UUI, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 937: Spm. om talepapir fra samrådet den 23/6-17 om lovligheden af ministerens instruks om mindreårige gifte asylansøgere, til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2016-17
UUI Alm.del
Offentligt

Talepapir

Arrangement:

Samrådsspørgsmål AW, AX, AY og

Fredag den 23. juni 2017 kl. 9.30

Hvornår:

13. juni 2017

DET TALTE ORD GÆLDER

Sags nr.

Akt-id

Udkast til tale til brug for besvarelsen af samråds-

spørgsmål AW-AZ fra Udlændinge- og Integrations-

udvalget.

Spørgsmålene er stillet efter ønske fra Holger K. Nielsen

(SF), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Sofie Carsten Niel-

sen (RV), Mattias Tesfaye (S) og Josephine Fock (ALT).

***

Samrådsspørgsmål AW og AY

Samrådsspørgsmål AW:

”

Vil ministeren detaljeret redegøre for forløbet efter at

ministeren fjernede formuleringen om at foretage en

konkret vurdering i pressemeddelelsen af 10. februar

2016, herunder orientere om hvordan det gik til at pres-

semeddelelsen fik karakter af en instruks på ministerens

ressortområde, hvornår i forløbet det går op for ministe-

UUI, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 937: Spm. om talepapir fra samrådet den 23/6-17 om lovligheden af ministerens instruks om mindreårige gifte asylansøgere, til udlændinge- og integrationsministeren

ren at pressemeddelelsen har fået karakter af en instruks,

hvorvidt ministeren efterfølgende af sit embedsværk blev

gjort opmærksom på at instruksen i sit indhold var ulov-

lig, om ministeren blev vejledt om ikke at lade presse-

meddelelsen blive fulgt op med en instruks, og om mini-

steren efterfølgende fulgte op og lod sig orientere om

Udlændingestyrelsens håndtering af de konkrete sager?

”

Samrådsspørgsmål AY:

”

Vil ministeren redegøre for forløbet i Udlændingesty-

relsen efter modtagelsen af den undtagelsesfrie instruks,

herunder hvorvidt der ved modtagelsen i Udlændingesty-

relsen opstår bekymring omkring lovligheden af instruk-

sen, hvorvidt der iværksættes tiltag med henblik på at fo-

retage en undtagelsesfri adskillelse i sagerne, samt

hvornår man i Udlændingestyrelsen bliver opmærksom

på, at instruksen er ulovlig i sit indhold, og hvornår man

ophører med at administrere i overensstemmelse med in-

struksen?

”

[Indledning]

De 4 samrådsspørgsmål, der er stillet, følger op på mi-

ne svar på samrådet den 1. juni 2017 på samrådsspørgs-

mål AT og AU.

Jeg vil først svare på spørgsmål AW og AY i sammen-

hæng, da begge spørgsmål går på forløbet efter presse-

meddelelsen af 10. februar 2016. Derefter vil jeg svare

på de øvrige to spørgsmål.

Samrådsspørgsmålene drejer sig naturligt nok om emner,

som vi også berørte på samrådet d. 1. juni. Derfor er de

svar, jeg giver i dag, på flere punkter en gentagelse af de

svar, som jeg gav under det samråd. Det kan ikke være

anderledes.

[Den politiske holdning til barnebrude]

Inden jeg svarer på spørgsmålene, vil jeg gerne minde

om den politiske debat, som jeg oplevede den i tiden

omkring min praksisændring i februar 2016.

I dag forsøger også oppositionen jo nærmest at fremstille

det, som om de hele tiden har været imod barnebrude på

de danske asylcentre.

Men sådan var det jo ikke. Når praksis blev ændret tilba-

ge i februar sidste år, skyldes det, at jeg tog initiativ til at

vende den tidligere praksis på hovedet.

Fordi jeg ønsker, at pigerne skal have frihed til at leve

deres liv, som de ønsker og vælge den ægtefælle, de øn-

sker.

Derfor ønskede jeg at skille parrene ad og lægge en så

restriktiv linje som overhovedet muligt.

Og min holdning er, at jeg i sidste ende har ansvaret for

de her piger og for, at de ikke på danske asylcentre fast-

holdes i et ufrivilligt ægteskab.

Derfor var det mit klare politiske mål at sikre pigerne en

form for pusterum, hvor de kunne overveje deres situati-

on.

For mig er det aldeles uklart, om det også er det, opposi-

tionen ville. Og om det er det, man vil i dag.

Men med den praksis, som jeg har gennemført, er det he-

le nu vendt 180 grader.

Uanset om man bliver adskilt eller ikke, så bliver alle

par, hvor der er en mindreårig involveret, i dag oplyst

om, at i Danmark er udgangspunktet, at man ikke kan

leve sammen med en mindreårig på vores asylcentre.

