L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
L 185 Bilag 1
Offentligt

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreministeriet

Høring over udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk

behandling af varigt inhabile

Udkastet til lovforslag §§ 1 og 5, formål og afgørende hensyn ved beslutningen om

tvangsbehandling:

Udkastet til lovforslag (fremover ”lovforslaget”) angiver i § 1, at formålet med loven er ”at

sikre den bedst mulige behandling”

med udgangspunkt i ”den

enkeltes behov”,

og angiver

endvidere, at der skal tages hensyn til ”den

enkelte patients værdighed”.

I § 5 i lovforslaget

kan man læse, at det afgørende for, om behandlingen kan gennemføres med tvang, er den

sundhedsfaglige nødvendighed, samt at behandling efter ”en

helhedsvurdering fremstår som

den bedste løsning for patienten”.

Det fremgår ikke nogen steder klart af lovforslaget, at patientens egne ønsker om

helbredelse eller om ikke at blive ”holdt i live” skal inddrages på anden måde end i den

beskrevne ”helhedsvurdering”. Ud fra et juridisk perspektiv, kan det undre, at patientens

værdighed,

fremgår som et hensyn, der skal tages i betragtning, mens patientens egen vilje

og egne ønsker til tilværelsen ikke er specifikt nævnt. Dette synes især mærkværdigt set i

lyset af, at selvbestemmelsen generelt antages at vægte tungt, og at det netop er retten til

selv at bestemme, der gør det nødvendigt at skabe lovhjemmel til tvangsbehandling. I lyset

heraf bør det fremgå lige så tydeligt af loven, at der skal tages betydeligt hensyn til den

pågældendes tydelige ønsker. Herunder at der skal tages hensyn til, at den pågældende

eksempelvis ønsker

resultatet

af en behandling, men er bange for den umiddelbare smerte

forbundet med behandlingen (eksempelvis ønsker smertelindring, men er bange for at få en

indsprøjtning, eller ønsker en funktionsduelig arm, men ikke tør lade nogen berøre en

brækket arm). Ønsker den pågældende at opnå resultatet af behandlingen, taler det for at

tillade en videre adgang til tvangsmæssig behandling, end hvis den pågældende ikke selv

oplever øget livskvalitet, når smerterne ved behandlingen vejes op mod det, der opnås

gennem behandlingen.

Såfremt den enkeltes værdighed nævnes konkret i loven, mens den enkeltes egne,

relevante holdninger til behandlingen ikke nævnes, selv om de ofte kan udfindes selv hos

personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, så kan det sende et signal

om, at værdigheden er et vigtigere parameter i helhedsbedømmelsen end den juridisk

inhabile patients egen holdning til behandlingen. Dette stemmer ikke overens med

principperne i Oviedo-konventionens artikel 6, hvoraf det fremgår, at en inhabil voksen, der

modtager sundhedsbehandling på baggrund af et stedfortrædende samtykke, så vidt muligt

selv skal inddrages i samtykkeproceduren. Dette er ikke af hensyn til beskyttelse af den

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

enkeltes værdighed, men af hensyn til at sikre videst mulig selvbestemmelse også for denne

persongruppe.

Lovforslagets § 3, persongruppen:

Lovforslagets begrænsning af persongruppen til personer med ”varigt” nedsat psykisk

funktionsevne antages at være et udtryk for, at man ønsker at begrænse

anvendelsesområdet og sikre, at der ikke gribes ind i selvbestemmelsesretten over for

personer, der selv er i stand til at træffe en informeret beslutning vedrørende

behandlingsspørgsmålet.

Varighedskravet er dog problematisk i forhold til personer, som midlertidigt kan mangle

evnen til at give et informeret samtykke, og som – i samme midlertidige tilstand – reagerer

stærkt imod de beslutninger, der træffes af værge eller pårørende eller sundhedspersonale i

overensstemmelse med sundhedslovens §§ 18 og 19.

Sundhedslovens §§ 18 og 19 giver

også mulighed for at behandle personer, der

midlertidigt

mangler evnen til give et informeret

samtykke. Ved at begrænse muligheden for at gennemføre behandling af personer med

varigt

nedsat psykisk funktionsevne med tvang forholder man sig ikke til behandlingsbehovet

hos gruppen af personer med stærkt – om end midlertidigt – nedsat psykisk funk-tionsevne.

Personer i denne gruppe kan være så påvirkede af deres funktions-evnenedsættelse, at de

reagerer stærkt mod behandling, og de efterlades i en ekstremt udsat situation, idet det nu

står helt klart, at de ikke kan behandles med tvang.

Denne gruppe omfatter eksempelvis demente i de indledende stadier, som kan være præget

af stærkt svingende funktionsevne, og som måske endda på klare dage selv har kunnet

samtykke til behandling af eksempelvis en kræftsygdom, men som kan være uklare på selve

dagen for behandling. Hvis behandlingen skal gives på bestemte tidspunkter for at opnå

effekt, vil disse personer være helt afhængige af, at de har ”en god dag” på de dage, hvor

behandlingen skal gennemføres.

Gruppen omfatter også personer, der er i choktilstand som følge af en ulykke, et slag mod

hovedet, påvirkning af stoffer eller alkohol, hjerneblødninger, blodpropper i hjernen eller

andre tilstande, som kan give kortvarig, men markant funktionsnedsættelse, men som ikke

giver mulighed for tvangsbehandling med baggrund i psykiatrilovens § 13.

Denne – uensartede – patientgruppe vil ikke med det foreliggende forslag kunne modtage

akut nødvendig behandling eller behandling, der skal gives på bestemte tidspunkter, såfremt

deres funktionsevne er betydeligt nedsat på behandlingstidspunktet, men ellers ikke er

nedsat.

Det forekommer uproblematisk, såfremt man udvider anvendelsesområdet for

tvangsbestemmelserne til at dække samme personkreds, som er dækket af sundhedslovens

§§ 18 og 19, dog nok med den tilføjelse, at patienter, der i ”klare perioder” har frabedt sig

behandling, ikke skal kunne tvinges til at modtage den behandling, de har fravalgt ved en

informeret beslutning, blot fordi de i visse perioder vil være omfattet af adgangen til at

behandle somatiske lidelser med tvang.

Bekendtgørelse af Europarådets konvention af 4. april 1997 om menneskerettigheder og biomedicin, BKI nr.

65 af 11/12/2000, se også herom Caroline Adolphsen og Signe Stensgaard Sørensen,

Behandling med

tvang?,

Institut for Menneskerettigheder, 2016, s. 15.

Lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016, sundhedsloven.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Man bør under alle omstændigheder tage stilling til, hvordan retstilstanden skal være, hvis

en voksen fornuftsmæssigt og på et informeret grundlag har fravalgt behandling eksempelvis

for kræft, men senere bliver omfattet af personkredsen, der kan behandles med tvang. Det

er ikke ualmindeligt, at de pårørende har en anden holdning til behandlingsspørgsmålet end

patienten selv.

I en sådan situation skal vedkommende måske nok kunne omgøre sin egen beslutning om

ikke at ville modtage behandling, men man bør – af hensyn til størst mulig respekt for den

enkeltes ret til selvbestemmelse – nok ikke tillade en sådan behandling ved brug af magt på

baggrund af de pårørendes stillingtagen til behandlingsbehovet. Det kan ikke forventes, at

alle i en sådan situation er gået så langt som til at udfærdige et livstestamente i

overensstemmelse med sundhedslovens § 5 (og relationen mellem behandling med tvang

og sundhedslovens § 5 er i øvrigt ikke klart beskrevet). Den pågældende har måske netop

blot fravalgt behandling i sin samtale med lægen og har ikke tænkt på, at en akut

hjerneblødning to dage senere ville åbne adgang for, at de pårørende kunne træffe en

anden beslutning, som så eventuelt ville kunne gennemføres med tvang efter de nu

foreslåede bestemmelser.

Lovforslagets § 5, sammenhængen mellem tvangsadgangen og sundhedslovens § 18:

Ved den klare kobling til sundhedslovens § 18 mangler der stillingtagen til patienter, der har

et akut behov for behandling, men som modsætter sig denne. Der er i sundhedslovens § 19

taget stilling til denne persongruppe og skabt hjemmel til, at disse personer kan behandles,

selv om de er ude af stand til at give et informeret samtykke, og selv om det ikke er muligt at

indhente et stedfortrædende samtykke, men der er ikke i § 19 hjemmel til at anvende magt til

at gennemføre behandlingen. Og når der ikke i udkastet til lovforslag skabes en sådan

hjemmel, er § 19’s anvendelse begrænset til situationer, hvor patienten enten er

samarbejdende eller forholder sig passivt til den tilbudte behandling. Netop i disse

situationer må man dog være opmærksom på, at en lang række patienter vil være bange,

utrygge og udadreagerende, hvorfor der vil være en række situationer, hvor den akut

nødvendige hjælp kun kan gennemføres ved anvendelse af magt.

Selv uden statistisk belæg må det forventes, at situationer med chokerede, forvirrede og

udadreagerende patienter, der har et akut behandlingsbehov, ikke har undtagelsens

karakter. I denne sammenhæng må det erindres, at man ikke kan forlade sig på

nødretsbetragtninger i tilfælde, som kan forudses af lovgiver, og som man derfor må

forvente, at lovgiver tager stilling til. Det må også understreges, at problemet ikke begrænser

sig til livsvigtig behandling, men også kan handle om et akut behov for at behandle for at

minimere skader, der ellers kan føre til længerevarende gener, varigt mén eller blot

betydeligt øget risiko herfor.

Lovforslagets § 7, stk. 2, forbud mod anvendelse af hjælpemidler til fastholdelse:

Med det foreslåede forbud mod at anvende hjælpemidler til fastholdelse viderefører

lovforslaget et grundlæggende problem fra servicelovens § 126 a om magtanvendelse i

forbindelse med udførelse af hygiejneopgaver, idet man mener på forhånd at kunne vurdere,

at hjælpemidler til fastholdelse er et større indgreb end menneskelig fastholdelse. Dermed

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

fjerner man den individuelle, faglige vurdering af, hvad der i det konkrete tilfælde vil være

mindst indgribende.

Det følger allerede af den almindelige forvaltningsret, og det gentages i § 6 i lovforslaget, at

man skal anvende det mindst indgribende middel, der er tilstrækkeligt til at opnå formålet.

Deri bør ligge en tilstrækkelig beskyttelse mod unødvendig anvendelse af meget indgribende

fikseringsredskaber, hvis formålet kan opnås på anden måde.

I praksis kan det være nødvendigt at være fire til fem personer om at fastholde voldsomt

udadreagerende voksne. Det er en voldsom situation, der kan opleves som ganske

ydmygende og angstprovokerende for personer, der ikke er trygge ved ukendte ansigter. I

disse situationer vil fastholdelse med personer være ude af trit med formålet om at sikre

størst mulig værdighed for den enkelte. For nogle vil en tung dyne over benene og

tilstedeværelse af kun to sundhedspersoner føles mere trygt og beroligende. Men som

lovforslaget er udformet, vil det ikke være muligt for personalet at lave en sådan vurdering i

situationen.

Såfremt man er bekymret for, at de tryghedsskabende initiativer nedprioriteres til fordel for

anvendelse af hjælpemidler til fysisk fastholdelse, kunne man i stedet stille et ufravigeligt

krav om, at der ved enhver magtanvendelse skal være en ”tryghedsperson” til stede, som

ikke må have anden funktion i situationen end at fungere som tryghedsskabende for

patienten. Ellers kan man – med det fremsatte forslag – komme i den situation, at der rundt

om patienten er mange mennesker, men deres primære opgave kommer til at være at

fastholde patienten frem for at skabe en relation til patienten.

Dette forbud forholder sig heller ikke relevant til de problemer, der kan være forbundet med

at behandle mennesker med voldsomme, ufrivillige bevægelser, som er ude af stand til at

give et konkret samtykke til anvendelse af fastspændingshjælpemidler, som han eller hun

ellers normalt anvender.

Som udkastet til lovforslaget er udformet, hvor der i § 8 gives hjemmel til at anvende

beroligende midler, hvis ”det

er nødvendigt for at gennemføre den besluttede

tvangsbehandling”,

reduceres sundhedspersonalets valgmuligheder betydeligt, når de har at

gøre med de allermest udadreagerende patienter. Såfremt tryghedsskabende initiativer

enten er virkningsløse eller vil tage for lang tid at gennemføre og derved udsætte patienten

for yderligere risici, efterlades sundhedspersonalet med valget mellem at udsætte patienten

for den ubehagelige fastholdelse af mange (som oftest ukendte) personer på én gang eller

indgivelse af beroligende medicin.

Det er muligt, at fastholdelse ved anvendelse af hjælpemidler oftest er mindre skånsomt end

medicinering eller menneskelig fastholdelse, men i så fald følger det allerede af § 8 i

lovforslaget, at der ikke kan anvendes hjælpemidler til fastholdelsen, idet det mindst

indgribende middel skal anvendes. Det forekommer unødvendigt at begrænse personalets

faglige vurdering af, hvilket indgreb der konkret er mest skånsomt, til et valg mellem

fastholdelse af personer og indgivelse af beroligende medicin, hvis problemet i nogle tilfælde

kan løses ved hjælp af beroligende kugle- eller kædedyner, fastholdelse af arm eller hoved

Lovbekendtgørelse nr. 1270 af 24. oktober 2016, lov om social service.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

med fikserende bælter, som den pågældende i forvejen anvender i dagligdagen for at

reducere problemerne ved ufrivillige bevægelser eller lignende.

Som lovforslaget nu er udformet med forbuddet mod at anvende hjælpemidler til

fastholdelsen, er der desværre en udpræget risiko for, at man vil føle sig nødsaget til at

anvende beroligende medicin over for personer, der kunne have været behandlet effektivt og

trygt ved anvendelse af særlige hjælpemidler.

Det vil kun være muligt at anvende fastspændingshjælpemidler over for patienter, der selv er

i stand til at samtykke hertil, hvilket stiller mennesker, der normalt anvender sådant udstyr, i

den paradoksale situation, at deres sædvanlige udstyr kun kan anvendes i en

behandlingssituation, såfremt de selv er i stand til at meddele sundhedspersonalet, at de er

indforstået med anvendelsen.

Dertil kommer, at det er uklart, hvad bestemmelsen betyder for anvendelsen af

fikseringshjælpemidler i situationer, hvor dette er nødvendigt for gennemførelse af

behandlingen af alle patienter, der af den ene eller den anden grund kan risikere at flytte på

sig under behandlingen. Dette kan være tilfældet i forbindelse med strålebehandling,

røntgenfotografering, scanning eller operationer, hvor også små, ufrivillige bevægelser under

bedøvelse kan være problematiske. For en umiddelbar læsning af bestemmelsen vil

sådanne hjælpemidler fremover kun kunne anvendes over for personer, der er i stand til selv

at samtykke til anvendelsen, hvilket ikke kan være i overensstemmelse med formålet om at

sikre også denne persongruppe ”den

bedst mulige behandling, omsorg og beskyttelse”,

jf.

lovforslagets § 1.

Lovforslagets kapitel 3, opremsning af tilladte magtmidler:

Det er i sig selv ikke tilrådeligt at foretage en sådan udtømmende opremsning af de tilladte

magtmidler, når dette sammenholdes med det almindelige krav om, at indgrebet skal foregå

så skånsomt som muligt og efter et mindstemiddelsprincip. Opremsning af tilladte og et

enkelt eksempel på aldrig tilladte magtmidler (hjælpemidler til fastholdelse) gør det uklart,

hvilke andre metoder der lovligt kan anvendes med henvisning til, at de ganske vist ikke er

omfattet af de oplistede tvangsindgreb i kapitel 3, men i stedet må klassificeres som

mindre

indgribende

end de oplistede tvangsindgreb, selv om de stadig falder inden for

tvangsområdet, som defineret i § 1, stk. 2, som ”foranstaltninger

som en patient i ord eller

handling modsætter sig”.

Det er i særlig grad problematisk, at der ikke er taget stilling til skjult medicinering i

lovforslaget. Det vil sjældent være det mindste middel at fastholde en patient for at indgive

nødvendig medicin frem for eksempelvis at skjule medicinen i maden. Men med

lovforslagets udformning er det uklart, i hvilket omfang den indeholdte hjemmel til

fastholdelse af patienten (eller allerede de pårørendes samtykke til behandling) rummer

mulighed for, at personalet som alternativ til fastholdelse kan anvende andre metoder –

herunder eksempelvis skjule medicinen i mad eller drikke eller lyve for patienten om

medicinens karakter – eksempelvis sige om beroligende medicin, at det er en vitaminpille.

Se om problematikken i servicelovens § 126 a i Eva Naur,

Magtanvendelse over for voksne,

Jurist- og

Økonomforbundets Forlag, 2015, kap. 13, afsnit 16.6, ”Kravet om menneskelig fastholdelse”.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Denne problematik hænger tæt sammen med sidste punkt, idet det er uklart, om tiltag, som

normalt ikke er lovlige (at skjule medicin, lyve for patienten m.v.), og som fører til, at

patienten samarbejder under falske forudsætninger, kan være hjemlet i de pårørendes

samtykke, jf. sundhedslovens § 18, og derfor ikke skal tilføres tvangsprotokollen, eller om de

kan være hjemlet i de foreslåede bestemmelser om magt, og om de i givet fald skal tilføres

til tvangsprotokollen som et ”det mindre i det mere”-indgreb, se nedenfor.

Lovforslagets § 12, tvangsprotokol og indberetning:

Det er ligeledes uklart, om kun egentlig fysisk fastholdelse skal tilføjes tvangsprotokollen

efter § 12, stk. 2. Som bestemmelsen er udformet, er det svært at se, om de her beskrevne

andre metoder (skjule medicinen, ”overtale” med henvisning til, at tvang er en mulighed)

også skal tilføjes tvangsprotokollen. Ud fra en juridisk vurdering skal sådanne metoder,

såfremt de anvendes som alternativ til tvang, også tilføjes en tvangsprotokol, idet hjemlen til

at anvende dem i givet fald vil være, at personalet har ret til at anvende mere indgribende

metoder. Men som bestemmelsen er udfærdiget, fremstår det ikke klart. Dette problem

kendes allerede på servicelovens område.

Venlig hilsen

Eva Naur Jensen

Adjunkt

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds‐ og ældreministeriet

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Vedr.: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af

varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven)

Alzheimerforeningen takker for muligheden for at afgive høringssvar til lovforslaget om an‐

vendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile.

Muligheden for at få adgang til forsvarlig sundhedsfaglig behandling for de sygdomme, man

lider af, er af afgørende betydning for mennesker med demenssygdom. Alzheimerforenin‐

gen hilser derfor lovforslaget velkomment ‐ ikke mindst fordi der med lovforslaget nu etab‐

leres lovmæssige rammer om tvangsbehandling, hvilket vil øge demenspatienters retssik‐

kerhed. Der gives samtidigt et retsligt grundlag for nødvendig dokumentation, der vil gøre

det muligt systematisk at arbejde på nedbringelse af den tvangsbehandling, som i dag fore‐

går uden for sundhedslovens bestemmelser.

Alzheimerforeningen er derfor enig i lovforslagets tredelte formålsparagraf, herunder især

at formålet er at begrænse tvang og indgreb i den personlige frihed overfor den enkelte pati‐

ent til det absolut nødvendige.

Vejledning og rådgivning til personale skal være på plads først

Alzheimerforeningen skal understrege, at forudsætningen for, at lovforslagets formål kan

indfries, vil være, at det personale, der i det daglige skal tage beslutning om og efterfølgende

gennemføre den konkrete tvangsbehandlingen, har de rette forudsætninger for at forebygge

og undgå brug af tvang. Alzheimerforeningen skal derfor foreslå

‐

at der samtidig med lovens ikrafttræden tilvejebringes et gennemar‐

bejdet og handlingsorienteret vejledningsmateriale, som er målret‐

tet de personer, der skal gennemføre tvangsbehandlingen – eventu‐

elt efter delegation.

Det er efter Alzheimerforeningens vurdering samtidigt nødvendigt at understrege, at an‐

vendelse af tvang alene kan begrundes i hensynet til patientens helbred og sikkerhed. I et

sundhedsvæsen, der er stærkt presset både i regioner og kommuner fx på plejehjem, skal en

hver risiko for, at tvangsbehandling tages i brug på baggrund af manglende ressourcer, und‐

gås. Alzheimerforeningen skal derfor foreslå

‐

at der til lovforslagets & 6, stk. 2 tilføjes, at tvangsindgreb ikke må

besluttes eller iværksættes på grundlag af ressourcemangel eller an‐

dre administrative hensyn.

Alzheimerforeningen, Løngangstræde 25, 4. sal 1468 København K

tlf.: 3940 0488, e‐mail: post@alzheimer,dk; hjemmeside: www.alzheimer.dk

København, den 15. februar 2017

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Behov for patientrådgiver

Det er endvidere Alzheimerforeningens opfattelse, at retssikkerheden for patienter, der be‐

handles med tvang, skal sikres bedst muligt. Det er især vigtigt, taget patientgruppens kog‐

nitive funktionsniveau i betragtning, at patienter, der udsættes for tvangsbehandling, og

eventuelle pårørende, får den nødvendige hjælp og støtte herunder ikke mindst hjælp til en

eventuel klage. Alzheimerforeningen skal derfor foreslå,

‐

at patienter, der efter denne lovs bestemmelser, udsættes for tvangs‐

behandling, tilbydes en patientrådgiver, som skal sikre støtte til pa‐

tienter ‐ herunder især patienter, der ikke har pårørende – og samti‐

dig sikre støtte til de patienter, der vil klage over anvendelse af

tvang.

Anvendelse af tvang skal indberettes hver gang

Systematisk registrering og dokumentation af omfanget og karakteren af tvangsbehandling

er en væsentlig forudsætning for, at anvendelsen af tvang overfor varigt inhabile patienter

kan nedbringes. Alzheimerforeningen hilser derfor lovforslagets bestemmelser om indberet‐

ning af beslutning om tvang velkommen. Men for at kunne give et retvisende billede af om‐

fanget og karakteren af tvangsbehandling overfor varigt inhabile patienter, er det nødven‐

digt ikke kun at registrere beslutningen om tvangsbehandling, men også omfanget af den

efterfølgende og konkrete tvangsbehandling, hver gang denne foretages. Alzheimerforenin‐

gen skal derfor foreslå

‐

at både beslutning om og den konkrete anvendelse af tvangsbehand‐

ling indberettes til Sundhedsdatastyrelsen hver gang, der er foreta‐

get en tvangsbehandling, og at disse data videregives til Styrelsen for

Patientsikkerhed med henblik på opsamling af viden til brug for læ‐

ring i sundhedsvæsenet.

Ret til at indgive klage på anden måde end digitalt

Alzheimerforeningen hilser også lovforslagets bestemmelser om klagemuligheder vel‐

komne. Det er en forudsætning for retssikkerheden, at patienter‐ eller dennes pårørende,

væger eller fremtidsfuldmægtig ‐ gives betryggende mulighed for at klage over en beslut‐

ning om anvendelse af tvangsbehandling. Men Alzheimerforeningen har desværre erfaret,

at klageadgangen ifølge bemærkninger til lovforslaget som udgangspunkt skal foregå via

Styrelsen for Patientsikkerheds digitale løsning. Ifølge bemærkningerne vil der i helt særlige

situationer og efter en konkret vurdering kunne gives adgang til at klage på anden vis. Men

det er Alzheimerforeningens erfaring, at mennesker med demenssygdom i stigende grad op‐

lever problemer med introduktion og administration af digitale løsninger herunder især of‐

fentlige løsninger bl.a. via anvendelse af NemID. Alzheimerforeningen skal derfor foreslå

‐

at patienter, der udsættes for tvangsbehandling efter denne lov, gi‐

ves ret at klage over afgørelsen på anden måde end den digitale løs‐

ning.

Alzheimerforeningen, Løngangsstræde 25, 4. sal, 1468 København K

tlf.: 3940 0488, e‐mail: post@alzheimer,dk; hjemmeside: www.alzheimer.dk

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Patientorganisationer skal med i Tvangsbehandlingsnævnet

Ifølge lovforslaget nedsætter sundhedsministeren et Tvangsbehandlingsnævn, der består af

en formand, et medlem beskikket efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer og et

medlem beskikket efter indstilling fra enten Lægeforeningen eller Tandlægeforeningen. Da

hovedparten af de patienter, der til dagligt vil blive udsat for tvangsbehandling, er patienter

som ikke er repræsenteret af Danske Handicaporganisationer, virker det besynderligt, at pa‐

tientorganisationer slet ikke får mulighed for at indstille et medlem til Tvangsbehandlings‐

nævnet. Alzheimerforeningen skal derfor foreslå

‐

at Danske Patienter gives mulighed for at indstille et medlem af

Tvangsbehandlingsnævnet

Har ministeriet spørgsmål eller kommentarer til ovenstående bemærkninger står vi natur‐

ligvis til rådighed herfor.

Med venlig hilsen

Birgitte Vølund

Landsformand

Alzheimerforeningen

Nis Peter Nissen

Direktør

Alzheimerforeningen

Alzheimerforeningen, Løngangsstræde 25, 4. sal, 1468 København K

tlf.: 3940 0488, e‐mail: post@alzheimer,dk; hjemmeside: www.alzheimer.dk

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Afdeling O

Blegdamsvej 9

2100 København Ø

Sundheds- og Ældreministeriet

Opgang

Afsnit

6233

Telefon

3864 7080

Fax

3864 7077

Mail

[email protected]

Dato: 14.februar 2017

Vedr. høring af Forslag til Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af

varigt inhabile (Tvangsbehandlingsloven)

Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) takker for modtagelsen at ovennævnte lovforslag i

høring. Selskabet har i mange år, sammen med andre aktører, kæmpet for lovgivning

på dette område, så det er en stor glæde, at der langt om længe sker noget.

Somatisk behandling af varigt inhabile der modsætter sig indgreb, har alt for længe

været et område, hvor fagfolk enten har måttet handle i modstrid med sundhedslo-

ven eller i modstrid med omsorgen for medmennesket. Mange gange har dette med-

ført store lidelser, og ultimativt alt for tidlig død, for varigt inhabile, der har modsat

sig somatisk behandling. I forsøget på at undgå unødig lidelse har sundhedspersonale

ind imellem udført ulovlig og ureguleret tvang, i andre tilfælde har man brugt Psyki-

atriloven for at få lovhjemmel til tvangsanvendelse – men disse mennesker er ikke

psykisk syge og dermed har denne omgåelse også været ulovlig.

DPS erkender, at det er et vanskeligt område at lovgive på, og at der har været stor

bekymring for, at en sådan lovgivning kunne blive en glidebane i forhold til at indføre

mere tvang, og ikke anerkende voksne menneskers autonomi.

DPS finder at dette lovforslag imødegår disse bekymringer på fineste vis.

1. Formål, anvendelsesområde, persongruppe, og delegation og varighed af be-

slutninger, er tydeligt beskrevet.

2. Tvangsbehandling kan kun gennemføres med samtykke fra en værge, en

nærmeste pårørende eller en fremtidsfuldmægtig, eller ved tilslutning fra en

anden sundhedsperson med faglig indsigt på området og skal ud fra en sund-

hedsfaglig vurdering vil føre til væsentlig forringelse af patientens helbred el-

ler sundhedstilstand.

Ethvert tvangsindgreb skal være så skånsomt og kortvarigt som muligt og stå

i rimeligt forhold til formålet med indgrebet. Forinden skal tillidsskabende til-

tag være forsøgt, og patienten skal forinden være forsøgt motiveret til be-

handlingen.

4. Tvangsindgreb med henblik på at kunne udføre tvangsbehandling begrænses

til fastholdelse, beroligende medicin, tvangsindlæggelse og tilbageførsel. Der

må ikke anvendes hjælpemidler og remedier som fx bælte eller remme. Her

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

er personalets sikkerhed dog også væsentlig at have for øje, nogle gange er

det måske mere skånsomt for alle parter hvis der anlægges et bælte i stedet

for udelukkende at anvende fastholdelse.

5. Der skal udfyldes en tvangsprotokol med angivelse af beslutningens omfang

og begrundelse derfor. Beslutningen om anvendelse af tvang skal indberettes

til Sundhedsdatastyrelsen.

6. Der etableres klageadgang og oprettes et Tvangsbehandlingsnævn til be-

handling af klager.

DPS finder således, at lovforslaget på bedst mulig vis imødegår bekymringen for unø-

dig tvangsanvendelse overfor varigt inhabile.

På vegne af Dansk Psykiatrisk Selskabs bestyrelse

Torsten Bjørn Jacobsen

Formand for Dansk Psykiatrisk Selskab

Anne Grethe Viuff

Bestyrelsesmedlem i Dansk Psykiatrisk Selskab

Side 2

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundhed- og Ældreministeriet

Holbergsgade 6

1057 København K

København, den 15. februar 2017

Høringssvar vedr. udkast til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile.

Dansk Psykolog Forening takker for det tilsendte høringsmateriale og muligheden for at afgive hørings-

svar.

Generelle bemærkninger

Indledningsvist ønsker Dansk Psykolog Forening at anerkende lovforslagets formål efter

§ 1

om at sikre

den bedst mulige behandling, omsorg og beskyttelse af patienten, under hensyn til den enkeltes behov,

værdighed og grundlæggende retsprincipper, samt at begrænse tvang og indgreb til det absolut nødven-

dige. Dansk Psykolog Forening har dog en række indvendinger og forholder sig derfor i nærværende hø-

ringssvar til følgende dele af lovudkastet:

Definitionen af tvang og samtykke

Definition af persongruppen samt behovet for fagpersoner med særlige kompetencer

Definition af en sundhedsfaglig nødvendig behandling

Afgræsning til Serviceloven

Den tidsmæssige ramme på 6 mdr.

Tvangsbehandlingsnævnet

1) Definitionen af tvang og samtykke

I lovens § 1, Stk. 2 defineres tvang: "Ved tvang forstås i denne lov anvendelse af foranstaltninger, som en

patient i ord eller handling modsætter sig." Lovforslaget vedrører udelukkende patienter som er defineret

som varigt inhabile og som derfor ikke vurderes at kunne give samtykke (implicit eller eksplicit). Lovforsla-

get specificerer så, hvilke betingelser der bør være opfyldt før man kan igangsætte somatisk behandling i

de tilfælde, hvor patienten i ord eller handling modsætter sig.

