L 170 - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 8: Spm. om, hvilke straffelovsbestemmelser der eksempelvis vil kunne finde anvendelse i det tilfælde, straffelovens blasfemibestemmelse ophæves, til justitsministeren

Retsudvalget 2016-17
L 170
Offentligt

Spørgsmål nr. 8 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov

om ændring af straffeloven (Ophævelse af straffelovens blasfemibe-

stemmelse) (L 170):

”I

det tilfælde, at straffelovens blasfemibestemmelse ophæves,

hvilke straffelovsbestemmelser

–

om nogen - vil da eksempel-

vis kunne finde anvendelse i tilfælde af henholdsvis a) offent-

lig masseafbrænding af koraner, b) urinering på biblen eller c)

afbrænding af jødiske symboler?”

Svar:

Straffelovrådet afgav i 2014 en udtalelse om de juridiske konsekvenser af

en ophævelse af straffelovens § 140 om blasfemi (betænkning nr.

1548/2014).

Vurderingen af de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens

§ 140 om blasfemi, herunder i forhold til de i spørgsmålet nævnte tilfælde

a-c, fremgår af pkt. 3.3. i Straffelovrådets udtalelse. Der fremgår således

nærmere af pkt. 3.3.1. følgende:

”3.3.1.

Den vigtigste juridiske konsekvens af en ophævelse af

straffelovens § 140 vil i sagens natur være, at den adfærd, der

er omfattet af straffelovens § 140, vil blive straffri, medmindre

andre strafbestemmelser kan anvendes.

Straffelovens § 140 angår nærmere angivne former for offent-

lig spot og forhånelse.

Sådan spot eller forhånelse kan tænkes at ske på en måde, der

er strafbar efter en anden strafbestemmelse ikke som følge af

indholdet af meningstilkendegivelserne, men som følge af de

ledsagende handlinger eller omstændigheder.

Sådan spot eller forhånelse kan endvidere tænkes at være

strafbar også efter en anden strafbestemmelse alene i kraft af

indholdet af meningstilkendegivelserne og den offentlige ud-

bredelse heraf.

Som eksempler på den første mulighed, at straffelovens § 140

overtrædes på en måde, der er strafbar efter en anden strafbe-

stemmelse ikke som følge af indholdet af meningstilkendegi-

velserne, men som følge af de ledsagende handlinger eller om-

stændigheder, kan nævnes:

- Som led i spotten eller forhånelsen skaffer gerningsmanden

eller gerningsmændene sig uberettiget adgang til et fremmed

hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted eller undlader uberet-

tiget at forlade fremmed grund efter at være opfordret dertil, jf.

straffelovens § 264, stk. 1. Som eksempel kan nævnes, at ger-

ningsmanden eller gerningsmændene uberettiget har skaffet sig

adgang til

–

eller uberettiget har undladt efter opfordring hertil

at forlade

–

en kirke, en moske eller en synagoge. Overtrædel-

se af straffelovens § 264, stk. 1, straffes med bøde eller fæng-

sel indtil 6 måneder.

- Som led i spotten eller forhånelsen ødelægger, beskadiger el-

ler bortskaffer gerningsmanden eller gerningsmændene ting,

der tilhører en anden, jf. straffelovens § 291, stk. 1. Som ek-

sempel kan nævnes, at gerningsmanden eller gerningsmænde-

ne bemaler en væg, som tilhører en anden, eller afbrænder gen-

stande, eksempelvis genstande af religiøs betydning, som tilhø-

rer en anden. Overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1, straf-

fes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

- Som led i spotten eller forhånelsen forstyrrer gerningsmanden

eller gerningsmændene ved larm eller uorden gudstjeneste eller

anden offentlig kirkelig handling, jf. straffelovens § 137, stk. 2.

Overtrædelse af straffelovens § 137, stk. 2, straffes med bøde

eller fængsel indtil 2 år.

