Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 8:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum.

Af Martin Henriksen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 11.10.2016).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver indledningsvis ordet til udlændinge-, integrations- og boligministeren.

Forslagsstillerne har foreslået, at der indføres et forbud mod i det offentlige rum at maskere sig og bære heldækkende beklædning, der har til formål at skjule ansigtet. Debatten om indførelse af et forbud mod heldækkende beklædning som f.eks. burka og niqab er som bekendt ikke en ny debat, og forslaget er ikke nyt, men har faktisk været drøftet tidligere.

I vores tidligere regeringsperiode tilbage i 2010 meldte regeringen klart ud, hvilke krav man med fuld ret kan stille som privat og offentlig arbejdsgiver og som leder af en skole og en uddannelsesinstitution. Vi fik også gennemført lovgivning, så man kan straffes med fængsel i op til 4 år, hvis man tvinger nogen til at bære burka eller niqab, og vi fik præciseret, at man ikke kan møde tilhyllet som vidne.

Når det er sagt, er jeg enig med forslagsstillerne i, at det også – også set i lyset af de afsløringer, der kom for dagen i TV 2-udsendelsen »Moskeerne bag sløret« – er på sin plads igen at overveje, om vi har de rette tiltag på plads til at stå imod de kræfter, der ikke vil Danmark. Det er de kræfter, som ikke vil ligestilling, men f.eks. mener, at en kvinde skal iføre sig en burka og i øvrigt jo også blive inden for lejlighedens fire vægge.

Justitsministeriet vurderer, at det vil være muligt at indføre et generelt forbud i en eller anden form, som det udtrykkes, imod maskering og ansigtstildækkende beklædning, hvis nogle bestemte forudsætninger er opfyldt. Det vil f.eks. forudsætte, at forbuddet skal varetage et anerkendelsesværdigt formål; at forbuddet ikke må være udformet på en måde, der udgør diskrimination på grund af trosbekendelse eller diskrimination på grund af forhold, der er så nøje forbundet med trosbekendelsen, at resultatet faktisk bliver det samme. Man kan altså ikke indføre et forbud, der alene retter sig mod burkaer og niqabber. Det er tilsvarende den vurdering, som blev drøftet tilbage i november 2014 under førstebehandlingen af det, der dengang hed B 10, hvor den daværende justitsminister også redegjorde for Justitsministeriets juridiske vurdering. Det betyder, at realiteten i vores drøftelser i dag er en politisk debat om, hvorvidt et generelt forbud så er den rigtige vej at gå.

Gennem generationer har vi i Danmark udviklet et samfund, hvor der på den ene side er frihed til forskellighed, men også pligter og ansvar over for det fælles. Det skal vi bevare, og det skal vi værne om. Når jeg så ser en person iført burka eller niqab, ser jeg ikke en kvinde. Jeg ser helt ærligt en underkuet og sørgelig eksistens, som er indhyllet i et åndeligt og materielt mørke. Og jeg ser burkaen som et udtryk for, at man ikke vil Danmark, og at man ikke vil vore værdier og vor kultur. Jeg deler fuldt ud forslagsstillernes synspunkt om, at det i dansk kultur er afgørende for vores omgang med hinanden, at vi rent faktisk kan se hinandens ansigter. Det er ganske enkelt forudsætningen for en ligeværdig dialog.

Målet er vi altså helt enige om. Vi skal gøre op med den kvindefjendskhed og den modkultur, som vi ser, og som burkaen er et udtryk for. Men regeringen mener ikke, at ny lovgivning i form af et generelt forbud er den rette metode at opnå målet på. Regeringen lægger afgørende vægt på hensynet til den personlige frihed, herunder retten til selv at bestemme, hvordan man vil klæde sig. En så grundlæggende frihedsrettighed skal burkaen ikke få os til at give køb på. Vi vil i stedet for åbent konfrontere mørke ideologier.

Så vil jeg også kraftigt opfordre relevante aktører som f.eks. skoleledere, arbejdsgivere og kommunale repræsentanter til at bruge de gældende regler, herunder ledelsesretten, til netop at sige fra over for brugen af f.eks. burka. For allerede i dag har vi med afsæt i gældende regler rig mulighed for at sige stop, når vi konfronteres med brug af burka på f.eks. skoler, arbejdspladser og i forhold til det offentlige system. Derfor og med den begrundelse indstiller regeringen hermed til, at forslaget afvises.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning, og den er fra hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal ikke lægge skjul på, at det er min opfattelse og Dansk Folkepartis opfattelse, at vi desværre ser, at samfundet bliver mere og mere islamiseret; at de ekstreme kræfter på en række områder vinder frem. Jeg synes også, man ser, når man bevæger sig rundt forskellige steder i gadebilledet – men det er jo svært lige at tælle det – at brugen af burka og niqab bliver mere udbredt i Danmark. Så udviklingen går på en række områder i den forkerte retning. Jeg synes, det efterhånden klinger lidt hult, når man siger, at man af hensyn til frihedsrettighederne ønsker at bevare muligheden for, at folk kan gå med burka eller niqab i det danske samfund. Det er jo sådan set en meget, meget klar afstandtagen til det værdigrundlag, som Danmark hviler på, herunder vores frihedsrettigheder. Så jeg vil opfordre regeringen til på et tidspunkt at nå frem til, at man skal sætte handling bag ordene. For det er jo fint nok at fordømme det, men hvis man bare fordømmer det, kommer der jo ikke noget ud af det.

Jeg synes, at de andre partier har rykket sig, også med de lovforslag, som lige er blevet vedtaget, og det er fornuftigt, og det er godt, og det er positivt, men der er behov for, at man lige går et ekstra stykke af vejen.

Men jeg kunne godt tænke mig at stille et konkret spørgsmål. Mener ministeren, at det er fornuftigt, at der i dag faktisk ikke er noget, der forbyder, at man f.eks. som offentligt ansat bærer burka og niqab?

Ministeren.

Jeg mener sådan set, det afgørende er, at man har en ledelsesret, der gør, at man netop kan sige, at det ikke skal finde sted på arbejdspladsen. Den ledelsesret indførte vi i sin tid, og den ledelsesret mener jeg også at man selvfølgelig er i sin gode ret til at bruge – og skal bruge.

Spørgeren.

Jeg synes stadig væk ikke, at ministeren forholder sig til det dilemma, der er. Jeg anerkender sådan set dilemmaet. Men det lyder lidt mærkværdigt, at man sådan set med henvisning til frihedsrettigheder siger, at så skal folk i det danske samfund rende rundt med burka og niqab, og at det er helt i orden. Jeg synes simpelt hen, at vi er kommet forbi det. Det er et spørgsmål om mennesker, som meget, meget klar tager afstand fra det danske samfund, og i nogen tilfælde er det også et spørgsmål om kvinder, som bliver groft undertrykt. Og det har ikke så meget med frihedsrettigheder at gøre. Så det må ministeren meget gerne knytte et par kommentarer til.

