Formanden kan bare nøjes med at sige "E", ligesom der står på valgplakaten, så bliver folk ikke forvirret.
Nå, jeg vil godt måske lidt undtagelsesvis rette en tak til Enhedslisten for at have fremprovokeret, om jeg så må sige, denne stillingtagen, for det er jo en sag, vi i virkeligheden har gået rundt om i årtier som katten om den varme grød.
Og det er jo ikke helt forkert at sige, at sagen har været sparket til hjørne nogle gange.
Under den forrige regering blev Straffelovrådet bedt om at afgive en betænkning, og da betænkningen så kom, var det så belejligt, at anbefalingen i betænkningen bestod i, at man ridsede fordele op på den ene side og ulemper op på den anden side, men også her undlod at tage stilling til, om man så ville foreslå det ene eller det andet.
Nu er vi så i en situation, hvor vi er nået frem til at skulle trykke på knapperne – eller det skal vi i morgen – og afgøre, om blasfemiparagraffen skal forsvinde ud af den straffelov, som den har været en del af i intet mindre end 151 år.
Det er jo ikke en paragraf, der har levet sådan et meget omtumlet liv, forstået på den måde, at der har været synderlig mange sager.
Der har været ganske få sager.
Den seneste sag er fra tiden umiddelbart efter anden verdenskrig, hvor et par til et karneval havde klædt sig ud.
Den ene var præst, og den anden skulle forestille at være dåbsgæst.
De havde medbragt en dukke, som de så valgte at døbe under det her karneval – komplet med hele dåbsceremonien, som den foregår i folkekirken.
Og det faldt åbenbart nogle så meget for brystet, at de valgte at anmelde det her til politiet, og parret blev dømt for at have overtrådt blasfemiparagraffen.
Det kan man jo godt grine ad i dag og synes er underligt, men det viser jo også noget om den udvikling, der er, ikke bare i Danmark, men også i andre lande, med hensyn til hvad man forstår ved blasfemi, og hvad man ikke forstår ved blasfemi, og hvor krænket man vælger at blive over blasfemi.
Der blev rejst tiltale mod sangeren Trille i 1970'erne for en sang, hun havde skrevet, om Guds øje i det høje, hvor hun dog ikke blev dømt.
Det var også en sang, som, hvis den blev sunget i dag, tror jeg, ikke ville få mange øjenbryn til at løfte sig i den anledning.
Anderledes forholder det sig med islam.
Der skal mindre til at krænke i hvert fald mange, der bekender sig til den muslimske tro.
Den blotte tegning af profeten Muhammed kan få nogle helt op i det røde felt, og det kan vi jo godt undre os over.
Men der kan man måske med fordel så kigge lidt tilbage på vores egen historie og se, at det altså ikke er så frygtelig længe siden, at vi selv kunne blive voldsomt krænket, når nogle lavede sjov med vores gud.
Et eller andet sted skulle man jo mene, at Jesus har prøvet det, der var værre, og dermed jo også nok kan trække på skuldrene over, at nogle vælger at gøre grin med ham.
Og det er jo også snarere deres eventuelle reaktioner, altså dem, der følger forskellige trosretninger, som har gjort, at vi så stadig væk har haft en blasfemibestemmelse; en blasfemibestemmelse, som man har afskaffet i flere og flere lande.
Vi er et af de få lande i Europa, der stadig har en sådan, og det er jo også sådan, at FN's Menneskerettighedskomité foreslår, at vi afskaffer bestemmelsen, ligesom Europarådet foreslår, at vi afskaffer bestemmelsen.
Så det er en bevægelse, der ikke bare er i Danmark, men i en række andre lande, som taler for, at man afkriminaliserer blasfemi.
Det skyldes også en solidaritet med lande, hvor man ser mere alvorligt på blasfemi.
I landene i Mellemøsten har man meget skrappe sanktioner over for blasfemi.
Hvis man ligesom skal kunne tale mere troværdigt over for de regimer, som forfølger anderledes tænkende, så er det jo altså også en fordel, at de ikke bare kan pege tilbage og sige:
Jamen I har jo selv en tilsvarende blasfemibestemmelse, så hvem er I at kritisere os?
Omvendt har der jo også været en frygt for, at hvis vi afskaffede blasfemibestemmelsen, kunne det føre til uroligheder i Danmark.
Det er derfor, at Justitsministeriet har indhentet udtalelser fra andre lande, hvor man også har afskaffet blasfemibestemmelsen, for at se, hvad der er sket i de pågældende lande.
