Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
L 111 Bilag 7
Offentligt
1725200_0001.png
Notat vedrørende vurdering af mulige negative konsekvenser for de vilde bestande
af havørred og laks ved etablering af havbrug i Kattegat med fokus på parasitten lak-
selus.
Af Kaare Manniche Ebert, Fiskebiolog, Danmarks Sportsfiskerforbund, 20. februar 2017
Indhold
Baggrund
Lakselusens biologi med fokus på saltvandtolerance
Havbrugenes betydning for bestanden af lakselus samt lakselusenes negative
påvirkning af de vilde bestande af laks og havørred
Bekæmpelse af lakselus
Sandsynligheden for, at havbrug i Kattegat vil medføre problemer med
lakselus og de mulige konsekvenser
Sammendrag
Referencer
Side 1
Side 2
Side 3
Side 4
Side 5
Side 6
Side 7
…………………………………………………………………………………………………………
Baggrund
Der lægges i regeringens og Dansk Folkepartis vækstplan op til, at der skal etableres nye
havbrug med en samlet produktionskapacitet på 16.000 tons regnbueørreder i den åbne
del af Kattegat. Saltholdigheden i store dele af Kattegat er så høj, at det ikke kan afvises,
at parasitten lakselus vil kunne formere sig eksplosivt, som det er set ved havbrug i norske,
skotske og irske farvande. Infektion af lakselus har her fået dramatiske konsekvenser for
de vilde bestande af laks og havørred, der i visse områder er gået voldsomt tilbage. Et me-
get relevant spørgsmål er derfor, om det ud fra den bedst tilgængelig viden vil være for-
svarligt at etablere havbrug i Kattegat, som der lægges op til i vækstplanen.
Notatet indeholder et afsnit om lakselusens biologi med fokus på spredningsmønsteret og
overlevelse i relation til parametre som vandtemperatur, strøm og saltholdighed. Næste af-
snit beskæftiger sig med havbrugenes betydning for parasittens udbredelse og de konse-
kvenser, lakselus har fået for de vilde bestande af havørred og laks i Norge, Skotland og
Irland. Tredje afsnit er om bekæmpelsen af lakselus, som i dag primært enten foregår med
medikamenter eller brug af fisk fra læbefiskfamilien, der aktivt æder lakselusene. Sidste af-
snit beskæftiger sig med de mulige negative konsekvenser for de vilde bestande af havør-
red og laks ved etablering af havbrug i Kattegat med fokus på parasitten lakselus og giver
med udgangspunkt i det sit bud på, om det er forsvarligt at placere havbrug i de åbne dele
af Kattegat.
L 111 - 2016-17 - Bilag 7: Henvendelse af 20/2-17 fra Danmarks Sportsfiskerforbund
Lakselusens biologi med fokus på saltvandtolerance
Lakselus (Lepeophteirus salmonis) er en ektoparasit – det vil sige en snylter, der sætter sig
på ydersiden af sin vært. Parasitten lever af slim, blod og fiskevæv. Den gnaver sig gen-
nem det beskyttende slimlag og ind i kødet på sin vært. Den er et krebsdyr, som tilhører
gruppen af copepoder, der på dansk også kaldes hoppekrebs. Lakselus lever i havet og
snylter på laksefisk. En voksen hun med veludviklede ægstrenge er cirka 2 cm lang.
Lakselusens livscyklus er en smule indviklet, idet den består af otte forskellige stadier. De
tidligste stadier er planktoniske – det vil sige, at den mikroskopiske larve driver mere eller
mindre passivt med havstrømmene. Det er i denne fase, at lakselusen finder sin vært, som
typisk i danske farvande vil være vilde havørreder, laks eller regnbueørreder i havbrug.
På få dage kan larverne blive ført op imod 200 km væk, men størstedelen vil typisk befinde
sig inden for en radius af 30 km fra kilden. Lakselusens planktoniske stadier varer 200
graddage, hvoraf de kan finde en vært i 150. Det vil sige, at lakseslus har 15 dage til at
finde sin vært, hvis vandet i perioden gennemsnitligt er 10 grader. Herefter følger fem sta-
dier, hvor lakselusen sidder fast på værten, og som afsluttes med det kønsmodne stadie.
Hunnen kan kendes på de to lange ægstrenge, der i alt kan indeholde 200-500 æg. Efter
gydning, der i Sydnorge finder sted i maj og senere i køligere vand i nordligere beliggende
områder, kan hunnen gentage ægproduktionen og efterfølgende gyde igen hver 10. dag.
