L 126 Forslag til lov om ændring af lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser.

(Målretning af befordringsrabatordningen).

Af: Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V)
Udvalg: Uddannelses- og Forskningsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 24-02-2016
1. behandlet / henvist til udvalg 17-03-2016
Betænkning afgivet 03-05-2016
2. behandlet/direkte til 3. behandling 10-05-2016
3. behandlet, vedtaget 17-05-2016
Ministerområde:
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Resumé:
Baggrunden for lovforslaget, der er en del af finanslovsaftalen for 2016, er, at den samlede udgift til befordringsrabatordningerne for uddannelsessøgende på ungdomsuddannelser og studerende ved videregående uddannelser er steget med ca. 310 mio. kr. fra 2011 til 2014, hvilket er en stigning på knap 80 pct.

Befordringsrabatordningerne blev udvidet for at gøre det mere attraktivt for unge – særlig uddannelsessøgende på ungdomsuddannelser – at benytte kollektiv transport. Stigningerne for studerende på videregående uddannelser kan dog i højere grad siges at være utilsigtede.

I dag har de studerende en egenbetaling på 20,50 kr. pr. dag og får 100 pct. rabat på den del af abonnementskortets pris, der ligger ud over egenbetalingen.

Det foreslås at målrette befordringsrabatordningen for studerende på videregående uddannelser ved at nedsætte rabatten på de dyreste abonnementskort, så der alene ydes 50 pct. rabat på den del af abonnementskortets pris, der ligger over 2.071 kr. pr. måned, hvilket svarer til 69,99 kr. pr. dag.

Uddannelses- og forskningsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at ændringen af befordringsrabatordningen ikke finder anvendelse for studerende, der er bosat i landdistriktskommunerne. Disse vil derfor fortsat kunne opnå samme rabat som i dag.

Loven træder i kraft den 1. juli 2016.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 56 (DF, V, LA og KF), imod stemte 54 (S, EL, ALT, RV og SF), hverken for eller imod stemte 0.