Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 2. behandling af lovforslag nr. L 1:

Forslag til finanslov for finansåret 2017.

Af finansministeren (Claus Hjort Frederiksen).

(Fremsættelse 04.10.2016. 1. behandling 06.10.2016. Betænkning 10.11.2016).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Er der nogen, der ønsker at udtale sig? Hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

De politiske kommentatorer sagde i det tidlige efterår, at det ville kræve godt politisk håndværk at nå en samlet aftale om regeringens forslag til en 2025-plan, samtidig med at pligtopgaverne, der er blevet udskudt, skal løses – og så lige en finanslov for 2017 oveni. I dag har vi anden behandling af forslaget til næste års finanslov. Der er ikke nogen finanslovsaftale på plads, og de vigtigste pligtopgaver, som vi alle har interesse i at få håndteret, er blevet skubbet til bogstavelig talt sidste øjeblik. Og 2025-planen? Den er udsat på ubestemt tid.

Er det håndværk? Tja, der er godt nok blevet klattet lidt med tingene, men der er ikke rigtig blevet gjort noget færdigt, vel? At kalde det godt håndværk ville nok være lige at stramme den. Det minder vel lidt mere om den der håndværker, man har rykket 5-7 gange, og som så endelig kommer forbi i ellevte time blot for at sætte det, man populært kalder en trøstestige, ude i indkørslen, så man ligesom føler, at der trods alt sker noget. Den stige kan erfaringsmæssigt blive stående der ret længe.

I Socialdemokratiet ærgrer det os, at vi ikke er kommet i gang med forhandlingerne tidligere, for der er masser af opgaver, som vi burde være i gang med at løse i fællesskab gennem brede aftaler. Regeringen burde fokusere sine kræfter på det, der tydeligvis er enighed om i dansk politik, eksempelvis at gennemføre vækstinitiativer til gavn for hele landet. I stedet for bruger man tiden på at forsøge at hælde produktionsarbejdspladser i Vestjylland ud med badevandet med den eneste begrundelse, at man synes, vindmøller er grimme.

Danmarks Statistik har for nylig opjusteret væksttallene for perioden 2013-2015. De tal viser, at væksten i perioden har været kraftigt undervurderet. Målt på BNP pr. indbygger betyder opjusteringen, at dansk økonomi er i topti og rykker foran både Sverige og Tyskland. Alene i 2015 har BNP således været undervurderet med 41,8 mia. kr. Men allervigtigst: Det betyder, at dansk økonomi har været på rette spor i de år. Vi tog langsigtede beslutninger, der indimellem var svære, men det betyder, at vi nu har et solidt fundament at stå på.

Det betyder ikke, at jeg i dag opfordrer til, at vi så bare skal læne os tilbage og lade stå til. Nej, vi skal i stedet stole på Danmark og træffe de rigtige og langsigtede beslutninger, der vil udvikle Danmark og skabe nye arbejdspladser. Der er svaret ikke topskattelettelser.

Opjusteringen af BNP tager luften ud af den brændende platform for regeringens planlagte skattelettelser, som de ellers har forsøgt at lancere. I Socialdemokratiet mener vi i stedet, at vi skal sikre, at virksomheder i Danmark har de rette forudsætninger for at vokse sig større, og at vi i Danmark skal kunne tilbyde den rette arbejdskraft, når de skal ansætte flere. Det er den rigtige medicin for Danmark.

Den 29. september i år sagde landets statsminister de navnkundige ord: »Finansloven og 2025 er hinandens gensidige forudsætning« . En måned senere konstaterede han, at »med det tidspres, vi har, kan det ikke lade sig gøre at komme i mål« .

At der skulle gå så lang tid med så lidt, har ikke blot undret os her på Christiansborg, men nok størstedelen af befolkningen. Men lad mig bare slå fast, at det, at det har skortet på reelle forhandlinger, ikke kan tilskrives os i Socialdemokratiet. Vi har eksempelvis klart tilkendegivet, at vi gerne vil løse pligtopgaverne, og vi har også klart sagt, at vi er parate til at indgå aftaler om vækstinitiativer.

Det er muligt, at trøstestigen i indkørslen er sat frem til hr. Anders Samuelsen, der måske skal ned fra det meget omtalte træ en dag. Det ser dog ud til, at Dansk Folkeparti effektivt har taget alle trinene – i form af det, man kunne have forestillet sig skulle være gradvise topskattelettelser – væk, og jeg tror, det må skyldes regeringens besparelser på Arbejdstilsynet, at ingen endnu har fjernet denne sørgelige trøstestige uden trin af sikkerhedsmæssige årsager.

Vi har ad flere omgange opfordret til at skubbe blokpolitikken til side og finde brede løsninger til gavn for Danmark. Desværre ser det ud til at blive et meget lukket forløb, regeringen og dens støttepartier er i gang med i forbindelse med næste års finanslov, og det har formået at skabe usikkerhed i samfundet. Det har f.eks. skabt usikkerhed på boligmarkedet, fordi man endnu ikke har formået at lave en aftale om fremtidens boligskattesystem. Det har også skabt usikkerhed blandt landets pensionister, for regeringen holder fast i finanslovsforslaget, i de besparelser i pensionisternes boligydelse, som blev aftalt sidste år. Det betyder, at regeringen lægger op til at spare 200 mio. kr. på ældres boligydelse næste år og i alt knap 1,5 mia. kr. frem mod 2020.

Der er skabt usikkerhed i erhvervslivet, der reelt ikke ved, om man overhovedet kan stole på de aftaler, der er indgået i meget brede forligskredse i Folketinget. Jeg kan ikke komme i tanker om et historisk fortilfælde med et så åbenlyst brud på en politisk aftale. Det er decideret ødelæggende for de traditioner, som vi har opbygget her i Folketinget, og dermed også for tilliden i befolkningen.

Ikke mindst på energiområdet er muligheden for at indgå bindende forlig afgørende, fordi de massive investeringer, vi beder erhvervslivet foretage i vores energisystem, forudsætter stabile rammevilkår. Hvis ikke industrien kan stole på, at en aftale er en aftale, så trækker de deres investeringer. Hvorfor regeringen i øvrigt har valgt kun at føre drøftelser med dele af energiforligskredsen i denne sammenhæng, er mig en gåde.

Der er også skabt usikkerhed om den kollektive trafik, hvor regeringen forsøger at tage Togfonden DK som gidsel. Og ikke mindst er der skabt usikkerhed i en række af landets kommuner i Jylland og på Fyn, der har lagt tid og arbejde i at tilbyde eksisterende bygninger til en ny politiskole vest for Storebælt, blot for så at finde ud af, at regeringen ikke vil bruge deres mange gode forslag til noget som helst. Om den proces har Venstres borgmester Arne Sigtenbjerggaard fra Vejle eksempelvis sagt:

»Og det virker, som om det er noget, som er blevet besluttet for lang tid siden, og så har man jo virkelig gjort en masse af os andre kommuner til grin, for vi har brugt så mange ressourcer og mandetimer på det her« .

Hans kollega fra Haderslev, Hans Peter Geil, også fra Venstre, stemmer i med en protest: »Jeg vil ikke dømmes ude på, at man ændrer spillereglerne undervejs «.

