Beskæftigelsesudvalget 2016-17
BEU Alm.del Bilag 24
Offentligt
Til forligskredsen bag reformen af førtidspension og fleksjob:
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) og beskæftigelsesordførere: Hans Andersen (V),
Rasmus Jarlov (K), Laura Lindahl (LA)/Joachim B. Olsen (LA), Leif Lahn Jensen (S), Sofie Carsten Nielsen (R)
og Karsten Hønge (SF)
Kopi til Beskæftigelsesudvalget
Aarhus, den 28. oktober 2016
Evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob
Der er nu gået næsten fire år, siden Folketinget med reformen af førtidspension og fleksjob i 2012
gennemførte nogle af de mest vidtgående forringelser i mange år af vilkårene for mennesker med varig
sygdom eller handicap. Det er fire år med alvorlige konsekvenser for titusindvis af borgere.
De fleste af disse konsekvenser blev forligskredsen bag reformen allerede dengang advaret kraftigt om i
mange høringssvar og debatindlæg, som handicaporganisationer, patientforeninger, socialrådgivere og
andre repræsentanter for mennesker med varig sygdom eller handicap bidrog med i den politiske proces
frem til reformens gennemførelse. Dengang blev der ikke lyttet til kritikken fra forligskredsens side.
De fleste af advarslerne og bekymringerne fra dengang viste sig desværre at blive til virkelighed med
gennemførelsen af reformen. Oven i købet blev nogle af konsekvenserne endnu værre, end vi dengang
kunne forudsige. I de år, der nu er gået under reformordningen, har uværdige vilkår for syge medborgere
under denne ordning igen og igen mødt massiv kritik i medierne. Stadigvæk har ingen af jer taget ansvar for
at ændre grundlæggende ved de kritiserede vilkår bortset fra enkelte gratis udtalelser.
Disse alvorlige konsekvenser af reformen af førtidspension og fleksjob spiller sammen med konsekvenserne
af de mange andre forringelser på social- og beskæftigelsesområdet fra de senere år – det gælder blandt
andet reformerne af dagpenge, efterløn, seniorførtidspension, sygedagpenge, to gange kontanthjælp,
Serviceloven og reformerne af klagesystemet og refusionsordningen. Og de spiller sammen med de
konstante nedskæringer i budgetaftalerne mellem regeringen og kommunerne siden 2007 og med KL-
aftalen fra 2011, som gav kommuner mulighed for fra 2012 at vælge lokale serviceniveauer, der sætter
økonomi over borgernes behov. De spiller endvidere sammen med det tab af retssikkerhed i den
kommunale forvaltning, som mange borgere har erfaret og Advokatrådet med flere dokumenteret. Og de
spiller sammen med reformer på sundhedsområdet og forringelser af serviceniveauet i den stadigt mere
pressede sundhedssektor og med folkeskole- og inklusionsreformen, fremdriftsreformen af de
videregående uddannelser og SU-reformen. En helhedsanalyse ville vise de kolossale samlede forringelser
af vilkårene for mennesker med alvorlig sygdom eller handicap (se for eksempel min artikel ”Mennesker
med handicap er under stærkt politisk pres” i Kritisk Debat den 17. oktober 2016).
Jeg håber, at I nu i forbindelse med evalueringen vil se med mere positive øjne på de følgende
ændringsforslag til reformen. De er suppleret med kommentarer til den nuværende ordning og argumenter
for, hvorfor den bør ændres.
 BEU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 24: Henvendelse af 28/10-16 fra Lisbeth Riisager Henriksen om evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob 2012
Generelle bemærkninger
Snitfladerne mellem førtidspension, ressourceforløb, minifleksjob og fleksjob bør tydeliggøres
Helt generelt er de retlige grænser eller snitflader for førtidspension, ressourceforløb, minifleksjob og
fleksjob utydelige i selve lovgivningen. Der er ikke defineret nogen specifik nedre minimumsgrænse for,
hvornår borgere er berettiget til førtidspension. Det fremgår ikke klart, hvilken form for varig og væsentlig
begrænsning i arbejdsevnen, der skal knyttes til hvilke kategorier af ydelser. Og det fremgår heller ikke,
hvor længe kommunerne rent faktisk skal afprøve behandling og forfølge ”udvikling” af menneskers
arbejdsevne, før de i lovens forstand kan konkludere og dokumentere, hvilken arbejdsevne der er tale om.
Den utydelige lovgivning blev kritiseret af adskillige høringsparter, da lovforslaget var i høring i 2012,
ligesom kritikken blev gentaget under en høring, som Folketingets Beskæftigelsesudvalg afholdt den 15.
april 2015 om reformen, blandt andet i et indlæg af ph.d., lektor i socialret ved Aalborg Universitet John
Klausen. En utydelig lovgivning er et retssikkerhedsproblem.
Der bør fastlægges tydelige grænser og visitationskriterier for, hvornår borgere er berettiget til henholdsvis
førtidspension og fleksjob. Og det bør præciseres, hvad der menes med ’væsentlig og varig nedsættelse af
arbejdsevnen’. Der vil stadig fremover være mennesker, der vil stå i svære sygdomssituationer, hvor det
ganske enkelt ikke er muligt at arbejde ej heller i et fleksjob. Disse mennesker skal kunne sikres mulighed
for at få tilkendt førtidspension uanset alder og uanset, at de måske i bedste fald ville kunne arbejde et par
timer ugentligt.
Førtidspensionsordningen
Kriterierne for tilkendelse af førtidspension skal lempes og bør præciseres
Loven om social pension siger, at kommunerne ikke må tilkende syge mennesker førtidspension, før de har
været igennem et eller flere ressourceforløb af mellem et og fem års varighed. Der står (i § 16, stk. 2):
”Personer i alderen fra 18 til 39 år kan tilkendes førtidspension, hvis det er dokumenteret eller det på grund
af særlige forhold er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres”. Og i Beskæftigelsesindsatsloven, §
68 a, stk. 2, står der, at personer, som det ”... er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle deres
arbejdsevne i et ressourceforløb, er undtaget fra ressourceforløb”.
Men det er ikke præciseret, hvornår og for hvem noget er ”åbenbart” eller ”åbenbart formålsløst”. Vi har
set, at mange kommuner alligevel sender meget syge borgere i ressourceforløb, hvor det er udsigtsløst.
Reformen har således gjort det meget svært at få tilkendt førtidspension – selv dér, hvor det turde være
helt åbenbart, at der ikke er eller kan udvikles nogen arbejdsevne. Og de meget store fald i antallet af
tilkendte førtidspensioner efter reformen fra omkring 15.000 årligt tilkendte pensioner i 2012 til omkring
6.000 tilkendte pensioner efter januar 2013 har stillet mange helt invalide borgere, som nu afvises
førtidspension, i en slem og uværdig klemme. Reformen har fået alvorlige konsekvenser for dem, og det er
urimeligt, at mange af disse nu parkeres i årevis i ressourceforløb eller på kontanthjælp.
Det bør der rettes op på, ligesom det bør indskærpes til kommunerne, at de åbenlyse sager
skal
behandles
som glatsager og medføre førtidspension allerede fra det tidspunkt, hvor det er åbenlyst.
Jeg mener endvidere, at de nuværende kriterier for tilkendelse af førtidspension med en helt marginal
arbejdsevne på timer eller minutter er for smalle og bør udvides op til 10-12 timers arbejdsevne, sådan som
det var i 2003-ordningen. Så kunne minifleksjobordningen være et tilvalg – ikke et krav.
