Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 108:

Forslag til folketingsbeslutning om sorgorlov til fædre og medmødre.

Af Trine Torp (SF) m.fl.

(Fremsættelse 30.03.2017).

Forhandlingen er åbnet, og det er beskæftigelsesministeren.

Tak for det, og også ved starten af den her debat en tak for det meget vigtige forslag, synes jeg, der er fremsat. Det er et beslutningsforslag, der har været fremsat før, men som nu bliver genfremsat i den folketingssamling, vi er i nu. Ved behandlingen af det tidligere beslutningsforslag var et flertal, som SF var en del af, enige om at prioritere problemet med den manglende ret til sorgorlov for fædre og medmødre, når der skulle indgås en aftale om den næstfølgende finanslov, hvilket var finansloven for 2016.

Der har jo så i mellemtiden, altså fra det her beslutningsforslag blev behandlet første gang, og til vi her behandler nærværende beslutningsforslag, været et folketingsvalg, og der er kommet en ny regering. Jeg synes derfor, det er vigtigt at konstatere, at konklusionen på behandlingen af B 51 desværre ikke har ført til ændring af reglerne endnu. Jeg er dog af den klare overbevisning, at den manglende ændring ikke skyldes mangel på sympati for forslagsstillernes ønske om at indføre lige adgang til sorgorlov for begge forældre eller medmødre. Derfor synes jeg også, det er afgørende, at vi nu forhåbentlig i enighed her i Folketinget kan sørge for at fremme det, som jo er afsættet for det her beslutningsforslag, som vi diskuterer her i dag.

Jeg tror, at vi alle sammen er enige om, at det at miste et spædbarn er forfærdeligt og ubærligt både for barnets mor og barnets far. Jeg kan i hvert fald for mit eget vedkommende sige, at jeg har meget stor sympati for det forslag, som vi diskuterer her i dag, og netop fordi det har været behandlet tidligere, altså for 2 år siden, uden at vi er kommet videre i den her sag, er det også afgørende, at vi nu i dag får sendt et klart signal, at det vil et bredt flertal i Folketinget gerne gå videre med. Barselsloven, som den er i dag, afspejler jo ikke, at forældre rammes lige hårdt af sorgen over at miste et spædbarn. Derfor er jeg også, som jeg sagde, enig i intentionen.

Det, som jeg synes man skal diskutere, og det er også årsagen til, at regeringen i den udformning, som forslaget ligger i i dag, ikke umiddelbart kan støtte det, er spørgsmålet omkring finansieringen. Jeg er helt med på det, som også står i beslutningsforslaget, om, at forslagsstillerne ønsker det finansieret fra satspuljen, men – jeg tillader mig at læse op – »er også villige til at drøfte anden finansiering«. Jeg synes, at den her sag er så vigtig, men også så afgørende, at det ikke skal være en satspuljefinansiering. Der skal ikke være noget midlertidigt i det. Der er brug for at lave en fast og varig finansiering. Hvad betyder det så? Det betyder jo så, at jeg synes, at de partier, der giver hinanden håndslag på at bakke op om det her forslag, i forbindelse med den finanslov, der skal laves for 2018, skal sørge for at lave en delaftale, sådan at man sikrer, at de midler, som det her måtte koste, nemlig omkring 27 mio. kr., findes gennem en varig finansiering.

Derfor lægger jeg også op til, at vi under den udvalgsbehandling, som jeg jo desværre som sådan ikke er en del af, men som det parti, som jeg er medlem af, er en del af, kan blive enige om en fælles beretning, som så lægger tråden ud for det videre arbejde. Vi skal både sende et signal om, at vi i forbindelse med en aftale på tværs i forbindelse med en kommende finanslov vil finde pengene, men også samtidig få sagt, at vi gerne vil have det gennemført hurtigst muligt, når finansieringen er tilvejebragt. Det vil sige, at det skal være et lovforslag, der kan fremsættes i næste folketingssamling.

Men jeg vil sådan set gerne benytte lejligheden til at sige tak til SF for, at det her forslag nu kommer til debat, og at vi forhåbentlig med et bredt flertal her i Folketinget kan lave en varig løsning.

Tak til ministeren. Så er det ordfører for Socialdemokratiet, hr. Rasmus Horn Langhoff. Værsgo.