- Som led i spotten eller forhånelsen forstyrrer gerningsmanden

eller gerningsmændene den offentlige orden, hvilket efter or-

densbekendtgørelsen kan straffes med bøde. Som eksempel

kan nævnes, at gerningsmanden eller gerningsmændene af-

brænder genstande, eksempelvis genstande af religiøs betyd-

ning, på et offentligt tilgængeligt sted under sådanne omstæn-

digheder, at afbrændingen kan medføre fare eller ulempe for

forbipasserende, jf. ordensbekendtgørelsens § 12.

Som eksempel på den anden mulighed, at straffelovens § 140

overtrædes på en måde, der er strafbar efter en anden strafbe-

stemmelse alene i kraft af indholdet af meningstilkendegivel-

serne og den offentlige udbredelse heraf, kan nævnes menings-

tilkendgivelser, der udgør både spot eller forhånelse af troslær-

domme eller gudsdyrkelse og trusler, forhånelse eller nedvær-

digelse af en gruppe af personer på grund af dens race, hudfar-

ve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orien-

tering, jf. straffelovens § 266 b.”

Endvidere fremgår der af pkt. 3.3.3. i udtalelsen følgende:

”3.3.3.

Et særligt spørgsmål, der har været rejst i den juridiske

debat, angår meningstilkendegivelser, der ikke udtrykkes i ord,

men i symbolske handlinger. Som eksempel har bl.a. været

nævnt bogbrændinger, eksempelvis afbrænding af Bibelen el-

ler Koranen.

Efter Straffelovrådets opfattelse gælder det, der er anført oven-

for, også for meningstilkendegivelser af denne karakter.

Der er ikke tvivl om, at fysiske angreb på Bibelen eller Kora-

nen angår her i landet lovligt bestående trossamfunds gudsdyr-

kelse i straffelovens § 140’s

forstand.

Efter Straffelovrådets opfattelse må det endvidere antages, at

en offentlig afbrænding af Bibelen eller Koranen efter om-

stændighederne vil være udtryk for en sådan spot eller forhå-

nelse, at de ansvarlige for afbrændingen vil kunne dømmes for

overtrædelse af straffelovens § 140.

Det må således antages, at en sådan afbrænding af en religions

helligste skrift efter den almindelige opfattelse i det danske

samfund udgør en så grov krænkelse af de pågældendes religi-

øse følelse, at domstolene efter omstændighederne vil finde

grundlag for at anse afbrændingen som spot eller forhånelse i

straffelovens § 140’s forstand.

Det samme gælder

–

og for så vidt i højere grad

–

i forhold til

offentlig urinering eller tilsvarende adfærd i forhold til Bibelen

og Koranen.

Også for forholdet mellem straffelovens § 140 og straffelovens

§ 266 b gælder det samme som anført ovenfor, nemlig at der

principielt ikke er noget til hinder for, at eksempelvis Bibelen

eller Koranen vil kunne spottes eller forhånes, uden at kristne

eller muslimer trues, forhånes eller nedværdiges, men at en så-

dan spot eller forhånelse af Bibelen eller Koranen i praksis vil

kunne blive fortolket af domstolene som spot eller forhånelse

af de personer, der bekender sig til den pågældende religion.

Der vil dog kunne være tilfælde, hvor grov spot eller forhånel-

se af et helligt skrift omfattes af straffelovens § 140, uden at

spotten eller forhånelsen af det hellige skrift samtidig fortolkes

som et angreb på en gruppe af personer på grund af dens tro af

en karakter, der er omfattet af straffelovens § 266 b som for-

tolket i retspraksis.

Straffelovrådet tilføjer i relation til bogbrændinger og andre fy-

siske angreb på genstande, at straffelovens § 266 b udtrykke-

ligt omfatter både udtalelser og ”anden meddelelse”, og at be-

stemmelsen i retspraksis bl.a. er bragt i anvendelse på afbræn-

ding af et kors (hvilket gav associationer til Ku Klux Klan), jf.

UfR 1994.993 Ø.

Sammenfattende er det Straffelovrådets opfattelse, at der kan

forekomme forhånelser af troslærdomme og gudsdyrkelse,

hvor man i givet fald ville kunne anvende straffelovens § 140,

uden at forhånelsen samtidig kan anses som en trussel, forhå-

nelse eller nedværdigelse af en gruppe af personer på grund af

dens tro, jf. straffelovens § 266 b.”