Den anden del af mit spørgsmål gik på, at det jo i dag ikke er forbudt at bære burka og niqab, hvis man er ansat i det offentlige. Det kan da godt være, at der er en leder i det offentlige, der når frem til, at det synes han ikke er en god idé. Men han eller hun kan lige så godt nå frem til, at det er en fremragende idé. I Faxe Kommune har man jo forsøgt at sige, at offentligt ansatte ikke må bære det, men det kunne man ikke komme igennem med. Hvorfor vil man ikke i det mindste herinde fra Folketingets side og fra regeringens side sige, at hvis folk er offentligt ansat, skal de i hvert fald ikke bære burka og niqab?

Ministeren.

Først er jeg fuldstændig enig i – det sagde jeg også i min tale – at det her er både kvindefjendsk og stærkt undertrykkende. Det var jo bl.a. derfor, at vi i fællesskab i sin tid indførte reglerne om, at man kan straffe den, der pålægger en anden at gå f.eks. med burka, med op til 4 års fængsel. Det er jo netop for at sige, at vi ikke vil have, at man undertrykker andre ved at tvinge folk til f.eks. at bære en burka. Så deri har ordføreren ganske enkelt ikke ret, altså i det, han fremførte lige før.

I forhold til det offentlige vil jeg gerne igen sige, at jeg mener, at det må være op til kommunerne. Jeg ved, hvor jeg står, og jeg ved også, hvor Dansk Folkeparti står. Og vi kan så håbe på, at man rundtomkring i kommunerne står samme sted som os, nemlig at det skal folk ikke bære, hvis de arbejder i det offentlige.

Næste spørger er hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg må for det første sige, at jeg ikke rigtig kan forstå den modvilje over for et burkaforbud, og det er der jo altså utrolig mange grunde til. Det ligger jo i sagens natur med hensyn til burkaen, at den er et symbol på sharia, som jo netop er renhedsforskrifter og alle mulige forskrifter i forhold til kvindens adfærd, og at den vil isolere den enkelte fra samfundet. Og det vil sige, at integration jo stort set bliver umulig.

For det andet vil jeg sige, at ansigtet er et identifikationspunkt i forhold til den enkeltes personlighed. Det vil sige, at det er meget væsentligt i debatter, og når man møder hinanden, at man kan se, hvem hinanden er. Begge dele er ikke til stede, når man bærer niqab. Tværtimod siger man jo, at man isolerer og distancerer sig i forhold til det her samfund. Derfor mener jeg sådan set bare, at der er god fornuft i, at samfundet lovgivningsmæssigt tilsikrer, at man kan se, hvem det er, man står over for, og at det undertrykkende symbol, som burkaen er, bliver fjernet fra det offentlige rum.

Ministeren.

Men de muligheder ligger der jo allerede i dag, Christian Langballe, fordi man jo netop kan sige: I vores kommune vil vi ikke acceptere det, eller på vores virksomhed vil vi ikke acceptere det. Så mulighederne er der jo fuldstændig i dag. Og jeg mener sådan set, at du sparker en åben dør ind i forhold til det holdningsmæssige. Jeg er ikke uenig i, at det både er et stærkt kvindeundertrykkende symbol, og at det også er en modkultur til den danske kultur, hvis man bærer niqab eller f.eks. burka.

Spørgeren.

Jamen vi taler jo ikke om »kan«, vi taler om »skal«. Altså helt fundamentalt er det afgørende, at vi kan se de mennesker, som vi står over for. Lad os nu forestille os, at alle kvinder var indhyllede. Så ville det stort set være halvdelen af dem, der gik på gaden, som man ikke ville kunne identificere, når man mødte dem, og man ville ikke vide, hvem det var, man talte med. Eller hvis man får en lærer i skolen, der er indhyllet, så kan man ikke se, hvem læreren er.

Altså, jeg synes, det er så helt fundamentalt, i forhold til hvordan vi ser på tingene, at et burkaforbud og et niqabforbud ville være det eneste rigtige.

Ministeren.

Men jeg er jo ikke uenig i dit synspunkt om, at man selvfølgelig skal vide, hvem man står over for, og jeg er heller ikke uenig i synspunktet om, at det her er kvindeundertrykkende, og at det er en modkultur til den danske kultur, og at det ikke passer ind i vort værdisæt. Spørgsmålet er bare, om man skal lave et generelt forbud, eller om man skal, som vi har gjort nu, give mulighed for, at man netop kan sige: Det her skal ikke forefindes på vores virksomhed eller i vores institution.

Den mulighed er der allerede i dag. Det er en mulighed, som vi indførte sammen, ligesom vi indførte straf for, at man påtvinger andre at bære en niqab eller burka.

Tak til ministeren. Den næste taler i rækken er hr. Dan Jørgensen som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak for det. Når man som udlænding kommer til Danmark, får man del i de grundlæggende frihedsrettigheder, der er her i landet. Man får retten til at ytre sig frit, retten til at forsamle sig og retten til at praktisere sin religion. Men med de rettigheder følger som bekendt heldigvis også pligter. Det drejer sig først og fremmest om pligten til at passe på det åbne, demokratiske og lige samfund, som vi har bygget op igennem generationer, pligten til at respektere de danske værdier og pligten til at respektere ligestilling mellem kønnene.

Danmark er heldigvis et af verdens mest trygge lande at være kvinde i, og Danmark er et af de lande med størst ligestilling mellem kønnene. I Danmark sænker kvinder ikke blikket for mænd, i Danmark går kvinder ikke tildækkede, af frygt for hvad der måtte overgå dem og deres familier, hvis ikke de gør det. Sådan er det generelt, og sådan skal det blive ved med at være.

Lad mig derfor også sige det meget direkte: Et krav fra en mand om, at en kvinde skal bære burka eller niqab, er efter vores opfattelse totalt uacceptabelt. Det er kvindeundertrykkelse, og det kan vi ikke acceptere. Derfor har jeg ganske stor sympati for det, som er hovedintentionen med det her beslutningsforslag, nemlig at gøre op med et forældet, et religiøst betinget og et kvindeundertrykkende krav om, at kvinder skal gå fuldt tildækket for at bevare deres ære.

Når det så er sagt, kan vi alligevel ikke bakke forslaget op. Problemets omfang er jo trods alt og heldigvis forholdsvis beskedent i Danmark, og derfor mener vi, at det på nuværende tidspunkt er et alt for stort og voldsomt skridt at lave et generelt forbud og en generel lovgivning. At lovgive om folks beklædning er et stort skridt at tage, et potentielt indgreb i menneskers frihed, noget, man kun skal gøre, hvis det er absolut nødvendigt.

Samlet set er det her naturligvis et vurderingsspørgsmål. Der er gode argumenter både for og imod at indføre et forbud, men vi mener, at hensynet til frihed og borgernes rettigheder vejer tungest her. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Vi har jo behandlet det her forslag et par gange her i Folketingssalen, bl.a. i 2009, hvor Dansk Folkeparti også havde et forslag fremme, og i den forbindelse sagde hr. Henrik Sass Larsen som daværende politisk ordfører for Socialdemokratiet, og jeg citerer nu fra dagbladet Information og fra JydskeVestkysten:

»»Vi synes stadig, at burkaer er et overgreb mod kvinder, og vi syntes oprindeligt, at det var en god idé med et forbud. Men alle de eksperter, vi har snakket med, siger, at det formentlig strider mod Grundloven. Dét må vi selvfølgelig bøje os for«, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen«.

