L 77 Forslag til lov om kollektiv forvaltning af ophavsret.

Af: Kulturminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Kulturudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 09-12-2015
1. behandlet / henvist til udvalg 15-01-2016
Betænkning afgivet 16-03-2016
2. behandlet/direkte til 3. behandling 29-03-2016
3. behandlet, vedtaget 31-03-2016
Ministerområde:
Kulturministeriet
Resumé:
Lovforslaget har til formål at gennemføre EU-direktiv 2014/26/EU om kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale licenser for rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse i det indre marked. Gennemførelsen af direktivet medfører, at kollektive forvaltningsorganisationer i hele EU skal opfylde en række minimumskrav i forbindelse med kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder.

Direktivet foreslås gennemført ved en ny hovedlov om kollektiv forvaltning af ophavsret, ligesom der foreslås et nyt kapitel 2a i lov om ophavsret. Lovforslaget er udtryk for en minimumsimplementering af direktivet, og lovforslaget ligger tæt op ad direktivets ordlyd og struktur.

Forslaget medfører, at kollektive forvaltningsorganisationer vil skulle leve op til en række krav til bl.a. afholdelse af generalforsamling, forvaltning af rettighedsvederlag og gennemsigtighed. Dette indebærer bl.a., at der bliver fastsat regler om, hvordan rettighedsvederlag skal håndteres, herunder fastsættelse af frister for, hvornår rettighedsvederlag skal udbetales til rettighedshaverne, samt at kollektive forvaltningsorganisationer skal offentliggøre en årlig gennemsigtighedsrapport.

Lovforslaget fastsætter desuden regler om multiterritoriale licenser for rettigheder til musikværker med henblik på levering af onlinetjenester. Formålet med disse regler er at gøre det nemmere for musiktjenester på internettet at få licenser, der dækker mere end en medlemsstat.

Forslaget indeholder herudover regler, der medfører forpligtelser for de kollektive forvaltningsorganisationers medlemsorganisationer, hvor lovforslaget er tilpasset den danske model for forvaltning af rettigheder og i den forbindelse fastsætter en række regler om ansvarsfordelingen mellem disse medlemsorganisationer og en kollektiv forvaltningsorganisation.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 112 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF, KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.