UUI, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 871: Spm. om ministeren vil oversende al kommunikation mellem departementschefen i Udlændingeministeriet og departementschefen i Statsministeriet i sagen om adskillelse af mindreårige asylansøgere og deres ægtefælle/samlever, til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2016-17
UUI Alm.del
Offentligt

Udleverede oplysninger

Sagsnummer 2017-9748

AktID: 252501

Dok2

–

bilag 5:

Dato: 20. april 2016

Betydningen af Danmarks internationale forpligtelser i sager, hvor mindreårige adskilles fra ægtefæller

eller samlevere

Udlændingestyrelsen har i perioden fra den 10. februar til dags dato effektueret adskillelse af parrene i

langt hovedparten af de sager, hvor der er tale om mindreårige, der hidtil har boet sammen med ældre

ægtefæller eller samlevere, herunder i sager, hvor parrene har fælles-børn.

Ved gennemgangen af de relevante sager er styrelsen imidlertid blevet opmærksom på en række særlige

elementer og omstændigheder, der kan rejse spørgsmål om, hvorvidt Dan-marks internationale

forpligtigelser helt konkret tilsiger, at der i visse situationer skal gøres undtagelser fra retningslinjerne for

indkvartering af mindreårige asylansøgere, som har ind-gået ægteskab eller er samlevende med en person,

som opholder sig i Danmark.

[…]

Dok2

–

bilag 6:

Retningslinjer for indkvartering af mindreårige asylansøgere, som har indgået ægteskab eller er

samlevende med en person, som opholder sig i Danmark

1. Indledning

En mindreårig asylansøger må ikke indkvarteres sammen med en ægtefælle eller samlever, mens den

pågældende opholder sig som asylansøger i Danmark, med mindre helt særlige forhold gør sig gældende.

Vurderingen af, om der foreligger sådanne helt særlige forhold, foretages af Udlændingestyrelsen på

baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og behandles ikke

nærmere i disse retningslinjer.

Disse retningslinjer er således alene rettet til indkvarteringsoperatørerne.

Retningslinjerne til indkvarteringsoperatørerne beskriver for det første proceduren for indkvartering

–

forbindelse med ankomsten til Danmark

–

af mindreårige asylansøgere, som har indgået ægteskab eller er

sa leve de ed e perso , so også opholder sig i Da ark ”de første i dkvarteri g” .

UUI, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 871: Spm. om ministeren vil oversende al kommunikation mellem departementschefen i Udlændingeministeriet og departementschefen i Statsministeriet i sagen om adskillelse af mindreårige asylansøgere og deres ægtefælle/samlever, til udlændinge- og integrationsministeren

Retningslinjerne beskriver for det andet procedurerne for modtagelse og indkvartering samt underretning

af relevante myndigheder i de tilfælde, hvor operatøren bliver opmærksom på en mindreårig asylansøger,

som har indgået ægteskab eller er samlevende.

Retningslinjerne gælder også for andre mindreårige udlændinge, som er under Udlændingestyrelsens

forsørgelse.

2. Indkvartering af mindreårige asylansøgere

2.1. Mindreårige mellem 15 og 18 år

2.1.1. Procedure i forbindelse med indkvartering på asylcenter

Indrejser en mindreårig asylansøger mellem 15 og 18 år sammen med en person, som efter det oplyste er

den mindreåriges ægtefælle eller samlever, skal de i forbindelse med den første indkvartering på

modtagecenter indkvarteres hver for sig, medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder.

Operatøren skal i den forbindelse vejlede parterne om reglerne for indkvartering af mindreårige, herunder

mindreårige med ægtefæller eller samlevere.

Indkvarteringsoperatøren skal hurtigst muligt, efter det er konstateret, at der på centeret opholder sig en

mindreårig, som har indgået ægteskab eller er samlevende, orientere Udlændingestyrelsens Booking og

Forsørgelseskontor om parret. Det skal af orienteringen fremgå, om parterne ønsker at være indkvarteret

sammen. Orienteringen skal ske pr. mail til adresserne [email protected] og [email protected]

og på den døgnbemandede hotline 70 26 28 48. Udlændingestyrelsen vil i forbindelse med orienteringen

indledningsvist på baggrund af en konkret vurdering beslutte, om parterne skal indkvarteres hver for sig.

Såfremt Udlændingestyrelsen har besluttet, at parterne skal indkvarteres hver for sig, bør indkvarteringen

ske på forskellige centre, således at den mindreårige indkvarteres på et modtagecenter for uledsagede

mindreårige, mens den myndige part indkvarteres på et modtagecenter for voksne. Indkvarteringen skal

som udgangspunkt ske på asylcentre, der ligger relativt tæt på hinanden.

I de situationer, hvor Udlændingestyrelsen har besluttet, at parterne skal indkvarteres hver for sig, men

hvor det ikke umiddelbart er muligt at indkvartere parterne på forskellige centre

–

f.eks. fordi parret

ankommer og indkvarteres på et modtagecenter om natten

–

skal indkvarteringsoperatøren sikre, at de

pågældende ikke indkvarteres på samme værelse. Flytning til et andet center for en eller begge parter bør

ske hurtigst muligt herefter og efter den procedure, som beskrives i det følgende.

Udlændingestyrelsen vil herefter på baggrund af en konkret vurdering tage stilling til, hvor parterne skal

indkvarteres, indtil afgørelse om indkvartering eventuelt træffes af styrelsen.

Udlændingestyrelsens Booking registrerer den planlagte indkvartering i Indkvarterings- og

YdelsesBeregningsSystemet (IBS) og orienterer samtidig pr. mail det/de centre, som har parterne

indkvarteret. Indkvarteringsoperatøren orienterer herefter de pågældende om styrelsens beslutning og

foranstalter en evt. flytning i overensstemmelse med registreringerne i IBS. Når styrelsen har truffet

afgørelse om parrets indkvartering, sendes afgørelsen til parret med kopi til indkvarteringsoperatøren.

Indkvarteringsoperatøren skal i nødvendigt omfang og i overensstemmelse med den skærpede

underretningspligt, som følger af §§ 153 og 154 i serviceloven, underrette de stedlige sociale myndigheder

om sagen.

Såfremt parret har været indkvarteret sammen på et asylcenter, f.eks. fordi det fra begyndelsen ikke har

været klart, at der var tale om en mindreårig, skal indkvarteringsoperatøren underrette

Forsørgelseskontoret og i nødvendigt omfang de sociale myndigheder herom efter samme procedure som

beskrevet ovenfor.

Hvis parret har børn, skal indkvarteringsoperatøren i forbindelse med den indledende vejledning af

parterne om reglerne for indkvartering af mindreårige anmode parterne om at tage stilling til, hvor

børnene skal opholde sig under indkvarteringen i asylsystemet. Indkvarteringsoperatøren underretter

herefter Udlændingestyrelsens Booking og Forsørgelseskontor om, hvem af forældrene, som skal

indkvarteres sammen med børnene.

Den forælder, som indkvarteres sammen med børnene (indkvarteringsforælderen), skal indkvarteres på

samme vilkår som gælder for enlige asylansøgere med børn. Den forælder, som ikke er indkvarteret

sammen med børnene, indkvarteres på de vilkår, som gælder for enlige asylansøgere uden børn.

Børnene tilknyttes indkvarteringsforælderen i IBS. Det er alene indkvarteringsforælderen, som får udbetalt

forsørgertillæg for fællesbørnene.

2.1.2. Adgang til besøg

Par, hvor den ene part er mindreårig mellem 15 og 18 år, skal have mulighed for at besøge hinanden på

deres respektive indkvarteringssteder. Besøgene skal foregå inden for de normale rammer for besøg på

indkvarteringsstedet. Besøgene skal gennemføres på en måde, som er foreneligt med formålet med

adskillelsen af parret. Det vil i praksis sige, at besøgene skal foregå i dagtimerne.

Der ydes økonomisk støtte til et ugentligt besøg mellem adskilte ægtefæller eller samlevere.

Besøg af/hos fællesbørn

Den forælder, som ikke er indkvarteret sammen med fællesbørnene, skal have mulighed for at være

sammen med børnene. Forældrene afgør som udgangspunkt selv, på hvilket center besøgene skal foregå.

Der kan bevilges økonomisk støtte til transport i forbindelse med besøg op til tre gange ugentligt.

Besøgene skal gennemføres på en måde, som er foreneligt med formålet med adskillelsen af forældrene.

2.2. Sager, hvor begge parter er mindreårige

Ægtepar eller samlevende par, hvor begge parter er mellem 15 og 18 år, kan, med mindre særlige forhold

taler herimod, indkvarteres på samme børnecenter, men ikke på samme værelse. Indkvartering skal ske

efter de normale principper for indkvartering på det pågældende center, herunder på kønsopdelte

værelser. Fylder den ene part 18 år under opholdet i asylsystemet, flyttes denne efter gældende praksis til

voksencenter, mens den mindreårige part forbliver indkvarteret på børnecenter.

2.3. Særligt om mindreårige under 15 år

I Danmark er den seksuelle lavalder 15 år, og det er, jf. straffelovens §§ 222 og 225, strafbart for en person

over 15 år at have et seksuelt forhold til en person under 15 år.

En mindreårig asylansøger under 15 år kan derfor ikke indkvarteres sammen med en ægtefælle eller

samlever. Der gøres ingen undtagelser fra dette princip, og det er i den forbindelse uden betydning, om

parterne evt. oplyser, at forholdet har frivillighedens karakter, eller at der ikke er seksuelt samvær.

Procedure i forbindelse med indkvartering på asylcenter

Indrejser en mindreårig asylansøger under 15 år sammen med en person, som efter det oplyste er den

mindreåriges ægtefælle eller samlever, skal indkvarteringsoperatøren vejlede parterne om reglerne for

indkvartering af mindreårige, herunder mindreårige med ægtefæller eller samlevere.

Indkvarteringsoperatøren skal tillige orientere parterne om den seksuelle lavalder i Danmark og om, at det

er strafbart at have et seksuelt forhold til en person under 15 år.

Operatøren skal endvidere ved den første indkvartering på modtagecenter indkvartere parterne hver for

sig. Indkvarteringen skal ske på forskellige centre, således at den mindreårige under 15 år indkvarteres på

et modtagecenter for uledsagede mindreårige, mens den myndige part indkvarteres på et modtagecenter

for voksne.

I de situationer, hvor det ikke umiddelbart er muligt at indkvartere parterne på forskellige centre

–

f.eks.

fordi parret ankommer og indkvarteres på et modtagecenter om natten

–

skal indkvarteringsoperatøren

sikre, at parterne ikke indkvarteres på samme værelse. Flytning til andet center for en eller begge parter

skal ske hurtigst muligt herefter og efter den procedure, som beskrives i det følgende.

Indkvarteringsoperatøren skal hurtigst muligt, efter det er konstateret, at der på centeret opholder sig en

mindreårig under 15 år, som har indgået ægteskab eller er samlevende, orientere Udlændingestyrelsens

Booking og Forsørgelseskontor om parret. Det skal af orienteringen fremgå, om parterne ønsker at være

indkvarteret sammen. Orienteringen skal ske pr. mail til adresserne [email protected] og

[email protected] og på den døgnbemandede hotline 70 26 28 48. Udlændingestyrelsen vil

herefter på baggrund af en konkret vurdering tage stilling til, hvor parterne skal indkvarteres, indtil

afgørelse om indkvartering eventuelt træffes af styrelsen.

Udlændingestyrelsens Booking registrerer den planlagte indkvartering i IBS og orienterer samtidig pr. mail

det/de centre, som har parterne indkvarteret. Indkvarteringsoperatøren orienterer herefter de

pågældende om styrelsens beslutning og foranstalter en evt. flytning i overensstemmelse med

registreringerne i IBS.

Når styrelsen har truffet afgørelse om parrets indkvartering, sendes afgørelsen til parret med kopi til

indkvarteringsoperatøren.

Indkvarteringsoperatøren skal altid og i overensstemmelse med den skærpede underretningspligt, som

følger af §§ 153 og 154 i serviceloven, underrette de sociale myndigheder om sagen.

Såfremt parret har været indkvarteret sammen på asylcenter, f.eks. fordi det indledningsvist ikke har været

klart, at der var tale om en mindreårig under 15 år, skal indkvarteringsoperatøren anmelde forholdet til det

lokale politi. De sociale myndigheder og Forsørgelseskontoret skal straks underrettes herom. Det samme

gør sig gældende, hvis indkvarteringsoperatøren erfarer eller har mistanke om, at der efter ankomsten til

Danmark har været seksuelt samvær mellem et adskilt par, hvor den ene part er under 15 år.

Besøg af/hos fællesbørn

For så vidt angår par med fællesbørn, gælder samme principper for besøg som beskrevet under punkt

2.1.2.

For mindreårige under 15 år, som i forbindelse med besøg af eller hos fællesbørn tillige besøger/får besøg

af en ægtefælle eller samlever gælder, at besøget skal foregå i dagtimerne og inden for de normale rammer

for besøg på indkvarteringsstedet. Af hensyn til formålet med adskillelsen, herunder navnlig hensynet til at

den mindreårige under 15 år ikke må have et ulovligt seksuelt forhold, bør samværet været begrænset til

fællesarealer på centeret eller alternativt ske under opsyn af personale. Der bør ikke gives mulighed for, at

parterne kan være alene sammen eller uden opsyn.

Der ydes ikke økonomisk støtte til besøg mellem adskilte ægtefæller eller samlevere, hvor den ene part er

under 15 år.

3. Adgang til indkvartering sammen med ægtefælle/samlever efter det fyldte 18. år

Asylansøgere m.fl., som er indkvarteret adskilt fra en ægtefælle eller samlever, kan indkvarteres sammen

med deres ægtefælle eller samlever, når begge parter er fyldt 18 år. En asylansøger, som fylder 18 år under

opholdet på et asylcenter, og som ønsker at blive indkvarteret sammen med sin voksne ægtefælle eller

samlever, skal rette henvendelse til personalet på sit indkvarteringssted.

Indkvarteringsoperatøren skal orientere Bookingen og Forsørgelseskontoret i Udlændingestyrelsen om

asylansøgere, som efter det fyldte 18. år ønsker at blive indkvarteret med en myndig ægtefælle eller

samlever, som også er indkvarteret på et asylcenter.

Hvis en asylansøger over 18 år har en herboende ægtefælle eller samlever, som den pågældende ønsker at

blive privat indkvarteret hos, henvises til Udlændingestyrelsens retningslinjer for privat indkvartering.

4. Opdatering i Indkvarterings- og ydelsesberegningssystemet (IBS)

Det har betydning for udbetalingen af ydelser, om asylansøgere registreres i IBS som enlige eller

samlevende. Idet mindreårige som udgangspunkt ikke indkvarteres sammen med en ægtefælle eller

samlever og derfor ikke kan siges at have fælles husstand med denne, skal parterne registreres som enlige i

ydelsesmæssig forstand.

Det er dog væsentligt, at det fremgår af registreringerne i IBS, at parterne er relateret til hinanden, således

at der kan tages højde for dette i forbindelse med Udlændingestyrelsens daglige administration af

indkvarteringsområdet.

Mindreårige med ægtefæller eller samlevere registreres derfor i IBS med en såkaldt bookingrelation til

ægtefællen/samleveren, og det noteres i stambemærkningsfeltet for begge parter, at de er gift/har

etableret et samliv. Det er Udlændingestyrelsens Booking, der foretager registreringen.

Dok2

–

bilag 7:

Dok2

–

bilag 8:

VEJ nr 9246 af 18/03/2016 (Gældende)

Ministerium: Social- og Indenrigsministeriet

Udskriftsdato: 13. september 2016

Senere ændringer til forskriften

Journalnummer: Social- og Indenrigsmin., j.nr. 2016-919 Ingen

Vejledning om behandling af ægteskabssager

Indholdsfortegnelse

1. Hvem behandler en sag om vielse, og hvilke dokumenter er nødvendige

1.1. Stedlig kompetence

–

hvor i landet skal sagen behandles

1.2. Bemyndigelse

–

hvem kan foretage borgerlige vielser

1.3. Digital selvbetjening, ægteskabserklæring og øvrige dokumenter til brug for prøvelse af

ægteskabsbetingelserne

1.4. Dokumentation for parternes identitet m.v.

1.5. Oversættelser og tolkebistand

1.6. Gebyr

2. Ægteskabsbetingelserne

2.1. Ægteskabsbetingelserne generelt

2.1.1. Dispensation fra ægteskabsbetingelser

2.1.2. Klage over afslag på dispensation fra en ægteskabsbetingelse

2.2. Alderskravet, herunder dispensation

2.3. Samtykke fra forældre eller værge, herunder dispensation

2.3.1. Forældresamtykke

2.3.2. Værgesamtykke

2.3.3. Dispensation fra kravet om samtykke fra forældre eller værge

2.4. Ægteskab mellem nærtbeslægtede, herunder tilladelse

2.4.1. Slægtninge i ret op- og nedstigende linje samt søskende

2.4.2. Ægteskab mellem personer hvor den ene har været gift med den andens slægtning i ret op- eller

nedstigende linje

2.5. Begge parter skal være ugifte

2.5.1. Dokumentation for at en part aldrig har været gift, herunder civilstandsattester

2.5.1.1. Hvornår kræves civilstandsattest fremlagt

2.5.1.2. Hvornår kan civilstandsattest ikke kræves fremlagt

2.5.2. Dokumentation for ophør af ægteskab (skilsmisse, død m.v.)

2.5.2.1. Skilsmisse og dødsfald i Danmark

2.5.2.2. Skilsmisse og dødsfald m.v. i de nordiske lande

2.5.2.3. Skilsmisse og dødsfald uden for Norden

2.5.2.3.1. Generelle dokumentationskrav

2.5.2.3.1. Særlige krav til anerkendelse af udenlandske skilsmisser

2.5.2.4. Forelæggelse for Ankestyrelsen og klageadgang

2.6. Indgåelse af nyt ægteskab når det tidligere ægteskab er opløst ved død (krav om skifte af eventuelt

fællesbo)

2.6.1. Dødsboet behandles i Danmark

2.6.1.1. Dokumentation for at privat skifte eller lignende er afsluttet

2.6.1.2. Dokumentation for at dødsboet er taget under behandling af bobestyrer eller under

offentligt skifte

2.6.1.3. Dokumentation for at der ikke var formuefællesskab i det tidligere ægteskab

2.6.1.4. Ægtefællerne var separerede ved dødsfaldet

2.6.1.5. Arvingerne efter afdøde giver samtykke til indgåelse af nyt ægteskab

2.6.1.6. Den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo

2.6.1.7. Skiftefritagelse

2.6.2. Dødsboet behandles ikke i Danmark

2.6.3. Indgåelse af nyt ægteskab efter skilsmisse

2.7. Lovligt ophold, herunder dispensation

2.8. Eventuel erklæring om kendskab til reglerne om familiesammenføring

2.9. Evne til at handle fornuftsmæssigt

2.10. Dobbeltvielse

3. Borgerlig vielse

3.1. Vielsessted og -tidspunkt

3.2. Vidner

3.3. Vielsen

4. Prøvelses- og ægteskabsbøger samt vielser i godkendte trossamfund

4.1. Prøvelsesbog

4.2. Ægteskabsbog

4.3. Prøvelses- og vielsesmyndighedens arkiv

4.4. Kommunens udstedelse af vielsesattest når vielse er foretaget af et godkendt trossamfund eller af

Baptistkirken i Danmark

5. Navneændring på bryllupsdagen

5.1. Generelt om navneændring på bryllupsdagen

5.2. Prøvelsesmyndighedens opgaver

5.3. Vielsesmyndighedens opgaver

6. Nødvielser, proforma ægteskaber, arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber

6.1. Nødvielser

6.2. Proforma ægteskaber

6.3. Tvangsægteskaber

7. Et ægteskabs gyldighed

8. Civilstandsattest og ægteskabsattest til brug for vielse i udlandet

9. Anerkendelse af udenlandske ægteskaber og anerkendelse af udenlandske partnerskaber

mellem to personer af samme køn

9.1. Generelt om udenlandske ægteskaber

9.2. Betingelserne for at anerkende et udenlandsk ægteskab

9.2.1. Dokumenter

9.2.2. Generelt om betingelserne for at anerkende et udenlandsk ægteskab

9.2.3. Oplysninger om vielsesregler i andre lande

9.2.4. Nærmere om betingelserne for at anerkende et udenlandsk ægteskab

9.2.4.1. Vielsesbemyndigelse

9.2.4.2. Formkrav

9.2.4.3. Indgåelsen af ægteskabet må ikke stride mod grundlæggende danske retsprincipper

(ordre public)

9.2.4.3.1. Begge parter skal have været til stede ved vielsen

9.2.4.3.2. Ægteskaber indgået af mindreårige

9.2.4.4. Ægteskabet er ugyldigt i det land, hvor det blev indgået

9.3. Situationer hvor dokumentation for et udenlandsk ægteskab ikke kræves fremlagt

9.4. Situationer hvor dokumentation for et udenlandsk ægteskab er fremlagt, men hvor myndigheden er i

tvivl om dokumentets ægthed

9.5. Forelæggelse for Ankestyrelsen

9.6. Særligt om udenlandske ægteskaber og partnerskaber mellem to personer af samme køn

10. Omdannelse af registreret partnerskab til ægteskab

Bilag 1

Indledning

Denne vejledning henvender sig primært til prøvelses- og vielsesmyndigheden i kommunerne. Vejledningen kan

dog også være relevant for andre myndigheder, der behandler sager, hvor det kan være nødvendigt at tage

stilling til, om et ægteskab indgået i udlandet kan anerkendes i Danmark.

I vejledningen beskrives sagsgangen i forbindelse med indgåelse af ægteskab, herunder om hvor man kan indgå

ægteskab, hvem der har kompetence til at foretage vielser, hvilke dokumenter der er nødvendige for

sagsbehandlingen, hvad betingelserne er for at blive gift, og hvordan sagen afsluttes efter vielsen m.v.

Vejledningen beskriver også kommunens opgaver i forbindelse med borgeres indgåelse af ægteskab i udlandet og

behandlingen af sager om anerkendelse af udenlandske ægteskaber.

Herudover er der i vejledningen en beskrivelse af særlige emner som navneændring på bryllupsdagen, nødvielser,

proforma ægteskaber og tvangsægteskaber m.v.

Reglerne om indgåelse af ægteskab findes i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (herefter kaldet

ægteskabsloven). Derudover er der i bekendtgørelse om indgåelse af ægteskab (herefter kaldet

ægteskabsbekendtgørelsen) fastsat nærmere regler om fremgangsmåden m.v. ved indgåelse af ægteskab.

Fra den 15. juni 2012 er det muligt for par af samme køn at indgå ægteskab på samme måde som par af

forskelligt køn. Reglerne i ægteskabsloven om indgåelse af ægteskab finder således også anvendelse på

ægteskaber mellem to personer af samme køn. Efter denne dato er det ikke længere muligt at indgå registreret

partnerskab i Danmark. Et allerede indgået partnerskab kan omdannes til et ægteskab. Der henvises til kapitel 10

om omdannelse.

Denne vejledning anvendes fra den 1. april 2016 og erstatter vejledning af 30. december 2015 om behandling af

ægteskabssager. Vejledningens kapitel 2, punkt 2.2. om alderskravet, herunder dispensation og kapitel 9 om

anerkendelse af udenlandske ægteskaber, særligt i forhold til anerkendelse af udenlandske ægteskaber indgået af

mindreårige, er præciseret.

Kapitel 1

Hvem behandler en ægteskabssag, og hvilke dokumenter er nødvendige

1.1. Stedlig kompetence

–

hvor i landet skal sagen behandles

Det er parternes bopælskommune, der foretager prøvelse af ægteskabsbetingelserne (ægteskabslovens § 13, stk.

2). Bor parterne i forskellige kommuner, kan de selv vælge, hvilken kommune de vil sende ansøgningen til.

Hvis ingen af parterne har bopæl her i landet, foretages prøvelsen der, hvor en af parterne opholder sig

(ægteskabslovens § 13, stk. 2).

Prøvelse kan uanset ovenstående foretages i en anden kommune, hvis prøvelsesmyndigheden dér accepterer det.

Er en af parterne statsborger i et af de andre nordiske lande, og bor en af parterne i Danmark, foretager

kommunen prøvelsen for vedkommende. Hvis ingen af parterne bor i Danmark, sker prøvelsen efter loven i det

land, hvor de(n) pågældende har statsborgerskab. Statsborgerlandets lov skal altid anvendes, hvis den

pågældende anmoder derom (ægteskabsbekendtgørelsens § 7). Se også dette kapitel, punkt 1.3.

1.2. Bemyndigelse

–

hvem kan foretage borgerlige vielser

Efter ægteskabsloven er det formanden for kommunalbestyrelsen (borgmesteren), der har vielseskompetencen i

kommunen. Borgmesteren kan skriftligt bemyndige ansatte i kommunens administration og medlemmer af

kommunalbestyrelsen til på sine vegne at foretage vielser (ægteskabslovens § 18 og ægteskabsbekendtgørelsens

§ 12).

Afgåede borgmestre, afgåede kommunalbestyrelsesmedlemmer og tidligere ansatte i kommunens administration

kan altså ikke bemyndiges til at foretage vielser. Der er heller ikke adgang til at meddele bemyndigelse til f.eks.

borgmestre i andre kommuner.

En bemyndigelse til at foretage vielser bortfalder, når den bemyndigede fratræder sin hidtidige stilling.

Bemyndigelse kan gives enten via en stillingsfuldmagt eller ved en konkret bemyndigelse. En stillingsfuldmagt

medfører, at den pågældende har en stående bemyndigelse til at foretage vielser. En konkret bemyndigelse kan

enten gives som en stående bemyndigelse eller som en ad hoc bemyndigelse til at foretage en enkelt vielse af to

bestemte parter.

Når en borgmester går af

–

uanset om dette sker i forbindelse med et valg eller før tid

–

bortfalder alle konkrete

bemyndigelser. I så fald skal disse bemyndigelser, hvis den nye borgmester ønsker dette, fornyes. En

stillingsfuldmagt bortfalder ikke ved et borgmesterskifte.

En vielse foretaget af en person, der ikke tilhører den personkreds, der kan bemyndiges til at foretage borgerlige

vielser, er ugyldig. Af hensyn til parterne er det derfor yderst vigtigt, at borgmesteren kun bemyndiger personer,

der med sikkerhed tilhører den bemyndigelsesberettigede personkreds (ansatte i kommunens administration og

kommunalbestyrelsesmedlemmer).

Hvis der opstår tvivl om, hvem der kan bemyndiges, kan kommunen forelægge sagen for Ankestyrelsen. Styrelsen

har dog ikke mulighed for at dispensere fra bemyndigelsesreglerne.

1.3. Digital selvbetjening, ægteskabserklæring og øvrige dokumenter til brug for prøvelse af

ægteskabsbetingelserne

En ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne skal indgives til kommunen ved anvendelse af den digitale

løsning, som prøvelsesmyndigheden stiller til rådighed (digital selvbetjening) (ægteskabslovens § 58 d, stk. 1).

Hvis en ansøgning ikke er indgivet digitalt, og hvis ansøgningen ikke er omfattet af undtagelserne herom i

ægteskabslovens § 58 d, stk. 3 eller 4, afvises ansøgningen. Kommunens afgørelse om at afvise en ansøgning kan

ikke påklages. Se også kapitel 2, punkt 2.1.2.

Er der særlige forhold, der gør, at parterne, der har anmodet om prøvelse af ægteskabsbetingelserne, ikke må

forventes at kunne anvende digital selvbetjening, jf. ægteskabslovens § 58 d, stk. 3, må kommunen ikke afvise

anmodningen, men skal i stedet for tilbyde, at den kan indgives på anden måde.

Hvis kommunen eksempelvis har afvist en anmodning, der ikke er indgivet digitalt, og parterne derefter kontakter

kommunen og oplyser, at de ikke skal eller kan anmode digitalt, må kommunen undersøge, om der kan foreligge

særlige forhold.

Det er kommunen, der ud fra et konkret skøn vurderer, om der foreligger særlige forhold. Der skal i den

forbindelse lægges vægt på parternes beskrivelse af egne evner og muligheder for at anvende it-værktøjer og

eventuelle problemer med at søge om hjælp, ligesom kommunen ud fra en helhedsvurdering af parterne må

bedømme, om de vil kunne ansøge digitalt efter modtagelse af hjælp hertil.

Særlige forhold kan for eksempel foreligge, hvor der er tale om parter med særlige handikap, såvel kognitiv som

fysisk funktionsnedsættelse samt demens, parter, der mangler digitale kompetencer, visse socialt udsatte parter,

parter med psykiske lidelser, hjemløse, parter med sprogvanskeligheder m.v., hvor hjælp eller medbetjening til

den digitale ansøgning fra prøvelsesmyndighedens side konkret vurderes ikke at være en egnet løsning. Der vil

således kunne være tale om, at der foreligger særlige forhold for nogle af de nævnte parter, der gør, at de ikke

kan ansøge digitalt. Tilsvarende vil der også være parter fra de nævnte grupper, der kan ansøge digitalt, og derfor

skal ansøge digitalt.

Særlige forhold vil eksempelvis også foreligge, hvor en part er indsat i fængsel eller er institutionsanbragt og af

den grund ikke har adgang til en computer eller lignende digital platform, hvorfor parten ikke kan ansøge digitalt.

Det forekommer ofte, at to udenlandske statsborgere med bopæl i udlandet ønsker at blive gift i Danmark, f.eks.

under et ferieophold. Udenlandske statsborgere med bopæl i udlandet kan ikke få NemID. Det samme gælder

borgere på Færøerne. Dette skyldes, at man skal have et CPR-nummer for at få NemID. Da en digital anmodning

om prøvelse af ægteskabsbetingelserne skal underskrives digitalt af begge parter, må det anses som et særligt

forhold, at parterne ikke kan få NemID og derfor ikke kan anvende den digitale løsning. Det er tilstrækkeligt, at

det kun er den ene part, der ikke kan få NemID.

Hvis parterne ikke har, men begge kan få udstedt NemID, skal kommunen bede dem om at anskaffe sig NemID.

Hvis kommunen vurderer, at der foreligger særlige forhold, kan der dog ikke stilles krav herom.

Udover særlige forhold hos parterne kan der også helt ekstraordinært forekomme situationer, hvor

omstændighederne ved ansøgningen eller hos kommunen gør, at der ikke kan ansøges digitalt. Der kan

eksempelvis være tale om, at kommunens digitale selvbetjeningssystem ikke er indrettet til at håndtere en

bestemt situation. Tilsvarende vil kommunen eksempelvis kunne anvise parterne en anden måde at ansøge på,

hvis kommunens selvbetjeningssystem er ude af drift.

Når en ansøgning ikke skal indgives digitalt, skal ansøgningen indgives på en ægteskabserklæring

(ægteskabsbekendtgørelsens § 2), der er godkendt af Ankestyrelsen.

Det er prøvelsesmyndigheden, der vurderer, om parterne skal fremlægge yderligere dokumenter til brug for

prøvelsen, eksempelvis til brug for vurderingen af om parten er ugift, jf. kapitel 2, punkt 2.5.

For nordiske statsborgere, der skal prøves efter deres eget lands lovgivning, kan prøvelsesmyndigheden kræve, at

retten til at indgå ægteskabet godtgøres ved prøvelsesattest/ægteskabsattest udstedt af statsborgerlandets

myndigheder. Hvis parten kan fremvise en sådan attest, skal prøvelsesmyndigheden ikke foretage yderligere

prøvelse for den pågældende (ægteskabsbekendtgørelsens §§ 7 og 8).

Ifølge de senest tilgængelige oplysninger fra de andre nordiske lande udstedes en sådan attest i Finland af en

befolkningsregisterfører (borgerlig eller kirkelig myndighed), i Island af en sysselmand, en islandsk ambassade

eller legation, i Norge af en borgerlig vigselsmand, Barne- og familiedepartementet, en norsk ambassade eller

legation, og i Sverige af en skattemyndighed, Udenrigsdepartementet, en svensk ambassadør, gesandt eller

konsul. Hvis kommunen er i tvivl om, hvorvidt en ægteskabsattest fra et af de andre nordiske lande er udstedt af

den rette myndighed, kan kommunen kontakte det pågældende lands ambassade i Danmark.

Efter ægteskabsbekendtgørelsens § 8, stk. 2, må en nordisk attest ikke være mere end 4 måneder gammel,

medmindre andet er bestemt i attesten.

Da bekendtgørelse om den mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indgåede konvention indeholdende

internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål (herefter kaldet nordisk

ægteskabskonvention) ikke finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af samme køn, kan prøvelse af om

par af samme køn opfylder ægteskabsbetingelserne ikke ske på baggrund af en prøvelsesattest udstedt i de andre

nordiske lande.

For par af samme køn gælder således, at prøvelsen må foretages efter dansk ret.

1.4. Dokumentation for parternes identitet m.v.

Begge parter skal fremlægge dokumentation for navn og fødselsdato.

Hvis kommunen er i tvivl om parternes identitet, kan kommunen kræve billedlegitimation forevist.

Hvis parten/parterne bor her i Danmark (eller i Grønland), vil oplysningerne om deres navne og fødselsdatoer som

udgangspunkt fremgå af CPR. Parten/parterne skal derfor ikke fremvise fødsels-, navne- eller dåbsattester m.v. Er

kommunen i tvivl om oplysningerne i CPR, kan kommunen dog bede om at parten/parterne fremviser deres

attester m.v.

Et navn, der afviger fra eller ikke fremgår af CPR eller partens/parternes fødsels-, navne- eller dåbsattester, skal

dokumenteres på anden måde (f.eks. vielsesattest, partnerskabsattest eller navnebevis).

Der bør som udgangspunkt ikke stilles krav om fremlæggelse af originale dokumenter, når det drejer sig om

dokumenter, der er udstedt af danske myndigheder. Det er tilstrækkeligt at fremlægge kopier af dokumenterne

eller scanne dokumenterne og sende dem til kommunen sammen med ansøgningen eller via e-mail. Andre

dokumenter, herunder udenlandske dokumenter og eventuel oversættelse heraf, skal fremlægges i original.

Hvis parten/parterne bor i udlandet (eller på Færøerne) og ikke er registreret i CPR, skal navn og fødselsdato

dokumenteres f.eks. ved at forevise pas.

Da asylansøgere m.v. ofte ikke er i besiddelse af et pas, kan deres identitet dokumenteres ved fremlæggelse af

legitimationskort, udstedt af de danske udlændingemyndigheder. Hvis kommunen er i tvivl om en asylansøgers

identitet, kan kommunen

–

med samtykke fra asylansøgeren

–

kontakte udlændingemyndighederne.

Om fremlæggelse af dokumentation for ikke at være gift (civilstandsattest) henvises til kapitel 2, punkt 2.5.

1.5. Oversættelser og tolkebistand

Kommunen kan bestemme, at dokumenter, der er nødvendige for prøvelsen, og som ikke er på dansk eller et

andet nordisk sprog, skal oversættes. Udgiften hertil afholdes af parterne, uanset om de har bopæl her i landet

eller ej. Kommunen kan også bestemme, at der skal indbetales et beløb til sikkerhed for betalingen. Dette gælder

dog ikke, hvis parterne selv lader dokumenterne oversætte ved en uddannet translatør el. lign.

(ægteskabsbekendtgørelsens § 4, stk. 1).

Kommunen kan tilkalde en tolk, der er uddannet translatør el. lign., hvis det er nødvendigt for prøvelsen. Udgiften

hertil afholdes af parterne, hvis ingen af parterne har bopæl her i landet. Det gælder dog ikke, hvis parterne er

nordiske statsborgere eller asylansøgere, der opholder sig her i landet under behandlingen af deres ansøgning om

asyl (ægteskabsbekendtgørelsens § 4, stk. 2). I disse tilfælde afholdes udgiften til tolkebistand af kommunen.

Kommunen kan også i relation til tolkebistand bestemme, at der skal indbetales et beløb til sikkerhed for

betalingen.

Også under vielsen kan borgmesteren tilkalde en tolk, der er uddannet translatør el. lign., hvis en af parterne ikke

forstår dansk (ægteskabsbekendtgørelsens § 17). Med hensyn til udgifterne til tolkebistanden gælder de samme

regler som ved tolkebistand under prøvelsen (ægteskabsbekendtgørelsens § 21, stk. 2).

Hvis det er muligt at behandle sagen på betryggende vis uden oversættelser eller med tolkbistand, f.eks. fordi

kommunens medarbejdere behersker det fremmede sprog, er det ikke nødvendigt at lade dokumenter oversætte

eller tilkalde en tolk, der er uddannet translatør el. lign.

1.6. Gebyr

Ved indgivelse af en anmodning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne betales 500 kr., hvis ingen af parterne

har bopæl her i landet (ægteskabslovens § 13, stk. 3).

Kapitel 2

Ægteskabsbetingelserne

2.1. Ægteskabsbetingelserne generelt

Ægteskabsbetingelserne er de betingelser, som parterne skal opfylde, for at kommunen kan afslutte prøvelsen og

eventuelt udstede en prøvelsesattest. Herefter kan parterne blive gift.

En udlænding, der ønsker at indgå ægteskab her i landet, skal opfylde de danske ægteskabsbetingelser, også

selvom der gælder andre ægteskabsbetingelser i det land, som udlændingen stammer fra eller bor i.

For nordiske statsborgere gælder dog den nordiske ægteskabskonvention, hvorefter ægteskabsbetingelserne skal

prøves efter dansk ret, hvis en af parterne er bosat i Danmark. Hvis dette ikke er tilfældet, foretages prøvelsen

efter reglerne i det land, hvor den pågældende har statsborgerskab. Opfyldelse af disse ægteskabsbetingelser skal

dokumenteres ved fremlæggelse af en prøvelses- eller ægteskabsattest, der er udstedt af en kompetent

myndighed i statsborgerlandet.

For andre end nordiske statsborgere, som har bopæl i et af de nordiske lande, kan en prøvelses- eller

ægteskabsattest, der er udstedt af en kompetent myndighed i et andet nordisk land, dokumentere, at

ægteskabsbetingelserne er opfyldt.

En prøvelses- eller ægteskabsattest udstedt af et andet nordisk lands skal fremlægges i original og kan derfor ikke

sendes digitalt til kommunen.

I nogle tilfælde kan kommunen dispensere fra visse af ægteskabsbetingelserne. Mulighederne for at give

dispensation gennemgås nedenfor.

