Retsudvalget 2016-17
REU Alm.del
Offentligt
1796210_0001.png
Politi- og Strafferetsafdelingen
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
3. oktober 2017
Strafferetskontoret
Ketilbjørn Hertz
2017-0030-0207
510154
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 900 (Alm. del), som Folketin-
gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 6. september 2017.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter Kofod Poulsen (DF).
Søren Pape Poulsen
/
Thomas Tordal-Mortensen
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 900: Spm. om ministeren kan redegøre for retspraksis for at blive idømt betingede straffe, til justitsministeren
Spørgsmål nr. 900 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil
ministeren redegøre for retspraksis for at blive idømt be-
tingede straffe, og hvornår en betinget straf kan blive udløst?”
Svar:
1.
Efter straffelovens § 56 skal retten idømme betinget fængsel, hvis retten
finder det ”upåkrævet, at
fængselsstraf
kommer til fuldbyrdelse”. Bestem-
melsen giver retten en bred skønsmæssig beføjelse til at idømme betinget
fængsel i stedet for ubetinget fængsel, hvis retten ud fra sagens omstæn-
digheder finder, at anvendelse af ubetinget fængsel er unødvendig.
Der er ikke nogen lovbestemt overgrænse for, hvor lang en fængselsstraf
der kan gøres betinget. Det forekommer imidlertid sjældent, at fængsels-
straffe på over 1�½ år gøres betinget.
Ved en lovændring i 2012 blev det forudsat, at betinget dom med vilkår
om samfundstjeneste fremover undtagelsesvis vil kunne anvendes ved
fængsesstraffe, der overstiger 1�½ år, men ikke 2 år. Der henvises til lov nr.
159 af 28. februar 2012 om ændring af straffeloven (Udvidet anvendelse af
betingede domme med vilkår om samfundstjeneste m.v.) og lovforslag nr.
L 56 fremsat den 14. december 2011, pkt. 3.3 i de almindelige bemærk-
ninger.
Forarbejderne til lov nr. 152 af 18. februar 2015 om ændring af straffelo-
ven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Samfundstjeneste mv.) indehol-
der bl.a. følgende retningslinjer for anvendelse af betinget dom, jf. lov-
forslag nr. L 50 fremsat den 5. november 2014, bemærkningerne til § 1, nr.
2:
”Udgangspunktet
vil fortsat være, at straffe på op til 1�½ års fængsel
kan gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste, hvis
gerningsmanden ikke tidligere er straffet med betinget eller ubetinget
fængsel for ligeartet kriminalitet. Betinget fængsel vil afhængig af de
nærmere omstændigheder, herunder kriminalitetens grovhed, lige-
som i dag også kunne anvendes, selv om en gerningsmand én gang
tidligere er straffet med betinget fængsel for ligeartet kriminalitet.
Anvendelsen af betinget fængsel, eventuelt med vilkår om sam-
fundstjeneste, vil afhænge af en samlet vurdering, hvori også indgår
gerningsmandens øvrige personlige forhold (ud over eventuelle rele-
vante forstraffe) og kriminalitetens grovhed og art, men der bør ikke
opereres med alt for faste udgangspunkter alene baseret på kriminali-
tetens art.
2
REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 900: Spm. om ministeren kan redegøre for retspraksis for at blive idømt betingede straffe, til justitsministeren
Der vil være et større rum for at anvende betinget fængsel over
for personer under 18 år, herunder et større rum for at anvende be-
tinget fængsel flere gange efter hinanden. Det samme gælder, hvis
der i øvrigt foreligger formildende omstændigheder, herunder i til-
fælde af for lang sagsbehandlingstid (straffelovens § 82, nr. 13) eller
af, at den strafbare handling er begået for lang tid siden (straffelo-
vens § 82, nr. 14).
Omvendt vil der være grund til at udvise tilbageholdenhed med at
anvende betinget fængsel ved mere organiseret kriminalitet, dvs.
hvor flere gerningsmænd mere systematisk og planlagt i fællesskab
begår kriminalitet. Der vil også være grund til at udvise tilbagehol-
denhed med at anvende betinget fængsel for personfarlig kriminalitet
i tilfælde, hvor forurettede er påført betydelige fysiske eller psykiske
skader. Det samme gælder som udgangspunkt, hvis kriminaliteten er
udøvet over for et særligt værgeløst offer.
Bemærkningerne ovenfor angår hovedprincipperne for valget
mellem betinget fængsel og ubetinget fængsel i de hyppigst fore-
kommende tilfælde. Betinget fængsel vil fortsat undtagelsesvis også
kunne anvendes ved fængselsstraffe på over 1�½ års fængsel.”
2.
Hvis en betinget dømt overtræder særvilkår (dvs. andre vilkår end vilkå-
ret om straffri vandel), har retten efter straffelovens § 60 tre reaktionsmu-
ligheder:
-
-
Retten kan tildele den dømte en advarsel.
Retten kan ved kendelse ændre vilkårene og/eller forlænge prøveti-
den inden for den længstetid på i almindelighed 3 år og under sær-
lige omstændigheder 5 år, som fremgår af § 56, stk. 3.
Retten kan ved dom træffe afgørelse om fuldbyrdelse af den betin-
gede fængselsstraf. Retten kan også bestemme, at kun en del af den
betingede fængselsstraf, dog højst 6 måneder, skal fuldbyrdes, så-
ledes at den resterende betingede fængselsstraf fortsat er betinget.
-
Hvis en betinget dømt overtræder hovedvilkåret om straffri vandel og be-
går nyt strafbart forhold i prøvetiden, fastsættes der som udgangspunkt en
samlet ubetinget fængselsstraf for det nye forhold og den tidligere pådømte
lovovertrædelse efter straffelovens § 61, stk. 2, 1. pkt., således at domsto-
lene i den enkelte sag bestemmer, med hvilken vægt hver af lovovertræ-
delserne skal indgå i strafudmålingen (modereret kumulation).
Når omstændighederne taler derfor, kan retten idømme en ubetinget straf
alene for det nye forhold, eventuelt i forbindelse med en ændring af vilkå-
rene for prøveløsladelsen, afsige en betinget dom vedrørende begge lov-
overtrædelser eller afsige en betinget dom alene for det nye forhold, jf.
straffelovens § 61, stk. 2, 3. pkt.
3
REU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 900: Spm. om ministeren kan redegøre for retspraksis for at blive idømt betingede straffe, til justitsministeren
Som i andre tilfælde af straffastsættelse er det den ret, der pådømmer sa-
gen, som på baggrund af en konkret og individuel vurdering af omstæn-
dighederne i sagen afgør, om den betingede straf skal udløses. Retten kan i
den forbindelse bl.a. lægge vægt på, om der er tale om ligeartet kriminali-
tet, om der er tale om hurtigt tilbagefald til kriminalitet, og på forholdet
mellem på den ene side længden af den betingede straf og på den anden
side straffen for det nye strafbare forhold.
4