Jeg har også noteret mig, at folketingsmedlemmer fra Venstres egen gruppe har undret sig over processen. Ifølge hr. Thomas Danielsen har processen været »fuldstændig vanvittig og kalder på en efterrationalisering internt« . Det er faktisk lidt vanskeligt at være uenig med hr. Thomas Danielsen i den betragtning. Hvordan regeringen kan handle uden om det flertal i Folketinget, der står bag politiforliget, er mig lige så ubegribeligt, som når det handler om den førnævnte togfond. Måske kan finansministeren her fra talerstolen redegøre for, hvorfor forligspartierne ikke har været indkaldt til drøftelser i den sag.

For Socialdemokratiet står det fortsat klart, at der må være tre store ambitioner for Danmark: Danmark skal være dygtigere; vi vil gennemføre en opkvalificeringsreform og sikre, at flere er en del af arbejdsmarkedet. Opkvalificering af ufaglærte til faglærte vil både sikre den enkelte varig tilknytning til arbejdsmarkedet, men det er også et vigtigt redskab for at understøtte virksomheder i Danmark, der vokser sig større og efterspørger nye kompetencer.

Danmark skal være rigere. Vi vil gennemføre en målrettet vækstreform, der skal understøtte, at de dygtige virksomheder, der er etableret i Danmark, bliver og vokser sig større. Og vi vil værne om de grønne ambitioner, der skaber grønne arbejdspladser til gavn for hele landet.

Så vil vi ikke mindst sikre, at Danmark skal være mere retfærdigt, ved at styrke velfærden og vores offentlige sektor, der er rygraden i den danske samfundsmodel.

Det kræver alt sammen beslutninger, der er bredt funderet i det danske Folketing, og jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til endnu en gang at opfordre regeringen til at tænke bredt, når der skal tages stilling til Danmarks fremtid. Socialdemokratiet har hele tiden været parate. Vi er det stadig væk, og på den måde kan vi måske ende med i fællesskab at lave godt håndværk.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger. Først er det hr. Jacob Jensen, Venstre. Værsgo.

Nu er det jo rigtigt, at det er regeringens forslag til finanslov, vi i dag andenbehandler, så jeg skal bare spørge: Hvornår kommer Socialdemokratiet med deres forslag til finanslov for 2017?

Værsgo til ordføreren.

Som hr. Jacob Jensen er udmærket bekendt med, er vi mere end villige til at indgå i drøftelser og forhandlinger om finansloven og om en eventuel 2025-plan, og vi har jo også fremlagt en samlet redegørelse for, hvad det er for nogle prioriteringer, vi har, og det har jeg også netop redegjort for.

Derudover synes jeg måske også, det er relevant at minde om, at det jo var statsministeren, der tilkendegav, at man netop skulle se 2025-planen og finansloven som et samlet hele. Derfor må vi også antage, når vi laver udspil til forhandlinger med regeringen, at det, som statsministeren siger, også er noget, man skal kunne tage for pålydende. At det så har vist sig ikke at være tilfældet, kan man vel næppe klandre os for.

Hr. Jacob Jensen.

Det tager jeg så, som at landets største parti – partiet, som gerne vil overtage statsministerposten – ikke kommer med et forslag til finanslov for 2017. Det er noteret - det er beklageligt, men det er noteret.

Ordføreren.

Nu har hr. Jacob Jensen jo deltaget i adskillige debatter, hvor hr. Jacob Jensen på forskellig vis har forsøgt at spinne med opdigtede tal i forbindelse med vores udspil til forhandlinger om 2025-planen, den 2025-plan, som statsministeren den 29. september sagde hang sammen – jeg ved ikke, om hr. Jacob Jensen har tid til at høre efter – med finansloven; det har man jo gjort hvad man kunne for ligesom at spinne noget omkring. Så jeg synes, det er underligt, at hr. Jacob Jensen har glemt, at han selv har medvirket i debatter om disse elementer.

Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for talen, og tak, fordi ordføreren også nævner nogle af de traditioner, vi plejer at have i folkestyret i Folketinget, for aftaler med regeringen om forlig. Derfor vil jeg gerne spørge lidt ind til PSO'en, som jeg også ved at hr. Benny Engelbrecht går meget op i at vi finder en ordentlig løsning for. Vil ordføreren ikke sætte lidt flere ord på netop den måde, vi plejer at lave ordentlige aftaler på, mødes i forligskreds, aftalekreds, specielt når det er noget, der har så stor betydning for almindelige menneskers økonomi, for virksomhedernes økonomi, for den grønne omstilling – for noget, de fleste af partierne i Folketinget synes er rigtig vigtigt? Vil ordføreren ikke sætte nogle ord på den proces eller manglende proces, der har været?

Værsgo til ordføreren.

Jeg har virkelig gransket min hukommelse og også spurgt andre, som har længere erfaring – jeg har trods alt kun været i Folketinget siden 2007 – end mig, om de kunne komme i tanker om fortilfælde for en sådan måde, som den nuværende regering har håndteret dels energiforligskredsen på, den brede energiforligskreds, som jo har eksisteret i rigtig mange år, dels også eksempelvis den forligskreds, der er, om Togfonden DK. Det er ikke lykkedes mig at finde på eksempler, som minder om det, hvor man på den måde sådan ser stort på det – indkalder partier til drøftelser uden at tage en hel forligskreds med osv. Jeg synes, at det er meget dårlig stil, dårlig skik, og jeg forstår godt, at de partier, som er en del af de her forlig, og som ikke måtte være inviteret til nogen af de her drøftelser, føler, at det her er en mærkelig proces. Men det må jo også være en mærkelig proces for de partier, som ikke er en del af et forlig, men stadig væk bliver inviteret med til møder om, hvordan en finansiering eksempelvis skal finde sted fremadrettet. Det er meget mærkeligt.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Det er jeg fuldstændig enig i, og jeg er også rigtig glad for ordførerens bemærkning. Hvis der er nogen, der følger med, virker det måske som noget Christiansborgfnidderfnadder med de traditioner, vi har, men det er jo hele grundstenen i, at vi kan stole på hinanden, at vi laver aftaler, der rækker langt ud i fremtiden, og som helst skal være til gavn for alle mennesker i det her land og for den grønne omstilling, der er så nødvendig; at vi kan stole på, at når vi laver nogle aftaler, holder vi også fast i dem, og at man ikke holder partier ude af drøftelser, når det er noget, der er så vigtigt, hvor der er så mange penge på spil og så meget på spil i forhold til hele den fremtidige grønne omstilling.

Så jeg er bare rigtig glad for det her, og jeg håber, at vi ikke igen ser den her – synes jeg – skandaløse måde at skalte og valte med politiske aftaler på. Regeringen kunne jo også risikere, at den dårlige stil smittede af på fremtidige regeringer. Men jeg håber da, når regeringsmagten skifter, at vi i hvert fald giver hinanden håndslag på, at så dårligt opfører vi os ikke. Vi respekterer aftaler, og vi indkalder de partier, der er med i de aftaler.

Tak. Ordføreren.

Jeg tror, fru Lisbeth Bech Poulsen har helt ret i, at skal vi kunne holde fast i noget af den tillid, som danskerne, som vælgerne trods alt stadig måtte have tilbage, til os politikere, så er det meget vigtigt, at vi holder fast i indgåede forlig, og at man kan stole på det, fordi hele pointen jo netop er, at det – især bredt indgåede forlig – gerne skulle være noget, som strækker sig ud over valgperioder, og som man ikke skalter og valter med. Det er meget vanskeligt at være uenig med ordføreren.