2.1.1. Dispensation fra ægteskabsbetingelser

Hvis en part ikke opfylder en ægteskabsbetingelse, som kommunen kan dispensere fra, skal kommunen af sig selv

tage stilling til, om der er grundlag for at dispensere fra betingelsen. Dispensation fra en ægteskabsbetingelse

forudsætter altså ikke, at parten indgiver en formel ansøgning om dispensation.

Der kan dispenseres fra følgende ægteskabsbetingelser:

1) Alderskravet (se dette kapitel, punkt 2.2).

2) Samtykke fra forældre/værge (se dette kapitel, punkt 2.3).

3) Skifte af dødsbo (se dette kapitel, punkt 2.6).

4) Lovligt ophold (se dette kapitel punkt 2.7).

Hvis en eller begge parter tidligere har været gift, og ægteskabet er opløst ved skilsmisse m.v. i udlandet eller ved

dødsfald i udlandet, skal kommunen tage stilling til, om den udenlandske skilsmisse/dødsfald m.v. kan anerkendes

efter dansk ret i relation til ægteskabsbetingelsen om, at begge parter skal være ugifte (ægteskabslovens § 9).

Behandlingen af dette spørgsmål foretages på samme måde som ved behandlingen af spørgsmål om dispensation

fra en eller flere af de fire ovennævnte ægteskabsbetingelser.

Mener kommunen, at der skal gives dispensation fra en ægteskabsbetingelse, eller at en udenlandsk skilsmisse

eller et udenlandsk dødsfald kan anerkendes, behøver kommunen ikke at give parterne særskilt besked herom.

Dispensationen m.v. er indeholdt i afgørelsen af, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt. Der er ikke behov for, at

kommunen særskilt noterer, at der er dispenseret fra en ægteskabsbetingelse. Omvendt er der ikke noget til

hinder for, at kommunen i sagen noterer, at den har givet en dispensation eller anerkendt en udenlandsk

skilsmisse eller dødsfald.

2.1.2. Klage over afslag på dispensation fra en ægteskabsbetingelse

Kommunernes afgørelser om afslag på at udstede prøvelsesattest, fordi ægteskabsbetingelserne ikke er opfyldt,

skal som udgangspunkt meddeles skriftligt og være begrundet. Kommunens afslag kan ikke indbringes for højere

administrativ myndighed, medmindre kommunen ved afslaget samtidig har afslået at dispensere fra en

ægteskabsbetingelse, jf. ovenfor dette kapitel punkt 2.1.1.

Har kommunen afslået at dispensere fra en ægteskabsbetingelse, kan denne afgørelse påklages til Ankestyrelsen.

Det samme gælder kommunens afslag på anerkendelse af en udenlandsk skilsmisse m.v. til brug for prøvelse af

ægteskabsbetingelserne

Sådanne afslag skal derfor også indeholde en klagevejledning, der f.eks. kan udformes sådan:

”Du kan klage over afgørelsen. Hvis du vil klage, skal du sende klagen til kommunen. Vi sender din klage og

resten af sagen til Ankestyrelsen, som så behandler din

klage. ”

En klage indgives således til den kommune, der har truffet afgørelsen. Kommunen videresender klagen og sagens

akter til Ankestyrelsen.

Klageadgangen fremgår af ægteskabslovens § 58 b, stk. 1. Der er ikke nogen tidsmæssige frister for at klage over

en afgørelse. Det fremgår af ægteskabsbekendtgørelsens § 24, at klager over kommunens afgørelser efter lovens

§ 1 a (aldersdispensation), § 4 (dispensation fra samtykke fra forældre/værge), § 10, stk. 2, (dispensation fra

betingelsen om skifte af dødsbo) og § 11 a, stk. 2, (dispensation fra betingelsen om lovligt ophold) samt klager

over afgørelser om anerkendelse af udenlandske skilsmisser til brug for prøvelsen af ægteskabsbetingelserne skal

indgives til kommunen, der videresender klagen og sagens akter til Ankestyrelsen.

Det fremgår af ægteskabsbekendtgørelsens § 25, at kommunen kan genoptage behandlingen af en sag, der er

omfattet af ægteskabsbekendtgørelsens § 24, hvis:

1) klagen indeholder en anmodning, som prøvelsesmyndigheden ikke har taget stilling til,

2) klagen indeholder væsentlige nye oplysninger,

3) der foreligger væsentlige oplysninger, som prøvelsesmyndigheden ikke har taget stilling til, eller

4) der er begået sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning for afgørelsen.

Hvis kommunen beslutter at genoptage behandlingen af en sag, der er omfattet af ægteskabsbekendtgørelsens §

24, kan klageren påklage kommunens beslutning om at genoptage sagen til Ankestyrelsen, jf.

ægteskabsbekendtgørelsens § 25, stk. 2.

2.2. Alderskravet, herunder dispensation

Efter ægteskabsloven skal man være fyldt 18 år for at indgå ægteskab (§ 1 a).

Kommunen kan dog give tilladelse (dispensation) til, at en person under 18 år indgår ægteskab. Kommunen kan

herved fastsætte vilkår om, at den unge trods ægteskabet fortsat er mindreårig og dermed umyndig, indtil det

fyldte 18. år.

Kommunens afgørelse om aldersdispensation kan påklages til Ankestyrelsen, jf. dette kapitel, punkt 2.1.2.

En afgørelse om aldersdispensation træffes altid ud fra en konkret vurdering af den enkelte sag. Det er uden

betydning for adgangen til dispensation, hvem af parterne der er under 18 år.

Hvis én af parterne er under 15 år, gives der ikke dispensation. Dette skyldes, at den seksuelle lavalder er 15 år,

jf. § 222 i straffeloven. Der gives efter praksis som udgangspunkt heller ikke dispensation, hvis begge parter er

under 18 år, medmindre der foreligger særlige omstændigheder (se nedenfor). Jo tættere en af parterne er på at

fylde 18 år, jo mere taler det for at give dispensation.

Efter praksis kan kommunen normalt dispensere fra alderskravet, hvis én eller flere af følgende betingelser er

opfyldt, medmindre der foreligger særlige omstændigheder (se nedenfor):

–

Den ene part er fyldt 18 år, og den anden part er fyldt 15 år, og parret har eller venter et barn sammen. Det er

uden betydning, om manden er biologisk forælder til barnet. Det afgørende er, at mandens faderskab til barnet er

fastslået.

–

Den ene part er fyldt 18 år, og den anden part er fyldt 16 år, og parret bor sammen i egen bolig. Et værelse hos

en af parternes forældre eller andre nære familiemedlemmer betragtes ikke som fælles, selvstændig bolig. Som

udgangspunkt er det heller ikke tilstrækkeligt, at parterne har udsigt til at få en fælles, selvstændig bolig. Hvis

parterne har en fælles, selvstændig bolig, lægges der også vægt på parternes situation i øvrigt, særligt deres

økonomiske situation

–

parterne skal kunne bevare boligen. Endelig ses der på forholdets stabilitet

–

hvor længe

de har kendt hinanden m.v.

–

Den ene part er fyldt 18 år, og den anden part er fyldt 17 år. Der er ikke noget til hinder for at give dispensation

fra det tidspunkt, hvor parten fylder 17 år, sådan at parterne kan indgå ægteskab, så snart den pågældende part

fylder 17 år.

Fra praksis kan nævnes følgende sager:

Sag nr. 1:

Kvinden var 14 år og 3 måneder og gravid. Manden var 20 år og 7 måneder. Parret boede ikke sammen, men

agtede at flytte sammen. Kvinden var skoleelev, og manden var arbejdsmand. Parterne fik afslag på dispensation

under henvisning til kvindens alder. Sagen blev forelagt for politiet, der undlod at rejse tiltale mod manden for

overtrædelse af straffelovens § 222.

Sag nr. 2:

Kvinden var 15 �½ år og studerende med en månedlig indtægt på 1.000 kr. Kvinden var ikke gravid. Manden var

23 år og havde en månedlig indtægt på 10.800 kr. Parret havde ikke fælles bolig. Parterne fik afslag på

dispensation.

Sag nr. 3:

Kvinden var 16 år og 1 måned og ikke gravid. Manden var 21 år. Hun var skoleelev, og han var studerende med

en indtægt på ca. 2.700 kr. om måneden. Parret havde ikke fælles bolig, men de havde mulighed for at få en

bolig sammen med mandens bror. Parterne fik afslag på dispensation.

Hvis der foreligger

særlige omstændigheder,

f.eks. at en part er umoden og derfor ikke forstår betydningen af

at indgå ægteskabet, bør kommunen - af hensyn til den mindreårige part - afslå at give dispensation, selvom

betingelserne ovenfor for at dispensere er opfyldt.

Hvis en part er tvunget eller presset til at indgå ægteskabet, tilsiger beskyttelsen af den mindreårige og hensynet

til den mindreåriges bedste, at kommunen altid skal afslå at give dispensation. Tvangsægteskaber m.v. er

nærmere beskrevet i kapitel 6.

Omvendt kan kommunen også give dispensation, selvom betingelserne efter praksis ikke er opfyldt.

Hvis kommunen er i tvivl om, hvorvidt der bør meddeles dispensation eller ej, bør kommunen afholde en samtale

med parterne. Samtalen kan tjene til belysning af parternes forhold m.v., herunder hvad der er bedst for den

mindreårige. Samtalen kan også anvendes til at rådgive parterne om betydningen af ægteskabet samt om de

muligheder, som parterne har for at få hjælp og støtte fra kommunen eller andre.

Kommunen kan vælge at afholde samtalen med kun den ene part, f.eks. hvis der er mistanke om, at parten er

udsat for tvang eller et utilbørligt pres til at indgå ægteskabet.

Der er ikke noget til hinder for, at en medarbejder fra en anden del af kommunens forvaltning afholder samtalen

eller deltager i den. Det kan f.eks. være en psykolog eller en medarbejder, der beskæftiger sig med den sociale

lovgivning eller med integration.

Afgørelser om aldersdispensation træffes efter ovennævnte retningslinjer, også selvom en part stammer fra eller

bor i et land, hvor ægteskabsalderen er lavere end i Danmark, eller hvor det er almindeligt at indgå ægteskab i en

tidligere alder.

Når kommunen modtager en ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne (en ægteskabs-erklæring), og én

eller begge parter er under 18 år, bør kommunen altså undersøge følgende:

–

Om parterne har eller venter et barn sammen.

–

Hvor længe parterne har kendt hinanden.

–

Parternes boligsituation, herunder om de har en fælles, selvstændig bolig.

–

Parternes indkomstforhold.

Efter værgemålsloven bliver unge under 18 år, der har indgået ægteskab, myndige (§ 1, stk. 1). Dette indebærer

bl.a., at de fra vielsestidspunktet kan råde over deres formue.

Der kan forekomme situationer, hvor det ikke er forsvarligt, at en ung ved ægteskabet selv får rådighed over sin

formue, men hvor det alligevel er rimeligt at give tilladelse til ægteskab.

Når kommunen giver dispensation fra alderskravet på 18 år, kan kommunen derfor fastsætte vilkår om, at parten

trods ægteskabet fortsat er mindreårig og dermed umyndig indtil det fyldte 18. år. Dette betyder, at parten

forbliver under værgemål.

Bestemmelsen er kun relevant, når den mindreårige part har en større formue, og der er risiko for, at formuen

ikke vil blive administreret forsvarligt af den mindreårige part.

Der er ikke kendskab til sager, hvor dette vilkår er blevet anvendt, og det må antages, at anvendelsesområdet for

bestemmelsen er meget snævert.

Selvom kommunen giver dispensation fra alderskravet, må parterne kun indgå ægteskab med hinanden, hvis de

øvrige ægteskabsbetingelser er opfyldt.

2.3. Samtykke fra forældre eller værge, herunder dispensation

2.3.1. Forældresamtykke

Den, som er under 18 år og ikke tidligere har været gift, må ikke indgå ægteskab uden forældrenes samtykke

(ægteskabslovens § 2). Hvis kun den ene af forældrene har forældremyndigheden, er det tilstrækkeligt, at denne

forælder giver samtykke til ægteskabet. Hvis ingen af forældrene har (del i) forældremyndigheden, kræves

samtykke fra den eller dem, der har forældremyndigheden.

Der skal fremlægges dokumentation for, hvem der har forældremyndigheden. For børn født efter den 1. juli 2004

registreres etablering og ændring af forældremyndighed i CPR, og kommunen kan derfor undersøge, om der er

oplysninger herom i CPR. Hvis barnet er født før 1. juli 2004, eller hvis det i øvrigt ikke fremgår af CPR, hvem der

har forældremyndigheden, skal parterne fremlægge dokumentation for forældremyndigheden.

Hvis der er fælles forældremyndighed, og den ene forældremyndighedsindehaver er sindssyg, åndssvag, eller hvis

erklæring fra den ene forældremyndighedsindehaver ikke kan indhentes uden særlig vanskelighed eller

forsinkelse, er samtykke fra den anden forældremyndighedsindehaver tilstrækkeligt.

Grunden til, at kun den ene af forældrenes samtykke foreligger, eller at der ikke foreligger et forældresamtykke,

skal oplyses over for prøvelsesmyndigheden, og kommunen skal herefter foretage en nærmere undersøgelse af

oplysningen.

Hvis det efter dansk ret anerkendes, at en part efter udenlandsk ret ikke er undergivet forældremyndighed, skal

parten ikke have samtykke fra forældrene til at indgå ægteskab i Danmark.

En part, der er fyldt 18 år, skal ikke have samtykke fra sine forældre til at indgå ægteskab i Danmark, selvom

parten efter loven i sit bopælsland skal have forældresamtykke til indgåelse af ægteskab.

Samtykket skal gælde ægteskab med en bestemt person. Samtykket skal være afgivet inden for de seneste fire

uger.

2.3.2. Værgesamtykke

Den, som er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under værgemål med fratagelse af den retlige

handleevne efter værgemålslovens § 6, må ikke indgå ægteskab uden værgens samtykke (ægteskabslovens § 3).

Ved samværgemål kræves ikke samtykke fra samværgen (værgemålslovens § 7).

Samtykke kræves, selv om den pågældende tidligere har været gift.

Der skal fremlægges dokumentation for, hvem der er værge for den pågældende part. Afgørelser om værgemål

fremgår i et vist omfang af CPR; i så fald behøver parterne ikke fremlægge dokumentation for værgemålet.

Samtykket skal gælde ægteskab med en bestemt person. Samtykket skal være afgivet inden for de seneste fire

uger.

2.3.3. Dispensation fra kravet om samtykke fra forældre eller værge

Nægter forældremyndighedsindehaveren eller værgen at give samtykke til ægteskabet, kan kommunen give

tilladelse til ægteskabet, hvis der ikke er rimelig grund til nægtelsen. Afgørelsen er skønsmæssig; i praksis er der

bl.a. lagt vægt på, om parterne har eller venter barn, og om de har egen bolig samt betryggende personlige og

økonomiske forhold. Der lægges også vægt på, om parten forstår betydningen af ægteskabet. Dette svarer i

hovedtrækkene til kriterierne for at give aldersdispensation, jf. dette kapitel, punkt 2.2.

Kommunens afgørelse om dispensation fra kravet om samtykke fra forældre eller værge kan påklages til

Ankestyrelsen, jf. dette kapitel, punkt 2.1.2.

2.4. Ægteskab mellem nærtbeslægtede, herunder tilladelse

2.4.1. Slægtninge i ret op- og nedstigende linje samt søskende

Ægteskab må ikke indgås mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende

(ægteskabslovens § 6).

Forbuddet mod ægteskab gælder f.eks. ægteskab mellem mor og søn og mellem bedstefar og barnebarn.

Forbuddet gælder også mellem søskende, herunder halvsøskende, også selvom de ikke er opvokset sammen.

I relation til

adopterede børn

bemærkes, at forbuddet gælder i forhold til adoptivbarnets biologiske slægt, og

ikke i forhold til adoptivslægten.

Adoptant og adoptivbarn må dog ikke indgå ægteskab med hinanden, så længe adoptivforholdet består,

(ægteskabslovens § 8).

Ønsker adoptant og adoptivbarn at indgå ægteskab med hinanden, kan de søge Ankestyrelsen om at ophæve

adoptivforholdet (adoptionslovens § 18).

Der kan ikke dispenseres fra forbuddet.

2.4.2. Ægteskab mellem personer hvor den ene har været gift med den andens slægtning i ret op- eller

nedstigende linje

Ægteskab må ikke uden tilladelse fra Ankestyrelsen indgås mellem personer, hvor den ene har været gift med den

andens slægtning i ret op- eller nedstigende linje. Er der fællesbørn i det tidligere ægteskab, må tilladelsen kun

gives, såfremt hensynet til børnene ikke taler derimod (ægteskabslovens § 7).

Forbuddet omfatter f.eks. ægteskab mellem stedfar og steddatter, hvor stedfaren har været gift med

steddatterens mor. Det gælder også mellem svigermor og svigersøn, men ikke ægteskab mellem svoger og

svigerinde.

2.5. Begge parter skal være ugifte

Den, som tidligere har indgået ægteskab eller har været part i et registreret partnerskab, må ikke indgå

ægteskab, så længe det tidligere ægteskab eller registrerede partnerskab består (ægteskabslovens § 9).

Kommunen kan derfor kræve, at en part dokumenterer,

–

at parten aldrig har været gift eller har indgået registreret partnerskab, eller

–

at et eventuelt ægteskab eller registreret partnerskab er opløst ved skilsmisse/omstødelse/annullation eller død.

En separation er ikke en opløsning af et ægteskab. Så længe en part er separeret, må parten ikke indgå nyt

ægteskab.

2.5.1. Dokumentation for at en part aldrig har været gift, herunder civilstandsattester

Parten har ingen relevant tilknytning til udlandet:

Opfyldelse af betingelsen om at være ugift for parter, der ikke har nogen relevant tilknytning til udlandet, prøves

normalt således:

–

Parten underskriver under strafansvar ægteskabserklæringen.

–

Kommunen undersøger oplysninger om parten i CPR.

Dette gælder for parter, der har boet i Danmark hele deres voksne liv.

Parten har relevant tilknytning til udlandet:

For parter, der ikke har boet i Danmark hele deres voksne liv, kan kommunen kræve, at parterne fremlægger en

erklæring fra den kompetente udenlandske myndighed om, at den pågældende ikke har indgået ægteskab i det

pågældende land.

Erklæring om, at en part ikke har indgået ægteskab, benævnes ofte ”civilstandsattest”, men den kan have andre

navne og udformninger. I det følgende kaldes alle sådanne erklæringer m.v. ”civilstandsattest”. Attesten

indeholder normalt oplysninger om partens civilstand, f.eks. gift, ugift, enke/enkemand.

Civilstandsattester udstedes ofte af folkeregistreringsmyndigheder, fødselsmyndigheder eller lignende. På

www.ast.dk findes oplysninger om fremskaffelse af civilstandsattester fra enkelte lande, i det omfang

Ankestyrelsen har sikre oplysninger herom.

I stedet for en civilstandsattest kan der være tale om en erklæring om partens civilstand fra en kompetent

myndighed i det pågældende land.

Civilstandsattester, erklæringer og andre dokumenter fra udenlandske myndigheder skal forelægges i original og

kan derfor ikke sendes digitalt til kommunen.

Det er ikke alle lande, der udsteder civilstandsattester for statsborgere fra andre lande. I så fald bør det i stedet

overvejes at bede parten fremlægge de oplysninger om partens civilstand, som udlændingemyndighederne i det

land, hvor parten aktuelt bor eller opholder sig, er i besiddelse af.

Hvis det ikke er muligt for parten at fremskaffe nogen form for dokumentation for, at vedkommende er ugift,

oplyser parten under strafansvar med sin underskrift på ægteskabserklæringen, at vedkommende er ugift.

Ægtheden af en civilstandsattest m.v. skal bekræftes. Dette er dog ikke nødvendigt, hvis kommunen er vant til at

se civilstandsattester, der er udstedt af den pågældende myndighed. Se mere herom i vejledning om

dokumentation for ægtheden af familieretlige dokumenter fra udlandet. Vejledningen er på www.ast.dk.

2.5.1.1. Hvornår kræves civilstandsattest fremlagt

Der stilles ikke krav om, at en part med relevant tilknytning til udlandet altid fremlægger en civilstandsattest, men

kommunen kan altid kræve en civilstandsattest fremlagt.

Følgende forhold kan begrunde, at kommunen kræver, at en part fremlægger en civilstandsattest:

–

Parten bor ikke i Danmark.

–

Konkret mistanke om, at parten er eller har været gift.

–

Stikprøve.

Det beror på en konkret vurdering, om kommunen kræver fremlagt en civilstandsattest.

Kommunen kan kræve civilstandsattest fra følgende lande:

–

Lande, hvor parten har eller har haft bopæl.

–

Lande, hvor parten har eller har haft ophold.

–

Lande, hvor parten har eller har haft statsborgerskab.

Dette kan illustreres ved følgende eksempel:

En thailandsk statsborger, der midlertidigt opholder sig i Tyskland, ønsker at indgå

ægteskab i Danmark med en tysk statsborger, der bor i Tyskland. Kommunen kan

kræve fremlagt følgende civilstandsattester:

Fra den tyske statsborger:

Fra den thailandske statsborger:

–

Civilstandsattest fra Tyskland.

–

Civilstandsattest fra Thailand.

–

Civilstandsattest fra Tyskland (Der vil her næppe være tale om en civilstandsattest,

men om eventuelle oplysninger om partens civilstand fra f.eks. de tyske

udlændingemyndigheder).

2.5.1.2. Hvornår kan civilstandsattest ikke kræves fremlagt

I følgende situationer kan kommunen ikke kræve, at parten fremlægger civilstandsattest:

–

Parten er flygtning eller asylansøger.

–

Det er umuligt for parten at fremskaffe en civilstandsattest.

–

Det er meget vanskeligt eller byrdefuldt for parten at fremskaffe en civilstandsattest.

Parten er flygtning eller asylansøger:

Man kan bl.a. opnå flygtningestatus i Danmark, hvis udlændingemyndighederne anerkender, at man er forfulgt af

myndighederne i sit hjemland; disse personer betegnes flygtninge. En asylansøger er ikke en flygtning, men en

person, der anmoder om at blive anerkendt som flygtning, fordi den pågældende mener sig forfulgt af

myndighederne i sit hjemland; dvs. at de danske udlændingemyndigheder endnu ikke har taget stilling til denne

anmodning.

På grund af risikoen for (yderligere) forfølgelse, kan man ikke kræve, at en flygtning eller asylansøger kontakter

myndighederne i det land, som den pågældende er flygtet fra. Af samme grund må danske myndigheder heller

ikke kontakte de pågældende myndigheder for at få oplysninger om parten. Det gælder i særlige tilfælde også,

selvom parten efterfølgende er blevet dansk statsborger.

Dette gælder dog ikke, hvis parten flere gange har rejst til det land, hvorfra parten er flygtet, efter parten har

opnået flygtningestatus i Danmark, eller hvis parten giver samtykke til det.

Oplysninger om, hvorvidt en part er flygtning eller asylansøger, kan findes på UdlændingeInformationsPortalen

(UIP) på www.nyidanmark.dk.

Der er ikke noget til hinder for at kræve civilstandsattest fra lande, som en flygtning eller asylansøger har boet i,

men som den pågældende ikke er flygtet fra.

Umuligt for parten at fremskaffe en civilstandsattest:

Det er ikke alle lande, der udsteder civilstandsattester, og selvom et land udsteder civilstandsattester, er det ikke

sikkert, at de udstedes for alle, der har en tilknytning til landet. Civilstandsattester kan f.eks. være forbeholdt

landets egne statsborgere eller parter med permanent opholdstilladelse.

I så fald bør det i stedet overvejes at bede parten fremlægge de oplysninger om partens civilstand, som

udlændingemyndighederne i det land, hvor parten aktuelt bor eller opholder sig, er i besiddelse af.

Det er parten, der skal dokumentere, at parten ikke kan få udstedt en civilstandsattest fra det pågældende land.

Dette kan eksempelvis dokumenteres ved en udtalelse fra landets myndigheder, den danske ambassade i det

pågældende land eller det pågældende lands ambassade i Danmark. Hvis parten ikke kan fremskaffe

dokumentationen herfor, kan kommunen være behjælpelig hermed

–

eksempelvis ved at kommunen ringer til

myndighederne eller den danske ambassade i det pågældende land.

Meget vanskeligt eller byrdefyldt for parten at fremskaffe en civilstandsattest:

I nogle tilfælde kan det tage tid for en part at fremskaffe en civilstandsattest fra udlandet, og parten vil måske

også skulle betale et gebyr for attesten. Dette er dog ikke til hinder for at kræve civilstandsattest fremlagt.

I nogle situationer kan det imidlertid være meget vanskeligt eller byrdefuldt for parten at fremskaffe en

civilstandsattest. Det er parten, der skal dokumentere, at det vil være meget vanskeligt eller byrdefuldt at

fremskaffe en civilstandsattest. I så fald bør kommunen efter et konkret skøn undlade at kræve attesten fremlagt.

Som eksempler på dette kan nævnes:

–

Den udenlandske myndighed reagerer ikke på henvendelser om udstedelse af civilstandsattest.

–

Udstedelse af civilstandsattest forudsætter personligt fremmøde hos en udenlandsk myndighed i et

fjerntliggende land. (Det skal dog her undersøges, om parten i stedet kan møde på det pågældende lands

ambassade i Danmark eller et andet sted i Europa).

2.5.2. Dokumentation for ophør af ægteskab (skilsmisse, død m.v.)

2.5.2.1. Skilsmisse og dødsfald i Danmark

Hvis det fremgår af CPR, at en parts tidligere ægteskab er ophørt ved skilsmisse meddelt af Statsforvaltningen

(tidligere statsamterne og Københavns Overpræsidium), Rigsombudsmanden i Grønland eller Rigsombudsmanden

på Færøerne, behøver parten ikke at fremlægge bevillingen.

Hvis det fremgår af CPR, at en parts ægteskab er ophørt ved dansk dom til skilsmisse eller omstødelse, behøver

parten ikke at fremlægge dommen.

Ønsker en ægtefælle at indgå nyt ægteskab, inden en skilsmissedom er registreret i CPR, dokumenteres

skilsmissen ved en udskrift af dommen. Byretten skal have påtegnet dommen om, at den ikke er anket

(ankepåtegning). I stedet for ankepåtegning kan der forevises bevis for, at den tidligere ægtefælle har givet

afkald på anke, eller for at anken vil blive begrænset til at gælde vilkårene for skilsmissen. Dette er dog ikke

nødvendigt, hvis det fremgår af dommen, at den tidligere ægtefælle har erklæret sig indforstået med påstanden

om skilsmisse, også selv om ægtefællen ikke har været indforstået med vilkårene for skilsmissen.

Hvis en parts tidligere ægtefælle er død, og dødsfaldet er registreret i CPR, behøver den længstlevende ægtefælle

ikke at fremlægge dokumentation for dødsfaldet. I andre tilfælde dokumenteres dødsfaldet ved dødsattest eller

attest fra skifteretten.

Er dødsfaldet fastslået ved dødsformodningsdom, skal der fremlægges en udskrift af dommen med ankepåtegning

som ved skilsmissedomme, der endnu ikke er registreret i CPR.

2.5.2.2. Skilsmisse, dødsfald m.v. i de nordiske lande

Hvis det tidligere ægteskab er opløst ved dom til skilsmisse eller omstødelse afsagt i Finland, Island, Norge eller

Sverige, skal der forevises en original domsudskrift eller en genpart bekræftet af retten forsynet med erklæring

om, at dommen er retskraftig (dvs. endelig).

Er det tidligere ægteskab opløst ved islandsk eller norsk skilsmissebevilling, skal der fremlægges den originale

bevilling eller en genpart som er bekræftet af den udstedende myndighed.

Hvis ægteskabet er opløst ved dødsfald, skal den originale dødsattest eller lignende fremlægges.

2.5.2.3. Skilsmisse og dødsfald uden for Norden

I det følgende gennemgås de betingelser, der skal være opfyldt, for at kommunen kan anerkende, at et ægteskab

er opløst ved en udenlandsk skilsmisse (uden for Norden) eller ved at den ene af ægtefællerne er afgået ved

døden i udlandet (uden for Norden).

Kommunen kan kræve, at udenlandske (dog ikke nordiske) skilsmisse- og dødsfaldsdokumenter oversættes til

dansk ved en uddannet translatør el. lign. Den uddannede translatør el. lign. kan være dansk eller udenlandsk. Da

udenlandske dokumenter skal forelægges i original, kan dokumenterne og oversættelse heraf ikke sendes digitalt

til kommunen.

Udgifterne til oversættelse afholdes af parterne, uanset om de har bopæl her i landet eller ej. Se også kapitel 1,

punkt 1.5.

Hvis det er muligt at behandle sagen på betryggende vis uden oversættelse af dokumenterne, f.eks. fordi

kommunens medarbejder behersker det fremmede sprog, er det ikke nødvendigt at lade dokumenterne

oversætte.

2.5.2.3.1. Generelle dokumentationskrav

Som dokumentation for en udenlandsk skilsmisse eller at ægteskabet er opløst ved, at den ene af ægtefællerne er

afgået ved døden i udlandet, skal der fremlægges følgende dokumenter:

–

Det originale dokument eller en original genpart eller udskrift, der er bekræftet af den myndighed, der har

udstedt det originale dokument.

–

Retskraftpåtegning.

–

Oversættelse af dokumentet med alle påtegninger.

Ved en retskraftpåtegning dokumenteres det, at en afgørelse (normalt en dom) er endelig, det vil sige, at den ikke

kan ankes, eller at den ikke er anket inden udløbet af ankefristen.

Dødsattester udstedes i mange lande af administrative myndigheder. Hvis en dødsattest er udstedt af en

administrativ myndighed, skal den ikke forsynes med retskraftpåtegning.

Legaliseringspåtegning eller apostillepåtegning:

Danske myndigheder bør som udgangspunkt altid sikre sig, at dokumenter, der er af væsentlig betydning for

afgørelsen af en sag, og som er udstedt af udenlandske myndigheder, er ægte. Dette gælder ikke kun

dokumenter, der anvendes i ægteskabssager.

Der findes et vidt udstrakt internationalt samarbejde om bekræftelse af ægtheden af dokumenter, der skal

anvendes i andre lande. I vejledning om dokumentation for ægtheden af familieretlige dokumenter fra udlandet er

det nærmere beskrevet, hvordan man bekræfter ægtheden af et udenlandsk familieretligt dokument. Vejledningen

er på www.ast.dk.

Hvis en part er flygtning eller asylansøger, kan kommunen ikke kræve, at parten fremlægger dokumenter fra det

land, som den pågældende er flygtet fra, jf. dette kapitel, punkt 2.5.1.2. Det gælder også, selvom flygtningen har

opnået dansk indfødsret.

Dette gælder dog ikke, hvis parten flere gange har rejst til det land, hvorfra parten er flygtet, efter parten har

opnået flygtningestatus i Danmark. Det gælder heller ikke, hvis parten er blevet skilt i det land, hvor parten er

flygtet fra, efter parten har fået flygtningestatus i Danmark, forudsat at parten selv har anlagt skilsmissesagen

eller aktivt deltaget i behandlingen af den.

2.5.2.3.2. Særlige krav til anerkendelse af udenlandske skilsmisser

Sager omfattet af Haagerkonventionen om anerkendelse af skilsmisser:

Danmark har tiltrådt Haagerkonventionen af 1. juni 1970 om anerkendelse af skilsmisse og separation. Efter

konventionen skal Danmark som udgangspunkt anerkende skilsmisser fra de lande, der har tiltrådt konventionen,

hvis konventionens betingelser for anerkendelse er opfyldt.

Efter konventionens artikel 2 skal skilsmisser fra et land, der har tilsluttet sig konventionen, som udgangspunkt

anerkendes i Danmark, når en af følgende betingelser var opfyldt den dag, sagen blev rejst i den stat, hvor

skilsmissen eller separationen er meddelt:

1) Den ægtefælle, fra hvem skilsmisse eller separation søgtes, havde bopæl der.

2) Sagsøgeren/ansøgeren havde bopæl der, og en af følgende yderligere betingelser var opfyldt:

a) Sådan bopæl havde bestået i mindst et år, umiddelbart før sagen blev rejst.

b) Ægtefællernes sidste fælles bopæl var der.

3) Begge ægtefæller var statsborgere i denne stat.

4) Sagsøgeren/ansøgeren var statsborger i denne stat, og en af følgende yderligere betingelser var opfyldt:

a) Sagsøgeren/ansøgeren havde bopæl der.

b) Sagsøgeren/ansøgeren havde haft sin bopæl der i en sammenhængende periode på et år, som i hvert

fald delvis falder inden for de sidste to år, før sagen blev rejst.

5) Den, der søger skilsmisse, var statsborger i denne stat, og begge de følgende yderligere betingelser var

opfyldt:

a) Sagsøgeren/ansøgeren opholdt sig i denne stat, da sagen blev rejst, og

b) ægtefællernes sidste fælles bopæl var i en stat, hvis lovgivning, da sagen blev rejst, ikke gav adgang til

skilsmisse.

En skilsmisse anerkendes ikke, hvis den strider mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public). For at

en skilsmisse ikke strider mod grundlæggende danske retsprincipper, er det bl.a. en betingelse, at stævningen i

skilsmissesagen har været forkyndt for sagsøgte, eller at sagsøgte på anden måde er blevet bekendt med sagen.

Denne betingelse er bl.a. opfyldt, hvis det fremgår af dommen, at sagsøgte har udtalt sig i sagen, eller sagsøgte

har underskrevet skilsmissedokumentet. Endvidere anerkendes skilsmisser, der er foretaget privat uden medvirken

af myndigheder eller domstole, ikke.

Konventionen er bl.a. tiltrådt af: Australien, Cypern, Egypten, Estland, Finland, Italien, Luxembourg, Holland,

Norge, Polen, Portugal, Slovakiet, Sverige, Schweiz, Storbritannien og Tjekkiet. En liste over lande, der har tiltrådt

konventionen, findes på: www.hcch.net.

Sager, der ikke er omfattet af Haagerkonventionen om anerkendelse af skilsmisser:

Anerkendelse af en udenlandsk skilsmisse forudsætter, at den myndighed, som foretog skilsmissen, havde

international kompetence i overensstemmelse med reglerne i § 448 c i den danske retsplejelov.

Dette indebærer, at på tidspunktet, hvor skilsmissesagen startede, skulle parterne have en tilknytning til det land,

hvor skilsmissen blev foretaget. En tilknytning, der svarer til den tilknytning, som man skal have til Danmark for at

få behandlet en skilsmissesag her i landet. Denne betingelse er opfyldt, hvis en af parterne boede i

skilsmisselandet, eller hvis begge parter var statsborgere i skilsmisselandet, selvom ingen af dem havde bopæl

der. Der henvises til retsplejelovens § 448 c, stk. 1, nr. 1, nr. 2 og nr. 4.

De nævnte bestemmelser i retsplejelovens § 448 c har følgende ordlyd:

”§ 448 c. Sag om ægteskab kan behandles her i riget, såfremt

1) sagsøgte har bopæl her,

2) sagsøgeren har bopæl her og enten har boet her i de sidste to år eller tidligere har haft bopæl her,

[…]

4) begge parter er danske statsborgere, og sagsøgte ikke modsætter sig indbringelsen for dansk domstol, eller

[…]”

Eksempler:

Eksempel 1

–

Parterne har haft tilknytning til udlandet:

Både hustruen og manden er statsborgere i det land, hvor parterne bliver skilt. Begge parter bor imidlertid i

Danmark. Parterne anses for at have tilknytning til det land, hvor de bliver skilt på grund af deres

statsborgerskab; den udenlandske skilsmisse kan derfor anerkendes.

Begge parter er danske statsborgere, og de bor i Danmark. De har indgået ægteskab i Las Vegas, USA,

under et ferieophold, og de er ligeledes blevet skilt i USA under et ferieophold. Selvom parterne har indgået

ægteskab i USA, har de ikke tilstrækkelig tilknytning til USA til at få anerkendt skilsmissen i Danmark. Dette

skyldes, at de begge er danske statsborgere og bosiddende i Danmark.

Endelig må skilsmissen ikke stride mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public).

Affidavit:

En affidavit er en ensidig erklæring, der ofte afgives for en notar. I nogle lande, herunder Indien, anvendes

affidavits meget. Kommunerne kan derfor få forelagt sager, hvor parterne hævder, at en affidavit er

dokumentation for, at de f.eks. er blevet skilt, eller at en ægtefælle er død. En affidavit er imidlertid en ensidig

erklæring, og der er ingen myndigheder, der har taget stilling til indholdet af den. En affidavit kan derfor ikke

anvendes som dokumentation for, at en part er fraskilt eller enke/enkemand. Kommunen bør således ikke bede

parten om en oversættelse af en affidavit, eller om at den bliver legaliseret eller får en apostillepåtegning. Er en

affidavit forelagt i kopi, bør kommunen heller ikke bede parten om at fremlægge den i original.

Eksempel 2

–

Ingen af parterne har haft tilknytning til udlandet:

Civilstandsattester:

Civilstandsattester anvendes som nævnt i dette kapitel, punkt 2.5.1. som dokumentation for, at en part er ugift,

dvs. aldrig har indgået ægteskab. En civilstandsattest kan imidlertid ikke anvendes selvstændigt som

dokumentation for, at en part er fraskilt eller enke/enkemand. Selvom en part f.eks. fremlægger en

civilstandsattest, ifølge hvilken parten er fraskilt, skal den originale skilsmissedom med diverse påtegninger

fremlægges. I nogle lande kan en civilstandsattest dog være en del af en retskraftpåtegning.

2.5.2.4. Forelæggelse for Ankestyrelsen og klageadgang

Kommunen kan forelægge en sag for Ankestyrelsen, hvis parterne ikke kan fremskaffe dokumentation for en

udenlandsk skilsmisse eller for den tidligere ægtefælles død. Også sager, der giver anledning til tvivl, kan

forelægges for Ankestyrelsen.

Forelæggelsen skal indeholde følgende:

–

Kommunen skal angive grunden til, at sagen forelægges, herunder hvilken problemstilling kommunen ønsker

belyst.