Dansk Psykolog Forening ønsker at understrege, at en patient der vurderes inhabil i spørgsmålet om at

afvise somatisk behandling er tilsvarende inhabil i spørgsmålet om at give sit samtykke. Det betyder, at

tvang ikke lader sig relevant definere alene som foranstaltninger, som en patient i ord eller handling mod-

sætter sig, men også foranstaltninger, som patienten ikke modsætter sig og til hvilke der ikke fra en værge

eller lignende er givet samtykke.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

I de tilfælde hvor patienten er varigt inhabil, men ikke modsætter sig behandling, specificerer Sundhedslo-

vens Kapitel 5, paragraf 18, at der skal søges om informeret samtykke til behandling hos patientens pårø-

rende/værge. Det nye lovforslag bør fra begyndelsen henvise til paragraf 18 og understrege, at der ved

varigt inhabilitet altid skal søges om samtykke fra anden side, uanset hvordan patienten i øvrigt forholder

sig til et behandlingsforslag, idet patienten hverken er habil til at give samtykke eller afslag.

Loven skal beskytte den enkeltes integritet i en nødvendig afvejning mod den sundhedsfaglige indikation

af foranstaltningen, og der resterer en stor risiko for, at integriteten forulempes ved at et inhabilt menne-

ske ikke har samme ret, som habile mennesker, til, at der afgives et egentligt samtykke før foranstaltnin-

gen iværksættes. Problemet ved at undlade at adressere et manglende samtykke er, at habiliteten så pla-

ceres i kvaliteten af det svar man som læge eller tandlæge får (ja/nej) i stedet for i de kognitive processer,

som udgør habiliteten.

2) Der ønskes en skarpere definition af persongruppen

I lovforslaget er persongruppen defineret således:

”patie ter, der er fyldt 15 år, og so varigt a gler ev-

nen til at give informeret samtykke til behandling, jf. §§ 14 og 18 i Sundhedsloven”.

I bemærkninger til lovforslaget (2.1.3.2) uddybes definitionen noget ved at henvise til personer, der efter

Sundhedslovens §§ 14 og 18 mangler evnen til at give informeret samtykke, med eksempler:

”som

har for

eksempel et varigt nedsat psykisk eller kognitiv funktionsevne, uanset om denne er medfødt eller erhver-

vet, f.eks. mentalt retarderede, udviklingshæmmede patienter med demens, hjerneskadede m.v.”

Disse kategorier er dog ret brede

og uspe ifikke. ”Hjer eskade” ka reelt set spæ de over et ko ti uu

fra en person, som efter en erhvervet hjerneskade ikke længere kan tage vare på sig eller forstå konse-

kvenserne af sine beslutninger til en person, der har varigt nedsat fx evne til synsbearbejdning, men som

fortsat varetager et fuldtidsar ejde. ”Kog itiv fu ktio sforri gelse” er ligeledes e

eget red

eteg-

nelse, og det præciseres ikke hvilke kognitive evner, der menes. Det er i udkastet yderligere skitseret, at

der sigtes efter at patie ter der ”so

følge af funktionsnedsættelsen i den konkrete behandlingssituation

ikke er i stand til at varetage egne i

teresser og overskue ko sekve ser e af et eha dli gs ehov”.

Dette

præciserer definitionen i nogen grad, idet der dermed sigtes mod nedsat dømmekraft, men det er fortsat

vagt og der gives ikke noget indtryk af i hvilken grad dømmekraften skal være nedsat for at være omfattet

af loven. Dette bør præciseres nærmere.

Dansk Psykolog Forening ønsker at understrege at det er overordentligt vanskeligt at vurdere om en pati-

ent med f.eks. hjerneskade eller demenssygdom er i stand til at varetage egne interesser og overskue kon-

sekvenserne af en evt. (manglende) behandling. Der kan f.eks. være tale om patienter med svær funkti-

onsforringelse, men som udmærket er i stand til at varetage deres interesser og afvise behandling. Det er

derfor yderst vigtigt at fagpersoner med særlig kompetence og ekspertise inddrages i denne type vurde-

ringer, såsom speciallæger i geriatri, neurologi eller psykiatri, specialister i neuropsykologi eller geron-

topsykologi (hvor der er tale om demens/aldring).

I lovudkastet fremføres at

”Det

kan således efter omstændighederne være nødvendigt at tilkalde en speci-

allæge i geriatri, psykiatri eller neurologi eller andre med den særlige viden, der gør sig gældende for

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

denne patientgruppe”. Ift. dette udsagn bør det tydeliggøres,

hvornår og hvor ofte

der vil være behov for

at tilkalde en speciallæge ifm. vurdering af varig inhabilitet. I de fleste situationer bør det være et krav, at

vurdering af en patients inhabilitet foretages af fagpersoner med særlig ekspertise inden for det specifikke

område. Herunder speciallæger i neurologi, subspeciale i demens og lignende, men ved behov ligeledes

neuropsykologer, når der er tale om patienter med erhvervet hjerneskade eller demens, og hvor der er

behov for en vurdering af patientens kognitive evner. Der opfordres derfor til, at neuropsykologer nævnes

sammen med speciallæger med særlig kompetence indenfor demensområdet og hjerneskadeområdet i

forhold til vurdering af kognitivt funktionsniveau, som er neuropsykologers kernekompetence.

I forlængelse af overvejelserne om kompleksiteten af disse vurderinger og behovet for særligt kvalificeret

fagpersonale, finder Psykologforeningen det betænkeligt, at loven skal gælde alle steder hvor der blot er

en fagperson med sundhedsfaglig autorisation tilstede, idet graden af mulig uddelegering heller ikke fin-

des tilstrækkelig afgrænset i lovforslaget.

Endelig bemærker Dansk Psykolog Forening at det bør være patientens generelle evne til at træffe kvalifi-

cerede beslutninger der er afgørende for at træffe beslutning om varig inhabilitet, og ikke som fremført i

lovforslagets bemærkninger en inhabilitetsvurdering der er forankret i den konkrete behandlingssituation.

Der ø skes e præ iseri g og ekse plifi eri g af ” su dhedsfaglig ødve dig eha dli g”

Dansk Psykolog Forening finder at lovforslagets indgriben overfor patientens retstilling i nogen grad mod-

svares dels ved at der skal indhentes samtykke fra nærmeste pårørende eller værge og dels ved at det ved

tvangsindlæggelse og tvangsbehandling ikke er samme læge der skal træffe beslutning om hvert af disse

tiltag. Foreningen tilslutter sig endvidere formuleringen:

”Det er derfor afgørende for regeringen, at der

fastsættes en proportionalitetsvurdering og et mindstemiddelsprincip. Det er samtidig afgørende for regerin-

gen, at anvendelsen af tvang alene sker af hensyn til patienten og dennes sundhed og ikke af administrative

hensyn. Ressource- eller personalehensyn må således aldrig være årsag til indgreb, ligesom anvendelsen af

tvang ikke kan danne grundlag

for nedjusteringer i personalenormeringen” (2.1.1.3 s. 19).

Dog finder Psykologforeningen det nødvendigt, at lovforslaget indarbejder nærmere beskrivelser af hvad

der kan forstås som en sundhedsfaglig nødvendig behandling, og hvilke tilstande hos varigt inhabile pati-

enter der kan nødvendiggøre beslutninger om tvang. Tilstande som kan forværre den varigt inhabile pati-

ents funktionsniveau er overordnet delirøse tilstande (der ofte har infektionstilstande som årsager), smer-

tetilstande (som ex meget dårlig tandstatus) og diabetes / stofskiftetilstande, livstruende operationer og

øvrige nævnt i kommentarerne. Det, der kendetegner tilstande, der kræver nødvendig sundhedsfaglig be-

handling må imidlertid bero på en forståelse af at den varigt inhabile

patients aktuelle funktionsniveau er

truet, hvis der ikke sker behandling.

At specificere de behandlingskrævende tilstande i størst muligt om-

fang vil bidrage til

at sikre, at der overlades for eget til ” ødve dige skø ”.

Formålet med behandlingen

bør være at drage omsorg for patienten, herunder minimere smerte, lidelse, angst eller væsentlig ulempe

for patienten.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

4) Serviceloven ift. magtanvendelse ved hygiejnesituationer

Lovforslaget ækvivalerer de i psykiatriloven strenge krav til tvang, nu bare i forhold til sundhedssektor og

lovgivning. Dansk Psykolog Forening mener dog, at der allerede ligger tilstrækkelige bestemmelser om

magtanvendelse i hygiejnesituationer indenfor Serviceloven, der umiddelbart kan overføres til Sundheds-

loven. Vi vil derfor anbefale at man i forhold til lovforslagets §11 læner sig op af Servicelovens bestemmel-

ser om magtanvendelse ved hygiejnesituationer med henblik på at gøre magtanvendelsen mindre indgri-

bende, både hvad angår tidsramme og de konkrete situationer, som magtanvendelsen kan eksistere i. Det

vil så være nødvendigt at have en sundhedsfaglig instans, der tillader og legitimerer magtanvendelsen i

hygiejnesituationer i sundhedsvæsenet indenfor en nærmere bestemt tidsramme (som dog ikke bør være

lige så lang som foreslået i udkastet

–

se nedenfor).

5) Argumenterne for en gyldighed på 6 måneder bør overvejes

Af § 4 fremgår det at:

…

Beslutninger, som en læge eller tandlæge træffer efter § 5, stk. 1, § 7, stk. 1, § 8,

stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1-4, og § 11, stk. 1, har

gyldighed i en periode på seks måneder,

med mindre

lægen eller tandlægen vurderer, at en kortere periode er tilstrækkelig."

Inden for hjerneskadeområdet og demensområdet, kan en patients kognitive tilstand variere i høj grad

over relativt korte tidsintervaller (hhv. måneder, uger og i nogle tilfælde dage). Dansk Psykolog Forening

mener ikke at lovforslaget fremlægger faglige begrundelser for den nævnte tidsperiode, og denne bør

derfor overvejes nærmere.

6) Tvangsbehandlingsnævnet

Personer med som er varigt inhabile, f.eks. pga. hjerneskade eller demens har i udgangspunktet potenti-

elt sværere ved at aflæse omverdenens krav og signaler og har således et endnu større behov for at op-

leve en sikker og tryg hverdag, også når de behandles i sundhedsvæsenet. Oplevelsen af tvang er en

stressfaktor som potentielt kan være meget skadelig for patientens psykologiske og mentale trivsel. Der-

for er det af allerstørste vigtighed at lovforslaget sikrer at der kun anvendes tvang når det er absolut nød-

vendigt af hensyn til patienten selv og præcist afgrænser hvilke patientgrupper og tilstande som kan be-

rettige tvang. Endelig bør det sikres at alle relevante socialpædagogiske tiltag og motivationsforsøg har

været forsøgt og i tilstrækkelig grad inden der træffes beslutning om tvang. Psykologer har en særlig fag-

lighed ift. dels at vurdere patienters kognitive funktion og dermed graden af habilitet/inhabilitet, og kan

med fordel anvendes til at forebygge tvang ved en øget indsigt og dialog med patienten og dennes per-

spektiv.

I forhold til lovforslagets

§16b

foreslår Dansk Psykolog Forening, at Tvangsbehandlingsnævnet suppleres

med en psykolog (evt. en specialpsykolog jf. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse § 16 i lov om autorisation

af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1350 af 17. december

2008), der derudover består af en læge, en jurist og et udpeget medlem af handicaporganisation. Dette

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

kan være medvirkende til i en evt. tvivls- eller klagesag at vurdere patientens grad og varighed af inhabili-

tet, samt sikre en uvildig vurdering af at alle relevante socialpædagogiske handlinger og motivation har

været forsøgt og har været tilstrækkelige, inden der træffes beslutning om tvang.

Med venlig hilsen

Eva Secher Mathiasen

Formand, Dansk Psykolog Forening

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Til

Sundheds- og Ældreministeriet

Center for Sundhedsjura og Psykiatri

København, 10.2.2017

Dansk Psykoterapeutforening har modtaget

Høring over udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile

(tvangsbehandlingsloven).

Dansk Psykoterapeutforening takker for muligheden for at afgive høringssvar, foreningen har ingen

bemærkninger.

Med venlig hilsen

Pia Jeppesen

Formand for Dansk Psykoterapeutforening

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Til Sundheds- og Ældreministeriet

Center for Sundhedsjura og Psykiatri

E-mail:

[email protected]

Cc:

[email protected]

Blekinge Boulevard 2

2630 Taastrup, Danmark

Tlf.: +45 3675 1777

Fax: +45 3675 1403

[email protected]

www.handicap.dk

Taastrup, den 14. februar 2017

Sag 17-2017-00143 – Dok. 301931/mmh_dh

Danske Handicaporganisationers (DH) høringssvar til udkast til

forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af

varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven)

DH takker for det tilsendte udkast til lovforslag.

1. Overordnet vurdering af lovforslaget

Forslaget indfører tvang i det somatiske sundhedsvæsen. Det er et meget vidtgående skridt.

Der er tale om tendens, for flere andre tiltag trækker i samme retning (lov om alarm- og

pejleordninger, lovforslag om specialiserede psykiatriske afdelinger). Tvang ses i stigende

grad som løsningen – det finder DH meget bekymrende. Ikke mindst i lyset af, at man på

psykiatri-området kæmper en lang og sej kamp for at få nedbragt tvangen dér.

DH anerkender, at tvang kan være berettiget for at sikre nødvendig behandling. Og en fordel

ved lovforslaget er, at ulovlig og skjult magtanvendelse bringes ind under ordnede juridiske

rammer.

Men lovforslaget er ikke godt nok, som det ligger. Det skal forbedres. Og så bør Folketinget

allerede nu forpligte sig til at forebygge tvang. Hovedlinjerne er:



Tilbyd sundhedstjek til berørte målgrupper (mennesker med udviklingshæmning,

alvorlig hjerneskade m.fl.) for at forbedre deres sundhed og forebygge tvang.



Styrk retsbeskyttelsen af de berørte borgere.



Sæt mere fokus på at støtte berørte borgere i at træffe egne beslutninger om

behandling.



Forbered implementeringen grundigt, uddan sundhedspersonalet.



Respektér FN’s Handicapkonvention.

DH’s medlemsorganisationer: ADHD-foreningen • Astma-Allergi Danmark • Danmarks Bløderforening • Lungeforeningen • Psoriasisforeningen • Dansk Blindesamfund • Foreningen Danske

DøvBlinde • Epilepsiforeningen • Dansk Fibromyalgi-Forening • Dansk Handicap Forbund • Dansk Landsforening for Hals- og Mundhuleopererede • Danske Døves Landsforbund •

Diabetesforeningen • Stammeforeningen i Danmark • Gigtforeningen • Hjernesagen • Hjerneskadeforeningen • Høreforeningen • Landsforeningen Autisme

• Landsforeningen LEV • SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed • Cystisk Fibrose Foreningen • Muskelsvindfonden • Nyreforeningen • Ordblinde/

Dysleksiforeningen i Danmark • Osteoporoseforeningen • Parkinsonforeningen • UlykkesPatientForeningen og PolioForeningen • Sammenslutningen af Unge Med

Handicap • Scleroseforeningen • Spastikerforeningen • Stomiforeningen COPA • Stofskifteforeningen

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Følg lovforslaget op med sundhedstjek: forebyg både tvang og sygdomme

Lovforslaget vil gerne styrke omsorgen for en gruppe borgere med psykiske og eller

kognitive handicap. Tvang er desværre kun i ringe omfang løsningen.

Det skyldes, at hovedproblemet er, at mange helbredsproblemer, banale som såvel som

alvorlige, slet ikke bliver opdaget, udredt og behandlet. Bl.a. fordi mange borgere med

nedsat psykisk funktionsevne ikke magter at tage hånd om eget helbred.

Det er en væsentlig årsag til, at overdødeligheden for disse grupper af borgere er markant, i

størrelsesordenen 15-20 år.

Hvis man virkelig vil gøre noget effektivt, skal man starte i de første led i omsorgskæden.

Der er derfor behov for en tidlig, systematisk og opsøgende indsats. Det kan ske ved at

etablere et tilbud i alle landets kommuner om et tilbagevendende sundhedstjek til de

grupper, som for en stor dels vedkommende udgør målgruppen for lovforslaget.

Bostedet Tangkær i Region Midt har i januar 2017 fået en pris (”Den Gyldne Tråd”) for sin

model med sundhedstjek, der har kørt siden 2011. Erfaringerne er meget positive. Mange

sundhedsproblemer hos de berørte beboere er blevet afdækket og behandling iværksat. Der

anvendes mindre sovemedicin, psykofarmaka mv. end før. Der er mindre overvægt hos

beboerne end før. Der er markant færre indlæggelsesdage. Og – hvad der er vigtigt i denne

sammenhæng – der anvendes mindre magt end før.

DH foreslår:

Regeringen og Folketingets partier tager skridt til at etablere et tilbud om et opsøgende

regelmæssigt sundhedstjek hos den praktiserende læge til borgere i målgruppen (personer

med psykiske eller kognitive funktionsnedsættelser som udviklingshæmning,

sindslidelse, svær hjerneskade mv.).

Varighed af beslutninger om tvang

Varigheden af beslutninger om anvendelse af tvang er ifølge § 4, stk. 4, sat til at gælde i en

periode på 6 måneder. DH mener, en kortere periode er mere betryggende. Det sikres

dermed, at lægen eller tandlægen hyppigere skal tage stilling til nødvendigheden af tvang.

Rapport om modellen kan ses her:

http://www.svo.rm.dk/om-specialomradet/tangkaer/udvikling/sundhedsprojekt/

Se mere om DH-forslag til sundhedstjek her:

http://www.handicap.dk/files/2368/Sundhedstjek%20til%20sårbare%20grupper%20(Det%20nære%20sundhedsvæse

n)-269670.9.0-276709_(2).pdf

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

DH foreslår:

Gyldigheden af beslutninger om anvendelse af tvang nedsættes fra de foreslåede 6 måneder

til 3 måneder.

Hurtig klageadgang og opsættende virkning

Lovforslaget lægger op til, at klager skal behandles i et nyt nævn kaldet

Tvangsbehandlingsnævnet. Ifølge § 16 c, stk. 3, skal nævnet afgøre klagesager senest 14

dage efter modtagelsen.

DH støtter, at der fastsættes en tidsfrist, men mener, at den bør være på 7 dage sådan som

det kendes fra psykiatriloven. Psykiatriske og somatiske patienter bør således sikres samme

retsbeskyttelse.

Endvidere bør der være mulighed for opsættende virkning. I tilfælde hvor

behandlingsbehovet ikke er akut eller hastende, skal beslutninger om tvangsindgreb sættes i

bero, indtil nævnet har truffet afgørelse.

DH foreslår:

Der fastsættes en tidsfrist på 7 dage for afgørelse af klagesager i Tvangsbehandlingsnævnet

Der skal indføres opsættende virkning, således at tvangsindgreb skal afvente

Tvangsbehandlingsnævnets afgørelse i de tilfælde, hvor behandlingsbehovet ikke akut eller

hastende.

Mulighed for at anke

På det psykiatriske område er der mulighed for at anke en del af afgørelserne til Det

Psykiatriske Ankenævn. Lovforslaget indeholder ikke en tilsvarende mulighed for at anke

afgørelser fra det foreslåede Tvangsbehandlingsnævn. DH ser gerne, at der indføres en

mulighed for at anke. Det vil forbedre retsbeskyttelsen og bl.a. sikre en mere ensartet

praksis i Tvangsbehandlingsnævnet.

DH foreslår:

Det skal oprettes et ankenævn (”Ankenævnet for Tvangsbehandling”), som afgørelser fra

Tvangsbehandlingsnævnet kan ankes til.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Patientrådgivere

Inden for psykiatrien tildeles enhver patient, der udsættes for tvangsindgreb, en

patientrådgiver. Denne kan vejlede patienten om ophold og behandling og bistå med at

klage over tvangsindgreb. Noget lignende er i øvrigt foreslået i udkast til lovforslag om

specialiserede socialpsykiatriske afdelinger.

Patientrådgivere er derimod fraværende i dette lovforslag. Det er vi bekymrede over i DH.

Der tale om en meget udsat gruppe borgere. De har behov for, at uvildige kan hjælpe og

støtte deres interesser. Det bør erindres, at der faktisk kan være borgere i målgruppen, der

hverken har en værge med kompetence til at afgive samtykke i sundhedsspørgsmål eller

pårørende. Der kan også være en interessekonflikt mellem borgeren og den

pårørende/værgen, der har givet samtykke til anvendelsen af tvang.

Det bør i hvert fald være således, at patienter, der udsættes for frihedsberøvelse –

tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel – tildeles en patientrådgiver.

DH foreslår:

Patienter, der udsættes for tvangsindgreb i form af frihedsberøvelse, skal tildeles en

patientrådgiver.

Digital indgivelse af klage

Af side 35-36 i lovforslagets bemærkninger fremgår, at klager til Tvangsbehandlingsnævnet

som udgangspunkt skal indgives den digitale selvbetjeningsløsning, Styrelsen for

Patientsikkerhed stiller til rådighed i dag. Der er mulighed for at indgive klager på anden

måde end digitalt, men det er en omstændelig proces og kræver en individuel vurdering og

beslutning fra Styrelsen for Patientsikkerheds side.

DH mener, at det – i betragtning af hvilken målgruppe lovforslaget omfatter – vil være

retssikkerhedsmæssigt mest rimeligt og fair at fastslå, at patienter der ønsker at klage over

til Tvangsbehandlingsnævnet, har ret til at gøre det på anden måde end digitalt.

Vores anbefaling skal ses i sammenhæng med vores forslag om patientrådgivere. Begge har

til hensigt at sikre, at den formelle retsbeskyttelse, som klageadgang er, også kan fungere i

praksis for de berørte borgere.

DH foreslår:

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Det skal sikres, at patienter har ret til at indgive klager til Tvangsbehandlingsnævnet på

anden måde end digitalt.

Offentlig overvågning af anvendelsen af tvang

Lovforslaget rummer forskellige mekanismer til at overvåge og følge med i anvendelsen af

tvang

(herunder

indberetning

til

regionsråd

og kommunalbestyrelse,

til

sundhedsdatastyrelsen og indirekte til Patientsikkerhedsstyrelsen), jf. § 13.

Men offentligheden bør efter DH’s mening have en let mulighed for løbende at overvåge,

hvordan tvang inden for det somatiske område udvikler sig.

Her bør man skæve til e-sundhed.dk, hvor offentligheden kan følge med i, hvordan de

forskellige former for tvangsindgreb i psykiatrien udvikler sig. Noget tilsvarende bør gælde

for de tvangsindgreb, der nu foreslås på det somatiske område.

DH foreslår:

Regeringen bør tilkendegive, at den vil tage initiativ til at føre statistik over tvang på det

somatiske område på samme måde som på det psykiatriske område.

Sæt fokus på uddannelse, god implementering og alternativer til magtanvendelse

Der er undersøgelser, der tyder på, at der er en sammenhæng mellem anvendelse af magt og

plejepersonalets uddannelse, kompetencer og viden om, hvad magtanvendelse har af

psykiske og fysiske følger. Personalets viden om alternativer til magtanvendelse spiller også

en rolle.

Det er derfor vigtigt, at sundhedspersonalet har den fornødne praktiske og teoretiske viden

om, hvad magtanvendelse betyder for den enkelte patient, og hvilke alternativer der er.

Det skal stå klart, at tvang kan være overordentligt traumatiserende og helt bogstavelig

angstfremkaldende. Stik mod den gode hensigt kan konsekvensen kan være, at omsorg ikke

fremmes, men vanskeliggøres

Der er også en mere overordnet dimension, som handler om, hvordan sygehuse, klinikker,

bosteder mv. indrettes imødekommende og trygt for borgere med psykiske og kognitive

handicap.

”Makt og afmakt. Rettighetsbegrensninger og bruk av tvangstiltak i institusjoner og boliger for eldre”. Knut Engedal

m.fl. Nationalt Kompetansesenter for aldersdemens (2002), s. 14.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

DH lægger meget vægt på, at patientens vilje, som den kommer til udtryk i ord og

handlinger, er vigtig at få frem, og den skal, så vidt det overhovedet er muligt, respekteres.

DH ønsker derfor, at viden om værktøjer til at støtte såkaldt inhabile patienters beslutninger

skal udbredes til alle i sundhedssektoren, der kan træffe beslutning om eller udføre

tvangsindgreb.

Der bør være ledelsesmæssigt fokus på at forebygge tvang og hindre fremvækst af lokale

tvangskulturer, hvor tvang bliver den lette og ressourcebesparende løsning. Det skal sikres,

at ledelse og øvrigt sundhedsfagligt personale har viden om loven, men også om alternativer

til magtanvendelse.

Vi ved, at magtanvendelsesreglerne på socialområdet i vidt omfang ikke overholdes, og at

mange blandt personalet ikke kender reglerne eller anvender dem forkert.

Derfor er

velforberedt implementering – med oplæring og kompetenceudvikling som centrale

værktøjer – afgørende. Ellers havner man i samme situation, når dette lovforslag er trådt i

kraft.

Det vil støtte implementeringen, hvis sundhedspersonalet kan henvende sig et sted og få råd

og vejledning om forebyggelse og anvendelse af tvang.

DH foreslår:

Der skal laves en vejledning (suppleret af audiovisuelt materiale) til brug for ledere og

øvrige ansatte i sundhedsvæsenet. Den skal bl.a. beskrive:

Hvordan tvang kan undgås ved hjælp af tillidsskabende foranstaltninger som

kommunikation, inddragelse af pårørende, inddragelse af pædagogisk personale og

pleje- og omsorgspersonale mv.

Hvordan informeret samtykke kan indhentes hos en del af borgerne i målgruppen

gennem teknikker til støttet beslutningstagning og tvang dermed kan undgås.

Se fx Ankestyrelsens undersøgelse om magtanvendelse over for demente:

https://ast.dk/publikationer/ankestyrelsens-undersogelse-af-kommunernes-handtering-af-magtanvendelsesreglerne-

over-for-borgere-med-demens

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Hvordan der kan skabes et trygt og imødekommende miljø for patienter med psykiske

og kognitive handicap, så tvang undgås. ”Jeg vil ikke have bange øjne i min klinik”,

en artikel fra Tandlægebladet om Sølund-metoden, er et eksempel på det.

Hvordan tvangsbehandlingsloven og andre regelsæt (magtanvendelsesregler i lov om

social service, psykiatrilov, sundhedslovens regler om personlige alarm- og

pejlesystemer på sygehuse mv.) håndteres i konkrete situationer.

Hvordan magtudøvelse konkret skal finde sted, hvad der er tilladt og ikke tilladt mv.

Hvilke retningslinjer der gælder for anvendelse af medicin generelt (forbud mod

skjult medicinering), anvendelse af beroligende medicin samt narkose (bl.a. inden

for tandplejen).

Der skal ske en kompetenceudvikling af det sundhedspersonale, som ofte skal træffe

beslutning om eller udføre tvangsindgreb.

Der bør oprettes en rådgivningsenhed (fx i Styrelsen for Patientsikkerhed) med det formål

at være center for viden om magtanvendelse, herunder metoder til at forebygge

tvang. Enheden skal kunne vejlede og rådgive sundhedspersonale

både generelt og i konkrete situationer, hvor tvang overvejes.

Forholdet til FN’s Handicapkonvention skal belyses

Lovforslaget gennemgår forholdet grundloven og internationale konventioner, herunder

FN’s Handicapkonvention. Gennemgangen af sidstnævnte er overfladisk og udelader flere

relevante artikler og principper.

Der refereres fx ikke til artikel 12, der handler om den retlige handleevne. Danmark har

pligt til at træffe foranstaltninger til at støtte mennesker med psykiske og kognitive handicap

i udøvelsen af deres retlige handleevne, så langt som det er muligt. Forpligtelsen til at

praktisere støttet beslutningstagning omtales ikke.

DH foreslår:

http://www.tandlaegebladet.dk/side.asp?Jeg+vil+ikke+have+bange+%F8jne+i+min+klinik=&aid=12066&p=12066&

n=1,18,31,12066&side=100

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Handicap-konventionen skal gennemgås mere grundigt, bl.a. skal forpligtelsen til at støtte

inhabile borgere i at træffe egne beslutninger (støttet beslutningstagning) belyses.

Med venlig hilsen

Thorkild Olesen,

formand

For yderligere bemærkninger kan chefkonsulent Torben Kajberg kontaktes på

[email protected]

eller 30 43 96 88.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreministeriet

Holbergsgade 6

1057 København K

E-mail:

[email protected]

Høringssvar vedr. udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved so-

matisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven)

Danske Patienter takker for muligheden for at kommentere på det frem-

sendte materiale.

Danske Patienter finder det positivt, at der med lovforslaget bliver etable-

ret klare lovmæssige rammer for anvendelsen af tvang i behandlingen af

varigt inhabile patienter, og at tvangsbehandling kun må finde sted som

yderste konsekvens i tilfælde, hvor alt andet er forsøgt. Der er dog stadig

nogle punkter, hvor der er plads til forbedring af patienternes retsstilling

og dermed lovforslaget.

Vi har følgende kommentarer til materialet:

Med lovforslagets § 16a oprettes et Tvangsbehandlingsnævn, der har til

opgave at behandle klager over anvendelse af tvang efter loven. Nævnet

sammensættes af en formand, en repræsentant udpeget af Danske Handi-

caporganisationer og en repræsentant udpeget af Lægeforeningen eller

Tandlægeforeningen. Danske Patienter undrer sig over, at der ikke skal ud-

peges en patientrepræsentant. Der er patientgrupper i lovforslagets mål-

gruppe, der ikke er repræsenteret af Danske Handicaporganisationer,

hvorfor vi mener, at Danske Patienter også bør have mulighed for at ud-

pege et medlem til nævnet.

Jf. § 12 skal lægens eller tandlægens beslutning om anvendelse af tvang

efter loven noteres i en tvangsprotokol. Det er imidlertid beslutningen om

anvendelse af tvang, som er gældende i seks måneder, og ikke handlingen

i sig selv, der skal noteres. Det betyder, at der kan komme til at mangle

indsigt i det reelle omfang af tvingende indgreb af den type, der er taget

beslutning om. Danske Patienter foreslår derfor, at det er selve behandlin-

gen

–

og ikke kun den halvårlige beslutning herom

–

der registreres. Det vil

sikre bedre retssikkerhed for patienterne og give bedre rammer for retvi-

sende kontrol og eftersyn, som lovens forarbejder pointerer vigtigheden

af.

