Det næste punkt på dagsordenen er:

11) Forhandling om redegørelse nr. R 10:

Ministeren for børn, undervisning og ligestillings redegørelse om perspektiv- og handlingsplan for 2016.

(Anmeldelse 25.02.2016. Redegørelse givet 25.02.2016. Meddelelse om forhandling 25.02.2016).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Tak for det. Ligestilling kommer ikke af sig selv. Vi er langt med ligestillingen i Danmark, men der er stadig store udfordringer. Nye sejre og fremskridt kræver altså handling. Ligestilling bliver ofte fremhævet som en grundlæggende dansk værdi, som vi alle sammen deler, men sådan er det desværre ikke alle steder. Der er behov for at styrke kampen for ligestilling og frigørelse for alle unge i Danmark – også unge med etnisk minoritetsbaggrund. Derfor hilser vi i Socialdemokratiet regeringens fokus på det her område velkommen, men vi ønsker også at se handling.

Vi har bl.a. foreslået, at man her og nu styrker rådgivningen og tilbuddene til de unge, der er udsat for social kontrol og i yderste konsekvens overgreb og undertrykkelse. De har brug for al den støtte, vi som samfund kan give.

Ligesom vi aldrig må være blinde for den manglende ligestilling, der er i visse etniske miljøer, må vi heller ikke glemme de helt grundlæggende ligestillingsudfordringer, der særlig er på arbejdsmarkedet, og det er især lønforskellen mellem mænd og kvinder og stor ulighed i pensionsopsparinger og diskrimination. De ting er stadig virkelighed i dagens Danmark.

Vi har behov for et opgør med det kønsopdelte arbejdsmarked og uddannelsesvalg, for det betyder, at man jo stadig væk taler om mandefag og kvindefag, og i de kommende år får Danmark altså brug for mange flere dygtige faglærte. Det betyder, at vi skal bruge flere kvindelige håndværkere, og at vi skal bruge flere mandlige pædagoger og SOSU'er.

Manglende ligeløn er måske en af de største ligestillingsudfordringer, vi står over for. Et løngab på 17 pct. mellem mænd og kvinder er ikke godt nok, og det kræver altså, at vi fra politisk side tager ansvar. Et vigtigt redskab til at komme det her løngab til livs med er altså større åbenhed om lønstatistikkerne på arbejdspladserne. Desværre betyder regeringens tilbagerulning af de kønsopdelte lønstatistikker for mindre virksomheder, at hundredetusindvis af lønmodtagere i Danmark ikke længere er dækket.

Det er et stort tilbageslag på et område, hvor vi har brug for fremskridt. Ulighed i lønnen har været konstant de sidste mange år, og i stedet for bare at tilbagerulle fornuftig lovgivning, opfordrer vi regeringen til at tage problemet mere alvorligt og sætte nye, positive initiativer i gang.

At der ikke er fuld ligestilling på det danske arbejdsmarked ser man både på gulvet på arbejdsmarkedet og i bestyrelseslokalerne. Socialdemokratiet vil gerne hilse ministerens og regeringens opbakning til den danske model for flere kvinder i ledelsen velkommen. Det glæder os, at Venstre har skiftet kurs.

Men vi må også erkende, at vi langtfra er i mål på det her område. Selv om den lovgivning, der er sat i værk, er til gavn for virksomhederne, når der også er ligestilling i toppen, skal vi fra politisk side holde et vågent øje med det område her, og vi skal selvfølgelig sikre, at den positive udvikling fortsætter.

Arbejdsliv og familieliv hænger også tæt sammen, og et stærkt velfærdssamfund har gjort Danmark til et af verdens bedste lande at stifte familie i. Muligheden for at gå på barsel er helt central, men det er også et område, hvor ligestillingen desværre halter. Når mænd kun tager en meget lille del af forældreorloven eller måske slet ingen, så har det betydning for deres relation til deres børn, ligesom det i det store billede stiller kvinderne dårligere på arbejdsmarkedet. Derfor deler Socialdemokratiet regeringens ambition om, at mænd skal tage en større del af forældreorloven.

Men en ting er ambitioner, noget andet er handling. Og netop her handler regeringen altså i modstrid med egne mål. Det gjorde man jo bl.a., dengang man valgte at tilbagerulle barselsudligningen for selvstændige. At man har tilbagerullet den lovgivning betyder, at 200.000 selvstændige ikke længere har samme barselsmuligheder som resten af arbejdsstyrken. Det er et skridt i den gale retning, hvis man vil sikre mere ligestilling på arbejdsmarkedet, ligesom det er den forkerte vej, hvis man gerne ser flere kvindelige iværksættere. Fra Socialdemokratiets side vil vi gerne opfordre regeringen til at tage den her udfordring mere alvorligt og snarest muligt indkalde Folketingets partier til forhandlinger om, hvordan vi får sikret ordentlige barselsforhold for selvstændige, hvad et flertal i Folketinget, altså oppositionen og Dansk Folkeparti, tydeligt har ytret ønske om.

Socialdemokratiet ønsker at fremme ligestillingen mellem fædre og mødre, og derfor ønsker vi også et opgør med de procedurer, der er i det offentlige, hvor forældre ikke er ligestillede. Der er jo desværre talrige eksempler på, at det helt konsekvent kun er moren, der modtager post fra det offentlige vedrørende barnet. Selvfølgelig skal både faren og moren have information på lige vilkår, når det gælder deres fælles børn. Derfor vil vi også gerne kvittere for, at regeringen fremhæver digital post til begge forældre som et godt eksempel på, hvordan man kan styrke ligestillingen mellem forældrene. Det er den vej, vi også skal fortsætte ud ad.

Det næste skridt er udbetaling af børnechecken, som i dag pr. automatik udbetales til moren. Det vidner om en noget forældet og forkert opfattelse af, at moren stadig væk sådan helt pr. automatik er den primære forsørger og den primære omsorgsperson for barnet. Den her automatik skal vi have gjort op med. Det skal være slut med, at der er A- og B-forældre i Danmark, og der må det offentlige altså gå forrest. Derfor glæder vi os også over, at regeringen nu vil undersøge området, og vi vil glæde os endnu mere, hvis det bliver fulgt op af handling.

Der er meget, vi kan gøre for at øge ligestillingen i Danmark, men desværre bliver der også truffet politiske beslutninger, der trækker i den forkerte retning. Socialdemokratiet var imod, da regeringen sammen med Dansk Folkeparti vedtog sit nye kontanthjælpsloft. Vi var imod, fordi vi så det som udtryk for en uretfærdig og skæv politik, for det havde også nogle helt klare ligestillingsmæssige konsekvenser.

Ud over at det rammer udsatte mennesker hårdt, rammer det også ligestillingen. Syv ud af ti, der vil mærke det her nye kontanthjælpsloft – altså, mærke det, så det gør ondt – er kvinder. Gruppen af enlige forældre – det er jo særlig enlige mødre, der er i den her gruppe – vil i gennemsnit miste 8.000 kr. mere om året end andre kontanthjælpsmodtagere. Og hvem er det, det vil gå ud over? Det vil desværre være børnene.

Med kontanthjælpsloftet svækker regeringen ligestillingen i Danmark og gør samtidig hverdagen markant hårdere for en gruppe enlige forældre, der i forvejen står i en svær situation. Vi er fra Socialdemokratiets side klar til at løfte vores del af ansvaret, og vi vil også meget gerne hjælpe regeringen på vej. Det er vores opfattelse, at det har regeringen brug for på det område her, og derfor vil jeg også bare lige til sidst minde regeringen om én ting, nemlig at ligestilling ikke kommer af sig selv.

Det er ikke gjort med ord og analyser alene. Så lad os derfor komme i gang med de nye skridt og gøre visionerne til virkelighed for både mænd og kvinder, for regeringen har jo mange fornuftige ambitioner om og visioner for ligestilling. Vi er i hvert fald parate til at tage vores del af ansvaret.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak til ordføreren, som jo kom vidt omkring. Det er også et stort og bredt område. Der var noget, ordføreren ikke kom så meget ind på. Ordføreren har jo tidligere været fortaler for et forbud mod prostitution og har også været fortaler for øremærket barsel til mænd og kvoter for kvinder i bestyrelser. Hvordan forholder Socialdemokraterne sig til de ting i dag? Arbejder Socialdemokraterne stadig væk for et forbud mod prostitution og for øremærket barsel til mænd og for kvoter i bestyrelser?

Ordføreren.

Jeg har ikke været, og jeg har heller ikke kendskab til, at nogen andre Socialdemokrater skulle have været fortaler for, at man skulle have et forbud mod prostitution, eller at det skulle være ulovligt at være prostitueret. Tværtimod har det været et socialdemokratisk ønske og min ambition at beskytte prostituerede.

Så den diskussion, der har været, og det, som blev diskuteret i Socialdemokraternes sidste regeringsperiode, var, hvorvidt det skulle være ulovligt at købe en prostitueret.

For der er altså en temmelig stor forskel mellem de to ting, altså om man ønsker at kriminalisere den svage part, altså den prostituerede, eller man ønsker at kriminalisere den stærke part, altså den, der køber et andet menneske. Så der er en markant forskel, og der er sådan set ikke ændret noget, hvad det angår.

I forhold til øremærket barsel – det er mange ting, jeg skal svare på her – er det jo en relevant diskussion. Socialdemokratiet og den daværende regering kom frem til, at der var andre måder at komme i mål med det her på, og vi er sådan set åbne over for alle mulige initiativer – også nogle af dem, som regeringen præsenterer – i forhold til hvordan vi kan sikre bedre forhold for, at fædre kan holde orlov.

Tak. Fru Karina Adsbøl.

Tak for ordførerens svar. Så skal jeg bare lige forstå det rigtigt: Vil det sige, at Socialdemokraterne påtænker at fremsætte et beslutningsforslag, hvor de vil gøre det ulovligt at købe prostituerede? Vi har jo set, at der har været en stigning, det stod i Politiken i går, også i forhold til menneskehandel. Så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om det er noget, Socialdemokraterne påtænker at fremsætte beslutningsforslag om her i salen.

Ordføreren.

Nej, vi har ikke nogen planer om at fremsætte beslutningsforslag, hvad det angår. Jeg har et par sekunder endnu, hvor jeg lige kan svare på det, som jeg ikke fik svaret på efter Dansk Folkepartis ordførers første spørgsmål. Der var så mange ting, så jeg nåede ikke dem alle, og det er med hensyn til bestyrelseskvoter.

Som jeg var inde på i min tale, kom Socialdemokratiet og den daværende regering frem til, at den danske model for flere kvinder i ledelse var den rigtige vej at gå, og det er vi så glade for at den nuværende regering og Venstre har tilsluttet sig.

Tak. Den næste for en kort bemærkning er hr. Jakob Engel-Schmidt, Venstre.

Tak for det, formand. Tak for ordet.

Jeg vil gerne starte med at takke ordføreren for en tale med en række spændende elementer. Jeg er sikker på, at vi kan arbejde sammen med Socialdemokraterne om de elementer, der vedrører, hvordan vi f.eks. udbetaler børnepenge, hvordan vi sender informationer ud til nybagte forældre osv. – det er dejligt at høre.

Jeg synes ikke, at ordføreren i sin ordførertale kom ind på nogen af de forhold, der har været afsløret i medierne, f.eks. om, at imamer opfordrer unge kvinder til ikke at søge deltagelse på arbejdsmarkedet og måske opfordrer dem til kun at vælge en ægtefælle ud fra religion og etnisk karakter.

Er det noget, der gør indtryk på ordføreren? Og gør det indtryk på ordføreren, at det tilsyneladende er noget, der har stået på gennem længere tid, og at vi derfor måske har et mere kollektivt ansvar på tværs af partierne for at finde løsninger? Altså finde nogle ting, der kan løse op for nogle af de her store ligestillingsmæssige problemer, som den indvandring, der i øjeblikket er til Danmark, og de parallelsamfund, der eksisterer, har medført.

Ordføreren.

Det kan jeg svare meget præcist på: Ja, det er noget, der ligger os på sinde. Det var derfor, jeg forsøgte at bruge den første del af min ordførertale her på at adressere lige præcis den problemstilling med, at vi har et ansvar for at styrke ligestillingen og frigøre unge, også unge i visse etniske miljøer, hvor vi har set eksempler på, at man kan være meget fastlåst i nogle ikke særlig demokratiske eller særlig ligestillede miljøer. Så der har vi et kæmpe ansvar, og jeg tror endda også, at jeg i min ordførertale kvitterede for, at regeringen har det fokus, og det gør jeg gerne igen. Der er Socialdemokraterne i hvert fald parate til at give en hånd med.

Det er vi også med hensyn til det, som Venstres ordfører først var inde på, nemlig de små skridt. Altså, der er jo både store og små ting, der kan gøres, og vi er sådan set parate til at gå konstruktivt ind i det arbejde. Det har jeg selv forsøgt på i al den tid, jeg har været i opposition, for at prøve at se på, hvor der faktisk kan skabes enighed For hellere tage små skridt end ikke at tage nogen skridt. Så vi er parate til lidt af hvert.

Hr. Jakob Engel-Schmidt.

Tak for det. Det var skam heller ikke for at skyde ordføreren i skoene, at ordføreren ikke havde forholdt sig til det. Jeg syntes bare, at vi kunne tage dialogen endnu et skridt videre.

I det tilfælde, at hr. Rasmus Horn Langhoff har konkrete forslag til, hvordan vi kommer længere ad den vej, altså i forhold til de kvinder fra minoriteter, der bliver marginaliseret gennem social kontrol osv. osv., så er jeg sikker på, at jeg selv og ministeren og de andre partier vil være meget interesseret i at høre om det. Så det er sådan set bare en kvittering herfra.

Tak, der er ikke flere på listen – medmindre der er et svar hertil? (Rasmus Horn Langhoff (S): Ja, må jeg ikke det, når nu vi er alligevel er samlet her på denne dejlige dag?) Jo, værsgo.

Vi har sådan set masser af bud på, hvordan man kan hjælpe. Som jeg sagde i min ordførertale, er der nogle ting, der altså kan gøres nu og her i forhold til at styrke rådgivningen og tilbuddene til de unge, som er udsat for social kontrol.

Vi kan jo se, at kvinder med anden etnisk baggrund er overrepræsenteret på vores krisecentre. Det kunne måske også være en interessant ting at kigge på, altså hvordan vi kan styrke indsatsen der, og hvordan vi kan sikre, at vores myndigheder i det hele taget er parate til at håndtere det her godt nok.

Mange tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Mange tak, formand. Først og fremmest vil jeg takke ligestillingsministeren for redegørelsen. Jeg har set frem til at læse den – og også til at læse om initiativer på ligestillingsområdet.

Kvinders og mænds lige muligheder for at deltage i ting og udfolde deres potentialer og talenter er en af de grundsten, vi skal værne om og hele tiden bygge på. Ligestilling giver den enkelte frihed til at vælge sin egen livsvej og ikke mindst frihed fra at blive diskrimineret på grund af køn.

Det gælder i høj grad også minoriteter. Vi har sikkert alle sammen set udsendelsen »Moskeerne bag sløret«, og det var mildt sagt ikke opløftende; tværtimod var det dybt deprimerende. Nogle kvinder fik forbud mod at arbejde sammen med mænd, og i min og Dansk Folkepartis optik er det jo dybt, dybt latterligt. Det viser klart, at vi har store udfordringer på det her område, og det har vi ikke kun i Danmark, men også på verdensplan.

Vi var mange, der for nylig deltog i FN's kvindekonference, og det var frygteligt at høre om de unge piger og kvinder, der dagligt bliver udsat for overgreb i form af tvangsægteskaber og omskæring. Vi har endda for nylig haft en sag om piger, der er blevet sendt hjem til deres eget land og er blevet omskåret for derefter at komme tilbage her til Danmark.

Vi ved, at der hver dag på verdensplan indgås 37.000 ægteskaber med piger under 18 år. Og godt nok er vi et lille land, men gudskelov går vi jo foran med gode eksempler på, at kvinderne har frie valg og ret til egen krop, og det skal vi også fortsætte med. Kvinder og mænd er selvstændige individer med egen selvbestemmelsesret, og sådan skal det også fortsat være.

Der er udfordringer, herunder menneskehandel, som krænker den enkeltes ret til at bestemme over egen krop og eget liv. Bagmændene er kyniske, og de opererer på tværs af landegrænser og tjener ikke mindst penge på at sælge kvinder til prostitution, og det skal vi på ingen måde acceptere. Bagmændene skal retsforfølges, og ofrene skal hjælpes videre i livet. Det er jeg sikker på der er bred enighed om her i Folketinget. Når vi laver handleplaner og afsætter midler, skal vi følge op på indsatsen, og derfor vil jeg også benytte lejligheden til at spørge ministeren om, hvornår midtvejsevalueringen på området kommer.

Stalking er altødelæggende. Vold i familien og forfølgelse er en del af livet for mange mennesker, og både mænd og kvinder rammes. Det kan have alvorlige konsekvenser for offeret selv – med følgevirkninger som angst, social fobi m.m. – men også for de børn, der vokser op med volden tæt inde på livet. Alle har ret til et liv fri for vold og forfølgelse.

Men vi må ikke glemme mændene, som ofte bliver fremstillet som det stærke køn, som kan klare alverden. Vi har også brug for mandekrisecentre, og det vil vi fortsat arbejde for i Dansk Folkeparti, hvor vi i satspuljen også har fået afsat midler til mænd i krise.

Her fra talerstolen skal der også lyde en opfordring til ministeren om at indgå i forhandlinger med partierne om at få løst det, også til social- og indenrigsministeren. For det er jo sådan, at der i dag står i servicelovens § 109:

»Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte.«

Det ville jo være passende, som der også er blevet skrevet om i flere medier, at der selvfølgelig også stod mænd i den paragraf. Der står jo også netop i redegørelsen:

»Det er samtidig vigtigt at være opmærksom på, at mænd kan have en særlig udfordring i at finde tilstrækkelig hjælp og støtte til at komme fri af volden.«

I Dansk Folkeparti ønsker vi et øget fokus på manglende ligestilling blandt etniske minoriteter, herunder i forbindelse med æresrelaterede konflikter, som har været i stigning. RED-Safehouse er et sikkert bosted for unge, der står i alvorlige æresrelaterede konflikter, og de modtog 155 henvendelser i 2010 og 242 henvendelser i 2015.

Så derfor er det ikke tilstrækkeligt, at der eksempelvis udarbejdes undervisningsmateriale om æresrelaterede konflikter til grundskolen. Der skal også handles. Der skal tages et dybere spadestik i bekæmpelsen af denne problematik. Alle, der bor i Danmark eller kommer til Danmark, skal vide, at i Danmark har vi regler og love, der skal overholdes, og at man som individ har ret til selv at vælge og bestemme over sit eget liv og sin egen krop.

Piger og kvinder er i højere grad underlagt social kontrol, da deres seksuelle ærbarhed i mange tilfælde er afgørende for familiens ære. I yderste konsekvens kan den sociale kontrol føre til alvorlige æresrelaterede konflikter. Også seksuelle minoriteter er udsatte.

I forhold til den debat, vi også har haft, om selvstændige erhvervskvinder finder Dansk Folkeparti, at det er nødvendigt at finde frem til en ordning, der tilgodeser selvstændige erhvervskvinder og kvindelige iværksættere. Det er nødvendigt, at vi finder en løsning på tværs af Erhvervs- og Vækstministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Skatteministeriet og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Og derfor opfordrer vi regeringen til at arbejde for en ordning til gavn for selvstændige erhvervskvinder og kvindelige iværksættere. Og i Dansk Folkeparti samarbejder vi gerne på tværs, bl.a. med Socialdemokraterne, som også finder det utrolig vigtigt.

Ministeren bedes derfor redegøre for, hvilke initiativer regeringen vil tage på det her område, og om ministeren vil indkalde partierne til drøftelser for at finde nogle løsningsmodeller.

Et område, der også er store udfordringer på, er de sociale medier. Det er nemt at lave hadesider og mobbesider og hænge folk ud. Hævnporno er også blevet et kendt fænomen, og det er en trist udvikling.

Til slut vil jeg sige, at vi også har et fælles ansvar for at fremme ligestillingen, herunder blandt politikere, i offentlige myndigheder, blandt arbejdsmarkedets parter og i virksomheder osv. Dansk Folkeparti indgår gerne i drøftelser med Folketingets partier om forbedringer på området.

Til slut vil jeg lige tilføje noget, som også den socialdemokratiske ordfører var inde på, nemlig at vi i forhold til den digitale post har nogle udfordringer, vi i hvert fald skal have løst. Nu får jeg altid selv en besked i e-Boks, når mine børn skal til tandlægen, men selv om jeg har fælles forældremyndighed med min mand, får han ikke besked. Jeg synes jo bestemt, at der er nogle udfordringer på det her område, vi skal have løst. Og som den socialdemokratiske ordfører sagde, er der også en dyb bekymring i forhold til netop krisecentrene, hvor 45 pct. af kvinderne ikke er født i Danmark.

Så der er nok at arbejde for, og vi er i arbejdstøjet og ser i hvert fald frem til en bred og god dialog om området.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokraterne.

Tak for det. Jeg kommer til at interessere mig lidt for den her barselsfond for selvstændige, som Dansk Folkepartis ordfører også var inde på. Da Dansk Folkeparti lavede betænkningsbidraget til L 88 – altså hvor Dansk Folkeparti lagde stemmer til, at regeringen kunne rulle den her lov tilbage – talte man jo meget klart. Men man så også, at der var forventning om, at der kom nogle andre initiativer.

Jeg synes, det står temmelig klart, at de initiativer fra regeringen ikke kommer af sig selv. Det er også det, beskæftigelsesministeren har givet udtryk for, både under behandlingen, men også senere hen i de spørgsmål, vi har stillet.

Er Dansk Folkeparti parat til at sætte handling bag ordene? For det er jo Dansk Folkeparti, der har magten i den her situation. Hele rød blok er jo sådan set interesseret i, at der skal ske noget på det område her. Så vil Dansk Folkeparti kræve noget af regeringen? Dansk Folkeparti har magten, så spørgsmålet er, om partiet også er parat til at sætte handling bag ordene.

Ordføreren.

Det var da et dejligt spørgsmål, som jeg gerne vil svare ordføreren på. Som jeg også sagde i min ordførertale, har vi – både i vores betænkningsbidrag i Beskæftigelsesudvalget, men også lige her fra talerstolen i dag – opfordret ministeren til at tage initiativ til at indkalde til brede drøftelser om at finde nogle løsningsmodeller. Og det har jeg da en klar forventning om at ministeren er interesseret i at gøre. Hvis ministeren ikke er interesseret i at indkalde til dialog og drøftelser om det her, må vi jo tage den derfra. Men det har jeg da en helt klar forventning om at ministeren er interesseret i.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Men det kan godt være, at fru Karina Adsbøl så har en større tiltro til regeringen, end jeg har. For jeg synes, at alt tegner til, at det har regeringen sådan set ikke tænkt sig at lytte til. Vi overværede alle sammen debatten under tredjebehandlingen af L 88, hvor loven blev rullet tilbage, og hvor der helt tydeligt blev sagt fra Venstres ordfører, hr. Hans Andersen, og fra beskæftigelsesministerens side, at der sådan set ikke var interesse for at indkalde til nogen som helst form for forhandling. Det er sådan set bare mit beskedne krav og min forventning – og det fornemmer jeg også gælder Dansk Folkeparti – at vi bliver indkaldt til nogle forhandlinger om det her. Så hvad vil Dansk Folkeparti gøre, hvis det ikke kommer til at ske?

Ordføreren.

Det er meget interessant. Nu må vi jo lige afvente og se, om vi ikke bliver indkaldt til nogle drøftelser og så kan finde frem til nogle gode løsninger. Hvad der vil ske, hvis det ikke sker, må vi jo tage efterfølgende. Det er sådan et lidt hypotetisk spørgsmål.

Vi er interesserede i at finde nogle gode løsninger på området, og vi er også interesserede i at finde en bred, god løsning med alle Folketingets partier. For det tror vi på er det, der vejer tungest, også i forhold til dem, det handler om. Når vi lovgivning herindefra, er det godt med brede aftaler.

Tak for det. Den næste korte bemærkning er fra fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Mange af de beslutninger, vi træffer i alle mulige forskellige udvalg og på forskellige ordførerområder, har jo betydning for ligestillingen. En af de beslutninger, der lige er blevet truffet, og som Dansk Folkeparti har lagt stemmer til, nemlig kontanthjælpsreformen, rammer faktisk skævt i forhold til ligestillingen. Den rammer nemlig i særlig grad enlige forsørgere, hvoraf tre ud af fire er kvinder. De mister 20-25 pct. af deres indkomst, omkring 3.000 kr. om måneden. Og voldsramte kvinder, som jo er en udsat gruppe, kan have svært ved at leve op til kravene i 225-timersreglen.

Den beslutning ved jeg godt vi ikke drøfter i dag, men jeg vil alligevel gerne høre Dansk Folkepartis ordfører: Hvad vil Dansk Folkeparti gøre for at rette op på den ulighed, som den beslutning rent faktisk kommer til at skabe rent ligestillingsmæssigt?

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Nu vil jeg sige, at jeg står her som ligestillingsordfører og ikke som ordfører på beskæftigelsesområdet, som er det område, hvor det har været behandlet. Og jeg sidder heller ikke i udvalget.

Når vi taler om ligestillingsområdet, vedrører det jo flere lovgivninger, kan man sige. Det vedrører skattelovgivning, det vedrører det sociale, og det vedrører skole og uddannelse. Og de ting, som omhandler flere områder, bliver man nødt til at drøfte med de ordførere, som har haft det på i salen, kan man sige.

Derfor vil jeg henvise ordføreren til at rette henvendelse til vores beskæftigelsesordfører, som sikkert vil kunne give et meget bedre svar, end jeg kan her fra talerstolen.

Fru Trine Torp.

Jeg erkender, at det her med ligestilling er et lidt svært felt, fordi det netop rækker ind over andre områder. Men ordføreren fra Socialdemokratiet har jo lige spurgt til det her med Barselsfonden. Det er sådan set også noget, der ligger i Beskæftigelsesministeriet, og der vil Dansk Folkeparti gerne indkalde til nogle forhandlinger.

Er det sådan, at hvis det her viser sig at få en slagside rent ligestillingsmæssigt, så vil ligestillingsordføreren fra Dansk Folkeparti tage initiativ til, at vi får kigget på det?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at der lige er vedtaget en lov, som så skal implementeres og virke. Og hvis der opstår store uhensigtsmæssigheder, er det jo noget, man altid tager efterfølgende, også i forhold til at stille opfølgende spørgsmål.

Jeg kan ikke udstikke nogen garantier her på andre ordføreres vegne, jeg kan kun udstikke garantier ud fra mit eget ordførerskab, som jeg står for her i dag. Og jeg står jo og fortæller om den redegørelse, vi har fået, og hvilke initiativer vi gerne vil være med til i Dansk Folkeparti. Som sagt er vi villige til at tage en bred drøftelse og dialog med alle Folketingets partier i forhold til at finde løsninger på ligestillingsområdet.

Tak til ordføreren. Den næste i rækken er fru Marianne Jelved, Det Radikale Venstre.

Tak. Jeg vil gerne kvittere for, at ordføreren for Dansk Folkeparti nu er det tredje medlem af Dansk Folkepartis folketingsgruppe, som i offentligheden har garanteret, at der kommer en ny løsning for Barselsfonden. Først var det fru Marlene Harpsøe, så var det hr. Bent Bøgsted – første påskedag endda, i radioen – og så i dag ligestillingsordføreren.

Når jeg tager det frem her, er det, fordi det ikke har så meget med arbejdsmarkedet at gøre. Det har faktisk noget at gøre med ligestillingen imellem selvstændige kvinder og mænd, der har deres egen virksomhed som arbejde, og som har meget vanskeligt ved at opnå det, som andre har, hvis de er ansatte, nemlig at få en barselsorlov.

Derfor vil jeg gerne understrege over for ordføreren, at man ikke kan skyde den her sag væk, fordi det er arbejdsmarkedspolitik. Det er også ligestillingspolitik. Er vi enige om det?

Ordføreren.

Ja, det er vi da enige om. Det har jeg heller ikke sagt at det ikke er. Jeg har sagt, at ligestillingsområdet ofte vedrører flere områder. Derfor kan det godt give nogle udfordringer i forhold til de forskellige ministerier, men også i forhold til ordførerne. Vi skal selvfølgelig snakke sammen på tværs, når det handler om ligestilling, også når det vedrører beskæftigelsesområdet. Og der har vi jo tilkendegivet i et betænkningsbidrag, som vi har afgivet i Beskæftigelsesudvalget, at vi gerne vil finde en løsning for de selvstændige erhvervsdrivende i forhold til Barselsfonden. Og vi har også fulgt debatten i forhold til selvstændige frisører.

Fru Marianne Jelved.

Det vil jeg gerne kvittere for, og så vil jeg understrege, at der jo er et flertal i Folketinget, der går ind for at skabe en løsning, når nu Barselsfonden forsvandt. Det synes jeg at Dansk Folkeparti skulle tage med i sine vurderinger. Vi hjælper gerne alle sammen.

Ordføreren.

Jeg er da utrolig glad for De Radikales hjælp, og jeg vil da også tage det med videre i forhold til det her. Men lad os nu afvente og se, hvad ministeren siger, for jeg er da sikker på, at ministeren også gerne vil finde nogle gode løsninger på området.

Tak. Så er ordet Carolina Magdalene Maiers.

Tak for det. Jeg kommer til at fortsætte lidt med barselsfondspørgsmålene i forhold til selvstændige erhvervsdrivende. For det haster faktisk lidt. Det er jo den 1. april, det vil sige på fredag, at den nuværende ordning udløber, og så står de her selvstændige erhvervsdrivende lige pludselig uden en barselsfondsmulighed. Så for at være meget konkret kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren: Hvor lang tid vil ordføreren vente på at der kommer et initiativ fra regeringen? Nu har ordføreren opfordret regeringen, men hvor lang tid vil ordføreren vente på, at der kommer et initiativ, før man eventuelt selv griber til handling?

Ordføreren.

Nu er der jo også mulighed for at lave nogle frivillige modeller i forhold til det her. Jeg vil ikke lægge mig fast på, hvad løsningen skal være overhovedet. Hvis vi skal kigge tidsperspektivet, vil jeg sige, at jeg synes, det er rigtig svært at sætte tid på, hvornår det skal være. For vi ved jo, at det er den 1. april, vi skal indlevere beslutningsforslag, så vi har jo en tidsramme. Så hvis jeg tænker realistisk, vil det vel først være i næste samling, at det kan blive muligt.

Fru Carolina Magdalene Maier.

Tak for det. Hvis det er en politisk aftale, er den jo sådan set ikke afhængig af tidsfristen i forhold til et beslutningsforslag. Man kunne godt opfordre regeringen til at indkalde til forhandlinger inden det. Det ville jeg da ønske.

Lad os så forestille os, at der ikke rigtig kommer noget fra regeringen – hr. Rasmus Horn Langhoff var jo lidt kritisk over for, om der kommer nogle initiativer fra den fløj. I det tilfælde kunne det jo godt være, og det ville så givetvis være i næste samling, at nogle partier tænkte: Så må vi jo fremsætte et beslutningsforslag om en ny ordning. Kunne DF tænke sig at være med i det? Det kunne jeg godt tænke mig at spørge om.

Ordføreren.

Som jeg også tidligere har sagt på talerstolen i dag, er Dansk Folkeparti villig til at indgå i en bred drøftelse på tværs af partierne, så det vil jeg da overhovedet ikke udelukke. Men jeg synes også, at vi lige skal vente og se. Ministeren skal jo holde tale her i dag, og jeg er da sikker på, at hun også vil komme ind på det vigtige emne. Det bliver ordene herfra.

Tak. Den næste er fru Pernille Schnoor, Socialdemokraterne.

Jeg vil også blive lidt i samme spor. Håndværksrådet har jo som bekendt arbejdet i flere årtier på at finde en løsning på det her med barselsudligningen. Det blev jo så med et snuptag fjernet med DF's stemmer, men i betænkningen står der – det er så 2 måneder siden – at Dansk Folkeparti finder det nødvendigt at finde en ordning, der tilgodeser selvstændige erhvervskvinder og iværksættere.

Det er jo som sagt 2 måneder siden nu, så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om ordføreren ikke kan løfte sløret for, hvad en god løsning er for Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Det ville jo være nemt, hvis jeg havde en rigtig god løsning på, hvordan sådan en model skulle skrues sammen. Men jeg tror altså, at der er nogle, der har større ekspertise inden for det område, og som kan være behjælpelige med det.

Jeg vil ikke lægge mig fast på noget som helst eller på nogen fast model. Vi var imod det, og det var jo, fordi vi syntes, at det var en tvungen model, også i forhold til de små virksomheder, som var tvunget til at betale til den barselsfond.

Men dermed er ikke sagt, at vi ikke har udfordringer på området. Og så siger jeg igen. Vi vil gerne være med til at finde en løsning på, hvordan det skal være. Jeg kan ikke lægge mig fast på nogen bestemt løsning. Det ved jeg ikke om ordføreren selv kan. Men i givet fald vil jeg da gerne høre om en idé til en løsning fra ordføreren selv.

Fru Pernille Schnoor.

Den løsning, som var, og som Håndværksrådet havde arbejdet på i meget lang tid, kostede 328 kr. om året og var fradragsberettiget. Det glæder mig da, at Dansk Folkeparti er interesseret i den her gruppe af kvinder. Jeg har selv været selvstændig og var nødt til at lukke min virksomhed, da jeg blev gravid. Så jeg glæder mig da over, at ordføreren også har den samme holdning, som vi har, nemlig at der skal gøres noget ved det her. Men jeg må forstå det sådan, at ordføreren ikke har noget konkret bud på, hvad der er rimeligt, og hvad der kunne være en løsning på det her.

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at hvis jeg skal til at indgå i nogle drøftelser eller forhandlinger, som måtte komme, så forhandler jeg ikke her fra Folketingets talerstol. Det gør jeg inde ved et bord, hvis det er det, vi skal. Så hvis jeg har nogle konkrete løsningsmodeller eller noget, jeg gerne vil have gennemført, så bliver det selvfølgelig inde ved bordet, jeg fremsætter dem. Og når der kommer nogle drøftelser til den tid – hvis de kommer, og det håber jeg – så får ordføreren også kendskab til Dansk Folkepartis forslag.

Tak. Så er ordet hr. Kasper Rougs, Socialdemokratiet. Nej, Socialdemokraterne. Undskyld.

Det var bedre. Tak for det, formand. Jeg synes da, det er rigtig dejligt at høre, at ordføreren er den tredje DF'er, som nu bliver enig med sig selv om, at vi selvfølgelig skal have en løsning på en barselsfond. Og jeg er egentlig også et eller andet sted meget glad for, at ordføreren er så klar i mælet i forhold til, at der skal ske noget. Men jeg bliver stadig væk nødt til at spørge, hvad DF accepterer som tidsramme. For det er jo også sådan, som fru Pernille Schnoor sagde, at der er gået mere end 2 måneder nu. Altså, det ender jo med, at DF begynder at se fjollede ud. Hvor lang tid kan de vente?

Ordføreren.

Jamen jeg synes, at ordføreren lidt glemmer, at det har været påske, og at mange har været ude at rejse i uge 10, og der har været topmøder, og jeg ved ikke hvad. Så jeg synes, at det der med tidsperspektivet ikke helt holder, det må jeg sige. Men hvis det er det, Socialdemokraterne vil køre på, så værsgo. Jeg kan ikke lægge mig fast på nogen tidsramme. Jeg har tidligere sagt noget om, hvad der måske ville være et realistisk bud, og det vil jeg stadig væk henholde mig til.

Hr. Kasper Roug.

Nu er spørgsmålet jo lidt, hvor lang tid det tager at sende en mail, kan man sige. Nogle skal bruge 1 minut til det. Andre skal bruge 1 time. Og nogle skal bruge flere timer. Men meget længere tid kan det vel egentlig ikke tage at sende en mail fra Beskæftigelsesministeriet.

Men jeg undrer mig bare over, at DF jo et eller andet sted lader sig kue her. Altså, DF står jo og kukkelurer lidt. De har givet tilsagn om, at nu skal der findes en løsning, men der sker ikke rigtig noget. Kan DF virkelig i længden acceptere det? Er det næste så 2 måneder, eller er det 6 måneder, eller er det 2 år, vi skal vente på det? Altså, hvor lang tid kan DF holde til det her, uden at de for alvor begynder at se fjollede ud?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvem der ser mest fjollet ud her i dag. Men jeg har tidligere sagt, at jeg ikke kan sætte nogen tidsramme. Det er jo ikke mig, der indkalder til drøftelser eller møder. Jeg kan ikke sætte en bestemt tidsramme for, hvornår det her skal være ført igennem. Altså, hvis jeg kunne det, synes jeg bare, at så var jeg rigtig dygtig, men det kan jeg jo ikke. Det er bare en realitet: Det kan jeg ikke.

Tak. Så er ordet fru Julie Skovsby, Socialdemokraterne.

Tak for det. Jeg er også optaget af en barselsfond for selvstændige, for det er jo bare så vigtigt, at der er barsel til alle på arbejdsmarkedet.

Det, jeg gerne vil spørge ind til, er noget, som vi har hørt om i dag, nemlig at det er blevet konstateret, at det er mere end 2 måneder siden, at man i betænkningsbidraget fra Dansk Folkepartis side skrev, at det er nødvendigt at finde en ordning, der tilgodeser selvstændige erhvervskvinder og iværksættere.

Ligeledes var det jo sådan under behandlingen af L 88, altså også for de her mere end 2 måneder tilbage, at Dansk Folkepartis ordfører sagde, at i den her sag ville man først og fremmest gerne opfordre regeringen til at tage initiativ. Og i dag hører vi så igen, at man beder om, at regeringen vil indkalde til forhandlinger.

Jeg tænker ved mig selv, om der er sket noget fra Dansk Folkepartis side i den her mellemperiode, eller om det kun er hernede i salen, at vi har hørt noget.

Ordføreren.

Nu har jeg ikke tænkt mig hernede i Folketingssalen at udtale mig om, hvad jeg har af drøftelser med ministeren. Det synes jeg må være en dialog mellem ministeren og mig, og det vedkommer egentlig ikke Socialdemokraterne. Og så vil jeg bare sige, at der jo ikke er nogen, der ved, hvad der har været sendt af mails. Jeg vil i forhold til tidsperspektivet sige det, som jeg tidligere har sagt her i Folketingssalen, nemlig at der har været en række ting, der har gjort, at folketingsmedlemmerne ikke har været her i salen. Man har været andre steder.

Fru Julie Skovsby.

Jamen så lad mig spørge lidt til fremtiden, for hvor god tid har man i Dansk Folkeparti? Jeg tror da, vi alle sammen kan være enige om, at det her ikke bare handler om de forældre, der er selvstændige, men at det jo også handler om de børn, som ikke lige selv vælger deres forældre, og som gerne vil have noget god tid sammen med deres forældre. Nu er det den 1. april, vi har skæringsdatoen, men hvad er det, man ønsker at acceptere fra Dansk Folkepartis side? Altså, hvor god tid har man? Er det indtil sommerferien, er det først i næste samling, er det inden jul, eller har man uanede mængder tid?

Ordføreren.

Det bliver lidt en gentagelse af det, jeg tidligere har sagt. Jeg kan ikke sætte noget tidsperspektiv på. Jeg råder jo ikke over, hvad andre gør, eller hvornår andre indkalder til dialog – eller om der bliver indkaldt til dialog. Det ville være godt, hvis man havde sådan nogle kræfter, men jeg har da ikke sådan nogle superkræfter, så jeg er herre over, hvornår et lovforslag eventuelt skulle komme i Folketingssalen.

Tak. Så er det hr. Lennart Damsbo-Andersen, Socialdemokraterne.

Tak. Jeg synes, det er meget interessant at sidde her i salen og lytte til, hvad ordføreren siger. Jeg har i hvert fald lyttet mig til, at uanset hvad der bliver spurgt om eller talt om, så kan ordføreren enten ikke svare på det eller vil ikke svare på det, eller også mener ordføreren, at det ikke er noget, ordføreren skal svare på.

Når nu ordføreren ikke vil forholde sig til, at f.eks. kontanthjælpsloftet skævvrider voldsomt i forhold til mænd og kvinder, og når nu ordføreren ikke vil forholde sig til, hvornår en barselsfond kunne komme i gang, hvad vil Dansk Folkeparti så i det hele taget i forhold til ligestilling? Det er bare for at tage to eksempler.

Ordføreren.

Jeg er ked af, hvis spørgeren ikke har hørt min tale her fra talerstolen i dag. Jeg har ikke tid nok til at læse den op igen, men der står faktisk nogle konkrete ting, som vi i Dansk Folkeparti ønsker at vi skal finde løsninger på her i Folketingssalen.

Nogle af de ønsker, vi har – noget, som vi skal finde løsninger på – er ønsker, som også Socialdemokratiet har. Det er bl.a. i forhold til digital post, men også et øget fokus på menneskehandel, og det er også i forhold til krisecentrene og en ligestilling mellem mænd og kvinder med hensyn til kvindekrisecentre og mandekrisecentre.

Så der er jo faktisk en række ting, som Dansk Folkeparti gerne vil arbejde videre med. Det gælder også i forhold til at styrke indsatsen over for minoriteter, hvor kvinder ofte har nogle udfordringer i forhold til social kontrol fra deres familiemedlemmer osv. Det har jeg sagt her fra talerstolen i dag, men jeg er så i tvivl om, hvorvidt spørgeren var til stede. Men nu har jeg i hvert fald sagt nogle af tingene igen.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jeg var ikke lige til stede på det tidspunkt, men jeg har hørt den dialog, der var her. Det er rigtig fint, at Dansk Folkeparti har interesse for at løse problemstillingerne sammen med andre partier, også Socialdemokratiet. Vi brænder også for de ting, som ordføreren her nævner. Men der står jo ting tilbage, der ikke er løst.

Det, som jeg jo synes er så vigtigt at få snakket om her, er, hvordan Dansk Folkeparti stiller sig til det. Jeg nævnte to ting omkring kontanthjælpsloftet. Det vil Dansk Folkeparti garanteret slet ikke røre ved.

Men så er der Barselsfonden. Jeg kender jo beskæftigelsesministeren via Beskæftigelsesudvalget, og han er ikke længere væk, end at han er til at snakke med, hvis man tager fat i ham. Ministeren er også positiv med hensyn til en dialog, så jeg kan da opfordre ordføreren til at tage fat i ministeren og spørge, hvornår vi kan komme i gang. Sværere er det jo ikke.

Ordføreren.

Nu ved spørgeren jo ikke, hvad ordføreren har gjort af tiltag, og som jeg tidligere har sagt: Det, der har været af dialog mellem ministeren og undertegnede eller andre, er jo ikke noget, jeg vil udbrede her i Folketingssalen for at tilfredsstille den socialdemokratiske spørger.

Tak til ordføreren. Og den næste ordfører i rækken er hr. Jakob Engel-Schmidt, Venstre. Værsgo.

Tak for ordet. Det er jo en fornøjelse at være tilbage her i salen, og jeg vil sige til de fremmødte ordførere, at jeg glæder mig utrolig meget til samarbejdet.

Jeg vil først og fremmest takke ligestillingsministeren for redegørelsen. Jeg tror ikke, at det bliver en overraskelse for de fremmødte, at jeg sådan set er enig i det meste af det, der rent principielt og holdningsmæssigt fremgår af redegørelsen. Som vanligt har jeg formuleret en meget lang tale, som jeg egentlig havde tænkt mig at stå her og læse op, men jeg tror, at jeg vil starte med konklusionen.

Når man sådan tænker på den ligestillingsdagsorden, der har været debatteret de sidste 4 år, så er der en forskel, der står meget klart for mig. Og den forskel er, at Venstres ligestillingsprojekt ikke går ud på at tale om forbud, kvoter og tvang, hvad enten det gælder barsel eller andre ting. Det handler om frihed. Det handler om fri tilgængelighed. Det handler om, at ligegyldigt hvilket menneske man er, hvilket køn man har, hvilken seksualitet man bekender sig til, og hvordan man er født, så skal man have de samme muligheder for at uddanne sig, interagere socialt og for at være menneske som alle andre. Det er sådan set det allervigtigste overhovedet.

Vi ønsker et mangfoldigt samfund, hvor der er plads til at være den, man er. Og det ønske deler vi jo med mange af Folketingets partier, hvis ikke alle. Ved sidste års redegørelse savnede Venstre et fokus på at fremme ligestillingen i de etniske miljøer, der findes, når flygtninge og indvandrere kommer her til landet. De dokumentarer, som vi har set fra moskeerne, gør jo kun det her spørgsmål endnu mere relevant.

Derfor var jeg også glad for at høre, at flere af de ordførere, der har været på indtil nu, har nævnt det, og jeg glæder mig til at finde et fælles grundlag sammen med bl.a. vores socialdemokratiske kollegaer og måske sammen med kollegaer fra andre partier, fordi ligestilling er en fælles målsætning. Selv om der er nogle ideologiske forskelle mellem os, er der rigtig mange områder, hvorpå vi er enige. Derfor er det også et fælles ansvar, som Venstre glæder sig til at løfte sammen med de partier, der findes i Folketinget.

Det er jo heller ingen hemmelighed, at vi i Danmark efter rigtig mange års kamp har fået sikret en række af de frihedsrettigheder, som andre dele af verden misunder os. Alligevel oplever vi ofte, at de frihedsrettigheder bliver presset og undermineret. Det sker faktisk også i de parallelsamfund, der desværre findes nogle steder i Danmark. Derfor oplever jeg, at en af de største udfordringer sådan set er at sikre ligestilling for alle og også her i Danmark.

Et af de initiativer, jeg synes er de vigtigste på ligestillingsområdet, gælder kampen mod menneskehandel. Vi oplevede her i weekenden og i påsken, at dagbladet Politiken satte fokus på, at alt for mange afrikanske prostituerede lever en kummerlig tilværelse på Vesterbro.

Jeg har svært ved at forstå, at der er mænd, der kan få sig selv til at købe sex af en udsat og handlet kvinde. Det finder jeg dybt afskyeligt. Det gør de fleste her i Folketingssalen garanteret. Det skal vi bekæmpe både efterspørgselsmæssigt og udbudsmæssigt. Vi skal komme efter bagmændene, og vi skal sætte dem fast. Vi skal møde de kvinder med respekt og i øjenhøjde og sørge for, at den tilværelse, de får, når de forhåbentlig kommer ud af prostitutionsmiljøet, kan blive tålelig.

Jeg synes også, det er vigtigt, at vi sætter fokus på at styrke indsatsen over for bl.a. stalking. Regeringen har fremlagt nogle rigtig fornuftige initiativer. Vi ved, at der er flere tusinde danskere, der hver dag døjer med at blive forfulgt af mennesker, de ikke ønsker i deres liv. Det synes jeg er en vigtig ligestillingsmæssig prioritet, og jeg glæder mig til at arbejde mere med det.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi styrker de tilbud, vi har, til voldsramte kvinder og mænd, bl.a. til dem, der er udsat for vold i hjemmet af deres kæreste. Det er en ultimativ og vigtig ligestillingspolitisk dagsorden.

Så synes jeg også, at hele forløbet og hele debatten om æresrelaterede forbrydelser, konflikter og social kontrol er et område, der fortjener endnu mere opmærksomhed. For det er jo de værdier, der tilsammen skaber ligestilling, og de værdier, der tilsammen modvirker ligestilling, som også skaber fremtidens muligheder for integration på det danske arbejdsmarked, altså det, at unge kvinder selv kan vælge den ægtefælle og den kæreste, de ønsker i deres liv.

Nogle har måske læst Geeti Amiris lange skriv i Berlingske. Hun fortæller om, hvordan hun som afghansk efterkommer er vokset op i Danmark og bliver for dansk. Den familie, som hun regner med hun skal giftes ind i, vil ikke længere kendes ved hende, fordi hun pludselig er blevet for dansk en kvinde.

Det er nogle af de vigtige ligestillingspolitiske udfordringer, vi har. Og jeg synes, det er meget relevant og også uopsætteligt, at vi i fællesskab løser dem.

Så er der hele det internationale arbejde, hvor jeg ved at vi i fællesskab på tværs af partier gør meget for at styrke Danmarks stilling i både FN og andre steder. Det gør vi ved den måde, vi påvirker arbejdet på, altså forholdene for lgbt-miljøet, og det er bl.a. gennem IDAHO. Det mener jeg også vi skal gøre i fremtiden.

Nu kom jeg langt væk fra min tale, men jeg synes ofte, det er vigtigt, at vi både taler om, hvad vi er uenige om, og om det, der er i øvrigt samler os. Og der er heldigvis langt flere ting, der samler end skiller os i den indsats, vi skal arbejde for.

Så er jeg helt sikker på, at der kommer nogle spørgsmål om Barselsfonden, og dem glæder jeg mig naturligvis til at svare på, hvis ellers den række af ordførere, der tidligere spurgte min kollega fra Dansk Folkeparti, igen har trykket sig ind for en kort bemærkning. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokraterne.

Først og fremmest velkommen til ligestillingsområdet! Du vil hurtigt opdage, hvis du ikke allerede har opdaget det, at det er et fantastisk spændende område. Undskyld, jeg mener hr. Jakob Engel-Schmidt, vi er jo ikke dus, så nu holder jeg på formerne, jeg beklager.

Der er meget, som vi kan blive enige om, kan jeg høre. Det var også min forventning, og det er Socialdemokratiets ambition at spille konstruktivt ind og være med til at få indflydelse, hvor der er mulighed for det.

Nå, men nu til makronerne, nemlig det her med barselsfond for selvstændige. Ordføreren for Venstre hørte jo også Dansk Folkepartis ordfører på talerstolen lige før. Det er 2 måneder siden, at Dansk Folkeparti og et flertal af Folketinget vedtog betænkningen, som lægger op til, at der skal ske noget på det her område, altså at der indkaldes til forhandlinger med henblik på at få løst det uløste problem, som står hen.

Men der er ikke sket en dyt. Det tager ikke frygtelig lang tid at indkalde til forhandlinger. Det kræver faktisk bare, at man sender en mail til ordførerne, og så ved vi, at der kommer til at ske noget på området. Og det er ikke, fordi man skal have en klappet løsning parat med det samme. Man kan sådan set bare invitere til forhandlinger og byde på en kop kaffe og en snak.

Så enten er ministeren virkelig langsom ved tasterne, eller også ignorerer man Dansk Folkepartis ønske og et flertal i Folketinget. Hvilken forklaring er den rigtige?

Tak. Ordføreren.

Jeg er ked af at skulle starte mit forhåbentlig gode fremtidige forhold til hr. Rasmus Horn Langhoff med ligesom at underkende den præmis, han spørger ud fra, men det er jeg nødt til at gøre.

Mit parti, Venstre, stemte imod den barselsfond, regeringen fremlagde i sidste periode. Det gjorde vi ikke, fordi vi er imod at sikre gode forhold for landets iværksættere. Jeg var ordfører på iværksætterområdet i sidste periode, jeg har selv drevet virksomhed, og jeg har været direktør for Dansk Iværksætterforening. Jeg deler ambitionen om, at det skal være nemmere både for mænd og kvinder at drive virksomhed og i øvrigt også have et fornuftigt liv ved siden af.

Men hvis vi skal tale om mekanik, vil jeg sige, at sagen bare er, at den tidligere regering præsenterede et makværk, der ikke virkede. Man fremlagde en løsning, der ikke havde nogen gang på jord.

Man fremlagde en omgang sjusk, og man sendte opkrævninger ud til mennesker, der havde deltaget i medicinstudier, og bad dem om at betale til en barselsfond, uden at de havde deres egen virksomhed.

