Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1704065_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Direktion
Ref. BENIB
Den 15. december 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 193 (MOF alm. del), stillet den 25.
november 2016 efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 193
”Med henvisning til svar på MOF alm. del – spørgsmål 1132 (samlingen 2015-16) bedes ministeren
redegøre for, om EU kan godkende princippet om, at værdifuld natur ikke vil blive beskyttet imod
udledning af luftbåren kvælstof, såfremt naturen indfinder i projekter, der er finansieret med EU
midler fra landdistriktsprogrammet, og med hvilken begrundelse ministeren mener, at det er
retvisende, at vådområder betegnes som ”naturgenopretning”, når værdifuld natur ikke er beskyttet,
hvis den skulle indfinde sig.”
Svar
Vådområder, der etableres ved at genskabe de naturlige vandforhold på lavtliggende landbrugsarealer,
vil kunne få et større naturindhold. Derfor giver det mening at anvende betegnelsen
naturgenopretning, som det er sket i svaret på spørgsmål 1132 (MOF alm. del, samlingen 2015-16).
Den danske vådområdeindsats gennemføres i overensstemmelse med EU’s vandrammedirektiv og er
en del af det danske landdistriktsprogram 2016-2020, der bl.a. har til formål at styrke miljø- og
klimaindsatsen.
Kvælstofvådområder, der udlægges med det formål at fjerne kvælstof fra landbrugsarealer, vil kunne
udvikle sig til mere naturprægede områder. Såfremt dette sker, vil sådanne områder imidlertid være
tilpasset et næringsrigt miljø, og områderne vil derfor reelt ikke kunne påvirkes væsentligt af
ammoniaknedfald hidrørende fra eksempelvis nærtliggende staldanlæg. Dette gælder, uanset den
beskyttelse områderne måtte blive omfattet af.
Esben Lunde Larsen
/
Hans Christian Karsten
Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning • Haraldsgade 53 • 2100 København Ø
Tlf. 72 54 20 00 • CVR 37606030 • EAN 5798000860810 • [email protected] • www.svana.dk