Det sidste punkt på dagsordenen er:

20) Forespørgsel nr. F 38:

Forespørgsel til udenrigsministeren:

Hvad kan udenrigsministeren oplyse om den danske forhandlingsposition i forhold til den forestående britiske udmeldelse af EU?

Af Kenneth Kristensen Berth (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Mikkel Dencker (DF), Karina Due (DF), Søren Espersen (DF), Claus Kvist Hansen (DF), Peter Kofod Poulsen (DF), Hans Kristian Skibby (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 01.02.2017. Fremme 03.02.2017).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 25. april 2017.

Det er så ordføreren for forespørgerne, der som indledning får lov til at begrunde forespørgslen. Værsgo.

Tak for det, hr. formand. Dansk Folkeparti har indkaldt til den her forespørgselsdebat med det formål at danne sig et indtryk af, hvilken udgangsposition den danske regering har i relation til forhandlingerne om Storbritanniens fremtidige tilknytning til EU i lyset af den britiske folkeafstemning den 23. juni 2016.

Det er ret beset ikke særlig nemt at få regeringen ud af busken, i forhold til hvad der skal ske med Storbritannien efter den britiske beslutning om at forlade EU. I morgen skal vi på et lukket punkt på Europaudvalgets møde give regeringen mandat til de videre forhandlinger om Storbritanniens forhold til EU, og det er jo i og for sig ret betegnende for den måde, hvorpå den britiske situation hidtil er blevet håndteret af EU-systemet, nemlig at det foregår bag lukkede døre og uden inddragelse af borgerne. Det, vi har kunnet konstatere, er, at en række lande, anført af Frankrig, har ønsket en fælles musketered; man kan måske kalde det en slags fælles front mod Storbritannien. Det er sådan en slags straffeaktion, som så skal gøre, at andre lande ikke får lyst til at melde sig ud af EU.

Danmark har en særskilt interesse i at holde Storbritannien så tæt på Danmark som muligt. Vi har jo som bekendt en omfattende handel med Storbritannien, vi har mange fælles interesser med briterne og har også gjort fælles front med dem i mange sager igennem årene i EU. Derfor er det også væsentligt at finde ud af, om vi har en regering, der som de døde fisk agter at følge med den sydeuropæiske strøm, der dekreterer straffeaktioner og en hård linje over for briterne, eller om regeringen mener, som vi gør i Dansk Folkeparti, at det må være slut med alle de her ønsker om at straffe briterne, men at vi i stedet skal prøve at søge ind i realitetsforhandlingerne med briterne om en aftale, der giver mening både for Danmark og Storbritannien, og som Danmark eventuelt måtte bruge – det vil jeg slet ikke lægge skjul på her i aften – som model i relation til vores fremtidige forhold til EU, som vi jo gerne vil have at danskerne får mulighed for at tage stilling til, når vi har en afklaring af den britiske situation.

Men vi håber meget på, at regeringen vil komme lidt ud af busken med, hvad det er for en forhandlingsposition, regeringen har tænkt sig at gå i retning af. Vi har jo konstateret, at statsministeren har holdt nogle møder med bl.a. Østrig og Irland. Det kunne jo også være interessant at høre lidt om, hvad der er kommet ud af dem.

Det er lige præcis det, vi skal til nu, nemlig besvarelsen fra udenrigsministeren. Så han har ordet nu. Velkommen.

Tak for det. Lad mig først og fremmest slå fast, at regeringen lægger stor vægt på at orientere og inddrage Folketinget i forberedelserne af Brexit. Der er blevet besvaret spørgsmål i Det Udenrigspolitiske Nævn, ligesom både Nævnet og Europaudvalget har haft lejlighed til at drøfte spørgsmålet i forbindelse med forelæggelser og afrapporteringer fra topmøderne. Herudover har jeg og min forgænger været værter for uformelle morgenmadsmøder om Brexit med deltagelse af Europaudvalget og Nævnet. Jeg håber, at vi kan holde lignende arrangementer fremadrettet. Endelig vil vi drøfte Brexit med Europaudvalget, når sagen kommer på dagsordenen for rådsmøder og topmøder.

Når det gælder den præcise forhandlingsposition i forhold til de forestående komplicerede og omfattende forhandlinger om britisk udmeldelse, vil det være forespørgerne bekendt, at regeringen i morgen forelægger sagen, som det også blev nævnt, i Folketingets Europaudvalg for lukkede døre. Det er ikke udtryk for unødigt hemmelighedskræmmeri, men af gode grunde ønsker regeringen ikke at offentliggøre den danske forhandlingsposition, idet det ville svække muligheden for at varetage de danske borgeres og virksomheders interesser bedst muligt, såfremt Storbritannien måtte få et detaljeret indblik i, hvilke overvejelser vi, her på tærskelen til at forhandlingerne går i gang, har. Men der er ingen tvivl om, at den britiske udtræden af EU vil få stor betydning for både Storbritannien og de øvrige EU-lande.

Jeg vil i relation til Brexit naturligvis gerne dele regeringens overordnede betragtninger, som ligger til grund for regeringens forslag til den danske forhandlingsposition. Regeringen respekterer Storbritanniens beslutning om at forlade EU og den britiske regerings ønske om et klart brud med EU og det indre marked. Jeg vil ikke lægge skjul på, at vi havde foretrukket, at Storbritannien forblev en del af det indre marked, men vi må nu forsøge at få det bedst mulige resultat ud af de kommende forhandlinger, og vi vil arbejde på, at begge sider, begge sider kommer igennem forhandlingerne på en ordentlig måde, så vi i fremtiden kan have et tæt og et godt samarbejde på nye vilkår.

Det er i den forbindelse vigtigt for regeringen at slå fast, at situationen, vi befinder os i, ikke er opstået, fordi Storbritannien er blevet presset til at forlade det indre marked på grund af den fri bevægelighed; Storbritannien har selv besluttet, at man ikke længere ønsker at være en del af EU's fælles regelgrundlag og af EU-Domstolen, som udgør fundamentet i det indre marked. Det fremgår tydeligt af deres notifikationsbrev til EU. Det er netop disse fælles regler, som håndhæves effektivt af nationale myndigheder, af domstole, af Kommissionen og i sidste instans EU-Domstolen, der gør det muligt for borgere og virksomheder at handle frit på tværs af grænserne. Det har været Storbritanniens helt eget politiske valg. Det betyder ikke, at Storbritannien, efter de har meldt sig ud, ikke kan få adgang til det indre marked på linje med andre tredjelande. De specifikke rammer herfor vil skulle forhandles som led i en frihandelsaftale, og det vender jeg så tilbage til.

Et af de første store spørgsmål, der skal opnås enighed om mellem Storbritannien og de øvrige EU-lande, er den præcise tilrettelæggelse af forhandlingerne. Fra britisk side har man udtrykt ønske om, at man parallelt begynder forhandlinger om bodelingsspørgsmål og den fremtidige relation. Der forventes dog at være bred enighed i EU-27-kredsen om, at man i første omgang må starte med at afklare de overordnede principper for de store bodelingsemner som følge af skilsmissen, herunder bl.a. spørgsmålene om det finansielle mellemværende samt rettigheder for EU-borgere i Storbritannien og omvendt.

Årsagerne til, at man fra EU-27's side ønsker at starte med de overordnede principper for de store bodelingsemner som følge af skilsmissen, er følgende: For det første vil Brexit omfatte en række væsentlige og komplicerede problematikker for både borgere og virksomheder, som skal afklares af hensyn til retssikkerheden, før man meningsfuldt kan drøfte de fremtidige forhold. For det andet vil en manglende afklaring af det finansielle mellemværende ved bodelingen kunne medføre en betydelig meromkostning for de tilbageværende EU-lande, f.eks. har Storbritannien påtaget sig en række finansielle forpligtelser som EU-medlem, som vil løbe i en årrække frem. Hvis man fra britisk side nægter at leve op til dem, vil det kunne medføre en betydelig ekstraregning for Danmark og dermed for danskerne. For det tredje vil en afklaring på de centrale bodelingsemner kunne skabe et godt forhandlingsklima, så man relativt hurtigt kan brede forhandlingerne ud til at omfatte det fremtidige forhold, herunder arkitekturen for en handelsaftale.

I værste fald risikerer man ved udløbet af 2-årsperioden ikke at være enige om noget som helst, og så bliver det på alle måder både dyrt og besværligt. Derfor lægger man fra EU-27's side stor vægt på organiseringen af forhandlingerne. Det gælder også for de lande, der lægger særlig vægt på et fortsat meget tæt samarbejde med Storbritannien fremadrettet. Ideelt set håber jeg, at vi kan opnå enighed relativt hurtigt om de overordnede principper for håndteringen af de store bodelingsspørgsmål, og når det så er på plads, kan man så brede forhandlingerne ud til også at omfatte den fremtidige relation, og herefter bør forhandlingerne kunne foregå parallelt.

I løbet af foråret har vi fået mere klarhed over de britiske ønsker med henholdsvis premierminister Mays tale i januar, den britiske regerings hvidbog om tilgangen til de kommende forhandlinger og selve notifikationen, hvor Storbritannien fremadrettet ikke ønsker at være en del af EU's fælles regelgrundlag, ikke vil være omfattet af EU-Domstolen, ikke ønsker at være omfattet af den fri bevægelighed og ikke vil yde generelle bidrag til EU's budget. Samtidig slår man fra britisk side fast, at man vil indgå selvstændige frihandelsaftaler med tredjelande. På den baggrund har man fra britisk side besluttet at forlade det indre marked. I stedet vil man søge at indgå en omfattende frihandelsaftale med EU koblet med aftaler på områder som intern og ekstern sikkerhed, udenrigspolitik, sikkerhedspolitik, forskning, teknologi, innovation m.v. Der udestår dog fortsat mere præcise detaljer for, hvordan briterne præcis ønsker at blive tilknyttet EU.

En aftale om Storbritanniens udmeldelse og det fremtidige samarbejde med EU må bygge på den rette balance mellem rettigheder og forpligtelser. Fra dansk side har vi et klart fokus på at sikre vores interesser, ikke mindst for virksomhederne og deres medarbejdere. Vi kan ikke have en situation, hvor britiske virksomheder får fuld og fri adgang til EU's indre marked og danske virksomheder møder ulige konkurrencevilkår, tekniske handelshindringer, statsstøtte m.v. på det britiske marked, så der opstår unfair konkurrencefordele for britiske virksomheder i forhold til danske virksomheder. En sådan udvikling vil kunne underminere det indre marked og forholdet til tredjelande, hvilket vi ikke har en interesse i. I stedet vil vi arbejde for at bevare lige konkurrencevilkår, så vi kan lægge grunden til økonomisk vækst i både Storbritannien og i EU.

Regeringens førsteprioritet i de kommende forhandlinger vil være at fremme danske interesser, herunder ikke mindst for virksomheder og borgere. Arbejdet i regeringens Brexit-taskforce har fra dag et fokuseret på både spørgsmål relateret til bodelingen og det fremadrettede forhold. I forhold til bodelingen vil jeg særlig fremhæve to forhold. Det første er, at der findes en god og en rimelig løsning, således at Storbritannien afholder de udgifter, man fra britisk side har påtaget sig, ellers kan det blive meget dyrt for de danske skatteborgere. Det andet er, at vi inden for rammerne af EU's forhandlinger med Storbritannien sikrer klare og retfærdige løsninger fra det store antal danske borgere, der bor i Storbritannien, og omvendt. Selv om det er et spørgsmål, som der måske hurtigt kan opnås politisk enighed om, skal man ikke undervurdere, hvor svært det kan være at sikre effektive løsninger for et meget kompleks område, der kan fungere i praksis, særlig når Storbritannien ikke ønsker at være underlagt EU's regler.