I områder med mange havbrug og deraf følgende stor produktion af lakselus er der obser-
veret parasitter på laks i vintermånederne (4), mens en anden kilde nævner, at der ved en
vandtemperatur på 4 grader observeres lakselus på fiskene (7). Ved 10-12 grader kan lak-
selus gennemføre sin livscyklus på cirka seks uger (2).
Der er forskellige bud på, ved hvilke saltholdigheder lakselus dels kan gennemføre sin livs-
cyklus og dels overleve gennem længere tid. Generelt kan den fastsiddende lakselus tåle
lavere saliniteter end den frit svømmende.
Laboratorieforsøg har vist, at de frit svømmende stadier af lakselus kan overleve saltpro-
miller ned til 15 i mindst et par dage (4). En anden kilde nævner, at lakselus i de snyltende
stadier skal have mindst 15 promille (6). Samme kilde nævner, at lakselus så vidt muligt
undgår saltholdigheder lavere end 24-25 ‰ (6). DTU Aqua angiver 20 ‰ som den kritiske
grænseværdi i deres vurdering (2).
Denne grænseværdi bakkes op af Havforskningsinstituttet i Norge (7). Det har siden 2004
arbejdet med at udvikle modeller, som kan forudsige bevægelserne i fjordene og de kyst-
nære områder hos lakselusenes smitsomme stadier med det formål at forebygge infektio-
ner i havbrugene. De mange års erfaring med prognoser, der kontinuerligt sammenlignes
med den reelle situation i fjordene, og som er styrket af udviklingen af datamaskiner med
større regnekraft, betyder, at instituttets viden om lakselusenes livscyklus og de parametre,
der betyder noget for deres udbredelse, ikke findes bedre.
Det bør nævnes, at der de senere år er set en øget forekomst af lakselusinficerede havør-
reder i den sydlige del af Kattegat og Bælterne. Det nævnes i DTU VETS redegørelse, at
det kan skyldes, at der muligvis findes en lokal bestand af lakselus, der er tilpasset de la-
vere saltholdigheder i vore farvande. Dette er dog ikke undersøgt (1).
2
L 111 - 2016-17 - Bilag 7: Henvendelse af 20/2-17 fra Danmarks Sportsfiskerforbund
Havbrugenes betydning for bestanden af lakselus samt lakselusenes negative på-
virkning på de vilde bestande af laks og havørred
Det er et indiskutabelt faktum, at den øgede forekomst af lakselus, der blandt andet er set i
norske, irske, skotske og færøske farvande, udelukkende skyldes etableringen af havbrug
med åbne netbure i de respektive områder. Udviklingen i forekomsten af lakselus og tilste-
deværelsen af havbrug følges således synkront fra de tidligste havbrug i Norge i 1960’erne
til etableringen af havbrug ud for den skotske vestkyst i 1970’erne og senere i Irland i
1980’erne (4). I Norge ser man således helt bort fra de vilde bestande af laks som smitte-
spredere til havbrugene, når smitterisici skal vurderes. Argumentet er, at de vilde laks nu-
merisk udgør mindre end 1% af antallet af laks i netburene (7).
Flere undersøgelser og observationer ligger til grund for den nagelfaste konklusion. Der er
blandt andet aldrig observeret udbrud af lakselusepidemier i områder uden havbrug, antal-
let af inficerede fisk og antallet af snyltere per fisk stiger, jo tættere fiskene opholder sig et
havbrug (7), og kun 3 % af havørreder, som opholdt sig i en irsk bugt
uden
havbrug, havde
mere end 12 lakslus på sig, mens det tilsvarende tal for havørreder i en bugt
med
havbrug
var ni gange større (4).
Parasitten lever som tidligere nævnt af slim, blod og fiskevæv. Den gnaver sig gennem det
beskyttende slimlag og ind i kødet på sin vært. Hvis der er tilstrækkeligt mange lakselus på
den enkelte fisk, stresses den. Fisken dehydreres, den tager mindre føde til med deraf føl-
gende dårlig tilvækst, den ændrer adfærd i forsøget på at slippe af med lakselusene, den
bliver modtagelig for sygdomme og infektioner i ferskvand, og fiskens immunforsvar svæk-
kes generelt.