 BEU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 24: Henvendelse af 28/10-16 fra Lisbeth Riisager Henriksen om evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob 2012
Ressourceforløbsordningen
Ressourceforløb bør forkastes eller erstattes af revalidering
Med ressourceforløbet anlagde man den politiske betragtning, at der findes uudnyttede ressourcer hos
syge borgere, som samfundet skal kunne bringe i spil. Det blev i første omgang præsenteret som en "tidlig,
tværfaglig og sammenhængende indsats", der "skal forebygge", at de mest sårbare unge "parkeres" på
førtidspension.
Men allerede i 2012, inden reformen var officielt vedtaget, kunne P1 Orientering afsløre, at
ressourceforløbet slet ikke ville blive nogen tidlig indsats. Loven endte med at lade det være en præmis for
tilkendelse af ressourceforløb, at alle andre beskæftigelsesrettede tiltag allerede var afprøvet. Men hvad er
det for ressourcer, der kan udvikles, når alle tiltag allerede er afprøvet? Det er jo en absurditet.
Da vi allerede har set, at omkring halvdelen af de afsluttede ressourceforløb efter alle forhalinger ender
med, at borgeren tilkendes førtidspension, og da de øvrige resultater af lange ressourceforløb er meget
små, når det ses fra borgernes perspektiv, bør det resultere i en lovændring og indskrænkning af brugen af
ressourceforløb.
Det giver ikke mening med ”ressourceforløb” på et så sent tidspunkt, hvor alt allerede er forsøgt, og hvor
borgerens helbredstilstand er dokumenteret som stationær. Og det er ikke rimeligt, at meget syge borgeres
sager skal trækkes ud i det uendelige. Hvis det overhovedet skal give mening med et ”forløb” inden
eventuel førtidspension, så skal der være tale om egentlig revalidering – altså indsatser på et tidligt
tidspunkt. Det kunne sagtens ske under revalideringsordningen, og derfor kunne
ressourceforløbsordningen med fordel helt afvikles.
Alternativt bør ressourceforløbsordningen som minimum omdefineres og afgrænses, så den ikke fungerer
som røgslør for forhalinger af sager, der alligevel ender med en førtidspension eller burde gøre det!
Lægeattester bør respekteres
De fire år under den nye ordning har vist, at mange borgere bliver sendt i ressourceforløb trods advarsler
om, at det er direkte helbredsskadeligt for dem. De to arbejdsmedicinske overlæger Rolf Petersen og Johan
Hviid Andersen fremkom for eksempel i Ugeskrift for Læger den 19. oktober 2015 med den kritik, at
ressourceforløbene i mange tilfælde er direkte sundhedsskadelige for syge og invalide borgere. De skrev, at
der er kommuner, der har ignoreret borgeres meget alvorlige helbredssituation og de lægefaglige
anbefalinger om for eksempel førtidspension.
Professor i socialret Kirsten Ketscher har fulgt trop i denne kritik. Blandt andet skrev hun i Altinget den 30.
januar 2016, at retten til at være syg nærmest er afskaffet med ressourceforløbet, og at ”der [er] åbnet for
at pine og plage den sygdomsramte borger i årevis”.
Hun skrev også: ”De ressourceforløb, som svage og udsatte borgere udsættes for, er på kollisionskurs med
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod nedværdigende og ydmygende
behandling. F.eks. ”sengepraktik”, hvor borgeren af helbredsmæssige grunde skal ligge i seng det meste af
arbejdsdagen for at forsyne kommunen med et alibi, der kan bære tildeling af et minimalt fleksjob.”
Flere medier, heriblandt Nordjyske, Information, DR og Avisen, har dokumenteret eksempler på sådanne
sagsbehandlinger, hvor borgere er blevet stillet rettighedsløse og behandlet uværdigt. Nordjyske samlede
for eksempel 1. november 2015 knap 50 sager, hvor borgere er blevet sendt i ressourceforløb trods
lægelige advarsler og er blevet eller risikerer at blive direkte helbredsmæssigt skadede deraf.
 BEU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 24: Henvendelse af 28/10-16 fra Lisbeth Riisager Henriksen om evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob 2012
De har efterfølgende dokumenteret, at der per maj 2016 var mindst 65 borgere, der ligefrem er afgået ved
døden, mens de har været i ressourceforløb! Den statistik har i mellemtiden fået tilføjet flere personer. Den
seneste, jeg er bekendt med, er stofmisbrugeren Michael Hansen med kaldenavnet Krølle, som havde både
HIV, hepatitis, tuberkulose, MRSA samt kroniske sår på arme og ben. Han var i kontanthjælpssystemet og i
ressourceforløb i sammenlagt 9 år, selvom det var åbenlyst, at han havde det elendigt og ikke var
arbejdsduelig i nogen som helst forstand. Han fik først tilkendt førtidspension i juni måned og skulle have
modtaget første udbetaling til november. Men han døde i denne uge! Hvorfor har man lavet en lovgivning
og ser fortsat igennem fingrene med forvaltning, der betyder, at så alvorligt syge mennesker skal tilbringe
deres sidste år og dage med endeløse ressourceforløb?
Jeg opfordrer til, at lægeattester skal vægte højere i den samlede sagsbehandling, og at det indskrives
direkte i lovgivningen, at kommuner ikke må gå imod de udredninger, som praktiserende læge og
speciallæger har gennemført og konkluderet på. Hvis disse læger skriver, at erhvervsevnen er nedsat til det
ubetydelige, eller hvis de skriver, at det vil forværre borgerens helbred at være i ressourceforløb, så skal det
ikke være lovligt for kommunerne at visitere folk til ressourceforløb.
I øvrigt skal jeg henvise til, at Institut for Menneskerettigheder specifikt påtaler ressourceforløb som et
særligt problematisk område i deres status over menneskerettighedssituationen i Danmark i 2015-16 i
delrapporten om forholdene for mennesker med handicap (udgivet i juni 2016). De skriver om det i
forbindelse med omtale af, at retssikkerheden i kommunerne i de forvaltningsretlige afgørelser er under
pres: "Noget tyder (…) på, at personer med handicap og alvorligt syge borgere risikerer at opleve
helbredsmæssige forværringer som følge af de ressourceforløb og arbejdsprøvninger, der gennemføres
som følge af førtidspensionsreformen trods klare lægelige advarsler til kommunerne."
Ressourceforløb skal tidsbegrænses, og sagsbehandlingen skal gøres mere effektiv
Indførelsen af ressourceforløb er blevet brugt til en praksis, hvor kommuner forhaler svage borgeres sager.
Ofte med flere ressourceforløb til den enkelte borger og ofte, selvom borgere bliver mere syge. Disse
borgere venter i årevis på en afklaring af deres situation, mens de er alvorligt syge og allerede har fået
helbredsattester, der dokumenterer alvoren og invaliditetsgraden.
En anden besynderlig praksis i denne sammenhæng er, at mange bliver visiteret retur til kontanthjælp efter
afsluttet ressourceforløb, da kommunerne for eksempel ikke har lavet en arbejdsprøvning eller siger, at de
mangler noget andet. Her ender borgeren med efter et ressourceforløb at stå uafklaret tilbage og på det
nærmeste at skulle starte forfra. Det var vel ikke hensigten med ordningen?