I forhold til det fremadrettede forhold har vi fra dansk side også store interesser på spil, ikke mindst i relation til markedsadgang. Storbritannien er blandt vore fem største eksportmarkeder med en bred sammensætning lige fra landbrugsvarer over industriprodukter til serviceydelser. Danske fiskere fisker som andre EU-lande i britiske farvande, og der vil også skulle findes en god løsning herpå. Der er mange danske arbejdspladser på spil her. Vi har derfor en generel interesse i at fastholde størst mulig adgang til det britiske marked, men det bliver næppe simpelt med den britiske beslutning om at træde ud af det indre marked.

Som tidligere nævnt skal vi være opmærksomme på, at en aftale ikke fører til, at danske virksomheder fremadrettet oplever ulige konkurrence fra britiske konkurrenter på det indre marked. Det er derfor en klar dansk interesse, at der sikres en balance mellem rettigheder og forpligtelser i en aftale om det fremtidige forhold. I EU-27 er man klar til at indlede forhandlingerne, og med topmødeerklæringen fra december og i udkast til retningslinjerne skitseres de overordnede rammer for EU's tilgang til forhandlingerne. Kommissionen vil lede de kommende forhandlinger fra EU-27's side med løbende inddragelse af medlemslandene, og Europa-Parlamentet skal som bekendt godkende den endelige aftale.

Der er som bekendt indkaldt til ekstraordinært topmøde den 29. april, hvor stats- og regeringscheferne i EU-27 skal vedtage retningslinjerne. På den baggrund vil Kommissionen fremsætte et forslag til et mere detaljeret forhandlingsmandat, som vil skulle godkendes af Rådet. Herefter vil forhandlingerne med Storbritannien begynde.

Vi er fra regeringens side glade for, at vi snart kan komme i gang. Vi har ventet længe på notifikationen fra Storbritanniens side, og vi skal ikke bidrage til at forhale forhandlingerne. Der er brug for klarhed og for, at vores borgere og vores virksomheder har noget at se hen til og se frem til, hvor der er klarhed.

Samlet set vil den danske forhandlingsposition tage udgangspunkt i ønsket om et fortsat tæt og godt samarbejde med Storbritannien og EU, og fra dansk side vil vi arbejde for, at forhandlingerne kommer godt i vej ved en relativt hurtig afklaring af principperne for de store bodelingsemner som f.eks. det finansielle mellemværende og borgernes rettigheder med henblik på at skabe de bedste rammer for parallelt at kunne forhandle om den fremtidige relation. Under forhandlingerne vil vi fra dansk side have fokus på at sikre danske interesser for vores borgere og virksomheder. En fremtidig aftale med Storbritannien må naturligvis balancere rettigheder og pligter, hvor bl.a. integriteten af det indre marked og lige konkurrencevilkår mellem Storbritannien og EU vil stå centralt. Det er regeringens opfattelse, at det er måden at sikre danske interesser på, inklusive de mange arbejdspladser, som er på spil.

Tak til ministeren. Nu har vi fået en begrundelse, og vi har fået en besvarelse. Så vi går over til forhandlingerne. Den første, der får ordet, er ordføreren for forslagsstillerne, nemlig hr. Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak for det. Jeg må sige, at den tale, som udenrigsministeren har holdt, med få undtagelser vel lige så godt kunne være holdt af Michel Barnier. Der blev selvfølgelig sagt noget om Danmarks interesser, men det var vel dybest set også det, der adskilte det, som udenrigsministeren sagde, fra den linje, som Kommissionen i øvrigt har lagt på det her område. I virkeligheden synes jeg, at det, der er karakteristisk for hele den måde, vi forholder os til Brexit på, er, at vi allerede har delt os i to parter. På den ene side er det EU, og på den anden side er det Storbritannien. Måske skulle man i virkeligheden sætte sig sammen og så ikke betragte hinanden som to parter, men betragte sig som nogle, der gerne vil have det fælles bedst mulige resultat.

Udenrigsministeren hæftede sig meget ved den her regning, som skal betales. Det kan jeg for så vidt også godt forstå. Men man skal jo bare forstå, at det ikke handler om en regning, der enten bliver på 0 kr. eller et eller andet beløb. Hvis Storbritannien fastholder at ville svare de forpligtelser, som er gældende, frem til 2023, og det er jo det, som er EU's udgangspunkt, så vil der jo alligevel, når vi kommer på bagsiden af 2023, vente de europæiske borgere en regning på i størrelsesordenen 352-528 mia. kr. som følge af den britiske udmeldelse. Det er, som udenrigsministeren rigtignok antydede, ikke et lille beløb. Og hvordan det skal klares, er et godt spørgsmål. Det er ikke noget, man sådan lige finder over en nat i hvert fald.

Der er ikke nogen tvivl om, at vi selvfølgelig skal have en aftale, som er i Danmarks interesse. Det indebærer selvfølgelig også, at der er nogle særlige forhold, som vi i Danmark skal være opmærksomme på. Der blev nævnt fiskeri. Det er jo sjovt, som regeringen pludselig er blevet optaget af fiskeriforhold, men det kan jo bruges, når det er sådan noget, det handler om. Men det er også klart, at vi bliver nødt til at sigte efter en aftale, som ikke ensidigt begunstiger den ene af parterne. Jeg må sige, at jeg ikke synes, at vi er kommet så langt fra straffeaktionsretorikken, som jeg havde håbet, set i lyset af at statsministeren jo har besøgt i hvert fald Østrig og Irland med henblik på at få en anden agenda. Den savner jeg i virkeligheden stadig væk.

Jeg er faktisk personligt slet ikke i tvivl om, at hvis EU i den periode fra den britiske folkeafstemning og frem til jul – i stedet for at have begivet sig ud i den her stirrekonkurrence med briterne – havde sendt signaler om, at man var beredt til at diskutere spørgsmål som f.eks. arbejdskraftens fri bevægelighed, så havde det faktisk måske endda været muligt at fastholde briterne inden for det indre marked, hvilket ministeren jo selv i dag tilkendegav at ministeren havde ønsket. Der er ikke nogen tvivl om, at det jo netop er briternes mulighed for selv at bestemme omfanget af indvandringen til Storbritannien, der har været helt centralt i argumentationen for, hvorfor Storbritannien skulle melde sig ud af EU. Forudsætningerne for EU udvikler sig jo også. Det anføres i øvrigt også ofte af japartierne, at EU skal træffe beslutninger på områder, som EU ikke tidligere har truffet beslutninger om, fordi der er sket en udvidelse med de østeuropæiske lande, som jo altså har helt andre forudsætninger end de eksisterende medlemslande i relation til økonomiske vilkår, sociale systemer og løn- og arbejdsvilkår. Derfor kunne man jo også have sagt sig selv, at når de østeuropæiske lande omfattes af regler om arbejdskraftens fri bevægelighed, vil det have betydning for de vesteuropæiske landes arbejdsmarkeder, og i særdeleshed da de vesteuropæiske lande, hvor der ikke gælder en statsfastsat minimumsløn.

Så derfor skulle man måske allerede på daværende tidspunkt have gentænkt arbejdskraftens fri bevægelighed. Men nu var chancen der jo sådan set til at gøre de overvejelser igen i forhold til ønsket fra Storbritannien om selv at kunne bestemme over sin egen indvandring.

I Dansk Folkepartis øjne må opgaven nu være at lave den mest vidtgående frihandelsaftale nogen sinde sammen med briterne, og det indebærer altså, at alle de her tanker, der er om en straffeaktion, bør skrinlægges, og det indebærer også, at de her unødvendige provokationer vendt mod briterne skal standses, såsom den her højst besynderlige indskrivning af en spansk vetoret i relation til Gibraltar. Så indebærer det også, at man parkerer debatten om regningen for den britiske udmeldelse lidt og i stedet tager hul på forhandlingerne om markedsadgang. Det indebærer også, at Danmark skal melde sig ud af den der franske musketered og i stedet satse på et konstruktivt samarbejde med andre lande, der stoler så meget på deres egen konkurrencedygtighed, at de er villige til at indgå en aftale med Storbritannien med fordel for begge parter. I Dansk Folkeparti mener vi sådan set også, det er i vores interesse at få en god aftale, fordi vi ser den aftale som en model for, hvad vi selv kunne forestille os i fremtiden.

Jeg skal derfor på den baggrund på vegne af Dansk Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget pålægger regeringen at arbejde for den bedst mulige aftale mellem Storbritannien og EU med et indhold, hvor det sikres, at man afstår fra at betragte udmeldelsesforhandlingerne som en slags straffeaktion.

Folketinget anerkender, at særlige danske interesser skal varetages i forhandlingerne, men understreger samtidig, at der skal indgås en aftale til gensidig gavn.

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde målrettet på en aftale, der indebærer, at Storbritannien og EU i videst muligt omfang fortsat har fri adgang til hinandens markeder.

Folketinget opfordrer endvidere regeringen til at sikre, at Storbritannien og EU-landene hver især får den nødvendige selvstændighed inden for bl.a. udlændingepolitikken, og understreger det historisk tætte bånd mellem Storbritannien og Danmark og betoner vigtigheden af et fortsat nært samarbejde med Storbritannien.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 83).

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger i denne omgang, så vi går videre til næste ordfører – undskyld, hr. Kenneth Kristensen Berth, der var en, der lige ville med. Det er den næste ordfører i rækken – men han får lov til at stille et spørgmål, før han kommer på podiet – hr. Peter Hummelgaard Thomsen. Værsgo.

Det var, fordi jeg kom i tanker om, at det ville være unfair bare at kommentere ordførerens indlæg i min egen ordførertale, hvor ordføreren ikke havde mulighed for at svare.

Jeg har bare et enkelt spørgsmål. Jeg tror, alle Folketingets partier er interesserede i, at man får en for begge parter så god aftale som overhovedet muligt, men vil Dansk Folkepartis ordfører ikke give mig ret i, at meget af den snak om et hard Brexit jo først og fremmest og mestendels kommer fra lederskabet i det konservative parti i Storbritannien og ikke alle mulige andre steder fra?

Ordføreren.

Det kan man jo altid diskutere, og man kan også i høj grad diskutere, hvad der har affødt den debat i Storbritannien. Mit eget indtryk er sådan set, at den situation, der er opstået nu, med udmeldelsesbrevet og det indhold, der er i det udmeldelsesbrev, er opstået som en konsekvens af, at Kommissionen sammen med bl.a. Frankrig har ført en så hård og uforsonlig retorik i forhold til Storbritannien. Jeg tror, at hvis man havde været mere inkluderende og inddragende over for Storbritannien og set på nogle af de udfordringer, som Storbritannien har, så havde det reelt set været muligt at fastholde Storbritannien inden for det indre marked.

Nu har kommissionsformanden jo selv præsenteret det her forslag om et Europa i koncentriske cirkler. Kunne man forestille sig, at der i den yderste del af sådanne koncentriske cirkler kunne være en relation til EU, der indebar deltagelse i det indre marked, men uden accept af arbejdskraftens frie bevægelighed? Jeg synes, det ville være ganske fornuftigt at have en sådan mulighed. Men det virker på mig, som om ethvert spørgsmålstegn ved det givne, som Storbritannien har villet sætte, er blevet afvist rimelig koldt fra Bruxelles.

Spørgeren.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der er blevet hverken accepteret eller afvist fra Bruxelles – jeg konstaterer bare, at det for alle de tilbageværende 27 EU-medlemslande og Storbritannien er i fælles interesse at få lavet en så god løsning som overhovedet muligt. Og de løsningsforslag, der har været fremme indtil videre, eksempelvis en norsk model, har man jo pure afvist. Det er derfor, jeg mistænker, at meget af den snak om hard Brexit i virkeligheden handler om nogle magtkampe og nogle balancegange, der finder sted internt i det konservative parti, og som med statsgaranti, når og hvis – desværre – de står endnu stærkere efter den 8. juni, kun vil blive endnu værre.

Ordføreren.

Ja, der er da ikke nogen tvivl om, at den britiske premierminister vil anvende det valg til at styrke sin forhandlingsposition over for EU, det er klart, og der står Jeremy Corbyn og hans tropper ikke særlig godt. Det kan jo ændre sig, men det er sådan, det er – det er da en rigtig iagttagelse fra ordførerens side.

Men ikke desto mindre tror jeg sådan set ikke, at der er nogen modvilje – heller ikke i den britiske befolkning – over for det indre marked. Det, der er en modvilje mod, er øget regulering og omfangsrig indvandring fra Østeuropa, og hvis de spørgsmål kunne være blevet adresseret på en måde, der pegede i retning af en løsning for Storbritannien, er jeg faktisk sikker på, at man så også kunne have fundet en løsning for Storbritannien. Men det er den der rigiditet, der findes inden for EU-systemet, som forhindrer os i at løse sådan nogle problemer.

Hr. Jan Einer Jørgensen. Værsgo.

Det glæder mig, at formanden har luret mit mellemnavn.

Det var i et anfald af fairness, som min kollega i Socialdemokratiet har sat i gang, at jeg bad om ordet. Jeg vil spørge Dansk Folkeparti, som man jo efterhånden må have mistænkt for at overveje et navneskifte til britisk folkeparti, om man fortsat har den her sådan lidt, skal vi kalde det småutopiske idé om, at hvis vi nu hjælper Storbritannien med at få en rigtig, rigtig god aftale hjem, kan vi bagefter kopiere den aftale og så bare bruge søg og erstat, hvor vi så, hver gang der står »Storbritannien«, skifter det ud og skriver »Danmark«. Er det fortsat det, som er Dansk Folkepartis strategi?

Ordføreren.

Det er korrekt.

Spørgeren.

Ja, det lyder jo sådan set i bedste fald som en, skal vi kalde det farlig strategi. Har Dansk Folkeparti tænkt tanken til ende derhen, at hvis det nu ender med, at den danske befolkning ønsker at blive i EU, så har vi jo givet briterne en aftale, der er bedre, end den ellers var blevet, på bekostning af danske interesser, og så skal Danmark leve med de resultater, det giver? Er tanken tænkt helt til ende, hvis det nu ikke går, som hr. Kenneth Kristensen Berth forestiller sig?

Ordføreren.

Nu skal man jo passe på med at være for kålhøgen. Det plejer at gå meget godt for Dansk Folkeparti i sammenhænge med EU-afstemninger, men lad det nu ligge.

Jeg har sådan set ikke noget imod at lave en aftale, der er god for briterne, også selv om det skulle betyde, at Danmark ville blive hængende i det der hængedynd, som EU er udtryk for.

Jeg tvivler nu på det, fordi en af årsagerne til, at det her jo er dybt problematisk, er, at vi mister en af de største nettobidragsydere til EU-systemet. Der er en enorm regning, der skal samles op, og en meget lille vilje til at samle regningen op. Det er jo bl.a. udtrykt ved den forhandlingsposition, som regeringen har indtaget i kølvandet af Barnier, der handler om, at også efter at briterne har meldt sig ud af EU, skal de blive ved med at punge ud.

Selv hvis man så accepterer det, bliver der en udløbsdato, og på et eller andet tidspunkt skal man jo finde en løsning, der indebærer, at en regning på 523 mia. kr. eller deromkring samles op. Det er altså ikke en fadøl nede på den lokale. Det er en ganske betragtelig regning, som efterlades. Og sådan som jeg kan se, er der ikke rigtig nogen, der har nogen som helst indikationer af svar på, hvem der skal samle den regning op, når den kommer på et tidspunkt, og det gør den jo.

Tak til hr. Kenneth Kristensen Berth. Nej, vi skal have en tur mere her på falderebet, og det er først hr. Holger K. Nielsen. Værsgo.

Jeg må sige, at den der unationale holdning, som Dansk Folkeparti har her, altså virkelig undrer mig – for det er jo det, der er tilfældet. Altså, det er fuldstændig korrekt, at man lige så godt kunne kalde det britisk folkeparti eller russisk folkeparti i andre sammenhænge. Der er jo ingen grænser for, hvor ikkenational Dansk Folkeparti kan være, når man sådan går ind og varetager andre landes interesser i forskellige sammenhænge. Og det, at man i det her tilfælde går ind og siger, at man faktisk ville varetage britiske interesser for at fremme nogle mål, som Dansk Folkeparti har, synes jeg virkelig er rimelig grænseoverskridende at høre fra et parti her i det danske Folketing; det må jeg sige.

Ordføreren.

Ja, nogle gange kan man jo også blive i tvivl om, hvorvidt hr. Holger K. Nielsen i virkeligheden hedder hr. Holger Vivike, men sådan er der så meget. Jeg må bare sige ja til, at vi har de lange briller på her; altså, det har vi. Vi ønsker, at Storbritannien får en aftale, der er så god som muligt, og det gør vi af flere årsager. Det gør vi, fordi vi på det lange sigt gerne vil have en eller anden form for lignende aftale for Danmark, men også ud fra en betragtning om, at vores virksomheder i det her land har stor gavn af fortsat at have så fri markedsadgang til Storbritannien som overhovedet muligt.

Jeg vil gerne sige, at min bekymring er, at den debat omkring regningen, altså hvor lang tid Storbritannien skal betale, og hvad de har forpligtet sig til, kommer til at være så stor en anstødssten – fordi der ikke er nogen, der har nogen løsninger på, hvordan regningen skal samles op – at det kommer til at blokere for fremskridt i forhold til forhandlingerne om Storbritanniens relationer fremadrettet.

Det er jo også derfor, at vi foreslår, at man prøver at komme briterne lidt mere i møde på det område. For det altafgørende må jo være markedsadgang efterfølgende, også selv om Danmark skulle risikere at være med i EU efterfølgende.

Spørgeren.

Jeg synes jo, det er vældig interessant, at man her fremmer sådan en elendighedsteori, hvor at jo værre Danmark får det, altså jo dårligere en aftale det her bliver for Danmark, jo bedre er det for Dansk Folkeparti. Det er jo det, som man reelt siger. For at fremme Dansk Folkepartis egne interesser vil man godt have, at Storbritannien får en kanon aftale på bekostning af Danmark. Jeg synes virkelig, at det er noget, man må tænke over – også udeomkring i stuerne.

Ordføreren.

Jeg tror bare, at hr. Holger K. Nielsen – med al respekt i øvrigt – opstiller et skræmmescenarie. Altså, det scenarie, vi ønsker fra Dansk Folkepartis side, er jo et scenarie, som også er til gavn for et Danmark, der måtte være inden for de rammer, som EU har. Det er et scenarie, hvor Storbritannien har stort set den samme markedsadgang, som man ville have, hvis man var en del af det indre marked. Altså, det er det, vi ønsker, for det tror vi er det, der er til gavn. Så kan der godt være en masse, der står og skriger ude på sidelinjen om, at vi ikke kan tilbyde et land uden for EU så gode vilkår; at vi bliver nødt til ligesom at trække en streg i sandet og sige, at de jo har meldt sig ud osv., men jeg kan simpelt hen ikke se, hvordan det kan blive til gavn for Danmark, hvis vi falder tilbage til WTO-konditionerne i forhold til Storbritannien, fordi vi når til en situation, hvor vi ikke kan komme videre, altså fordi man ikke kan finde svar på spørgsmålet om en regning, som vi – de resterende medlemmer af EU – alligevel på et eller andet tidspunkt kommer til at skulle betale.

Fru Zenia Stampe.

Jeg tror ikke, at det spørgsmål, jeg vil stille, er særlig svært at svare på, og det er heller ikke ment polemisk, men det er måske i virkeligheden bare for at få helt klare linjer. For når hr. Kenneth Kristensen Berth siger, at han har de lange briller på, så kunne jeg bare godt tænke mig at høre: Betyder de lange briller, at vi skal ud af EU? Betyder det også et Europa uden EU? For hvis jeg tager de lange briller på, så synes jeg selvfølgelig, at det ville være utrolig ærgerligt, hvis Danmark skulle stå uden for EU. Men det, som jeg er bange for – og det er en frygt, som jeg tror at jeg deler med rigtig mange andre – er jo den situation, som Dansk Folkeparti søger, nemlig sådan en serie af udmeldelser, hvor Storbritannien går foran, og så er der en masse, der laver copy-paste af deres udmeldelse og attraktive aftale, og deraf følgende et EU, der bryder sammen. Jeg vil bare gerne høre: Er det, som man ønsker fra Dansk Folkepartis side, ikke bare et Danmark uden for EU, men også et Europa uden et stærkt europæisk samarbejde?

Ordføreren.

Se, det sidste er jeg jo ikke herre over. Det er Folketinget formentlig heller ikke herre over, men vi kan måske få en indikation af, hvor det bærer hen, hvis det er sådan, at valget i den næste runde af det franske præsidentvalg står mellem Marine Le Pen og Jean-Luc Mélenchon. Så er der måske nogle perspektiver, som begynder at tegne sig. Men det har vi aldrig ønsket fra Dansk Folkepartis side. Vi har aldrig ønsket et uorkestreret sammenbrud af EU. Altså, det, som vi helst ville i den bedste af alle verdener, var da, at EU indså, at der var en relativt stor modstand imod et projekt, der handler om kontinuerlig overførsel af magt til Bruxelles og Strasbourg, og indså, at man bliver nødt til at have en politik, der levner mere plads til de enkelte nationalstater, så flere beslutninger træffes i nationalstaterne, og så nogle af de beslutninger, som i dag træffes i EU, udlægges til nationalstaterne, som det jo også var forudsat i Laekenerklæringen, eller som Laekenerklæringen åbnede mulighed for.

Det er det, vi ønsker os, men det er da klart, at hvis der ingen lydhørhed er i EU-systemet over for sådanne ønsker, som deles af en stor del af de europæiske befolkninger, så kan man jo godt ende dér, hvor fru Zenia Stampe siger at vi kan risikere et EU med gradvise udmeldelser, som falder sammen som et korthus. Men det er ikke noget ønskescenarie for os. Vores ønskescenarie er, at man tager sig sammen i EU og forstår, at man bliver nødt til at have en orkestreret tilbagerulning af magt til nationalstaterne.

Jeg vil gerne opfordre til, at man prøver at overholde taletiden. Det er lidt sent på dagen, og det er måske en god idé under alle omstændigheder. Fru Zenia Stampe for spørgsmål nummer to.

Det bliver så mest en kommentar. Det er jo fuldstændig legitimt at stå inden for EU og kæmpe for, at man skal beholde mere hos nationalstaterne. Det er jo et fair og legitimt standpunkt. Der, hvor jeg synes at det bliver en lillebitte smule uklædeligt, er der, hvor hr. Kenneth Kristensen Berth mener, at fordi hele EU ikke indretter sig efter Dansk Folkepartis holdning – Dansk Folkeparti har jo den samme mulighed for at udøve indflydelse, som mit eget parti eller andre partier har – og fordi EU ikke indretter sig efter det mindretal, der vil den politik, som hr. Kenneth Kristensen Berth ønsker, så skal vi gamble med hele projektet. Er det virkelig det værd, at fordi hr. Kenneth Kristensen Berth ikke kan få lov til at bestemme over flertallet, der vil en anden vej end ham, så skal vi nu ud i en potentiel serie af udmeldelser, der kan bringe hele projektet i spil? Er det virkelig en fair måde at gamble med danske interesser og hele Europas fremtid på?

