ERU, Alm.del - 2016-17 - Foreløbigt svar på spørgsmål 83: Spm. om ministeren vil tilsende udvalget en oversigt over samtlige bekendtgørelser på alle ministerområder for den forrige regeringsperiode og frem til i dag – der implementerer erhvervsrettet EU-lovgivning, og oplyse i hvilke af disse bekendtgørelser, der efter regeringens opfattelse sker en overimplementering, til beskæftigelsesministeren

Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2016-17
ERU Alm.del
Offentligt

Bilag 1: Bekendtgørelser, hvor implementeringen af EU-retsakter ikke harmonerer med regeringens fem principper.

Bekendtgørelse

Bekendtgørelsen om anvendelse af internationale

regnskabsstandarder IFRS for virksomheder omfattet af

årsregnskabsloven, jf. BEK nr. 560 af 1. juni 2016.

EU-ret: Direktiv 2013/34/EU om årsregnskaber, konsoliderede

regnskaber og tilhørende beretninger for visse

virksomhedsformer som ændret ved direktiv 2014/95/EU for så

vidt angår offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger og

oplysninger om mangfoldighed for visse store virksomheder og

koncerner.

Bekendtgørelse om offentliggørelse af en række redegørelser

efter årsregnskabsloven, jf. BEK nr. 558 af 1. juni 2016.

EU-ret: Direktiv 2013/34/EU om årsregnskaber, konsoliderede

regnskaber og tilhørende beretninger for visse

virksomhedsformer som ændret ved direktiv 2014/95/EU for så

vidt angår offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger og

oplysninger om mangfoldighed for visse store virksomheder og

koncerner.

Beskrivelse af overimplementering

Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i årsregnskabsloven og fastsætter de regler, der er nødvendige for

anvendelsen af IFRS-forordningen i Danmark. IFRS-bekendtgørelsen er en opremsning af, hvilke bestemmelser i

årsregnskabsloven, der skal anvendes, når IFRS ikke regulerer det pågældende område.

Det er vurderingen, at der ikke er tale om overimplementering i bekendtgørelsen isoleret set. Overimplementeringen

stammer direkte fra årsregnskabsloven, hvorfor det er årsregnskabsloven, der skal ændres, såfremt

overimplementering skal fjernes. Ved implementeringen af regnskabsdirektivet i årsregnskabsloven blev direktivets

fleksibilitet og undtagelsesmuligheder ikke udnyttet fuldt ud. Som følge heraf er direktivets fleksibilitet og

undtagelsesmulighederne heller ikke afspejlet i IFRS-bekendtgørelsen, jf. ovenfor.

Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i årsregnskabsloven. Bekendtgørelsen er frivillig at anvende og fastsætter

alene, hvilke regler der gælder, hvis de omfattede virksomheder og fonde vælger at offentliggøre forskellige

lovpligtige redegørelser på andre tilladte måder end efter den hovedregel, der følger af årsregnskabsloven.

Offentliggørelse af redegørelser for erhvervsdrivende fonde:

Der er ikke EU-regulering på fondsområdet. Det er

således danske særregler, som regulerer de erhvervsdrivende fonde i årsregnskabsloven og i bekendtgørelsen, der

indeholder regler om offentliggørelse af redegørelse for god fondsledelse og fondens uddelingspolitik.

Offentliggørelse af de øvrige redegørelser, der omfattes af bekendtgørelsen:

I forhold til de resterende redegørelser

som bekendtgørelsen omfatter, så er der en vis overimplementering i årsregnskabsloven, som smitter af på

bekendtgørelsen. Overimplementeringen er relateret til, at revisor ifølge årsregnskabsloven skal foretage et

konsistenstjek (udtalelse om sammenhæng mellem oplysninger i ledelsesberetningen og årsregnskabet) af

redegørelsernes indhold. Direktivet stiller alene krav om, at revisor skal kontrollere, at redegørelserne er udarbejdet

(”eksistenstjek”). For så vidt angår redegørelse om betaling til myndigheder stiller direktivet ingen krav overhovedet

vedr. revisor.

Bekendtgørelsen stiller endvidere krav til revisor om, at denne skal tjekke, at linket til redegørelsen fremgår af

ledelsesberetningen, og at redegørelsen er benævnt korrekt.

Den overimplementering, der er i bekendtgørelsen om, at revisor skal tjekke, at linket til redegørelsen fremgår af

ledelsesberetningen, og at redegørelsen er benævnt korrekt, ses som nødvendige krav for at kunne give

virksomhederne den fleksibilitet, der er i at offentliggøre redegørelserne på hjemmeside. Regnskabsbrugerne er

således nødt til i årsrapporten at blive oplyst om, at virksomheden har valgt at offentliggøre redegørelserne på

hjemmesiden, herunder hvor disse kan findes.

I forhold til redegørelse for samfundsansvar og redegørelse for den kønsmæssige sammensætning af ledelsen, så er

anvendelsesområdet for, hvem der skal udarbejde disse redegørelser i årsregnskabsloven udvidet i forhold til, hvad

ERU, Alm.del - 2016-17 - Foreløbigt svar på spørgsmål 83: Spm. om ministeren vil tilsende udvalget en oversigt over samtlige bekendtgørelser på alle ministerområder for den forrige regeringsperiode og frem til i dag – der implementerer erhvervsrettet EU-lovgivning, og oplyse i hvilke af disse bekendtgørelser, der efter regeringens opfattelse sker en overimplementering, til beskæftigelsesministeren

direktivet kræver. Ifølge årsregnskabsloven skal blandt andre statslige aktieselskaber udarbejde de af

bekendtgørelsen omfattede redegørelser. Direktivet kræver derimod ikke, at statslige aktieselskaber er omfattet af

kravene. Denne overimplementering videreføres i bekendtgørelsen.

Der er fleksibilitet i regnskabsdirektivet med senere ændringer vedr. offentliggørelse af redegørelse for

samfundsansvar. Fleksibiliteten er udnyttet i årsregnskabsloven, og bekendtgørelsen indeholder de nærmere regler

om offentliggørelsen. I forhold til de andre redegørelser er der ikke samme fleksibilitet i direktivet.

Der er ved implementering i årsregnskabsloven foretaget en førtidsimplementering af reglerne i direktiv

2014/95/EU, der har betydning for ca. 50 virksomheder. Denne overimplementering smitter af på bekendtgørelsen.

Bekendtgørelse om indberetning til og offentliggørelse af

årsrapporter m.v. i Erhvervsstyrelsen samt kommunikation i

forbindelse hermed, jf. BEK nr. 1057 af 8. september 2015.

Indsendelsesbekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i årsregnskabsloven. Indsendelsesbekendtgørelsen regulerer,

hvordan indberetningen af årsrapporter til Erhvervsstyrelsen med henblik på offentliggørelse, skal foretages.

Regnskabsdirektivet stiller krav om, at der skal ske offentliggørelse af årsrapporten for hvert regnskabsår, men ikke

krav til form og format for indberetning og offentliggørelse af årsrapporter.

Som led i den daværende regerings (2011) målsætning om, at al relevant skriftlig kommunikation mellem

virksomheder og det offentlige skulle foregå digitalt senest i 2012, blev der indført krav om digital indberetning af

årsrapporter. I indsendelsesbekendtgørelsen fremgår de nærmere krav til, hvordan virksomhederne skal indberette

årsrapporten. Kravene er bl.a., at årsrapporten skal indberettes i PDF og XBRL-format for at gøre data digitalt

anvendelige. XBRL er et internationalt anerkendt format, der anvendes i forbindelse med indberetning af finansielle

oplysninger. Formatet anvendes på verdensplan og udviklingen går mod, at flere lande stiller krav om anvendelse af

formatet ved indberetning af årsrapporter. I eksempelvis Holland har de længe indberettet skatteoplysninger via

XBRL og virksomhederne i Holland overgår i de kommende år til også at indberette årsrapporter i XBRL.

EU’s

registerforordning nr. 389/2013 giver medlemsstaterne mulighed for at indføre yderligere krav, som er blevet

udnyttet i bekendtgørelsen. Der er således to elementer i bekendtgørelsen, der er udtryk for overimplementering.

Det drejer sig for det første om, at forordningen giver mulighed for, at myndigheder kan stille krav om oplysningen

af momsregistrering ifm. oprettelsen af en handels- eller personholdningskonti, når der i øvrigt er lovkrav herom.

Derudover giver forordningen mulighed for at stille krav om, at mindst en kontorepræsentant skal være bosiddende i

den medlemsstat, hvor handels- eller personbeholdningskontoen ønskes oprettet.

Reglerne er fastsat med henblik på at forhindre eller mindske risikoen for svindel med CO2-Kvotehandel gennem

det danske CO2-Kvoteregister.

Som eneste land i EU, har Danmark valgt at benytte muligheden i LBK nr. 635 af 09/06/2011 for at opkræve

gebyrer for så vidt angår administrationen af sanktionerne mod Iran, Rusland, Syrien samt administration af anti-

torturforordningen.

EU-ret: Direktiv 2013/34/EU om årsregnskaber, konsoliderede

regnskaber og tilhørende beretninger for visse

virksomhedsformer som ændret ved direktiv 2014/95/EU for så

vidt angår offentliggørelse af ikke-finansielle oplysninger og

oplysninger om mangfoldighed for visse store virksomheder og

koncerner.

Bekendtgørelse om henlæggelse af visse beføjelser i lov om

CO2-kvoter til Erhvervsstyrelsen, jf. BEK nr. 1357 af 17.

december 2012

EU-ret: Kommissionens forordning

(EU) Nr. 389/2013 af 2. maj

2013

om oprettelse af et EU-register i henhold til Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF og Europa-

Parlamentets og Rådets beslutning nr. 280/2004/EF og nr.

406/2009/EF, og om ophævelse af Kommissionens forordning

(EU) nr. 920/2010 og nr. 1193/2011

Bekendtgørelse om gebyr for behandling af visse ansøgninger

efter den Europæiske Unions retsakter om økonomiske

forbindelser til tredjelande, jf. BEK nr. 1445 af 11. december

2014.

EU-ret: Den Europæiske Unions forordninger, der er vedtaget

efter artikel 207 om ind- og udførsel i Traktaten om Den

Europæiske Unions Funktionsmåde, og Rådets foranstaltninger,

der er vedtaget efter artikel 75 og 215 i Traktaten om Den

Europæiske Unions Funktionsmåde.

Bekendtgørelse om registrering, garantistillelse m.v. i

Rejsegarantifonden

EU-ret: Direktiv 90/314/EØF om pakkerejser.

Bestemmelserne fastsætter de nærmere regler for administrationen af rejseydelser udelukkende bestående af

flytransport, herunder regler om bidragsopkrævning og indberetning af nøgletal mv.

Flight-only ordning følger ikke af direktiv 90/314/EØF om pakkerejser.

Bekendtgørelse om prisskiltning på hoteller, jf. BEK nr. 10005

af 24. november 1983

EU-ret: Direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om fri

bevægelighed for tjenesteydelser på det indre marked

(servicedirektivet)

Bekendtgørelsen specificerer, hvordan hoteller skal skilte med priser.

Bekendtgørelsen er ikke en implementering af EU-ret. Siden udstedelsen af bekendtgørelsen er servicedirektivet

blevet vedtaget.

Bekendtgørelsen stiller krav om, at prisen for tjenesteydelsen oplyses, hvis tjenesteyderen på forhånd har fastsat en

pris for en given type ydelse. Prisoplysningskravet i bekendtgørelsen går videre end prisoplysningskravene efter

servicedirektivet, da bekendtgørelsens regler om prisoplysning er mere specifikke end direktivets. Bekendtgørelsen

er derfor foreslået ophævet pr. 1. januar 2018.

Bekendtgørelsen specificerer, hvordan der skal oplyses om priser for opkald fra telefoner til rådighed for publikum.

Bekendtgørelsen er ikke en implementering af EU-ret. Siden udstedelsen af bekendtgørelsen er servicedirektivet

blevet vedtaget.

Bekendtgørelsen stiller krav om, at prisen for tjenesteydelsen skal oplyses, hvis tjenesteyderen på forhånd har fastsat

en pris for en given type ydelse. Prisoplysningskravet i bekendtgørelsen går videre end prisoplysningskravene efter

servicedirektivet, da bekendtgørelsens regler om prisoplysning er mere specifikke end direktivets. Bekendtgørelsen

er derfor foreslået ophævet pr. 1. januar 2018.

Det er et krav efter bekendtgørelsen, at pantbeløb skiltes på tydelig og let læselig måde i butikker, der tilbyder

pantning af flasker.

Bekendtgørelsen er ikke en implementering af EU-ret. Siden udstedelsen af bekendtgørelsen er servicedirektivet

blevet vedtaget. Servicedirektivet stiller krav om, at prisen for tjenesteydelsen skal oplyses, hvis tjenesteyderen på

Bekendtgørelsens bestemmelser om rejseydelser udelukkende bestående af flytransport (flight-only) angiver de

nærmere regler for Rejsegarantifondens hjemmel for opkrævning af bl.a. bidrag til flyrejsefondskassen, indberetning

af nøgletal mv.

Bekendtgørelse om skiltning med priser for telefonering, jf. BEK

nr. 10009 af 1984

EU-ret: Direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om fri

bevægelighed for tjenesteydelser på det indre marked

(servicedirektivet).

Bekendtgørelse om mærkning og skiltning samt annoncering

med priser m.v. for øl og mineralvand i returflasker, jf. BEK nr.

10003 af 1983.

EU-ret: Direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om fri

bevægelighed for tjenesteydelser på det indre marked

(servicedirektivet).

forhånd har fastsat en pris for en given type ydelse.

Bekendtgørelsens krav om skiltning med prise på pant går videre en oplysningskravene efter servicedirektivet, idet

der fx er krav til, hvor skiltet med priser for pant skal placeres.

Bekendtgørelse af skiltning med priser for autoreparationer, jf.

BEK nr. 7 af 1991.

EU-ret: Direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om fri

bevægelighed for tjenesteydelser på det indre marked

(servicedirektivet)

I bekendtgørelse om skiltning med pris for autoreparationer er det et krav, at automekanikere skal opsætte et skilt

med tydelig angivelse af de timepriser, der beregnes for arbejde udført efter faktisk medgået tid. Anvender

automekanikeren standardtider, hvor der fx er en pris for dækskifte, skal dette oplyses på et skilt med angivelse af

den uddebiteringsfaktor, der anvendes. Standardtiderne skal fremgå af et katalog, der på forlangende skal forevises

kunden, hvilket også skal oplyses på skiltet.

Bekendtgørelsen er ikke en implementering af EU-ret. Siden udstedelsen af bekendtgørelsen er servicedirektivet

blevet vedtaget.

Servicedirektivet stiller krav om, at prisen for tjenesteydelsen oplyses, hvis tjenesteyderen på forhånd har fastsat en

pris for en given type ydelse. Prisoplysningskravet i bekendtgørelsen går videre end prisoplysningskravene efter

servicedirektivet, da bekendtgørelsens regler om prisoplysning er mere specifikke en direktivets. Bekendtgørelsen er

derfor foreslået ophævet pr. 1. januar 2018.

Bekendtgørelse om mærkning og skiltning i trælasthandler,

tømmerhandler og byggemarkeder, jf. BEK nr. 10021 af 1988.

EU-ret: Direktiv 98/6/EF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse

med angivelse af priser på forbrugsvarer

(enhedsprismærkningsdirektivet).

Det er et krav efter bekendtgørelsen, at trælaster og byggemarkeder skal opgive deres priser på en bestemt måde.

Bekendtgørelsen er ikke en implementering af EU-ret. Siden udstedelsen af bekendtgørelsen er

enhedsprismærkningsdirektivet blevet vedtaget. Enhedsprismærkningsdirektivet stiller krav til oplysning om priser

for varer.

Bekendtgørelsen går videre end enhedsprismærkningsdirektivet, da bekendtgørelsens regler om prisoplysning er

mere specifikke en direktivets. Bekendtgørelsen er derfor foreslået ophævet pr. 1. januar 2018.

Bekendtgørelse om indførsel, fremstilling, opbevaring,

overdragelse, erhvervelse og anvendelse af fyrværkeri og andre

pyrotekniske artikler, jf. BEK nr. 1424 af 16. december 2009.

EU-ret: Bekendtgørelsen gennemfører enkelte dele af

direktiv 2007/23/EF om markedsføring af pyrotekniske artikler

og dele af direktiv 2006/123/EF (servicedirektivet).

Udgangspunktet i direktivet er, at medlemsstater hverken må forbyde, begrænse eller hindre markedsføring af

pyrotekniske artikler, som opfylder kravene i dette direktiv. Dog kan fyrværkeri i kategori F2 og F3 forbydes,

begrænses m.v. af hensyn til den offentlige orden. I bekendtgørelsen er det valgt, at forbrugerne skal have begrænset

adgang til at anvende af fyrværkeri i kategori F3. Resten kræver godkendelse som festfyrværker.

Overimplementeringen er udtryk for sikkerhedsmæssige hensyn, da det vurderes, at det meste fyrværkeri i kategori

F3 kræver godkendelse som festfyrværker.

Herudover opsætter direktivet minimumsaldersgrænser for anvendelse af fyrværkeri. Bekendtgørelsen går videre

end minimumskravene i direktivet.



Fyrværkeri i kategori F1: Minimumsaldersgrænsen i direktivet er 12 år

–

af bekendtgørelsen fremgår det, at

minimumsaldersgrænsen er 15 år for de dele af kategori F1, der er helårsfyrværkeri, og 18 år for de dele af

kategori F1, som er konsumfyrværkeri



Fyrværkeri i kategori F2: Minimumsaldersgrænsen i direktivet er 16 år

–

af bekendtgørelsen fremgår det, at

minimumsaldersgrænsen er 18 år

Overimplementeringen er udtryk for en videreførelse af gældende regler (varetagelse af hensynet til sikkerheden for

de aldersgrupper, der ligger imellem direktivet og bekendtgørelsens aldersgrænser).

Efter Seest ulykken i 2004 blev der af den daværende regering nedsat et Kulegravningsudvalg, som udarbejdede en

rapport indeholdende en række anbefalinger til stramninger i regelsættet på fyrværkeriområdet med henblik på at

højne sikkerheden. På den baggrund blev der fremsat et lovforslag indeholdende en række anbefalinger fra udvalget.

Derudover blev der i en bekendtgørelse fastsat strengere regler for tilladte typer af fyrværkeri.

Bekendtgørelse om tilgængeliggørelse på markedet af

måleinstrumenter, jf. BEK nr. 313 af 30. marts 2016,

Bekendtgørelse om måleteknisk kontrol med flerdimensionale

måleinstrumenter, jf. BEK nr. 1032 af 17. oktober 2006,

Bekendtgørelse om måleteknisk kontrol med måleudstyr, der

anvendes til måling af masse (»vægt«), jf. BEK nr. 1033 af 17.

oktober 2006, Bekendtgørelse om måleteknisk kontrol med

målere, der anvendes til måling af forbrug af varmt og koldt

vand, jf. BEK nr. 1034 af 17. oktober 2006, Bekendtgørelse om

måleteknisk kontrol med målere, der anvendes til måling af

elforbrug, jf. BEK nr. 1035 af 17. oktober 2006, Bekendtgørelse

om måleteknisk kontrol med målere, der anvendes til måling af

varme i fjernvarmeanlæg, jf. BEK 1036 af 17. oktober 2006,

Bekendtgørelse om måleteknisk kontrol med måleudstyr, der

anvendes til måling af forbrug af luftformig gas, jf. BEK nr.

1037 af 17. oktober 2006 og Bekendtgørelse om måleteknisk

kontrol med måleudstyr, der anvendes til kvantitativ måling af

andre væsker end vand samt af luftformig gas i portioner, jf.

BEK nr. 1038 af 17. oktober 2006.

EU-ret: Direktiv 2014/32/EU (Måleinstrumentdirektivet)

Bekendtgørelse om tilgængeliggørelse på markedet af ikke-

automatiske vægte, jf. BEK nr. 312 af 30. marts 2016 og

Bekendtgørelse om måletekniske kontrolbestemmelser for ikke-

automatiske vægte, jf. BEK nr. 1143 af 15. december 2003.

EU-ret: Direktiv 2014/31/EU om ikke-automatiske vægte.

Sikkerhedsstyrelsen har fået gennemført et nabotjek af direktivet om ikke-automatiske vægte. I nabotjekket

sammenlignes de danske regler med reglerne i Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien.

Nabotjekket viser, at den danske implementering af direktivet om ikke-automatiske vægte er mere bebyrdende end

implementeringen i flere af de sammenlignede lande. Det skyldes, at der i Danmark er en mindre fleksibel og mere

omfattende kontrol med vægte, der er taget i brug.

Baggrunden for reglerne (overimplementeringen) er beskyttelse af forbrugere og svage handelspartnere, fx små

virksomheder, ved at sikre, at vægtene vejer korrekt i forbindelse med afregning fx af grøntsager eller kød.

Sikkerhedsstyrelsen har fået gennemført et nabotjek af måleinstrumentdirektivet. I nabotjekket sammenlignes de

danske regler med reglerne i Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien.

Nabotjekket viser, at den danske implementering af måleinstrumentdirektivet er mere bebyrdende end

implementeringen i flere af de sammenlignede lande. Det skyldes for det første, at størstedelen af de forskellige

typer af måleinstrumenter, der er omfattet af direktivet, er omfattet af reguleringen i Danmark. Direktivet har ellers

valgfrihed herom. For det andet er der i Danmark en mindre fleksibel og mere omfattende kontrol med

måleinstrumenter, der er taget i brug. På baggrund af nabotjekket arbejdes der på en mulig ændring af reglerne med

henblik på erhvervsøkonomiske lettelser.

Baggrunden for reglerne er beskyttelse af forbrugere og svage handelspartnere, fx små virksomheder, ved at sikre

målenøjagtigheden i forbindelse med afregning af fx el, vand og benzin. Sikkerhedsstyrelsen har ikke kendskab til,

at reglerne er indført i forbindelse med en politisk aftale eller et forlig.

Reglerne har sammenhæng med Energistyrelsens bekendtgørelse nr. 563 af 2. juni 2014 om individuel måling af el,

gas, vand, varme og køling, der regulerer, hvornår der skal installeres målere.

Bekendtgørelse om EØF-mærkning (e-mærkning) af

færdigpakkede varer, jf. BEK nr. 997 af 8. oktober 2008.

EU-ret: Direktiv 76/211/EØF om emballering af visse varer efter

vægt eller volumen i færdigpakninger.

Sikkerhedsstyrelsen har fået gennemført et nabotjek af direktivet om emballering af visse varer (e-mærkning). I

nabotjekket sammenlignes de danske regler med reglerne i Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien.

Nabotjekket viser, at den danske implementering af direktivet om emballering af visse varer (e-mærkning) er på

samme niveau som Sverige og Holland, og at den danske regulering er mere bebyrdende end i Storbritannien og

Tyskland.

Det skyldes, virksomheder, der ønsker at anvende e-mærket, skal anmelde sig til Sikkerhedsstyrelsen og lave en

aftale med et laboratorium om udførelse af måleteknisk kontrol. Laboratoriet godkender i den forbindelse

virksomhedens produktionsapparat og kvalitetsstyringssystem. Laboratoriet gennemfører herefter årligt inspektion

hos virksomheden, hvor der udføres referencetest og bedømmelse af kvalitetsstyringssystem.

I Storbritannien kan virksomheder anvende e-mærket uden at informere myndighederne, da den nationale

lovgivning stiller samme krav som direktivet.

Baggrunden for reglerne (overimplementeringen) er forbrugerbeskyttelse ved at sikre, at færdigpakninger, fx

ketchup, der er e-mærkede, er påfyldt efter forskrifterne.

Bekendtgørelse om flasker som målebeholdere, EØF-mærkning,

jf. BEK nr. 10002 af 1. april 1977

EU-ret: Direktiv 75/107/EØF om flasker anvendt som

målebeholdere.

Bekendtgørelse om kurser og beviser til sygdomsbehandlere i

skibe (de maritime sygdomsbehandlerkurser), jf. BEK nr. 1116

af 2014.

International-ret: Den internationale konvention om uddannelse

af søfarende, om sønæring og om vagthold, 1978, (STCW) Den

Internationale konvention om søfarendes arbejdsforhold (MLC)

EU-ret: Direktiv 92/29/EØF om minimumsforskrifter for

sikkerhed og sundhed med henblik på at forbedre den lægelig

bistand om bord på skibe.

Bekendtgørelse om certifikater til bekræftelse af forsikring eller

anden garanti til dækning af erstatningsansvar ved ulykker under

søtransport af passagerer, jf. BEK nr. 9 af 2013.

International-ret: Athen-Konventionen om befordring af

passagerer og deres bagage til søs fra 1974 og tillægsprotokollen

Baggrunden for reglerne (overimplementeringen) er forbrugerbeskyttelse ved at sikre, at flasker, fx glasflasker til

sodavand eller vin, der anvendes som målebeholdere, er produceret på en sådan måde, at måling af deres volumen

kan ske med tilstrækkelig nøjagtighed.

De internationale krav fastlægger, at medlemsstaterne skal udbyde sygdomsbehandlerkurser, men der stilles ikke

specifikke krav til uddannelserne.

Et nabotjek lavet af Deloitte i 2016 har tidligere vist, at det i Danmark er sværere at få godkendt

sygdomsbehandlerkurset end i sammenlignelige lande, da Danmark kun anerkender sygdomsbehandlerkurser taget i

EØS-lande samt ét bestemt kursus der kun udbydes af myndighederne i Danmark og Indien samt én privat udbyder

på Filippinerne.

Søfartsstyrelsen vil derfor kigge på bekendtgørelsen snarest med henblik på en kritisk revision og tilpasning.

Herudover har EU-Kommissionen iværksat en revisionsprocedure af ovennævnte direktiv, hvilket kan munde ud i,

at direktivet ændres på en række områder.

Hverken EU-reglerne eller Athen-Konventionen omfatter sejlads med mindre end 12 passagerer. I bekendtgørelsen

er der imidlertid nationale bestemmelser, der udvider anvendelsesområdet af de internationale regler til også at

omfatte mindre skibe af hensyn til at sikre passagererne samme mulighed for erstatning i tilfælde af død eller

personskade, jf. lovens bemærkninger.

En ophævelse af reglen kræver en lovændring i Søloven og vil medføre, at området er ureguleret.

hertil fra 2002.

EU-ret: Forordning (EF) nr. 392/2009 om transportørers

erstatningsansvar ved ulykker under søtransport af passagerer

(”Athen-forordningen”).

Bekendtgørelse om forsikring eller anden garanti til dækning af

ejerens ansvar ved vragfjernelse m.v., jf. BEK nr. 27 af 2015

International ret: Nairobikonventionen af 23. maj 2007 om

fjernelse af vrag.

Vragfjernelseskonvention regulerer ikke skibe <300 BT og stiller heller ikke krav til forsikring ifm. genstande, der

bugseres. I de danske regler gælder det imidlertid, at skibe ml. 20-300 BT skal forsikres ifm. bugsering. Da staten

har pligt til at fjerne skibe, der er til fare for navigation eller til gene for fiskeriet, vil en afskaffelse af kravene føre

til, at der vil være vragfjernelser, der ikke er forsikrede. Hvis kravene fjernes, vil udgifter til vragfjernelse skulle

skattefinansieres, som det var tilfældet før 2014. Folketinget har i 2012 taget stilling til særreglen for skibe < 300 BT

og bevaret den. Folketinget har i 2016 ændret reglerne om ansvar ved bugsering, som indebærer, at bugseren skal

påse, at ejeren af vraget har tegnet forsikring og er underlagt culpa-ansvar.

Reguleringen præciserer yderligere træningskrav til officerer i højhastighedsfartøjer grundet en række

uheld/søulykker med dansk højhastighedsfartøjer.

Tilsvarende bestemmelse kan til en vis grad nås ved ISM- koden. ISM-koden stiller bl.a. krav til

sikkerhedsstyringssystemer om bord på skibe og i rederierne. Formålet med koden er bl.a. at få rederierne til at tage

større ansvar for sikkerhedsarbejdet på skibene.

I § 4 begrænses muligheden for, at et ISPS-certificeret skib kan anløbe en ikke-ISPS-certificeret havn. EU-

forordningen sikrer netop muligheden for, at et ISPS-certificeret skib skal kunne anløbe en ikke-ISPS-certificeret

havn.

Bekendtgørelse om teknisk forskrift om uddannelse, træning og

certificering af officerer i højhastighedsfartøjer, jf. BEK nr. 190

af 2011.

International-ret:

HSC Koden: ”International Code of Safety for

High Speed Crafts, 1994/2000”

Bekendtgørelse om bedre sikring af skibe i indenlandsk fart, jf.

BEK nr. 227 af 2013.

International-ret Den Internationale Kode for Sikring af Skibe og

Havnefaciliteter (ISPS-koden).

EU-ret: Forordning 2004/725 (ISPS-forordningen)

Bekendtgørelse om overførsel af flydende last mellem skibe på

dansk og grønlandsk søterritorium (STS-operationer), jf. BEK

nr. 570 af 2014.

International ret: Den internationale konvention om forebyggelse

af forurening fra skibe

–

1973 MARPOL-konventionen.

Der er tale om et supplement til den internationale MARPOL-regulering, som er gennemført som følge af en

tilsvarende forretningsudvikling og ønske om en høj miljøbeskyttelse. Således indføres tillige særskilt regulering for

det danske territorialfarvand (som ikke omfattes af MARPOL-reguleringen). I den nationale regulering er indført en

godkendelse af STS-operatøren, og der fastlægges et nationalt anmeldelsesregime. Der er tillige tale om at

anerkende et stærkt nationalt ønske om meget tæt regulering fra politisk side og borgere i nærområdet.

Bekendtgørelse om teknisk forskrift om forholdsregler til

Bekendtgørelsen gennemfører en række IMO-anbefalinger, som Danmark ikke er juridisk forpligtet til at følge.

forebyggelse af pirateri og væbnede overfald på danske skibe, jf.

BEK nr. 1084 af 2011.

EU-ret: IMO-anbefalinger og -vejledninger om forebyggelse af

pirateri, bl.a. Best Management Practives for Protection against

Somalia Based Piracy, version 4

Teknisk forskrift om uddannelsesbevis ved transport til søs af

farligt gods i ro/ro-skibe (* 1), jf. BEK nr. 10003 af 1989.

International-ret: IMDG-KODEN, Østersøaftalen, International

Convention for the Safety of Life

at Sea”. SOLAS 1984

Teknisk forskrift om sikring af brændselsolierør i visse skibe, jf.

BEK nr. 10137 af 2006.

International ret: International Convention for the Safety of Life

at Sea”.

SOLAS 1984

EU-ret: Passagerskibsdirektivet 2009/45/EF

om sikkerhedsregler og -standarder for passagerskibe.

Meddelelser A., jf. BEK nr. 1246 af 11. december 2009

EU-ret: Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om

iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes

sikkerhed og sundhed under arbejdet. Herunder følgende

særdirektiver:

1) Rådets direktiv 89/655/EØF af 30. november 1989 om

minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med

arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet (andet

særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv

89/391/EØF), som ændret ved Rådets direktiv 95/63/EF af 5.

december 1995, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2001/45/EF af 27. juni 2001.

2) Rådets direktiv 89/656/EØF af 30. november 1989 om

minimums-forskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse

med arbejdstagernes brug af personlige værnemidler under

arbejdet (tredje særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i

Meddelelser A er under revision, og det samlede regelværk vil blive gennemgået mhp. at undersøge, om alle regler

fortsat er relevante.

Generelt bygger reglerne på Arbejdstilsynets gennemførelse af direktiverne ud fra princippet om, at arbejdsmiljø til

søs skal have samme niveau som til lands. Der kan ikke peges konkret på regler eller områder på nuværende

tidspunkt, hvor der er overimplementeret. Der sker en løbende revision over de kommende år af bekendtgørelserne,

hvor eventuel overimplementering afdækkes og tilrettes så vidt muligt.

For at imødegå brandulykker pga. brændselsolierør blev der i perioden 1998 til 2003 indført internationale krav for

nye og eksisterende last- og passagerskibe i international fart, samt visse passagerskibe i national fart.

Bekendtgørelsen sikrer, at disse regler også gælder for danske skibe, som ikke er omfattet af den internationale

regulering. Altså er der tale om at udvide anvendelsesområdet, så det sikres, at de øvrige danske skibe, som ellers

ville være uregulerede på dette område, har tilsvarende højnet brandsikkerhed.

Bekendtgørelsen overvejes ophævet, idet der er tale om parallelregulering. Bekendtgørelsen stiller krav om kursus,

mens Østersøaftalen blot kræver, at de søfarende er kvalificerede til at håndtere farligt gods i ro/ro-skibe. Jf.

Søfartsstyrelsens praksis på området bestemmer rederen selv, om det sikres via kursus eller på anden vis.

direktiv 89/391/EØF).

3) Rådets direktiv 89/686/EØF om indbyrdes tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivning om personlige værnemidler, som

ændret ved Rådets direktiv 93/68/EØF og 93/95/EØF.

4) Rådets direktiv 90/269/EØF af 29. maj 1990 om

minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med

manuel håndtering af byrder, som kan medføre risiko for især

ryg- og lændeskader hos arbejdstagerne (fjerde særdirektiv i

henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF).

5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/37/EF af 29.

april 2004 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under

arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer eller

mutagener (sjette særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i

direktiv 89/391/EØF) (kodificeret udgave).

6) Rådets direktiv 91/383/EØF om supplering af

foranstaltningerne til forbedring af sikkerheden og sundheden på

arbejdsstedet for arbejdstagere, der har et tidsbegrænset

ansættelsesforhold eller et vikaransættelsesforhold.

7) Rådets direktiv 92/29/EØF af 31. marts 1992 om

minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed med henblik på at

forbedre den lægelige bistand om bord på skibe.