Anvendelsen af tvang kan have store konsekvenser, hvis det sker på et

uoplyst grundlag. Derfor understreger Danske Patienter, at det er vigtigt,

at personalet på de afdelinger m.m., som fremover potentielt skal gøre an-

vendelse af tvang ved behandling, får grundig oplæring og vejledning

Dato:

16. februar 2017

Danske Patienter

Kompagnistræde 22, 1. sal

1208 København K

Tlf.: 33 41 47 60

www.danskepatienter.dk

E-mail:

[email protected]

Cvr-nr: 31812976

Side 1/2

Danske Patienter er paraply for patientforeningerne i Danmark. Danske Patienter har 20 medlemsforeninger, der repræsenterer 82 patientforeninger og 880.000

medlemmer: Alzheimerforeningen, Astma-Allergi Danmark, Bedre Psykiatri, Colitis-Crohn Foreningen, Dansk Fibromyalgi-Forening, Diabetesforeningen,

Epilepsiforeningen, Gigtforeningen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS), Lungeforeningen,

Nyreforeningen, Osteoporoseforeningen, Parkinsonforeningen, Polioforeningen, Psoriasisforeningen, Scleroseforeningen, Sjældne Diagnoser og

UlykkesPatientForeningen.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

herom. Personalet skal have de rette forudsætninger for at forebygge og

reducere tvangsindgrebene, således at det kun anvendes når alt andet er

forsøgt. Derfor skal de være fortrolige med metoder, der tillader, at for-

målet kan indfries

–

fx beslutningsstøtteværktøjer til at opnå informeret

samtykke, redskaber til inddragelse af og god dialogmed pårørende mv.

Personalet skal også være ordentligt klædt på til at håndtere selve situati-

onen omkring tvangsindgrebene. Det gælder bl.a. grundig vejledning i,

hvad der er og ikke er tilladt samt oplæring i psykomotoriske greb, som

kan højne sikkerheden for patient såvel som personale.

Endelig opfordrer Danske Patienter til, at der stilles patientrådgivere til rå-

dighed for at hjælpe og støtte patienter, der har været udsat for tvangs-

indgreb og som evt. ønsker at indgive klage til Tvangsbehandlingsnævnet.

Oprettelsen af en støttemulighed synes særligt relevant med patientgrup-

pens kognitive funktionsniveau in mente. Der kan være patienter, der en-

ten ikke har pårørende/værge til at give støtte, eller som ikke ønsker, at

deres pårørende/værge skal inddrages i efterspillet og en eventuel klage-

sag. Om ikke andet bør denne gruppe af patienter stilles en rådgiver til rå-

dighed for at sikre retsstillingen bedst muligt.

Side 2/2

Med venlig hilsen

Morten Freil

Direktør

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

DUT-behandling

Lovændringen forventes at medføre økonomiske konsekvenser for regionerne,

hvorfor sagen bedes komme på Lov- og cirkulæreprogrammet.

Venlig hilsen

Bent Hansen

Jens Stenbæk

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Mulighed vs. forpligtelse

Lovteksten bruger ordet "kan" i forbindelse med beslutninger om tvangsbehandling

og gennemførelse heraf ved de muligheder for tvang, loven omfatter.

Det er væsentligt, at det afklares, i hvilket omfang den persongruppe, der er bemyn-

diget til at træffe beslutning om tvang, også er forpligtet af loven. Indførelsen af

tvang i somatikken vil utvivlsomt medføre, at f.eks. pårørende og værger i nogle til-

fælde vil kræve, at der anvendes tvang i behandlingen af en varigt inhabil patient.

Der er ingen tvivl om, at der er tale om en sundhedsfaglig vurdering, men sundheds-

faglige vurderinger er som bekendt underlagt klageadgang via Styrelsen for Patient-

sikkerhed – og her er det væsentligt, om den nye lovgivning medfører, at en læge vil

kunne kritiseres for IKKE at have truffet beslutning om tvangsbehandling. Af hensyn

til lægernes faglige virke vil det således være formålstjenstligt, at de retlige rammer

fastlægges klart.

Sundhedsfagligt personale

I lovforslaget fremgår det af paragrafferne 10 og 11, at det skal være en overlæge el-

ler overtandlæge, som har beslutningskompetencen. Det virker uforståeligt, at det

skal være dette. Hvilke overvejelser ligger bag den ændrede betegnelse fra læge og

tandlæge? Det virker umiddelbart ubegrundet.

Indflydelse på personalet

Det er væsentligt at overveje, hvordan personalet vil reagere på den kulturændring,

der er en konsekvens af lovforslaget.

Man kan eksempelvis overveje de både personlige og faglige etiske spørgsmål for det

enkelte medlem af personalet, der som en del af sine arbejdsopgaver skal fastholde

eller tvangsmedicinere en patient. Eftersom en patient, i henhold til lovforslaget, ikke

må fikseres men alene fastholdes af personale kan det være en grænseoverskridende

oplevelse – særligt for et personale der er helt uvant med en sådan kultur.

Herunder bør man også vurdere, hvorvidt personalet udsættes for større risiko for fy-

siske og/eller psykiske arbejdsskader som følge af loven.

Af lovforslagets bemærkninger fremgår det, at hvis patienten ikke kan fastholdes

uden fiksering/redskaber skal behandlingen opgives. Det vil i situationen være van-

skeligt at vurdere "hvor meget der skal til" før behandling må opgives som konse-

kvens af proportionalitetsprincippet.

Endelig bør det også overvejes, hvilken konsekvens denne fastholdelse har for pa-

tientsikkerheden samt for tillidsforholdet til patienten, der, særligt for denne patient-

gruppe, ofte netop vil reagere fysisk mod fysisk fastholdelse, der for mange vil ople-

ves som et angreb.

Det er væsentligt at være opmærksom på forskellen mellem en enkeltstående

tvangsbehandling af kort varighed og en længere evt. livsvarende tvangsbehandling.

Formalitetskrav

Lovforslagets krav til formaliteter afspejler ikke den aktuelle politiske ambition om at

nedbringe kravet til dokumentation i sundhedsvæsenet. Lovforslaget medfører såle-

des et massivt krav om nye dokumentationstiltag, samt andre formelle krav.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Med dokumentation i en særlig protokol, dokumentation i patientjournalen, erklæ-

ringer, formalitetstjek fra læger og politi, formaliseret krav om at læger skal indbringe

klager for tvangsbehandlingsnævnet, indberette alle tvangsbeslutninger individuelt

og dokumenteret mv. vil enhver brug af de muligheder, der findes i loven medføre, at

der anvendes mange ressourcer i hvert enkelt tilfælde, hvor tvang efter lovforslaget

bringes i anvendelse.

Ift. registrering bemærkes det, at en beslutning om og enhver anvendelse af tvang

skal registreres i tvangsprotokollen, hvoraf der skal ligge en kopi i patientjournalen.

Det henstilles, at denne dobbelte registrering så vidt muligt sker automatisk ift. at

sikre, at der ikke bruges tid på unødig registrering i klinikken

Det vurderes, at selvom loven formodentlig kun bringes i anvendelse i særlige tilfæl-

de, vil denne anvendelse medføre et – samlet set – væsentligt øget arbejde med do-

kumentation i hospitalsvæsenet.

Begrebsanvendelsen:

Der er et uheldigt sammenfald i navngivningen af de forskellige tvangsbehandlings-

former, og det kan forvirre, at man bl.a. kan blive tvangsindlagt efter to forskellige

lovgivninger. Det anbefales, at man navngiver de forskellige indgreb anderledes, så

der ikke hersker tvivl om regelsættet.

Det angives i lovforslaget, at tvang skal indberettes til Sundhedsdatastyrelsen, og det

skal i der forbindelse understreges vigtigheden af, at tvang, der indberettes i h.t.

tvangsbehandlingsloven tydeligt kan skelnes fra tvang, der indberettes i h.t. psykiatri-

loven.

Loven hedder f.eks. ”Lov om anvendelse af tvang….” svarende til loven på psykiatri-

området fremfor ”Lov om magtanvendelse……” svarende til begreberne på det socia-

le område? Det er selvfølgelig kun en sproglig ting, men dels minder reglerne og per-

songruppen i højere grad om det sociale område, og dels vil det måske blive mødt

med højere grad af forståelse hos patienter, pårørende og medarbejdere, hvis man

bruger det mere ”bløde” udtryk ”magtanvendelse” fremfor ”tvang”.

Klageinstans og indberetning til Sundhedsdatastyrelsen:

Ift. de beslutninger, der indberettes til Sundhedsdatastyrelsen, foreslås det, at Re-

gionsrådet en gang om året orienteres om anvendelsen af tvang ved somatisk be-

handling af varigt inhabile svarende til praksis for psykiatrien. Det kan f.eks. gøres

sammen med orienteringen fra psykiatrien. Denne forelægges for Regionsrådet i maj

måned hvert år.

Det er opfattelsen, at der kan stilles spørgsmålstegn ved relevansen af en klagein-

stans, da værgen, de nærmeste pårørende eller evt. en fremtidsfuldmægtig, der har

samtykket til behandlingen, næppe vil påklage indgrebet, og da der er en vis sandsyn-

lighed for, at den varigt inhabile ikke selv er i stand til at indgive en klage.

Evaluering af lovforslaget

I slutningen foreslås en evaluering af lovforslaget efter 3 år. Hvis man ønsker mulig-

hed for at måle på andre parametre, end det som fremgår af tvangsprotokollerne, så

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

er det nødvendigt at gøre opmærksom på det allerede ved lovens ikrafttræden, så

det sikres, at regionerne hver især får journaliseret på en måde, så oplysninger kan

fremfindes efterfølgende og data er sammenlignelige mellem regionerne.

Pkt. 2.1.3.2 – Persongruppe

Afsnittet viser, at det kan være vanskeligt at håndtere regler, som ligner hinanden og

ind i mellem vil komme til at omhandle de samme personer, som befinder sig forskel-

lige steder i det offentlige system. Der opfordres til, at reglernes afgrænsning bliver

den geografiske, der er lagt op, men samtidig bør reglerne indeholde så meget sam-

menfald som muligt. Der er stort sammenfald i persongrupperne – både på patientsi-

den og på personalesiden, og derfor er vores vurdering, at reglerne kommer til at

fungere mest hensigtsmæssigt, hvis forskellene kun findes, hvor det er nødvendigt i

forhold til det aktuelle behov. Således er der ikke noget, der tilsiger, at den enkelte

patients behov for hjælp til personlig hygiejne ændres af at være hjemme eller være

indlagt i enten somatikken eller psykiatrien.

Psykiatrilovens regler gælder for døgnindlagte patienter. Alle patienter, der døgnind-

lægges er omfattet af psykiatrilovens regler, herunder frivilligt indlagte. Tvangsbe-

handlingslovens regler vil således, ifølge lovforslaget ikke kunne anvendes overfor pa-

tienter, som er døgnindlagt på et psykiatrisk sengeafsnit.

Patienter med demens, som indlægges frivilligt eller tvangsmæssigt på ældrepsykia-

trisk afdeling, har ofte tillige somatiske problemstillinger, hvor der kan være et på-

trængende behandlingsbehov, uden at der kan ske overflytning til og behandling i so-

matikken efter reglerne i psykiatrilovens § 13. Dette begrundet i kriterierne i psykia-

trilovens § 13, som dels fordrer at patienten opfylder betingelserne for frihedsberø-

velse dels at den somatiske sygdom er så alvorlig, at den udsætter patientens liv eller

helbred for væsentlig fare.

Pkt. 2.1.3.4 – Andre tvangsindgreb med henblik på at gennemføre behandling

I næstsidste afsnit på side 23 beskrives nødvendigheden af at sikre tryghed og om-

sorg i situationen, inden der gribes til magtanvendelse. Tryghed skabes ofte bedst at

kendte personer, og når patienter er indlagt er udgangspunktet, at personalet fra de-

res daglige opholdssted ikke følger med på sygehuset. Hvis det anses som en nødven-

dighed, at dette er afprøvet inden der gribes til magtanvendelse, så vil det være en

økonomisk belastning for regionerne, idet personale som medbringes fra f.eks. et bo-

tilbud er en regional udgift, hvis det er et nødvendigt led i behandlingen.

Pkt. 2.1.3.5 – Beslutningskompetence, delegation og varighed af beslutninger

Første halvdel af side 25 virker usammenhængende – hvad er det for en beslutning

lægen/tandlægen efterfølgende skal tage stilling til?

Nederst på side 25 er nævnt et eksempel på en patient, der bliver bragt ind om nat-

ten – men vil der ikke her ofte være tale om et øjeblikkeligt behandlingsbehov eller

noget, der kan vente til næste dag?

Pkt. 2.4.1 – Gældende ret

Næstsidste afsnit side 32 bruges udtrykket ”søgnedage”. Det bør hedde ”hverdage”

Bemærkninger til § 3

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

2. afsnit på side 47 er der en meningsforstyrrende formuleringsfejl i slutningen af af-

snittet. ”Det bemærkes i den forbindelse, at det er en forudsætning for, at reglerne

finder anvendelse, at der efter givet samtykke til behandlingen efter § 18 sundheds-

loven, jf. mere herom i bemærkninger til § 5.”

Bemærkninger til § 5

Er det rigtigt forstået, at de pårørende alene skal give samtykke til behandlingen – og

ikke til anvendelse af tvangen? Det giver god mening, fordi det som pårørende kan

være svært at skulle sige ja til den slags, men det bør nok fremgå, at man er forpligtet

til at informere de pårørende om den påtænkte anvendelse af tvang – eller hvis ikke

tvangen har været til at forudse, så informeres om den efterfølgende.

Bemærkninger til § 8

Der forudses behov for en lidt nærmere definition af, hvilke beroligende midler der

kan anvendes og i hvilke situationer. Det er et helt nyt område, og særligt de sund-

hedspersoner som er vant til at handle i henhold til reglerne om magtanvendelse i

serviceloven har behov for en tydelig definition af hvornår og hvordan brugen af be-

roligende midler er berettiget.

Bemærkninger til § 9

Der er næppe tvivl om, at der er behov for regler om muligheden for at politiet skal

spille en rolle i disse sager. Men det vurderes, at der også vil være en række sager,

hvor patienten godt kan italesætte sin modvilje, men ikke yder en sådan modstand,

at der er behov for politiets indblanding, og så vil det helt klart være mest skånsomt

at blande politiet udenom.

Bemærkninger til § 16, nr. 4

Her nævnes Det Somatiske Ankenævn og Det somatiske Patientklagenævn. Disse

nævn findes ikke og er ikke nævnt i loven – det er formentlig udtryk, som er blevet

anvendt i forbindelse med det lov-forberedende arbejde.

Bemærkninger til enkelte af tvangsbehandlingslovens bestemmelser:

Tvangsbehandlingslovens § 5

omhandler tvangsbehandling. Der er ikke i bestemmel-

sen eller i bemærkningerne beskrevet nærmere vedrørende mulighed for at foretage

tvangsmæssig udredning ved mistanke om fx alvorlig sygdom

Tvangsbehandlingslovens § 14

fastsætter, at pågældende læge, som har taget be-

slutning om anvendelse af tvang efter tvangsbehandlingsloven skal indbringe klage

for Tvangsbehandlingsnævnet.

Tilsvarende fastsættes i tvangsbehandlingslovens § 16 c, at lægen, som har besluttet

tvangsindgrebet skal fremsende sagens akter til Tvangsbehandlingsnævnet.

I Psykiatriloven er tilsvarende forpligtelser ifm en klage anført som påhvilende syge-

husmyndigheden, se psykiatrilovens §§ 35 og 36:

§ 35. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgive-

ren indbringe klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel,

tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter udskrivning i henhold til § 13 d, tvangs-

fiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige

alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer

mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen samt oppegående tvangsfikse-ring

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Re-

gion Sjælland, for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen.

§ 36. Når en sag som nævnt i § 35 indbringes for Det Psykiatriske Patientklagenævn

ved Statsforvaltningen, skal sygehusmyndigheden fremsende sagens akter, herunder

en udskrift af tvangsprotokollen samt en erklæring fra lægen. Nævnet drager i øvrigt

selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om tilvejebringelse af even-

tuelle yderligere erklæringer m.v., ligesom nævnet kan aflægge besøg på vedkom-

mende psykiatriske afdeling.

Tvangsbehandlingslovens § 16 d

fastsætter, at Tvangsbehandlingsnævnet efter an-

modning fra patienten mv. skal indbringe sine afgørelser vedrørende tvangsindlæg-

gelse og tilbageholdelse og tilbageførsel for retten efter reglerne i RPL kapitel 43 a.

Samme formulering er i psykiatrilovens § 37, hvorefter Det psykiatriske patientklage-

nævn ved statsforvaltningen skal indbringe klage fra patienten over frihedsberøvelse

mv. for retten efter reglerne i RPL kapitel 43 a.

I bemærkningerne til psykiatrilovens bestemmelse er præciseret, at det er syge-

husmyndigheden, som er part i retssagen.

Til § 2:

I forbindelse med fastsættelse af nærmere regler for lovens anvendelsesom-

råde, så finder vi, at det er vigtigt, at disse regler kommer til at ligge i fornuftig for-

længelse af reglerne på både det psykiatriske område og det sociale område.

Til § 6:

Er der nogen særlig begrundelse for, at man ikke har valgt den samme formu-

lering som i Servicelovens § 24?

Til § 11:

Kan der ikke laves en henvisning til servicelovens regler om magtanvendelse

i hygiejne situationer, så udgangspunktet bliver, at patienter som i forvejen får udført

hygiejne med magt efter serviceloven også er omfattet af reglerne i denne lov? Det

vil være sjældent forekommende at behovet for hjælp til personlig hygiejne falder

ved en indlæggelse på sygehuset.

Til § 15:

Har det været under overvejelse at give klagen opsættende virkning i visse

situationer? Der hvor der er tale om et enkeltstående indgreb, som er udført inden

klagen er behandlet, bliver klagen jo ellers illusorisk.

Til § 5 stk. 3

foreslås, ”…hvis lovens betingelser ikke længere er til stede” erstattet

med ”…hvis lovens bestemmelser ikke længere er opfyldt”

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreministeriet

Center for Sundhedsjura og Psykiatri

[email protected]

København N, den 10. februar 2017

Høring over udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling

af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven)

Sundheds- og Ældreministeriet har i skrivelse af 19. januar 2017 anmodet om eventuelle

kommentarer til ovenstående forslag til tvangsbehandlingsloven.

Danske Seniorer finder, at det fremsendte lovforslag bør tilbagekaldes. Lovforslaget vil

fratage varigt inhabile, det vil bl.a. sige demente, retten til at bestemme over eget liv. I

følge forslaget vil det være muligt at tvangsoperere, tvangsmedicinere og

tvangsindlægge demente.

Det er Danske Seniorers opfattelse, at selv svært demente mennesker kan nås ved

venlighed, tålmodighed og professionalisme, og at muligheden for magtanvendelse kan

være en glidebane, hvor professionalisme og overtalelse kan erstattes af

magtanvendelse.

Inden en eventuel tvangsbehandlingslov vedtages bør man give sig god tid til en offentlig debat, og man bør

høre de, der står for tur til at blive berørt af forslaget. Ønsker ældre mennesker overhovedet denne lov? For at

få det belyst, foreslås det, at der iværksættes en spørgeundersøgelse, der f. eks. kan omfatte et repræsentativt

udsnit af de 65-74 årige. Eftersom det er de ældres velfærd, der ligger lovgiverne på sinde, er det vel en idé at

høre, hvad ”de ko

ende de ente” ener.

Såfremt lovforslaget ikke trækkes tilbage, bør mulighederne for tvangsanvendelse alle tilfælde begrænses.

Ifølge forslaget skal både læger og tandlæger, herunder praktiserende læger og tandlæger kunne beslutte

tvangsbehandling. Det virker absurd, at almindelige praktiserende tandlæger skal kunne beslutte

tvangsbehandling. Det vil næppe være en god reklame for de praktiserende tandlæger, hvis det bliver kendt, at

de har en sådan kompetence. Det er også vanskeligt at se, at tvangsbehandling hos tandlægen skal kunne være

nødvendig for at forhindre ”væsentlig forringelse af patientens helbred eller sundhedstilstand”. Hvis det er

tilfældet, må en læge kunne tage stilling.

Danske Seniorer finder, at det kun bør være læger, der kan beslutte tvangsbehandling, da kun de kan lave den

helhedsvurdering, der er et af lovforslagets hovedkriterier.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

-2-

Som det mest vidtgående og mest kontroversielle lægges der i lovforslaget op til egentlig frihedsberøvelse i

form af tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel til hospital. Det nævnes i bemærkningerne til

lovforslaget, at sådanne foranstaltninger er omfattet af

Grundlovens § 71 stk. 1, hvor der står: ”Den personlige

frihed er ukrænkelig”. Det ener an dog, at an kan

komme uden om ved at vedtage

tvangsbehandlingsloven, der helt åbenbart krænker den personlige frihed.

Danske Seniorer vil ikke forsøge at stille sig til juridisk ekspert, men vil blot gøre opmærksom på, at det nok vil

stride imod den almindelige borgers retsopfattelse, at Grundlovens bestemmelse, om at den personlige frihed

er ukrænkelig, kan tilsidesættes af en lov, der blot skal vedtages med almindeligt flertal i Folketinget. Danske

Seniorer foreslår derfor, at bestemmelserne om frihedsberøvelse fjernes fra forslaget.

Såfremt en mentalt rask borger i form af fremtidstestamente eller på anden måde bevisligt tilkendegiver, at han

eller hun ikke vil tvangsbehandles eller tvangsmedicineres skal dette respekteres, og det bør udtrykkeligt

fremgå af loven, at det skal respekteres.

Forslagene om tvangsforanstaltninger er diagnoseneutrale. Læger må tolke en sådan lov derhen, at blot man

gør alt for at forlænge en borgers liv med eller mod dennes vilje og ønske, er man som læge på den sikre side.

Danske Seniorer finder, at man i loven bliver nødt til at forholde sig til typer af diagnoser og behandlinger, og at

man i bekendtgørelse eller vejledning til loven bør specificere kriterierne for, hvornår en behandling kan

gennemføres med tvang. Der bør her indgå bivirkninger og prognose.

Eksempelvis kan behandling mod kræft give meget ubehagelige bivirkninger og resultatet er usikkert. Mentalt

raske personer vil i en række tilfælde afvise behandling. Det vil i sådanne tilfælde være uhyrligt at tvinge

demente personer i behandling.

En anden yderlighed er nyresten, der kan være meget smertefuldt, og hvor smertefri behandling med

laserstråler næsten øjeblikkeligt kan fjerne nyrestenene og smerterne. Her vil alle normale mennesker sige ja

tak til behandling, og der kan her i højere grad argumenteres for tvang.

Læger bør stadig kunne lægge en helhedsvurdering til grund for beslutning om behandling. Heri skal indgå

patientens samlede tilstand og patientens vilje, også selvom den kan forekomme irrationel. Målsætningen må

være et værdigt liv og en værdig afslutning på livet og ikke en ambition om, at alle skal holdes i live længst

muligt med alle midler, uanset om de ønsker det eller ej.

Med venlig hilsen

Jørgen Fischer

Landsformand

John Lagoni

Direktør

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreministeriet

Holbergsgade 6

1057 København K

Sendt til:

CC:

[email protected]

[email protected], [email protected]

[email protected]

13. februar 2017

Datatilsynet

Borgergade 28, 5.

1300 København K

CVR-nr. 11-88-37-29

Telefon 3319 3200

Fax 3319 3218

E-mail

[email protected]

www.datatilsynet.dk

J.nr. 2017-112-0659

Dok.nr. 416144

Sagsbehandler

Mikkel Brandenborg

Stenalt

Vedrørende høring over udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang

ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven)

–

ministeriets sagsnr. 1601180

Ved e-mail af 19. januar 2017 har Sundheds- og Ældreministeriet anmodet

om Datatilsynets eventuelle bemærkninger til ovennævnte udkast til lovfors-

lag.

Udkastets § 13 er sålydende:

”§

13. Lægens og tandlægens beslutning om anvendelse af tvang efter § 5,

stk. 1, § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, og § 10, stk. 1-4, skal indberettes til

Sundhedsdatastyrelsen.

Stk. 2

. Sundhedsdatastyrelsen stiller de indberettede oplysninger til rådighed

for det regionsråd eller den kommunalbestyrelse, der er driftsansvarlig myn-

dighed eller har ansvaret for at yde tilskud til eller tilbyde den pågældende

behandling, som tvangsindgrebene foretages i forbindelse med.

Stk. 3.

Sundhedsdatastyrelsen stiller endvidere oplysningerne til rådighed for

Styrelsen for Patientsikkerhed til brug for styrelsens tilsyn med sundhedsom-

rådet efter sundhedsloven, samt til opsamling af viden til brug for læring i

sundhedsvæsenet.

Stk. 4.

Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om indberetningsplig-

ten efter stk. 1. Sundhedsministeren fastsætter tilsvarende nærmere regler om

Sundhedsdatastyrelsens pligt til at stille data til rådighed for regionsråd og

kommunalbestyrelser efter stk. 2 og til Styrelsen for Patientsikkerhed efter

stk. 3.”

Af de specielle bemærkninger til udkastets § 13, stk. 4, fremgår bl.a., at reg-

lerne forventes udmøntet således, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke mod-

tager oplysninger om den besluttende læges eller tandlæges navn, person-

nummer, ydernummer, autorisationsid eller lignende personhenførbare oplys-

ninger, og at regioner og kommuner hverken modtager oplysninger om den

besluttende læges eller tandlæges ydernummer, autorisationsid eller lignende

personhenførbare oplysninger eller patientens navn og personnummer.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Datatilsynet bemærker i den forbindelse, at der

ved “personoplysninger” iføl-

ge persondatalovens

§ 3, nr. 1, forstås enhver form for information om en

identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede). Ved ”identi-

ficerbar person” skal forstås en person, der direkte eller indirekte kan

identifi-

ceres. Det er uden betydning, hvorvidt identifikationsoplysningen er alment

kendt eller umiddelbart tilgængelig. Også de tilfælde, hvor det kun for den

indviede vil være muligt at forstå, hvem en oplysning vedrører, er omfattet af

definitionen.

Efter telefonisk drøftelse med Sundheds- og Ældreministeriet forstår Datatil-

synet det anførte i de specielle bemærkninger således, at det er hensigten, at

oplysninger om læger og patienter så vidt muligt skal stilles til rådighed for

regioner og kommuner i ikke-personhenførbar form. Datatilsynet anbefaler, at

dette præciseres i lovforslagets bemærkninger.

Datatilsynet går i øvrigt ud fra, at ministeriet ved fastsættelsen af regler i med-

før af bemyndigelsesbestemmelsen i § 13, stk. 4, generelt sikrer, at der ikke

indberettes/videregives flere personoplysninger, end formålene nødvendiggør.

Datatilsynet henviser herved til persondatalovens § 5, stk. 3, hvorefter oplys-

ninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte

mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne

indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles.

Kopi af dette brev er sendt til Justitsministeriets Lovafdeling til orientering.

Med venlig hilsen

Mikkel Brandenborg Stenalt

Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger med senere ændringer

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

I bemærkninger til lovtekst side 13 afsnit 5 omtales varigt fraværende fornuftsmæssig handling

blandt andet med baggrund I

alderssvækkelse.

Hvad er alderssvækkelse?. Her er vist tale om et

levn fra tidligere sprogbrug, hvor begrebet blev brugt diffust om den forvirrede gamle.

I dag kræves en diagnose. DKDK foreslår en undladelse af begrebet alderssvækkelse eller

minimum en uddybning af begrebet.

Vedrørende § 9 har DKDK bemærkninger omkring tvangsindlæggelse på sygehus.

I bemærkninger side 54 anføres i afsnit 6, at betjente bør være civilklædte. Dette lægger sig op ad

psykiatriloven, men i modsætning til denne lov, er gruppen for nærværende lovforslag varigt

inhabile med stor mulighed for ikke at forstå, hvad der foregår. Politiets indsats vil kunne misforstås

og forstærke mistanke om unødig overgreb. I psykiatrien har det været drøftet om personale på

afdelingerne på ny skal til at bære uniform for at blive tolket korrekt. Bestyrelsen i DKDKs forslag

er, at politiet (som i øvrigt i dette forslag tillægges flere funktioner I forhold til psykiatriloven, bl. a.

bistand til tvangsindlæggelsens gennemførelse) bærer uniform.

I følge samme paragraf træffer overlægen/overtandlægen den endelige beslutning om

tvangsindlæggelse. I psykiatriloven er det udelukkende at vurdere om betingelserne (dvs

tvangspapirerne) er udfyldt korrekt. I nærværende forslag tillægges også et sundhedsfagligt skøn

om, hvorvidt patientens forhold gør, at patienten bør tvangsindlægges. Med andre ord kan

overlægen/overtandlægen uden at have set patienten underkende blot på baggrund af teksten i

tvangserklæringen. DKDKs forslag er, at der foretages en ambulant vurdering fra

overlæge/overtandlæge i patientens hjemlige regi. Det vil her være muligt at vurdere om behov for

tvangsindlæggelse foreligger.

Videre i forhold til §9, står, at tvangsindlæggelse kan alene ske på offentligt sygehus. Hvordan

forholder loven sig i forhold til patienter, der er indlagt på privat sygehus, hvor det vurderes at der

er behov for tvangsbehandling? Som eksempel kan nævnes den patient der har mulighed for frit

valg i forhold til behandling, af f.eks. hjertekar sygdom, som under indlæggelsen ikke kan

samarbejde omkring behandling heraf.

Vedrørende § 11 anføres, at tvang kan tages i anvendelse af hensyn til andre medpatienter eller

personale. Der er med andre ord tale om andres behov. I et sådant tilfælde kunne personen

tilbydes enestue. En anden mulighed er at øge de pædagogiske kvalifikationer hos personalet. Det

kan ikke udelukkes, at et nej fra patienten skyldes at personen ikke opfatter, hvad der skal foregå.

Videre vedrørende §11, står

”ikke selv er i stand til at varetage nødvendig personlig hygiejne”.