Ordføreren.

Jamen jeg er jo ikke herre over, hvorvidt Frankrig beslutter at melde sig ud af EU. Det er jeg vitterlig ikke. Nok tiltror jeg mig selv store kræfter, men der holder de altså op. Jeg må bare sige, at det, der er problemet, er den kontinuerlige underkendelse af, hvilken vej EU skal gå, som EU jo udsættes for, hver gang der er folkeafstemninger om EU. Man kan ikke engang sende en samarbejdsaftale med Ukraine til folkeafstemning i Holland, uden at den bliver fejet af bordet. Der er det bare, jeg må sige, at hvis det ikke ligesom gør, at der ringer en klokke hos bl.a. fru Zenia Stampe, så kan det jo ende dér, hvor det falder sammen som korthus. Men det er ikke min skyld, og det er ikke andres skyld. Det er de tunghøre mennesker i Bruxelles' skyld.

Tak til hr. Kenneth Kristensen Berth, og velkommen til næste ordfører, som er hr. Peter Hummelgaard Thomsen fra Socialdemokratiet.

Mange tak for ordet, formand. Jeg skal både på mine egne vegne, men også på Socialdemokratiets vegne, ikke lægge skjul på, at vi synes, det både er umådelig trist – ærgerligt er ikke engang dækkende – og på den lange bane også dybt bekymrende for Storbritannien selv, for danske interesser i Storbritannien, men jo sådan set også for hele EU-fællesskabet, at briterne har valgt at melde sig ud. Det er trist, fordi rigtig mange af de meget store udfordringer, vi står over for på fælleseuropæisk plan i de her år – uanset om det er sikkerhedspolitisk, om det er klimapolitisk, om det er i forhold til flygtningekrisen, eller om det er alt muligt andet – er noget, vi bedst løser, også sammen med Storbritannien, i et stærkt, forpligtende samarbejde i EU. Jeg synes, det er trist, fordi jeg solidariserer mig rigtig, rigtig meget med mange af de britiske lønmodtagere, som i et årti eller måske endda i endnu længere tid kun har oplevet et nedadgående pres på deres lønninger, på deres arbejdsvilkår, og at man i den daværende og også den nuværende konservative regering har slået huller i det britiske velfærdssamfund og langsomt ladet det forbløde.

Jeg synes, det er endnu mere trist, fordi beslutningen om at forlade EU, selv om den jo skyldes mange forskellige faktorer, så bl.a. er sket på baggrund af vel en af de største vildledninger, der er set i moderne politisk historie. Det, at man på den ene side har skåret dybt i briternes sociale rettigheder, i det britiske velfærdssamfund, samtidig med at man er gået ud i store kampagner og har lovet, at man vil bruge det, man sparer i medlemsgebyret til EU, på at genoprette det selv samme sundhedsvæsen, som man er ved at tage livet af, synes jeg er dybt, dybt skammeligt.

Jeg ved godt, at der ikke er tradition for, at man her fra Folketingets talerstol taler grimt om andre landes politikere, men jeg vil gøre en undtagelse. Jeg mener, at hele det sammenrend af Etonuddannede overklassekonservative, der førte den kampagne, uanset om de hedder Boris Johnson eller Michael Gove, eller hvad de nu hedder, ikke alene har gjort Storbritannien som samfund en kæmpe bjørnetjeneste, men de har også gjort meget, meget stor skade i forhold til de jævne britiske lønmodtagere – mange af dem, der har brug for lige præcis at være en del af et stærkt og forpligtende fællesskab. Alt det gør mig meget, meget trist.

Men når det er sagt, vil jeg sige, at tallene jo sådan set taler for sig selv i forhold til danske interesser. Altså, Danmark er det 14. største land – hvilket jo i sig selv er imponerende – med direkte investeringer i Storbritannien. Det vil sige, at rigtig mange danske virksomheder har meget direkte interesser i Storbritannien. 40 pct. af al vores indtjening i fiskeriet – bare som et andet eksempel – kommer fra fiskeri i farvande, der også omkranser Storbritannien. Storbritannien er Danmarks femtestørste eksportmarked. Så selvfølgelig skal vi tilvejebringe en strategi, som tjener danske interesser. Og der er mange ting, som jeg er uenig med udenrigsministeren og hans parti i, men jeg synes sådan set, at han faktisk var inde på nogle af de mange balancer og overvejelser, som er vigtige i de kommende forhandlinger.

Derfor skal jeg også lige læse et forslag til vedtagelse op, som er fremsat på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance, Konservative, Alternativet, Radikale og SF:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig, at et flertal af vælgerne i Storbritannien beklageligvis ønsker at forlade EU. Folketinget havde foretrukket, at Storbritannien forblev en del af EU, og konstaterer, at man nu må forsøge at få det bedst mulige resultat ud af de kommende forhandlinger, hvor målet er et fortsat tæt og godt samarbejde mellem Storbritannien og EU.

I forhandlingerne om Storbritanniens udtræden af EU finder Folketinget, at regeringen i sin forhandlingsposition bør tage udgangspunkt i både EU's og nationale danske interesser, herunder for borgere og virksomheder.

I forhold til forhandlingssekvensen finder Folketinget, at en indledende afklaring af de overordnede principper for de store bodelingsemner som det finansielle mellemværende og borgernes rettigheder vil skabe de bedste rammer for at brede forhandlingerne ud til også at omfatte den fremtidige aftale.

Endelig finder Folketinget, at en fremtidig aftale med Storbritannien må balancere rettigheder og pligter, herunder i forhold til adgangen til det indre marked.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 84).

Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth. Værsgo.

Jeg kan forstå på ordføreren, at ordføreren gerne havde set, at Storbritannien var forblevet i EU. Tidligere i dag har vi haft et samråd foranlediget af ordføreren om Vestbalkan, og der kom ordføreren med nogle interessante betragtninger. Jeg skrev nogle af dem ned. Ordføreren sagde, at der var behov for en mere afbalanceret form for fortolkning af arbejdskraftens frie bevægelighed, og ordføreren sagde også på et tidspunkt, at der var behov for en ny form for medlemskab, hvor arbejdskraftens frie bevægelighed ikke er med.

Jeg er klar over, at de ting var møntet på en optagelse af landene på Vestbalkan, men hvorfor, hr. Peter Hummelgaard Thomsen, kan man ikke tilbyde briterne et medlemskab af EU, hvor arbejdskraftens frie bevægelighed ikke er med, hvis det er ordførerens opfattelse, at man godt kan tilbyde landene på Vestbalkan et medlemskab, hvor arbejdskraftens frie bevægelighed ikke er med?

Ordføreren.

Jamen samrådet i dag handlede jo lige præcis om at optage helt nye medlemmer, navnlig fra lande – må man jo bare må være ærlig og konstatere – med nogle andre forudsætninger, end vi selv har. Det er jo en helt nøgtern vurdering, det gjaldt sådan set også for optagelsen af de nye østeuropæiske lande. Og det, der var afvejningen tidligere i dag, da vi havde samrådet, var jo at sige: Hvis vi gerne vil blive ved med at holde en række lande tæt på os, kan man så finde nogle nye modeller?

Jeg er enig med alle dem, som mener – der sidder flere forskellige i salen – at der ikke er en ordentlig balance mellem på den ene side arbejdskraftens frie bevægelighed og på den anden side respekten for grundlæggende lønmodtagerrettigheder, lønninger og arbejdsvilkår. Det er vi meget, meget optaget af, det er jeg meget optaget af. Og den tror jeg til gengæld skal findes på en helt anden måde. Den tror jeg skal findes, ved at man ligestiller de indre markedsprincipper med respekten for de selv samme rettigheder. Det tror jeg grundlæggende er måden at løse det på, så vi har et dynamisk arbejdsmarked, men hvor det ikke er med til at underbyde lønninger og arbejdsvilkår og lønmodtagerrettigheder.

Spørgeren.

Jo, men jeg forstår ikke, at hr. Peter Hummelgaard Thomsen er så forhippet på at få en række lande på Vestbalkan som Albanien, Makedonien og Kosovo med i EU på nogle betingelser, hvor arbejdskraftens frie bevægelighed ikke gælder. Men hr. Peter Hummelgaard Thomsen har ikke den samme interesse for at bevare Storbritannien inden for EU's rammer – hvilket hr. Peter Hummelgaard Thomsen givetvis kunne, hvis hr. Peter Hummelgaard Thomsen var parat til at tilbyde briterne et medlemskab under samme forudsætninger, som hr. Peter Hummelgaard Thomsen mener man skal tilbyde landene på Vestbalkan. Det er da paradoksalt, at hr. Peter Hummelgaard Thomsen tilsyneladende er mere optaget af Vestbalkanlandene end af at fastholde Storbritannien i EU.

Ordføreren.

Nu vil jeg sige, at hr. Kenneth Kristensen Berth virkelig gør regning uden vært, for jeg mindes ikke at have foreslået en eller anden færdig model. Vi havde et samråd, hvor vi diskuterede nogle forskellige spørgsmål, altså – undskyld mig – for at bringe nogle forskellige temaer op. Jeg tror ikke, vi er langt nok til overhovedet at have en eller anden færdig model, man kan tilbyde landene på Vestbalkan.

Men som jeg nævnte før i mit spørgsmål til ordføreren, da han var på talerstolen, så er det min analyse, at det sådan set er briterne selv med den konservativt ledede regering i spidsen, der på grund af alle mulige interne hensyn i det konservative parti har valgt den forhandlingsstrategi. Man kunne da bare have forsøgt at søge en ordning, som eksempelvis Norge har. Det ville da langt hen ad vejen – langt hen ad vejen – imødekomme lige præcis det, som Kenneth Kristensen Berth mener at vi skal tilbyde. Det kunne man sagtens have forfulgt.

Tak til hr. Peter Hummelgaard Thomsen. Der er nu ikke flere korte bemærkninger. Så vi byder velkommen til hr. Jan Ejnar Jørgensen på talerstolen. Han er fra Venstre, Danmarks Liberale Parti. Velkommen.

Det er nemlig rigtigt: Danmarks ældste og største liberale parti, om end heldigvis ikke det eneste. Og jeg vil gerne takke ministeren – apropos det andet liberale parti, eller Radikale Venstre er vel også stadig væk en slags liberalt parti, ikke? – for en fyldestgørende redegørelse for de overordnede betragtninger, som jo gøres i forhold til den danske forhandlingssituation. Og jeg har selvfølgelig forståelse for, at de sådan mere præcise forhandlingsdispositioner nok har det bedst med at blive drøftet bag lukkede døre.

Jeg tror ikke, det kommer bag på nogen, når jeg siger, at vi i Venstre er ærgerlige over, at Storbritannien valgte at melde sig ud af EU. Jeg har tidligere talt om briternes begrædelige Brexit, og det er, synes jeg selv, så godt et bogstavrim, at det tåler gentagelse. Men det nytter jo ikke, at vi bare sætter os hen i et hjørne og græder og er uforstående over for, at Storbritannien, vores gode venner, har besluttet sig for at forlade Den Europæiske Union. Vi skal i arbejdstøjet. Vi skal sikre, at vi får det bedst mulige resultat ud af det, selv om det er et trist resultat for Europa, for Danmark og såmænd også for Storbritannien selv. Der bliver tale om det, man kunne kalde en lose-lose-situation. Briterne taber på det, de 27 EU-lande taber på det, og spørgsmålet bliver nu, hvordan man begrænser tabet mest muligt.