Når det kommunale system sætter syge borgere i uvished om deres fremtid i årevis, så bliver borgerne
udsat for et meget stort psykisk pres. Uvisheden er en svær psykisk smerte og belastning, fordi borgeren
over tid fastholdes i konstant usikkerhed og katastrofeberedskab. Belastningen handler om den lange tid
med manglende afklaring om fremtiden, den handler om håbløshed over gentagne udskydelser af afklaring
eller nye tiltag, og den handler om trusler, utryghed og angst for, hvad der venter. Den er et psykisk
fangenskab. Den giver dem en fuldstændig afmagtsfølelse og handlingslammelse, fordi kontrollen er taget
helt ud af deres hænder. Nogle borgere bryder psykisk ned eller invalideres (yderligere) ved denne
behandling fra systemets side.
En række juridiske og medicinske sagkyndige såvel som patientforeninger og handicaporganisationer har
længe kritiseret denne behandling. En af dem er Kirsten Ketscher. Hun kritiserede allerede tilbage i 2011 i
Fagbladet 3F forvaltningen af den daværende lovgivning om førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og
kontanthjælp for sine steder at være på kanten af forbuddet mod tortur og nedværdigende behandling i
 BEU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 24: Henvendelse af 28/10-16 fra Lisbeth Riisager Henriksen om evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob 2012
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Her skrev hun: ”Man kan ikke plage folk med
hvad som helst. Der skal være tale om realistiske krav, og der skal foreligge en objektiv vurdering i form af
en lægeerklæring.” Og hun sagde: ”Der må være grænser for, hvor lang tid man kan blive ved med at
behandle og arbejdsprøve folk. Nogle gange virker det som om, at kommunerne venter på mirakler.”
I år har hun så tilføjet i Altinget, som citeret tidligere i dette brev, at retten til at være syg nærmest er
afskaffet med ressourceforløbet, og at der åbnet for at pine og plage den sygdomsramte borger i årevis.
Det er efter hendes forklaring tortur eller nedværdigende behandling, når kommuner behandler borgeres
sager på en måde, så der ikke er sammenhæng mellem kommunernes krav til behandling eller
arbejdsprøvning af borgeren og borgerens reelle mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Tortur er det diametralt modsatte af det, man forventer af andre, når man har brug for hjælp. Derfor er det
desto mere alvorligt, hvis vi rent faktisk er vidner til tortur i det sociale system i dag. Her kommer man jo
for at hente hjælp, fordi man er syg eller af andre grunde har det rigtig dårligt og ikke kan klare sig selv.
Det er min opfordring, at regeringen og forligspartierne vil se til at sikre, at borgere ikke skal udsættes for
tortur eller torturlignende behandling. Det kræver både ændringer i lovgivningen, og at Folketinget sikrer
borgerne deres ret (retssikkerhed) i den kommunale forvaltning mere generelt, så kommuner ikke de facto
får lov til – med Kirsten Ketschers ord – ”at pine og plage syge borgere i årevis”.
Ressourceforløbene bør tidsbegrænses. Det skal stå i loven, at kommuner ikke kan eller må tilkende flere
ressourceforløb og forløb af mange års varighed til samme borger. Og det bør selvsagt fremgå af loven, at
kommunerne ikke må visitere syge borgere tilbage til kontanthjælp efterfølgende.
Der bør endvidere sættes en maksimal tidsgrænse på, hvor længe en borgers sag alt i alt må være under
behandling i det kommunale system, inden borgeren skal kunne forvente en afklaring om førtidspension
eller fleksjob. Og det må være muligt for kommunerne at dokumentere sagerne ordentligt med for
eksempel ét års varighed som maksimal grænse for afgørelser, når der allerede foreligger helbredsattester.
Det betyder dog, at der nødvendigvis skal sendes flere penge til kommunerne. Der er for eksempel afsat
penge på budgetterne til rehabiliteringsmøder – men det er for få penge i forhold til opgavens størrelse.
Rehabiliteringsteamet bør få mere beslutningskompetence
I reformlovgivningen har rehabiliteringsteamet ikke fået besluttende kompetence. Det er kun blevet
udstyret med en anbefalende/indstillende kompetence, men ikke kompetencen til at træffe den endelige
beslutning om at tilkende førtidspension eller andre afgørelser.
Dette virker selvmodsigende og er en fornærmelse af den faglighed, som rehabiliteringsteamets
medlemmer forventes at besidde, ligesom det krænker borgerens ret til, at sagen afgøres på et oplyst
grundlag. Det er ikke fair, at kommunens øverste pensionsudvalg kan omgøre den indstilling, som
rehabiliteringsteamet kommer med ud fra et personligt møde med den konkrete borger og en konkret
gennemgang af relevante lægeattester med videre. I al fald ikke, når den går imod borgerens ve og vel.
Derudover forekommer der også i nogle kommuner den retsløse praksis, at sagerne ligefrem bliver afklaret
på forhånd,
før
de overhovedet kommer op på et rehabiliteringsmøde. En sådan praksis er jeg for eksempel
bekendt med i Københavns Kommune.
Borgere, som indstilles til førtidspension af rehabiliteringsteamet, bør tilkendes den uden kommunens
mulighed for at modarbejde indstillingen. Og rehabiliteringsteamets afgørelser skal selvsagt tages
efter
rehabiliteringsmødet og ikke forhåndsaftales af kommunens ansatte ud fra økonomiske kalkuler og
 BEU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 24: Henvendelse af 28/10-16 fra Lisbeth Riisager Henriksen om evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob 2012
begrænsninger af, hvor mange førtidspensioner og fleksjob man vil betale for i den enkelte kommune det
pågældende år!
Ressourceforløbsydelsen bør hæves til som minimum ledighedsydelsens niveau
Lovgivningen om ressourceforløb i reformen af førtidspension siger, at ydelsesniveauet under
ressourceforløb afhænger af den ydelse, som borgeren kommer fra. Kommer borgeren fra ledighedsydelse,
har ydelsen således været på niveau med ledighedsydelsen, kommer borgeren fra sygedagpenge, har
ydelsen været på niveau med sygedagpengene, og kommer borgeren fra kontanthjælp eller
integrationsydelse, har ydelsen været på niveau med kontanthjælpen eller integrationsydelsen.
Det bliver et stort økonomisk problem for borgere, der kommer fra kontanthjælp eller integrationsydelse.
Og jo længere tid borgere sættes i ressourceforløb, jo større bliver ikke alene de helbredsmæssige skader
ved forløbene, men også det økonomiske pres og utrygheden.
Jeg mener, at ressourceforløbet bør medføre en fast ydelse på minimum niveau med ledighedsydelsen for
alle i ressourceforløb, uanset hvor de kommer fra.
Dette ville dels afhjælpe den økonomiske utryghed ved at være i systemets vold i årevis, dels give
kommunerne incitamenter til at afslutte borgeres sager, når helbreds- og arbejdsevnetilstanden alligevel er
stationær.
Fleksjob- og minifleksjobordningen
Usikkerhed for personer på den gamle ordning
Fleksjobreformen betød – ganske som formålet var – at fleksjobbere i højtlønnede stillinger og med mere
end cirka 10 ugentlige timers arbejdsevne er gået markant ned i indtægt. Og den har betydet, at de, der
tidligere var lavtlønnede såvel som de nye minifleksjobbere med mindre end 10 ugentlige timers
arbejdsevne, har tjent en smule på den nye ordning. Jeg synes, det er en meget diskutabel omprioritering af
ordningen – og problematisk på den måde at spille forskellige grupper af mennesker med handicap ud over
for hinanden og prioritere mellem deres rettigheder.