Den håndsrækning er jeg glad for, at vi tilbyder de her

unge piger.

[Forløbet efter, at ministeren tog forbeholdet ud af

pressemeddelelsen]

Så vender jeg mig mod spørgsmålene.

Der spørges først, hvordan det gik til, at pressemeddelel-

sen fik karakter af en instruks. Det spørgsmål blev også

stillet mundtligt under samrådet den 1. juni

–

men jeg vil

gerne svare på spørgsmålet igen.

Først vil jeg for en god ordens skyld gentage, hvordan

forløbet var i forbindelse med udsendelsen af presse-

meddelelsen. Det er en forudsætning for at kunne svare

fyldestgørende på spørgsmålet.

Som jeg nævnte i min tale under samrådet den 1. juni,

gik rådgivningen af mig fra mine embedsmænd på, at der

i selve indkvarteringsordningen skulle være en undtagel-

sesmulighed i særlige tilfælde.

Jeg havde gerne set, at alle par kunne adskilles, men det

var vurderingen, at det ikke var muligt i forhold til vores

internationale forpligtelser.

I pressemeddelelsen valgte jeg at beskrive den generelle

indkvarteringsordning, så min holdning stod helt klart.

Og som jeg oplyste under samrådet den 1. juni, var det

mig selv, der ændrede pressemeddelelsen og tog forbe-

holdet ud af pressemeddelelsen.

Når pressemeddelelsen efterfølgende fik karakter af en

instruks, skyldes det, at der ikke i umiddelbar forlængel-

se af pressemeddelelsen blev sendt en egentlig skriftlig

instruks til Udlændingestyrelsen, som beskrev de undta-

gelser, der skulle gøres.

***

Det var det, jeg oplyste under samrådet den 1. juni. At

pressemeddelelsen efterfølgende fik karakter af en in-

struks. Det vil jeg prøve at uddybe, så det forhåbentlig

bliver klarere. For jeg forstår sådan set godt, at der kan

være tvivl om forløbet. Det er også derfor, at jeg under

samrådet tilkendegav, at der er ting, vi skulle have gjort

anderledes.

Under samrådet blev jeg spurgt, hvornår pressemeddelel-

sen blev til en instruks. Jeg tror endda, at der var

spørgsmål om, på hvilken dag og klokkeslæt dette mere

præcist skete. Og det er også sådan, jeg forstår denne del

af samrådsspørgsmålet.

Hvis jeg skal kunne svare på dette, forudsætter det, at jeg

eller ministeriet på et eller andet tidspunkt siger, at nu er

der tale om en instruks, ikke en pressemeddelelse. Sådan

var det ikke.

Det, jeg sagde på samrådet den 1. juni, var, at presse-

meddelelsen efterfølgende

–

på et eller andet tidspunkt

–

fik

karakter

af en instruks.

Når pressemeddelelsen får karakter af en instruks, så

skyldes det altså ikke, at vi på et eller andet tidspunkt be-

slutter os for, at nu, fra dette tidspunkt, er pressemedde-

lelsen ikke længere en pressemeddelelse, men en in-

struks.

Det står derimod klart, at pressemeddelelsen ikke umid-

delbart efter den 10. februar 2016 blev fulgt op af andre

skriftlige instrukser til Udlændingestyrelsen.

Og derfor blev min pressemeddelelse, som departementet

samme dag sendte til Udlændingestyrelsen pr. mail uden

yderligere forklarende tekst, altså den eneste skriftlige

kommunikation om rammerne for ordningen på dette

tidspunkt til Udlændingestyrelsen.

Og da der ikke nogenlunde samtidig kom anden skriftlig

kommunikation til Udlændingestyrelsen, betyder det, at

pressemeddelelsen blev til instruksen. Men det skyldes

altså ikke pressemeddelelsen i sig selv, for det er netop

en pressemeddelelse, da den bliver sendt ud. Det skyldes,

at pressemeddelelsen ikke bliver fulgt op af en egentlig

skriftlig instruks.

For at bruge ombudsmandens ord

–

og her citerer jeg:

”Der findes således ikke i det sagsmateriale, som jeg har

modtaget, nogenlunde samtidig dokumentation for, at det

allerede den 10. februar 2017 blev lagt til grund som en

klar forudsætning, at det i visse tilfælde ville være i strid

med gældende ret at adskille parterne.”

–

citat slut.

Det er på den baggrund, at ombudsmanden finder,



instruksen efter sit indhold er ulovlig, og



pressemeddelelsen får karakter af en instruks,



instruksen medførte en betydelig risiko for, at

der blev truffet forkerte afgørelser i de konkrete sa-

ger.

Og derfor har fremgangsmåden efter ombudsmandens

opfattelse været meget risikabel i forhold til den grund-

læggende pligt til at sikre lovlig administration.

Begge dele har jeg taget til efterretning. Og det betyder

også, at jeg anerkender, at forløbet har medført en bety-

delig risiko for, at der blev truffet forkerte afgørelser.

Men som jeg også gentagne gange sagde under samrådet

den 1. juni, og som jeg vil komme tilbage til, administre-

rede Udlændingestyrelsen rent faktisk ikke ordningen

undtagelsesfrit.

Som jeg tidligere har sagt, skulle vi dog i umiddelbart

forlængelse af, at pressemeddelelsen blev sendt til Ud-

lændingestyrelsen, have fulgt op med en egentlig skrift-

lig instruks til styrelsen, der indeholdt de nødvendige

forbehold. Det skulle vi. Det tager jeg, som jeg også sag-

de på samrådet den 1. juni, på mig.

Som jeg redegjorde for under samrådet den 1. juni, og

som det også indgår i ombudsmandens redegørelse,

sendte departementet godt en måned senere, den 18.

marts 2016, en e-mail til Udlændingestyrelsen.

Denne mail sendes i forlængelse af de løbende juridiske

drøftelser mellem departementet og Udlændingestyrelsen

bl.a. i forhold til udarbejdelse af retningslinjer om ram-

merne for ordningen. Mailen indeholder det talepapir,

som jeg anvendte under samrådet den 15. marts, og den

indeholder andre dokumenter, der er brugt i forbindelse

med min forberedelse af samrådet. Herudover tilkende-

gives det skriftligt over for Udlændingestyrelsen, at der

skal gøres undtagelse i tilfælde, hvor separat indkvarte-

ring vil være i strid med vores internationale forpligtel-

ser. Det tilkendegives også, at Udlændingestyrelsen skal

orientere departementet om de sager, hvor styrelsen fin-

der, at der ikke kan ske separat indkvartering af hensyn

til Danmarks internationale forpligtelser. Endvidere til-

kendegives det, at tvivlsspørgsmål om rækkevidden af

Danmarks internationale forpligtelser kan forelægges for

departementet.

Når denne mail sendes på dette tidspunkt, er det således i

forlængelse af samrådet den 15. marts 2016, og tilkende-

givelsen i mailen om, at der skal foretages en individuel

vurdering skal bl.a. ses i lyset af det, som ombudsman-

den også senere peger på: nemlig den risiko for forkerte

afgørelser, som forløbet indtil da kunne føre til.

***

Der er blevet spurgt meget til et koncerndirektionsmøde

den 10. februar, hvor jeg deltog sammen med koncerndi-

rektionen i Udlændinge- og Integrationsministeriet

–

samme dag som min pressemeddelelse udsendes.

Som det fremgår af ombudsmandens redegørelse, har

ministeriet gjort ombudsmanden bekendt med, at det

mundtligt har været tilkendegivet over for Udlændinge-

styrelsen ved flere lejligheder, at der ville være tilfælde,

hvor der af hensyn til Danmarks internationale forpligtel-

ser skulle gøres undtagelse fra udgangspunktet om sepa-

rat indkvartering, og at styrelsen i disse tilfælde naturlig-

vis skulle administrere i overensstemmelse med dette.

Og det fremgår også af ombudsmandens redegørelse, at

ministeriet har oplyst, at dette blev drøftet på et koncern-

direktionsmøde den 10. februar 2016, hvor bl.a. Udlæn-

dingestyrelsen deltog.

Men fordi der ikke foreligger et referat fra drøftelserne

på direktionsmødet og dermed intet på skrift, indgår dette

møde kun i begrænset omfang i ombudsmandens samle-

de vurdering.

Og som jeg sagde flere gange under samrådet den 1. juni,

er ombudsmanden også bekendt med det øvrige, interne

materiale i sagen, som belyser ministeriets retlige over-

vejelser forud for og i tilknytning til udsendelsen af pres-

semeddelelsen.

Endvidere er ombudsmanden bekendt med de udtalelser,

som ministeriet og Udlændingestyrelsen har sendt til

ombudsmanden som led i dennes undersøgelse.

Det er både disse udtalelser og dette interne materiale om

ministeriets retlige overvejelser, ombudsmanden baserer

sin bedømmelse af sagen på.

Ombudsmanden lægger herefter til grund, at det

ikke

var

ministeriets hensigt at pålægge Udlændingestyrelsen en

praksis uden en individuel vurdering, og at det således

ikke

var ministeriets samlede intention at pålægge styrel-

sen en ulovlig praksis.

Så har der været en debat om

udtrykket ”at lægge til

grund”,

og om det er det samme som ”at konkludere”.

Og lad mig bare sige det klart: Jeg har ikke haft til sinds

at tillægge ombudsmanden vurderinger, som han ikke

selv har givet udtryk for.