Men selvfølgelig respekterer vi befolkningen i Storbritanniens beslutning om at forlade EU. Og det er jo også sådan, at når man har et ægteskab og den ene part ønsker at forlade ægteskabet, så er alt sammen ikke den enes skyld og intet den andens skyld, og derfor har Brexit selvfølgelig også gjort, at man i EU har sat gang i en selvransagelsesproces, og det er godt.

Men omvendt, når man har en skilsmisse, som der jo er tale om, så handler det selvfølgelig om at sikre, at skilsmissen bliver så ordentlig som overhovedet muligt, om ikke andet så for børnenes skyld. Så jeg vil også gerne benytte lejligheden i dag til at rose både udenrigsministeren og statsministeren for den rettidige omhu, der jo er vist ved forberedelserne til selve Brexit. Vi satte gang i en dansk taskforce, der blev nedsat umiddelbart efter Brexitafstemningen i juni 2016, og den har altså klarlagt, hvor det er, der er interesser, som kan stå i modstrid med hinanden.

Når Storbritannien forlader EU, skal vi ikke bare sige farvel til en tæt politisk allieret. Vi skal også sige farvel til en vigtig dansk handelspartner. Som andre også har været inde på, udgør Storbritannien altså Danmarks fjerdestørste eksportmarked. Vi taler om 2.400 danske virksomheder, som eksporterer til Storbritannien, og omkring 53.000 danske arbejdspladser afhænger af den eksport. Så der er med andre ord rigtig mange danske interesser på spil i de forestående forhandlinger, og der er Venstres første prioritet altså at sikre danske interesser. Så er det vores anden prioritet at sikre EU's interesser og i tredje række at sikre Storbritanniens interesser.

Men selvfølgelig ønsker vi i fremtiden at få et så godt samarbejde med Storbritannien som overhovedet muligt, og den snak, der har været, om straffeaktioner m.v. synes jeg absolut ikke giver nogen som helst mening, for hvem skulle dog have en interesse i det? Vi har alle en interesse i at få det for fællesskabet bedst mulige resultat. Men selvfølgelig skal vi heller ikke gå ind i forhandlingerne med Storbritannien sådan helt blåøjet og naivt. Vi skal sikre et fremtidigt samarbejde med Storbritannien, som har den rette balance mellem rettigheder og pligter.

Jeg er enig med ministeren i, at spørgsmålet om Storbritanniens tilknytning til det indre marked altså bliver særlig vigtigt for Danmark. Og der er det jo altså sådan, at man ikke kan få alt det søde uden også at tage det sure. Altså, hvis hver fjerde bus, der kørte forbi herude, var gratis og man skulle betale for at køre med de tre andre, jamen så var der nok ikke så mange, der kørte med de tre busser, hvor det kostede penge. Så ville passagererne klumpe sig sammen i den fjerde. Så selvfølgelig må Storbritannien anerkende, at hvis de eksempelvis skal have adgang til det indre marked for varer, kræver det altså også, at de lever op til de standarder, der er i EU, ligesom det i øvrigt også gælder for de handelsaftaler, vi laver med andre, eksempelvis Canada.

Så med disse ord vil jeg sådan set godt takke ministeren for den grundige redegørelse, og så ser jeg frem til, at vi fortsætter drøftelserne i Europaudvalget, og til at modtage de opdateringer, der kommer fra forhandlingsprocessen undervejs i forløbet.

Der bliver også her en smule drøftelse, for hr. Kenneth Kristensen Berth har ønsket en kort bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Det er til det der med et ægteskab. Nu er det jo sådan, at hvis man skal ud af et ægteskab, er der, medmindre der foreligger ganske særlige forhold, en separationsperiode, og den separationsperiode skal gerne bruges til at komme til fornuft. Man kan enten finde sammen igen under nye omstændigheder, eller man kan finde en ordentlig løsning fremadrettet. Der må jeg så bare spørge hr. Jan E. Jørgensen: Hvordan mener hr. Jan E. Jørgensen at de her møder, som statsministeren har holdt med den østrigske kansler og Irlands premierminister, afspejler sig i forhold til det udgangspunkt, som regeringen går til forhandlinger om briternes udmeldelse med? Hvordan har det gjort indtryk?

Ordføreren.

Altså at finde sammen igen – det ville da være dejligt. Det ville da være helt fantastisk. Man kan jo undre sig over, at briterne ikke har forsøgt sig med en dansk model, kunne man sige. Hvad er det så, man i Storbritannien har problemer med, hvad er det, Storbritannien ikke ønsker at være en del af? Og så kunne man prøve, om man kunne få nogle forbehold a la dem, vi fik, da vi havde en afstemning herhjemme, hvor det også blev et nej. Det ville da være fantastisk.

Men det er altså ikke det, briterne ønsker. Briterne har jo gang på gang understreget, at det, de vil have, er et hard Brexit, altså at Brexit means Brexit, som det er blevet sagt gang på gang. De vil ud, og de vil helt ud. Der er jo heller ikke tale om, at de vil have en løsning a la Norge, som har en tilknytning til EU. Det ønsker de heller ikke. De ønsker eksempelvis slet ikke at være en del af det indre marked, i hvert fald ikke for arbejdskraftens vedkommende. Så jeg deler Dansk Folkepartis ønske om – sådan hørte jeg det næsten – at den her separationsperiode, som vi kunne kalde den, som artikel 50 sætter i gang, på 2 år bruges til at finde sammen igen, men jeg tror ikke, at det er så realistisk, desværre.

Så vil jeg gerne lov til at sige tak til Venstres ordfører, for der er ikke flere korte bemærkninger. Undskyld, hr. Kenneth Kristensen Berth får et spørgsmål nummer to; det er klart. Værsgo.

Tak for det, hr. formand. Hvis man nu ikke havde fået den kolde afvaskning, som man fik af Kommissionen, Frankrig og andre lande, kunne det jo godt være, at man havde valgt et andet udgangspunkt. Det er jo ikke til at sige. Men under alle omstændigheder skal den her periode bruges konstruktivt, og der var mit ærinde sådan set at spørge hr. Jan E. Jørgensen om, hvordan det har præget den danske forhandlingsposition at holde de her møder med Østrig og Irland. Man må jo have det udgangspunkt, at statsministeren ikke turnerer Europa rundt fuldstændig hvileløst og uden hverken mål eller med. Der må jo have været et eller andet formål med at holde de her møder.

Ordføreren.

Nu tror jeg, at vi skal passe på med de her ægteskabsmetaforer, og nu taler vi også om kolde afvaskninger. Det kan meget hurtigt blive en meget lystig debat, så jeg tror, at vi skal holde inde med det. Med hensyn til de spørgsmål, som hr. Kenneth Kristensen Berth stiller, er det nok mere korrekt at rette dem til statsministeren.

Jeg kigger en gang til. Det ser ud til, vi skal sige tak til Venstres ordfører nu for alvor. Tak for det, og velkommen til hr. Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten.

Tak for det. Der er ingen tvivl om, at den engelske befolknings beslutning om at forlade EU giver grund til stor diskussion i Europa og selvfølgelig også her i Folketinget. Det er også en diskussion, som vi har i Folketingets Europaudvalg, og som vi eksempelvis har i morgen, altså den danske strategi om, hvad vi skal gøre. Jeg synes, det er helt tydeligt, at nogle af de stemmer, som kommer fra dele af EU-apparatet, som ligesom går på, at nu skal englænderne straffes hårdt for at have stemt sig ud af EU, er nogle udmeldinger, som på ingen måde er i dansk interesse eller for den sags skyld i hele rigsfællesskabets interesse. Vi har en klar interesse i at samarbejde og kunne handle og rejse til Storbritannien. Og jeg synes, det er vigtigt, at man i forhandlingerne med Storbritannien fra dansk side arbejder for, at vi fortsat både kan handle med og rejse til Storbritannien. På samme måde synes jeg, det er vigtigt at opfordre regeringen til at sikre, at også Grønland og Færøernes interesser bliver varetaget i de her forhandlinger, som vi står over for.

Man kan sige, at den beslutning, som briterne har taget, stiller grundlæggende spørgsmål ved den hidtidige organisering, der har været af samarbejdet i Europa. Der har været en periode, hvor udviklingen i Europa gik i retning af, at mere eller mindre alle lande bevægede sig i retning af et fuldt medlemskab af EU. Det er jo anderledes i dag, og jeg tror, det er vigtigt, at vi er åbne over for, at der er nye samarbejdsformer i Europa i kølvandet på Brexit. Det tror jeg kan blive ganske interessant. Jeg går varmt ind for internationalt samarbejde, europæisk samarbejde, det gør vi i Enhedslisten, og derfor er det også drønhamrende vigtigt, når nogle lande beslutter sig for at stå uden for EU – det være sig Norge, som gjorde det for flere år siden og i flere omgange, Island eller for den sags skyld England – at vi sørger for, at vi kan samarbejde med dem. Jeg synes, det er nogle ganske interessante tanker, man hører i de her dage, sågar også fra Europa-Kommissionens Jean-Claude Juncker, som har været ude at sige, at man bliver nødt til at have et europæisk samarbejde i flere cirkler. En af de cirkler skal være en cirkel, hvor også Storbritannien indgår i. Det er jo ganske interessant, for jeg mener, det er vigtigt, at der er rum for, at man kan samarbejde mere, som landene selv vil, og at det er muligt for befolkningerne i de europæiske lande at vælge en løsere tilknytning til EU. Man kan sige, at det har den danske befolkning allerede gjort med vores forskellige forbehold.

Nu må vi se, hvem der vinder det kommende valg i England. Jeg håber, de konservative får et ordentligt gok i nødden. Det er der desværre ikke så meget, der tyder på, men lad os nu se. Jeg krydser i hvert fald fingre for Jeremy Corbyn. Dermed kan han komme til at stå i spidsen for forhandlingerne, og det kan blive ganske interessant. For det, som jeg tror rigtig mange danskere oplever som et kæmpestort problem i EU, er angrebet på de faglige rettigheder og trygheden på arbejdsmarkedet, som giver kæmpestore problemer med social dumping. Det er ikke nogen problemer, som jeg tror den konservative engelske regering vil løse, men det er noget, som kunne være ganske interessant for Corbyn og venstrefløjen i England at få løst. Den engelske befolkning har nu en mulighed for at vælge en anden retning for deres land. Forhåbentlig gør de det og vælger Corbyn.

Der er ingen tvivl om, at der er en række danskere, som er i klemme. Det er danskere, som bor i England, ligesom der er englændere, der bor i Danmark, som frygter for fremtiden. Det er noget, vi skal have løst. Det er klart, at hvis regeringen kan løse det i EU-forhandlinger ganske hurtigt, så folk kan få tryghed og sikkerhed for deres fremtid, vil det være rigtig godt. Vi har fra Enhedslistens side klart opfordret til, at hvis man ikke fra EU's side hurtigt finder en løsning, kan Danmark indlede bilaterale forhandlinger med EU om at få en løsning for de danske borgere, som bor i England, og få en løsning for de engelske borgere, som bor i Danmark. Det er meget vigtigt, at vi tager hensyn til de mennesker, som det her risikerer at gå ud over.