Det, der så er sket i mellemtiden, er, at eksperterne nu siger, at vi godt kan gennemføre det inden for grundloven. Så er hr. Dan Jørgensen enig med hr. Henrik Sass Larsen?

Ordføreren.

Det er klart, at jeg, hvis der havde været en grundlovsmæssig grund til, at man ikke kunne indføre det her, så nok heller ikke havde brugt hele min taletid på at fremme nogle andre argumenter, men at jeg så sikkert bare havde sagt: Det er imod grundloven, så derfor støtter vi det ikke. Men nu har man så fået fastslået, at det ikke nødvendigvis er mod grundloven, og derfor koncentrerer man sig om de andre argumenter.

Spørgeren.

Da vi i 2009 behandlede et lignende forslag fra Dansk Folkeparti, var Socialdemokratiets holdning, at man gerne ville stemme for Dansk Folkepartis forslag, men at man ikke kunne, fordi det var i strid med grundloven. Nu har vi Justitsministeriets ord for, at det ikke er i strid med grundloven. Hvad er det så, der forhindrer Socialdemokratiet i at stemme for det, medmindre Socialdemokratiet åbent og ærligt siger, at man på et tidspunkt syntes, det var godt med et burkaforbud, men man måtte bare ikke, og at man nu synes, det er en dårlig idé med et burkaforbud, selv om man godt må? Hr. Dan Jørgensen må jo enten være enig med hr. Henrik Sass Larsen, der sagde, at Socialdemokratiet gerne vil, men ikke må på grund af grundloven, eller også må han åbent og ærligt erkende, at der simpelt hen bare er en uenighed mellem ham og hr. Henrik Sass Larsen.

Ordføreren.

Jeg tabte simpelt hen tråden i spørgerens argumentationslogik, men det, jeg kan påpege, er, at vi har behandlet det her forslag flere gange, også siden 2009. Hvem der så har sagt hvad i alle mulige aviser, og præcis på hvilke tidspunkter, og hvilke argumenter de har vægtet højest, skal jeg ikke gøre mig til dommer over, og jeg har i øvrigt heller ikke nogen holdninger til det. Men det, jeg meget gerne vil fremføre, er min egen og mit partis holdning i dag, og hvis hr. Martin Henriksen har nogen som helst yderligere spørgsmål i den retning, må han komme med dem. Han har så nu godt nok opbrugt sin taletid, men så kan vi tage dem ved siden af.

Den næste spørger er hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg er enig med ordføreren i, at det selvfølgelig er et alvorligt indgreb at lovgive om folks beklædning. Det er vi jo enige i, og derfor gør vi det også nødig. Ordføreren siger så, at man vil forsvare frihedsrettighederne. Men det er jo lige præcis det, vi gør med det her forbud. Det interessante er jo, at vi gør det for at forsvare friheden. Altså, hvis der er en sharialov, der påbyder den enkelte at blive lukket inde i sådan en form for fængsel af en sort sæk, så kan man jo sige, at det er en krænkelse af den almindelige frihed, i hvert fald sådan som vi forstår den her i landet.

Ordføreren.

Som jeg også synes jeg fik sagt i min tale, er det her jo et spørgsmål, hvor der faktisk er gode argumenter både for og imod. Jeg anerkender også blankt, og jeg mener direkte, at det er kvindeundertrykkende at benytte de her beklædningsgenstande, selvfølgelig i særdeleshed, hvis det er noget, man er blevet pålagt. Derfor synes jeg egentlig også, at den balance, der nu er blevet fundet – selv om det ikke har været nemt – er ganske god. For der er jo visse tiltag, som man kan bruge, hvor et af de kraftigste jo er det, at der er en straf til dem, som pålægger andre at iføre sig de her beklædningsgenstande. Det er vel egentlig måske også meget godt, at man går efter dem, der undertrykker, i stedet for at pålægge dem, der er blevet undertrykt, en bøde, som jeg kan forstå at Dansk Folkeparti foreslår.

Spørgeren.

Jeg må jo sige, at jeg af utrolig mange grunde er tilhænger af et burkaforbud. Det er da rigtigt, at det kan være 10, at det kan være 100, at det kan være 500 eller måske 1.000 – det er vi enige i – men hvis det her griber om sig, og man f.eks., hvis man går en tur i København, ikke kan identificere halvdelen af dem, der går på gaden, man kan dårligt nok kigge dem i øjnene, så vil enhver jo kunne forstå, at det er et kæmpe problem. Jeg mener virkelig på alle måder, at burkaen simpelt hen symboliserer den værste form for undertrykkelse, og det er barbariet ind ad bagdøren.

Ordføreren.

Man kan vel ikke sige, at der er noget, der sådan kommer ind ad bagdøren, eftersom vi jo tager den her debat i landets fornemste sal og fra landets fornemste talerstol, selv om ordføreren jo ganske rigtigt har ret i, at vi ikke ved, om det drejer sig om ti mennesker. Men man kan ikke sige, at der er kommet noget ind ad bagdøren, for vi tager det faktisk meget, meget alvorligt og behandler det i Folketingssalen, på trods af at det måske kun drejer sig om ganske, ganske få mennesker. Men det synes jeg også det er godt at vi gør. For det er naturligvis klart, at man skal være meget, meget opmærksom på, at de her problemstillinger også kan sprede sig. Det er jo også derfor, at man hverken fra mit partis side eller, forstår jeg, fra ministerens side egentlig kan se nogen blank afvisning af, at der i al fremtid kan indføres sådan et forbud. Det kan godt være, at det på et tidspunkt bliver nødvendigt. Men på nuværende tidspunkt mener vi, at det vil være ude af proportioner, og at det vil gøre vold på nogle andre rettigheder for at tjene det her formål.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste ordfører i rækken er hr. Marcus Knuth som ordfører for Venstre.

Tak. Lad mig begynde med at sige, at jeg har den allerstørste sympati for hensigten hos forslagsstillerne, når det gælder bekæmpelse af brug af burka og niqab i det danske samfund. Jeg mener, at burka og niqab afspejler de allermørkeste kvindeundertrykkende afkroge af islam, noget, som vi på ingen måde ønsker i Danmark. Men inden vi kaster os ud i at lave lovgivning, er vi nødt til at stille os selv nogle helt simple spørgsmål, først og fremmest om det her er et problem, der er så omfattende, at det rent faktisk kræver en lovændring. Jeg vil ærligt sige, at jeg aldrig i hele mit liv har set en burka i Danmark. Det er ikke, fordi jeg ikke ved, hvordan en burka ser ud, for jeg har set dem mange gange i Afghanistan, hvor de jo desværre er en del af normalbilledet, men burkaer bliver stort set ikke brugt i Danmark. Til gengæld ser vi jo desværre en gang imellem, at niqabben bliver brugt her, primært i København. Jeg vil sige, at jeg aldrig har set en hjemme på Lolland, det går ikke så godt med roemarkerne. Men selv i København er det heldigvis sjældent at man ser dem.