Tak for det. Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne fortsætte, hvor den tidligere ordfører slap, for det er grotesk at opleve, at der er forhandlinger, som griber ind i energiforliget, men hvor aftalepartierne bag energiforliget ikke er inviteret. Til gengæld er partier, der ikke deltager i energiforliget, inviteret. Jeg synes, det er fuldstændig uacceptabelt, og i den forbindelse vil jeg gerne spørge ordføreren for Socialdemokraterne, om ordføreren ikke er enig i, at der selvfølgelig ikke kan indgås en aftale, som griber ind i energiforliget, uden at der har været forhandlinger i hele forligskredsen.

Ordføreren.

Vi mener, at vi skal holde fast i den energiforligskreds, som eksisterer, og at den også skal tages i ed. Jeg synes også, det er på sin plads, selv om man jo ikke skal citere fra forhandlinger, dog at nævne, at jeg ikke erindrer, at der har været forhandlingsmøder, hvor der har været partier fra energiforligskredsen, der ikke har været repræsenteret, hvor det ikke er blevet nævnt eksplicit af de tilstedeværende, at det har man syntes var en underlig proces.

Hr. Pelle Dragsted.

Det sætter vi selvfølgelig pris på, men jeg forventer så også, at der i den tilkendegivelse ligger, at man, før der indgås en aftale, som de øvrige af de forligspartier, der deltager, sætter deres underskrift på, så selvfølgelig har sikret sig, at hele forligskredsen har været involveret.

I den forbindelse vil jeg lige sige noget. Når nu vi ikke sidder i forhandlingerne, er det selvfølgelig interessant for os at vide her og nu, hvor de partier, der sidder der, rent faktisk står. Regeringen lægger jo grundlæggende op til, at erhvervslivet fremover skal betale 0 kr. til den grønne omstilling, og den regning skal så tørres af på hr. og fru Danmark – grundlæggende på folkepensionister, på lønmodtagere, ja, på familien Danmark – og der vil jeg bare gerne fra Socialdemokratiets ordfører høre, om det er noget, Socialdemokratiet på nogen måde kan acceptere.

Værsgo.

Vi er meget optaget af, at der ikke er en regning, som ender hos pensionisterne. Der har jo været forskellige elementer ude i pressen, som jeg også går ud fra ordføreren har noteret sig, og som vi i hvert fald ikke synes giver den rette balance i forhold til tingene. Det naturlige miks vil selvfølgelig være, at alle er med til at bære byrden, men at der ikke er en negativ fordelingsprofil, hvor pensionister, hvis PSO bliver afskaffet, kommer til at betale mere via skat, end de i dag gør via PSO. Så det er klart, at så skal der være en balance i tingene.

Hr. Rune Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil så lige følge op på hr. Pelle Dragsteds spørgsmål, for det, som er baggrunden for det spørgsmål, som hr. Pelle Dragsted stiller, er, at vi i dag har en fordeling i forhold til opkrævning af PSO, hvor en del bliver betalt af virksomhederne og en anden del bliver betalt af borgerne. Spørgsmålet, som jeg så vil stille til hr. Benny Engelbrecht, er: Vil Socialdemokratiet være indstillet på at indgå en aftale, hvor virksomhederne ikke længere skal bidrage, altså hvor virksomhederne får en skattesænkning, eller vil Socialdemokratiet holde fast i, at der i hvert fald ikke skal ændres på den fordeling, der er i dag? Ændringen i fordelingen vil betyde, at virksomhederne får en skattesænkning, bl.a. fordi virksomhederne jo på grund af den PSO, der er blevet opkrævet, har fået meget lavere energipriser, også lavere energipriser end det, der egentlig var forudsat i det energiforlig, som blev indgået for nogle år siden.

Værsgo.

Hvordan et miks præcis skal skrues sammen i de videre forhandlinger, må vi jo se, men jeg synes, det ville være meget naturligt, at man finder et miks, hvor alle parter bidrager, også erhvervslivet, enten direkte eller indirekte. Mon ikke også man kan finde frem til modeller, hvor det bliver tilfældet. Men det må vi jo se.

Jeg vil i hvert fald også gerne tilkendegive – og det skal man lige have med i betragtning – at den forligspligtige del af energiforliget, jo er, hvordan man udmønter en plan, men faktisk ikke finansieringen. Det er nok i øvrigt i længden ikke hensigtsmæssigt, og derfor skal man nok i kommende forlig også overveje, hvordan man så skruer det sammen, sådan at finansiering og anvendelse af midlerne hænger sammen. Men det er klart, at det for den del, der handler om at anvende midlerne, er helt afgørende, at vi holder fast i den forligskreds, der findes i dag.

Hr. Rune Lund.

Det er også derfor, vi står her og stiller spørgsmål i dag, for vi er ikke med i nogen forhandlinger, som vi burde være med til. For i forhold til indtægtssiden, som hr. Benny Engelbrecht nævner, kan Socialdemokratiet måske, måske ikke, det ved jeg ikke, for vi sidder ikke i forhandlingslokalet, indgå en aftale, som kan have betydning for, hvad der vil være at udmønte til. Det er jo derfor, vi stiller de her spørgsmål.

Jeg vil så gerne lige følge op på det første spørgsmål, jeg stillede. Betyder det, som ordføreren sagde, at Socialdemokratiet godt kan gå med til en aftale, hvor erhvervslivet bidrager mindre, end de gør i dag?

Værsgo.

Det kommer jo an på, hvordan mikset kommer til at se ud, men samlet set må man sige, at hvis man opkræver omkostningerne på en anden måde end det, der hidtil har været lagt op til, vil den samlede opkrævning også blive markant mindre. Jeg kan bl.a. henvise til det notat, som blev omdelt i Finansudvalget, udarbejdet af Folketingets økonomiske konsulent, som jo meget klart beskriver, at det der samlede beløb jo vil blive markant mindre, end det er i dag, og derfor er det selvfølgelig noget, man også skal tage med i betragtningen, når man så ser på, hvad det er, den grønne omstilling fremadrettet skal koste.

Tak for det, og tak til ordføreren. Er der flere, der ønsker at udtale sig? Ja, hr. Pelle Dragsted.

Tak. Det er jo en lidt pudsig debat, for i de fleste tilfælde vil vi jo have en finanslovsaftale at debattere, men regeringen er ikke kommet i mål endnu, hverken med finanslov og da slet ikke med den såkaldte helhedsplan, som så skulle have været en del af finansloven eller i hvert fald ifølge statsministeren have været bundet sammen med den. Så det har været et lidt langt og lidt uskønt forløb, kan man vist roligt sige. Men mon ikke der indgås en finanslovsaftale senere i aften eller i morgen tidlig, det vil jo i hvert fald være en behændig måde at slippe for at diskutere den her og for at skulle besvare spørgsmål fra oppositionen.

Men vi ved én ting, uanset hvornår finansloven vedtages, og uanset om der indgås en aftale, og det er, at den ikke vil adressere de vigtige problemer, som Danmark står over for. Den kommer ikke til at løse den forfærdelige situation, som tusinde af danske familier er sat i som følge af de ydmygende og kyniske fattigdomsydelser, som regeringen har indført, og den kommer ikke til at løse problemet for de tusinde af mennesker, der er ramt af alvorlig sygdom og handicap, og som nu skal leve for flere tusinde kroner mindre om måneden, og for manges vedkommende vil de blive presset ud af deres bolig.

