Grønlandsudvalget 2015-16
L 35 Bilag 2
Offentligt
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold
Kontor for Familieret
J.nr. 2012-5209 / lth
16. december 2014
 
Bilag 3
UDKAST
 
Resume
af
anordning om ikrafttræden for Grønland af forældreansvarsloven
 
 
1. Indledning
Som et led i den ajourføring af den familieretlige lovgivning for Grønland, som Grønlands
Selvstyre har anmodet om, sættes forældreansvarsloven i kraft for Grønland.
Der er derfor udarbejdet udkast til anordning om ikrafttræden for Grønland af
forældreansvarsloven. Ved anordningsudkastet sættes forældreansvarsloven i kraft for Grønland
med de ændringer, der følger af følgende ændringslove:
Lov nr. 349 af 6. maj 2009 om ændring af lov om børns forsørgelse, lov om ægteskabets
retsvirkninger, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forældreansvarsloven
(Terminaladgang til økonomiske oplysninger, klagefrist m.v.).
Lov nr. 494 af 12. juni 2009 om ændring af adoptionsloven og forskellige andre love
(Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen m.v.).
Lov nr. 600 af 18. juni 2012 om ændring af forældreansvarsloven, retsplejeloven og lov om
Det Centrale Personregister (Ændringer som følge af evalueringen af forældreansvarsloven).
Disse love sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Følgende ændringslove sættes ikke i kraft for Grønland på nuværende tidspunkt, navnlig fordi de
indeholder lovgivning, der ikke sættes i kraft for Grønland på nuværende tidspunkt, eller indeholder
lovgivning, der ikke vedrører Grønland:
Lov nr. 628 af 11. juni 2010 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område og forældreansvarsloven (Barnets Reform).
Lov nr. 652 af 12. juni 2013 om ændring af børneloven, lov om adoption, retsplejeloven og
forskellige andre love (Medmoderskab m.v.).
Lov nr. 552 af 2. juni 2014 om ændring af forskellige lovbestemmelser om ansøgninger,
anmeldelser, meddelelser, anmodninger og erklæringer til offentlige myndigheder
(Overgang til obligatorisk digital selvbetjening, for så vidt angår ansøgning om
byggetilladelse, ansøgning om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v., anmodning
om separation og skilsmisse, ansøgning om børne- og ægtefællebidrag, ansøgning om lån til
beboerindskud, ansøgning om parkeringslicens og anmodning om attestationer efter lov om
Det Centrale Personregister m.v.).
L 35 - 2015-16 - Bilag 2: Naalakkersuisuts fremsættelse af beslutningsforslag i Inatsisartut om tiltrædelse af lovforslaget
Samtidig med ikraftsættelsen af forældreansvarsloven sættes lov nr. 434 af 8. maj 2006 om
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen og lov om international fuldbyrdelse af
forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser), jf. lovbekendtgørelse nr. 375
af 6. april 2010, med tilknyttede konventioner i kraft for Grønland, jf. særskilt anordninger og
resuméer.
Endvidere ophæves bestemmelserne om forældremyndighed og samvær m.v. i lov om umyndighed
og værgemål (myndighedsloven), der er sat i kraft for Grønland ved anordning nr. 306 af 14. maj
1993 (herefter myndighedsanordningen), og samtidig ophæves bestemmelserne om obligatorisk
stillingtagen til forældremyndighed ved separation og skilsmisse i lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning, der er sat i kraft for Grønland ved anordning nr. 307 af 14. maj 1993. Der henvises til
forslag til lov om ændring af myndighedsloven for Grønland, lov om ikrafttræden for Grønland af
lov om ægteskabets retsvirkninger, retsplejelov for Grønland og kriminallov for Grønland
(Ændringer som følge af ikraftsættelse for Grønland af forældreansvarslovgivningen og
lovgivningen om ægteskab mellem to personer af samme køn) (herefter Lovforslaget).
2. Gældende ret
De gældende regler for Grønland om forældremyndighed og samvær findes i kapitel 2 i
myndighedsanordningen.
2.1. Forældremyndighed
Det følger af anordningen, at barnets forældre har fælles forældremyndighed, hvis de er gift med
hinanden ved barnets fødsel eller senere indgår ægteskab. Er forældrene separeret ved barnets
fødsel, har moren dog forældremyndigheden alene, medmindre samlivet mellem ægtefællerne
genoptages. Er forældrene ikke gift med hinanden, har moren forældremyndigheden
alene. Forældre, der ikke er gift med hinanden, eller som er separerede, kan med kredsdommerens
godkendelse aftale, at de skal have fælles forældremyndighed.
Lever forældre, der har fælles forældremyndighed, ikke sammen, eller agter en af dem at ophæve
samlivet, kan enhver af dem kræve, at den fælles forældremyndighed skal ophøre. Forældrene kan
med kredsrettens godkendelse aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene. Hvis
forældrene er uenige, eller nægtes godkendelse af deres aftale, afgør retten under særligt hensyn til,
hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene, der skal have forældremyndigheden alene.
Ved separation eller skilsmisse skal der tages stilling til, hvem forældremyndigheden skal
tilkomme. Forældrene kan med Rigsombudsmandens eller kredsrettens godkendelse aftale, at de
fortsat skal have fælles forældremyndighed, eller at en af dem skal have forældremyndigheden
alene. Er forældrene uenige, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem
af dem, der skal have forældremyndigheden alene.
Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af kredsdommeren overføres til den af forældrene,
der ikke har forældremyndigheden, eller til andre. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod,
hvad der er bedst for barnet.
L 35 - 2015-16 - Bilag 2: Naalakkersuisuts fremsættelse af beslutningsforslag i Inatsisartut om tiltrædelse af lovforslaget
Hvis ugifte forældre ikke haft fælles forældremyndighed, kan kredsretten overføre
forældremyndigheden fra moderen til faderen alene, hvis ændringen er bedst for barnet. Ved
afgørelsen tages hensyn til faderens hidtidige forbindelse med barnet.
Har forældrene fælles forældremyndighed, og dør den ene, forbliver forældremyndigheden hos den
anden forælder. Bor barnet ved dødsfaldet ikke hos den efterlevende, kan en anden i forbindelse
med dødsfaldet anmode om at få forældremyndigheden. Anmodningen kan kun imødekommes, hvis
hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod, at forældremyndigheden forbliver hos den
anden forælder. Har en af forældrene forældremyndigheden alene, og dør denne, eller bevirker et
dødsfald i øvrigt, at ingen har forældremyndigheden, bestemmes under hensyn til, hvad der er bedst
for barnet, hvem der skal have forældremyndigheden. Anmoder den anden forælder om
forældremyndigheden, imødekommes anmodningen, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for
barnet, taler imod det. Afgørelser herom træffes af kredsretten.
2.2. Samvær
Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har del i
forældremyndigheden, har ret til samvær med barnet. Afgørelser om samvær træffes af kredsretten,
der kan afslå at fastsætte samvær eller ophæve en afgørelse eller aftale om samvær, hvis hensynet
til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor. Ved afgørelsen tages navnlig hensyn til
samværsforælderens hidtidige forbindelse med barnet.
2.3. Høring af børn
Er et barn fyldt 12 år, skal der som udgangspunkt finde en samtale sted med barnet, før der træffes
afgørelse i en sag om forældremyndighed eller samvær.
2.4. Kredsdommerens behandling af sager om forældremyndighed og samvær
Kredsdommeren afgørelser om forældremyndighed og samvær træffes som udgangspunkt ved dom,
der efter retsplejelov for Grønland kan ankes til Grønlands Landsret. Midlertidige afgørelser og
afgørelser om afslag på at godkende en aftale om forældremyndighed træffes ikke ved dom, men
sådanne afgørelser kan alligevel indbringes for landsdommeren.
2.5. Arbejdsaftaler
Forældremyndighedsindehaverens adgang til at træffe afgørelse om barnets personlige forhold ud
fra barnets interesse og behov gælder ikke fuldt ud barnets ret til at indgå aftale om eget arbejde.
En mindreårig, der har indgået ægteskab, træffer således selv bestemmelse om indgåelse og
ophævelse af arbejdsaftale. Når en mindreårig med tilladelse af forældremyndighedsindehaveren på
egen hånd har påtaget sig et arbejde, hvorved denne er blevet i stand til selv at forsørge sig selv, kan
den mindreårige, der er fyldt 15 år, som udgangspunkt selv ophæve aftalen og påtage sig arbejde af
lignende art.
Forældremyndighedsindehaveren kan ophæve en arbejdsaftale, som en mindreårig på egen hånd har
indgået, såfremt hensynet til den mindreåriges opdragelse eller velfærd kræver det.
L 35 - 2015-16 - Bilag 2: Naalakkersuisuts fremsættelse af beslutningsforslag i Inatsisartut om tiltrædelse af lovforslaget
Endelig gælder reglerne i om arbejdsaftaler i myndighedsanordningen ikke, i det omfang andet
følger af lovgivningens særlige regler om lærlingeforhold.
2.6. Internationale overenskomster om forældremyndighed og samvær
Regeringen kan efter anordningen indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk
og fremmed rets regler om forældremyndighed og samvær. Overenskomsten finder anvendelse i
Grønland efter bekendtgørelse i Lovtidende. Endvidere kan ministeren for børn, ligestilling,
integration og sociale forhold fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske regler
om forældremyndighed og samværsret.
3. Udkast til anordning om ikraftsættelse af forældreansvarsloven
Ved ikraftsættelsen af forældreansvarsloven for Grønland foretages der enkelte tilpasninger af loven
til forholdene i Grønland. Det drejer sig navnlig om følgende:
Den gældende ordning, hvorefter det er domstolene i Grønland, der afgør tvister om
forældremyndighed og samvær, opretholdes. Der henvises til § 55 i retsplejelov for
Grønland, hvorefter det er kredsretten, der er 1. instans for disse sager. Ordningen udvides
dog, således at domstolenes kompetence også omfatter sager om barnets bopæl, anden
kontakt og tilladelse til udlandsrejse. Samtidig udvides Rigsombudsmandens kompetence til
at behandle sager om aftaler om forældremyndighed til at omfatte alle aftalesituationer,
herunder også overførsel af forældremyndighed til tredjemand. Endvidere får
Rigsombudsmanden kompetence til at afgøre sager om fratagelse af orienteringsretten.
Denne kompetencefordeling mellem domstolene i Grønland og Rigsombudsmanden
medfører, at bestemmelserne i forældreansvarsloven om, at alle sager om forældreansvar
skal starte hos en administrativ myndighed – statsforvaltningen – ikke sættes i kraft for
Grønland.
Muligheden for at aftale fælles forældremyndighed ved en ”omsorgs- og ansvarserklæring” i
forbindelse med anerkendelse af faderskabet til barnet kan ikke sættes i kraft på nuværende
tidspunkt, da erklæringen anvendes i forbindelse med registrering af faderskab efter
børneloven (lovbekendtgørelse nr. 1047 af 8. november 2012 med senere ændringer), der
endnu ikke er sat i kraft for Grønland.
Retterne og Rigsombudsmanden får mulighed for – men ikke pligt til – at tilbyde
børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling. Dette skyldes, at det grønlandske
samfund ikke indeholder de fornødne kompetencer til at gøre tilbuddet obligatorisk. Af
samme grund sættes reglerne om, at den forælder, som barnet bor hos, kan anmode
statsforvaltningen om at indkalde den anden forælder til et møde om samværet, og barnets
adgang til at anmode statsforvaltningen om at indkalde forældrene til et møde om
forældremyndigheden, barnets bopæl eller samvær, ikke i kraft.
Bestemmelsen i forældreansvarslovens § 20 a om samvær eller anden form for kontakt
mellem et bortadopteret barn og barnets oprindelige slægtninge tilpasses efter ønske fra
Grønlands Regering til de særlige adoptionstraditioner i Grønland. Rigsombudsmanden i
Grønland har i den forbindelse oplyst, at familieadoptioner i Grønland adskiller sig
væsentligt fra familieadoptioner i Danmark, da der i Grønland er tradition for at overdrage
nyfødte børn til par inden for familien, som ikke selv kan få børn. Disse børn, som det
barnløse par adopterer, kaldes ”gavebørn”. Sådanne ”gavebørnsadoptioner” er ”åbne”
adoptioner, hvor barnet gennem sin opvækst også har kontakt med sine oprindelige forældre
og deres slægt, herunder også de oprindelige forældres eventuelle øvrige børn. Ved
L 35 - 2015-16 - Bilag 2: Naalakkersuisuts fremsættelse af beslutningsforslag i Inatsisartut om tiltrædelse af lovforslaget
ikraftsættelsen af § 20 a tilføjes den en ny bestemmelse, hvorefter der i situationer, hvor der
ved adoptionen bestod nært slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold mellem
adoptanten og barnet eller dets forældre (såkaldte familieadoption), i særlige tilfælde efter
anmodning fra barnets oprindelige slægtninge kan fastsættes samvær eller anden form for
kontakt (eksempelvis i form af telefonsamtaler, brevveksling m.v.) med disse.
3.1. Forældremyndighed og barnets bedste
Børn og unge under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab.