DKDK mangler en specificering af hvad "nødvendig" betyder, med tekstens udformning er der lagt

op til en subjektiv vurdering i hvert enkelt tilfælde. Der er allerede i SL §126a, mulighed for

fastholdelse omkring udførelse af personlig hygiejne. DKDK finder ikke at en subjektiv vurdering er

gavnlig i en lov om tvangsbehandling.

Vedrørende §16C stk. 3, om klager over afgørelser lægges op til, at afgørelse af klager hvor

tvangsbehandlingen fortsat udøves, har en sagbehandlingstid på 14 dage. En tvangsbehandling

er en stor en indgriben i et menneskes selvbestemmelsesret, at sagsbehandlingstiden på en klage

kan beskrives med "snarest muligt", hvis klagen indsendes efter ophør af tvangsbehandlingen.

DKDK ønsker, at der sættes en maksimal behandlingstid på klager, også efter ophør af

tvangsbehandlingen.

På vegne af bestyrelsen i DemensKoordinatorer i DanmarK (DKDK)

Marianne Lundsgaard

Faglig sekretær

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

DEN DANSKE

DOMMERFORENING

Sundheds- og Ældreministeriet

Kolbergsgade 6

1057 København K

Dato. 10. februar 2017

Sendt pr mail til iurpsyk(Wsum.dk og freûi)sum.dk

Sundheds- og ældreministedet

har

ved mail af 19. januar 2017 (sagsnr. 1601180) anmodet

Dommerforeningen om eventuelle bemærkninger til horing over udkast til forslag til lov om anvendelse

af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven)

I den anledning skal jeg meddele, at forslaget ikke giver Dommerforeningen anledning til at

fremkomme med bemærkninger.

Med venlig hilsen

Miktl Sjöb

Mikael Sjdberg, formand, østre Landsret, Bredgade 59, 1260 København K,

tlf 99 68 65 01/21 66 18 49 mikaeIsjoberg(äoestrelandsret.dk

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreministeriet

Holbergsgade 6

1057 København K

Att:

[email protected]

Den 15 februar 2017

Ref.: MMK, DSC

Sagsnr.: 1701-0051

The Danish Nurses’

Organization

Sankt Annæ Plads 30

Høring over udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved

somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven)

Dansk Sygeplejeråd takker for muligheden for at afgive høringssvar til

forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af va-

rigt inhabile. Dette høringssvar er udarbejdet i samarbejde med Syge-

plejeetisk Råd.

Vi har tidligere efterspurgt en lov på området og hilser udkastet til lov-

forslaget velkomment. Der er brug for lovgivning på området, som

kan være med til at sikre patienter, pårørende/værger samt sund-

hedsprofessionelle.

Dansk Sygeplejeråd finder det i særdeleshed afgørende, at tvang er

sidste middel efter patienten er forsøgt motiveret til sygepleje og be-

handlingen. Tvang må først anvendes, når alt andet er forsøgt. Desu-

den må tvangen aldrig være et større indgreb, der ikke står mål med

den sundhedsgevinst, den medfører. Det indgår i lovgivningen, hvilket

vi er tilfredse med. Vi har dog nogle bekymringer i forhold til lovforsla-

gets indhold.

Tvang er ikke omsorg

Vi er bekymret for retorikken, der benyttes i lovforslaget og i bemærk-

ningerne til lovforslaget. Anvendelse af tvang bliver sidestillet med

omsorg, og formålet med tvang, forklædt som omsorg, er at opnå be-

handling. Den måde at beskrive tvang på kan misforstås, så alvorlig-

heden og betydningen af tvang skjules. Vi påpeger, at det ikke er om-

sorg at udøve tvang i situationen, men at tvangsbehandling kan give

patienten lindring og en bedre helbredssituation på sigt. Derfor mener

vi, at begrebet omsorg bør fjernes fra lovforslaget.

Samtidig mener vi, at loven bør fremhæve forebyggelsen af tvang.

Det gælder både en tilføjelse af, at forpligtelsen til sygdomsforebyg-

gende og sundhedsfremmende indsatser til varigt inhabile mennesker

skal styrkes for at forebygge tvang, men også en tydelig fremhævelse

DK-1250 København K

Ekspedition:

mandag-torsdag 9.00-16.00

fredag 9.00-15.00

Tlf: +45 33 15 15 55

Fax: +45 33 15 24 55

www.dsr.dk

[email protected]

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

af en forpligtelse til, at alle andre motiverende tiltag skal være forsøgt.

Her bør det uddybes, at motivation til behandling sker gennem tillids-

skabende, tålmodig og kreativ pleje og behandling.

Tvang må ikke blive det hurtige valg

Der er risiko for en glidebaneeffekt med tilladelse til brug af tvang, da

tvang kan blive et hurtigere valg for de sundhedsprofessionelle og de

pårørende, fordi tvang kan medføre en hurtigere og nemmere be-

handling af patienter, der ellers modsætter sig behandling. Baggrun-

den for denne bekymring er viden om en effektivitetsstyret og nytte-

etisk prioritering i hverdagens sundhedsvæsen. En hverdag, som

blandt andre sygeplejersker jævnligt beretter om og udtrykker bekym-

ring for.

Derfor anbefaler vi, at der sammen med regler om journalføring og

pligt til indberetning også skal fremgå krav og regler for systematisk

etisk og faglig refleksion over anvendelse af tvang for at undgå forrå-

else og glidebaneeffekt.

Praksis skal sætte rammer for anvendelse af tvang

Lovforslaget overlader det i høj grad til praksis at fastlægge græn-

serne for selve anvendelsen af tvangsbehandlingen, og det er rigtig

vanskeligt at se, hvornår lovgiver vurderer, at konkret brug af tvang er

henholdsvis proportional eller uproportional. Da indførelsen af tvangs-

behandling må siges at være et paradigmeskift i dansk sundhedsret,

er det helt afgørende, at der udstikkes nogle klare retningslinjer fra

lovgiver. Hverken borgere eller sundhedspersoner er tjent med at

skulle afvente nævnspraksis.

Dansk Sygeplejeråd foreslår, at man laver en række eksempler, og at

disse kan bruges til at skitsere, hvornår tvang er proportionalt eller

uproportionalt, således at sundhedspersoner får en vis rettesnor.

Organisering i tværfaglige teams

Lovgivningen giver læger og tandlæger mulighed for at beslutte at

gennemføre sundhedsfaglig behandling ved tvang. I praksis vil det

ofte være sygeplejersker eller andre fagprofessionelle medarbejdere,

der gennemfører behandlingen. Det er uklart, om lovgivningen fx gi-

ver mulighed for, at sygeplejersker kan lave en anden faglig vurdering

og dermed modsætte sig udførelsen af tvang.

Dansk Sygeplejeråd foreslår, at der i praksis arbejdes med et team af

den behandlingsansvarlige læge og andre sundhedspersoner, så

tvangsbehandlingen udføres teambaseret i videst muligt omfang. Der-

med vil de faglige vurderinger fra alle involverede faggrupper kunne

komme patienten og dennes retssikkerhed til gode under den tvangs-

mæssige behandling.

Tillidsforholdet

Det er helt afgørende, at reglerne om tvang tager behørigt hensyn til

behovet for at opretholde et tillidsforhold mellem sundhedsperson og

patient/pårørende. Det gælder i praksis særligt for så vidt angår pleje-

Side 2 af 7

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

og behandlingssituationer, hvor relationen mellem sundhedsperson

og patient er langvarig, fx i hjemmeplejen, hvor sygeplejersken kom-

mer i hjemmet, på plejecentre og andre institutioner.

For at opretholde dette tillidsforhold og øge patienternes retssikker-

hed foreslår Dansk Sygeplejeråd, at man overvejer at tilføje en be-

stemmelse

om ”fremtidigt samtykke til tvangsbehandling” eller ”fremti-

digt afvisning af tvangsbehandling”, således at patienten –

inden ved-

kommende bliver varigt inhabil

–

kan være med til at tage stilling til

eventuel tvangsbehandling.

Dansk Sygeplejeråd foreslår derudover, at man dels gør bestemmel-

sen i lovens § 5, stk. 1 mere sprogligt klar, dels supplerer med en ny

bestemmelse om pligt til at inddrage den varigt inhabile, svarende til

sundhedslovens § 20, men naturligvis med de nødvendige tilpasnin-

ger.

Behandlingsbegrebet

Det fremgår ikke af lovforslaget og bemærkningerne, om lovens be-

handlingsbegreb er identisk med behandlingsbegrebet i sundhedslo-

vens § 5. Dette bør fremgå. Alle områderne i sundhedslovens § 5 kan

potentielt opfylde betingelserne i lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 1-3 i det

konkrete tilfælde.

Hvis det er sundhedslovens § 5, der definerer ”behandling”, vil der på

en række områder være et regelsammenstød med reglerne i service-

loven, fx i relation til ernæring og væske på plejehjem og institutioner.

Patientrådgiver

I den offentlige debat i forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget

er det foreslået, at den varigt inhabile tildeles en patientrådgiver.

Dansk Sygeplejeråd støtter op om dette forslag. Det er helt afgørende

for den inhabiles retssikkerhed, at man sikrer, at en uvildig person har

øje for patientens behov, ønsker og retsstilling og intet andet.

Varigheden af beslutningen om anvendelse af tvang

Dansk Sygeplejeråd mener, at man bør overveje, om det er hensigts-

mæssigt at skrive en 6 måneders frist ind i lovforslagets § 4, stk. 4.

Det kan tage fokus fra, at de involverede sundhedspersoner løbende

skal overveje, om behandlingen kan gennemføres uden tvang.

Samtidig finder vi det nødvendt, at der i loven er en præcisering af

graduering af alvorlighedsgrader; at der både er behandlingsforløb,

som kan strække sig over længere tid, samt mere presserende situa-

tioner, hvor helbred og akut forværring kan have betydning. Deraf bør

der være en forpligtelse til at tage alvorlighedsgrad og tidsperspektiv

med i vurderingen, beslutningen og evalueringen.

Klar hjemmel til at nægte at behandle med tvang

Dansk Sygeplejeråd mener, at der skal indføres en hjemmel for sund-

hedspersoner til af etiske årsager at afvise at udføre behandling med

tvang, svarende til bestemmelsen i sundhedslovens § 24, stk. 3 om

Side 3 af 7

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

afvisning af at deltage i behandling uden brug af blod og blodproduk-

ter.

Man bør derudover indføre en klarere hjemmel til, at den enkelte

sundhedsperson

–

uafhængigt af lægens beslutning

–

kan og skal fo-

retage en selvstændig vurdering af, om betingelserne i tvangsbe-

handlingslovens §§ 5 og 6 løbende er til stede, og/eller om behandlin-

gen bør udskydes, hvis sundhedspersonen skønner, at den i så fald

måske kan gennemføres uden tvang. Her tænkes fx på den situation,

hvor der er truffet beslutning om tvangsbehandling af et sår, men hvor

hjemmesygeplejersken vurderer, at det er hensigtsmæssigt og faglig

forsvarligt at udskyde den ordinerede sårbehandling til sit næste be-

søg, hvor borgeren potentielt kan være mere motiveret for behandling

uden tvang.

En klar hjemmel til at undlade at udføre den ordinerede behandling

med tvang er også nødvendig af hensyn til vores medlemmers sikker-

hed og sundhed. Det er helt afgørende, at de altid har ret til at ud-

skyde eller undlade en behandling, hvis gennemførelsen af behand-

lingen betyder, at det bringer deres personlige sikkerhed i fare.

Indberetningspligt

Hensynet til de varigt inhabile

Det er uklart, om indberetningspligten dækker alle behandlingssteder

efter lovforslagets § 2, fordi det alene fremgår af § 13, at det er be-

slutningen om anvendelse af tvang, der skal indberettes. Da beslut-

ningen varer i 6 måneder, vil man ikke, som lovforslaget ser ud nu, få

føling med i hvilket omfang, der så også vil blive anvendt tvang. Det

kan synes uhensigtsmæssigt.

Det er vigtigt, at den konkrete indberetning bliver så omfattende, at

ministeriet og de driftsansvarlige kan bruge dem til at overvåge og

kvalitetssikre dette område, også for så vidt angår brugen af tvang på

de private institutioner. Den foreslåede indberetning synes ikke til-

strækkeligt omfattende til dette formål.

Hensynet til de ansatte

Dansk Sygeplejeråd er bekymret for, om lovforslaget kan være med-

virkende til at øge antallet af arbejdsskader som følge af fx vold og

trusler. Denne risiko hænger tæt sammen med behovet for implemen-

tering af hjemmel i loven til faglig funderet at udsætte en behandling.

For at sikre et fokus på evt. stigning i antallet af sager med truende

eller voldelig adfærd, er det nødvendigt med en vis monitorering af de

konsekvenser lovforslaget får - både i forhold til omfanget af tvangs-

anvendelsen og i forhold til, hvilke konsekvenser det fx har for antallet

af relaterede arbejdsskader. Det bør sikres, at Arbejdstilsynet og Ar-

bejdsskadestyrelsen overvåger antallet af arbejdsskader, som de an-

satte måtte pådrage sig i forbindelse med tvangsbehandling, så den

ansvarlige arbejdsgiver/driftsherre kan sætte ind i tide.

Side 4 af 7

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Det skal fremgå af § 13, at oplysningerne alene stilles til rådighed for

styrelsens generelle tilsyn, og at lægens navn, autorisationsnummer

ikke må videregives til Styrelsen for Patientsikkerhed. Som § 13 er

formuleret nu, kan den tolkes som hjemmel til individtilsyn, hvilket er

uhensigtsmæssigt, da individtilsynet altid bør foregå i åbenhed og i

samarbejde med sundhedspersonen.

Klagemulighed til Tvangsbehandlingsnævnet

Klagesager skal afskilles fra tilsynssager

Det nyoprettede klagenævn, Tvangsklagenævnet, lægges organisa-

torisk under Styrelsen for Patientsikkerhed.

Denne organisatoriske placering kalder på en beskyttelse mod, at sty-

relsen lader oplysninger fra Tvangsbehandlingsnævnet tilgå tilsyns-

enheden og den øvrige klagesagsbehandling, som styrelsen står for.

I forhold til sager, der behandles i Tvangsbehandlingsnævnet, bør det

præciseres i selve lovbestemmelsen, at styrelsen kun kan anvende

oplysningerne fra klagesagsbehandlingen i det generelle risikobase-

rede tilsyn med sundhedsområdet, så længe de iagttager de øvrige

og almindelige forvaltningsretlige regler, herunder officialmaksimen.

Hvem er rette klageinstans for anvendelse af tvang?

Af tvangsbehandlingslovens § 14 (og dens bemærkninger, s. 60-61)

fremgår det, at klager over beslutninger om tvang kan indbringes for

det nye tvangsklagenævn, mens det af den nye § 4 i lov om klage og

erstatning indenfor sundhedsvæsnet fremgår, at det både er beslut-

ninger og anvendelse af tvang, der kan behandles i Tvangsklagenæv-

net. I bemærkningerne til § 4 nævnes alene beslutninger om behand-

ling med tvang. Det skaber uklarhed om, hvem der er rette klagein-

stans for så vidt angår klager over fx sygeplejerskers udførelse/an-

vendelse af tvang.

Hvis der kan klages til tvangsbehandlingsnævnet overfor anvendel-

sen/udførelsen af tvang, skal det naturligvis fremgå klart af den nye

tvangsbehandlingslovs § 14, således at den afspejler indholdet i den

nye § 4 i klage- og erstatningsloven.

Sygeplejersker skal være repræsenteret i Tvangsbehandlingsnævnet

Hvis rette klageinstans for anvendelse af tvang er Tvangsbehand-

lingsnævnet, skal der naturligvis være repræsentanter i klagenævnet

fra den faggruppe, der klages over.

Det er helt afgørende, at sygeplejersker er med til at træffe afgørelse

om sygeplejerskers anvendelse af tvang. Det er derfor også nødven-

digt, at der i den nye § 16b i klage- og erstatningsloven tilføjes, at der

beskikkes en sygeplejerske, der sidder med ved afgørelser om syge-

plejersker. Vi minder om, at den læge, der træffer beslutningen om

tvang, kan være ganske langt væk fra anvendelsen/udførelsen, set

fra et organisatorisk perspektiv.

Side 5 af 7

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Det fremgår ingen steder, om pårørende vil kunne klage over en læ-

ges afvisning af at træffe beslutning om tvang og i givet fald til hvem.

Det bør fremgå.

Kravet om digitale klager svækker de inhabiles retssikkerhed i helt

urimelig grad

Det er afgørende, at man tilpasser klagesystemet, således at også

den inhabile borger i videst muligt omfang selv kan indgive en klage

–

på trods af de kognitive vanskeligheder vedkommende har.

De formelle krav til klagen (bl.a. på side 35-36) og den proces, der fo-

reslås med henblik på at få klager til at klage digitalt, skaber bekym-

ring for, at de svageste borgere

–

hvis retssikkerhed klagesystemet

skal sikre

–

ikke kan nå at få deres klage behandlet indenfor fristerne,

fordi de ikke kan håndtere de formelle krav og digitale forventninger.

Vi frygter, at den inhabile giver op undervejs, hvis han/hun skal kunne

argumentere for, hvorfor de skal undtages fra digital klagesagsbe-

handling.

Det er helt afgørende, at de borgere, der udsættes for tvang, har en

reel mulighed for at klage på trods af varig inhabilitet. Vi må ikke lave

et system, hvor borgeren gøres helt ude af stand til at reagere på

egen hånd efter så voldsomt et indgreb i selvbestemmelsesretten.

Eksemplet på side 36, hvor en borger skal vente på sit NemID, inden

han/hun kan klage, er helt urimeligt i denne type sager. Her må hen-

synet til myndigheden klart vige for borgerens ret til at få prøvet, om

det meget vidtgående indgreb vedkommende er udsat for, er i over-

ensstemmelse med tvangsbehandlingsloven.

Det er Dansk Sygeplejeråds anbefaling, at Tvangsbehandlingsnæv-

net forpligtes til at behandle alle modtagne klager indenfor de anførte

frister, uanset hvordan klagen modtages.

Hensynet til den inhabile

–

men jo ikke umyndiggjorte

–

borgers rets-

sikkerhed skal veje så tungt, at myndigheden behandler klagen uan-

set dens form. Det skylder vi denne gruppe patienter.

En patientrådgiver vil kunne bidrage til at sikre den inhabiles retssik-

kerhed i forbindelse med klager om både beslutningen om anven-

delse af tvang og i relation til udførelse/anvendelse af tvangsbehand-

lingen.

Økonomi og implementeringsplan skal tilpasses

I skemaet på side 44 er det udelukkende opgjort merudgifter for stat,

kommuner og regioner til indberetningssystem, indberetning og jour-

nalføring samt driften af Tvangsbehandlingsnævnet. Tilsvarende gæl-

der i forhold til opgørelse af omkostninger for erhvervslivet.

Side 6 af 7

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Det er helt afgørende, at man alle steder, hvor man kommer til at

gøre brug af tvangsbehandling, uddanner personalet og løbende eva-

luerer brugen og forebyggelse af tvang. Der er tale om rigtig mange

og store personalegrupper, der ingen erfaring har med at anvende

tvang i behandlingen, fordi det hidtil ikke har været lovligt. Der skal

således ikke kun sættes midler af til administration og drift af ny lov-

givning, men også afsættes midler til uddannelse, implementerings-

plan m.v., hvis disse regler skal virke efter hensigten.

Af lovforslagets bemærkninger (side 43) fremgår det, at lovforslaget

skal ses i sammenhæng med den nationale handlingsplan for menne-

sker med demens, og at satspuljepartierne er enige om, at de sam-

lede udgifter ved lovforslaget finansierers i forbindelse med satspulje-

forhandlingerne i 2017. Vi henstiller til, at man finansierer et så vigtigt

område som dette med en langvarig finansieringsform.

Hvis rette klageinstans for så vidt angår anvendelsen af tvang er

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, henstiller vi til, at der afsættes

midler til at uddanne de beskikkede medlemmer af nævnet. De vil i gi-

vet fald få en helt afgørende rolle i relation til fortolkningen af fagets

rammer for anvendelse af tvang.

Med venlig hilsen

Grete Christensen, Formand

Side 7 af 7

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

19. april 2017

1701062

299980

¡£ ¢¡t

I oktober 2011 svarede

Det Etiske Råd i udtalelsen

Sygdomsbehandling af

inhabile demente

på en henvendelse fra daværende sundhedsminister

Bertel Haarder, som havde bedt Det Etiske Råd om at tage stilling til, om

der i lovgivningen bør være hjemmel til at behandle varigt inhabile

patienter, der undlader at give samtykke til behandling og eventuelt også

rent fysisk modsætter sig den. Det Etiske Råd forholdt sig i sit svar

udelukkende til problematikken i forbindelse med demente, idet Rådet

mente, at anbefalingerne ville være mulige at generalisere.

Det Etiske Råd var positivt indstillet i forhold til at give hjemmel til at

anvende tvang i den beskrevne situation ud fra den betragtning, at det kan

være omsorgssvigt ikke at behandle, hvis patienten afviser behandlingen

på grund af sin inhabilitet og ikke kan forstå eller overskue konsekvenserne

af at modsætte sig at blive behandlet. Konsekvensen kan være, at

patienten underbehandles. Rådet var imidlertid samtidig af den opfattelse,

at det under alle omstændigheder udgør - og af den inhabile kan opleves

som - en væsentlig krænkelse, når en varigt inhabil persons ret til

selvbestemmelse tilsidesættes, og der udøves tvang. Derfor opstillede

Rådet en række betingelser af etisk og retssikkerhedsmæssig karakter for,

at dette kan komme på tale, herunder blandt andet de følgende:

At det skal tilstræbes, at der foretages en vurdering af patientens

habilitet eller en egentlig demenstest forud for behandlingen.

At den demente eller dennes pårørende skal have særlige

muligheder for at klage over behandlingen, så klagen kan behandles

med kort frist under selve behandlingsforløbet.

http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/sundhedsvaesenet/publikationer/sygdomsbehandling-af-

inhabile-demente-2011

øring over udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved

somatisk behandling af varigt inhabile tvangsbehandlingsloven

¡£ ¢¡¥¤h

HKJ.DKETIK

Holbergsgade 6

1057 København K

+45 72 26 93 70

[email protected]

www.etiskraad.dk

Side

1 / 10

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

At der skal foreligge stedfortrædende samtykke fra de pårørende

eller en værge.

At en uvildig læge involveres i behandlingen, hvis det ikke er muligt

at inddrage de pårørende eller en værge.

At tvangsanvendelsen skal journalføres og noteres i en særlig

protokol.

At mindre indgribende former for tvang skal bringes i anvendelse

forud for mere indgribende.

At de anvendte tiltag skal være proportionale med behovet for

behandling.

Hvad der i en given situation udgør den bedste behandling for

patienten, skal principielt set afgøres ud fra patientens perspektiv.

Den oplevede krænkelse skal indgå som et element i den samlede

vurdering.

Det er vigtigt, at der på de relevante behandlingssteder etableres

en kultur, som er egnet til at minimere brugen af tvang.

Det Etiske Råd anno 2017 har noteret sig, at alle de nævnte betingelser i

større eller mindre grad er adresseret i det fremsendte udkast til et

lovforslag. Rådet har derudover de følgende kommentarer til udkastet.

Generelle kommentarer

angående retssikkerhed og vurdering af

inhabilitet

Udgangspunktet i udkastet til tvangsbehandlingsloven er, at udøvelse af

tvang udelukkende kan komme på tale, hvis patienten modsætter sig en

given behandling på grund af inhabilitet forstået som manglende evne til at

forholde sig fornuftsmæssigt til et behandlingsbehov. Når en persons ret til

selvbestemmelse tilsidesættes af hensyn til personen selv med den

begrundelse, at personen er inhabil til at træffe beslutninger, taler man om

blød paternalisme.

I litteraturen om emnet opererer man med en række parametre, som kan

indgå i vurderingen af, hvornår en person kan betragtes som inhabil til at

træffe beslutninger, fx:

Personens evne til at forstå, at han eller hun har forskellige

valgmuligheder.

Side

2 / 10

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Personens forståelse af sin egen situation.

Personens evne til at ræsonnere og forholde sig rationelt.

Personens evne til at forholde sig til sin sygdom og den situation,

han eller hun befinder sig i, hvilket klinisk set ofte sammenfattes i

spørgsmålet om, hvorvidt personen har ”indsigt”.

Det er betegnende, at ingen af disse parametre har karakter af at være

kriterier, der enten ”er indfriet” eller ”ikke er indfriet”. Der er tværtimod

tale om færdigheder og evner, som for stort set alle personers

vedkommende – herunder også varigt inhabile personer – er indfriet i

større eller mindre udstrækning.

Dette medfører for det første, at en person kan være habil til at træffe

nogle (enkle/ukomplicerede) beslutninger og inhabil til at træffe andre

(sammensatte/komplicerede) beslutninger. Det betyder endvidere, at

vurderingen af en patients habilitet i nogle tilfælde foregår i en gråzone,

hvor det ikke er indlysende, om patienten faktisk er habil til at træffe en

given beslutning eller ej. Der kan derfor være en vis risiko for, at

vurderingen ender med at være forfejlet. Dette gælder antageligt også i

forbindelse med vurderingen af, om inhabiliteten er varig.

Eftersom vurderingen af patientens habilitet kan være forbundet med

usikkerhed og samtidig er selve nøglen til anvendelse af tvang i

behandlingsøjemed, kan det undre, at udkastet til lovforslaget ikke rummer

nærmere overvejelser eller anvisninger angående rammerne for disse

centrale beslutninger. Det er selvsagt af afgørende betydning for

patientens retssikkerhed, at disse beslutninger træffes på et forsvarligt

grundlag, eftersom en forkert vurdering kan føre til uberettiget

tvangsanvendelse, hvilket må betragtes som en ganske betragtelig

krænkelse.

Det Etiske Råd har de følgende forslag og kommentarer til problematikken:

Det Etiske Råd mener, at der bør være en væsentlig bedre sikring af,

at den indledende vurdering af patientens habilitet gennemføres på

et evidensbaseret og fagligt kvalificeret grundlag. På verdensplan er

der udviklet en lang række kognitive test, som kan benyttes til at

Fra Det Etiske Råd (2012):

Psykiatri og tvang i en etisk kontekst.

Teksten rummer en diskussion af

begreberne paternalisme og inhabilitet, se: http://www.etiskraad.dk/etiske-

temaer/psykiatri/publikationer/psykiatri-og-tvang-i-en-etisk-kontekst-2012

Side

3 / 10

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

kortlægge en persons kognitive evner. En mulighed kunne være at

udforme faglige retningslinjer for vurdering af varig inhabilitet, som

benytter sig af og henviser til disse test og tager højde for, at

vurderingerne skal kunne foretages på mange forskellige

patientgrupper. Det skal understreges, at dette forudsætter, at de

personer, der varetager den praktiske gennemførelse af testene,

har de rette kvalifikationer til denne del af arbejdet.

I tvivlstilfælde må det antages at være en hjælp for den relevante

læge eller tandlæge at have adgang til faglig sparring og eventuelt

en ”second opinion” fra en anden sundhedsperson. En mulighed

kunne være at skabe institutionelle rammer for kvalificeret sparring

og støtte, som udover at nedbringe antallet af fejlskøn kunne

bidrage til en generel opkvalificering i forhold til at træffe

vurderingerne angående habilitet.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at

klager over beslutninger om tvang kan indbringes for et

Tvangsbehandlingsnævn. Det Etiske Råd finder det nødvendigt, at

medlemmerne af nævnet er tilstrækkeligt kvalificerede til at

vurdere, om patienten var varigt inhabil på det tidspunkt, hvor det

blev besluttet at anvende tvang. Dette kan tale for, at der skal være

en neurolog eller en neuropsykolog med i nævnet eller alternativt,

at nævnet er forpligtet til at indhente en ekstern vurdering af

graden af inhabilitet i de sager, hvor dette spørgsmål er

udgangspunktet for klagen.

Det fremgår endvidere af de almindelige bemærkninger til

lovforslaget, at Tvangsbehandlingsnævnet skal tage stilling til klager

inden for 14 hverdage fra klagens modtagelse. Dette forekommer

at være en meget langvarig frist i betragtning af, at der er tale om

tvangsanvendelse. Det fremgår ikke af udkastet til lovforslaget, om

tvangsbehandlingen eventuelt kan eller skal indstilles, indtil klagen

er behandlet, hvis dette ud fra en sundhedsfaglig betragtning er

forsvarligt. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at patienten

og de pårørende informeres om klagemuligheden.

Det fremgår også af bemærkningerne til lovforslaget, ”at lægens

eller tandlægens beslutninger om anvendelse af tvang alene har

gyldighed i seks måneder”. Det Etiske Råd anser ikke seks måneder

for at være en kort periode i den givne sammenhæng og mener, at

det bør fremgå af lovforslaget, at der fortløbende SKAL tages stilling

Side

4 / 10

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

til patientens habilitet. Ligeledes finder Rådet det væsentligt, at

patienten fortløbende forsøges motiveret til at deltage i

behandlingsforløbet, ligesom mindstemiddelprincippet for tvang

bør anvendes i hver enkelt behandlingssituation. Det bør ikke blive

en rutine at operere med et givent niveau af tvang.

til § 5, §

6 og § 11 angående kriterier for anvendelse af

¨ © ¨§§¦u

tvang

Det fremgår af udkastet til lovforslaget, at behandling ved brug af tvang

ifølge § 5 kun kan gennemføres, hvis:

1) en undladelse af at behandle patienten ud fra en sundhedsfaglig

vurdering vil føre til væsentlig forringelse af patientens helbred eller

sundhedstilstand,

2) behandlingen anses for nødvendig for at forhindre denne væsentlige

forringelse, og

3) det efter en helhedsvurdering fremstår som den bedste løsning for

patienten at gennemføre behandlingen.

Af § 6 fremgår det endvidere, at ethvert tvangsindgreb skal ”stå i rimeligt

forhold til formålet med indgrebet”. Endelig fastlægges det i § 11, at der

kan foretages personlig hygiejne under anvendelse af tvang på en varigt

inhabil patient, hvis ”dette er nødvendigt af hensyn til patienten selv eller

af hensyn til medpatienter eller personale”.

Det Etiske Råd ønsker at gøre opmærksom på, de anførte forudsætninger

for at anvende tvang alle er særdeles uklare og derfor vanskelige og

problematiske at anvende i praksis. Dette skyldes blandt andet de følgende

omstændigheder.