Det er stadig nødvendigt at understrege, at det var en urimelig lovændring, at reformen overfører allerede
fleksjobvisiterede personer fra gammel ordning til den nye ordning ved jobskift, fyring eller ledighed og
dermed ændrer med tilbagevirkende kraft ved de rettigheder, de først havde fået stillet i udsigt. Det har
indebåret, eller kommer på et tidspunkt til at indebære, voldsomme forringelser af løn-, arbejds- og
ledighedsvilkår for dem, som tidligere havde middelstore eller store fleksjoblønninger, fordi de også sad i
ansvarsfulde og fagligt krævende stillinger eller havde høj anciennitet og altså typisk arbejdede mellem 12
og 20 timer ugentligt, nogle mere. Det ligner diskrimination i henhold til Handicapkonventionens stk. 27
(mere herom senere).
For mange af disse personer betyder reformen en stavnsbinding til dette job, fordi lønnen for nogles
vedkommende simpelthen vil falde markant, hvis de skifter job og dermed fleksjobordning. Det medfører
usikkerhed for fremtiden i tilfælde af fyring eller dårligt arbejdsmiljø, og det hindrer generelt deres
mobilitet på arbejdsmarkedet og deres almindelige muligheder for at passe økonomiske forpligtelser, som
de har indgået ud fra forventninger om andre vilkår. Det er urimeligt over for disse arbejdstagere, at nogle
af dem vil være nødt til at blive i det samme job i årevis, fordi alternativet vil være økonomisk
uoverskueligt.
 BEU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 24: Henvendelse af 28/10-16 fra Lisbeth Riisager Henriksen om evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob 2012
”Varigt nedsat arbejdsevne” og ”udvikling af arbejdsevne” er modsigende udsagn
Loven opstillede den grundlæggende præmis, at den fleksjobansattes tilskyndelse til at øge
arbejdsindsatsen vil stige, fordi en stigning i antallet af arbejdstimer vil øge arbejdsindkomsten. Og den
tilsigtede, at fleksjobbere tendentielt skulle øge deres timetal i retning af ustøttet beskæftigelse. Men som
en række høringsparter allerede skrev i deres høringssvar til lovforslaget i 2012, er det en urealistisk
præmis og en løgn, som går imod den medicinske sygdomsvirkelighed.
Den største del af fleksjobberne er mennesker med alvorlige kroniske sygdomme eller varige handicap. De
får ikke pludselig forbedrede helbredsvilkår og forbedret funktions- og arbejdsevne. I bedste fald vil de
fortsat kunne klare at blive på arbejdsmarkedet med den grad af varigt nedsat arbejdsevne, som de har i
dag eller på visitationstidspunktet. For mange bliver arbejdsevnen dog mindre og mindre i takt med, at
sygdomme progredierer, eller nye sygdomme, bivirkninger og belastninger lægger sig oveni.
Man bruger i loven begrebet ”varigt nedsat arbejdsevne” om målgruppens arbejdsevne. Det står dog i
modsætning til det forhold, at man i loven samtidig afviser begrebets værdi, idet man mener at vide, at
folk med varigt nedsat arbejdsevne kan "udvikle" den eller ”motivere sig” til en bedre helbreds- og
arbejdssituation. Det er en mærkelig selvmodsigelse. Arbejdsevnen er jo allerede nedsat varigt og
væsentligt, når man overhovedet bliver visiteret til fleksjobordningen, og derfor giver det ikke mening at
tro, at det som udgangspunkt alligevel ikke skulle være tilfældet.
Det påtalte eksempelvis Dansk Socialrådgiverforening i deres høringssvar til reformen i 2012. De skrev:
”Dele af fleksjobreformen beror (…) på den fejlagtige antagelse, at personer med varigt og væsentligt
nedsat arbejdsevne vil kunne arbejde mere, hvis de får økonomisk incitament til dette. Bevillingen af
fleksjob beror på, at det kan dokumenteres at den nedsatte arbejdsevne ikke kan forbedres, og dermed
forekommer antagelsen om de økonomiske incitamenter påstået og i konflikt med den relaterede
lovgivning.”
Jeg vil derfor opfordre til, at forligskredsen ikke fastholder løgnen om fortsat ”udvikling” af en varigt nedsat
arbejdsevne.
Uretfærdig ændring af tilskudsmodellen bør tilbagerulles
En væsentlig ingrediens i reformen var en ændring fra en lønmodtagermodel til en kombineret
ansættelses- og ydelsesmodel. Fleksjobberen er nu blevet både ordinær lønmodtager og samtidig direkte
modtager af offentlige ydelser – i al den tid, der er et arbejdsforhold. Det betyder, at det nye fleksjob kan
ses som en udvidet ordinær deltidsansættelse med en klientgørelse i tillæg. Det er i sig selv beklageligt,
diskriminerende og uacceptabelt.
Mens en del af tiden aflønnes med løn, kompenseres borgeren den resterende tid med et direkte
fleksløntilskud på 98 procent af højeste dagpengesats efter et bestemt aftrapningssystem i forhold til
lønindtægten. Jo større handicappet og forringelsen af arbejdsevnen er, desto ringere bliver den samlede
indtægt altså.
Reformen har betydet store økonomiske forringelser i forhold til løn, fleksløntilskud og pensionsopsparing
for de nye fleksjobbere. Mange mister i tusindvis af kroner hver eneste måned sammenlignet med
vilkårene under den gamle fleksjobordning, hvor der var tilnærmelsesvis økonomisk ligestilling med andre
arbejdstagere inden for de forskellige fag. Og det gælder særligt de fleksjobbere, som har et relativt højere
antal arbejdstimer – altså dem, som den tidligere fleksjobordning prioriterede. Mange af de fleksjobbere,
 BEU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 24: Henvendelse af 28/10-16 fra Lisbeth Riisager Henriksen om evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob 2012
som går meget ned i løn under den nye ordning, er også personer med høj uddannelse og lang arbejds-
erfaring. Det virker ikke rimeligt.
Reformens nye løn- og flekstilskudssystem er et uacceptabelt opgør med mange års hævdvunden social- og
beskæftigelsespolitik. Tidligere arbejdede man for, at mennesker med handicap skulle have retten til et
værdigt og selvstændigt liv (jf. Handicapkonventionens artikel 19) med tilnærmelsesvist lige muligheder for
blandt andet beskæftigelse (jf. Handicapkonventionens artikel 27 – se også sidste afsnit i mit brev). Det har
samfundet tidligere prioriteret og afspejlet i en opbakning under principperne om kompensation,
ligebehandling og solidaritet, som i dag har mistet politisk terræn. Løn- og flekstilskudssystemet bør
tilbagerulles til den tidligere ordning.
Uretfærdig produktivitetsaflønning bør tilbagerulles
En helt selvstændig problemstilling i lønmodtagerdelen af den nye fleksjobordning er indførelsen af et nyt
lønsystem baseret på produktivitetsaflønning. Den er en følge af den aftale om produktivitetsaflønning af
de nye fleksjobbere, som CO-industri og Dansk Industri som bekendt indgik lige inden høringen af
lovforslagets anden høringsdel om lønvilkårene i oktober 2012. Den aftale gjorde, at daværende
beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) kunne præsentere begrebet 'arbejdsintensitet' som en del af
reformen, så det formelt fremstod, som om arbejdsmarkedets parter helt selv havde fundet på det
(jævnfør principperne i den danske model). Løndumping var blevet officiel beskæftigelsespolitik.
