete spørgsmål i dag, men jeg vil faktisk anbefale, at vi ikke går for langt ind i diskussionen om boligbeskatning, for det, vi har behov for nu, er at komme ind til forhandlingsbordet. Regeringen har lagt et oplæg frem, og det tror jeg alle er i gang med at regne på. Nu blev der, som jeg hørte det, både sagt udstrakt og fremstrakt hånd – jeg tror, det hedder en fremstrakt hånd – fra Dansk Folkepartis side til at finde en løsning, og det samme er der fra vores side. Jeg vil faktisk inderligt appellere til, at vi går til forhandlingsbordet nu.

Værsgo til hr. Søren Pape Poulsen.

Det synes jeg er en god idé, altså at vi går til forhandlingsbordet, og jeg håber, vi kan ses der. Men jeg går ud fra, at fru Mette Frederiksen er enig med mig i, at i det forslag, der ligger fra regeringens side, adresserer man ikke udfordringerne fra 2017 til 2020. Det er først fra 2021. Altså, vi kan imødese en fortsat voldsom stigning i grundskylden fra 2017 til 2020, mange tusinde kroner for rigtig mange helt almindelige mennesker, pensionister, der bor i deres egen bolig.

Vil ordføreren give mig ret i, at de stigninger, vi ser i grundskylden de kommende år, er en stor udfordring for mennesker i deres egne boliger?

Fru Mette Frederiksen.

Ja, det kan det da sagtens være, det har ordføreren ret i. Og jeg tror sådan set også, at ordførerens gennemgang af den del af regeringens plan er teknisk set korrekt. Det ændrer bare ikke på det, der er mit grundsvar, og som jeg også vil opfordre andre partiledere til at sige i dag, nemlig at vi har behov for at komme ind til forhandlingsbordet nu. Og der er grænser for, hvor lang tid – og det mener jeg helt oprigtigt – man kan have en diskussion om boligbeskatningen til at flyve rundt imellem os.

Så jeg appellerer stærkt til fra min side til, at vi går til forhandlingsbordet og får fundet en løsning hen over den politiske midte, der kan stå i årene frem. Det her har stor betydning for den enkelte families økonomi, men det har også stor indvirkning på den samlede samfundsøkonomi.

Tak for det. Så er det hr. Peter Skaarup.

Tak for talen. Den var sjov. Men det er jo sådan, at Socialdemokraternes formand gerne vil være statsminister, og skal der føres en politik, hvor Socialdemokraternes formand kan blive statsminister, så skal der også være en udlændingepolitik, som skal føres af nogle partier efter et folketingsvalg. Mit spørgsmål til fru Mette Frederiksen er: Vil den udlændingepolitik, der skal føres efter et eventuelt folketingsvalg, hvor fru Mette Frederiksen er blevet statsminister, blive ført sammen med de fire partier, der vel ser ud til at blive det parlamentariske grundlag, og som alle sammen vil have en lempelig udlændingepolitik, eller vil den udlændingepolitik blive ført sammen med andre partier i Folketinget?

Værsgo til fru Mette Frederiksen.

Svaret er lige så enkelt, som spørgsmålet er. Udlændingepolitikken skal funderes på en enighed hen over den politiske midte, og den skal have opbakning fra en majoritet af danskerne. Og det er mit klare indtryk, det er min klare fornemmelse, at den store del af den danske befolkning bakker op om den udlændingepolitik, der føres i dag. Derfor er og vil det være vores udgangspunkt. Så synes jeg jo, at den samlede udlændingepolitik i dag har nogle mangler, og det handler især om nærområderne. Vi har strammet op på asylpolitikken i Danmark, og det har man i øvrigt også gjort i alle andre europæiske lande. Det har vi været nødsaget til at gøre. Det har vi gjort hen over den politiske midte, og det synes jeg er klogt og rigtigt. Men vi står jo stadig væk i en alvorlig flygtningekrise, og hele Europa – det gælder også Danmark – bliver nødt til at forholde sig til, hvordan vi sikrer, at færre mennesker sendes på flugt, og hvordan vi får sikret en mere stabil udvikling, bl.a. i Mellemøsten. Men udlændingepolitikken skal i mine øjne funderes på en enighed hen over den politiske midte, og den skal have bred opbakning i den danske befolkning. Det mener jeg at den førte udlændingepolitik stort set har i dag.

Tak. Hr. Peter Skaarup.

Tak for svaret. Det synes jeg da er positivt. Hvis man skal dryppe en lille smule malurt i bægeret, er der jo det faktum, at De Radikales formand, hr. Morten Østergaard, siger, at det ikke bliver den udlændingepolitik, der bliver ført, hvis De Radikale får indflydelse. Og det skal de vel have, må man gå ud fra, hvis de skal pege på fru Mette Frederiksen som statsminister. Hvis vi kigger tilbage i historien, kan vi se, at der skete det i det sorte tårn, at selv om man sagde, at der ikke blev ændret et komma i S-SF-oplægget omkring udlændingepolitikken, så ændrede De Radikale jo ret meget, sådan at vi fik 46 lempelser under den tidligere regering, hvor fru Helle Thorning-Schmidt var statsminister. Bliver det det samme igen, eller kan vi være sikre på, at det ikke bliver sådan?

Værsgo til fru Mette Frederiksen.

Er vi ikke i den utrolig lykkelige situation, at blokpolitikken er ved at afgå ved døden, at vi snart kan begrave den og sige farvel til den? For den klæder os ikke. Dansk Folkeparti er jo et glimrende eksempel på, at man ikke kan føre den politik, man ønsker, med den siddende statsminister. For man er ikke enig i den 2025-plan, der er lagt frem. Der bliver man nødt til at søge et samarbejde med andre – i det her tilfælde bl.a. Socialdemokratiet – hen over den politiske midte. Jeg må jo forstå, at Det Radikale Venstre vel nærmest som det eneste parti næsten helhjertet bakker op om regeringens 2025-plan. Det må man jo så forholde sig til under den siddende statsminister.

Jeg synes, at det er godt, at blokpolitikken er ved at afgå ved døden. Jeg er ikke blokpolitiker, Socialdemokratiet er ikke et blokparti, vi ønsker et bredt samarbejde. Så er der jo områder, hvor vi vil kunne samarbejde mere med nogle andre partier end eksempelvis med Dansk Folkeparti. Nu nævner Alternativet hele den grønne omstilling. Men i sig selv det, at vi kan begynde at se en større interesse for og en større lyst til at samarbejde hen over den politiske midte, klæder os i mine øjne alle sammen.

Tak. Så er det hr. Jacob Jensen, Venstre. Værsgo.

For at blive lidt i Olsen-banden-terminologien, som fru Mette Frederiksen selv lagde op til, er det jo rigtigt, som fru Mette Frederiksen sagde, at vi i Venstre og regeringen er oppe imod – i citationstegn – både lusede amatører og klamphuggere og, ja, socialdemokrater. Men det lader vi os ikke slå ud af, for vi synes faktisk, at det er en genial plan, der er lagt frem, og faktisk også en plan, hvor man, ligesom Egon Olsen, kan se detaljerne og se, hvad det er for nogle værktøjer, vi vælger at tage op af redskabskassen for at kunne nedbryde de udfordringer, der er foran os, for at nå helt frem til det mål, som vi sætter os.

Det står jo lidt i modsætning til det, som fru Mette Frederiksens plan går ud på. Den er meget mere, kan man sige, ukonkret. Lad mig derfor prøve at spørge ind til den. Hr. Jakob Ellemann-Jensen spurgte her for et øjeblik siden til et af elementerne, og jeg vil så spørge til et andet: Kan vi i dag få et svar på, hvordan man vil indfri løftet om eksempelvis at hæve ulandsbistanden? Nu fik vi før et svar til hr. Rasmus Nordqvist – og det var godt – om, at man ønsker at hæve skatterne for at kunne finansiere PSO-afgiften. Ønsker man så også at hæve skatterne for at indfri sit løfte om ulandsbistanden?

Fru Mette Frederiksen.

Nu nævner hr. Jacob Jensen jo, at man både er oppe imod socialdemokrater og så nogle lusede amatører, og jeg tror, vi skal bede hr. Jacob Jensen om at fortælle, hvem de lusede amatører er, for jeg ved, hvem socialdemokraterne er.

Må jeg ikke lige i forhold til PSO'en sige, at det jo sådan set er regeringen, der har fremlagt et forslag til en ny finansiering af PSO'en, der hviler på en skattestigning. Det er jo regeringen, der har foreslået det. Og det, vi siger, er – og det var faktisk allerede i foråret – at vi gerne vil være med til at finde en løsning. Det vil vi, både hvad angår ejendomsvurderingssystemet og PSO'en. Vi betragter det som en bunden opgave, og ligegyldigt hvad der måtte være af valgrummel og ballade, og jeg ved ikke hvad, i blå blok, så skal det her Folketing jo kunne løse de opgaver, der ligger foran os. Og det, vi så siger nu, er, at regeringen har lagt en plan frem til finansiering af PSO'en; vi var inde i forhandlingslokalet; det gik sådan set også meget godt; det er der, vi tager vores udgangspunkt. Altså, vi mangler stadig væk at besætte nogle af rollerne, kan man sige, og i hvert fald er der jo altid en, der er utrolig glad for regeringens plan, og det kan så måske være Venstres ordfører.

Værsgo til hr. Jacob Jensen.

Jeg kan bekræfte, at jeg er rigtig glad, fordi det netop er en genial plan, sagt i al beskedenhed.

Men tilbage til mit spørgsmål. Altså, PSO-afgiften skal så finansieres med en skattestigning. Hvordan med ulandsbistanden? Der har vi også hørt et løfte. Og vi blev i Venstre skoset for det, da vi justerede ulandsbistanden ned – den skulle man sætte op igen, må vi forstå. Hvordan skal det finansieres? For jeg forstår det ikke som værende med i den såkaldte 2025-plan, som Socialdemokraterne har lagt frem. Hvordan er det i forhold til integrationsydelsen? Den ønsker man jo også at fjerne igen og øge ydelserne til flygtninge, der kommer her til landet. Hvordan skal det finansieres? For mig bekendt er det heller ikke en del af den 2025-plan, man har lagt frem. Hvad med kontanthjælpsloftet? Det må jeg også forstå skal rulles tilbage igen. Det koster også penge. Hvordan skal det finansieres? For mig bekendt er det heller ikke en del af den 2025-plan, der er lagt frem.

Så hvordan skal de her ting finansieres, ud over at man ønsker at sætte skatterne i vejret, må man forstå?

Fru Mette Frederiksen.

Vi bliver altså nødt til lige at repetere historien – jeg synes ellers lige, jeg havde gjort det. Det er regeringen, der har foreslået at sætte skatten op for at finansiere PSO'en. Det er et regeringsudspil, hvormed forhandlingerne i foråret blev indledt. Det kan jo ikke nytte noget, at Venstres ordfører siger, at det er der nogle andre der har fundet på. Vi har endda en etpartiregering. Altså, det er jo Venstre, der har foreslået at hæve skatten for at finansiere PSO'en. Så lykkedes forhandlingerne ikke i foråret. Det syntes vi sådan set var ærgerligt. Der er et fortsat tilsagn fra nogle partier, og det kunne man jo også glæde sig over, om løbende at lave aftaler med den her regering – for det kan jo knibe lidt nogle andre steder. Der er et fortsat tilsagn fra os om at finde en løsning i forhold til PSO'en.

Hvad angår de andre ting, hr. Jacob Jensen nævner, er svaret det samme, som det er til Enhedslisten, nemlig at der jo kan være mange ideer til ting, man ønsker at gøre anderledes, men vi udsteder ikke nogen check uden at være sikker på, at der er dækning for den.

Tak. Hr. Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliance. Værsgo.

Man siger jo, at misundelse er en grim ting. Og jeg kan forstå, at fru Mette Frederiksen er misundelig på regeringen og Liberal Alliance, fordi vi har planer for Danmark. Socialdemokraterne har ikke en plan, så man gør grin med dem, der har en. Og det synes jeg egentlig er lidt ærgerligt, for vi har brug for vækst. Vi er i en vækstkrise. Og når vi nu taler om vækst, så har jeg lyst til at spørge fru Mette Frederiksen, om Socialdemokratiet anerkender, at der intet forslag er, som krone for krone skaber så meget vækst som at sænke topskatten.

Værsgo.

Det undrer mig egentlig, at hr. Simon Emil Ammitzbøll er i så dårligt humør i dag. Det er der da ikke nogen grund til. Det synes jeg da overhovedet ikke at der er nogen grund til.

Angående vækstspørgsmålet: Vi kan forhåbentlig blive enige om, at det endog er meget tvivlsomt, hvad effekterne af en topskattelettelse er, punkt 1. Punkt 2: Hvis vi er enige om på tværs af en række forskellige politiske partier, at vi har en vækstudfordring, og det har vi jo, al den stund at regeringen har nedskrevet sin egen vækstvurdering fire gange i træk, så kunne vi gå i gang med at løse den vækstudfordring. Og så må vi jo ind omkring et bord og diskutere, hvordan vi tror at vi løser det bedst. Vi ved jo, at vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft. Vi ved også, at dygtige faglærte ikke falder ned fra himlen, at det er nogen, man skal uddanne. Jeg tror, at det er en decideret vækstdræber, for nu at sige det meget direkte, hvis ikke vi evner at opkvalificere den danske arbejdsstyrke til at kunne modsvare de udfordringer, der er i dansk erhvervsliv.

Så hvis man endelig vil understøtte væksten, skal man jo være sikker på, at vi, i det øjeblik virksomhederne har behov for at ansætte en ny medarbejder, har en medarbejder, der præcis har de kompetencer. Det vil i mine øjne og i vores øjne være det allerallerbedste sted at starte, når vi taler vækst. Så kan vi komme tilbage til det mere erhvervspolitiske efterfølgende, for der har vi selvfølgelig også ideer

Værsgo, hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Ja, men så er vi jo tilbage til, at Yvonne bruger andre menneskers penge, rejser for andre menneskers penge, køber pels for andre menneskers penge, for der blev ikke svaret på spørgsmålet: Anerkender Socialdemo kratiet , at topskattelettelser krone for krone er det mest geniale at gøre for vækst? Jeg savner Socialdemo kraterne , for Socialdemo kraterne anerkendte gængse regnemetoder, og det, jeg prøver at afæske, er, om Socialdemo kratiet også anerkender gængse regnemetoder. Og det kan man svare på ved at sige: Ja, krone for krone er det bedste for væksten topskattelettelser.

Værsgo, fru Mette Frederiksen.

Men svaret er nej. Svaret er nej. Jeg tror ikke på det. Jeg tror simpelt hen ikke på det. Derfor bliver vi nødt til at få den her diskussion meget, meget tættere på virksomhedernes virkelighed. Hør nu efter, hvad det er, de siger derude. Hvad siger de små og mellemstore virksomheder? De bliver ved med at gentage: Adgang til risikovillig kapital er afgørende for, om vi kan vækste eller ej. Hvad er det, både små og mellemstore og for den sags skyld også nogle af de større virksomheder siger? Det er: Vi bliver nødt til at investere i vores produktionsapparat for at kunne hæve produktiviteten. Hvorfor går vi så ikke ind og sikrer bedre afskrivningsmuligheder for det? Kom nu meget, meget tættere på den virkelighed, der er derude, i stedet for at blive i et ideologisk funderet tårn, hvor man tror, at topskattelettelser er svaret på alt, ligegyldigt hvad vi spørger om.

Hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Fru Mette Frederiksen svarede på hr. Peter Skaarups spørgsmål om, hvordan man vil håndtere en situation, hvor fru Mette Frederiksen blev statsminister og så skulle have opbakning fra Alternativet, Radikale, Enhedslisten og SF til at fastholde en nogenlunde stram udlændingepolitik. Og held og lykke med det, hvis det måtte ske.

Men jeg kunne også godt tænke mig at spørge ind til noget andet: Hvor mener Socialdemokraterne – hvis man mener det – at der er behov for at stramme yderligere op på udlændingepolitikken? Der er jo gennemført en lang række stramninger, og nogle af dem har vi også gennemført sammen, men ser Socialdemokraterne, at der er et behov for at stramme yderligere op i udlændingepolitikken? Vi mener jo f.eks. fra Dansk Folkepartis side, at der skal være mulighed for, at man kan afvise asylansøgere ved grænsen, inden de kommer ind, og så vil asylansøgerantallet jo af gode grunde falde massivt. Så har Socialdemokratiet en ambition om, at asylansøgerantallet kommer længere ned, og hvis ja, hvordan ønsker man så at bidrage til, at det sker?

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Jeg må sige, at ligesom jeg ikke kan følge nogens ønske om at lempe for at lempe, har jeg heller ikke et ønske om at stramme for at stramme. Jeg mener, vi skal føre den udlændingepolitik, der er den rigtige, og det vil sige løse de konkrete problemer, der er, og selvfølgelig sørge for – og det er det, der er det afgørende – at der ikke kommer flere hertil, end vi faktisk også evner at integrere.

Et sted, vi har behov for at rykke, er lige præcis der, hvor det angår integrationen. For vi må jo bare være ærlige og sige, at det stadig væk er sådan, at for gruppen af ikkevestlige flygtninge og indvandrere er erhvervsfrekvensen alt, alt for lav. Det giver os nogle økonomiske problemer – det er til at tage og føle på – men det giver også andre problemer. For det er jo det, der er med til at understøtte, at der etableres parallelsamfund; det er det, der bl.a. medfører en manglende ligestilling mellem mænd og kvinder og for nogles vedkommende også en afstandtagen til det danske samfund. Så vi skal have fuld turbo på integrationen, og der må man i mine øjne ikke være romantiker, for det er en svær opgave, men det er der, hvor vi for alvor har behov for at få rykket nogle ting, hvis vi skal have det her samfund til at hænge sammen.

Tak. Hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om Socialdemokratiet har den opfattelse, at der kommer for mange nu, og at man skal have antallet længere ned. Der er jo kommet ca. 5.000 indtil videre, og man vurderer, at når året er omme, vil der være kommet ca. 10.000, der har søgt asyl i Danmark. Er det efter Socialdemokratiets opfattelse for mange? Efter Dansk Folkepartis opfattelse er det for mange. Hvis man mener, det er for mange, så må man jo nødvendigvis gå i gang med at gennemføre nye tiltag, nye stramninger.

Så spørger jeg ind til et konkret forslag, vi har fra Dansk Folkepartis side, om at afvise asylansøgere ved grænsen. Så spørgsmålet er sådan set: Mener Socialdemokratiet, at der kommer for mange? Og hvis man mener det, må man jo være med til nye tiltag, som får tallet endnu længere ned. Vil man det?

Fru Mette Frederiksen.

Det kan være, vi skal bede om justitsministerens deltagelse i den her diskussion, men jeg vil tro, med den viden, der foreligger, at det ikke vil være foreneligt med de forpligtelser, vi har i det europæiske samarbejde. Og vi har jo haft den her diskussion tidligere. Vores udgangspunkt er, at vi accepterer og anerkender de internationale spilleregler, der er, men det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke også er ting inden for det, vi kan diskutere. Et rigtig godt eksempel på det er jo, at jeg kan forstå, at vi er blevet underkendt i at kunne separere mindreårige børn, der er blevet gift med en voksen, fra den voksne på danske asylcentre. Det er da i mine øjne – for nu at sige det meget direkte – helt forfærdeligt, hvis det er rigtigt, at det er en konvention, der beskytter voksne mænd i et samliv med et mindreårigt barn i Danmark. Så her er der jo noget, vi bør kigge på.

Så er det hr. Jakob Engel-Schmidt, Venstre. Værsgo.

Tak for det. I 1978 får »Olsen-banden går i krig« premiere. Kort fortalt handler plottet om, at EF, som det var på daværende tidspunkt, vil gøre Danmark til et ferieparadis for Fællesmarkedet, for politikerne her har nemlig fejlet. Danskerne skal arbejde som skopudsere, folkedansere og statister i en moderne nordeuropæisk udgave af Frilandsmuseet. Egon Olsen er udelukkende klar over det, fordi han har siddet i fængsel sammen med en landsretssagfører, der vidste god besked.

Sagen er, vil jeg sige til fru Mette Frederiksen, at danskerne ikke ved god besked. Man har fra Socialdemokratiets side offentliggjort en plan, der hedder »Stol på Danmark«, og jeg kan forstå, at der er gået sport i at sørge for at kopiere Alternativets underminering af diverse ministerier og deres regnemetoder. For at hjælpe lidt på vej har jeg spurgt skatteminister Karsten Lauritzen om, hvordan BNP-effekten vil være af de to planer, »Helhedsplan – For et stærkere Danmark« og »Stol på Danmark«, og svaret er klart. Med de initiativer, regeringen fremlægger, vil man skabe et merprovenu på over 45 mia. kr., hvorimod Socialdemokratiets plan maksimalt vil bidrage til den danske velfærd med 4 mia. kr. Er det et tal, som man ud fra de planer og initiativer, man har fremlagt i »Stol på Danmark«, kan anerkende?

Fru Mette Frederiksen.

Hvis vi taler om BNP-vækst, synes jeg, at der er grund til at sige flere ting. For det første bør vi jo sådan set kunne samles om at have et ønske om at have en mere positiv tilvækst i dansk økonomi og derfor ikke alene have en diskussion om råderummet, men have en diskussion om, hvordan vi samlet set gør kagen større. Der, hvor vejene skilles, er måske i, hvordan man tror at man når derhen – og dog, for jeg vil sådan set gerne ...

Ja, tak. ( Mette Frederiksen (S): Var det ikke meget kort tid?) Jo, der gik lidt kludder i det. Det er rigtigt nu. Værsgo.

Jeg tror sådan set, at et af de steder, hvor vi kan nå hinanden, er i vækstspørgsmålet. Regeringen har lagt nogle vækstinitiativer frem, og vi har lagt nogle vækstinitiativer frem. Jeg tror faktisk godt, at vi kan finde hinanden. Så inden man forsøger at skille os helt ad på det punkt, vil jeg egentlig bare komme med en appel om, at vi forsøger at lave en god aftale om dansk erhvervspolitik, og dermed et positivt ønske om en fortsat BNP-vækst.

Tak. Hr. Jakob Engel-Schmidt.

Jeg vil da gerne kvittere for de pæne ord om vækstdelen i planen. Men jeg synes ikke desto mindre, at der er meget stor forskel på de 45 mia. kr. i regeringens plan og de maksimalt 4 mia. kr. i Socialdemokratiets. Det skyldes måske, at »Stol på Danmark« ikke indeholder nogen af de her, skal vi kalde det vitale reformelementer, som både fru Mette Frederiksen og daværende statsminister fru Helle Thorning-Schmidt i sidste periode var fortalere for: arbejdsmarkedsreformer, skattereformer og strukturelle reformer. Kan fru Mette Frederiksen på den baggrund bekræfte, at man i Socialdemokratiet antager sådan et nationalitetsskifte, når man bevæger sig fra regering til opposition? Det virker lidt, som om man, da man var i regering, havde en tysk tilgang, mens man i opposition måske har en lidt mere græsk tilgang til det at lave politik.