For det første forekommer det rimeligt, at den krænkelse, patienten

oplever ved behandling med tvang, skal medregnes i vurderingen af, hvad

der samlet set er i patientens interesse ud fra en helhedsvurdering. Men

det er vanskeligt at sammenligne den oplevede krænkelse med den

sundhedsfaglige gevinst ved en eventuel behandling, idet der er tale om

ulemper og fordele af radikalt forskellige typer. Der er derfor stor risiko for,

at afvejningerne vil falde meget forskelligt ud alt afhængigt af, hvem der

foretager dem.

Side

5 / 10

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

For det andet fremgår det af udkastet til lovforslaget, at de forskellige

vurderinger og afvejninger så vidt muligt skal foretages ud fra patientens

perspektiv, idet også patientens livssyn, religion og tilhørsforhold til en

given kultur skal tages med i betragtning. Det Etiske Råd er principielt set

enig i dette, men Rådet mener på den anden side ikke, at det gør

vurderingerne og afvejningerne enklere at foretage. Det kan være

vanskeligt at sætte sig ind i, hvordan fordele og ulemper tager sig ud set fra

patientens perspektiv. Eksempelvis vil det formodentlig ofte være uklart,

om en varigt inhabil patient oplever krænkelsen ved magtanvendelse ud

fra de samme parametre, som en beslutningshabil patient ville gøre. For

habile patienter vil en stor del af krænkelsen antageligt knytte sig til selve

den underkendelse af deres selvbestemmelse, som magtanvendelsen

udtrykker. Men for personer, der permanent har mistet evnen til at træffe

habile beslutninger, er dette aspekt muligvis ikke så fremtrædende, særligt

ikke hvis der er tale om personer som fx hjerneskadede, der ikke på et

tidligere tidspunkt har været beslutningshabile.

Mere generelt er det for det tredje væsentligt, hvordan andre typer af

værdier end rent sundhedsfaglige værdier bør indgå, når det skal afgøres,

hvilken behandling der samlet betragtet er i den varigt inhabile patients

interesser. I udtalelsen

Sygdomsbehandling af inhabile demente

nævnes

det som et eksempel, hvordan en patient, der tidligere havde erklæret sig

som værende Jehovas Vidne og derfor havde frabedt sig blodtransfusion,

ville skulle behandles efter at være blevet inhabil. Skal ønsket om ikke at

modtage blodtransfusion stadig respekteres, også selv om personen

tydeligvis ikke længere er i stand til at forstå eller forholde sig til

problemstillingen?

Lignende spørgsmål kan man stille på andre områder, fx i forhold til den

personlige hygiejne. Hvis personen tidligere var optaget af at fremstå

velsoigneret i mødet med andre og opfattede dette som et middel til at

bevare sin værdighed, taler dette så for med en mild form for tvang at

opretholde en særlig høj grad af personlig hygiejne hos netop denne

person, hvis han eller hun efterfølgende er blevet inhabil? Eller mere

generelt formuleret: Hvordan tænkes patientens perspektiv og herunder

patientens livssyn, religion og kulturelle baggrund i praksis at indgå i

vurderingerne af, i hvilke tilfælde patienten skal tvangsbehandles?

Side

6 / 10

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Det indgår i lovforslaget, at ”Sundhedsministeren fastsætter nærmere

regler om omfanget af den personlige hygiejne, der kan gennemføres, og

gennemførelsen heraf” (§ 11, stk.3). Rådet vil i forlængelse heraf kraftigt

anbefale, at der i forbindelse med hygiejne og også i forbindelse med

tvangsbehandling generelt gives eksempler på, hvornår anvendelse af

tvang samlet set må antages at være/ikke at være i patientens interesse.

Hvis der ikke anføres en række af sådanne eksempler – og samtidig anføres

begrundelser for, at det i de givne situationer er acceptabelt/uacceptabelt

at benytte tvang og eventuelt foretage tvangsindlæggelse – må det

forventes, at praksis rundt omkring i landet bliver delvist vilkårlig og

uensartet på grund af den uklarhed, der knytter sig til de nødvendige

afvejninger og vurderinger. Ud fra en retssikkerhedsmæssig betragtning er

dette ikke acceptabelt.

Efter Rådets opfattelse skal målet for den lægelige behandling tages i

betragtning sammen med den samlede tvang, der vil blive brug for at

gennemføre under behandlingsforløbet. Formålet med tvang kan være at

gennemføre en behandling, som vil føre til lindring af symptomer som fx

smerter. I sådanne tilfælde må sværhedsgraden af symptomerne indgå

med stor vægt. Formålet kan også være livsforlængende. I sådanne tilfælde

må værdien af livsforlængelsen ses i lyset af det liv, patienten har foran sig,

og må så vidt muligt vurderes ud fra patientens eget perspektiv

til § 5 og § 1

angående samtykke og tvangsbegrebet

Det fremgår af § 5, at ”med samtykke fra en værge, en nærmeste

pårørende eller en fremtidsfuldmægtig, eller ved tilslutning fra en anden

sundhedsperson med fagligt indsigt på området kan en læge eller tandlæge

beslutte at gennemføre behandlingen ved brug af tvang over for patienter,

som i ord eller handling modsætter sig en sundhedsfaglig behandling, som

en værge, en nærmeste pårørende eller en fremtidsfuldmægtig har givet

samtykke til …” Det Etiske Råd finder formuleringerne i denne

bestemmelse særdeles uklare og vil i forlængelse heraf anbefale:

At der i lovforslaget skelnes tydeligt mellem magt og tvang.

At det fremgår tydeligere af lovforslaget, at der også skal indhentes

samtykke til behandling fra en værge, den nærmeste pårørende

eller en fremtidsfuldmægtig, hvis en patient er varigt inhabil og ikke

modsætter sig en behandling.

Side

7 / 10

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

At det kommer til at fremgå tydeligere af lovforslaget, at man også

kan tale om tvang, hvis en varigt inhabil behandles, uden at der er

givet samtykke fra en nærmeste pårørende eller en

fremtidsfuldmægtig mv., også selv om patienten ikke modsætter sig

behandlingen i ord eller handling.

angående uklarheder i § 11 og § 16

§ 11 i udkastet til lovforslaget giver hjemmel til at anvende tvang til at

varetage personlig hygiejne, ”hvis dette er nødvendigt af hensyn til

patienten selv eller af hensyn til medpatienter eller personale”. Efter Det

Etiske Råds opfattelse er det imidlertid uklart ud fra udkastet til

lovforslaget, hvad det indebærer at varetage patientens personlige

hygiejne af hensyn til patienten selv.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser, at

”Betingelserne for at foretage tvangsmæssig personlig hygiejne er, at

patientens helbred direkte er truet på grund af fraværet af personlig

hygiejne, f.eks. på grund af risiko for infektioner og lignende”. På baggrund

af denne kommentar synes der imidlertid ikke at være behov for en

specifik bestemmelse om at varetage den personlige hygiejne af hensyn til

patienten selv. For i sidste ende er kriteriet for udøvelse af denne form for

hygiejne af sundhedsfaglig karakter og har således allerede hjemmel i den

øvrige lovtekst.

Det skal i øvrigt nævnes, at det desuden fremgår af bemærkningerne til

lovforslagets enkelte bestemmelser, at klager over beslutninger om

tvangsmæssig personlig hygiejne falder uden for

Tvangsbehandlingsnævenets kompetence og i stedet skal rettes til

sygehusmyndigheden. Dette forekommer ikke logisk, hvis der er tale om

personlige hygiejne, der gennemføres af hensyn til patienten selv, idet

behandlingen i så fald reelt har sundhedsfaglig karakter. Derfor bør der

også i denne sammenhæng være klagemuligheder. Det Etiske Råd

opfordrer til, at der i det kommende lovforslag tages højde for de

beskrevne uklarheder angående § 11 og § 16.

Kommentarer til § 2 angående tvangsbehandlingslovens brede

anvendelsesområde

Det fastlægges i § 2, at ”loven finder anvendelse inden for

sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig

virksomhed af sundhedspersoner”. Det fremgår af de almindelige

($(' &% $##"!

Side

8 / 10

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

bemærkninger til lovforslaget under 2.1.3.1., at anvendelsesområdet

hermed bliver relativt bredt, hvad angår såvel lokalisering som den

personkreds, der via delegering fra læge eller tandlæge kan komme til at

udføre den konkrete tvangsbehandling. I forhold til det sidste nævnes

således; ”læge, tandlæge, sygeplejerske, jordemoder, social- og

sundhedsassistenter, fysioterapeut, ergoterapeut, klinisk tandtekniker,

fodterapeut, kiropraktor, psykolog, optiker, klinisk diætist og tandplejer, og

personer, der handler på disses ansvar, jf. § 6 i sundhedsloven. Uden for

lovens anvendelsesområde falder således bl.a. behandling hos alternative

behandlere, medmindre disse handler på ansvar af en autoriseret

sundhedsperson”.

Der er tale om en sammensat gruppe, som også vil have varierende

tilknytning til personalegrupper, teams og kolleger mv. Nogle

sundhedspersoner vil således både fortløbende og i den konkrete

behandlingssituation kunne få support og sparring fra det øvrige personale,

mens andre i højere grad er nødsaget til at foretage deres egne vurderinger

og håndtere problemerne på egen hånd. I forlængelse af kommentarerne

til § 5, § 6 og § 11 ovenfor anser Det Etiske Råd det derfor ikke for at være

usandsynligt, at den brede lokalisering og personkreds kan medvirke til, at

der udvikler sig forskellige praksisser i forbindelse med tvangsbehandling

på de forskellige behandlingssteder.

Det Etiske Råd har ikke et konkret forslag til en indsnævring af lovens

anvendelsesområde, men Rådet har noteret sig, at det fremgår af afsnit

2.1.3.1., at ”Sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere

regler om anvendelsesområder, som kan udmøntes, såfremt

afgrænsningen i praksis viser sig problematisk eller skaber en uklar

retsstilling”. Rådet finder denne bemyndigelse velvalgt.

Det skal i øvrigt bemærkes, at en væsentlig pointe i Rådets udtalelse fra

2011 var, at det er vigtigt at etablere en kultur på de relevante

behandlingssteder, som er egnet til at minimere brugen af tvang. Det

Etiske Råd anno 2017 tilslutter sig dette synspunkt og vil opfordre til, at der

både fra centralt hold og på de enkelte behandlingssteder sættes tiltag i

gang, der kan befordre dette. Det er vigtigt, at brugen af tvang ikke bliver

rutine.

Med venlig hilsen

Side

9 / 10

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Til Sundheds- og Ældreministeriet

Vordingborg

10. februar 2017

Høringssvar vedr. udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inha-

bile (tvangsbehandlingsloven).

Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD) har modtaget lov-

forlaget.

Udkastet giver ikke anledning til bemærkninger.

Med venlig hilsen

Helle Linnet

Landsformand

[email protected]

Tlf.: 55 36 27 30

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Fra:

Sendt:

Til:

Emne:

Birita Ludvíksdóttir <[email protected]>

14. februar 2017 13:45

Rigsombuddet; Frederik Rechenback Enelund

SV: Høring over udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af

varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven) (RIGS-FO Sagsnr.: 2017 - 55)

Til Sundheds- og Ældreministeriet,

Heilsu- og Innlendismálaráðið har fået nedenforstående lovforslag i høring og har noteret sig, at lovforslaget

helt eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne, jf. § 18 i lovforslaget.

Bemærkninger til § 18:

Som overskrift til de særlige bemærkninger til § 18, bliver der henvist til § 19. Dette bør rettes til ”Til § 18”.

Den sidste del af bemærkningerne er sålydende: ”idet hjemmestyret dog i medfør at hjemmestyrelovens § 9 i

henhold til rammelove vedtaget af Folketinget har overtaget den lovgivende og administrative myndighed på

områderne med bloktilskud.” Denne forklaring er lidt misvisende.

Iht. rammelov nr. 316 af 17. maj 1995 om Sundhedsvæsenet på Færøerne, har Færøerne dog overtaget den

lovgivende myndighed vedrørende fastsættelse af regler vedr. sundhedsvæsenets opgaver, ydelser og

administration, herunder sygehusvæsen, kommunelægeordning, sundhedsplejeordning,

hjemmesygeplejeordning, skolelægeordning, tandplejeordning og sygeforsikring. Områder vedrørende

sundhedsfaglige krav til sundhedsvæsenet, herunder autorisation af sundhedspersonale og patienters

retssikkerhed og retsstilling, samt de danske myndigheders tilsyn med det færøske sundhedsvæsen, er ikke

omfattet af rammeloven. Derfor kan denne lov helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne ved kongelig

anordning.

Heilsu- og Innlendismálaráðið foreslår, at bemærkningerne til § 18 rettes til iht. ovenforstående.

Heilsu- og Innlendismálaráðið skal derudover informere om, at lovforslaget vil blive forelagt landsstyrekvinden i

sundehedsanliggender til stillingtagen. Landsstyrekvinden skal tage stilling til, hvorvidt loven skal sættes loven i

kraft for Færøerne ved kongelig anordning eller ikke. Heilsu- og Innlendismálaráðið vender tilbage til Sundheds-

og Ældreministeriet, når der er taget stilling til dette.

Vinaliga/Sincerely

Birita Ludvíksdóttir

Løgfrøðiligur ráðgevi/Legal adviser

Heilsu- og Innlendismálaráðið/

Ministry of Health and the Interior

Eirargarður 2 • 100 Tórshavn • Faroe Islands

Tel. +298 304050 • Mobile +298 734066

[email protected] • www.himr.fo

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Til Sundheds- og

Ældreministeriet

Høring over udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved

somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven).

Ankestyrelsen har ingen bemærkninger.

09. februar 2017

J.nr. 2017-0017-04691

Cpr.nr.

Ankestyrelsen

Venlig hilsen

7998 Statsservice

Tel +45 3341 1200

Ankestyrelsen

[email protected]

EAN-nr:

57 98 000 35 48 21

Åbningstid:

man-fre kl. 9.00-15.00

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Frederik Rechenback Enelund

SV: Høring over udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk

behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven

X8 1109 71 65B 67D 6) )WVRUTS RQP

Sundheds- og Ældreministeriet sendte den 19. januar 2017 ovennævnte udkast til lovforslag i

høring.

Lovforslaget ses ikke at berøre de private apoteker i Danmark. Danmarks Apotekerforening

har på den baggrund ikke bemærkninger til forslaget.

Med venlig hilsen

Merete Kaas

Juridisk Chefkonsulent

Danmarks Apotekerforening

Lægemidler og sektorpolitik

Bredgade 54

∙

1260 København K

Direkte 33 76 76 02

∙

Hovedtelefonnr. 33 76 76 00

∙

Fax 33 76 76 99

[email protected]

∙

www.apotekerforeningen.dk

I9HGD8FDED8B 6CB8 98 765343)2` 100)

Fra:

Sendt:

Til:

Emne:

Merete

3. februar 2017 12:29

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Kære Sundheds- og Ældreministeriet,

Erhvervsstyrelsen har modtaget høring vedr. "Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved

somatisk behandling af varigt inhabile".

Høringen giver ikke Erhvervsstyrelsen (herunder Team Effektiv Regulering) vurderer, at lovforslaget

medfører administrative konsekvenser under 4 mio. kr. årligt for erhvervslivet. De bliver derfor ikke

kvantificeret yderligere.

Med venlig hilsen

Andreas Oscar Arenfeldt

Stud.jur

ERHVERVSSTYRELSEN

Jura

Dahlerups Pakhus

Langelinie Allé 17

2100 København Ø

Telefon: +45 35291000

www.erhvervsstyrelsen.dk



Pas på miljøet - udskriv kun denne e-mail hvis det er nødvendigt.

ERHVERVSMINISTERIET

dcbaY

Fra:

Sendt:

Til:

Cc:

Emne:

1 - ERST Høring <[email protected]>

13. februar 2017 09:54

jurpsyk@sum

Frederik Rechenback Enelund

Erhvervsstyrelsens høringssvar vedr

til forslag til lov om anvendelse af

tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (ERST Sagsnr: 2017 -

1184)

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreministeriet

Holbergsgade 6

1057 København K

[email protected]

Ergoterapeutforeningen

Nørre Voldgade 90

DK-1358 København K

Tlf: +45 88 82 62 70

Fax: +45 33 41 47 10

cvr nr. 19 12 11 19

etf.dk

Den 15. februar 2017

Side 1

Ref.: mn

E-mail: [email protected]

Direkte tlf: 5336 4949

Høringssvar vedr. forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk be-

handling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven).

Sundheds- og Ældreministeriet har sendt udkast til lovforslag om forslag til lov om

anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile i høring.

Ergoterapeutforeningen takker for muligheden for at kommentere lovforslaget og

har følgende kommentarer hertil.

Ergoterapeutforeningen synes, at det er positivt, at der er politisk fokus på en

svag gruppe af patienter. Derfor kan Ergoterapeutforeningen støtte, at der skabes

en klar hjemmel til at kunne indlede og fortsætte behandling af de patienter, selv-

om de modsætter sig, fordi borgeren ellers risikerer væsentlige forringelser af

egen helbredstilstand. Herudover kan det være en forudsætning for den efterføl-

gende rehabilitering, at patienten har modtaget den rette sundhedsfaglige be-

handling.

Samtidig kan det formentlig medvirke til at løse nogle af de problemer, som kan

opstå i sundhedssektoren mellem f.eks. udadreagerende og selvskadende pati-

enter med demens og sundhedspersoner, der forsøger at udøve den bedst muli-

ge omsorg for patienten.

Men Ergoterapeutforeningen er af den opfattelse, at loven bør anvendes restrik-

tivt af hensyn til den enkeltes retssikkerhed, så tvang og indgreb i den personlige

frihed begrænses til det absolut nødvendige.

Således finder Ergoterapeutforeningen det afgørende, at de varigt inhabile i ste-

det hjælpes frem til personlige mestringsstrategier, som gør dem i stand til at

håndtere deres sygdom fremadrettet for dermed at minimere risikoen for, at der

igen skal anvendes tvang i behandlingen.

For Ergoterapeutforeningen er det helt afgørende, at de gode intentioner bag lov-

forslaget rent faktisk bliver indfriet.

Derfor støtter Ergoterapeutforeningen også op om en evaluering af loven efter tre

år. Ergoterapeutforeningen uddyber naturligvis gerne ovenstående kommentarer.

Med venlig hilsen

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Tina Nør Langager

Formand

2/2

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreministeriet

Holbergsgade 6

1057 København K

Høringssvar over udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk

behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven)

Farmakonomforeningen har den 19. januar 2017 modtaget ovenstående høring.

Farmakonomforeningen takker for henvendelsen. Vi har ingen bemærkninger til det fremsendte

materiale.

Med venlig hilsen

Christina Durinck

formand

Skindergade 45 - 47 · 1159 København K · Telefon 3312 0600 · Fax 3314 0666 · e-mail [email protected] · www.farmakonom.dk

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Center for Sundhed

Sundhedsjura

Kongens Vænge 2

3400 Hillerød

Sundheds- og Ældreministeriet

[email protected]

cc.: [email protected]

Opgang

Telefon

Direkte

Mail

B&D

3866 6000

38665042

[email protected]

Journal nr.: 17002540

Dato: 10. februar 2017

Høringssvar fra Region Hovedstaden vedr. høring over udkast til lov om anven-

delse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingslo-

ven)

Region Hovedstaden fremsender hermed sine bemærkninger til ministeriets udkast til

tvangsbehandlingsloven. Overordnet set hilser regionen forslaget velkomment, det har

været efterspurgt i længere tid af vores virksomheder. Det er vores vurdering, at det vil

kunne bidrage til at bedre helbredstilstanden hos en udsat persongruppe, der grundet

deres manglende habilitet ikke er stand til at forstå konsekvensen af ikke at ville

samtykke til en konkret behandling, samtidig med at det vil respektere selv samme

gruppes retssikkerhed.

Generelle bemærkninger

Regionen er enig i, at lovforslaget alene skal omfatte de varigt inhabile, men regionen

er af den opfattelse, at det med fordel kan forklares i bemærkningerne til lovforslaget,

hvorfor der skelnes mellem midlertidigt og varigt inhabile, og hvorfor dette regelsæt

alene vil omfatte de varigt inhabile.

Der mangler en stillingtagen i sundhedslovningen til den patientgruppe, som er børn

under 15 år, der modsætter sig en bestemt behandling, efter at der er indhentet et infor-

merede samtykke enten fra forældrene eller Børne- og Ungeudvalget, hvor forældrene

ikke fysisk kan holde eller medvirke til at holde barnet, og hvor barnet modsætter sig

en bestemt behandling. Der foreligger der fortsat ikke en mulighed for tvang med hen-

blik på behandling for denne gruppe af patienter. Det kunne f.eks. være et 14-årigt

barn, der bliver påvirket bragt til skadestuen med en brækket arm, men som følge af

påvirkningen modsætter sig behandling heraf på trods af, at de kontaktede forældre

har samtykket til behandlingen.

Konkrete bemærkninger

Lovens formål § 1

I bemærkningerne fremgår der på

side 45,

at der skal tages størst muligt hensyn til den

enkeltes livssyn og kulturelle baggrund

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

I bemærkningerne på

side 50

står der, at der kan lægges vægt på patientens livssyn og

religion, samt tidligere tilkendegivelser om behandling fra patienten, da vedkommen-

de var habil.

Der savnes konsekvens således, at der begge steder nævnes henholdsvis: livssyn, kul-

turelle baggrund og religion.

For så vidt angår oplysninger, fra det tidspunkt hvor patienten var habil (tidligere til-

kendegivelser) kan det med fordel præciseres i bemærkningerne, at disse kan komme

fra pårørende samt fra patientens journal fra praktiserende læge og/eller hospital.

Delegation af beslutninger og varigheden af beslutninger § 4

Det ønskes, at det tydeligøres, at der er i § 4, stk. 2, er tale om

tvangsbehandling

og i

stk. 3 er

tvangsindgreb

Vi forudsætter at både tvangsbehandling (og beslutningen herom) og tvangsindgrebet

(gennemførelsen af tvangsbehandlingen) bliver forbeholdt virksomhed, men at selve

udførslen af tvangsbehandlingen og tvangsindgrebet kan delegeres til en bredere kreds

af sundhedspersoner, der både kan være autoriserede og ikke-autoriserede (eksempel-

vis portører, som det må forventes i mange tilfælde vil være dem, der i praksis vil del-

tage udførelsen af tvang).

Vi kan i den forbindelse bemærke, at medicinering (selve administrationen af medici-

nen dvs. et tvangsindgreb) er lægelig forbeholdt virksomhed, hvorfor at tvangsindgre-

bet om beroligende medicin (skjult medicinering) vil være virksomhed, der er forbe-

holdt læger/tandlæger at udføre, og som alene af andre, herunder andre sundhedsper-

soner, kan udføres på delegation. Der er derfor behov for, at der i bestemmelserne ind-

sættes en henvisning til bekg. 1219 af 11. december 2009 om delegation af forbeholdt

virksomhed, ligesom der i bekendtgørelsen optages en bestemmelse om denne virk-

somhed, der er forbeholdt, og som ikke kan delegeres.

Der er således behov for en omskrivning af § 4 i overensstemmelse med ovenstående.

Beroligende medicin § 8

Der er i lovforslaget forskel på tvangsbehandling og at udføre et tvangsindgreb mhp.

at behandle. Ud fra bestemmelse kan man ikke se, at bestemmelsen indeholder mulig-

heden for skjult medicinering, sådan som det fremgår af bemærkningerne på side 59.

Med den nuværende formulering synes der at være et misforhold mellem § 8 og be-

mærkningerne på side 59 om skjult medicinering, der forstås bredere end beroligende

medicin, idet denne kan foretages, uden at patienten har vidende herom.

Tvangsindlæggelse § 9

Det fremgår af § 9, stk. 1, at den læge eller tandlæge, der har besluttet at tvangsbe-

handle patienten, jf. § 5, kan beslutte, at en patient skal tvangsindlægges med henblik

på den besluttede tvangsbehandling.

Side 2

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Bestemmelsen er formuleret således, at den forudsætter, at patienten bringes ind på

sygehuset fra et andet sted (formentlig ofte fra eget hjem). Der tages ikke højde for

den situation, hvor patienten allerede befinder sig på hospitalet, og hvor det i forbin-

delse med behandlingen vurderes, at der er behov for en tvangsindlæggelse.

Vi finder derfor ikke § 9 dækkende for de situationer, der kan opstå i praksis.

Som stk. 2 er formuleret skal erklæringen om tvangsindlæggelse baseres på lægens el-

ler tandlægens egen undersøgelse, og erklæringen må ikke være udstedt af en læge,

der er ansat på den sygehusafdeling, hvor tvangsindlæggelsen skal finde sted. Dette

kan ikke lade sig gøre, hvis patienten allerede er indlagt på hospitalet.

Til afsnit 2.1.3.4

I disse bemærkninger står, at erklæringen ikke må være udstedt af en læge eller tand-

læge, der er ansat på det sygehus, hvor tvangsindlæggelsen skal finde sted.

Det bemærkes desuden, at der i

første linje på side 23

står sundhedspersonens under-

søgelse. Vi mener, at der skal stå læge eller tandlægen, da der skal skelnes mellem dis-

se og andre sundhedspersoner, netop fordi at beslutningen om tvangsindlæggelse er

forbeholdt læger og tandlæger.

Stk. 7 og afsnit 2.1.3.5: Vi finder det desuden hensigtsmæssigt, at der af hensyn til pa-

tientens retssikkerhed fastsættes en grænse for, hvad der ligger i snarest muligt i stk. 7.

Der findes klare frister i psykiatriloven, som omfatter lignende situationer.

Tilbageholdelse og tilbageførsel § 10

Som bestemmelsen er formuleret, fremstår den som mildere end tvangsindlæggelse.

Der savnes en præcisering til brug for sundhedspersonalets anvendelse af disse to mu-

ligheder i praksis. Hvornår er man tvangstilbageholdt, og hvornår er man tvangsind-

lagt i forhold til § 9?

Man kan endvidere med fordel klarificeres, om man kan have patienter, der skal til-

bageføres, uden at disse er underlagt tvangsbehandling eller er tvangsindlagt?

Nederst på side 55:

”Hermed sikres det, at der ikke opstår situationer hvor en inhabil

patient der er indlagt uden at gøre modstand ikke kan tilbageholdes eller tilbageføres

hvor vedkommende har forladt eller ved at forlade sygehuset, fordi vedkommende

pga. sin funktionsnedsættelse ikke formår at forholde sig fornuftsmæssigt til behovet

for den fortsatte indlæggelse.”.

Der savnes eksempler herpå, hvornår en tilbageførsel/tilbageholdelse med henblik på

fortsat behandling af en patient er en tvangsindlæggelse eller en tilbageførsel/tilbage-

holdelse, når patienten modsætter sig.

Side 3

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Midt på side 56: ”… kan der alene træffes beslutning om bistand fra politiet, hvis det

ikke er muligt at få bragt patienten tilbage til afdelingen ved at motivere”. Der savnes

eksempler herpå – hvor langt skal disse metoder forsøges af sundhedspersonalet? Der

er vores opfattelse, at når patienten har forladt matriklen, er det en opgave for politiet

at tilbageføre vedkommende.

Indberetning § 13

Side 29:

næstsidste afsnit, der står kommunalbestemmelser, vi går ud fra at der menes

kommunalbestyrelser.

Til afsnit 2.3.3 og 2.3.4

mangler der en stillingtagen til, om regionen skal modtage da-

ta i personhenførbar form eller i aggregeret form. Formen på oplysningerne vil være

afgørende for regionernes reaktionsmuligheder. Det vil ikke være muligt at kontrollere

specifikke problemer i relation til oplysninger, som vi ikke modtager i personhenfør-

bar form, idet det ikke vil være muligt at tilgå journalerne.

Der kan endvidere være et behov for at kunne gå i konkrete patientjournaler, hvis der

skal handles på et uhensigtsmæssigt mønster i brugen af tvangen, men der mangler at

blive taget stilling til, om regionerne kan gøre dette på baggrund af oplysninger mod-

taget fra Sundhedsdatastyrelsen.

Der er behov for, at der i bemærkningerne tages stilling til, hvordan regionen kan for-

holde sig, hvis regionen finder et atypisk mønster. Har regionerne på baggrund heraf

hjemmel til at gå i patientjournaler med henblik på at indhente yderligere oplysninger,

og hvem må i givet fald gøre dette.

Endvidere forekommer det ikke klart, om det er tilsigtet, at kun Styrelsen for Patient-

sikkerhed og ikke Sundhedsstyrelsen er nævnt i bestemmelsen, da det er Sundhedssty-

relsen, der varetager den overordnede planlægning af behandling inden for sundheds-

væsenet.

Fsva. Styrelsen for Patientsikkerhed fremgår det af side 30, at oplysningerne ikke kan

danne grundlag for iværksættelse af konkrete sanktioner og tilsynsforanstaltninger, li-

gesom som oplysningerne fra SDS ikke må anvendes til brug for eller i forbindelse

med konkrete tilsynssager.

Der fremgår imidlertid af

side 60,

at bestemmelsen sikrer, at styrelsen til brug for sin

tilsynsvirksomhed får adgang til de indberettede data. I forhold til oplysningernes

form forventes reglerne udmøntes således, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke mod-

tager oplysninger om den besluttende læges eller tandlæges navn, personnummer,

ydernummer, aut.id. eller lign. personhenførbare oplysninger, og at regioner og kom-

muner hverken modtager oplysninger om besluttende læges eller tandlæges navn, per-

sonnummer, ydernummer, aut.id. eller lign. personhenførbare oplysninger eller patien-

tens navn eller personnummer.

Side 4

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Det er regionens opfattelse, at Styrelsen for Patientsikkerhed heller ikke skal have op-

lysninger om patientens navn og/eller personnummer, hvis det skal give mening, at

styrelsen ikke må bruge oplysningerne til iværksættelse af konkrete sanktioner og til-

synsforanstaltninger. Hvis styrelsen har adgang til patientens oplysninger, vil styrelsen

i tilsynsøjemed kunne bede regionerne om at fremskaffe/udlevere journaler med hen-

blik på at kunne finde den konkrete sundhedsperson, jf. sundhedslovens § 213 a og au-

torisationsloven § 6 (som nævnt på side 30).