Vi ser rigtig meget frem til de forhandlinger, der skal være. Vi håber, regeringen vil lytte til alle Folketingets partier og også inddrage de bekymringer og krav, vi har fra Enhedslistens side. Helt grundlæggende giver det her jo mulighed for en ny form for samarbejde i Europa og forhåbentlig også et samarbejde, som tager hensyn til ganske almindelige lønmodtageres problemer i dag, hvor den frie bevægelighed skaber pres på løn og arbejdsvilkår og udløser social dumping med den måde, den er indrettet på.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi går over til næste ordfører, og det er fru Christina Egelund, Liberal Alliance. Velkommen.

Tak for det. Desværre valgte det britiske folk for ca. 10 måneder siden at stemme Storbritannien ud af EU. Jeg og Liberal Alliance håbede på, at de ville beslutte sig for at blive i samarbejdet, men anerkender selvfølgelig, at det er en legitim demokratisk beslutning, som en selvstændig nation har truffet. Storbritannien har indleveret sin officielle opsigelse og gjort det klart, at de ønsker helt at udtræde af det indre marked.

Så nu står vi her. Bodelingen efter Storbritanniens medlemskab af EU skal gøres op både i penge og i rettigheder, og når rammerne herfor er på plads, skal vi kigge fremad og finde en fornuftig model for det fremtidige samarbejde mellem Storbritannien og EU. Regningen skal gøres op, værdier og gæld deles rimeligt, og vilkårene for de borgere, der krydser nationalitet og bosted på tværs af grænsen mellem EU og Storbritannien, skal afklares.

Jeg mener ikke, at Storbritannien skal straffes for sit valg. Straf er noget, som forbrydere idømmes, og uanset at jeg mener, at nogle af brexitfortalerne tegnede et lidt rigelig flot billede af Storbritanniens mange muligheder uden for samarbejdet, er det dog næppe nogen forbrydelse, i hvert fald ikke sådan i strafferetlig forstand.

På den anden side må vi ikke tillægge os en naiv forestilling om, at vi ikke behøver at insistere på at varetage danske interesser i de kommende forhandlinger, for undskyld mig, hvis ikke vi gør det, hvem skal så gøre det? Fra dansk side skal vi gøre os vores væsentligste interesser op og i samarbejde med de øvrige 27 EU-lande gøre dem gældende i de forhandlinger, der venter forude. Uanset at det hele ser komplekst og en lille smule besværligt ud, er jeg forsigtigt optimist, for i Liberal Alliance er vi ret store tilhængere af frihandel, og netop frihandel er der en stor, gensidig interesse i at opretholde fra begge sider af forhandlingsbordet. Når det så ikke bliver så åbent, som det er i det indre marked, må vi arbejde på så stærk en plan B som muligt. Det er afgørende for os i Danmark at sikre markedsadgang til det britiske marked for vores virksomheder.

Regeringen varetager en stribe andre danske interesser i forhandlingerne, som skal føres af de 27 resterende EU-lande sammen, ikke for at danne en samlet mur af modstand mod Storbritannien, men fordi vi handelsmæssigt står sammen, forsvarer de samme regler og den samme markedsadgang. På et mere overordnet plan er det også vigtigt, at de resterende 27 lande står sammen, sammen om at forsvare Europas sikkerhed, om at bekæmpe terror, om at liberalisere et mere og mere teknologidrevet marked, sammen om at åbne op for mere frihandel i verden og nedbryde protektionisme, og ja, nu sammen om at forhandle med Storbritannien om samarbejde i nye rammer. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, og den er fra hr. Kenneth Kristensen Berth. Værsgo.

Tak for det. Se, fru Christina Egelund, det der med at stå sammen er en illusion, og det synes jeg sådan set også udenrigsministerens indlæg var en meget god illustration af, fordi det, der jo for udenrigsministeren er det væsentligste, er at varetage danske interesser. Således har langt de fleste, formentlig alle de andre lande, også deres små Hassaner, som skal plejes. Så det der med at stå sammen er en illusion.

Det er også derfor, jeg i virkeligheden vil spørge fru Christina Egelund, som jo er tilhænger af frihandel, om fru Christina Egelund virkelig er af den opfattelse, at en fremtidig frihandelsaftale skal blokeres af det spørgsmål, der vedrører, om Storbritannien skal betale hver og en af sine økonomiske forpligtelser frem til 2023, også efter at Storbritannien har forladt EU.

Ordføreren.

Med al respekt synes jeg, at hr. Kenneth Kristensen Berth blander to ting sammen, som sådan set ikke har noget og ikke bør have noget med hinanden at gøre. Pointen er, og det synes jeg sådan set bare er et udtryk for at tage tingene i de rigtige tempi, at før man begynder at tale om fremtiden, er det meget godt at have afklaret fortiden. Det er jo sådan set det, der ligger i, at vi, før vi får afklaret rammerne for et fremtidigt samarbejde og rammerne for en fremtidig handel med Storbritannien, har afklaret den gæld og de forpligtelser, vi gensidigt har til hinanden.

Spørgeren.

Jeg har sådan en opfattelse af Liberal Alliance som værende i virkeligheden lidt et kræmmerparti – og det skal ikke opfattes negativt – som i hvert fald godt ved, hvem der skal have hvilke penge hvornår. Ville fru Christina Egelund synes, det var fair, at hvis fru Christina Egelund var medlem af et fitnesscenter på en abonnementsordning, så skulle fortsætte med at betale de næste 4-5 år, hvis fru Christina Egelund meldte sig ud af fitnesscentret? Ville det være i Liberal Alliances ånd, at man skulle det?

Ordføreren.

Nu synes jeg ikke, at det er særlig gentlemanagtig, at hr. Kenneth Kristensen Berth lægger som præmis, at jeg ikke er medlem af fitnesscenter, men lad nu det ligge.

Det er da klart, at jeg synes, at hvis man er en troværdig og ordentlig samarbejdspartner, som indgår nogle aftaler, hvori der ligger nogle forpligtelser, så står man selvfølgelig ved de forpligtelser. Alternativet er jo så helt konkret i det her tilfælde, at der er andre, som skal betale den regning, og det må stå fuldstændig for Dansk Folkepartis egen regning, hvis de mener, at det er danske borgere, der skal betale den regning, som Storbritannien har kommittet sig på. Det mener jeg ikke.

Tak til fru Egelund. Og vi byder velkommen til hr. Rasmus Nordqvist fra Alternativet.

Ja, hvad er det så, vi diskuterer i dag? Det er vores forhandlingsposition i forbindelse med Brexit. Man kan jo starte den diskussion alle mulige steder fra. Jeg synes, at man først og fremmest må se på, hvad det egentlig er, der skal findes ud af. Det er jo for det første, at der er nogle regninger, der skal betales. Der er trods alt nogle forpligtelser, når man har været med i et fællesskab. Der er nogle mennesker, der har arbejdet. Så er der noget hedder pension, der skal betales. Der er nogle andre ting, der skal betales, og det skal man selvfølgelig finde ud af, før man går videre til også at finde ud af, hvordan vi skal arbejde sammen i fremtiden.

Men det, der er værd at se på, er jo også, hvad det er, Storbritannien egentlig ønsker. De ønsker at forlade EU. De ønsker ikke alle mulige andre ordninger, som forespørgeren stod og fantaserede om før, nej, de vil faktisk bare forlade EU, og så må vi jo finde en god løsning på det for EU, for Danmark og for Storbritanniens skyld. Det har jo stået meget klart fra den britiske premierministers side, at det jo virkelig var et alvorligt Brexit, man ville have, det var ikke et soft, det var et decideret hard, altså et virkeligt hårdt brud med EU. Det var det, man ville. Jamen så skal man jo også selvfølgelig have det. Hvis man ønsker at bryde helt, jamen så må vi jo finde en måde at gøre det på, og der kræver det altså, at vi tager nogle skridt, før vi kommer hen til, hvordan vi så samarbejder i fremtiden, for først vil de ud. Det er det, de har valgt.

Når det er sagt, synes jeg, at det er rigtig, rigtig nødvendigt, at vi også tænker fremad, når vi har fundet en løsning på, hvordan de kan komme ud af det her tætte samarbejde. Og det er jo for det første at se på, som der er mange, der har snakket om, handel, handel og handel, men så er der også en anden del, og det er jo derfor, jeg håber, at vi får et grønt Brexit, for vi kan altså takke EU for rigtig mange ting, bl.a. at Storbritannien er fulgt med den grønne agenda. Når jeg snakker med grønne politikere i Storbritannien, oplever jeg, at de er rigtig, rigtig bekymrede for, hvad der skal ske, når de melder sig ud af EU med hensyn til både miljø- og klimadagsordenen.

Så jeg håber da, at der i de her forhandlinger om det fremtidige samarbejde også kommer til at være nogle forpligtelser over for vores klode, vores miljø og til den klimaindsats, der skal gøres, at vi ikke stirrer os for blinde på, at det kun handler om et handelssamarbejde, men også, at vi faktisk har nogle fælles interesser i den planet, vi bor på. Det håber jeg bliver et helt centralt emne i de her forhandlinger. Det er noget, jeg synes, at Danmark i hvert fald også kunne spille ind på bordet, når vi kommer til det. Men der er jo først en udmeldelse, der skal forhandles på plads, før vi kan snakke om et fremtidigt samarbejde.

Tak for det. Inden hr. Rasmus Nordqvist forlader talerstolen, kan jeg tilbyde en enkelt kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth. Værsgo.

Ja, den skal nok ikke alene tilbydes, den skal nok også besvares under en eller anden form.

Men grunden til, at jeg lige vil spørge hr. Rasmus Nordqvist om noget, er jo, at jeg har oplevet hr. Rasmus Nordqvist som en, der ikke var så bange for at give penge til EU. Vi havde et europaudvalgsmøde før jul, hvor vi diskuterede EU's fremtidige budgetter, og hvor hr. Rasmus Nordqvist sådan set var den eneste blandt samtlige Folketingets partier, der var repræsenteret, der var parat til at skæppe mere i bøssen, altså at give EU nogle flere penge, og derfor synes jeg jo, at det er lidt besynderligt, at hr. Rasmus Nordqvist også er skræmt ved udsigten til den der regning.

Sagen er jo den, at den regning bl.a. kommer, fordi EU mener, at Storbritannien skal blive ved med at betale til strukturfondsprogrammer, infrastrukturprogrammer og andet på den anden side af en udmeldelse. Der har jeg det jo lidt på samme måde som med det der fitnesscenter, altså at det da er noget lidt mærkeligt noget at skulle blive ved med at betale til det. Under alle omstændigheder er der en regning, der venter. Det er 525 mia. kr., det er et slag på tasken, og det er selvfølgelig ikke kun Danmark, der skal betale. Men er det en regning, som Alternativet sådan set er parat til at samle op, og er Alternativet parat til at sige, at med hensyn til de penge skal Danmark også spytte i kassen?

Ordføreren.

Jeg vil egentlig gerne dele det her op i to dele. For nu drager hr. Kenneth Kristensen Berth selv det her med EU-budgettet ind, og det handler ikke om at give EU flere penge. Vi havde nogle opgaver, vi skal løse i fællesskab, og de koster nogle penge. Der er vi klart fortalere for, når Kommissionen siger, at vi alle sammen bør være med til at løfte en opgave som migration og flygtninge og i forhold til nærområdeindsatser. Det koster jo penge, og så må vi fordele det, det koster, mellem os.