Det er en tragedie, der rammer en familie, når man mister et spædbarn, og derfor har vi også en beskyttelse i vores barselslovgivning. Problemet er bare, at der er alvorlige huller i den nuværende lovgivning. Som det er i dag, har mødre ret til 14 ugers orlov, når forældre mister et spædbarn. Faren får blot sin 2 ugers øremærkede barselsorlov. Det vil sige, at hvis barnet dør ved fødslen, har faren ret til 2 ugers orlov. Hvis barnet dør, når barnet er 2 uger gammelt eller senere, får far ingenting. Så skal far på arbejde, mens mor efterlades alene hjemme med sorgen. Og far skal opføre sig, som om intet er hændt.

Det er ganske enkelt ikke rimeligt, og det er da også det, vi hører fra de forældre, som har oplevet den her tragedie, nemlig hvor hårdt det i det hele taget rammer familien, og hvordan det bare forværrer sorgen og smerten, at faren tvinges på arbejde og skal gå der og sørge i smug vel vidende, at hans kone sidder alene derhjemme og græder. Konsekvensen er jo, at sorgen ikke bliver bearbejdet ordentligt, og at fædrene må melde sig syge. Sorg er ikke en sygdom, sorg er naturligt, men det kan gå hen og blive en sygdom, hvis ikke vi passer ordentligt på hinanden. Derfor er det sund fornuft, at far får samme ret som mor, at de begge får lov til at bearbejde sorgen, at de får lov til at gøre det sammen, og at de sammen kan komme ud på den anden side og forhåbentlig komme godt videre i livet.

Der var flertal for det her forslag, da jeg selv var ordfører på det i 2015, men vi lever i et demokrati, og desværre faldt flertallet, da den daværende regering faldt. Men nu kan jeg så høre på den håndsrækning, der kommer fra beskæftigelsesministeren, og invitationen til, at vi sammen kan løse det her problem, at der er rigtig positive toner. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det gør mig inderligt glad, at der er den håndsrækning.

Det er en sag, jeg personligt brænder for, og det er i virkeligheden sådan en sag her, der minder mig om, hvorfor jeg er gået ind i politik, og hvorfor man bruger sin dage og nætter på det her. Det er en sag, hvor vi kan gøre en forskel, hvor vi kan hjælpe og støtte nogle medmennesker, som i den grad har brug for vores opbakning, og det er jo det, vi er her for: at finde fælles løsninger, gode løsninger, som er til gavn for de mennesker, som loven berører. Den her sag er simpelt hen alt for vigtig til politiske kampe eller drillerier.

Der er hundrede procent opbakning fra Socialdemokratiet til, at vi løser det her sammen, og vi kvitterer for håndsrækningen fra regeringen. Lad os løse det sammen og få styr på finansieringen. Og jeg er ikke tvivl om, at vi får det løst med de nye meldinger, der er kommet her fra talerstolen. Det er rigtig positivt.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tak til forslagsstillerne. Det er en kæmpe sorg, når man som forældre mister et barn, uanset hvilken alder barnet har. Det her forslag omhandler spædbarnsdød og det at ligestille forældrene, så de får adgang til 14 ugers orlov i forbindelse med et spædbarns død. Det er et vigtigt emne, som vi før har drøftet, også under den tidligere regering, men som vi ikke har løst. Jeg fandt et tidligere spørgsmål fra Ligestillingsministeriet i 2014, hvor der også ligesom var lagt op til at finde en løsning i finansloven, men det er en problemstilling, som ikke er blevet løst, og derfor er det godt, at vi i fællesskab kan løse det i dag.

Den lovgivning, vi har i dag, tilgodeser moren, som har 14 ugers fravær, mens faren kun har 14 dage. Dansk Folkeparti finder det både rimeligt og retfærdigt at ligestille forældrene, så de får lige muligheder og i hvert fald et valg om at kunne tage en orlov, en reel ligestilling mellem kønnene på det her område.

Der er forskellige måder at tackle sorg på, og der findes ikke en formular for det. Der er ikke noget, der er mere rigtigt end noget andet, og det er meget forskelligt, hvad den enkelte familie har behov for i den sorg, de står med. Derfor er det også vigtigt, at vi respekterer forældrenes valg, uanset hvad de vælger, i forhold til at bruge deres sorgorlov.

