Forsvarsudvalget 2016-17
B 56
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Dato 03.02.2017
Spørgsmål fra Forsvarsudvalget til
udenrigsministeren af 30. januar 2017.
FOU B 56 spørgsmål 5 stillet af
Søren Søndergaard (EL).
FOU B 56 spørgsmål 5:
Ministeren bedes forklare, hvorfor regeringen mener, at en dansk fregat i højere grad bidrager
til bekæmpelsen af ISIL end hvis Danmark bidrog med våben og udstyr til de kurdiske styrker,
som har vist sig at være nogle af de eneste, der har kunne bekæmpe ISIL effektivt.
Svar:
Det primære formål med fregattens sejlads med den amerikanske hangarskibsgruppe er
samtræning og herigennem kompetenceopbygning. Den danske fregat vil parallelt med
træningsaktiviteterne kunne indgå i hangarskibsgruppens samlede operative opgaveløsning.
Regeringen foreslår, at dette kan ske, når hangarskibsgruppen er indsat til støtte for koalitionens
indsats mod ISIL i Irak og Syrien og Combined Maritime Forces. Dermed kan disse
operationer støttes på samme tid som samtræningen pågår. Bidrag hertil vil endvidere øge
udbyttet af træningen og dermed gøre Danmark i stand til at imødegå fremtidens udfordringer
til søs sammen med nære allierede. På den baggrund er der ikke tale om, at fregatbidraget til
den amerikanske hangarskibsgruppe udsendes i stedet for eller på bekostning af andre bidrag til
indsatsen mod ISIL, herunder bidrag til koalitionen.
I regi af koalitionen til bekæmpelse af ISIL er Danmark blandt de mest markante bidragsydere
– militært såvel som civilt. Danmarks bidrag til koalitionen er en del af den samlede
koalitionsindsats mod ISIL i Irak og Syrien. Koalitionen yder massiv støtte til kurdiske partnere,
herunder gennem kapacitetsopbygning, støtte til udrustning samt øvrige former for samarbejde.
Danmark har ligeledes som del af kapacitetsopbygningsindsatsen trænet kurdiske peshmaerga-
styrker. Der er en arbejdsdeling i koalitionen, og de militære behov koordineres som led heri.
Det er vigtigt, at Danmark bidrager der, hvor det giver bedst mening ud fra en
helhedsbetragtning i koalitionsregi og ikke bilateralt støtter enkelte parter.