For mig er det væsentlige i denne sammenhæng, at om-

budsmanden har haft alt, hvad der er om ministeriets ret-

lige overvejelser i både departement og styrelse til rådig-

hed.

Og det er bl.a. på den baggrund, at udtrykket ”at

lægge til grund” skal læses.

Når det er sagt, er det også ombudsmandens sammenfat-

tende vurdering, at instruksen efter sit indhold var ulov-

lig og samtidig medførte en betydelig risiko for forkerte

afgørelser.

Og jeg har, som jeg også har sagt flere gange, taget om-

budsmandens vurdering til efterretning.

***

Lad mig samle op.

For det første:

På det tidspunkt, hvor vi sad og arbejde med pressemed-

delelsen, havde dokumentet ikke karakter af en instruks.

Derfor

blev der ikke foretaget en juridisk vurdering af,

om pressemeddelelsen efter sin ordlyd ville være ulovlig,

hvis den efterfølgende skulle læses som en instruks.

Og derfor

har jeg ikke forud for udsendelsen af presse-

meddelelsen drøftet med mine embedsmænd, om selve

det, at jeg udsendte en pressemeddelelse, der indeholdt

min politiske tilkendegivelse, ville være ulovligt, når jeg

tog undtagelsen ud af ordlyden.

For det andet:

Når ombudsmanden efterfølgende vurderer, at presse-

meddelelsen efter sit indhold var ulovlig, skyldes det, at

den ikke på et tidligt tidspunkt blev fulgt af en egentlig

skriftlig instruks til Udlændingestyrelsen.

Og for det tredje:

Når jeg så har taget ombudsmandens kritik til efterret-

ning, betyder det også, at vi umiddelbart i forlængelse af

udsendelsen af pressemeddelelsen skulle have fulgt op

med en egentlig skriftlig instruks, der indeholdt de nød-

vendige forbehold.

Disse tre pointer fremhævede jeg på samrådet den 1. ju-

ni. Og det er også mit svar i dag.

Men jeg medgiver også, at kommunikationen til Udlæn-

dingestyrelsen ikke har været stringent.

***

I forlængelse af dette er det vigtigt for mig at gøre en

ting meget klart, som jeg tror, at kritikerne af forløbet

overser.

Centralt i den her sag står Udlændingestyrelsens admini-

stration af indkvarteringsordningen og spørgsmålet om,

hvad jeg var bekendt med i forhold til Udlændingestyrel-

sens administration efter udsendelsen af pressemeddelel-

sen.

Jeg kan helt klart sige, at Udlændingestyrelsen foretog en

individuel vurdering. Med andre ord

blev

der foretaget en

vurdering af den enkelte sags omstændigheder.

Det ved jeg, fordi jeg fulgte opfølgningen i sagen.

Som jeg har sagt, gav jeg internt i ministeriet meget klart

udtryk for, at jeg ønskede en så restriktiv linje som over-

hovedet muligt.

Derfor bad jeg tidligt i forløbet om at blive orienteret om

implementeringen af den nye ordning, og jeg var af na-

turlige grunde særligt interesseret i de sager, hvor Ud-

lændingestyrelsen

ikke

havde adskilt parrene.

Det betyder, at jeg blev bekendt med, at styrelsen foretog

en vurdering af hver enkelt sags omstændigheder.

***

[Samrådsspørgsmål AY]

Så er der stillet spørgsmål til, om jeg vil redegøre for for-

løbet i Udlændingestyrelsen efter modtagelsen af in-

struksen.

Jeg har selvfølgelig bedt Udlændingestyrelsen om et bi-

drag til besvarelsen af dette spørgsmål. Og mit svar bli-

ver derfor også lidt specielt, for jeg vil gerne læse styrel-

sens bidrag op i sin fulde ordlyd. Det synes jeg er det rig-

tigste at gøre i denne sag.

Udlændingestyrelsen har om forløbet efter udsendelsen

af pressemeddelelsen oplyst følgende, og nu læser jeg

op:

”Den

10. februar 2016 udsendte Udlændinge- og Inte-

grationsministeriet en pressemeddelelse om, at ingen

mindreårige fremover måtte indkvarteres sammen med

en ældre ægtefælle eller samlever.

Udlændingestyrelsen modtog umiddelbart efter udsen-

delsen af pressemeddelelsen den 10. februar 2016 en

mundtlig instruks fra Udlændinge- og Integrationsmi-

nisteriet om administrativt at effektuere i overens-

stemmelse med indholdet af pressemeddelelsen.

Udlændinge- og Integrationsministeriet anmodede

desuden Udlændingestyrelsen om straks at orientere

indkvarteringsoperatørerne om de nye retningslinjer.