Men når det er sagt, er en niqab i Danmark en niqab for meget, og derfor skal vi tage problemet alvorligt. Derfor er det andet spørgsmål, vi er nødt til at stille os selv, om der allerede findes lovgivning, som kan bekæmpe brugen af niqab i det offentlige rum. Og der er svaret jo ja. Ledelsesretten giver rig mulighed for, at man kan nægte nogen at bruge burka og niqab, f.eks. i skoler, på arbejdspladser og i det offentlige system, og kommunerne kan gøre det. Det så vi også i sagen fra Lyngby tidligere i år, hvor en gruppe piger mødte op til VUC-undervisning i niqab, hvorefter skolelederen besluttede, at det simpelt hen ikke var tilladt. Ministeren var også inde på, at der er anden lovgivning og straf i forhold til tvang og forbud mod brug i retssale, når man vidner osv. Så hvis der allerede findes en passende lovgivning i forhold til den reelle udfordring, vi står over for lige nu, er der så et behov for at opfinde ny lovgivning?

Det tredje spørgsmål, som jeg også tror vi er nødt til at stille os selv, er, om det her forslag, som det ligger beskrevet præcis her, vil ramme nogle af de forkerte mennesker. Der kan jeg jo ikke lade være med at spørge mig selv, om et totalt maskeforbud, som det står formuleret her, også vil betyde, at børn ikke kan gå i flyverdragter om vinteren og tage et tørklæde hen over ansigtet, hvis det sner, eller om det betyder, at danske børn ikke må gå til fastelavn, eller at man ikke må have en motorcykelhjelm på. Det er sådan min tredje betænkelighed ved det her forslag, altså den måde, det er formuleret på, og af de her årsager er Venstre imod forslaget.

Men skulle brugen af burka og niqab vokse sig til et større problem i Danmark, end det er lige nu – og jeg mener virkelig, må gud forbyde det – og vi altså har en situation, hvor den nuværende lovgivning ikke er god nok, så lad os kigge på det, og så skal vi selvfølgelig tage det alvorligt, men det vil jeg mene at den er på nuværende tidspunkt. Så hvis der kommer en generel samfundsudvikling her, synes jeg hundrede procent, at vi skal se på, hvad vi kan gøre, og det skal man sådan set gøre hver gang man ser islamismen snige sig ind i vores samfund. Men som verden ser ud i dag, hvor vi har en lovgivning, der indtil videre har været effektiv nok til at imødegå brugen af burka eller niqab i skoler, så mener jeg ikke, at vi har brug for yderligere lovgivning. Lovgivning er noget, man iværksætter, når der er et egentligt behov for det. Især i en situation som den her, hvor det er noget, der har med frihedsrettigheder at gøre, synes jeg man skal passe på med at begrænse vores frihedsrettigheder, så længe der endnu ikke er et behov for det, og det kommer der forhåbentlig heller ikke. Tak.

Der er nogle korte bemærkninger. Den første er fra hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det er jo pudsigt, at alle, der har været oppe på talerstolen indtil videre, sådan set siger, at det er et problem, at der er personer, der bruger niqab i Danmark; det er et problem. Hvis det er et problem, skal man så ikke håndtere det? Der er også nogle, der er meget glade for det udtryk, der hedder rettidig omhu. Altså, man skal jo håndtere et problem, inden det vokser sig større. Og jeg mener i øvrigt, at problemet med islamisme igennem årene har vokset sig større og større i Danmark. Så det ville jo være rettidig omhu at indføre det nu, hvis hr. Marcus Knuth og Venstre sådan set godt kan se, at der er en udvikling, som ikke er så hensigtsmæssig, og allerede mener, det er et problem i dag med niqab. Så derfor forstår jeg simpelt hen ikke argumentationen.

Så kunne jeg godt tænke mig at spørge: Hvis Venstre har det synspunkt, at man i hvert fald ikke som offentligt ansat bør bære burka og niqab, hvorfor vil Venstre så ikke lave en lov, der siger, at man ikke må gøre det som offentligt ansat? Hvorfor ikke det?

Ordføreren.

Hvis jeg må tage den første del først, vil jeg sige, at der desværre er mange ting i vores samfund, som jeg ikke mener er rigtige. Jeg har også været til politiske møder ude hos danske familier, hvor moderen i familien, når man sådan skal tale politik, går ud i køkkenet osv., så mændene kan snakke politik. Det skal vi jo ikke gå ind og lovgive imod. Der er bare dele af samfundet, som stadig væk er for gammeldags. Det samme kan man sige om niqab – og så længe folk går i den i deres private hjem, synes jeg ikke, at vi skal lovgive om det.

I forhold til det med kommuner vil jeg sige, at så længe kommunerne eller f.eks. uddannelsesinstitutionen i Lyngby bruger den lovgivning, som eksisterer, altså i forhold til ledelsesretten, hensigtsmæssigt, og så længe kommuner og skoler bruger den til at løse problemet, er der på nuværende tidspunkt, altså som landet ligger lige nu, ikke behov for national lovgivning.

Spørgeren.

Tak for det. Altså, vores forslag handler ikke om at forbyde det i private hjem, men i det offentlige rum. Og så har jeg forstået, at man mener, det er et problem, men at man ikke ønsker at gøre noget ved det, før problemet er blevet større.

Men så er mit spørgsmål igen: Hvis man mener – og det er jo så Venstres synspunkt – at man godt vil tillade det i det offentlige rum, men ikke mener, at det skal tillades for ansatte i det offentlige, hvorfor vil man så ikke være med til at lave en lov, der siger, at du ikke må bære burka eller niqab, når du er ansat i det offentlige? For der er nogle offentlige institutioner, som har gjort det fornuftige at sige, at det må man ikke. Men i Faxe Kommune har man jo også gjort forsøget, og der er man nået frem til i hvert fald ikke at lave et forbud mod det.

Så vil det ikke være meget fornuftigt – hvis vi har den opfattelse bredt herinde på Christiansborg, at offentligt ansatte ikke bør bære burka eller niqab – at lave en lovgivning, der sikrer, at det kommer de så heller ikke til?

Ordføreren.

Jeg har stor sympati for det, ordføreren siger, men det ville kun være nødvendigt, såfremt vi ser, at kommunerne ikke bruger den forvaltningsret, som de har. Altså, hvis kommuner går ind og tillader en omfattende brug af burka eller niqab, er det en anden problemstilling. Men der har været få enkelttilfælde, f.eks. i Lyngby, hvor man så kvinder møde op i niqab, og der gik lederen øjeblikkelig ind og brugte den ret, han har, til at forbyde det. Det er jo også en afspejling af, hvordan Danmark er delt op mellem stat og kommuner i al almindelighed. Altså, vi forsøger at opretholde, at kommunerne har en vis selvbestemmelsesret og en vis autoritet, og så længe de forvalter den godt nok, er der jo ikke nogen grund til at gå ind og dominere dem.

Så er det hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil mene, at det forhold, at det er et generelt problem, må kalde på en generel lovgivning. Det synes jeg giver sig selv. Hvis der måske er en, der er iført niqab, og som underviser børn i folkeskolen, er det så nødvendigvis, bare fordi det er en, udmærket, at børnene ikke kan se, hvem det er, der underviser dem? Jeg synes bare, det er så indgribende, og jeg synes, at niqabben er så indgribende.