Der er lavet mange undersøgelser – både i laboratorier og ude i havet og vandløbene – der
belyser, hvor mange lakselus, der skal til, for at værtsfisken dør. Det bør dog indlednings-
vist nævnes, at et økosystem i balance aldrig vil kunne medføre en så stor produktion af
lakselus, at de kan slå en relativ stor andel af deres værter ihjel. Men det sker i de far-
vande, hvor laksene i havbrugene smitter hinanden og derved giver ophav til unaturlige og
voldsomme øgninger i antallet af lakselus.
Der er blandt forskere generel enighed om, at der skal relativt få lakselus til, for at værtsfi-
sken får det dårligt. Det er især de cirka 15 cm lange såkaldte postsmolt af både laks og
havørred, der i det tidlige forår har forladt deres fødevandløb og er svømmet ud i havet,
som er sårbare. De er i forvejen stresset af smoltificeringsprocessen, hvor de går fra at
være funktionelle ferskvandsfisk til at skulle kunne regulere salt- og væskebalancen i salt-
vand. Nogle forskere har foreslået, at 13 lakselus er grænsen for, hvornår en postsmolt kan
overleve (4).
I Norge er det konstateret i, at postsmolt kun overlever, når de er inficeret af færre end 10
lakselus. Det nævnes også, at postsmolt allerede reagerer negativt på så få som 1-3 lakse-
lus (7). Andre er kommet frem til, at der vil være en dødelighed på 50 %, hvis der er mel-
lem 0,2 – 0,3 lakselus per gram værtsfisk, mens der er en dødelighed på 100 %, hvis der
er mere end 0,3 lakselus per gram værtsfisk (4). Det betyder, at en postsmolt på 15 cm
svømmer en sikker død i møde, hvis der sidder mere end 10 lakselus på den.
De ældre fisk er også sårbare. Her er det konstateret, at voksne havørreder med 0,05 lak-
selus per gram kropsvægt får alvorlige problemer med at regulere salt- og væskebalancen.
Det betyder for eksempel, at en havørred på 40 cm og 0,64 kg får problemer, hvis den er
inficeret af 32 voksne lakselus.
3
L 111 - 2016-17 - Bilag 7: Henvendelse af 20/2-17 fra Danmarks Sportsfiskerforbund
1725200_0004.png
De angrebne værtsfisk – især postsmoltene, men også de voksne individer – er altså me-
get sårbare over for en infektion af blot relativt få lakselus. Det har betydet, at især havør-
redbestandene men også laksene, er blevet negativt påvirket i visse områder. Det er doku-
menteret, at havørredbestandene i Norge, Irland og Skotland er gået meget tilbage i områ-
der, hvor der produceres fisk i åbne netbure i saltvand (4). I et område i Nordnorge havde
32 % af postsmoltene så mange lakselus på sig, at de ville dø af det. Og de 32 % er et mi-
nimumsestimat, idet de postsmolt, som allerede var døde af infektionen, ikke indgår i tallet.
I 5 norske fjorde, hvor der inden for en radius af 30 km ligger havbrug, blev det estimeret,
at mellem 12 og 90 % af havørrederne var så stærkt inficeret, at de ville dø af det (7).
Havørredbestandene kollapsede i Vestirland i sidst i 1980’erne. Årsagen angives at være
lakselus fra havbrug. For eksempel blev antallet af æg fra gydemodne havørreder i et irsk
vandløb reduceret fra årligt at ligge mellem 490.000 og 1.6 millioner til mindre end 60.000. I
Skotland kollapsede havørredbestandene i samme periode i de vestskotske elve på grund
af lakselus fra havbrug. Bestandene fra den skotske østkyst, hvor der ikke var havbrug, for-
blev stabile i samme periode.
Generelt er havørred mere udsatte for at blive smittet end laks, idet de i en længere peri-
ode opholder sig kystnært, hvorimod laks hurtigt forlader de kystnære farvande og svøm-
mer mod nord i Atlanterhavet. Men laksene er ikke gået fri på trods af denne adfærdsmæs-
sige fordel. Cirka 33 % af laksesmoltene, der kom fra de irske floder i 2001-2009 døde som
følge af lakselus. Og der er fundet en gennemsnitlig dødelighed på 18 % for laksesmolt i
en række norske forsøg (7).
Det er også undersøgt, hvor langt væk fra havbrug, der ses en effekt. I både Norge, Irland
og Skotland var infektionstallet større end normalt op til 30 km fra smittekilden. En lang
række faktorer som vandtemperaturen, vandets saltholdighed, lakselusenes reproduktions-
cyklus og strømforholdene afgør, hvor langt væk, der ses en unaturlig stor påvirkning (4).