Enten skal Styrelsen for Patientsikkerhed ikke modtage oplysninger om patientens

navn og personnummer ligesom regionerne, eller også skal man forholde sig til, at sty-

relsen på baggrund af de modtagne data indirekte vil kunne bruge disse til iværksæt-

telse af konkrete sanktioner og tilsynsforanstaltninger.

Indbringelsen af klager § 14

afsnit 2.4.

Det findes betænkeligt, og der savnes en forklaring på, at der er fastsat frister for kla-

gen over administrativ frihedsberøvelse ifølge tvangsbehandlingsloven. Der er ingen

frist for klage over administrativ frihedsberøvelse ifølge psykiatriloven, og en sådan

kan indgives til enhver tid.

Det findes desuden betænkeligt, at der ikke er fastsat en to-instansprøvelse af klager

over anden tvang end frihedsberøvelse. Behandling mod patientens vilje er således og-

så i relation til varigt inhabile en meget alvorlig indgriben, som bør følges af en høj

grad af retssikkerhed.

Det bemærkes i øvrigt, at det kan overvejes, om der også bør gælde en sagsbehand-

lingsfrist for klager over tvang, der ikke længere opretholdes over for patienten ved

klagens indgivelse (andre sager kan afsluttes snarest muligt, og det fremgår af be-

mærkningerne, at Tvangsbehandlingsnævnet skal tilstræbe en sagsbehandlingstid på

maksimalt 6 uger).

Til side 34/35 og 62:

Konsekvensen af disse klageadgange er, at der kan indbringes to

klager for samme forhold i to forskellige klagenævn, afhængig af om der ønskes en

stillingtagen til kritik eller godkendelse af tvangen. Har man i den forbindelse forholdt

sig til, at den situation kan opstå, at de to nævn ikke er enige – f.eks. finder tvangsbe-

handlingsnævnet ikke grundlag for at ophæve et tvangsindgreb, men at disciplinær-

nævnet finder det kritisabelt, at der er benyttet et tvangsindgreb?

Idet patienten er inhabil og tvangsbehandlingen sker med samtykke fra de pårørende

eller andre, vil det i mange tilfælde være tale om en illusorisk klageadgang. Hvorfor

skulle pårørende bakke op om et ønske fra den inhabile om at ville klage, hvis den på-

rørende selv har samtykket til behandlingen, herunder med viden om at den bliver fo-

retaget med tvang? Den varigt inhabil bør have en person tilknyttet, der kan varetage

deres interesser, sådan som det kendes fra psykiatrien med en patientrådgiver.

Side 5

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Tvangsbehandlingsnævnet § 16

Til side 63

tredje afsnit nævnes Det Somatiske Ankenævn, dette omtales om Tvangs-

behandlingsnævnet andre steder.

Til side 65

det er vores vurdering, at nævnet kræver en bredere sammensætning end de

foreslåede, da den nævnte organisation alene dækker handicappede og ikke dækker de

ældre varigt inhabile.

Med venlig hilsen

Louise Kambjerre Scheel

Specialkonsulent, cand.jur.

Side 6

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Til Sundheds- og

Ældreministeriets Center for Sundhedsjura og Psykiatri.

Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile giver ikke

Retspolitisk Forening anledning til bemærkninger.

Sagsnummer: 1601180

Mvh Brit Havsager, sekretær

gffsiq fyx pyqiyh h gfed

y v si q yx fqg pvpg sqg pigfe

Fra:

Sendt:

Til:

Emne:

Sekretær

februar

Frederik Rechenback Enelund;

- Høring over udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk

behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven)

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Jordemoderforeningen takker for det tilsendte høringsmateriale vedrørende høring over udkast til forslag

til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven).

Loven behandler et centralt område for det enkelte menneske - og for vores samfund som sådan - nemlig

retten til at bestemme over egen krop, og grænserne for, hvornår man ikke længere kan gøre dette i en

sundhedsmæssig kontekst.

Det er et yderste vanskelig område at behandle, og Jordemoderforeningen anerkender, at der vil være tale

om situationer, hvor behandling mod patientens umiddelbare vilje vil være nødvendig.

Derfor er det også glædeligt, at det præciseres, at den foreslåede bestemmelse alene finder på varigt

inhabile patienter.

Jordemoderforeningen noterer sig, at det i § 3 præciseres, at 'en undladelse af at behandle patienten ud fra

en sundhedsfaglig vurdering

vil

føre til væsentlig forringelse af patientens helbred eller sundhedstilstand'.

Det er her væsentligt at bemærke, at det drejer sig om en sundhedsfaglig vurdering, hvor undladelse af

behandling

vil

føre til væsentlig forringelse og dermed ikke blot, at undladelse af behandling

kan

føre til

forringelse. Derfor bekymrer det også Jordemoderforeningen, at der fremtrækkes et eksempel, der

hidrører vaccination (p 9). Her er der ikke tale om at undladelse af behandling nødvendigvis vil føre til

forværring af sundhedstilstanden, men at den

kan.

Der hersker således ikke entydig klarhed i forhold til

præcisereingen af, under hvilke omstændigheder, magtanvendelsen kan finde sted.

Det er således Jordemoderforeningens håb, at der i teksten sker en yderligere præcisering af, under hvilke

omstændigheder en magtanvendelse kan finde sted.

Jordemoderforeningen noterere sig samtidig, at det planlægges, at loven skal evalueres efter tre år. Dette

kræver nøje monitorering, hvilket synes at være imødekommet gennem etableringen af blandt andet et

Tvangsbehandlingnævn og pligt til at indberette situationer, hvor tvangsanvendelse har fundet sted.

Jordemoderforeningen hilser denne forsanstaltning velkommen.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreministeriet

Att.: Center for Sundhedsjura og Psykiatri

Holbergsgade 6

1057 København K

Høringssvar vedr. udkast til lovforslag om anvendelse af tvang ved

somatisk behandling af varigt inhabile (Tvangsbehandlingsloven)

Med henvisning til Sundheds- og Ældreministeriets høring af 19. januar 2017 skal

FOA hermed fremkomme med følgende bemærkninger til forslag om Lov om an-

vendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (Tvangsbehand-

lingsloven).

Dato:

14-02-2017

Dokument nr.:

16/329070-3

Ref.:

KAS

FOA hilser alle tiltag, der har til formål at sikre den bedst mulige behandling, om-

sorg og beskyttelse af patienterne velkommen. FOA har igennem flere år arbej-

det for, at der blev skabt en juridisk ramme som gjorde det muligt, at varigt in-

habile patienter fik den samme adgang til sundhedsfaglige ydelser som andre pa-

tienter samtidig med, at sundhedspersonalet fik nogle tydelige rammer at levere

disse sundhedsfaglige ydelser indenfor.

Grundlæggende er det vigtigt, at der kommer ordnede forhold på området, som

kan være med til at dæmme op for anvendelsen

af ”skjult” tvang,

som nogle ste-

der praktiseres i dag. Lovforslaget sikrer en passende balance mellem patientens

retssikkerhed og muligheden for at udøve behandling ved tvang, når visse betin-

gelser er opfyldt. FOA er derfor meget imødekommende overfor dette initiativ

vedr. lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile.

Lovforslaget rejser dog også en række bekymringer i FOA, hvorfor FOA har føl-

gende kommentarer til høringsmaterialet:

§13: ”Læge

s eller ta dlæge s beslut i g o

rettes til Sundhedsdatastyrelsen”.

a ve delse af tva g…skal

indbe-

FOA

Staunings Plads 1-3

1790 København V

Telefon:

+45 46 97 26 26

Mail:

[email protected]

www.foa.dk

FOA finder det meget bekymrende, at det kun er lægen/tandlægens beslutning

om anvendelse af tvang og ikke hvert enkelt tilfælde, hvor der udøves tvang, der

skal indberettes til Sundhedsdatastyrelsen. FOA finder det vigtigt, at alle magt-

anvendelser indberettes løbende. Dette er vigtigt af hensyn til både patienten og

de ansattes retssikkerhed og, muligheden for at brugen af tvang kan danne

grundlag for læring. Der bør derfor ske løbende registrering og indberetning,

hver gang der er anvendt magt til at gennemføre en behandling. Det er vigtigt for

at sikre formålsbestemmelserne, herunder at der skal være fokus på at undgå at

benytte magt. FOA mener, at det kan blive svært at leve op til formålsbestem-

melserne, hvis der ikke er løbende evaluering og indberetning.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Høringssvar

Fra: Nationalt Videnscenter for Demens

Til: Sundheds- og Ældreministeriet

Vedr. høring over udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af

varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven)

Vi har med stor interesse læst lovforslaget.

Vi tillader os at skrive et høringssvar på

”Høring

over udkast til forslag høring over udkast til forslag til lov

om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven)

Nationalt Videnscenter for Demens er ofte med på høringslister ved lovændringer, og kunne formode at

det er en forglemmelse, at vi ikke er med på listen til denne høring, da det netop omhandler patienter med

demenssygdom.

Vi sætter stor pris på at blive hørt, og håber at vi også fremadrettet vil blive det, når det handler om

demens.

Vi har gennemgået lovforslaget og finder at det dækker et vigtigt behov, så mennesker med demens, som

er varigt inhabile, kan få nødvendig og livsvigtig behandling.

Vi har ikke yderligere kommentarer.

Venlig hilsen

Tove Buk

Uddannelseskonsulent, sygeplejerske

Nationalt Videnscenter for Demens

Direkte telefon: 3545 8103

E-mail:

[email protected]

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreministeriet

15. februar 2017

DSAMs høringssvar vedr. udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang

ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven)

DSAM takker for muligheden for at kommentere på ovenstående høringsudkast.

Vi anerkender, at det er nødvendigt at forbedre lovgrundlaget og retssikkerheden for

såvel patienter som personale for at sikre den nødvendige sundhedsfaglige behand-

ling af varigt inhabile patienter, fx patienter med demens eller udviklingshæmning,

som på grund af deres mentale funktionsnedsættelse modsætter sig en sundhedsfag-

lig nødvendig behandling.

Loven og bemærkningerne til loven skønnes at være grundigt gennemarbejdede for

at sikre i od e ’glideba e-effekt’. De e vil dog altid være til stede, år a vælger

at fravige lovgivningens sædvanlige krav om, at tvangsbehandling kun kan finde sted,

hvis en person kan betegnes som sindssyg. Bemærkningerne til § 1 er derfor af stør-

ste betydning, hvor det blandt andet fremgår, at tvang og indgreb i den personlige

frihed skal begrænses til det absolut nødvendige.

Vi finder, at den svageste del af lovgivningen er den, hvor der i § 5 stk.

2 står: ”Før e

behandling kan gennemføres ved brug af tvang, skal tillidsskabende tiltag være for-

søgt, og patie te skal fori de være forsøgt otiveret til beha dli ge .” Dette er

selvfølgelig helt indlysende rigtigt, men desværre mangler der uddybning af, hvordan

dette reelt skal foregå.

Med vores viden om hvordan personalet i sundhedsvæsenet i dag er presset på tid,

er det svært at se, hvordan man skal kunne iværksætte en tilstrækkelig grad af

’til-

lidsskabe

de tiltag’,

hvor man forsøger at motivere patienten.

Stockholmsgade 55, st.

2100 København Ø

T: 7070 7431

[email protected]

www.dsam.dk

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Side 2 / 2

Det er til gengæld ikke svært at forestille sig, at en dement og urolig person som bli-

ver indlagt på en akut modtageafdeling, ikke altid vil få den hjælp der er tiltrængt

–

ved at komme ind i et skærmet lokale med personale, der i fred og ro tager sig af

patienten

–

og i stedet tyr til tvangsbehandling fx i form af beroligende medicin efter

et kort ’ otiveri gsforsøg’.

Heller ikke i bemærkningerne til loven fremgår det mere specifikt, hvordan kravene

til at forsøge at otivere patie te skal forstås. Der står bl.a. ”Fastholder

patienten

sin modstand trods forsøget på at motivere patienten og opnå et udtrykkeligt eller

stiltiende samtykke, kan der træffes beslutning om tvangsbehandling efter de fore-

slåede regler. Først når dette udtrykkelige eller stiltiende samtykke er forsøgt opnået,

ka der træffes beslut i ge o tva gsbeha dli g.” Her står ikke ær ere beskre-

vet, hvordan forsøgene på at motivere patienten skal foregå, og hvordan samtykket

skal forsøges at opnås.

Det må derfor på det kraftigste anbefales, at man i bemærkningerne til loven udbyg-

ger dette afsnit, for at sikre at tvangsbehandling kun benyttes, når det er absolut

nødvendigt.

Med venlig hilsen

Anders Beich

Formand, Dansk Selskab for Almen Medicin

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreministeriet

Holbergsgade 6

1057 København K

Danmark

Att: Frederik Rechenback Enelund,

[email protected]

INSTITUT FOR

MENNESKERETTIGHEDER

WILDERS PLADS 8K

1403 KØBENHAVN K

TELEFON 3269 8888

[email protected]

MENNESKERET.DK

DOK. NR. 17/00219-3

14. FEBRUAR 2017

HØRING OVER UDKAST TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV

OM ANVENDELSE AF TVANG VED SOMATISK

BEHANDLING AF VARIGT INHABILE

Sundheds- og Ældreministeriet har ved e-mail af 19. januar anmodet

om Institut for Menneskerettigheders eventuelle bemærkninger til

udkast til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang ved somatisk

behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven).

Instituttet har en række bemærkninger til udkastet.

SAMMENFATNING

Instituttet finder det positivt, at udkastet lægger til grund, at varigt

inhabile med somatiske sygdomme skal kunne modtage behandling for

deres lidelser, og at der med udkastet vil komme en regulering af

anvendelsen af tvang overfor denne gruppe af patienter.

Instituttet finder imidlertid, at udkastet netop på grund af dets

indgribende karakter i særlig grad bør forholde sig til Danmarks

menneskeretlige forpligtigelser, samt vejlede om, hvorledes loven skal

forstås og anvendes i praksis.

Instituttet anbefaler på den baggrund overordnet, at:



Det indføres i udkastet, at en sundhedsperson kun kan samtykke til

gennemførelse af tvangsbehandling, hvis sundhedspersonen ikke

tidligere har og ikke senere skal deltage i behandlingen af patienten,

Det præciseres i bemærkningerne, at den pågældende patient

skal

støttes i at træffe egne beslutninger og give udtryk for egen vilje, og

ikke blot inddrages i, motiveres til og orienteres om beslutningen om

tvangsbehandling

Det indføres i udkastet, at tvang ved gennemførelse af personlig

hygiejne skal indføres i tvangsprotokollen og indberettes til

Sundhedsdatastyrelsen i lighed med de øvrige former for tvang

behandlet i udkastet.



L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren



En klage til Tvangsbehandlingsnævnet skal have opsættende

virkning.

Der etableres et videnscenter eller lignende, hvor sundhedspersonel

kan modtage rådgivning om den nye lovgivning og hvilke metoder

der kan og ikke kan gøres brug af i konkrete situationer.

UDKASTETS FORMÅL OG INDHOLD

Med udkastet forslås det, at der vedtages en ny lov efter hvilken man

under visse betingelser kan anvende tvang i behandlingen af varigt

inhabile med somatiske sygdomme.

Udkastet indeholder tillige ændringsforslag til lov om klage- og

erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet i forbindelse med

oprettelsen af et nyt nævn (Tvangsbehandlingsnævnet), som skal

varetage klager over beslutninger om anvendelse af tvang i forbindelse

med behandling af varigt inhabile med somatiske sygdomme.

MENNESKERETTEN

Personer med handicap omfatter efter Handicapkonventionens artikel

1, personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller

sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer

kan hindre dem i fuldt ud og effektivt at deltage i samfundslivet på lige

fod med andre.

Varigt inhabile, der er omfattet af udkastet, må anses for personer med

handicap i Handicapkonventionens forstand.

PERSONLIG FRIHED

Behandling med tvang er et indgreb i den personlige frihed og i retten

til selvbestemmelse.

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions

(EMRK) artikel 8, at enhver har ret til respekt for privatliv, samt at ingen

offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret,

medmindre det sker i overensstemmelse med lov, og er nødvendigt for

at beskytte sundheden m.v. Retten til respekt for privatlivet omfatter

også retten til selvbestemmelse.

Herudover fremgår det af Handicapkonventionens præambel, at

kontraherende stater skal anerkende vigtigheden af, at personer med

handicap har ret til personlig autonomi og uafhængighed herunder

frihed til at træffe egne valg.

Det følger desuden henholdsvis af konventionens artikel 17 og artikel

22, at enhver person med handicap har ret til respekt for sin fysiske og

For eksempel Ternovszky 14/12 2010, pr. 22. Se også Peer Lorenzen

m.fl. (2011), s. 645.

2/7

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

psykiske integritet på lige fod med andre og at ingen person med

handicap uanset bopæl eller boligform må udsættes for vilkårlig eller

ulovlig indblanding i privatlivet.

FRIHEDSBERØVELSE

Frihedsberøvelse af en patient kan ske ved tvangsindlæggelse,

tilbageholdelse og tilbageførelse.

Frihedsberøvelse af en patient i forbindelse med behandling udgør et

betydeligt indgreb i patientens ret til personlig frihed og

selvbestemmelse og menneskeretten stiller derfor strenge betingelser

for, at frihedsberøvelse er lovlig.

Det fremgår af Grundlovens § 71, stk. 2, at frihedsberøvelse kun kan

finde sted med hjemmel i lov.

Af Handicapkonventionens artikel 14 fremgår desuden, at personer

med handicap på lige fod med andre har ret til frihed, og at personer

med handicap ikke ulovligt eller vilkårligt kan berøves deres frihed, og

at en frihedsberøvelse aldrig må begrundes i personens handicap.

NEDVÆRDIGENDE OG UME NNESKELIG BEHA NDLING

Tvangsindgreb foretaget af offentlige myndigheder på varigt inhabile

med somatiske sygdomme kan udgøre umenneskelig eller

nedværdigende behandling i strid med EMRK artikel 3 og

Handicapkonventionens artikel 15, hvis indgrebet har en stor intensitet,

eller i øvrigt går ud over, hvad der kan anses for legitim

magtanvendelse.

Manglende behandling, der medfører en konkret skade på patienten,

kan imidlertid også udgøre umenneskelig og nedværdigende

behandling i strid med menneskeretten.

RETTEN TIL SUNDHED

Behandling med tvang kan sikre varigt inhabile en sundhedstilstand, på

lige fod med andre patienter.

Det fremgår af Handicapkonventionens artikel 25, at personer med

handicap har ret til at nyde den højest opnåelige sundhedstilstand,

herunder den behandling som deres handicap giver anledning til.

Personer med handicap har i den forbindelse ret til, at modtage

behandlingen på grundlag af et frit og informeret samtykke på lige fod

med andre. De kontraherende stater skal sikre gennemførelsen af disse

rettigheder ved at kræve, at sundhedsfagligt personale yder pleje af

samme kvalitet til personer med handicap, som til andre, og ved at øge

personellets bevidsthed om de rettigheder, den værdighed, autonomi

og de behov, som personer med handicap har.

3/7

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

STØTTET BESLUTNINGST AGNING

Ved behandling af varigt inhabile patienter med somatiske sygdomme

er udgangspunktet, at patienten skal støttes i sin beslutning om,

hvorvidt vedkommende vil behandles eller ej. Herudover skal et

eventuelt indgreb i patientens retlige handleevne være så kortvarigt

som muligt, og stå i rimelig forhold til de rettigheder, der derigennem

beskyttes på patientens vegne.

Det fremgår af Handicapkonventionens artikel 12, at de kontraherende

stater skal træffe passende foranstaltninger for at give personer med

handicap adgang til den støtte, de måtte have behov for til at udøve

deres retlige handleevne. Endvidere fremgår det, at de kontraherende

stater ved indgreb i den retlige handleevne skal sikre, at der eksisterer

visse beskyttelsesmekanismer. Disse beskyttelsesmekanismer skal

opretholde respekten for den enkelte persons rettigheder, vilje og

præferencer. Beskyttelsesmekanismerne skal således sørge for, at

indgrebet er fri for interessekonflikter og utilbørlig påvirkning, står i

forhold til og er tilpasset den enkelte persons situation, gælder i kortest

mulig tid og gennemgås regelmæssigt af en kompetent, uafhængig og

upartisk myndighed eller retslig instans.

INSTITUTTETS BEMÆRKN INGER

BETINGELSER FOR BEHA NDLING MED TVANG

SAMTYKKE FRA ANDEN SUNDHEDSPERSON

Det fremgår af udkastet, at det er en betingelse for at iværksætte

tvangsbehandling, at patientens nærmeste pårørende, en

fremtidsfuldmægtig eller en værge har givet samtykke til, at patienten

skal under behandling, og at denne behandling skal gennemføres med

tvang. I situationer, hvor det ikke er muligt, at indhente et samtykke fra

nogen af disse personer, kan der indhentes samtykke fra en

sundhedsperson.

I udkastet er det, i modsætning til hvad der gælder i sundhedsloven,

ikke præciseret, at sundhedspersonen, der giver samtykke ikke tidligere

må have deltaget eller senere skulle deltage i behandlingen af

patienten.

Instituttet bemærker, at denne betingelse er udtryk for et vigtigt

princip, som varetager retssikkerhedsmæssige hensyn og mindsker

risikoen for misbrug. Tilføjelsen af betingelsen i udkastet vil desuden

sikre, at der er sammenfald med betingelserne for behandling i medfør

af sundhedsloven.



Instituttet anbefaler, at det indføres i udkastet, at en

sundhedsperson kun kan samtykke til gennemførelsen af

4/7

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

tvangsbehandling, hvis sundhedspersonen ikke tidligere har og ikke

senere skal deltage i behandlingen af patienten.

TILLIDSSKABENDE TILTAG

I Handicapkonventionens artikel 12 fremgår det, at personer med

handicap skal gives adgang til støtte i forbindelse med udøvelsen af

deres retlige handleevne. Støttet beslutningstagning indebærer, at

personer med handicap skal hjælpes med at træffe egne beslutninger

eller give udtryk for egen vilje.

Det fremgår af udkastets § 5, stk. 2, at en behandling alene kan

gennemføres ved brug af tvang, hvis der er gjort brug af tillidsskabende

tiltag, og at patienten forinden skal være forsøgt motiveret til

behandlingen. Det fremgår endvidere, at patienten skal inddrages i

beslutningen om behandling og orienteres om de enkelte indgreb.

Instituttet vurderer, at lovforslaget i højere grad bør understrege, at

den varigt inhabile patient skal støttes i at træffe egne beslutninger og i

at give udtryk for egen vilje, og ikke alene inddrages, motiveres og

orienteres om beslutningen om tvangsbehandling.



Instituttet anbefaler, at princippet om støttet beslutningstagning i

Handicapkonventionens artikel 12 angives i bemærkningerne til

lovforslagets § 5, stk. 2 om tillidsskabende tiltag.

INDGREBETS VARIGHED

Det fremgår af udkastet, at det er et gennemgående princip, at ethvert

tvangsindgreb skal være så skånsomt og kortvarigt som muligt og stå i

rimeligt forhold til formålet med indgrebet. Princippet fremgår

imidlertid ikke af lovteksten i udkastet.



Instituttet anbefaler, at formuleringen i udkastets § 4, stk. 4 ændres

således, at det fremgår direkte af lovteksten, at beslutninger om

behandling med tvang ikke må fortsætte unødigt inden for grænsen

på 6 måneder.

Bestemmelsen kan med fordel ændres således, at en beslutning, som

en overlæge eller overtandlæge træffer efter § 5, stk. 1, § 7, stk. 1, § 8,

stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1-4 og § 11, stk. 1 har gyldighed i den

periode, hvor den nødvendige behandling udføres, dog ikke ud over 6

måneder.

GENNEMFØRELSE AF PER SONLIG HYGIEJNE, INDBERETNINGER

OG TVANGSPROTOKOL LER

Af udkastets § 12 og § 13 fremgår det, at der skal føres tvangsprotokol

over beslutninger om tvangsbehandling, fysisk fastholdelse,

beroligende medicin, tvangsindlæggelse og tilbageholdelse og

5/7

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

tilbageførelse, og at disse indgreb skal indberettes til

Sundhedsdatastyrelsen.

Det fremgår endvidere, at det overordnede formål med indførelse af

beslutningerne til tvangsprotokollen er at mindske brugen af tvang, da

personalet skal begrunde brugen af tvang.

Derudover fremgår det, at Sundhedsdatastyrelsen bl.a. stiller de

indberettede oplysninger til rådighed for Styrelsen for Patientsikkerhed

til brug for styrelsens tilsyn og opsamling af viden.

Gennemførelse af personlig hygiejne kan imidlertid ske uden at dette

skal føres til tvangsprotokollen og uden indberetning til

Sundhedsdatastyrelsen.

Indgrebet skal dermed ikke begrundes af sundhedspersonalet og skal

ikke registreres til brug for eventuelt tilsyn eller opsamling af viden.

Instituttet bemærker, at gennemførelsen af personlig hygiejne kan

være et betydeligt indgreb, og at beslutninger om anvendelse af fysisk

magt i tilsvarende situationer om personlig hygiejne skal indberettes i

medfør af serviceloven.



Instituttet anbefaler, at beslutninger om gennemførelse af personlig

hygiejne med tvang indføres i tvangsprotokollerne og indberettes til

Sundhedsdatastyrelsen.

OPSÆTTENDE VIRKNING OG KLAGE TIL TVANGSBEHANDLINGSNÆVNET

Instituttet bemærker, at den retssikkerhedsgaranti, der er hensigten

med oprettelsen af Tvangsbehandlingsnævn, udhules, såfremt klagerne

ikke har opsættende virkning.



Instituttet anbefaler, at klage til Tvangsbehandlingsnævnet får

opsættende virkning.

ETABLERING AF VIDENSCENTER ELLER LIGNENDE

Det fremgår af udkastet, at Sundhedsdatastyrelsen skal stille de

indberettede oplysninger til rådighed for regionsråd og

kommunalbestyrelser, samt til Styrelsen for Patientsikkerhed. De

indberettede oplysninger vil blive brugt henholdsvis til strategiske,

planlægningsmæssige og styringsmæssige opgaver og generelt til

landsdækkende tilsyn.

Endvidere fremgår det, at ministeriet finder det hensigtsmæssigt, at der

foretages en evaluering af den foreslåede lov 3 år efter lovens

ikrafttræden.

Instituttet finder det positivt, at udkastet ligger op til evaluering af

loven.

6/7

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Instituttet finder dog ikke, at det er tilstrækkeligt, at

Sundhedsdatastyrelsens indberetninger over længere tid kan medføre

en revidering af praksis i kommunerne eller tilsyn med området ved

udsving eller uregelmæssigheder i indgrebene.

Instituttet vurderer, at der ud over monitorering af tvangsbehandlingen

også bør være mulighed for, at sundhedspersonel kan opsøge viden og

råd hos en kompetent myndighed forinden et indgreb gennemføres.

Dette sikrer, at sundhedspersonel kan få viden om og uddannelse i,

hvordan tvang undgås, således at der skabes en kultur og praksis, hvor

tvang anses som den sidste mulighed og hvor brugen af ulovlig tvang

formindskes.



Instituttet anbefaler, at der etableres et videnscenter eller lignende,

hvor sundhedspersonel kan modtage rådgivning om den nye

lovgivning og hvilke metoder der kan og ikke kan gøres brug af i

konkrete situationer.

Der henvises til ministeriets sag.nr. 1601180.

Med venlig hilsen

Nikolaj Nielsen

TEAMLEDER

7/7

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

NOTAT

Høringssvar fra KL: Lov om anvendelse af tvang ved

somatisk behandling af varigt inhabile

KL takker for muligheden for at afgive høringssvar i forbindelse med lov om

anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile. Det har ikke

været muligt at få KL's høringssvar politisk behandlet inden høringsfristen.

KL fremsender derfor et foreløbigt høringssvar og vil fremsende eventuelle

endelige bemærkninger, når sagen har været politisk behandlet. KL tager

endvidere forbehold for de økonomiske konsekvenser af lovforslaget.

Lovforslaget har til hensigt at sikre den nødvendige sundhedsfaglige be-

handling af varigt inhabile patienter, f.eks. patienter med demens eller udvik-

lingshæmning, som på grund af deres mentale funktionsnedsættelse mod-

sætter sig en sundhedsfaglig nødvendig behandling fx tømning af en over-

fyldt blære.

Det er KL's opfattelse, at man med gennemførsel af denne lov har mulighe-

den for at løse et meget stort og alvorligt problem, som i mange år har bety-

det, at varigt inhabile har måttet udsættes for ofte voldsomme og gennemgri-

bende tiltag for at sikre gennemførsel af en nødvendig behandling.

Loven vil give inhabile borgere størst mulig sikkerhed for at få den helt nød-

vendige behandling i situationer, hvor de ikke selv er i stand til at medvirke

til, at denne behandling kan gennemføres.

KL mener, at der med lovforslaget i meget stort omfang er taget højde for

både patentsikkerheden og det enkelte menneskes retssikkerhed i forhold til

anvendelsen af tvang. Det sikres ved at begrænse muligheden for brug af

tvang til det absolut nødvendige, samt ved udelukkende at lade læger og

tandlæger beslutte hvorvidt tvangsbehandlingen skal gennemføres eller ej.

Af hensyn til patienternes retssikkerhed foreslås det i lovforslaget at der fast-

sættes regler om et nyt klagenævn (Tvangsbehandlingsnævnet), som kan

behandle klager over beslutninger om anvendelsen af tvang. Endvidere fore-

slås indført regler om journalføring af tvangsindgreb (i tvangsprotokollen)

samt regler om pligt til indberetning af lægens og tandlægens beslutninger

om tvang.

KL anbefaler, at det tydeliggøres, at udredning af patienten forud for be-

handling også er omfattet af loven.

Endvidere foreslår KL, at det tydeliggøres i lovforslagets § 5 om læ-

gens/tandlægen forud for beslutning om at tvangsbehandle patienten skal

indhente to samtykker fra en værge, en nærmeste pårørende eller en frem-

tidsfuldmægtig, eller ved tilslutning fra en anden sundhedsperson med faglig

indsigt på området, eller om det er tilstrækkeligt med det samtykke, der er

Dato: 14. februar 2017

Sags ID: SAG-2017-00892

Dok. ID: 2314182

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3489

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København S

wwvv.ki.dk

Side 1 af 2

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

1(1

Med venlig hilsen

NOTAT

indhentet efter sundhedslovens § 18. Dette fremgår ikke klart af den nuvæ-

rende formulering i § 5.