–

Parterne skal have udfyldt et oplysningsskema om henholdsvis skilsmisse eller dødsfald. Begge skemaer findes

på www.ast.dk.

–

Eventuelle originale dokumenter skal fremsendes sammen med oversættelse til dansk eller engelsk.

Ankestyrelsen kan ikke udtale sig om dokumenter, der alene er fremsendt i kopi.

Kommunen skal sørge for, at de personer, om hvem der indsendes personoplysninger til Ankestyrelsen i

forelæggelsessager, er bekendt med deres rettigheder efter persondataloven, og med at sagen forelægges for

Ankestyrelsen. Det skal fremgå af forelæggelsen, at dette er sket.

Afgørelser om anerkendelse af udenlandske skilsmisser kan påklages til Ankestyrelsen (ægteskabslovens § 58 b)

og skal derfor som udgangspunkt meddeles skriftligt og være begrundet. Se også dette kapitels punkt 2.1.2.

Afgørelsen skal indeholde en klagevejledning, der f.eks. kan udformes således:

”Du kan klage over afgørelsen. Hvis du vil klage, skal du sende klagen til kommunen. Vi sender din klage og

resten af sagen til Ankestyrelsen, som så behandler

din klage. ”

Beslutninger om fremlæggelse af civilstandsattester samt om anerkendelse af udenlandske dødsattester m.v. kan

ikke påklages til Ankestyrelsen.

2.6. Indgåelse af nyt ægteskab når det tidligere ægteskab er opløst ved død (krav om skifte af eventuelt fællesbo)

2.6.1. Dødsboet behandles i Danmark

Når det tidligere ægteskab er opløst ved død, og dødsboet behandles i Danmark, må den længstlevende

ægtefælle ikke indgå nyt ægteskab, før fællesboet er delt eller taget under bobestyrerbehandling eller offentligt

skifte, jf. ægteskabslovens § 10.

Dette krav gælder dog ikke i følgende situationer:

–

Der var ikke noget formuefællesskab i det tidligere ægteskab.

–

Ægtefællerne var separerede ved dødsfaldet.

–

Samtlige arvinger efter afdøde giver arveafkald.

–

Samtlige arvinger efter afdøde giver samtykke til indgåelse af nyt ægteskab. Dette gælder dog kun, hvis den

længstlevende ægtefælle ikke har overtaget ægtefællernes fælleseje til uskiftet bo efter arvelovens § 17, jf.

nedenfor om uskiftet bo.

I det følgende beskrives, hvordan den længstlevende ægtefælle kan dokumentere, at dødsboet ikke er til hinder

for indgåelse af ægteskab. Beskrivelsen er ikke udtømmende.

Ofte vil borgeren have dokumentation for skifte i form af en erklæring fra skifteretten om, hvem boet er udlagt til.

Har borgeren ikke afleveret denne dokumentation sammen med ægteskabserklæringen, vil det oftest være lettest

for kommunen og den længstlevende ægtefælle, at kommunen indhenter oplysninger hos skifteretten om,

hvordan dødsboet er blevet behandlet. I så fald er det ikke nødvendigt for borgeren at fremskaffe dokumentation

fra skifteretten.

Kommunen kan give dispensation fra kravet om, at et fællesbo skal være delt, før man kan indgå et nyt ægteskab

(ægteskabslovens § 10, stk. 2). Se dette kapitel, punkt 2.6.1.7. om skiftefritagelse.

2.6.1.1. Dokumentation for at privat skifte eller lignende er afsluttet

Et privat skifte af et dødsbo anses for afsluttet, når skifteretten har færdigbehandlet sagen, medmindre dødsboet

er udleveret til uskiftet bo.

Der findes mange forskellige måder at behandle et dødsbo på. Hvis kommunen er i tvivl om, hvorvidt et dødsbo er

afsluttet eller ej, kan kommunen kontakte skifteretten, eventuelt telefonisk. Hvis skifteretten bekræfter, at

dødsboet er afsluttet, er det ikke nødvendigt at indhente dokumentation fra den længstlevende ægtefælle.

Om nødvendigt kan det bl.a. ved følgende attester m.v. dokumenteres, at privat skifte er afsluttet:

–

Skifteretsattest om, at fællesboet er udleveret til privat skifte samt erklæringer fra samtlige arvinger om, at

skiftet er afsluttet. Fortegnelse over arvingerne findes på ”Skifteretsattest Om Privat Skifte”. I stedet for erklæring

fra arvingerne kan der fremlægges bekræftelse fra skifteretten på, at skiftet er afsluttet, f.eks. i form af endelig

beregning af boafgift.

–

Skifteretsattest om, at fællesboet er udleveret til forenklet privat skifte efter dødsboskifteloven § 33 og § 34.

–

Skifteretsattest om, at boet er udlagt som boudlæg eller udlagt til en bestemt person efter dødsboskiftelovens §

18.

–

Skifteretsattest om, at fællesboet er udlagt til den længstlevende ægtefælle efter dødsboskiftelovens § 22.

2.6.1.2. Dokumentation for at dødsboet er taget under behandling af bobestyrer eller under offentligt skifte

Dette kan dokumenteres ved skifteretsattest om, at dødsboet er eller har været under offentligt skifte eller

udleveret til bobestyrerbehandling. Det er ikke nødvendigt, at behandlingen af dødsboet er afsluttet.

2.6.1.3. Dokumentation for at der ikke var formuefællesskab i det tidligere ægteskab

Dette kan dokumenteres ved tinglyst ægtepagt, hvorefter alle ejendele i det tidligere ægteskab fuldt ud var

omfattet af fuldstændigt særeje.

Ægtepagt om skilsmissesæreje er ikke tilstrækkeligt.

2.6.1.4. Ægtefællerne var separerede ved dødsfaldet

Dette kan dokumenteres ved fremlæggelse af separationsdom eller -bevilling.

Hvis separationen er registreret i CPR, behøver den længstlevende ægtefælle ikke at fremlægge dokumentation

for separationen. Den 1. juni 2004 begyndte statsforvaltningerne at indberette separationsbevillinger til CPR, og

den 1. juli 2004 begyndte domstolene at indberette separationsdomme til CPR.

2.6.1.5. Arvingerne efter afdøde giver samtykke til indgåelse af nyt ægteskab

Arvingerne efter den tidligere ægtefælle kan give samtykke til, at den længstlevende ægtefælle indgår nyt

ægteskab, selvom dødsboet endnu ikke er afsluttet. I stedet for samtykke til indgåelse af ægteskab kan en arving

give afkald på arv. I så fald skal denne arving ikke give samtykke til indgåelse af ægteskab. Samtykke til indgåelse

af ægteskab kan dog ikke gives, hvis boet er udlagt til uskiftet bo eller har været udlagt til uskiftet bo, men det er

taget under skiftebehandling igen. Se dette kapitel, punkt 2.6.1.6.

Skifteretten kan eventuelt oplyse, hvem der er afdødes arvinger.

Ved samtykke til indgåelse af nyt ægteskab giver arvingerne ikke afkald på arven efter afdøde.

2.6.1.6. Den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo

Det fremgår af ægteskabslovens § 10, stk. 1, nr. 3, at arvingerne efter førstafdøde ægtefælle kun kan give

samtykke til, at den længstlevende ægtefælle indgår nyt ægteskab, hvis den længstlevende ægtefælle ikke har

overtaget ægtefællernes fælleseje til uskiftet bo efter arvelovens § 17.

Bestemmelsen i ægteskabslovens § 10, stk. 1, nr. 3, hænger sammen med arvelovens § 26, stk. 2, som trådte i

kraft den 1. januar 2008. Efter sidstnævnte bestemmelse skal den længstlevende ægtefælle skifte et uskiftet bo

ved indgåelse af nyt ægteskab. Dette indebærer, at førstafdødes livsarvinger ikke, uden samtidig at give et

arveafkald, kan give samtykke til, at den længstlevende ægtefælle indgår nyt ægteskab, når denne sidder i

uskiftet bo. Dette gælder også for uskiftede boer, der er etableret før den 1. januar 2008.

Livsarvingerne kan altså ikke give afkald på skifte og samtidig bevare deres arveret. Dette betyder, at hvis den

længstlevende ægtefælle ønsker at indgå nyt ægteskab, skal vedkommende anmode skifteretten om skifte af det

uskiftede bo. I så fald dokumenteres adgangen til at indgå ægteskab som beskrevet i dette kapitel, punkt 2.6.1.1.

om dokumentation for, at privat skifte og lign. er afsluttet og punkt 2.6.1.2 om dokumentation for, at dødsboet er

taget under behandling af bobestyrer.

Hvis alle andre arvinger efter førstafdøde ægtefælle giver arveafkald til fordel for den længstlevende ægtefælle, er

der kun én arving (den længstlevende ægtefælle). Er dette tilfældet, er det ikke nødvendigt at skifte boet for at

indgå nyt ægteskab. Kommunen skal dog sikre sig, at det er alle andre arvinger end længstlevende ægtefælle,

der har givet arveafkald. Arvingerne vil normalt fremgå af skifteretsattesten om uskiftet bo. Kommunen kan om

nødvendigt kontakte skifteretten.

2.6.1.7. Skiftefritagelse

Kommunen har mulighed for at meddele skiftefritagelse (dispensation fra ægteskabsbetingelsen), sådan at den

længstlevende ægtefælle kan indgå nyt ægteskab, uden at der er taget stilling til delingen af fællesboet, jf.

ægteskabslovens § 10, stk. 2.

Adgangen til at meddele skiftefritagelse anvendes kun, hvis der foreligger helt specielle grunde, f.eks. at den

længstlevende ægtefælle, der ønsker at indgå nyt ægteskab, ligger for døden.

Kommunens afgørelse om skiftefritagelse kan påklages til Ankestyrelsen, jf. dette kapitel, punkt 2.1.2.

Meddelelse af skiftefritagelse betyder ikke, at arven efter afdøde ikke skal deles, men alene at den længstlevende

kan indgå nyt ægteskab, selvom dødsboet ikke er afsluttet.

Det er ikke muligt at meddele skiftefritagelse, hvis den længstlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo, se dette

kapitel punkt 2.6.1.6.

2.6.2. Dødsboet behandles ikke i Danmark

Når det tidligere ægteskab er opløst ved død, og dødsboet ikke behandles i Danmark, kan den længstlevende

ægtefælle indgå nyt ægteskab, selvom behandlingen af dødsboet ikke er afsluttet.

2.6.3. Indgåelse af nyt ægteskab efter skilsmisse

Når det tidligere ægteskab er opløst ved skilsmisse eller omstødelse, er det ikke et krav, at fællesboet er delt, før

man kan indgå nyt ægteskab.

2.7. Lovligt ophold, herunder dispensation

Efter ægteskabslovens § 11 a, stk. 1, er det en betingelse for at indgå ægteskab i Danmark, at begge parter har

dansk indfødsret eller lovligt ophold her i landet efter udlændingelovens §§ 1-3 a, § 4 b, § 5, stk. 2, eller § 6 eller i

medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f eller §§ 9 i-9 n.

Lovligt ophold efter de nævnte bestemmelser kan blandt andet bygge på:

–

Dansk indfødsret.

–

Statsborgerskab i et af de nordiske lande.

–

Statsborgerskab i et EU-land eller Schweiz.

–

Statsborgerskab i et visumfrit land.

–

Opholdstilladelse eller turistvisum udstedt i Danmark eller i et andet Schengenland.

Asylansøgere og andre udlændinge, der alene opholder sig i Danmark, mens deres sag om opholdstilladelse m.v.

er under behandling (processuelt ophold), har ikke lovligt ophold i Danmark i relation til ægteskabslovens § 11 a;

de kan derfor ikke indgå ægteskab i Danmark. Processuelt ophold i et andet Schengenland, f.eks. som

asylansøger, medfører heller ikke lovligt ophold i Danmark.

Betingelsen om lovligt ophold skal være opfyldt, når vielsen foretages. Hvis en persons lovlige ophold i Danmark

er tidsbegrænset til at vare mindre end 4 måneder, tidsbegrænses prøvelsesattestens gyldighedsperiode

tilsvarende. Dette anføres i anmærkningsrubrikken.

Kommunen kan give tilladelse til indgåelse af ægteskab i Danmark, hvis ganske særlige omstændigheder, navnlig

varigheden af en udlændings ophold her i landet, taler derfor (ægteskabslovens § 11 a, stk. 2).

Afgørelser om dispensation kan påklages til Ankestyrelsen, jf. dette kapitel, punkt 2.1.2.

Selvom kommunen giver dispensation fra betingelsen om lovligt ophold, må parterne kun indgå ægteskab med

hinanden, hvis de øvrige ægteskabsbetingelser er opfyldt.

Reglerne om lovligt ophold er nærmere beskrevet i vejledning om lovligt ophold som betingelse for indgåelse af

ægteskab, der findes på www.ast.dk. Hvis kommunen er i tvivl om, hvorvidt der er tale om lovligt ophold, kan

kommunen kontakte Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Efter ægteskabslovens

§ 11 a, stk. 2, kan dispensationsadgangen anvendes, ”hvis ganske særlige

omstændigheder, herunder navnlig varigheden af en udlændings ophold heri landet, taler derfor. ”

Efter forarbejderne til bestemmelsen og praksis siden bestemmelsens ikrafttræden den 1. juli 2002 bør kommunen

give dispensation fra betingelsen om lovligt ophold i følgende situationer:

1) Parten har opholdt sig meget længe i Danmark og derved har opnået en påviselig tilknytning til den anden

person.

2) Parterne har eller venter barn sammen.

3) Parten lider af alvorlig sygdom eller har et alvorligt handicap.

Der vil også kunne gives dispensation, hvis begge parter er asylansøgere, og hvor parterne inden indrejsen i

Danmark havde en tilknytning til hinanden.

Opregningen af dispensationsmulighederne i forarbejderne til loven er ikke udtømmende. Der kan være andre

ganske særlige omstændigheder, der efter et konkret skøn må sidestilles med de ovennævnte

dispensationsmuligheder.

Spørgsmålet om, hvorvidt et afslag på at indgå ægteskab i Danmark på grund af manglende lovligt ophold her i

landet er foreneligt med parrets menneskerettigheder, er behandlet i bilag 1.

Ved afgørelsen af en sag om dispensation fra betingelsen om lovligt ophold må kommunen ikke tage hensyn til

parternes ønsker om eller mulighed for at bosætte sig i Danmark.

Efter forarbejderne til ægteskabslovens § 11 a er betingelsen om lovligt ophold ved indgåelse af ægteskab i

Danmark begrundet i et ønske om at undgå, at især asylansøgere indgår proforma ægteskab med en herboende

og derefter søger om familiesammenføring under henvisning til ægteskabet.

Uanset dette lægger ægteskabslovens § 11 a ikke op til, at der skal foretages en nærmere undersøgelse af, om

der er tale om et proforma ægteskab. Afgørelser om dispensation skal i stedet alene træffes ud fra et konkret

skøn over sagens objektive kendsgerninger.

Længden af opholdet i Danmark og tilknytning til den anden person:

Efter praksis har personer, der har opholdt sig her i landet i mindst 3 år, opholdt sig så længe i Danmark, at de

som udgangspunkt opfylder betingelsen om et længerevarende ophold.

Længden af opholdet beregnes fra ansøgerens indrejse i Danmark. Det har ikke betydning for længden af

opholdet, at den pågældende inden indrejsen i Danmark har opholdt sig i andre EU-lande eller nordiske lande.

Det er som udgangspunkt uden betydning, om parten tidligere har haft lovligt ophold her i landet. Et tidligere

ophold kan dog tillægges betydning, hvis det er afsluttet kort tid inden, det nuværende ophold begyndte.

Hvis parten har et lovligt ophold, der ophører

–

f.eks. et turistvisum

–

og parten først derefter ansøger om

indgåelse af ægteskab i Danmark, medregnes dette ophold ved beregningen af opholdets varighed.

Det er en yderligere betingelse, at udlændingen ved det lange ophold i Danmark har opnået en påviselig

tilknytning til den, som udlændingen nu ønsker at blive gift med.

Efter praksis har parter, der har kendt hinanden og været kærester i en længere periode på mindst 1-1�½ år,

kendt hinanden/været kærester så længe, at de som udgangspunkt opfylder betingelsen om at have opnået en

påviselig tilknytning til den anden person. Der kan ikke stilles krav om, at parterne skal have været kærester i hele

perioden.

Der kan heller ikke stilles krav om, at parterne bor sammen, men hvis de bor sammen og har boet sammen i

længere tid, anses tilknytningskravet for opfyldt.

Asylansøgere, der er indkvarteret på et asylcenter, må ikke flytte fra centret uden udlændinge-myndighedernes

tilladelse. Den omstændighed, at en asylansøger ikke bor sammen med sin kæreste, kan derfor ikke i sig selv

begrunde, at tilknytningskravet ikke anses for opfyldt. Hvis der er tvivl om parternes tilknytning til hinanden, skal

kommunen derfor foretage en nærmere undersøgelse af sagen.

Parternes alder kan have betydning ved den skønsmæssige vurdering af parternes tilknytning til hinanden. Hvis

parterne f.eks. har mødt hinanden, hvor den ene eller begge parter var meget unge, kan dette medføre, at der

stilles større krav til længden af parternes kenskab til hinanden/længden af kæresteforholdet.

Hvis det er helt åbenbart, at der er tale om et proforma ægteskab, kan kommunen afslå at give dispensation.

Parterne har eller venter barn sammen:

Det fremgår af forarbejderne til ægteskabslovens § 11 a, at der bør dispenseres, hvis parterne har eller venter

barn sammen. Hvis dette er tilfældet, er udgangspunktet, at der skal gives dispensation, også selvom

udlændingen ikke har haft langvarigt ophold i Danmark, eller parterne ikke har kendt hinanden i særlig lang tid.

Er barnet født inden ankomsten til Danmark, og er der tvivl om, hvem der er forældre til barnet, kan kommunen

bede parterne om at fremlægge dokumentation for forældreskabet fra deres hjemland eller fra det land, hvor

barnet blev født. Udenlandske dokumenter skal forelægges i original og kan derfor ikke sendes digitalt til

kommunen.

Som det fremgår af dette kapitel, punkt 2.5.1.2., kan kommunen normalt ikke kræve fremlæggelse af dokumenter

fra det land, som en flygtning eller asylansøger er flygtet fra. I disse sager kan kommunen i stedet

–

med

parternes samtykke

–

indhente en kopi af den udenlandske parts sag hos udlændingemyndighederne.

Alvorlig sygdom eller alvorligt handicap:

Efter forarbejderne til ægteskabslovens § 11 a bør der ligeledes dispenseres, hvis det f.eks. på grund af alvorlig

sygdom eller alvorligt handicap vil være urimeligt ikke at tillade parterne at gifte sig her i landet. Der bør også i

denne situation meddeles dispensation, selvom den udenlandske part ikke har opholdt sig i Danmark i meget lang

tid. Det er uden betydning, hvilken af parterne der er alvorligt syg eller har et alvorligt handicap.

Ankestyrelsen har ikke truffet afgørelse i sager, der vedrører en sådan problemstilling, men det må antages, at der

skal være tale om fysiske eller psykiske sygdomme af meget alvorlig karakter. Der skal foreligge en indgående

lægefaglig beskrivelse af sygdommen.

Forudgående tilknytning til hinanden:

I situationer, hvor asylansøgere og andre inden indrejsen i Danmark havde en påviselig tilknytning til hinanden,

bør den samlede varighed af parternes forhold

–

også omfattende tiden før indrejsen

–

tillægges vægt ved en

afgørelse om dispensation fra betingelsen om lovligt ophold.

I tilfælde, hvor parterne har en påviselig tilknytning til hinanden, der rækker tilbage til tiden før ankomsten til

Danmark, kan der gives dispensation, selvom udlændingen ikke har haft langvarigt ophold i Danmark.

Denne dispensationsmulighed omfatter bl.a. situationer, hvor parterne inden ankomsten til Danmark havde

indgået ægteskab med hinanden, men enten ikke kan bevise dette, eller hvor ægteskabet er ugyldigt efter dansk

ret

–

f.eks. fordi parterne ikke var samtidig til stede under vielsen.

Eksempler på afgørelser:

I det følgende refereres en række sager, hvor der er taget stilling til spørgsmålet om dispensation fra betingelsen

om lovligt ophold.

Sag nr. 1 (j.nr. 03-516-00024):

M kom til Danmark som asylansøger sammen med sin mor. Udlændingestyrelsen meddelte M

afslag på asyl, hvilket Flygtningenævnet stadfæstede. Af forskellige grunde kunne M imidlertid

ikke udvises, og han havde derfor ”tålt ophold” i Danmark.

Asylsagen blev senere genoptaget, og næsten 5 år efter ankomsten til Danmark besluttede

Udlændingestyrelsen at udvise M, men Flygtningenævnet hjemviste sagen til fornyet behandling.

Samtidig ansøgte M om tilladelse til at indgå ægteskab med H, der er dansk statsborger. M og H

havde kendt hinanden i næsten 3 år, og de havde været kærester i lidt over 2 år. M søgte også

om familiesammenføring på baggrund af samlivet med H.

Ankestyrelsen (tidligere Familiestyrelsen) gav M tilladelse til at indgå ægteskab med H. Ved

afgørelsen lagde styrelsen vægt på, at M havde opholdt sig i Danmark i 4 år og 10 måneder, at

M og H havde kendt hinanden i næsten 3 år, og at de havde boet sammen og været kærester i 2

år og 2 måneder.

Sag nr. 2 (j.nr. 03-516-00008):

H indrejste i Danmark og ansøgte om asyl. Lidt over 1 år efter ankomsten til Danmark afslog

Flygtningenævnet ansøgningen om asyl og pålagde H at udrejse af Danmark inden en måned. Et

halvt år efter fastholdt Flygtningenævnet afgørelsen.

H søgte herefter om humanitær opholdstilladelse. Hun oplyste, at hun ved tilbagevenden til sit

hjemland risikerede dødsstraf på grund af forholdet til M, der er dansk statsborger og kristen, og

fordi hun ønskede at konvertere fra islam til kristendom. Det var bekræftet, at H skulle

påbegynde oplæring i den kristne tro.

Integrationsministeriet besluttede straks herefter, at H kunne opholde sig i Danmark, mens

sagen om opholdstilladelse blev behandlet. Hun fik herefter igen processuelt ophold.

H lærte M at kende lidt over et år efter ankomsten til Danmark. De flyttede sammen ca. et halvt

år senere, hvor de holdt forlovelsesfest. H ansøgte herefter om tilladelse til at indgå ægteskab

med M.

Ankestyrelsen (tidligere Familiestyrelsen) gav H tilladelse til at indgå ægteskab med M. Ved

afgørelsen lagde styrelsen vægt på, at H havde opholdt sig i Danmark i 3 år og 2 måneder, at H

og M havde kendt hinanden i 1 år og 10 måneder, og at de havde boet sammen i 1 år og 3

måneder.

Sag nr. 3 (j.nr. 04-516-00026):

M indrejste i Danmark, hvor han søgte om asyl. Flygtningenævnet afslog halvandet år efter

ansøgningen om asyl og pålagde M at udrejse straks.

M ansøgte herefter om opholdstilladelse på grund af familiemæssig tilknytning til Danmark, bl.a.

havde han en bror i Danmark. Udlændingestyrelsen gav et år efter afslag på denne ansøgning og

pålagde igen M at udrejse straks.

M, der stadig opholdt sig her i landet, ansøgte nu om tilladelse til at indgå ægteskab med H, der

er udenlandsk statsborger med opholdstilladelse i Danmark. Parterne, der stammede fra samme

land, havde kendt hinanden siden kort efter M’s indrejse i Danmark, og de havde boet sammen i

en del af perioden.

Ankestyrelsen (tidligere Familiestyrelsen) gav M tilladelse til at indgå ægteskab med H. Ved

afgørelsen lagde styrelsen vægt på, at M havde opholdt sig i Danmark i 3 år, at M og H havde

kendt hinanden i 2 år og 9 måneder, og at de havde boet sammen i ca. 6 måneder.

Sag nr. 4 (j.nr. 2010-815-00021):

M havde som asylansøger opholdt sig i Danmark i mere end 3 år. M og H havde oplyst, at de

havde kendt hinanden i ca. 3 år og havde været kærester i ca. 2 år. På tidspunktet for

Ankestyrelsens (tidligere Familiestyrelsen) afgørelse havde parret boet sammen i næsten 1 år.

Ankestyrelsen dispenserede fra kravet om lovligt ophold og lagde afgørende vægt på

oplysningerne om længden af M’s ophold i Danmark og parternes forklaring om, hvor længe de

havde kendt hinanden og været kærester.

Sag nr. 5 (j.nr. 03-516-00014):

H havde haft et 20 måneders ophold i Danmark. H var derefter rejst til Norge, hvor hun havde

opholdt sig i 15 måneder.

H blev efterfølgende udvist af Norge til Danmark, hvor hun søgte om dispensation til at indgå

ægteskab. På afgørelsestidspunktet havde H opholdt sig i Danmark i ca. �½ år siden ankomsten

fra Norge.

Ankestyrelsen (tidligere Familiestyrelsen) stadfæstede afslaget på dispensation og bemærkede i

den forbindelse, at styrelsen så bort fra de første 20 måneders ophold i Danmark, fordi H

derefter havde opholdt sig i Norge i over et år.

Sag nr. 6 (j.nr. 03-516-00013):

M og H, som havde ansøgt om asyl i Danmark, ansøgte om dispensation til at indgå ægteskab.

De oplyste, at de havde fællesbarnet B.

Det fremgik af udlændingemyndighedernes akter, at M havde oplyst, at B var født i byen X,

mens H havde oplyst, at B var født i byen Y. M og H havde samstemmende oplyst, at B var født

den 5. oktober 2000. Der var efter parternes oplysninger indgået aftale om fælles

forældremyndighed over B.

Der var ikke oplysninger om, at M havde anerkendt faderskabet. Der var imidlertid heller ikke

grundlag for at betvivle parrets oplysninger om, at B var et fællesbarn

–

de ankom blandt andet

alle samtidigt til Danmark. Ankestyrelsen (tidligere Familiestyrelsen) lagde til grund, at der var

tale om et fællesbarn og gav dem dispensation fra kravet om lovligt ophold.

2.8. Eventuel erklæring om kendskab til reglerne om familiesammenføring

Ægteskab må

–

hvis en af parterne ikke har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller

opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i-9 n, og hvor den anden part har indfødsret, et sådant

statsborgerskab eller en sådan opholdstilladelse

–

først indgås, når hver part har afgivet erklæring om at være

bekendt med reglerne om familiesammenføring i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og stk. 2-14 og 30

(ægteskabslovens § 11 b).

Denne bestemmelse indebærer følgende:

1) Den ene part har et ”permanent opholdsgrundlag” (f.eks. dansk statsborgerskab m.v.) i Danmark,

mens den

anden part kun har midlertidig opholdstilladelse i Danmark (f.eks. turist-visum): Begge parter skal underskrive

erklæringen. Dette gælder også, selvom parterne oplyser, at de ikke har planer om at bo i Danmark.

2) Begge parter har et ”permanent opholdsgrundlag” i Danmark: Parterne skal ikke underskrive erklæringen.

3) Begge parter har kun midlertidig opholdstilladelse i Danmark: Parterne skal ikke underskrive erklæringen.

Når den herboende part enten er EU/EØS-statsborger med opholdsret efter udlændingelovens § 6, jf. § 2, stk. 4,

eller er schweizisk statsborger med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 6, jf. § 2, stk. 5, skal parterne dog

ikke underskrive erklæringen.

Ved underskriften på erklæringen erklærer parterne, at de er bekendt med reglerne om familiesammenføring i

udlændingeloven. Derimod giver parterne ikke afkald på muligheden for at søge om familiesammenføring på

grund af ægteskabet.

Erklæringen afgives på ”Erklæring efter ægteskabslovens § 11 b om kendskab til udlændingelovens

regler om

ægtefællesammenføring”. Erklæringen findes på www.ast.dk på dansk, engelsk og tysk.

Når parterne skal udfylde ovennævnte erklæring, skal kommunen udlevere ”Vejledning i forbindelse med

indgåelse af ægteskab og registreret partnerskab om opholdstilladelse i Danmark på grundlag af ægteskab eller

registreret partnerskab med en person, der bor i Danmark (ægtefællesammenføring)” til dem. Vejledningen findes

på www.ast.dk på dansk, engelsk og tysk.

Ved udstedelse af ægteskabsattest til brug for indgåelse af ægteskab i udlandet efter reglerne herom i

ægteskabsbekendtgørelsen, skal betingelsen om lovligt ophold og en eventuel erklæring om kendskab til

udlændingelovens regler om familiesammenføring (§ 11 b-erklæring) ikke prøves. Kommunen bør dog alligevel

udlevere vejledningen til parterne, når de efter ægteskabslovens § 11 b skulle have udfyldt § 11 b-erklæringen,

hvis de i stedet havde valgt at blive gift i Danmark. Se mere om ægteskabsattest i kapitel 8.

2.9. Evne til at handle fornuftsmæssigt

Man må ikke indgå ægteskab i Danmark, hvis man mangler evnen til at handle fornuftsmæssigt. Kommunen må

derfor heller ikke gennemføre prøvelsen for en part, der mangler evnen til at handle fornuftsmæssigt.

Hvis kommunen er i tvivl om en parts evne til at handle fornuftsmæssigt, kan kommunen afholde et møde med

parten for at undersøge partens forhold nærmere. Kommunen kan lade en person med den fornødne lægefaglige

kompetence eller lignende afholde mødet eller deltage i det. Kommunen kan også anmode om en erklæring fra

partens læge eller andre med et fagligt kendskab til partens aktuelle situation. Manglende evne til at handle

fornuftsmæssigt kan have forskellige årsager: Alderdomssvækkelse, demens, psykiske problemer, alkohol- eller

narkotikamisbrug m.v. Disse årsager kan være permanente eller midlertidige.

2.10. Dobbeltvielse

To personer, der er gift eller registreret med hinanden, kan efter dansk ret ikke indgå nyt ægteskab med

hinanden.

Det er uden betydning, om det første ægteskab/registrerede partnerskab er indgået i Danmark eller i udlandet.

Hvis det første ægteskab/registrerede partnerskab er indgået i udlandet, og det ikke anerkendes efter dansk ret,

er der ikke noget til hinder for, at parterne indgår ”nyt” ægteskab i Danmark, hvis ægteskabsbetingelser i øvrigt

opfyldt.

I forbindelse med sådanne ægteskaber orienteres parterne om, at det seneste ægteskab efter dansk ret er

ugyldigt, hvis der efterfølgende måtte fremkomme nye oplysninger om det første ægteskab/partnerskab, der

medfører, at dette ægteskab alligevel anerkendes efter dansk ret.

Dette vil medføre, at parterne fortsat anses for gift efter dansk ret, men at deres ægteskab anses for indgået på

datoen for den udenlandske vielse. I så fald bør denne vielsesdag

–

samt den udenlandske vielsesmyndighed

–

registreres i CPR.

Det skal understreges, at denne fremgangsmåde alene kan anvendes, når to parter, der mener, at de allerede er

gift med hinanden, ønsker at indgå ”nyt” ægteskab med hinanden.

Fremgangsmåden kan altså ikke anvendes, hvis der opstår tvivl om, hvorvidt en part, der ønsker at indgå

ægteskab i Danmark, allerede er gift med en anden, end den, som parten nu ønsker at blive gift med.

Kapitel 3

Borgerlig vielse

3.1. Vielsessted og -tidspunkt

Når kommunen foretager en borgerlig vielse, foregår vielsen på det sted, som kommunen har anvist hertil. Det

kan eksempelvis være et særligt vielseslokale, der er indrettet hertil, byrådssalen eller lignende (ægteskabslovens

§ 18, stk. 3).

Kommunen kan tillade, at vielser foretages et andet sted i eller uden for kommunen (f.eks. i parternes egen have,

i en skov, et sted i en anden kommune eller på fjorden/havet), men kommunen er ikke forpligtet hertil. Foretages

en vielse et andet sted, end det sted som kommunen har anvist, kan kommunen kræve, at parterne betaler de

ekstra udgifter, som kan være forbundet hermed, eksempelvis udgifter til transport. Kommunen kan derimod ikke

fastsætte et fast gebyr for vielser, der foretages et andet sted end det sted, som kommunen har anvist.

Hvis en vielse skal foretages i en anden kommune, skal den anden kommune godkende dette inden vielsen.

Denne godkendelse er en ordensforskrift. Hvis vielseskommunen f.eks. på grund af en fejl ikke har fået indhentet

en godkendelse fra den anden kommune, vil dette ikke have betydning for vielsens og dermed ægteskabets

gyldighed.

En kommunes godkendelse af, at en anden kommune foretager en vielse i kommunen, vil kunne gives fra sag til

sag. Kommunen kan imidlertid også vælge generelt at godkende, at en eller flere kommuner (eventuelt alle

kommuner) må foretage vielser i kommunen. Hvis en kommune ikke ønsker, at andre kommuner foretager vielser

i kommunen, kan kommunen afslå at godkende dette fra sag til sag, eller kommunen kan eventuelt generelt

meddele til alle landets kommuner, at kommunen ikke vil godkende, at andre kommuner foretager vielser i

kommunen. Det er også muligt at give en sådan generel meddelelse til en eller flere bestemte kommuner, hvis det

kun er den eller disse kommuner, som kommunen ikke vil godkende til at foretage vielser i kommunen.

Det er vielsesmyndigheden (borgmesteren), der har kompetencen til at beslutte, om kommunen vil tilbyde, at

vielser foretages andre steder i eller uden for kommunen end det sted, som er anvist hertil (et særligt

vielseslokale, byrådssalen eller lignende), mens det er kommunen (kommunalbestyrelsen), der har kompetencen

til at beslutte, om andre kommuner må foretage vielser i kommunen.

Uanset om en vielse foretages inden for kommunen (f.eks. i en skov) eller uden for kommunen (f.eks. på havet)

skal kommunen iagttage de eventuelle særlige regler, der evt. gælder for ophold m.v. det pågældende sted. Det

kan f.eks. være regler om, hvorvidt man overhovedet må opholde sig det pågældende sted, støjniveau,

affaldshåndtering m.v.

Hvis vielse er foretaget på et andet sted end det, kommunalbestyrelsen normalt anvender, noteres dette i

anmærkningsrubrikken i ægteskabsbogen.

Selvom kommunen således kan foretage vielser uden for kommunen, må vielsen dog ikke foretages på Færøerne,

i Grønland eller uden for Danmark.

Vielsen foretages i de kommunale kontorers kontortid. Det vil sige, at det er kommunen, der tilrettelægger

åbningstiden. Uanset den øvrige åbningstid skal kommunen dog sørge for, at parterne, hvis de anmoder herom,

kan blive gift om lørdagen i tidsrummet kl. 9.00-12.00 (ægteskabsbekendtgørelsens § 15).

At det skal være muligt at blive gift om lørdagen er dog ikke ensbetydende med, at parterne har krav på at blive

gift en bestemt lørdag. Det er altså kommunen, der tilrettelægger datoen, tidspunktet og varigheden af

vielsesceremonien, ligesom det er kommunen, der tilrettelægger personalebemandingen. Parternes ønske om

tidspunktet for vielsen skal dog så vidt muligt imødekommes af kommunen.

Kommunen kan tillade, at vielsen foretages på andre tidspunkter end i kontortiden og om lørdagen kl. 9.00-12.00,

men kommunen er ikke forpligtet hertil.

Der er offentlig adgang til alle borgerlige vielser. Det vil sige, at kommunen er forpligtet til at tillade andre at

overvære vielsen. Heraf følger også, at kommunen efter anmodning er forpligtet til at oplyse, hvornår der

foretages vielser, og som udgangspunkt også, hvem der skal giftes de pågældende dage. Dette følger af

offentlighedslovens § 7, idet oplysninger om en bestemt persons indgåelse af ægteskab som udgangspunkt ikke

er omfattet af undtagelsen i offentlighedslovens § 30, nr. 1 (undtagelse af oplysninger om private forhold). Der vil

dog kunne være tilfælde, hvor oplysninger om en bestemt persons indgåelse af ægteskab efter en konkret

vurdering kan undtages efter § 30, nr. 1, f.eks. hvis det er begrundet af hensynet til personens sikkerhed.

3.2. Vidner

En vielse skal overværes af mindst to vidner (ægteskabsbekendtgørelsens § 16).

Der er ikke særlige krav til vidnernes alder. Det vil sige, at også personer under 18 år, kan være vidner. Dog skal

vidnerne kunne forstå, hvad der foregår. Det vil sige, at vidnerne skal kunne forstå, at det er en vielse af de to

parter, der foretages.

Sørger parterne ikke selv for vidner, har kommunen pligt til at sørge herfor. Dette gælder både i den almindelige

åbningstid og om lørdagen kl. 9.00-12.00.

3.3. Vielsen

Kommunen kan selv tilrettelægge, hvordan vielsen skal foregå (evt. i samarbejde med parterne). Inden vielsen

foretages, skal kommunen fastslå parternes identitet.

Hvis vielsesmyndigheden konstaterer, at en af parterne mangler evnen til at handle fornuftsmæssigt, må vielsen

ikke foretages, se også kapitel 2, punkt 2.9.

Når vielsen foretages, skal den person, der foretager vielsen, følge denne fremgangsmåde:

Under vielseshandlingen

spørger den, der foretager vielsen, efter at have fastslået parternes identitet: ”Da I over

for mig har oplyst, at I ønsker at indgå ægteskab med hinanden, spørger jeg, om du (part 1’s fulde navn) vil have

(part 2’s fulde navn) til ægtefælle? ”. Når part 1 har svaret ja, spørges part 2: ”På samme måde spørger jeg dig

(part 2’s fulde navn), om du vil have (part 1’s fulde navn) til ægtefælle? ”Når part 2 har svaret ja, udtaler den, der

foretager vielsen: ”Efter at I nu har erklæret at ville ægte hinanden, forkynder jeg jer herved at være ægtefolk. ”

Når vielsen er foretaget, udleverer vielsesmyndigheden straks en vielsesattest til parterne.

Er vielse sket, selv om der ikke eller kun delvis er sket prøvelse af ægteskabsbetingelserne (nødvielse) anføres

dette i anmærkningsrubrikken i ægteskabsbogen med oplysning om, hvilken prøvelse der er foretaget. Se også

kapitel 6, punkt 6.1, om nødvielser.

