Jamen også jeg vil gerne takke for statsministerens invitation. SF kommer gerne, for jeg er enig i, at tiden er nu. Vi står i øjeblikket i den situation, at vi sidste år gav 10.000 asylansøgere ophold, og vi kommer også til at give mange mennesker ophold i 2016 og i 2017, hvis krigen i Syrien ikke slutter, og det ser jo ikke lige ud til at være rundt om hjørnet. Så vi er nødt til at tackle de udfordringer, der kommer med det, nu, for ellers gentager vi fortidens synder. Vi kan jo se, at udfordringerne ikke kun har været der her i forbindelse med de afsløringer, TV 2 har lavet i »Moskeerne bag sløret«, men at det sådan set er noget, vi har kendt til i rigtig mange år – som statsministeren siger: også i hans egen tidligere regeringsperiode. Det er jo ikke noget, der er løst med nemme fingerknips.

Jeg er selv vokset op på Vestegnen, og jeg må indrømme, at noget af det, jeg har oplevet i Ishøj, hvor jeg har gået i gymnasiet, er, at der er kvinder, der ikke taler dansk, som ikke er en del af det danske samfund, og som bliver holdt hjemme og er under stærk social kontrol. Nu har vi unge kvinder, der vokser op i Danmark, og som på lige måde oplever det, at de ikke må tage på lejrskole, at de ikke må deltage i udenomsting, hvis der er drenge involveret, og at de ikke må deltage i seksualundervisning og mange andre ting. Det gør, at vi reelt oplever, at vi har to samfund i Danmark. Det vil vi selvfølgelig ikke acceptere på nogen som helst måde, og vi vil ikke acceptere, at unge kvinder sættes under stærk social kontrol. Så jeg tror, at det, der i virkeligheden er den store opgave, er at bakke op om de mange moderate muslimer, som findes i Danmark, som gerne vil et opgør med det her, men som ikke har den støtte eller den hjælp, som vi i virkeligheden bør yde ved at lave en klog integrationspolitik.

Vi har spillet ud med en hel del forslag de sidste par uger, og det er ikke ment som drilleri; det er ment i alvor, fordi vi netop mener, at det må være symbolpolitikken og signalpolitikken, der skal lægges på hylden. Jeg vil gerne spørge statsministeren om, hvad vi f.eks. skal gøre ved folkeskolen. Folkeskolen er den største demokratiske institution, vi har. Det er i hvert fald et af de steder, vi kan løse nogle af problemerne. Det kunne være ved et loft over antallet af tosprogede elever; det kunne være ved at have seksualundervisning nede i 3.-4. klasse, hvor man også underviser i mere moderne familie sammensætninger – bare som nogle af elementerne. Det er ikke løst med det.

Ja tak. Statsministeren.

Tak for det. Jeg er åben over for enhver diskussion, hvis den har et realistisk udgangspunkt. Og det er ikke for at stå og pille i noget sår, men det var f.eks. sådan, at da vi var i regering sidst, definerede vi ghettoer bl.a. med afsæt i etnicitet, fordi vi tror, at der ved siden af alle mulige andre udfordringer, man kan stille op om beskæftigelsesfrekvens og kriminalitet og andet, også er et element her, der handler om, at hvis for mange mennesker med en anden etnicitet bor sammen, så det sprog, man typisk oplever, ikke er dansk osv., så udgør det også en udfordring. Det var ikke politisk korrekt, og jeg måtte jo notere mig, at den regering, der kom efter min, lavede om på kriterierne og udvandede dem mere.

Jeg glæder mig så over, at SF nu melder sig ind i den her debat, for jeg betragter det forslag om folkeskolen som et udtryk for det. Altså, det er jo ikke at pege fingre ad nogen, fordi de har en bestemt etnisk baggrund, men det er en realistisk erkendelse af, at hvis der er for mange sammen, er muligheden for at blive opdraget med en dansk kultur mindre, end hvis der var færre sammen.

Gør man så det bedst ved at gå ind i de nære boligmiljøer at sige til børnene:

I skal ikke længere have nogen nærhed til skolen. I skal busses over i den anden ende af kommunen, så det sociale netværk, I bygger op, med legekammerater og sådan noget, er ikke et, I kan tage med hjem i jeres fritidsliv?

Det er jeg meget, meget forbeholden over for. Altså, jeg tror måske, at en bedre løsning ligger i at få – positivt ment – angrebet de bydele og de bysamfund, som er blevet alt for homogene på en forkert måde. Så det er skoledistriktet, vi skal prøve at sørge for har en mere multikulturel baggrund end skolen, der ligger i skoledistriktet. Men det er jo en af de diskussioner, vi kan få med hinanden.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg synes, det er positivt, at det er en af de diskussioner, vi skal have, for jeg synes, det er afgørende, at folkeskolen er den institution, hvor vi alle sammen skal mødes helt på kryds og tværs. Om man er socialgruppe 1 eller socialgruppe 5, eller om man er af anden etnisk herkomst, skal vi mødes på kryds og tværs, hvis vi skal styrke sammenhængskraften i vores samfund. Det mener jeg er helt afgørende. Jeg synes, det er problematisk, når hvert tredje barn i København bliver taget ud af folkeskolen og sendt i friskoler. Om det er muslimske friskoler eller traditionelle privatskoler eller maoistiske lilleskoler, eller hvad det nu er, så er det problematisk for vores sammenhængskraft.

Derfor mener jeg, at vi er nødt til at diskutere, hvordan vi styrker folkeskolen, og jeg er villig til at diskutere det ud fra etnicitet. Vi så det i København, da man ændrede grænsen for det optag, Rådmandsgades Skole havde, hvor man netop ændrede skoledistriktet, i stedet for at hele Mjølnerparken kom til Rådmandsgades Skole og Rådmandsgades Skole derfor havde 86 pct. af anden etnisk herkomst. Man ændrede det til det halve, så de kun havde 50 pct. Det var jo noget af det, der gjorde, at Rådmandsgades Skole løste problemerne bedre.

Men jeg har ikke sat mig fast på én model. Det kan godt være bonusordninger, som Venstre i Aarhus jo har foreslået ved fru Louise Gade, eller det andet. Jeg vil bare gerne have, at vi har en åben diskussion om, hvor vigtig folkeskolen er, når vi skal løse det her problem.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jamen jeg er jo glad for, at statsministeren åbner op for den her debat om folkeskolen. Jeg ville synes, hvis jeg skulle give statsministeren et godt råd – det må man jo gerne slutte spørgetimen af med – at man skulle lade vores undervisningsminister deltage i den her diskussion, helt oplagt, i forhold til at ændre på det. For det handler jo ikke kun om folkeskolen, det handler, som statsministeren siger, også om bl.a. de muslimske friskoler. På Nørrebro, i Nordvestkvarteret, har man 18 muslimske friskoler, og jeg har hørt forfærdelige fortællinger om friskolerne om alt fra fysisk afstraffelse til, at der er stærk social kontrol, og om, at man ikke har seksualundervisning – og det er jo sådan set obligatorisk i vores fælles skole. Og det mener jeg er en diskussion, vi bliver nødt til at tage, altså hvordan vi gør det med tilsyn, og hvordan vi gør det med kontrol, så vi sørger for, at det ikke er sådan, at man kan melde sine børn ud af vores fælles folkeskole for at sørge for, at de kommer længere væk fra danske værdier. Jeg mener, at danske værdier er ukrænkelige, og det mener jeg er vigtigt at vi også sikrer gennem vores skolesystem.

Statsministeren, værsgo.

Jamen det er jeg meget enig i, og det viser måske netop et af de paradokser, jeg startede med i mit første indlæg. Vi har en lang friskoletradition, der går tilbage fra Grundtvig og Kold, med udprægede frihedsrettigheder til skolerne, som jo hviler på, at vi har den her uskrevne kontrakt i vores samfund om, at man bruger de frihedsgrader til noget, der gavner ens barn, altså, som giver ens barn en rygsæk fyldt med værdier og viden, der kan bruges til at begå sig i det danske samfund med frihed og frisind og ligeværd.

Så oplever vi pludselig, at nogle bruger de muligheder til at fylde noget helt andet i skoletasken, og det er jo et kæmpeproblem. Det skal vi angribe, men vi skal angribe det klogt, for vi skal jo angribe det på en måde, hvor vi ikke pludselig i forhold til alle velfungerende friskoler dynger dem til med kontrol og bureaukrati, men retter det det rigtige sted hen. Det er jo det, der gør det her så svært, altså at det, der synes nemt – kontrol, kontrol, kontrol, eller hvad det nu kunne være – har en sværhedsgrad, når man går mere praktisk til værks. Men det er jo det, vi skal tage hul på.

Det gode råd har jeg tænkt mig at følge – og det havde jeg også tænkt mig at følge. Det vil være sådan, at de ministre, som er relevante for den her debat, deltager i den her møderække, og det er også undervisningsministeren.

Tak for det. Så er det hr. Søren Pape Poulsen, som er den sidste i duellen med statsministeren.

Spm. nr. US 68

Tak. Der er jo mange ting, som vi kunne drøfte i den her tid. Vi kunne tale om forhandlinger om miljøkompenserende tiltag, hvor der er stor opmærksomhed om, hvorvidt man taler om en tillægspakke, naturpakke eller om en udvidet naturpakke. Alt det tror vi sådan set på at naturen er ret ligeglad med. Det vigtigste er, at vi gør noget og får nogle tiltag, der ligger ud over den nuværende naturpakke. Det er vi ikke i tvivl om nok skal komme. Vi kunne også tale om planloven og om behovet for, at vi får beskyttet vores kyster, men at vi også i højere grad bruger vores sunde fornuft, når det handler om vækst og udvikling.

Men nu har statsministeren faktisk med sin indledning gjort det lidt lettere at være spørger i dag. Jeg vil gerne kvittere for indledningen om, at vores værdier er under pres, og at vi skal handle på det i stedet for at tale om det. Der er rigtig meget at tage fat på. Jeg vil bare kvittere for statsministerens tilgang til det. Vi glæder os til forhandlingerne. Så tak for det.

Det gør det så muligt at tale om noget helt andet, nemlig skat. Det skal man jo aldrig forpasse chancen for at gøre. En af de største samfundsmæssige udfordringer, vi har i dag, er jo nok, at der er alt for få mennesker, der sætter en ære i at klare sig selv. Det system er simpelt hen ikke langtidsholdbart. Vi kan se, at økonomi og demografi simpelt hen gør det umuligt at fortsætte ad den vej, vi er på vej ned ad. Vi tror på, at vi kan skabe et endnu bedre Danmark, hvis vi fokuserer på at skabe tryghed for alle danskere og skabe muligheder for dem, der har respekt for hårdt arbejde. Men det kræver, at der er færre, der møder staten med krav og forventninger. Vi ønsker et opgør med, at alle uanset behov skal have hjælp fra staten. Det kræver også, at vi lader danskerne beholde flere af deres egne penge og giver dem mulighed for at skabe deres eget liv. Så jeg vil egentlig starte med et, synes jeg, nemt spørgsmål til statsministeren, nemlig om han mener, at vi har et skattetryk, der i dag er årsag til, at folk mangler motivation til at gå på arbejde og til at yde en ekstra indsats.

Statsministeren, værsgo.

Jeg er enig i, at vi har skattepolitiske udfordringer. Det er også derfor, at vi i regeringsgrundlaget meget klart har sagt, at vi ønsker at lave en jobreform bestående af to dele. Første del er det, der så behandles i den her uge, nemlig det om kontanthjælpsloftet, som er oven på integrationsydelsen, som jo i øvrigt har sparet det danske samfund for 2 mia. kr., som i 2020 ville mangle ude i kommunerne, eller hvor det nu måtte være, hvis vi ikke havde lavet den. Det er jo i hvert fald et helt konkret sted, hvor et regeringsskifte har betydet, at der er noget mere at lave velfærd for, end der ellers ville have været. Den anden del er så nogle målrettede skattelettelser, som vi vil se på til efteråret. Så det er jeg enig i.

Vi har jo ad et par omgange lavet skattereformer. Det var tilbage i 2009, da vi sidst var i regering, og det var også med den tidligere regering. Men det efterlader stadig væk for mange mennesker – efter min bedste hukommelse vel i størrelsesordenen ca. 110.000 – som ikke har noget stort økonomisk incitament til at arbejde. Det tal vil jeg jo gerne have bragt ned. Så jeg er enig i, at det er en del af svarene på de udfordringer, det danske samfund står over for.

Hr. Søren Pape Poulsen, værsgo.

Tak. Jeg sætter flueben ved det første. Vi er enige. (Statsministeren (Lars Løkke Rasmussen): Det er sådan en åleruse). Nej, det er ikke nogen ruse. Jeg vil så spørge, om statsministeren synes, at vi har et gennemskueligt skattesystem, om det er nemt for danskerne at udfylde deres selvangivelse, eller om vi skulle prøve at arbejde i retning af at finde et langt mere enkelt system med færre fradrag og lavere skat.

Statsministeren, værsgo.

Jeg ved det snart ikke. Det er i hvert fald nemmere, end da jeg selv debuterede på arbejdsmarkedet, hvor den jo altså var på 10-12 sider og skulle udfyldes med kuglepen og skulle op forbi kommunens postkasse. Nu er der, hvad jeg synes vi på mange måder godt kan være tilfredse med, et digitaliseret system med, når det fungerer, en god dialog mellem skatteborgerne og skattevæsenet, og et system, som jeg egentlig synes fremstår relativt klart, givet at reglerne bagved er komplekse. Det må jeg egentlig sige.

Bare for at stemme violinen rigtigt, så jeg netop ikke går i sådan en ålerusefælde med, at skatten er et problem, og at vi, hvis det skal være mere enkelt, skal have en flad skat, så vil jeg sige, at vores ambition i det arbejdsår, der tegner sig nu, ikke er at omkalfatre det danske skattesystem. Det er det ikke. Det er med afsæt i genkendelighed – for selv om reglerne er komplekse, tror jeg alligevel, at danskerne har en fornemmelse af, nogenlunde hvor de står, når alt er lagt sammen med hus og bil og lønindkomst og aktieindkomst og andet – at få lavet de justeringer, der skal til, for at gevinsten ved at arbejde, i særlig grad for folk med små arbejdsindkomster, bliver større. Det er jeg i hvert fald for nærværende mere optaget af end en eller anden tanke, som man godt kunne have, hvis man startede med et blankt stykke papir, om at lave det hele meget, meget enklere. For det vil vise sig, at i enkelheden ligger hele kompleksiteten. Altså, hvis man lige laver sådan en enkel løsning, vil der være mennesker, der risikerer at få en ordentlig rusketur.

Værsgo, hr. Søren Pape Poulsen.

Tak. Jeg takker statsministeren for at have bragt flad skat på banen, men det kan vi altid diskutere nærmere. Så kunne jeg godt tænke mig at spørge ind til noget andet. Der er jo mange skatter, man kan tage hul på. Der er i det her land ikke grænser for, hvad man beskatter. En ting er, at vi også har en dødsskat. Det er jo meget dansk, at vi beskatter folk hele livet igennem, og når de så er døde, får de lige et ekstra hug. Det er jo beløb, der er betalt skat af i forvejen. Jeg så via dagspressen et forslag, må man forstå, fra et parti her i Folketinget om at hæve arveafgiften for at bygge billige boliger. Vi har jo en anden løsning. Vi synes sådan set ikke, at beløb, der er beskattet en gang, skal beskattes mere. Jeg vil høre, om statsministeren kan se en mulighed for, at vi arbejder i retning af, at det, vi dog ikke skal have i Danmark, er en skat på død, altså en dødsskat, og at vi får den afskaffet hurtigst muligt.

Statsministeren.

Alting er jo et spørgsmål om at prioritere, og hvis jeg skal vælge imellem at prioritere noget, der giver glæde i livet, og noget, der giver glæde i døden, så vil jeg trods alt vælge livet og sætte det først – ikke at det ene udelukker det andet. På det holdningsmæssige plan er jeg langt hen ad vejen enig i, at en meget tung arvebeskatning rummer nogle udfordringer, ikke mindst for familieejede virksomheder, og det er faktisk også derfor, vi sammen har taget ansvaret for at få lavet en finanslovsaftale, hvor vi begynder at gøre noget ved det. Kunne jeg ønske mig mere? Det kunne jeg principielt godt. Er det dér, min hovedprioritet er? Nej, for vi vil starte et andet sted. Det, som jeg synes er det vigtigste lige nu og her, på dette stadie i danmarkshistorien, hvis ikke man kan gøre alt på en gang, er at gøre noget mere for de mennesker, som har en relativt lille arbejdsindkomst, og som får lov til at beholde for lidt af den sammenlignet med mennesker, der er på passiv forsørgelse. Det er jo min hovedprioritet.

Så har vi også i regeringsgrundlaget klart sagt, at vi også kan se, at der er et problem lidt længere oppe i indkomstskalaen, ikke mindst i forhold til de stillinger, som er internationalt konkurrenceudsatte. Rækker pengene så til mere end det? Det må efterårets øvelser jo vise.

Tak for det.

Hermed er spørgetimen slut.