Produktivitetsaflønningen underminerer de faglige overenskomster for fleksjobberne, selvom disse formelt
set ikke er skrevet ud af loven. Og det skal også ses i lyset af, at fagforeningernes forhandlingsret blev
skrevet helt ud af loven.
Produktivitetsaflønningen går ud på, at jobcentret skal anføre, hvor mange timer og med hvilken intensitet/
produktivitetsgrad, de vurderer, at den fleksjobvisiterede kan arbejde i jobbet. Aflønningen af
fleksjobberens arbejde opgøres altså i et regnestykke, hvor den reelle arbejdstid sammenholdes med den
arbejdsintensitet/produktivitetsgrad, som arbejdsgiver og jobcenter bliver enige om at fastsætte – det vil
sige, at fleksjobberen alligevel ikke får den overenskomstmæssige løn for hele sin arbejdstid, men kun for
det skønnede antal effektive timer.
Hvorfor skal fleksjobbere som (næsten) de eneste på arbejdsmarkedet måles på et så diffust og
diskriminerende lønparameter? Almindelige lønmodtagere bliver jo ansat ud fra en generel vurdering af
arbejdsevne og fag. Alle mennesker har en variation i deres arbejdsevne over tid – det gælder også de
mennesker, som ansættes under ordinære vilkår. Det er uacceptabelt at diskriminere mennesker med
handicap i fleksjob på denne måde. Det er social dumping.
Men derudover udgør det i sig selv et retssikkerhedsproblem, at fastsættelsen af arbejdsintensiteten og
antallet af effektive arbejdstimer ofte sker helt vilkårligt og uden bestemte kriterier for processen.
Arbejdsevne og arbejdsintensitet er jo ikke fuldstændigt faste eller eksakte størrelser, men kan variere i
lyset af fleksjobberens handicap/helbredsproblemer (og over tid) og i forhold til arbejdsfunktioner og den
fysiske indretning af den enkelte arbejdsplads, ligesom det heller ikke er en eksakt størrelse, hvad der
opfattes som normen for fuld intensitet i en given branche. Når arbejdsintensiteten samtidig bliver noget,
som arbejdsgiver og jobcenter kan forhandle sig frem til, og hvor arbejdsgiver får serveretten i forhold til
overhovedet at ansætte fleksjobberen, kommer fleksjobberen i en sårbar position. Der er mange eksempler
på, at fleksjobberes arbejdsintensitet fastsættes lavere end realiteten, og at den udbetalte løn dermed
bliver mindre, end den retteligt burde være.
 BEU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 24: Henvendelse af 28/10-16 fra Lisbeth Riisager Henriksen om evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob 2012
LO og FTF afgav for eksempel sammen en indstilling til Beskæftigelsesministeriet i december 2015 om den
praksis, som reformen har indført for vurdering af arbejdsevne og fastsættelse af arbejdsintensitet. De
kritiserede den for at være usikker og blive misbrugt af nogle arbejdsgivere:
”Det er vanskeligt for en fleksjobber at få forhandlet sig til et højere timetal eller en højere
arbejdsintensitet, fordi det vil indebære en større lønudgift for arbejdsgiveren. Problemet er, at
arbejdsgiverne kan have et ønske om at holde timetallet for fleksjobberen kunstigt nede for at spare penge.
Kommunerne har en interesse i at få fleksjobberne i job og giver derfor en stor elastik i forhold til
arbejdsgiverne. Det sker derfor, at fleksjobbet bliver på det antal timer, som arbejdsgiveren har ”råd til” og
ikke nødvendigvis på et timetal, der svarer til den reelle arbejdsevne. Det samme ser vi, når
arbejdsintensiteten justeres, således at den løn der udbetales slet ikke stemmer overens med de timer,
som fleksjobberen møder på arbejde.”
Reformens model med produktivitetsaflønning og den hertil relaterede vurdering af arbejdsevne og
fastsættelse af arbejdsintensitet blev allerede problematiseret fra mange sider under høringen af
reformlovforslaget i 2012. For eksempel tog Dansk Socialrådgiverforening i deres høringssvar afstand fra
den måling og vurdering, som der blev lagt op til. De skrev herom:
”At indføre en vurdering af den enkeltes arbejdsintensitet – udover hvor mange timer en borger kan
arbejde – er nyt på det danske arbejdsmarked og forekommer ikke bare uhensigtsmæssigt men også som
en umulig opgave. En sådan aflønningsform er problematisk da produktivitetsbegrebet og målingen heraf
afhænger af branche, det konkrete job og funktioner heri, samt en mere overordnet helhedsbetragtning i
forhold til værdien af det udførte arbejde for arbejdspladsen som helhed. (…) Vurderingen af
arbejdsintensiteten vil være yderst vanskelig for sagsbehandleren at foretage, da sagsbehandleren ikke kan
kende normen for fuld produktion. Som lovforslaget ligger får arbejdsgiver en uhørt ’hjemmebanefordel’ i
forhold til at påstå en norm (…) som alle så må rette ind efter, og som påvirker den løn, arbejdsgiver skal
betale.
I forslaget står, at jobcenterets fastsættelse af en procent for produktivitetsgraden alene skal bero på de
foreliggende oplysninger i sagen, herunder rehabiliteringsplanens forberedende del. Hvor kommer disse
foreliggende oplysninger fra? Hvordan forestiller man sig, at de skal fremskaffes? I relation til
førtidspensionsreformen lægges der op til, at arbejdsevnemetoden afskaffes uden, at det er beskrevet,
hvordan der så skal arbejdes med afdækning og vurdering af arbejds/produktionsevnen (…). Da den nu får
betydning for aflønningen og samtidig som beskrevet i langt de fleste fag er en noget ”blød” størrelse, kan
der sagtens opstå uenighed om omfanget af den. (…) Retssikkerheden lader ikke til at være indtænkt, og
det finder vi dybt problematisk.”
Dansk Socialrådgiverforening fandt det endvidere ”… problematisk, at der (…) lægges op til, at såfremt der
ikke er indgået en central aftale baseret på en produktivitetsaflønning og hermed fravigelser af
overenskomstbestemmelser om løn og arbejdstid, så skal en sådan kunne aftales individuelt mellem
arbejdsgiveren og den ansatte. (…) Dette er et brud med princippet om, at aftaler og overenskomster kun
kan fraviges af de parter, som har indgået dem.”
Denne løndumping bør forligskredsen gøre op med. Løndumping og de facto forskelsbehandling rimer ikke
på hverken Handicapkonventionens princip om respekt for den menneskelige værdighed eller med
almindelige principper om lige løn for lige arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi.
Begrebet arbejdsintensitet/produktivitet bør derfor tages ud af loven, således at fleksjobbere som
minimum får samme overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår per reel arbejdstime på arbejdspladsen
 BEU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 24: Henvendelse af 28/10-16 fra Lisbeth Riisager Henriksen om evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob 2012
som øvrige ansatte med tilsvarende uddannelsesbaggrund, arbejdserfaring, arbejdsopgaver, ansvar,
anciennitet og så videre.
Skulle det alligevel ikke ske, så bør forligskredsen som minimum indføre i lovgivningen, hvordan denne
intensitet rent faktisk skal fastsættes. Det bør blandt andet fremgå af loven, at det skema, hvorom det i
øjeblikket hedder, at det ’kan udfyldes’, i stedet ’skal udfyldes’. Det bør være et lovkrav, at kommunerne
skal udfylde sådan et skema, så det står klart for alle, hvordan man er kommet frem til en persons
arbejdsevne og samlede aflønning. Og det bør være et lovkrav med et sådant skema for at gøre det muligt
for fleksjobbere at klage over afgørelsen til Ankestyrelsen.
Fleksløntilskuddet bør følge lønnen
Fleksløntilskuddet følger, ligesom andre overførselsindkomster, en nedsat dagpengesats, som fremover
ikke satsreguleres. Det er uacceptabelt, at personer med høje uddannelser, højt arbejdsansvar og megen
erfaring ikke skal kunne aflønnes på tilsvarende niveau som de ordinært ansatte, men at blandt andet
mellem- og højtuddannede personer i fleksjob vil ende med at få en løn og ydelse (fleksløntilskud), der
samlet set stiller dem langt ringere end andre med tilsvarende uddannelsesbaggrund, arbejdserfaring,
arbejdsopgaver, ansvar, anciennitet osv.
Mennesker i fleksjob bør få ret til en løn, der sammen med fleksløntilskuddet samlet når det
samme niveau, som ordinært ansatte med tilsvarende uddannelsesbaggrund, arbejdserfaring,
arbejdsopgaver, ansvar og anciennitet ville opnå under den overenskomst, som normalt dækker det
pågældende arbejdsområde. Som minimum burde fleksløntilskuddet fremover reguleres i samme takt som
den almindelige løndannelse.
Den nye delte løn og tilskudsmodel betyder manglende motivation for arbejdsgivere til at ansætte
personer på fleksjob i mere end 10 timer
Det er vanskeligt at se arbejdsgiverens økonomiske motivation til under den nye ordning at ansætte
medarbejdere i et fleksjob på lige så mange timer som under den gamle, når systemet nu er blevet ændret,
så arbejdsgiver ikke længere får kompensation derfor fra kommunen. Derimod har vi i de første år af
reformens implementering set flere ansættelser i minifleksjob – også af personer, som måske havde flere
arbejdstimer i sig, men som arbejdsgiverne ikke har villet ansætte i de første af reformens år, fordi der kun
var bonus tilknyttet ansættelse i minifleksjob.
Således kunne Beskæftigelsesministeriet selv fastslå på deres hjemmeside den 23. oktober 2016, at
halvdelen af alle fleksjob (i en måling frem til og med juli 2015) nu har en aflønnet arbejdstid på under 11
timer om ugen. Det var sikkert forligskredsens prioritering den gang – men det er urimeligt over for dem,
der rent faktisk
kunne
arbejde mere, hvis ordningen havde set anderledes ud, og de havde fået chancen.
Har forligskredsen overvejet de negative konsekvenser af denne omprioritering af ordningen?
Som ordningen nu er blevet, skal arbejdsgiver betale det samme for en ansat på fleksjob i for eksempel 15
aflønnede timer om ugen som for en ordinært ansat på 15 timer. Arbejdsgiver får ingen kompensation for
den usikkerhed, som følger af, at der ofte ikke er vished for den ansattes helbredsmæssige tilstand på
længere sigt samt for ekstra sygedage osv., ligesom der relativt betragtet er et øget administrativt besvær.
Og arbejdsgiveren får ingen kompensation for den usikkerhed, som forligskredsen har indført med 12
måneders-reglen og midlertidige fleksjobvisitationer før borgerens fyldte 40. år (mere herom senere).
Dermed er der en risiko for, at det bliver meget svært at finde arbejdsgivere, der vil tilbyde
fleksjobansættelser og tage de chancer, som ligger i alle disse usikkerheder – usikkerheder, som står i stærk
 BEU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 24: Henvendelse af 28/10-16 fra Lisbeth Riisager Henriksen om evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob 2012
kontrast til de tempo- og effektivitetskrav, som arbejdsmarkedet i stigende grad er præget af i den
globaliserede konkurrence.
Der bør gøres noget for at sikre de fleksjobbere, der har mere arbejdsevne i sig, bedre chancer for at opnå
fleksjobansættelse. Man kunne eksempelvis forestille sig, at man kunne oprette en fleksjobfond i lighed
med den statslige fleksjobordning eller statens barselsfond, som også kommuner, regioner og private
virksomheder kunne trække på, hvis de ansætter fleksjobbere.
Bureaukratisk aflønnings- og tilskudssystem bør forenkles
Loven mangler enkelhed og overskuelighed i bestemmelserne om løn og fleksløntilskud og i det system,
som skal administrere det. Som det er i dag, er systemet så ugennemsigtigt, at selv kommunalt ansatte og
andre fagfolk kan have vanskeligt ved at forstå det. Det kunne med fordel gøres mere enkelt for både
borgeren og systemets administration. Det må være muligt at gøre systemet mindre indviklet og mere
gennemsigtigt, så fleksjobberens rettigheder bliver tydeligere og sikres bedre.
Det giver for eksempel mange problemer, at fleksjobordningen i dag er både en ordinær
deltidsbeskæftigelse og en social ydelse. Det betyder problemer med diverse registreringer og med
forskellige udregninger, når borgeren er både lønmodtager og klient. Det er noget rod.
Den nye elastiske vurderingspraksis jævnfør begrebet om arbejdsintensitet svækker fleksjobbernes
grundlæggende retssikkerhed og lønindtjening. Den forplanter sig endvidere til de kommunale løn- og
pensionsindbetalinger, som bliver uigennemskuelige og vanskelige at kontrollere for fleksjobberen, ligesom
mange erfarer fejl i den forbindelse.
Den nye lønmodel betyder uklar grænsedragning mellem arbejde og fritid
Den tid, der ikke gives løn for af arbejdsgiver, må formodes at være fritid. Men den kan ikke være fritid,
når den tilbringes på en arbejdsplads. Mange var med reformen bekymrede for og er fortsat bekymrede
for, at det med produktivitetsaflønning blev svært at trække en klar grænse mellem arbejdstid og fritid, og
at fleksjobberes fritid bliver inddraget til arbejdstid.
Reformen har ændret vilkårene for fleksjobbere i retning af, at de ikke længere har ret til fritid, sådan som
det ellers siges i Menneskerettighedskonventionens artikel 24, at alle mennesker har. Er forligspartierne
klar over, at lovgivningen om gradueret ’arbejdsintensitet’ og produktivitetsaflønning i praksis betyder, at
personer i fleksjob skal arbejde gratis i deres fritid for at kompensere for nedsat arbejdsevne?
Pensionsefterslæb bør rettes op med en statslig kapitalpensionsordning eller ydelse
Personer i fleksjob under reformordningen får et markant pensionsefterslæb i forhold til ordinært ansatte.
De vil også opleve, at den tvungne pensionsindbetaling af tilskuddet vil mindske deres nettolønindkomst,
som i forvejen ligger langt under ordinært ansattes indkomst. Samtidig vil der over tid ske en udhuling af
pensionsindbetalingen. Det er urimeligt, at personer med nedsat arbejdsevne som pensionister skal opleve
så store forringelser i deres levevilkår alene på grund af det forhold, at de har en varigt og væsentligt
nedsat arbejdsevne. Og dette pensionsefterslæb bliver jo endnu større, når der er tale om personer i de
helt små minifleksjob, og jo flere år, de er i den nye fleksjobordning.