I forbindelse med vielsen indføres denne i ægteskabsbogen. Se også kapitel 4, punkt 4.2, om ægteskabsbog.

Ægteskabsbogen og dens duplikat underskrives af den, der har foretaget vielsen, parterne og vidnerne.

Ovenstående om vielsesattest og ægteskabsbog og duplikat gælder også i situationer, hvor en kommune

foretager en vielse i en anden kommune. Se også dette kapitel, punkt 3.1. Det vil sige, at det er den kommune,

der foretager vielsen, der udfærdiger vielsesattest, ægteskabsbog og duplikat, selvom vielsen er foretaget i en

anden kommune.

Kapitel 4

Prøvelses- og ægteskabsbøger samt vielser i godkendte trossamfund

4.1. Prøvelsesbog

Prøvelsesmyndigheden skal føre bog om prøvelse af ægteskabsbetingelser, herunder også ved udstedelse af

ægteskabsattester. Bogen kan også føres elektronisk.

Prøvelsesbogen skal udover alle prøvelser også indeholde et navneregister, hvori partens navn/parternes navne og

bopæl indføres med henvisning til prøvelsesnummeret. Indførelsen af navnene sker alfabetisk og inden for hvert

bogstav i kronologisk rækkefølge. Navneregistret kan også føres elektronisk, og i så fald kan indførelserne ske

alfabetisk.

Ankestyrelsen har godkendt blanketter til brug for prøvelsesattest og ægteskabsattest samt prøvelsesbog og

tilhørende navneregister (ægteskabsbekendtgørelsens § 22).

Prøvelsesbogen og det tilhørende navneregister afsluttes, når prøvelsesbogen indeholder 400 blade.

4.2. Ægteskabsbog

Den borgerlige vielsesmyndighed skal føre en bog om vielse og et duplikat af bogen. Bøgerne kan også føres

elektronisk.

Ægteskabsbogen og duplikatet skal udover alle borgerlige vielser i kommunen også indeholde et navneregister,

hvori begge parters navne og bopæl indføres med henvisning til vielsesnummeret. Indførelsen af navnene sker

alfabetisk og inden for hvert bogstav i kronologisk rækkefølge. Navneregistret kan føres elektronisk, og i så fald

kan indførelserne ske alfabetisk.

Ankestyrelsen har godkendt blanketter til brug for vielsesattest og partnerskabsattest samt ægteskabsbog og dens

duplikat med tilhørende navneregister (ægteskabsbekendtgørelsens § 22).

Ægteskabsbogen og det tilhørende navneregister samt duplikatet afsluttes, når ægteskabsbogen indeholder 400

blade.

4.3. Prøvelses- og vielsesmyndighedens arkiv

Prøvelsessagens dokumenter, herunder ægteskabserklæringen, samtykkeerklæringer og tilladelser m.v. skal

opbevares i et sagsomslag med prøvelsesnummeret. Originale dokumenter, herunder dåbs- eller navneattester,

skilsmissepapirer m.v. udleveres til parterne samtidig med prøvelsesattesten eller vielsesattesten. Der beholdes en

kopi af disse dokumenter til sagen.

Sagens dokumenter kan føres og opbevares elektronisk. I så fald skal der ikke være et sagsomslag, men

prøvelsesnummeret skal være identificerbart i den elektroniske sag.

Prøvelsesbogen, ægteskabsbogen og dens duplikat skal opbevares på et sikkert sted, og ægteskabsbogen og dens

duplikat må ikke opbevares i samme bygning, medmindre bøgerne opbevares i et brandsikkert rum. Dette gælder

også, hvis bøgerne føres elektronisk.

Prøvelsesbøger der er skabt eller tilvejebragt i perioden mellem den 1. januar 1923 og 31. december 2006

afleveres til landsarkivet (i København til stadsarkivet) 5 år efter, at de er afsluttet. Prøvelsesbøger, der er skabt

eller tilvejebragt den 1. januar 2007 eller senere, skal ikke afleveres til landsarkivet efter 5 år, men bevares af

kommunen.

Ægteskabsbøger der er skabt eller tilvejebragt i perioden mellem den 1. januar 1923 og 31. december 2006

afleveres til landsarkivet (i København til stadsarkivet) 50 år efter, at de er afsluttet. Duplikater der er skabt eller

tilvejebragt i perioden mellem den 1. januar 1923 og 31. december 2006 afleveres til landsarkivet (i København til

stadsarkivet), når de er afsluttet. Ægteskabsbøger og duplikat heraf, der er skabt eller tilvejebragt den 1. januar

2007 eller senere, skal ikke afleveres til landsarkivet efter 50 år, men bevares af kommunen.

Samtlige andre dokumenter vedrørende prøvelsen af ægteskabsbetingelserne, som parterne ikke har fået

udleveret, kan kasseres efter 10 års opbevaring.

4.4. Kommunens udstedelse af vielsesattest når vielsen er foretaget af et godkendt trossamfund eller af

Baptistkirken i Danmark

Når en præst i folkekirken eller en bemyndiget præst, imam eller lignende i et anerkendt eller godkendt

trossamfund foretager en vielse, skal præsten, imamen m.v. udlevere en vielsesattest til parterne. Både

folkekirken og de anerkendte trossamfund fører selv ægteskabsbog og udsteder således også selv vielsesattesten

til parterne. Dette omfatter dog ikke det anerkendte trossamfund Baptistkirken i Danmark, der pr. 1. juli 2013 ikke

længere fører ægteskabsbog og således fra dette tidspunkt heller ikke selv udsteder vielsesattest til parterne (se

cirkulæreskrivelse af 25. juni 2013 om Baptistkirkens ophør med at føre kirkebøger).

Godkendte trossamfund fører ikke ægteskabsbog og kan ikke selv udstede vielsesattest til parterne.

En præst, imam m.v. i et godkendt trossamfund eller i Baptistkirken i Danmark sender i stedet for en meddelelse

om vielsen til den kommune, hvor vielsen er foretaget. Kommunen udsteder en vielsesattest og fører vielsen ind i

kommunens ægteskabsbog. Da det er kommunen, der udsteder vielsesattesten, er det kommunen (og ikke

præsten, imamen m.v.), der underskriver vielsesattesten i underskriftsfeltet. I feltet om vielsesstedet anføres det

sted, hvor vielsen er foretaget. Kommunen skal således ikke i stedet f.eks. anføre rådhusets adresse eller

lignende. I feltet om vielsesmyndigheden anfører kommunen navnet på trossamfundet eller menigheden sammen

med navnet på den præst, imam m.v., der har foretaget vielsen. Der er også mulighed for at anføre

trossamfundets eller menighedens adresse i dette felt. Kommunen sender derefter straks vielsesattesten til

præsten, imamen m.v., som udleverer attesten til parterne.

Inden kommunen udsteder vielsesattesten, skal kommunen sikre, at præsten, imamen m.v. i det godkendte

trossamfund eller i Baptistkirken i Danmark havde bemyndigelse til at foretage vielsen. Hvis der er en stående

vielsesbemyndigelse, vil kommunen normalt have en oversigt/liste herom. Havde præsten, imamen m.v. derimod

en enkeltstående bemyndigelse til at foretage den konkrete vielse, vil kommunen normalt inden vielsen have

modtaget en orientering om bemyndigelsen fra Kirkeministeriet. Hvis det skulle vise sig, at der ikke var en

vielsesbemyndigelse, må kommunen ikke udstede en vielsesattest, og vielsen skal ikke føres ind i

ægteskabsbogen.

Er vielsen foretaget uden bemyndigelse, orienterer kommunen præsten, imamen m.v. om, at der ikke kan

udstedes en vielsesattest, da vielsen er ugyldig på grund af den manglende vielsesbemyndigelse. Hvis det er

relevant, kan kommunen samtidig orientere om, at parterne fortsat har mulighed for at indgå ægteskab (hvis de i

øvrigt opfylder betingelserne herfor), eller at parterne eventuelt kan anmode Ankestyrelsen om godkendelse af

den ugyldige vielse.

Hvis kommunen bliver bekendt med uregelmæssigheder i forbindelse med en vielse foretaget i et trossamfund, og

hvis disse uregelmæssigheder relaterer sig til spørgsmål om godkendelse som trossamfund eller spørgsmål

vielsesbemyndigelse, kan kommunen forelægge sagen for Kirkeministeriet. Hvis kommunen i øvrigt støder på

sager om vielser, der kan give anledning til tvivl, kan kommunen forelægge sagen for Ankestyrelsen. Dette kan

eksempelvis være tilfældet, hvis der er tvivl om, hvorvidt et par er blevet gift med borgerlig gyldighed, eller om

den handling, der er foretaget, alene er en religiøs handling.

Kapitel 5

Navneændring på bryllupsdagen

5.1. Generelt om navneændring på bryllupsdagen

Den administrative ordning ”Navneændring på bryllupsdagen” giver mulighed for, at par, der ønsker at foretage

navneændring med virkning fra bryllupsdagen, forud for vielsen kan indgive en ansøgning om navneændring til

personregisterføreren.

En ansøgning om navneændring på bryllupsdagen indgives ved anvendelse af den digitale løsning, som

Kirkeministeriet stiller til rådighed (digital selvbetjening) via www.borger.dk. Ansøgninger, der ikke indgives ved

digital selvbetjening, afvises af personregisterføreren, medmindre der foreligger særlige forhold, der gør, at

borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening. I så fald skal personregisterføreren tilbyde, at

ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening. Se mere herom i vejledning om navne,

som er tilgængelig på www.ast.dk.

Hvis personregisterføreren tilbyder, at ansøgningen kan indgives på anden måde, skal ansøgningen indgives på

blanketten ”Navneændring på bryllupsdagen” som er godkendt af Ankestyrelsen.

Hvis begge parter ønsker at ændre navn på bryllupsdagen, skal de begge indgive en ansøgning. Parterne bør

være opmærksomme på, at de kan tilhøre hvert deres bopælssogn, hvorfor ansøgningerne skal indgives til hvert

deres sogn.

Det er personregisterførerne i folkekirken og for personer fødselsregisteret i Sønderjylland, personregisterførerne

ved kommunen, der foretager selve navneændringen, men for så vidt angår navneændring på bryllupsdagen, har

prøvelses- og vielsesmyndigheden også arbejdsopgaver, som beskrives i det følgende.

5.2. Prøvelsesmyndighedens opgaver

Når et par henvender sig til prøvelsesmyndigheden for at blive gift, skal prøvelsesmyndigheden vejlede parret om

muligheden for at ændre navn på bryllupsdagen.

Hvis en eller begge parter ønsker at ændre navn på bryllupsdagen, skal prøvelsesmyndigheden henvise parterne

til at indgive ansøgningen ved digital selvbetjening på www.borger.dk.

Parterne bør vejledes om, at en ansøgning om navneændring som udgangspunkt skal være

bopælssognet/personregisteret i hænde senest 15 hverdage før vielsesdatoen.

Det er vigtigt, at parterne i ansøgningen om prøvelse af ægteskabsbetingelserne har oplyst, om der er søgt om

navneændring på bryllupsdagen. Hvis det er oplyst, at der er søgt herom, skal prøvelsesmyndigheden, når der er

foretaget en prøvelse af ægteskabsbetingelserne, i forbindelse med udstedelse af prøvelsesattesten notere i

anmærkningsfeltet, at der er søgt om navneændring på bryllupsdagen.

Prøvelsesmyndigheden skal altså ikke afvente behandlingen af navneændringen.

Da prøvelsesbogen og en eventuel prøvelsesattest udstedes før vielsen og navneændringen, skal ægtefællernes

navne på tidspunktet for udstedelsen anføres, også selvom de har søgt om navneændring ved vielsen, og

navnemyndigheden har bekræftet, at denne ansøgning kan imødekommes.

Prøvelsesmyndigheden orienteres ikke om udfaldet af ansøgningen om navneændring. Meddelelse herom sendes

alene til vielsesmyndigheden.

5.3. Vielsesmyndighedens opgaver

Hvis der er søgt om navneændring på bryllupsdagen, afventer vielsesmyndigheden at modtage ”attestation af

navneændring” fra personregisterføreren. Dette sker normalt senest 3 hverdage

før, at vielsen skal finde sted.

”Attestation af navneændring”, der alene er til vielsesmyndighedens brug, er dateret med vielsesdatoen som

hændelsesdato.

Vielsesmyndigheden udfærdiger herefter vielsesattest med de ansøgte navne i overensstemmelse med

”attestation af navneændring”. Det vil sige, at det er partens/parternes nye navn, der anføres i ægteskabsbogen

og vielsesattesten.

Der er intet i vejen for, at vielsesmyndigheden inden vielsen i ægteskabsbogen og på vielsesattesten m.v. anfører

det nye navn, som ægtefællerne har ansøgt navnemyndigheden om, selvom vielsesmyndigheden endnu ikke har

fået bekræftelse fra navnemyndigheden om, at ansøgningen om navneændring kan imødekommes.

Det påhviler under alle omstændigheder vielsesmyndigheden at sikre sig, at de rigtige navne er anført i

ægteskabsbogen og på vielsesattesten.

Vielsesmyndigheden registrerer vielsen i CPR.

Efter vielsen er foretaget, og vielsesmyndigheden har ændret civilstand i CPR, aktiverer person-registerføreren

navneændringen og fremsender fødsels- og dåbsattest, fødsels- og navneattest eller navneattest med nyt navn til

borgerne.

Civilstandsændringen samt navneændringen vil herefter fremgå af CPR med vielsesdatoen som hændelsesdato.

Hvis parret ændrer vielsesdatoen under forløbet, giver vielsesmyndigheden besked herom til

personregisterføreren.

Ændrer parterne ikke navn i forbindelse med vielsen, men sker dette eventuelt senere, er der ikke noget til hinder

for, at vielsesmyndigheden efter anmodning fra parterne udsteder en ny vielsesattest med parternes nye navn.

Kapitel 6

Nødvielser, proforma ægteskaber, arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber

6.1. Nødvielser

En vielse må ikke foretages, før der er foretaget en prøvelse af, om betingelserne for at indgå ægteskab er

opfyldt.

Hvis der på grund af en af parternes sygdom er alvorlig fare for, at udsættelse af en vielse vil betyde at denne

ikke kan gennemføres, kan vielsesmyndigheden dog undlade at foretage en forudgående prøvelse

(ægteskabslovens § 19, stk. 2).

Det er vielsesmyndigheden, der vurderer, om der på grund af en af parternes sygdom er alvorlig fare for, at en

udsættelse af vielsen vil medføre, at den ikke kan finde sted.

Til brug for denne vurdering bør vielsesmyndigheden så vidt muligt indhente en lægeerklæring, der dokumenterer

partens tilstand, herunder at partens tilstand gør, at vielsen ikke kan udsættes, og at vedkommende ikke kan

flyttes (ægteskabsbekendtgørelsens § 18).

Hvis det på grund af partens tilstand ikke af tidsmæssige årsager er muligt at indhente en lægeerklæring, kan en

læge eventuelt mundtligt erklære ovenstående over for vielsesmyndigheden. I modsat fald må

vielsesmyndigheden selv foretage denne vurdering.

Parterne skal skriftligt (eventuelt på ægteskabserklæringen) eller mundtligt erklære, at der ikke på grund af

slægtskab eller tidligere ægteskab er noget til hinder for ægteskabet (ægteskabslovens §§ 6 og 9). Spørgsmål om

eventuelt skifte af fællesbo i et tidligere ægteskab skal altså ikke undersøges nærmere.

Vielsesmyndigheden skal altid sikre, at parten kan handle fornuftsmæssigt. Der bør derfor ikke være tvivl om, at

parten ønsker at indgå ægteskab og forstår selve handlingen og konsekvenserne heraf. Dette kan fremgå af en

lægeerklæring, men vielsesmyndigheden bør altid selv sikre sig dette.

Når vielsen er foretaget, udleverer vielsesmyndigheden en vielsesattest til parterne og fører vielsen ind i

ægteskabsbogen. Det anføres i anmærkningsrubrikken i ægteskabsbogen, at der er foretaget en nødvielse med

oplysning om, hvilken prøvelse der er foretaget. Det skal fremgå, at parterne har afgivet erklæring om, at der ikke

efter lovens §§ 6 og 9 er noget til hinder for ægteskabet.

Vielsesmyndigheden indberetter til prøvelsesmyndigheden, at der er foretaget en nødvielse og indsender eventuel

lægeerklæring, ægteskabserklæring m.v. Prøvelsesmyndigheden foretager herefter så vidt muligt en fuldstændig

prøvelse af ægteskabsbetingelserne og indsender derefter sagen inklusive prøvelsesattest og andre relevante

dokumenter til Ankestyrelsen, som fører tilsyn med nødvielser i relation til, om betingelserne for nødvielse er til

stede. Tilsvarende regler gælder om en indberetning, prøvelsesmyndigheden modtager fra en præst.

6.2. Proforma ægteskaber

Prøvelsesmyndigheden og den borgerlige vielsesmyndighed skal indberette tilfælde, hvor myndigheden har grund

til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er, at en af parterne opnår opholdstilladelse i

Danmark. Indberetning skal ske til Udlændingestyrelsen, hvor oplysningen kan indgå i behandlingen og afgørelsen

af sager om ægtefællesammenføring.

Pligten til at indberette mistanken om et proforma ægteskab gælder for kommunen både ved prøvelse og vielse,

men ikke for de kirkelige vielsesmyndigheder.

Indberetningspligten kan f.eks. finde anvendelse, hvis parterne ikke kan tale samme sprog, eller hvis den, der

foretager prøvelsen eller vielsen, får indtryk af, at parterne ikke har set hinanden før.

Indberetning af en mistanke om et proforma ægteskab begrunder ikke, at myndigheden kan afvise at udstede en

prøvelsesattest, hvis ægteskabsbetingelserne i øvrigt er opfyldt, eller at gennemføre en vielse. Indberetningen

giver heller ikke kommunen mulighed for at udsætte en vielsessag.

6.3. Tvangsægteskaber

Danske myndigheder må ikke medvirke til, at der bliver indgået ægteskab under tvang, dvs. vold, trusler og andre

former for utilbørligt pres.

Et tvangsægteskab er ikke det samme som et proforma ægteskab eller et arrangeret ægteskab. Dette skyldes, at

disse to former for ægteskab ikke på samme måde som et tvangsægteskab er præget af tvang.

Når en ansøgning om at indgå ægteskab bliver behandlet, eller når vielsen foretages, skal kommunen og

vielsesmyndigheden sikre sig, at begge parter ønsker at indgå ægteskabet, og at ingen af parterne er udsat for

tvang eller utilbørligt pres.

Der er tale om et tvangsægteskab, hvis blot den ene part oplever, at han eller hun er blevet udsat for tvang eller

pres, sådan at der ikke har været tale om et reelt valg. Der kan være tale om trusler, fysisk vold eller psykisk pres

til at indgå ægteskabet.

Følgende omstændigheder kan tyde på, at der er tale om et tvangsægteskab. Når der foreligger oplysninger om

disse omstændigheder, skal kommunen være særligt opmærksomme på risikoen for tvangsægteskab:

–

Parterne eller en af parterne indgår ægteskab i en ung alder.

–

En af parterne stammer fra et land eller et område, hvor tvangsægteskaber forekommer.

–

Parterne er nært beslægtede.

–

En af parterne eller andre oplyser, at der er tale om et tvangsægteskab.

–

Parternes adfærd i øvrigt indikerer, at der er tale om et tvangsægteskab.

Også andre omstændigheder kan tyde på, at der kan være tale om et tvangsægteskab, eksempelvis oplysninger

om tidligere tilfælde af tvangsægteskab i parternes familier eller oplysninger om, at den ene parts familie har

betalt et beløb til den andens familie.

Selvom en eller flere af disse omstændigheder foreligger, beviser det ikke, at der er tale om et tvangsægteskab,

men i de ovennævnte situationer skal kommunen eller vielsesmyndigheden overveje at foretage en nærmere

undersøgelse af sagen.

Udsætter kommunen eller vielsesmyndigheden en sag på grund af mistanke om tvangsægteskab, er det vigtigt at

være opmærksom på parternes samlede situation, herunder de familiemæssige forhold. Kommunen eller

vielsesmyndigheden bør derfor udvise stor diskretion og forsigtighed ved håndteringen af disse sager og være

opmærksom på en eventuel risiko for, at en af parterne udsættes for overgreb eller lignende.

Sager, hvor der er mistanke om tvangsægteskab, skal altså behandles varsomt. Kommunen eller

vielsesmyndigheden bør derfor eventuelt overlade disse sager til medarbejdere med den fornødne ekspertise,

f.eks. sagsbehandlere, der er vant til at arbejde med etniske minoriteter og æresrelaterede konflikter.

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold (i dag Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet) offentliggjorde i juli 2012 en National strategi mod æresrelaterede konflikter, hvor man bl.a. kan

læse mere om æresrelaterede konflikter, herunder tvangsægteskaber, den forebyggende indsats og de forskellige

akuttilbud

–

både eksisterende og kommende. I takt med udmøntningen af strategien opdateres ministeriets

hjemmeside løbende med nye initiativer. Kommunen kan desuden søge rådgivning hos VISO og LOKK

(Landsorganisationen af Kvindekrisecentre), der yder rådgivning m.v. i æresrelaterede sager, herunder sager om

tvangsægteskab.

Nyttige links:

Den Nationale strategi mod æresrelaterede konflikter http://uibm.dk/Integration/aeresrelaterede-konflikter

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets hjemmeside www.uibm.dk

VISO http://socialstyrelsen.dk/viso/udvalgte%20indsatsomraader/aeresrelaterede-konflikter

LOKK http://www.lokk.dk/For-fagfolk/Information-om-aeresrelaterede-konflikter/

Kapitel 7

Et ægteskabs gyldighed

I ægteskabsloven skelnes der mellem fejl/mangler, der medfører ugyldighed, og fejl/mangler ved de formelle

betingelser for indgåelse af ægteskab.

Der er fire betingelser for gyldigheden af et ægteskab (ægteskabslovens § 20, stk. 2, og § 21, stk. 1):

1) Vielsen skal være foretaget af en myndighed, som efter loven kan foretage vielser.

2) Parterne skal være samtidigt til stede under vielsen.

3) Begge parter skal erklære, at de vil giftes med hinanden.

4) Vielsesmyndigheden skal forkynde, at parterne er blevet gift.

Hvis én eller flere af disse betingelser ikke er opfyldt, er vielsen ugyldig.

Er et ægteskab indgået under tvang, eller er man blevet forledt (”snydt”) til indgåelse af ægteskab, medfører

dette ikke ugyldighed. Den, der er tvunget eller forledt til indgåelse af ægteskab, kan dog anlægge en retssag om

omstødelse af ægteskabet. Retssagen skal anlægges inden seks måneder efter, at tvangen er ophørt, dog senest

tre år efter indgåelse af ægteskabet (ægteskabslovens § 24).

Omstødelse af et ægteskab har samme virkning som en skilsmisse (ægteskabslovens § 25).

Formelle fejl/mangler

–

eksempelvis at parten fremviste falske identitetspapirer, at én eller flere af

ægteskabsbetingelserne (f.eks. lovligt ophold) ikke var opfyldt

–

medfører ikke, at ægteskabet er ugyldigt.

Er ægtefællerne i nær familie med hinanden (f.eks. søskende), eller er én af parterne gift i forvejen (bigami), kan

ægteskabet omstødes. Hvis kommunen får oplysninger herom, bør sagen forelægges for Ankestyrelsen, sådan at

en eventuel omstødelsessag kan indledes.

Hvis en vielse er ugyldig, kan Ankestyrelsen under særlige omstændigheder godkende vielsen som gyldig

(ægteskabslovens § 21, stk. 2).

Kapitel 8

Civilstandsattest og ægteskabsattest til brug for vielse i udlandet

Når en part eller et par skal giftes i udlandet, vil den udenlandske vielsesmyndighed ofte stille krav om, at

parten/parret dokumenterer sin/deres civilstand ved en civilstandsattest fra de danske myndigheder. I dag findes

der ikke en officiel attest hertil, men i de fleste kommuner udskriver folkeregistret en attest fra CPR-registret,

hvoraf civilstanden fremgår, og denne udskrift underskrives og stemples af kommunen.

I nogle tilfælde er det ikke tilstrækkeligt med en civilstandsattest, da visse lande i stedet kræver dokumentation

for, at parten/parret kan indgå ægteskab efter de danske ægteskabsregler. Er dette tilfældet, foretager

kommunen efter anmodning en prøvelse af ægteskabsbetingelserne. I så fald skal parten/parret indgive en

ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne ved digital selvbetjening. Se mere herom under kapitel 1,

punkt 1.3. Hvis parten/parret opfylder betingelserne, udfærdiger kommunen en ægteskabsattest.

Ved denne prøvelse skal kommunen på sædvanlig vis undersøge, om parten/parret opfylder

ægteskabsbetingelserne i ægteskabslovens §§ 1 a-4 og §§ 6-10 (ægteskabsbekendtgørelsens § 10).

Dette indebærer, at parten/parret kan få udstedt en ægteskabsattest, selvom følgende ægteskabsbetingelser ikke

er opfyldt:

–

Lovligt ophold (ægteskabslovens § 11 a).

–

Underskrivelse af erklæring om kendskabet til udlændingelovens regler om ægtefællesammenføringsregler

(ægteskabslovens § 11 b). Se mere herom i kapitel 2, punkt 2.8.

Ingen af disse bestemmelser er altså relevante ved indgåelse af ægteskab i udlandet. Hvis der udstedes

ægteskabsattest, uden at betingelsen i ægteskabslovens § 11 a er opfyldt, noteres dette dog i

anmærkningsrubrikken.

Ægteskabsattester kan ikke anvendes ved indgåelse af ægteskab i Danmark. Hvis parten/parret efter udstedelse

af en ægteskabsattest ønsker at indgå ægteskabet i Danmark i stedet for, skal kommunen undersøge, om de også

opfylder betingelsen i ægteskabslovens §§ 11 a og 11 b.

En ægteskabsattest kan udfærdiges i følgende situationer:

–

To parter ønsker at blive gift i udlandet, og kommunen foretager en prøvelse af ægteskabsbetingelserne for

begge parter, uanset om parterne har bopæl i Danmark eller ej.

–

En part ønsker at blive gift i udlandet med en navngiven person, og kommunen foretager en prøvelse af

ægteskabsbetingelserne for parten, men ikke den navngivne person.

–

En part ønsker at blive gift i udlandet med en unavngiven person, og kommunen foretager en prøvelse af

ægteskabsbetingelserne for parten.

Kapitel 9

Anerkendelse af udenlandske ægteskaber og anerkendelse af udenlandske partnerskaber mellem to personer af

samme køn

9.1. Generelt om udenlandske ægteskaber

Mange ægtepar, der er blevet gift i udlandet, har behov for, at deres ægteskab anerkendes i Danmark.

Dette kapitel henvender sig både til borgere og til de myndigheder, der kan komme i den situation, at

myndigheden skal tage stilling til anerkendelse af et udenlandsk ægteskab. Dansk ret indeholder ikke lovregler om

anerkendelse af udenlandske ægteskaber. Derfor beskrives den praksis, som domstolene og administrative

myndigheder følger ved anerkendelse af udenlandske ægteskaber. Ægteskaber indgået i de andre nordiske lande

anerkendes dog uden yderligere undersøgelser (se bilag 1, punkt 2).

I det følgende beskrives først den praktiske fremgangsmåde ved anerkendelse af udenlandske ægteskaber.

Dernæst beskrives nogle særlige situationer, hvor der kan være anledning til ikke at anerkende et udenlandsk

ægteskab. I tilknytning til disse to punkter beskrives nogle yderligere elementer af behandlingen af sager om

anerkendelse af udenlandske ægteskaber. Det drejer sig om situationer, hvor en myndighed ikke bør kræve

udenlandske dokumenter fremlagt, samt situationer, hvor et udenlandsk ægteskab kan eller bør forelægges for

Ankestyrelsen.

Endvidere indeholder hjemmesiden www.ast.dk en række oplysninger, der kan være nyttige ved anerkendelsen af

et udenlandsk ægteskab. Hjemmesiden indeholder bl.a. oplysninger om vielsesreglerne i en række lande.

Anerkendelse af udenlandske ægteskaber og partnerskaber mellem to personer af samme køn er beskrevet i dette

kapitel, punkt 9.6.

Endelig henvises der til bilag 1, som indeholder bemærkninger til enkelte punkter i dette kapitel.

Et ægteskab har stor juridisk betydning for ægtefællerne. Ægteskabet har bl.a. betydning for ægtefællernes

formueforhold, arveret, forsørgelsespligt over for hinanden, faderskab til og forældremyndighed over fælles børn.

Når en myndighed behandler en sag, hvor der skal tages stilling til anerkendelse af et udenlandsk ægteskab, bør

myndigheden altid sikre, at der ikke er noget til hinder for at anerkende ægteskabet. Ægteskabet skal være

gyldigt i det land, hvor det blev indgået, og anerkendelse af ægteskabet må ikke stride mod grundlæggende

danske retsprincipper, se dette kapitel, punkt 9.2.4. I den forbindelse gør der sig særlige forhold gældende, når

en ægtefælle er mindreårig, se dette kapitel, punkt 9.2.4.3.2.

Anerkendelse af et udenlandsk ægteskab betyder, at parterne anses for ægtefæller efter dansk ret. Dette betyder

bl.a., at et ægtepar, der er blevet gift i udlandet, har de samme rettigheder og pligter i Danmark som et ægtepar,

der er blevet gift i Danmark.

I det følgende beskrives, hvordan danske myndigheder bør behandle sager om anerkendelse af udenlandske

ægteskaber.

Praksis viser, at udenlandske ægteskaber som udgangspunkt anerkendes i Danmark.

9.2. Betingelserne for at anerkende et udenlandsk ægteskab

9.2.1. Dokumenter

En myndighed, der skal tage stilling til anerkendelse af et udenlandsk ægteskab, bør sikre sig, at den er i

besiddelse af de nødvendige dokumenter og oplysninger. Det anbefales, at parterne udfylder skemaet

”Oplysninger om udenlandsk vielse”. Skemaet findes på www.ast.dk. Parterne skal besvare alle punkter i skemaet.

Derudover bør myndigheden være i besiddelse af følgende dokumentation og oplysninger:

–

Det originale vielsesdokument. En udskrift eller kopi af vielsesdokumentet, der er bekræftet af den myndighed,

der har udstedt det originale dokument, kan dog anvendes i stedet. Vielsesdokumenter fra udlandet skal

forelægges i original og kan derfor ikke indsendes digitalt til myndigheden.

–

Vielsesdokumentets ægthed skal være bekræftet gennem legalisering eller apostillepåtegning. Dette gælder dog

ikke dokumenter fra en lang række lande. Se beskrivelsen af legalisering og apostillepåtegning i vejledning om

dokumentation for ægtheden af familieretlige dokumenter fra udlandet. Vejledningen findes på www.ast.dk.

–

Dokumentation for at vielsen er registreret eller lignende, hvis vielsen efter loven i det land, hvor vielsen blev

foretaget, kun er gyldig, når vielsen er registreret eller lignende.

–

Oversættelse af dokumenterne. Dokumentationen behøver dog ikke at være oversat, hvis det er muligt at

behandle sagen på betryggende vis uden oversættelse, f.eks. fordi myndighedens medarbejdere behersker det

udenlandske sprog.

I visse situationer bør en dansk myndighed ikke kræve udenlandske dokumenter fremlagt. Dette er beskrevet i

dette kapitel, punkt 9.3.

9.2.2. Generelt om betingelserne for at anerkende et udenlandsk ægteskab

Når de dokumenter m.v., der er nævnt ovenfor, er fremlagt, skal myndigheden sikre sig, at det udenlandske

ægteskab opfylder betingelserne for anerkendelse i Danmark. I praksis anerkendes et udenlandsk ægteskab, når

følgende betingelser er opfyldt:

–

Vielsen er foretaget af en myndighed eller person, der i det land, hvor vielsen blev foretaget, var bemyndiget til

at foretage vielsen.

–

Vielsen opfylder de formkrav, der stilles i det land, hvor vielsen blev foretaget.

–

Vielsen strider ikke mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public). I praksis betyder dette, at især

følgende to betingelser skal være opfyldt: Begge parter skal have været til stede ved vielsen, og begge parter skal

være fyldt 15 år på vielsestidspunktet.

–

Vielsen må ikke være ugyldig i det land, hvor den blev foretaget.

Som det fremgår af dette kapitel, punkt 9.2.4.3.2., bør myndighederne udvise agtpågivenhed med hensyn til at

anerkende et udenlandsk ægteskab, hvis en part ved vielsen var mindreårig (15-17 år) og således under den

danske ægteskabsalder. Anerkendelse af ægteskabet bør i sådanne situationer altid ske efter et konkret skøn og

på baggrund af en samlet vurdering af omstændighederne ved indgåelse af ægteskabet (tvang, utilbørligt pres

m.v.) og den mindreåriges syn på ægteskabet.

Hvis ovennævnte betingelser ikke er opfyldt, anerkendes ægteskabet ikke, heller ikke selvom begge parter

erklærer, at de er gift med hinanden.

Det er ikke en betingelse for at anerkende et udenlandsk ægteskab, at vielsen opfyldte de lovgivningsmæssige

krav for en dansk vielse.

9.2.3. Oplysninger om vielsesregler i andre lande

Anerkendelse af et udenlandsk ægteskab kan forudsætte kendskab til vielsesreglerne m.v. i det land, hvor vielsen

blev foretaget. På www.ast.dk offentliggør Ankestyrelsen de oplysninger om vielser i andre lande, som der er

kendskab til. Stillingtagen til anerkendelse af et udenlandsk ægteskab forudsætter derfor, at den pågældende

myndighed undersøger, om hjemmesiden indeholder relevante oplysninger om vielser i det land, hvor vielsen blev

foretaget, medmindre myndigheden på anden måde har kendskab til vielsesreglerne i det pågældende land.

–

Indeholder hjemmesiden ikke oplysninger om vielser i det land, hvor vielsen blev foretaget, og kan

myndigheden ikke selv få oplyst nærmere om vielse i det pågældende land, bør sagen forelægges for

Ankestyrelsen.

–

Stemmer oplysningerne på hjemmesiden ikke overens med de dokumenter og oplysninger om vielsen, som

myndigheden er i besiddelse af, bør sagen forelægges for Ankestyrelsen.

–

Ankestyrelsen kan hjælpe med at fremskaffe oplysninger fra andre lande. Dette er beskrevet i dette kapitel,

punkt 9.5.

Herudover kan myndigheden undersøge om Udlændingestyrelsen har behandlet en ansøgning fra parterne om

familiesammenføring. Hvis dette er tilfældet, kan myndigheden bede parterne om en kopi af

Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingestyrelsen har oplyst, at man som udgangspunkt i sager om

familiesammenføring altid tager stilling til, om parterne har indgået ægteskab og til gyldigheden af ægteskabet.

Hvis Udlændingestyrelsen har vurderet, at det udenlandske ægteskab kan anerkendes efter dansk ret, anvender

Udlændingestyrelsen ordet ”ægtefæller” om parterne i afgørelsen. Modsat vil det også fremgå af afgørelsen, hvis

Udlændingestyrelsen ikke kan anerkende ægteskabet. Myndigheden kan i disse tilfælde, dvs. i sager om

familiesammenføring og kun i disse sager

–

uden videre forelæggelse for Ankestyrelsen

–

lægge den vurdering,

som Udlændingestyrelsen har foretaget, til grund.

Er en vielse foretaget på Færøerne eller i Grønland, er der tale om en dansk vielse. Tilsvarende er der tale om en

dansk vielse, når vielsen er foretaget på en dansk ambassade i udlandet (ægteskabslovens § 22, stk. 2). Der

opstår derfor ikke spørgsmål om anerkendelse af sådanne ægteskaber.

Er vielsen foretaget i udlandet af en dansk folkekirkepræst, skal det undersøges, om præsten var bemyndiget til

dette af kirkeministeren (ægteskabslovens § 22, stk. 1). Oplysninger herom fås hos Kirkeministeriet.

9.2.4. Nærmere om betingelserne for at anerkende et udenlandsk ægteskab

Dette punkt indeholder en nærmere beskrivelse af betingelserne for at anerkende et udenlandsk ægteskab.

Beskrivelsen indeholder eksempler på de typiske situationer, hvor der kan være grundlag for ikke at anerkende et

udenlandsk ægteskab.

9.2.4.1. Vielsesbemyndigelse

For at et udenlandsk ægteskab kan blive anerkendt i Danmark, skal vielsen være foretaget af en myndighed eller

person, der var bemyndiget til at foretage vielsen i det land, hvor ægteskabet er indgået.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt den person eller myndighed, der foretog vielsen, havde bemyndigelse til at foretage

vielsen, skal dette undersøges. Når vielsesdokumentet er legaliseret eller forsynet med apostillepåtegning, er der

dog normalt ikke grund til at betvivle vielsesbemyndigelsen.

I nogle lande er en vielse kun gyldig, hvis vielsen er foretaget af en offentlig myndighed. Dette indebærer bl.a., at

en vielse, der alene er foretaget af en kirkelig myndighed i et sådant land, ikke er gyldig. En sådan vielse

anerkendes derfor ikke i Danmark

I praksis opstår der især problemer i relation til vielsesbemyndigelse ved vielser, der er foretaget af:

–

Religiøse myndigheder.

–

Myndigheder, der hører til et andet land end det land, hvor vielsen blev foretaget, f.eks. en vielse der er

foretaget på en ambassade.

–

Personer, der ikke har et klart tilhørsforhold til en myndighed.

En vielse, der er foretaget på en udenlandsk ambassade i Danmark, er ugyldig efter dansk ret. Dette gælder dog

ikke vielser, der er foretaget på Norges eller Sveriges ambassade i Danmark (se bilag 1).

9.2.4.2. Formkrav

Hvis en vielse ikke opfylder formkravene til vielser i det land, hvor den blev foretaget, og dette efter loven i det

pågældende land betyder, at vielsen er ugyldig, anerkendes ægteskabet ikke i Danmark.

I nogle lande er det et krav, at en vielse skal registreres hos en offentlig myndighed, før vielsen er gyldig.

Ægteskabet anerkendes i sådanne situationer kun i Danmark, når vielsen er blevet registreret i overensstemmelse

med reglerne i det land, hvor vielsen blev foretaget.

