L 136 Forslag til lov om ændring af lov om et analyse- og forskningsinstitut for kommuner og regioner og lov om apoteksvirksomhed.

(Oprettelse af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og adgang til oplysninger fra Lægemiddelstatistikregisteret).

Af: Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA)
Udvalg: Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 22-02-2017
1. behandlet / henvist til udvalg 24-03-2017
Betænkning afgivet 23-05-2017
2. behandlet/direkte til 3. behandling 29-05-2017
3. behandlet, vedtaget 01-06-2017
Ministerområde:
Økonomi- og Indenrigsministeriet
Resumé:
Lovforslaget indebærer, at der etableres et nyt center, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, ved at sammenlægge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA). Det nye center skal bl.a. udvikle og formidle viden om velfærdsområder og nationale og internationale samfundsforhold, som har betydning for befolkningens levevilkår.

Centerets primære fokus skal være forskning og analyse, som kan give viden om de forhold, der påvirker borgernes levevilkår i almindelighed, og om samspillet mellem borgere og velfærdssamfundets institutioner i særdeleshed, herunder viden, som kan bidrage til udvikling af velfærdspolitikken og fremme kvalitetsudvikling, bedre ressourceanvendelse, effektivitet og økonomistyring.

Lovforslaget er en del af opfølgningen på aftalen om finansloven for 2017.

Loven træder i kraft den 1. juli 2017, dog træder § 1, nr. 10 og 11, i kraft den 1. januar 2019.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 81 (S, DF, V, LA og KF), imod stemte 23 (EL, ALT, RV og SF), hverken for eller imod stemte 0.