Så siger ordføreren: Jamen vi skal også forsvare frihedsrettighederne. Ja, det er jo lige præcis det, der er sagen, for det vil et niqabforbud betyde, nemlig et forsvar for frihedsrettighederne. Det er jo det, der er så paradoksalt i den her diskussion.

Ordføreren.

Jeg er helt enig i, at niqab er et brud på frihedsretten, men når det kommer til specifik skoleundervisning, har jeg ikke hørt om en skole, hvor der er en kvinde, der står og underviser iført niqab eller burka, og hvor skolelederen nægter at gå ind og lave et forbud. Det er jo hele kernen i den her diskussion, nemlig at det ikke er et problem, der er opstået endnu. Hvis det opstår, synes jeg, vi skal tage det utrolig alvorligt, men indtil videre har jeg fuld tiltro til, at vores skoler og vores kommuner kan forvalte det her.

Jeg siger ikke, at det er en umulig eller en dum idé at lave et nationalt forbud, men som landet ligger lige nu på den dag, vi har lige nu, er der ikke mig bekendt en skole, hvor der står kvinder og underviser iført niqab, og derfor er der heller ikke brug for lovgivning på området.

Spørgeren har ikke flere spørgsmål. Så er næste spørger hr. Carsten Kudsk, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil godt stille ordføreren et spørgsmål i forhold til at tanke op på en tankstation og komme ind og skulle betjenes af noget personale. Der står f.eks., at man ikke må have hættetrøjer eller styrthjelm på, men sjovt nok står der ikke noget om burka. Så jeg vil godt spørge ordføreren: Hvordan tror ordføreren at personalet har det i forhold til et eventuelt røveri, når der kommer en person ind i burka, hvor man ikke kan se, hvem personen er?

Ordføreren.

Jeg forestiller mig, at personalet på en tankstation tænker: Det var da et forfærdeligt eksempel på kvindeundertrykkelse, vi har der; hvor er det dybt forunderligt, at man ikke kan se den her kvindes ansigt.

Men vi har jo en ledelsesret, der siger, at man f.eks. på en skole kan sige: Du må ikke gå med hættetrøje, du må ikke gå med en kasket, hvor der står et eller andet sjofelt på. Og det er jo op til den enkelte institution at gå ind og lovgive. Og hvis det er sådan, at en tankstation har et problem med, at de bliver udsat for væbnede røverier af folk i motorcykelhjelm, kan jeg da godt se, at de har et problem. Men det tror jeg ikke de har, og ligeledes tror jeg heller ikke, at de har et større problem med, at de bliver udsat for røverier af niqabklædte kvinder. Og derfor er der heller ikke nogen grund til at lovgive om det.

Spørgeren.

Nu har vi jo set eksempler på det – jeg kan bare nævne et eksempel fra Nyborg, hvor det faktisk lykkedes en burkaklædt kvinde at komme ind i et fængsel, og hvor den pågældende kriminelle person tog den her burka på og smuttede ud igen, og det gav et ramaskrig. Og problemet er jo også, at hvis du påpeger over for tankstationer eller private, at de f.eks. skal have et eller andet billede op, så begynder man også at få den her diskussion om, om det er diskriminerende i forhold til det offentlige rum.

Mener ordføreren ikke, det vil være fint, at vedkommende, som kommer til tankstationen, ikke har burka på? For det er da fuldstændig vanvittigt, at personen kommer til tankstationen, og så skal vedkommende hive burkaen af. Så er det da bedre at sende et signal om, at det bare ikke skal være der i det offentlige rum.

Ordføreren.

Jamen nu ser jeg ikke, at der er et større problem med burkaklædte kvinder, der går ind på tankstationer. Og desuden er der, som jeg sagde før, stort set ikke burkaer i Danmark. Burkaer er primært noget, man ser i Afghanistan. Men så lad os tale om niqab. Altså, jeg tror ikke, at niqab på tankstationer er et udbredt problem. Den dag, det skulle blive det – og det håber jeg aldrig nogen sinde sker – så lad os tage en snak om det. Men eftersom der mig bekendt ikke er niqabklædte kvinder, der underviser på offentlige danske skoler, er der heller ikke nogen grund til at lovgive om det. Og det er jo præcis, fordi det her er noget, der berører vores frihedsrettigheder, at jeg siger, at jeg ikke afviser, at vi kan blive tvunget til det, men fordi det berører frihedsrettighederne, skal vi først gøre det, når der er et reelt problem.

Tak til Venstres ordfører. Og den næste ordfører i rækken er fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten. Værsgo.

Hverken burka eller niqab er jo, heldigvis, et udbredt fænomen i Danmark. Der er uden tvivl, også her i Danmark, kvinder, som tvinges til at dække sig til. Og det er et problem.

Det er ikke bare et problem for de kvinder, det rammer. Det er, synes jeg, et problem for os alle sammen, når der er mennesker i vores samfund og i vores fællesskab, som udsættes for ulovlig tvang.

Der er ganske givet også nogle kvinder, som ganske frivilligt vælger at tage en burka eller en niqab på. Det synes jeg personlig er underligt, men jeg synes ikke, at det er et samfundsproblem, at der findes kvinder, som træffer nogle personlige valg, som jeg synes er underlige.

For mig er burkaen og niqaben udtryk for et dybt reaktionært kvindesyn. Det er der flere, der har sagt i dag, altså har taget fat i det her med kvindesynet.

Men jeg synes faktisk også, det er et dybt reaktionært mandesyn. Altså, hvad er det for et syn på mænd, at det at se en kvindes ansigt skulle være så vildt, at så kan de ligesom ikke styre sig? Det synes jeg da også er et nedsættende mandesyn, faktisk, altså at de stakkels mænd betragtes som sådan nogle viljesvage væsner, som ikke er i stand til at styre deres egen seksualitet.

Der er lidt, som når kvinder, der har været udsat for voldtægt, mødes med et: Nå, men du kunne bare have tage en længere kjole på, eller: Var du ikke lidt nedringet? Ud over, at det er dybt uforskammet at sige sådan til en kvinde, synes jeg også, det er en underlig tilgang til mænd, altså en nedsættende måde at tænke om mænd.

Det centrale spørgsmål må være, hvordan vi kommer tvang og social kontrol til livs, og hvordan vi bekæmper reaktionære holdninger til køn, uanset hvor den tvang eller de reaktionære holdninger kommer til udtryk.

Jeg tror ikke på, at kriminaliseringen af og forbuddet mod burkaen eller niqaben på nogen måde er et brugbart redskab.

For det første går jeg ud fra, at forslagets formål primært er at være en hjælpende hånd til kvinder, som udsættes for tvang. Jeg har svært ved at se, hvordan man hjælper disse kvinder ved at straffe dem. Altså, man kan jo spørge, om de skal have bøde, samfundstjeneste eller fængsel for at være undertrykte. Jeg har svært ved at se, at det at straffe kvinder, som går med burka eller niqab, på nogen måde er at hjælpe dem.