9.2.4.3. Indgåelsen af ægteskabet må ikke stride mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public)

Udenlandske afgørelser anerkendes ikke i Danmark, hvis de strider mod grundlæggende danske retsprincipper

(ordre public). Dette er tilfældet, hvis afgørelsen er uforenelig med de fundamentale principper, som det danske

retssamfund bygger på, og det derfor er udelukket at anerkende afgørelsen i Danmark. Dette gælder også ved

anerkendelse af udenlandske ægteskaber.

I Danmark opstår spørgsmålet om ikke at anerkende et udenlandsk ægteskab, fordi det strider mod

grundlæggende danske retsprincipper, især i relation til ægteskaber, hvor en part eller begge parter ikke var fyldt

18 år på vielsestidspunktet, og ægteskaber, hvor en part eller begge parter ikke var til stede ved vielsen.

9.2.4.3.1. Begge parter skal have været til stede ved vielsen

Et dansk ægteskab er kun gyldigt, når begge parter samtidig er fysisk til stede ved vielsen (ægteskabslovens § 20,

stk. 2, og § 21, stk. 1). Denne betingelse skal også være opfyldt for at anerkende et udenlandsk ægteskab. Sager,

hvor sådanne spørgsmål opstår, bør forelægges for Ankestyrelsen, jf. dette kapitel, punkt 9.5.

I nogle lande kan man blive gift, selvom en af parterne eller begge parter ikke fysisk er til stede ved vielsen. Dette

forudsætter normalt, at den fraværende part er repræsenteret af en stedfortræder eller fuldmægtig, som på

partens vegne giver samtykke til vielsen. En sådan vielse kaldes en stedfortrædervielse.

Stedfortrædervielser anses generelt som stridende mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public), og

sådanne ægteskaber anerkendes derfor ikke i Danmark. Kravet om, at parterne skal være samtidigt til stede,

betyder også, at et ægteskab, der er indgået over telefonen eller via andre kommunikationsmidler, ikke

anerkendes i Danmark.

9.2.4.3.2. Ægteskaber indgået af mindreårige

Efter dansk ret er ægteskabsalderen 18 år. Det vil sige, at man som altovervejende udgangspunkt kun kan indgå

ægteskab, hvis man er fyldt 18 år. Der er dog mulighed for at give dispensation til at indgå ægteskab, selvom en

part ikke er fyldt 18 år, når visse betingelser er opfyldt (se kapitel 2, punkt 2.2.), Der meddeles dog ikke

dispensation til en part, der ikke er fyldt 15 år, og kommunen skal afslå at dispensere, hvis en mindreårig part er

tvunget eller presset til at indgå ægteskabet. Endvidere bør kommunen afslå at dispensere, hvis en mindreårig

part er umoden og derfor ikke forstår betydningen af at indgå ægteskabet.

I nogle lande er ægteskabsalderen lavere end ægteskabsalderen i Danmark. Hvis der opstår tvivl om anerkendelse

af et udenlandsk ægteskab med en mindreårig part, bør sagen forelægges for Ankestyrelsen, jf. nærmere dette

kapitel, punkt 9.5.

En part var ikke fyldt 15 år på vielsestidspunktet

Var en part under 15 år ved vielsen, anerkendes ægteskabet ikke i Danmark, fordi anerkendelse af ægteskabet

strider mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public).

En part var 15-17 år på vielsestidspunktet

Var en part ved vielsen 15-17 år og således under den danske ægteskabsalder, er der et betydeligt hensyn at tage

til den mindreårige. Ved overvejelse om anerkendelse af et udenlandsk ægteskab bør dette føre til en særlig

agtpågivenhed fra myndighedernes side. I sådanne sager bør det således nøje overvejes, om ægteskabet kan

anerkendes efter dansk ret. Dette indebærer, at der bør foretages en grundig belysning af sagen, hvor hensynet

til den mindreåriges bedste vejer tungt. Der må således ikke være tvivl om, at betingelserne for anerkendelse af

ægteskabet er opfyldt. Anerkendelse af ægteskabet bør altid ske efter et konkret skøn og på baggrund af en

samlet vurdering af omstændighederne ved indgåelse af ægteskabet og den mindreåriges syn på ægteskabet.

Den nærmere sagsoplysning tilrettelægges af den myndighed, som skal tage stilling til anerkendelsen, se

nærmere om sagsoplysningen i dette kapitel, punkt 9.5.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt de formelle betingelser for indgåelsen af ægteskabet er opfyldt, anerkendes

ægteskabet ikke.

Er et ægteskab med en part på 15-17 år indgået i udlandet ved tvang eller utilbørligt pres, tilsiger beskyttelsen af

den mindreårige og hensynet til den mindreåriges bedste, at ægteskabet ikke anerkendes i Danmark. Tilsvarende

gælder, hvis den mindreårige ikke var indforstået med ægteskabet eller ikke forstod betydningen af ægteskabet.

Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis ægteskabet var arrangeret.

Myndigheden bør i tvivlstilfælde forelægge sagen for Ankestyrelsen.

9.2.4.3.3. Tvangsægteskaber

Hvis en myndighed ved behandlingen af en sag om anerkendelse af et udenlandsk ægteskab får mistanke om, at

en part gennem tvang er blevet tvunget til at indgå ægteskabet, bør myndigheden konkret overveje, om sagen

bør forelægges for Ankestyrelsen.

9.2.4.4. Ægteskabet er ugyldigt i det land, hvor det blev indgået

Hvis et ægteskab er ugyldigt i det land, hvor det blev indgået, fordi ægteskabsbetingelserne i dette land ikke var

opfyldt, anerkendes ægteskabet som udgangspunkt heller ikke i Danmark. Et udenlandsk ægteskab anerkendes

f.eks. ikke i Danmark i følgende situationer:

–

Ved vielsen var en af parterne allerede gift med en anden, og i det pågældende land er bigamiske ægteskaber

ugyldige.

–

Ved vielsen opfyldte en af parterne ikke kravet til vielsesalder, og i det pågældende land er vielsen derfor ikke

gyldig.

Dette er nærmere beskrevet i bilag 1.

Sager, hvor der opstår spørgsmål om ægteskabets gyldighed i det land, hvor det blev indgået, bør forelægges for

Ankestyrelsen, jf. dette kapitel, punkt 9.5.

9.3. Situationer hvor dokumentation for et udenlandsk ægteskab ikke kræves fremlagt

En dansk myndighed bør ikke kræve udenlandske dokumenter fremlagt, hvis:

–

Parten er flygtning eller asylansøger.

–

Det er umuligt eller meget vanskeligt eller byrdefuldt for parten at fremskaffe dokumentationen.

Parten er flygtning eller asylansøger:

Hvis en flygtning eller asylansøger ikke er i besiddelse af de nødvendige vielsespapirer, bør danske myndigheder

ikke kræve, at den pågældende kontakter myndighederne i det land, som den pågældende er flygtet fra. Dette

skyldes risikoen for, at udlændingen udsættes for (yderligere) forfølgelse ved henvendelsen. Af samme grund må

danske myndigheder heller ikke kontakte de pågældende myndigheder for at få oplysninger om parten. Det

gælder i særlige tilfælde også, selvom parten efterfølgende er blevet dansk statsborger. Danske myndigheder bør

derfor ikke kræve, at en flygtning eller asylansøger fremlægger dokumentation for en udenlandsk vielse.

Hvis parten har rejst til det land, hvorfra parten er flygtet, efter parten har opnået flygtningestatus i Danmark, vil

der dog normalt ikke være noget til hinder for at indhente oplysninger om parten fra det pågældende land. Parten

bør orienteres herom, inden en myndighed indhenter oplysninger om parten fra det pågældende land.

Der er ikke noget til hinder for at kræve dokumentation fra lande, som en flygtning eller asylansøger har boet i,

men som den pågældende ikke er flygtet fra.

Når en myndighed ikke kan kræve, at en flygtning eller asylansøger fremlægger dokumentation for et udenlandsk

ægteskab, bør myndigheden forelægge sagen for Ankestyrelsen, jf. dette kapitel, punkt 9.5. Det samme gælder i

situationer, hvor en flygtning eller asylansøger fremlægger dokumentation for et udenlandsk ægteskab, men hvor

dokumentet ikke er legaliseret eller har en apostillepåtegning, jf. dette kapitel, punkt 9.2.1., og hvor myndigheden

ikke kan kræve en sådan påtegning, fordi parten er flygtning eller asylansøger.

Umuligt eller byrdefuldt for parten at fremskaffe dokumentationen:

I nogle situationer er det umuligt eller byrdefuldt for parten at fremskaffe dokumentation for et udenlandsk

ægteskab. Det er parten, der skal dokumentere dette.

Hvis myndigheden vurderer, at det er umuligt for parten at fremskaffe den ønskede dokumentation bør

myndigheden efter et konkret skøn undlade at kræve dokumentationen fremlagt. Som eksempel på dette kan

nævnes, at den udenlandske myndighed ikke reagerer på gentagne henvendelser om dokumentationen.

Det er ikke til hinder for at kræve dokumentationen fremlagt, at det tager lang tid at fremskaffe dokumentationen,

eller at parten skal betale et gebyr for dokumentationen.

Hvis myndigheden vurderer, at det ikke er umuligt eller byrdefuldt for parten at fremskaffe den ønskede

dokumentation, eller parterne ikke ønsker at medvirke aktivt til sagens oplysning, kan myndigheden henlægge

ansøgningen.

Ankestyrelsen offentliggør på www.ast.dk oplysninger om, fra hvilke lande det ikke er muligt at fremskaffe

dokumentation for en vielse, i det omfang der er kendskab til de pågældende oplysninger.

Hvis en myndighed er i tvivl om, hvorvidt det er umuligt eller byrdefuldt for parten at fremskaffe

dokumentationen, kan myndigheden forelægge sagen for Ankestyrelsen, jf. dette kapitel, punkt 9.5. Det samme

gælder i situationer, hvor parten har fremlagt dokumentation for et udenlandsk ægteskab, men hvor dokumentet

ikke er legaliseret eller har en apostillepåtegning, jf. dette kapitel, punkt 9.2.1, og hvor myndigheden er i tvivl om,

hvorvidt det er umuligt eller byrdefyldt for parten at få en sådan påtegning på dokumentet.

9.4. Situationer hvor dokumentation for et udenlandsk ægteskab er fremlagt, men hvor myndigheden er i tvivl om

dokumentets ægthed

Har en myndighed fået forelagt et originalt vielsesdokument, men er i tvivl om dokumentets ægthed f.eks. på

grund af forholdene i det land, hvor dokumentet er udstedt, og uanset om dokumentet eventuelt er bekræftet

gennem legalisering eller apostillepåtegning, eller det f.eks. af de årsager, der er nævnt i dette kapitel under

punkt 9.3., ikke er muligt at få en sådan bekræftelse, bør myndigheden forelægge sagen for Ankestyrelsen, jf.

dette kapitel, punkt 9.5. For nærmere oplysninger om dokumenter fra forskellige lande, se www.ast.dk/born-

familie/aegteskab-og-skilsmisse/aegteskab/anerkendelse-af-udenlandsk-vielse-skilsmisse-eller-dodsattest.

9.5. Forelæggelse for Ankestyrelsen

Som det fremgår af ovenstående, er der situationer, hvor en myndighed bør forelægge spørgsmål om

anerkendelse af et udenlandsk ægteskab for Ankestyrelsen. Dette gælder bl.a. sager, hvor den ene part var under

18 år ved vielsen.

Ankestyrelsen har ikke kompetence til at godkende udenlandske ægteskaber eller til at bestemme, at et

udenlandsk ægteskab skal anerkendes eller ikke anerkendes i Danmark. Ankestyrelsen kan alene bistå andre

myndigheder med at hjælpe med at afklare, om et udenlandsk ægteskab opfylder betingelserne for anerkendelse i

Danmark, og kan afgive en udtalelse om dette.

En forelæggelse skal indeholde følgende oplysninger og dokumenter:

1) Myndigheden skal angive grunden til, at sagen forelægges, herunder hvilke spørgsmål myndigheden ønsker

afklaret.

2) Skemaet ”Oplysninger om udenlandsk vielse” der kan findes på www.ast.dk. Parterne skal have besvaret alle

punkter i skemaet.

3) De originale dokumenter, der fremgår af dette kapitel, punkt 9.2.1. Dokumenterne skal være oversat til dansk

eller engelsk af en uddannet translatør el.lign., se dog nr. 4.

4) Hvis sagen forelægges, fordi en part gør gældende, at det er umuligt eller byrdefuldt at fremskaffe

dokumentationen fra udlandet, skal der fremlægges dokumentation for dette eller nærmere oplysninger herom, se

dette kapitel, punkt 9.3.

5) Forelægger Statsforvaltningen et spørgsmål om anerkendelse af et udenlandsk ægteskab til brug for

behandlingen af en sag om separation eller skilsmisse, skal der fremlægges dokumentation for, at betingelserne

for at meddele separation eller skilsmisse er opfyldt, enten i form af protokoludskrift eller korrekt udfyldt

ansøgningsskema fra begge parter.

Hvis ikke ovenstående dokumentation m.v. fremlægges, vil Ankestyrelsen afvise at afgive en udtalelse om

anerkendelse af ægteskabet i Danmark.

Afklaring af de spørgsmål, som myndigheden har forelagt, kræver ofte, at Ankestyrelsen indhenter oplysninger fra

andre lande. Dette kan være forbundet med omkostninger. Den myndighed, der forelægger sagen, skal refundere

de udgifter, som Ankestyrelsen må afholde til sådanne undersøgelser af sagen, og det skal derfor fremgå af

forelæggelsen, at myndigheden vil afholde eventuelle udgifter.

Det skal fremgå af forelæggelsen, at den forelæggende myndighed har gjort de personer, om hvem der indsendes

personoplysninger, bekendt med deres rettigheder efter persondataloven og med, at sagen forelægges for

Ankestyrelsen.

Forelæggelse af sager om ægteskab indgået af en mindreårig, bør indeholde nærmere oplysninger om

omstændighederne for indgåelsen af ægteskabet, navnlig oplysninger om parternes forhold og kendskab til

hinanden inden ægteskabet, hvad der var formålet med ægteskabet, hvem der tog initiativ til ægteskabet, og om

begge parter frivilligt indgik ægteskabet. Der bør endvidere foreligge oplysninger om parternes syn på ægteskabet

i dag. Disse oplysninger bør i forhold til personer, som opholder sig i Danmark så vidt muligt afklares ved

personlige samtaler.

9.6. Særligt om udenlandske ægteskaber og partnerskaber mellem to personer af samme køn

For anerkendelse i Danmark af udenlandske ægteskaber eller partnerskaber mellem to personer af samme køn

gælder som udgangspunkt de samme betingelser som for anerkendelse af udenlandske ægteskaber, jf. ovenfor.

Dog forudsætter anerkendelsen, at retsvirkningerne af det udenlandske ægteskab eller partnerskab svarer til

retsvirkningerne af et ægteskab eller registreret partnerskab mellem to personer af samme køn indgået i

Danmark.

Ægteskaber eller partnerskaber mellem to personer af samme køn indgået i en række lande kan umiddelbart

anerkendes i Danmark, hvis betingelserne, der er nævnt ovenfor, er opfyldt. Disse lande omfatter de nordiske

lande samt Belgien, Holland, Spanien, Storbritannien, Tjekkiet og Tyskland. Dette skyldes, at retsvirkningerne af et

ægteskab eller partnerskab mellem to personer af samme køn fra disse lande svarer til retsvirkningerne af et

ægteskab eller partnerskab mellem to personer af samme køn indgået i Danmark. Hvis en kommune modtager en

anmodning om registrering af et ægteskab eller partnerskab mellem to personer af samme køn indgået i et andet

land end de oven for nævnte, skal kommunen forelægge sagen for Ankestyrelsen, der undersøger, om

retsvirkningerne af et ægteskab eller partnerskab fra det pågældende land svarer til retsvirkningerne af et

ægteskab eller partnerskab indgået i Danmark. Kan ægteskabet eller partnerskabet anerkendes, skal det

registreres i CPR. Hvis der er tale om et registeret partnerskab indgået i et andet land registreres det i CPR som et

registreret partnerskab. Hvis der er tale om et ægteskab mellem to personer af samme køn, registreret det i CPR

som et ægteskab.

Kapitel 10

Omdannelse af registreret partnerskab til ægteskab

Et partnerskab, der er indgået efter lov om registreret partnerskab, kan efter partnernes fælles ønske omdannes

til et ægteskab. Anmodning om omdannelse skal ske på en særlig blanket: ”Omdannelse af registreret

partnerskab til ægteskab”, jf. ægteskabsbekendtgørelsens, § 22,

stk. 1, nr. 8.

Anmodningen skal indgives til den kommune, hvor partnerskabet er indgået.

Når kommunen modtager anmodningen, skal det kontrolleres, at der er tale om en fælles anmodning, og at

partnerskabet er indgået i Danmark. Er disse betingelser opfyldt, omdanner kommunen herefter partnerskabet til

et ægteskab ved at udstede en vielsesattest til parterne med den oprindelige registreringsdato som

indgåelsesdato. Er partnerskabet registreret i CPR, skal kommunen samtidig ændre registreringen i CPR, sådan at

det registreres der, at parterne er gift med hinanden fra datoen for indgåelsen af partnerskabet.

Ordningen med omdannelse er ikke tidsbegrænset, og den gælder også for parter, der har indgået registreret

partnerskab i Danmark, og som eventuelt begge bor i udlandet.

Social- og Indenrigsministeriet, den 18. marts 2016

P.M.V.

Henrik Lund

/ Malene Vestergaard

Bilag 1

1. Er afslag på at lade et par indgå ægteskab i Danmark på grund af manglende lovligt ophold her i landet

foreneligt med parrets menneskerettigheder

Efter artikel 12 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) har giftefærdige mænd og kvinder ret til

at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med konventionens artikel 8 om respekt for familielivet og privatlivet.

Rettighederne i artikel 12 er imidlertid relative, og den materielle beskyttelse heraf begrænset, idet rettighederne

kan undergives sådan lovmæssig regulering, som staten finder passende. Medlemsstaterne har et ganske vidt

skøn, idet dog en regulering af bl.a. adgangen til at kunne indgå ægteskab skal være i overensstemmelse med et

almindeligt legalitetsprincip.

Det fremgår af forarbejderne til ægteskabslovens § 11 a, at det er regeringens opfattelse, at betingelsen om, at

begge parter skal have lovligt ophold i Danmark for at indgå ægteskab her i landet, er i overensstemmelse med

rammerne for medlemsstaternes adgang i EMRK artikel 12 til at fastsætte nationale love om udøvelsen af retten til

at indgå ægteskab.

Endvidere følger det af EMRK artikel 14, at rettigheder i henhold til konventionen beskyttes uden forskel på grund

af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold

til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold. Det grundlæggende kriterium for

anvendelsen af artikel 14 er, at der skal være tale om sammenlignelige situationer. Er en forskelsbehandling i

sammenlignelige situationer objektiv og rimelig begrundet, foreligger der ikke diskrimination. Heri ligger, at en

forskelsbehandling skal varetage et anerkendelsesværdigt formål og være proportional for ikke at være omfattet

af diskriminationsforbuddet.

Af forarbejderne til ægteskabslovens § 11 a fremgår det endvidere, at det er regeringens opfattelse, at en

udlænding, der opholder sig en kortere periode i Danmark, mens en ansøgning om opholdstilladelse behandles,

ikke er i en sammenlignelig situation med en anden udlænding med et egentligt lovligt ophold her i landet.

Reglerne kan således ikke generelt antages at stride mod konventionens bestemmelser.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foretager som udgangspunkt ikke en generel eller abstrakt vurdering

af, om en medlemsstats retstilstand er forenelig med konventionen. Det afgørende er den konkrete anvendelse af

regelsættet. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foretager således en vurdering af, hvorvidt der i det

konkrete tilfælde foreligger en krænkelse af en af de i konventionen sikrede rettigheder eller friheder.

Ved behandlingen af konkrete sager om dispensation fra kravet om lovligt ophold i Danmark skal det sikres, at

konventionen er overholdt.

2. Anerkendelse af udenlandske ægteskaber

Konventioner om ægteskab:

Danmark har tiltrådt den nordiske ægteskabskonvention. Denne konvention handler ikke direkte om anerkendelse

af vielser fra de andre nordiske lande (Finland, Island, Norge og Sverige), men den forudsætter, at Danmark

anerkender vielser fra de andre nordiske lande. Konventionen findes i bekendtgørelse nr. 121 af 10. april 1954;

den er senere ændret flere gange.

Danmark har endvidere tiltrådt De Forenede Nationers konvention af 7. november 1962 om samtykke til

ægteskab, mindstealder for ægteskab og registrering af ægteskaber. Denne konvention har ikke betydning for

spørgsmål om anerkendelse af udenlandske vielser. Konventionen findes i bekendtgørelse nr. 50 af 7. maj 1965,

Lovtidende C.

Danmark har ikke tiltrådt Haagerkonventionerne af 1902 eller 1978 om vielser.

Anerkendelse af et ægteskab, der er ugyldig i det land, hvor det blev indgået:

Hidtil har det i dansk ret været fast antaget, at med forbehold for ordre public anerkendes et udenlandsk

ægteskab i Danmark, når de formelle vielsesbetingelser (vielsesbemyndigelse og formkrav) i det land, hvor

ægteskabet blev indgået, var opfyldt. Dette kunne indebære, at et udenlandsk ægteskab blev anerkendt i

Danmark, selvom det var ugyldigt i det land, hvor det blev indgået. Denne situation kunne opstå ved ægteskaber

fra lande, hvor et ægteskab ikke er gyldigt, hvis ægteskabsbetingelserne

–

f.eks. forbud mod bigami

–

ikke var

opfyldt på vielsestidspunktet.

Til sammenligning bliver et ægteskab efter dansk ret ikke ugyldigt, selvom ægteskabsbetingelserne i

ægteskabslovens kapitel 1 ikke var opfyldt ved vielsen. Dette følger af ægteskabslovens § 21, stk. 1. Dette

medfører, at et bigamisk ægteskab, der er indgået i Danmark, er gyldigt efter dansk ret, også selvom vielsen er

indgået i strid med forbuddet mod bigamiske ægteskaber i ægteskabslovens § 9. Sådanne vielser kan dog

omstødes efter ægteskabslovens § 23.

I dommen T:FA 1999.105 statuerede retten, at et bigamisk ægteskab, der var indgået i Filippinerne, ikke skulle

anerkendes i Danmark. Dette skyldtes, at efter de oplysninger om filippinsk ret, der var fremlagt i sagen, var et

bigamisk ægteskab efter filippinsk ret ugyldigt.

På baggrund af denne dom besluttede Ankestyrelsen (tidligere Familiestyrelsen), at ændre den praksis, der er

beskrevet ovenfor. Ankestyrelsen anerkender derfor i dag - i overensstemmelse med dommen - ikke et ægteskab,

der er ugyldigt efter loven i det land, hvor vielsen blev foretaget. I praksis opstår problemstillingen især ved

bigamiske ægteskaber, der er ugyldige i det land, hvor vielsen blev foretaget.

Vielser på udenlandske ambassader i Danmark:

Efter ægteskabslovens § 22, stk. 4, kan det ved overenskomst med fremmed stat bestemmes, at ægteskaber, der

indgås for vedkommende lands præster eller diplomatiske eller konsulære tjenestemænd her i landet, er gyldige i

Danmark. Dette indebærer, at sådanne ægteskaber er ugyldige, hvis der ikke er indgået en sådan overenskomst

om vielse mellem Danmark og det pågældende land.

Danmark har indgået overenskomst om vielse med Sverige, jf. bekendtgørelse nr. 252 af 4. december 1909,

Lovtidende C.

Danmark har også indgået overenskomst om vielse og indgåelse af registreret partnerskab med Norge, jf.

bekendtgørelse nr. 34 af 12. november 1998, Lovtidende C og bekendtgørelse nr. 27 af 29. september 2006,

Lovtidende C.

Dok2

–

bilag 9:

Social- og Indenrigsministeriet Kontoret for Familier

J.nr. 2016-3635

Mjo/Bgn

September 2016

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, udlændingeloven og værgemålsloven

(Afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse af ægteskab, anerkendelse af

udenlandske ægteskaber, og forhøjelse af gebyret for prøvelse af ægteskabsbetingelserne)

§1

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23. december 2015,

foretages følgende ændringer:

§§ 1 a og 2 ophæves, og i stedet indsættes:

”§ . De , so

er u der

år,

å ikke i dgå ægteska .”

I § æ dres ”§§

” til: ”§ ”.

I§

, stk. , æ dres ”

kr.” til: ”et ge yr på

kr.”

I § 13, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:

. ja uar

ed det ge erelle pris-

og lønindeks og

”Ge yret i . pkt. reguleres e ga g årligt de

afrundes

til det ær este

”Kapitel 2 a

I§

delelige elø i kro er.”

år”.

, stk. , i dsættes efter ”stk. ”: ”, og egge parter ved vielse var fyldt

Efter § 22 a indsættes:

Anerkendelse af ægteskaber, der er indgået i udlandet

§ 22 b. Et ægteskab, der er indgået i udlandet, anerkendes, hvis ægteskabet er gyldigt i det land, hvor

ægteskabet er indgået, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Et ægteskab, der er indgået i udlandet, anerkendes ikke, hvis parterne ikke var samtidig til stede ved

vielsen, hvis en part ved vielsen ikke var fyldt 18 år, eller hvis anerkendelse af ægteskabet strider mod

grundlæggende danske retsprincipper.

Stk. 3. Uanset stk. 2 anerkendes ægteskabet, hvis der foreligger tvingende grunde herfor, og parterne stilles

i en urimelig situation, hvis ægteskabet ikke anerkendes.

§ 22 c. Et registreret partnerskab, der er indgået i udlandet, anerkendes, hvis betingelserne i § 22 b er

opfyldt, og retsvirkningerne af partnerskabet svarer til retsvirkningerne af registreret partnerskab efter

dansk

ret.”

.I§

§2

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. nr. 412 af 9. maj 2016 foretages følgende ændringer:

1. § 56 a, stk. 6, nr. 6, ophæves.

Nr. 7 bliver herefter nr. 6.

§3

I værgemålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af 20. august 2007 som ændret senest ved § 32 i lov nr.

618 af 8. juni 2016, foretages følgende ændring:

1. § 1, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

, stk. , æ dres ”§§ a og ” til: ”§ ”.

§4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. februar 2017.

Stk. 2. En tilladelse, der er meddelt efter den hidtil gældende bestemmelse i § 1 a, 1. pkt., i lov om

ægteskabs indgåelse og opløsning, bortfalder ved lovens ikrafttræden.

Stk. 3. § 1, nr. 5, finder ikke anvendelse på vielser, der er foretaget inden lovens ikrafttræden Stk. 4. § 1,

nr. 6, finder ikke anvendelse på ægteskaber og registrerede partnerskaber, som en

dansk myndighed har anerkendt inden lovens ikrafttræden.

Stk. 5. § 3, nr. 1, finder ikke anvendelse på unge under 18 år, der har indgået ægteskab før den 1. februar

2017, og hvor der i forbindelse med tilladelsen til ægteskabet er fastsat vilkår om, at den pågældende

fortsat er mindreårig og dermed umyndig. For sådanne unge under 18 år finder de hidtil gældende regler

anvendelse.

§5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i

kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Indledning og baggrund

Lovforslagets indhold

2.1. Generelt om indgåelse af ægteskab og retsvirkningerne heraf

2.2. Afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse af ægteskab og ægteskab

indgået af mindreårige i Danmark er ugyldigt

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Udviklingen i antallet af sager om mindreåriges indgåelse af ægteskab

2.2.3. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2.3.1. Afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse af ægteskab 2.2.3.2.

Ægteskab indgået af mindreårige i Danmark er ugyldigt

2.3. Anerkendelse af udenlandske ægteskaber

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Ankestyrelsens afdækning af praksis for anerkendelse af udenlandske ægteskaber af mindreårige

2.3.3. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.4. Forhøjelse af prøvelsesgebyret

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3. Ligestillingsmæssige konsekvenser

10.

11.

Internationale forpligtelser

Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Administrative konsekvenser for borgere

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Sammenfattende skema

1. Indledning og baggrund

Det overordnede formål med lovforslaget er at sikre, at dansk ret ikke understøtter, at mindreårige indgår

ægteskab.

Det foreslås derfor, at muligheden for at dispensere fra alderskravet ved indgåelse af ægteskab afskaffes.

Det betyder, at aldersgrænsen for indgåelse af ægteskab er 18 år, og at det ikke er muligt at dispensere

herfra, uanset baggrunden for den mindreåriges ønske om at ville indgå ægteskab.

Samtidig foreslås det, at ægteskaber, der er indgået i udlandet af mindreårige, ikke anerkendes i Danmark,

medmindre der foreligger tvingende grunde herfor, og parterne ellers vil blive stillet i en urimelig situation.

I forlængelse af forslaget om, at udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige, ikke anerkendes,

lovfæstes også de gældende retningslinjer for anerkendelse af udenlandske ægteskaber, hvor begge parter

var myndige ved indgåelsen af ægteskabet.

Endelig indeholder lovforslaget forhøjelse af det gebyr, som parter bosat i udlandet skal betale for at få

prøvet, om de opfylder betingelserne for at kunne indgå ægteskab i Danmark således, at gebyret følger den

generelle pris- og lønudvikling.

Baggrunden for forslaget om at gøre ægteskabsalderen absolut er et ønske om, at kun myndige personer

indgår ægteskab. Et ægteskab indebærer, at parterne skal kunne træffe selvstændige beslutninger om

indgribende personlige og økonomiske spørgsmål, og den, som indgår ægteskab, bør således have den

fornødne modenhed til at kunne træffe sådanne beslutninger. Med forslaget følger ægteskabsalderen den

generelle myndighedsalder.

Forslaget understøttes også af, at muligheden for at dispensere fra alderskravet ved indgåelse af ægteskab

stammer fra en tid, hvor ægteskabets funktion og betydning var en anden end i dag. I takt med

samfundsudviklingen og deraf ændrede familiemønstre vælger mange par at leve sammen og

etablere familie uden at indgå ægteskab. Den familieretlige lovgivning er løbende blevet tilpasset dette

sådan, at lovgivningen i dag understøtter etablering af forhold mellem ugifte samlevende. Udviklingen

afspejles også i antallet af dispensationer fra alderskravet, der gennem de seneste årtier har været

faldende og i dag udgør et yderst begrænset antal.

Hertil kommer, at flere internationale organisationer

– av lig FN og FN’s Bør eko ite –

har fokus på

mindreåriges indgåelse af ægteskab ud fra en antagelse om, at indgåelse af ægteskab i en tidlig alder ikke

er til den mindreåriges bedste. Børnekomiteen har anbefalet, at ægteskabsalderen generelt er 18 år, og FN

har opstillet et udviklingsmål, hvorefter børneægteskaber skal være afskaffet i 2030.

I lyset af forslaget om at afskaffe adgangen til aldersdispensation foreslås også, at der indføres

et restriktivt syn på ægteskaber, der er indgået i udlandet af mindreårige. Danske myndigheder bør således

ikke medvirke til en accept af sådanne ægteskaber, og udgangspunktet bør derfor være, at sådanne

ægteskaber ikke anerkendes efter dansk ret.

Forslaget om at udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige ikke anerkendes, forhindrer

samtidig, at reglerne søges omgået ved, at mindreårige, som på grund af deres alder ikke kan indgå

ægteskab i Danmark, indgår ægteskab i et andet land og derefter ønsker at få ægteskabet anerkendt i

Danmark.

Med forslagene gennemføres på denne måde en samlet løsning, der understøtter, at ægteskab ikke indgås

af umyndige personer, og samtidig varetages hensynet til, hvad der er bedst for den mindreårige, uanset

om der er tale om mindreårige, som ønsker at indgå ægteskab i Danmark, eller mindreårige, som har

indgået ægteskab i et andet land og efterfølgende kommer til Danmark.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Generelt om indgåelse af ægteskab og retsvirkningerne heraf

Reglerne om indgåelse af ægteskab findes i ægteskabsloven (lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23. december 2015).

Det fremgår af lovens § 12, at det skal godtgøres (prøves), at parterne opfylder betingelserne for at indgå

ægteskab (ægteskabsbetingelserne). Ægteskabsbetingelserne fremgår af lovens kapitel 1, og udover

alderskravet i § 1 a, som beskrives nærmere i afsnit 2.2.1., er det bl.a. en betingelse for at indgå ægteskab,

at man ikke allerede er gift, og at man har lovligt ophold i Danmark.

Efter § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 2, er en vielse kun gyldig, hvis vielsen sker for en myndighed, der efter loven

kan foretage vielser, parterne samtidig er til stede ved vielsen, parterne erklærer at ville ægte hinanden, og

parterne af vielsesmyndigheden forkyndes at være ægtefolk. Er en af disse betingelser ikke opfyldt, er

vielsen ugyldig. En vielse, som er ugyldig efter disse bestemmelser, kan dog efterfølgende efter § 21, stk. 2,

af Ankestyrelsen godkendes som gyldig, hvis særlige grunde taler derfor.

Efter dansk ret knytter et ægteskabs ugyldighed sig således til, at ikke alle krav til vielseshandlingen er

opfyldt. Derimod bliver et ægteskab ikke ugyldigt, selvom det efterfølgende viser sig, at parterne ikke

opfyldte alle ægteskabsbetingelserne.

Indgåelse af ægteskab medfører en række rettigheder og pligter for ægtefællerne. Disse rettigheder og

pligter, der er reguleret i en række love, drejer sig navnlig om faderskab til og forældremyndighed over

fælles børn (børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1817 af 23. december 2015 og forældreansvarsloven, jf.

lovbekendtgørelse nr.1820 af 23. december 2015), ægtefællers gensidige arveret (arveloven, jf. lov nr. 515

af 6. juni 2007), gensidig forsørgelsespligt

(ægteskabsloven), og ægtefællers råderet over deres formue under ægteskabet og deling af ægtefællers

formuer ved skilsmisse (lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1814 af 23. december

2015).

I lyset af samfundsudviklingen og deraf ændrede familiemønstre er der sket en løbende tilpasning af den

familieretlige lovgivning sådan, at lovgivningen nu i vid udstrækning også understøtter etablering af forhold

mellem ugifte samlevende. En mand anses således som far til et barn, der fødes af en ugift kvinde, hvis han

og moderen indgiver en omsorgs- og ansvarserklæring ved registreringen af barnets fødsel. Derved får

forældrene også fælles forældremyndighed over barnet. Hvis et faderskab ikke er fastslået i forbindelse

med fødslen, kan der hos statsforvaltningen ske en efterfølgende anerkendelse af faderskabet, og der kan

samtidig etableres fælles forældremyndighed over barnet. Forældrene gør dette ved at indgive en omsorgs-

og ansvarserklæring, der samtidig medfører, at der er fælles forældremyndighed. Der henvises til

børnelovens § 2 og § 14 og forældreansvarslovens § 7, stk. 1, nr. 1.

2.2. Afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse af ægteskab og ægteskab

indgået af mindreårige i Danmark er ugyldigt

2.2.1. Gældende ret

Det fremgår af ægteskabslovens § 1 a, at den, som er under 18 år, ikke må indgå ægteskab uden tilladelse

fra den myndighed (kommunen), som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne.

Det er i lovgivningen ikke nærmere reguleret, i hvilke tilfælde kommunen kan give dispensation fra

alderskravet. En afgørelse om aldersdispensation træffes således ud fra en vurdering af den konkrete sag

og på baggrund af en mangeårig praksis. Denne praksis er nærmere beskrevet i afsnit 2.1.1. i vejledning af

18. marts 2016 om behandling af ægteskabssager (ægteskabsvejledningen).

Der gives efter praksis som udgangspunkt ikke dispensation, hvis begge parter er under 18 år, medmindre

der foreligger særlige omstændigheder. Efter praksis gives der ikke dispensation, hvis en af parterne er

under 15 år. Dette skyldes, at den seksuelle lavalder er 15 år, jf. § 222 i straffeloven.

I tilfælde hvor en part er under 18 år, dispenseres der fra alderskravet i følgende situationer, medmindre

der foreligger særlige omstændigheder:

–

Den ene part er fyldt 18 år, og den anden part er fyldt 15 år, og parret har eller venter et barn sammen.

–

Den ene part er fyldt 18 år, og den anden part er fyldt 16 år, og parret bor sammen i egen

bolig. Hvis parterne har en fælles selvstændig bolig, lægges der også vægt på parternes situation i øvrigt,

særligt deres økonomiske situation, navnlig i relation til at kunne bevare boligen. Endelig ses der på

forholdets stabilitet.

–

Den ene part er fyldt 18 år, og den anden part er fyldt 17 år.

Foreligger der særlige omstændigheder, f.eks. at en part er umoden og derfor ikke forstår betydningen af at

indgå ægteskabet, bør kommunen

–

af hensyn til den mindreårige part

–

afslå at give dispensation, selvom

betingelserne for at dispensere er opfyldt. Hvis en part er tvunget eller presset til at indgå ægteskabet,

tilsiger beskyttelsen af den mindreårige og hensynet til den mindreåriges bedste, at kommunen altid skal

afslå at give dispensation.

Afgørelser om aldersdispensation træffes efter ovennævnte retningslinjer, også selvom en part stammer

fra eller bor i et land, hvor ægteskabsalderen er lavere end i Danmark, eller hvor det er almindeligt at indgå

ægteskab i en tidligere alder.

Herudover følger det af ægteskabslovens § 2, at den, som er under 18 år, og ikke tidligere har været gift,

ikke må indgå ægteskab uden forældrenes samtykke. Hvis kun den ene af forældrene har

forældremyndigheden, er det tilstrækkeligt, at denne forælder giver samtykke til ægteskabet. Hvis ingen af

forældrene har (del i) forældremyndigheden, kræves samtykke fra den eller dem, der har

forældremyndigheden.

Det fremgår af § 1 i forældreansvarsloven, at børn og unge under 18 år er under forældremyndighed,

medmindre de har indgået ægteskab, og at forældremyndighedens indehaver efter § 2 skal drage omsorg

for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.

Efter værgemålslovens § 1, stk. 2 og 3, kan mindreårige ikke selv forpligte sig ved retshandler eller råde

over deres formue, og den mindreåriges værger handler på dennes vegne i økonomiske anliggende,

medmindre andet er bestemt. Det fremgår af § 2, at det er indehaveren af forældremyndigheden, der er

den mindreåriges værge. Efter § 24 skal værgen inden for hvervets omfang varetage interesserne for den,

der er under værgemål.