Indkvarteringsoperatørerne blev derfor den 10. februar

2016 orienteret om de nye retningslinjer.

Udlændingestyrelsen orienterede om, at de nye ret-

ningslinjer betød, at ingen mindreårige fremover måtte

indkvarteres sammen med en ældre ægtefælle eller

samlever, uanset om der var fællesbørn, og at der skul-

le ske adskillelse i samtlige sager, hvor en mindreårig

var indkvarteret sammen med en ældre ægtefælle eller

samlever.

Udlændingestyrelsen bad samtidig om at blive oriente-

ret, hvis operatørerne blev opmærksomme på par, der

var omfattet af Udlændinge- og integrationsministeri-

ets instruks.

Det var Udlændingestyrelsen, der i hver enkelt sag ef-

terfølgende skulle beslutte, om der skulle ske separat

indkvartering. Det var altså ikke operatørerne, der

skulle træffe denne beslutning.

Der blev ikke den 10. februar 2016 truffet beslutning

om separat indkvartering. Udlændingestyrelsen orien-

terede den 10. februar 2016 alene indkvarteringsopera-

tørerne om de nye retningslinjer.

Den 10. februar 2016 var det Udlændingestyrelsens

vurdering, at det ville rejse spørgsmål i forhold til

Danmarks internationale forpligtelser, hvis der skulle

etableres en ordning, hvorefter mindreårige over 15 år

–

uden mulighed for, at der kunne gøres undtagelse

–

skulle indkvarteres adskilt fra deres ægtefælle eller

samlever.

Disse spørgsmål blev rejst af Udlændingestyrelsen

over for Udlændinge- og Integrationsministeriet, og

spørgsmålene blev som følge heraf i de kommende da-

ge og uger løbende drøftet mellem Udlændingestyrel-

sen og Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Udlændinge- og Integrationsministeriet tilkendegav i

forbindelse med disse drøftelser, at styrelsen kunne fo-

relægge konkrete problemstillinger for departementet,

hvis styrelsen i relation til de konkrete sager ønskede

departementets vurdering af foreneligheden med Dan-

marks internationale forpligtelser.

Efter anmodning fra Udlændinge- og Integrationsmini-

steriet orienterede Udlændingestyrelsen løbende mini-

steriet om status vedrørende adskillelse af parrene i de

konkrete sager.” Citat slut.

I forhold til spørgsmålet om, hvordan Udlændingestyrel-

sen faktisk har administreret ordningen, har Udlændinge-

styrelsen oplyst følgende, og nu læser jeg igen op:

”Udlændingestyrelsen

har på intet tidspunkt admini-

streret ordningen på en sådan måde, at der ikke kunne

gøres undtagelse fra instruksen. Udlændingestyrelsen

har i alle sager foretaget en konkret og individuel vur-

dering af, om der skulle ske separat indkvartering.

Udlændingestyrelsen har under hele forløbet siden den

10. februar 2016 administreret ordningen vedrørende

indkvartering af mindreårige ægtefæller og samlevere

på asylcentrene under hensyntagen til Danmarks inter-

nationale forpligtelser.

Beslutningerne om, hvorvidt der skulle ske adskillelse

i de konkrete sager, blev truffet, efterhånden som Ud-

lændingestyrelsen foretog en gennemgang af sagerne.

De første par blev adskilt den 16. februar 2016, dvs. 6

dage efter Udlændinge- og Integrationsministeriets

pressemeddelelse af 10. februar 2016.

Den 18. februar 2016 anmodede Udlændingestyrelsen

operatørerne om yderligere oplysninger.

Der blev bl.a. indhentet oplysninger om eventuelle fæl-

lesbørn, graviditet, familiemedlemmer, som også op-

holdt sig i Danmark, operatørernes vurdering af even-

tuelle behov for foranstaltninger mv. Par med fælles-

børn blev samtidig bedt om at tage stilling til, hvilken

forælder der skulle indkvarteres sammen med fælles-

børnene.

Udlændingestyrelsen anmodede endelig operatørerne

om oplysninger om, hvorvidt familien var velfunge-

rende, herunder om der var bekymring for parternes el-

ler eventuelle børns trivsel, og hvordan det vurderedes,

at familien ville fungere efter en adskillelse af parret,

samt om oplysninger om, hvorvidt der var øvrige for-

hold, som styrelsen burde være opmærksom på.

Oplysningerne indgik bl.a. i vurderingen af, om der

skulle ske adskillelse.

I forbindelse med gennemgangen af oplysningerne i

sagerne identificerede Udlændingestyrelsen fem sager,

hvor Udlændingestyrelsen ikke indkvarterede parrene

separat, idet det var styrelsens vurdering, at separat

indkvartering ville være i strid med Danmarks interna-

tionale forpligtelser. Disse sager blev i starten af marts

forelagt for Udlændinge- og Integrationsministeriet

med henblik på departementets tilkendegivelse af for-

ståelsen af de retlige rammer, herunder rækkevidden af

Danmarks internationale forpligtelser.” Citat slut.