Når det samtidig påtænkes, at fleksjobberes muligheder for at oprette en privat pensionsopsparing er
begrænset, idet den månedlige indtægt (for en del af fleksjobberne) formindskes drastisk, og at
reformordningen nedskriver den lønindtægt der betales pension af, vil jeg opfordre til, at forligskredsen vil
forsøge at kompensere det store pensionsefterslæb på en eller anden måde. Da reformen i forvejen har
skåret så voldsomt på alle den tidligere ordnings kompensation for nedsat arbejdsevne – både den direkte
 BEU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 24: Henvendelse af 28/10-16 fra Lisbeth Riisager Henriksen om evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob 2012
kompensation til fleksjobberen og den direkte kompensation til arbejdsgiveren – kunne det foreslås, at der
etableres en statslig kapitalpensionsordning for alle fleksjobbere under ny ordning.
Den kunne for eksempel være et fast årligt beløb, som staten skulle forpligtes på at indbetale til
fleksjobberens kapitalpensionskonto i en størrelsesorden, så det som minimum svarer til, hvad de
lavtlønnede grupper på det ordinære arbejdsmarked opnår ved fuldtidsbeskæftigelse. Der kunne så være
en regulering, der tager højde for, at kapitalpensionsydelsen aftrappes, jo mere fleksjobberen kan arbejde
og selv betale ind til pensionsopsparing. Det kunne og burde etableres som en fast del af Finansloven. Og
for nemheds skyld kunne det hele bliver udbetalt via den kommunale fleksjobadministration, der allerede i
dag udbetaler fleksløntilskuddet – hvilket så ville kræve en aftale mellem stat og kommune og en
refusionsordning.
12-månedersreglen er uhensigtsmæssig, og fastholdelsesfleksjobbet bør genindføres
Før reformen blev mange bevilliget fleksjob på den samme arbejdsplads, hvor de allerede er ansat. Vi ved,
at fastholdelsesfleksjobbene tidligere stod for cirka halvdelen af alle fleksjobansættelser. Reformen gjorde
op med denne ret til fastholdelsesfleksjob og indførte en regel (12 måneders-reglen) om, at alle
etableringer af nye fleksjobansættelser skulle foregås af mindst 12 måneders ordinær ansættelse på fuld
løn på den pågældende arbejdsplads eller ansættelser under de øvrige sociale kapitler.
Med 12 måneders-reglen pålægger reformen altså arbejdsgiveren at have medarbejderen ansat i yderligere
12 måneder på fuld løn, før der kan etableres fleksjobansættelse – og her forinden ligger der som oftest en
langvarig sygemelding og 1-2 års sagsbehandling af fleksjobansøgningen. Det er en stor barriere for
arbejdstagere, som må se chancen for at fastholde arbejde på en kendt arbejdsplads falde til jorden alene
på grund af lovgivningen. Det er også blevet dyrt og besværligt for en arbejdsgiver at have den pågældende
ansat i den lange ventetid, og der er stor risiko for, at det i sidste ende vil betyde, at mange arbejdsgivere
holder sig tilbage fra at ansætte nogen, de ellers ville have ansat. Med andre ord fører denne regel til mere
ledighed end beskæftigelse for en del personer, idet en masse mulige fleksjobansættelser ikke bliver
grebet.
Det er en uhensigtsmæssig regel, hvis ønsket er at fastholde folk i beskæftigelse. Det har for eksempel
LO/FTF kritiseret den for at være i deres evaluerende indstilling til daværende beskæftigelsesminister
Mette Frederiksen i december 2015. Det samme advarede mange høringsparter om under den politiske
lovproces i 2012.
12 måneders-reglen bør afskaffes, så den ikke skal være en barriere, hvor der ellers
kunne
være kommet
ansættelser ud af det.
Midlertidige fleksjob bør erstattes med fast visitation til fleksjob én gang for alle
Reformen indførte krav om, at alle fleksjobansættelser før borgerens fyldte 40. år skal være midlertidige og
fornyes hvert femte år. Dette medvirker til den gennemgående usikkerhed og utryghed om ansættelsen for
målgruppen såvel som for arbejdsgiverne. Jeg er ret overbevist om, at det har forringet mulighederne for at
opnå
og
fastholde
ansættelse. Det er uhensigtsmæssigt.
Det fremgår heller ikke af loven, hvordan man har forestillet sig, at kommunerne skal revurdere disse
fleksjobbere. Man burde opsætte nogle nærmere retningslinjer, så kommunerne ikke har helt frie hænder
til at læse og tolke.
Jeg mener dog, at 5 års-reglen helt bør afskaffes. Der bør være en fast visitation til fleksjob, som gives én
gang for alle, og som kommunen ikke kan inddrage senere.
 BEU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 24: Henvendelse af 28/10-16 fra Lisbeth Riisager Henriksen om evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob 2012
For som jeg tidligere i brevet har beskrevet jævnfør definitionen af varig og væsentlig nedsat arbejdsevne,
så er det urealistisk og selvmodsigende at forestille sig, at de borgere, tilkendes fleksjob i første omgang,
skulle få en bedre arbejdsevne senere. Det er kun med til at forringe deres arbejdsudsigter og deres
arbejdsevne, når de påføres en så stor utryghed om deres fremtidige situation.
Ligeledes gør det også ansættelses- og fastholdelsesargumentet dårligere over for den enkelte arbejdsgiver
– for hvordan skulle arbejdsgiveren kunne ansætte en arbejdstager, hvis ansættelsesforhold der ikke er
sikkerhed for bare få år ude i fremtiden? Det er en urimelig usikkerhed om arbejdsforholdene, som en
evaluering bør rette op på.
Ledighedsydelsen og andre forhold omkring ledighed
Reformen sidestiller i stort omfang fleksjobbere med ordinært ansatte raske personer, hvad angår reglerne
vedrørende ledighed, selvom grundvilkårene for de to grupper i øvrigt er vidt forskellige. Sidestillingen
gælder blandt andet retten til ydelse under ledighed, herunder reglerne for, hvornår man betragtes som
værende ydelsesberettiget ledig, og hvilke rådighedsregler og sanktioner, der er fastlagt.
Det bør gøres til en ret for den fleksjobvisiterede at kunne få fuld ledighedsydelse uden forudgående
mange måneders fleksjob. Det bør det være, fordi det er svært at finde og fastholde fleksjob i dag, og jo
flere skånebehov man har som fleksjobber, desto sværere er det.
Ledighedsydelsen blev med reformen forringet fra 91 procent af den maksimale dagpengesats til kun 89
procent af samme. Det er urimeligt, og den bør rettes op til minimum det tidligere niveau – men helst til
100 procent af dagpengesatsen.
Det forekommer også uretfærdigt, at ledige fleksjobbere pålægges de samme forpligtelser til aktiv
jobsøgning og til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og risikerer de samme sanktioner som
dagpengemodtagere ved såkaldt selvforskyldt ledighed. Ledige fleksjobbere vil jo, i modsætning til de raske
ledige uden andre problemer end ledighed, ofte have komplicerede helbredsmæssige forhold at tage
hensyn til og nogle endog kun få timers arbejdsevne ugentligt.
Fleksjobbere bør ikke fortsat underlægges samme pligter og sanktioner som dagpengemodtagere. Især skal
der gøres opmærksom på det problem, at der er ældre og handicappede ledige, som ender på
kontanthjælp seks måneder efter, at de har ramt efterlønsalderen (og ikke har sparet op til
efterløn/fleksydelse) og indtil de kan få folkepension. Det er urimeligt og diskriminerende, og evalueringen
af ordningen bør tilføre dem en særlig beskyttelse mod at overgå til kontanthjælp.