Værsgo til fru Mette Frederiksen.

Skulle vi nu ikke lige finde kammertonen frem? Det er måske lidt mærkeligt, at det er mig, der skal minde om det, men Venstre har faktisk ikke flertal for sin plan. Så inden man nu skyder med alt for skarpt og er alt for polemisk, kunne det være, at man skulle tage imod de hænder, der bliver rakt frem, så der kan indgås en bred aftale. Men jeg vil gerne anholde den præmis og måske gøre det med ordene om, at hvis vi har en værktøjskasse foran os med forskellige økonomiske redskaber, er det altså ikke sådan, at fordi et redskab virker i én situation, vil det altid gøre det. Vi har jo gennemført arbejdsudbudsreformer. Vi har sådan set i fællesskab sikret, at beskæftigelsen kommer til at stige med – og hold nu fast – 200.000 frem til 2025. Vi skal nu være sikre på, at de 200.000 faktisk også matcher de job, der er, og så i øvrigt sikre, at der er en fortsat vækst i dansk økonomi, bl.a. gennem en målrettet vækstreform.

Så er tiden udløbet. Jeg bliver desværre nødt til at skære nogle spørgere fra, men det er, fordi taletiden ikke bliver overholdt, og det skal vi bestræbe os på at gøre. Det er uretfærdigt i forhold til de kolleger, der gerne vil til. Så jeg vil meget anmode om, at man fremover her i løbet af dagen gør det.

Tak til fru Mette Frederiksen. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Allerførst en tak til statsministeren for talen i tirsdags. Det var jo Folketingets åbning i tirsdags, og det er Folketingets åbningsdebat i dag. Det er sådan set to festdage for demokratiet. Det synes jeg da godt vi må sådan smile lidt af og glæde os over.

Det var jo en fantastisk flot åbning i tirsdags. Vi kunne sidde på vores pladser og iagttage et meget flot dannebrog heroppe bag ved formandsstolen. Det savner vi lidt i dag. Det gjorde sig godt. Så i en eller anden udgave kan man jo godt komme med en opfordring her ved starten af debatten til, at vi får dannebrog tilbage i Folketingssalen. Det vil klæde Folketinget at træffe den beslutning.

Vi hørte åbningstalen i tirsdags, efter vi havde haft kirkegang. Det var en rigtig smuk gudstjeneste, hvor jeg i hvert fald synes jeg hørte en af de flotteste udgaver af »I Danmark er jeg født«. Hold da op, den tror jeg satte sig i rigtig mange af os. Den sagde noget om det, vi også arbejder med, nemlig det her dejlige Danmark, som vi jo alle sammen er repræsentanter for med de politiske holdninger, vi nu engang har.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi får lidt glæde og optimisme over, at vi har et dejligt land. Vi har et land, vi holder af, og som vi jo derfor også skal værne om. Det er nævnt mange gange, at danskerne i målinger bliver betragtet som et af verdens lykkeligste folk, men det kan ikke siges tit nok, at det er et udgangspunkt, vi har, for det vidner også om, hvorfor det er værd at kæmpe for, at det også vil være sådan i fremtiden.

Når jeg vurderer, hvorfor det er sådan, at Danmark er så godt et land, og at danskerne i virkeligheden i internationale sammenhænge er så lykkelige og glade, er det, fordi vi har et unikt fællesskab. Det er, fordi vi hænger sammen i Danmark. Det er, fordi vi har en samhørighed. Rigtig mange danskere synes, at vi er tæt på hinanden, at vi deler værdier, og at vi har et fællesskab, som gør os til nogen, der godt vil kæmpe for hinanden. Vi har en villighed til at hjælpe hinanden, fordi vi føler os tæt på hinanden.

Nu er der meget skattedebat for tiden, og det kommer der sikkert også til at være resten af debatten i dag, men en af grundene til, at man i Danmark faktisk godt vil betale relativt høje skatter, er jo, at man har en idé om, at den omfordeling, der så finder sted, den her Robin Hood-model, vi har, tjener vores landsmænd. Den tjener dem, der er udsat og har det svært i det land, vi holder af, og som vi gerne vil holde sammen på, og de mennesker, vi føler os knyttet til.

Det siger også sig selv, at hvis det her er udgangspunktet, og hvis man i virkeligheden kan dele den her analyse, så vil en større opsplitning, så vil en større grad af forskelligartethed – jeg ved godt, der er nogen, der kalder det mangfoldighed – så vil et mere opsplittet samfund i virkeligheden gøre, at mange af de ting, vi er rigtig glade for i Danmark, risikerer at smuldre.

Når vi ser på, hvor truslen i virkeligheden er i forhold til den her sammenhængskraft, ser vi, at det er i forhold til EU, i forhold til hvem der bestemmer og den type ting, om vi har råderet over vores land, om vi har kontrol med vores land. Der er så meget, vi skal passe på, og kan vi det, hvis vi i virkeligheden lader andre bestemme?

Det andet er selvfølgelig i forhold til indvandringsspørgsmålet, som jo trænger sig på. Når vi ser en dokumentarudsendelse som den i foråret, TV 2's »Moskeerne bag sløret«, som rigtig mange kan huske, blev de her parallelsamfund, hvor mennesker lever helt uden for det, vi ellers forbinder med det gode Danmark, som skal hænge sammen, og som skal give tryghed, afdækket.

Derfor handler det i høj grad om, at vi er opmærksomme på lige præcis de her udfordringer i forhold til at holde fast i det samfund, vi holder af.

Når der sidste år kom over 21.000 migranter til Danmark, hvoraf nogle efterfølgende får lov til at få familiesammenføring, så det bliver til en del flere, er det jo bekymrende. Godt nok står vi i en situation, hvor vi kan glæde os over, at der er kommet færre i år, godt 5.000, men der kommer flere til Europa, og bare de seneste dage har vi jo kunnet se den ulykkelige situation igen, at der er tusindvis af mennesker, der søger over Middelhavet for at komme til Europa og få fodfæste.

Spørgsmålet er, om vi bare sidder i en venteposition lige nu, før der igen kommer vandringer op igennem Europa for at søge til Skandinavien, herunder også til Danmark.

Dansk Flygtningehjælps generalsekretær deltog i et møde her forleden på Fyn, som Fyens Stiftstidende skrev om i går, og hvor han under overskriften »Flere flygtninge på vej« kommenterede statsministerens udsagn fra forleden og ikke gav meget for det, for som han siger: Hverken antal flygtninge eller løsninger har ændret sig. Menneskene på flugt står på den anden side af Middelhavet nu, men det tror jeg ikke de bliver ved med. Citat slut.

Det er lige præcis rigtigt, så hvis ikke vi gebærder os med rettidig omhu, kan vi forudse, at vi står i en situation som den, vi stod i sidste år, og som virkelig kommer til at trække på vores velvillighed.

Man kan også sige, at det her ikke kun er et spørgsmål om værdier og sammenhængskraft, den der type ting, det er også en økonomisk diskussion. Der er fremlagt en 2025-helhedsplan, og vi snakker skat og alle de der ting, men det her er i høj grad også en økonomisk diskussion. Vi har set i regeringens finanslovsforslag for 2017, at man neddrosler udgifterne herhjemme til flygtninge og migranter med 3 mia. kr., fordi der er kommet færre til Danmark, så man kan nedjustere skønnene. Det er 3 mia. kr., som man så kan sige man kan øge nærområdebistanden med – det blev også lige for et øjeblik siden diskuteret – så Danmark kommer op på det højeste niveau nogen sinde i nærområdebistand. Det er et ønske, Dansk Folkeparti også har, altså at vi går den vej. Men vi kan bruge 1 mia. kr. mere i forhold til nærområdebistand, fordi der er færre udgifter herhjemme til flygtninge og migranter. Ud over det, når der er 3 mia. kr. færre udgifter, kan der så bruges 2 mia. kr. mere på kernevelfærd, syge i Danmark, på ældre i Danmark, måske på uddannelse af flere politibetjente, der kan give tryghed osv. Det er jo virkelig illustrativt for, hvad den her politik handler om. Den handler både om, at vi skal gebærde os rigtigt i forhold til værdier, værdikonflikter, vi ellers får i Danmark, men er også et økonomisk spørgsmål.

Så hvis vi sørger for, at flygtninge og migranter ikke kan komme til Danmark og søge asyl, men får hjælp i nærområderne, kan vi hjælpe mange flere. Vi kan i højere grad hjælpe de rigtige personer, og vi kan sikre, at der også bliver større råderum til velfærd her i landet.

Vi ønsker så at få de redskaber gennemført i de politiske forhandlinger, der kommer, og som så også sikrer Danmark muligheden for at gøre det, for det kommer ikke af sig selv. Og man kan sige, at de regler, vi har i dag, sikrer det ikke. Vi har en midlertidig grænsekontrol, og den udløber den 12. november, og mon ikke vi får lov til at forlænge den til efter det tyske forbundsdagsvalg næste år? Der er en kansler dernede, der har en interesse i, at der er styr på tingene, i hvert fald lige indtil hun selv i givet fald er genvalgt. Men hvad sker der så efterfølgende? Det ved vi ikke. Men det, at vi selv i Danmark kan bestemme, at vi selvfølgelig skal have grænsekontrol, og at den også skal kunne gøres permanent, er selvfølgelig afgørende for os.

Så det er et af de punkter, vi kommer til forhandlinger med. Det gælder også det her med, at der skal være straksbehandling ved grænsen, så vi har mulighed for, hvis man kommer fra et sikkert land, at sige: Hvorfor så ikke søge asyl der i stedet for i Danmark? Hvorfor skal vi acceptere den asylshopping, der i virkeligheden ellers har været gældende praksis i årevis?

Vi synes også, vi skal hjælpe de mennesker, der kommer til Danmark, med kompetenceplaner, hjemsendelsesplaner, der afdækker, hvad det er for nogen redskaber, de, der er kommet til Danmark, skal have, for at de kan komme tilbage og genopbygge deres hjemlande. Det er det mest naturlige. Vi synes også, at den dagpengeret, der blev indført med trepartsaftalerne i foråret, til folk, der er på midlertidigt ophold, skal fjernes igen, ligesom vi selvfølgelig synes, at de konventionsbindinger, der forhindrer os i at gøre det mest naturlige, skal fjernes.

Jeg kan huske et tidspunkt, hvor Folketingets flertal gav statsborgerskab til en person, som PET vurderede kunne være til fare for rigets sikkerhed, under henvisning til, at det var vi nødt til, for det sagde statsløsekonventionen. Sådan nogle ting duer simpelt hen ikke.

Så vi tager hjertens gerne en diskussion med regeringen og med Folketinget i øvrigt om økonomien. Vi har ting her, der virkelig kan skabe råderum også til bedre velfærd, til mere nærområdebistand. I foråret lød beregningen jo bare for 2016-2019 med de tal, man på det tidspunkt forventede, at man over de her første 4 år ville have akkumulerede udgifter på indvandringsområdet bare til asyl på 48 mia. kr., altså 12 mia. kr. om året. Det illustrerer lidt, hvad vi har at gøre med. Nu taler vi om, hvorvidt der skal sendes 9-10 mia. kr. ud til boligejere, der har betalt for meget i boligskat, men her talte vi i forhold til indvandringsudfordringen om 12 mia. kr.

Så der er virkelig brug for at kigge på det her, også af hensyn til at der bliver flere penge til vores ældre, at der bliver flere penge til at sikre vores sygehuse, så syge kan få en ordentlig behandling i verdensklasse, og så vi har mere politi, der kan skabe større tryghed.

Jeg har lagt mærke til alle øvrige diskussioner om 2025-planen, og der er også noget om skat. Om boligbeskatning vil jeg bare kort sige, at vi håber, at der kan komme forhandlinger i gang, hvor et flertal her i Folketinget er klar til hurtigt at lave en aftale, som skaber tryghed for boligejerne, og vi synes, at regeringen skal skrive sig det bag øret.

Derfor vil jeg også bare her ved afslutningen af min tale komme med den klare opfordring til regeringen, at man indbyder de partier, der seriøst melder sig til at ville forhandle, og at man deler helhedsplanen op i enkeltdele. Hvorfor lade det hele ryge på gulvet, hvis man kan lave gode aftaler om store dele af planen? Start gerne med boligdelen for at skabe tryghed for boligejerne. Når først sådan et område er lagt frem, er det også nødvendigt af hensyn til trygheden for boligejerne, at der hurtigt kommer en afklaring. Og det vil tjene det her Folketing, at vi viser, at det kan vi gøre, også i en situation, hvor der i øvrigt er nogle diskussioner om nogle andre ting, der får mange danskere til at tænke, at det er lidt svært at lave aftaler her i Folketinget.

Så jeg ser frem til et arbejdsomt folketingsår, også selv om det måtte blive afbrudt undervejs af et folketingsvalg, men det må vi se. Men indtil det måtte ske, er vi i hvert fald i arbejdstøjet og klar til at forhandle, jeg havde nær sagt med en vis stålsathed, og så må vi se, hvor det bærer hen.

Jeg skal på vegne af Venstre, Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at regeringen har fremlagt et bud på en plan for dansk økonomi frem mod 2025. Folketinget konstaterer endvidere, Danmark står over for en række bundne opgaver, der skal løses. Folketinget ønsker at skabe et stærkere Danmark med bedre forudsætninger for vækst, velstand, velfærd og flere danskere i arbejde. Folketinget noterer med tilfredshed, at der siden valget er foretaget en række stramninger af udlændingepolitikken, herunder indførelse af integrationsydelsen, og at asyltilstrømningen er på det laveste niveau i 5 år. Folketinget finder det afgørende, at der fortsat føres en stram udlændingepolitik. Folketinget understreger vigtigheden af, at de påtrængende, bundne opgaver løses, herunder at der findes en ny model for det fejlbehæftede ejendomsvurderingssystem, der kan skabe tryghed for danske boligejere.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 2).

Tak for det. Så er der en lang række spørgere. Den første er hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, formand. Det er jo vigtigt i et parlament, at der er respekt for folkestyret, herunder også, at de forlig, som er blevet indgået, og som der er flertal for, består og respekteres af den til enhver tid siddende regering. I den forbindelse har Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet og en række andre partier i Folketinget jo en aftale om det, der hedder Togfonden DK. Aftalen blev indgået den 30. juni i år og skulle imødekomme nogle af de investeringsudfordringer, som regeringen havde.

Jeg skal sådan set blot i dag bede hr. Kristian Thulesen Dahl om at bekræfte, at der altså er et flertal bag Togfonden DK, og at vi har en forventning om, at regeringen efterlever forlig, som består, også selv om regeringen ikke er en del af dem.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg deler til fulde forventningen. Det er soleklart, at vi stemte i juni, og vi fik en idé om, hvordan man kan håndtere det her, i lyset af at vi respekterer, at der havde været et serviceeftersyn af, hvor mange penge der kommer ind i Togfonden DK, og at man ikke kan bruge flere penge, end man har. Hvordan kunne vi så tilrettelægge det? Der blev lavet en aftale om det, og det er klart vores forventning, at den aftale bliver efterlevet af regeringen, også selv om den ikke er en del af det, at det bliver en del af finansloven for næste år. Det er klart, at vi også mener, at den afstemning, der fandt sted i juni, tog hensyn til, at man netop bruger pengene, i takt med at de kommer ind, og derfor er der også styr på den del. Så jeg kan bare sige til hr. Benny Engelbrecht, at jeg deler forventningen om, at det kommer på plads her i efteråret.

Hr. Benny Engelbrecht.

Tak for den anerkendelse. Vi deler den naturligvis også. Når jeg læser regeringens finanslovsforslag, bliver jeg en kende bekymret, for der har man ikke indregnet de konkrete elementer. I 2017 er det blot 10 mio. kr., men i overslagsårene er det så yderligere beløb. Derudover har vi jo så en finansminister, der selv har siddet og fiflet lidt med nogle beregninger, åbenbart, af det socialdemokratiske udspil til 2025-forhandlingerne. I den forbindelse har man simpelt hen regnet 1,7 mia. kr. forkert, til trods for at Finansministeriet selv har regnet på, hvad Togfonden DK kræver frem til 2020. Jeg skal bare bede hr. Kristian Thulesen Dahl om at bekræfte, at Dansk Folkeparti også er med til at stille ændringsforslag til finansloven, så Togfonden DK indarbejdes efter den aftale, vi indgik den 30. juni.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Vi må se, hvilke initiativer det bliver nødvendigt at tage for at sikre det. Vi har en klar forventning om, som jeg også sagde før, at tingene kommer på plads, og at de kommer på plads i lyset af det, et flertal i Folketinget blev enigt om tilbage i juni. Vi mener, at det, man lavede i juni, tog hensyn til de ting, der er foregået. Det gælder også hensynet til, hvor mange penge der kommer ind i Togfonden DK. Vi har haft den holdning hele vejen igennem, at man ikke kan bruge flere penge, end der kommer ind, og så må man lave det i en takt, så det fungerer. Det er min klare forventning, at det kommer på plads. Det kan komme på plads, ved at man på regeringskontorerne finder ud af, at det må man hellere gøre. Og det er klart, at ultimativt har vi altid i Folketinget muligheden for at stille ændringsforslag, hvis det måtte blive nødvendigt i sidste ende.

Tak. Hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for talen. Der er mange udfordringer, vi ser ens på. Der er måske et par af løsningerne, vi måske ser ens på. En af dem, der været lidt oppe på det seneste, handler jo om en af de bekymringer, som hr. Kristian Thulesen Dahl også lufter, nemlig det her med, hvordan vi passer på Danmark. Det gør vi i Venstres optik ved bl.a. at være så tæt på Europol – som vi desværre ikke kan være med i – som overhovedet muligt.

Med al den ballade, der har været her den seneste tid, skal jeg simpelt hen bare have bekræftet, om hr. Kristian Thulesen Dahl deler det ønske om at være så tæt på Europol, som det overhovedet er muligt, for dansk politi.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Vi ser gerne, at der bliver lavet en aftale med EU om Europol, der gør, at dansk politi kan være så tæt som muligt på Europol, som det nu kan lade sig gøre, så de kan trække oplysninger, give oplysninger om kriminelles adfærd. Vi har stadig væk ikke kunnet finde nogen argumenter for, at det ikke skulle kunne lade sig gøre at finde en forståelse. Hvem skulle have en interesse i, at der ikke kan findes en løsning på det her spørgsmål? Vi deler opfattelsen af, at det er godt, hvis Danmark kan blive ved med at være tilknyttet Europol. Det går vi ud fra at der arbejdes intenst på. Vi kan se på de seneste udtalelser, der er kommet fra regeringens ministre, at man stadig væk arbejder på at få en aftale på plads. Det mener vi man skal lægge alt i at få. Vi ser også frem til, at det måtte lykkes.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan i den grad bekræfte, at der bliver arbejdet særdeles hårdt på det her fra både Justitsministeriets og Udenrigsministeriets side. Når jeg spørger om det, er det, fordi medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti hr. Morten Messerschmidt for et par dage siden udtrykte, at nu havde Kina fået en samarbejdsaftale med Europol, og så var det vel heller ikke noget problem for Danmark. Så vidt jeg har forstået, indebærer aftalen med Kina i al væsentlighed, at man har en forbindelsesofficer siddende på en stol et eller andet sted ude på en gang. Det er vel ikke ligefrem den type aftale, man ønsker Danmark skal have, men nærmere det, som hr. Kristian Thulesen Dahl nævner, nemlig at der er adgang til registrene. I parentes bemærket tror jeg ikke, kineserne har det.

Hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Nu kan man sige, at som kinesiske statsoverhoveder bliver budt velkommen i Danmark – det havde vi meget diskussion om – tror jeg næppe, man sætter en kinesisk forbindelsesofficer ude på en gang på en træstol. Men nok om det.

Det er jo bare for at illustrere, at Europol har en interesse i at have samarbejde med rigtig mange. Europol har en interesse i at afdække kriminelles adfærd hen over grænserne. Hvorfor skulle den interesse pludselig ikke være til stede, fordi Danmark ønsker at opretholde retsforbeholdet? Det er jo det, der i virkeligheden er sagen. Hvorfor skulle Europol ikke have nøjagtig den samme interesse som før den 3. december sidste år i, at der findes en løsning for Danmark, der gør, at dansk politi stadig væk er tilknyttet Europol?

Så længe den logik er der og man kan lave aftaler med Brasilien og Kina og alle mulige andre lande, kunne man så ikke lave en aftale med Danmark, som i dag er med i Europol? Det er det, vi mener er den logiske ting i det her, og det er derfor, vi insisterer på, at det må kunne lade sig gøre.

Fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Tak for talen. Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om Dansk Folkepartis holdninger til topskattelettelserne. Vi taler jo tit rigtig meget om kravene fra ham, der nu er blevet døbt Dynamitanders, om topskattelettelser på 5 pct. hele vejen op. Jeg har hørt, at Dansk Folkeparti siger, at det vil de ikke finde sig i, det lover Dansk Folkeparti ikke at lægge stemmer til. Det synes vi jo i Enhedslisten trods alt er noget i en tid, hvor tusindvis af mennesker bliver ramt af det kontanthjælpsloft, som Dansk Folkeparti har lagt stemmer til.

Men det er jo ikke den eneste mulighed. Regeringen har jo sådan set også fremlagt et forslag om topskattelettelser. Det går godt nok ikke helt så langt op, men det er skattelettelser, som giver kassemedarbejderen nogle få hundrede kroner i hånden og dem, som tjener rigtig mange penge, over 20.000 kr. i hånden. Er det en løsning for Dansk Folkeparti?

Jeg skal nok lige præcisere, at øgenavne ikke indgår i den almindelige debat.

Værsgo.

Vi synes ikke, at topskattelettelser er det rigtige at gøre brug af. Vi er ikke tilhængere af topskattelettelser. Vi synes, at reglerne om topskat fint kan stå, som de gør i dag. Når vi går til forhandlinger, er vores udgangspunkt altid, at vi ikke kommer med ultimative krav. Vi har givet os selv muligheden for at lave en undtagelse her, fordi vi har sagt, at der var en ekstraordinær situation, hvor et parti siger, at hvis ikke de får en bestemt ting igennem, så vil de vælte regeringen inden jul. Så synes jeg, vi lige så godt kunne få fuldstændig klart frem, at det ultimative krav, der blev krævet indfriet inden jul, kommer vi ikke til at lægge stemmer til, for så kan man tage konsekvensen af det eller vurdere, som man vil, men det er vores holdning. Ud over det kommer vi jo ikke med ultimative krav til forhandlinger.

Vores holdning til topskatten er helt klart, at vi ikke synes, der er plads til topskattelettelser, hverken dem, som Venstre har stillet forslag om, eller dem, der er stillet forslag om skal gå endnu videre.

Fru Pernille Skipper.