For det andet risikerer vi, at en gruppe kvinder, som i forvejen lever i ydercirklen af vores samfund, skubbes endnu længere væk. Vi risikerer altså, at de aldrig kommer uden for en dør. Det synes jeg heller ikke lugter frigørelse.

For det tredje: Jeg er sådan set vældig begejstret for at leve i et land, hvor vi selv må bestemme, hvad for noget tøj vi har på. Det er jo tvangen, man skal bekæmpe, altså det fænomen, at der er nogen – heldigvis få, da det er meget lidt udbredt i Danmark – der tvinges til at gå med burka og niqab. Det er tvangen, der skal bekæmpes.

Spørgsmålet er så, hvordan vi bekæmper tvang og social kontrol, altså ud over det åbenlyse i, at det naturligvis er strafbart – og det skal det også være – at udsætte mennesker for ulovlig tvang. Men altså: Hvordan bekæmper vi tvang? Hvordan bekæmper vi social kontrol?

Det gør vi, tror jeg, ikke ved at stille symbolske forslag herinde i Folketingssalen. Det gør vi ved at sikre, at kvinder, mænd, drenge og piger, som udsættes for social kontrol og tvang, rent faktisk får tilbudt den hjælp, der er nødvendig, for at de kan forlade det miljø eller de personer, som udsætter dem for tvang. Og at de er bevidste om, at hjælpen eksisterer.

Der er alt for mange kvinder, som f.eks. havner på krisecentre, der ender med at gå tilbage til den voldelige mand eller den voldelige familie. Det er et kæmpe problem.

Enhedslisten har for nylig igen igen fremsat forslag om at sikre de her kvinder efterværn, altså at der, når de er færdige med at være på krisecenter, faktisk er et system, der samler op. Landsorganisationen for Kvindekrisecentre har råbt på det her i årevis og sagt: Prøv at høre: Der er ikke tilstrækkeligt med sikkerhedsnet, der griber, når kvinder, og for den sags skyld unge mænd, forlader familier, som udsætter dem for tvang.

Hvis man ønsker at bekæmpe kvindeundertrykkelse, hvis man ønsker at bekæmpe menneskeundertrykkelse, som jeg synes det her kan være udtryk for, så er det da der, man skal sætte ind, og sørge for, at de her mennesker er bevidste om, at de kan få støtte, og at støtten faktisk eksisterer.

Vi skal så også sikre, at alle flygtninge og familiesammenførte får gode danskkundskaber, også selv om de ikke kom i gang til at starte med, altså også selv om de kommer lidt sent i gang. Og som sagt skal vi også lytte til de mange professionelle, der siger: Sørg nu for, at hjælpen er der, når man forlader kontrollerende miljøer.

Til sidst vil jeg sige, at jeg simpelt hen er stærkt bekymret for, at et forslag som det her vil styrke de reaktionære kræfter, fordi de kan sige: Nå ja, frihed i Danmark bliver der talt meget om. Bare ikke for os. Og hvis der er noget, vi ikke skal, så er det at give de her reaktionære kræfter vind i sejlene.

Enhedslisten kan ikke støtte beslutningsforslaget, og jeg skal hilse fra SF og sige, at de heller ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak til Enhedslistens ordfører. Den næste ordfører i rækken er fru Christina Egelund, Liberal Alliance.

Vi behandler et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om et forbud mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum – i menneskesprog er det et burkaforbud. Det har man foreslået før, og jeg synes egentlig, at det er helt fint, at vi nu tager debatten igen, for emnet er både herhjemme og i udlandet en politisk varm kartoffel.

I sommer indførte den sydfranske by Villeneuve-Loubet et forbud mod burkini, men senere blev forbuddet mod den muslimske badedragt dog ophævet igen, fordi forfatningsdomstolen mente, at forbuddet var ulovligt.

Jeg forstår godt behovet for debatten og iveren efter at handle, for hvad stiller vi op, når der vader folk rundt blandt os og i det offentlige rum iklædt en dragt, som repræsenterer værdier, der for de fleste af os er helt ude i hampen og i direkte modstrid med det, som generationer af danskere har kæmpet for: kvindernes frigørelse og ligestilling.

I Liberal Alliance bryder vi os ikke om, at kvinder af hensyn til religiøse doktriner dækker sig til. Vi er ikke i tvivl om, at nogen gør det under tvang, men vi er dog heller ikke i tvivl om, at nogen gør det, fordi de selv vil, uanset hvor svært dette er at forstå. Som liberale er vores udgangspunkt imidlertid, at man må klæde sig, som man har lyst til. Det gælder også muslimske kvinder. Man må til gengæld ikke tvinge andre til at klæde sig på en bestemt måde mod deres vilje. Det er allerede forbudt, det står i straffelovens § 260 om ulovlig tvang og straffes med fængsel i op til 4 år.

Vi kan ikke tilslutte os, at der lovgives om, hvordan vi klæder os, heller ikke selv om vi ikke bryder os om burkaen og alt det, den står for.

Jeg tror, at hvis man fra forslagsstillernes side forestiller sig, at et forbud får muslimske kvinder til at smide burkaen, bliver man slemt skuffet. Resultatet bliver nok snarere, at nogle kvinder ikke får lov til at bevæge sig uden for hjemmets fire vægge, og så er hjemmet de facto et fængsel for dem, og vi vil ikke være kommet et hak tættere på at bryde den sociale kontrol, der florerer i visse miljøer.

Her er præcis et område, hvor vi skal lade civilsamfundets kræfter råde, hvor vi åbent og højlydt udfordrer de værdier, som en burka repræsenterer, og presser på, for at den mentale, doktrinære burka smides.

Liberal Alliance kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Næste ordfører i rækken er fru Josephine Fock som ordfører for Alternativet.

Tak for det. Vi behandler jo Dansk Folkepartis forslag om forbud mod maskering og heldækning i det offentlige rum, nærmere betegnet burkaforbud. Forslagsstillerne begrunder beslutningsforslaget med, at det danske samfunds sociale sammenhængskraft er truet af heldækkende beklædning. Det spørgsmål, jeg gerne vil stille, er: Er vores lands sammenhængskraft virkelig så svag, at de få mennesker, der går med enten niqab eller burka, kan ødelægge vores samfunds sammenhængskraft? Det tror jeg ikke.

Dernæst begrundes det med et ønske om at gøre op med kvindeundertrykkelsen blandt radikale muslimske miljøer. Det, jeg gerne vil sætte spørgsmålstegn ved, er, hvordan et forbud mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum kan forhindre kvindeundertrykkelse. Jeg er snarere vældig bekymret for, at de kvinder i virkeligheden vil blive holdt indendøre og slet ikke får lov til at gå ud. Man kan sige, at det jo ikke er tøjet i sig selv, der er kvindeundertrykkende, det er i virkeligheden det, at man ikke har en fri vilje til at bære det tøj, man vil.