Efter lovens § 1, stk. 1, 1. pkt., er børn og unge under 18 år, der ikke har indgået ægteskab, mindreårige og

dermed umyndige.

Efter lovens § 1, stk. 1, 2. pkt., bliver unge under 18 år, der har indgået ægteskab, myndige. Dette

indebærer bl.a., at de fra vielsestidspunktet kan råde over deres formue. Der kan forekomme situationer,

hvor det ikke er forsvarligt, at en mindreårig ved ægteskabet selv får rådighed over sin formue, men hvor

det alligevel er rimeligt at give tilladelse til ægteskab. Når kommunen giver dispensation fra alderskravet på

18 år, kan kommunen derfor efter ægteskabslovens § 1 a, 2. pkt., fastsætte vilkår om, at parten trods

ægteskabet fortsat er mindreårig og dermed umyndig indtil det fyldte 18. år. Dette betyder, at parten

forbliver under værgemål. Bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde og er kun relevant, når den

mindreårige part har en større formue, og der er risiko for, at den mindreårige ikke vil administrere

formuen forsvarligt.

Selvom kommunen giver dispensation fra alderskravet, må parterne kun indgå ægteskab med hinanden,

hvis de øvrige ægteskabsbetingelser er opfyldt.

2.2.2. Udviklingen i antallet af sager om mindreåriges indgåelse af ægteskab

Antallet af mindreårige, der indgår ægteskab i Danmark, er faldet markant gennem årene. Dette skal

formentlig tilskrives samfundsudviklingen og deraf følgende ændring i familiemønstrene, idet flere par end

tidligere vælger at etablere samliv og familie uden at indgå ægteskab.

Det fremgår af betænkning nr. 691/1973, afgivet af Ægteskabsudvalget af 1969, at der i 1971 blev givet ca.

500 dispensationer til indgåelse af ægteskab til mindreårige, som ønskede at indgå ægteskab, fordi de var

gravide, mens en opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at der i perioden 2005-2015 i gennemsnit årligt

blev foretaget seks vielser af mindreårige.

2.2.3. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2.3.1. Afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse af ægteskab

For at kunne indgå ægteskab i Danmark skal man som nævnt i afsnit 2.2.1. være fyldt 18 år, dvs. være

myndig.

Det er dog muligt at dispensere fra alderskravet, hvis parterne opfylder visse betingelser herfor. Praksis for

dispensation fra alderskravet er beskrevet i afsnit 2.2.1. Betingelserne for at dispensere fra alderskravet

knytter sig bl.a. til, om parret har eller venter barn sammen eller har fælles bolig, og de stammer fra en tid,

hvor etablering af samliv og familie i højere grad end i dag var baseret på ægteskab. Tidligere gav ægteskab

adgang til en række juridiske rettigheder, f.eks. i forhold til faderskab og forældremyndighed, som ikke var

gældende for ugifte samlevende, og til goder som f.eks. mulighed for en fælles bolig.

Det er ministeriets opfattelse, at ægteskabsalderen bør følge myndighedsalderen uden undtagelse, så det

sikres, at den, som indgår ægteskab, har den fornødne modenhed til at forstå konsekvenserne af at indgå

ægteskab og til selvstændigt at kunne træffe beslutninger om de spørgsmål, der opstår i et ægteskab, både

om personlige og økonomiske forhold. Hensynet til den mindreåriges bedste bør altid være styrende i

såda e forhold, og l.a. FN’s Bør eko ite har da også a efalet e ægteska salder på år, ligeso FN

har opstillet et udviklingsmål om afskaffelse af børneægteskaber i 2030.

Det foreslås derfor, at adgangen til at dispensere fra alderskravet ved indgåelse af ægteskab afskaffes.

Med forslaget tilpasses lovgivning og praksis også samfundsudviklingen og de deraf ændrede

familiemønstre. I dag vælger flere par at leve sammen og etablere familie uden at indgå ægteskab. I lyset af

denne udvikling er der sket en løbende tilpasning af den familieretlige lovgivning sådan, at lovgivningen nu i

vid udstrækning understøtter etablering af forhold mellem ugifte samlevende,

f.eks. i relation til faderskab, forældremyndighed, samvær og børnebidrag.

Indgåelse af ægteskab er ikke som tidligere en forudsætning for at sikre bl.a. retsstillingen for fælles børn i

relation til faderskab, forældremyndighed og samvær, hvilket har medført, at dispensationsadgangen ikke

længere ses at have nævneværdig betydning. Dette afspejles også i antallet af dispensationer fra

alderskravet, der gennem de seneste årtier har været faldende og i dag udgør et yderst begrænset antal.

Efter den foreslåede ordning vil der være tale om en absolut aldersgrænse for indgåelse af ægteskab i

Danmark, og det vil således i modsætning til den gældende ordning, ikke være muligt at dispensere herfra.

2.2.3.2. Ægteskab indgået af mindreårige i Danmark er ugyldigt

Med forslaget om at afskaffe muligheden for at dispensere fra alderskravet ved indgåelse af ægteskab, vil

det være en betingelse for at indgå ægteskab, at begge parter er fyldt 18 år.

Som beskrevet i afsnit 2.1. bliver et ægteskab ikke ugyldigt, selvom det efterfølgende viser sig, at parterne

ikke opfyldte betingelserne for at indgå ægteskab.

I lyset af at det med forslaget bliver en absolut betingelse for at indgå ægteskab, at man er fyldt 18 år, er

det ministeriets opfattelse, at en manglende opfyldelse heraf bør medføre, at ægteskabet er ugyldigt.

Det foreslås derfor, at kravet til alder bliver en gyldighedsbetingelse på samme måde som de i dag

gældende krav til selve vielseshandlingen. Forslaget indebærer derfor, at et par, som har indgået ægteskab,

uanset at den ene af parterne ikke var fyldt 18 år, ikke betragtes som ægtefæller, idet ægteskabet vil være

ugyldigt.

Efter gældende ret kan en ugyldig vielse efterfølgende godkendes som gyldig, hvis særlige grunde taler

derfor. Er der tale om en ugyldig vielse af en mindreårig, skal der ved denne vurdering anlægges samme

restriktive praksis som ved vurderingen af, om et udenlandsk ægteskab, der er indgået af mindreårige,

undtagelsesvist kan anerkendes, jf. afsnit 2.3.3. nedenfor.

2.3. Anerkendelse af udenlandske ægteskaber

2.3.1. Gældende ret

Par, som har indgået ægteskab i udlandet og bor her i landet, har behov for at få ægteskabet anerkendt i

Danmark. Et ægteskab har juridisk betydning for ægtefællerne, bl.a. i forhold til ægtefællernes

formueforhold, arveret, forsørgelsespligt over for hinanden og faderskab til og forældremyndighed over

fælles børn.

Anerkendelse af et udenlandsk ægteskab indebærer, at parterne anses for ægtefæller efter dansk ret.

Dette betyder bl.a., at et ægtepar, der er blevet gift i udlandet, har de samme rettigheder og pligter i

Danmark som et ægtepar, der er blevet gift i Danmark.

Anerkendes ægteskabet ikke, indebærer dette, at parret ikke betragtes som ægtefæller efter dansk ret.

Dansk ret indeholder ikke lovregler om anerkendelse af udenlandske ægteskaber. Danske myndigheders

vurdering af, om et udenlandsk ægteskab kan anerkendes, foretages derfor på grundlag af praksis. Denne

praksis er beskrevet i afsnit 9 i ægteskabsvejledningen.

Spørgsmål om anerkendelse af udenlandske ægteskaber opstår typisk under behandlingen af en sag, hvor

det har betydning, om parterne efter dansk ret anses som ægtefæller. Sådanne spørgsmål om anerkendelse

af udenlandske ægteskaber kan således opstå for en række forskellige myndigheder, f.eks.

udlændingemyndighederne (opholdstilladelse), statsforvaltningen (skilsmisse), kommunerne (registrering i

CPR) og domstolene (arv og deling af fællesbo). Det er den pågældende myndighed, der tager stilling til, om

ægteskabet kan anerkendes i Danmark. Hvis myndighedens afgørelse kan påklages, kan klageinstansen

ligeledes tage stilling til spørgsmålet.

Der er således ikke én myndighed, der har til opgave at afgøre spørgsmål om anerkendelse af udenlandske

ægteskaber, men hvis en myndighed er i tvivl om, hvorvidt et udenlandsk ægteskab kan anerkendes efter

dansk ret, kan myndigheden forelægge sagen for Ankestyrelsen, der kan afgive en vejledende udtalelse.

Efter grundlovens § 63 er domstolene berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om

øvrighedsmyndighedens grænser. Den endelige vurdering af, om ægteskabet kan anerkendes, henhører

således under domstolene.

Efter dansk international privatret anerkendes et ægteskab, der er indgået i udlandet, hvis form- og

kompetencereglerne i indgåelseslandet er overholdt, medmindre ægteskabet strider mod grundlæggende

danske retsprincipper (ordre public). Ægteskabet anerkendes, selvom ægteskabsbetingelserne i

ægteskabslovens kapitel 1 ikke var opfyldt på vielsestidspunktet.

Dette betyder i praksis, at danske myndigheder anerkender ægteskabet, når følgende betingelser er

opfyldt:

–

Vielsen opfylder de formkrav, der stilles i det land, hvor vielsen blev foretaget, og vielsen i

øvrig er gyldig i vielseslandet.

–

Vielsen er foretaget af en myndighed eller person, der i det land, hvor vielsen blev foretaget,

var bemyndiget til at foretage vielsen.

Hvis ovennævnte betingelser ikke er opfyldt, anerkendes ægteskabet ikke, heller ikke selvom begge parter

erklærer, at de er og ønsker at være gift med hinanden.

Selvom ægteskabet opfylder disse betingelser, anerkendes ægteskabet ikke, hvis anerkendelse af det vil

stride mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public).

Det nærmere indhold af et ordre public-forbehold fastlægges i retspraksis og i administrativ praksis. Det

følger af retspraksis, at ikke-anerkendelse af en udenlandsk afgørelse, fordi den strider mod

grundlæggende danske retsprincipper, typisk kommer på tale, hvis anerkendelse af afgørelsen vil virke

stødende for dansk rets- og moralopfattelse. En udenlandsk afgørelse strider således mod grundlæggende

danske retsprincipper, hvis den i den grad er uforenelig med de fundamentale principper, som det danske

retssystem bygger på, at anvendelse eller anerkendelse af den må anses som udelukket. Ordre public er

således et dynamisk begreb.

Ordre public-forbehold indeholder overordnet set to elementer:

–

Behandlingen af den sag, der førte frem til den omhandlede afgørelse, afviger fundamentalt

fra den måde, som tilsvarende sager behandles.

–

dansk ret.

Indholdsmæssigt strider den udenlandske afgørelse mod grundlæggende bestemmelser i

Spørgsmålet om ikke at anerkende et udenlandsk ægteskab, fordi det strider mod grundlæggende danske

retsprincipper, opstår i praksis navnlig i følgende situationer:

–

Fremgangsmåden ved vielsen i udlandet afviger fundamentalt fra fremgangsmåden ved

vielser i Danmark, f.eks. fordi parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen.

–

Ægteskabet strider fundamentalt mod den danske ægteskabslovgivning, dvs. at parterne ikke

kunne indgå ægteskab, f.eks. fordi en af parterne var under 15 år på vielsestidspunktet.

Ved vurderingen af, om et udenlandsk ægteskab, der er indgået af mindreårige, kan anerkendes, fremgår

det af ægteskabsvejledningen, afsnit 9.2.4.3.2., at myndighederne bør udvise en særlig agtpågivenhed.

Var en part under 15 år ved vielsen, anerkendes ægteskabet ikke i Danmark, fordi anerkendelse af

ægteskabet må anses som stridende mod grundlæggende danske retsprincipper. Dette skyldes, at den

seksuelle lavalder er 15 år, jf. afsnit 2.2.1. Det bemærkes i den forbindelse, at der i praksis ikke dispenseres

fra det danske alderskrav, hvis en part ikke er fyldt 15 år, se afsnit 2.2.1. ovenfor.

Var en part ved vielsen 15-17 år og således under den danske ægteskabsalder, er der et betydeligt hensyn

at tage til den mindreårige.

Praksis for så vidt angår anerkendelse af udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige, er

beskrevet i ægteskabsvejledningen. I den seneste udgave af vejledningen af 18. marts 2016 blev denne

praksis skærpet sådan, at der ved vurderingen af disse sager ikke må være tvivl om, at betingelserne for

anerkendelse af ægteskabet er opfyldt. Dette betyder, at anerkendelse af ægteskabet altid bør ske efter et

konkret skøn og på baggrund af en samlet vurdering af omstændighederne ved indgåelse af ægteskabet og

den mindreåriges syn på ægteskabet. Hvis der er tvivl om, hvorvidt de formelle betingelser for indgåelsen

af ægteskabet er opfyldt, anerkendes ægteskabet ikke.

Det fremgår videre af vejledningen, at beskyttelsen af den mindreårige og hensynet til den mindreåriges

bedste tilsiger, at ægteskaber, der er indgået af en mindreårig mellem 15-17 år ved tvang eller utilbørligt

pres, ikke anerkendes i Danmark. Tilsvarende gælder, hvis den mindreårige ikke var indforstået med

ægteskabet eller ikke forstod betydningen af ægteskabet, f.eks. fordi ægteskabet var arrangeret.

Der skal således altid foretages et konkret skøn på baggrund af en samlet vurdering af omstændighederne

ved indgåelse af ægteskabet og den mindreåriges syn på ægteskabet. Hvis der er tvivl om, hvorvidt de

formelle betingelser for indgåelsen af ægteskabet er opfyldt, anerkendes ægteskabet ikke.

Disse retningslinjer for anerkendelse af udenlandske ægteskaber gælder, uanset om parterne på

vielsestidspunktet boede i Danmark eller i udlandet og uanset parternes statsborgerskab og øvrige

tilknytning til udlandet.

Efter afsnit 9.6. i ægteskabsvejledningen anerkendes et registreret partnerskab, der er indgået i udlandet,

hvis ovennævnte betingelser er opfyldt. Det er dog en forudsætning, at retsvirkningerne af partnerskabet

svarer til retsvirkningerne af partnerskab efter dansk ret.

2.3.2. Ankestyrelsens afdækning af praksis for anerkendelse af udenlandske ægteskaber indgået af

mindreårige

Som det fremgår af afsnit 2.3.1. ovenfor, kan en myndighed ved tvivl om, hvorvidt et udenlandsk ægteskab

kan anerkendes, forelægge sagen for Ankestyrelsen, som kan give en vejledende udtalelse i sagen.

Ankestyrelsen har foretaget en afdækning til brug for afklaring af praksis for anerkendelse af udenlandske

ægteskaber indgået af mindreårige. Afdækningen er foretaget i samarbejde med Udlændingestyrelsen, som

ofte tager stilling til, om et udenlandsk ægteskab kan anerkendes, f.eks. i forbindelse med behandlingen af

en ansøgning om familiesammenføring.

Af afdækningen fremgår det, at Ankestyrelsen i perioden 1. januar 2016 til 1. juni 2016 har behandlet en

sag og Udlændingestyrelsen otte sager om anerkendelse af et udenlandsk ægteskab, der er indgået af en

mindreårig.

I afdækningen har Ankestyrelsen bl.a. oplyst, at Ankestyrelsen og Udlændingestyrelsen anvender det

samme udgangspunkt i vurderingen af gyldigheden af udenlandske ægteskaber, idet begge styrelser som

udgangspunkt anerkender et ægteskab, hvis det er indgået i overensstemmelse med reglerne i det land,

hvor ægteskabet er indgået.

Er ægteskabet indgået i overensstemmelse med indgåelseslandets regler og formkrav, således at

ægteskabet er gyldigt i indgåelseslandet, vurderer både Udlændingestyrelsen og Ankestyrelsen herudover,

om forholdene omkring ægteskabets indgåelse strider mod grundlæggende danske retsprincipper, dvs. om

parterne har været samtidig til stede under vielsen, og hvilken alder parterne havde på tidspunktet for

ægteskabets indgåelse. Var en eller begge parter under 15 år på tidspunktet for ægteskabets indgåelse,

følger begge styrelser den praksis, at ægteskabet ikke anerkendes.

Af afdækningen fremgår det imidlertid også, at Ankestyrelsen og Udlændingestyrelsen ikke følger den

samme praksis for så vidt angår anerkendelse af udenlandske ægteskaber indgået af mindreårige mellem

15-17 år. Således anerkender Ankestyrelsen ægteskabet, hvis det er indgået i overensstemmelse med

reglerne i det land, hvor det er indgået, hvorimod Udlændingestyrelsen

–

ud over at ægteskabet skal være

gyldigt i indgåelseslandet

–

også stiller som betingelse, at parterne derudover ville have fået dispensation

fra alderskravet efter de danske regler, som beskrevet i afsnit 2.2.1. ovenfor.

2.3.3. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Par, som har indgået ægteskab i udlandet og bor her i landet, har behov for at få ægteskabet anerkendt i

Danmark. Dette gælder både par med tilknytning til Danmark, som f.eks. vælger at blive gift under en ferie i

udlandet, og par, som kommer til Danmark for at bosætte sig.

I visse lande er ægteskabsalderen lavere end i Danmark, og danske myndigheder skal derfor i nogle

situationer vurdere, om et ægteskab, der er indgået af en mindreårig, kan anerkendes. Det fremgår af

ægteskabsvejledningen, at der er i sådanne tilfælde er et betydeligt hensyn at tage til den mindreårige, bl.a.

fordi ægteskabet kan være indgået under påvirkning og pres fra den mindreåriges familie. Danske

myndigheder skal derfor udvise en særlig agtpågivenhed ved behandlingen af disse sager. Udgangspunktet

er dog, at udenlandske ægteskaber anerkendes, selvom en part var 15-17 år ved vielsen.

I forlængelse af forslaget i afsnit 2.2.3.1. om at afskaffe adgangen til aldersdispensation har ministeriet

overvejet, om det fortsat skal være udgangspunktet, at udenlandske ægteskaber, der er indgået af

mindreårige på 15-17 år, skal anerkendes i Danmark.

Det er ministeriets opfattelse, at dansk lovgivning og praksis bør understøtte et yderst restriktivt syn på

ægteskaber, der er indgået i udlandet af mindreårige. Danske myndigheder bør således ikke medvirke til en

accept af sådanne ægteskaber. Ministeriet finder derfor, at udgangspunktet

–

i modsætning til den

gældende ordning

–

bør være, at udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige, ikke anerkendes i

Danmark.

Med forslagene om at afskaffe muligheden for at dispensere fra alderskravet og om ikke at anerkende

udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige, gennemføres en samlet løsning, der har som

overordnet sigte at understrege, at ægteskaber indgås af myndige personer, og at varetage hensynet til,

hvad der er bedst for den mindreårige. Dette gælder uanset, om der er tale om mindreårige, som ønsker at

indgå ægteskab i Danmark, eller mindreårige, som har indgået ægteskab i et andet land og efterfølgende

kommer til Danmark.

Forslaget forhindrer også, at reglerne søges omgået ved, at mindreårige, som på grund af deres alder ikke

kan indgå ægteskab i Danmark, indgår ægteskab i et andet land og derefter ønsker at få ægteskabet

anerkendt i Danmark.

Det bemærkes i øvrigt, at forslaget understøttes af en anbefaling fra Europarådet om, at medlemsstaterne

som udgangspunkt skal undlade at anerkende udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige, jf.

afsnit 4.

Som det fremgår af afsnit 2.3.1., er konsekvensen af forslaget om, at udenlandske ægteskaber, der er

indgået af mindreårige, ikke anerkendes, at parret ikke betragtes som ægtefæller efter dansk ret.

Parret vil kunne indgå ægteskab her i landet, når den mindreårige fylder 18 år.

Hertil kommer, at det

–

selvom parternes ægteskab ikke anerkendes

–

vil være muligt for parterne at sikre

eventuelle fælles børns rettigheder, jf. afsnit 2.1.

For at sikre at parterne bliver bekendt med disse muligheder, skal myndigheden derfor orientere parterne

om, at de ikke betragtes som ægtefæller efter dansk ret, men at det er muligt i vid udstrækning at opnå de

samme retsvirkninger som ægtefæller i relation til f.eks. faderskab, forældremyndighed, samvær og

børnebidrag.

Det følger i øvrigt af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at der kan meddeles opholdstilladelse til

familiesammenføring på baggrund af et fast samlivsforhold af længere varighed.

Der kan ikke udelukkes, at der vil kunne opstå situationer, hvor parterne stilles i en urimelig situation, hvis

det ægteskab, som de har indgået i udlandet, ikke anerkendes, fordi en af dem var mindreårig på

vielsestidspunktet. Det foreslås derfor, at det helt undtagelsesvist skal være muligt at anerkende et

udenlandsk ægteskab, der er indgået af en mindreårig, hvis der foreligger tvingende grunde herfor, og en

manglende anerkendelse vil stille parterne i en urimelig situation.

Det forhold, at parret har eller venter fællesbarn, vil imidlertid ikke alene kunne begrunde en fravigelse af

udgangspunktet om, at ægteskabet ikke anerkendes. Hensynet til den mindreårige part i ægteskabet vejer

således tungere end hensynet til parternes fælles barn, hvis retsstilling i øvrigt som nævnt i vid udstrækning

er eller kan sikres efter den familieretlige lovgivning, uanset om forældrene er gift eller ej. Heller ikke

parrets langvarige tilknytning til hinanden, herunder at de har levet sammen igennem længere tid, eller det

forhold, at parret har indgået ægteskab i et land, hvor samfundsnormer tilsiger, at samliv kun kan foregå

inden for rammerne af et ægteskab, vil kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om, at ægteskabet

ikke anerkendes.

Der vil alene kunne foreligge sådanne tvingende grunde til at anerkende ægteskabet, hvis dette ellers vil

stille parterne i en helt urimelig situation. Er det således f.eks. på grund af et dødsfald umuligt at løse de

retlige udfordringer, der opstår ved en manglende anerkendelse, kan det tale for, at ægteskabet alligevel

anerkendes.

Forslaget forudsættes administreret sådan, at Danmarks internationale forpligtelser overholdes, navnlig i

forhold til retten til familieliv efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. afsnit 4.

Forslaget om som udgangspunkt ikke længere at anerkende udenlandske ægteskaber, der er indgået af

mindreårige, gennemføres ved at indsætte en bestemmelse herom i ægteskabsloven.

Samtidig foreslås det, at der i ægteskabsloven indsættes en generel bestemmelse om anerkendelse af

udenlandske ægteskaber. Efter dette forslag videreføres den gældende praksis på området, jf. beskrivelsen

i afsnit 2.3.1.

2.4. Forhøjelse af prøvelsesgebyret

2.4.1. Gældende ret

Det fremgår af § 12 i ægteskabsloven, at det skal godtgøres, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt, før

ægteskab kan indgås. Ægteskabsbetingelserne fremgår af lovens kapitel 1.

Efter § 13, stk. 1, foretages prøvelsen af kommunalbestyrelsens formand (kommunen).

Parterne skal som udgangspunkt ikke betale for at få foretaget en prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Hvis

begge parter har bopæl i udlandet, skal de dog betale et gebyr på 500 kr., jf. § 13, stk. 3.

Prøvelsesgebyret på 500 kr. blev indført i 1990 ved § 7, nr. 4, i lov nr. 396 af 13. juni 1990 om ændring af

straffeloven og retsplejeloven m.v. (Forenkling og modernisering inden for Justitsministeriets område).

Gebyret er ikke blevet reguleret siden.

2.4.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Da prøvelsesgebyret ikke er blevet reguleret siden indførelsen i 1990 er gebyret med årene blevet

forholdsmæssigt mindre på grund af den generelle pris- og lønudvikling.

KL og flere kommuner har oplyst, at omkostningerne ved behandling af prøvelsessager, hvor begge parter

har bopæl i udlandet, overstiger gebyret. En regulering af gebyret på baggrund af det generelle pris- og

lønindeks siden 1990 vil medføre, at gebyret i dag vil skulle fastsættes til ca. 850 kr.

Det foreslås derfor, at gebyret forhøjes fra 500 kr. til 850 kr., og at gebyret fremover årligt reguleres den 1.

januar med det generelle pris- og lønindeks og afrundes til nærmeste med 10 delelige beløb i kroner.

Da gebyret kun skal betales i sager om prøvelse af ægteskabsbetingelserne, hvor begge parter har bopæl i

udlandet, vil forhøjelsen ikke have betydning for borgere her i landet. Det vurderes rimeligt, at personer

bosat i udlandet, der vil giftes i Danmark, er med til at dække kommunernes omkostninger ved

behandlingen af prøvelsessagen, og at gebyret bringes på niveau med den generelle pris- og lønudvikling.

Forslaget gennemføres ved en ændring af gebyrets størrelse i lovens § 13, stk. 3, og ved indsættelse af et

nyt 2. pkt. i § 13, stk. 3.

3. Ligestillingsmæssige konsekvenser

Bestemmelsen i ægteskabslovens § 1 a om, at den, som er under 18 år, ikke må indgå ægteskab uden

tilladelse, er efter ordlyden kønsneutral, da aldersgrænsen for indgåelse af ægteskab er ens for begge køn.

Der er således ikke forskel på mænds og kvinders retsstilling efter denne bestemmelse.

Lovforslaget vil have betydning for mindreårige, der ønsker at indgå ægteskab i Danmark, og for personer,

der ønsker at få deres udenlandske ægteskab anerkendt i Danmark, og som på vielsestidspunktet var under

18 år.

Det er erfaringen fra praksis i de i afsnit 2.2.2. og 2.3.2. nævnte sager, at kvinder udgør den altovervejende

andel af mindreårige, der søger om dispensation til at indgå ægteskab, og af mindreårige, der har indgået

ægteskab i udlandet. Henset til at formålet med forslaget er, at dansk ret ikke understøtter, at mindreårige

–

i praksis kvinder

–

indgår ægteskab, vurderes det, at lovforslaget vil have positive ligestillingsmæssige

konsekvenser.

4. Internationale forpligtelser

Med forslaget lægges der bl.a. op til at indføre et absolut alderskrav på 18 år for at indgå ægteskab i

Danmark. Der lægges endvidere op til, at ægteskaber, der er indgået i udlandet, alene anerkendes, hvis

nogle nærmere opregnede betingelser er opfyldt, herunder at begge parter ved vielsen var fyldt 18 år.

Ægteskaber, der er indgået i udlandet, og som ikke overholder lovens betingelser for anerkendelse, vil dog

kunne anerkendes i Danmark, hvis tvingende grunde taler derfor, og parterne stilles i en urimelig situation,

hvis ægteskabet ikke anerkendes.

En manglende ret til at indgå ægteskab eller et afslag på anerkendelse af et ægteskab indgået i udlandet

kan efter omstændigheder udgøre et indgreb i retten til privatliv og retten til at indgå ægteskab efter

artikel 8 og 12 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

(Menneskerettighedskonventionen).

Det følger af artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen, at enhver har ret til respekt for sit privatliv og

familieliv. Beskyttelsen efter denne bestemmelse er imidlertid ikke absolut. Der kan gøres indgreb i de

nævnte rettigheder, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund (dvs.

opfylder kravet om proportionalitet) til varetagelse af nærmere bestemte anerkendelsesværdige formål,

herunder at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. konventionens artikel 8, stk. 2.

Det følger endvidere af artikel 12 i Menneskerettighedskonventionen, at giftefærdige mænd og kvinder har

ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne

ret. Retten til at indgå ægteskab er således ikke en absolut rettighed og kan derfor nationalt underkastes

både formelle og materielle begrænsninger. Det følger dog af Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstols praksis, at sådanne begrænsninger ikke må begrænse retten i et sådant

omfang, at selve kernen i retten gøres indholdsløs.

FN's Børnekomite har i sin generelle udtalelse nr. 4 fra 2003 indtrængende henstillet, at ægteskabsalderen i

medlemsstaterne skal være mindst 18 år. I generel udtalelse nr. 31 fra 2014 har komiteen sammen med

CEDAW-komiteen udtalt, at en mindreårig, der er fyldt 16 år, i exceptionelle situationer kan få tilladelse til

at indgå ægteskab, forudsat at barnet har den fornødne modenhed.

Den 25. september 2015 vedtog FN nye verdensmål for bæredygtig udvikling, der indeholder 17

udviklingsmål, der bl.a. skal gøre en ende på fattigdom og bekæmpe ulighed og uretfærdighed inden 2030.

Et af disse udviklingsmål handler om ligestilling og rettigheder for kvinder og piger og omfatter bl.a.

afskaffelse af børneægteskaber.

Europarådet har i resolution 1468 (2005) anbefalet, at ægteskabsalderen i medlemsstaterne skal være

mindst 18 år, og at medlemsstaterne skal undlade at anerkende ægteskaber, som mindreårige har indgået i

udlandet, medmindre anerkendelse af ægteskabet er til den mindreåriges bedste.

Disse anbefalinger om afskaffelse af børneægteskaber begrundes med, at det er bedst for børn ikke at blive

gift i en for tidlig alder, idet det bl.a. kan medføre dårligere fremtidsperspektiver for særligt piger på grund

af tidlig afsluttet skolegang og deraf følgende ringe muligheder for at få arbejde og opnå økonomisk

uafhængighed.

Efter artikel 9 i Den Europæiske Unions Charter Om Grundlæggende Rettigheder sikres retten til at indgå

ægteskab og retten til at stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne

ret. Ligesom artikel 12 i Menneskerettighedskonventionen er retten til at indgå ægteskab ikke en absolut

rettighed og kan derfor nationalt underkastes både formelle og materielle begrænsninger.

Som det fremgår af afsnit 1, er baggrunden for forslaget om at gøre ægteskabsalderen absolut, at

ægteskabsalderen bør følge myndighedsalderen uden undtagelse, således at kun myndige personer kan

indgå ægteskab. Der er herved lagt vægt på, at ægteskab indebærer, at parterne skal kunne træffe

selvstændige beslutninger om indgribende personlige og økonomiske spørgsmål, hvorfor den, som indgår

ægteskab, skal have den fornødne modenhed til at kunne træffe sådanne beslutninger.

Udenlandske ægteskaber indgået af mindreårige kan på denne baggrund alene anerkendes, hvis tvingende

grunde taler derfor, og parret således ellers stilles i en urimelig situation. Det bemærkes, at en afgørelse om

manglende anerkendelse af et udenlandsk ægteskab kan indbringes for domstolene, og at det er forudsat i

afsnit 2.2.3., at ordningen administreres i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Forslagene er således begrundet i hensynet til den mindreåriges rettigheder og friheder og går efter

ministeriets opfattelse ikke videre end nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål. Samtidig er det

ministeriets opfattelse, at forslaget ikke begrænser retten til at indgå ægteskab i et sådant omfang, at selve

kernen i retten gøres indholdsløs.

Det er på denne baggrund ministeriets opfattelse, at de foreslåede ændringer, hvorefter der indføres et

absolut alderskrav på 18 år for at indgå ægteskab i Danmark, og hvor udenlandske ægteskaber, der er

indgået af mindreårige alene anerkendes, hvis tvingende grunde taler herfor, og parterne stilles i en

urimelig situation, er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Forslaget om afskaffelse af adgangen til dispensation fra alderskravet ved indgåelse af ægteskab og

reguleringen af anerkendelse af udenlandske vielser i ægteskabsloven har ingen økonomiske eller

administrative konsekvenser for det offentlige.

Forslaget om forhøjelse af prøvelsesgebyret vil medføre, at den andel af sagens omkostninger, der dækkes

af gebyret, bringes på niveau med den generelle pris- og lønudvikling, siden gebyret blev indført i 1990.

Antallet af sager på landsplan, hvor der skal betales gebyr, kendes ikke, men det vurderes at være meget

skævt fordelt blandt kommunerne. En skønsmæssig opgørelse fra en række repræsentative kommuner

viser således en stor forskel i antallet af sager, f.eks. omkring 2.000 sager årligt i kommuner som Tønder og

Ærø, mens antallet for kommuner som Greve og Frederiksberg udgør hhv. 3 og 200 årligt.

Da der er tale om en forhøjelse af gebyret, som tager udgangspunkt i manglende dækning af omkostninger,

vil den foreslåede forhøjelse og de fremtidige årlige reguleringer af gebyret ikke give anledning til

regulering af det kommunale bloktilskud.

Forslaget om forhøjelse af prøvelsesgebyret har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for

staten eller regionerne.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

7. Administrative konsekvenser for borgere

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgere med bopæl i Danmark. Par med bopæl i

udlandet, som skal giftes i Danmark, vil skulle betale et større gebyr end i dag for behandlingen af deres sag

om prøvelse af ægteskabsbetingelserne.

8. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

9. Forholdet til EU-retten

Efter artikel 9 i Den Europæiske Unions Charter Om Grundlæggende Rettigheder sikres retten til at indgå

ægteskab og retten til at stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne

ret. Der henvises til afsnit 4.

10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 5. september 2016 til den 3. oktober 2016 været sendt i

høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Anerkendte og godkendte trossamfund, Ankestyrelsen, Byretterne, Børnerådet, Børns Vilkår,

Danmarks Provsteforening, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Danske Advokater, Danske

Familieadvokater, Den Danske Dommerforening, Den Danske Præsteforening

Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige,

Foreningen af Offentlige Chefer i Statsforvaltningen, Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Institut for

Menneskerettigheder, Kommunerne, Kommunernes Landsforening, Red Barnet, Rigsombudsmanden på

Færøerne, Rigsombudsmanden på Grønland, Statsforvaltningen, Unicef Danmark, Vestre Landsret og Østre

Landsret.

11. Sammenfattende skema

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1.

Efter ægteskabslovens § 1 a må den, som er under 18 år, ikke indgå ægteskab uden tilladelse fra den

myndighed (kommunen), som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne.

Det er i lovgivningen ikke nærmere reguleret, i hvilke tilfælde kommunen kan give dispensation fra

alderskravet. En afgørelse om aldersdispensation træffes således ud fra en vurdering af den konkrete sag

og på baggrund af en mangeårig praksis. Denne praksis er nærmere beskrevet i afsnit 2.1.1. i vejledning af

18. marts 2016 om behandling af ægteskabssager (ægteskabsvejledningen).

Der gives efter praksis som udgangspunkt ikke dispensation, hvis begge parter er under 18 år, medmindre

der foreligger særlige omstændigheder. Efter praksis gives der ikke dispensation, hvis en af parterne er

under 15 år. Dette skyldes, at den seksuelle lavalder i Danmark er 15 år, jf. § 222 i straffeloven.

Som det fremgår af overvejelserne i afsnit 2.2.3.1., foreslås det at afskaffe muligheden for dispensere fra

alderskravet.

Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 1, at ophæve bestemmelserne i lovens § 1 a og § 2, og i § 2 indsætte

en ny bestemmelse, hvorefter den, som er under 18 år, ikke må indgå ægteskab.

Efter den foreslåede ordning vil der være en absolut aldersgrænse for indgåelse af ægteskab i Danmark på

18 år, og det vil i modsætning til den gældende ordning, ikke være muligt at dispensere herfra.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.

Til nr. 2.

Efter ægteskabslovens § 2 må den, som er under 18 år, og ikke tidligere har været gift, ikke indgå ægteskab

uden forældrenes samtykke. Efter § 3 må den, som er under værgemål, ikke indgå ægteskab uden værgens

samtykke. Hvis en forælder eller en værge, jf. §§ 2 og 3, nægter at give samtykke til, at en mindreårig eller

en person under værgemål kan indgå ægteskab, kan prøvelsesmyndigheden (kommunen) efter § 4 give

tilladelse til ægteskabet.

Som en konsekvens af afskaffelsen af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse af ægteskab

og samtidig ophævelse af bestemmelsen i § 2 om at forældrene skal give samtykke til den mindreåriges

indgåelse af ægteskab (lovforslagets § 1, nr. 1), foreslås det med lovforslagets § 1, nr. 2, at fjerne

henvisningen til § 2 i § 4.

Til nr. 3.

Det fremgår af § 12 i ægteskabsloven, at det skal godtgøres (prøves), at ægteskabsbetingelserne er opfyldt,

før ægteskab kan indgås. Ægteskabsbetingelserne fremgår af lovens kapitel 1. Efter lovens § 13, stk. 1,

foretages prøvelsen af kommunen. Parterne skal som udgangspunkt ikke betale for at få foretaget en

prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Hvis begge parter har bopæl i udlandet, skal der dog betales et gebyr

på 500 kr., jf. lovens § 13, stk. 3.

Med den foreslåede ændring af § 13, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, forhøjes gebyret fra 500 kr. til 850 kr.

Da gebyret kun skal betales i situationer, hvor begge parter har bopæl i udlandet, vil forhøjelsen ikke have

betydning for borgere med bopæl her i landet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.

Til nr. 4.

Det fremgår af § 12 i ægteskabsloven, at det skal godtgøres (prøves), at ægteskabsbetingelserne er opfyldt,

før ægteskab kan indgås. Parterne skal som udgangspunkt ikke betale for at få foretaget en prøvelse af

ægteskabsbetingelserne. Hvis begge parter har bopæl i udlandet, skal der dog betales et gebyr på 500 kr.,

jf. lovens § 13, stk. 3. Gebyret er ikke reguleret siden indførelsen i 1990.

Ved lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås gebyret i ægteskabslovens § 13, stk. 3, for prøvelse af

ægteskabsbetingelserne forhøjet til 850 kr. Gebyret skal kun betales, hvis begge parter har bopæl i

udlandet. I den forbindelse foreslås det med lovforslagets § 1, nr. 4, at gebyret fremover en gang årligt

reguleres den 1. januar med det generelle pris- og lønindeks og afrundes til nærmeste med 10 delelige

beløb i kroner. Ved den årlige regulering beregnes det kommende års gebyr på baggrund af det gældende

gebyrs ikkeafrundede størrelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4., og til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.

Til nr. 5.

Efter ægteskabslovens § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 2, er en vielse kun gyldig, hvis vielsen sker for en myndighed,

der efter loven kan foretage vielser, hvis parterne samtidig er til stede ved vielsen, hvis parterne erklærer at

ville ægte hinanden, og hvis parterne af vielsesmyndigheden forkyndes at være ægtefolk. Er en af disse

betingelser ikke opfyldt, er vielsen ugyldig.