Bare så jeg forstår det: Dansk Folkeparti vil love, at Dansk Folkeparti ikke lægger stemmer til en 5 pct.s topskattelettelse hele vejen op. Men 4 pct. eller 3 pct. eller det forslag, regeringen har lagt frem, eller noget, der ligger lige under det forslag, regeringen er kommet med, er topskattelettelser, som Dansk Folkeparti godt kunne komme til at lægge stemmer til – også selv om det er penge, der tages fra den fælles velfærd, også selv om det er penge, der er fundet ved en kontanthjælpsreform, der sender tusindvis af mennesker ud i fattigdom, inklusive deres børn med de konsekvenser, det har. Er det rigtigt forstået?

Værsgo, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nej, altså, vi kommer ikke til noget. Det er jo et spørgsmål om politisk forhandling. Vores udgangspunkt i forhold til topskat er ganske klart: Vi synes ikke , at det er tiden at give topskattelettelser. Det er vores politiske holdning. Når vi forhandler de her spørgsmål, bekæmper vi det, at nogen vil give topskattelettelser. Det bekæmper vi, det synes vi ikke der er brug for i det danske samfund nu. Det har noget at gøre med, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs, og med retfærdighed og med spørgsmålet om, hvad man skal gøre med de penge, man måtte finde til skattelettelser: Skal de primært gå til folk med lave indkomster, så de får mere ud af at gå på arbejde? Ja, det synes vi jo. Det er vores politik.

Så spørger fru Pernille Skipper, om jeg ultimativt her i dag vil sige det ene og det andet og det tredje. Nej, det vil jeg ikke, for når vi går til forhandling, gør vi det på den måde, at vi forhandler de spørgsmål, partierne normalt lægger på bordet. Men danskerne skal vide inden en forhandling, præcis hvad vi går efter, for så giver det mulighed for, at de efterfølgende kan vurdere – hvis vi når frem til noget overhovedet – hvor langt vi så kom med det, vi faktisk ønskede, og så kan de jo vurdere os på det. Det synes jeg er en ærlig måde at føre politik på: at danskerne inden en forhandling ved, præcis hvor de har Dansk Folkeparti, og så kan de vurdere os på et resultat, hvis det altså bliver muligt at lave et resultat.

Tak. Hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo

Tak. Tak for talen. Hvad tænker hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti om, at ældre medborgere og pensionister i egen bolig kan blive presset til at regne på, hvor lang tid de kan blive siddende i deres bolig – på grund af stigende boligskatter, ikke mindst grundskylden, som vil rykke dem op med rode, flytte dem væk fra deres hjem, fra deres netværk? Kan Dansk Folkeparti se en mulighed for, at vi i fællesskab kan gøre noget for at sikre, at borgere, der bor i deres eget hus, som de har købt og betalt, fortsat kan blive i det?

Værsgo.

Jeg deler fuldt ud ambitionen om, at vi får lavet et beskatningssystem for vores boliger, der skaber langt større tryghed for danskerne, for de danske husejere, uanset om man er 40 år gammel eller man er pensionist. Der skal simpelt hen være en større tryghed, og det handler jo om en større forudsigelighed for, hvad det er for en skat, man skal betale, når man køber sin bolig, så man i højere grad ved, hvad det er for en skat, man bliver sat til.

Et af de instrumenter, vi kan tage i anvendelse, som ligger i regeringsforslaget, og som vi jo skal diskutere, er det her med at tage noget af skatten og sige, at den først skal betales, når man sælger ejendommen, så man netop ikke kommer i den situation, at man år for år får en stigende skat og ikke kan blive boende i sit hus på grund af den stigende skat.

Så der er brug for en større forudsigelighed, der er brug for en større viden om, hvad man kommer til at betale i skat, når man står og skal overveje, om man vil købe en bolig. Der er brug for at skabe større tryghed for boligejerne. Hvordan det præcis skal udformes, glæder vi os til at forhandle om på baggrund af det oplæg, der jo nu er kommet i går.

Søren Pape Poulsen.

Jeg er selvfølgelig glad for, at vi er enige om, at det jo ikke kun handler om, at man skal være pensionist. Men grunden til, at jeg nævner pensionisterne, er netop, at der jo er grænser for, hvad man så går ud og tjener og har ved siden af. Vi har oplevet pensionister, der har siddet i en bolig, der er steget og steget i skat, og som, hvis de ikke havde en arv, har måttet flytte fra hus og hjem.

Kan vi så være enige om, at vi har en fælles udfordring, der også gælder for 2017-2020, hvor der er en voldsom stigning i grundskylden, og at vi under en eller anden form må sætte os ned i de her forhandlinger og diskutere, hvordan vi sikrer, at ingen mennesker skal jages fra hus og hjem på baggrund af nogle omkostninger, de jo ikke kunne forudse, da de købte huset?

Værsgo.

Der er ingen tvivl om, at der er nogen, der selvfølgelig synes, det er dybt tyngende, at de får stigende boligskatter, når grundskylden også de kommende år kan stige op til 7 pct. om året, det er klart. Omvendt har vi selvfølgelig også det dilemma i det, at der jo også er nogle, der har oplevet ganske, ganske store værdistigninger på nogle meget, meget store villaer, og som man i nogle dele af landet sidder og kigger på får de her muligheder for at sælge en bolig og stikke millioner i lommen. Og det er jo hensynet mellem de to yderpunkter, kan man sige, det er vigtigt for os for at finde ud af hvordan vi så løser. For der, hvor vi primært vil lægge vores politiske kræfter, er jo i hensynet til de borgere, der faktisk, som hr. Søren Pape Poulsen også er inde på, ikke tjener ret meget – det kan være pensionisten, der ikke kan forøge sin indtjening og så bliver belastet af nogle tyngende boligskatter år for år, som virkelig gør det vanskeligt. Så har vi en udfordring, der bør løses. Og i den anden ende kan der stå en direktør, der ejer en millionvilla, som nu stiger 3 mio. kr. i værdi, og som så synes, det er rigtig belastende, at grundskylden stiger lidt. Det er det nok ikke, det går nok endda. Det er jo de yderpunkter, vi har i den her boligdebat.

Tak. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliance. Værsgo.

Der er jo et forslag, som der ikke er 90 mandater bag her i Folketinget. Jeg tænker naturligvis på forslaget om at lukke for muligheden for at søge spontant asyl i Danmark. Og jeg skal bare lige prøve at teste graden af, hvor ultimativ man er i Dansk Folkeparti. For hvis det nu var sådan, at Liberal Alliance hjalp Dansk Folkeparti til at få gennemført denne ønskedrøm for partiet, ville det så stadig være sådan, at Dansk Folkeparti ultimativt vil afvise at sænke topskatten med fem procentpoint hele vejen op?

Værsgo, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, jeg forstår jo godt drilleønsket her fra hr. Simon Emil Ammitzbøll, men hvis hr. Simon Emil Ammitzbøll og jeg gik i et lokale for os selv og vi blev enige om en eller anden forkromet plan, hvor mange mandater er det så lige, vi ville repræsentere? Og derfor kan vi ikke gå ind på den her hypotese, for det er jo ikke engang sådan, at vi i fællesskab ville begynde at repræsentere noget, der ligner et flertal.

Så altså, det er jo ligesom at bede mig om at begynde at gå ud i en hypotetisk tankerække om noget, som jeg på forhånd ved aldrig nogen sinde ville ende med at blive til noget i den virkelige verden. Vi kan jo godt bruge hinandens tid – og fred være med det, vi skal også have dagen til at gå – men altså, vi kan også bruge den på noget, som vi ved der er nogle realiteter i. Og hvis hr. Simon Emil Ammitzbøll kan få statsministeren til at gå på talerstolen senere på dagen og sige, at der kommer et asylstop, så skal jeg nok svare på spørgsmålet igen.

Værsgo.

Jeg takker bare for, at der ikke bliver svaret nej.

Værsgo.

Jamen så kan hr. Simon Emil Ammitzbøll jo arbejde med statsministeren resten af dagen.

Tak. Så er det hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak. Det er nogle gange svært, når man står over for en politisk kollega, som står meget langt fra en selv og har en anden opfattelse af den virkelighed, vi lever i. Så gælder det om at prøve at finde det fælles sted, hvor man ligesom kan mødes og finde ud af noget. Jeg synes, det var meget smukt, da hr. Kristian Thulesen Dahl netop sagde: Der er så meget, vi skal passe på. For det er der – rigtig meget – og man kunne synge videre til moder jord: Jeg har jo dig at passe på.

Så jeg savner lidt at høre: Når vi nu skal passe på Danmark, hvad så med naturen, hvad med miljøet, hvad med vores vandløb? Kunne ordføreren sætte nogle ord på om, hvor Dansk Folkeparti har tænkt sig at sætte ind, i forhold til at vi altså har en natur og et miljø, der er under pres, at vi har en klimakrise, som vi skal håndtere? Så kunne jeg ikke høre lidt fra Dansk Folkepartis ordfører om, hvad man ønsker at gøre der?

Værsgo, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg synes bestemt, det er vigtigt, at vi er opmærksomme på jordens tilstand, som det bliver sagt, og på klimapolitikken osv. Det, der somme tider kan forbløffe mig lidt, er – og vi tager udgangspunkt i den diskussion, at miljøet er grænseoverskridende, og det er jo altså en global udfordring – at der så er nogle, der ønsker, at Danmark skal gå meget langt foran. Og jeg ved ikke, om det er, fordi man selv har fornemmelsen af, at så er vi sådan særlig gode mennesker, eller hvad det er.

For mig handler miljøpolitik jo lige præcis om, at man på et større plan gør nogle ting, tager nogle tiltag. Hvis vi ser på, hvem der er de største CO 2 -udledere i den her verden, så tror jeg, vi er enige om, at der er nogle steder, hvor der er mere at gøre end i Danmark. Derfor har vores lod i den her debat jo i høj grad været at sikre, at vi også stadig væk kan være et samfund, hvor der kan produceres, og at vi altså ikke går så langt foran andre lande, at vi i virkeligheden forhindrer dansk produktion og danske arbejdspladser. For så mener vi at vi har gjort skade på vores egne muligheder for også på sigt faktisk at gøre noget godt for miljøet og for klimaet. Så det er jo rigtigt, at det er derfor, vi har fokus på, hvordan vi så i lidt højere grad åbner op for, at f.eks. landbruget kan producere, og der har vi selvfølgelig diskussionen om vandløb og sådan nogle ting. Men vi synes, det er vigtigt, at vi får nogle vilkår, så det i lidt højere grad kan svare sig at producere i Danmark i stedet for at flytte produktionen ud af Danmark og miste arbejdspladser.

Tak. Hr. Rasmus Nordqvist.

Det er jo helt rigtigt, at det netop er grænseoverskridende udfordringer, altså problemer uden pas, som vi skal løse i fællesskab i verden. Men der er jo ting, der omhandler Danmark. Der er jo ikke bare vandløbenes situation, der er også f.eks. biodiversiteten, når man nu vælger at udvide de måder, man kan arbejde på i landbruget. Og jeg må simpelt hen indrømme, at jeg savner, at den kærlighed, som jeg ved at ordføreren har til Danmark og til vores land, også giver sig udtryk i en vilje til at beskytte vores natur og vores miljø og den biodiversitet, som er helt afgørende for, at vi har et smukt land at give videre til de næste generationer. Så det er en kærlig opfordring til ordføreren om at tage det her punkt meget mere alvorligt, så vi passer på vores land.

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Vi deltager gerne både i en diskussion og i politiske aftaler, der sikrer biodiversitet og altså også sikrer, at større områder bliver udlagt til fri natur. Det har vi jo også diskuteret i foråret.

Jeg synes somme tider, at det også handler om, at man kommer ud og glæder sig over den natur, vi har. Altså, jeg kan somme tider undre mig lidt over, at der sidder en del folk – og nu kommer der lige en fordom – i vores store byer og taler meget om miljø og klima og biodiversitet og ting og sager, mens vi andre vader rundt med træskoene på ude i skoven og glæder os over den natur, vi har. Der kunne godt komme et større rend af folk ude i vores skønne områder, hvis man virkelig var så optaget af det. Så det er bare en opfordring: Kom ud i det skønne Danmark og se vores dejlige naturområder! Der er rigtig mange af dem.

Så er det hr. Morten Østergaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg deler til fulde glæden over dannebrog. Jeg lod mig endda fotografere sammen med hr. Peter Skaarup hernede i Folketingssalen foran dannebrog – en midlertidig forbrødring, om man vil, inden dagens debat – men det store spørgsmål er, hvordan man bedst passer på. I statsministerens tale, som fik mange rosende ord med på vejen fra hr. Kristian Thulesen Dahl, sagde statsministeren på et tidspunkt, jeg tror med reference til, hvad præsident Obama tidligere har sagt i FN's Generalforsamling, at den, der bygger en mur for at holde andre ude, ender med at lukke sig selv inde eller noget i den stil – det er et løst citat. Men det korte af det lange er egentlig, om hr. Kristian Thulesen Dahl er enig i det, altså, at hvis man forestillede sig, at vi hegnede Danmark ind bag mure, så ville det skade Danmarks interesser, så ville det ikke bibringe tryghed, for det, vi har behov for, er sådan set bedre og tættere samarbejde med resten af verden. Er hr. Kristian Thulesen Dahl enig med mig og, forstår jeg også, med statsministeren i det?

Værsgo, hr. Kristian Thulesen Dahl.

For mig udelukker det ene jo ikke det andet. Når man netop henviser til præsident Obama, er det lidt tankevækkende, for USA er jo et land, der virkelig har skærpet sin grænsekontrol – jeg havde tror, at de fleste, der har fløjet til USA, har oplevet, at der faktisk er kontrol, når man kommer ind i landet – og ligesom at tage ham som bevis på, at man ikke kan have grænsekontrol ved Danmarks grænser, for så kan man ikke snakke med andre lande, er jo noget vås. Hvis vi rejser til Storbritannien, er der også grænsekontrol. Det er da ikke, fordi vi har den oplevelse, at Storbritannien er et land, der er fjendtligt. Jeg tror, at rigtig mange danskere flyver til London og glæder sig og er der en weekend eller længere tid. Det er da pragtfuldt, at de har grænsekontrol, så det er jo det dér med at gøre det til en diskussion om, hvorvidt vi, hvis vi ønsker permanent grænsekontrol ved Danmarks grænser, så ikke snakker med andre lande og burer vi os inde. Det er sådan noget radikalt noget, og det er ikke noget, der finder sted i Dansk Folkepartis folketingsgruppe.

Hr. Morten Østergaard.

Det bliver nok ikke dagens nyhed, vil jeg tro. Det er der formentlig ikke mange, der har regnet med. Men nu var det jo ikke mig, der sagde det. Det var statsministeren, og det var derfor, jeg var interesseret i at høre det, fordi hr. Kristian Thulesen Dahl tog så pænt imod statsministerens tale. Det kommer vi måske ikke nærmere.

Men så vil jeg bare spørge om noget andet, fordi jeg jo synes, at det, man siger, og hvad der ligger bag ved det, er vigtigt. Da vi sidst havde valgkamp i Danmark, var det jo om folkeafstemningen til Europol, og da sagde hr. Kristian Thulesen Dahl direkte adspurgt, om man, hvis man ikke kunne få en parallelaftale, så ville støtte en afstemning, og der sagde man: Så vil jeg anbefale et ja, det har vi klart accepteret, også selv om der er det med Schengenreglerne og grænsekontrollen. Hvorfor kunne danskerne ikke stole på Kristian Thulesen Dahl ved den lejlighed? Hvorfor står det løfte ikke ved magt?

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Danskerne kan stole på, at vi lægger stemmer til, at der kommer en ny folkeafstemning, hvis man ikke kan lave en fornuftig aftale med EU om Europol, men det, vi har en diskussion om, og det er fuldstændig rigtigt, at hr. Morten Østergaard kommer ind på det, er jo, hvad Dansk Folkeparti så vil anbefale danskerne at stemme. Der er det rigtigt, at der var det, der skete i 2015, forhastet, for vi ønsker, at der kan være en reel diskussion om, hvordan vi sikrer vores grænser, hvordan vi sikrer retten til at have grænsekontrol

Det er jo lidt tankevækkende, at nu har man sagt, at det juridisk ser svært ud at lave en parallelaftale, fordi vi er EU-medlemmer, men noget af det, der åbenbart har kunnet lade sig gøre, rent juridisk i hvert fald, for EU-medlemmer, er jo at være med i Europol, samtidig med at man har retten til at have grænsekontrol. Det er nemlig situationen for Storbritannien og Irland. Derfor vil vi selvfølgelig have et reelt arbejde op til en given folkeafstemning, der afsøger muligheden for, at vi kan være med i Europol, men samtidig bevarer retten til grænsekontrol. Det er derfor, vi har sat det her til diskussion.

Tak. Så er det hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg har lige været inde på DF's hjemmeside. »Vi står vagt om de svage«, står der. Jeg tænkte straks, at det da måtte være en sag for Forbrugerombudsmanden, for i forhold til virkeligheden er det jo sort tale, om jeg så må sige, på flere planer på samme tid. Den nye lavloftede kontanthjælpskælder rammer 33.000 voksne og 7.000 børn. Tusindvis af familier risikerer at blive sat ud af deres hjem, og det blå røgslør er, at det vil sende folk i arbejde. Men selv regeringens egne optimistiske tal viser jo, at det stort set ingen virkning har på beskæftigelsen. Hvorfor gør man det så? Er der nogen som helst andre forklaringer end den, at man laver besparelser, som man senere hen kan dele ud som skattelettelser? Det er ikke altid nogen dårlig idé at give mennesker et skub. At give mennesker et skub kan jo være meget godt, hvis de er i stand til at flytte sig, men når det nu som her langt hen ad vejen handler om syge og handicappede, som af forskellige årsager ikke kan flytte sig, hvad betyder et skub så? Det betyder, at de vælter.

Tak! (Karsten Hønge (SF): Hvordan...) Nej! Værsgo til hr. Kristian Thulesen Dahl.

Pas på taletiden. Ellers går det ligesom ved første runde, nemlig sådan, at der er mange, der ikke får ordet.

Værsgo.

Jeg synes, at det, der skal ske i forhold til gruppen af kontanthjælpsmodtagere, er, at man bliver langt bedre til at finde ud af, hvem der er syge mennesker, som ikke skal parkeres i vores kontanthjælpssystem, og hvem der skal være i kontanthjælpssystemet, og som derfor også er i stand til at yde en indsats. Det, der så sker med kontanthjælpsloftet, er jo, at man virkelig giver en økonomisk mulighed til mennesker for at bringe sig ind på et spor, hvor de får mere i rådighedsbeløb, end de havde før, hvis de finder beskæftigelse svarende til godt 1 time om dagen.

Jeg tror, at hvis vi skal lykkes med at få rigtig mange af dem, som er på kontanthjælp og har været det i mange år, hjulpet tilbage på arbejdsmarkedet og ud i et job, hvor de får sociale kontakter, hvor de får netværk, hvor de finder ud af, at de faktisk er værdsat, så bliver vi nødt til at finde en model, så de her mennesker kommer i gang. Det er ikke fra 0 timer om ugen til 37 timer om ugen i et hug. Det kan de ikke klare, men mange af dem kan godt komme ud og være med i et antal timer og så få følelsen af at være en borger, der faktisk er med i fællesskabet. Der kan vi sige, at kontanthjælpsloftet jo er indrettet på den måde, at hvis man formår det, så får man en økonomisk tilskyndelse, der gør, at man ender med et rådighedsbeløb, der er højere end det, man havde før. Så det er i hvert fald en af de ting, der er med til at hjælpe folk, der ellers er i en udsat position, tilbage i fællesskabet.

Hr. Karsten Hønge, værsgo.

Handicaporganisationerne fortæller i de her dage om et væld af henvendelser fra medlemmer, der er bange for og utrygge ved, hvad der er ved at ske. Handicaporganisationerne er enige om, at det handler om tusindvis af mennesker, der vil blive ramt af kontanthjælpsloftet. Det er spastikere, det er blinde, det er kørestolsbrugere, det er mennesker med autisme og adhd og mange andre. En scleroseramt kontanthjælpsmodtager fortæller, at hun må spare på den medicin, der gør generne ved handicappet mindre. Det er jo virkeligheden. Alt det andet er jo snak om, at man håber og tror på, at måske vil sådan et skub engang bringe folk ud på arbejdsmarkedet, men den iskolde virkelighed derude nu er, at også tusindvis af handicappede bliver ramt, og det står DF bag.

Værsgo.

Der kan være folk i kontanthjælpssystemet, som ikke bør være i kontanthjælpssystemet, men jeg mener ikke, at svaret er, at vi generelt bare fjerner kontanthjælpsloftet. Svaret er jo, at vi får de mennesker hjulpet på en anden måde. Jeg vil overhovedet ikke tale uden om, at der selvfølgelig er folk, der er bekymrede – selvfølgelig er der da det – i en situation, hvor man indfører noget nyt. Jeg siger bare, at vi også er nødt til at kunne have en diskussion om, hvordan vi får hjulpet udsatte og måske folk, der føler sig psykisk ramt, fordi de i årevis har været sat udenfor, gradvis ind på arbejdsmarkedet, så de bliver værdsat og bliver en del af det fællesskab, som det jo også er, og får de sociale kontakter, man får ved at være tilknyttet en arbejdsplads. Der synes jeg også at det her handler om, hvordan vi får virksomhederne til at være så rummelige, at de også tager imod de her mennesker. Der var i foråret en stor diskussion om flygtninges adgang til arbejdsmarkedet. Nu kunne der passende komme en diskussion om, hvordan man hjælper kontanthjælpsmodtagere ind på arbejdsmarkedet.

Hr. Nick Hækkerup, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Tak for den principielle tilgang i talen og markeringen af ikke bare den dagligdags politik, men også hvad man står for. Jeg er sådan set enig i de bemærkninger fra hr. Kristian Thulesen Dahl om hensynet til og værdien af sammenhængskraften i vores samfund.

Når det er sagt, kan man vel i forlængelse af det måske formulere det sådan: Hvis man står på det som det principielle udgangspunkt og skaber en større og større polarisering, altså hvis dem, der har mere, får mere, og hvis dem, som ikke har så meget, skal aflevere mere, så skubber det sammenhængskraften i vores samfund den forkerte vej. Er det en opfattelse, som hr. Kristian Thulesen Dahl deler?

Værsgo.

Ja, der er jo helt tydelige tegn på, kan man sige, i de her årtier, at der er en risiko her, som jo både skyldes, som jeg var inde på, indvandrerspørgsmålet, men som også skyldes en almindelig tendens, som man ser i rigtig mange lande, til en større polarisering og en større opdeling.

Jamen altså, hvad var det, vi for nylig hørte om tanker om at opføre et boligområde på Sjælland med hegn omkring, som man ser i nogle lande, hvor man jo så måske kan bygge nogle boliger til nogle mennesker, der har særlig råd til det, og som kan leve lidt afsondret fra resten af samfundet, hvis de synes, at resten af samfundet giver lidt udfordringer? Det er jo sådan nogle ting, vi ikke gerne vil se i Danmark. Så jeg mener virkelig, at det er vigtigt – og jeg er glad for, at det bliver modtaget sådan ud fra en principiel stillingtagen – at vi ser på, hvordan vi sikrer sammenhængskraften i det her land i fremtiden.