Utrygheden for almindelige lønmodtagere vil fortsætte med at vokse, fordi konsekvensen af at blive arbejdsløs er blevet hårdere som følge af regeringens nedskæringer i kontanthjælpen. Tværtimod ser vi faktisk i regeringens finanslovsudspil – vi må se, om de kommer igennem med det hele – en række angreb på de danskere, der står op hver morgen og går på arbejde.

Arbejdstilsynet bliver skåret. Det betyder mindre tryghed, det betyder mindre sikkerhed for almindelige danskere, der går på arbejde. Det kan man selvfølgelig være ligeglad med, hvis man sidder med bløde fingre ved teaktræsskrivebordet, men for rigtig mange mennesker er det her liv og død.

Der lægges op til at forringe indsatsen mod social dumping i en tid, hvor vi hører, hvordan arbejdsgivere i stigende grad spekulerer i at importere underbetalt, uorganiseret arbejdskraft fra fattige EU-lande.

Ulandsbistanden skal skæres igen. Og så kan vi jo høre fra det, der slipper ud fra forhandlingerne, at det ikke stopper der, nej, der skal også igen gives nye store skatterabatter til dem, der har råd til at købe de dyreste biler, hvis det står til Liberal Alliance, mens De Konservative vil sikre endnu 1 år med fastfrysning af grundskylden. Jeg tror, folk kender Enhedslistens holdning. Vi synes, det kan være fornuftigt at sikre, at grundskylden ikke stiger hurtigere end folks indkomster, at resten eventuelt kan betales, når først man står med pengene i hånden og har solgt huset, men den model, som foreslås, vil jo tilgodese dem, der har de allerstørste og dyreste ejendomme oppe nord for København; det er der, de rigtig store gaver bliver givet, det er ikke til dem, der bor i en treværelses på Nørrebro.

Et andet problem, som jo slet ikke adresseres, men som tværtimod forværres, er spørgsmålet om vores velfærdssamfund og den situation, det står i. Der bliver godt nok afsat penge til velfærd i regeringens finanslovsudspil, men det er lidt noget hykleri, for samtidig i dag her efter den her behandling behandler vi L 2 og L 3 – lovene om de såkaldte udgiftslofter – som jo reelt er de love, der bestemmer, hvordan vores velfærd udvikler sig, og her er der lagt op til at fortsætte med at holde velfærden i et jerngreb ude i kommunerne. Vi har jo år efter år set, hvordan kommunerne har skåret i antallet af mennesker, de mennesker, som er tæt på velfærden, dem, som passer vores børn i daginstitutionerne, dem, som besøger vores ældre og tager hånd om dem. Så selv hvis der afsættes en pyntemilliard eller to, ændrer det ikke på det grundlæggende, nemlig at den historisk lave vækst i det offentlige forbrug vil fortsætte, og dermed vil man udmarve vores velfærd endnu mere, end tilfældet er i dag. Og når regeringen vælger at fortsætte med de her lofter, er det jo ikke ud fra en eller anden sober økonomisk tænkning, det er et ideologisk valg om, at den offentlige sektor skal holdes i den spændetrøje, den er i i dag.

Det vil også trække væksten ned. Det fremgår klart af regeringens egen redegørelse, at L 2 og L 3 isoleret set trækker væksten i samfundet ned. For selv om højrefløjen altid opstiller en modsætning mellem offentligt forbrug og økonomisk fremskridt, forholder det sig jo faktisk ofte omvendt. Lige nu er et af de store problemer, vi har i Danmark, den svigtende efterspørgsel. Lavt offentligt forbrug betyder mindre efterspørgsel, ikke mere efterspørgsel. Det er ikke til gavn for virksomhederne og de små erhvervsdrivende.

Den allervigtigste udfordring, som regeringen jo fuldstændig ignorerer eller går i den forkerte retning med, er jo spørgsmålet om at redde vores klode fra en truende global opvarmning og en klimakatastrofe. Det er jo egentlig ganske imponerende, at det tog den her regering lidt over et år at bortødsle Danmarks førerposition gennem flere år som det førende grønne land i verden. Tænk engang, sikke en flot indsats! Vi rutsjede ned til nu at indtage en 13. plads. Hvad tror I det betyder for de virksomheder, som kigger på, hvor de skal investere? Hvad betyder det for de lande, som har kigget efter et eksempel til efterfølgelse? Det er simpelt hen pinligt – pinligt, pinligt, pinligt. Og det fortsætter i regeringens finanslovsforslag.

Der skal skæres 150 mio. kr. på økologien i landbruget, hvoraf de 61 mio. kr. skulle have været brugt her i 2017 – altså mere konventionelt landbrug, flere gylletanke ude i vores landsbysamfund, men mindre økologi. Der bliver skåret på landdistriktsmidlerne, hvor der på naturområdet, på naturindsatsen, så vidt jeg kan se, bliver skåret over 400 mio. kr. Og så kommer oven i det angrebet på PSO'en. Regeringen har i de år, hvor vi kan se en historisk hurtig opvarmning af kloden, lagt op til, at vi da så skal droppe nogle vindmølleparker. Skal man grine eller græde? Det er i hvert fald ikke en ansvarlig regering, der optræder her, det er ikke en regering, der tager ansvar for vores fremtid og for vores børns fremtid, som den ellers bryster sig af at gøre.

Vi ved som sagt ikke præcis, hvad der foregår under de her forhandlinger om PSO, fordi vi ikke er inviteret, selv om vi er et forligsparti, og selv om de her forhandlinger griber direkte ind i energiforliget. Indtil videre har vi haft en solidarisk ordning, hvor borgerne og erhvervslivet har bidraget til, at vi også har god, billig energi og strøm i fremtiden. Det er det, PSO'en finansierer. Men vi ved, hvad regeringen ønsker, og nu vil den sige: Erhvervslivet, virksomhederne skal ikke længere bidrage, de skal betale 0 kr., og i stedet for sender vi regningen til folkepensionisterne ved at afskaffe det grønne bundfradrag, altså ved at hæve skatten for folkepensionisterne. Der er ikke en gruppe i Danmark, som har en dårligere økonomi end folkepensionisterne, og så er det dem, man sender regningen til. Det er da fuldstændig grotesk.

Det store spørgsmål er jo, om Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kommer til at acceptere det her. Vil man acceptere, at erhvervslivet fremover ikke længere skal bidrage, og at den regning i stedet for ender ude hos hr. og fru Danmark? Det bliver spændende at se.

Hele det her PSO-slagsmål er i øvrigt inficeret med myter. Vi hører hele tiden, at PSO er kendt ulovlig af EU. Forkert! EU har sagt, at den måde, PSO'en administreres på, er problematisk i forhold til konkurrencereglerne. Der er masser af muligheder for mindre justeringer af ordningerne. Man siger, det er en bunden opgave at flytte udgiften over på finansloven. Forkert! EU har jo godkendt andre løsninger. Der er ikke et eneste andet EU-land, så vidt jeg ved, der har valgt at flytte PSO'en over på finansloven. Andre lande har som Tyskland valgt at åbne op, så man, om jeg så må sige, bytter de her tilskud over grænserne. Det vil formentlig være en rigtig god forretning for Danmark. Så siger man, at forudsætningerne i energiaftalen er skredet. Igen er det forkert! Man siger, at PSO'en truer virksomhedernes konkurrenceevne. Forkert! PSO'en stiger, fordi elprisen på markedet falder. Det er det system, der er. Hvis elprisen falder 10 øre, stiger PSO'en kun med 5 øre, altså står erhvervslivet tilbage med en lavere regning, hver gang PSO'en stiger. Det har man ikke rigtig været så ivrig efter at fortælle offentligheden.