Og der har altså ikke, heldigvis, vist sig at være store konsekvenser af det.
Et land som Holland har jo på mange måder en historie, der minder om vores, med drab på en filminstruktør, der havde lavet filmen »Submission«, og drab på en højreorienteret muslimkritisk politiker – altså en historie, der kan minde om vores.
Men i Holland har det altså heller ikke ført til nogen problemer.
Så alt det gør, at vi efter en samlet afvejning er nået frem til, at nu er tiden nok kommet til at afskaffe blasfemibestemmelsen.
Ikke dermed sagt at vi så synes, at blasfemi er noget, man skal praktisere.
Vi ser egentlig ikke det store behov for, at man skal rende rundt og gøre andre mennesker kede af det i den offentlige debat, og vi synes sådan set også, at der er nogle tendenser i tiden til, at debatten bliver mere og mere rå, mere og mere krænkende, og det kan man jo godt diskutere hvad man opnår ved.
Men er blasfemibestemmelsen det bedste værn mod den type debat?
Det tror jeg personligt ikke.
Jeg frygter i virkeligheden, at der kan blive tale om et tværtimod.
Altså, lad os eksempelvis tage den idiot, som for nylig valgte at brænde et eksemplar af Koranen af og så bagefter lægge en film af det op på Facebook.
Blasfemibestemmelsen har jo tydeligvis ikke afholdt ham fra at foretage sin tåbelige handling.
Hvis han så fik et antal dagbøder, ville det så få ham til at fortryde og få ham til at lade være med at gøre det en anden gang?
Eller ville det snarere give ham et martyrium, sådan at hans proselytter kunne blive bekræftet i en forestilling om, at det danske samfund forfulgte islamkritik i et eller andet anfald af politisk korrekthed?
Jeg hælder til det sidste.
Jeg har også bemærket, at debatten om blasfemi meget hurtigt afspores fra at handle om selve de ytringer, som nogle er fremkommet med, og så til at handle om, hvorvidt de skal have lov til at fremkomme med de ytringer.
Altså, i stedet for at vi forholder os til ytringen og siger, hvad vi mener om den, og kritiserer eksempelvis sådan en person som ham, jeg omtalte før, der brændte Koranen af, ja, så kommer det hele til at blive et spørgsmål om, om det skal være lovligt eller ej.
Og dermed afsporer vi i virkeligheden debatten.
Det har ikke været nogen nem sag i Venstres folketingsgruppe.
Vi har forskellige synspunkter – det er der overhovedet ikke nogen grund til at lægge skjul på.
Jeg er en af dem, der altid har ment, at blasfemibestemmelsen skulle afskaffes, men det betyder ikke, at jeg står i dag og er jublende glad og lykkelig, for jeg har stor forståelse for de argumenter, der har været imod en afskaffelse af blasfemibestemmelsen.
Men nu er vi nået så langt, som vi er, og vi krydser fingre for, at der ikke kommer alvorlige konsekvenser af, at vi afskaffer blasfemibestemmelsen.
Til sidst vil jeg sådan set også bare lige sige, at det vel et eller andet sted heller ikke er det, der skal afgøre spørgsmålet.
Jeg tror ikke, man kan forhandle sig til fred, eksempelvis med islamistiske terrorister.
Altså, der har været terrorangreb i et land som Tyskland, som jo har haft en meget åben politik over for flygtninge.
Der har været terrorangreb i et land som Sverige, hvor man har en helt anderledes offentlig debat end den, vi har, og hvor der nærmest er emner, som er tabubelagte.
Man kan måske sige, at tegnerne på Charlie Hebdo jo bl.a.
havde tegnet profeten Muhammed på en måde, som gjorde, at mange følte sig krænket, men hvad var det lige Ariana Grande havde gjort i Manchester andet end at synge sine sange?
Det kan man vel ikke på nogen måde mene er noget, der har været rettet mod islam eller profeten Muhammed.
Så jeg tror ikke på, at vi kan forhandle os til fred med de islamistiske terrorister.
De ser hele vores livsstil som noget, der skal bekæmpes, og derfor kan vi ikke ved eksempelvis at opretholde en blasfemiparagraf gøre os nogen som helst forhåbninger om, at de vil være os hverken mere eller mindre fjendtligt stemte.
Så med disse mange ord – det er jo dejligt at have så lang tid under en anden behandling – vil jeg sige tak til Enhedslisten.
Det bliver ikke en vane, at vi kommer til at stemme for alle mulige Enhedslisteforslag – bare rolig – men i denne sag vil jeg godt sige tak og så se frem til den fortsatte debat.