Den anden del handler om den regning, der ligger i forhold til den her bodeling eller skilsmisse, som hr. Jan E. Jørgensen snakker om. Der er jo en regning, der skal betales, og der mener vi selvfølgelig der skal forhandles med Storbritannien om, hvad det er for en del af den regning, de skal betale. Der er for det første de helt lavpraktiske dele af regningen, der skal betales, og for det andet er der nogle af de langsigtede investeringer, der er lavet i fællesskab, mens Storbritannien var fuldt og helt medlem, og der synes jeg at det helt klart skal forhandles, at det bør de blive ved med at have nogle forpligtelser til at betale færdigt på. Sådan er det, når man har været med til at tage nogle beslutninger.

Jeg kan så slutte af med at sige, at jeg af rigtig mange omgange har betalt mange penge til fitnesscentre uden at gå derned, altså helt frivilligt bare har betalt og betalt, og det var endda engang 2 år i træk. Så det kan være, at det kan inspirere Storbritannien.

Spørgeren.

Nu sigtede jeg faktisk ikke så meget til perioden frem mod 2023, jeg sigtede i virkeligheden også til perioden bagefter. Jeg føler i hvert fald lidt, at der er mange partier her, der har glemt, at Storbritannien uanset hvad på et tidspunkt er ude af EU, og at de jo efter en indfasningsperiode faktisk ikke kan tvinges til at betale mere, altså for noget, som de ikke har del i, og det er efter 2023 så i omegnen af 500 mia. kr. Det er trods alt også en slat penge, og det var derfor, jeg spurgte, om Alternativets udgangspunkt så er, at Danmark også skal spytte i kassen og betale sin part af det, eller er Alternativets udgangspunkt det, at vi skal til at skære i forhold til, hvad EU beskæftiger sig med?

Ordføreren.

Der er jo en masse hvis'er i det her, for det første fordi budgetterne ser anderledes ud, når der er et stort land som Storbritannien, der forlader EU, og så er der både indtægter og udgifter, der forsvinder. For det andet skal vi finde ud af, hvordan det skal se ud bagefter, og her er der også den ting med, hvad for en tilknytning der er. Igen bliver vi, som jeg sagde, nødt til at forhandle, hvad det er for en tilknytning, Storbritannien vil have. Vi ved, at det koster Norge penge at have den tilknytning, de har, og det er det samme med Storbritannien. Der er jo ikke noget, der bare er gratis. Hvis man vil have fordele, skal der på et eller andet tidspunkt også betales noget, og det er jo det, der skal forhandles. Vi kan jo ikke sidde her og fabulere om, om vi efter 2023 skal betale det ene, det andet eller det tredje, for vi kender ikke budgetterne.

Tak til hr. Rasmus Nordqvist. Der er ikke flere korte bemærkninger. Velkommen til fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg synes, det er en vældig svær balance. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er en balanceøvelse, vi er ude i. For der er jo flere helt legitime interesser, og nogle kan endda også være modsatrettede.

Det er selvfølgelig klart, at Danmarks interesser må veje tungest, altså hensynet til danske virksomheder eller danske erhverv som f.eks. fiskeriet, som er noget nervøse for tiden. Det handler også om regningen, som der er flere der har været inde på heroppefra, altså at konsekvensen af en, kan man sige, uafklaret bodeling, jo kan være rigtig mange milliarder, ikke mindst for Danmark, som er en af nettobidragsyderne til EU's budget, og derfor synes jeg, at regeringen har gjort rigtig klogt i at alliere sig med andre, der står i en lignende situation, og som derfor kan se med særlig stor bekymring på den her regning fra Storbritanniens udmeldelse, hvis Storbritannien altså ikke selv er indstillet på at betale den.

Så er der selvfølgelig EU's interesse, eller jeg skulle måske ikke kalde det interesse, men hensynet til EU's fremtid, og det har da fyldt meget for mig, og jeg tror også, det fylder meget for mange, og det er måske det, som Dansk Folkeparti misforstår eller bevidst overfortolker som en tankegang, der handler om at straffe Storbritannien. Det er ikke det, det handler om. Men det handler om, at jeg, og jeg tror også rigtig mange andre er bange for at stå i en situation, hvor Storbritannien får så attraktiv en aftale, at andre lande vil finde det attraktivt at gå samme vej, og vi må jo bare konstatere, at hvis tilstrækkelig mange lande ønsker at gå den vej, så er der ikke noget EU til sidst. Det er jo bekvemt at freeride på sådan en stor organisation og tage alt det, man godt kan lide, og så stå uden for forpligtelserne, men hvis alle gør det, eller mange gør det, så er der bare ikke noget EU længere, og det var også derfor, jeg stillede det spørgsmål, som jeg gjorde, til hr. Kenneth Kristensen Berth. Det var jo for at høre, om det er den vej, man ønsker, eller om det i hvert fald er en udvikling, man ønsker at gamble med, altså ende i en situation, hvor der ikke er et stærkt EU.

Så er der også et andet perspektiv, som kan trække lidt i den anden retning, og det er jo hensynet til briterne, og der tror jeg nok at mit perspektiv er et andet end hr. Kenneth Kristensen Berths. For her tror jeg mest det er hensynet til de briter, der ønskede at komme ud af EU eller ønskede sig et helt andet EU. Man skal jo bare ikke glemme, at næsten lige så mange stod på den anden side og ønskede at blive ved med at være en del af EU og ønsker måske at komme tilbage til EU. For os er det lidt vigtigt, at det her hårde Brexit alligevel åbner den dør til de briter, der arbejder på, at de kommer tilbage i Europa og tilbage i EU, og derfor er vi heller ikke interesseret i en straffeaktion. For vi har ikke nogen som helst interesse i at skubbe de mennesker fra os. Tværtimod har vi en interesse i at vise dem, at døren er åben for dem, og at hvis de på et tidspunkt får overbevist et flertal i Storbritannien om, at deres fremtid ser lysere ud i EU, så er de velkommen tilbage.

Derfor er det de tre hensyn, som vi synes man skal balancere, altså Danmarks interesser, fremtidsudsigterne for et EU, der ikke bryder sammen, og så hensynet til Storbritanniens mulighed for at komme tilbage i Det Europæiske Fællesskab, og jeg må sige, at jeg er godt tilfreds med regeringens linje. Jeg har stor tillid til, at det også er den linje, som de agter at forfølge i forhandlingerne, og jeg føler mig også betrygget efter den forelæggelse, vi har hørt fra udenrigsministeren i dag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth. Værsgo.

Jeg har sådan en god huskeregel, som er, at hvis Radikale Venstre er betrygget ved noget eller er glade for noget, er der altid grund til at være ekstra opmærksom, for så er der formentlig noget galt. Jeg tror desværre, at jeg har det lidt på samme måde her.

Altså, man kan jo vælge pisken eller guleroden, men i mine øjne virker det faktisk lidt, som om fru Zenia Stampe har ræsonneret sådan, at guleroden ikke rigtig virker, så derfor må man bare piske de tilbageværende medlemslande til at forblive i det her samarbejde, som fru Zenia Stampe gerne vil have at de skal være inden for, ved at gøre alternativet uinteressant; så har jeg sagt det på en pæn måde. Det tror jeg så ikke helt holder vand, altså, det tror jeg ikke helt er løsningen på at skaffe mere opbakning til EU, men det må fru Zenia Stampe jo dybest set selv om.

Men faktum er jo, at det er 22 pct. af den britiske befolkning i dag, der ønsker at omgøre den beslutning, som briterne har truffet. Det er selvfølgelig en slat, men så mange er det heller ikke.

Ordføreren.

Jeg står og drømmer lidt – det gør jeg altid, når hr. Kenneth Kristensen Berth taler. For nylig fik jeg en mail fra en seer, der sagde, at jeg altid havde sådan et drømmende blik, som om jeg ønskede mig et helt andet sted hen. Det er måske, fordi spørgsmålene altid kommer derfra. Dog har jeg det jo ikke på samme måde med hr. Kenneth Kristensen Berth, som han måske har det med mig. Jeg lytter altid interesseret, og jeg ville jo elske den dag, hvor vi var enige – og det er da også forekommet.

Men det der med at sige, at vi vil piske medlemmerne til at blive inde i EU, synes jeg er en ret bemærkelsesværdig udtalelse. Altså, er vi ikke enige om, at et land kun er i EU, hvis landet ønsker det, og at hvis der er et meget stort, massivt flertal i befolkningen, der ønsker at gå ud af EU, så kan man komme det? Det undrede mig egentlig ikke, for det er jo det, Dansk Folkeparti altid gør, nemlig forsøger at fremstille sig selv som repræsentant for folket – men hvis alle folk eller et flertal af folket var der, hvor hr. Kenneth Kristensen Berth er, så var der jo ikke et EU.

Derfor er det ikke mig, der pisker nogen. Tværtimod synes jeg måske, at det er hr. Kenneth Kristensen Berth, der mener, at man skal piske EU, indtil vi makker ret og gør, ligesom hr. Kenneth Kristensen Berth mener. Når det så er sagt, synes jeg der er al mulig grund til at se EU efter i sømmene og reformere det – og det synes jeg egentlig også at der er blevet taget rigtig gode skridt i retning af.

Men at fremstille sig selv som repræsentant for flertallet af den europæiske befolkning, der ønsker sig et helt andet EU, er jo en falsk præmis. For hvis flertallet mente, som hr. Kenneth Kristensen Berth gør, havde vi ikke et EU, eller så havde vi i hvert fald et helt andet EU. Det har vi så ikke, og det er måske trods alt et tegn på, at Dansk Folkeparti, selv om de er et større parti i Radikale Venstre, måske alligevel er mindre i trit med den europæiske befolkning, end jeg er, end et flertal af de danske partier er.

Spørgeren.

Se, der er et land i EU, der har haft mulighed for at stemme sig ud af EU, og det har de gjort. Der har været en stribe af folkeafstemninger om Lissabontraktaten – i Holland, i Frankrig – som endte med, at befolkningerne sagde nej tak. Der har været afstemninger i Irland om diverse traktater, og de har som oftest sagt nej til at starte med, og så har de fået en eller anden aftale og efterfølgende sagt ja. Det samme er tilfældet i Danmark, hvor vi også har haft flere afstemninger, som efter et nej efterhånden er endt med et ja.

Jeg er faktisk af den opfattelse, fru Zenia Stampe, at hvis man stillede det spørgsmål, som jeg gerne så blev stillet til borgerne, så havde vi faktisk ikke noget EU – og det er jo dybest set ikke det, jeg vil. Jeg vil jo gerne have en form for samarbejde, men vi kan ende i en situation, hvor vi intet samarbejde har, fordi vi har for mange tonedøve politikere som fru Zenia Stampe, der ikke vil lytte, men bliver ved med at leve i en fantasiverden, der handler om, at man nok et eller andet sted har ret alligevel, og at Dansk Folkeparti og dem der, der bliver ved med at stemme nej til noget, der har med EU at gøre, nok ikke repræsenterer så mange.

Ordføreren.

Men det er jo ikke rigtigt, at de europæiske befolkninger ikke har forholdt sig til det her spørgsmål, for det gør de jo, hver eneste de går til stemmeurnerne og vælger repræsentanter til deres nationale forsamlinger. Det var jo også på grund af en, kan man sige indenrigspolitisk opinion og debat, at Storbritannien endte, hvor Storbritannien gjorde. Men hvis det var sagen, at der i de europæiske lande var en virkelig stærk modvilje mod EU, en meget stærk opinion mod EU, så ville det jo også sætte sig igennem ved parlamentsvalg. Det er jo rigtigt, at der er EU-modstandere, også store EU-skeptiske partier, men vi har ikke set valg, hvor befolkningen har sagt: Nu er vi blevet så fremmedgjorte over for det her EU, at vi giver magten til dem, der vil ud af EU. Det er jo faktisk lidt bemærkelsesværdigt, at det ikke er sket – hvis det er så stærkt et ønske hos Europas befolkninger. Men det er det ikke.