En vielse, som er ugyldig efter disse bestemmelser, kan dog efterfølgende efter § 21, stk. 2, af

Ankestyrelsen godkendes som gyldig, hvis særlige grunde taler derfor.

Som det fremgår af overvejelserne i de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.3.1., foreslås muligheden for

at dispensere fra alderskravet afskaffet. Med forslaget vil det derfor være en betingelse for at indgå

ægteskab, at begge parter er fyldt 18 år.

Det foreslås samtidig med lovforslagets § 1, nr. 5, at ægteskabslovens § 21, stk. 1, ændres sådan, at kravet

til alder bliver en gyldighedsbetingelse på samme måde som de i dag gældende krav til selve

vielseshandlingen. Forslaget indebærer, at et ægteskab, der er indgået, selvom en af parterne ikke var fyldt

18 år, vil være ugyldigt, og at parterne derfor ikke betragtes som ægtefæller.

Forslaget gennemføres ved, at § 21, stk. 1, om gyldighedsbetingelserne udvides til også at omfatte en

betingelse om, at begge parter skal være fyldt 18 år ved vielsen.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1., kan en vielse, som er ugyldig, efterfølgende

godkendes som gyldig, hvis særlige grunde tager derfor.

Er der tale om en ugyldig vielse af en mindreårig, skal der ved vurderingen af, om vielsen efterfølgende kan

godkendes, anlægges samme restriktive praksis som ved vurderingen af, om et udenlandsk ægteskab, der

er indgået af mindreårige, undtagelsesvist kan anerkendes, jf. de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.3.

og bemærkningerne til nr. 6.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.

Til nr. 6

Dansk ret indeholder ikke lovregler om anerkendelse af udenlandske ægteskaber. Danske myndigheders

vurdering af, om et udenlandsk ægteskab kan anerkendes, foretages derfor på grundlag af praksis som

beskrevet i afsnit 9 i ægteskabsvejledningen.

Efter praksis anerkender danske myndigheder et udenlandsk ægteskab, hvis vielsen opfylder de form- og

kompetencekrav, der stilles til vielser i indgåelseslandet, og vielsen i øvrig er gyldig efter det pågældendes

lands ret. Selvom ægteskabet opfylder disse betingelser, anerkendes ægteskabet dog ikke, hvis

anerkendelse af det vil stride mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public).

Som det fremgår af overvejelserne i de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.3., foreslås det at lovfæste den

gældende praksis for anerkendelse af udenlandske ægteskaber, dog sådan at udenlandske ægteskaber

indgået af mindreårige ikke anerkendes.

Det foreslås derfor med lovforslagets § 1, nr. 6, at der i ægteskabsloven indsættes et nyt kapitel

(kapitel 2 a) om anerkendelse af ægteskaber, der er indgået i udlandet, og at der i kapitlet indsættes to

bestemmelser, der regulerer anerkendelse af udenlandske ægteskaber og registrerede partnerskaber.

Den foreslåede bestemmelse i § 22 b regulerer, hvornår et udenlandsk ægteskab anerkendes efter dansk

ret.

Det foreslås med § 22b, stk. 1, at et ægteskab, der er indgået i udlandet anerkendes, hvis ægteskabet er

gyldigt i det land, hvor ægteskabet er indgået. Dette svarer til retstilstanden i dag, jf. de almindelige

bemærkninger, afsnit 2.3.1.

I nogle tilfælde anerkendes ægteskabet dog ikke. Det foreslås med § 22, stk. 2, at et udenlandsk ægteskab

ikke anerkendes, hvis parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen, hvis en part ved vielsen ikke var fyldt

18 år, eller hvis anerkendelse af ægteskabet strider mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre

public).

Betingelsen om, at parterne skal have været samtidig til stede ved vielsen, og betingelsen om, at

ægteskabet ikke anerkendes, hvis anerkendelsen strider mod grundlæggende danske retsprincipper, svarer

til den gældende retstilstand som beskrevet i de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.1. For parter, som på

tidspunktet for vielsen var myndige, foreslås der således ingen ændringer i forhold til den gældende

retstilstand.

Var en part derimod mindreårig, dvs. under 18 år, på tidspunktet for vielsen, vil ægteskabet efter den

foreslåede bestemmelse i stk. 2, ikke kunne anerkendes. Som det fremgår af overvejelserne i afsnit 2.3.3.,

er baggrunden herfor, at muligheden for at dispensere fra alderskravet ved indgåelse af ægteskab i

Danmark foreslås afskaffet (lovforslagets § 1, nr. 1), og at dansk lovgivning og praksis også bør understøtte

et yderst restriktivt syn på udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige. I modsætning til den

gældende ordning, hvorefter sådanne ægteskaber i udgangspunktet anerkendes, indebærer den foreslåede

§ 22 b, stk. 2, at disse ægteskaber i udgangspunktet ikke anerkendes.

Konsekvensen af forslaget om, at udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige, ikke anerkendes,

vil være, at parret ikke betragtes som ægtefæller efter dansk ret, hvilket myndighederne skal vejlede dem

om og de muligheder, som der er for at sikre f.eks. faderskab og forældremyndighed på anden vis. Der

henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.3.

Efter den foreslåede § 22 b, stk. 3, kan et ægteskab, der er ugyldigt efter stk. 2, dog anerkendes, hvis der

foreligger tvingende grunde herfor, og parterne stilles i en urimelig situation, hvis ægteskabet ikke

anerkendes.

Som det fremgår af overvejelserne i de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.3., skal bestemmelsen

administreres sådan, at det kun undtagelsesvist skal være muligt at anerkende et udenlandsk ægteskab, der

er indgået af mindreårige, hvis der foreliggende tvingende grunde, og parret stilles i en urimelig situation.

Det forhold, at parret har eller venter fællesbarn, vil ikke alene kunne begrunde, at ægteskabet

anerkendes. Heller ikke parrets langvarige tilknytning til hinanden, herunder at de har levet sammen

igennem længere tid, eller det forhold, at parret har indgået ægteskab i et land, hvor samfundsnormer

tilsiger, at samliv kun kan foregå inden for rammerne af et ægteskab, vil kunne begrunde, at ægteskabet

anerkendes.

Der vil alene kunne foreligge sådanne tvingende grunde til at anerkende ægteskabet, hvis dette ellers vil

stille parterne i en helt urimelig situation. Er det således f.eks. på grund af et dødsfald umuligt at løse de

retlige udfordringer, der opstår ved en manglende anerkendelse, kan det tale for, at ægteskabet alligevel

anerkendes.

Forslaget forudsættes administreret sådan, at Danmarks internationale forpligtelser overholdes, navnlig i

forhold til retten til familieliv efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der henvises

til de almindelige bemærkninger afsnit 4.

Endelig videreføres med den foreslåede § 22 c den gældende praksis om, at et registreret partnerskab, der

er indgået i udlandet, anerkendes, hvis ovennævnte betingelser for anerkendelse af et udenlandsk

ægteskab er opfyldt, og retsvirkningerne af partnerskabet svarer til retsvirkningerne af partnerskab efter

dansk ret.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.

Til nr. 7

Det fremgår af § 58 b, stk. 1, at afgørelser efter § 1 a om aldersdispensation kan påklages til Ankestyrelsen.

Som en konsekvens af forslaget om afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse

af ægteskab (lovforslagets § 1, nr. 1) foreslås det at fjerne henvisningen i § 58 b, stk. 1, til § 1 a.

Til § 2

Det fremgår af udlændingelovens § 56 a, stk. 1, at en uledsaget udlænding under 18 år, der opholder sig

her i landet får udpeget en repræsentant til varetagelse af sine interesser, medmindre ganske særlige

grunde taler derimod.

Efter § 56 a, stk. 6, nr. 6, ophører hvervet som repræsentant bl.a. når barnet indgår ægteskab, og den

myndighed, der efter § 13 i ægteskabsloven skal prøve ægteskabsbetingelserne, ikke træffer afgørelse efter

ægteskabslovens § 1 a, 2. pkt.

Som en konsekvens af forslaget om afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse

af ægteskab (lovforslagets § 1, nr. 1) foreslås det med lovforslagets § 2, nr. 1, at bestemmelsen i § 56 a, stk.

6, nr. 6, ophæves.

Til § 3

Det fremgår af værgemålslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., at børn og unge under 18 år, der ikke har indgået

ægteskab, er mindreårige og dermed umyndige. Det fremgår af værgemålslovens § 1, stk. 1, 2. pkt., at unge

under 18 år, der har indgået ægteskab, er mindreårige og dermed umyndige, hvis statsforvaltningen ved

tilladelsen til ægteskabet har fastsat vilkår herom.

Som en konsekvens af forslaget om afskaffelse af muligheden for dispensation fra alderskrav ved indgåelse

af ægteskab (lovforslagets § 1, nr. 1) foreslås det med lovforslagets § 3, nr. 1, at bestemmelsen i

værgemålslovens § 1, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

Til § 4

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. februar 2017.

Dette indebærer, at de nye regler om alderskrav for indgåelse af ægteskab (lovforslagets § 1, nr. 1) også

finder anvendelse på sager om aldersdispensation, der er under behandling ved lovens ikrafttræden. I

sådanne sager kan der fra lovens ikrafttræden ikke længere meddeles aldersdispensation, heller ikke

selvom de nugældende betingelser for aldersdispensation er opfyldt.

Det foreslås i stk. 2, at aldersdispensationer, der er meddelt inden loven ikrafttræden, bortfalder ved lovens

ikrafttræden. En aldersdispensation, der er meddelt inden loven ikrafttræden, kan således kun anvendes til

indgåelse af ægteskab til og med den 31. januar 2017. I forbindelse med høring over lovforslaget, meddelte

Social- og Indenrigsministeriet dette til kommunerne og henstillede, at kommunerne ved fremtidige

anmodninger om aldersdispensation orienterer parterne herom, og at kommunerne tillige orienterer de

parter, som den senere tid har fået en aldersdispensation, men som endnu ikke er blevet gift.

Det foreslås i stk. 3, at lovforslagets § 1, nr. 5, om at ægteskaber, der er indgået af mindreårige er ugyldige,

ikke finder anvendelse på ægteskaber, der er indgået inden lovens ikrafttræden.

Ved den foreslåede ændring af ægteskabslovens § 21, stk. 1, (lovforslagets § 1, nr. 5,) ændres betingelserne

for, at en vielse, der er foretaget i Danmark, er gyldig, sådan, at det også bliver en gyldighedsbetingelse, at

begge parter ved vielsen var fyldt 18 år. Efter den foreslåede overgangsbestemmelse i § 4, stk. 3, finder den

nye gyldighedsbestemmelse ikke anvendelse på ægteskaber, der er indgået inden lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 4, at lovforslagets § 1, nr. 6, om anerkendelse af udenlandske ægteskaber og registrerede

partnerskaber ikke finder anvendelse på ægteskaber og registrerede partnerskaber, som en dansk

myndighed har anerkendt inden lovens ikrafttræden.

Stk. 1 om ikrafttræden af loven den 1. februar 2017 indebærer, at de nye regler om anerkendelse af

udenlandske ægteskaber (lovforslagets § 1, nr. 6) også finder anvendelse på sager om anerkendelse af

udenlandske ægteskaber og registrerede partnerskaber, der er under behandling ved lovens ikrafttræden.

Herefter kan et udenlandsk ægteskab og partnerskab kun anerkendes, hvis betingelserne i ægteskabslovens

§§ 22 b og 22 c (lovforslagets § 1, nr. 6) er opfyldt, også selvom ægteskabet og partnerskabet opfylder de

nugældende betingelser for anerkendelse.

Dette har navnlig betydning for anerkendelsen af et udenlandsk ægteskab, der er indgået af en mindreårig.

Efter lovens ikrafttræden anerkendes sådanne ægteskaber ikke, medmindre betingelserne i

ægteskabslovens § 22 b, stk. 3, er opfyldt.

Med den foreslåede overgangsbestemmelse i § 4, stk. 4 sikres det, at retsstillingen for par, der har indgået

ægteskab i udlandet, og som eksempelvis har fået ægteskabet anerkendt af en dansk myndighed for flere

år siden og har indrettet sig herpå, ikke ændres på grund af lovændringen. Bestemmelsen er dog ikke til

hinder for at ændre opfattelse af anerkendelse af et udenlandsk ægteskab, der er sket inden lovens

ikrafttræden, og beslutte, at ægteskabet alligevel ikke kan anerkendes, hvis det senere viser sig, at

ægteskabet efter de før lovens ikrafttræden gældende betingelser for anerkendelse af udenlandske

ægteskaber ikke burde have været anerkendt, f.eks. fordi parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen.

Bestemmelsen finder anvendelse i alle situationer, hvor en dansk myndighed har anerkendt det

udenlandske ægteskab. Det kan f.eks. være udlændingemyndighederne, statsforvaltningen, kommunerne

og domstolene.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 5 finder den hidtil gældende regel i værgemålslovens § 1, stk. 1, 2.

pkt., fortsat anvendelse på unge under 18 år, som har indgået ægteskab forud for den 1. februar 2017, og

hvor der i forbindelse med dispensationen fra alderskravet er fastsat vilkår om, at den unge trods

ægteskabet fortsat er mindreårig og dermed umyndig. Dermed sikres det, at sådanne unge fortsat vil være

umyndige efter lovens ikrafttræden, indtil de fylder 18 år.

Til § 5

Bestemmelsen i § 5 vedrører lovens territoriale gyldighed.

Det foreslås med lovforslagets § 5, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at loven ved

kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som

de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Ægteskabsloven er sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning nr. 37 af 22. januar 2002 og er senest

ændret ved kongelig anordning nr. 398 af 20. april 2010. Ægteskabsloven er sat i kraft for Grønland ved

kongelig anordning nr. 307 af 14. maj 1993 og er senest ændret ved kongelig anordning nr. 197 af 7. marts

2016.

Udlændingeloven er sat i kraft både for Færøerne, jf. anordning nr. 182 af 22. marts 2001, og for Grønland,

jf. anordning nr. 150 af 23. februar 2001.

Værgemålsloven er sat i kraft for Færøerne ved anordning nr. 397 af 20. april 2010. Loven er ikke sat i kraft

for Grønland. Reglerne om myndighed og værgemål findes i anordning nr. 306 af 14. maj 1993 om

ikrafttræden for Grønland af myndighedsloven.

Dok2

–

bilag 10:

Folketingets Ombudsmand

Gammeltorv 22

1457 København K

29. april 2016

Vedr. Dok.nr. 16/01252-5/JL

–

Udlændingestyrelsens afgørelse af 3. marts 2016 om flytning til et andet

asylcenter

1. Folketingets Ombudsmand har ved brev af 21. marts 2016 anmodet Udlændin-gestyrelsen om en

udtalelse i anledning af klagen over Udlændingestyrelsens af-gørelse af 3. marts 2016 om flytning af

asylansøger

[…]

fra

[…].

Ombudsmanden har bedt om at modtage udtalelsen gennem Udlændinge-, Inte-grations- og

Boligministeriet, som ligeledes er anmodet om en udtalelse.

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet vedlægger i den anledning Udlæn-dingestyrelsens udtalelse

af 28. april 2016 vedrørende den konkrete sag og ram-merne om sagsbehandlingen i disse sager i øvrigt.

2. Ministeriet kan i forlængelse af Udlændingestyrelsens udtalelse mere generelt oplyse følgende om

baggrunden for indkvarteringsordningen:

Udlændinge-, integrations- og boligministeren instruerede den 10. februar 2016 Udlændingestyrelsen om,

at mindreårige under 18 år fremover ikke skulle ind-kvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller

samlever. Ministeren oply-ste, at dette også gjaldt, hvis parret havde et eller flere fælles børn. Samtidig in-

struerede ministeren Udlændingestyrelsen om at skille parrene ad i aktuelle sager om mindreårige, der

boede sammen med en ældre ægtefælle eller samlever og om at udarbejde retningslinjer, der udmøntede

den generelle instruks om ind-kvarteringen, til operatørerne.

Samme dag offentliggjorde ministeriet en pressemeddelelse om instruksen, som vedlægges.

Udlændinge-, integrations- og boligministeren uddybede instruksen på samråd Z i Folketinget den 15. marts

2016, hvor ministeren bemærkede, at der i helt særlige tilfælde kan være omstændigheder, som betyder,

at der skal gøres undtagelse. Ministeren nævnte som eksempel det tilfælde, at et par er blevet gift i

Danmark med kongebrev.

Ministeriet uddybede endvidere sagsgangen i de konkrete sager i en e-mail af 18. marts 2016 til

Udlændingestyrelsen. I e-mailen fremgår det bl.a., at indkvarterin-gen skal ske på en sådan måde, at dette

ikke er i strid med Danmarks internatio-nale forpligtelser eller dansk ret i øvrigt, og at konkrete sager, hvor

rækkevidden af Danmarks internationale forpligtelser giver anledning til tvivl, kan forelægges

departementet med henblik på departementets tilkendegivelse af forståelsen af de retlige rammer. Det

bemærkes herved, at klageadgangen er afskåret ved lov i disse sager.

3. Om den vurdering, som efter ordningen skal foretages i forbindelse med afgø-relsen om indkvartering,

samt ministeriets vurdering af ordningens forenelighed med Danmarks internationale forpligtelser, skal

ministeriet endvidere fremkom-me med følgende generelle bemærkninger:

Det klare udgangspunkt er, at der ikke kan ske fælles indkvartering af ægtefæller og samlevere på

asylcentrene, hvis den ene eller begge parter er under 18 år.

Det kan dog i helt særlige tilfælde være nødvendigt at gøre undtagelse til oven-nævnte udgangspunkt.

Finder udlændingemyndighederne efter en konkret og individuel vurdering, at det vil være i strid med Den

Europæiske Menneskerettig-hedsko

ve tio s artikel eller FN’s Ko ve tio o Bar ets Rettigheder at

ind-kvartere parterne hver for sig, skal myndighederne således indkvartere parret sammen.

Det vil bl.a. indgå i vurderingen, hvilken alder parterne har, herunder hvor stor aldersforskellen er, om

parret har børn sammen, om der foreligger et element af tvang, og om der i øvrigt foreligger helt særlige

omstændigheder, f.eks. i visse tilfælde sygdom. Sager, hvor der vil skulle gøres undtagelse, kan f.eks. være

sager, hvor parret har børn, forældrene er traumatiserede, og hvor den fortsatte foræl-dreevne og omsorg

over for børnene af relevante sundhedspersoner er godtgjort at være aldeles afhængig af, at forældrene

begge bor sammen med børnene.

Der vil ikke blive gjort undtagelse, hvor den ene ægtefælle er under 15 år og altså under den seksuelle

lavalder.

I de tilfælde, hvor udlændingemyndighederne vurderer, at parrene skal indkvarte-res separat, vil parterne

have mulighed for regelmæssige besøg eller anden form for kontakt. De nærmere vilkår herfor vil blive

fastlagt i retningslinjer, som er un-der udarbejdelse i Udlændingestyrelsen.

Det bemærkes, at varigheden af en eventuel adskillelse af et par på udlændinge-myndighedernes

foranledning må forventes at være relativt begrænset, idet den-ne alene angår indkvarteringen i

asylsystemet. Hvis den separate indkvartering konkret måtte være af længere varighed, vil

Udlændingestyrelsen have pligt til løbende at revurdere afgørelsen om den separate indkvartering.

Det bemærkes desuden, at parrene naturligvis vil have mulighed for at søge om genoptagelse af deres

indkvarteringssag på et hvilket som helst tidspunkt, og at myndigheder efter omstændigheder (såfremt

betingelserne for genoptagelse er opfyldt) skal foretage en fornyet vurdering under inddragelse af

Danmarks inter-nationale forpligtelser.

Det er på den baggrund ministeriets vurdering, at indkvarteringsordningen er i overensstemmelse med

Danmarks internationale forpligtelser.

Det kan endvidere oplyses, at ministeriet er ved at udarbejde en generel vejled-ning vedrørende

rækkevidden af Danmarks internationale forpligtelser i sager om indkvartering af mindreårige ægtefæller til

brug for Udlændingestyrelsens fremti-dige vurderinger i konkrete indkvarteringssager. Vejledningen

forventes at fore-ligge senest sommeren 2016.

4. Afslutningsvist skal ministeriet

–

i forlængelse af Udlændingestyrelsens udtalel-se

–

generelt bemærke

følgende vedrørende sagsbehandlingen i indkvarteringssa-gerne:

Det fremgår af lovbemærkningerne til udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. pkt., at beslutningen om

asylansøgeres indkvartering på asylcentrene har karakter af fak-tisk forvaltningsvirksomhed. Der henvises

herved til de specielle bemærkninger til bestemmelsen (nr. 17) i lovforslag nr. L 130 af 30. januar 2013.

Det fremgår endvidere af disse lovbemærkninger, at et pålæg derimod vil udgøre en afgørelse i

forvaltningslovens forstand, hvilket indebærer, at forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring skal

iagttages.

Der vil således i de sager, hvor der træffes afgørelse om et påbud om flytning fra et asylcenter til et andet

asylcenter efter § 42 a, stk. 7, 3. pkt., bl.a. skulle partshø-res, idet det må lægges til grund, at parret

–

selv

om de har oplyst styrelsen om deres alder og ægteskab/samlivsforhold mv.

–

ikke kan antages at være

bekendt med, at disse oplysninger indgår i en sag om indkvartering. Partshøringen skal i relevant omfang

omfatte de faktiske oplysninger, der er indgået i sagen om anvis-ning af separat indkvartering, jf.

forvaltningslovens § 19.

Der vil ligeledes skulle træffes afgørelse om påbud efter 3. pkt.

–

og partshøres

–

i de sager, hvor parterne

ved første indkvartering efterkommer anvisningen om separat indkvartering, men ikke ønsker denne

separate indkvartering.

Ministeriet bemærker i forlængelse heraf, at det fremgår af Udlændingestyrelsens udtalelse, at styrelsen

–

de sager, hvor der indtil nu er truffet afgørelse efter § 42 a, stk. 7, 3. pkt.

–

har indhentet oplysninger hos

operatørerne vedrørende de fak-tiske forhold i sagerne. Udlændingestyrelsen har endvidere partshørt, men

alene over den manglende efterkommelse af anvisningen om indkvartering.

Ministeriet henholder sig i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsen i udtalelsen til ombudsmanden

oplyser, at styrelsen vil genoptage sagerne og foretage en fyl-destgørende partshøring. Dette vil sikre, at

der foreligger et fuldt oplyst grundlag til brug for vurderingen af indkvarteringen, herunder i forhold til

Danmarks inter-nationale forpligtelser.

Med venlig hilsen

Jesper Gori

Dok2

–

bilag 11:

hvilke indkvarteringsforhold der var til den mindreåriges bedste med udgangspunkt i hensy-net til

barnets tarv.

Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af kontrakterne mellem Udlændingestyrelsen og

indkvarteringsoperatørerne, at operatøren skal identificere beboere med særlige behov, og -at der skal

sikres en helhedsorienteret og koordineret indsats. Operatøren skal således sikre, at der i

overensstemmelse med§§ 153 og 154 i lov om social service sker identifikati-ori-af฀ærligt omsorgstruede

børn med henblik på iværksættelse af nødvendige foranstalt-ninger i samarbejde med den lokale

kommune og Udlændingestyrelsen. Operatørerne har således en skærpet underretningspligt i forhold til

mindreårige, som er indkvarteret på asyl-centrene, ligesom kommunerne i øvrigt har en tilsynspligt med

børn, der opholder sig i asyl-centersystemet.

Instruks af 10. februar 2016 fra Udlændinge-, Integrations-og Boligministeriet

Den 10. februar 2016 udsendte Udlændinge-, Integrations-og Boligministeriet en presse-meddelelse om,

at ingen mindreårige fremover må indkvarteres sammen med en ældre æg-tefælle eller samlever. Det

fremgik bl.a. af pressemeddelelsen, at "Efter de nye retningslinjer må ingen mindreårige under 18 år

indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Det gælder også, hvis parret har et

eller flere fælles børn. Inger Støjberg har også bedt Udlændingestyrelsen om at skille parrene ad i

aktuelle sager om mindreårige, der bor sammen med en ældre ægtefælle eller samlevere" .

Udlændingestyrelsen modtog samtidig med udsendelsen af pressemeddelelsen den 1 O.

februar2016 en mundtlig instruks fra Udlændinge-, Integrations-og Boligministeriet om ad-ministrativt at

effektuere i overenstemmelse med indholdet af pressemeddelelsen. Instruksen betød således, at ingen

mindreårige fremover måtte indkvarteres sammen med en ældre ægtefælle eller samlever, og at dette

skulle gælde uanset om parret måtte have fællesbørn. Instruksen betød også, at der straks skulle ske

adskillelse i de aktuelle sager, hvor en min-dreårige allerede var indkvarteret sammen med en ældre

ægtefælle eller samlever.

Det var ligeledes en del af instruksen, at styrelsen skulle påbegynde arbejdet med at uarbej-de

retningslinjer for indkvartering af mindreårige asylansøgere, som har indgået ægteskab eller er i

samlivforhold med en person, der opholder sig i Danmark.

I forlængelse heraf orienterede styrelsen med udgangspunkt i pressemeddelelse af 10. fe-bruar 2016 fra

Udlændinge-, Integrations-og Boligministeriet samme dag samtlige indkvarte-ringsoperatører om de nye

retningslinjer, og at styrelsen i forlængelse heraf snarest muligt yille påbegynde varsling af flytninger i de

sager, hvor mindreårige var indkvarteret sammen med myndige ægtefæller eller samlevere.

Rækkevidden af instruksen i forhold til hvilke parter, der skulle adskilles, bl.a. under hensyn-tagen til

Danmarks internationale forpligtigelser, blev herefter løbende drøftet mellem styrel-sen og Udlændinge-,

Integrations-og Boligministeriet.

Departementet tilkendegav overfor styrelsen i relation til betydningen af Danmarks internati-onale

forpligtigelser, at det helt overordnede udgangspunkt for behandling af de konkrete

sager måtte være, at en adskillelse af parrene -herunder par med fællesbørn -som ud-

gangspunkt måtte anses for at være i overensstemmelse med Danmarks internationale for-pligtigelser,

herunder i henhold til EMRK art. 8 og Børnekonventionen.

sen foretager partshøring, forinden afgørelsen træffes. Denne partshøring vil i relevant om-fang omfatte de

faktiske oplysninger i sagen.

Styrelsens praktiske behandling af sager om indkvartering af mindreårige med ægte-fæller/samlevere

I forlængelse af Udlændinge-, Integrations-og Boligministeriets instruks af 10. februar 2016 var styrelsen i

dialog med operatørerne om den praktiske adskillelse af parrene. Til brug for styrelsens stillingtagen til

indkvarteringen i de konkrete sager, sendte styrelsen medio febru-ar et skema til de relevante operatører

med anmodning om, at skemaet blev udfyldt sammen med de berørte par. Skemaet indeholdt bl.a.

oplysninger om evt. fællesbørn, graviditet, fami-liemedlemmer, som også opholdt sig i Danmark,

operatørens vurdering af evt. behov for

foranstaltninger m.v. Par med fællesbørn blev endvidere bedt om at tage stilling til hvem af forældrene, der

skulle indkvarteres sammen med fællesbørnene.

På baggrund af operatørernes tilbagemeldinger gennemgik styrelsen de konkrete sager i

forhold til relevante indkvarteringsløsninger i de sager, hvor det på baggrund af drøftelserne med

departementet var styrelsens vurdering, at der umiddelbart kunne ske adskillelse. Det altovervejende

udgangspunkt for styrelsens beslutning om indkvartering var, at parrene skul-le have mulighed for at

opretholde regelmæssig kontakt, og at par med fællesbørn fik mulig-hed for selv at beslutte børnenes

indkvartering.

Det indgik endvidere i styrelsens beslutning om indkvartering, om parrene havde voksne

familiemedlemmer på eller i nærheden af asylcenteret, som kunne yde støtte til den foræl-der, som blev

indkvarteret sammen med fællesbørnene.

Styrelsen orienterede de relevante operatører om de par, som skulle adskilles, hvortil de

pågældende skulle flytte og datoen for den planlagte flytning. Operatørerne blev bedt om at orientere

parrene. Der blev ikke truffet en egentlig afgørelse om flytningen, idet styrelsen

vurderede, at beslutningen om indkvartering havde karakter af faktisk forvaltningsvirksom-

h฀L jf: !Jdlændingelovens § 42 a, stk. 7, 1. pkt. I de tilfælde, hvor de pågældende efter sam-taler med

operatøren nægtede at efterleve styrelsens anvisning om indkvartering, traf styrel-฀Griefterfølgende

afgørelse om flyttepåbud i medfør af udlændingelovens§ 42 a, stk. 7, 3. pkt.

Udlændingestyrelsen er i færd med at udarbejde retningslinjer til operatørerne om indkvarte-ring af

mindreårige, som har indgået ægteskab eller er samlevende med en person, som

også opholder sig i Danmark. Retningslinjerne vil beskrive reglerne for indkvartering af min-dreårige

asylansøgere, som har indgået ægteskab eller er samlevende med en person, som også opholder sig i

Danmark. Retningslinjerne vil desuden beskrive procedurerne for modta-gelse og indkvartering samt

underretning af relevante myndigheder i de tilfælde, hvor opera-tøren bliver opmærksom på en

mindreårig, som har indgået ægteskab eller er samlevende.

Det vil fremgå af retningslinjerne, at mindreårige asylansøgere, som indrejser sammen med en ægtefælle

eller samlever, skal indkvarteres adskilt fra denne allerede ved den første ind-kvartering på

modtagecenteret. Operatøren skal i den forbindelse straks underrette udlæn-dingestyrelsen om parret.

Udlændingestyrelsen vil herefter tage stilling til den videre indkvar-tering af parterne. Er den ene part

under 15 år, skal operatøren tillige underrette de sociale myndigh฀der om parret. Hvis ingen af parterne er

under 15 år, skal operatøren i nødvendigt omfang underrette de sociale myndigheder i overensstemmelse

med den skærpede under-retningspligt, jf. servicelovens §§ 153 og 154.

Par, som er adskilt, vil som altovervejende udgangspunkt blive indkvarteret på forskellige

asylcentre. Udlændingestyrelsen tager ved beslutningen om, hvor parterne skal indkvarte-res, hensyn til, at

parterne skal have mulighed for at besøge hinanden regelmæssigt, lige-som der skal være mulighed for

regelmæssig og hyppig kontakt mellem evt. fællesbørn og den forælder, som ikke er indkvarteret sammen

med børnene. Det vil i praksis sige, at par-terne som udgangspunkt indkvarteres på asylcentre, som ligger i

relativ nærhed af hinanden.

Par, sgm er adskilt, har mulighed for at besøge hinanden på deres respektive indkvarte-

ringssteder. Besøgene skal foregå inden for de normale rammer for besøg på indkvarte-

ringsstedet. Besøgene skal gennemføres på en måde, som er foreneligt med formålet med adskillelsen af

parret. Det vil i praksis normalt sige, at besøgene skal foregå i dagtimerne.

Det er tanken, at der ydes økonomisk støtte til transport i forbindelse med besøg mellem

fællesbørn og den forælder, som ikke er indkvarteret sammen med børnene, op til tre gange ugentligt. Der

ydes ligeledes støtte til transport i forbindelse med besøg mellem par, som

ikke har fællesbørn, medmindre den ene part er under 15 år.

Afsluttende bemærkninger

Udlændingestyrelsen vil fremadrettet træffe afgørelse efter udlændingelovens§ 42 a, stk. 7, 3.pkt., også i

den situation, hvor parterne i forbindelse med indkvarteringen giver udtryk for, at de ikke er tilfredse med

den anviste indkvartering, men efterkommer anvisningen. Styrel-sen vil i den forbindelse foretage en

partshøring efter forvaltningslovens § 19, der vil omfatte alle relevante faktiske oplysninger af væsentlig

betydning, forinden afgørelsen træffes.

i-forhold til de sager, som allerede er afgjort, herunder sagen vedrørende

[…]

vil styrelsen genoptage

sagerne og foretage en fyldestgørende partshøring. Under sagsbehandlingen, i forbindelse med

genoptagelsen af sagerne, vil par-terne forblive adskilt. Udlændingestyrelsen vil tilstræbe en hurtig

afgørelse af sagerne.

Udlændingestyrelsen vedlægger kopi af akterne i sagen vedrørende

[…]

[…].

Styrelsen vedlægger desuden telefonnotat af 10. februar 2016 om den mundtlige instruks i sagen, og mail

af 10. februar 2016 fra styrelsen til samtlige indkvarteringsoperatører, hvor operatørerne orienteres om ny

praksis på området.

Der henvises til Deres dok.nr. 16/051592.

Dok2

–

bilag 12:

Folketingets Ombudsmand

Gammeltorv 22

1457 København K

Vedr. Dok. nr. 16/02113-1

–

Svar på supplerende høring af 11. maj 2016

1. Folketingets Ombudsmand har ved brev af 11. maj 2016 bl.a. anmodet om se-nest den 27. maj 2016 at

modtage de sagsakter fra Udlændingestyrelsen og Ud-lændinge-, Integrations- og Boligministeriet, der

belyser myndighedernes retlige overvejelser i tilknytning til instruksen af 10. februar 2016 om separat

indkvarte-ring af mindreårige ægtefæller og samlevene på asylcentrene. Der anmodes om akter fra såvel

perioden før den 10. februar 2016 som fra den efterfølgende peri-ode.

Ministeriet vedlægger i den anledning de relevante sagsakter fra Udlændingesty-relsen og fra Udlændinge-,

Integrations- og Boligministeriet.

Det bemærkes, at udlændingemyndighederne har valgt at foretage en bred af-grænsning af de relevante

akter. Der er således

–

udover dokumenter, der inde-holder særskilte forvaltningsretlige og

menneskeretlige overvejelser vedrørende indkvarteringsordningen

–

i vidt omfang også medtaget akter,

der har en mere indirekte forbindelse hermed. Det gælder bl.a. oversigtsark vedrørende de berør-te

personer samt interne udkast til ministersvar og -beredskaber, notitser og be-svarelser til ombudsmanden

mv.

Henset til den korte tidsfrist har det ikke været muligt for ministeriet at samle alle relevante akter på en

enkelt sag og at sikre, at dubletter mv. er fjernet. Der frem-sendes således i alt fire sager

–

tre fra

departementet og én fra Udlændingestyrel-sen.

Folketingets Ombudsmand er naturligvis velkommen til at vende tilbage, såfremt der ønskes en anden

sortering af akterne.

2. Ministeriet vil vende tilbage med en uddybende redegørelse for de retlige overvejelser og hensyn, der

ligger til grund for ordningen, i forbindelse med oversendelsen af en vejledning om fortolkningen af

Danmarks internationale for-pligtelser i sager om Udlændingestyrelsens indkvartering af mindreårige

30. maj 2016

ægtefæl-ler og samlevere på asylcentrene. Denne oversendelse påregnes at finde sted senest sommeren

2016.

Ministeriet skal beklage, at akterne ikke var ombudsmanden i hænde den 27. maj, men først mandag den

30. maj 2016. Det skyldes bl.a. tekniske problemer i mini-steriet den 27. maj 2016.

Med venlig hilsen

Jesper Gori

Dok2

–

bilag 13:

Folketingets Ombudsmand

Gammeltorv 22

1457 København K

29. juni 2016

Ved brev af 13. juni 2016 til Udlændingestyrelsen har Folketingets Ombudsmand anmodet

Udlændingestyrelsen om at oplyse om status i de 23 sager, som er om-talt i styrelsens brev af 28. april 2016

til Folketingets Ombudsmand (1).

Ombudsmanden har endvidere anmodet om oplysninger om, hvorvidt der efter den 10. februar 2016 er

indrejst asylansøgere under 18 år, der er samlevende eller gift med en asylansøger, og i bekræftende fald,

om de pågældende er blevet ad-skilt allerede ved ankomsten, mens styrelsens vurderer, om de kan

indkvarteres sammen (2).

Ombudsmanden har endelig anmodet om oplysninger om, hvilken rolle styrelsen henholdsvis

indkvarteringsoperatørerne spiller i forbindelse med en beslutning om indkvartering, og hvilken

information operatørerne har modtaget til brug for varetagelsen af deres rolle (3).

Ad. 1

Udlændingestyrelsen kan oplyse, at Udlændingestyrelsen ved brev af 16. juni 2016 har partshørt

[…] og […].

De pågældende er blevet anmodet om senest den 23. juni 2016 at meddele Udlændingestyrelsen, om de

ønsker, at partshøringen gennemføres mundtligt ved videokonference, eller i benægtende fald, om

Udlændingestyrelsen modtager deres eventuelle be-mærkninger til sagen skriftligt senest den 30. juni

2016.

Partshøringer i de øvrige verserende sager, hvor det fortsat er relevant at tage stilling til, om de

pågældende skal være indkvarteret særskilt fra en ægtefæl-

le/samlever, er afsendt i perioden fra 2. juni 2016 til 27. juni 2016.

Udlændingestyrelsen vurderer, at det ikke længere er relevant at tage stilling til, om et par skal være

indkvarteret særskilt fra en ægtefælle/samlever, fx hvis den mindreårige ægtefælle er fyldt 18 år, de

pågældende er forsvundet eller de på-gældende har fået opholdstilladelse og derfor er overgået til

integration i kom-munerne. I perioden 28. april 2016 til 2. juni 2016 har sagerne beroet på princi-pielle

overvejelser om, hvilket tema og hvilke oplysninger, de pågældende skulle partshøres over.

Som det fremgår af Udlændingestyrelsens udtalelse af 28. april 2016 til Folketin-gets Ombudsmand,

tilstræber styrelsen at træffe hurtige afgørelse i sagerne. Det indebærer bl.a., at styrelsen prioriterer

sagernes behandling højt, og at der i For-sørgelseskontoret er etableret en særlig projektgruppe på 3

medarbejdere, der med reference til kontorets ledelse gennemfører mundtlige partshøringer og ud-

arbejder afgørelser i sagerne.

Ad. 2

Udlændingestyrelsen kan oplyse, at der efter de foreliggende oplysninger ikke efter den 10. februar 2016 er

indrejst par, hvor mindst en af parterne har oplyst at være under 18 år. Styrelsen bemærker dog, at der er

to tilfælde, hvor styrelsen først efter 10. februar 2016 er blevet opmærksomme på, at der var tale om en

mindreårig, som er indrejst sammen med en ægtefælle/samlever.

