Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
L 185
Offentligt
1753497_0001.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 08-05-2017
Enhed: JURPSYK
Sagsbeh.: DEPFRE
Sagsnr.: 1601180
Dok. nr.: 353895
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 26. april 2017 stillet følgende spørgs-
mål nr. 20 (L 185
Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt in-
habile (tvangsbehandlingsloven)) til sundhedsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 20:
”Ministeren
bedes kommentere henvendelsen af 25. april 2017 fra Forebyggelses- og
Patientrådet, jf. L 185 - bilag
5.”
Svar:
I sin henvendelse til udvalget oplyser Forebyggelses- og Patientrådet blandt andet, at
foreningen finder, at der efter gældende ret i sundhedslovens § 18, stk. 4, allerede er
hjemmel til at tvangsbehandle varigt inhabile patienter, ligesom foreningen på ny fo-
kuserer på gyldighedsperioden for beslutninger om tvang. Derudover beskriver for-
eningen på ny, hvorledes lovforslaget efter foreningens opfattelse vil give mulighed
for medicinske forsøg på mennesker.
Hertil kan jeg henvise til mit tidligere svar på SUU L 185 spm. 1.
I forhold til foreningens bemærkninger om definitionen af tvang og habilitetsvurde-
ring kan jeg henvise til mine samtidige svar på SUU L 185 spm. 3 og 17.
Foreningen finder, at enhver beslutning om tvang bør kunne påklages af patienten og
have opsættende virkning. Jeg kan hertil oplyse, at klager over beslutninger om
tvang, der indgives til Tvangsbehandlingsnævnet, efter § 17, stk. 3, foreslås at have
opsættende virkning.
Foreningen anfører desuden, at den foreslåede § 12, stk. 3, vil medføre, at patienter,
som ikke er erklæret varigt inhabile, vil kunne tvangsindlægges og tvangsbehandles.
Hertil kan jeg oplyse, at loven alene gælder for varigt inhabile patienter, og at den fo-
reslåede § 12, stk. 3, medfører, at patienter, som ikke allerede er tvangsindlagt, kan
tilbageholdes på sygehuset, hvis patientens tilstedeværelse er nødvendig for den be-
sluttede tvangsbehandling.
Dernæst pointerer foreningen, at patienter efter de foreslåede regler ikke
som in-
den for psykiatrien
har adgang til en patientrådgiver. Formålet med en patientrådgi-
ver er blandt andet at støtte patienten og at sikre patientens retssikkerheden. Det er
min opfattelse, at der med lovforslaget indføres en række mekanismer, som sikrer
patientens retssikkerhed, herunder kravet om indhentelse af samtykke fra patientens
nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig eller tilslutning fra en anden
uafhængig sundhedsperson, muligheden for at klage over beslutninger om tvang til
Tvangsbehandlingsnævnet samt kravet om protokolføring af tvang og indberetning af
beslutninger om tvang. Det er efter min opfattelse en ordning, som vi samlet set kan
være tilfredse med.
L 185 - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 20: Spm. om kommentar til henvendelsen af 25/4-17 fra Forebyggelses- og Patientrådet, til sundhedsministeren
I forhold til foreningens bemærkninger om Tvangsbehandlingsnævnets kompetencer
kan jeg bekræfte, at nævnet ikke kan udtale kritik af den enkelte læges eller tandlæ-
ges udførelse af tvang. Denne kompetence henhører under Sundhedsvæsenets Disci-
plinærnævn. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har kompetence til i tilfælde af kla-
ger at træffe afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed.
Derudover vil de foreslåede bestemmelser om tvangsbehandling, tvangsindlæggelse,
fastholdelse m.v., blive omfattet af Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn efter gæl-
dende ret, herunder både det organisatoriske, risikobaserede tilsyn og tilsynet med
sundhedspersoner.
Patienter kan få erstatning efter de regler, der gælder i klage- og erstatningsloven,
hvis patienten har lidt en skade i forbindelse med behandlingen, mens det ikke vil
være muligt at få erstatning efter klage- og erstatningsloven, alene fordi tvangen har
været uberettiget. Det vil kræve, at der anlægges et søgsmål ved domstolene.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann
/
Frederik Rechenback Enelund
Side 2