Hr. Nick Hækkerup.

Stående på det, som man så står for – og hvis vi så holder det sammen med det, vi står i, altså en situation, hvor vores velfærd er under pres, en situation, hvor vi kan se, at produktiviteten godt kunne have været bedre og have udviklet sig bedre over de seneste år, altså at vi står i en situation, hvor der mangler de rette kompetencer – er den logiske konsekvens af det så ikke i den praktiske politik, at det at skulle indgå en 2025-aftale ville være at gå den forkerte vej, hvis sådan en aftale måtte indeholde topskattelettelser, fordi det ikke adresserer de problemer, som presser sammenhængskraften i vores samfund?

Værsgo til hr. Thulesen Dahl.

Nu kunne jeg sådan lidt polemisk sige, at vi også var modstandere af de topskattelettelser, Socialdemokratiet lavede i 2012. Da hævede man jo grænsen fra 390.000 kr. til, jeg tror 467.000 kr. eller noget lignende for, hvornår man skal betale topskat. Men fred være med det.

Altså, vi gik til valg på, at, punkt 1, vi ikke kunne se, der var et råderum til skattelettelser, punkt 2, at hvis der blev et råderum til skattelettelser på en eller anden måde, ønskede vi at bruge de penge i bunden af indkomstskalaen, så dem med de lave indkomster fik lov til at beholde lidt mere til sig selv. Når vi gjorde det – og jo også har den politik og forfægter den politik i dag – så var det med det udgangspunkt, at vi mener, at det er det, der kan være med til også at kitte vores samfund bedre sammen.

Det er jo lidt tankevækkende, at det var Danske Banks direktør, der var ude for ikke så længe siden og faktisk sige – og han var tilhænger af topskattelettelser, det skal siges for lige at respektere hans synspunkt – at hvis det var med til at skabe en større splittelse i samfundet, var det uklogt at lave dem. Det var da måske lidt tankevækkende, at det kom derfra.

Så er det hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Mange tak, og tak for talen. Regeringen foreslår jo en række grove forringelser for de ældre og for pensionisterne i det her land: højere pensionsalder, forringelse af boligydelsen, som jo rammer hårdt blandt pensionister med lave og meget lave indtægter, ingen skattelettelser til pensionisterne, men til gengæld – i gåseøjne – en dårligere regulering af pensionen, den grønne check forsvinder, og en lavere løn til seniorjobberen end kollegaen, der står ved siden af. Jeg tror ikke, Dansk Folkeparti synes, at der er nogen af de her forslag, der er gode – så vil jeg i hvert fald gerne høre om det.

Mit spørgsmål er: Vil Dansk Folkeparti udnytte sin nøglerolle som udslagsgivende stemme til at blokere for disse forslag?

Værsgo til hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nu er der både forslag, hvor man forringer, og forslag, hvor man ikke gør noget. Hvis andre får noget mere, kan det selvfølgelig også blive set som en forringelse – altså, hvis andre får en skattelettelse og man ikke selv får, er det så en forringelse, eller er det status quo? Det er jo afhængigt af øjnene, der ser. Men vi mener da klart, at pensionisterne skal være med på vognen. Vi mener da klart, at når der er en mulighed for, at man får bedre købemuligheder eksempelvis, hvorfor skal pensionisterne så ikke også have glæde af det? Der er det jo rigtigt, at man i nogle år har haft en nedsat regulering af pensionisternes overførsler, altså folkepensionen. Vi var ikke en del af den aftale, der gjorde det her fra i år til 2023, så vores udgangspunkt er selvfølgelig også, at vi synes, det er en dårlig idé at gøre det i 2024 og 2025, når man ønsker at forlænge det.

Så på den måde er der jo nogle ting i forhold folkepensionisters økonomi, som selvfølgelig er en del af den samlede diskussion, og der synes jeg at det udgangspunkt, som bliver taget her i spørgsmålet, er meget godt, også i forhold til hvad Dansk Folkeparti går til forhandlingerne med med hensyn til pensionisternes vilkår fremover.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Det, jeg spurgte om, var, om Dansk Folkeparti ville udnytte den magt, som Dansk Folkeparti jo har ved at være udslagsgivende stemme, til at blokere for de her forslag. Jeg forstår ikke, jeg får sådan et uldent svar, for ordføreren sagde jo i sit svar til fru Pernille Skipper, at det er vigtigt, at man, inden man går ind til en forhandling, skal vide, hvor man har hinanden, og så må man ridse det klart op. Det har ordføreren da ikke gjort med det svar, jeg har fået. Det leder mig da til at konkludere, at man jo kan frygte, at Dansk Folkeparti er parat til at sjakre med pensionisternes vilkår på de områder, jeg nævnte her. Ellers må vi da have et helt klart svar, eventuelt på de enkelte punkter.

Til sidst vil jeg så lige stille et spørgsmål, der også kan svares ja eller nej til, i forlængelse af det her. Regeringen har bebudet, at den vil genfremsætte forslag om at forringe pensionisternes boligydelse. Står Dansk Folkeparti bag det lovforslag?

Ordføreren.

Det er jo krystalklart, hvad Dansk Folkepartis politik er: Vi går ikke til nogen forhandling med henblik på at forringe pensionisternes vilkår, vi går til forhandlinger med henblik på at forbedre pensionisternes vilkår. Så det kan man være helt tryg ved, og det vil man vide, inden vi går ind i et forhandlingslokale. Nu tog jeg så specifikt det punkt ud, der jo var en af de ting, der blev nævnt her, om folkepensionisters regulering af deres pension, og så svarede jeg på det, men det var så ikke godt nok. Nu kunne jeg så gøre det her i anden omgang med den mere brede pensel; så ved man jo, hvor Dansk Folkeparti står i forhold til forhandlingerne. I forhold til boligydelse ønsker vi ikke, der sker de besparelser på pensionisternes boligydelse, som regeringen har lagt op til. Det har vi sagt til regeringen tidligere, og det vil jeg også gerne sige her i dag.

Tak for det. Så er det fru Louise Schack Elholm, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for en rigtig fin tale. Nu er der jo lagt et boligskatudspil frem, og jeg kan høre, at hr. Kristian Thulesen Dahl anbefaler en hurtig aftale. Jeg håber på, at vi både kan få en hurtig og en bred aftale. Jeg vil bare høre: Hvad vil Dansk Folkeparti gå til forhandlingerne med?

Ordføreren.

Der er jo mange ting i det udspil, der er kommet. Jeg deler ønsket om, at vi både får en hurtig og en bred aftale. Der er ingen uenighed der. Vi har jo den indgang til det, at der skal skabes tryghed for boligejerne, både for de eksisterende og for de fremtidige, og den tryghed består selvfølgelig i, at der findes en løsning på, hvor meget folk – de nuværende boligejere – kan blive belastet, og det er jo den ene del af det. Den anden del af det er, at man, når man så køber en bolig, er fuldt vidende om, hvad der kan ske med beskatningen af den bolig fremover. For trygheden består jo i, at man har viden om, hvad det er for nogle vilkår, man i givet fald køber en bolig på. Så kan man jo selv vurdere, hvad man vil give for boligen, og om man i givet fald overhovedet vil købe den eller man hellere vil købe en i et andet område, hvor boligen måske er billigere. Det er jo nogle af de elementer, der er vigtige.

Der er så nogle instrumenter i udspillet til at sikre det, som vi selvfølgelig skal kigge på. Der er bl.a. det her med en indefrysning af det, der ligger ud over lønfremskrivningen, hvor vi skal kigge på, om det er den rigtige måde at gøre det på. Så hvad er så instrumenterne til at sikre det her? Men vi taler om tryghed for eksisterende boligejere i forhold til den fremtidige skat, og så taler vi jo om, om man ved nok om, hvad den fremtidige beskatning kan blive, når huset skifter ejer, så man også som kommende boligejer er tryg. Det er nogle af de pejlemærker, som vi i hvert fald sætter for de forhandlinger.

Der er ikke flere spørgsmål. Så går vi videre til fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Tak for det. Hvis man kan lette topskatten med 5 pct. for de sidste uden at tage noget fra andre, uden at tage noget fra ældre, handicappede, skoler eller sygehuse, hvad er så argumentet for ikke at gøre det?

Værsgo til hr. Kristian Thulesen Dahl.

Okay, nu kommer der en sponsor ind i billedet. Jeg ved ikke, hvorfra den sponsor lige pludselig kom fra med en stor pengepose. Det er da interessant, og hvem er den sponsor?

Jeg synes, at det her handler om to ting. Det handler om, at vi er overbeviste om, at det, hvis man letter topskatten som foreslået, koster nogle penge. Vi kan så strides om, hvor meget det koster, men vi er overbeviste om, at det koster nogle penge, og der vil så være de færre penge til noget andet. Og en anden ting er en grundlæggende holdning, som vi har, nemlig at det faktisk er udmærket at have et system, hvor man har det udgangspunkt, der handler om, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder, at der altså er en vis retfærdighed i vores skattesystem, så folk, der er hårdtarbejdende og har lave lønninger, og som synes, at de betaler nok i skat, også kan se, at folk, der har rigtig høje lønninger, også betaler lidt mere. Det gør ikke noget.

Det var i virkeligheden også det, som jeg for lidt tid siden sagde om direktøren for Danske Bank. Han går ind for topskattelettelser – for lige at understrege det, for jeg skal overhovedet ikke misbruge det, han har sagt. Men han går dog ud og siger, at hvis den her diskussion kan føre til en større splittelse i det danske samfund, er det ikke sikkert, at man skal lave topskattelettelser. Der er i hvert fald noget i den tankegang, som han her lægger for dagen, som jeg også synes bør give anledning til nogen eftertanke i et parti som Liberal Alliance.

Tak. Fru May-Britt Kattrup, værsgo.

Tak for det. Jeg ved ikke, hvorfor hr. Kristian Thulesen Dahl taler om en sponsor. For der er et råderum på ca. 41 mia. kr. uden reformer, uden at tage noget fra nogen andre. Og at lette topskatten med 5 pct. for de sidste vil koste under 1 mia. kr. Så det kræver ikke nogen sponsor at gøre det.

Det her med at de brede skuldre skal bære mest: Ja, det skal de, og det vil de jo gøre under alle omstændigheder. Med Liberal Alliances forslag vil man betale 16 gange så meget i skat, hvis man tjener 2 mio. kr., som hvis man tjener 200.000 kr.

Værsgo.

Det er helt okay. Jeg tror, at vi bare taler lidt forbi hinanden her. For råderummet er for mig at se jo ikke bare sådan nogle penge. Det er rigtigt nok: Det er jo ikke en stor sponsor, der bare er kommet med en pose penge. Det er jo nogle penge, som er kommet på grund af noget. De er kommet på grund af også tidligere reformer, der er lavet. Når man har diskuteret dagpengereform og tilbagetrækningsalder og lignende, er der kommet et råderum ud af alle de ting, man har gjort, og det er så penge, vi har at gøre godt med i fremtiden. Så skal man selvfølgelig vælge, hvordan man bruger dem.

Der har vi altså, synes vi, et hensyn at tage til vores sygehuse, så de kan levere behandlinger i verdensklasse. Vi diskuterer tit medicinpriser. Har vi råd til at betale den medicin, som kommer på markedet, og som er til gavn for patienterne? Det mener vi jo at vi skal have råd til. Hvis vi taler om ældrepleje og lignende, er der så i virkeligheden plads til, at der f.eks. også kan være to, der kan hjælpe de ældre om natten, hvis man er på et demensplejecenter, hvor de ældre bytter om på dag og nat? Har vi råd til det, eller kan der virkelig kun være plads til, at der er én sådan et sted? Hvad med politiet? Vi snakker om, om der er råd til, at vi uddanner nok politibetjente. Der er en stor diskussion om, at hvis 5 pct. af politistyrken skal bruges ved grænsen, kan man ikke opklare indbrud. Hvad er det for noget vås. Så lad os få uddannet nogle flere betjente, så vi kan løse de opgaver, vi skal. Der har vi jo brug for råderummet. Så det er bare for at sige, at for os er det vigtigt, at vi har sådan nogle penge til at lave de her ting i vores velfærdssamfund. Det kommer i vores optik før topskattelettelser.

Tak. Så er det hr. Kaare Dybvad, Socialdemokratiet.

Tak. Det er jo en kendt sag, at nogle af dem, som har sværest ved at komme i arbejde igen, når de er blevet arbejdsløse, er folk, der er lidt oppe i årene. Og det er jo folk, som har masser af arbejdsvilje og masser af arbejdsevne, men der er måske nogle arbejdsgivere, som har nogle fordomme om, hvordan det er at være lidt ældre på arbejdsmarkedet. Derfor er vi i Socialdemokratiet rigtig glade for seniorjobordningen, som giver en tryg overgang fra arbejdsmarkedet til efterløn og pension for de ca. 3.500 danskere, som benytter sig af den. Men nu kan vi se, at regeringen lægger op til at nedjustere den løn, som folk får i seniorjob, til dagpengesatsen for så at kunne kompensere for skattelettelser. Vil ordføreren bekræfte, at Dansk Folkeparti deler Socialdemokratiets holdning til, at seniorjobordningen skal bevares, som den er, og altså ikke nedjusteres i forhold til dagpengesatsen?

Værsgo til hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, jeg synes i virkeligheden, det er et lidt underligt forslag at komme med. Man skal huske, at når vi har den ordning, er det jo bl.a. også, fordi vi anerkender, at der er seniorer, som har nogle år, før de har mulighed for at komme på efterløn – altså, hvis de mister jobbet – hvor de faktisk er i en særlig vanskelig situation. Og så har vi ønsket at give dem et sikkerhedsnet, i form af at de så kan garanteres et job og så få gjort noget nyttigt, samtidig med at de i virkeligheden også opfylder retten til at kunne komme på efterløn. Og man kan sige, at det ville forslaget jo ikke pille ved, men det piller så ved den ydelse, som man kan få, og hvor man så ikke længere skal have løn, men have noget, der svarer til dagpengeniveauet. Og det er ikke et forslag, vi har ønsket skulle stilles, og det er ikke et forslag, som vi sådan umiddelbart kan støtte.

Værsgo til hr. Kaare Dybvad.

Tak for det. Det er jeg glad for at høre, og jeg vil egentlig også bare gerne høre ordføreren bekræfte, at Dansk Folkeparti så ikke går ind i en aftale, hvor man beskærer eller nedjusterer lønnen til dagpengesats for seniorjobordningen.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er jo helt sædvanligt, altså at man skal kende Dansk Folkepartis holdning, hvis vi går ind i et forhandlingslokale, og så skal vi jo bagefter vurderes på det, vi kommer ud med, hvis der bliver et resultat. Og så står vi til ansvar for, hvad vi laver. Men man skal kende vores holdning, og den er, at vi synes, det her er et vigtigt element. Idet at man jo også har hævet pensionsalderen, hævet efterlønsalderen, har man sagt til de mennesker, der kan komme i klemme, de her seniorer, at så er der her et sikkerhedsnet for dem. Og det sikkerhedsnet ønsker vi at værne om, og det er også med det, vi går ind til diskussioner om seniorjobordningen.

Tak for det. Og så er hr. Kristian Thulesen Dahls tid til at svare på spørgsmål færdig.

Jeg skal her udsætte mødet til kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 11:58).

Mødet er genoptaget.

Den næste ordfører i ordførerrækken er hr. Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Og vi håber, at resten af Tinget vender tilbage fra frokost inden længe. Der findes mange forskellige ambitioner her i verden. Der er nogle ambitioner, der er gode; der er nogle ambitioner, der er dårlige; der er nogle ambitioner, der er politiske; og der er ambitioner, der er personlige, og så er der nok nogle ambitioner, som er mere, skal vi sige ædle end andre. Jeg ved godt, at vi kan være uenige herinde om, hvilke ambitioner der falder i hvilken kategori, men jeg tror egentlig, vi kan blive enige om, at politik i meget vid udstrækning handler om at have ambitioner og helst på Danmarks vegne.

Vi lever i en lidt underlig tid. For det meste går det egentlig ganske godt her i Danmark, og danskerne som flest har det bedre nu end nogen sinde før. Men fremskridt er ikke nogen naturlov, og for første gang i 200 år er der en reel risiko for, at vores børn bliver fattigere, end vi selv var, og end vi selv er – ikke kun i kroner og øre, for fattigdom kan ikke gøres op i penge alene. Nej. Det er i grunden langt værre. For første gang i 200 år risikerer vi at give et Danmark videre til vores børn, hvor de får færre og dårligere muligheder for at skabe sig et godt liv, end vi selv fik. Det vil være et tilbageskridt for hele civilisationen, og det må ikke ske.

Venstres ambition er klar: Vi vil lægge til – vi vil ikke trække fra. Vi vil give et stærkere og rigere Danmark med flere muligheder videre end det, vi selv havde. Vi vil fremtidssikre Danmark, ikke blot frem til næste valg, men frem til næste generation, og regeringens helhedsplan gør netop det, samtidig med at vi løser de bundne opgaver: de opgaver, der skal løses, uanset hvilken regering der sidder hernede.

Helhedsplanen er en mulighed for at gøre gode tider bedre, men den er jo ikke et krav. Vil Danmark bestå uden en helhedsplan? Ja, det vil det, men det har en pris at sige blankt nej. Prisen er et fattigere Danmark med færre muligheder for os selv og for vores børn. Prisen er et årligt rådighedsbeløb, som er 15.000 kr. lavere for en typisk dansk familie. Prisen er det moralske problem, der ligger i, at der for nogle ikke er en mærkbar økonomisk gevinst ved at arbejde frem for at blive forsørget. Prisen er færre arbejdspladser. Prisen er 27 mia. færre kr. til investeringer i infrastruktur. Og prisen er en manglende mulighed for at lægge til side til dårligere tider, så vi har noget at stå imod med. Prisen er, at vi må lægge vores ambitioner for Danmark på hylden.

Men hvad så med – det er typisk sådan kritikken af helhedsplanen starter, og kritik har der sandt at sige været en del af, og vi har efterhånden været vidt omkring – ulighed, klima, SU, kontanthjælpsloft, tilbagetrækningsalder, mindre regulering af overførselsindkomster, rentefradrag til folkepensionister med store boliglån, børnecheck til barn nummer 4 til 17, og jeg skal komme efter Tinget – altid med knopperne og kritikken forrest og med modet og ambitionerne gemt væk. Jeg tror, at det vil være gavnligt lige at gå et par af de her punkter igennem sådan trin for trin for at spare noget tid og måske også skabe rum til at tale lidt om ambitionerne i den her debat, der følger.

Så hvad med uligheden? Ja, den stiger, men det er ikke meget. Og betyder lidt større ulighed i verdens mest lige land, at vi skal opgive vores ambition om et stærkere, om et rigere Danmark? Nej. Kan det komme bag på nogen, at vi bliver lidt mindre lige, hvis det bedre kan betale sig at arbejde, som var det, Venstre gik til valg på? Nej. Gjorde Socialdemokraterne Danmark til et dårligt land med skattereformen, fordi den øgede uligheden ved at give topskattelettelser? Nej. Smadrede Socialdemokraterne velfærdssamfundet med en kontanthjælpsreform, en SU-reform og en vækstpakke, som alle øgede uligheden? Nej, det gjorde de ikke. For en ting er sikkert: Hvis Danmark bliver fattigere, er det altid de svageste, der kommer til at betale prisen.

Derfor er jeg jo enig med Socialdemokraternes tidligere formand, fru Helle Thorning-Schmidt, da hun sagde, at man skal være meget varsom med at drage meget store konklusioner på baggrund af udsving i Ginikoefficienten – ja, jeg kommer helt til at savne hende.

Men hvad så med klimaet? Ja, hvad så med klimaet? Skal man tro de kritiske røster, vil Danmark jo nærmest blive forvandlet til en grå og gold kulfyret mark, hvis helhedsplanen gennemføres. Men da Venstre var med til at lave energiaftalen i 2012, sagde hr. Martin Lidegaard, som dengang var energi- og klimaminister, at aftalen var det bredeste, det grønneste og det længstvarende energiforlig nogen sinde i Danmark. Og faktum er, at det på alle væsentlige parametre er gået hurtigere med den grønne omstilling, end vi forventede. Altså: Det grønneste energiforlig nogen sinde, og vi er foran forventningerne, for vi er endnu grønnere end det grønneste. Er det ikke vidunderligt?

Hvad så med de overførselsindkomstmodtagere, som får færre penge, end de ellers ville have fået, i 2024 og 2025. Ja, stigningen i deres overførselsindkomst bliver lidt mindre i de 2 år, end den ellers ville have været. Og det kan man ikke tillade sig ifølge den socialdemokratiske finansordfører, hr. Benny Engelbrecht, der i starten af september lod harmen flyde frit og proklamerede til en journalist, der gad at skrive det ned: Jeg synes, det er meget usympatisk, at man tager penge fra langtidsledige og folk på overførselsindkomster for at bruge dem på skattelettelser. Og undskyld mig, men jeg synes, at det er lige et nummer for stramt. For hvordan var det nu at hr. Benny Engelbrecht og kompagni selvfinansierede deres skattereform? Jo, det var på den samme måde, bare fire gange.

Her er det så Socialdemokraternes politik, at det er helt okay at regulere lidt mindre på overførslerne i 2016, 2017, 2018, 2019, 2020, 2021, 2022 og 2023. Men i 2024 og 2025 er det meget usympatisk. Helt ærligt: Det hverken kan eller skal man tage spor seriøst. Vær nu med, og spil lidt bold i stedet for det her pjat.

Men hvad så med de ældre? Dem kan man da ikke lade blive længere på arbejdsmarkedet. Først skal vi måske lige huske historien: I næsten 50 år, og det er altså fra 1957 til 2004, var folkepensionsalderen 67 år. Vi har foreslået, at vi justerer den lidt tidligere, end vi ellers har aftalt med bl.a. Socialdemokraterne, med ½ år, så den bliver 67½ år i 2025, for folk lever heldigvis længere, og på den her måde kan vi leve op til vores løfte om, at folk kan se frem til ca. 14½ år på pension i gennemsnit; 180 dage minus weekender og ferie og selvfølgelig med mulighed for at gå fra tidligere til dem, der ikke kan arbejde.

Jeg kunne knytte mange flere ord til det, og jeg tager gerne debatten sådan punkt for punkt og flere til, for jeg vil gerne stå på mål for den her helhedsplan. Og jeg er ærlig talt stolt af at repræsentere et parti, som har fremlagt en sammenhængende plan med ambitioner for Danmark. Det er både nemt, og det er fristende at kritisere. Det er langt vanskeligere at komme med konstruktive og ambitiøse indspark.

Men jeg havde alligevel ikke forestillet mig, at vi kunne ende her i en situation, hvor så mange partier, herunder Danmarks p.t. største parti, vil lade opposition gå forud for ambition – en situation, hvor vi ikke blot er uenige om vejen mod målet, men også om, om vi i det hele taget skal sætte os et mål. Det kan jeg ikke erindre at jeg har oplevet tidligere. Hvis man ikke ønsker at gøre Danmark rigere, jamen så sig det dog. Hvorfor gå og putte med det? Det gør i grunden så godt at sige det, man rigtigt mener, og det, jeg mener lige nu, er, at jeg glæder mig til debatten. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er vi nået til de korte bemærkninger.