Fleksjobordningen for selvstændige bør ændres
Det er beklageligt, at vilkårene for selvstændige fleksjobbere blev ringere med fleksjobreformen. Der er
indført et lavere loft for tilskud til egen virksomhed. Og man har gjort det til en forudsætning for at opnå
ret til fleksjob som selvstændig, at man inden for de sidste 24 måneder skal have udøvet selvstændig
virksomhed i sammenlagt 12 måneder og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr.
uge. Det sidste er en hurdle, der ikke matcher godt med mennesker med handicap og nedsat arbejdsevne.
Hvis man ikke allerede har været selvstændig, inden man bliver fleksjobber, og hvis man ikke allerede har
været det i et år med et pænt overskud, så kan man altså slet ikke blive selvstændig i fleksjob. Medfødte
handicap vil altså i de fleste tilfælde udelukke muligheden for at blive selvstændig i Danmark. Dette er
urimeligt og diskriminerende. En evaluering af reformordningen bør justere dette, det vil sige dels øge
tilskudsloftet, dels fjerne det kravet om forudgående selvstændig virksomhed på et særligt antal timer. Alle
fleksjobbere bør uden begrænsning kunne opnå ret til at starte selvstændig virksomhed. Det ville også gå
 BEU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 24: Henvendelse af 28/10-16 fra Lisbeth Riisager Henriksen om evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob 2012
bedre i spænd med regeringens fremstilling af, at det er vigtigt med entreprenørskab og vækst på
arbejdsmarkedet.
Der er mange fleksjobbere, som er kreative, veluddannede og gerne vil starte egen virksomhed. Der gås glip
af mange muligheder for iværksætteri inden for fleksjobområdet, når der ikke er denne mulighed længere.
Mange mennesker med handicap får eksempelvis gode ideer til løsninger på problemstillinger, som de
møder qua deres handicap. Det er en skam, at de skal gå til spilde.
Derfor bør forligskredsen ændre loven, så alle fleksjobbere uden begrænsning kan opnå ret til at starte
selvstændig virksomhed. Man kunne også indføre en mulighed for at kunne etablere sig som
minifleksjobber i selvstændig virksomhed på få timer som supplement til en førtidspension.
Minifleksjobordningen
I TV Avisen den 23. oktober 2016 fremgik det, at Radikale og SF ønsker at ændre fleksjobordningen, så
fleksjobbere ikke længere – som i reformordningen – skal tvinges i fleksjob på få timer ugentligt.
Det er en bemærkelsesværdigt positiv udmelding! Og bag den ligger jo indirekte en kritik af de mange
endeløse arbejdsprøvninger og ressourceforløb, hvor selv marginale minutters arbejdsevne nidkært bliver
noteret i kommunernes journaler uden at tilkende folk førtidspension. Det er derfor en meget vigtig kritik
og et vigtigt ændringsforslag, som Radikale og SF er kommet med her. Det rummer mulighed for at
kommentere på hele reformens fejlagtige grundidéer og antagelser om, hvad varigt nedsat arbejdsevne er,
og hvor længe borgerne skal lade sig undersøge og afprøve og være i ressourceforløb, før man mener at
kunne vurdere og konkludere, hvad der er status på deres sag.
Jeg støtter dette forslag til ændring af ordningen. Dog mener jeg, at grænsen bør være højere end 5 timers
arbejdsevne og ligge på omkring 10-12 timers arbejdsevne – jævnfør afsnittet om førtidspensions-
ordningen.
Hastværk er lastværk og disrespekt for demokratiet
Der kan knyttes mange yderligere kommentarer til reformen af førtidspension og fleksjob. En af dem er den
korte tidsfrist, som loven skulle implementeres med. Scleroseforeningen gjorde for eksempel opmærksom
på dette i deres høringssvar. Den hurtige lovgivning og implementering har kostet blod, sved og tårer for
fleksjobbere og de kommunalt ansatte. I dette efterår er flere kommuner i gang med at genberegne
fleksjobbere i ansættelse. Det har vist sig, at der er fejlberegninger i fleksløntilskuddet omkring
pensionsbidrag.
Dette siger noget om, at der selv nu efter næsten fire år ikke er helt styr på tingene og det rent praktiske i
kommunernes mulighed for at foretage korrekte beregninger.
Husk forpligtelserne på Handicapkonventionen og de handicappolitiske principper
Til sidst vil jeg minde forligskredsen om, at Danmark er forpligtet på Handicapkonventionens retlige
standard om respekt for den enkelte borgers menneskelige værdighed og de enkelte artikler, som står i
konventionen. Konventionen er en del af gældende ret, selvom den ikke er inkorporeret i lovgivningen, og
lovbestemmelserne i førtidspensions- og fleksjobordningen skal altså fortolkes i overensstemmelse
hermed. Konventionen er ikke blot en række hensigtserklæringer. Den er retligt bindende på samme måde
som almindelig lovgivning.
Handicapkonventionens artikel 27 om arbejde og beskæftigelse siger for eksempel, at deltagerstaterne
anerkender retten for personer til at arbejde på lige fod med andre, hvilket omfatter retten til at kunne
tjene til livets ophold ved beskæftigelse, som de selv frit vælger. Deltagerstaterne skal sikre og fremme
 BEU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 24: Henvendelse af 28/10-16 fra Lisbeth Riisager Henriksen om evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob 2012
virkeliggørelsen af retten til arbejde og er pålagt at sikre denne ret til at arbejde på lige fod med andre.
Blandt andet skal de:
a) ”forbyde diskrimination på grund af handicap i alle forhold vedrørende alle former for beskæftigelse,
herunder betingelser for rekruttering, ansættelse og beskæftigelse, fortsat beskæftigelse,
karrieremuligheder og sikre og sunde arbejdsforhold”,
b) ”beskytte retten for personer med handicap til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår på lige fod med
andre, herunder lige muligheder og samme vederlag for arbejde af samme værdi”,
c) ”sikre, at personer med handicap kan udøve deres arbejdstager- og fagforeningsrettigheder på lige fod
med andre”,
e) ”fremme beskæftigelsesmuligheder og karrieremuligheder for personer med handicap på
arbejdsmarkedet samt bistand til at finde, få, fastholde og vende tilbage til beskæftigelse”,
f) ”fremme mulighederne for selvstændig virksomhed, iværksætteri, udvikling af kooperativer samt
etablering af egenvirksomhed”.
Det er min opfattelse, at reformen af førtidspension og fleksjob fra 2012 ikke har sikret og fremmet disse
rettigheder, men tværtimod har medvirket til det modsatte. Den har betydet forskelsbehandling/
diskrimination i alle forhold vedrørende beskæftigelsen af mennesker med handicap. Den har forringet
arbejds- og lønvilkårene i retning af det uretfærdige og ugunstige, så mennesker under fleksjobordningen
er stillet helt ulige i forhold til arbejdstagere på det ordinære arbejdsmarked. Den har endvidere – ved at
udskrive fagforeningernes forhandlingsret af loven – gjort op med retten til at udøve arbejdstager- og
fagforeningsrettigheder på lige fod med andre. Og den har forringet beskæftigelses- og karrieremuligheder
og mulighederne for selvstændig virksomhed. Det er alt sammen stærkt kritisabelt!
Derudover har reformen vist sig at være et opgør med de tidligere gængse handicappolitiske principper i
Danmark om ligebehandling, kompensation og solidaritet. Det rimer heller ikke på de forpligtelser, som
Danmark har i henhold til Handicapkonventionen.
Jeg vil appellere til, at forligskredsen vil evaluere reformen i lyset af disse konventionsforpligtelser, og at I
vil se mine ændringsforslag i dette lys.
Med venlig hilsen
Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter
[email protected]