Men også synkron produktion i nærliggende havbrug øger risikoen for smittespredning, idet
det øger antallet af værtsfisk, som så indbyrdes kan smitte hinanden (7).
En ny undersøgelse viser, at antallet af inficerede havørreder øges i varme år i irske og
skotske farvande; muligvis på grund af lakselusenes evne til at reproducere sig hurtigt, når
vandet er varmere (5).
Til sidst bør det nævnes, at suboptimal vandkvalitet kan øge dødeligheden hos de infice-
rede fisk (4). Forringet vandkvalitet kan skyldes algeopblomstring og eller iltsvind; fænome-
ner, som ses hyppigt i de danske farvande fra juni og frem til udgangen af oktober.
Bekæmpelse af lakselus
Bekæmpelse og monitering af lakselus samt de tab, de påfører havbrugene, udgør et me-
get stort beløb. Behandling af lakselus koster for eksempel havbrugene ved Færøerne,
hvor der i 2015 blev produceret 82.000 tons fisk, 15 millioner Euro eller 0,19 Euro per kg
fisk (6). I Norge, hvor problemet er eskaleret de senere år, blev der i 2015 brugt hele 5 mil-
liarder norske kroner på bekæmpelse og monitering af lakselus. Hvis værditabet som følge
af døde havbrugslaks indkalkuleres, skønnes den totale udgift, som kan relateres til lakse-
lus, at udgøre hele 8,7 milliarder norske kroner
1
.
1
http://ilaks.no/beregninger-pa-fem-milliarder-i-lusekostnader-er-bare-deler-av-sannheten/
4
L 111 - 2016-17 - Bilag 7: Henvendelse af 20/2-17 fra Danmarks Sportsfiskerforbund
Det kunne i den forbindelse være relevant at indregne det tab, som de færre laks i de nor-
ske elve betyder for lystfiskerturismen, men dette er ikke gjort. På grund af bekymring for
de miljømæssige konsekvenser og risikoen for resistensopbyggelse overfor de medika-
menter, der bruges til aflusning, arbejdes der nu på Færøerne for en mere bæredygtig for-
valtning af luseproblemet (6).
Dette kunne indebære øget anvendelse af fisk fra læbefiskfamilien, som kan gnave lusene
af de inficerede burlaks og dermed reducere behovet for brug af medikamenter, der virker
som miljøgifte. Det er dog ikke uden komplikationer af flere årsager. Eksempelvis kan læ-
befiskene sprede smitte til de vilde bestande, som er meget modtagelige for infektioner, og
desuden er bestandene af læbefisk genetiske differentierede. Det betyder, at man ikke
bare kan købe læbefisk fra en norsk producent og så bruge dem i danske farvande. Og når
flere fiskearter som for eksempel læbefisk og laks eller regnbueørreder opholder sig sam-
men i så store mængder, er der risiko for, at der opstår nye varianter af sygdomsfremkal-
dende vira og bakterier (7).
Blandt andet derfor foregår størstedelen af behandlingen mod lakselus ved hjælp af medi-
kamenter. Behandling kan enten foregå enten via foderet eller ved, at medikamenterne til-
sættes vandet (7). Alle de effektive antiparasitmidler påvirker i et vist omfang miljøet og
sandsynligvis primært andre arter af krebsdyr som i danske farvande især vil være hum-
mer, jomfruhummer, rejearter, krabbearter og muligvis planktoniske krebsdyr.
Tilsætning af medikamenter til vandet er den mest anvendte metode i Norge. Påvirkningen
på forskellige arter af krebsdyr er undersøgt i laboratorier, og der er stor forskel på effekten
på organismerne. Ude i naturen vil den negative effekt af medikamenterne afhænge af fak-
torer som behandlingsmetode, hvor hyppigt metoden gentages og mængden af medika-
menter, der anvendes ved behandlingen. Men også ikke-menneskeskabte forhold som
vind- og strømretning, strømmens hastighed og vandets lagdeling indvirker på koncentrati-
onen af medikamenter i vandet i nærheden af havbruget og længere væk og dermed på, i
hvor høj grad miljøet og dyrelivet tager skade. Norske forskere konkluderer, at den nuvæ-
rende viden om stoffernes miljømæssige negative påvirkning i havmiljøet er utilstrækkelig
(7).