Mens jeg forberedte mig til den her debat i dag, fandt jeg et indlæg fra en far, og jeg vil gerne læse nogle af de ting op, som faren har skrevet i indlægget i Politiken den 29. april. Det starter med overskriften:

»Far til dødfødt: Når et barn dør, bliver faren ladt i stikken – af systemet og af andre mænd«.

»»Jeg finder desværre heller ikke noget hjerte«. Den sætning er stadig det første, jeg hører, når jeg lukker mine øjne. Selv sad jeg forstenet og stirrede på den lille skærm i det kridhvide skanningslokale på Rigshospitalet. Tiden var gået i stå. Jeg blev ved med at stirre på den forbandede skærm i troen på, at Livs fine lille hjerte snart ville dukke op og banke lystigt af sted, som det havde gjort så ofte før. Der måtte jo være tale om en fejl«.

Jeg citerer fra teksten længere nede:

»Jeg sad stadig og stirrede på skærmen i desperat forhåbning om, at Livs hjerte ville dukke op. Men der var ingen vej udenom. Intet mirakel. Louise skulle føde vores døde datter, og jeg skulle sidde ved siden af og holde hende i hånden, komme med opmuntrende ros og nogle gange bare tie stille«.

Det viser jo, hvilken kæmpe frustration det er at sidde i et scanningslokale og se, at hjertelyden er gået i stå hos det barn, man venter, at det lille hjerte ikke banker mere.

Derfor ser vi meget positivt på det her forslag, og i forhold til finansieringen er vi meget enige i det, beskæftigelsesministeren sagde. For det er jo netop sådan i satspuljeregi, at vi hopper fra tue til tue for at finde penge og foretage benhårde prioriteringer. Derfor synes vi også i Dansk Folkeparti i, at man skal finde en varig løsning, så man kan ligestille forældrene, så fædre også får mulighed for at holde en sorgorlov. Der er et stort behov for at ændre på det her, og derfor er vi også villige til i udvalgsbehandlingen at kigge på, om vi skal lave en fælles beretning, netop for at finde en mere permanent finansieringsform. Tak for ordet.

Tak for det. Tak til fru Karina Adsbøl. Den næste ordfører er hr. Jakob Engel-Schmidt, Venstre.

Jeg har ikke selv børn, men jeg tror, at ingen kan være i tvivl om, hvor tragisk og lammende og sorgfuldt det må være at miste et lille barn, også selv om man ikke kender det endnu. I Danmark er der hvert år 400 børn, der bliver født og dør, mens de er spæde. Det er heldigvis markant færre, end det har været tidligere, men det er stadig væk rigtig mange. Ministeren var før inde på, at vi har brug for at løse det her problem på en varig måde. Det er jeg enig i. Jeg sætter stor pris på, at SF har fremsat beslutningsforslaget, men også på, at der allerede nu er en villighed i Folketinget til at løse problemet permanent.

Fru Karina Adsbøl refererer til den debat, der har været i medierne de sidste 2 måneder. Den har jeg også fulgt med i. Og et eller andet sted synes jeg, det er uforståeligt, at vi har et så veludviklet velfærdssamfund, hvor vi stadig væk kan finde nogle af de der huller, hvor man sådan stopper op og tænker: Gad vide, hvordan man besluttede det? Det er jo en bestemmelse fra en anden tid, en tid, hvor man som mand måske ikke var at betragte som en lige så integreret del eller følelsesmæssig del af familiestrukturen, som man er i dag. For det siger vel sig selv for de fleste moderne mennesker, synes jeg, at når man mister et barn, er det ikke hårdere for moren, end det er for faren. Jeg tænker, at det er lige tragisk for begge personer.

Med det vil jeg sige, at Venstre selvfølgelig ligesom ministeren er indstillet på, at vi formulerer en fælles beretning, at vi finder en varig finansiering, og at vi dermed giver fædre de samme muligheder for at holde sorgorlov, som mødre har i dag. Tak for ordet.

Tak for det. Så er det Enhedslistens ordfører fru Maria Reumert Gjerding. Værsgo.