Dato: 14. februar 2017

Sags ID: SAG-2017-00892

Dok. ID: 2314182

E-mail: [email protected]

Direkte: 3370 3489

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København S

f. Hanne Agerbak

Kontorchef, Center for Social og Sundhed KL

Karen Marie Myrndorff

Chefkonsulent, Center for Social og S(

undhed

www ki.dk

Side 2 af 2

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreministeriet

Center for Sundhedsjura og Psykiatri

[email protected]

samt

[email protected]

Den 16 02 2017

D.nr .289720

Sagsbeh. th_lev

Høringssvar vedr. udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved

somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven)

Modtag hermed kommentarer fra Landsforeningen LEV i forbindelse med lovforslaget om

tvangsbehandling på det somatiske område. Da dette er et område, som er væsentligt for

en del af LEVs målgruppe, er vi glade for både at være inddraget undervejs i processen, og

for også her at få lejlighed til at give vores syn på det konkrete lovforslag.

Indhold

1) introducerende bemærkninger

2) Opsummeret holdning til lovforslaget

3) LEV og magtanvendelse

4) Lovens administration i praksis

4a) Konkrete anbefalinger

5) Uklarhed omkring tilsynets karakter og mandat

5a) Konkrete anbefalinger

6) Anvendelse af data

6a) Konkrete anbefalinger

7) Omfanget af indberetning

7a) Konkrete anbefalinger

8) Inddragelse af socialpædagogisk kompetencer ved magtanvendelse

8a) Konkrete anbefalinger

9) Magtanvendelse i forbindelse med dårlig hygiejne

9a) Konkrete anbefalinger

10) Klageadgangen

10a) Konkrete anbefalinger

11) Sundhedstjek

11a) Konkrete anbefalinger

1) introducerende bemærkninger

Indledningsvist er det vigtigt at gøre opmærksom på, at mennesker med udviklingshæm-

ning er en meget mangfoldig gruppe borgere – også når det gælder omfang og karakter af

deres funktionsnedsættelse. De regler, som foreslås indført med dette lovforslag, vil såle-

des kun være relevante for en ganske beskeden del af den samledes målgruppe. Dels fordi

der er relativt få borgere, som kan betegnes ’inhabile’ i lovforslagets forstand, dels fordi der

er ganske få borgere, som vil modsætte sig en behandling i sundhedsvæsnet, hvis de ydes

den rette socialpædagogiske indsats før og under behandlingen.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Det er derfor afgørende for LEV, at denne nye lovgivning ikke bidrager til, at mennesker

med udviklingshæmning udpeges som en gruppe borgere, hvor det helt generelt er lovligt

at gennemføre sundhedsbehandling med tvang.

Den konkrete forvaltning af de tvangs-beføjelser, som med forslaget gives til læger, er der-

for helt central. Der skal være effektive overvågnings- og kontrolmekanismer, som sikrer, at

der ikke sker en glidning i praksis, hvor magt og tvang gradvist erstatter en forebyggende

pædagogisk indsats. Tvang må aldrig blive ’denne lette løsning’ over for sårbare mennesker,

hvis lægen synes han har travlt eller lignende.

Det er i den forbindelse afgørende at erindre, at mennesker med udviklingshæmning – også

mange nulevende – har en historisk erfaring med læger og sundhedsvæsen, som er kende-

tegnet ved nogle gange meget hårdhændet og nedværdigende behandling i 50’erne, 60’er-

ne og 70’ernes Åndssvageforsorg. Denne historie viser blandt andet, at system-handlinger,

som typisk blev gjort med gode intentioner, havde store menneskelige konsekvenser for

den enkelte.

Udviklingshæmmedes historiske erfaringer er et vigtigt udgangspunkt for LEVs synspunkter

i relation til det overvågnings- og kontrol-setup, som vi mener er afgørende i forhold til

implementeringen af nærværende regelsæt. Vi anerkender, at tvang i helt særlige tilfælde

kan være den eneste udvej for at sikre den nødvendige sundhedsbehandling til en mindre

gruppe meget sårbare mennesker, som ikke kan gennemskue konsekvenserne af at sige nej

til behandling, men alligevel gør det. Men konsekvensen af forslaget må aldrig blive en ud-

vikling i retning af mere magtanvendelse end det absolut nødvendige.

2) Opsummeret holdning til lovforslaget

Overordnet anerkender Landsforeningen LEV som nævnt indledningsvist, at det i nogle

særlige tilfælde kan blive nødvendigt at anvende tvang over for inhabile patienter for at

sikre dem mod unødig lidelse, tidlig død mv. Vi vil gerne kvittere for lovforslaget, som vi

synes rummer gode intentioner samt en grundlæggende forståelse af nogle af dette områ-

des dilemmaer.

Imidlertid har vi også en række bekymringer og forbehold, som vi uddybende gør rede for i

det efterfølgende:



Grundlæggende synes vi, at tilsynsforpligtelsen er for løst/diffust beskrevet.



Vi er bekymrede for lovens administration i praksis.



Vi mener, at lovforslaget mangler elementer til at sikre, at man i sundhedssektoren

arbejder med initiativer til at forebygge tvang.



Vi mener, at der er behov for at forslaget ændres således, at der ikke blot foretages

registrering af og føres tilsyn med

beslutningen

om at anvende tvang over for en pa-

tient i målgruppen. Registreringen og tilsynet skal også ske af den måde, som selve

tvangsanvendelsen finder sted på.



Vi mener, at der er et afgørende behov for, at forslaget ændres, således at der ikke

blot kan klages over

beslutningen

om at anvende tvang over for en patient i målgrup-

pen. Der skal også kunne klages over den måde, tvangen blev gennemført på (til-

strækkelig skånsom, kortvarig etc.).

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren



Og endelig mener vi, at det er oplagt at kombinere dette forslag med et initiativ om

landsdækkende obligatorisk tilbud om sundhedstjek til mennesker med udviklings-

hæmning og andre handicap.

3) LEV og magtanvendelse

Anvendelse af tvang - uanset i hvilken form, i hvilken sektor og til hvilket formål - er et om-

råde, som er fyldt med dilemmaer, og som man derfor skal være meget varsom med. En

lovhjemmel til brug af tvang kan aldrig nogensinde stå alene. Det skal ledsages af strategier

for, hvordan tvang kan minimeres og helt undgås. Det skal ledsages af initiativer for pæda-

gogisk efteruddannelse af det personale, som har kontakt til målgruppen. Og endelig skal

det ledsages af grundig kontrol.

Grundlæggende er det nødvendigt hele tiden at sikre sig, at nytten af at anvende tvang

overstiger den skade, som man også må anerkende, at tvang medfører for det enkelte men-

nesker, som udsættes for den. Det er nemt at vurdere i nogle situationer, men langtfra alle,

og der er risiko for at negligere de psykiske konsekvenser af at blive udsat for tvang for den-

ne gruppe borgeres selvbillede.

4) Lovens administration i praksis

Man skal være opmærksom på, at der med loven åbnes op for anvendelse af tvang i en

sektor, hvor man som udgangspunkt hverken har erfaring med målgruppen eller basale

socialpædagogiske kompetencer og redskaber. Det er for LEV at se en afgørende forskel i

forhold til magtanvendelse på det sociale område, og vi mener ikke, at nærværende lovfor-

slag i tilstrækkelig grad tager højde for dette. Magtanvendelsen vil skulle finde sted i et

klinisk medicinsk fagligt miljø, som er karakteriseret af en kultur og faglighed, som er væ-

sentligt anderledes end f.eks. et bosted i den sociale sektor. På den baggrund mener vi, at

der i lovforslaget mangler konkrete initiativer for at undgå tvang og for at sikre, at det sund-

hedsfaglige personale har viden om målgruppen og redskaber og ressourcer til at undgå

magtanvendelse.

4 a) Konkrete anbefalinger



Lev anbefaler at der iværksættes initiativer om efteruddannelse, kurser og lignende

omkring pædagogiske redskaber og den lovgivningsmæssige ramme for tvang.



LEV anbefaler at lovforslaget stiller krav om, at der oprettes en intern ressourceper-

son/superbrugerfunktion i socialpædagogik på afdelingsniveau. Alternativt bør det

overvejes at etablere af et nationalt ressourcecenter, hvor sundhedspersonalet kan

søge viden og rådgivning. Centret skal have viden om målgrupperne, rammerne for

magtanvendelse samt specialviden om pædagogiske metoder til forebyggelse af

tvang.



LEV anbefaler, at der sikres procedurer for evaluering ved konkrete episoder med

magtanvendelse under inddragelse af ressourceperson.



Patientrådgivere. På samme måde som en borger, der indenfor psykiatrien udsættes

for tvang, får tildelt en patientrådgiver, bør en inhabil borger også have denne mulig-

hed.

5) Uklarhed omkring tilsynets karakter og mandat

Det er LEVs generelle holdning, at regler om magtanvendelse skal suppleres af et stærk og

effektivt tilsyn. Vi finder ikke, at lovforslaget i dets nuværende udformning vil sikre dette.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

I lovforslaget lægges der op til, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal føre tilsyn men anven-

delsen af tvang i forbindelse med sundhedsbehandling. Vi finder, at de konkrete formulerin-

ger i forslaget flere steder er diffuse og uklare, når det gælder tilsynets karakter, mandat og

opgave.

Følgende bemærkninger i lovforslaget handler om Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyns-

funktion:

Dette betyder, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan føre tilsyn med anvendelse af de fore-

slåede indgreb i selvbestemmelsesretten, herunder om retningslinjer, organisatoriske for-

hold og andre sikkerhedsmæssige aspekter, der kan have betydning for indgreb i selvbe-

stemmelsesretten. Det betyder desuden, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan føre tilsyn

med konkrete sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed, herunder de sundhedsfagli-

ge vurderinger, der ligger til grund for beslutningerne og omfanget af anvendelsen af ind-

grebene.

(Side 39)

Landsforeningen LEV er uforstående overfor denne formulering ”kan føre tilsyn”, hvormed

der lægges op til, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan føre tilsyn med magtanvendelse.

Opgaven med tilsyn er så vigtig, at den entydigt bør placeres i en administrativ enhed med

et klart beskrevet mandat, og at der bør være tydeligere krav til tilsynet.

5 a) Konkrete anbefalinger



LEV anbefaler, at det formuleres mere klart, at Styrelsen for Patientsikkerhed får pligt

til at føre tilsyn med anvendelse af magt på det somatiske område.



LEV anbefaler, at bemærkningerne i lovforslaget omkring tilsynet strammes op og

præciseres i forhold til tilsynets mandat og funktion.

6) Anvendelse af data

Det er i forslaget uklart, hvordan Styrelsen for Patientsikkerhed skal anvende de data, som

registreres i forbindelse med anvendelse af magt. Det fremføres eksplicit i lovforslagets

bemærkninger, at indberetninger om magtanvendelse ikke må anvendes som grundlag i

Styrelsen for Patientsikkerheds konkrete tilsynssager, herunder i forbindelse med sanktio-

ner:

Oplysningerne skal desuden efter forslaget stilles til rådighed for Styrelsen for Patientsik-

kerhed. Oplysningerne kan på denne måde danne grundlag for Styrelsen for Patientsikker-

heds overordnede planlægning og beslutning om tilsyn ved konstatering af udsving og ure-

gelmæssigt eller atypisk mønster i beslutninger om indgrebene. Oplysningerne kan ikke

danne grundlag for iværksættelse af konkrete sanktioner og tilsynsforanstaltninger, ligesom

oplysningerne fra Sundhedsdatastyrelsen ikke må anvendes til brug for eller i forbindelse

med konkrete tilsynssager.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan derimod gennem de eksisterende regler i blandt andet §

213 a i sundhedsloven og § 6i autorisationsloven indhente oplysninger om indgreb i selvbe-

stemmelsesretten fra blandt andet regioner og andre myndigheder til brug for kontrol og

tilsyn, herunder eksempelvis oplysninger fra journaler m.v.

(side 29-30)

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

LEV finder det ubegrundet, at data omkring anvendelsen af tvang ikke må anvendes i for-

bindelse med konkrete tilsynssager og udstedelsen af sanktioner. Konkrete lægesvigt i for-

bindelse med udøvelsen af tvang, bør også kunne danne grundlag for tilsynssager og sank-

tioner.

6 a) Konkrete anbefalinger



Det bør fremgå, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal anvende indrapporterede data

om magtanvendelse som grundlag for tilsyn, herunder også i forbindelse med kon-

krete tilsynssager og udstedelse af sanktioner.



Det bør fremgå, at Styrelsen for Patientsikkerhed har pligt at reagere på indrapporte-

rede data om magtanvendelse, hvis disse giver anledning hertil.



Det bør fremgår mere klart, at Styrelsen for Patientsikkerhed har pligt at reagere på

henvendelser fra pårørende og andre, herunder også fra eventuelt pædagogisk per-

sonale, som støtter patienten i hverdagen .

7) Omfanget af indberetning

Det fremgår af bemærkningerne på side 59, at det er lægens beslutning om tvang, som skal

indberettes. Oplysninger om den konkrete anvendelse af tvang skal derimod ikke indberet-

tes.

Dette finder LEV er stærkt problematisk.

Indskrænkningen af registrering til alene at omfatte lægens beslutning er særlig problema-

tisk, når det drejer sig om anvendelse af magt over et længere behandlingsforløb. Risikoen

for, at der ikke løbende søges alternativer til magtanvendelsen er indlysende. En løbende

registrering af magtanvendelse vil foranledige personalet til at tage stilling til, hvorvidt

f.eks. en blodprøve 14 dage inde i et behandlingsforløb kan tages på en anden måde end

via tvang.

LEV har svært ved at se argumentet for, at registrering ikke kommer til også at omfatte

selve gennemførelsen af det tvangsmæssige indgreb. Vi ser det som en afgørende forud-

sætning for, at der kan opnås den nødvendige læring i de faglige miljøer, som skal forvalte

regelsættet, herunder ikke mindst læring om, hvordan anvendelsen af tvang forebygges

bedst muligt. Vi gør i denne forbindelse opmærksom på, at det magtanvendelsesregelsæt,

som gennem en årrække har fandtes på det sociale område, netop indeholder kravet om

registrering af selve indgrebet og dets forløb – og at dette netop er begrundet i behovet for

at opbygge læring i det faglige miljø, både specifikt i forhold til den enkelte borger og gene-

relt.

Vi antager, at forslagets ganske indskrænkede krav til registrering ikke skyldes modstand

mod anvendelse af ressourcer på dokumentation, idet dette jo forudsætter en forventning

om hyppig anvendelse af tvang. Vi antager desuden, at der er enighed om, at tvang og ind-

greb i borgeres selvbestemmelse er af så fundamental og principiel karakter, at beskyttelse

af borgeren og dennes retssikkerhed ikke må vige til fordel for ressourceovervejelser.

Det er desuden fuldkommen afgørende, at indberetningen indeholder oplysninger om,

hvilke tiltag der er forsøgt for at undgår magtanvendelsen. Målet må være at dokumentere,

at alle andre midler er forsøgt, før tvang er anvendt. Dette vil også medføre, at sundheds-

personalet foranlediges til at overveje, om andre midler end tvang kan føre til det ønskede

resultat.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

LEV har fremført dette synspunkt utallige gange i det forløb, som er fundet sted forud for

nærværende lovforslag, og finder det skuffende at det ikke er afspejlet i forslaget.

7 a) Konkrete anbefalinger



LEV anbefaler på det kraftigste, at selve gennemførelsen af et tvangsmæssigt indgreb

også omfattes af kravet om registring. Den nuværende registrering af lægens beslut-

ning er helt utilstrækkelig.



LEV anbefaler på det kraftigste, at registreringskravet også kommer til at omfatte de

foranstaltninger, som har været taget i brug for at undgå tvang..

8) Inddragelse af socialpædagogisk kompetencer ved magtanvendelse

Det fremgår af lovforslaget, at det er den behandlingsansvarlige læge, som træffer afgørel-

se om anvendelse af magt. Vi er enige i, at ansvaret for magtanvendelse må ligge hos den

behandlingsansvarlige læge, men som nævnt ovenfor mener vi det er vigtigt, at det sikres,

at socialpædagogisk viden og erfaring med den enkelte borger inddrages, når der træffes

beslutning om magtanvendelse.

8 a) Konkrete anbefalinger

Det slås fast i lovforslaget, at den behandlingsansvarlige læge i forbindelse med magtanven-

delse i det omfang, at borgeren har relation til socialpædagogisk personale, skal indhente

udtalelse fra kontaktpædagogen på vedkommendes bosted. Udtalelsen skal rumme oplys-

ninger om, hvilke pædagogiske tiltag personalet normalt anvender i de tilfælde, hvor borge-

ren afviser en bestemt foranstaltning.



LEV anbefaler på det kraftigste, at det også skal fremgå af registreringen, hvordan

sundhedspersonalet har anvendt disse tiltag før magtanvendelse. På den måde sik-

res det, at viden fra det personale, som har kendskabet til borgeren, inddrages og

anvendes.

9) Magtanvendelse i forbindelse med dårlig hygiejne

Det fremgår af lovforslagets § 11, at tvang kan udføres i forbindelse med dårlig hygiejne.

Hygiejne har en betydning i forhold til behandlingen, da dårlig hygiejne i sidste instans kan

føre til alvorlige sundhedsmæssige problemer. Derfor kan det ikke udelukkes, at det i nogle

situationer kan være nødvendigt at anvende tvang i forbindelse med hygiejne – f.eks. vask i

relation til sårpleje og lign.

Imidlertid fremgår det også af samme paragraf, at tvang kan anvendes af hensyn til andre

patienter eller personalet. Her er formålet med tvangen ikke sundhedsmæssig forebyggel-

se, men også for at forhindre ubehag hos andre patienter og personalet. Lovforslaget be-

mærker:

Også andre hensyn end til patienten selv kan være årsag til tvangsmæssig personlig hygiej-

ne, f.eks. i tilfælde af, at patientens hygiejniske standard udgør en stærk gene for medpa-

tienter og personale, f.eks. på grund af stærke lugtgener, m.v.

(side 57)

Dette formål kan ikke berettige et så fundamentalt indgreb som magtanvendelse, og konse-

kvensen kan blive en vilkårlig magtanvendelse afhængig af personalet og øvrige patienters

individuelle tolerancetærskel. Man kan forestille sig den helt absurde situation, hvor en

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

medpatients klage fører direkte til en magtanvendelse, hvilket både vil være disproportio-

nalt og begrundet i andet end hensynet til patientens sundhedsforhold.

9 a) Konkrete anbefalinger



LEV anbefaler, at lovforslaget ændres således, at magtanvendelse udelukkende kan

finde sted, hvor væsentlige sundhedsmæssige hensyn berettiger det.

10) Klageadgangen

Ganske som med indberetningen af data fremgår det, at en klage over anvendelse af tvang

vil omfatte lægens beslutning om tvangsanvendelse. I LEV finder vi det helt utilstrækkeligt –

og fuldkommen ubegrundet – at klagemuligheden ikke på tilsvarende vis omfatter forhold

omkring selve gennemførelsen af det tvangsmæssige indgreb.

Det er således ganske tænkeligt, at en læges beslutning om tvangsanvendelse er velbegrun-

det i forhold til den aktuelle situation, men at måden som indgrebet gennemføres på er

kritisabelt, eksempelvis i form af for langvarig eller omfattende tvangsanvendelse

(skånsomhed og proportionalitet). Disse forhold bør der efter LEVs opfattelse naturligvis

også være klageadgang til.

LEV hilser generelt velkommen, at der bliver klageadgang i forbindelse med magtanvendel-

se for såvel pårørende, værge, fremtidsfuldmægtige eller de berørte borgere. Og vi mener,

at klageorganet – det såkaldte Tvangbehandlingsnævn – har den rigtige repræsentation

med en formand udpeget af Sundhedsministeren samt 1 repræsentant fra Danske Handica-

porganisationer og henholdsvis Lægeforeningen eller Tandlægeforeningen.

Vi stiller imidlertid spørgsmål ved, om en sagsbehandlingsfrist på 14 dage i de sager, hvor

magtanvendelse fortsat gennemføres, er for lang tid. Det skal i den forbindelse bemærkes,

at den tilsvarende klagefrist på det psykiatriske område er syv dage. Det er for LEV svært at

se argumentet for denne forskel.

Herudover synes vi, at det er stærkt problematisk, at alle klager som udgangspunkt skal

indgives via digital selvbetjening. Det er godt, at Styrelsen for Patientsikkerhed jf. § 10. stk.

2 kan tilbyde, at klagen kan indgives på anden måde, hvis man må forvente, at borgeren

ikke kan benytte en digital selvbetjening (s. 31). Det er dog stadig utilstrækkeligt og i virke-

ligheden en smule besynderligt, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan kræve, at klagen skal

være indleveret skriftligt (s. 31). Klageadgangen på dette område omfatter som nævnt også

patienten - den inhabile borger. Det turde være evident, at en inhabil borger som udgangs-

punkt ikke er i stand til at benytte en digital selvbetjeningsløsning eller formulere en klage

på skrift.

10 a) Konkrete anbefalinger



LEV anbefaler på det kraftigste, at der også etableres klageadgang i forhold til måden,

hvorpå det tvangsmæssige indgreb er blevet gennemført.



LEV anbefaler, at en klage over magtanvendelse også kan indgives mundtligt, og at

sagsbehandlingsfristen sættes til 7 dage.



LEV anbefaler, at en klage i de tilfælde, hvor behandlingen ikke er akut, bør medføre

opsættende virkning i forhold til magtanvendelsen.

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

11) Sundhedstjek

Selvom det måske falder uden for rammerne af dette specifikke lovforslag, vil Landsforenin-

gen LEV gerne pointere koblingen imellem anvendelsen af magt og indførslen af et natio-

nalt sundhedstjek for inhabile mennesker, herunder mennesker med udviklingshæmning.

Det er dokumenteret, at denne gruppe er meget udsat, når det gælder ulighed i sundhed.

Blandt andet lever de i gennemsnit 14,5 år kortere end danskerne generelt. Fra forskellige

satspulje-projekter er der særdeles gode erfaringer med sundhedstjek for gruppen.

Det er for Landsforeningen LEV at se oplagt, at man fra politisk side netop i forbindelse med

indførsel af hjemlen til at anvende magt i forbindelse med sundhed samtidig prioriterer en

indsats til forebyggelse af sygdom. Formålet med magtanvendelse i nærværende lovforslag

hviler på antagelsen om, at målgruppen ikke selv formår at tage vegne på egne interesser.

Denne grundlæggende præmis er tilsvarende gældende, når vi snakker forebyggelse.

11 a) Konkrete anbefalinger



Der bør indføres et obligatorisk og opsøgende nationalt tilbud om sundhedstjek til al-

le borgere med udviklingshæmning og øvrige særligt udsatte med handicap.

Afsluttende vil vi gerne henstille til, at man fjerner eller ændrer betegnelsen ”mentalt retar-

derede”, som anvendes på side 9. Det er, for at sige det pænt, en utidssvarende betegnelse.

Med venlig hilsen

Landsforeningen LEV

Anni Sørensen

Landsformand

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Høringssvar

Forslag til Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af

varigt inhabile (Tvangsbehandlingsloven)

Formanden

16-02-2017

J. nr. 2017 - 673

Lovforslag giver mulighed for at behandle demente

Domus Medica

Kristianiagade 12

2100 København Ø

Lægeforeningen er meget tilfreds med, at det endelig er lykkedes at nå i mål

med et lovforslag, som gør det muligt at drage omsorg for og behandle de-

mente, udviklingshæmmede eller andre varigt inhabile, som i ord eller hand-

ling modsætter sig en nødvendig behandling.

Vi har gennem flere år, i samarbejde med andre organisationer, arbejdet for

en lovgivning, der sikrer, at der kan udvises omsorg for og behandles varigt

inhabile patienter, der ikke er i stand til at varetage egne interesser og ikke

formår at forholde sig fornuftsmæssigt til et behandlingsbehov og derfor af-

viser behandlingen. Behandlinger som patienter normalt helt uden betænke-

ligheder giver samtykke til.

Lovgivningen hviler i dag på et godt princip om informeret samtykke, men

giver udfordringer i den praktiske hverdag, hvor en varigt inhabil patient

ikke har evnen til at forstå konsekvenserne af sin afvisning af en behandling.

Det betyder, at patienterne udsættes for unødige smerter og lidelser, som

de ud fra en sundhedsfaglig vurdering bør behandles for af hensyn til deres

aktuelle eller fremtidige sundheds- eller helbredstilstand.

Med det fremsendte lovforslag er der sikret en passende balance mellem pa-

tienters selvbestemmelse og sikring af omsorg og behandling af den enkelte

varigt inhabile patient. Samtidig er patienternes retssikkerhed varetaget

gennem fornuftige retlige rammer.

Tvangsbehandlingsloven er en nyskabelse, og det er vigtigt, at der følges op

på, hvordan loven udmøntes i praksis, og om der skal ske tilpasninger. Læ-

geforeningen hilser det derfor velkomment, at der sker en evaluering af lo-

ven efter 3 år.

Behov for præciseringer

Med det fremsendte høringsmateriale foreslås en helt ny lov

–

tvangsbe-

handlingsloven. I det omfang bestemmelser fra sundhedsloven kan være

med til at præcisere og forbedre forståelsen af indhold og rammer, bør de

indskrives i den nye lov.

Tlf.: 35448500

E-post: [email protected]

www.laeger.dk

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Det gælder bestemmelser som sundhedslovens bestemmelser om patientens

inddragelse (§ 20) og sundhedspersoners ansvar (§ 21). Det skal ske med

de nødvendige tekniske tilpasninger.

Derudover er det et behov for at definere, hvad ”behandling” omfatter. Læ-

geforeningen foreslår, at der bruges samme formulering, som i sundhedslo-

vens § 5, hvor behandling omfatter undersøgelse, diagnosticering, sygdoms-

behandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyg-

gelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient.

De nærmeste pårørende er vigtige aktører i forhold til behandling af varigt

inhabile patienter, idet de nærmeste pårørende kan give samtykke til be-

handlingen og til, at lægen kan beslutte at gennemføre behandlingen ved

brug af tvang, hvis patienten i ord eller handling modsætter sig.

Der er behov for at definere, hvad der forstås ved ”nærmeste pårørende”,

og hvordan samspillet er mellem de nærmeste pårørende. Der er også be-

hov for at afklare, hvem der har samtykkekompetencen, hvis der er en

værge eller en fremtidsfuldmægtig.

I forhold til definition af nærmeste pårørende, kan formuleringen heraf ske

på samme måde som i vejledning om forudgående fravalg af livforlængende

behandling (VEJ nr. 33 af 11/4-2012).

Der er flere steder nævnt

”en

anden sundhedsperson med faglig indsigt på

området”. Lægeforeningen foreslår, at der benyttes samme formulering,

som i sundhedsloven, og at følgende tilføjes:

”og som ikke tidligere har del-

taget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient”.

Konkrete bemærkninger

Lægeforeningen har følgende bemærkninger til de enkelte bestemmelser i

lovforslaget.

1. Delegation af beslutninger om varigheden af beslutninger

Med bestemmelsen i § 4, stk. 4 er der indlagt en 6 måneders grænse for

gyldigheden af en læges beslutning om tvangsforanstaltninger. Det er med

til at sikre, at der ved længerevarende behandlingsforløb tages stilling til,

om beslutningen om tvang skal revurderes.

Efter Lægeforeningens opfattelse ændrer det dog ikke ved, at der løbende

skal foretages en vurdering af, om betingelserne for den tvangsmæssige be-

slutning er til stede. Det kan med fordel præciseres i bestemmelsen eller i

bestemmelsen om tvangsbehandling i § 5, stk. 3.

Side 2/4

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Endelig kan det med fordel præciseres i lovteksten til § 4, stk. 4, at der efter

6 måneder skal træffes en ny beslutning, hvis gyldighedsperioden skal for-

længes.

Det bør overvejes, om der i § 4, stk. 4 også skal henvises til kap. 4 om gen-

nemførelse af personlig hygiejne.

2. Tvangsbehandling

Bestemmelsen i § 5, stk. 1 om tvangsbehandling er lang og vanskelig læs-

bar. Det foreslås, at der sker en opdeling af teksten.

3. Beroligende medicin

Lægeforeningen foreslår, at der indsættes et nyt § 8, stk. 3, der bemyndiger

sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler for brug af beroligende

medicin, herunder hvilke typer af beroligende medicin, der kan anvendes,

dosering mv.

Lægeforeningen indgår gerne i dette arbejde.

4. Tvangsprotokol

Anvendelse af tvang skal efter § 12, stk. 2 tilføres en tvangsprotokol med

angivelse af tvangsindgrebets nærmere indhold.

Lægeforeningen foreslår, at der i lovteksten henvises til § 4, stk. 2, så det

fremgår, at det er de sundhedspersoner, som har fået delegeret gennemfø-

relsen af behandlingen, der har ansvaret for at angive tvangsindgrebet i pro-

tokollen.

Det foreslås i lovforslaget, at kopi af tvangsprotokollen skal indgå i patient-

journalen, og at sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere

regler for omfanget, indholdet og ansvaret for protokollen.

Lægeforeningen finder, at der er et behov for også at beskrive forholdet

mellem protokollen og journalføringsreglerne, så det fremgår klart om, f.eks.

tvangsindgrebet skal indføres begge steder. Det kan med fordel indgå i en

vejledning på området.

5. Indberetning

Det fremgår af lovforslaget, at beslutning om anvendelse af tvangsindgreb

skal indberettes til Sundhedsdatastyrelsen, som stiller oplysningerne til rå-

dighed for regionsråde og kommunalbestyrelse og Styrelsen for Patientsik-

kerhed til brug for tilsyn og læring.

Sundhedsministeren bemyndiges i lovforslaget til at fastsætte nærmere reg-

ler for indberetningspligten herunder om Sundhedsdatastyrelsens pligt til at

stille data til rådighed for de omtalte instanser.