Jeg skal igen henstille til, at man overholder taletiderne, så så mange som muligt kan komme til orde.

Den første, der har bedt om ordet, er fru Pia Olsen Dyhr, SF. Værsgo.

Nu sagde ordføreren, at vi nok vil slå hul på bl.a. SU'en, og det er korrekt. Det kan vi godt tage med. Regeringen har planlagt at skære næsten en femtedel af SU'en. Det vil betyde, at de studerende, hvis økonomi i forvejen er presset, får et meget mindre levegrundlag hver eneste måned. Der bliver mindre til mad, der bliver mindre til studiebøger, der bliver mindre til medicin, til husleje, til forsikringer osv.

Statsministeren har sagt, at de studerende vil beholde det samme levegrundlag som i dag. Men er ordføreren enig med mig i, at det ikke passer? Forudsætningen er jo, at hvis de studerende skal beholde det samme levegrundlag som i dag, skal de arbejde mere. Passer det? Er det muligt for alle at gøre? Kan den handicappede, der knokler alt, hvad han kan, for at følge med på skolen, men som har en ringe erhvervsevne, bare arbejde mere? Kan den enlige mor, der skal hente sit barn, bare arbejde mere? Hvad med de sygeplejerskestuderende, der har praktik og skiftevagter? Kan de bare arbejde mere? Der er mange studerende, der ikke kan arbejde mere. Hvad skal de gøre for at have det samme levegrundlag som i dag?

Ordføreren.

Tak for kommentaren. Det er jo rigtigt, at i den her plan lægger vi op til at skære den del af SU'en, som man får som et stipendium. Til gengæld for de 800 kr., der bliver skåret der, får man altså mulighed for at låne op til 1.000 kr. mere, man får mulighed for at tjene 1.000 kr. mere ved siden af, og man får mere fordelagtige låneforhold. Man får altså lov til at betale en rente på 0 pct., så længe man studerer, og man får et fradrag, når man er færdig med sit studie. Et eller andet sted er det jo også den her gruppe af studerende på videregående uddannelser, som kan se frem til de topskattelettelser, der også er i spil, og som de vil have godt af, når de kommer ud på arbejdsmarkedet senere. Så jo, man kan sådan set godt stå med det samme rådighedsbeløb. Det kræver, at man selv investerer noget i sin uddannelse og mere, end man gør i dag.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Tak for ærligheden. Ergo har man ikke det samme levegrundlag, hvis man ikke kan arbejde mere. Så vil det i hvert fald kræve, at man gældsætter sig mere. I 2012 skyldte danskerne 21 mia. kr. i SU-lån. I 2015 er det tal steget til 29 mia. kr. I 2010 måtte SKAT inddrive SU-gælden fra ca. 5.000 danskere, mens det i dag er over 8.000 danskere, der ikke har kunnet betale deres gæld til tiden, viser de nye tal. Er det okay? Er det en god idé, at de unge skal låne mere, end de allerede har gjort, eller får vi en gældsat generation?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, at den her debat bliver stillet op, som om vi ikke har den allermest generøse SU i hele verden. Jeg synes, man skal huske på, at det har vi. Det har vi også med det her forslag, som regeringen lægger frem. Det, som er værd at huske på, er, at de skattelettelser, som man også får, når man er færdig med sit studie, også gør det nemmere at betale studielån tilbage. Og man skal jo selvfølgelig tænke sig om, inden man optager det.

Tak for det. Og den næste korte bemærkning er fra hr. Nicolai Wammen. Og jeg vil gerne beklage, at hr. Nicolai Wammen ikke kom på som den første som ordfører for det største parti. Men vi havde lidt problemer med skærmen. Værsgo.

Jamen alt forladt, og jeg var kun glad for at kunne give gulvet til SF's formand.

Det er sådan, at den 4. oktober optrådte landets statsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, på tv, og han blev spurgt til de beskæringer, der er sket, af kontanthjælpen. Der var svaret fra landets statsminister til den enlige mor, som mister ca. 2.600 kr. om måneden, at det er en håndsrækning til hende.

Jeg vil gerne bede Venstres ordfører forklare den enlige mor og i øvrigt mange af de andre, som bliver ramt af de her besparelser, hvori håndsrækningen består, for at de kan få deres økonomi til at hænge sammen, så de kan betale idrætsaktiviteter, og hvad man ellers har brug for til de børn, som altså nu lever i familier, der bliver hårdt ramt af de her kontanthjælpsbesparelser.

Hvori består den håndsrækning, som statsministeren talte om?

Ordføreren.

Håndsrækningen består i de relativt store beløb, vi som et velstående samfund giver til mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet. Den håndsrækning består i, at vi, som er på arbejdsmarkedet, betaler skat og derfor kan hjælpe dem, som står uden for arbejdsmarkedet. Det er en ganske solid håndsrækning.

En enlig mor med tre børn vil f.eks. få 20.300 kr. efter skat. Det er det rådighedsbeløb, der er. Det synes jeg er kendetegnende for et meget velhavende og meget generøst samfund.

Men hvis hr. Nicolai Wammen er så voldsomt imod det her kontanthjælpsloft, er det så noget, man ønsker at fjerne, hvis man får magt, som man har agt, og hvordan har man i så fald tænkt sig at finansiere det? For det fik vi jo ikke noget svar på fra fru Mette Frederiksen tidligere i dag.

Hr. Nicolai Wammen.

Jeg må forstå det sådan, at det, at man tager 2.600 kr. fra den enlige mor, er en håndsrækning. Og så vil jeg bare spørge i al stilfærdighed:

Er det så også en håndsrækning til den ældre person på arbejdsmarkedet, som har glædet sig til at kunne gå på pension og har slidt og slæbt et helt liv, at man skal arbejde et halvt år længere for at kunne finansiere topskattelettelser til nogle andre. Og er det også en håndsrækning til den studerende, at man skal forgælde sig for at kunne tage sin uddannelse, i forhold til hvordan tingene er i dag?

Det er bare for at forstå statsministerens og ordførerens udlægning af håndsrækning. De steder, hvor man mister penge eller skal arbejde længere, er der tale om en håndsrækning. Er det korrekt forstået?

Ordføreren.

Jeg bliver simpelt hen nødt til at reagere på den der retorik. For vi tager som samfund ikke penge fra mennesker. Vi giver penge til mennesker, og de beløb, vi giver, er ganske generøse.

Et ægtepar eller et par, der er på kontanthjælp, og som har to børn, modtager 23.200 kr. efter skat. Det kan vi godt være bekendt, og jeg er faktisk stolt af at bo i et land, som har råd til at sætte hånden under hinanden, når vi kommer ud for noget, som vi ikke havde planlagt.

Ja, det er generøst, ja, det er en håndsrækning.

Tak. Og så giver jeg ordet til hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg har et spørgsmål til hr. Jakob Ellemann-Jensen om grænsekontrol. For indtil nu er det jo sådan, at den midlertidige grænsekontrol udløber den 12. november. Så det første, der er vigtigt at få på plads, er selvfølgelig: Kan vi have sikkerhed for, at grænsekontrollen også eksisterer efter den 12. november?

Det andet spørgsmål, jeg jo har til hr. Jakob Ellemann-Jensen, er: Hvor længe kan man blive ved med at forlænge en midlertidig grænsekontrol, før man bliver nødt til at tage en reel diskussion om, hvorvidt den bør være permanent?

Altså, på et eller andet tidspunkt bliver man jo nødt til at tænke, at det kunne være en billigere måde at have grænsekontrol på, hvis man bygger den op på en lidt anden måde, hvor den har permanent karakter, end det her med, at man hele tiden har en midlertidig kontrol, hvor man så skal have betjente fra andre dele af Danmark udstationeret. Det er jo i sagens natur dyrere, end hvis de var ansat til at være grænsebetjente. Så jeg har altså de her to spørgsmål til hr. Jakob Ellemann-Jensen om grænsekontrollen.

Ordføreren.

Altså, om grænsekontrollen fortsætter, efter at den midlertidige kontrol, vi har nu, udløber, overlader jeg meget, meget trygt til udlændinge- og integrationsministeren. Det er jeg helt tryg ved at hun har fuldstændig styr på.

Hvornår kan vi så ophøre med den her midlertidige grænsekontrol? Jamen det kan vi, når vi har sikkerhed for, at der er styr på Europas ydre grænser. For det var jo det, der var hele baggrunden for, at vi indførte den her midlertidige grænsekontrol. Det var, fordi vi kunne se en situation sidste år – den husker vi formentlig alle sammen – med store menneskemængder, som bevægede sig op ad danske motorveje. Det er jo en situation, som ingen af os herinde har noget som helst ønske om skal gentage sig.

Det er jo også derfor, der er lagt op til, at vi kan indføre den her nødbremse, sådan at hvis vi står i en tilsvarende situation, er det helt andre værktøjer, som bliver taget i brug.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg læste for nylig i Dansk Politiforbunds blad, og citeret efter hukommelsen stod der noget med, at hvis man skal have 37 timers arbejdsindsats fra en politibetjent, der skal kontrollere ved grænsen, så koster det 57 timer, fordi vi jo ansætter en betjent ved Nordsjællands Politi, og så siger vi bagefter: Nu skal du i øvrigt til grænsen og patruljere og passe dit arbejde. Og det er jo i sagens natur sådan, at der er udetillæg og udstationering og overnatning og ting og sager, så det er jo en dyr måde at gøre det på.

Hvis man alligevel godt kan se, at det her kommer til at tage meget lang tid – de ydre kontroller er ikke i orden i mange år frem – så kan man jo lige så godt tage beslutningen om at få en permanent grænsekontrol, ansætte folk ved grænsen. Det er en billigere måde, det en bedre måde.

Ordføreren.

Jamen jeg deler sådan set hr. Kristian Thulesen Dahls bekymring over politiets indsats, og jeg havde sådan set også gerne set, at vi bare havde politi nok, der kunne opklare alle forbrydelser, og at alt var godt. Og det gør vi jo sådan set også noget ved. Det er derfor, vi også afsætter penge i helhedsplanen til netop den her fælles sikkerhedspulje, altså penge, som skal gå til, at vi dels kan styrke vores forsvar, dels kan styrke vores politi. Vi har også haft hjemmeværnet indsat på opgaven, så der bliver jo tænkt kreative tanker om, hvordan vi kan gøre det her på den ressourcemæssigt mest effektive og fornuftige måde.

Tak. Herefter er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at fortsætte lidt der, hvor hr. Nicolai Wammens slap, og tale om kontanthjælpsloftet og kontanthjælpsreformen. I sin tale nævner ordføreren meget, at det her ikke rigtig kan komme bag på nogen. Det giver sådan nærmest en stemning af, at nu skal vi alle sammen slappe lidt af og tage den med ro, og at det ikke er så slemt. Og vi vidste jo godt, at det ville ske.

Tusindvis af mennesker kommer til at blive sendt ud i fattigdom. 7.000 børn bliver sendt ud i fattigdom. De har ingenting gjort. Mennesker vil med al sandsynlighed blive sat ud af deres boliger, siger boligorganisationerne også til jer. Det kommer til at ramme mennesker med handicap og sygdom, det siger handicaporganisationerne også til jer.

Det kan godt være, at det ikke kan komme bag på nogen, men er det ikke en lille smule en laissez faire-holdning at have til menneskers levevej og børns opvækst at sige, at det ikke kunne komme bag på nogen? Og da særligt, når vi ved – og det er mit spørgsmål – at tre fjerdedele af de mennesker, der bliver ramt af loftet, slet ikke er erklæret arbejdsmarkedsparate.

Tak. Ordføreren.

Jeg synes simpelt hen, at vi bliver nødt til at tage udgangspunkt i, hvor mange penge det er, vi giver til de der mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet. For de tal har sådan set overrasket rigtig mange mennesker. Jeg nævnte et tal før. Et par på kontanthjælp med to børn har 23.200 kr. efter skat. Og ja, det er ikke nogen dans på roser, og det er der ikke nogen der siger.

Men vi har altså et ønske om, at der skal være en forskel på, om man er på arbejdsmarkedet eller ej, om man står op hver morgen og får ungerne af sted og går på arbejde, man knokler en vis legemsdel ud af sine bukser, man arbejder, man er en del af det arbejdende fællesskab i Danmark, man kommer hjem, man håndterer sin familie, man bidrager til samfundet. Det vil vi gerne belønne, og vi vil gerne sikre, at der er en forskel på dem, der arbejder, og dem, der ikke arbejder. Det er sådan set et helt legitimt politisk ønske.

Fru Pernille Skipper.

Først bliver jeg altså nødt til at indvende noget. Nu har ordføreren gjort det flere gange, altså talt om rådighedsbeløb, som ikke er fratrukket husleje. Der bliver lavet nogle opskruede tal, som ikke har noget med den virkelighed at gøre, som kontanthjælpsmodtagere står i. Men uanset hvor store tal man kan få det til at lyde som, så dækker det jo over den virkelighed, at der er mennesker, der kommer til at skulle vælge mellem at betale husleje eller sætte mad på bordet hver måned. Det er kun inde i den her lille boble, der er nogle, der fornægter det, og det er da noget mærkeligt noget. Tre fjerdedele er ikke arbejdsmarkedsparate. De kan ikke deltage i det der arbejdsfællesskab, man beskriver så smukt. Og hvordan andre dog skal få det godt af, at de bliver fattige, begriber jeg ikke.

Tak. Ordføreren.

Man prøver sådan at tegne det her billede af, at vi er et fattigt samfund, fordi der er nogle mennesker, der ikke får lige så mange penge. Det synes jeg simpelt hen er fuldstændig urimeligt. Alle vi danskere skal betale husleje af det rådighedsbeløb, vi har, eller betale termin, eller hvad vi nu betaler. Det skal vi alle sammen. Så det er sådan set ikke for at skjule nogen beløb. Jeg fortæller bare, hvad det beløb er, man har til rådighed efter skat. Jeg synes, det er et tegn på et meget, meget rigt og generøst og sådan set også empatisk samfund, at vi har råd til at tage os af hinanden på den måde, som vi gør i Danmark.

Tak til ordføreren. Herefter er det hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at kvittere for det udspil, som regeringen er kommet med. Det trækker på lange stræk i den rigtige retning, og det er godt.

Ordføreren talte meget om, at det er vigtigt, at man har ambitioner på Danmarks vegne, og det er vi også helt enige i i Liberal Alliance. Alle kan have ambitioner, men det, der er vigtigt, er, at man lever op til ambitionerne. I regeringsgrundlaget står der, at regeringen har en ambition om at sænke marginalskatten, skatten på den sidst tjente krone, med 5 procentpoint. Så vil jeg gerne spørge om, hvad marginalskatten bliver, hvis regeringens udspil skulle blive vedtaget, som det ligger nu.

Ordføreren.

Jeg tror godt, jeg ved, hvad det er, hr. Joachim B. Olsen hentyder til. Det har noget med topskatten at gøre. Der må jeg altså sige: Vi er nået 90 pct. af vejen med denne ambition, men regeringen har nok også en ambition om at kunne gennemføre andre ting, at kunne gennemføre mange af de andre ting, som hr. Joachim B. Olsen jo roser ved at rose helhedsplanen fra regeringens side. Den mulighed er måske ikke helt til stede, hvis man insisterer på at gennemføre 100 pct. af det forslag, som hr. Joachim B. Olsen henviser til.

Hr. Joachim B. Olsen.

Det vil jeg nu mene at det er. Venstre gik til valg på nulvækst. I udspillet lægger man op til 0,5 pct. offentlig vækst. Man lægger altså op til at bruge 22 mia. kr. i den offentlige sektor.

Men mit spørgsmål var egentlig ret simpelt: Der står i regeringsgrundlaget, at man har en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 procentpoint. Vi har i dag en marginalskat på 56 pct. Hvad vil marginalskatten være, hvis man gennemfører regeringens plan, som den ligger i dag?

Ordføreren.

Hvis man gennemfører regeringens plan, som den ligger i dag, så vil marginalskatten for de danskere – jeg mener, det er over 700.000 – som altså betaler topskat i dag og tjener mellem cirka 0,5 og 1 mio. kr., blive 5 pct. lavere. Det vil den blive for dem, og det synes jeg sådan set er ganske ambitiøst, for det er nogle mennesker, som vi er dybt afhængige af. Det er eksperter, det er dygtige mennesker, som kan få tilsvarende jobs i udlandet, og som danske videnstunge virksomheder er afsindigt afhængige af. Det er der, vi fokuserer og siger: Jamen det er det, der også giver politisk mening.

Tak. Herefter er det hr. Rasmus Nordqvist fra Alternativet.

Tak, og tak til ordføreren for netop at starte med ordet ambitioner. For der er jo i den grad brug for ambitioner lige nu. Der er brug for ambitioner, når vi ser på de aftaler, vi sidste år underskrev om henholdsvis FN's bæredygtighedsmål og Parisaftalen. Så er det synd, at ordføreren så går i gang med at undskylde for, at vi faktisk ikke kommer til at leve op til de aftaler, som vi har skrevet under på, for i bæredygtighedsmål 10 om ulighed står der, at man skal arbejde på at begrænse uligheden både i sit eget land og mellem landene. Hvor ligger det henne i den storstilede 10-årsplan, der er lagt? Hvor ligger mål 13 om en indsats over for klimaet, når vi kan se, at 2025-planen og tidligere planer fra regeringen jo faktisk skruer ret markant op for CO 2 -udledningen? Så hvordan skal vi se de der ambitioner i det konkrete, så det ikke bare bliver ved en fantastisk start på en tale?

Ordføreren.

Nu nævner ordføreren FN's bæredygtighedsmål, og jeg bliver simpelt hen nødt til at sige, at i Danmark har vi udfordringer også inden for bæredygtighedsmålene, som er større end uligheden her i landet. Og der er lande i verden – faktisk alle andre lande i verden – som har større problemer med uligheden, end vi har i Danmark. Derfor skal vi altså også gribe problemerne an i den rækkefølge, som er rimelig. Når vi ønsker at sige, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde, så er det klart, at det vil bidrage til en anelse udsving i uligheden, fordi vi ønsker at belønne folk for at gå på arbejde. Det synes jeg ærlig talt ikke er så grusomt, for det er hele forudsætningen for, at vi har råd til, at der er nogle – dem, som ikke kan – der ikke går på arbejde.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Nu har vi jo sådan set skrevet under på nogle mål, globale mål, hvor alle målene er sidestillede. Alle målene er vigtige, og vi skal leve op til dem og sætte hak ved dem. Og et af dem er altså bæredygtighedsmål nr. 10 om ulighed i samfundet. Kommer der en plan til næste år, der så gælder frem til 2030, hvor man virkelig gør noget ved uligheden, kommer der en plan til næste år, der virkelig gør noget ved klimaet, så vi når at opfylde de her bæredygtighedsmål, eller hvornår har man tænkt sig at gribe dem an, når det ikke er i en 10-årsplan, altså den langsigtede planlægning for vores samfund?

Ordføreren.

Jeg synes ærlig talt, at den plan, der blev lagt frem, taler et ret klart sprog. Den taler meget klart om, hvad det er for nogle ambitioner, vi har for Danmark. Og der er jeg bare lodret uenig med Alternativet i, at uligheden er den største udfordring i Danmark. Sådan ser jeg altså på det.

Så må jeg også sige: Alternativet har en ambition om at afskaffe indkomstskatten. Hvordan vil det påvirke uligheden i Danmark, hvis man gør det?

Tak. Så er vi nået til hr. Morten Østergaard fra Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Hr. Jakob Ellemann-Jensen siger, at helhedsplanen taler sit eget klare sprog. Det samme kan man ikke rigtig sige om det forslag til vedtagelse, som man er blevet enige om blandt de partier, der støtter regeringen, der står nemlig, at »Folketinget konstaterer, at regeringen har fremlagt et bud på en plan for dansk økonomi...«. Ja, så har man da ikke sagt for meget i hvert fald. Man mangler måske lige, at her i København står solen op 7.26 og går ned 18.32, og at der er 17 mio. kr. i lottopuljen på lørdag. (Munterhed).

Det, der er det store spørgsmål her, er, om vi kan opnå nogen fremskridt. Jeg noterede mig også, at statsministeren i sin tale sagde, at de kommende generationer skal vide, at vi lagde til, og at vi ikke trak fra. Det synes jeg var stærke ord. Derfor synes jeg måske, at hr. Jakob Ellemann-Jensen med fordel lige kunne forklare noget over for de her 7.000 børn, som nu kommer under den fattigdomsgrænse, vi havde indtil for nylig i Danmark, og som statsministeren lovede man ikke ville føre en politik for flere kom under. Jeg anerkender, at de familier er folk, vi giver penge, men er det så ikke også rigtigt, at for netop den generation af børn i de allerfattigste familier bliver der trukket fra fremfor at blive lagt til?

Ordføreren.

Jeg bliver simpelt hen nødt til lige at hæfte mig ved det første, som hr. Morten Østergaard siger. Det er jo meget nemt at kritisere uden at komme med noget selv. For vi har dog en vedtagelse ovre på den blå side af hegnet, og der har vi sådan set alle partierne med. Det er ikke rigtig lykkedes på den anden side af hegnet. Der har man ikke engang kunnet få Enhedslisten til at byde med ind på, at vand er vådt og himlen er blå. Så jeg synes ærlig talt, det er en noget forfejlet kritik, for ikke alle partier er med på den anden side.

Hr. Morten Østergaard.

Jo, men nu er det sådan set Venstre, der sidder i regering, og så er der en række partier, som kun kan blive enige om at konstatere, at regeringen kommer med planer. Som sagt står vi altid til rådighed for forhandlinger, og vi håber, man søger bredt i Folketinget. Men det er dog alligevel bemærkelsesværdigt, at de partier, som egentlig har påtaget sig at lede landet, ikke kan komme videre. Vi står meget gerne til rådighed for at lede landet, hvis man bliver træt af det, og så skal man så bare gå af.

Men jeg synes, børnene fortjener et svar fra hr. Jakob Ellemann-Jensen og fra Venstre. For alle de børn i de fattigste familier i Danmark, som statsministeren udstak et løfte til i valgkampen, trækker helhedsplanen så fra, eller lægger den til?

Ordføreren.

Jeg ved godt, at jeg har nævnt det her tal nogle gange før, men jeg bliver simpelt hen nødt til at nævne det igen. Når et par på kontanthjælp med to børn modtager 23.200 kr. efter skat, synes jeg helt ærligt ikke, at vi kan stå og tale om fattigdom i samme åndedrag. Det synes jeg ikke er rimeligt. Og hvis man skal se på den her fattigdomsgrænse, som man havde opfundet under den tidligere regering, vil man jo se, at det typisk er selvstændige, som er nogle af de allermest ressourcestærke mennesker i Danmark, som falder for den her såkaldte fattigdomsgrænse, og jeg synes, det er noget bavl kun at gøre fattigdom op i økonomi. Det troede jeg egentlig også jeg sagde i min tale.