Forældre, der har mistet et barn, risikerer at skulle tilbage på arbejde efter kort tid, hvor det med det samme forventes, at de er tilbage på fulde omdrejninger. Men sorg er en naturlig følelse, der skal have tid for at kunne mærkes og få en plads hos den enkelte, så den på et tidspunkt bliver til at leve med. Forældre, der har mistet et barn, skal derfor have tid til at bearbejde sorgen.

Vi er helt enige med SF i, at lovgivningen i dag er udtryk for en manglende anerkendelse af fædres og medmødres sorg og manglende anerkendelse af familiens behov for sammen at komme igennem en meget tung og svær periode. Vi støtter derfor op om beslutningsforslaget og om de ændringer, som SF foreslår kan ligestille forældrenes ret til at bearbejde deres sorg.

Modsætningen til at give forældre sorgorlov er jo at betragte sorg som en sygdom, hvor man er nødt til at sygemelde sig, men hvad deraf kan følge af problemer alt efter arbejdspladsens forståelse og mulighed for at beholde medarbejderen. Jeg synes derfor, det er et rigtig godt og rigtig vigtigt forslag, at vi giver begge forældre muligheder for at bearbejde deres sorg. Derfor kan vi støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen kommentarer. Den næste ordfører er fru May-Britt Kattrup. Jeg synes, jeg har set ordføreren. Så må vi springe over. Der er lidt forvirring om ordførerne heroppe, også om navnene. Så er det fru Merete Scheelsbeck, værsgo.

Tak for det. Tak til forslagsstillerne. Det Konservative Folkeparti er enige med forslagsstillerne i, at beslutningsforslaget her vedrører en urimelig og unødvendig forskelsbehandling mellem forældre i en meget svær situation. At miste et spædbarn må være ganske forfærdeligt – for begge forældre vel at mærke. Vi er derfor enige i intentionen bag beslutningsforslaget. Vi er dog også enige med beskæftigelsesministeren og de foregående ordførere i, at det er vigtigt, at finansieringen er på plads. Vi ser derfor også finanslovsforhandlingerne som det rigtige sted at tage sagen op, netop så vi kan finde en varig løsning på det her problem.

På den baggrund kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, men vi vil derimod gerne arbejde for, at vi i Ligestillingsudvalget kan blive enige om en fælles beretning.

Tak til ordføreren. Det ser ud, som om fru May-Britt Kattrup gerne vil have ordet nu. Værsgo. Skal ordføreren have ordet, eller hvordan? ( May-Britt Kattrup (LA): Ja tak, jeg kommer nu). Vi venter gerne.

Tak for det, og undskyld forsinkelsen. Jeg troede, at det først kom på efter frokost, så det beklager jeg meget, og jeg er så lidt forpustet, fordi jeg er løbet herop.

Jeg synes, det er dejligt, at SF bringer fokus på ligestilling mellem fædres og mødres rettigheder i forhold til børn. Man må nemlig sige, at der på dette område ikke er ligestilling, da fædre og mødre og medmødre står ret svagt i alt, hvad der har med deres egne børn at gøre. I det hele taget har jeg lagt op til, at vi ser mere på mænds rettigheder i forbindelse med skilsmisse og fælles børn og børnecheck, forældremyndighed m.m.

I det her konkrete forslag taler vi om den ulykkelige situation, hvor man har mistet sit barn, og at miste et spædbarn eller for den sags skyld et barn uanset alder, må være noget af det værste, man overhovedet kan komme ud for. For selvfølgelig skal fædre og medmødre have samme mulighed som mødre for at bearbejde sorgen.

Jeg er derfor enig med SF i, at der bør ske en ligestilling, men jeg mener det bør være en permanent løsning, og derfor er finansiering via satspuljen ikke en optimal løsning.

Liberal Alliance mener derfor, at det bør tages op ved de næste finanslovsforhandlinger, og under disse forhandlinger vil det så også være relevant at inddrage fagkundskaben i, hvad der egentlig er det bedste for mennesker med så stor en sorg. Liberal Alliance støtter derfor ikke forslaget. Men vi vil meget gerne være med til at afgive en fælles beretning, som kan danne grundlag for en beslutning om ligestilling på området.

Tak til ordføreren. Så tager vi ordføreren for forslagsstillerne med her inden frokost. Værsgo.