Sagen er, at det her handler om, at regeringen ønsker at give virksomhederne en skattelettelse, og det bruger man så EU's kritik af PSO'en som en undskyldning for. Hvor ville det dog være dejligt, hvis man bare var ærlig og sagde det . Det er lige præcis den slags fiksfakserier, jeg tror gør folk så trætte af politik, altså at man ikke taler lige ud af posen. Det er jo en ærlig sag, at man gerne vil give virksomhederne endnu en skatterabat – det er jo en ærlig sag – men så vær ærlig om det. Vær ærlig om, at det er pensionisterne og lønmodtagerne, der skal betale i stedet for.

Som sagt er vi jo ikke inviteret til forhandlingerne om PSO, på trods af at vi sidder i energiforligskredsen, ja, faktisk var et af de partier, som i den grad bidrog til at få etableret den energiaftale, og på trods af at vi jo før sommerferien deltog i konstruktive forhandlinger ovre hos finansministeren, mens partier, der slet ikke er i forligskredsen, deltager i forhandlingerne. Altså, jeg synes, det er fuldstændig uhørt og udtryk for en fuldstændig mangel på respekt for de parlamentariske traditioner og forligstraditionerne herinde. Jeg håber, at finansministeren vil gå op og forklare rimeligheden i det. For det er jo desværre bare endnu et eksempel på, at den her regering bryder med en vel, ja, 100-årig forligstradition i Folketinget og ser stort på almindelige parlamentariske spilleregler.

Vi har også set det med Togfonden DK, hvor regeringen, på trods af at der er et flertal i en forligskreds, vælger at fremsætte et finanslovsforslag, der ikke respekterer de aftaler, der er indgået i forligskredsen. Heldigvis har forligskredsen i det tilfælde jo valgt at stå sammen og holde sammen, og hvis ikke regeringen bøjer sig, kommer der jo et ændringsforslag til finansloven. Det er jo sådan, det må være – det er bare fjollet, det er fjollet. Jeg er fuldstændig enig med fru Lisbeth Bech Poulsen i, at det er usikkert, om det overhovedet er i Venstres eller de andre partier på højrefløjens interesse, at vi bryder den her tradition ned, eller er det egentlig i vores alle sammens interesse at fastholde respekten for aftaler? Det tror jeg sådan set det er.

For at runde af vil jeg sige, at der i løbet af de næste dage med stor sandsynlighed vil blive aftalt en finanslov. Den vil ikke løse et eneste af de mest afgørende problemer, Danmark står over for. Den vil ikke sætte ind over for den fattigdom, som vi ser brede sig, og over for de tusinder af mennesker, som risikerer at blive presset ud af deres boliger på grund af de nye fattigdomsydelser. Den vil ikke gå ind og genoprette velfærden, som har lidt under den økonomiske krise, hvor over 30.000 ansatte, varme hænder, er forsvundet ude på vores plejehjem, ude på vores sygehuse, ude i vores børnehaver. Og den vil ikke adressere den allerstørste trussel, som vores generation af politikere i Danmark og verden står over for, nemlig truslen om en uafvendelig, irreversibel global opvarmning. Det er måske det allerstørste svigt, og det er et, vi vil komme til at huske generation efter generation.

Den her finanslov løser heller ikke regeringens egne problemer med de store modsætninger, der findes blandt de partier, der bragte regeringen til magten. Den berømte helhedsplan er lige så langt fra at blive vedtaget, som den altid har været. Det, der står tilbage, er billedet af en historisk upopulær statsminister, en historisk svag regering, der klynger sig til magten – ikke for danskernes skyld, ikke for samfundets skyld, men for sin egen skyld. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det fru Josephine Fock som ordfører.

Tak for det. Vi er her i dag, ved andenbehandlingen, for at diskutere regeringens finanslovsforslag. Det er et finanslovsforslag, der oprindelig blev fremsat samtidig med 2025-planen, men den er jo så som bekendt blevet taget af bordet. Derfor er det svært at se, hvordan det endelige finanslovsforslag kommer til at se ud, og derfor er det selvfølgelig også svært at tage stilling til det.

Derfor har jeg behov for at starte et andet sted, nemlig med, hvordan finansloven ville se ud, hvis Alternativet havde mulighed for at bestemme. I de sidste år har vi konstant hørt, at riget fattes penge, at kassen er tom, og at det er nødvendigt at føre en nødvendig politik. Der er en snæver fokus på den økonomiske bundlinje, og vi ser, at regeringen på den baggrund ønsker at skære ned på forskning, uddannelse, overførselsindkomster, området for socialt udsatte og miljø og klima. Det er besparelser, som måske nu og her giver et plus på den økonomiske bundlinje, altså på kort sigt, men på lang sigt er der ingen tvivl om, at det giver et underskud – både på den økonomiske, men også på den sociale og den miljømæssige bundlinje. Men sådan behøver det ikke at være.

Det er derfor, Alternativet har præsenteret et udspil til et finanslovsforslag, som giver overskud på alle tre bundlinjer, samtidig med det holder sig inden for de gængse økonomiske regnemetoder. Vi har med vores finanslovsforslag vist, at det er muligt at se en anden fremtid – en fremtid, hvor vi omfordeler fra sort til grøn, fra rig til fattig og fra individ til fællesskab. Hvis Alternativet havde flertal her i Folketingssalen, ville vi i løbet af de næste 4 år omfordele 120 mia. kr. Det ville blive finansieret af bæredygtige skatter – skatter, som mindsker uligheden, giver et mere stabilt samfund, giver et sundere samfund og styrker den grønne omstilling. Det er skatter, som både ville give penge i statskassen, men samtidig have afledte gavnlige effekter.

Samtidig ville vi investere i et bedre samfund, et mere lige samfund og et grønnere samfund. Vi ville omfordele fra individet til fællesskabet. Vi ville investere i uddannelse og i forskning. Vi ville indføre fuld trafikal ligestilling. Vi ville styrke SKAT. Vi ville styrke iværksætteriet. Og vi ville afsætte penge til kulturen. Vi ville også omfordele fra høj til lav, fra rig til fattig i Danmark og i resten af verden. Vi ville have lavere skat på arbejde på de laveste indkomster. Vi ville udfase boligskattestoppet. Vi ville afskaffe kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen. Vi ville fordoble den grønne check. Vi ville give en udvidet klimabistand på 10 mia. kr. til udviklingslandene over de næste 4 år, og vi ville hæve vores udviklingsbistand til 1 pct. af BNI. Vi ville også omfordele fra sort til grøn. Vi ville investere i energi- og miljøforskning. Vi ville afgiftsfritage elbiler. Vi ville give tilskud til varmepumper og geotermi. Og vi ville have mere urørt skov.

Vores forslag ville give overskud på både den sociale, den økonomiske og den miljømæssige bundlinje, og det er vel at mærke uden at bruge af det økonomiske råderum, som regeringen og Finansministeriet påpeger at der er. Vi mener altså ikke, det er noget problem at vise vejen til et samfund, hvor ligheden, det grønne og fællesskabet ville blive prioriteret langt højere. Det er i bund og grund et spørgsmål om prioriteringer og altså ikke om en nødvendighedens politik. Derfor håber jeg, at de finanslove og helhedsplaner, vi kommer til at se fremover, vil fokusere på tre bundlinjer i stedet for en – og mindre på at bevare og mere på at forandre, forny og forbedre – også fordi det kan betale sig rent økonomisk.

