Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1705428_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 16. december 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 251 (MOF alm. del) stillet d. 9. december
2016 efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 251
"Med hvilke begrundelser kan Danmark ikke som andre lande indføre en national
regulering, så længe der ikke findes en fælles EU-regulering?"
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet til Miljøstyrelsen, som oplyser følgende:
"Danmark notificerede i 2013 et udkast til national regulering af kemiske stoffer mm. i
tatoveringsfarver ved "Bekendtgørelse om tatoveringsfarver" til Kommissionen i henhold til
proceduren i Notifikationsdirektivet 98/34/EF.
Danmark modtog herefter en udførlig udtalelse, hvor Kommissionen gjorde gældende, at regulering af
kemiske produkter er harmoniseret, og at det notificerede udkast var i strid med artikel 69, stk.4 i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og
godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH). REACH-forordningen fastsætter, at
medlemsstater, der ønsker at indføre en begrænsning i forhold til stoffer i blandinger, skal følge
proceduren under REACH. Kommissionen gjorde gældende, at harmoniseringen af begrænsningerne
under REACH ikke kun gælder stoffer, som allerede er optaget i REACH, men at selve
begrænsningsproceduren under REACH også er harmoniseret.
Da det danske forslag også indeholdt et krav om indholdsdeklaration, gjorde Kommissionen gældende,
at bekendtgørelsen også ville medføre en begrænsning på varernes frie bevægelighed, som fastsat
under REACH-forordningens art. 128 og artikel 51 i forordning (EF) nr. 1272/2008 om klassificering,
mærkning og emballering af stoffer og blandinger (CLP).
Det er med andre ord ikke muligt at indføre nye nationale regler for tatoveringsfarver. Det bemærkes,
at andre EU-lande, herunder Letland og Østrig, også har ønsket at indføre national regulering på
tatoveringsfarver, hvorefter Kommission også i disse tilfælde har meddelt, at det ikke er foreneligt med
harmoniseringsprincippet at indføre national regulering på et område, som allerede reguleres af
REACH."
Esben Lunde Larsen
/
Michel Schilling
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk