L 98 - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 8: Spm. om der er en tilstrækkelig forståelse hos domstolene af, at man ikke længere skal lade relationen forud for forbrydelsen influere på straffens udmåling, til justitsministeren

Retsudvalget 2015-16, Retsudvalget 2015-16, Retsudvalget 2015-16
L 98 , L 98 A , L 98 B
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Politi- og Strafferetsafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

23. februar 2016

Strafferetskontoret

Malene Dalgaard

2016-0037-0147

1875693

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 7 vedrørende forslag til lov om

ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, for samleje

med et barn under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller psykisk

overlegenhed og for falsk anklage) (L 98), som Folketingets Retsudvalg

har stillet til justitsministeren den 12. februar 2016. Spørgsmålet er stillet

efter ønske fra Pernille Skipper (EL).

Søren Pind

Lasse Boje

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

L 98 - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 8: Spm. om der er en tilstrækkelig forståelse hos domstolene af, at man ikke længere skal lade relationen forud for forbrydelsen influere på straffens udmåling, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 7 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov

om ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, for

samleje med et barn under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller psykisk

overlegenhed og for falsk anklage) (L 98):

”Vil ministeren, under henvisning til svar på spm. 1 på

lovforslaget, bekræfte, at ministeriets nuværende anvendelse af

begrebet ”overfaldsvoldtægt” - som ikke sigter på relationen

mellem gerningsperson og forurettet i følge ministeriets

besvarelse - afviger fra den tidligere definition af

overfaldsvoldtægt, og vil ministeren bekræfte, at en

overfaldsvoldtægt også kan tænkes at blive begået af en

person, der kender forurettede på forhånd?”

Svar:

Hvorvidt en voldtægt kan karakteriseres som en overfaldsvoldtægt,

beror – som det også fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 1 vedrørende

lovforslaget – på, om der er tale om et overfald, f.eks. ved at offeret

udsættes for et pludseligt overgreb på et offentligt sted, hvor offeret færdes

alene, eller i eget hjem, hvor gerningsmanden er trængt ind. Dette vil

gælde, uanset om gerningsmanden og offeret kender hinanden eller ej.

Justitsministeriet har i bemærkningerne til nærværende lovforslag

understreget, at strafudmålingen i sager om voldtægt ved vold eller trussel

om vold skal ske på grundlag af en konkret vurdering i hvert enkelt

tilfælde af voldtægtens karakter og øvrige foreliggende omstændigheder

og ikke på grundlag af en generelt forskellig vurdering af grovheden af

voldtægt, der sker i forbindelse med socialt samvær eller i et parforhold, i

forhold til overfaldsvoldtægt, jf. pkt. 2.1.1.5 i lovforslagets almindelige

bemærkninger. Endvidere understreges det, at det ikke anses for en

formildende omstændighed, at en voldtægt er begået i forbindelse med

socialt samvær eller i et parforhold.

Det bemærkes i den forbindelse, at Justitsministeriet har fundet det mest

hensigtsmæssigt at undlade at bruge udtrykket ”kontaktvoldtægt” og

”parvoldtægt” i nærværende lovforslag og i stedet anvende det mere

beskrivende udtryk ”voldtægt, der sker i forbindelse med socialt samvær

eller i et parforhold”.

For så vidt angår spørgsmålet om en tidligere definition af begrebet

”overfaldsvoldtægt” kan det oplyses, at Rigsadvokaten i januar 2001 afgav

en redegørelse til Justitsministeriet om udviklingen i strafniveauet i

voldtægtssager. Det fremgår bl.a. af redegørelsens beskrivelse af

strafniveauet i sager om overfaldsvoldtægt, at Rigsadvokaten ved en sådan

voldtægt forstod ”voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke

kender eller kun har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud

for voldtægten har været samvær af nogen karakter”. Redegørelsen blev

efterfølgende optrykt som bilag 1 til lovforslag nr. L 118 af 26. februar

2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven

(Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom

betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov

forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel m.v.). I

de almindelige bemærkninger til lovforslaget, der blev vedtaget som lov

nr. 380 af 6. juni 2002, henvises der under pkt. 2.1.2 om retspraksis til

Rigsadvokatens redegørelse om strafniveauet, ligesom den nævnte

definition af overfaldsvoldtægt gengives.

Straffelovrådet afgav i 2012 betænkning nr. 1534 om

seksualforbrydelser, hvori rådet under pkt. 7.2.1 bl.a. udtalte følgende om

strafudmålingen i voldtægtssager:

”Som anført i afsnit 7.1 ovenfor er det efter en gennemgang

af retspraksis vedrørende straffene for voldtægt

Rigsadvokatens vurdering, at strafudmålingen i sager om

kontaktvoldtægt og parvoldtægt ikke er udtryk for en generel

opfattelse af, at straffene i disse sager bør udmåles mildere

end i sager om overfaldsvoldtægt. Straffen for voldtægt

fastsættes efter en konkret vurdering af den enkelte sags

omstændigheder, og det lavere strafniveau i praksis i sager

om kontaktvoldtægt og parvoldtægt er efter Rigsadvokatens

opfattelse udtryk for, at der i disse sager ofte vil foreligge

konkrete omstændigheder, der efter straffelovens almindelige

principper om strafudmåling bør føre til en lavere straf end i

sager om overfaldsvoldtægt. I sager om overfaldsvoldtægt må

der omvendt antages oftere at foreligge konkrete

omstændigheder, som efter straffelovens § 81 i almindelighed

skal indgå som en skærpende omstændighed.

[…]

Hertil kommer, at Rigsadvokaten ved en gennemgang af

retspraksis vedrørende straffene for voldtægt har vurderet, at

strafudmålingen i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt

ikke er udtryk for en generel opfattelse af, at straffene i disse

sager bør udmåles mildere end i sager om overfaldsvoldtægt,

men er udtryk for en konkret vurdering af den enkelte sags

omstændigheder.

Straffelovrådet

bemærker

den

forbindelse,

overfaldsvoldtægt i sagens natur er karakteriseret ved, at

offeret udsættes for et pludseligt angreb – et overfald – i

praksis typisk enten på et offentligt sted, hvor offeret færdes

alene, eller i sit eget hjem, hvor gerningsmanden er trængt

ind. Alt andet lige vil disse forhold blive anset for betydeligt

skærpende omstændigheder og dermed også føre til en højere

straf end i tilfælde, hvor en voldtægt ikke har karakter af et

overfald.

Hvis kontaktvoldtægt og parvoldtægt gennemsnitligt straffes

mindre strengt end overfaldsvoldtægt, skyldes det således

ikke, at det ved voldtægt anses som en formildende

omstændighed, at gerningsmanden og offeret kender

hinanden eller ligefrem er samlevende. Det skyldes derimod i

givet fald fraværet af skærpende omstændigheder.

Det betyder også, at der intet er til hinder for – og også

forekommer i retspraksis – at f.eks. en kontaktvoldtægt

straffes strengere end det almindelige udgangspunkt for

straffen for en overfaldsvoldtægt, hvis der f.eks. foreligger

andre skærpende omstændigheder såsom anvendelse af grov

vold,

voldtægtens

tidsmæssige

udstrækning,

flere

gerningsmænd, et særligt værgeløst offer, f.eks. et barn, mv.

Ordlyden af den gældende bestemmelse i straffelovens § 216

lægger således ikke op til en sondring mellem forskellige

typer af voldtægt som basis for den konkrete strafudmåling,

og domstolene må som anført antages at foretage en

udmåling af straf i de enkelte sager på grundlag af de konkret

foreliggende omstændigheder.

På den anførte baggrund er der efter Straffelovrådets

opfattelse ikke behov for ændringer af den gældende

bestemmelse i § 216 med henblik på at præcisere

strafudmålingen i forskellige typer af voldtægtssager.

Straffelovrådet finder imidlertid samtidig, at den opdeling

mellem forskellige typer af voldtægt, som Rigsadvokaten

siden 2001 har anvendt i sine forskellige redegørelser om

strafniveauet i voldtægtssager – og som siden da også har

været anvendt i bemærkningerne til flere lovforslag – kan

have været med til at give et indtryk af, at det ved voldtægt

anses

for

formildende

omstændighed,

hvis

gerningsmanden og offeret kender hinanden eller ligefrem er

samlevende, eller hvis voldtægten sker i forbindelse med et

samvær, som naturligt kunne have ført til et frivilligt seksuelt

forhold.

Der kan på denne baggrund være anledning til i

bemærkningerne til et lovforslag om ændringer af

straffelovens kapitel 24, herunder i givet fald § 216 om

voldtægt, at understrege, at strafudmålingen i voldtægtssager

skal ske på grundlag af en konkret vurdering i hvert enkelt

tilfælde af voldtægtens karakter og øvrige foreliggende

omstændigheder og ikke på grundlag af en generelt forskellig

vurdering af grovheden af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i

forhold til overfaldsvoldtægt.”

Det blev på den baggrund i bemærkningerne til lovforslag nr. L 141 af 6.

februar 2013 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold,

opholdsforbud og bortvisning og lov om restaurationsvirksomhed og

alkoholbevilling

m.v.

(Seksualforbrydelser)

understreget,

strafudmålingen i voldtægtssager skal ske på grundlag af en konkret

vurdering i hvert enkelt tilfælde af voldtægtens karakter og øvrige

foreliggende omstændigheder og ikke på grundlag af en generelt forskellig

vurdering af grovheden af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til

overfaldsvoldtægt, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8. Om

baggrunden for, at voldtægt, der indebærer et overfald, som udgangspunkt

straffes strengere, fremgår følgende af pkt. 3.2.3 i de almindelige

bemærkninger til det nævnte lovforslag, der blev vedtaget som lov nr. 633

af 12. juni 2013:

”[…] overfaldsvoldtægt [er] i sagens natur […] karakteriseret

ved, at offeret udsættes for et pludseligt angreb – et overfald

– i praksis typisk enten på et offentligt sted, hvor offeret

færdes alene, eller i sit eget hjem, hvor gerningsmanden er

trængt ind. Alt andet lige vil disse forhold blive anset for

betydeligt skærpende omstændigheder og dermed også føre

til en højere straf end i tilfælde, hvor en voldtægt ikke har

karakter af et overfald.