I forhold til spørgsmålet om, om Udlændingestyrelsen

har foretaget partshøringer i de omtalte sager, har Ud-

lændingestyrelsen oplyst følgende, og igen læser jeg op:

”I

forlængelse af instruksen drøftede Udlændingesty-

relsen og Udlændinge- og Integrationsministeriet

spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om faktisk for-

valtningsvirksomhed, når styrelsen beslutter at ind-

kvartere et par separat, eller om der er tale om en afgø-

relse i forvaltningslovens forstand.

Udlændingelovens bestemmelser om indkvartering be-

tyder, at en beslutning om at flytte en asylansøger fra

et asylcenter til et andet er såkaldt ”faktisk forvalt-

ningsvirksomhed”. Det medfører bl.a., at der ikke

efter

forvaltningsloven skal ske partshøring i sagerne, og at

der ikke skal træffes afgørelse i sagerne. Sådan er det

altså hver gang, en asylansøger flyttes, fx fordi et asyl-

center lukkes.

Hvis en asylansøger ikke efterkommer en beslutning

om at flytte, kan Udlændingestyrelsen give asylansø-

geren et såkaldt ”flyttepåbud”. Flyttepåbuddet er en

afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det betyder

bl.a., at reglerne om partshøring herefter gælder, og at

der skal træffes en afgørelse i sagen.

Indtil april 2016 blev sagerne behandlet som alle andre

sager om indkvartering af asylansøgere

–

altså som

faktisk forvaltningsvirksomhed. I de sager, hvor Ud-

lændingestyrelsens beslutning om flytning blev fulgt,

blev der ikke truffet en

afgørelse

herom i forvaltnings-

lovens forstand. Og der blev derfor ikke foretaget

partshøring, ligesom der ikke blev givet en begrundel-

se.

Det ændrer dog ikke på, at der blev administreret såle-

des, at der blev foretaget en konkret og individuel vur-

dering af, om det var foreneligt med Danmarks inter-

nationale forpligtelser at adskille parrene.

Den 28. april 2016 besluttede Udlændingestyrelsen at

genoptage de konkrete sager om adskilt indkvartering.

Udlændingestyrelsen besluttede, at der skulle træffes

en egentlig afgørelse i alle sager.

Baggrunden for genoptagelsen af sagerne var ikke en

vurdering af, at styrelsens beslutninger om separat

indkvartering var i strid med Danmarks internationale

forpligtelser. Den var derimod at sikre, at sagerne blev

behandlet som afgørelsessager på grund af den indgri-

bende karakter for de involverede par, og at parterne

derfor også fik lejlighed til at komme med deres be-

mærkninger til adskillelsen.” Citat slut.

Det vil sige, at hele spørgsmålet om partshøringer er ud-

tryk for juridiske overvejelser om, hvorvidt beslutningen

om at adskille parrene var af så indgribende karakter, at

der var tale om en afgørelse, hvor parterne skulle have

lejlighed til at komme med deres bemærkninger, inden

afgørelsen blev truffet.

Og jeg vil gerne sige meget klart: Det var juridiske over-

vejelser, som foregik mellem Udlændingestyrelsen og

departementet. Og det var ikke juridiske overvejelser,

som jeg var inde over.

Jeg bliver først gjort bekendt med emnet, efter det er be-

sluttet, at der skal træffes afgørelser i alle sager, hvorfor

der også skal gennemføres partshøringer.

Jeg har også noteret mig, at der flere steder har bredt sig

den opfattelse, at Udlændingestyrelsen skulle have om-

gjort de første sager om adskillelse, fordi de var forkerte.

Udlændingestyrelsen har hertil oplyst følgende. Jeg læser

op:

”Ordningen

indebærer, at parrene indkvarteres hver for

sig, medmindre det er i strid med Danmarks internati-

onale forpligtelser. Den separate indkvartering opret-

holdes kun, så længe den er forenelig med Danmarks

internationale forpligtelser.

At et par først bliver skilt ad, og senere får mulighed

for at blive indkvarteret sammen, er derfor ikke udtryk

for, at det var forkert at indkvartere parret hver for sig i

første omgang. Det er derimod udtryk for, at varighe-

den indgår i vurderingen af, hvor længe en separat

indkvartering kan opretholdes, og stadig være i over-

ensstemmelse med Danmarks internationale forpligtel-

ser.” Citat slut.

Så vidt Udlændingestyrelsens eget bidrag om forløbet i

Udlændingestyrelsen efter udsendelsen af min generelle

indkvarteringsordning.