Så synes jeg også, at forslaget lægger op til, at man skal kunne straffe de kvinder, der går med burka eller niqab, og det giver ingen mening for mig, hvis begrundelsen er, at det er, fordi det er kvindeundertrykkende. I 2010 havde vi det, der hed et burkaudvalg, der også beskæftigede sig med det her spørgsmål, og dengang skønnede man, at der var ca. tre kvinder, der gik med burka. Det tal er nok steget lidt. Jeg ser nogle gange burkaklædte kvinder i omegnen af Aarhus, men det er primært dér, jeg støder på dem. Dengang havde vi en omfattende spørgerunde i hele den offentlige forvaltning, og der var der ikke nogen, der sagde, at problemet var af så stor en betydning, at det berettigede til et konkret lovinitiativ. Udvalget kunne heller ikke dengang godtgøre, at ansigtstildækning udgjorde et problem i forhold til identitetskontrol, idet den offentlige forvaltning og en myndighed som politiet generelt har brugbare muligheder for at fastslå en kvindes identitet.

Jeg er glad for og stolt over, at jeg i Danmark stadig væk kan tænke og mene og tro, hvad jeg vil, og jeg er også stolt over, at vi ikke lovgiver om, hvad for noget tøj vi må bære. For mig er den personlige frihed til at bære det, man vil, helt afgørende for et demokrati og en retsstat, og derfor er det, at man kan gå klædt, som man vil, ude i det offentlige rum, vigtigt for mig. Jeg synes, det vil være problematisk, hvis vi skal til at lovgive om beklædningsgenstande. Der kan være situationer, hvor vi ikke forstår, hvorfor de her kvinder går i det her tøj, men det må i min optik være op til kvinderne selv, om de ønsker at dække sig til. For nogle er det et frit valg, og for nogle, det anerkender jeg fuldstændig, er det en del af en undertrykkende kultur, men der er det, at jeg mener, at vi ikke hjælper de her kvinder ved at forbyde dem at komme uden for en dør.

Jeg synes, at måden, man sikrer, at der ikke er kvindeundertrykkelse – det er en lang vej og en hård kamp – i virkeligheden er hele tiden at sørge for at gøre opmærksom på, at Danmark er et frihedselskende land, vi har ret til at gøre det, vi gerne vil, så længe det ikke kommer andre til skade, og vi har ret til at klæde os, som vi vil. Så jeg mener ikke, det er op til Folketinget at bestemme, hvordan man skal gå klædt. I sportsverdenen kan vi jo så konstatere, at det går den modsatte vej, for der er man begyndt at sætte regler for, hvor lidt tøj kvinder må have på, og det er i min optik også helt forskruet. Så jeg synes, vi skal arbejde i fællesskab for, at vi konstant bevæger os mod et samfund, hvor hverken undertrykkende mænd, sportsforbund eller Folketinget skal bestemme, hvordan kvinders krop skal til- eller afdækkes.

Alternativet kan ikke bakke op om forslaget.

Tak til Alternativets ordfører. Jeg ser ikke den radikale ordfører i salen. Derfor går vi videre til hr. Naser Khader som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Måske har nogen lagt mærke til, at når Islamisk Stat er blevet slået tilbage i deres områder og befolkningen har været under Islamisk Stats besættelse, er det første, kvinderne gør, at brænde deres burka. De begynder at ryge, og nogle er blevet interviewet og har sagt, at nu kan de få luft i ansigtet. Burka er for det meste ikke selvvalgt. Den er totalt kvindeundertrykkende. Jeg har i hvert fald ikke set nogen mænd, der bærer burka. Det handler kun om kvinderne og om at tøjle deres seksualitet. Jeg udgav for nylig en interviewbog med en syrisk flygtning, Hanan. Noget af det første, hun gjorde, da hun kom til Danmark, var at smide hijaben. Hun sagde, at det havde hun ønsket sig hele sit liv, men det kunne ikke lade sig gøre der, hvor hun kom fra. Det er en myte, hvis man tror, at kvinderne vælger det selv. Det er der sikkert nogle få der gør, men for det meste er det tvang.

Vi i Konservative støtter Dansk Folkepartis beslutningsforslag om forbud mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum. Vi støtter i hvert fald alle de initiativer, der går i den retning. Vi vil gerne have et burkafrit samfund både i Danmark, men også globalt. Flere kritikere af forslaget har sagt, at man skal kunne klæde sig, som man vil, og det mener vi også man skal i udgangspunktet og principielt. Men burka og niqab er ikke nogen uskyldig beklædningsgenstand. At bære dem er ikke en ytring, det er en ekstrem politisk handling – også en kvindeundertrykkende handling. Burka og niqab hører ikke hjemme i det offentlige rum i et åbent samfund. I et åbent samfund skal vi kunne se vores medborgeres ansigt. Dette handler ikke om tørklæder, altså det, der dækker håret. Jeg er uenig med dem, der dækker håret, men jeg har ikke ondt ved, at nogen gør det. Det vil jeg ikke blande mig i. Det, jeg insisterer på, er, at jeg vil kunne se mine medborgeres ansigt. Burka og niqab er totalt kvindeundertrykkende. De sender forkerte signaler til unge kvinder, der vil integreres, og så skal vi i det her samfund kunne se, hvem vi taler med. Det er konservativ politik, at et samfund ikke kun kræver, at man kan gøre, hvad man vil. Der skal også være nogle grænser. Et frit samfund kræver minimumsrammer for, hvordan vi omgås hinanden. Vi skal kunne se hinanden i ansigtet.

Burkaen er kvindeundertrykkende, fordi den pakker kvinderne ind og væk. Burkaen minimerer kvindens udtryksmuligheder i det offentlige rum. Af samme grund foreslog vi i 2009 et lignende forslag som en del af vores integrationsudspil. Vi droppede forslaget, fordi Justitsministeriet dengang vurderede, at et forbud ville krænke menneskerettighederne. Siden dengang er man blevet klogere i Justitsministeriet. Menneskerettighedsdomstolen sagde i 2014 om det franske forbud mod burka, at forbuddet ikke krænker rettighederne og heller ikke kolliderer med religionsfrihed, privatliv eller ligebehandling. Vi er enige med kritikere af forslaget i, at man skal være forsigtig med at forbyde påklædning, men netop burka og niqab er særlige og kræver særlig lovgivning. Burka og niqab undertrykker og svækker den fælles samtale i det offentlige rum.

Vi kræver ikke meget, men vi kræver, at vi kan se hinandens ansigter. Derfor støtter vi beslutningsforslaget.

Tak til den konservative ordfører. Så giver jeg ordet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Dansk Folkeparti arbejder, som de fleste forhåbentlig har bemærket, løbende på at stramme udlændingeloven. Men vi skal også arbejde med nye tiltag over for den stigende islamisering af samfundet.

Vores forslag er ikke et nyt forslag. Det har været fremme flere gange før, og selv om både Venstre og Socialdemokratiet har ytret sig positivt om et forbud igennem årene, finder de pågældende partier alligevel altid en undskyldning for ikke at stemme for, når forslaget kommer i salen. Det skal jeg være den første til at beklage, for dermed holder et flertal i Folketinget hånden over nogle af de mest ekstreme islamister i vores samfund. Det er egentlig bemærkelsesværdigt, at så mange partier gang på gang kan få sig selv til at ytre sig kritisk om tørklæder, burkaer og radikaliserede miljøer og så alligevel nægte at stemme for dagens forslag.