Hvis vi skal se nærmere på de finanslovsplaner, som regeringen har fremlagt, er der især en ting, jeg vil fokusere på, og det er PSO'en, som er en hjørnesten for den grønne omstilling i Danmark. PSO'en indebærer jo, at forureneren betaler. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Alternativet synes, at PSO-ordningen er en god ordning, fordi det er princippet om, at forureneren betaler. Samtidig sikrer den en stabil og sikker finansiering af udbygningen af den vedvarende energi, og en afskaffelse af PSO-ordningen ville ifølge Klimarådet betyde en merudledning på 3 millioner ton CO 2 om året. Det svarer til mellem 6 og 7 pct. af Danmarks samlede udledning.

Ved indgåelsen af energiaftalen i 2012 forventede man, at PSO'en i 2017-2020 ville lægge en afgift på erhvervslivet på 11,5 mia. kr. De nyeste skøn fra Folketingets økonomer viser, at det vil koste erhvervslivet ca. 12,6 mia. kr. fra 2017 til 2020. Det er altså under 300 mio. kr. mere om året. Samtidig er det jo vigtigt at se, at eludgifterne siden 2012 er faldet med 1.300 kr. for en typisk husholdning og 9,5 mio. kr. for en typisk erhvervsvirksomhed. Det er ikke det, vi normalt hører så meget om.

Vi synes, det er ærgerligt, at regeringen vil afskaffe PSO'en. Og PSO'en er jo ikke blevet kendt ulovlig, sådan som regeringen har været ude at sige. Det, Europa-Kommissionen har sagt, er, at den skal justeres, og det kunne man f.eks. gøre ved den såkaldte åbningsordning, hvor også udenlandske virksomheder kan søge støtte. Det er den model, som vi ved at Tyskland går efter, og det er den model, som vi i Alternativet også gerne vil bakke op om. Beregninger fra Det Økologiske Råd viser, at Danmark netto ville vinde på en åbning af PSO'en, hvis vores nabolande gjorde det samme.

For mig er det tydeligt, at der er et alternativ – et alternativ, som inkluderer en fremtid, der er mere lige, mere fællesskabsorienteret og mere grøn, altså med andre ord en fremtid, der er bæredygtig. Men i stedet ser vi, at regeringen accepterer, at vi nu er dumpet ned på en 13. plads. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

Allerførst bare en lille kommentar til citatet om den økonomiske konsulent. Det er jo ikke sådan, at Folketingets økonomiske konsulent selv har regnet på de tal, som refereres fuldstændig korrekt. Det er en opsummering af den information, som findes fra regeringens side. Det gør ikke tallene dårligere, men det er bare sådan lige for fuldstændighedens skyld.

Jeg vil bare tillade mig at rose Alternativet – det synes jeg man skal huske at gøre – og det vil jeg gøre, fordi jeg i den økonomiske plan, som Alternativet har lagt frem, kan konstatere, at man ikke lægger op til, at boligjobordningen fortsætter, når den udløber i 2017. Det vil jeg gerne rose Alternativet for at have sig lagt sig fast på. Jeg kan også konstatere, at regeringen jo på samme vis også har valgt, at man ikke skal fortsætte den boligjobordning, som hverken er grøn eller skaber arbejdspladser.

Værsgo.

Jamen det er fuldstændig korrekt, hvad hr. Benny Engelbrecht siger i forhold til opsamlingen af tal, og tak for præciseringen af mine bemærkninger omkring tallene på PSO-området. Og det er fuldstændig rigtigt, at vi ikke har fortsat boligjobordningen i vores finanslovsforslag.

Hr. Benny Engelbrecht.

Kunne fru Josephine Fock eventuelt lige give et par ekstra ord med på vejen? Hvorfor er det, man har lagt sig fast på det? Grunden til, at jeg spørger til det, er jo, at i hvert fald for regeringen og for den nuværende statsminister var det jo altafgørende, at man havde den her boligjobordning. Man har så valgt at opgive den fra regeringens side uden rigtig at give det nogen kommentar med på vejen. Jeg synes faktisk, det kunne være meget interessant, om det eventuelt er noget, Alternativet har drøftet med regeringen.

Værsgo.

Tak for det. Nej, det er ikke noget, vi har drøftet med regeringen. Grunden til, at vi gik med på den ordning, var jo, at vores fokus hele tiden har været, at så meget vi overhovedet kunne trække regeringen i en grøn retning, ville vi gerne det.

Med vores eget finanslovsforslag har vi jo mulighed for fuldstændig at bestemme det, vi gerne vil, og der har vi jo valgt en anden strategi i forhold til at investere massivt i den grønne omstilling. Og der synes vi, at vi får mere ud af pengene i vores finanslovsforslag end ved eventuelt at fortsætte en grøn boligjobordning. Men vi har været glade for at være med i den grønne boligjobordning, fordi den er trukket så meget i en grøn retning, som vi nu kunne trække regeringen.

Tak for det. Tak til fru Josephine Fock. Så er det hr. Martin Lidegaard som ordfører. Værsgo.

Som flere partier allerede har været inde på, forhandles der jo på heftigste vis om en finanslov for næste år blandt de fire partier, der udgør det parlamentariske grundlag for regeringen. Det er jo ikke, fordi jeg sådan gør mig forestillinger om, at jeg her i allersidste øjeblik kan påvirke de ti partier i deres retning. Men jeg synes dog alligevel, at forsøget skal gøres, og jeg synes også, at det er værd at henlede offentlighedens opmærksomhed på, hvilke ting der tilsyneladende ikke vil blive taget hånd om i de finanslovsforhandlinger, der kører i øjeblikket, og hvor vi i hvert fald gerne så, at man overvejede sin position en ekstra gang.

Det er alle tre områder, dem, jeg vil nævne, som handler om den næste generation; den generation, som statsministeren faktisk selv adresserede i sin åbningstale til Folketinget, som han selv bekendtgjorde var målet for regeringens økonomiske politik, nemlig ligesom at lægge hånden under vores børn og børnebørn. Så kunne jeg godt tænke mig at spørge, hvordan det kan være, at regeringen har besluttet at skære massivt på uddannelsesområdet i Danmark. Det gør man jo bl.a. i forbindelse med politiforliget, hvor man sammen med Socialdemokratiet har besluttet at skære 2 pct. hvert år på landets ungdomsuddannelser. Sammenlagt med de reformer, der er lavet tidligere i forhold til erhvervsskolerne, betyder det faktisk, at der skal skæres op mod 15 pct. af budgetterne i landets gymnasier og på en lang række andre ungdomsuddannelser – og i øvrigt også på erhvervsskolerne om 2 år. Det er hver tiende gymnasielærer, der står til at blive fyret.

Det, der er ubehageligt ved de her besparelser, er, at de med kirurgisk præcision rammer landdistrikterne hårdest, hårdest derude, hvor man kæmper for at holde de unge inde i ungdomsuddannelserne. Det er livsnerven i vores landdistrikter, som man skærer med hård hånd, men det er også vores fremtid.

Hvis jeg skal pege på en ting, der har defineret Danmark som samfund, defineret vores udvikling, gjort det muligt for os at være et af verdens rigeste, tryggeste, mest demokratiske samfund, så er det vores uddannelsessystem. Og det at skære både på ungdomsuddannelser, universiteter og forskning er at skære den gren over, som vi selv sidder på. Og jeg håber, at de forligspartier, der indgår finanslovsaftale nu, vil besinde sig på de meget voldsomme besparelser, der hagler ned over uddannelsessystemet i Danmark i øjeblikket.