Som Udlændingestyrelsen selv har redegjort for, har sty-

relsen under hele forløbet administreret ordningen under

hensyntagen til Damarks internationale forpligtelser.

Jeg kan i øvrigt henvise til de skriftlige udvalgsspørgs-

mål, som er besvaret blandt andet med bidrag fra Udlæn-

dingestyrelsen.

Som sagt anerkender jeg, at forløbet kan kritiseres. Og

jeg står ved, at den samlede kommunikation fra departe-

mentet til Udlændingestyrelsen om ordningens indhold

har været mangelfuld.

Og derfor har jeg også taget ombudsmandens alvorlige

kritik til efterretning. Det gælder for det første kritikken

af selve indholdet af instruksen. Og det gælder også om-

budsmandens kritik om, at pressemeddelelsen med det

kategoriske og undtagelsesfri indhold og kommunikatio-

nen i øvrigt til Udlændingestyrelsen medførte en betyde-

lig risiko for forkerte afgørelser

***

II.

Samrådsspørgsmål AX

Vil ministeren redegøre for, om det var i overensstem-

melse med ministerens sandhedspligt at fjerne formule-

ringen om at foretage en individuel vurdering i presse-

meddelelsen af 10. februar 2016?

***

Så spørges der i samrådsspørgsmål AX, om det var i

overensstemmelse med min sandhedspligt som minister

at fjerne formuleringen om at foretage en individuel vur-

dering i pressemeddelelsen af 10. februar 2016.

Det er klart, at en ministers sandhedspligt også omfatter

udsendelsen af en pressemeddelelse.

Samtidig tror jeg, at alle er enige om, at ministres pres-

semeddelelser også er et politisk redskab, og at der der-

for ikke gælder de samme krav til en udtømmende retlig

gennemgang af et givent anliggende, som tilfældet er for

eksempel for svar på spørgsmål fra et af udvalgene i Fol-

ketinget.

Men naturligvis skal pressemeddelelsens indhold ligge

inden for rammerne af sandhedspligten. Det vil være en

konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, hvilke krav der

stilles til en pressemeddelelse for at sandhedspligten kan

siges at være opfyldt. Heri indgår bl.a. hensynet til at

kommunikere et klart og tydeligt signal. Det er den af-

vejning, der bliver foretaget.

Og som jeg også tidligere har oplyst, var det mig selv,

som tog forbeholdet ud af pressemeddelelsen.

Ingen betvivler vel min eller andre ministres ret til at an-

vende pressemeddelelser med det sigte, uanset om man

deler min politiske holdning i denne sag.

Men uanset mit politiske sigte med pressemeddelelsen,

så skulle vi, som jeg også har tilkendegivet tidligere, un-

der alle omstændigheder umiddelbart i forlængelse af ud-

sendelsen af pressemeddelelsen have fulgt op med en

egentlig skriftlig instruks med de nødvendige forbehold.

Det sagde jeg også allerede på samrådet den 1. juni.

***

III. Samrådsspørgsmål AZ

Vil ministeren i samtlige de tilfælde, hvor hun siden 10.

februar 2016 har besvaret spørgsmål fra Folketinget om

adskilt indkvartering af mindreårige gifte eller samle-

vende asylansøgere, redegøre for, hvordan hvert enkelt

svar harmonerer med ministerens forklaring under sam-

rådet 1. juni 2017 om, at det gennem hele forløbet har

været en forudsætning og en del af ministerens instruks,

at alle par skulle vurderes konkret og individuelt, og at

praksis skulle stemme overens med dansk ret og Dan-

marks internationale forpligtelser?

***

Endelig beder udvalget mig redegøre for, om mine svar

siden instruksen af 10. februar 2016 på Folketingets

spørgsmål om adskilt indkvartering af mindreårige gifte

eller samlevende asylansøgere i alle tilfælde harmonerer

med forudsætningen om en individuel vurdering i hvert

enkelt tilfælde, og at praksis skulle stemme overens med

dansk ret og Danmarks internationale forpligtelser.

Til brug for svaret er der foretaget en gennemgang af de

spørgsmål, der er stillet om denne sag siden den 10. fe-

bruar 2016, og mine svar. Efter ministeriets opgørelse er

der stillet godt 40 spørgsmål forud for samrådet den 1.

juni med et sådant indhold.

Jeg vil ikke redegøre i detaljer for hvert enkelt svar til

Folketinget. Det er rammerne for et samråd simpelthen

ikke til. Men jeg vil naturligvis svare på skriftlige

spørgsmål om dette.

Generelt vil jeg sige, at der i alle svar givet efter samråd

Z den 15. marts 2016 udtrykkeligt henvises til, at in-

struksen om adskilt indkvartering er et

udgangspunkt,

at det således kan komme på tale at gøre undtagelse i

særlige tilfælde.