Argumenterne imod skifter. Først ville man gerne stemme for, men man kunne ikke, da det var imod grundloven. Nu ved vi med Justitsministeriets ord, at forslaget ikke strider imod grundloven, og vi ved tilmed, at det ikke strider imod konventionerne. Vi har sågar Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord for, at det ikke strider imod menneskerettighederne. Så nu kan partierne ikke længere bruge det argument.

Der er blevet fremført andre argumenter i dag, nogle også lidt nyere argumenter. Og nu vil man jo typisk sige, det hører jeg så tit, at forslaget blot er symbolpolitik – underforstået, at symboler ikke betyder noget. Men symboler betyder rigtig meget. Bare se, hvor meget dannebrog betyder for danskerne. I Dansk Folkeparti mener vi, at det er Folketingets opgave at værne om de symboler, som samler danskerne, og samtidig gå imod de symboler, som deler os, og som også markerer en klar afstandtagen til det danske samfund. Alle problemer vil naturligvis ikke blive løst med dette forslag, men såfremt det en dag bliver vedtaget, vil Folketinget og regeringen meget klart markere, at der er grænser, og at de grænser selvfølgelig skal respekteres, og respekterer man ikke de grænser, har det også en konsekvens; der er en sanktion knyttet op på det.

Dansk Folkeparti mener, at det i dansk og vestlig kultur er en afgørende del af vores omgang med hinanden, at vi rent faktisk kan se hinandens ansigter. Det er afgørende for menneskers interaktion og samlivet i Danmark, at man ikke kan skjule sit ansigt eller sin identitet for sine medborgere. Vi finder det derfor afgørende for den sociale samhørighed, at maskering og heldækkende beklædning som f.eks. burka og niqab generelt bør forbydes i det offentlige rum. Det er ikke sådan, vi skal gøre tingene i Danmark.

Flere bøger, artikler, den sunde fornuft, men også senest TV 2-dokumentaren »Moskeerne bag sløret« har jo vist, at islamiseringen og radikaliseringen i det danske samfund ikke er aftaget, men snarere tiltaget. I disse år kommer der mange mennesker til Danmark fra muslimske lande som flygtninge, familiesammenførte og som arbejdskraft, og det er vigtigt, at de mødes af et samfund, der klart viser vores demokratiske og danske værdier og derfor klart signalerer, at livet i Danmark leves i respekt for ligeværd mellem mænd og kvinder, hvorfor ansigtstildækkende beklædning i det offentlige rum ikke accepteres.

Der er naturligvis også et sikkerhedsaspekt i et forbud mod, at man kan bære beklædning, der dækker ansigtet. Både terrorister og andre kriminelle kan benytte en sådan beklædning til at sløre deres identitet, mens de udøver terrorhandlinger eller kriminalitet. Jeg synes efterhånden, der er mange gode grunde og argumenter for at indføre et sådant forbud. Jeg synes faktisk, der bliver flere og flere af dem.

Men jeg vil gerne sige tak for debatten og ikke mindst tak til De Konservative og hr. Naser Khader for opbakningen til forslaget. Det var jo klar tale. Jeg synes selvfølgelig, det er godt, at alle tager afstand fra islamisme, men jeg synes, det klinger noget hult, når flertallet ikke er klar til at sætte handling bag ordene. At et flertal afviser dette forslag, må betegnes som endnu en sejr til nogle af de mest ekstreme kræfter i vores samfund. De kan se, at i Folketinget og hos politikerne taler man; man siger, at det, de har gang i, er for dårligt, men når det kommer til stykket, kniber det med for alvor at gøre noget ved det. Det skal jeg selvfølgelig være den første til at beklage. Det var ordene.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Dan Jørgensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Hr. Martin Henriksen sagde tidligere i debatten i dag, at hr. Martin Henriksen havde det indtryk, at problemet blev større og større, at der var flere og flere, der gik i de her klædedragter. Kunne hr. Martin Henriksen ikke uddybe det synspunkt? Er det noget, hr. Martin Henriksen selv har set sådan på gader og stræder, eller er det noget, han har en faktuel viden om også er det mere generelle billede?

Værsgo.

Det er min egen personlige oplevelse, når man bevæger sig rundt i forskellige områder i Danmark, at problemet bliver større og større.

Men jeg synes nu altså, når nu hr. Dan Jørgensen tager ordet, at hr. Dan Jørgensen bør lytte lidt til, hvad hr. Henrik Sass Larsen fra Socialdemokratiet har sagt. For hr. Henrik Sass Larsen har meget klart sagt, at Socialdemokraterne sådan set gerne vil støtte et forbud mod burka og niqab i det offentlige rum, men grunden til, at man ikke kunne gøre det, var, at det stred mod grundloven. Nu har vi Justitsministeriets ord for, at det ikke strider imod grundloven, og vi ved, at det ikke strider mod menneskerettighederne. Derfor kan Socialdemokraterne gøre det, som Socialdemokraterne dybest set har lyst til at gøre.

Værsgo.

Det var et, synes jeg, udmærket forsøg på at lave en afledningsmanøvre. Men det lykkedes alligevel ikke for ordføreren, for jeg vil nu holde mig til spørgsmålet. Det er så en fornemmelse, man har. Okay. Jeg kan lidt om statistik, jeg havde Bjørn Lomborg til statistik i tidernes morgen på universitetet, så jeg fulgte godt med. Jeg ved, at uanset hvor meget hr. Martin Henriksen må have været ude i landet, kan hr. Martin Henriksens simpelt hen ikke med egne øjne kan have set nok eksempler på det her til at kunne udtale sig om, at det er et stigende problem. Det blev også meget godt illustreret af hr. Martin Henriksens kollega hr. Christian Langballe, som tidligere på dagen sagde, at han jo ikke vidste, om det var 10 eller 1000, det her drejede sig om. Så kunne hr. Martin Henriksen så ikke komme med et bud på, hvor mange personer vi taler om i Danmark at det her drejer sig om.

Hr. Martin Henriksen.

Jamen det er min egen oplevelse, at det er et stigende problem, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg har den opfattelse, at én burka eller én niqab er en for meget. I Dansk Folkeparti har vi det synspunkt, at vi ikke vil have det. Vi synes simpelt hen, det går langt over vores grænser, og vi synes, det skal være forbudt. Nu håber jeg, jeg har svaret på hr. Dan Jørgensens spørgsmål. Jeg har i hvert fald gjort mig umage med det. Det kan godt være, hr. Dan Jørgensen ikke bryder sig om svaret, men det var det, der var svaret.

Derfor vil jeg så vende tilbage til min afledningsmanøvre, som hr. Dan Jørgensen kaldte det, nemlig at jeg kan forstå, at Socialdemokraterne tidligere har afvist at støtte et forbud mod at bære burka og niqab i det offentlige rum med den begrundelse, at det er i strid med grundloven, men egentlig havde lyst til det. Nu ved vi, at det ikke er i strid med grundloven. Så jeg vil opfordre Socialdemokratiet til at gøre det, som man egentlig har lyst til, og stemme for forslaget.

Tak for det.

Det ser ikke ud til, at der er flere, der har bedt om ordet. Så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.