Det her er sådan en af de dage, hvor det er en fest at være folketingsmedlem, ikke fordi den sag, vi behandler, er sådan særlig festlig – tværtimod – men fordi det vidner om, at det godt kan lade sig gøre en gang imellem at lave nogle brede løsninger i det her Folketing.

Jeg vil gerne starte med at sige tak for de mange indlæg. Det er jo ikke en egentlig debat, der har været, men jeg vil sige, at det, som alle ordførere, der har været på talerstolen, har givet udtryk for, er en kæmpe medfølelse med de mennesker, der rammes af det her, og det tror jeg i sig selv også betyder noget for dem. Jeg vil gerne sige tak for opbakningen til forslaget både fra ordførerne og fra ministeren. Jeg er med de meldinger sikker på, at vi kan få landet en beretning, der forbedrer ligestillingen og også forbedrer livssituationen for de par, som oplever det ubærlige, det er, at miste deres spædbarn.

Det her er en sag, som vi i SF har kæmpet for i mange år, og det er vist femte gang, vi fremsætter beslutningsforslaget; første gang, så vidt jeg kan se, var tilbage i 2006 og senest også i folketingssamlingen 2014-2015. Nu ser det ud til, at det kan lykkes, og det er jeg rigtig glad for på familiernes vegne.

Omkring 400 forældrepar oplever hvert år at miste et spædbarn inden den 32. uge efter fødslen. Det er 400 familier, der lider et ubegribeligt tab. Det er næsten ikke til at rumme, hvor stor en sorg det må være for de forældre og familier, som skal gennemgå det. Når mennesker rammes af sådan nogle tragedier, er det vigtigt, at vi som samfund står klar med hjælp, og det gør vi heldigvis i Danmark, fordi vi har en god og solidarisk samfundsmodel, der understøtter og hjælper borgere, der måtte have brug for det.

Men når det kommer til samfundets hjælp i forbindelse med sorgorlov, er der altså et mærkværdigt ligestillingsproblem, som vi er nødt til at tage hånd om. Moren, der mister et spædbørn har i dag ret til 14 ugers sorgorlov, hvilket er godt. Faren derimod har kun ret til 2 uger, og det mener vi i SF simpelt hen hverken er retfærdigt eller på nogen som helst måde kan forklares. Det er et ligestillingsproblem, som vi som samfund må gøre noget ved. Det handler grundlæggende om at anerkende, at begge forældre har ret til at sørge. Fædre eller medmødre, der mister et barn, bliver lige så hårdt ramt af sorgen som moren til barnet, og derfor mener vi i SF, at det er helt rimeligt, at begge parter skal have ret til 14 ugers sorgorlov.

Der er to tungtvejende årsager til, at der bør ske en ligestilling på området. Den første grund er, at sorgen efter at have mistet et barn ikke handler om køn. Det mener vi i SF at lovgivningen bør anerkende. Den anden grund er noget lige så vigtigt, nemlig at lovgivningen også bør afspejle, at sorg ikke bare er et individuelt anliggende. Den sorg, det er at miste et spædbarn, er i høj grad en sorg, man gennemgår som familie og som forældrepar, og det bør lovgivningen give mulighed for at man kan gøre til fulde. Det er netop det, den foreslåede lovgivning skal tage højde for. Det skal være en rettighed, som man kan vælge, om man vil gøre brug af, hvis man har behov for det.

Som vi også har beskrevet i beslutningsforslaget, er vi ganske åbne for finansieringen af forslaget. Når vi foreslog det med satspuljen, er det, fordi de andre gange forslaget har været rejst, er det altid faldet på finansieringen, og vi ville bare helgardere, at den her gang skulle vi finde en eller anden form for finansiering, så det i hvert fald ikke er det, der stopper det. Jeg håber derfor også, at de forskellige ordførere, der har givet tilsagn om opbakning til forslaget i dag, er et udtryk for, at vi inden for en relativt overskuelig periode kan finde en finansiering, der kan ligestille fædre og mødre, og at vi kan komme hurtigt i gang med at få ændret lovgivningen.

Så jeg vil gerne sige tusind tak for det, og jeg skal sige fra Radikale Venstre og Alternativet, at de også kan støtte forslaget.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Ligestillingsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Så udsætter jeg mødet til kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:02).