Tak. Herefter er det hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Og tak for en god tale af ordføreren, som jeg var enig i på lange stræk. Og må jeg også godt sige, at jeg sidder her og er lige ved at brænde sammen over ikke at kunne komme med i den debat omkring kontanthjælpsloftet. Jeg kan næsten ikke holde det ud – jeg synes, at ordføreren svarer fantastisk. Jeg glæder mig til i min egen tale at komme mere ind på det, og forhåbentlig får vi en kæmpe debat om det emne.

Men nu til noget andet. Det kommer nok ikke som et stort chok, at jeg godt vil spørge lidt ind til boligskatterne. Erkender ordføreren, at den tryghed, alle har talt om de sidste 2 dage – i hvert fald har rigtig mange partier lige pludselig italesat, at nu er der ingen grænser for, hvor meget tryghed vi skal have skabt – i hvert fald ikke er til stede i 2017, i 2018, i 2019 og i 2020 på grund af en stadig voldsomt stigende grundskyld?

Ordføreren.

Jeg synes jo sådan set, at det er rart at mærke den entusiasme og den der sådan travhest, der står og skraber i jorden nede ved hr. Søren Pape Poulsen. Det er fint, og jeg er helt sikker på, at der nok skal blive spørgsmål om ulighed og den slags, når hr. Søren Pape Poulsen kommer herop.

Men i forhold til det med boligejerne, ja, så er ambitionen med det udspil, der er kommet fra regeringens side, jo simpelt hen at sige, at den ønsker at skabe tryghed. Så kan vi diskutere og debattere og forhandle om, hvordan vi gør det mest effektivt, men det, der er grundlaget, er jo, at vi har en situation fra 2020, som vi skal tage hånd om. Og indtil da har vi jo altså et skattestop, som jo ikke giver den tryghed, som vi har ønsket. Det er et skattestop, som vi jo som partier har et fælles ansvar for.

Der er det, vi går ud og siger: Jamen det giver ikke den tryghed, vi havde ønsket. Lad os gøre noget ved det, lad os agere på det. Men selvfølgelig vil der blive lyttet, når der kommer kreative forslag. Altså det her er noget, der er blevet lagt ud. Lad os nu alle sammen, som fru Mette Frederiksen sagde det før, lige sætte os ned og tale om, hvordan vi eventuelt kan gøre det endnu mere fremragende.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Vi vil ikke kun komme med kreative forslag, vi vil komme med gode forslag. Og et af dem bliver selvfølgelig, at vi skal stoppe boligskatterne, der kan stige med helt op til 30 pct. de næste 4 år med 7 pct.s grundskyldsstigning hvert år. Jeg synes, at det er rigtig godt, vi taler om tryghed, men jeg hører også det, ordføreren siger, nemlig at man jo er klar til at gå ind i et forhandlingsrum, og at man også anerkender, at der er boligejere, der bliver voldsomt udfordret af en stigning på mange tusinde kroner de næste 4 år, indtil der forhåbentlig kommer et reelt skattestop.

Ordføreren.

Jeg kvitterer endnu en gang for ønsket om at deltage i de her forhandlinger. Jeg må bare sige helt generelt, at det, der er formålet med det her nye på boligskatten, jo altså er at sikre, at der ikke er nogen mennesker, som bliver beskattet ud af deres bolig, for det kan vi simpelt hen ikke byde alle de rigtig mange mennesker i Danmark, som bor i deres egen bolig.

Tak for det. Så er vi nået til hr. Morten Bødskov, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Jeg tror, vi var mange, der lyttede ekstra godt efter, da ordføreren sagde, at ikke bare den kontanthjælp, som kontanthjælpsmodtagerne modtager nu, er generøs, men at også det, må man forstå, nye, moderne kontanthjælpsloft, som regeringen har vedtaget, er generøst og en egentlig håndsrækning til kontanthjælpsmodtagerne. Og til det må jeg jo bare sige: Det, at man står her og siger, at når man fjerner op mod 30.000 kr. om året fra en enlig mor på kontanthjælp med et par børn, er det en håndsrækning, og at det nærmest sådan er en generøs gave til den pågældende – og at man stadig væk fastholder det – tror jeg der er rigtig mange der har svært ved at forstå.

Altså, læser man ikke aviser? Besøger man ikke de områder, hvor der er kontanthjælpsmodtagere, som siger, at de må forlade deres lejlighed? De sidder og vender hver en krone og skal diskutere, hvad det er for en fritidsaktivitet, børnene ikke længere skal gå til. Mener man virkelig, at det, man har lavet her, hvor man fjerner tusindvis af kroner om året fra kontanthjælpsmodtagere, er generøst, og at det i grunden bare er en håndsrækning til dem?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg udtrykker mig sådan uklart, eller hvad. Det, jeg mener er generøst, er, at et samfund som det danske har overskud, har økonomi, har vilje til at give 23.200 kr. efter skat til et par, der er på kontanthjælp, og som har to børn. Det synes jeg er generøst. Men altså, når der er den her voldsomme kritik fra netop Socialdemokratiets side i forhold til det her, savner jeg altså lidt et svar på det spørgsmål, der hedder: Jamen ønsker man fra Socialdemokratiets side at afskaffe kontanthjælpsloftet? For det har vi jo ikke rigtig fået noget svar på. Og hvis man gør det, hvor er så pengene til det?

Hr. Morten Bødskov.

Nu er det altså ikke Socialdemokratiet, der kalder regeringens, må man forstå, nye, moderne kontanthjælpsloft – som man valgte at kalde det – for en generøs håndsrækning til kontanthjælpsmodtagerne. Det er ordføreren, der gør det. Det er ordføreren, der siger, at det, kontanthjælpsmodtagerne modtager, er generøst. Det er landets statsminister, som i går på tv sagde, at grundlæggende er det bare en håndsrækning til dem. Men er virkeligheden ikke den, at dem, som den her øvelse egentlig er en håndsrækning til, er alle dem, der skal have topskattelettelser? Så hvorfor siger man det ikke bare, som det er, altså at man mener, at det grundlæggende er spild af penge at sende penge til kontanthjælpsmodtagerne? For man får meget mere ud af dem ved at give topskattelettelser til folk, der har rigtig meget i forvejen. ( Fjerde næstformand (Mette Bock): Tak!) Stå dog ved det, I foreslår.

Ordføreren.

Vi står sådan set meget, meget gerne ved de ting, vi foreslår, og det er derfor, jeg har stået og gentaget det samme tal en 57-58 gange heroppefra. Men der kommer bare ikke rigtig noget svar på det modspørgsmål, jeg har stillet. Nu er jeg med på, at hr. Morten Bødskov er løbet tør for korte bemærkninger, men ønsker Socialdemokraterne at afskaffe det her, eller er det bare kritik? Er det bare den der med at stå og pege fingre og sige: Æh, bæh, det, I gør, synes vi er forkert, men vi vil i øvrigt ikke lave det om? Altså, er det sådan, som vi kender Socialdemokraterne? Er det bare det, man er faldet tilbage til igen? Er det oppositionssocialdemokraterne, der bare kritiserer, og så kan man måske engang om utrolig mange år, hvis Socialdemokraterne skulle komme i regering igen, forhåbentlig, måske se de ansvarlige Socialdemokrater igen, eller hvad? ( Fjerde næstformand (Mette Bock): Tak!) Ønsker man at afskaffe det her loft, ja eller nej?

Tak til ordføreren. Næste korte bemærkning er fra hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg vil også, ligesom hr. Kristian Thulesen Dahl, lige tale med ordføreren om grænsen. Vores udgangspunkter er jo forskellige. Venstre vil gerne være med i Schengen og Europol og være uden grænsekontrol, og vi vil gerne have den fulde grænsekontrol. Så det behøver vi ikke diskutere, vi ved godt, hvor hinanden står.

Når jeg tager ordet, er det, fordi der var en udtalelse fra kommissær Timmermann forleden dag, hvor han brugte det her meget morsomme udtryk med, at man kunne være enten gravid eller ikkegravid, der var ikke nogen mellemløsning. Det, jeg vil spørge hr. Jakob Ellemann-Jensen om, er, om det er korrekt, at det enten er det ene eller det andet. Er der i virkeligheden ikke en lang række forskellige måder at være tilknyttet både Europol, men også Schengensamarbejdet på? Forleden blev Kina nævnt, Brasilien var vist med, og vi har nævnt, at UK og Irland har en anden måde at gøre det på, Norge har en tredje, og der kan være en fjerde måde. Så er det et korrekt billede, når det bliver skildret, som om at enten er man gravid eller også er man ikke?

Ordføreren.

Jeg blev meget bekymret for, om jeg skulle svare hr. Søren Espersen på, om det var rigtigt, at man kun kunne være gravid eller ikkegravid, fordi det er fuldstændig rigtigt. Til gengæld kan man sige, at alt det her med Schengen og Europol og sammenhængen mellem de to anerkendte Dansk Folkeparti jo sådan set også sidste år, hvor hr. Kristian Thulesen Dahl adskillige gange gjorde opmærksom på, at det var han ganske udmærket klar over, og at man tog begge dele med, hvis det måtte komme dertil. Det håber vi jo ikke det gør, vi håber i den grad, at der er mulighed for, at Danmark kan få en parallelaftale, og det arbejder regeringen benhårdt og stenhårdt på at få.

Men hvis man altså stræber efter en aftale som den, lande uden for Europa, f.eks. Kina, har fået, tror jeg simpelthen ikke, at det vil være en vanvittig attraktiv aftale for det danske politi. Vi skal have og vi skal kæmpe for en aftale, hvor vi er så tæt på som overhovedet muligt at være fuldgyldige medlemmer af Europol, uden at vi kan være det, for vi har jo respekt for det svar, danskerne gav den 3. december 2015.

Hr. Søren Espersen.

Det er vi da glade for at høre at regeringen gør. Det, jeg bare vil have en bekræftelse på, er, at det billede, som kommissær Timmermann kom med, er et falsk billede, at det ikke er enten-eller, men at der er mange forskellige muligheder for at være tilknyttet. Det er det, jeg gerne vil have en bekræftelse på fra Venstres ordfører, altså at sådan hænger det sammen – så billedet er fortegnet, vi grinede ad det, men det havde ingen substans.

Ordføreren.

Hvis det kommer til at være medlem af Europol, er man enten medlem, eller også er man ikke medlem. Så kan der være forskellige gradueringer af tilhørsforhold, som vi ser med de lande, som hr. Søren Espersen også nævner: Norge, der er tættere på, Kina, der er temmelig meget længere fra. Men selve det der med, at enten er man med, eller også er man ikke, var jo det, kommissær Timmermann svarede på, og det svar har han fuldstændig ret i.

Tak til ordføreren. Så er vi nået til hr. Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiet.

Tak for det. Nu hører vi jo ret tit både ordføreren og statsministeren bruge udtrykket vores børn. Jeg er bare nødt til at sige, at det jo ikke er vores børn herinde, der bliver ramt af kontanthjælpsloftet. Det er børn af handicappede, det er børn af enlige mødre, det er børn af syge. Det er mennesker, der i forvejen har det rigtig, rigtig svært, og mennesker, som hver dag kæmper for egentlig bare at få det til at hænge sammen. Hvordan kan det være en fremstrakt hånd til den her gruppe, at man vil skære ned i deres ydelser, at man vil sige til dem, at man nu skubber dem lidt ud i svære tider, ud i fattigdom, så endnu flere børn vokser op uden håb, uden drømme og uden tro på en bedre fremtid? Det er mennesker, som i forvejen kæmper rigtig meget, og børn, som i forvejen kæmper bare for at tro på en fremtid. Hvordan kan det være en håndsrækning? Det er der altså ikke ret mange herinde der forstår, og jeg tror heller ikke, at der er ret mange derude, ikke af vores børn, men af de handicappedes, de enlige mødres og de syges børn, der kan forstå det.

Ordføreren.

Jeg kan huske, at da vi stod her til afslutningsdebatten, kom der nogle løjerlige situationer, fordi den socialdemokratiske pressetjenestes præfabrikerede spørgsmål ikke altid var forståelige for ordførerne rundtomkring, og det har så ført til, at man åbenbart kun har skrevet ét spørgsmål til den her debat, og det bliver så gentaget i forskellige tonelejer og på forskellige dialekter rundtomkring. Det er dejligt, jeg elsker simpelt hen det danske sprog på den måde. Jeg må bare spørge tilbage, for jeg kan åbenbart ikke få noget svar: Hvis det her simpelt hen er så frygteligt og så grufuldt, vil Socialdemokratiet da afskaffe det, hvis I får magt, som I har agt – ja eller nej?

Hr. Leif Lahn Jensen.

Problemet er bare, at nu var jeg jo den, der ligesom stod i spidsen for Socialdemokratiet og tog statsministeren i samråd og stod hernede i salen og stillede spørgsmål på spørgsmål, og ligesom i dag fik jeg stort set ikke nogen svar på noget som helst. Så det, jeg bare hører, er: Kontanthjælpsloftet er generøst, det er en håndsrækning til de svageste i samfundet. Vil det sige, at når jeg møder en enlig mor, så skal jeg sige til hende, at selv om hun sådan set mister 2.600 kr. om måneden på det her, så skal hun være dybt taknemlig over, at den regering, vi har, at Venstre og statsministeren vil tage 2.600 kr. fra hende? Er det, jeg skal sige: Du skal være taknemlig?

Ordføreren.

Nej, jeg synes sådan set, at man kan udtrykke taknemlighed over for dem, der går på arbejde, ikke over for regeringen eller statsministeren eller hr. Leif Lahn Jensen, som åbenbart har stået i spidsen for Socialdemokratiet, må jeg forstå. Men undskyld mig, hvorfor kan jeg ikke få et svar på mit spørgsmål. Jeg spurgte fru Mette Frederiksen, da hun stod heroppe før: Det her er åbenbart grufuldt, men vil I så afskaffe det – ja eller nej? Det er simpelt hen ikke et svært spørgsmål. Man kan bare ryste på hovedet eller nikke. Der er tavst.

Tak til ordføreren. Så er ordet Peder Hvelplunds, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jamen så lad os da holde lidt fast i den her generøsitet i samfundet. For Danmarks Radio gjorde sig den ulejlighed her hen over sommeren at søge aktindsigt i de ti påbud, som Arbejdstilsynet har uddelt fra januar til august 2016 på danske hospitalsafdelinger som følge af stor arbejdsmængde og tidspres. Det er temmelig skræmmende læsning. Nu vil jeg lige citere fra nogle af rapporterne: Det høje arbejdstempo med mange samtidige arbejdsopgaver og afbrydelser er en kilde til, at lægerne laver fejl som at overse, at patienterne ikke tåler et medikament. Eller: Et meget tydeligt symptom på arbejdsmængden ses ifølge rapporten ved flere lejligheder, når man har så stor overbelægning, at der er patienter indlagt på gangen, på badeværelset, i opholdsstuen og endda i en stol i spisestuen, selv om patienterne har brug for at ligge i en seng. Det er også i den rapport, man kan læse om jordemødre, der bryder sammen på grund af arbejdspresset, om psykiatriske patienter, der bliver udskrevet, selv om de er behandlingskrævende, og om patienter, der falder, fordi der ikke er personale til at hjælpe dem på toilettet.

Nu har jeg jo flere gange hørt ordførerens partifælle, sundhedsministeren, udtrykke, at sundhedsområdet har fået et historisk løft på 2,4 mia. kr. Men det her er jo virkeligheden, og der bliver jeg bare nødt til at spørge ministeren: Når man gang på gang i økonomiaftalerne med regionerne pålægger et produktivitetskrav på 2 pct., er det så udtryk for generøsitet over for patienter, pårørende og personale?

Jeg vil gerne igen henstille til, at man overholder taletiden.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg er nemlig ordføreren og ikke ministeren. Æv.

Nå. Det er rigtigt: Der er blevet tilført 2,4 mia. kr. Det er, fordi regeringen og Venstre faktisk prioriterer det her område ganske højt, og så er det rigtigt, at alle problemer ikke er løst endnu. Jeg har set de samme rapporter her, og jeg synes også, at det er meget, meget alarmerende. Det er jo sådan set derfor, vi også afsætter 8 mia. kr. til den her velfærdspulje, som er en del af helhedsplanen. For det her er jo nogle ting, som ingen kan være tilfreds med. Jeg tror ikke, der er nogen herinde, der vil sige: Jamen det synes vi er helt fint, og det synes vi er rigtig godt.

Så jo, det er et område, vi tager os af. Det er et område, som vi prioriterer meget højt. Det gjorde vi for finansloven i år, det gør vi for finansloven næste år. Men vi gør det også på sigt i den 2025-plan, som regeringen har lagt frem.

Hr. Peder Hvelplund.

Men det er jo bare et faktum, at hver gang regeringen indgår økonomiaftaler med regionerne, så pålægger man regionerne at spare 2 pct. om året eller rettere sagt levere ydelser for 2 pct. mere hvert år, uden at der følger yderligere midler med. Det har jo som konsekvens, at personalet hver gang får at vide, at de skal løbe hurtigere eller gøre tingene smartere eller mere intelligent, og det har da en konsekvens, både for arbejdsmiljø og for patientsikkerhed. Så det kan godt ske, at man med den ene hånd tilfører området nogle penge, men hvis man samtidig tager endnu flere igennem økonomiaftalen og dermed underminerer hele sundhedssystemet, hjælper det jo ikke meget.

Ordføreren.

Jeg er ikke helt enig i den måde at stille det op på. For jeg tror sådan set på, at man godt kan blive mere effektive og gøre tingene på en smartere, mere hensigtsmæssig, mere effektiv måde, og så kan der samtidig skydes penge ind andre steder, som altså sigter på patientbehandlingen i systemet. Jeg ved godt, at vi hele tiden bliver mødt med, at effektiviseringer pr. definition er dårligt. Jeg tror simpelt hen ikke på, at det er rigtigt. Jeg tror virkelig inderligt på, at alt kan gøres smartere, klogere, mere effektivt og nogle gange også billigere.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra hr. Jesper Petersen, Socialdemokratiet.

Jeg kunne jo forstå på statsministerens åbningstale, hvor der blev talt meget om børnene, at man vil sikre større håb og opfyldte drømme for vores børn i fremtiden. Det var sådan et citat fra talen. Jeg ved ikke, om ordføreren selv har set nogle af de programmer, som Danmarks Radio har sendt, der hedder »Barndom på bistand«, hvor man meget tydeligt får vist, hvad det er for nogle livssituationer, nogle af de familier er i, som altså er en ret udsat situation, og hvor det rammer børnene ret kraftigt, allerede som situationen er nu. De har vanskelige opvækstvilkår og oplever også mobning og social isolation osv. på grund af den situation, de er i. Det er altså dem, man vil give en såkaldt håndsrækning, må jeg forstå, med kontanthjælpsloftet. Vil ordføreren ikke bare lige – hvis de måtte se med derude ved skærmene – forklare, hvordan det er en håndsrækning til deres livssituation at barbere yderligere flere tusind kroner af deres indkomst?

Ordføreren.

Så fik vi lige spørgsmålet endnu en gang, og jeg skal bestræbe mig på at give et alsidigt svar på det samme spørgsmål, jeg nu har fået en hel del gange. Jeg har også set de her udsendelser, og det synes jeg sådan set også er nogle skræmmende og forfærdelige udsendelser. Jeg tror bare, at der ligger mere i fattigdom end bare økonomi. Jeg tror altså også, at der er nogle sociale ting, der spiller ind her. Det beløb på 23.200 kr. for et par på kontanthjælp med to børn, som jeg nu har nævnt mange gange, tror jeg altså ikke på er det eneste, der spiller ind. Og ja, vi skal gøre en indsats, og vi skal hjælpe de her børn til at få bedre muligheder, men jeg er simpelt hen bare ikke sikker på, at økonomien her er det eneste, der spiller ind i deres situation. Og så bliver jeg nødt til at spørge også hr. Jesper Petersen: Vil Socialdemokraterne afskaffe kontanthjælpsloftet, hvis I får magt, som I har agt – ja eller nej?

Hr. Jesper Petersen, værsgo.

Jamen synspunktet er jo velkendt. Vi er imod kontanthjælpsloftet og stemmer imod det. Men vi aner ikke, hvor mange ulykker Venstre kommer til at nå at lave, inden regeringsmagten måtte skifte, så vi må se, hvordan situationen er. Men det, hr. Jakob Jensen må forholde sig til – hr. Uffe og alle mulige andre Jensener, undskyld – er jo konsekvenserne af den politik, man fører nu, og ikke prøve at skubbe det væk. Og hr. Jacob Jensen – nu gjorde jeg det igen – nej, ordføreren bliver ved med at lire et beløb af, men vil ikke svare på direkte til de familier, det her rammer, hvordan det skulle være en håndsrækning eller en hjælp til dem, at man skærer ned på den kontanthjælp, som de modtager for at kunne klare sig. Ingen udenomssnak, ingen modspørgsmål – svar på, hvordan det er en håndsrækning til de familier.

Tak! Og så er det ordfører hr. Jakob Ellemann-Jensen. Værsgo.

Tak for det. Familien Jensen er stor og magtfuld i Venstre, så det er helt fint, at der bliver blandet lidt rundt imellem os. Vi er mange – flere, end vi tror.

Målet med det her er jo sådan set, at de mennesker skal i arbejde. Hvis det her kan være en håndsrækning til at få flere mennesker i arbejde, så er det en håndsrækning. Vi har sagt, at det skal være mere attraktivt at arbejde; at forskellen på at arbejde og ikke at gøre det skal være større. Det har begge led af jobreformen sådan set bidraget til. Det andet er det, vi har lagt frem nu her i forbindelse med helhedsplanen, altså at sænke skatten markant på de laveste arbejdsindkomster.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Anders Samuelsen, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg vil gerne følge op på det svar, som ordføreren gav til hr. Joachim B. Olsen i forhold til at lette topskatten med de fem procentpoint. Der fremhævede ordføreren, at det var vigtigt for Venstre at lette topskatten for nøglemedarbejderne, altså vigtige, afgørende medarbejdere for virksomhederne. Vil det sige, at de medarbejdere i virksomhederne, som tjener over 1 mio. kr., ikke betragtes som vigtige, afgørende medarbejdere – set fra Venstres synspunkt?

Ordføreren.

Nu kunne det være fristende bare at sige: Nej, det vil det ikke. Men jeg vil gerne uddybe det lidt. Når jeg fremhæver den gruppe, der ligger mellem en halv og en hel million kroner, så er det, fordi det er en ganske, ganske stor gruppe på danske arbejdspladser. Og det er en gruppe, som man er meget, meget afhængige af i de videnstunge danske virksomheder. Men den gruppe, som hr. Anders Samuelsen taler om, og som jo er dem, der ligger over 1 mio. kr., får altså også en topskattelettelse i vores forslag, bare ikke af den del af lønnen, der ligger over 1 mio. kr. Så jo, man får skam også en skattelettelse her.