Hvad i alverden ligner det at sidde her og skælde os ud for, at vi ikke kan køre en barselsfond, der aldrig har virket, videre? Jeg ved, at ministeren ovre i Beskæftigelsesministeriet har fokus på området. Man ønsker at finde en bedre løsning. Om det kan lade sig gøre, er jeg ikke sikker på lige nu, men det er helt sikkert ikke et område, der bliver ignoreret.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Jeg synes, det er fint, at Venstres ordfører svinger sig op her, og det er der måske i virkeligheden behov for meget mere af her i Folketinget, så der kan blive lidt mere luft under debatterne her. Det er rigtig fint, tak for det.

Når alt kommer til alt, hørte Venstres ordfører ganske udmærket meldingen fra Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti forventer, at der bliver indkaldt til forhandlinger. Der er et flertal uden om regeringen, som forventer at blive indkaldt til forhandlinger. Gør det ikke bare en lille smule indtryk?

Ordføreren.

Jeg har lært, at man aldrig skal skuffe Dansk Folkeparti. Så selvfølgelig gør det da indtryk.

Tak. Så er det fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for en spændende ordførertale. Ordføreren lagde meget vægt på ordet frihed, og det synes jeg var et glimrende element i talen. Jeg kunne så godt tænke mig at høre, om den her frihed også skal gælde i prostitutionsmiljøet. Vi har i dag en rufferiparagraf, som gør, at kvinderne ikke kan beskytte sig selv ved eksempelvis at have vagter, og de kan ikke have telefondamer ansat uden at bryde loven. Der er en lang række forhindringer, som dybest set gør det mere usikkert at være prostitueret, end det behøver at være. Så jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, om Venstre er åbne for at se på, om vi kan revidere rufferiparagraffen for at give de prostituerede bedre forhold.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Jeg er principielt imod, at man gør prostitution ulovligt. Men samtidig er jeg heller ikke klar til at give ordføreren medhold i, at der er behov for at ændre lovgivningen på den måde.

Jeg er også nødt til at sige, at der er ting, jeg endnu ikke er fuldt ud oplyst om, og forholdene på det her område er en af dem. Så hvis ordføreren tillader mig det, vil jeg grave mig dybere ned i det materiale, der ligger, og de undersøgelser, der er på området, og så tage diskussionen med ordføreren bagefter.

Jeg er godt klar over, at vi så rent debatmæssigt falder helt ned fra det niveau, vi var på før med hr. Rasmus Horn Langhoff, men jeg håber ikke desto mindre, at ordføreren vil godtage den forklaring.

Fru Mette Abildgaard.

Det kan jeg love. Det var ikke, fordi jeg havde planlagt at stille det her spørgsmål og på den måde drille. Det var udelukkende, fordi ordføreren selv talte om det her med frihed, og det fik mig til at tænke på, at det i den grad også er noget, der mangler i prostitutionsmiljøet.

Men jeg har fuld forståelse for, at der naturligvis er mange ting, man lige skal ind i. Det ved jeg alt om, kan jeg sige. Så jeg ser også frem til de fortsatte drøftelser.

Ordføreren.

For at elaborere lidt på det, vi talte om før, vil jeg sige, at jeg synes, at de historier, der har været fremme i dagbladet Politiken, er frygtelige. De kvinder, der går rundt på Vesterbro, er jo i meget høj grad kvinder, der er blevet handlet af bagmænd, der fortjener at komme i fængsel.

For nogle år siden var der et godt samarbejde i Midtjylland, hvor politi, udlændingemyndigheder og sociale myndigheder hjalp kvinder med at slippe ud af kløerne på de her bagmænd. Det er noget, jeg sammen med Folketingets partier og ministeren gerne vil undersøge om kan lade sig at gøre noget yderligere ved. Så må vi debattere den anden del af spørgsmålet, når jeg bliver så klog, at det kan lade sig gøre.

Det ser man formentlig frem til. Den næste er fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. I ligestillingsredegørelsen står der – og jeg citerer:

»Rammerne for, at mænd tager fædre- og forældreorlov, er til stede, og familierne kan i dag fleksibelt fordele forældreorloven, som de vil.«

Men en ny undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder viser jo også, at næsten halvdelen af kvinderne og en fjerdedel af mændene oplever at blive diskrimineret, når de skal stifte familie og afholde barselsorlov.

Så jeg vil gerne høre, hvad Venstre vil foreslå skal gøres, for at den diskrimination, som er på arbejdspladsen, ikke modarbejder de formelle rammer og den frihed, som ordføreren taler om, og der dermed kommer en fleksibel fordeling af forældreorloven, sådan at forældrene altså reelt selv kan fordele orloven, som de ønsker, uden at blive straffet for det.

Ordføreren.

Altså, helt formelt er det jo ikke op til virksomhederne at holde forældre fra at afholde forældreorlov. Det har man et lovkrav på, lad os lige være enige om det. Medmindre jeg har taget gruelig fejl, og det håber jeg ikke jeg har.

For nogle uger siden offentliggjorde IMF en undersøgelse, der viste, at de virksomheder, der har dygtige kvinder i deres ledelse, faktisk har et højere overskud. Jeg havde armene i vejret, for det viser jo faktisk, at hvis man vil sin virksomhed eller projekt det godt, så har man da bare at finde en ledelsessammensætning, der består af et bredt udsnit af kompetencer.

På samme måde er det vigtigt, at vi har den både moralske og praktiske debat på det her område, der sikrer, at vores arbejdsmarked er så rummeligt, at der selvfølgelig er plads til, at man kan stifte familie i den alder, man mener er rigtig, og samtidig have et arbejdsliv at komme tilbage til, når den barsel er overstået.

Der er selvfølgelig noget social historik i, at det er nyt for nogle mænd at holde lige så lang barsel – hvis overhovedet barsel – som kvinder gør.

Personligt, men jeg er selvfølgelig ikke rollemodel for alle mænd her i landet, har jeg da den holdning, at hvis ikke jeg minimum kan få halvdelen af min kærestes barsel, når vi skal være forældre, så bliver der slagsmål hjemme ved køkkenbordet.

Fru Trine Torp.

Tak for det. Jeg tillader mig lige at stille et andet spørgsmål, som godt nok er til noget, som ordføreren tidligere sagde han ikke havde gravet sig så dybt ned i. Men jeg hæftede mig alligevel ved en lille ting, og så må du jo affærdige det, hvis der ikke kan svares på det. (Fjerde næstformand (Mette Bock): Vi tiltaler i tredje person). Undskyld.

Jeg hæftede mig ved, at ordføreren talte om, at man skulle prøve at ændre på efterspørgslen efter de her kvinder, som er handlede. Hvordan vil Venstre gøre det?

Ordføreren.

Jamen jeg synes, at efterspørgselsdelen er ganske interessant. Jeg har svært ved at forstå, hvad der får en mand, enten fra Danmark eller en turist, der kommer til København, til at gå ned i hjertet af København i et område, hvor man ved at der findes handlede kvinder, og så betale en ulykkelig afrikansk kvinde for at have sex med vedkommende.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi vedvarende har en moralsk debat i offentligheden om, at sexkøb er uacceptabelt, og særlig om sexkøb hos kvinder, der er handlede. Det er kvinder, der tvinges til at rejse fra Afrika eller Østeuropa herop med en kæmpe gæld, ofte med løfter om, at de skal arbejde i et helt normalt erhverv. De presses ud i prostitution, tæves af deres alfonser og presses til ikke at rejse hjem igen. Den viden skal folk have, før de nedværdiger sig til at købe sex.

Tak. Så er det fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det. Jeg vil gerne fortsætte i lige præcis det spor om de handlede kvinder og menneskehandel, som ordføreren er inde på nu. Ordføreren nævnte nemlig, at kvinderne skal hjælpes ud af de kummerlige forhold, som de – og det giver jeg ordføreren ret i – lever under i Danmark, når de bliver handlet til bl.a. prostitution.

Problemet er, at de forhold, de lever under i f.eks. Nigeria, hvor mange af dem er handlet fra, jo er lige så kummerlige, var jeg ved at sige – måske på en anden måde, men også frygtelig kummerlige. Og der er historier om kvinder, der er blevet sendt tilbage med det bidrag, de har fået fra den danske stat, og som så faktisk har fået stjålet de penge, efter at de her etableret en lille biks i Nigeria, og så står de sådan set på bar bund.

Så mit spørgsmål vedrører det her med, at hvis man skal begrænse den, kan man sige, strøm, handler det vel også om, at man sætter ind lokalt netop i de lande, hvor problemet opstår, og det er en lille smule svært.

Anbefalingerne lyder bl.a. på at oplyse kvinderne om, hvad det er, man skal være opmærksom på for at undgå, at det, man kommer ud i, f.eks. kunne blive til menneskehandel. Problemet er, at når regeringen så skærer i udviklingsbistanden, 7 mia. kr. i 2016, er det en lille smule svært med de indsatser. Så hvordan står ordføreren der? Vil man ikke også prioritere indsatser i udviklingslandene?

Værsgo til ordføreren.

Så kan jeg informere Alternativets ordfører om, at Venstre er lyttende. Og Venstre er også interesseret i at se på løsninger, der er bedre end dem, der er i dag. For der er jo ikke nogen af de partier, der er til stede i Folketinget, hvis politik er lykkedes med hensyn til at begrænse den menneskehandel og den prostitution, der findes i nogle af Danmarks større byer.

Når man spørger HopeNow og Reden, får man ikke et entydigt svar på, om de her kvinder skal have asyl? Skal de sendes tilbage? Skal de et andet sted hen? Der kan være forskellige svar, afhængigt af hvilken situation den enkelte kvinde står i.

En af de ting, der er helt evident for mig, er, at mange af de kvinder, man møder på gaden i dag, er bange for myndighederne. De er bange for, hvad der vil ske med dem, hvis de taler med myndighederne. Det er i hvert fald en situation, vi er nødt til at starte med at forbedre og udrede. Der er nogle eksempler – jeg nævnte det midtjyske politi og myndighedssamarbejdet tidligere – hvor vi må se på om ikke vi kan gøre det endnu bedre.

Hvordan vi så gør det i forhold til de kvinder, der sendes tilbage igen, er noget, hvor jeg mener vi bør være åbne over for en løsningsbaseret dialog. Og har Alternativet gode løsninger på det område, lytter vi meget gerne.

Fru Carolina Magdalene Maier.

Tak for det svar. Så vil jeg gerne rette mit andet spørgsmål mod det med barslen. Nu nævnte ordføreren selv, at hjemme hos ham skulle der i hvert fald blive en kamp om at få lov til at tage barslen. Og som det også blev nævnt af fru Trine Torp, står der i redegørelsen, at der er frit valg i Danmark i forhold til den del af barslen, som man kan fordele mellem forældrene. Udfordringen er jo, at vi stadig væk ikke har ligeløn i Danmark. Der er en uforklarlig lønforskel på 7 pct., hvilket betyder – det vil være min påstand – at mange mænd faktisk har svært ved at tage den barsel.

Er ordføreren ikke enig med mig i, at så længe vi har en lønforskel mellem mænd og kvinder, er det svært for mændene at komme på banen i forhold til barslen?

Ordføreren.

Jo, altså, det er både og. Spørgsmålet om barsel er jo ikke et spørgsmål, vi skal diktere her fra Folketingets talerstol. Det er op til den enkelte familie at indrette sig. Det er min helt principielle holdning, og det er heldigvis også Venstres helt principielle holdning.

Når det er sagt, mener jeg, at der bør være lige løn for lige arbejde. Samtidig mener jeg også, at den store kønsskævhed, der er i valg af uddannelser, er noget, vi bør se på.

Jeg er med på, at der er nogle fag, der tiltrækker folk mere end andre. Men det skulle helst være sådan, at der ikke er nogen sociale barrierer, der betyder, at folk pr. tradition eller definition vælger et særligt fag, som giver en særlig løn. Og i øvrigt bør der ... nu kan jeg se, at min taletid er udløbet. Jeg beklager.

Tak for det. Fru Julie Skovsby, Socialdemokraterne.

Tak for det. Tak for en god ordførertale. Der er mere, der samler os, end der skiller os ad, og jeg vil selvfølgelig gerne spørge, om det her med at finde en løsning, så vi sikrer selvstændiges barselsrettigheder, nu er noget, der samler os.

Ordføreren.

Jeg er bange for, at den erhvervspolitiske dagsorden ikke nødvendigvis samler os fuldstændig. Jeg har prøvet at være ansat med løn og prøvet selv at drive en virksomhed. Det har nogle af jer måske også, og sagen er bare, at de ting er forskellige. Man kan ikke sørge for, at arbejdsmarkedsforholdene er ens for mennesker, der ejer et cvr-nummer, og dem, der ikke gør.

Man har nemlig selv ansvaret for at skabe en omsætning. Man har selv ansvaret for at finde de medarbejdere, man ønsker at ansætte. Man har selv ansvaret for at servicere kunderne og stå op tidligt og gå hjem sent.

Samtidig har man også selv muligheden for at gå konkurs og miste alt, og man har muligheden for at blive velhavende, såfremt ens projekt lykkes, afhængigt af hvad målsætningen er.

Ønsker jeg principielt, at der er en barselsløsning, man kan tiltræde som selvstændig? Ja, det gør jeg. Synes jeg, at den løsning, Socialdemokraterne og de andre partier fremlagde, var fornuftig, gennemførlig og effektiv? Nej, politisk og lovgivningsmæssigt var det et makværk.

Fru Julie Skovsby.

Altså, det, som man kalder en erhvervspolitisk dagsorden, kalder jeg for en familiepolitisk dagsorden. Men det skal ikke være det, der skiller os ad.

Tidligere sagde ordføreren, at der er socialhistoriske årsager til, at nogle forældre ikke tager så meget barsel. Men lige præcis når vi taler om barsel til selvstændige, er det vel ikke nogen socialhistoriske årsager, der ligger bag, og så er det vel lovgivning, der mangler. Derfor spørger jeg igen: Ønsker Venstres ordfører at være med til at finde en løsning, lave en ny lovgivning?

Ordføreren.

Venstres ordfører er bevidst om, at det her spørgsmål bliver behandlet af beskæftigelsesministeren. Men samtidig vil Venstres ordfører også gerne informere om, at da man for 5 år siden spurgte danskerne: Synes I, iværksætteri er godt? så sagde de fleste ja. Da man spurgte: Kunne I tænke jer selv at starte en virksomhed? så sagde hovedparten nej. Faktisk var det kun i Spanien, at der var færre mennesker, der havde lyst til at starte en virksomhed.

I dag er iværksætteri blevet det nye buzzword. Går du ud på Niels Brock eller enhver anden handelsskole eller et gymnasium, så er rækken af unge mennesker, der ønsker at starte en virksomhed, lang. Andelen af kvinder – unge kvinder – der ønsker at starte en virksomhed, er stigende.

Jeg er klar over, at forholdet er en til syv i øjeblikket, og det ønsker vi at lave om på. Det er nødvendigt at finde løsninger på det her område, men det betyder bare ikke, at den løsning, man argumenterer for i Socialdemokratiet, nødvendigvis er den bedste.

Inden jeg siger tak, må jeg også over for ordføreren lige understrege, at vi ikke siger »du« fra Folketingets talerstol. (Jakob Engel-Schmidt (V): Jeg beklager utrolig mange gange).

Der er lige en enkelt kort bemærkning endnu. Hr. Kasper Roug, Socialdemokraterne.

Tak, fru formand. Det er rigtig dejligt at høre, at ordføreren ikke vil have forbud eller tvang, men mere frihed. Det er jo svært at være uenig i det. Det er sådan set rigtig fine ord, må man sige.

Men ikke desto mindre er virkeligheden altså, at under en tredjedel af de nyopstartede iværksættere er kvinder. Det er også rigtigt, at der var nogle opstartsproblemer med den tidligere barselsfond. Det er jo en gammel historie, som vi har hørt mange gange. Det er også blevet understreget af den tidligere ordfører på ligestillingsområdet rigtig mange gange, så den har vi hørt en del gange.

Men er det ikke vigtigt, at det bliver nemmere at være iværksætter? For det er jo tydeligvis ret svært for de her kvinder at være iværksættere. Det er for ligesom at citere den tidligere beskæftigelsesminister, som nemlig sagde, at det skal være nemmere at være iværksætter.

Ordføreren.

Jeg mener, det skal være nemmere for de rigtige at blive iværksættere, og at det skal være nemmere at få hånden på kogepladen og yde en indsats, hvis man ønsker at starte virksomhed.

Men lad mig indføre de tilstedeværende socialdemokrater i egen partihistorie, hvad angår iværksætteri. I 1992, 1993 og 1994 iværksatte finansminister Mogens Lykketoft og statsminister Poul Nyrup Rasmussen en iværksætterydelse. Man havde en række ledige, der skulle aktiveres, og man gav de her mennesker en pose penge hver måned for at starte egen virksomhed, hvilket betød, at der kom en tredje grønthandler på hovedgaden, en tredje frisør og en tredje skomager i forskellige danske byer.

Havde de her mennesker nogen form for kompetence i at starte en virksomhed? Nej, det havde de ikke. Det var social- og erhvervspolitik blandet sammen med politisk ideologi. Når ydelsen udløb efter 3 eller 4 år – det viser tallene fra Danmarks Statistik – så kom de her mennesker ud i en personlig konkurs. Mange mistede deres arbejde og virksomhed, og i øvrigt var det lykkedes at udkonkurrere skomager nr. 1 og 2 i hovedgaden, fordi de ikke fik statsstøtte.

Jeg mener, det er vigtigt, at de mennesker, der har kompetencen og vilje til at starte virksomhed, har det nemt. Jeg mener ikke, man bare skal presse folk ind i at blive iværksættere, fordi det politisk er en målsætning.

Hr. Kasper Roug.

Nu skal det så være de rigtige, der skal være iværksættere, dem med de rette kompetencer. Altså, nu vil jeg sige, at vi taler om kvinder og mænd, så der er vel ikke nogen grund til at spekulere i, om det er kvinder eller mænd, der er bedst til at være iværksættere eller har de rette kompetencer.

Men vi Socialdemokrater er jo klar til at forhandle om en løsning på det her område, og så er spørgsmålet: Hvad vil ordføreren så? Vil ordføreren bare lade stå til, fordi det er en principiel holdning? Eller vil man prøve at komme med et eller andet, der kunne være en løsning på området? Eller der findes måske ikke nogen anden løsning, end at folk ud af det blå og lige pludselig gerne vil?

Ordføreren.

Jeg synes, det er herligt at blive skældt ud for ikke at ville støtte en løsning, vi har stemt imod til at starte med. Jamen det er simpelt hen formidabelt, at man kan stå her og blive spurgt af en række forskellige førende socialdemokrater, hvorfor man dog ikke vil støtte en løsning på et område, man har stemt imod. Venstre stemte imod den pakke, der blev fremlagt, fordi den var bygget på sjusk, manglende realisme og dårligt benarbejde. Betyder det, at der ikke kan findes bedre løsninger? Nej, det gør det bestemt ikke. Betyder det, at jeg har en løsning klar her på talerstolen? Nej, det gør det heller ikke.

Mange tak til ordføreren. Og den næste ordfører er fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten.

Da Enhedslistens ligestillingsordfører, fru Pernille Skipper, ikke kan være her i dag, har jeg fået æren af at fremføre Enhedslistens synspunkter i forhold til regeringens ligestillingsredegørelse. Regeringen har valgt at fokusere sin ligestillingsindsats på tre områder: Rettigheder og friheder for den enkelte, bedre udnyttelse af ressourcer og talenter samt en global ligestillingsindsats.

Den første kategori, rettigheder og friheder for den enkelte, indeholder ifølge regeringen indsatsen mod menneskehandel, kvindeundertrykkelse blandt etniske minoriteter, bekæmpelse af vold i de nære relationer og hverdagssexisme. Det er positivt, at regeringen lægger vægt på hverdagssexisme. At kvinder i Danmark finder sig i befamlinger, tilråb og seksuelle kommentarer, er et ligestillingsproblem. Og med erkendelsen af, at det problem eksisterer, må man også erkende, at ligestilling både er et strukturelt og et kulturelt problem.

Man opnår ikke ligestilling ved at skrive på et stykke papir eller i en lov, at mænd og kvinder har samme rettigheder. Det er også et spørgsmål om at få en kultur, hvor mænd og kvinder er lige meget værd, og hvor kvinder ikke behandles ringere i kraft af deres køn.

Derfor bliver vi nødt til at erkende, at det er udtryk for et kulturelt problem, når 32 pct. af danske kvinder har oplevet vold eller seksuelle overgreb i et parforhold. Ca. 33.000 kvinder udsættes årligt for enten fysisk eller seksuel vold, og alt for mange voldtægtssager bliver ikke taget alvorligt nok, alt for få bliver opklaret, og alt for få fører til dom.

Det er også et kulturelt problem, at der bl.a. i visse minoritetsmiljøer i Danmark er en større undertrykkelse af kvinder, flere tilfælde af vold og mere stærk social kontrol, end vi finder i resten af Danmark. Derfor er det rigtig godt, at regeringen vil fortsætte og udbygge arbejdet med empowerment bl.a. gennem pigegrupper og med langt om længe få et botilbud i Jylland til dem, for hvem konflikterne er kommet så langt ud, at de ligefrem må flygte i nattens mulm og mørke. Vi håber også i Enhedslisten, at regeringen vil øge fokus på den ambulante krisehjælp og dialogindsatsen mellem kvinderne og deres forældre.

Men der mangler noget hos regeringen i deres indsats for minoritetskvinder, der kæmper for frigørelse. Vi ser heldigvis rigtig mange kvinder, der råber højt, kræver respekt og siger fra – og vi skal støtte dem. Det gør vi ikke ved at svine deres religion til eller skære alle over en kam. Det gør vi bl.a. ved at bygge et stærkt velfærdssamfund, der kan være deres sikkerhedsnet, når de tager springet. Partierne bag kontanthjælpsreformen forstår tilsyneladende ikke, at når de trækker den økonomiske uafhængighed væk under udsatte kvinder, fjerner de også deres muligheder for at komme ud af volden og kontrollen, for kun med selvstændighed har man en reel mulighed for at forlade en voldelig mand, hvis man også ønsker en fremtid for sig selv og sine børn. Det kan vi høre fra både kvinderne selv og krisecentrene.

Derfor bør man som det første droppe kontanthjælpsreformen og indføre ret til krisecenterplads og ret til efterværn, dvs. en efterfølgende hjælp til at komme på fode, hvis man mener, at man vil bekæmpe vold og social kontrol.

Manglende ligestilling er en kulturel ting, ja, og det handler om individuelle rettigheder, ja. Men det handler bestemt også om, hvilke betingelser kollektivet byder den enkelte, så man har et reelt valg og reelle muligheder for noget andet.

Den anden kategori for regeringens indsats handler om bedre udnyttelse af talenter, og det dækker over den ulighed, der er mellem mænd og kvinder i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Det virker helt vildt, at regeringen på den ene side lukker det særlige forskningsprogram YDUN, der var målrettet kvinder, mens man på den anden side samtidig prædiker ligestilling. Det er rigtig ærgerligt, at regeringen på mange måder ikke rigtig kommer videre fra erkendelsen af problemets eksistens og kommer i gang med egentlig handling.

Når det kommer til barsel, skriver ministeren i sin redegørelse:

»Rammerne for, at mænd tager fædre- og forældreorlov, er til stede, og familierne kan i dag fleksibelt fordele forældreorloven, som de vil. Regeringen ønsker, at flere mænd tager en større andel af barslen.«

Så er der ikke rigtig anden indsats på tegnebrættet end mere dialog.

I Enhedslisten forstår vi ikke, hvorfor regeringen er imod, at mænd får ret til den samme barsel som kvinder. I dag har kvinderne ret til øremærket barsel. Hvorfor må mænd ikke få den tilsvarende rettighed? Det ville give fædrene samme rettigheder; det ville bringe os tættere på at give børn rettigheder til både deres mor og deres far; og det ville hjælpe på den massive ulige løn, der stadig er, og som over et langt liv ophober sig, så kvinder endda har færre penge til alderdommen. Kvinder mister i snit 10 pct. af lønnen for hvert barn, de får. Det er ikke rimeligt.

For nylig viste en undersøgelse, at med den nuværende hastighed vil vi få ligeløn om ca. 111 år. Alt for mange peger stadig på, at det i kvindernes egen skyld: De må bare tage sig sammen, blive bedre til at forhandle løn, skifte job lidt oftere eller blive bedre til at prale. Alle søforklaringerne handler om, at den enkelte kvinde selv kan ændre på den ulige løn, hvis hun ændrer adfærd, men det er og bliver noget vrøvl.

Ulighed mellem kønnene er også et strukturelt problem med en generel opfattelse af, at kvinders og pigers arbejde ikke er lige så meget værd som mænds, og det fikser ikke sig selv.

Vi skal genindføre de kønsopdelte lønstatistikker; vi skal i de offentlige overenskomster give lønskruen et ordentligt hak opad i de klassiske kvindefag: Deres arbejde er ikke mindre værd, fordi det er omsorgsarbejde, tværtimod. Det kræver, som ministeren selv skriver, at alle parter tager del, og det gælder også regeringen.

Jeg har ikke haft lejlighed til at tale om den globale uligestilling, og det er ikke godt. For når fattigdom, krig, sult eller naturkatastrofer rammer, rammer det nemlig kvinderne hårdere. Derfor er det utroligt, at regeringen slet ikke har nævnt deres nedskæringer i ulandsbistanden eller den manglende støtte til de sekulære kræfter i Syrien og Nordirak, der forsøger at bekæmpe ISIS og Assad, eller nedskæringerne på den grønne indsats, så indsatsen mod naturkatastrofer er blevet slået tilbage.

Jeg vil håbe, at vi får tid til at diskutere verdens globale udfordringer i et ligestillingsperspektiv selvstændigt en anden gang. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Jeg vil gerne starte med at takke ministeren for redegørelsen om perspektiv- og handlingsplan 2016 for ligestilling, som jeg har set frem til at læse. Og jeg vil også gerne takke ministeren for hendes evne til primært at fokusere på de områder, som reelt set har brug for politisk fokus. For det synes jeg faktisk at man overvejende gør, selv om der jo fortsat er nogle områder, hvor jeg ikke mener at politikerne bør blande sig. Men overvejende synes jeg faktisk, at man er god til at fokusere der, hvor det er nødvendigt, så en tak for det.