Side 3/4

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Kontorpostkasse; Frederik Rechenback Enelund

Høring over udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk

behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven)

ko k

Til Sundheds- og Ældreministeriet

takker for muligheden for at komme med bemærkninger til udkast til forslag til

tvangsbehandlingsloven.

ulzuy ump mtnl muly mp k

Det

fremgår af forslagets pkt. 2.5. om erstatningsadgang, at krænkelser af patientens personlige integritet, der

ikke indebærer personskade, falder uden for klage- og erstatningsloven, fx krænkelser af den personlige frihed

ved tvangsindlæggelse, der ikke

opfylder betingelserne herfor i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Der gives endvidere

udtryk for, at de foreslåede bestemmelser om tvangsbehandling, tvangsindlæggelse, fastholdelse m.v.,

herunder beslutninger, der efter

afgørelse i Tvangsbehandlingsnævnet eller eventuel prøvelse ved domstolene viser sig ikke at opfylde de

fastsatte betingelser, ikke i sig selv giver anledning til, at forholdet omfattes af bestemmelserne om erstatning i

klage- og erstatningsloven. Afgørende er derimod efter ministeriets opfattelse, om den behandling, der

gennemføres på baggrund af det foreslåede bestemmelser, giver anledning til erstatning efter gældende ret i

klage- og erstatningsloven.

Patienterstatningen er enig i denne retsopfattelse.

Med venlig hilsen

Patienterstatningen

– behandlings- og lægemiddelskader

Peter Jakobsen

Chefkonsulent,

33694727

Patienterstatningen

Kalvebod Brygge 45

DK-1560 København V

Fra:

Frederik Rechenback Enelund [mailto:[email protected]]

Sendt:

19. januar 2017 21:11

Til:

'[email protected]'; '[email protected]'; '[email protected]'; '[email protected]';

|q {wulzuy ump mtnl muly mp kx ult s rqp ownl ml kv ult srqpo nl mlk

~} ~ ~}

w~}

Fra:

Sendt:

Til:

Emne:

februar

¥¨¥ ¨ §¦¥¥ ¤£¢

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Patientforløb

AC-fuldmægtig

Thomas Kanstrup

Direkte +4541173706

[email protected]

Sagsnummer 2017-001832

13. februar 2017

HØRINGSSVAR

Region Nordjyllands høringssvar vedr. forslag

til lov om anvendelse af tvang ved somatisk

behandling af varigt inhabile

Region Nordjylland har haft lejlighed til at gennemse udkastet, som overordnet adresserer en række

eksisterende problemstillinger i det somatiske hospitalsvæsen. Generelt er anvendelsen af tvang på

ingen måde at foretrække, og alene som den sidste mulighed i en konkret behandling. På denne

måde er det således paradoksalt at regionerne i mange år har arbejdet intenst på at nedbringe an-

vendelsen af tvang i psykiatrien, og at der samtidigt er opstået et behov for udføre en somatisk be-

handling via tvang. Lovforslaget

har dog i ”de enskredse” været længe ventet ud fra ønsket o

lighed for

–

uden at skulle agere ud fra nødretlige regler/principper - at kunne yde nødvendige

sundhedsmæssig hjælp til målgruppen af varigt inhabile borgere. Overordnet vurderes lovforslaget

at kunne være med til at sikre varigt inhabile sundhedsmæssig omsorg og behandling.

Region Nordjylland hilser derfor overordnet set lovforslaget velkommen

–

både for så vidt angår so-

matikken og de tilbud vi har i Specialsektoren, hvor det er relevant. Der er tale om regler, som udfyl-

der et tomrum, som har eksisteret i mange år, fordi der har været regler på det psykiatriske område

og regler på det sociale område.

Det fremlagte forslag illusterer en fin afgrænsning af målgruppen og balancerer fint mellem hensy-

net til den inhabile og nødvendigheden for anvendelsen af tvangsbehandling. I den forbindelse hæf-

ter Region Nordjylland sig ved at tvang jf. stk. 2.1.3.4. ikke forudsættes at må gennemføres med fik-

seringsmetoder og remedier. Dette finder Region Nordjylland er positivt og vil fremhæve at det er

væsentligt at der ikke indføres en metodik som så klart understreger en magtanvendelse som anven-

delsen af eks. remme og handsker gør.

Forslaget angiver i 2.2.3. at der ved enhver beslutning om tvangsbehandling skal tilføres en tvangs-

protokol hvor der er kopi til patientens journal. Dette er Region Nordjylland meget enig i og skal i

samme forbindelse opfordre til at der kontinuerligt er fokus på at anvendelsen monitoreres og Regi-

onsrådet forelægges disse oplysninger årligt på linje med anvendelsen af tvang i psykiatrien.

Region Nordjylland skal opfordre til at der kontinuerligt arbejdes på at begrænse og nedbringe an-

vendelsen af tvang gennem løbende kompetenceudvikling hos personale, men også gennem et fo-

kus på de fysiske rammer hvorunder tvangen udføres. Oplysning om anvendelse af tvang/samtykke

til tvang bør altid ske som en naturlig drøftelse med pårørende/værgen.

Side 1 af 5

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Region Nordjylland hæfter sig ved at tvang jf. forslaget i øvrigt er afgrænset til den konkrete behand-

ling/indgreb, og derfor må formodes at være af forholdvis kort varighed oftest som enkeltsituatio-

ner.

Region Nordjylland har følgende bemærkninger til de enkelte bestemmelser:

Lovens titel: Er det bevidst, at loven hedder ”Lov o anvendelse af tvang….” svarende til loven på

psykiatrio rådet fre for ”Lov o

agtanvendelse……” svarende til begreberne på det so iale o -

råde? Det er selvfølgelig kun en sproglig ting, men dels minder reglerne og persongruppen i højere

grad om det sociale område og dels vil det måske blive mødt med højere grad af forståelse hos pati-

enter, pårørende og edarbejdere, hvis an bruger det ere ”bløde” udtryk ” agtanvendelse”

fre for ” tvang”.

Til § 1:

Det kan med fordel præciseres i bemærkningerne, at behandling også omfatter anvendelse

af behandlingsredskaber

–

særligt på områder, hvor serviceloven ellers er gældende, kan denne

præcisering have betydning.

Til § 2:

I forbindelse med fastsættelse af nærmere regler for lovens anvendelsesområde, så finder vi,

at det er vigtigt, at disse regler kommer til at ligge i fornuftig forlængelse af reglerne på både det

psykiatriske område og det sociale område.

Til § 6:

Er der nogen særlig begrundelse for, at man ikke har valgt den samme formulering som i Ser-

vicelovens § 24?

Til § 11:

Kan der ikke laves en henvisning til servicelovens regler om magtanvendelse i hygiejne situa-

tioner, så udgangspunktet bliver, at patienter som i forvejen får udført hygiejne med magt efter ser-

viceloven også er omfattet af reglerne i denne lov? Det vil være sjældent forekommende at behovet

for hjælp til personlig hygiejne falder ved en indlæggelse på sygehuset.

Til § 15:

Har det været under overvejelse at give klagen opsættende virkning i visse situationer? Der

hvor der er tale om et enkeltstående indgreb, som er udført inden klagen er behandlet, bliver klagen

jo ellers illusorisk.

Region Nordjylland har følgende bemærkninger til den øvrige tekst:

Pkt. 1.1

–

lovforslagets indhold og formål.

I slutningen foreslås en evaluering af lovforslaget efter 3 år. Hvis man ønsker mulighed for at måle

på andre parametre, end det som fremgår af tvangsprotokollerne, så er det nødvendigt at gøre op-

mærksom på det allerede ved lovens ikrafttræden, så det sikres, at regionerne hver især får journali-

seret på en måde, så oplysninger kan fremfindes efterfølgende og data er sammenlignelige mellem

regionerne.

Pkt. 2.1.3.2

–

Persongruppe

Afsnittet viser, at det kan være vanskeligt at håndtere regler, som ligner hinanden og ind i mellem vil

komme til at omhandle de samme personer, som befinder sig forskellige steder i det offentlige sy-

stem. Vi skal derfor opfordre til, at reglernes afgrænsning bliver den geografiske, der er lagt op, men

samtidig bør reglerne indeholde så meget sammenfald som muligt. Der er stort sammenfald i per-

songrupperne

–

både på patientsiden og på personalesiden, og derfor er vores vurdering, at reglerne

kommer til at fungere mest hensigtsmæssigt, hvis forskellene kun findes, hvor det er nødvendigt i

forhold til det aktuelle behov. Således er der ikke noget, der tilsiger, at den enkelte patients behov

for hjælp til personlig hygiejne ændres af at være hjemme eller være indlagt i enten somatikken eller

psykiatrien.

Pkt. 2.1.3.4

–

Andre tvangsindgreb med henblik på at gennemføre behandling

Side 2 af 5

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

I næstsidste afsnit på side 23 beskrives nødvendigheden af at sikre tryghed og omsorg i situationen,

inden der gribes til magtanvendelse. Tryghed skabes ofte bedst at kendte personer, og når patienter

er indlagt er udgangspunktet, at personalet fra deres daglige opholdssted ikke følger med på sygehu-

set. Hvis det anses som en nødvendighed, at dette er afprøvet inden der gribes til magtanvendelse,

så vil det være en økonomisk belastning for regionerne, idet personale som medbringes fra f.eks. et

botilbud er en regional udgift, hvis det er et nødvendigt led i behandlingen.

Pkt. 2.1.3.5

–

Beslutningskompetence, delegation og varighed af beslutninger

Første halvdel af side 25 virker usammenhængende

–

hvad er det for en beslutning overlægen/over-

tandlægen efterfølgende skal tage stilling til?

Nederst på side 25 er nævnt et eksempel på en patient, der bliver bragt ind om natten

–

men vil der

ikke her ofte være tale om et øjeblikkeligt behandlingsbehov eller noget, der kan vente til næste

dag?

Pkt. 2.4.1

–

Gældende ret

Næstsidste afsnit side 3 bruges udtrykket ”søgnedage”. Det bør hedde ”hverdage”

Bemærkninger til § 3

. afsnit på side 7 er der en eningsforstyrrende for uleringsfejl i slutningen af afsnittet. ”Det be-

mærkes i den forbindelse, at det er en forudsætning for, at reglerne finder anvendelse, at der efter

givet sa tykke til behandlingen efter § 1 sundhedsloven, jf. ere hero i be ærkninger til § .”

Bemærkninger til § 5

Er det rigtigt forstået, at de pårørende alene skal give samtykke til behandlingen

–

og ikke til anven-

delse af tvangen? Det giver god nok mening, fordi det som pårørende kan være svært at skulle sige

ja til den slags, men det bør nok fremgå, at man er forpligtet til at informere de pårørende om den

påtænkte anvendelse af tvang

–

eller hvis ikke tvangen har været til at forudse, så informeres om

den efterfølgende.

Bemærkninger til § 8

Vi forudser et behov for en lidt nærmere definition af, hvilke beroligende midler der kan anvendes

og i hvilke situationer. Det er et helt nyt område, og særligt de sundhedspersoner som er vant til at

handle i henhold til reglerne om magtanvendelse i serviceloven har behov for en tydelig definition af

hvornår og hvordan brugen af beroligende midler er berettiget.

Bemærkninger til § 9

Der er næppe tvivl om, at der er behov for regler om muligheden for at politiet skal spille en rolle i

disse sager. Men vi vurderer, at der også vil være en række sager, hvor patienten godt kan italesætte

sin modvilje, men ikke yder en sådan modstand, at der er behov for politiets indblanding, og så vil

det helt klart være mest skånsomt at blande politiet udenom.

Bemærkninger til § 16, nr. 4

Her nævnes Det Somatiske Ankenævn og Det somatiske Patientklagenævn. Disse nævn findes ikke

og er ikke nævnt i loven

–

det er formentlig udtryk, som er blevet anvendt i forbindelse med det lov-

forberedende arbejde.

Psykiatriens i Region Nordjylland har endvidere en række bemærkninger til det fremsatte lovforslag i

relation til Psykiatriloven.

Side 3 af 5

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Der er ikke ændring i behandling af psykisk syge, hvor fx dobbeltindlæggelse efter psykiatrilovens §

13 er aktuel. Det fre går af lovforslagets § 3 stk. , at ”Loven gælder ikke for patienter, der o fattes

af reglerne i psykiatriloven”. På side i lovforslaget anføres følgende:

”Det foreslås videre, at reglerne

alene skal finde anvendelse over for patienter, der

behandles for somatiske lidelser. Dette betyder, at reglerne ikke finder anvendelse

over for patienter, som er indlagt på psykiatrisk afdeling efter psykiatriloven, eller

over for psykiatriske patienter, der efter § 13 i lov om anvendelse af tvang i psyki-

atrien behandles på somatisk afdeling, jf. ovenfor pkt. 2.1.1.2. Beslutninger om ind-

greb over for disse patienter skal som hidtil tages efter reglerne i lov om anvendelse

af tvang i psykiatrien. Hvis en patient er omfattet af psykiatrilovens anvendelsesom-

råde og er undergivet tvang efter denne lov, følger de tilhørende retssikkerhedsgaran-

tier i psykiatriloven med patienten. Fra det tidspunkt, hvor patienten ikke længere op-

fylder betingelserne for tvang efter psykiatriloven, reguleres patientens selvbestem-

melsesret af reglerne i sundhedsloven og af de foreslåede regler. Forslaget omfatter

således tvangsbehandling for personer, som ikke omfattes af psykiatriloven, og tilsig-

ter ikke at ændre eller at udvide

psykiatriloven”.

På side 47 i lovforslaget anføres til § 3 stk. 2:

”Med det foreslåede stk. , so præ iserer stk. 1, foreslås det, at reglerne ikke finder

anvendelse over for patienter, som omfattes af reglerne i lov om anvendelse af tvang

i psykiatrien. Dette betyder, at reglerne ikke finder anvendelse over for patienter, som

er indlagt på psykiatrisk afdeling, eller over for psykiatriske patienter, der efter § 13 i

lov om anvendelse af tvang i psykiatrien behandles på somatisk afdeling. Beslutninger

om indgreb over for disse patienter skal som hidtil tages efter reglerne i lov om an-

vendelse af tvang i psykiatrien.

Bestemmelsen er derimod ikke til hinder for, at patienter med en psykiatrisk lidelse,

som ikke omfattes at reglerne i psykiatriloven, behandles ved tvang efter de foreslå-

ede regler”.

Psykiatrilovens regler gælder for døgnindlagte patienter. Alle patienter, der døgnindlægges er om-

fattet af psykiatrilovens regler, herunder frivilligt indlagte. Tvangsbehandlingslovens regler vil såle-

des ifølge lovforslaget ikke kunne anvendes overfor patienter, som er døgnindlagt på en psykiatrisk

sengeafsnit.

Patienter med demens, som indlægges frivilligt eller tvangsmæssigt på ældrepsykiatrisk afdeling, har

ofte tillige somatiske problemstillinger, hvor der kan være et påtrængende behandlingsbehov, uden

at der kan ske overflytning til og behandling i somatikken efter reglerne i psykiatrilovens § 13. Dette

begrundet i kriterierne i psykiatrilovens § 13, som dels fordrer at patienten opfylder betingelserne

for frihedsberøvelse dels at den somatiske sygdom er så alvorlig, at den udsætter patientens liv eller

helbred for væsentlig fare.

Varigt inhabile patienter med somatiske sygdomme, som vurderes at opfylde betingelserne i tvangs-

behandlingslovens § 5 stk. 1

–

vil dermed ikke kunne modtage behandling for disse efter tvangsbe-

handlingsloven under en indlæggelse i Psykiatrien

–

førend sygdommen opfylder psykiatrilovens

krav om væsentlig fare.

Bemærkninger til enkelte af tvangsbehandlingslovens bestemmelser:

Side 4 af 5

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Tvangsbehandlingslovens § 5

omhandler tvangsbehandling. Der er ikke i bestemmelsen eller i be-

mærkningerne beskrevet nærmere vedrørende mulighed for at foretage tvangsmæssig udredning

ved mistanke om fx alvorlig sygdom

Tvangsbehandlingslovens § 14

fastsætter, at pågældende læge, som har taget beslutning om anven-

delse af tvang efter tvangsbehandlingsloven skal indbringe klage for Tvangsbehandlingsnævnet.

Tilsvarende fastsættes i tvangsbehandlingslovens § 16 c, at lægen, som har besluttet tvangsindgre-

bet skal fremsende sagens akter til Tvangsbehandlingsnævnet.

I Psykiatriloven er tilsvarende forpligtelser ifm en klage anført som påhvilende sygehusmyndighe-

den, se psykiatrilovens §§ 35 og 36:

§ 35. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe kla-

ger over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvungen opfølg-

ning efter udskrivning i henhold til § 13 d, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfik-

sering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning,

der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen samt oppegående tvangsfikse-

ring og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjæl-

land, for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen.

§ 36. Når en sag som nævnt i § 35 indbringes for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvalt-

ningen, skal sygehusmyndigheden fremsende sagens akter, herunder en udskrift af tvangsprotokol-

len samt en erklæring fra overlægen. Nævnet drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og

træffer bestemmelse om tilvejebringelse af eventuelle yderligere erklæringer m.v., ligesom nævnet

kan aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling.

Tvangsbehandlingslovens § 16 d

fastsætter, at Tvangsbehandlingsnævnet efter anmodning fra pati-

enten mv. skal indbringe sine afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse og tilbageholdelse og tilba-

geførsel for retten efter reglerne i RPL kapitel 43 a. Samme formulering er i psykiatrilovens § 37,

hvorefter Det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen skal indbringe klage fra patien-

ten over frihedsberøvelse mv. for retten efter reglerne i RPL kapitel 43 a.

I bemærkningerne til psykiatrilovens bestemmelse er præciseret, at det er sygehusmyndigheden,

som er part i retssagen.

Side 5 af 5

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

[email protected]

15. februar 2017

Høring over udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af

varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven)

Rådet for Socialt udsatte takker for høringen af 19. januar.

Rådet er opmærksom på, at lovforslaget skal ses i sammenhæng med den nationale

handlingsplan for mennesker med demens, og at forslagets primære målgruppe er mennesker

med demens. Der er imidlertid også andre grupper, der kan blive omfattet af forslaget pga.

manglende evne til at give informeret samtykke. Det kan fx gælde mennesker med langvarige

sindslidelser.

Rådet finder det generelt betænkeligt, at man anvender tvang i indsatsen over for mennesker

med sindslidelser, men mener samtidig, man bør sikre, at også mennesker, som ikke formår at

forholde sig fornuftsmæssigt til et behandlingsbehov, modtager nødvendig behandling.

Den seneste tid har der været en række lovforslag, der udvider mulighederne for at anvende

tvang over for mennesker med sindslidelser. Det drejer sig bl.a. om udvidelse af reglerne om

optagelse i særlige botilbud uden samtykke samt forslag om nye socialpsykiatriske afdelinger,

som bl.a. rummer mulighed for anbringelse og tilbageholdelse af patienter uden samtykke

samt åbning af post og undersøgelse af patientens hjem og ejendele.

Rådet finder ikke anledning til konkret at gøre bemærkninger til nærværende lovforslag. Rådet

vil dog benytte anledningen til helt generelt at advare imod brugen af stadigt mere tvang over

for mennesker med funktionsnedsættelser.

Med venlig hilsen

Jann Sjursen

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Socialpædagogerne

Brolæggerstræde 9

1211 København K

Telefon 72 48 60 00

Fax 72 48 60 01

Email: [email protected]

Sundheds- og Ældreministeriet

Holbergsgade 6

1057 København K

Mail:

[email protected]

Kopi:

[email protected]

Girokonto 402-3951

Ref.: LAB/lh

Dok.nr.: 3385083

Sag.nr.: 2017-SLCSFA-02202

16. februar 2017

Høringssvar til udkast til forslag til Lov om anvendelse af tvang ved somatisk be-

handling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven)

Socialpædagogerne har den 20. januar 2017 modtaget forslag til lov om anvendelse af tvang

ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven).

Socialpædagogerne er overordnet positive overfor det fremsendte lovforslag, hvor der er ta-

get højde for, at anvendelse af tvang ved somatisk behandling af inhabile er absolut sidste

løsning og alene i de tilfælde, hvor det vurderes sundhedsfagligt nødvendigt med henblik på

at undgå en væsentlig forringelse af patientens helbred og sundhedstilstand.

Det er et længe ventet og tiltrængt lovmæssigt tiltag, der vil understøtte mere lighed i ad-

gangen til sundhed samt sikre en mere etisk forsvarlig indsats over for varigt inhabile pati-

enter.

Socialpædagogerne finder det dog problematisk, at det ikke fremgår tydeligere af lovforsla-

get, at tvangsbehandling også kan uddelegeres til socialpædagoger som medhjælp til gen-

nemførelse af behandlinger. På den vis er lovforslaget betonet af, at det er sundhedsfagligt

personale, der gennemfører behandlingerne.

Socialpædagogernes medlemmer udfører dagligt indsatser, der er rettet mod borgernes

sundhed og trivsel i borgernes eget hjem og på botilbud. Fx vil det, i det tilfælde en varigt

inhabil borger i ord eller handling modsætter sig at tage sin medicin, der af

sundhedsmæssige forhold er absolut nødvendigt, ofte være mindst indgribende, at det er den

socialpædagog, der har den daglige nære og tillidsfulde relation til borgeren, der

gennemfører tvangsforanstaltningen.

På den baggrund mener Socialpædagogerne, at det i § 2 stk. 3

skal tilføjes: ”… at der udføres

sundhedsfaglig virksomhed af sundhedspersoner

eller socialfagligt personale”

og i § 4 stk.

3 tilføjes ”… kan tilsvarende lade sundhedspersoner

eller socialfagligt personale

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

gennemføre indgreb efter kapitel § 3”. Med den tilføjelse i bemærkningerne, at det i de

tilfælde, hvor det drejer sig om medicingivning, forudsætter, at der er tale om socialfagligt

personale, der har gennemført relevant medicinhåndteringskursus.

Socialpædagogerne finder det positivt og altafgørende, at det fremgår af bemærkningerne, at

der skal være forsøgt med socialpædagogiske metoder for at opnå borgerens tilslutning til

behandlingen forud for, at der kan tages stilling til en evt. tvangsbehandling. Socialpædagog-

erne mener dog, at dette bør fremhæves langt tydeligere både i lovtekst og bemærkninger.

Her afspejler den fremsatte lovtekst ikke i tilstrækkelig grad de overvejelser og den enighed,

der har været i kredsen af interessenter, der har været inddraget i det lovforberedende ar-

bejde. Det fremgår tydeligere af lovforslaget, at der, ved brug af tvang, altid skal være tale

om mindsteindgrebsprincippet og proportionalitetsprincippet. Vægtningen bør dog være på at

forebygge og undgå brugen af tvang.

I lovforslagets §4, stk. 4 fremgår det, at beslutningen om tvang har en gyldighed på seks

måneder. Socialpædagogerne mener, at seks måneder er en for lang periode at gøre

beslutninger om tvang gyldig og opfordrer konkret til, at perioden nedsættes til 3 måneder

for at sikre en hyppigere stillingtagen til patientens habilitet.

Socialpædagogerne finder det også positivt, at loven vil blive evalueret efter tre år. Social-

pædagogerne er tilfredse med, at enhver beslutning om anvendelse af tvang skal indberettes

til Sundhedsdatastyrelsen. Her bør ikke blot beslutning om anvendelse af tvang registreres,

men også den konkrete anvendelse af tvang indberettes. Det vil give et langt bedre overblik

over udbredelsen og udviklingen af tvangsbehandling af varigt inhabile på nationalt plan. En-

delig finder Socialpædagogerne det positivt, at der nedsættes et uvildigt Tvangsbehandlings-

nævn, der får til opgave at afgøre klagesager.

Socialpædagogerne vil opfordre til, at der ligeledes bliver nedsat en ekspertenhed, som per-

sonalet, i de tilfælde hvor tvangsbehandling er på tale, er forpligtiget at søge rådgivning hos.

Ekspertenheden skal dels have specialviden om magtanvendelser i serviceloven samt den

fulde tvangsbehandlingslov, dels specialviden om socialpædagogiske metoder som forebyg-

gelse for anvendelse af magt og tvang. Målgruppen af varigt inhabile patienter, hvor tvangs-

behandling kan komme på tale, er forholdsvis lille, hvorfor det synes urealistisk, at det be-

rørte sundhedsfaglige personale vil kunne gennemgå et kompetenceløft på området.

Endelig vil Socialpædagogerne bemærke, at der ikke længere er noget der hedder mentalt

retarderet, hvorfor ordet bør udgå af lovteksten side 9 nederst og side 19 nederst.

Venlig hilsen

Marie Sonne

forbundsnæstformand

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreministeriet

Att.: Center for Sundhedsjura og Psykiatri

[email protected]

Tandlægeforeningen

Amaliegade 17

1256 København K

Tel.: 70 25 77 11

Fax:

70 25 16 37

[email protected]

www.tandlaegeforeningen.dk

CVR nr. 21318418

Vedr.: Høring over udkast til forslag til lov om anvendelse

af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile

(tvangsbehandlingsloven)

Tandlægeforeningen takker for materiale til høring over udkast til forslag til lov

om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbe-

handlingsloven).

Tandlægeforeningen er grundlæggende helt enig med ministeriet i, at tvangs-

behandling så vidt muligt bør undgås.

Tandlægeforeningen foreslår derfor, at andre dele af sundhedsvæsenet lader

sig inspirere af den forebyggelsestankegang, som i en årrække har været et

kendetegn ved tandplejen. Det er en tankegang, som eksempelvis kommer til

udtryk i Sundhedsstyrelsens rapport fra oktober 2016 ”Modernisering af om-

sorgstandplejen”,

hvori Sundhedsstyrelsen bl.a. anbefaler, at der implemente-

res individuelle mundplejeplaner for alle brugere af omsorgstandplejen.

Det er Tandlægeforeningens vurdering, at enhver tandlæge, der beslutter

tvangsbehandling, påtager sig et meget tungt ansvar og oftest vil skulle hånd-

tere et vanskeligt dilemma. Tandlægeforeningen foreslår derfor, at der stilles

efteruddannelse til rådighed for de tandlæger, som må formodes at skulle træf-

fe beslutninger om tvangsbehandling. Desuden bør der være mulighed for, at

tandlæger, som er i overvejelser om at iværksætte tvangsbehandling, kan råd-

føre sig med kolleger og/eller andre sundhedsprofessionelle.

Endvidere forudsætter Tandlægeforeningen, at det er pårørende mv. og ikke

den varigt inhabile patient selv, der forestår afsendelse af digital klage.

Dato: 16. februar 2017

Sagsbeh: CJ/DJJ

E-mail: [email protected]

Sagsnr.:

Med venlig hilsen

Freddie Sloth-Lisbjerg

Formand

Joakim Lilholt

Adm. direktør

Tandlægeforeningen åbner munden for et sundere Danmark

Side 1/1

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

PDF.js viewer

Page 1 of 3

https://sum2016.dksund.dk/app/client/client.3.3.16103.3/js/vendor/pdfjs/web/viewer....

19-04-2017

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

PDF.js viewer

Page 1 of 3

https://sum2016.dksund.dk/app/client/client.3.3.16103.3/js/vendor/pdfjs/web/viewer....

19-04-2017

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

L 185 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Frederik

Enelund

over udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk

behandling af varigt inhabile

³ ÇÉ°ª ÈÇª¾

Ñ°ªÐ Ãµ²¬°Î µ®°ÈªÉ ²¬°Ð ÄÏ

Ò ®Å¶ ¬µ²«ÃÒÐ ÃÓ ÆÒ ®Å¶ª Ä²Î µ²¬°Î «ÍÌ ÆÒ ®Å¶Ðª «É ²¬°Î «ÍÌ

Æª ²²³ Ä² ÃÅ «ÃÄ° ÃÂ ÂÁÀ¿¾�½¼

¬°Î «ÍÌ ËÀ Ê

Vedhæftede filer:

ÄªÎ «ª Ä²Î°ÎÕª« ®µÔ

Til

takker for muligheden for at afgive høringssvar vedrørende ovennævnte lovforslag.

høringssvar forholder sig til lovforslagets 5.

anerkender, at indholdet i lovforslagets dilemma - omsorgspligt versus omsorgssvigt - som

loven forsøger at løse, udgør en vanskelig etisk stillingtagen.

stiller sig meget positivt til ønsket om at legitimere sundhedspersoners somatiske

behandling af personer, der ikke er i stand til at give et informeret samtykke. Den

foreslåede lovgivning kan

give en retssikkerhed og legitime rammer for såvel sundhedspersonale som for patienter.

DANSKE ÆLDRERÅD har 2 forslag til ændringer i § 5, stk. 1:

1. Tilføjelse af en litra

” 4) at patientens livstestamente ikke tilsidesættes gennem behandlingen”. DANSKE ÆLDRERÅD

foreslår tilføjelsen for at sikre, at patientens selvbestemmelse respekteres, når den er beskrevet i et

livstestamente.

2. I første sætning, 2. komma udelades ”ved brug af tvang”, idet sætningen i øvrigt udtrykker, at

behandlingen kan gennemføres uden patientens samtykke. DANSKE ÆLDRERÅD finder, at udtrykket

”tvang” er et uklart begreb, som derfor bør undgås i en lovtekst.

Sætningen lyder herefter: …”eller ved tilslutning fra en anden sundhedsperson med faglig indsigt på

området kan en læge eller tandlæge gennemføre behandlingen overfor patienter, som i ord eller

handling modsætter sig en sundhedsfaglig behandling”….

DANSKE ÆLDRERÅD har 1 forslag til ændring af § 5, stk. 2:

1. Første komma ændres til:

”Før en behandling kan gennemføres overfor patienter, som i ord eller handling modsætter sig

behandlingen,”….. DANSKE ÆLDRERÅD finder at udtrykket ”tvang”, er et uklart begreb, som derfor bør undgås i

en lovtekst.

I det omfang udtrykket ”tvang” anvendes i den øvrige del af lovforslaget, foreslår DANSKE ÆLDRERÅD, at

udtrykket erstattes af et mere klart begreb.

DANSKE ÆLDRERÅD stiller sig selvfølgelig til rådighed for eventuel uddybning af de ovennævnte synspunkter.

Med venlig hilsen

p.b.v.

Bent Aa. Rasmussen

Formand

¹Øºº ¹× º

sagsnr.

» º¹¸

Fra:

Sendt:

Til:

Emne:

Dorthe

9. februar

DEP

13:10

²°ª° ÃÎ Ä ²Î°¬«Ý

²ÄªÎ «ª Ä²Î°ÎÖ