Hr. Anders Samuelsen.

Eftersom vi jo ved, at der er et råderum på 41 mia. kr. og man ikke behøver at tage noget fra nogen overhovedet for at give lettelsen hele vejen op, kan ordføreren så komme med ét eneste rationelt argument for ikke at give lettelsen hele vejen op? Er der et økonomisk rationelt argument, som ligger til grund for beslutningen om at sætte grænsen ved den ene million? Er der andre begrundelser end den rent populistiske, som selvfølgelig ligger til grund, når vi graver ned i det, nemlig at Venstre ikke vil stå alene med 40.000-50.000, som tjener over 1 mio. kr.? Men kan man komme med et økonomisk rationelt argument for ikke at lette hele vejen op?

Ordføreren.

Jeg kan komme med et meget rationelt, men meget politisk argument, og det relaterer sig til tallet 90. Det relaterer sig til, at det godt kan være, at hr. Anders Samuelsen og jeg og en masse økonomer kan blive enige om en masse ting, som ville være en rasende god idé, og som ville være økonomisk rationelt, men som der ikke er flertal for herinde. Og den økonomiske virkelighed og den politiske virkelighed smelter nogle gange sammen. Vi er nogle, der kunne ønske, at det skete oftere, men det gør det altså bare ikke altid. Sådan er det jo.

Tak for det. Så er tiden udrundet for Venstres ordfører. Tak. Så er næste ordfører i rækken fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Der har aldrig været mere velstand i vores samfund, end der er i dag. Den samlede mængde af ressourcer har aldrig været større. De danske virksomheder har et historisk stort opsparet overskud. De offentlige finanser er sådan set solide. Derfor er det nærmest som at medvirke i hvis ikke en Olsen-banden-film så i hvert fald en dårlig opsætning af Kejserens Nye Klæder, når vi står med det her katalog af ubehageligheder, som finansministeren har kaldt regeringens egen 2025-plan.

Der er ingen af de angreb på mennesker i vores samfund, der har allermindst, ingen af de angreb på vores velfærd, ingen af de enorme svigt over for klima og miljø, der er nødvendige eller gudsgivne på en eller anden måde. Det er politiske valg, det er prioritering og ideologi, og de partier, der lægger stemmer til det, er dem, der bærer ansvaret for det. Konsekvenserne af 30 års afgifts- og skattelettelser er ikke, at vi er blevet oversvømmet af de mange arbejdspladser, vi ellers er blevet lovet. Til gengæld er uligheden steget i vores samfund. De 10 pct. rigeste er blevet rigere siden krisen. Der udbetales rekordstore overskud til aktionærerne. Og i den anden ende af samfundet oplever mange et liv med meget få penge og med meget voldsomme bekymringer uden råd til at kunne gå til tandlægen, uden mulighed for at kunne købe sunde madvarer til deres børn. Det er et liv, hvor udsigten til en børnefødselsdag kan være skræmmende, fordi det vælter budgettet. Det er et liv, hvor børn lider afsavn og de udelukkes fra fællesskabet.

Alligevel har regeringen og Dansk Folkeparti og den øvrige højrefløj gennemført en kontanthjælpsreform, der skubber tusindvis af børn ud i fattigdom. Alligevel vil regeringen skære i den SU, som giver børn af forældre med lave lønninger chancen for også at få en uddannelse. Jeg hørte statsministeren sige i forgårs, at målet er, at vores børn i fremtiden skal have flere muligheder, end vi selv havde. Men det er øjensynlig hverken børn af arbejdsløse eller lavtlønnede, han tænker på. Jeg tror ikke, at statsministeren skal regne med at få bunker af fanpost fra nogen af dem. Når uligheden stiger, rammer det de allermest udsatte. Men det rammer også det brede flertal, altså helt almindelige lønmodtagere, der lever i større utryghed, fordi konsekvenserne af sygdom eller en fyreseddel bliver mere og mere og uoverskuelige, i takt med at sikkerhedsnettet bliver revet i stykker, fordi børnene går i børnehaver med alt for få pædagoger, og fordi man bliver mødt af et sygehusvæsen, hvor tingene går alt for stærkt for både patienter og ansatte. Vi kan alle sammen få en fyreseddel i hånden. Vi kan alle sammen blive syge. Vi får alle sammen brug for uddannelsessystemet, børnehaverne, ældreplejen på et eller andet tidspunkt.

Regeringen har så forsøgt at pakke 2025-planen ind i en form for glitrende kassemedarbejderpapir, men virkeligheden er bare en anden. Dem med de højeste lønninger får den største rabat, tusindvis af kroner i hånden. Kassemedarbejderen får et par hundreder. Der, hvor champagnepropperne virkelig kommer til at springe, er på Strandvejen, hvor de rigeste boligejere også kan se frem til at få en klækkelig bonus nu, mens mennesker i lejeboliger og andelsboliger vel at mærke igen ikke er inviteret til festen. Det koster milliarder. Det er milliarder, som ifølge regeringen skal findes hos førtidspensionister og folkepensionister ved en højere pensionsalder, som skal betyde, at dem i de hårde og fysisk hårde jobs får endnu kortere tid af den del af alderdommen, hvor man altså ikke er nødsaget til at ligge i en sygeseng, og ved forringelser af den SU, som rammer alle dem, som har svært ved at bryde den sociale arv.

Det er kassemedarbejderens børn, vi taler om. Så statsministeren kan snakke og snakke om kassemedarbejdere og pensionister i små ejerboliger, og ja, de har alle sammen fortjent tryghed, ingen tvivl om det, men det her er ikke en plan for dem. Det her er en plan, der igen tager fra fællesskabet og giver til dem, der har mest. Det er en plan, der øger uligheden igen.

Sådan behøver det altså ikke at være. Det er politiske valg. Vi kan bruge den velstand, som vi alle sammen er med til at skabe, bedre. I stedet for at skubbe mennesker ud i fattigdom har vi faktisk en historisk chance for at gøre fattigdom til fortid i Danmark. Vi kan skabe vækst i den velfærd, der kommer os alle sammen til gode, i stedet for at sænke skatten for dem, der har mest i forvejen. Vi har alle muligheder for at skabe et samfund, der i højere grad er rigt på den måde, vi behandler hinanden på, rigt på de muligheder, vi giver til hinanden og til vores børn. Vi skal fordele ressourcerne mere retfærdigt og smartere, ikke mindst. For kloden kan heller ikke holde til andet. Vores natur kan ikke holde til, at hensynet til industrilandbruget sættes over hensynet til vores vandløb eller endda over hensynet til vores alle sammens sundhed, som det er sket i de danske svinestalde i mange år.

Hvis vi skal aflevere en klode i ordentlig stand til de børn og børnebørn, som statsministeren også hele tiden taler om, skal vi igennem en grundlæggende grøn omstilling i vores samfund. Det skal ikke kun være for dem, som har råd til at købe økologisk i Irma eller kører rundt i en Tesla. Det skal også være for dem, som har svært ved at få budgetterne til at hænge sammen. Derfor vil vi i Enhedslisten afskaffe momsen på økologiske varer, vi vil lave flere genbrugsbutikker, hvor man kan få tingene til en billig penge, vi vil lave deleordninger, som betyder, at man kan låne babytøj eller værktøj eller alt muligt andet, så man ikke behøver at købe hvert sit. Vi skal bruge ressourcerne fornuftigere både af hensyn til dem, der ikke har mange penge, og af hensyn til vores klode. I Enhedslisten går kampen mod ulighed og for den grønne omstilling altså hånd i hånd.

Det handler om prioritering. Danmark er et af verdens rigeste lande. Derfor er det også rent ud sagt småligt, at højrefløjen og desværre med Socialdemokraterne lige i hælene løber om kap for at træde mest muligt på mennesker på flugt, ikke mindst når det handler om, undskyld mig, de små 500 kvoteflygtninge fra FN's lejre, der bliver fordelt fra nærområderne, som huser mange, mange millioner. Selvfølgelig har vi da både råd og plads og hjerterum til 500 flygtninge fra verdens brændpunkter. De har netop ikke fysikken eller pengene til at tage turen hen over Middelhavet eller igennem Syriens bjerge. Via kvoteflygtningeordninger kan man netop skabe legale veje til flugt fra krig. Det er sådan, vi kan være med til at stoppe kaosset, og Danmark burde gå forrest. Vi burde lige nu sige, at vi godt kan rumme nogle flere af de svageste.

Desværre handler dansk politik mere og mere om tal og statistikker, end den handler om mennesker: Vækstprognoser i stedet for de problemer, som helt almindelige lønmodtagere står over for, arbejdsudbud i stedet for den utryghed, der rammer alle dem, der har fået en fyreseddel. Sammen kan vi gøre det bedre. I Enhedslisten vil vi satse på fællesskabet. Vi vil genindføre formueskatten og bruge pengene på SU og uddannelse til gavn for det brede fællesskab og alle dem, der ikke kan få hjælp af mor og far. Derfor vil vi stadig væk slås for en millionærskat og skat på spekulation, så dem, der har rigtig meget og kun har fået mere siden krisen, også kan få lov til at bidrage til dem, der er ramt af fattigdomsydelser, arbejdsløshed og sygdom. Derfor vil vi også indføre afgifter for dem, der sviner i naturen, og vi vil sikre, at de store virksomheder også bidrager til den grønne omstilling.

Når højrefløjen taler om, at der ikke er råd til velfærd, så er det kun et forsøg på at skabe en panikstemning. Det skal retfærdiggøre et ideologisk korstog mod velfærdssamfundet, mod trygheden, mod alle de mennesker, som ikke er en del af den absolutte top. Men det er ikke en naturgiven nødvendighed at føre en politik, hvor vi bliver overladt mere og mere til os selv. Lige nu, i det her sekund, har vi bedre forudsætninger for at skabe et godt samfund for os alle sammen, end vi nogen sinde har haft før. Vi har aldrig haft så gode muligheder for at forbedre vores fælles velfærd og tryghed. Vi har aldrig stået i så god en position til at tage et globalt ansvar og gå forrest i kampen for menneskerettigheder, også ude i verden. Vi har stadig væk chancen for at give en grøn og ikke mindst beboelig klode videre til de kommende generationer. Lad os gøre det.

Tak til ordføreren. Så går vi over til de korte bemærkninger, og den første er fra hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til Enhedslistens ordfører for talen. Der var jo også en del om indvandringspolitikken og om afhjælpningen af de migrantstrømme fra Nordafrika og Mellemøsten, som vi ser. Jeg er sikker på, at fru Pernille Skipper også hørte fru Mette Frederiksens svar på det spørgsmål, som vi stillede tidligere på dagen. Her gjorde fru Mette Frederiksen det klart, at hvis det skulle lykkes at få magten i det her land, skal udlændingepolitikken funderes på en enighed hen over den politiske midte. Det er med det udgangspunkt, at den udlændingepolitik, der føres i dag, er den, der skal føres fremover. Jeg skal bare for en ordens skyld være sikker på, at fru Pernille Skipper affinder sig med det, så vi kan være sikre på, at uanset hvad der måtte ske i forhold til vælgernes ideer om, hvordan et Folketing skal sammensættes, så får Enhedslisten ikke held til at påvirke indvandringspolitikken.

Ordføreren.

Jeg håber da, at hr. Kristian Thulesen Dahl tager fejl. I Enhedslisten vil vi da hele tiden blive ved med at kæmpe for at sikre en mere human flygtningepolitik. Det gælder ikke mindst for de familier, der er ramt af fuldstændig vanvittige familiesammenføringsregler, der betyder, at forældre og børn kan være adskilt fra hinanden i flere år, efter at de er flygtet fra krig og ødelæggelse og ikke mindst terrorisme. Vi vil kæmpe alt, hvad vi kan, for at der på en eller anden måde kommer et flertal herinde for, at de øgede udgifter, der jo er, når der kommer mange nye borgere til, ikke bliver væltet over på den kommunale velfærd. Det ville jeg ønske at hr. Kristian Thulesen Dahl ville stå sammen med Enhedslisten om. Det vil vi blive ved med at kæmpe for. Og vi vil blive ved med at kæmpe for de 500 kvoteflygtninge, som ikke fylder meget i det store billede, men som søreme er et vigtigt symbol. Men hvis hr. Kristian Thulesen Dahl spørger, om vi stiller ultimative krav, kan hr. Kristian Thulesen Dahl jo spole tilbage og høre sit eget svar fra tidligere.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jamen det er jo lige præcis det, der er så interessant. For sagen er jo, at Enhedslisten vælger at støtte fru Mette Frederiksen som statsminister i det her land, vel vidende at fru Mette Frederiksen i hvert fald svarer os andre, at hvis det måtte ske, får Enhedslisten ingen indflydelse på indvandringspolitikken. Det er jo bare vigtigt, at Enhedslisten gør sig bekendt med, at vi her i dag under åbningsdebatten har fået det løfte fra Socialdemokratiets formand, at måtte det ske – det er ikke det, vi anbefaler – at Socialdemokratiet overtager statsministerposten f.eks. i morgen, har Enhedslisten ingen indflydelse på indvandringspolitikken. Den vil blive ført med os andre. Der spørger jeg bare fru Pernille Skipper: Har man affundet sig med den rolle?

Ordføreren.

Man skulle nærmest tro, at hr. Kristian Thulesen Dahl er ude i at forsøge at lokke mig til at pege på ham selv, men det kan da ikke passe. Altså, selvfølgelig vil vi slås for en bedre udlændingepolitik, men det skal der også 90 mandater til for. Betyder det, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at presse Socialdemokraterne? Det kan hr. Kristian Thulesen Dahl bide spids på. Der er heller ikke nogen tvivl om, at vi forventer, at alle i det nye flertal, der forhåbentlig snart bringer en ny regering til magten, så vi kan få en anden politik, selvfølgelig får indflydelse, men vi går ikke ind med ultimative krav.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre.

Tak for det, og tak til fru Pernille Skipper for talen her. Vi talte før, mens jeg stod oppe på talerstolen, en del om det her med en familie på kontanthjælp og det rådighedsbeløb, man har, på de meget omtalte 23.200 kr. Vi fik det ikke helt afklaret før, for vi blev afbrudt lidt af begrænsningen i spørgsmålene, men jeg vil bare høre: Hvor højt skal det beløb egentlig op, før fru Pernille Skipper og Enhedslisten synes, at det er generøst?

Ordføreren.

Jeg vil for det første gerne lige gendrive, at de der ca. 23.000 kr. skulle være sådan et eller andet voldsomt beløb. Jeg ved godt, at man især i den der side af Folketingssalen har et eller andet ønske om at pumpe tallene op, så de virkelig, virkelig lyder høje, men jeg vil gerne minde om, at når man siger ca. 23.000 kr. i rådighedsbeløb for fire mennesker, skal der også fratrækkes huslejen brutto – dvs. alle boligudgifterne – og så skal man leve for det. Så nej, det synes jeg ikke er mange penge. Tværtimod kommer det til at have nogle store konsekvenser for de børn, der skal vokse op i de familier. Det synes jeg er dybt, dybt asocialt.

Har vi et eller andet bestemt beløb? Nej, det har vi ikke, men der er ikke nogen tvivl om, og det håber jeg heller ikke at der er nogen andre der er i tvivl om, at vi ikke synes, man skal sætte det ned.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Nej, men de 23.200 kr. er jo, når beløbet er sat ned. Det er derfor, jeg bare i al fredsommelighed spørger til, hvad beløbet så skal være. For hvis man mener, at et beløb er urimeligt, så må man da have gjort sig nogle tanker – det ville da måske ligefrem tilnærmelsesvis være økonomisk ansvarligt – om, hvor stort et beløb man så skal have, når man står uden for arbejdsmarkedet. Hvor mange penge skal der være? Skal der være en forskel på, om man arbejder eller man ikke arbejder, eller skal Ginikoefficienten simpelt hen bare i nul?

Ordføreren.

Jeg synes, vi skal lade være med at skære ned. Det er mit første svar.

Mit andet svar er, at jeg heller ikke synes, at der er nogen specielt god grund til, at der skal være en lang vej ned i beløbet fra dem, der har et arbejde, og til dem, der har været så uheldige at få en fyreseddel. Det kan godt betale sig at arbejde, som det er i dag. Det er en lillebitte gruppe af mennesker, som ikke har et højere beløb i vente ved at få et arbejde i stedet for at være på kontanthjælp. Og det sjove ved den lillebitte gruppe af mennesker er, at de jo alligevel arbejder. De er alligevel i arbejde – langt hovedparten af dem. Så det der med, at det skal kunne betale sig at arbejde, holder ikke.

Men nej, jeg synes heller ikke, det er meningen, at hvis man får en fyreseddel, skal der være en lang vej ned i beløb. Tværtimod skal man jo have tryghed ved at vide, at selv om man bliver fyret eller får en sygdom, kan man blive boende og opretholde en nogenlunde levestandard.

Tak til ordføreren. Inden vi går videre med de korte bemærkninger, skal jeg nævne, at fru Pernille Skipper har gjort opmærksom på, at hun glemte at læse et forslag til vedtagelse op. Det kunne jo være, at der er spørgsmål til det, så derfor vil jeg bede fru Pernille Skipper om at læse sit forslag til vedtagelse op nu. Værsgo.

Tak for det, og jeg beklager.

[Jeg skal på vegne af Enhedslisten fremsætte følgende:]

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at regeringens kontanthjælpsloft, 225-timersregel m.v. vil skabe øget fattigdom i Danmark og øge utrygheden for almindelige lønmodtagere. Derfor vil partiet bag nærværende vedtagelse tilbagerulle kontanthjælpsreformen.

Folketinget konstaterer, at Danmark har brug for en anden retning. Vi skal værne om og styrke vores unikke samfundsmodel og ikke gradvist udhule og afvikle den. Vi skal udvikle vores fælles velfærd, styrke den grønne omstilling, begrænse ulighed, sikre bedre hjælp til nedslidte, skabe et mere rummeligt arbejdsmarked, skabe flere job og praktikpladser og styrke opkvalificering og uddannelse.

Folketinget opfordrer til, at regeringen fører en politik, der sikrer et socialt retfærdigt sikkerhedsnet og en bæredygtig udvikling i stedet for uddannelsesnedskæringer og velfærdsbesparelser for de borgere, der i forvejen har mindst.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 3).

Tak. Forslaget vil blive omdelt.

Så går vi tilbage til korte bemærkninger, og den næste med en kort bemærkning er hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg vil gerne følge op på hr. Jakob Ellemann-Jensens spørgsmål fra før. Vi må forstå på Enhedslisten, at det simpelt hen er et for lille beløb, hvis en enlig mor med to børn får udbetalt 17.600 kr., som tilfældet er, efter at kontanthjælpsloftet er trådt i kraft. Men det er da ikke et udtryk for seriøsitet, at man er et parti, der bare problematiserer og er imod et bestemt niveau for en kontanthjælp – et niveau, som stadig væk er verdens højeste – men ikke har nogen politik for, hvad niveauet så bør være, ligesom det er useriøst at være et parti, der udelukkende kritiserer, at uligheden i et enkelt år stiger, men heller ikke har nogen politik for, hvor stor uligheden så skal være. Vi ved bare, at den ikke skal være nul, men den må bare heller ikke stige. Altså, det er jo ikke seriøst. Så nu vil jeg gerne bede om et svar på dette: Hvad skal kontanthjælpen være i Danmark?

Ordføreren.

I Enhedslisten synes vi, at kontanthjælpsloftet, kontanthjælpsreformen er dybt, dybt asocial. Det er ikke kun, fordi nogle af pengene er brugt til bl.a. at finansiere en plan, der åbenbart skal give penge til nogle af dem, der i forvejen har mest, det er også, fordi det sender mennesker ud i fattigdom og øger utrygheden for helt almindelige lønmodtagere, som måske mister deres arbejde en dag. Og som jeg svarede hr. Jakob Ellemann-Jensen lige før, synes jeg ikke, der skal være voldsomt stor forskel på at være i arbejde og have mistet sit arbejde, for kontanthjælpen er arbejdsløshedsunderstøttelse. Det er en sikring af, at man ikke ender på gaden, hvis man får en fyreseddel, for det kan ske for os alle sammen i løbet af et langt liv. Derfor kan kontanthjælpen også ændre sig i løbet af tiden. Jeg har ikke et konkret beløb. Hr. Joachim B. Olsen kan spørge alle de gange, han vil, men han får det ikke, jeg kommer ikke til at trylle det frem. Men jeg kan konkludere, at siden hr. Joachim B. Olsens synes, at det er så useriøst, at man ikke kan sætte et konkret tal på noget, man vil have forandret, så får jeg snart et svar på, præcis hvor langt ned topskatten skal, før Liberal Alliance er tilfredse.

Hr. Joachim B. Olsen.

Det er et ganske enkelt spørgsmål at svare på: Den skal fjernes helt, altså topskatten. Så vi har faktisk en helt konkret politik.

Men Enhedslisten, et parti, som bruger meget af sin tid på at problematisere kontanthjælpsloftet, har ikke nogen kontanthjælpspolitik. Altså, det er dybt useriøst. Man ved simpelt hen ikke, hvad beløbet er. Kontanthjælp er et pengebeløb, man får. Enhedslisten har ikke nogen politik for, hvad det beløb skal være. Det er i alle verdener useriøst.

Ordføreren.

Det var vel bare et statement. Altså, beklager, men vi synes, at kontanthjælpen skal løn- og prisreguleres, så den følger resten af udviklingen. Vi synes ikke, man skal skære ned på den, og vi synes ikke, at der skal være voldsomt stor forskel på at være i arbejde og være på arbejdsløshedsunderstøttelse, for det kan ske for os alle sammen. Og nej, jeg har ikke et beløb.

Tak. Så er det hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil starte med at spørge om noget, for Enhedslistens slogan er jo: Fællesskab fungerer. Og som folkesocialist er jeg fuldstændig enig i det, og vi kæmper også mange fælles kampe. Men fællesskab er jo også det europæiske fællesskab og f.eks. et fælles politisamarbejde. Nu kunne jeg i nyhederne i går læse, at justitsministeren tog nogle forberedende skridt i forhold til en situation, hvor Danmark må udtræde af Europol.

Det bekymrer mig, og det bekymrer mig for kampen mod grænseoverskridende kriminalitet, som jeg ved også optager Enhedslisten.

Enhedslisten tilkendegav i afstemningen om retsforbeholdet, at de gerne så, at Danmark bliver i det europæiske politisamarbejde, så mit spørgsmål til fru Pernille Skipper er: Er det fortsat jeres indstilling, at Danmark fortsat skal være med i Europol?

Ordføreren.

Hr. Jacob Mark har jo fuldstændig ret: Enhedslisten synes, at politisamarbejde er godt, og at det at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet i sagens natur er en grænseoverskridende opgave.

Hr. Jacob Mark ved også godt, at Enhedslisten måske ikke altid har den sådan helt ukritiske tilgang til EU. Og særlig når det kommer til suverænitetsafgivelse eller den afstemning, som vi var igennem for et års tid siden, som netop ikke kun handlede om Europol, men om at afgive mere og mere selvbestemmelse til EU, som man altså ikke kunne tage tilbage igen, og endda uden at spørge befolkningen. Det var vi jo meget, meget store modstandere af.