Ad. 3

Som det fremgår af Udlændingestyrelsens brev af 28. april 2016 til Folketingets Ombudsmand, er

Udlændingestyrelsen i færd med at udarbejde retningslinjer til operatørerne om indkvartering af

mindreårige, som har indgået ægteskab eller er samlevende med en person, som også opholder sig i

Danmark.

Retningslinjerne vil bl.a. indeholde oplysninger om, hvilken rolle styrelsen hen-holdsvis

indkvarteringsoperatørerne spiller i forbindelse med en beslutning om indkvartering.

Udlændingestyrelsen forventer, at retningslinjerne vil blive udsendt til indkvarte-ringsoperatørerne inden

udgangen af uge 26. Udlændingestyrelsen vil samtidig sende en kopi af retningslinjerne til Folketingets

Ombudsmand.

Med venlig hilsen

Ditte Kruse Dankert

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Adskillelse af 15-17-årige ægtefæller og samlevende i danske asylcentre

–

ministeriets sagsnr. 2016-2751

1. Jeg har modtaget ministeriets udtalelse af 14. juli 2016 om ministeriets in-struks af 10. februar 2016 om

at adskille 15-17-årige ægtefæller og samle-vende.

Jeg har herefter ikke grundlag for at bede ministeriet om yderligere oplysnin-ger vedrørende ministeriets

instruks af 10. februar 2016, men jeg afventer fortsat at modtage ministeriets generelle vejledning

vedrørende rækkevidden af Danmarks internationale forpligtelser i sager om indkvartering af mindreåri-ge

ægtefæller.

Ministeriet har tidligere oplyst, at vejledningen forventes at foreligge i løbet af sommeren 2016.

Jeg beder ministeriet om

senest den 22. august 2016

at oplyse, hvornår mi-nisteriet nærmere forventer at

kunne sende mig vejledningen i endelig form.

Når jeg har modtaget vejledningen i endelig form, vil jeg foretage min vurde-ring af ministeriets instruks af

10. februar 2016 og af ministeriets generelle vejledning.

2. Udlændingestyrelsen og ministeriet har senest henholdsvis den 29. juni og 1. august 2016 meddelt mig

oplysninger om status for konkrete sager om ad-skillelse af mindreårige ægtefæller og samlevende.

Til ministeriets orientering vedlægger jeg en kopi af styrelsens brev af 29. juni 2016 til mig og af mit brev af

dags dato til Udlændingestyrelsen, hvori jeg be-der styrelsen om at oplyse mig om status i de sager, som

styrelsen genoptog den 28. april 2016.

Jeg beder ministeriet om

–

efter at have indhentet oplysninger fra Udlændin-gestyrelsen

–

senest den 29.

august 2016

at meddele mig følgende:

a. Er der efter Udlændingestyrelsens oplysninger herom i brev af 29. juni 2016 indrejst ægtepar eller

samlevende, hvoraf den ene eller begge parter er 15-17-årig? I givet fald beder jeg om at få oplyst, om de

pågældende par er ble-vet adskilt i forbindelse med indkvarteringen eller senere.

b. Udlændingestyrelsen oplyste i brevet af 29. juni 2016, at styrelsen efter den 10. februar 2016 i to tilfælde

er blevet opmærksom på, at der var tale om sam-levende mindreårige.

Jeg beder om at modtage oplysninger om, hvad der er sket i disse to tilfælde.

c. Det fremgår af Udlændingestyrelsens e-mail af 1. august 2016

–

som mini-steriet samme dag

videresendte til mig

–

at et af de fem par, som styrelsen ikke havde adskilt, den 6. juli 2016 blev meddelt

tilladelse til fortsat fælles ind-kvartering. Det fremgår ikke, hvorfor styrelsen i dette tilfælde har meddelt

tilla-delse.

Jeg beder om oplysninger om begrundelsen for tilladelsen. I det omfang be-grundelsen fremgår af sagens

akter, kan oplysningerne gives ved at sende mig kopi af akterne i sagen.

Jeg beder endvidere om at få oplyst, om Udlændingestyrelsen har udstedt andre tilladelser til fortsat fælles

indkvartering af 15-17-årige ægtefæller eller samlevende.

Med venlig hilsen

Kopi til: Udlændingestyrelsen

Udlændingestyrelsen

Ryesgade 53

2100 København Ø

15-08-2016

Genoptagelse af sager om flyttepåbud til 15-17-årige ægtefæller eller samlevende

–

styrelsens

sagsnummer 16/022473.

1. Jeg har modtaget Udlændingestyrelsens udtalelse af 29. juni 2016 om sty-relsens sagsbehandlingstid i de

sager om flyttepåbud, som styrelsen genop-tog den 28. april 2016.

Jeg har endvidere modtaget styrelsens retningslinjer af 1. juli 2016 for ind-kvartering af mindreårige

asylansøgere, som har indgået ægteskab eller er samlevende med en person, som opholder sig i Danmark.

Det fremgår af styrelsens e-mail af 1. juli 2016 til mig, at styrelsen samme dag har sendt retningslinjerne til

indkvarteringsoperatørerne.

I fortsættelse heraf beder jeg styrelsen om senest den 22. august 2016 at oplyse mig om den aktuelle status

i de genoptagne sager. I det omfang der er genoptagne sager, som der endnu ikke er truffet afgørelse i,

beder jeg styrel-sen om samtidig at oplyse, hvornår styrelsen forventer at træffe afgørelse i de resterende

sager.

2. Jeg vedlægger en kopi af et brev, som jeg i dag har sendt til Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet.

Som det fremgår, har jeg bedt ministeriet om senest den 29. august 2016

–

efter at have indhentet

oplysninger i styrelsen

–

at meddele mig aktuelle op-lysninger om adskillelsen af 15-17-årige ægtefæller og

samlevende.

Med venlig hilsen

Kopi til:

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

Dok2

–

bilag 14

Modtager(e):

Ministeren

Orientering vedrørende status i sagen om indkvartering af mindreårige ægtefæl-ler og samlevere på

asyl entrene ” arne rude”

I. Baggrund

Udlændingestyrelsen genoptog som bekendt for nylig alle de afgjorte sager vedrø-rende mindreårige

ægtefæller eller samlevere, hvor det fortsat er relevant at træffe afgørelse om indkvarteringen i

asylsystemet. Det skete med henblik på at foretage partshøring og på den baggrund træffe fornyet

afgørelse i sagerne.

Udlændingestyrelsen skal træffe afgørelse i sagerne i takt med, at sagerne bliver klar til afgørelse, og

Udlændingestyrelsen har nu meddelt, at styrelsen er klar til at træffe afgørelse i de første sager og afventer

departementets tilbagemelding ved-rørende nogle generelle spørgsmål om rækkevidden af Danmarks

internationale forpligtelser.

Departementet er ved at udarbejde en vejledning (et notat) om fortolkningen af Danmarks internationale

forpligtelser, hvor disse spørgsmål i videst muligt omfang vil blive besvaret.

[…]

1. juli 2016

Dok2

–

bilag 15:

Folketingets Ombudsmand

Gammeltorv 22

DK-1457 København K

Folketingets Ombudsmands j.nr. 16/02113-17/SH

1. Ved brev af 30. maj 2016 fremsendte Udlændinge-, Integrations- og Boligmini-steriet akter som svar på

Folketingets Ombudsmands anmodning af 11. maj 2016.

Folketingets Ombudsmand har ved brev af 13. juni 2016 anmodet Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet om at modtage eventuelt yderligere foreliggende skriftligt (evt. ujournaliseret) materiale,

der kan belyse de retlige overvejelser, som ministeriet foretog forud for udstedelsen af udlændinge-,

integrations- og boligministerens instruks af 10. februar 2016.

Indledningsvist bemærkes for en god ordens skyld

–

i forlængelse af ombudsman-dens brev af 13. juni 2016

–

at ministeriet ved brev af 30. maj 2016 fremsendte de akter fra ministeriets og Udlændingestyrelsens

sager, som ud fra en bred af-grænsning af anmodningen blev vurderet relevante.

14. juli 2016

I relation til ombudsmandens anmodning af 13. juni skal ministeriet bemærke, at der ikke i

Udlændingestyrelsen foreligger yderligere akter mv., der kan belyse de retlige overvejelser, som ministeriet

foretog forud for udstedelsen af udlændinge-, integrations- og boligministerens instruks af 10. februar

2016. I ministeriet fore-ligger alene en ikke-journaliseret intern e-mail af 9. februar 2016, som ved en fejl

ikke blev medsendt ministeriets brev af 30. maj 2016. Denne vedlægges.

2. Folketingets Ombudsmand har ved brev af 13. juni 2016 endvidere anmodet ministeriet om

–

i det

omfang disse overvejelser ikke fremgår af det yderligere materiale

–

at redegøre for de overvejelser, som

ministeriet forud for indkvarte-ringsinstruksen gjorde sig med hensyn til instruksens overensstemmelse

med menneskerettighederne og forvaltningsretlige regler og grundsætninger.

Ministeriet kan i den anledning oplyse, at ministeriet forud for udlændinge-, inte-grations- og

boligministerens udsendelse af instruksen den 10. februar 2016 fore-tog en række undersøgelser og havde

en række drøftelser vedrørende rammerne for den fremtidige indkvarteringsordning, herunder i forhold til

Danmarks interna-tionale forpligtelser og dansk ret i øvrigt. Disse undersøgelser og drøftelser har

hovedsageligt fundet udtryk mundtligt og er derfor i begrænset omfang afspejlet i de fremsendte akter.

Undersøgelserne vedrørte bl.a. visse forvaltningsretlige spørgsmål, herunder be-tingelserne om hjemmel

og saglighed i forbindelse med en generel praksisæn-dring. Undersøgelserne vedrørte endvidere de

rammer for indkvarteringsordnin-gen, som følger af Danmarks internationale forpligtelser. Der henvises

herom til pkt. 2.1-2.3.

2.1. Ministeriets overvejelser tog bl.a. afsæt i, at indkvarteringsordningen på den ene side skulle varetage

hensynet til barnets tarv (i denne sammenhæng hensynet til den mindreårige ægtefælle eller samlever) og

til beskyttelsen af de retlige nor-mer for samlivsforhold, som gælder i Danmark, herunder reglerne om den

seksu-elle lavalder og om ulovlig samlivstvang, og på den anden side ikke gøre usaglige eller

uforholdsmæssige indgreb i familielivet (ligesom ordningen også skulle vare-tage hensynet til barnets tarv i

forhold til parrets eventuelle børn).

Overvejelserne tog endvidere afsæt i, at der er overladt udlændingemyndighe-derne relativt vide rammer

ved administrationen af indkvarteringsordningen, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 7. Der er således efter

såvel bestemmelsens ordlyd som forarbejder overladt Udlændingestyrelsen et væsentligt skøn ved

administra-tionen af indkvarteringsordningen, herunder i forhold til de hensyn, der kan indgå ved

udstedelsen af et flyttepåbud. Herved henvises navnlig til de specielle be-mærkninger til bestemmelsen i

lovforslag nr. 130 af 30. januar 2013, hvor der fremgår følgende:

”Til nr.

a, stk. og

Med det foreslåede stk. 7, som bliver den almindelige indkvarteringsregel, fremhæves det, at

Udlændingestyrelsen ved indkvarteringen så vidt muligt skal tage hensyn til, om der er tale om nyankomne

asylansøgere eller afviste asylansøgere. Indkvarteringen er allerede i dag i et vist omfang målrettet, men

med ændringen tydeliggøres dette.

Bestemmelsens formål er således at sikre en mere målrettet indkvartering, således at asylansøgere

placeres der, hvor det efter en konkret vurdering er mest hensigtsmæs-sigt i forhold til den fase, den

enkelte ansøger befinder sig i.

Den mere målrettede indkvartering indebærer bl.a., at nyankomne asylansøgere i vi-dest muligt omfang

skal indkvarteres i modtagecentre, mens afviste asylansøgere og administrativt udviste udlændinge i videst

muligt omfang indkvarteres i andre centre. Ved beslutning om indkvartering i udrejsecenter som en

motivationsfremmende for-anstaltning for en afvist asylansøgerfamilie, der ikke medvirker til udrejsen, vil

der skul-le tages hensyn til børns skolegang og trivsel i øvrigt, herunder i forhold til at en børne-familie kan

blive boende længst muligt i en særlig bolig, jf. § 42 a, stk. 8, inden udrej-sen. Herudover indebærer

bestemmelsen, at der ved indkvarteringen også vil skulle tages hensyn til sårbare personer, herunder

uledsagede mindreårige, seksuelle minori-teter og transkønnede.

For så vidt angår udlændinge på tålt ophold og udlændinge, der er udvist ved dom og ikke er

varetægtsfængslede efter udlændingelovens § 35, vil det fortsat følge af ud-lændingelovens § 42 a, stk. 8,

som bliver til stk. 9, at Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, skal træffe

bestemmelse om, at de skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted. Det forudsættes i den

forbindelse, at Udlændingesty-relsen henviser disse udlændinge til at tage ophold på et udrejsecenter.

Efter bestemmelsen vil Udlændingestyrelsen også kunne bestemme, at der vil skulle ske flytning af en

udlænding fra et center til et andet. Det er ikke muligt udtømmende at angive de hensyn, som kan

begrunde en flytning. En flytning vil således bl.a. kunne være begrundet i den almindelige

indkvarteringssituation, herunder Udlændingestyrel-sens ønske om en mere effektiv udnyttelse af

centerkapaciteten. Hertil kommer, at almindelige ordenshensyn også vil kunne begrunde en flytning. Der

kan være opståede modsætningsforhold mellem udlændinge på et center, som nødvendiggør en flytning,

ligesom en flytning kan være nødvendig, hvis en udlænding f.eks. har udvist voldelig og truende adfærd

over for personalet.

Herudover skal Udlændingestyrelsen også kunne pålægge en udlænding at tage ophold på et

indkvarteringssted efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, hvis det skønnes hensigtsmæssigt

for at sikre en udlændings tilstedeværelse eller medvirken sagens behandling eller udrejsen. Bestemmelsen

kan således også anvendes som en motivationsfremmende foranstaltning. Det forudsættes således, at

bestemmelse om indkvartering i udsendelsesfasen sker i samarbejde med Rigspolitiet med henblik på at

sikre en så effektiv tilrettelæggelse af udsendelsessamarbejdet som mulig.

Vurderingen af, om det er hensigtsmæssigt at pålægge en afvist asylansøger at tage ophold på et bestemt

center, beror på en konkret vurdering af, bl.a. hvor længe den afviste asylansøger har været i

udsendelsesposition samt udsigterne til at kunne gen-nemføre en tvangsmæssig udsendelse. Det vil også

kunne indgå i vurderingen, om det fornødne grundlag for en tvangsmæssig udsendelse er til stede eller ej.

Hvis det ikke er til stede, vil udlændingens samarbejde med Rigspolitiet, Nationalt Udlændingecenter (NUC)

typisk være påkrævet, hvilket vil ku e egru de e overflyt i g til et e ter tæt på NUC’s afdeli g i Ce ter

Sandholm.

Efter det foreslåede 3. pkt. kan Udlændingestyrelsen, hvis en udlænding ikke efter-kommer

Udlændingestyrelsens anvisning om indkvartering, pålægge udlændingen at tage ophold på det

pågældende indkvarteringssted. I praksis er der ikke problemer med at få udlændingene til at efterkomme

Udlændingestyrelsens anvisninger om ind-kvartering, og indkvarteringen sker i disse situationer som led i

Udlændingestyrelsens almindelige virksomhed og har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed. Et pålæg

vil derimod udgøre en afgørelse i forvaltningslovens forstand, hvilket indebærer, at for-valtningslovens

regler om bl.a. partshøring skal iagttages.

Udlændingestyrelsens afgørelser kan ikke påklages til Justitsministeriet. Dette svarer til den gældende

ordning.

[…] ”

2.2. Resultatet af undersøgelserne blev som bekendt, at det blev fastlagt som udgangspunkt for

indkvarteringsordningen, at mindreårige ægtefæller og samle-vere skal indkvarteres separat på

asylcentrene.

Som nævnt i ministeriets brev af 30. maj 2016 vil ministeriet redegøre uddybende for de retlige hensyn, der

ligger til grund for indkvarteringsordningen, i den vej-ledning om fortolkningen af Danmarks internationale

forpligtelser, som vil være klar i løbet af sommeren 2016, og som ministeriet vil oversende til ombudsman-

den.

Om hensynene bag indkvarteringsordningens udgangspunkt

–

og dermed saglig-heden af

indkvarteringsinstruksen

–

kan dog foreløbigt supplerende oplyses føl-gende:

Det primære hensyn bag indkvarteringsinstruksens udgangspunkt om separat indkvartering er hensynet til

barnets tarv (i denne sammenhæng hensynet til den mindreårige ægtefælle eller samlever). Instruksen

tilsigter således navnlig at sikre, at indkvarteringen i asylsystemet ikke bidrager til at fastholde en

mindreårig i et tvangsægteskab eller tvangssamliv, samt

–

ud fra hensynet til, at ægteskab o. lign. indgås af

personer, som er tilstrækkeligt modne og forstår betydningen af disposi-tionen

–

at give den mindreårige

en mulighed for en betænkningsperiode, hvor vedkommende kan overveje, om ægteskabet eller samlivet

er frivilligt. Det be-mærkes herved, at lig

e de etragt i ger o ” ode hed” ligger til gru d for de da ske

regler om, at der som udgangspunkt gælder et alderskrav på 18 år for at indgå ægteskab i Danmark.

Instruksen tilsigter endvidere at varetage hensynet til at forhindre overtrædelser af de retlige normer for

samlivsforhold, som gælder i Danmark, herunder navnlig reglerne om den seksuelle lavalder og om ulovlig

tvang. Dette hensyn er overlap-pende med hensynet til barnets tarv.

2.3. Det blev ved udstedelsen af indkvarteringsinstruksen lagt til grund som en klar forudsætning for

indkvarteringsordningens lovlighed

–

og udtrykkeligt anført over for Udlændingestyrelsen, jf. pkt. 2.4

–

der ville være tilfælde, hvor der af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser skulle gøres undtagelse

til ind-kvarteringsinstruksens udgangspunkt.

Det blev således forud for indkvarteringsinstruksens udstedelse drøftet og lagt til grund, at

udlændingemyndighederne skal indkvartere parterne sammen i alle tilfælde, hvor det vil være i strid med

Den Europæiske Menneskerettighedskon-ve

tio s artikel eller FN’s Ko ve tio o Bar ets Rettigheder

at indkvartere parterne hver for sig.

Det bemærkes i forlængelse heraf, at Udlændingestyrelsen også forud for udste-delsen af instruksen

indkvarterede par, hvor den ene person er under 15 år, sepa-rat på asylcentrene, ligesom der i forhold til

indkvartering af personer mellem 15 og 18 år blev foretaget en individuel vurdering. Der henvises til

Udlændingestyrel-sens udtalelse af 28. april 2016.

2.4. Ombudsmanden henviser i sit brev til, at hverken pressemeddelelsen eller den instruks, som

Udlændingestyrelsen sendte til indkvarteringsoperatørerne den 10. februar 2016, indeholdt nærmere

retningslinjer om, at myndighederne i hver enkelt sag skal overveje, om adskillelse af ægtefæller eller

samlevende vil være i strid med gældende ret. På den baggrund anmoder ombudsmanden ministeriet om

at oplyse, om instruksen af 10. februar 2016 efter ministeriets opfattelse var lovlig.

Ministeriet skal i den anledning bemærke, at det er korrekt, at pressemeddelelsen og instruksen af 10.

februar 2016 umiddelbart fremstod undtagelsesfri.

Ministeriet skal samtidig bemærke, at instruksen af 10. februar 2016 vedrørte den generelle

indkvarteringsordning, og at det i alle tilfælde

–

uanset om dette udtryk-keligt fremgår af en ministers

instruks

–

gælder, at danske myndigheder skal ad-ministrere i overensstemmelse med gældende ret,

herunder Danmarks internati-onale forpligtelser. Det gælder naturligvis også for Udlændingestyrelsens

admini-stration af indkvarteringsordningen på asylcentrene.

Videre skal ministeriet bemærke, at det mundtligt har været tilkendegivet over for Udlændingestyrelsen

ved flere lejligheder, at der ville være tilfælde, hvor der af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser

skulle gøres undtagelse til ud-gangspunktet om separat indkvartering, og at Udlændingestyrelsen i disse

tilfælde naturligvis skulle administrere ordningen i overensstemmelse med Danmarks in-ternationale

forpligtelser, dvs. indkvartere parrene sammen.

Dette blev således bl.a. drøftet på et koncerndirektionsmøde afholdt den 10. fe-bruar 2016

–

samme dag

som indkvarteringsinstruksens udstedelse

–

hvor bl.a. Udlændingestyrelsens direktør deltog. Der

udarbejdes ikke referater af drøftelser på koncerndirektionsmøder.

Endvidere har der efter instruksens udstedelse løbende været en dialog mellem departementet og

Udlændingestyrelsen om forståelsen af de generelle retlige rammer for indkvarteringsordningen. Bl.a. har

Udlændingestyrelsen som tidligere anført forelagt departementet en række generelle spørgsmål om

forståelsen af Danmarks internationale forpligtelser, og visse af disse spørgsmål har været fore-løbigt

drøftet på møder mellem departementet og styrelsen. Ministeriet er som bekendt ved at udfærdige en

vejledning om fortolkningen af Danmarks internati-onale forpligtelser, som forventes at foreligge senest

sommeren 2016.

Det bemærkes i forlængelse heraf, at det er ministeriets klare opfattelse, at Ud-lændingestyrelsen ved

administrationen af indkvarteringsordningen

–

lige fra in-struksens udstedelse den 10. februar 2016

–

har

lagt til grund, at denne skulle administreres i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Herved bemærkes, at Udlændingestyrelsen i umiddelbar forlængelse af ministe-rens instruks af 10. februar

2016 om straks at skille de mindreårige samboende par på asylcentrene ad besluttede at skille 23 par ad,

men foreløbigt lod 5 par forblive indkvarteret sammen. I relation til de sidstnævnte 5 par fandt Udlændin-

gestyrelsen således, at disse sager rejste væsentlige retlige spørgsmål, herunder om forholdet til Danmarks

internationale forpligtelser, som krævede nærmere overvejelser. Det bemærkes, at Udlændingestyrelsen

fortsat ikke har skilt 4 af disse par ad. Kun 1 af de par, der ikke blev adskilt i umiddelbar forlængelse af

ministerens instruks, er herefter blevet adskilt, og dette er sket i overensstemmel-se med den ene parts

eget ønske. 1 par er udeblevet, og 1 par er overgået til inte-gration i en kommune. For så vidt angår de

resterende 2 par, der ikke blev adskilt i umiddelbar forlængelse af ministerens instruks, pågår der fortsat

nærmere over-vejelser om afvejningen af forskellige hensyn, herunder i forhold til Danmarks internationale

forpligtelser.

Ministeriet skal endvidere bemærke, at det forhold, at der i visse tilfælde skal gøres undtagelse til

indkvarteringsordningens udgangspunkt om separat indkvar-tering, ikke alene har været tilkendegivet

internt. Udlændinge-, integrations- og boligministeren har således i en række tilfælde orienteret herom

offentligt.

Udlændinge-, integrations- og boligministeren har bl.a. oplyst under samråd Z, der blev afholdt den 15.

marts 2016, at ministerens instruks om den separate indkvar-tering omhandlede en generel

praksisændring, og at der i helt særlige tilfælde skulle gøres undtagelse fra udgangspunktet om den

separate indkvartering. Mini-steren oplyste endvidere om undtagelsesmuligheden i sin besvarelse af 25.

april 2016 af Institut for Menneskerettigheders henvendelse vedrørende indkvarte-ringsordningen og

efterfølgende i besvarelsen af 9. maj 2016 af spørgsmål nr. 513 fra Folketingets Udlændinge-, Integrations-

og Boligudvalg.

3. Ministeriet skal afslutningsvist oplyse, at Udlændingestyrelsen den 1. juli 2016 har udstedt retningslinjer

til indkvarteringsoperatørerne om indkvartering af min-dreårige asylansøgere, som har indgået ægteskab

eller er samlevende med en person, som opholder sig i Danmark. Retningslinjerne vedlægges til

ombudsman-dens orientering ligesom de den 7. juli 2016 er sendt til orientering til Folketingets

Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalg.

Med venlig hilsen

Jesper Gori

Dok2

–

bilag 16:

Dok2

–

bilag 17:

Dok2

–

bilag 18:

Folketingets Ombudsmand

Sendt pr. e-mail til

[email protected]

22. august 2016

Vedrørende Folketingets Ombudsmands Dok.nr. 16/02113-31/JL

Folketingets Ombudsmand har ved brev af 15. august 2016 bl.a. anmodet Udlæn-dinge-, Integrations- og

Boligministeriet om at oplyse, hvornår ministeriet forventer at oversende den endelige version af

ministeriets vejledning om for-tolkningen af Danmarks internationale forpligtelser i sager om

Udlændingestyrel-sens indkvartering af mindreårige ægtefæller og samlevere på asylcentrene.

Ministeriet har tidligere oplyst, at vejledningen forventedes at foreligge senest sommeren 2016.

Ministeriet kan i anledning af ombudsmandens henvendelse af 15. august 2016 oplyse, at vejledningen

forventes færdiggjort i september 2016.

Vejledningen vil herefter blive oversendt til såvel ombudsmanden som Folketin-gets Udlændinge-,

Integrations- og Boligudvalg.

Folketingets Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalg vil modtage kopi af dette brev.

Med venlig hilsen

Jesper Gori

Kontorchef

Dok2

–

bilag 19:

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

Slotsholmsgade 10

1216 København K

18-10-2016

Indkvartering af 15-17-årige ægtefæller eller samlevende i danske asyl-centre

–

ministeriets j.nr. 2016-

2751

Som det fremgår af vedlagte kopi af mit brev til Udlændingestyrelsen, har jeg i dag bedt styrelsen om

gennem ministeriet at sende mig nogle supplerende, faktuelle oplysninger om de par, som er eller har

været omfattet af ministeriets instruks af 10. februar 2016 om adskilt indkvartering af visse asylansøgerpar.

Jeg beder ministeriet om senest om 4 uger at sende mig oplysningerne fra Udlændingestyrelsen sammen

med ministeriets eventuelle bemærkninger.

Med venlig hilsen

Udlændingestyrelsen

Ryesgade 53

2100 København Ø

18-10-2016

Indkvartering af 15-17-årige ægtefæller eller samlevende asylansøgere

–

styrelsens sagsnummer

16/022473

Jeg har modtaget Udlændingestyrelsens brev af 22. august 2016 med oplys-ninger om status i de

genoptagne sager om indkvartering af mindreårige ud-lændinge med ægtefæller eller samlevere. Jeg har

endvidere med Udlændin-ge-, Integrations- og Boligministeriets brev af 1. september 2016 modtaget

Udlændingestyrelsens oplysninger vedrørende en række konkrete sager om indkvartering.

Det er oplyst i Udlændingestyrelsens brev af 22. august 2016, at styrelsen i perioden fra den 10. februar

2016 til den 22. august 2016 har registreret i alt 36 gifte eller samlevende par, hvoraf den ene eller begge

parter er mindreåri-ge.

I fortsættelse af de oplysninger, som jeg har modtaget fra Udlændingestyrel-sen og ministeriet, beder jeg

–

for at sikre, at jeg har et tilstrækkeligt sikkert overblik over sagerne

–

styrelsen om at sende mig

supplerende, faktuelle op-lysninger vedrørende samtlige par, som er eller har været omfattet af Udlæn-

dinge-, Integrations- og Boligministeriets instruks af 10. februar 2016 om ad-skilt indkvartering af visse

asylansøgerpar.

Jeg henviser til det vedlagte skema, som jeg beder om, at styrelsen anvender som grundlag for sin

besvarelse. Af skemaet fremgår de nærmere kategorier af oplysninger om hvert par, som jeg beder om.

Jeg beder i den forbindelse om, at Udlændingestyrelsen giver oplysninger også om par, som er omfattet af

instruksen af 10. februar 2016, men som ikke har været indkvarteret adskilt. Jeg beder også om, at

styrelsen giver oplysnin-ger om par omfattet af instruksen, som er registreret efter den 22. august 2016.

Særligt vedrørende yderste højre spalte i skemaet (Udgået

–

ikke længere omfattet af instruksen)

bemærker jeg, at der sigtes til de sager, hvori jeg på baggrund af styrelsens brev af 22. august 2016 har

forstået, at det pågælden-

de par ikke længere er omfattet af instruksen, fordi den mindreårige er fyldt 18 år, eller parret er overgået

til integration eller forsvundet.

Jeg beder styrelsen om at sende mig oplysningerne via Udlændinge-, Integra-tions- og Boligministeriet, som

jeg har bedt om at sende mig oplysningerne om senest 4 uger.

Med venlig hilsen

Kopi til:

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

Dok2

–

bilag 20:

ring til afgørelsestidspunktet i genoptagelsessagen). I visse af disse sager var ud-faldet af

genoptagelsessagen, at parterne blev indkvarteret sammen, fordi det ville være i strid med Danmarks

internationale forpligtelser at opretholde den separate indkvartering, mens udfaldet i andre sager var, at

den adskilte indkvarte-ring kunne opretholdes. Der henvises herved også til udlændinge-, integrations-og

boligministerens besvarelse af 26. september 2016 af Udlændinge-, Integrati-ons- og Boligudvalgets

spørgsmål nr. 771 og til udlændinge-, integrations- og bo-ligministerens besvarelse af 8. november 2016 af

Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalgets spørgsmål nr. 1008 (vedlagt).

Udlændingestyrelsen har som nævnt oplyst, at sagerne i perioden fra den 28. april 2016 til den 2. juni 2016

beroede på principielle overvejelser om, hvilket tema og hvilke oplysninger de pågældende skulle

partshøres over. Endvidere fremgår det af skemaet, at der i alle sager er truffet afgørelse i

genoptagelsessagen inden for ca. 2 �½ måned fra det tidspunkt, hvor Udlændingestyrelsen besluttede at

foretage en egentlig partshøring i sagerne, dvs. fra beslutningen om at genoptage sagerne den 28. april

2016.

Hertil kommer, at det fremgår af skemaet, at der i "nye" sager - dvs. sager, hvor parterne er ankommet til

Danmark, efter de nye partshøringsprocedurer blev fastlagt den 2. juni 2016 - er truffet afgørelse i sagerne

inden for ca. 1 måned. Dette skal også ses i lyset af, at par skal indkvarteres sammen, mens deres sag bliver

vurderet af Udlændingestyrelsen, hvis der foreligger helt særlige omstæn-digheder, jf. pkt. 2.1.1 i

Udlændingestyre Isens retningslinjer af 1. juli 2016.

Det fremgår desuden af Udlændingestyrelsens besvarelse til ombudsmanden af 29. juni 2016, at

Udlændingestyrelsen tilstræber at træffe afgørelser hurtigt i sa-gerne, og at dette bl.a. indebærer, at

styrelsen prioriterer sagernes behandling højt, og at der i Kontoret for Indkvarteringsvilkår (tidligere

Forsørgelseskontoret) i styrelsen er etableret et særligt team på 3 medarbejdere til behandlingen af

sa-gerne.

Udlændingestyrelsen har oplyst, at styrelsen pr. 3. november 2016 ikke har nogen verserende sager om

adskilt indkvartering af visse asylansøgerpar.

3. Ministeriet har ikke bemærkninger til skemaets oplysninger om Udlændingesty-relsens revurderinger af

sager omfattet af indkvarteringsinstruksen af 10. februar 2016.

Ministeriet skal generelt bemærke, at Udlændingestyrelsen i tilfælde, hvor den separate indkvartering

konkret måtte være af længere varighed, vil have pligt til løbende at revurdere afgørelsen om den separate

indkvartering. Det samme gæl-der, hvis konkrete grunde i øvrigt tilsiger, at afgørelsen revurderes løbende.

Ministeriet skal desuden bemærke, at parrene vil have mulighed for at søge om genoptagelse af deres

indkvarteringssag på et hvilket som helst tidspunkt, og at myndighederne, såfremt betingelserne for

genoptagelse er opfyldt, også i disse tilfælde således vil skulle foretage en fornyet vurdering under

inddragelse af Danmarks internationale forpligtelser.

Ministeren

Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

26. september 2016

Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget har den 29. juni 2016 stillet følgende spørgsmål nr. 771 (alm.

del) efter ønske fra Josephine Fock (ALT) til udlændinge-, integrations- og boligministeren, som hermed

besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 771:

Ministeren bedes - i forlængelse af samråd i Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget den 23. juni 2016

om indkvartering af asylsøgende par, jf. samrådsspm. AJ - redegøre for, om det asylsøgende par vil være

adskilt i hele sagsbehandlingsperioden - også selvom dette måtte være i strid med den mindreåriges

udtrykkelige ønske - eller om parret, efter en betænkningsperiode for den mindreårige og efter fælles

ønske, har mulighed for at være indkvarteret sammen under en del af sagsbehandlingsperioden?

Svar:

lndkvarteringsinstruksen af 10. februar 2016 indebærer, at mindreårige som udgangspunkt ikke må være

indkvarteret på samme asylcenter som deres voksne ægtefælle eller samlever.

Finder Udlændingestyrelsen efter en konkret og individuel vurdering, at det vil være i strid med Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om bl.a. retten til respekt for familielivet eller FN's

Konvention om Barnets Rettigheder at indkvartere parterne hver for sig, skal parret dog indkvarteres

sammen.

Udlændingestyrelsen udstedte den 1. juli 2016 retningslinjer til operatørerne for indkvartering af

mindreårige asylansøgere, som har indgået ægteskab eller er samlevende med en person, som opholder sig

i Danmark. Retningslinjerne redegør nærmere for bl.a. proceduren i forbindelse med den første

indkvartering på asylcentret.

Det fremgår af retningslinjerne bl.a., at mindreårige ægtefæller eller samlevere i forbindelse med den

første indkvartering på modtagecenter skal indkvarteres hver for sig, medmindre der foreligger helt særlige

omstændigheder. Det fremgår endvidere, at indkvarteringsoperatøren hurtigst muligt, efter det er

konstateret, at der på centeret opholder sig en mindreårig ægtefælle eller samlever, skal orientere

Udlændingestyrelsen, som i forbindelse med orienteringen på baggrund af en konkret vurdering vil

beslutte, om parterne indledningsvist skal indkvarteres hver for sig. I de tilfælde, hvor parterne

indkvarteres adskilt imod deres ønske, vil Udlændingestyrelsen efterfølgende træffe en egentlig afgørelse

vedrørende indkvarteringen på baggrund af en konkret og individuel vurdering.

Udlændingestyrelsen har oplyst, at Udlændingestyrelsen i overensstemmelse hermed siden den 2. juni

2016 af egen drift har genoptaget de sager, hvor parterne er adskilt mod deres ønske.

Udlændingestyrelsen har endvidere oplyst, at Udlændingestyrelsen har truffet fornyet afgørelse i en række

sager i perioden fra den 6. juli 2016 til den 3. august 2016. I nogle af disse sager er det vurderet, at det ikke

vil være foreneligt med Danmarks internationale forpligtelser at opretholde den separate indkvartering,

hvorfor disse par har fået tilbud om at blive indkvarteret sammen. Hertil kommer i øvrigt, at

Udlændingestyrelsen i et mindre antal sager har besluttet, at der heller ikke indledningsvist skulle ske

indkvartering hver for sig.

Udlændingestyrelsen har oplyst, at bl.a. følgende momenter er indgået i den konkrete og individuelle

vurdering, som styrelsen har foretaget: parternes alder, herunder hvor stor aldersforskellen er, den

mindreåriges modenhed, om parret har børn sammen, om der foreligger et element af tvang, og om der i

øvrigt foreligger helt særlige omstændigheder, f.eks. i visse tilfælde af sygdom.

Inger Støjberg

Jesper Gori

Ministeren

Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget har den 30. september 2016 stillet følgende spørgsmål nr.

1008 (alm. del) efter ønske fra Johanne Schmidt-Nielsen (EL) til udlændinge-, integrations- og

boligministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 1008:

Af svaret på UUI alm. del - spørgsmål 771 fremgår, at Udlændingestyrelsen "i et mindre antal sager har

besluttet, at der heller ikke indledningsvist skulle ske indkvartering hver for sig". Vil ministeren oplyse, hvor

mange sager det drejer sig om, og hvilke faktuelle forhold der konkret var udslagsgivende for, at styrelsen

konkret valgte at undlade at gennemtvinge en separat indkvartering?

Svar:

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Udlændingestyrelsen, der har oplyst følgende:

"Som det fremgår af besvarelsen af 26. september 2016 af spørgsmål nr. 771 (Alm. del), stillet af

Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget den 29. juni 2016, indebærer indkvarteringsinstruksen af 10.

februar 2016, at mindreårige som udgangspunkt ikke må være indkvarteret på samme asylcenter som

deres voksne ægtefælle eller samlever.

Udlændingestyrelsen foretager allerede ved den første indkvartering en vurdering af, om der foreligger helt

særlige omstændigheder, der tilsiger, at parret allerede ved ankomsten skal indkvarteres sammen. Det kan

f.eks. være tilfældet, hvis parret har børn, forældrene er traumatiserede, og relevante fagpersoner

vurderer, at den fortsatte forældreevne og omsorg over for børnene er afhængig af, at begge forældre bor

sammen med børnene, også under den indledningsvise indkvartering.

Konkret har Udlændingestyrelsen for så vidt angår fem par pr. 28. oktober 2016 vurderet, at indledningsvis

separat indkvartering ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Disse fem par har således

aldrig været indkvarteret hver for sig.

I de nævnte sager er der lagt vægt på bl.a. oplysninger om traumatisering hos familien. Har relevante

fagpersoner vurderet, at den fortsatte forældreevne og omsorg over for et pars børn har været aldeles

afhængig af, at begge forældre boede sammen med børnene, er dette ligeledes indgået med betydelig

vægt. Endvidere er et enkelt par blevet indkvarteret sammen under henvisning til, at parret havde fået

dispensation til at indgå ægteskab i Danmark."

Inger Støjberg

Jesper Gori

AktID 252501

–

dok1: