Skatteudvalget 2016-17
SAU Alm.del Bilag 235
Offentligt
1774746_0001.png
Notat
19. juni 2017
J.nr. 2017 - 1776
Kontor:
Miljø, energi og motor
Initialer:
TTh, ARH
Resumé af forslag til lov om ændring af lov om regi-
strering af køretøjer, registreringsafgiftsloven, brænd-
stofforbrugsafgiftsloven, lov om vægtafgift af køretøjer
m.v. og lov om afgift af naturgas og bygas
Der foreslås en række initiativer på motorområdet med henblik på at forenkle regler og
fjerne uhensigtsmæssigheder og barrierer for en enkel udøvelse af offentlige funktioner. I
hovedpunkter foreslås følgende ændringer.
For autocampere nedsættes kravet om egentlige sovepladser fra fire til to. De ekstra
sovepladser indrettes i dag i vidt omfang med henblik på afgiftsberigtigelsen, frem for
til tilfredsstillelse af et faktisk behov. Ændringen skal imødegå værdispild.
Den afgiftspligtige værdi af et veterankøretøj, som i dag fastsættes til 40 pct. af køretø-
jets nypris, fastsættes i stedet til køretøjets handelspris, dog fortsat maksimalt 40 pct.
af nyprisen. Herved sikres, at reglerne om veteranbiler ikke medfører højere afgifter
end de almindelige regler om brugte biler.
Reglerne om brug af prøveskilte og prøvemærker på ikke-registrerede køretøjer tilpas-
ses, så reglerne bedre kan rumme anerkendelsesværdige formål, og overflødige eller
uhensigtsmæssige regler fjernes. Det foreslås bl.a., at prøveskilte og prøvemærker kan
bruges til kørsel i forbindelse med leasing og klargøring, og at SKAT bemyndiges til at
fastsætte en karensperiode, hvis et prøveskilt inddrages.
Der indføres en hjemmel til, at skatteministeren kan bemyndige private aktører til at
udskrive prøvemærker. Ændringen medfører lettere adgang til prøvemærker og færre
ekspeditioner hos SKAT.
Reglerne om brug af prøveskilte og prøvemærker samt reglerne om registrering af mo-
torredskaber, køretøjer, der skal anvendes uden for offentlige veje, og køretøjer, der
skal bruges i forbindelse med officielle statslige arrangementer flyttes fra bekendtgø-
relse til lovniveau.
Der indføres en mulighed for, at en offentligt ansat, der skal kontrollere eller fjerne et
køretøj som led i sit hverv, kortvarigt skal kunne føre et uregistreret køretøj m.v. for
eksempelvis at fjerne et køretøj fra vejbanen. Formålet er at sikre smidig afvikling af
embedsfunktioner samt at højne trafiksikkerheden.
Forsvaret skal fremover kunne autoriseres til at registrere og afmelde egne køretøjer i
Køretøjsregisteret. Der er tale om en administrativ lettelse, ligesom forsvaret får bedre
muligheder for at styre deres flåde af biler.
Reglerne om afgørelser om afgiftsfritagelse og -nedsættelse af brændstofforbrugs- og
vægtafgiften for personer med varigt nedsat funktionsevne præciseres, så det fremgår
at fritagelse eller nedsættelse af afgifterne beror på, om der kan ydes støtte til erhver-
velse af en bil efter § 114 i lov om social service. Der er tale om en præcisering.
Endeligt foreslås, at afgiftssatsen for afgiftspligtig gas, der anvendes eller er bestemt til
anvendelse som motorbrændstof, justeres, så satsen fremover svarer til satsen for die-
selolie målt efter energiindhold. Der er tale om en mindre korrektion.