Det andet punkt, jeg vil pege på, er udviklingsbistanden. Jeg tror ikke, man skal kigge langt ud i verden, før man bliver klar over, at der er brug for mere udviklingsbistand, mere humanitær bistand og ikke mindre, i hvert fald hvis målet er at hjælpe de desperate mennesker, der flygter fra klimaforandringer, fra konflikter, fra nød for at få en anstændig tilværelse i de lande, hvor de kommer frem. Også her har regeringen skåret hårdt og dybt i dansk udviklingsbistand. Vi håber, at i hvert fald et af de såkaldte blå partier vil overveje at lægge hånden under dansk udviklingsbistand.

Det tredje, som jeg vil pege på i dag, og som også handler om den næste generation, er selvfølgelig hele vores grønne omstilling. Her er vi radikale også med i de igangværende forhandlinger om den såkaldte PSO, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at vores budskab til regeringen er meget enkelt: hold fast i energiforliget, det vil være helt forkert at bryde den tradition, vi har i det her Folketing, for bare at flytte rundt på brikkerne i et forlig, som der er så bred opbakning til; hold fast i de kystnære møller, så Danmark ikke bliver opfattet som en bananstat derude; hold fast i Danmarks høje ambitioner i forhold til klimapolitikken. Det er noget, der har givet os stor indflydelse, det er noget, der har givet os hæder, men det er også noget, der har skabt arbejdspladser i titusindvis i Danmark. Så det er noget, der både hjælper vores børn og børnebørn, fordi vi går imod de klimaforandringer, som er så katastrofale, men også fordi det skaber arbejdspladser.

Må jeg nævne bare et tal, som jeg synes er ret fantastisk. I øjeblikket sættes der ca. to vindmøller op i timen ude omkring i verden. Kina, EU, alle større regioner investerer nu mere i vedvarende energi end i nogen andre energiformer. Hver fjerde af de vindmøller, der stilles op i hele verden, udskibes fra Esbjerg Havn. Det synes jeg da godt man kunne være stolt af. Der kunne man jo faktisk sige, at her er det faktisk lykkedes Danmark at blive nummer et. Der er en strategisk satsning, der faktisk er lykkedes, og som skaber titusindvis af arbejdspladser – i hele Danmark vel at mærke. Hvad med at forsøge at holde fast i den førerposition i stedet for at have som erklæret mål at nedbryde den?

Det er det budskab, vi i hvert fald forsøger at komme igennem med, og som jeg håber det vil lykkes at komme igennem med, når der på det område skal laves aftaler.

Det var blot tre nedslagspunkter, som forhåbentlig gør det klart, at der er forskel på holdningerne i dansk politik og på, hvem der virkelig gerne vil gøre noget for vores næste generation, og hvem der tilsyneladende ser lidt lettere på det. Tak for ordet.

Tak. Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten for en kort bemærkning. Værsgo.

Tak for en rigtig god ordførertale. Jeg er meget enig ikke mindst i det, der siges om nedskæringerne på vores uddannelser på gymnasierne. Det er en meget, meget mærkelig vej at gå.

Men jeg vil spørge lidt ind til det her med PSO'en. Jeg kvitterer selvfølgelig for, at ordføreren lægger vægt på, at de forligskredse, der eksisterer, skal respekteres, herunder energiforligskredsen, og problemet i, at der foregår forhandlinger, som ikke hele forligskredsen deltager i. Jeg regner så også med, at jeg kan forstå det derhen, at ordføreren er af den holdning, at der selvfølgelig ikke kan indgås en aftale om PSO, der griber ind i det gældende energiforlig, altså at ordførerens parti ikke vil sætte sin underskrift på en aftale om PSO, der griber ind i det gældende energiforlig, uden at der har været seriøse forhandlinger, altså ikke bare, at vi andre inviteres ned for at skrive under på en aftale, men at der har været seriøse forhandlinger i kredsen af partier i energiforliget.

Værsgo.

Det er vores klare opfattelse, og det har vi givet udtryk for på hvert eneste møde, vi har været indkaldt til, at for så vidt angår selve finansieringsdelen, er der ikke et forlig. Der kan man frit, de partier, der vil, aftale en ny finansieringsordning for den grønne omstilling i Danmark. For så vidt angår det energiforlig, der er indgået i 2012 og elementerne i det, bør selvfølgelig alle forligspartier inddrages, inden der tages større forandringsskridt i det forlig.

Værsgo.

Jeg er rigtig glad for den tilkendegivelse, for det handler jo om, hvordan man finansierer ting. Der er en udgifts- og en indtægtsside, og begge ting kan sådan set gribe ind i energiforliget, men der er også en anden ting, der kan gribe ind – om ikke direkte, så i hvert fald indirekte – og det er jo, at vi ved, at en omlægning fra PSO til f.eks. bundskat vil have en konsekvens i forhold til CO 2 -udledningen, altså, det vil øge CO 2 -udledningen. Og det strider måske i hvert fald imod ånden i energiforliget, hvis man skruer det sammen på en ny måde, der har den konsekvens. Vil De Radikales ordfører, hr. Martin Lidegaard, sikre, at der samtidig på den ene eller den anden måde tages initiativer, der kompenserer for det?

Værsgo.

Jeg kan i hvert fald bekræfte, at det er det, vi kæmper for med næb og kløer. Det er rigtigt, at der på den korte bane vil komme en højere CO 2 -udledning, hvis man vælger at putte PSO'en på finansloven. Derfor er det heller ikke groet i vores have sådan set at gøre det. På længere sigt kan der så altså faktisk også komme nogle gode ting ud af det, fordi ellen bliver billigere, og hvis ellen bliver grøn, og det er jo så hele forudsætningen, hvis ellen bliver 100 pct. vedvarende, kan der være store fordele ved at få mere el ind i vores varmesektor, ind i vores transportsektor osv., og så kan det faktisk godt på længere sigt være en god idé at sænke prisen på el og dermed også få PSO'en væk fra el. Men hele forudsætningen for, at det går op klimamæssigt, er jo, at man målrettet forsøger at kompensere for de øgede CO 2 -udledningerne på kort sigt og sikre, at ellen på længere sigt bliver grøn, og det kæmper vi for. Det kan jeg bekræfte.

Tak til ordføreren. Fru Lisbeth Bech Poulsen.

En finanslov er jo ikke kun statens husholdningsbudget, det er også der, hvor man lægger en retning og viser en vej som regering, i forhold til om man vil i en grønnere retning, en mere solidarisk retning, en retning, hvor vi tager vare på hinanden, også på dem, der er mest udsatte, dem, der har mistet deres arbejde. Men det her finanslovsforslag viderefører jo sidste års markante nedskæringer på velfærd, på boligydelsen til de fattigste pensionister og viderefører de markante – markante – nedskæringer på uddannelse. Så kalder man det et omprioriteringsbidrag, for så lyder det lidt teknisk, men det er nogle af de værste besparelser, vi har set på uddannelse i en tid, hvor vi alle sammen taler om, at det, Danmark mangler, jo ikke er ufaglært arbejdskraft, men det, Danmark mangler, er faglært arbejdskraft, og at unge får en god uddannelse. Det synes vi at regeringen har svigtet så voldsomt i forhold til.