Ministeren understreger flere steder i redegørelsen, at Danmark er et foregangsland, når det kommer til ligestilling. Vi har ligestilling i Danmark, men selv om vi er i mål forstået på den måde, at kvinder sagtens kan nå til tops i det danske erhvervsliv, at piger og drenge anses som lige meget værd, og at alle har lige adgang til uddannelse, sundhed osv., så er der sådan set stadig vigtige fokusområder inden for ligestilling. Det anerkender jeg, selv om jeg vil fastholde, at vi i Danmark overordnet set har ligestilling.

Flygtningekrisen er på mange måder ulykkelig, og alle partierne her i Folketinget er optaget af løsninger på de udfordringer, vi står over for. Udfordringerne er ofte meget konkrete, der skal findes boliger, der skal udbydes danskkurser, der skal igangsættes beskæftigelsesforløb og integrationsindsatsen skal nytænkes.

Men flygtningekrisen kan også udfordre vores ligestilling. For mange af de mennesker, der kommer til Danmark, kommer med et helt andet kvindesyn end det, vi har i Danmark, hvor mand og kvinde er lige, og den udfordring skal vi være opmærksom på.

En større privat togoperatør i Tyskland har netop indført særlige kvindeafdelinger på togstrækningerne som en sikkerhedsforanstaltning efter de grimme oplevelser, der var i Køln nytårsnat, hvor mange kvinder blev forulempet af, hvad politiet mener var asylansøgere. Selvfølgelig skal sikkerheden være i top, det har førsteprioritet. Men at indføre særlige kvindeafdelinger på et tog bomber os ret meget tilbage ligestillingsmæssigt, og det mener jeg er afgørende at vi har fokus på.

Uanset hvilken kulturel baggrund man har, når man kommer til Danmark, skal man til fulde forstå, hvor vigtig ligestilling er i Danmark, og hvor afgørende det er at respektere ligestillingen for en tilværelse i Danmark. Derfor glæder det mig, at regeringen har fokus på det her område og på, at de nytilkomne, der kommer, respekterer og forstår ligestillingen i Danmark. Det er et vigtigt fokusområde også for Liberal Alliance.

Et andet vigtigt fokusområde, som også relaterer sig til samme problemstilling med hensyn til kvindesyn, er den sociale kontrol, som hersker i nogle miljøer i Danmark. Det er en social kontrol, som reelt set forhindrer piger i at leve et frit liv, og hvor tvang og trusler kan være en del af hverdagen. Jeg bemærker også, at man i redegørelsen problematiserer social kontrol ved at understrege, at de her etniske minoriteter konkret skal kende de danske frihedsrettigheder.

Jeg tror ikke, at det er nok, at man kender til de danske frihedsrettigheder. Jeg tror ikke på, at man nødvendigvis adopterer holdningen om, at mænd og kvinder er lige, bare fordi man lever og bor i et land, hvor ligestilling er en grundsten. Jeg tror, at vi skal arbejde mere målrettet for at komme social kontrol til livs, og her savner jeg nok nogle konkrete initiativer fra regeringen.

Et tredje område, som jeg mener er vigtigt at debattere, er fædres rolle. Den moderne far kan være lige så omsorgsfuld og tryghedsskabende som den gode mor, men alligevel er det meget ofte mor, der bliver bopælsforælder i konfliktfyldte samværssager.

Lovgivningen er, som jeg ser det, sådan set tilstrækkelig, men måske er det vurderingerne i Statsforvaltningen, som ikke følger med tiden. Jeg har fået fortalt af en advokat, som beskæftiger sig med det familieretlige område, at hvis en far ikke har taget noget barsel, er han på forhånd bagud på point, hvis samvær i en skilsmissesag lige pludselig ender i Statsforvaltningen.

Men er det sådan, at far ikke kan være den primære omsorgsperson for en tiårig, fordi man i familien valgte at indrette sig sådan, at det var mor, der tog mest barsel, da barnet blev født? Er vi helt sikre på, at den lovgivning, vi har vedtaget, forvaltes efter barnets tarv i hvert eneste tilfælde? Jeg mener, at det er noget, vi må drøfte, for jeg føler mig faktisk ikke sikker.

Så kan vi selvfølgelig godt drøfte fædres barsel, men jeg deler ikke regeringens ønske om, at flere fædre partout skal tage mere barsel. Det er ikke et mål i sig selv, at fædre tager mere barsel, ligesom det heller ikke er et mål i sig selv, at flere mænd bliver frisør eller flere kvinder bliver vvs'er. Målet må være, at vi alle, mænd som kvinder, har lige muligheder, og resten må den enkelte familie selv afgøre.

Så regeringens meget klare målsætning om, at flere mænd skal tage barsel, deler Liberal Alliance ikke, og jeg vil sige, at jeg ikke forstår, hvordan en borgerlig-liberal regering mener at vide, at det er godt for fædre at tage barsel, som man faktisk ordret skriver i redegørelsen.

En del af det at være liberal er jo netop, at vi anerkender individet og de forskelligheder, vi som mennesker har, herunder forskellige præferencer. Vi kan ikke og bør ikke udtale os om, hvad der er det gode liv for voksne mennesker. Vi bør skabe rammerne for, at den enkelte selv kan træffe det bedste valg for sig selv. Vi deler således målet om, at muligheden for barsel skal være til stede for mand så vel som kvinde, og den mulighed foreligger i dag.

Jeg vil også gerne nævne, at jeg synes, det er positivt, at Danmark fremstår som et forbillede for andre lande. Der er mange lande, som er langt, langt bagud på det her område, og hvis vi på nogen måde kan bidrage til øget ligestilling de her steder, synes jeg, at det er fantastisk. Derfor støtter vi helt op om regeringens fokus på det internationale bidrag.

Sidst vil jeg nævne, at jeg for nogle måneder siden mødte Jytte Hilden til en snak om ligestilling, og hun åbnede mine øjne for, hvor taknemmelig vores generation skal være for de tidligere generationers kamp på det her område. Mit fundament har været så solidt, at jeg sådan set aldrig har kigget ned og set, at jeg faktisk står på skuldrene af tidligere seje ligestillingsforkæmpere, og de skal selvfølgelig have en tak, og jeg skylder min søn og en kommende datter at sikre, at det fundament, som er skabt, bliver bevaret fremadrettet. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokraterne.

Jeg undrede mig over noget, som Liberal Alliances ordfører sagde. Ordføreren kritiserede Venstre for at sige, at det er godt for fædre at være sammen med deres børn, at det er godt for fædre at holde forældreorlov.

Hvorfor skulle det ikke være godt for fædre at holde forældreorlov? Det har jeg da aldrig nogen sinde hørt nogen sige at det ikke skulle være, og jeg har heller ikke set nogen undersøgelser, der viser, at det ikke skulle være godt for fædre at holde forældreorlov. Alle forskere og eksperter, i det hele taget alle, der har en eller anden form for berøring med det her, siger netop, at det er godt, ikke bare for fædrene, men også for deres børn, at fædrene bruger mere tid sammen med deres børn, også i den første tid. Så hvorfor i alverden er det lige præcis det, som Liberal Alliance skal kritisere regeringen for?

Ordføreren.

Jamen nu er det ikke sådan, at jeg står heroppe og siger, at det ikke er godt for fædre at være sammen med deres børn. Det tror jeg sådan set også det er, men jeg er ikke interesseret i at tvinge nogen fædre til at blive hjemme og tage barsel sammen med deres børn. Det kan være, at kvinden hellere vil, eller det kan være, at manden har andre ønsker.

I virkeligheden handler det at være liberal om at skabe rammerne, og så kan den enkelte familie selv vurdere det. Og lur mig, om den enkelte far ikke ville gøre det, hvis han syntes, at det var sådan, han helst ville have at hans og familiens barsel sammenlagt skulle tilrettelægges.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Jeg synes bare, det virker, som om Liberal Alliance er blind for, at der kan være andre faktorer på spil end bare den frie vilje. Altså, der jo en grund til, at hver femte mandlige HK'er ikke holder en eneste orlovsdag sammen med sit nyfødte barn. Der er en grund til, at undersøgelser viser, at fædre gerne vil holde meget mere orlov end det, de holder i dag. Der er en arbejdspladskultur, der er en kultur i samfundet, der er alle mulige ting, som gør, at det ikke kun handler om det frie valg.

Jeg synes, det er helt rimeligt, at man ikke vil lovgive, og jeg synes også, det er rimeligt, at man vil det andet – det er sådan set ikke det, jeg snakker om – men ikke engang Liberal Alliance må være blind for, at der er andre faktorer på spil end bare den frie vilje.

Ordføreren.

Det kan meget vel være, at der er andre faktorer på spil, men spørgsmålet her er jo, hvorvidt vi skal lovgive om det. Og man kan sige, at der jo ikke er nogen af vores rettigheder i Danmark, der er faldet ned fra himlen. Når kvinder har stemmeret i dag og vi har alle de rettigheder, vi har, så er det jo, fordi der er nogle, der er gået forrest og har kæmpet den kamp. Og der mener jeg bare at mændene må på banen, hvis de synes, at det her er vigtigt. Lovgivningsmæssigt har de alle muligheder; de har loven på deres side. De kan gå sammen i forhold til deres arbejdsgiver og tage den barsel, som de mener vil være det bedste for dem, hvis de ellers mener det.

Så er det fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Ordføreren nævner selv, at fædres mindre deltagelse i barnets liv kan få betydning for samværs- og forældremyndighedssager senere hen. Samtidig ved vi også, at det ifølge London School of Economics og Københavns Universitet koster kvinden 10 pct. af hendes løn for hvert barn, hun får, på grund af mindre tilstedeværelse på arbejdsmarkedet og den timeløn, hun så dermed får. Kvinder sparer i gennemsnit kun 80 kr. op til pension i forhold til de 100 kr., mændene sparer op. Det gør dem altså fattigere, når de går på pension, men også, hvis de vælger at blive skilt. Så begge parter kan sådan set, på grund af at barslen ikke bliver fordelt ligeligt, komme i klemme, hvis de bliver skilt.

Jeg vil bare gerne høre ordføreren: Hvorfor er det, at mænd og kvinder ikke skal have de samme rettigheder til barsel? For det har de jo faktisk ikke i dag. Kvinder har ret til en bestemt øremærket del af barselsorloven, det har mænd ikke.

Ordføreren.

Nu taler SF's ordfører om, at barslen bliver fordelt. Det er jo en barsel, som man i familien fordeler, og man har også mulighed for i familien at tale pensionsvilkår og alt muligt andet. Familiens økonomi samlet set har man mulighed for at fordele i familien, præcis som man ønsker. Det kan man jo lave en aftale om frivilligt mor og far imellem.

Så i forhold til det her med at sige, at man ikke har lige muligheder i dag, vil jeg sige, at det har man. Far kan sagtens tage ½ års barsel i dag, hvis det er det, han ønsker, ligesom mor kan. Og ja, så er det rigtigt, at der er noget, der er øremærket mor. Det kunne vi sådan set godt diskutere om der overhovedet skulle være. Det er jeg sådan set åben for at tale om, hvis det er dér, man synes at der er en kile i forhold til ligestilling. Men mor og far synes vi i Liberal Alliance selv må fordele den barsel og vurdere, hvad der er bedst for dem i den enkelte familie.

Fru Trine Torp.

Men anerkender ordføreren også – det er faktisk noget af det, som mænd, der kommer i klemme i senere skilsmissesager, selv siger – at det her med, at kvinderne har været sammen med børnene i de første år, og at det typisk derfor også er dem, som tager sygedagene, når børnene er syge osv., kan have en indflydelse på, hvor tæt knyttet børnene er til deres forældre, og at det kan få en betydning for, hvordan det er, man så senere hen vurderer forældremyndighed og -samvær i sagerne?

Ordføreren.

Ja, lige præcis. Det, som er mit indtryk, er, at det gør en forskel, at det for de fædre, som har fravalgt barnet til fordel for deres arbejde i de tidlige år, og som måske ikke har taget barns første og anden sygedag og ikke har været med til læge, vejer tungt, i forhold til hvem der skal være primær bopælsforælder, når de står i en skilsmisse, der er konfliktfyldt. Men det er jo ikke noget, som vi politisk skal gå ind og lovgive om, det er jo noget, fædrene skal være opmærksomme på, altså at når de fravælger barslen, kan det have konsekvenser senere i deres liv. Det synes jeg da er en vigtig debat at få taget. Jeg synes da, det er vigtigt at få oplyst fædrene om, at de skal huske på, at det har konsekvenser.

Tak. Så er det fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten.

Jeg vil gerne stille et spørgsmål lidt i forlængelse af bemærkningerne fra den tidligere ordfører fra SF, fordi det her også handler om at sikre rettigheder til mennesker. Det handler jo om at sikre en far de samme rettigheder, som en mor har i forhold til et barn. Er Liberal Alliance ikke enig i, at hvis nu moren har en øremærket barsel, altså en rettighed, er det kun rimeligt, at faren har den samme rettighed? Eller også skal man kigge på at skrue ned for morens rettighed og helt ophæve den i forhold til barslen.

Ordføreren.

Tak. I praksis har far mulighed for at tage barsel på lige vilkår med mor. Det er rigtigt nok, at den første tid, de første 14 uger, er øremærket mor, fordi der er nogle biologiske hensyn. Barnet har et behov, som mor kan tilfredsstille via amning, og derfor har man formentlig øremærket de første 14 uger til mor.

Det ved jeg ikke om man behøver. Der er rigtig mange flaskebørn, og mon ikke mor ville tage de første uger alligevel? Så det ved jeg slet ikke om er nødvendigt. I praksis har far mulighed for at tage de næste 14 uger, hvis han vil det.

Spørgeren.

Det er ikke korrekt, at fædre har de samme rettigheder i forhold til deres børn, som en mor har, for der er i dag ikke øremærket barsel til fædre. Det er der til mødre. Så jeg vil bare gerne spørge: Hvis Liberal Alliance er imod en øremærket barsel til fædre, vil Liberal Alliance så også ophæve den øremærkede barsel til mødre?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at vi i Liberal Alliance kommer til at fremsætte et beslutningsforslag om at fjerne øremærket barsel til mødre. Men principielt: Ja, jeg tror ikke, at det giver mening at have den lov. Så principielt ville jeg gerne fjerne den, fordi jeg sådan set ikke tror, at barnet vil lide under, at der ikke er en særligt øremærket barsel til mor.

Så ja, ordføreren har ret i, at der ikke er ligestilling retligt i forhold til, at der er øremærket barsel til mor, og at det er der ikke til far. Men i Liberal Alliance mener vi ikke, at der nødvendigvis skal være øremærket barsel, og i hvert fald slet ikke, at det er et problem i praksis.

Næste spørger er fru Marianne Jelved, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Altså, nu er det jo sådan – og det tror jeg også at ordføreren er enig i – at lovgivningen, som vi laver her i Folketinget, også præger kulturen i samfundet og måden at opfatte, hvad der er rigtigt og forkert, på sådan hen ad årene. Og derfor har vi jo også en konstatering af, at kvinder mange gange betragtes som en mere usikker arbejdskraft end mænd, især hvis de er i den fødedygtige alder, som det hedder, for så er der en risiko for, at de skal på barselsorlov. Det kan jo kun afhjælpes, ved at vi laver lovgivningen om, sådan at vi laver rettigheder også til mænd, så det bliver en kultur på arbejdspladsen, at både mænd og kvinder går på barsel. Og det ville rigtig, rigtig mange mænd faktisk ønske sig, for de har oplevelsen af, at det i dag er meget svært at få accept af, at de tager barselsorlov.

Ordføreren.

Jeg er lidt i tvivl om, hvad spørgsmålet var. Men i forhold til at vi kun kan komme det her til livs via regulering, vil jeg sige, at det jo ikke er rigtigt. Som Venstres ordfører tidligere sagde heroppe, er det jo lige kommet frem, at de virksomheder, som har flere kvinder i ledelse, på topposter, klarer sig rigtig, rigtig godt. Og det viser jo netop, at der ligger helt klare fordele ved at vælge at tage kvinder ind på topposterne i det danske erhvervsliv, på trods af at kvinder eventuelt må gå fra i en barselsperiode.

Spørgeren.

Det er jo sådan set ikke et svar på mit spørgsmål. Det er jo rigtigt, at der er flere kvinder i ledelsen, og at det går godt i de virksomheder, der har kvinder i ledelsen. Det er fint. Men det hjælper jo ikke medarbejderne på gulvet, om jeg så må sige. For det er jo ikke alle kvinder på en arbejdsplads, der bliver ledere på den pågældende arbejdsplads.

Så igen spørger jeg: Når nu vi ved, at lovgivningen præger samfundet, var det så ikke en idé også at se lidt frisk på det, selv om man kommer fra Liberal Alliance, og så sige: Vi bør også give mændene nogle rettigheder, så de bliver mere ligestillet med kvinderne?

Ordføreren.

Nej, det er Liberal Alliance slet ikke indstillet på. Det er rigtigt nok, at lovgivningen præger samfundet, præger kulturen, men det er der også mange andre ting der gør, og man kan altså sagtens præge en kultur uden at have en ny lov med i hånden. Og det er sådan set det, som vi i Liberal Alliance mener at mænd må gøre. Hvis mænd er så interesseret i at holde mere barsel, har de allerede nu muligheden, og den må de gribe, og så må de stå sammen.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Den næste er fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Først vil jeg gerne takke ministeren for redegørelsen, som jeg har læst med stor interesse. Ved første øjekast sigter den her redegørelse jo mod at adressere flere centrale elementer af de ligestillingsproblematikker, som vi har i Danmark, og vi er sådan set enige med ministeren i, at vi i Danmark formelt set er nået ret langt med ligestillingen. Men samtidig er det uformelle gab rigtig stort, hvis vi ser på de lande, vi normalt sammenligner os med.

I Alternativet er vi enige med regeringen i, at ligestillingspolitikken bør sigte mod at sikre den enkeltes frie ret til selv at bestemme sin egen livsvej. Og som ligestillingsordfører, der også har ansvaret for skoleområdet, glæder det mig, at folkeskolen er nævnt i redegørelsen som en central arena for at ændre på de strukturer, der til stadighed skaber ulighed i det danske samfund.

Når det er sagt, er det også vores klare vurdering, at størstedelen af de initiativer, der fremlægges af ministeren i redegørelsen, er af symptombehandlende karakter. Derfor vil vi gerne invitere regeringen til at grave et spadestik dybere, så de strukturer, der understøtter mangelen på ligestilling, adresseres. I tråd med Dansk Folkepartis ordfører, som også nævnte noget om at grave et spadestik dybere, vil vi gerne invitere til det i den her debat.

Et eksempel er, at når piger og drenges kønsopdelte uddannelsesvalg adresseres i redegørelsen, fastslås det, at forældre har forskellige forventninger til deres børns uddannelsesvalg, hvilket kan være en del af problemet. Der peges også på, at et af ligestillingsproblemerne er, at drenge fagligt halter efter pigerne, mens pigerne trivselsmæssigt halter efter drengene. Det er jo ikke nogen overraskelse, men det bliver ikke adresseret, at de forskellige forventninger til drenge og piger jo starter langt før folkeskolen. De starter, lige fra børnene er født, ja, nogle gange faktisk ofte næsten før børnene fødes, for de bliver institutionaliseret i vores syn på børneopdragelse, i vores forventninger til børn, i vores praktisering af opdragelsen, i skolerne, i fritidshjemmene, i børnehaverne, i medierne; alle de steder, hvor børn og unge konfronteres med, hvordan det er rigtigt at være en dreng, og hvordan det er rigtigt at være en pige. Så hvis det her problem virkelig skal adresseres, skal vi turde se i øjnene, at der er normer, også i det danske samfund, som meget tidligt fastlåser børn og sætter dem i en bås, der giver en meget snæver definition af deres køn. Det gør vi altså kun ved at starte helt nede i den masse, nemlig hvorfra vores kønssyn og vores forestillinger og vores antagelser og tilsyneladenheder kommer, og den masse består altså af nogle ret fastlåste normer og forestillinger.

Et rigtig godt eksempel på nogle, der forsøger at adressere det, er Normstormerne, som har projekter i Københavns Kommune og i Aarhus, hvor de er ude på folkeskoler og underviser børn og også lærere i, hvordan man hele tiden kan angribe de forestillinger og de antagelser, som vi har, i forhold til køn og kønssyn. Jeg vil gerne anbefale regeringen, at de tager det med i deres betragtninger og ind i arbejdet, når der skal nedsættes en arbejdsgruppe, som skal kigge på den her udfordring i forhold til folkeskolen.

Nu har jeg talt om normer. Det eneste sted, jeg faktisk i redegørelsen kan læse ordet normer, er i afsnittet, der handler om uddannelse til flygtninge. Der står bl.a. om uddannelsesinitiativet, at det skal lære flygtninge, at – og jeg citerer: »... far sagtens kan gå hjemme med børnene«.

Så længe ikke engang halvdelen af de nybagte fædre i Danmark tager en længere barsel end de første 14 dage, så synes jeg, at enten ministeren eller retskrivningsordbogen burde revidere definitionen af ordet sagtens. Jeg arbejder rigtig gerne for et Danmark, hvor far sagtens kan gå hjemme med børnene. Et sådant samfund ville skabe de bedste forudsætninger og rollemodeller for de nye danskere, der kommer til landet, men også for vores egne kommende generationer. For hvis der er noget, som særlig små drenge har brug for, er det faktisk at få nogle mandlige rollemodeller, der praktiserer omsorg og viser, hvordan man er et empatisk væsen.

Når vi ikke forstår, at nogle mænd nogle gange kan opføre sig voldeligt eller sexistisk, så reagerer vi ofte med forargelse og med afstandtagen. Det er fuldstændig forståeligt, og det er også helt okay. Men der er forskel på at tage afstand fra noget og så på at prøve at forstå en handling. Måske er det ikke så svært at forstå, at nogle unge mænd kan have svært ved at finde et udtryk for deres frustrationer, deres vrede, deres utryghed, deres angst, deres usikkerhed, når mange er vokset op uden nogen mandlige rollemodeller, som er tæt på, og som faktisk viser, hvordan man praktiserer omsorg, og hvordan man praktiserer empati, og hvordan man behandler andre mennesker empatisk og omsorgsfuldt.

Jeg ved godt, at det lyder lidt karikeret. Jeg står ikke heroppe og siger, at mænd ikke er omsorgsfulde og empatiske, for det er de i hvert fald også. Men jeg siger, at der er mange mænd, som nok finder det sværere end kvinder. Det tror jeg sådan set hænger sammen med de manglende mandlige omsorgsfulde rollemodeller til drengebørnene. Derfor – også derfor – er der brug for, at far kommer mere på banen derhjemme. Men det betyder, at vi skal turde at tage de værktøjer i brug, som skaber forudsætningerne for de normer, vi gerne ser, sådan som en »sagtens«-far. Og et oplagt værktøj, som vi også har diskuteret her i Folketingssalen i dag, og som vi fra andre lande ved virker, er øremærket barsel.

Ministeren skriver, og det har vi også været inde på, at rammerne for, at mænd tager fædre- og forældreorlov, er til stede, og at familierne i dag fleksibelt kan fordele forældreorloven, som de vil. Ja, hvis der var ligeløn, kan man sige, så var det måske tilfældet. Men faktum er jo, at det stadig væk er manden, der tjener flest penge, og at det oftest derfor er kvinden, der tager barslen. Det er altså kun 20 pct. af de danske mænd, der tager den barsel, der kan fordeles. I f.eks. Island har man 3 måneders øremærket barsel til mænd ud af 9 måneder i alt, og det er over 90 pct. af fædrene, der tager de 3 måneder, og mange tager mere end de 3 måneder. Så det virker.

SFI lavede det her studie, som vi også har været inde på, om øremærket barsel til mænd, og det viste, at lovgivningen om øremærkning faktisk kan have en normsættende virkning og være med til at normalisere, at fædre tager orlov. Så hvorfor går vi ikke den vej i Danmark?

Når jeg har spurgt fædre i min omgangskreds – det har jeg tit, for jeg er faktisk interesseret i at høre, hvad de egentlig tænker – så siger mange, at jeg ville gerne have taget mere barsel, men der var hensynet til familiens økonomi, og min families økonomi kunne ikke bære det. Og mange siger også: Jeg ville gerne have taget mere barsel, men det var en lille smule svært for mig at komme hen på min arbejdsplads og sige det, for det er ikke særlig almindeligt der, hvor jeg arbejder.

Så reelt set er der altså ikke frihed i familierne til at fordele barslen frit mellem forældrene. Derfor er der brug for, at vi for alvor tør spørge os selv, hvordan vi frisætter familien til at træffe de frie valg. For os i Alternativet er øremærket barsel ikke en pligt, det er en rettighed. Det er en rettighed til fædrene og derfor en øget mulighed for flere frie valg i familierne.

I afsnittet om flygtninge er der en anden ting, jeg føler er nødvendigt at adressere. Ministeren skriver i redegørelsen, at flygtninge og indvandrere skal oplyses om ligestilling og om kvinders og seksuelle minoriteters rettigheder i det danske samfund. Det har vi også været inde på tidligere. Det nævnes bl.a., at regeringen vil iværksætte det her obligatoriske modul til undervisning i asylcentre, som bl.a. omhandler de her emner. Det er vi sådan set enige i. Men hvis man husker lidt tilbage på sin gamle danskundervisning og læser det her afsnit, går det hurtigt op for en, at alt det, der står om det her, står i passiv form. Der står, at flygtninge og asylansøgere skal gives information om, skal få viden om, skal oplyses om osv. Så er det, jeg spørger: Hvor er deltagelsen? Hvor er inddragelsen? Hvor er civilsamfundet? Hvor er koblingen mellem flygtninge og danskere? Hvor er incitamentet til at inddrage danske frivillige i det arbejde – venskabsfamilier, lektiehjælp, sportskammerater osv.? Det er mennesker, som faktisk kan inddrage og hjælpe flygtninge og indvandrere i praksis med at blive indført i de normer – kønsnormer, ligestillingsnormer – vi har i Danmark. Det savner jeg rigtig meget.

Det er vores overbevisning i Alternativet, at ligestilling og respekt for kvinders rettigheder ikke kun kan læres i et klasselokale. Det skal også læres i praksis. Derfor er der altså brug for at indtænke civilsamfundet i de her indsatser.

Så går jeg tilbage til normerne for en kort bemærkning. De normer i det danske samfund, som vi tager så meget for givet, hvad angår kønssyn og ligestilling, går jo ikke kun ud over familien. Det viser også redegørelsens afsnit om hverdagssexisme og sexisme på bl.a. de sociale medier. Det skal vi have mod til at adressere. Det er nemlig de normer, der får det til at virke naturligt og uundgåeligt og derfor okay, når nogle mænd forgriber sig på kvinder i de sene nattetimer, for sagde kvinden nu også nej med en stemme, der var fast nok? Det er også de normer, der gør det svært for mænd, der udsættes for vold, at søge hjælp. Det er de normer, der gør det svært at adressere sexisme og racisme på arbejdspladsen, uden at ødelægge den gode stemning eller komme til at virke snerpet. Det er også de normer, der gør, at man kan se ordet smatso eller luder i en kommentar på Facebook, og at den kommentar endda får likes. Det er først, når vi tør se de danske kønsnormer i øjnene, at vi reelt kan gøre noget ved den uformelle mangel på ligestilling, der gennemsyrer det danske samfund. Det er en mangel på ligestilling, som skader både kvinder og mænd og alle dem, som ikke føler sig som enten-eller.

Så vi i Alternativet ser rigtig gerne, at vi kan tage en debat om det her, som graver et spadestik dybere, og at vi bruger noget af den viden, som findes på området, som gør det klart, ikke bare hvad problemerne er, men også hvad problemerne skyldes, og hvor vi derfor får sat rammerne for en grundigere debat, men også en modigere debat, fordi vi alle sammen tvinges til at debattere de normer, som vi alle sammen er med til at fastholde. Så kan vi have en åben debat om, hvorvidt de grundlæggende årsager til de problemer, som vi så identificerer, er noget, vi politisk skal adressere. Det kan vi godt være uenige om. Men lad os tage debatten. Og med det vil jeg gerne sige tak for ordet.

Tak. Der er en række korte bemærkninger. Den første spørger er fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren for en omfangsrig tale. Der var elementer, jeg var meget enig i, men ordføreren sagde også nogle ting, som jeg ærlig talt må sige jeg måske synes er lidt langt ude. Det var det her med, at når fædrene ikke tager barsel, legitimerer det nærmest fuldstændigt, at drengebørn vokser op til at blive voldelige eller udøve voldtægt. Jeg vil bare gerne spørge, om ordføreren har belæg for at påstå, at mængden af barsel har indflydelse på, om børnene vokser op og udvikler voldelige tendenser.

Ordføreren.

Ja, altså, først vil jeg svare, at det i hvert fald ikke var mine ord. Det var ordførerens fortolkning. Det, jeg prøvede at adressere, var, at der er en del forskning, og det er tilknytningsteoretisk forskning, som viser, at børns tilknytning i barndommen faktisk har enorm stor betydning for den, kan man sige, reaktion på bl.a. kriser, man møder, når man vokser op, og der er noget tilknytningsteoretisk forskning, som peger på, at drengebørn, som f.eks. har haft en svag tilknytning til mandlige rollemodeller, faktisk kan have sværere ved f.eks. at reagere omsorgsmæssigt empatisk. Så det er sådan set det, jeg refererer til, det er ikke kun til barsel, jeg bruger barsel som et eksempel.

Spørgeren.

[Lydudfald]... synes jeg ikke fremgik helt klart af ordførerens oprindelige tale. Jeg synes bare, man godt kan sætte spørgsmålstegn ved, om den her tilknytning nødvendigvis behøver at være inden for det første år, hvor barselsorloven oftest vil være aktuel. Det er fair at have det politiske synspunkt, at man skal have øremærket barsel. Det var mere de afledte konsekvenser, jeg måske godt ville sætte spørgsmålstegn ved.

Ordføreren.

Ja, der er altså forskning, der viser, at det faktisk allerede er inden for de tidlige år, at det her har en effekt. Det er også en faglig diskussion, som jeg heller ikke er ekspert i. Nu har jeg læst det lidt op, men den diskussion kan vi altså sagtens tage. Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at tilknytningen i barndommen, om det så er i det første år, de første 2 år, de første 5 år eller de første 10 år, har stor betydning.

Næste spørger er hr. Jakob Engel-Schmidt, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Også tak for en tale, der jo også udstiller, at der både er områder, vi nemt kan samarbejde på, og områder, hvor vi nok ikke er helt enige. Jeg bemærkede ordføreren og Alternativets holdning til øremærket barsel, og det kommer nok ikke som en overraskelse, at der er vi uenige.

Venstre mener, at et krav om fordelt barsel er familiepolitisk tvang. Man reducerer familierne til sociale enheder, der skal dikteres en særlig fordeling, fordi man politisk set mener, at det vil give de bedste sociale forhold. Er ordføreren ikke bekymret for, at den tvang vil fjerne familiernes selvstændighed, vil fjerne det ræsonnement, der ligger bag den måde, familier opbygger deres tilværelse på, prioriterer deres tid og indretter sig på?

Det er jo en helt principiel overvejelse værd, og derfor er jeg faktisk også nysgerrig efter at høre ordførerens ræsonnement i den uddybning.

Ordføreren.

Nej, det er jeg ikke bekymret for. Først og fremmest kan vi kigge på de erfaringer, der findes i udlandet, som jo viser gode resultater – f.eks. sætter det skub i en udvikling, vi gerne ser; det kan man jo sige er et reguleringstiltag, som man kan være enig eller uenig i.

Dernæst vil jeg igen sige, at vi ikke ser det som tvang, men som en rettighed til fædrene. Det er en rettighed til fædrene, en forøget rettighed, i forhold til hvad de har i dag, til, at man kan få noget mere barsel, som er øremærket til fædrene. Derfor ser jeg det slet ikke som tvang. Jeg tror bare, at den præmis, som hr. Jakob Engel-Schmidt taler ud fra, er forskellig fra den præmis, som jeg taler ud fra. Så jeg er ikke bekymret.

Jeg tror også, at vi skal være opmærksomme på det, vi vedtager politisk. Hvis vi vedtager reguleringstiltag, er det jo ikke, fordi det behøver at være noget, som skal fortsætte i al evighed. Nogle gange er der brug for, at vi politisk sætter skub i en udvikling. Det kunne f.eks. være med det her. Vi skal sætte skub i en udvikling, vi skal have fædrene mere på banen. Jeg tror, at vi alle sammen her er enige om, at vi gerne vil have fædrene mere på banen. Her er en mulighed for et greb.

Spørgeren.

Jeg opfatter det som tvang. Det kan godt være, ordføreren kalder det noget andet, men de facto vil det være tvang. Så kan man sige, at forskning viser, at det måske vil være fornuftigt i andre lande. Jeg mener, at familiernes mulighed for at prioritere deres egen hverdag er vigtigere, end hvad ordføreren politisk mener er vigtigt. Jeg vil så også sige, at politisk set er erfaringen, at når man først har taget rettigheder fra folk, kommer de sjældent igen.

Ordføreren.

Det kan da også meget vel være, at de rettigheder bliver vi så glade for, at vi gerne vil beholde dem. Jeg tror altså bare, at vi er uenige. Jeg ser det ikke som tvang, jeg ser det som en rettighed, og det er jo nok de to forskellige platforme, vi står på. Så der ved jeg ikke om vi kan mødes, men vi kan jo snakke om det.

Den næste spørger er hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Jeg vil fortsætte, hvor min gruppefælle slap, for når Alternativet taler om, at det er en rettighed for mænd, er man jo med på, at det så betyder mindre ret for den enkelte kvinde, for barselsorloven skal jo tages et sted fra.

Så bliver jeg også bekymret for fru Carolina Magdalene Maiers omgangskreds – i hvert fald den mandlige del af den – for det lyder som nogle skvattede mænd, der ikke tør tage den barselsorlov, de har ret til. Altså, min datter fyldte 16 år her forleden, og jeg havde i sin tid 3 måneders barselsorlov med hende, og det var dejligt.

Kunne det skyldes, at ordførerens bekendtskabskreds måske består af nogle kvinder, som ikke vil lade deres mænd holde den orlov, frem for at det er mændene, der ikke tør sige det?

Ordføreren.

Der er to ting her, som Jan E. Jørgensen spørger om. Det første er rigtigt: Ja, altså det er da klart, at hvis vi giver mændene nogle flere rettigheder, kan det da godt være, vi skal tage nogle fra kvinderne. Vi skal jo have en vis balance her, ikke? Så det er jeg sådan set ikke så bange for at adressere.

Til det andet: Jeg har en meget fornuftig mandlig omgangskreds, tror jeg. Men det kan godt være, at der er nogle kvinder, som også qua den tradition og kultur, vi har i det danske samfund, har en tendens til gerne at ville holde fast i, at man måske i højere grad gerne vil tage barslen. Det skal vi da også udfordre. Det er da en del af hele, kan man sige, processen i forhold til at få adresseret, om mænd skal have noget øremærket barsel, at kvinderne måske også skal finde ud af, at det jo så betyder, at de må give noget igen. Det er helt okay. Den diskussion skal vi være åbne over for at tage.

Spørgeren.

Nu ser jeg, hvem der sidder i formandsstolen, og derfor vil jeg sige: Hvor der er vilje, er der vej. Altså, hvis man som mand vil have den barselsorlov, man har ret til, så tager man den. Større er problemet ikke.

Derfor må det jo betyde, at der er nogle familier, hvor man altså mener, at det så er kvinden, som det passer bedst eller har mest lyst – hvad ved jeg? – til at tage den barselsorlov. Jeg er enig i, at der selvfølgelig kan være nogle strukturer, der ændrer sig over tid, og at det bliver mere i orden som mand at tage barsel. Men til det her med at ville gå ind og sige, at hvis ikke manden tager den her barsel, bortfalder den simpelt hen, vil jeg sige: Er man da sikker på, at man er helt sådan i overensstemmelse med sine kvindelige vælgere hos Alternativet?

Ordføreren.

Ja, det sidste er jeg sådan set ikke så bekymret for. Alternativets vælgere er meget åbne over for den her debat i hvert fald.

Men det er bare heller ikke rigtigt, når man siger, at hvor der er en vilje, er der en vej, når Jan E. Jørgensen også selv adresserer den udfordring, der er, i forhold til de strukturer, som vi kender, og hvor vi sort på hvidt kan se, at der ikke er ligeløn. Altså, der er en forskel på, om man går 10.000 kr. ned om måneden hos familierne eller man går 5.000 kr. ned om måneden. Der er en forskel økonomisk på, hvordan tingene kommer til at hænge sammen. Så jeg er simpelt hen uenig i, at hvor der er en vilje, er der en vej. Der er også nogle strukturer, som gør det besværligt.

Næste spørger er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Ordføreren siger, at når man spørger mænd, som ikke har taget barsel, hvad årsagen er til, at de ikke har taget barsel, bliver det tit nævnt, at det også er af hensyn til familiens samlede økonomi, fordi manden ofte tjener mere end kvinden.

Anerkender ordføreren ikke, at netop en families samlede økonomi er et helt afgørende fundament for et familieliv, og at det altså ikke bare er noget, man på den måde har lyst til at sætte over styr? Anerkender ordføreren slet ikke, at hensynet til familiens samlede økonomi og den tryghed, der ligger i, at man har styr på den og har et godt fundament, er vigtigt for godt familieliv?

Ordføreren.

Jamen jo, hundrede procent, tusind procent. Det er lige præcis derfor, jeg siger, at når udfordringen i dag er, at det, der holder nogle mænd tilbage fra at tage barsel, er familiernes økonomi, så skal vi jo have fundet en løsning, der giver mændene rettigheden til at tage barsel, men uden at det går ud over familiernes økonomi. Så det handler jo ikke om, at jeg står her og siger, at vi skal tvinge familier til at gå ned i løn, fordi vi øremærker nogle penge til faren. Vi skal da også have fundet en model – en barselsfond eller noget andet – som gør, at familierne kan blive kompenseret for den barsel, som mændene så tager. Så selvfølgelig er familiens økonomi da vigtig at tage hensyn til.

Spørgeren.

Så skal jeg bare forstå det korrekt: Man vil have en øremærket barsel til mænd. Skal der med den øremærkede barsel også være en garanti for, at manden opretholder sin nuværende løn under den her øremærkede barsel? For ellers går man jo ned i løn, hvis man skal på dagpenge – som det er i dag. Så skal arbejdsgiverne være tvunget til at betale fuld løn under øremærket barsel, eller skal der være en statslig pengekasse, som spytter i kassen op til det, som faren tjener i dag? Eller hvordan vil Alternativet sikre, at den enkelte familie ikke går ned i løn, hvis faren er tvunget til at tage 3 måneders barsel?

Ordføreren.

Jeg har ikke den færdige model. Altså, jeg kan ikke fortælle, hvordan den færdige model skal være. Jamen det kan jeg jo ikke. Jeg har ikke et færdigt udspil heroppefra.

Men det er klart, at vi skal have kigget på en model, der gør, at man kan kompensere for den lønnedgang, folk jo så ville få. Det kunne godt være en statsligt finansieret fond. Vi er i dialog med fagbevægelsen, og man kunne også lave nogle aftaler på fagbevægelsesområdet. Men vi kan jo ikke bare lave et krav om, at faren skal tage noget mere barsel, hvis det samtidig går ud over familiens økonomi. Vi skal også adressere den udfordring.

Næste spørger er hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet. Værsgo.

Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville tage ordet, men jeg blev lidt grebet af den her debat og meningsudveksling mellem Venstre og Alternativet. Nu har Venstre jo sat sig ned igen, men jeg tillader mig alligevel at tage ordet. Uden at blande mig i det indholdsmæssige har jeg bare lige behov for at sige tre ting, og så må ordføreren fra Alternativet sige, om hun er enig eller uenig.

For det første: Er det der med at tale om tvang ikke lidt hult? For så er der jo allerede i dag tale om tvang. I dag er der 2 ugers barsel øremærket til fædrene. Hvis ikke de holder den, forsvinder den. Der er i dag 18 ugers barsel øremærket til mødrene. Hvis ikke de tager den, forsvinder den. Hvis man argumenterer for, at det skulle være tvang, må man sige, at vi jo allerede i dag tvinger dem. Det er det første.

For det andet: at tage noget fra nogen? Jeg vil ikke forholde mig til det forslag, som Alternativet lægger op til, indholdsmæssigt og politisk. Men man kan ikke sige, at man på den ene side tager noget fra nogen, og så på den anden side sige, at det er et frit valg, og at det er en fælles pulje. Jeg går ud fra, at det, man vil give mere, i det her tilfælde til fædrene, er noget, man vil tage fra den fælles pulje, altså at man vil øremærke noget. Man vil ikke tage noget fra nogen. Man vil øremærke noget. Men grunden til ...

Ja tak. Ordføreren.

Tak til hr. Rasmus Horn Langhoff for det. Ja, det er rigtigt. Jeg er fuldstændig enig i forhold til det med tvang, men det har jeg jo adresseret. Jeg ser det overhovedet ikke som tvang.

Jeg er også enig i det andet, som hr. Rasmus Horn Langhoff adresserer i forhold til, at man jo ikke tager noget fra nogen. Man deler det, der er.

Kig på vores nabolande. I Island har man gjort det. Der har man f.eks. etableret en statslig fond, som kompenserede for fædrenes løn. Så det er jo ikke noget, der ikke kan lade sig gøre. Man har gjort det i vores nabolande. Så jeg forstår ikke den hovedrysten, der er ovre fra den her side i forhold til at sige, at selvfølgelig kan det lade sig gøre at finde en model, som kan fungere i Danmark.

Spørgeren.

Man kan mene det ene eller det andet. Det er jo helt fair, at Folketingets partier er uenige, og det er også en diskussion, vi har haft før valget, og alt det der. Det er alt sammen fint nok. Jeg synes bare, at diskussionen skal foregå på et nogenlunde rimeligt niveau.

Så vil jeg også sige til det der med, at mændene bare skal tage sig sammen, at hvis vi har et strukturelt problem, er det jo os alle sammen, der skal tage os sammen. Det er præcis det samme, som dengang vi havde en kæmpe fælles kamp for at sikre kvinder reel ligestilling. Der var også nogle, der sagde, at den enkelte kvinde bare måtte tage sig sammen, men det sker der jo ikke noget ved. Hvis der er et strukturelt problem, skal det løses i fællesskab, og det gælder vel også i den her sag.

Ordføreren.

Om nogen, var jeg ved at sige, er det da os politikere, der skal tage os sammen på det her område. Nu har vi talt om det i så lang tid. Vi har en udfordring, som vi ikke kan finde ud af at adressere, fordi mændene ikke tager den barsel, som vi gerne vil have at de tager.

Med hensyn til vores ligeløn har fru Maria Reumert Gjerding peget på, at det tager 111 år, før vi har ligeløn. Den kvindelige andel af folketingspolitikere har ligget på 37 pct. siden 1998. Det er 17 år, hvor vi har haft den samme andel af kvindelige folketingspolitikere. De 17 år før det, fra 1981 til 1998, gik vi fra 23 til 37 pct. Der sker ikke noget, og vi står rimelig stille. Så det er da os politikere, der må tage os sammen og have modet til at gøre noget på det her område.

Tak til ordføreren. Vi går videre i rækken af ordførere, og den næste er fru Marianne Jelved, Det Radikale Venstre.

Tak. Jeg vil, som andre ordførere også har gjort det, indlede med at kvittere over for ministeren for en glimrende redegørelse. Og noget af det, jeg synes er rigtig rart, er i virkeligheden alle de faktabokse, som er med, for de giver en god illustration af, hvad det er for problemer, vi er oppe imod, og hvilke udfordringer vi stadig væk har på ligestillingsområdet. Nu har jeg sagt det pæne.

Så vil jeg gerne citere fra side 1, hvor jeg synes der er en rigtig god indledning og en reminder til os alle sammen. Der står:

»Danmark er langt, når det kommer til ligestilling mellem kvinder og mænd. Ligestilling er en grundlæggende værdi i samfundet. Internationalt lader mange lande sig inspirere af de danske erfaringer, indsatser og metoder«.

Det giver jo et ekstra ansvar for den måde, vi gør tingene på. Jeg fortsætter:

»Men der er stadig ligestillingsudfordringer. For at lykkes med fortsat at udvikle og fremme ligestillingen i det danske samfund er det helt centralt, at mange aktører spiller med og gør en indsats. Det er med andre ord et fælles ansvar at fremme ligestilling, som Folketinget, regeringen, offentlige myndigheder, arbejdsmarkedets parter, virksomheder, organisationer, familier og den enkelte kvinde og mand skal bidrage til«.

Det er faktisk et fantastisk centralt budskab. Og der er rigtig mange pæne og meget fine ord i redegørelsen, men nogle gange taler virkeligheden sit eget konkrete og barske sprog.

Sidste år fejrede vi hundredåret for kvinders stemmeret, og det var jo en kæmpesejr for ligestillingen. Men man skal ikke glemme, at på den samme tid, hvor der kom stemmeret til danske kvinder, var der også røster fremme, der sagde, at den største ligestilling var, når kvinderne tjente deres egne penge. Det skete så også massivt, men først i 1960'erne og 1970'erne. Selv var jeg ikke blevet teenager endnu, da jeg svor for mig selv, at jeg ville tjene mine egne penge og ikke, som min mor gjorde det, bede min mand om penge.

Det blev understreget, da det var en udtalt holdning på det tidspunkt i forhold til uddannelse, og jeg citerer: at pigerne også skulle uddanne sig, så de kunne klare sig, hvis de blev skilt. Citat slut. Det er min baggrund. Og det virker jo som en helt anden virkelighed end den, vi kender i dag.

Men så tog uddannelserne også et kæmpe spring. Piger kom ud i uddannelserne, og de kom ud på arbejdsmarkedet som aldrig før. Det skete i de næste årtier, altså i 1960'erne og 1970'erne, og der blev arbejdskraften faktisk forøget med op til 800.000, og det er jo en fantastisk forandring, der skete i det danske samfund. Ligestillingen havde fået fart på, men den er ikke fuldbragt. Der er stadig et uforklarligt løngab, også når man modregner for barsel og forskellige brancher og arbejdstimer og den slags, som man gør, når man skal finde svar på det uforklarlige løngab.

Men det hjælper jo ikke, når regeringen afskaffer de lønstatistikker, som SR-regeringen fik vedtaget. De var jo et bidrag til, at flere kunne få øjnene op for, hvordan lønudviklingen skete, også på de mindre arbejdspladser. Og vejen frem er åbenhed og ikke at tie om uretfærdighederne.

Vi taler om lige løn – for samme arbejde selvfølgelig – og regeringen hjælper ikke i forhold til den afgørende ulighed. Det gør regeringen heller ikke med sit kontanthjælpsloft. En enlig mor med to børn mister godt 30.000 kr. i rådighedsbeløb. Er hun i et voldeligt forhold – og det er der jo desværre stadig væk 29.000 kvinder om året der udsættes for – så kan hendes økonomiske situation presse hende så meget, at hun må vælge imellem at have en nogenlunde sikker økonomi i en hverdag præget af vold eller fattigdom.

Så er der endelig afskaffelsen af Barselsfonden for selvstændige, som står på den ulykkesliste fra regeringen, jeg har lavet. Det er sket uden at sætte noget andet i stedet, og det havde sådan set være det mindste, man kunne gøre. For selv om det sker den 1. april og det ikke er en aprilsnar, kunne det måske godt have ventet, til man havde fundet en anden løsning.

Nu har vi så hørt fru Marlene Harpsøe stå her, da vi havde tredje behandling af L 88, og love, at regeringen ved beskæftigelsesministeren ville finde en anden løsning. Og hr. Bent Bøgsted, også fra Dansk Folkeparti, skulle tilmed have bekræftet det i en radioudsendelse, der blev sendt første påskedag, hvor der også deltog en række iværksættere, der nu var kommet i klemme, og som var gruelig kede af det. Det er klart, at det vil Radikale Venstre holde Dansk Folkeparti fast på, og det er jeg sikker på at der er en hel masse andre partier der også vil. Der er faktisk et flertal i Folketinget, der ønsker en løsning på den her sag.

Jeg vil godt runde af med at komme ind på en udvikling, som jeg synes det er meget vigtigt at få øje for. Og det er igen en af faktaboksene, der inspirerer til det. Det fremgår nemlig, at 30 pct. af de kvindelige og 20 pct. af de mandlige indvandrere/efterkommere ikke føler, at de selv kan vælge deres ægtefælle. Og det er jo selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt for alle os, der er til stede her, og for resten af Danmark. Men vi ser så et opmuntrende tegn i faktaboksen i forhold til LOKK's rådgivning, som hedder Etnisk Ung, for i 2009 var der 440, der henvendte sig, og i 2015 var der 1.207, der henvendte sig. Det er jo alligevel en pænt stor udvikling, og det vil sige, at der er flere og flere, der får øje på, at der er den mulighed. Så har vi også fra den samme faktaboks et andet eksempel med RED-Safehouse, et sikkert bosted for unge, der er i alvorlige æresrelaterede konflikter, og der var i 2010 155, der henvendte sig, og i 2015 var der 242. Det er også en pæn stigning på relativt få år.

Med det her vil jeg bare understrege, at vi har en stor forpligtelse til i skoler og på uddannelsessteder at sikre os, at alle kender de steder, hvor det er muligt at få råd og dåd. Og det er ikke kun de etniske unge, der skal have den mulighed og have en viden om det, men det er også danske børn og unge, som indimellem også har brug for rådgivning. Det er jo også derfor, at vi i satspuljen har prioriteret f.eks. mere telefontid i Børns Vilkår.

Når man så ved, at der stadig væk – og så langt tilbage, som jeg kan huske – er 29.000 kvinder, der har været udsat for vold i Danmark, er det ubegribeligt, at vi ikke kan få gjort mere ved det. Derfor tror jeg, man skal starte med at sørge for, at alle ved, hvor man kan henvende sig, og at det står på busstoppesteder og alle mulige andre steder, hvor man færdes. Og jeg ved, at det er vigtigt, at regeringen og ministeren sætter sig i spidsen for det sammen med kollegaen i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Der er rigtig mange lærere og undervisere, som har svært ved at håndtere det, når der kommer etniske unge piger, som er bange for at gå hjem. De ved ikke, hvordan de skal håndtere det. Så der er også brug for, at der er lidt mere fornemmelse for det. Og jeg tror, at det er et af de satsningsområder, som det er rigtig, rigtig vigtigt at vi får gjort noget ved. Men vi skal ikke kun gøre det for de etniske unge, men også for de danske unge, som også kan have tilsvarende problemstillinger – måske ikke helt mage til, men som alligevel gør, at de har et dårligt liv.

Så hvis det kunne blive en konklusion på den her redegørelsesdebat, vil rigtig, rigtig meget være nået, og det vil gå hurtigere, hvis vi kan gøre det med åbenhed og oplysning.

Jeg kvitterer for redegørelsen.

Tak. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren. Nu har der været drøftet øremærket barsel ret meget, og ordføreren har også selv stillet spørgsmål til fru Laura Lindahl om det. Det var jo sådan, at den tidligere regering også havde en minister på ligestillingsområdet. Hr. Manu Saren – som jeg nu kan læse er hos Alternativet – sad som minister for det område i den tidligere regering. Måske kan ordføreren fortælle lidt om, hvad grunden var til, at den tidligere regering ikke selv gennemførte den øremærkede barsel. Når man hører på debatten hernede i dag, undrer man sig. Nu kan jeg ikke lige huske baggrunden for, at den daværende regering ikke selv gennemførte det, så måske kan ordføreren oplyse lidt om det.

Ordføreren.

Der skete simpelt hen bare det, at regeringen fortrød det, de havde skrevet i deres regeringsgrundlag.

Spørgeren.

Nå. Jamen det er jo også lidt interessant, at regeringen fortrød. Måske kan ordføreren fortælle lidt om, hvilke partier det var, der fortrød. For så vidt jeg kan forstå i dag, er ordføreren for De Radikale i hvert fald for øremærket barsel. Det lød det i hvert fald til i de opfølgende spørgsmål til fru Laura Lindahl. Så måske kunne ordføreren komme nærmere ind på, hvem det var – altså hvilke partier det var – der fortrød det.

Ordføreren.

Altså, en regering er en regering, ligegyldigt hvor mange partier der er i den, og det var regeringens beslutning. Jeg kan åbenbare, at der var rigtig mange medlemmer af den radikale folketingsgruppe, som var imod den beslutning, regeringen havde truffet, men de accepterede den selvfølgelig, fordi det var regeringen, der havde truffet den. Sådan er livet også en gang imellem, især når man tager ansvar.

Jeg er selv tilhænger af, at mændene også har ret til barsel.

Den næste spørger er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Så tror jeg bare, vi har brug for at blive klogere på, om Det Radikale Venstre har fortrudt, at de fortrød det, der stod i regeringsgrundlaget. Og er Det Radikale Venstre i dag for eller imod øremærket barsel til mænd?

Ordføreren.

Det kommer an på, hvem man spørger.

Spørgeren.

Jamen det er jo ærlig snak. Tak for det.

Har ordføreren yderligere at tilføje?

Næh, så sprænger jeg bare en bombe, og det vil jeg ikke.

Vi siger tak til ordføreren og går videre i rækken af ordførere. Den næste er fru Trine Torp fra SF.

Nu er ministeren her ikke, lige når jeg gerne vil takke hende for redegørelsen, men så må hun læse det senere: Tak for redegørelsen.

Det er jo faktisk en redegørelse, der rummer rigtig mange vigtige udfordringer, som ikke bare er enkle at løse; så var det allerede blevet gjort for lang tid siden. Man kan have lyst til at kommentere alverdens ting, for redegørelsen kommer jo vidt omkring, men jeg må prøve at se, om jeg ikke kan fokusere på noget af det.

Visionen i redegørelsen kan man kun være enig i: ingen diskrimination på grund af køn og lige muligheder for alle. I den redegørelse, som vi behandler, er der mange forslag til handling, f.eks. undersøgelser, kortlægning, informationskampagner osv., men man kan stille sig selv som spørgsmål, om det egentlig rykker noget.

Redegørelsen rummer en del gode intentioner, men hvad med substansen og de helt konkrete initiativer? Er der noget, der rykker i den rigtige retning?

Når man ser regeringens eget lovprogram, er der ingen lovforslag, som kan fremme ligestillingen. Tværtimod er de eneste handlinger, vi har set fra regeringens side, noget, der tilbageruller initiativer, som kunne fremme ligestillingen. Det gælder tilbagerulningen af de kønsopdelte lønstatistikker og afskaffelsen af en barselsfond for selvstændige, som vi vist har været en del rundt om i dag.

Så har regeringen sammen med de øvrige borgerlige partier stemt en kontanthjælpsreform igennem, som vil øge den ulighed i indkomst og muligheder, der i forvejen er imellem kønnene. Den rammer i særlig grad enlige forsørgere, hvoraf tre ud af fire er kvinder. Og voldsramte kvinder og kvinder, der lever i stærkt socialt kontrollerede miljøer, som jo også er i fokus i den her redegørelse, vil have særlig vanskeligt ved at leve op til kravene i 225-timersreglen.

Det centrale spørgsmål er, om man bekymrer sig om ligestilling eller ej. Er det noget, man ser som vigtigt i et demokratisk samfund, og er man villig til at lovgive sig til ligestilling, eller vil man lade det være et personligt og individuelt anliggende, altså noget, man skal ordne i hjemmene og på arbejdspladserne?

Mænd og kvinder har stadig ulige vilkår på arbejdsmarkedet. Der er stadig ikke lige løn for arbejde, selv om vi har en ligelønslov, og der er en uforklarlig lønforskel på 4-7 pct.

I SF ønsker vi, at løngabet skal lukkes – både gennem overenskomster og gennem lovgivning. Der skal være større åbenhed om lønforskelle på arbejdspladserne, og kønsopdelte lønstatistikker er en af vejene til det.

Sammenhængen mellem arbejdsliv og familieliv er også et ligestillingsspørgsmål. Der er en skæv fordeling af ansvaret i familien mellem fædre og mødre. Selv om lovgivningen giver mulighed for at dele barslen, ender fædrene med at holde en meget lille del af den. I gennemsnit holder fædre kun omkring 1 måneds barselsorlov og kvinderne de resterende 10-11 måneder. Ifølge London School of Economics og Københavns Universitet koster det kvinden 10 pct. af hendes løn for hvert barn, hun får, på grund af mindre tilstedeværelse på arbejdsmarkedet og på grund af timelønnen. Og kvinder sparer i gennemsnit kun 80 kr. op til pension for hver 100 kr., mænd sparer op. Det gør dem fattigere, når de går på pension, og det stiller dem ringere ved en skilsmisse.

Regeringen ønsker, at flere mænd tager andel i barslen, og opfordrer til fælles ansvar for ligestilling på arbejdsmarkedet. Det kræver en indsats fra flere, men hvilket ansvar vil regeringen egentlig tage, og hvilke forventninger har den f.eks. til arbejdsmarkedets parter? SF ønsker, at mænd får lige så stor ret til barsel som kvinder – både for børnenes og for ligestillingens skyld.

Et andet centralt emne i redegørelsen er menneskehandel og prostitution, hvor der ses en stigning. I handlingsplanen lægges der vægt på opsøgende arbejde og bekæmpelse af bagmænd, og det kan vi kun være enige i. Men i redegørelsen står der ikke meget om, hvad regeringen vil gøre for at forhindre, at der kommer flere handlede. 80 pct. af ofrene for menneskehandel er handlet til prostitution. Er der villighed til at sikre disse udsatte kvinder beskyttelse? Vil man give dem frit lejde og opholdstilladelse, som kan sikre, at de ikke bare ender i armene på bagmændene? Og hvorfor skal det være lovligt at købe sex for kvinderne og dermed skabe et paradis for bagmændene og et frit marked for købere af seksuelle ydelser?

I SF ønsker vi ikke et samfund, hvor udsatte kvinder skal stå til rådighed for mænds behov for seksuel tilfredsstillelse på bekostning af deres fysiske og psykiske sundhed. Og vi ønsker et stærkt fokus på rehabilitering og psykologhjælp til kvinder i prostitution.

Jeg vil også berøre vold i nære relationer. Det er fint, at projekter som »Ud af Voldens Skygge« og »Dialog mod Vold« er blevet forlænget; at der er kommet et fokus på voldsramte mænd; og at der er en indsats i forhold til stalking. Det bakker vi i SF op om, og det gjorde vi også i forbindelse med satspuljeforhandlingerne.

Samtidig mener vi ikke, det er nok at hjælpe den voldsramte. Voldsudøverne og vidner til volden, som jo oftest er børn, skal også have hjælp, hvis mønsteret af vold skal brydes. Og vi bør udvide mulighederne for hjælp. Ud over at give mulighed for krisecenterophold bør vi også gøre det til en ret at få ambulant behandling for dem, som ikke nødvendigvis har brug for beskyttelse, men hjælp til at komme ud af voldsmønsteret. Overgangen fra krisecenteret tilbage til hjemmet kan være svær, og risikoen for at falde tilbage i gamle mønstre er stor. Derfor bør der være en form for obligatorisk efterværn, hvor krisecentrene ikke slipper kontakten.

Regeringen mener tilsyneladende, det går fint fremad uden lovgivningsmæssige tiltag. Den tålmodighed deler vi ikke i SF. Der må tages et større politisk ansvar. Vi er ikke i mål med ligestillingen, og ligestillingen kommer ikke af sig selv.

Redegørelsen lister en masse relevante problemstillinger op, og SF håber at blive indkaldt til forhandlinger – både hvad angår veje til ligeløn, en barselsfond til selvstændige, en mere lige fordeling af barsel, diskrimination af barslende og gravide, bedre indsatser i forhold til vold, social kontrol, chikane, hadytringer og hverdagssexisme. Der er rigtig mange ting at tage fat på. På samme måde håber vi også, at regeringen vil tage konkrete initiativer til bekæmpelse af menneskehandel til prostitution, som reelt beskytter de udsatte kvinder. Men tak for redegørelsen. Der er nok at tage fat på.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Undskyld, jeg har lige en tudse i halsen. Jeg skal bare høre ordføreren, om ordføreren mener, at venstrefløjen har svigtet i debatten om overgreb mod kvinder og i forhold til kvindeundertrykkelse.

Ordføreren.

Nej, det synes jeg egentlig ikke vi har. Jeg mener faktisk, at i hvert fald SF har talt om kvindeundertrykkelse og ligestilling konstant, i hvert fald alle de år, jeg har været i kontakt med SF.

Spørgeren.

Grunden til, at jeg spørger, er en artikel fra den 12. januar 2016, hvor Pia Olsen Dyhr i en overskrift siger: Vi har været bange for at blive kaldt racister.

Under overskriften står der – og jeg citerer: SF's formand, Pia Olsen Dyhr, mener, at venstrefløjen svigter i debatten om overgreb og kvindeundertrykkelse.

Det var derfor, jeg rejste spørgsmålet til ordføreren. Det er en lang artikel, og hvis ordføreren ikke har læst den, synes jeg, ordføreren skal læse artiklen, for den er spændende.

Ordføreren.

Jeg kender godt den artikel, og jeg kender også godt debatten. Som jeg skal prøve at tolke på det – i hvert fald, hvad jeg selv mener – er det jo rigtigt nok, at man nemt havner i nogle polariseringer i den debat. Det er meget svært at have et midtersynspunkt, hvor man prøver at nuancere debatten, for enten bliver man kaldt racist eller blødsøden eller et eller andet, og det er faktisk svært at finde en vej derimellem. Så på den måde, ja.

Næste spørger er hr. Jakob Engel-Schmidt, Venstre. Værsgo.

SF siger, at man ønsker lovgivning på en række af de her ligestillingsmæssige områder, bl.a. øremærket barsel osv. osv. Hvorfor var det så, at man ikke gjorde noget i den periode, hvor man sad i regering? Jeg ved godt, at det måske kan opfattes som et spørgsmål af en lidt drillende karakter, men jeg mener det oprigtigt. Når man nu i en række år havde muligheden for på fornemste vis at bestemme politikken og fremlægge lovforslag, er det jo en smule overraskende, at man så ikke gjorde det.

Ordføreren.

Det kan jeg da være enig i. Da vi var med til at lave regeringsgrundlag, var det jo nogle af de ting, som var vigtige for SF at få med i det regeringsgrundlag. Det blev desværre ikke til noget. Det kan jeg kun beklage. Det betyder ikke, at vi har ændret vores politik på det her område. Vi mener stadig væk, at der er behov for, at man sikrer bedre barselsrettigheder til mænd. Vi mener stadig væk, at man skal gå ind for et forbud mod at købe seksuelle ydelser. Det mener vi stadig væk.

Spørgeren.

Så går jeg ud fra, at ordføreren fra SF er i gang med at skrive en række beslutningsforslag, som vi så får lov at behandle her i salen, om at forbyde købesex, at tvinge familierne til at disponere deres barsel. Det vil udstille de fuldstændig værdimæssigt forskellige opfattelser, der hersker mellem ordførerens parti og mit eget parti, Venstre, og det vil jeg egentlig se frem til.

Jeg synes, at det er vigtigt, at der er de her principielle debatter, og det kunne egentlig også være sjovt og interessant – nu kan jeg se, at hovedparten af socialdemokraterne har forladt salen igen efter at have stillet spørgsmål til mit eget parti og Dansk Folkeparti osv. – at få udstillet, om Socialdemokraterne også mener det her, eller om det kun er SF, der deler opfattelsen. Og ja, jeg kan udmærket se, at hovedkæmperen fra Socialdemokratiet stadig væk sidder i salen, men ikke desto mindre er væbnerne nu forsvundet.

Tak. Ordføreren.

Nu fremsætter man jo ikke kun beslutningsforslag i den her sal for at få udstillet nogen. Altså, man gør det jo tit, fordi der er noget, man rent faktisk gerne vil have igennem, og vi kan selvfølgelig sagtens fremsætte forslag, vi ikke kan finde flertal for overhovedet, og som det kun er SF der bakker op om, men det skal vi nok få gjort.

Jeg vil bare lige angribe den sidste del om det her med at tvinge nogen til noget. Det undrer mig rigtig meget, at man i Venstre synes, at det her har rigtig meget med tvang at gøre. Normalt er det sådan, når vi giver borgere i det her land rettigheder, at så følger der også nogle bestemte modkrav med, og det eneste, vi bare siger, er, at i det her land har vi ret til barsel med vores børn. Vi stiller bare det modkrav, at det skal være lige rettigheder for begge køn.

Tak. Jeg skal for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at der er en spørger mere. Det er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Tak. Ordføreren taler om, at det er en rettighed og ikke tvang, og hvad er det, der sker, hvis man vælger at takke nej til rettigheden? Hvem er det, der bliver et offer for den her rettighed, hvis den pågældende bare ønsker at takke nej til den rettighed, for det har man vel også rettigheden til? Hvem er det så, der bliver offeret?

Ordføreren.

Fuldstændig på samme måde, som hvis moderen takker nej til barsel, så bortfalder den. Men der, hvor vi har begået en fejl i Danmark, var dengang, vi udvidede barselsperioden. Der skulle vi have sagt, at den skulle udvides til, at mændene fik rettigheden, for så var der ikke noget, der var blevet taget fra nogen; så var der en rettighed, der var blevet givet til mændene. Og det kan da ærgre mig lidt,at vi ikke gjorde det, for det var jo det, de gjorde i Sverige, og grunden til, at de har så stor succes med deres barselsordning.

Fru Laura Lindahl.

Tak. Så ordføreren anerkender, at hvis man giver fædre den her rettighed og en far ønsker at takke nej til den rettighed, så vil barnet miste noget tid i hjemmet, en barselstid, fordi de 3 måneder vil gå tabt fra den samlede barsel, og man sender altså så et 3 måneder yngre barn i daginstitution med jeres model end med den model, som der findes i dag.

Ordføreren.

Jeg tror faktisk på, at forældre vil benytte sig af den ret. Det er den ene ting. Den anden ting er, som jeg indledningsvis sagde, at det jo gælder i dag. Hvis mødrene siger nej – det gør de bare ikke – så bortfalder deres barsel også. Kvinder bliver jo heller ikke tvunget til at gå på barsel. Det er en ret, de har, de kan benytte sig af. Det er bare den samme ret, som jeg synes mændene skal have.

Tak. Ordføreren indledte sin ordførertale med at konstatere, at ministeren ikke var til stede i salen. Jeg skal for god ordens skyld oplyse, at det var med formandens tilladelse – og på naturens vegne.

Vi siger tak til ordføreren og går videre til næste ordfører, og det er fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også gerne starte med at takke ministeren og selvfølgelig også ministeriet for udarbejdelsen af den her redegørelse. Kvinders og mænds lige mulighed for at udfolde deres potentiale og talent er en af de grundsten, som vi bygger vores samfund på. Det gælder i skolen, det gælder på arbejdsmarkedet, og det gælder i den politiske debat, som vi også har kunnet se i salen i dag. Det er heldigvis blevet en naturlighed for os. Ligestilling skal give frihed til den enkelte til at vælge sine egne veje. Det at fremme ligestillingen i vores samfund er et fælles ansvar, som vi alle skal bidrage til, for at det lykkes.

Men det er problematisk, når vi politikere vil tvinge ligestilling igennem ved eksempelvis særlige forskningsmidler til kvindelige forskere, krav om øremærket barsel for mænd eller bestemmelser om, hvor stor en andel af bestyrelsesposterne i virksomhederne som skal besættes af kvinder. Ligestilling handler for os Konservative om lige muligheder, ikke at man skal være garanteret samme slutresultat. Og alene snakken om kvoter er nedgørende over for det kvindelige køn.

For os Konservative må der faktisk gerne være forskel på kønnene. Vi gider ikke gøre det til et politisk problem, at flere mænd gerne vil være tømrere eller mekanikere, mens flere kvinder foretrækker at blive sygeplejersker eller frisører, så længe den mandlige sygeplejerskestuderende føler, der er plads til ham på sygeplejestudierne, og tingene ikke alene foregår på kvindernes præmisser og forudsætninger, ligesom den kvindelige mekanikerlærling skal kunne færdedes ligeværdigt med mændene på værkstedet.

Ligestillingskampen har i mange år omhandlet mænds og kvinders lønforskel. Men den reelle lønforskel udgør i dag på det danske arbejdsmarked alene 4-7 pct., og i 2015 havde 25 pct. af danske virksomheder allerede en ligelig fordeling i bestyrelserne. Ligestillingsdebatten har brug for en ny kurs mod dem, som har reelt brug for hjælp til et mere ligeligt forhold. For mens vi diskuterer kvoter for kvinder i bestyrelser, er der en del af kvinderne i Danmark, som slet ikke er at finde på arbejdsmarkedet, i hvert fald ikke i det omfang, som de burde være. I 2013 var det kun 45 pct. af minoritetskvinderne, der havde et arbejde, og i december sidste år kom det frem, at minoritetskvinder udgjorde hele 25 pct. af alle modtagere af langvarig kontanthjælp. Vi ved, at disse kvinder er rollemodeller i familierne. De har stor indflydelse på, hvilken vej deres børn bevæger sig i livet, hvilke værdier de får med hjemmefra, og derfor er der rigtig kritisk, at så mange af de her kvinder ikke har kontakt med arbejdsmarkedet. Alt for mange kvinder isoleres i hjemmet uden kontakt til omverdenen uden at kunne tale det danske sprog.

Så må jeg sige, at når det gælder de seksuelle rettigheder, er disse kvinder ekstremt dårligt stillede. Vi så det for nylig i forbindelse med TV 2-dokumentaren, hvor muslimske kvinder i moskeen fik besked på, at de ikke måtte nægte deres mand sex. Det tror jeg var en øjenåbner for mange, men det er vigtigt, at vi også for de her kvinder kæmper kampen både for de seksuelle rettigheder, men også for ligestillingen, som sikrer, at man har mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet.

Når jeg er inde på de seksuelle rettigheder, vil jeg også nævne en anden ting. I mange lande – også i Europa, desværre – oplever vi, at LGBT-personer begrænses i deres frihed og lige mulighed for at deltage aktivt i samfundet. 47 pct. af dem oplevede i 2012 at blive personligt diskrimineret eller chikaneret på grund af deres seksuelle orientering. Derfor skal vi i højere grad styrke disse menneskers deltagelse i samfundet, både på arbejdsmarkedet og i sociale sammenhænge, og sikre, at de ikke udsættes for diskrimination her.

Til sidst vil jeg komme ind på prostitution. Det er også et tema, som har fyldt lidt i debatten i dag. Hos Konservative kunne godt tænke os en lidt mere fordomsfri diskussion om prostitution. Det er på mange måder dobbeltmoralsk, at vi har indrettet et system i Danmark, hvor vi beder de prostituerede om at blive momsregistreret, vi beder dem om at betale skat, men vi vil ikke tillade, at de får de samme rettigheder, som andre på arbejdsmarkedet har. De har ikke mulighed for at forene sig i en fagforening. Det er der et forbud imod, fordi det ikke regnes som et arbejde at være sexarbejder. Der er en lang række andre rettigheder, de ikke har adgang til, fordi vi lovgivningsmæssigt har indrettet det på den måde, som vi har. Så selv om vi anerkender, at prostitution er lovligt i Danmark, så anerkender vi det ikke som et erhverv. Jeg var også tidligere selv inde på den her rufferiparagraf, som betyder, at de her kvinder ikke har mulighed for eksempelvis at ansætte en telefondame – i hvert fald ikke at gøre det fuldt lovligt. Der er eksempler på, hvordan man forsøger at omgå den her lovgivning, men det burde slet ikke være nødvendigt.

Fra Konservatives side kunne vi godt tænke os en diskussion om, hvordan vi – for det har vi et politisk ønske om – får flyttet flere af de gadeprostituerede over i bordellerne, for vi ved, at de gadeprostituerede er langt mere udsat for vold, voldtægt og andre overgreb. Vi ved, at det er nemmere for organisationer at nå ud til kvinderne på bordellerne med tilbud, exitstrategier osv. Så i stedet for hele den her for og imod-diskussion kunne vi egentlig godt tænke os en lidt mere nuanceret diskussion om, hvordan vi kan hjælpe de kvinder, som er i erhvervet, også på en anden måde end ved bare hele tiden at være fokuseret på, at de skal ud af det. Naturligvis skal de ud af det, hvis de ikke ønsker at være der, men vi skylder også de her kvinder at acceptere, at der er en del af dem, som helt bestemt ønsker at være der.

Ligestilling er fundamentet under vores samfund – et demokratisk samfund, hvor vi hver især har lige muligheder og rettigheder. Det er vigtigt, men vi skal huske at holde blikket hævet op på de store og reelle problemstillinger på området og ikke falde ned i de her mindre sager, som nogle gange kommer til at fylde meget. Tak for ordet.

Tak. Der er foreløbig to, der ønsker korte bemærkninger. Den første er fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Først vil jeg gerne anerkende De Konservative for at adressere udfordringen, problematikken omkring sexarbejde og rettigheder. Det er jo ikke det, man havde ventet fra De Konservatives side eller havde set komme, altså at det skulle adresseres i det lys fra De Konservatives side. Men jeg synes, det er rigtig positivt, og jeg indgår i hvert fald meget gerne i videre drøftelser på det område.

Men mit spørgsmål vedrører faktisk noget andet. Det er rigtigt nok, at vi måske ser nogle fremskridt i Danmark, og ordføreren siger, at vi ikke skal fortabe os i de små detaljer, men samtidig har vi hørt, at hvis vi skal have ligeløn, går der med den udvikling, der er nu, 111 år. Jeg har nævnt, hvordan repræsentationen af kvindelige politikere er i det danske Folketing, det her med barsel har vi diskuteret, altså at vi stadig ikke får mændene på banen, så er ordføreren enig med mig i, at det er, som om vi er gået lidt i stå i Danmark på ligestillingsområdet?

Ordføreren.

Jeg vil først i forhold til det med prostitution sige, at vi faktisk har været med til at fremsætte beslutningsforslag her i Folketinget, som netop skulle gå på at give sexarbejdere bedre rettigheder. Så det er faktisk noget, der ligger os på sinde og har gjort det i en årrække.

I forhold til det her med, om ligestillingsudviklingen i Danmark er gået i stå, må man sige, at inden for de seneste relativt få år har vi fået vores første kvindelige statsminister og vores første kvindelige formand for Folketinget. Så lidt nyt synes jeg trods alt der sker. Vi ser flere og flere kvinder i ledende stillinger, og flere og flere kvinder tager høje uddannelser. Så jeg synes ikke, det er gået i stå.

Selvfølgelig kunne man altid ønske sig, at udviklingen var mere rivende, end vi ser, men jeg har ikke fornemmelsen af, at den er gået i stå.

Spørgeren.

Jeg hører ofte modargumentet, at vi har haft den første kvindelige statsminister, vi har en kvindelig leder af et af de største partier i vores Folketing osv., og det er jeg jo enig i, men det er enkelteksempler, man hiver frem. Hvis vi kigger på det i et bredt perspektiv, kan det godt være, det er kvinderne, der studerer, bl.a. på læge- og tandlægeuddannelsen, men når vi går ud og kigger på, hvem det er, der får de høje stillinger, hvem det er, der forsker, hvem der bliver speciallæger, ser vi, at det stadig væk er mændene, bl.a. fordi der er nogle andre forventninger til kvinder, fordi de her arbejdstider i de højtlønnede stillinger godt kan være lidt ufleksible. Er det ikke et problem, at det ikke slår igennem hele vejen op?

Ordføreren.

Lad os tage eksemplet med speciallæger. Jo, det er et problem, hvis kvinden, når der er lige kvalificerede mænd og kvinder, som ønsker at blive speciallæge, bliver valgt fra, fordi det også er besværligt, når hun har børn osv. at skulle tage sig af. Hvis det er tilfældet, er det et kæmpe problem.

Hvis tallene nærmere er udtryk for, at kvinden selv har et ønske om i højere grad at prioritere muligheden for at kunne have flere timer med sine børn, fremfor at de skal være i institution, hvis det altså er kvindens eget ønske ikke at blive speciallæge, så er det noget, jeg mener vi som politikere må have den største respekt for, altså at man selv træffer det valg.

Men jeg er enig med spørgeren i, at i det tilfælde, hvor der er to lige kvalificerede ansøgere, og hvor den ene bliver valgt fra, fordi man har en fornemmelse af, at det er kvindernes opgave at tage sig af børnene, så er det et kæmpe problem.

Næste spørger er hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet. Værsgo.

Den konservative ordfører sagde, at man som prostitueret ikke har ret til at melde sig ind i en fagforening. Jeg går ud fra, at den konservative ordfører mener, at man som prostitueret ikke har ret til at være medlem af en a-kasse – det er jo to helt forskellige ting. Det er korrekt forstået? Ja, det var også sådan, jeg gik ud fra det var.

Der vil jo være nogle, mener jeg, temmelig alvorlige problemer forbundet med det, som jeg går ud fra at Konservative mener. Det er jo efterhånden nogle år siden, at Konservative lancerede det her forslag. Samtidig med at tv-serien »Borgen« præsenterede det samme forslag, kom det også fra Det Konservative Folkeparti. Et af de problemer er jo, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Og hvis Det Konservative Folkeparti vil gøre det at være prostitueret til en normal del af arbejdsmarkedet, betyder det også, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet som prostitueret.

Det er dog trods alt sådan, at de fleste af os ikke ønsker prostitution for os selv eller for andre eller for vores børn eller noget som helst andet, netop fordi vi betragter det som et alvorlig socialt problem. Og Folketingets vigtigste opgave i den her sammenhæng er at beskytte mange af de prostituerede mod prostitution.

Ordføreren.

Det er nok deri, der ligger en grundlæggende forskel mellem spørgerens og min politiske holdning til det her område, fordi jeg opfatter ikke prostitution som værende et alvorligt socialt problem i udgangspunktet. Det er det, hvis der er kvinder, som er i det, som ikke ønsker at være der, og som er der, fordi de ikke har andre muligheder. Men jeg var også for nylig på bordel – og det kan jeg tillade mig at sige, fordi det blev sendt på tv, og så er det ikke helt så suspekt – og der talte jeg også med kvinder, for hvem det var en absolut frivillig, selvstændig beslutning at have det arbejde, som de havde.

I forhold til det her med a-kasse – for spørgeren har fuldstændig ret i, at det var det, jeg tænkte på; jeg beklager fortalelsen – er det rigtigt, at det her er kompliceret stof. Jeg er heller ikke interesseret i, at man skal kunne sendes i praktik eller arbejdsprøvning på et bordel, ligesom jeg egentlig heller ikke mener, at man skal kunne sendes i arbejdsprøvning hos Det Konservative Folkeparti, for det kan også stride imod ens værdier. Det kan man heller ikke blive i dag, som lovgivningen er – så det er jo muligt at differentiere.

Vi foreslog konkret i Folketinget, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe med kendere af miljøet, som skulle være med til at rådgive os om, hvordan vi kan lave det her på en begavet måde, så vi kommer uden om de problemer, ordføreren var inde på, og samtidig styrker rettighederne for sexarbejderne.

Spørgeren.

Lad mig bare lige til at starte med opfordre ordføreren til ikke kun at tale med de prostituerede, som er på tv, eller som har økonomiske interesser i, at den her historie kommer ud, men også at sørge for at tale med dem, der har forladt erhvervet eller har brændt fingrene. Jeg tror, man ville få et mere nuanceret billede af, hvordan situationen ser ud, hvis man har begge parter med.

Ordføreren siger, at arbejdsprøvning ikke skal gælde, altså at så normalt skal det alligevel heller ikke være. Man skal heller ikke kunne komme i erhvervspraktik, for så normalt skal det alligevel heller ikke være. Men skal man stadig væk stå til rådighed for arbejdsmarkedet som prostitueret?

Ordføreren.

Lad mig starte med at gribe fat i det her med hvem, man taler med, for jeg vil godt sige til spørgeren, at jeg også mødtes med en kvinde, som var ude af erhvervet. Det var bl.a. det, der førte til, at jeg tidligere sagde, at jeg godt vil se på, hvordan vi kan flytte nogle fra gadeprostitution over på bordellerne, fordi jeg mener, der er langt mere tryghed og sikkerhed på bordellerne i forhold til at stå på gaden. Så dem og de synspunkter, der bliver fremført der, lytter jeg bestemt også til.

I forhold til hvordan man skal udforme det her konkret, vil jeg sige, at det ikke at kunne være i en a-kasse er et blandt mange elementer, som stiller kvinderne ringere. Så det er ikke kun det, man ville skulle se på i sådan en gruppe, der arbejdede videre med det her. Der må man så finde en løsning på, hvordan man laver definitionen af at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Men som sagt er der altså også andre jobs i dag, der er undtaget fra lige præcis de kriterier.

Næste spørger er fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten. Værsgo.

Mange tak. Jeg vil gerne takke for ordførertalen. Jeg kan forstå på fru Mette Abildgaard, at Det Konservative Folkeparti er imod bestyrelseskvoter. Jeg vil så antage, at man så ikke mener, at der kan være nogle strukturelle forhold overhovedet, der gør, at der i dag er en markant større repræsentation af mænd i bestyrelser end af kvinder. Så jeg vil bare gerne stille et helt enkelt spørgsmål. Mener ordføreren, at der udelukkende rekrutteres til bestyrelser på baggrund af talent?

Ordføreren.

Det er dejligt at se, at Enhedslistens miljøordfører er blevet så begejstret for den her ligestillingsdebat, at hun kaster sig fuldt ind i det. Det er rigtig dejligt. Når virksomheder rekrutterer til deres ledelse i dag, rekrutterer virksomheder på baggrund af, hvem de synes er mest kvalificeret, og hvem der kan være med til at vækste og udvikle ens virksomhed mest muligt. Man er saftsuseme en dårlig virksomhed, hvis man gør noget som helst andet. Derfor synes jeg, det er absurd overhovedet at forestille sig, at der skal være kvoter for, hvor mange kvinder der skal sidde der. Jeg har selv som kvinde siddet i bestyrelse. Hvis jeg vidste, jeg sad der på nåde på grund af en kvote, ville jeg føle mig fuldstændig værdiløs. Det er derfor, jeg siger, at det er fornedrende for det kvindelige køn overhovedet at foreslå kvindekvoter.

Spørgeren.

Jeg forstår bare ikke helt det grundsynspunkt, for hvis der udelukkende rekrutteres på baggrund af talent, så må ordføreren jo så også mene, at kvinder tilsyneladende er markant mindre talentfulde, hvad angår at varetage en bestyrelsespost, når skævheden er så markant, som den er i dag.

Anerkender ordføreren ikke, at man typisk risikerer at rekruttere i sit eget billede? Det vil sige, at mænd typisk rekrutterer mænd, og derfor er der noget, som man politisk kan tage ansvar for, så man sikrer meget større ligestilling, også i bestyrelser?

Ordføreren.

En virksomhed, som ikke rekrutterer på baggrund af, hvem der kan give mest virkelyst, kvalitet til ens virksomhed, er en snart død virksomhed, så naturligvis gør en virksomhed det. Det kan så være, når man skal kigge på den talentmasse, som har meldt sig, at man ser, at der ikke er så mange kvinder, der rækker hånden op og siger, at de godt kunne tænke sig at sidde i en bestyrelse. Vi kan diskutere, hvorfor kvinderne ikke gør det. Jeg tror, en del af forklaringen er, at færre kvinder har interessen for det, vil prioritere tiden på det. Det er også et ærligt udgangspunkt at have. Så rekrutteringen må ske fra den talentmasse, der er, og om der så er lige mange mænd eller kvinder der, er for mig at se ligegyldigt, så længe man har muligheden for at melde sig, hvis det er det, man vil.

Næste spørger er fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Jeg tænkte, at vi har haft debatten om prostitution, for jeg var på det samme bordel som du. Så jeg havde egentlig ikke tænkt mig at sige noget, men så kunne jeg ikke lade være alligevel. Det handler jo grundlæggende om, om man betragter prostitution som et arbejde eller som et socialt problem og et ligestillingsproblem og om, hvad man tror virker, hvis prostituerede skal beskyttes mod undertrykkelse og overgreb og i øvrigt også, om man ønsker et samfund med mere eller mindre prostitution. Jeg tænker, det er ret tankevækkende, at ret mange af de mænd – det har man undersøgt – som går til prostituerede, faktisk ikke aner, om den kvinde, de går hen til, er handlet eller ikke handlet.

Så for det første vil jeg gerne høre ordføreren: Hvordan vil ordføreren sikre sig, at man som mand ved, at den kvinde, man opsøger, rent faktisk har valgt det frivilligt? Og så vil jeg stille et andet spørgsmål. Hvis vi betragter det her som et arbejde – det gør jeg ikke; jeg betragter det som et socialt problem – vil jeg bemærke, at vi også har Arbejdstilsynet. Hvordan skal Arbejdstilsynet sikre sig, at lige præcis det her ikke er skadeligt for krop og sjæl for dem, der er i det?

Ordføreren.

Jeg mener nu at have set tal fra SFI, som peger på, at danske mænd rent faktisk går temmelig meget op i, om kvinderne er handlet eller ej, men jeg kan ikke huske, præcis hvilken undersøgelse det er.

Om det her med at have viden om, om kvinderne er handlet, og måske også generelt om, hvordan arbejdsvilkårene er på det bordel, man måtte komme på, og hvordan sundhedstilstanden er osv., vil jeg sige, at jeg synes, det er spændende at se, hvad de har gjort i, jeg mener, det er i Holland og New Zealand. Her har man indført sådan en certificeringsordning af en slags, som man kan få på eksempelvis et bordel, så man eksempelvis kan sige: Okay, det her er et sted, hvor der er styr på sundheden. Der bliver lavet sundhedstjek af kvinderne. Det her er et sted, hvor man kender exitstrategierne, for det er også et stort problem i prostitutionsmiljøet i dag, hvor for få af kvinderne kender til de exitstrategier, der er. Man kunne stille nogle kriterier op og sige: Okay, alt efter hvordan man lever op til de her ting, så kan vi give en eller anden form for stempling eller mærkning eller anerkendelse af det her bordel. Det vil give mændene mulighed for at gå et sted hen, hvor man ved der er ordnede forhold, og det synes jeg sådan set er en spændende tankegang. Jeg har overhovedet ikke udviklet det her til ende, men jeg har set på de modeller, man har i andre lande, og synes, det er interessant.

Spørgeren.

Nu er Folketingssalen ikke lige det sted, hvor man skal udbasunere, hvad der foregår på et bordel, men jeg kan alligevel ikke lade være med at spørge om noget. De mennesker, som arbejder med prostituerede, som er kommet ud af prostitution, også selv om de har arbejdet på bordeller, beskriver store fysiske og psykiske skader. Hvordan vil ordføreren sikre sig, at arbejdsstillinger og mængden af arbejde osv. er reguleret i overensstemmelse med arbejdsmiljøloven?

Ordføreren.

Det har jeg ikke selv noget svar på, for jeg har ikke været i det miljø og arbejdet i det. Men de kvinder, jeg har talt med, har peget på eksempler på, hvordan man netop kunne lave den regulering, hvordan man kunne gå ind og tage hensyn til kvinder. Det er derfor, vi har behov for at få en gruppe nedsat, som kan komme med et kvalificeret bud på, hvordan man kan forbedre arbejdsvilkårene for de her kvinder. Der er ikke udsigt til, at der kommer et forbud mod prostitution mange år ud i fremtiden. Det er der ganske simpelt ikke politisk flertal for, så lad os fokusere en lille smule på, hvordan vi kan forbedre rettighederne og vilkårene for de her kvinder.

Tak til den konservative ordfører. Så giver jeg ordet til ministeren for børn, undervisning og ligestilling.

Tak. Tak for en rigtig god debat, vil jeg gerne sige. Jeg synes, vi er nået vidt omkring. Når jeg kigger tilbage på nogle af de debatter, der har været om ligestillingsredegørelser de seneste par år, synes jeg faktisk, vi er nået væsentlig bredere omkring og også mere i dybden, end jeg har oplevet, at vi som oftest er kommet.

I oktober sidste år blev den 22-årige Ditte Brink Kammersgaard kåret som en af Danmarks bedste mekanikerlærlinge. Hun var ene kvinde blandt modtagerne af prisen og en af de få kvinder på mekanikeruddannelsen. Ditte var i høj grad gået imod strømmen, da hun valgte uddannelse, for det kræver i dag i sin kvinde at blive mekaniker, ligesom det kræver sin mand at blive vuggestuepædagog.

Jeg kunne aldrig drømme om at træffe valg for de unge. Jeg kunne aldrig drømme om at sige, at piger altid skal vælge den ene type uddannelse eller drenge skal gå efter det, der traditionelt har været pigeuddannelser. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har øje for, at der fortsat er nogle fag, som særlig drenge eller piger vælger, ikke nødvendigvis fordi de ikke kunne drømme om en karriere inden for det andet fag, men fordi de ikke føler sig hjemme på studierne, fordi de ikke har nogen rollemodeller at spejle sig i.

Når vi fra regeringens side og fra Venstres side lægger vægt på, at ligestilling i høj grad handler om friheder, rettigheder og muligheder, så handler det også om at sikre, at den enkelte, hvad enten det handler om uddannelsesvalg, livsvalg, partner for livet eller en række andre områder, har mulighed for at træffe de valg, der passer den enkelte. Om man er pige eller dreng, skal ikke være det, der hæmmer ens muligheder og hæmmer ens valg i livet.

Ligestilling er en central frihedsrettighed i vores samfund. Det handler om, at alle skal have lige muligheder for at udfolde deres potentialer og talenter ligesom Ditte, som jeg nævnte før. Alle ressourcer skal i spil, og ingen skal opleve at blive diskrimineret på baggrund af deres køn. Ligestilling betyder ikke, at vi skal være ens. Det betyder ikke, at vi skal have fifty-fifty-fordeling af alting. I mit univers rimer ligestilling ikke på tvang og regulering, men derimod på friheder og muligheder. Det centrale er, at ligestilling giver friheder og muligheder for den enkelte: frihed til at vælge en utraditionel uddannelse, til som mand at gå på deltid for at være sammen med sine børn eller til som kvinde at nå til tops i erhvervslivet. Ligestilling handler også om retten til at bestemme over sin egen krop og sit eget liv. Retten til at have et liv fri for vold, fri for stalking, fri for at blive handlet til udnyttelse i et andet land, frihed til at gifte sig med den, man vil. Ligestilling er grundlæggende at udvise respekt for hinanden og sikre, at mænd og kvinder er lige meget værd.

Som debatten i dag også har vist, og som flere ordførere også har sagt, så oplever vi desværre i dele af det danske samfund, at det, at mænd og kvinder er lige meget værd, det, at man selvfølgelig har ret til at vælge sin egen partner for livet, det, at man selvfølgelig har ret til at leve et liv uden vold eller uden social kontrol, desværre ikke er virkeligheden for visse personer i det danske samfund. Vi har parallelsamfund nogle steder i landet, hvor kvinder ikke har ret til at vælge den partner, de vil. Drenge har for den sags skyld heller ikke nødvendigvis ret til at vælge den partner, de ønsker at tilbringe livet med. Kvinder har ikke mulighed for at vælge uddannelse, få et arbejde, være aktive i samfundet, at både imamer og deres mænd undertrykker dem, og familien pålægger dem konventioner og regler, som ikke svarer til de regler og frihedsrettigheder, vi har i samfundet, men som i høj grad er drevet af normer og kultur, social kontrol og parallelsamfund.

Jeg tror, at begivenhederne i Köln nytårsnat for rigtig mange var et wakeupcall i forhold til den bagside af de store migrationsstrømme, vi ser i Europa lige for tiden. Vi er nødt til at være ekstremt opmærksomme på, at når der kommer mange mennesker til vores samfund og til Europa, har vi også et behov for at insistere på, at de store fremskridt og de mål, vi har nået på ligestillingsområdet, giver vi ikke køb på. Vi vil ikke acceptere tilbageskridt forklaret eller bortforklaret ud fra religion, kultur, social baggrund eller andet. Nu var der mange af ordførerne, der var med i New York umiddelbart før påske til FN's Kvindekommission og kvindekommissionens samling. Måske var de også på mange måder med til at huske os på, både hvor langt vi er nået i Danmark, hvor meget vi er et foregangsland på ligestillingsområdet, men også på, hvor mange kampe der fortsat skal tages på globalt plan for at sikre ligestilling.

På en eller anden måde var det så også med til at understrege, hvor skønt det er at bo i et samfund som det danske, hvor man, uanset om man hedder Jens eller Jette, som udgangspunkt fødes lige og har de samme muligheder og de samme rettigheder i vores samfund. Derfor skal vi jo også insistere på, at det også gælder, hvad enten man hedder Mohammed eller Sahima. Man har de lige muligheder og lige rettigheder i det danske samfund.

Derfor ønsker vi også fra regeringens side at sikre, at folk, der kommer hertil, allerede når de kommer på asylcentrene, oplyses om, hvad ligestilling er i Danmark. Hvad er det for nogle rettigheder, hvad er det for nogle værdier, hvad er det for en kultur, hvad er det for nogle forventninger, vi har til nytilkomne? Det er basal information om ligestilling og de frihedsrettigheder, der gælder i landet, men det er også at sætte fokus på, at her har man både ret til at vælge den partner, man vil have for livet, men også mulighed for at vælge den uddannelse, man ønsker, og det at få et arbejde er en rigtig god vej til integration i det danske samfund. Det at være aktiv i den danske foreningskultur, hvad enten man er dreng eller pige, er et rigtig vigtigt sted for at skabe venskaber og skabe nogle af de netværk, som netop er med til at integrere en i det danske samfund. Vi må aldrig acceptere krænkelser og overgreb bortforklaret på baggrund af religion eller på baggrund af kultur. Derfor er det vigtigt, at vi står sammen om at insistere på ligestilling og de værdier, også i de her år, hvor der kommer mange til vores land.

Krænkelser og overgreb er aldrig kvinders skyld. Alle bortforklaringer om kultur og etnicitet eller krav om ændret adfærd for kvinder er simple forsøg på ikke at ville tage absolut og fuldstændig afstand fra ethvert overgreb mod kvinder. Der er desværre fortsat tusindvis af kvinder i Danmark, som lever med volden i hverdagen, som har vold i familien og nære relationer. Det er vold, som også rammer deres børn. Derfor har vi også fra regeringens side valgt at styrke indsatsen og omprioritere nogle af midlerne i voldshandlingsplanen, så vi har nogle mere fokuserede og effektive indsatser til bekæmpelse af vold. Vi også valgt at styrke indsatsen til bekæmpelse af kærestevold, for hvis vi skal bryde voldens sprog og sikre, at mænd og kvinder ikke tager volden med ind i nære relationer og faste parforhold, så er vi nødt til også tage hånd om det, når det er den der lidt uskyldige flirt blandt de unge, der så udvikler sig til social kontrol og besidderisme i spørgsmål om, hvad ens kæreste må eller ikke må.

Det handler også om stalking. Vi har op mod 130.000 danskere, der hvert år udsættes for stalking, og man må bare konstatere, at kvinder har dobbelt så stor risiko for at blive udsat for stalking som mænd. Det er baggrunden for, at regeringen har taget en række initiativer på stalkingområdet, fordi stalking også som voldsform er med til at ødelægge liv og menneskers mulighed for at leve det liv, de vil.

Justitsministeren og regeringen tog også tidligere på året et initiativ på voldtægtsområdet, fordi vi fortsat kan se, at når det handler om at bekæmpe voldtægter og sørge for, at ofrene får en ordentlig retssikkerhed, så er der stadig væk steder, hvor vi kan forbedre os. Det er ikke acceptabelt, at en ung pige, der kommer og anmelder en voldtægt, som det første bliver mødt med et spørgsmål om, hvilket tøj hun havde på. Derfor er der også behov for, og det er også det, vi gør med perspektiv- og handlingsplanen og med de konkrete initiativer, som regeringen har taget, at vi tager fat om de steder, hvor vi har reelle ligestillingsproblemer fortsat i vores samfund.

Regeringen har også valgt at styrke indsatsen over for ofre for menneskehandel. Den tidligere regering skar jo desværre ned på indsatsen til bekæmpelse af menneskehandel. Vi har valgt at styrke det opsøgende arbejde over for ofre handlet til tvangsarbejde og prostitution. Vi har også valgt at sørge for, at det opsøgende arbejde igen bliver landsdækkende og mere ensartet landet over. For vi vil ikke acceptere den form for moderne slaveri, som menneskehandel er. Alle har ret til at bestemme over deres egen krop og deres eget liv. Det gælder også de mennesker, der handles hertil. Vi skal sætte ind mod de kyniske bagmænd, der udnytter ulykkelige sjæle hver dag både til prostitution, men også til tvangsarbejde og økonomisk kriminalitet.

Som undervisningsminister – flere af ordførerne har også været inde på det – har jeg også taget fat på nogle af de kønsforskelle og ligestillingsudfordringer, der er på skole- og uddannelsesområdet. Unges uddannelsesvalg er fortsat meget kønsopdelt, hvor man kan se, at i skolerne halter drengene fagligt efter, så kan vi se, at rigtig mange af pigerne mistrives og kæmper med problemer med trivsel og selvværd. Vi skal sikre, at både drenge og piger får lige muligheder, også i skolen. Det gælder fagligt, det gælder trivselsmæssigt. Det skal jo ikke være sådan, at vores folkeskoles faglige resultater eller det, om man trives, afhænger af, om man hedder Oliver, eller man hedder Olivia. Det skal være sådan, at der er en lige mulighed for som barn at kunne nå de mål og have de potentialer og de drømme, som man har.

Der er nogle ordførere, der ligesom har lagt op til, at vi fra regeringens side vil bestemme over, hvordan familierne skal fordele barslen. Det vil vi ikke. Det ønsker vi ikke på nogen måde. Vi mener, at det er den enkelte familie, der skal afgøre med sig selv, hos sig selv, hvordan man vil fordele barslen, men vi kan se af undersøgelser, at rigtig mange mænd, på trods af at de har mulighederne i dag, peger på, at de 1) ikke ved, hvilke rettigheder de har, og 2) at de egentlig gerne vil tage mere barsel end det, de ender med, bl.a. fordi der er en arbejdsmarkedskultur, som nogle gange gør, at der ikke er lige så meget fokus på, hvordan mandlige medarbejderes barselsforhold ser ud sammenlignet med kvindelige medarbejderes.

Jeg synes, vi skal være klar til at tage den diskussion i god dialog med erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter om, hvordan vi kan være med til at sikre, at den enkelte families valg reelt set er frit og ikke bliver afgjort af, at man mangler viden om sine rettigheder og sine muligheder, eller man mangler forståelse for, at man faktisk har de rettigheder og de muligheder til som familie selv at beslutte, hvordan man prioriterer, og hvordan man fordeler barslen mellem sig. Der er på ingen måde brug for lovgivning, og jeg tror, at man må sige, at der godt kan være behov for et skub både til den arbejdspladskultur, der kan være nogle steder, men også et skub til mændene for at engagere sig noget mere i den vigtige del, der ligger i at være far, og engagere sig i den første del af ens barns levetid.

Vi er et foregangsland på ligestillingsområdet, og globalt skal Danmark blive ved med at markere sig. Vi skal skubbe på udviklingen. Vi skal kræve nogle af de samme ting, vi kræver herhjemme, også på den internationale scene. Vi skal insistere på, at ligestilling og kvinders rettigheder skal på den internationale dagsorden. Det at skabe global vækst og udvikling kræver også, at den halvdel af befolkningen, som undertrykkes i en række lande, nemlig kvinderne, får en plads, der er ligeværdig med mændenes.

Derfor er jeg og regeringen rigtig stolt over, at Danmark her i maj måned huser to vigtige internationale begivenheder, nemlig Women Deliver, som er den største konference om kvinders rettigheder i verden, og også IDAHO Forum, som sætter fokus på bl.a. homoseksuelles rettigheder. For det er vigtigt, at vi er med til også at tage det at være foregangsland på os for også at vise, hvad vi har gjort i Danmark, hvad gør vi fortsat, hvorfor er det, vi aldrig nogen sinde accepterer uligestilling mellem mænd og kvinder. Begge de her store internationale begivenheder åbnes af kronprinsessen, og der kommer til at deltage en lang række ministre fra ind- og udland, EU-institutioner og organisationer og en lang række aktører både fra Danmark og fra udlandet. Jeg håber også, at Folketingets ordførere vil engagere sig i begivenhederne og engagere sig i de aktiviteter, der er i forbindelse med IDAHO Forum og Women Deliver-konferencen, for jeg synes egentlig også, at det er et vigtigt signal at tage den debat, vi haft i dag, at sende det klare signal, at i Danmark er ligestilling sådan set noget, vi er enige om. Javel, der kan godt være nuanceforskelle, men grundlæggende er vi enige om, at ligestilling og det, at mænd og kvinder er lige meget værd, er udgangspunkt for det samfund, som vi har.

For mig og for regeringen er ligestilling en friheds- og en rettighedskamp. Det er den globalt, og det er den i Danmark. Vi skal værne om ligestilling, og vi skal fortsat arbejde for, at alle har lige muligheder for at udnytte deres potentiale og frihed til at vælge det liv, de ønsker at leve. Det sætter regeringen sig i spidsen for, og med denne perspektiv- og handlingsplan har vi også lagt op til, hvilke områder vi vil prioritere i det kommende år. Men regeringen hverken kan eller skal løfte ligestillingsdagsorden alene. For ligestilling er et fælles ansvar. Der er behov for, at der er mange, der skubber på udviklingen. Det gælder den enkelte pige og dreng, mand og kvinde, men det gælder også familierne, virksomhederne, uddannelsesinstitutionerne og organisationerne og os som politikere. Så når SF's ordfører siger, at regeringen bare vil gøre ligestilling til sådan noget, som den enkelte må ligge at rode med, så kan jeg sige nej. Som vi også har skrevet i perspektiv- og handlingsplanen, så er kampen for ligestilling fortsat en fælles kamp. Det er også en kamp, som regeringen gerne tager.

Tak for de gode kommentarer. Jeg glæder mig til det fremtidige samarbejde på ligestillingsområdet, og jeg håber på, at det engagement, der har været i salen i dag, også vil være kendetegnende for de initiativer, vi kommer til at skulle tage i den kommende tid for at nå de mål, vi har sat os på ligestillingsområdet.

Det er for tidligt at sige tak for kommentarerne, for der er en række kommentarer og spørgsmål, og den første er fra hr. Rasmus Horn Langhoff.

Først og fremmest tak for ordene omkring barselsproblematikken, altså det her problem med, at flere fædre gerne vil holde mere orlov, men hvor der altså er nogle strukturer, som afholder fædrene fra det.

Jeg vil sige, at fra Socialdemokratiets side er vi generelt klar til at spille konstruktivt ind. Det mener jeg også fremgik af min ordførertale. Der er nogle steder, hvor vi simpelt hen er uenige med regeringen og vil kritisere det, men der er også nogle steder, hvor vi gerne vil spille meget konstruktiv ind. Det her er et af områderne. Vi vil gerne være med til at prøve at finde nogle modeller, nogle overvejelser, nogle tiltag, som kan styrke fædres muligheder og rettigheder uden at begrænse friheden. Det mener jeg sådan set der er god mulighed for. Det kræver bare, at vi sætter os sammen og er villige til at prøve at blive enige om det.

Jeg har lige et konkret spørgsmål. Der er jo så meget, man kan snakke om, men der er et stort flertal i Folketinget, der den 27. januar gav udtryk for, at man ønsker en barselsfond for selvstændige. Der er et flertal igen i dag, der siger det. Hvilke overvejelser gør ministeren sig i den her forbindelse, både i forhold til hvordan vi sikrer selvstændige bedre muligheder for at holde barsel, og hvordan vi fremmer det med at få flere kvindelige iværksættere?

Ministeren.

Når det handler om regeringens politik på hele selvstændigheds- og iværksætteriområdet, ønsker vi flere selvstændige og iværksættere. Det gælder både flere mænd og flere kvinder, der har modet til at starte egen virksomhed.

Hvis vi kigger på nogle af de store danske virksomheder, som er med til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark i dag, vil vi se, at de ofte er startet med en enkelt mand eller kvinde og en god idé og bygget op derfra. Vi har behov for flere, der tør tage det spring og lade deres ideer og det, de tror på, få luft under vingerne og blive til virksomheder.

Betyder det så, at vi slet ikke har fokus på, at der kan være forskelle på, hvilke udfordringer mandlige og kvindelige iværksættere står over for? Nej, selvfølgelig har vi det. Det peger alle undersøgelser også på, og det var sådan set også det, beskæftigelsesministeren sagde i forbindelse med behandlingen af lovforslaget: Vi er godt opmærksom på, at der kan være forskellige udfordringer, og vi har sådan set også taget nogle initiativer til et arbejde på det område.

Betyder det så, at vi mener, at den tidligere regerings model på barselsfonden var rigtig? Nej, det gør det ikke. Det var et makværk, som jo inkluderede, og det tror jeg også selv Socialdemokraterne har erkendt, alt, alt for mange, som intet havde at gøre med selvstændige. Det var pensionister, der lavede lidt arbejde for naboerne, og det var unge studerende, der deltog i medicinske forsøg på hospitaler, der pludselig var en del af en barselsfond. Derfor var der nødt til at ske markante ændringer og en nedlæggelse af den fond, som bl.a. den socialdemokratisk ledede regering havde indført.

Spørgeren.

Det, som regeringen oplevede den 27. januar, og som regeringen oplever igen i dag, er jo i virkeligheden et politisk flertal, som vil have, at der skal ske noget på det område, men også en fremstrakt hånd fra Dansk Folkeparti, fra hele rød blok, som gerne vil indkaldes til forhandlinger og komme med bud på, hvordan vi kan løse det problem sammen.

Vi er sådan set fra Socialdemokratiets side meget åbne over for, om man kunne lave en anderledes barselsfond eller lave noget helt andet eller noget helt tredje, som kunne løse nogle af de her problematikker. Vi kan bare ikke stille os tilfredse med, at vi alle sammen og regeringen lader, som om det her problem forsvinder af sig selv. Så må jeg ikke bare opfordre ministeren til ikke at besvare en fremstrakt hånd med et knytnæveslag, men tage positivt imod, at vi inviterer os selv forbi til forhandlinger.

Ministeren.

Jeg tror sådan set grundlæggende, at både jeg selv som minister og øvrige ministre altid hilser partier, som er konstruktive, velkommen. Jeg oplever hverken det, som Venstres ordfører, eller det, jeg selv har sagt, som værende et knytnæveslag, men vi kan godt se forskelligt på effekten af den barselsfond, som den tidligere regering oprettede.

Vi synes, det var et makværk. Vi synes, den var temmelig problematisk skruet sammen. Derfor har vi valgt at nedlægge den i sin nuværende form, men det betyder jo ikke, at vi ikke erkender, at der kan være udfordringer, bl.a. i forhold til kvindelige iværksættere. Det har beskæftigelsesministeren jo sådan set også sagt her i salen, og ministeren har også sat et arbejde i gang i forhold til, hvordan vi egentlig kan sikre, ikke bare flere kvindelige, men flere iværksættere i Danmark generelt.

Den næsten spørger er fru Carolina Magdalene Maier.

Tak for det. Jeg vil også gerne takke ministeren for talen og egentlig også for mange af de gode initiativer, der er i redegørelsen. Det fik jeg ikke gjort i min ordførertale, men jeg synes sådan også, der er rigtig mange gode ting, bl.a. indsatsen over for kærestevold og indsatsen i regi af Nordisk Råd over for sexisme på nettet. Så det er på sin plads at give en tak for de gode initiativer, der er.

Ministeren adresserede igen udfordringen med, at der kan være nogle flygtninge og indvandrere, der kommer til Danmark, som har nogle andre normer i forhold til ligestilling og kønssyn. I min egen ordførertale adresserede jeg jo behovet for, at vi involverer civilsamfundet i den opgave, det er at oplære de nydanskere, som måske har brug for også at lære vores normer at kende. Der kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad ministerens svar på det er. Er ministeren enig med mig i, at der også er behov for at inddrage civilsamfundet, altså danske borgere, i den opgave, og hvordan vil man i givet fald gøre det?

Ministeren.

Det gør vi jo allerede, og det kommer vi også til at gøre fortsat. Hvis man kigger på det satspuljeprojekt, »Venner viser vej«, som jeg også tror at Alternativet var med til at sikre udmøntning af penge til, kan man se, at det jo netop handler om at sørge for, at det stærke danske civilsamfund bliver koblet op på de mennesker, der kommer hertil, både nu og i den kommende tid, for at sikre en god integration i det danske samfund.

Der er bare et område, hvor jeg ikke vil være med til at gå på kompromis. Jeg var egentlig lidt ked af det, som Alternativets ordfører sagde, men forhåbentlig ikke mente på den måde, nemlig at så håndfaste var vores egne værdier ikke, fordi danske mænd ikke nødvendigvis i samme omfang som kvinder gik hjemme sammen med deres børn, så nu skulle vi også passe på ikke at sende et signal om, at vi ville noget for folk, der kom hertil. Jeg synes, vi skal være meget klare i sproget over for folk, der kommer hertil, med hensyn til at vi ikke vil acceptere vold mod kvinder, at vi ikke vil acceptere social kontrol, at vi grundlæggende ikke vil acceptere, at man har det udgangspunkt, at kvinder er mindre værd end mænd. Og det kan vi lige så godt gøre fra den første dag, folk ankommer hertil, uden på nogen måde at så tvivl om, hvad vi selv står for, og hvad det er for nogle ligestillingsmæssige mål, der i Danmark er blevet opnået gennem tiden.

Spørgeren.

Jeg tror, ministeren har misforstået mig. Jeg prøvede ikke at legitimere eller forsvare, jeg prøvede sådan set at nuancere ved netop at pege på, at en ting er, at man tager afstand fra noget – det er helt fint, det skal vi også gøre – men man kan godt samtidig prøve at forstå, hvad der ligger bag nogle af de handlinger, som f.eks. nogle nydanskere har gjort sig til talsmænd for. Så det var bare en nuancering af det.

Mit andet spørgsmål vil jeg faktisk gerne adressere til noget, ministeren sagde i sin tale. Hun sagde, at ligestilling også handler om retten til at bestemme over sin egen krop. Det er vi jo fuldstændig enige i, og i den sammenhæng vil jeg meget gerne spørge til ministerens holdning til, at transpersoner, når de melder sig på banen og gerne vil skifte køn, skal igennem et meget langvarigt og meget ydmygende psykiatrisk udredningsforløb, hvor de bliver stillet nogle meget nærgående spørgsmål, bl.a. om deres seksuelle præferencer. Mener ministeren, at vi opfylder vores ligestillingspligt som samfund, når vi lader transpersoner gå igennem sådan et psykiatrisk ydmygende forløb?

Ministeren.

Jeg ved, det er en dialog, som partierne har med min kollega, sundheds- og ældreministeren, og det er også der, den retmæssigt hører til. For Ligestillingsministeriet er jo et ressortministerium og har en koordinerende opgave, men det er jo ikke sådan, at det så betyder, at der ikke er en ligestillingsdiskussion, som skal foregå i de enkelte ministerier – det er der i høj grad, og derfor skal man også tage debatterne med den respektive minister.

Mig bekendt har Danmark både under den forrige, den tidligere og den nuværende regering arbejdet for at ændre de definitioner, der ligger i WHO, i forhold til det her, som vel er det, der er kilde til nogle af de problemer, som ordføreren omtaler. Og det er jo endnu et udtryk for, at også på det område pågår der faktisk fra dansk side et arbejde for at påvirke internationale organisationers holdninger til sager på ligestillingsområdet.

Den næste spørger er fru Maria Reumert Gjerding.

Mange tak for det. Ministeren nævner i sin tale, at det er vigtigt for ministeren at sikre lige rettigheder, uanset om man hedder Jette eller man hedder Jens. Men er det ikke korrekt, at hvis nu Jette og Jens får et barn, har Jette og Jens ikke de samme rettigheder, for Jette, som har født og er mor til barnet, har markant bedre rettigheder i forhold til barselsorloven end Jens, som er far, og mener ministeren ikke, at det er rimeligt at sikre lige rettigheder til begge forældre?

Ministeren.

Jamen fra regeringens side ønsker vi ikke lovgivning om alt, og jeg kan godt høre, hvad Enhedslistens ordfører hentyder til, og det er nemlig, om ikke vi skal indføre øremærket barsel i Danmark. Svaret er nej fra vores side. Vi ønsker ikke en øremærket barsel til fædrene. Vi mener, at det er familierne selv, der skal finde ud af, hvordan de fordeler barslen. Og man kan sige, at friheden er der jo i dag til, at manden kan tage mere barsel, end kvinden kan.

Så derfor kan jeg egentlig heller ikke følge den der argumentation om, at der skulle være mindre frihed for manden i forhold til at kunne tage en del af barslen, det afgør man jo i den enkelte familie, ud over de 2 uger og de uger, der så er kvindens, jævnfør den internationale lovgivning, vi har på området.

Spørgeren.

Det er jo et fair synspunkt. Så synes jeg bare ikke, at man skal sige, at man mener, der skal være lige rettigheder, uanset om forælderen hedder Jette eller Jens, når man ikke går ind for lige rettigheder. Det er ikke rimeligt at individualisere det her spørgsmål. Problemet er jo, at du ved at sikre en rettighed jo ikke tvinger nogen til noget som helst. Du anerkender, at der kan være nogle strukturelle barrierer, bl.a. på arbejdsmarkedet, som kan gøre, at mænd tager markant kortere barsel, og du behøver ikke at kigge langt væk fra Danmark for at se, at når der indføres øremærket barsel, går fædre i langt højere grad på barselsorlov, fordi det bliver mere naturligt for dem at gå til deres arbejdsgiver og bede om lov til at gå på barsel og udnytte den rettighed, vi som samfund har givet dem, fordi vi mener, at lige rettigheder for begge forældre faktisk er en grundværdi i vores samfund.

Ministeren.

Vi ønsker ikke fra regeringens side en øremærket barsel til mænd. På det område har vi en politik, det er den samme politik, som vi havde, før vi kom i regering. Og hvis Enhedslisten og andre partier her i salen, som har fremført ønsket i dag, havde det ønske, kunne man jo have gennemført det under den tidligere regering, hvor man havde flertallet. Det gjorde man ikke.

Vi ønsker ikke øremærket barsel til mænd, og jeg mener ikke, at det på nogen måde er et udtryk for, at vi ikke ønsker lige rettigheder. Vi mener bare, det er familien, der selv skal afgøre, hvordan man fordeler barsel, og den frihed ligger hos familierne og ikke hos Enhedslistens ordfører eller andre ordførere her i Folketingssalen. I yderste konsekvens betyder det jo også for en række familier, at der i så fald ville være mindre barsel, der blev holdt sammen med barnet, for vi kan se, at der også vil være familier, som ikke ønsker at fordele det på den måde.

Den næste spørger er fru Trine Torp.

I redegørelsen skriver ministeren, at »fælles for udfordringerne på arbejdsmarkedet i forhold til kvinder i ledelse og fædres orlov er, at det kræver en indsats fra flere fronter, heriblandt regeringen, arbejdsmarkedets parter osv.«

Mener ministeren, at en dialog med erhvervslivet om orlov for fædre er tilstrækkeligt, eller vil ministeren igangsætte andre initiativer og indsatser?

Værsgo.

Jeg mener faktisk, man kan komme rigtig langt ad frivillighedens vej, og det, der gælder for rigtig mange ligestillingsfremskridt, er også, at de forskellige aktører påtager sig et ansvar. I forhold til det at sikre familiernes ultimative frihed til også selv at kunne bestemme barslen gælder det, at der også skal være en opbakning fra arbejdsgiverne i forhold til både de mandlige og de kvindelige medarbejdere; det gælder i forhold til initiativer for at fremme kvinder i ledelse. Det var, da mit parti sad i regering sidst, at vi i Danmark tog de første initiativer med »Charter for flere kvinder i ledelse«, »Operation kædereaktion« og en række frivillige initiativer i forhold til erhvervslivet, at der for alvor blev sat fokus på det her. Så ja, jeg mener, at man kan nå langt ad frivillighedens vej, og jeg tror også, det giver nogle langt mere forankrede indsatser, end når man tror, at man kan regulere sig ud af det hele.

Spørgeren.

Det er fair nok. Jeg ville bare gerne høre, hvilke indsatser ministeren mener arbejdsmarkedets parter skulle igangsætte, når hun nu skriver, at det kræver indsatser på flere fronter.

Ministeren.

Jamen der er jo ikke én indsats. Altså, hvis vi kigger på initiativet »Charter for flere kvinder i ledelse«, som nu i dag er blevet til den danske model, er det jo ikke sådan, at rekrutteringsstrategien på den ene virksomhed behøver at være magen til den i nabovirksomheden. Vi kan se, at en stor virksomhed som LEGO har en administrerende direktør – jeg tror, at det var i efteråret, eller også var det tidligere på året – der går ud og siger, at vi er lige pludselig blev bevidste om, at hvis vi skal rekruttere de allerdygtigste, altså hvis vi skal sikre bundlinjen i vores virksomhed, skal vi være opmærksomme på, at der skal være noget andet i lønposen til mænd, end der skal være til kvindelige ansatte. Det er jo det at tage ansvar. Det er jo det, at man som virksomhed ser, at det her er nødvendigt for at rekruttere de bedste. Det tror jeg man langt bedre kan, hvis man tager ansvaret lokalt, end at vi tror, at vi kan standardisere og lovgive os til alt herinde fra Christiansborgs side.

Næste spørger er fru Karina Adsbøl.

Tak for det, og tak til ministeren. Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet en så lang debat under en forhandling om en redegørelse. Det er jo rigtigt nok, at regeringen har gjort nogle indsatser. Det, jeg somme tider mangler, uanset hvilken regering der sidder, er, at man også husker, at mange af de her ting faktisk er indgået i fællesskab, bl.a. er der også afsat midler fra satspuljen til mænd i krise og også i forbindelse med stalking. Somme tider føler jeg, at uanset hvilken regering der sidder, tager den hele æren for indsatsen.

Det, jeg gerne vil spørge om, er i forbindelse med de artikler, der har været i Politiken omkring handel med prostituerede, bl.a. at pressede prostituerede udvider territoriet – det hedder en af overskrifterne: Ved ministeren, om der er sket en øgning af handel med kvinder, også i forhold til det skrevne, der har været i Politiken omkring det, og hvad er baggrunden for, at der er kommet så mange kvinder, som nu, kan man sige, øger territoriet? Jeg ved, at ministeren har læst artiklerne, så derfor går jeg ud fra, at ministeren godt kan svare på det.

Ministeren.

Jamen vi har jo en handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel. Det har vi, fordi det jo er moderne slaveri, hvor mennesker udnyttes på værste vis af nogle bagmænd, der tjener penge på det. Handel til prostitution, som så er blevet meget synligt i det københavnske gadebillede, hvis man skal tage de artikler, der bliver refereret til, er jo bare en af de former for menneskehandel, som vi skal bekæmpe. Og det, jeg som minister og vi som regering har taget initiativ til, er jo at afsætte ekstra midler til handlingsplanen. Bl.a. HopeNow, som også er citeret i avisartiklen, har jo netop fået penge til at lave mere opsøgende arbejde i forhold til escort, privat-diskret og noget af det prostitutionsmiljø, som vi kan se er i vækst, og hvor vi kan se, at bagmændene jo har været hurtigere end både myndigheder og ngo'er til egentlig at finde ud af, hvordan vi så undgår at have fokus. Den tidligere regering skar jo desværre ned. Der har vi opgraderet indsatsen, og det gør vi, fordi vi ikke skal acceptere handel af mennesker til Danmark.

Spørgeren.

Det er jeg fuldstændig enig i. Der skal jo følges op på de her indsatser. Virker de, og hvor langt når man? Der står så i redegørelsen, at der bliver iværksat en midtvejsevaluering. Måske kan ministeren fortælle, hvornår den midtvejsevaluering kommer og om tidsperspektivet for den?

Ministeren.

Jeg kan ikke præcis sige, hvornår midtvejsevalueringen kommer. Den kommer midt i den her 4-årige handlingsplansperiode, men det, jeg kan sige, er, at jeg i efteråret og sidste sommer tog initiativ til at få evalueret Pro Vest, som den tidligere regering havde frataget støtten til, som jo lavede det opsøgende arbejde i forhold til ofre for menneskehandel i den sydlige del af Jylland eller fra Midtsjælland og ned og på Fyn, og hvor vi nu har fundet flere midler til at sikre deres arbejde også fremadrettet.

Vi har også iværksat en evaluering af Center mod Menneskehandel. Det gør vi, fordi det er vigtigt, at vi også hele tiden sørger for, at de indsatser og de initiativer, vi tager, også virker. Og må jeg så ikke bare sige, for det svarede jeg ikke på i sidste runde: Jeg vil gerne kreditere alle de partier, der er med til at løfte ansvaret, herunder Dansk Folkeparti. I forhold til konkret stalking var det en finanslovsaftale, som den tidligere regering lavede med VK-regeringen, og derfor er den udmøntning foregået blandt de fem partier og ikke blandt en bredere del af partierne.

Den næste spørger er fru Julie Skovsby.

Tak for det. I dag kan det jo konstateres, at der er et flertal i Folketinget, som ønsker en ny ordning for barsel for selvstændige. Det kunne det også for mere end 2 måneder siden under L 88. Til et § 20-spørgsmål netop om det her emne til beskæftigelsesministeren svarer beskæftigelsesministeren, at der er igangværende dialog mellem tre ministerier, nemlig Beskæftigelsesministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Det, jeg gerne vil spørge ind til, er, hvordan det går med den dialog. Hvad er tidsplanen? Arbejder man med et kommissorie? Og sidst, men ikke mindst, nu når vi har hørt Dansk Folkeparti i dag direkte opfordre til, at regeringen indkalder til forhandlinger, planlægger regeringen at indkalde til forhandlinger?

Ministeren.

Jeg kan bekræfte, at der pågår en tværministeriel arbejdsgruppe, som beskæftigelsesministeren også har sagt, lige så vel som den her regering har et ønske om ikke bare at få flere kvindelige iværksættere, men flere iværksættere generelt i vores samfund. Men når nu den socialdemokratiske ordfører fremhæver, at der i dag i salen er et flertal, som er enige om, hvordan en ny barselsfond skal se ud, kunne ordføreren så måske ikke lige fortælle os andre, hvordan sådan en model ser ud, fordi det har jeg ikke hørt? Jeg har ikke hørt, at der er et flertal, der siger, hvordan en model ser ud, men jeg har hørt, inklusive fra mit eget parti, at vi er nødt til at have fokus på, også hvordan vi sikrer gode vilkår for iværksætterne. Så hvordan ser modellen ud?

Spørgeren.

Jeg vil ligesom Dansk Folkeparti opfordre ministeren til at indkalde til forhandlinger. Jeg stillede måske et bredt spørgsmål, da jeg spurgte til tidsplan og kommissorie, men jeg spurgte også til forhandlinger, og ministeren kan jo svare ja eller nej, om man ønsker at indkalde til forhandlinger. Så nu spørger jeg igen: Ønsker ministeren at indkalde til forhandlinger?

Ministeren.

Jeg synes, at ordføreren skal spørge beskæftigelsesministeren, fordi det jo er et lovforslag, som forhandles på beskæftigelsesministerens område. Jeg går heller ikke ud fra, at Socialdemokraterne står og spørger miljøordføreren, om der skal indkaldes til forhandlinger på sundhedsområdet. Regeringen har iværksat et tværministerielt arbejde på det her område. Det har vi gjort, fordi vi har et ønske om at styrke vilkårene for iværksættere, herunder kvindelige iværksættere. Vi har lyttet til, hvad der er blevet sagt. Vi har lyttet til, bl.a. hvad Dansk Folkeparti har sagt, men jeg synes, at Socialdemokraternes ordfører skal tage dialogen med beskæftigelsesministeren, hvis man ønsker at have en dialog om, hvad det videre forløb skal være i forhold til Beskæftigelsesudvalget.

Den sidste spørger er hr. Rasmus Nordqvist.

Tak, og tak til ministeren. Det har været en spændende debat at følge her i dag. Det var slet ikke meningen, jeg skulle have siddet hernede, og det er jo det glædelige ved at være i Folketinget.

Jeg har et sådan lidt mere generelt spørgsmål til regeringens arbejde med ligestilling, for som ministeren selv var inde på i sit svar til fru Carolina Magdalene Maier, er ligestilling jo ikke noget, der kun foregår i Ligestillingsministeriet. Det er også noget, man arbejder med i de andre ministerier. Så kunne ministeren løfte sløret lidt for, hvordan planerne er for at arbejde måske lidt mere systematisk med ligestilling i regeringen, også i de andre ressortministerier? Her tænker jeg specielt på hele ligestillingsvurderingen, som jo til tider har haltet lidt i lovgivningsarbejdet herinde.

Ministeren.

Ja, det vil jeg gerne. Vi har et rigtig stærkt samarbejde blandt regeringens ministre, på tværs og i fællesskab. Hvis man kigger på initiativerne i forhold til det offentliges kommunikation – det er blev nævnt tidligere i debatten i dag – var aftalen også, som det er kommunikeret fra skatteministerens side, at der nu er iværksat en undersøgelse vedrørende udbetaling af børnepenge. I forhold til kommunikation fra det offentlige til begge forældre er der et arbejde, der går på tværs af en lang række ministerier, men jo også Kommunernes Landsforening, Digitaliseringsstyrelsen og andre. Så vi arbejder i høj grad på tværs.

Så har vi initiativerne til bekæmpelse af stalking, initiativer, som justitsministeren og jeg selv har lanceret i fællesskab, og sådan vil der være initiativer, som ikke kun handler om et ressortområde, men går på tværs.

I forhold til ligestillingsvurderinger er det jo Ligestillingsministeriet, der hvert år sammen med de enkelte ressortministerier vurderer, hvilke lovforslag der skal udtages til ligestillingsvurdering. Det gør man i de enkelte ministerier, og det bliver der fulgt op på. Jeg synes, det er vigtigt, at man ikke ligestillingsvurderer bare for at ligestillingsvurdere. Altså, hvis man implementerer et direktiv af rent teknisk karakter, mener jeg ikke, man skal bruge sine kræfter på at sidde og ligestillingsvurdere det. Det er derfor, vi foretager den her screening af, hvilke lovforslag der er relevante, og hvis jeg kigger ned over listen af lovforslag, der er fremsat, og hvor der også er foretaget ligestillingsvurderinger, synes jeg i høj grad, det giver mening. Jeg synes også, de bliver gennemført på relevante områder.

Det er jo så ikke altid sådan, at man er enige om, om det så skal have konsekvenser. Nu er der nogle, der har fremhævet kontanthjælpsloftet her i dag. Ja, der er flere kvinder, som vi har behov for kommer ud på arbejdsmarkedet. Vi kan også se, at bl.a. indvandrerkvinder er dårligere repræsenteret på arbejdsmarkedet, men netop af den grund mener vi, at kontanthjælpsloftet er vigtigt i forhold til også at sikre et økonomisk incitament. Så det at ligestillingsvurdere er jo ikke det samme, som at vi så er enige om, hvilke konklusioner man efterfølgende skal drage politisk.

Vi tager det allersidste spørgsmål fra spørgeren.

Tak, og det er jeg helt enig med ministeren i, selvfølgelig. Det var egentlig heller ikke et spørgsmål om at være enig eller uenig. Jeg var bare nysgerrig efter at vide, hvor alvorligt ministeren tager alle de her ligestillingsvurderingssager, for der har været problemer tidligere. Det var ikke under den her regering. Nu taler jeg generelt om de sidste 10 år, hvor jeg har fulgt med i ligestillingsdebatten, også politisk.

Men jeg er glad for at høre, at ministeren tager de her ligestillingsvurderinger alvorligt, for det er jo meget vigtigt. Der kommer lovgivning, som ikke nødvendigvis lige springer i øjnene som et ligestillingslovgivningsområde, men som jo kan have konsekvenser, som er vigtige at tage med. Så det er bare en kvittering til ministeren for svaret.

Ministeren.

Tak. Det synes jeg er en vigtig pointe, og det er også noget af det, vi har prøvet at fremdrage i perspektiv- og handlingsplanen i nogle af faktaboksene. Jeg har også haft fornøjelsen af at være ude at besøge Københavns Kommune, som fandt ud af, at deres kræftrehabiliteringsinitiativer slet ikke talte til mændene, at de egentlig bare sagde: Puha, nu har jeg fået nok af det der omsorgs- og sundhedsvæsen, fri mig for det. Og ved at omlægge deres kræftrehabiliteringsindsats fik de lige pludselig nogle mænd på nogle genoptræningsforløb, som ellers var løbet skrigende bort. Det er jo vigtigt, at man har det der perspektiv.

Vi nævner også eksemplet med kontanthjælpsmodtagere, som oplever, at der bliver talt om cv og jobsøgning i forbindelse med samtaler på jobcenteret i en helt konkret kommune, hvor man efter et samarbejde fandt ud af, at der var en markant forskel på, hvor målrettet man var i samtalerne med henholdsvis de mandlige arbejdssøgende og de kvindelige arbejdssøgende. Så ja, der kan være områder, også i kommunerne og regionerne og andre steder, hvor der kan være behov for lige at tænke: Gør vi noget, fordi vi altid har gjort det, eller gør vi det egentlig, fordi vi er bevidste om, at vi skal være målrettet alle og begge køn i vores kommunikation?

Så siger vi tak til ministeren, og jeg synes, det måske er på sin plads at sige tak til alle for en meget lang og meget ihærdig indsats i netop debatten om R 10.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.