Tak til fru Zenia Stampe. Så er det Holger K. Nielsen fra Socialistisk Folkeparti, som har chancen for at holde en ordførertale. Velkommen.

Ja, der er jo ikke mange at snakke til her i salen på det her tidspunkt, men jeg skal alligevel forsøge – jo, hr. Kenneth Kristensen Berth sidder der stadig væk. Tak for det. Men debatten er i virkeligheden en smule meningsløs - ja, det ved jeg ikke, men det er en svær situation, for vi ved jo ikke så meget om, hvad det er, forhandlingerne konkret kommer til at handle om. Vi har også fået det ekstra problem ind, at Theresa May udskrev valg i Storbritannien forleden dag, og det betyder, at der ikke kommer nogen forhandlinger før efter det britiske valg i juni måned, og realistisk set er det vel lidt sådan med de reelle forhandlinger, at de måske kommer i gang i juli måned, men at man kommer hen på efteråret, før der kommer rigtig gang i det, tror jeg i hvert fald. Og det er fint nok, at der bliver fremlagt nogle ideer fra regeringen her i dag og i morgen på et møde i Europaudvalget. Men det er meget overordnet og må jo være meget overordnet, altså at vurdere danske interesser, og sådan et forsøg på at frame, hvordan forhandlingerne skal finde sted, hvad man skal starte med, og hvordan man går videre. Men der er jo et hav af detaljer og et hav af interesser, der skal varetages, der er mange ting. Vi skal finde ud af, hvilke lande vi skal alliere os med og i hvilke sammenhænge, og det er man begyndt på i regeringen, men man ved jo heller ikke endnu, hvordan det konkret kommer til at forme sig i de forhandlinger, som kommer.

Så det vil sige, at det er en sindssyg vanskelig proces, der går i gang, hvor man ikke på forhånd kan lave en kogebog, en drejebog, for det. Det siger sig selv. Og derfor er processen her i Folketinget nok så vigtig, frem for det, vi vedtager i dag og vi vedtager i morgen, og det vil sige, at det jo er meget, meget vigtigt, at der bliver en tæt kontakt mellem regeringen og Folketinget på det her område, og at vi fortsat i Folketinget også følger forhandlingerne tæt. Jeg synes, det er meget positivt, at man har fået den der Brexitfølgegruppe, at der er aktivitet omkring den, at Michel Barnier kommer til møde i morgen i Europaudvalget, at der har været gå hjem-møde her i eftermiddag osv. Det tror jeg er vigtigt, at vi kører videre med det.

Så omkring det politiske vil jeg sige, at vi jo ligesom alle andre beklager, at Storbritannien gik ud, så vi er nødt til at tage udgangspunkt i det. Vi er nødt til at tage udgangspunkt i, at det valgte man rent faktisk – meget tyder på, at Storbritannien vil have en hård Brexit, det har May i forhold til et konservativt parti, der har presset på for det, også forpligtet sig til – og at vi i den sammenhæng naturligvis skal varetage danske interesser, europæiske interesser. Vi kan selvfølgelig ikke tage udgangspunkt i, at nu skal det hele foregå stille og roligt og fredeligt. Jeg tror, det bliver nogle vanskelige forhandlinger, også med konfrontationer, fordi der er interessemodsætninger, og det har ikke noget at gøre med at straffe Storbritannien, men f.eks. på fiskeriområdet er der fuldstændig kontante interessemodsætninger imellem Danmark og Storbritannien, som betyder noget for danske fiskere. Det gælder også på en række andre områder, hvor der er nogle modsætninger, som man må erkende er der, og det må vi så tage derfra, og tage udgangspunkt i det.

Derfor har jeg sådan set meget tillid til den regering, der sidder der nu – jeg regner ikke med, det er den, der sidder der til sidst, når forhandlingerne skal afsluttes, det tror jeg ikke det vil være, men jeg har sådan set tillid til, at enhver siddende regering og Udenrigsministeriet vil være i stand til så at forhandle det her på en ordentlig måde. Så det er det, jeg vil sige.

Tak til hr. Holger K. Nielsen fra SF. Der er ingen korte bemærkninger denne gang. Da jeg ikke ser nogen konservativ ordfører til stede her i salen, tillader jeg mig at give udenrigsministeren ordet. Værsgo.

Det er egentlig bare for kort at takke for en god debat. Vi er tidligt i processen, og jeg glæder mig selvfølgelig til samarbejdet med Folketinget og den løbende inddragelse af Folketinget i den kommende tid, ligesom vi startede ud med at gøre. Det er sikkert og vist, at det her er en meget kompliceret affære, vi skal i gang med, det er der ikke nogen, der er i tvivl om, og at en skilsmisse sjældent er konfliktfri, skal der heller ikke herske nogen tvivl om.

Det er regeringens intention også at være hjælpsomme over for briterne, for hvorfor skulle vi ikke sørge for, at de får opfyldt deres ønske om at få gennemført deres Brexit? Det skal de selvfølgelig. Men vores førsteprioritet i de kommende forhandlinger må og skal selvfølgelig være at sikre danske interesser, herunder ikke mindst for virksomhederne og borgerne, og det er med det perspektiv for øje, at vi kaster os ud i arbejdet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til ministeren fra hr. Kenneth Kristensen Berth. Værsgo.

Jeg noterer mig, at ministeren siger, at vi i Danmark vil være hjælpsomme over for briterne. Det er jeg glad for, hvis det er rigtigt. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide noget mere præcist om, hvor man kan se denne hjælpsomhed og de møder, som statsministeren har haft med Østrig og Irland, afspejlet i den forhandlingsposition, som regeringen indtager. For som jeg også sagde i mine kommentarer til ministerens indlæg, havde jeg uhyre svært ved at adskille de meldinger, jeg hører fra Michel Barnier, fra det, som udenrigsministeren tilkendegiver her. Altså, for mig at se ser det ud, som om det, som udenrigsministeren kom med, ligesom er klinet op ad Kommissionens udgangspunkt, så jeg er meget på jagt efter at se, hvor det er, at den her hjælpsomhed og de her møder, som statsministeren har haft, giver sig konkret til udtryk.

Ministeren.

Jamen det er vel udtryk for en – hvad hedder det – vilje til at lytte, at jeg f.eks. personligt har haft møde med den engelske europaminister, David Davies, og det er jo, for at han kan lytte til de danske synspunkter og jeg kan lytte til hans synspunkter, og så har vi den viden at gå videre med. Vi har ikke nogen interesse i at forhindre U.K. i at gennemføre deres Brexit. Det skal de da selvfølgelig have en mulighed for at komme igennem med. Det kommer de også igennem med, men det er også bare sikkert og vist og vigtigt at få understreget, at det, vi også taler om her helt nede på bundlinjen, er danske arbejdspladser.

Det kan ikke være rigtigt, at vi bliver så tossegode i Danmark, at vi bare siger til briterne, at de bare skal have fri adgang til det indre marked, og at vi så skal møde toldmure og tekniske handelsændringer og alt muligt andet, når vi kigger den anden vej. Altså, det er i hvert fald en form for hjælpsomhed, jeg ikke er interesseret i at deltage i, og jeg er glad for at kunne konstatere, at der er et bredt flertal i Folketinget, som er enige om, at det ikke er hjælpsomt for danske arbejdere og danske borgere at have den tilgang til det.

Spørgeren.

Nå, men der er få ting, jeg kan garantere for ikke kommer til at ske, og en af dem er da, at EU ensidigt vil tillade toldmure vendt mod EU fra Storbritanniens side, uden at EU laver et lignende regimente.

Men det, jeg egentlig vil spørge om, er, om udenrigsministeren ikke er enig med mig i, at uanset hvordan man vender og drejer det, uanset om man fastholder, at Storbritannien skal håndtere alle sine forpligtelser frem til 2023, vil det uvægerligt resultere i en efterregning på op til 530 mia. kr., når vi kommer på den anden side af 2023. Hvordan forestiller udenrigsministeren sig, at man internt i EU skal kunne udrede de der 530 mia. kr.? Jeg er ikke sikker på, at der er så mange, der er så optaget af at betale, som hr. Rasmus Nordqvist er.

Ministeren.

Udgangspunktet for regeringen er, at vi selvfølgelig skal have et tilpasset budget for EU, når vi kommer på den anden side og briterne ikke længere er en del af det europæiske samarbejde, men det har altså indtil nu været og vil med det, som vi går ind i nu, være en kamp om at forsvare danske interesser og danske borgere imod en ekstraregning på op mod 10 mia. kr. om året. Det er rigtig, rigtig mange penge. Det kan man ansætte rigtig, rigtig mange hjemmehjælpere for. Med det kan man gøre rigtigt meget godt ude i daginstitutioner, ude i skoler osv.

Det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at vi ikke skal kæmpe fra morgen til aften for, at den regning skal blive så rimelig som overhovedet muligt, så lille som overhovedet muligt. Hvis vi ikke gør det, gør vi ikke vores arbejde ordentligt, og det agter den danske regering og jeg selv at bidrage til at vi gør og heldigvis i et godt samarbejde med et bredt flertal i Folketinget.

Tak til ministeren. Jeg skal høre, om hr. Kenneth Kristensen Berth ønsker en afsluttende kommentarer. Det gør han. Værsgo.

Det bliver ganske kort, da der ikke er så mange tilbage i salen. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan det havde set ud, hvis vi havde stået her kl. 22.30, hvor debatten ifølge de oversigter, jeg har fået, skulle være startet. Men sådan er det.

Jeg vil også takke for en udmærket debat i dag. Jeg vil sige, og jeg har efterhånden påtalt det nogle gange, og jeg kommer altså også til at påtale det i dag, at jeg ikke ved, om Det Konservative Folkeparti helt har opgivet at have en EU-ordfører, men nu har vi inden for det sidste par uger haft tre debatter, der har handlet om EU, og hvor Det Konservative Folkeparti ikke har været repræsenteret ved en ordfører, og det undrer mig, set i lyset af de ellers ret tydelige markeringer om EU-politik, som kommer fra den konservative ordfører, men aldrig kommer her i salen. Så er det sagt.

Resten af jer skal selvfølgelig have tak for, at I tog jer tid til at deltage i den her meget væsentlige debat, som jo er væsentlig, for uanset hvordan man vender og drejer det, er det afgørende vigtigt, at Storbritannien fastholdes i et nært samarbejde med de resterende lande i EU, og det af flere årsager. Først og fremmest er det i virkeligheden for danske virksomheders skyld, selvfølgelig også i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt det kan være relevant på et tidspunkt at spørge befolkningen om danskernes tilknytning til EU, men også i forhold til det spørgsmål, som vi har haft oppe at vende mange gange i dag, nemlig spørgsmålet om den her regning, som jo kommer, og jeg synes bare, at det er væsentligt at understrege, at regningen venter, regningen kommer. Det eneste, man kan gøre, er at udskyde regningen, for på et tidspunkt, når Storbritannien falder ud af systemet, jamen så er der en meget, meget stor regning, som skal hentes ind igen, på altså som sagt i størrelsesordenen 530 mia. kr.

Men tak for debatten i dag. Jeg synes, den har været velgørende, og det bliver spændende at se, hvordan det går med det der mandat i morgen.

Også tak til hr. Kenneth Kristensen Berth.

Der er, så vidt jeg kan se, ikke flere, der ønsker ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt finde sted tirsdag den 25. april 2017.