Når de her besparelser er implementeret, betyder det, at der på uddannelse er blevet sparet 10 pct. i forhold til 2015 – 10 pct. Man kan mærke det alle steder, og på alle uddannelsesinstitutioner rundtomkring i landet råber man vagt i gevær, og den linje fortsætter man. Kommunerne skal selvfølgelig også mærke sparekniven, så de bliver også beskåret med en halv milliard om året. Og det her finanslovsforslag er også lønmodtagerfjendsk, for ikke nok med, at der skal være ringere arbejdsmiljø, der skal også være færre penge til kampen mod social dumping og nedskæringer på erhvervsuddannelserne. Arbejdstilsynet bliver beskåret dramatisk. Så vi får et dårligere arbejdsmiljø, samtidig med at folk skal arbejde længere og længere.

Da statsministeren præsenterede 2025-planen, som jo midlertidig er skudt til hjørne, men som på det tidspunkt naturligt blev flettet sammen med finanslovsforslaget, sagde han: Populært sagt strammer vi bardunerne på hele teltet, så det også kan stå i stormvejr og ruskevejr. Den vejrmetafor var det nærmeste, statsministeren overhovedet kom de klimaforandringer, som vi ved kommer til at ændre det hele. Med det her finanslovsforslag og med den retning, regeringen vælger at gå i i forhold til PSO'en, i forhold til vindmøller, i forhold til at prioritere den grønne omstilling, må jeg bare sige, at det jo er fuldstændig bizart. Vi har lige haft et Paristopmøde for et år siden, hvor hele verden endelig blev enige om at prøve at gøre noget ved de galoperende klimaforandringer. Vi ved allerede nu, at 2016 igen igen slår rekord, som de foregående år har gjort. Kloden er feberramt, og hvert eneste år ser vi nye rekorder i temperaturstigninger. Og den førerposition, som Danmark har haft, er det på et år lykkedes regeringen at smide til hjørne; den førerposition, som vi havde lige op til Paristopmødet, til klimatopmødet, er gået fløjten. Som Enhedslistens ordfører, hr. Pelle Dragsted, også sagde, er vi rutsjet ned ad rangstigen. Det, som det er lykkedes Danmark at tjene penge på, at skabe arbejdspladser på, at opnå international anerkendelse på, kan man altså på et år bare smide ud med badevandet.

Nu er finansloven jo ikke helt i hus, måske kommer den i dag eller i morgen, men snart i hvert fald. Hvis det på nogen måde er muligt stadig væk at inspirere regeringen, vil jeg gerne her til sidst ridse nogle ting op, som SF ville ønske, regeringen satte fokus på. Vi har nemlig råd til mere og bedre velfærd, til flere offentlige investeringer, til grøn omstilling og til at skabe nye job, både i den private og den offentlige sektor, uden asociale nedskæringer, uden fattigdomsydelser. SF vil gerne forbedre vores fælles velfærd, hvor Venstre jo lægger op til en forringelse, når man indregner, at der også kommer flere ældre. Vi vil investere ikke mindst i uddannelse, og jeg er rigtig glad for, at De Radikales ordfører, hr. Martin Lidegaard, også understregede, hvor vigtigt det er. Vores verden kommer til at se fuldstændig anderledes ud bare om 10-20 år, og den eneste måde at være klar til det er ved uddannelse og ved at lære og lære.

Vi vil også investere i forebyggelse. Der er ikke noget værre end at se små børn, hvor pædagogerne om en 3-årig kan sige, at de nærmest kan forudsige hans eller hendes livsbane. For vi ved, at udsatte børn har en kæmpestor risiko for også at blive udsatte unge og udsatte voksne. Så det er også en kæmpestor gevinst økonomisk set; hvis man alene interesserer sig for bundlinjen, er den bedste investering overhovedet investeringen i vores børn. Alle børn skal have en god start i livet. Det kræver også nogle flere pædagoger og voksne til stede i daginstitutionerne, og det kræver, at vi sætter ind over for de allermindste.

SF vil også sætte den grønne omstilling på skinner igen. Vi har brug for mere, ikke mindre, vedvarende energi og flere energibesparelser for at nå klimamålsætningerne. Men det er jo ikke bare for at nå nogle målsætninger. Det er, for at Danmark igen skal være en førernation på det grønne område, og for at vi ikke mister alle de tusindvis, de titusindvis af arbejdspladser, der er bundet op på grønne teknologier, på grønne virksomheder.

Så vil vi også et mere lige samfund. I en tid, hvor lighed nærmest er blevet et skældsord, og hvor solidaritet i nogles ører lyder som et 70'er-levn, er det altså muligt at sige, at ikke kun vil vi gerne et mere lige og solidarisk samfund af hensyn til de mennesker, der lever her – det skaber også de bedste samfund, de rigeste samfund, de mest trygge og stabile samfund. Det viser alle undersøgelser.

Så håbet om, at finansloven kan ende en my bedre end det, vi har set indtil videre, er jo lysegrønt lidt endnu.

Så vi venter i spænding, også i forhold til PSO'en. For det har været lidt et tema i dag, og det er min afsluttende kommentar: PSO'en er jo netop, som fru Josephine Fock fra Alternativet sagde, den afgift, hvor det er forureneren, der betaler . I SF vil vi ikke være med til at lave en ordning, hvor virksomhederne bare skal slippe fuldstændig frit. Det vil være fuldstændig bizart at sige, at alle skatteyderne skal bidrage til den grønne omstilling, at vi alle sammen skal være med til at betale for den, men at virksomhederne – hvor der også er brug for at skabe incitamenter til at bruge energien bedre – bare skal slippe fuldstændig. Selvfølgelig skal de ikke det. En PSO-løsning skal selvfølgelig sikre, at erhvervslivet også bidrager.

Tak til SF's ordfører. Og så forstår jeg, at hr. Benny Engelbrecht ønsker ordet i anden runde som ordfører for Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg tager ordet til anden runde, idet jeg kan forstå, at finansministeren ikke ønsker at udtale sig ved denne anden behandling. Jeg har forståelse for, at man som minister sidder i et forhandlingsforløb, som kan tage tid, som kan være kompliceret og besværligt, men vi har dog en proces her i Folketingssalen, hvor der naturligvis altid vil være elementer, der er af polemisk karakter, men der er jo altså også elementer i denne behandling her i dag, som er af rent faktuel karakter og også af mere principiel karakter.

Jeg vil gerne fremhæve to elementer, som er blevet nævnt i denne debat: dels det, som bl.a. Enhedslisten og SF har nævnt omkring energiforligskreds – og respekt for den – dels det spørgsmål, som jeg på vegne af Socialdemokratiet nævnte omkring forligskreds vedrørende politiforliget. Jeg synes, det er meget uhensigtsmæssigt, at man som ansvarlig minister vælger ikke at ville besvare mere principielle spørgsmål om forlig i en sag som denne. Jeg har noteret mig, at også Venstres finansordfører har været til stede og har deltaget i debatten.

Jeg har jo også som minister siddet i denne sal mange gange og ved naturligvis, at man som minister kunne have valgt at sende en ordfører op og redegøre for nogle af disse spørgsmål, havde man haft en interesse i ærligt at svare på det. Det har man heller ikke valgt at gøre. Derfor synes jeg bare, det er nødvendigt her ved andenbehandlingen at gøre opmærksom på, at det havde været mest passende, at man som regering havde valgt at adressere netop de to spørgsmål, og især, når de er af så væsentlig og principiel karakter. Tak.

Tak til ordføreren. Ønsker flere at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Der er stillet forslag om, at lovforslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.