Forud for samråd Z svarer jeg på to spørgsmål fra Folke-

tinget om dette emne.

Mit første svar af 24. februar 2016 er et svar på et § 20-

spørgsmål. Spørgsmålet lyder, om jeg er tilfreds med

hjælpen til de såkaldte barnebrude, og om man gør nok

for at opsøge og hjælpe dem.

Som enhver vil være klar over, så synes jeg ikke, at man

havde gjort nok.

I svaret redegør jeg derfor blandt andet for det, jeg har

sat i værk, og for min politiske holdning. Det betyder og-

så, at jeg gentager ordlyden af min pressemeddelelse af

10. februar 2016.

I lyset af ombudsmandens redegørelse vil jeg medgive, at

svaret på dette punkt kunne have været mere præcist, da

svaret ikke er juridisk udtømmende.

Mit andet svar forud for samråd Z er et svar af 9. marts

2016 på et udvalgsspørgsmål. Spørgsmålet er bl.a., om

jeg vil udarbejde nye retningslinjer på området, der re-

spekterer dansk kultur og dansk lovgivning.

I mit svar redegør jeg først for min generelle indkvarte-

ringsinstruks, hvorefter ingen mindreårige asylansøgere

fremadrettet kan indkvarteres sammen med deres ægte-

fælle eller samlever.

Derefter fremgår

det, og nu citerer jeg, at ”jeg har forstå-

et, at Udlændingestyrelsen er i færd med at omsætte min

generelle instruks i retningslinjer, der skal anvendes i de

konkrete sager”. Citat slut.

At styrelsen skulle omsætte den

generelle

instruks i ret-

ningslinjer til anvendelse i konkrete sager afspejler, at

den generelle instruks ikke var udtømmende.

Som tidligere nævnt skal jeg være den første til at sige, at

det kunne have været formuleret klarere.

Men det er også vigtigt at understrege (som jeg også

gjorde på sidste samråd), at ingen af disse to spørgsmål

står alene, men bliver fulgt op af mit svar til Folketinget

få dage senere under samråd Z.

***

Til sidst

–

og lad det så være mine afsluttende bemærk-

ninger

–

så er det vigtigt for mig, at vi ikke glemmer,

hvad det her først og fremmest handler om ude i virke-

ligheden. Som jeg ser det, er det fremmed i Danmark, at

piger skal giftes og får børn i en meget ung alder. Mit

klare politiske mål med adskillelse var at give de unge

piger en form for pusterum, når de kom til Danmark. Så

de kunne få lejlighed til at overveje deres situation og

tage stilling til, om de fortsat ønskede at bo sammen med

deres ægtefæller eller samlever.

Det var fra starten mit klare politiske mål. Det har jeg

ikke lagt skjul på og også nøje fulgt op på, for det er altså

et spørgsmål, der ligger mig meget på sinde. Hvad oppo-

sitionen i virkeligheden vil, er derimod for mig aldeles

uklart.

Jeg har sagt klart, at der var ting i dette forløb, som kun-

ne være håndteret bedre. Pressemeddelelsen skulle have

været fulgt op af en egentlig skriftlig instruks.

Det kunne have været gjort bedre, og det er også det

Ombudsmanden kritiserer. Den kritik har jeg taget til

mig, ligesom jeg erkender, at jeg har haft det politiske

ansvar for forløbet. Det skal der ikke være tvivl om.

Men vi skal heller ikke glemme,



at Udlændingestyrelsen ikke skilte nogen dagen efter



der blev foretaget en individuel sagsbehandling og

Og derfor ser jeg

–

efter mere end 5 timers samråd den 1.

juni og 73 spørgsmål til mig

–

denne sag, som en sag, der

selvfølgelig handler om min embedsførelse. Ingen tvivl

om det. Og det svarer jeg på og har svaret på.

pressemeddelelsen,



at der var tilfælde, hvor styrelsen ikke skilte parrene

Men jeg oplever også, selvom oppositionen sikkert siger

det modsatte, at sagen i stigende grad bruges til at skabe

tvivl om den udlændingepolitik, som bliver ført.

Og der vil jeg altså bare sige, at det lykkes I altså ikke

med. Vi fører og vil fortsat føre en stram politik.

I denne sag, har jeg ønsket at give pigerne et pusterum,

så de får mulighed for selv at tage stilling til, om de vil

fortsætte deres ægteskab her i landet. Nogle gange kræ-

ver det et pusterum at se, at der er andre måder at leve på

end i det land, de kommer fra. Og det pusterum vil jeg

gøre alt hvad jeg kan for at give dem, inden for de ram-

mer, lovgivningen giver mulighed for.

Tak for ordet.