Nu må vi jo se, hvad regeringen kommer afsted med ved parallelaftaleforhandlingerne. Statsministeren har, har jeg noteret mig, ikke givet op endnu.

Tak. Hr. Jacob Mark.

Jeg hørte egentlig ikke fru Pernille Skipper tilkendegive, om fru Pernille Skipper stadig mener, der er brug for, at Danmark er med i Europol i fremtiden. Og det synes jeg er helt afgørende for kampen mod grænseoverskridende kriminalitet.

Jeg vil gerne høre: Hvis det skulle komme dertil, at der kommer en afstemning isoleret om Danmarks deltagelse i Europol, vil Enhedslisten så anbefale vælgerne at stemme ja til, at Danmark skal være en del af Europol-samarbejdet, eller vil I anbefale at stemme nej?

Ordføreren.

Det, vi har lovet, og som jeg gerne gentager, det løfte, som vi selvfølgelig holder – for der er jo skabt nogen forvirring om, hvem der holder hvilke løfter – er, at hvis det ikke er muligt at gennemføre en parallelaftale, vil vi støtte, at der kommer en folkeafstemning om Europol isoleret set. Det løfte holder vi selvfølgelig, det er der ikke nogen tvivl om.

Hvad vi så vil anbefale man skal stemme, har vi ikke afgjort endnu. Det kommer fuldstændig an på, hvad afstemningstemaet bliver.

Tak. Dernæst er det hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Og tak til fru Pernille Skipper for talen: klar, tydelig og socialistisk, som vi kender Enhedslisten. Det er derfor, jeg holder så umådelig meget af jer. Det er så nemt at forholde sig til.

Jeg må også forstå, at Danmark måske er den eneste plet på jorden efterhånden, hvor man kan bo. For hvis man er fattig og kastet ud i fattigdom, og hvis det ikke er nok, at man ikke har mere end 17.000 kr. efter skat som enlig mor med to børn, så må resten af verden jo være et forfærdeligt, forfærdelig sted at leve. Mener fru Pernille Skipper helt, helt ærligt, seriøst, inde i hjertet, at man er fattig, hvis man har 17.600 kr. i hånden som enlig mor med to børn og man får sine børn passet oveni?

Ordføreren.

For det første vil sige tusind tak for at kalde mig klar, tydelig og socialistisk. Det er noget af det pæneste, der er blevet sagt til mig hele dagen i dag.

Dernæst vil jeg sige, at jeg faktisk ikke forstår, hvorfor hr. Søren Pape Poulsen sådan skal artikulere ordet fattig på den der måde. For det er fuldstændig rigtigt, at hvis man har 17.000 kr. som enlig mor med to børn, dvs. tre personer, og også skal betale brutto boligudgifter, så er der ikke mange penge tilovers. Og når hr. Søren Pape Poulsen og i øvrigt en hel del andre i den side af salen har skruet op for det her, er det for at dække over, hvad konsekvenserne reelt bliver. Konsekvenserne bliver reelt, at der er børn, der kommer til at vokse op i fattigdom, og forældre – enlige forældre, som hr. Søren Pape Poulsen taler om – der skal vælge imellem husleje og mad på bordet. Det har boligorganisationerne og udsatteorganisationerne advaret om. Det betyder, at børnene ikke kan komme med på lejrskole, at de bliver udelukket fra fællesskabet, og at børnefødselsdage er en umulighed.

De konsekvenser er altså helt enorme. Og så kan man godt forsøge at latterliggøre ordet fattigdom, men det er godt nok ikke særlig latterligt, når man står i det.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Jeg ønsker på ingen måde at latterliggøre ordet fattigdom. Jeg synes, vi skal tage de mennesker, som faktisk har meget, meget lidt, de helt udsatte, de hjemløse, meget seriøst. Dem er der ikke så mange der taler om. Men folk stimler sammen i stor forargelse, når man har 17.600 kr. efter skat, og det er sådan set bare der, jeg vil hen. Er det virkelig fattigdom? Mener fru Pernille Skipper virkelig, det er reelt at sige, at så kan børnene ikke komme med til fødselsdag, og så kan man ingenting længere som barn? Hvad med de mennesker, der går på arbejde og tjener mindre end det beløb? Kaster de så deres børn ud i fattigdom? Skulle de skamme sig, fordi de har et arbejde og ikke er på kontanthjælp, eller hvad?

Ordføreren.

Jeg tror, vi skal starte med at minde hinanden om, hvad man må undvære, når man lever i fattigdom. Det er altså noget med at vælge mellem mad og husleje, men det betyder også, at man lider nogle helt grundlæggende afsavn. De vælger forsikringer, medicin, tandlægebesøg, børnefødselsdage, lejrskole, ferie fra – alle de ting, som gør, at man ikke bare lige overlever, men at man faktisk har overskud til at være en del af fællesskabet. Og dem, det rammer hårdest, er altså børnene. Og vi kan da være enige om, at de ikke bare skal tage sig sammen.

Nu nåede jeg ikke at sige noget om de hjemløse, men jeg synes faktisk, det var dejligt, at det blev bragt op, så det håber jeg at få lejlighed til senere.

Tak. Dernæst giver jeg ordet til hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg har sådan set bare lige et enkelt kort spørgsmål til fru Pernille Skipper. Det går simpelt hen på: Vil Enhedslisten efter et valg, hvor rød blok får flertal, kræve, at de udlændingestramninger, der er lavet gennem de seneste par år, bliver rullet tilbage?

Ordføreren.

Jeg vil svare det samme, som jeg har svaret hr. Peter Skaarups formand: Enhedslisten vil kæmpe benhårdt for, at vi får en anden udlændingepolitik. Hvis der er noget, der skiller hr. Peter Skaarup og mig ad, så tror jeg faktisk, det er vores holdning til mennesker på flugt, og hvordan man behandler dem. Og noget af det, der står allerhøjest på vores liste, er at sørge for, at kvoteflygtninge stadig væk får lov til at komme til Danmark, at vi får afskaffet de familiesammenføringsregler, der betyder, at børn og forældre holdes adskilt i årevis, ja, måske ligefrem kan være i livsfare, mens de venter på familiesammenføring, og ikke mindst – og der havde jeg egentlig troet at Dansk Folkeparti ville være enig med os i Enhedslisten – at sørge for, at den regning, når der kommer mange nye borgere til Danmark og man har de øgede udgifter i kommunerne, som man har, så ikke bliver væltet over på ældreplejen, på børnehaverne, på folkeskolerne, som det sker lige nu. Så det vil jeg håbe vi måske kan være sammen om. Det vil vi blive ved med at kæmpe for.

Jeg er så ked af, at Socialdemokraterne ikke er enig med os, men jeg har egentlig et håb om, at vi får dem overtalt en dag.

Hr. Peter Skaarup.

Ja, og vi diskuterer udlændingepolitikken hen ad vejen, efterhånden som der kommer forslag op, men det var bare ikke rigtig det, jeg spurgte fru Pernille Skipper om. Jeg spurgte egentlig fru Pernille Skipper, om man vil kræve, at de stramninger, der er blevet lavet, f.eks. på familiesammenføringsområdet, som fru Pernille Skipper brænder meget for her i sit indlæg, bliver rullet tilbage, hvis fru Mette Frederiksen skal være statsminister. Det var egentlig det, der var spørgsmålet.

Jeg kan også vende det om og sige: Kan Enhedslisten leve med, at der ikke sker nogen ændringer på de områder, altså at den nuværende stramme udlændingepolitik bliver bevaret efter et valg, hvor Enhedslisten er parlamentarisk grundlag eller mener at være parlamentarisk grundlag for Mette Frederiksen?

Ordføreren.

Jeg svarer én gang til: Enhedslisten vil kæmpe og kæmpe for ikke bare at overtale Socialdemokraterne, men ved du hvad – undskyld, ved hr. Peter Skaarup hvad – også hr. Peter Skaarup. Vi håber da, vi en dag også får overtalt hr. Peter Skaarup, men vi går ikke ind til forhandlingerne med ultimative krav. Det har jeg svaret på én gang, så det får hr. Peter Skaarup mig simpelt hen ikke til at sige. Men jeg vil gerne gentage, hvor meget vi brænder for det. Jeg vil gerne gentage, hvor meget hjerteblod det er for Enhedslisten, og hvor meget vi også håber hr. Peter Skaarup en dag vil tage imod mennesker på flugt med åbne arme, som de fortjener.

Tak. Så er det hr. Marcus Knuth, Venstre.

Mange tak. Tillad mig at fortsætte lidt i samme dur. Nu står jeg her med det forslag til vedtagelse, som ordføreren så pænt læste op før, og man kan jo undre sig over, at et så centralt emne som udlændingepolitikken overhovedet ikke er nævnt med et eneste ord. Det sender jo et meget klart signal om, at rød blok er dybt splittet, når det kommer til det her spørgsmål.

Nu har ordføreren lige sagt, at man ikke vil stille ultimative krav, men som jeg husker det, er det ikke mere end et par uger siden, at Enhedslisten sagde, at man kun ville pege på Mette Frederiksen, hvis der kom lempelser. Kan ordføreren uddybe, hvad det er for nogle lempelser, man vil vægte allerallerhøjest? Og vil der være et krav – ja eller nej?

Ordføreren.

Det kan jeg med det samme klart afvise vi skulle have sagt.

Hr. Marcus Knuth.

Okay. Kan ordføreren så sige, hvad det er for nogle lempelser, man vil prioritere? Og kan ordføreren en gang for alle sige: Vi vil kunne gå med til selv den strammeste udlændingepolitik, så længe vi får lov til at komme til magten? Altså, har man ikke nogen smertegrænse for, hvor stram en udlændingepolitik der vil blive ført? Altså, alle partier har jo smertegrænser inden for alle områder, men at sige, at man ikke har nogen ultimative krav, er jo det samme som at sige: I teorien kan vi gå med til hvad som helst.

Ordføreren.

Vi peger på Mette Frederiksen som forhandlingsleder efter et valg, og forhåbentlig er der et flertal for det. Forhåbentlig kommer vi – med al respekt – af med statsministeren, som sidder her ved min side, ikke mindst fordi der bliver ført en politik fra den side af salen, som smadrer løs på vores velfærdssamfund, øger uligheden til skade for unge under uddannelse osv. osv.

Det vil vi gøre. Betyder det så, at vi er enige i alt, hvad Socialdemokraterne siger og gør? Jeg håber virkelig ikke, at det er det indtryk, man har fået her i dag. Altså, tværtimod da: Vi vil kæmpe med næb og kløer – næb og kløer!

Så er det hr. Naser Khader.

Tak for ordet. Jeg har forsøgt mange gange tidligere i dag, men det er ikke lykkedes før nu. Nu har vi været i debat i flere timer, og vi har endnu ikke været inde på omverdenen. Og Danmark er en del af verden, for det, der sker rundtom i verden, har altså også konsekvenser for vores hverdag. Ikke langt herfra, 4-5 timers flyvetur herfra, iagttager vi et blodbad i byen Aleppo i Syrien. Nogle har kaldt det for et slagtehus – børn, kvinder, hospitaler bliver bombarderet hver evig eneste dag af krigsforbryderen Assad og krigsforbryderen Putin. Ingen gør noget. Alle er forargede og indignerede og fordømmer det.

Hvad foreslår Enhedslisten vi gør for at beskytte de civile i Syrien? Jeg har hørt fordømmelsen og indignationen, men hvad vil man konkret gøre? Hvordan vil man handle?

Ordføreren.

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg faktisk tror, at det med indignation og fordømmelse fra verdenssamfundet er noget af det, der er behov for i langt højere grad. Vi har også behov for at få efterforsket det, der foregår i Aleppo lige nu, som krigsforbrydelser og få taget det alvorligt. Vi har behov for, at fredsforhandlingerne – forhåbentlig – kommer på sporet igen. Og så har vi, og det har Enhedslisten sagt rigtig, rigtig længe, behov for at hjælpe de sekulære kræfter, der faktisk er i Syrien. Det er ikke nogen nem konflikt, det må man bare sige. Der er ikke kun to eller tre, men rigtig mange parter i den konflikt, og det er meget, meget svært at løse det. Man kan ikke løse det med bomber. Vi håber, at man kan løse det ved bl.a. at støtte de sekulære kræfter – de kurdiske og andre sekulære styrker, som der er, og som faktisk forsøger at skabe fred og fordragelighed.

Hr. Naser Khader.

Alt det, der bliver foreslået, er meget sympatisk og udmærket på sigt, men hvad gør vi her og nu for at skåne de civile? De bliver massakreret hver evig eneste dag. Der er et blodbad i Aleppo. At støtte de sekulære kræfter skal vi også, og nødhjælpen skal vi også give. Men hvad gør vi her og nu for at skåne de civile? Jeg kan ikke se andet for mig end et flyveforbud over det meste af Syrien, for det, der slår allerflest civile ihjel, er flyene. Går Enhedslisten ind for, at vi arbejder i retning af et flyveforbud over det meste af Syrien?

Ordføreren.

Det kan man gøre, ja. Hvis det er noget, der sker igennem FN og med verdenssamfundets tilladelse, så er det bestemt ikke nogen umulighed at gå i den retning, heller ikke for Enhedslisten.

Jeg tror, at hr. Naser Khader sådan set er enig med mig langt hen ad vejen, når jeg siger, at den konflikt er noget af det mest uhyggelige og vanvittig svær at løse. Vi må ikke bilde nogen ind, at der er en knap, man kan trykke på, og så er det overstået. Men det, vi kan gøre for de civile, er at arbejde med verdenssamfundet gennem FN og forsøge at få fredsforhandlingerne tilbage på sporet, og så kan vi støtte de sekulære kræfter, der er, som jo altså vel at mærke er pressede, ikke kun i Syrien, men også fra Tyrkiet, som er NATO-medlem, og som burde være vores allierede.

Så er det hr. Peter Kofod Poulsen, som har bedt om ordet. Men han er ikke til stede. Så er det hr. Jan E. Jørgensen.

Mange tak for det. Jeg kan forstå, at vi ikke kan få ud af Enhedslisten, hvor mange penge de mener man skal have i kontanthjælp. Men forhåbentlig kan vi få lidt mere at vide om, om Enhedslisten mener, at det er bedre at have et job end at være på kontanthjælp.

Jeg vil fortælle lidt om en mand, der hedder Heydar Mohammed. Han er vognmand. Han har en ganske stor vognmandsvirksomhed, og han har taxaer. Han har, som han selv siger, fire-fem taxaer, der bare står og samler støv. Og af samme grund havde han indfundet sig på Slotspladsen forleden, hvor han gik rundt og spurgte dem, der demonstrerede mod kontanthjælpsloftet. Han tilbød dem rent faktisk et job her og nu. De kunne få et job som taxachauffør. Og han fik forskellige svar. Der var en, der havde været kranfører engang, og han sagde, at nej, jeg gider ikke rigtig køre bil. En anden fortalte, at han ikke havde kørekort. Heydar Mohammed sagde, at det kunne han hjælpe ham med, men nej, han var ikke interesseret. En tredje havde ikke noget ønske om at køre bil. En fjerde mente, at det var hårdt at være taxachauffør på grund af de skæve arbejdstider. Og så var der endelig nogle, der sagde, at vi vil hellere gøre det, vi er uddannet til.

Kan man i Enhedslisten se, at det er et paradoks, at vi har mennesker, som ikke arbejder, samtidig med at der er nogle, der rent faktisk tilbyder dem et arbejde?

Så er det ordføreren.

Jeg tror simpelt hen, at hr. Jan E. Jørgensen trænger til lige at gå ud og få sig en kop kaffe omme bagved og så se det der klip en gang til. For jeg ved godt, at vinklen var, at uha, nu skal vi være forargede over, at arbejdsløse i virkeligheden er sådan nogle dovne nassere. Men hvis man kigger det der klip igennem, så var der én, der sagde nej. Der var godt nok en, der sagde, at han ikke havde kørekort, og så blev der sagt, at det kan vi hjælpe med, og så sagde han, at så vil jeg gerne – ja tak. Så det der er ikke andet end en gang frygtelig spin, hvor man endnu en gang forsøger at skabe et billede af, at mennesker ramt af arbejdsløshed er sådan nogle, der ikke gider at lave noget. Det er noget frygteligt vrøvl. Hr. Jan E. Jørgensen har tydeligvis ikke prøvet det selv og burde tale med nogle af de mennesker i virkeligheden i stedet for at fordreje et klip.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg synes ikke, det er rimeligt, at jeg skal beskyldes for at fordreje et klip. Jeg har lige siddet og kigget det igennem endnu en gang for at være sikker på, at jeg ikke siger noget forkert, og jeg har siddet og skrevet de bemærkninger ned, der er kommet. Så det synes jeg ikke er rimeligt. Men jeg kan i øvrigt oplyse, at han i hvert fald indtil nu ikke har fået en eneste henvendelse tilbage hverken på mail eller andet. Det er rigtigt, at der er enkelte, der siger, er de da vil overveje det. Det er rigtigt. Men han har endnu ikke fået nogen henvendelser. Og de ting, jeg lige har læst op, har jeg altså taget direkte fra klippet. Så jeg synes ikke, det er helt rimeligt, at jeg skal beskyldes for at fejlcitere.

Ordføreren.

Jamen altså, undskyld, det er simpelt hen ikke rigtigt. Hr. Jan E. Jørgensen siger, at der er det eksempel med ham, der siger, at jeg har ikke noget kørekort. Afslutningen på den samtale er, at okay, jamen ja tak, det vil jeg da meget gerne. Det er simpelt hen ikke rigtigt. Måske har vi ikke set det samme klip. Måske er det, hr. Jan E. Jørgensen har set, blevet klippet lidt anderledes, så man ikke har fået det hele med. Men der er én, der siger, at det ønsker han ikke.

Derudover vil jeg sige, at vi også har tjekket det. Det er f.eks. ikke slået op på Jobnet. Jeg tror også, man kan ringe til 3F, og så er der sikkert en hel masse, der vil det. Det er jo det, der er symptomatisk for de her historier, nemlig at der altid er et eller andet snusk bag.

Så er det fru Merete Riisager.

Mange tak. I Enhedslisten kerer I jer meget om de grupper, som har en lav indtægt, i hvert fald de grupper, som får indtægt fra staten. Men jeg savner lidt fru Pernille Skippers sociale indignation i forhold til de grupper, som lige klarer sig inde på arbejdsmarkedet, og som er med til at betale til kontanthjælpen – f.eks. min veninde i Nordjylland, som har en lille rengøringsvirksomhed sammen med sin partner. De holdt ferie for 2 år siden. På det tidspunkt var det 12 år siden, de sidst havde holdt ferie. De har en årlig regning på fysioterapi på ca. 12.000 kr. Det bliver de nødt til, for det arbejde, de har, er fysisk hårdt. I år er det så sådan, at skattetrykket stiger igen, op til 47,6 pct. Det svarer for en familie på fire til cirka 18.000 kr. Hvad skal min veninde gøre? Er det vigtigt for Enhedslisten med de her mennesker, som bidrager, og som er med til at betale for kontanthjælpen? Hvordan skal de få det til at hænge sammen, og hvor er den sociale indignation på deres vegne henne?

Ordføreren.

Jamen jeg ville sådan set gerne læse min tale op en gang til for fru Merete Riisager. For når Enhedslisten taler om at sikre tryghed for mennesker ramt af arbejdsløshed, er det ikke kun på grund af dem, der ikke har et arbejde. Så er det jo netop også på grund af de lavtlønnede, som kan risikere at få fyresedlen en dag, eller som, fordi de har et hårdt fysisk job, kan blive nedslidte eller syge før tid og derfor får brug for et stærkt fællesskab til at gribe sig. Det er jo det, der er det så smukke ved den danske velfærdsstat. Det er, at det er noget, vi alle sammen giver til hinanden. Det er tryghed til os alle sammen, fordi vi, høj som lav, kan få brug for fællesskabet og vi i øvrigt alle sammen drager nytte af det, hvis vi har gode børnehaver, gode sygehuse, ordentlig ældrepleje. Det gælder også dem, som knokler i de lavtlønnede jobs. Vi vil meget gerne lette skatten for dem, som tjener mindst og er i arbejde. Det vil vi. Det, Enhedslisten og Liberal Alliance er uenige om, er, om vi får noget som helst godt ud af at give endnu mere til dem, der i forvejen har fået mere og mere og mere de sidste mange år, nemlig toppen af samfundet.

Fru Merete Riisager.

Men nu er der jo ikke nogen her, der overhovedet er uenige i, at der skal være gode børnehaver og gode sygehuse og gode skoler. Så det kan vi jo ligesom lade ligge og så koncentrere os om det, vi er uenige om. Hvordan kan det være, at fru Pernille Skipper ikke kan se, at skattetrykket, det samlede skattetryk, hvoraf kontanthjælpen jo altså udgør 25 mia. kr., også er med til at knække ryggen på folk som min veninde i Nordjylland – at hvis skattetrykket stiger, så mangler hun de penge i sit eget budget? Hun mangler dem bl.a. til at kunne betale for, at hendes ryg er i orden. Så hvorfor kan fru Pernille Skipper ikke se, at skattetrykket er med til at knække ryggen på nogle af de mennesker, hun burde kere sig om?

Så er det ordføreren.

Det er, som om den her mikrofon ikke virker. Min pointe er jo netop, at det er et forkert samfund, hvor man som lavtlønnet bliver nødt til selv at spare op, i tilfælde af at ryggen sætter ud og strejker og ikke kan mere. Min pointe er jo netop, at det stærke fællesskab sikrer, at hvis fru Merete Riisagers veninde en dag får så dårlig ryg, at det der lavtlønnede, hårde rengøringsjob ikke længere er en mulighed, så står vi der og griber hende. Man skulle nemlig tro, at vi var enige om, at vi har behov for det stærke velfærdssystem, men alligevel vil Liberal Alliance trække tæppet væk under de lavtlønnedes velfærdssamfund for at give det til toppen.

Så er det hr. Jacob Jensen.

Nu har Enhedslisten traditionen tro meget fokus på ulighed og ting, som gør forskel for forskellige grupper i landet, herunder kontanthjælpen. Der kan vi så forstå at Enhedslisten er meget imod kontanthjælpsloftet – det niveau, der ligger – men ikke vil fortælle, hvad de vil sætte i stedet for. Det kan man så mene om, hvad man vil. Men man kan jo så spørge til nogle andre områder og høre, om vi så der kan få en melding om, hvad Enhedslisten egentlig mener i forhold til i givet fald at skabe mere lighed. Der kan være forskellige skatteordninger. Det kunne f.eks. være en skatteordning vedrørende forældrekøb, hvor en mor eller en far kan købe en lejlighed til sit barn og kan få nogle skattefordele. Er det en ordning, som man i Enhedslisten synes er dybt uretfærdig, og som bør afskaffes omgående?

Ordføreren.