8) Rådets direktiv 92/58/EØF af 24. juni 1992 om

minimumsforskrifter for signalgivning i forbindelse med

sikkerhed og sundhed under arbejdet (niende særdirektiv i

henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF).

9) Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om

iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og

sundheden under arbejdet for arbejdstagere, der er gravide, som

lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til

artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF).

10) Rådets direktiv 93/103/EF af 23. november 1993 om

minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed under arbejdet

om bord på fiskefartøjer (trettende særdirektiv i henhold til

artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF).

11) Rådets direktiv 94/33/EF af 22. juni 1994 om beskyttelse af

unge på arbejdspladsen.

12) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/54/EF af 18.

september 2000 om beskyttelse af arbejdstagerne mod farerne

ved at være udsat for biologiske agenser under arbejdet (syvende

særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv

89/391/EØF).

13) Rådets direktiv 92/57/EØF af 24. juni 1992 om

minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed på midlertidige

mobile byggepladser (ottende særdirektiv i henhold til artikel 16,

stk. 1, i direktiv 89/391/EØF).

14) Kommissionens direktiv 2001/58/EF af 27. juli 2001 om

anden ændring af direktiv 91/155/EØF om fastsættelse af de

nærmere bestemmelser for en særlig informationsordning

vedrørende farlige præparater til gennemførelse af artikel 14 i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/45/EF og

vedrørende farlige stoffer til gennemførelse af artikel 27 i Rådets

direktiv 67/548/EØF (sikkerhedsdatablade).

15) Rådets direktiv 83/477/EØF af 19. september 1983 om

beskyttelse af arbejdstagere mod farerne ved under arbejdet at

være udsat for asbest, som er ændret ved Rådets direktiv

91/382/EØF af 25. juni 1991 og ændret ved Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2003/18/EF af 27. marts 2003. Rådets direktiv

83/478/EØF af 19. september 1983 om femte ændring (asbest) af

direktiv 76/769/EØF

om indbyrdes

tilnærmelse

medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte

bestemmelser om begrænsning af markedsføringen og

anvendelse af visse farlige stoffer og præparater. Rådets direktiv

85/610/EØF af 20. december 1985 om syvende ændring af

direktiv 76/769/EØF, Kommissionens direktiv 91/659/EØF af 3.

december 1991 om tilpasning til den tekniske udvikling af bilag I

til Rådets direktiv 76/769/EØF og kommissionens direktiv

99/77/EF af 26. juli 1999 om sjette tilpasning til den tekniske

udvikling af bilag I til Rådets direktiv 76/769/EØF.

16) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/92/EF af 16.

december 1999 om minimumsforskrifter vedrørende forbedring

af sikkerhed og sundhedsbeskyttelse for arbejdstagere, der kan

blive udsat for fare hidhørende fra eksplosiv atmosfære

(femtende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv

89/391/EØF).

17) Rådets direktiv 98/24/EF af 7. april 1998 om beskyttelse af

arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet mod risici i

forbindelse med kemiske agenser (fjortende særdirektiv i

henhold til direktiv 98/391/EØF, artikel 16, stk. 1).

18) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/44/EF af 25.

juni 2002 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i

forbindelse med arbejdstagernes eksponering for risici på grund

af fysiske agenser (vibrationer) (sekstende særdirektiv i henhold

til direktiv 89/391/EØF, artikel 16, stk. 1).

19) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/10/EF af 6.

februar 2003 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i

forbindelse med arbejdstagernes eksponering for risici på grund

af fysiske agenser (støj) (syttende særdirektiv i henhold til

direktiv 89/391/EØF, artikel 16, stk. 1).

Direktiv 2008/106/EF om minimumsuddannelsesniveauet for

søfarende samt direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009 om

iværksættelse af den aftale, der er indgået mellem European

Community Shipowners’ Associations (ECSA)

og European

Transport Workers’ Federation (ETF) om konventionen om

søfarendes arbejdsforhold af 2006, og om ændring af direktiv

1999/63/EF, EF-Tidende 2009, nr. L 124, side 30

Meddelelser B, jf. BEK nr. 386 af maj 2012.

Der er i bekendtgørelsen lavet et særkrav om køleanlæg, der bl.a. vedrører krav om alarmer herunder sikring mod, at

søfarende bliver lukket inde i kølerum, som ikke genfindes i EU-retten.

Endvidere har Danmark siden 2006 stillet krav om brovagtalarmsystem på lastskibe over 15 meter og alle

passagerskibe, men de internationale krav på området gælder kun lastskibe over 150 BT og anlæg installeret efter 1.

juli 2011.

Internationale ret: International Convention for the Safety of Life

at Sea”..SOLAS 1984, Den internationale konvention om

forebyggelse af forurening fra skibe

–

1973 MARPOL-

konventionen . Den Internationale konvention om søfarendes

arbejdsforhold (MLC)

EU-ret: Forordning 1005/2009 om stoffer, der nedbryder

ozonlaget, Forordning 336/2006 om gennemførelse af den

internationale kode for sikker skibsdrift i Fællesskabet og

ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 3051/95