Medikamenter, der tilsættes foderet, spredes ikke på sammen måde, som dem der tilsæt-
tes havvand. Stofferne udskilles gennem fiskenes fækalier, og vil derfor – afhængig af
strømforholdene – bundfældes relativt tæt på havbruget. En lille del af stofferne er dog ikke
bundne i fækalierne eller større partikler og vil derfor også kunne sprede sig med hav-
strømmene. Akkumulering af de medikamenter, der tilsættes foderet og efterfølgende
bundfældes i sedimentet, vil være tilgængelig for de dyr, som befinder ved bunden, og som
lever af organisk materiale og sediment. Viden om effekterne er også her stærkt begræn-
sede, men det er dog i indledende forsøg dokumenteret, at børsteorm optager stofferne
(7). Børsteorm er en meget vigtig del af fødekæden for en lang række konsumfiskearter.
Sandsynligheden for, at havbrug i Kattegat vil medføre problemer med lakselus og
de mulige konsekvenser
Forsigtighedsprincippet bør være udgangspunktet for en så vigtig beslutning, som det vil
være at etablere havbrug i områder, hvor der er en vis sandsynlighed for, at produktionen
kan påvirke økosystemet. Princippet blev i 1993 traktatfæstet og har siden været en grund-
5
L 111 - 2016-17 - Bilag 7: Henvendelse af 20/2-17 fra Danmarks Sportsfiskerforbund
1725200_0006.png
læggende del af EU-retten. ”Grundlæggende indebærer princippet, at hvis der er videnska-
belige indikationer for risiko for alvorlige eller uoprettelige skader, må indgreb over for fx
potentielle forurenere ikke udsættes alene grundet videnskabelig usikkerhed”
2
.
Der kan ikke herske tvivl om, at en opformering af lakselus i Kattegat, som det er set ved
havbrugene i Norge, Skotland, Irland og Færøerne, potentielt vil kunne medføre dramatiske
konsekvenser for de vilde danske og sandsynligvis svenske bestande af havvandrende lak-
sefisk. For dette taler, at vandtemperaturen i vore farvande generelt er højere, og det vil
give lakselusene gode vilkår i forhold til at formere sig. Også det faktum, at værtens døde-
lighed er større under suboptimale miljøforhold (4), som ofte ses i de indre danske far-
vande, taler for, at konsekvensen af store mængder lakselus i Kattegat har potentialet til at
reducere de vilde bestande dramatisk.
Det hele står og falder med, om det er sandsynligt, at lakselusene kan gennemføre deres
livscyklus i områder med saltholdigheder ned til 20 til 25 ‰, som findes i de områder i Kat-
tegat, hvor det er påtænkt at etablere nye havbrug. Hvis lakselusene kan formere sig i Kat-
tegat, så er er det ikke kun postsmolt og voksne fisk inden for en radius af 30 km, der risi-
kerer at bliver inficeret. På grund af larvernes evne til at sprede sig med havstrømmene og
det faktum, at de kan overleve ned til 15 ‰ (4), vil parasitterne kunne inficere vilde posts-
molt og voksne fisk langt ned i Bælthavet langs den jyske østkyst, rundt om en stor del af
Fyn, samt ud for Nord- og Vestsjælland. I de sydligste områder med lav salinitet kan lakse-
lusene sandsynligvis ikke formere sig, men da der kun skal meget få parasitter til, at posts-
moltene dør, er de sydligste ørredbestande også i spil.
Det norske Havforskningsinstituttet anvender en salinitet på 20 ‰ som den nedre grænse i
deres overvågningsmodeller (7), og DTU Aquas bud på en kritisk nedre grænse ligger også
på 20 ‰ (2). Med dette udgangspunkt, kombineret med data om saliniteten i Kattegat, sva-
rer DTU Aqua således på spørgsmålet, om det må forventes, at havbrug i Kattegat vil blive
plaget af lakslus (2):
”Det må forventes, at havbrug i alle områder, der periodevis har salinitet over den kritiske
grænse (20 ‰, min tilføjelse), vil blive inficeret af lakselus. Hyppighed og intensitet af infek-
tionerne på en given lokalitet vil efter al sandsynlighed påvirkes af både længde og stabili-
tet af perioder med høj-salint vand. Den store variation i salinitet i både tid og rum samt lak-
selusenes komplekse livscyklus og varierende tolerance overfor ferskvand mellem livssta-
dier, gør det meget vanskeligt at udpege områder i Kattegat, hvor havbrug kan etableres
uden risiko for infektion.”
Med dette udsagn bør det være slået fast, at risikoen for infektion og opformering af lakse-
lus i havbrug i Kattegat er reel og ret sandsynlig. Der forefindes således ” videnskabelige
indikationer for risiko for alvorlige eller uoprettelige skader”.
Slutteligt bør det nævnes, at de økonomiske konsekvenser af problemer med lakselus i
Kattegat også risikerer at blive store – og ikke kun for havbrugene. Forebyggelse og be-
handling af lakselus i de færøske havbrug, hvor der produceres 82.000 tons, koster 0,19
Euro per kg fisk (6). Hvis det antages, at udgiften på havbrug i Kattegat vil ligge i et interval
på mellem 50 og 100 %, i forhold til Færøerne, vil produktionen af 16.000 tons regnbueør-
reder medføre en årlig udgift på mellem 11,5 og 23 millioner kr. I et samfundsøkonomisk
perspektiv ville det også være relevant at indregne det økonomiske tab, som færre laks og
havørreder i de indre danske farvande vil betyde for de erhverv, der tjener på lystfiskeriet.
2
http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Jura/Landboret_og_milj%C3%B8ret/forsigtighedsprincip
6
L 111 - 2016-17 - Bilag 7: Henvendelse af 20/2-17 fra Danmarks Sportsfiskerforbund
Dette estimat er dog ikke muligt at gennemføre uden en mere konkret viden om, hvor dra-
matiske følger en eventuel etablering af havbrug i Kattegat i givet fald vil få.
Sammendrag
Det er veldokumenteret, at der med havbrugsproduktion af laksefisk i åbne netbure følger
en massiv fremgang for parasitten lakselus. Den snylter på laksefisk, og hvis en lille laks
eller ørred får mere end 10 lakselus på sig, kan den ikke overleve. Men også de store fisk
risikerer at dø, hvis antallet af snyltere er stort nok.
Det er også veldokumenteret, at lakselus har medført dramatiske nedgange for havvand-
rende laksefisk i Norge, Skotland og Irland. Hvis antallet af lakselus i Kattegat opnår ni-
veauer, som det er set ved havbrug i Norge, Skotland og Irland, er der god grund til at an-
tage, at det kan få samme dramatiske følger for laks og havørred i store områder af de in-
dre danske farvande.
Lakselus lever i havet, og der kræves en vis saltholdighed for, at den kan gennemføre sin
livscyklus. Norske og danske eksperter mener, at lakselus kan give problemer i områder,
hvor vandet har en saltholdighed på 20 ‰ og derover. DTU Aqua vurderer på den bag-
grund, at ”det er meget vanskeligt at udpege områder i Kattegat, hvor havbrug kan etable-
res uden risiko for infektion”.
Udgifter til forebyggelse og behandling af lakselus i havbrugene er store. I Norge kostede
det i 2015 5 milliarder kroner, og i Færørene var udgifterne til en produktion på 82.000 tons
laks 15 millioner Euro.
Norske forskere konkluderer, at der mangler viden om mulige negative konsekvenser ved
brugen af medikamenter til forebyggelse og behandling af inficerede havbrugsfisk. Men det
kan ikke udelukkes, at krebsdyr og bundlevende dyr som børsteorm påvirkes negativt af de
miljøfremmede stoffer.
Referencer
#1: Redegørelse fra DTU VET vedrørende havbrug i Kattegat – potentielle problemer med
sygdomme. Svar til NaturErhvervstyrelsen, Center for Fiskeri.
#2: Svar fra DTU Aqua af 6. juli, 2016 til NaturErhvervstyrelsen, Center for Fiskeri.
#4: Effects on salmon lice
Lepeophtheirus salmonis
on wild sea trou
Salmo trutta –
a litter-
ature review. Thorstad
et al.
Aquaculture Environment Interactions, Vol 7: 9-113, 2015.
#5: Aquaculture and environmental drivers of salmon lice infestation and body condition in
sea trout. Shepard
et al.
Aquaculture Environment Interactions, Vol 8: 597-610, 2016.
#6: Effect of exposure on salmon lice
Lepeophtheirus salmonis
population dynamics in Far-
oese salmon farms. Patursson
et al.
Aquaculture Environment Interactions, Vol 9: 33-43
2017.
#7: Risikovurdering norsk fiskeopdrett 2014. Fisken og Havet, særnummer 2-2015. Hav-
forskningsinstituttet.
7