SOU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 339: Spm. om det er ministerens opfattelse, at det er blevet en udbredt opfattelse, at der altid skal være forældresamvær med begge forældre, også i sager hvor der er mistanke om vold eller overgreb mod barnet fra den ene af forældrene, til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.sm.dk

Sagsnr.

2017 - 2036

Doknr.

465347

Dato

28-04-2017

Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 31. marts 2017 stillet følgende

spørgsmål nr. 339 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besvares.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 339:

”Er det ministerens opfattelse, at det er blevet en udbredt opfattelse, at der altid skal

være forældresamvær med begge forældre, også i sager hvor der er mistanke om

vold eller overgreb mod barnet fra den ene af forældrene? Er det i den forbindelse

ministerens erfaring, at der sker en vægtning i forhold til barnets ret til samvær op mod

barnets ret til tryghed, herunder beskyttelse mod overgreb og vold, og er det ministe-

rens erfaring, at statsforvaltningen og kommunerne holder fokus på børnenes behov

og ret til beskyttelse i de sager, hvor bevisbyrden ikke kan løftes?”

Svar:

Om grundlaget for Statsforvaltningens afgørelser om samvær kan henvises til foræl-

dreansvarsloven § 4. Bestemmelsen fastslår lovens grundlæggende princip om, at der

ved alle afgørelser, som myndighederne træffer efter loven, skal tages hensyn til,

hvad der er bedst for barnet.

Efter lovens § 5 skal der endvidere i alle forhold vedrørende barnet tages hensyn til

barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed, og efter § 34 skal barnet ind-

drages under en sag om forældremyndighed, så dets perspektiv og eventuelle syns-

punkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyn-

dige undersøgelser eller på andre måder, der belyser barnets perspektiv.

Et andet af lovens hovedprincipper er også, at et barn har ret til to forældre, og at det

således ikke er forældrenes ret til barnet, der er det bærende hensyn.

Er det i en samværssag klart, at et barn udsættes for vold eller grænseoverskridende

handlinger under samvær, skal Statsforvaltningen hurtigst muligt fjerne risikoen for

overgreb ved at ophæve/suspendere samværet eller ved at fastsætte samvær under

overvågning. På den anden side skal Statsforvaltningen også hindre, at samværsfor-

ælderens forbindelse med barnet afbrydes og ødelægges som følge af grundløse-

og/eller chikanøse beskyldninger. Mellem disse klare yderpunkter findes imidlertid en

række sager, hvor det er tvivlsomt, hvad der er foregået. Sådanne sager kan være

vanskelige at løse, da det afgørende for sagens resultat er den bevisvurdering, som

Statsforvaltningen må foretage.

Modtager Statsforvaltningen en anmodning om ophævelse/suspension af samværet

på baggrund af en påstand om, at samværsforælderen har udøvet vold eller grænse-

SOU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 339: Spm. om det er ministerens opfattelse, at det er blevet en udbredt opfattelse, at der altid skal være forældresamvær med begge forældre, også i sager hvor der er mistanke om vold eller overgreb mod barnet fra den ene af forældrene, til børne- og socialministeren

overskridende handlinger over for barnet, bopælsforælderen eller andre medlemmer

af den husstand, hvor barnet dagligt opholder sig, skal Statsforvaltningen hurtigst mu-

ligt tage stilling til, om der er grundlag for at træffe en midlertidig afgørelse om su-

spension af samværet, mens sagen undersøges. Der bør som udgangspunkt ske

suspension af samværet, hvis påstanden om vold er tilstrækkelig underbygget eller i

øvrigt virker troværdig.

I sager, hvor en forælder er flyttet fra den fælles bopæl og f.eks. bor på krisecenter

med barnet, og overgrebet er tilstrækkelig dokumenteret ved anmeldelse til politiet

eller kommune eller ved krisecentererklæring, kan den pågældende forælder søge om

at få tillagt forældremyndigheden midlertidigt alene. Herefter skal der hurtigst muligt

træffes afgørelse i sagen, sådan at det forhindres, at barnet udleveres til en voldelig

forælder, f.eks. fra barnets daginstitution, samt sikres at barnet kan få ro under sagens

behandling.

Foreligger der dokumentation for, at samværsforælderen har begået overgreb over for

barnet, er det udgangspunktet, at en anmodning om afslag på eller ophævelse af

samvær altid af hensyn til barnet.

Hvis det efter en umiddelbar vurdering ikke i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort, at

barnet har været udsat for vold eller grænseoverskridende handlinger, kan det overve-

jes at lade samværet foregå under overvågning af en børnesagkyndig, bl.a. for der-

igennem at styrke grundlaget for den endelige afgørelse.

En ret til samvær og kontakt, der er aftalt mellem forældrene eller er fastsat i medfør

af forældreansvarsloven kan efter reglerne i serviceloven reguleres eller midlertidigt

ophæves i sager om overgreb mod børn og unge, hvor et børnehus benyttes til at

gennemføre en børnefaglig undersøgelse i sager om overgreb mod børn, jf. servicelo-

vens § 71, stk. 2-5, jf. servicelovens § 71, stk. 1, sidste pkt. Hvis mistanken om over-

grebet retter sig mod en eller begge forældre, skal børn og unge-udvalget, medmindre

særlige forhold taler imod det, for en bestemt periode træffe afgørelse om afbrydelse

af samværet mellem barnet og forælderen, eller om at samvær kun må foregå under

tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen.

Børnehuse benyttes til den børnefaglige undersøgelse, når et barn eller ung har været

udsat for overgreb, eller der er mistanke herom, og hvor det er relevant for kommunen

at inddrage sygehusvæsenet eller politiet.

Det skal desuden bemærkes, at afgørelser om samvær eller støtte til barnet efter ser-

viceloven ikke afhænger af, hvorvidt der falder dom i en strafferetlig sag om overgreb.

Domsfældelse er således ikke en forudsætning for, at børn og unge-udvalget kan

beslutte at afbryde barnets samvær med den pågældende forælder.

Hensynet til barnets behov skal altid vægtes højest, og det gælder ikke mindst i tilfæl-

de, hvor der er mistanke om overgreb af voldelig eller seksuel karakter.

Det er ikke mit indtryk, at der er en udbredt opfattelse om, at der altid fastsættes sam-

vær – heller ikke i sager hvor der er mistanke om overgreb mod barnet. Jeg har tillid

til, at myndighederne i de beslutninger, der træffes, administrerer efter de ovenfor

nævnte regler og hovedprincipper i lovgivningen, og som det vigtigste fokus har at

sætte barnet i centrum.

Med venlig hilsen

Mai Mercado