27. november 2016
Kære Christiansborg, kan I ikke se, at vi er pisse bange?
Af Seline Dam Temiz
Antropologistuderende på 1. år på Københavns Universitet.
Vi bliver med fremdriftsreformen tvunget til at tage et valg. Et valg vi ikke er klar til.
Stod det til mig, havde jeg nok ventet et år mere. Et år mere, men ét for meget. For
havde jeg det, kunne jeg ikke være kommet ind på det drømmestudie, jeg nu går på. Mit
snit ville falde, og chancen ville passere. Derfor måtte jeg tage et valg, og det gjorde jeg.
Jeg er blevet presset til at starte lidt for tidligt, men det gør ikke noget, for vi unge skal jo
i gang!
Men hvad så nu? Nu er vi så i gang, og studiet er fedt, mine studiekammerater er søde og
skolen har alt, hvad et studie bør tilbyde en studerende. Alt er, som det skal være, jeg er
på sporet, og uddannelsen er lige mig! Jeg burde hverken klage eller tvivle.
Men det gør jeg. For hvad hvis alt lige pludselig ikke er, som det skal være? Hvad hvis
mit liv ændrer sig, eller jeg ændrer mig, eller mine fremtidsplaner ændrer sig? Hvad så
der? Toget er kørt, og sporerne skifter ikke retning. Med den nye lov om begrænsning af
dobbeltuddannelser, som et folketingsflertal bestående af regeringen, Dansk Folkeparti
og Socialdemokratiet står bag, betyder det, at hvis du har en bachelor, vil du aldrig igen
kunne tage en bachelor på samme niveau eller lavere. Det er ikke frustration, jeg sidder
tilbage med, det er angst. Jeg er pisse bange!
Hvis jeg fortsætter på min bachelor, på den uddannelse jeg aller højst har ønsket mig, er
jeg låst til den resten af livet. Det er rædselsvækkende at tænke på! Jeg kan ikke se, hvad
jeg selv laver om 20 år, 10 år, jeg kan ikke engang se, hvad der skal ske om 5! Så
hvordan kan I tvinge mig til at vælge den uddannelse, jeg skal have resten af livet med
kun 2 års tænketid og et jernbur, jeg derefter skal proppe beslutningen ind i?
Jeg ser, at mange unge begynder at tvivle. Også selvom de ikke engang er utilfredse med
det studie, de går på, men fordi tremmerne, som I sætter os bag, er fuldstændig
skrækindjagende. Mange vil droppe ud af bacheloruddannelserne efter 1 år, 2 år og selv
lige før de skal skrive deres bacheloropgave, fordi unge ikke kan lide ideen om at blive
lænket fast til en fremtid uden mulighed for sporændring.
Jeg selv står tilbage med følelsen af, at det sidste år på bacheloren må blive det sværeste.
Man ser ikke længere frem til en slutning med en masse muligheder og frihed, men
snarere et indskrænket sort hul, og der er absolut ingen vej tilbage.
Selv er jeg ikke fanget endnu. Jeg kan stadig nå at droppe ud. Men helt ærligt, er det det,
vi vil have? En fremtid, hvor kvotienten på universitetsstuderende, der dropper ud, er
rekord høj og folk, der er tvunget til at blive kan ende ud i et job, de hverken elsker eller
har som første prioritet?
1