Forældremyndighedsindehaveren skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets
personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal
behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden
krænkende behandling. Dermed afskaffes forældres adgang til at anvende visse former for legemlig
afstraffelse over for deres børn i Grønland, ligesom det skete i Danmark ved lov nr. 416 af 10. juni
1997. Forældre vil herefter ikke have nogen adgang til at anvende legemlig afstraffelse over for
deres børn, uden at dette kan medføre foranstaltninger efter kriminallov for Grønland. Det fremgår
således af lovens § 88, 1. pkt., at for vold dømmes den, som forsætligt beskadiger eller krænker en
andens legeme.
Har forældre fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold
enighed mellem forældrene. Den forælder, som barnet har bopæl hos, kan dog træffe afgørelse om
overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal være.
Har forældre fælles forældremyndighed, og er de uenige om forældremyndigheden, skal begge give
samtykke til, at barnet forlader landet, herunder udrejser til Danmark eller Færøerne, eller til, at
barnets ophold i udlandet, i Danmark eller på Færøerne forlænges ud over det aftalte, forudsatte
eller fastsatte, medmindre der foreligger en afgørelse om barnets bopæl eller om tilladelse til
udenlandsrejse.
Afgørelser efter anordningen skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og i alle forhold
vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed.
3.2. Indehavere af forældremyndighed
Er forældre gift med hinanden ved barnets fødsel, eller indgår de senere ægteskab, har de fælles
forældremyndighed. Er ægtefællerne separeret ved barnets fødsel, har moderen
forældremyndigheden alene, medmindre den separerede mand ifølge anerkendelse eller dom anses
som barnets far. Har forældrene været gift med hinanden inden for de sidste 10 måneder før barnets
fødsel, har de fælles forældremyndighed.
Når forældre ikke er gift med hinanden, har moderen forældremyndigheden alene, medmindre de
har indgået aftale om fælles forældremyndighed, jf. nedenfor. Endvidere har forældrene automatisk
fælles forældremyndighed, når en mand anses for far til barnet ifølge anerkendelse eller dom, hvis
forældrene har eller har haft fælles folkeregisteradresse inden for de sidste 10 måneder før barnets
fødsel.
L 35 - 2015-16 - Bilag 2: Naalakkersuisuts fremsættelse af beslutningsforslag i Inatsisartut om tiltrædelse af lovforslaget
Fælles forældremyndighed fortsætter, selv om forældrene ophæver samlivet eller bliver separeret
eller skilt.
Forældre kan aftale, at de skal have fælles forældremyndighed, og forældre, der har fælles
forældremyndighed, og som ikke lever sammen, kan aftale, at en af dem skal have
forældremyndigheden alene. Endelig kan forældre aftale, at forældremyndigheden skal overføres fra
den ene forælder til den anden. Sådanne aftaler skal anmeldes til Rigsombudsmanden for at være
gyldige. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.
Er forældre, der har fælles forældremyndighed, og som ikke lever sammen, ikke enige om
forældremyndigheden, afgør retten, om den fælles forældremyndighed skal fortsætte, eller om en af
dem skal have forældremyndigheden alene. Retten kan kun ophæve fælles forældremyndighed, hvis
der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets
bedste.
Retten kan efter anmodning fra en forælder, der ikke har forældremyndigheden, bestemme, at der
skal være fælles forældremyndighed, eller overføre forældremyndigheden til denne.
Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af Rigsombudsmanden overføres til andre end
forældre. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, godkendes aftalen af retten.
Har forældre fælles forældremyndighed, og dør den ene forælder, forbliver forældremyndigheden
hos den anden forælder. Har barnet ved dødsfaldet ikke bopæl hos den anden forælder, kan en
anden person i forbindelse med dødsfaldet anmode retten om at få tillagt forældremyndigheden.
Anmodningen kan kun imødekommes, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod, at
forældremyndigheden forbliver hos den anden forælder. Har barnet ved dødsfaldet bopæl hos den
anden forælder, og har denne forvoldt den anden forældremyndighedsindehavers død, kan en anden
person anmode retten om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun imødekommes,
hvis det er af afgørende betydning af hensyn til barnet, at forældremyndigheden ikke forbliver hos
den anden forælder.
Har en forælder forældremyndigheden alene, og dør denne, eller bevirker et dødsfald i øvrigt, at
ingen har forældremyndigheden, bestemmer retten under hensyn til, hvad der er bedst for barnet,
hvem der skal have forældremyndigheden. Anmoder den anden forælder om forældremyndigheden,
imødekommes anmodningen, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod det.
Har en forælder forældremyndigheden alene, og har denne forvoldt den anden forælders død, kan en
anden person anmode retten om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun
imødekommes, hvis det er af afgørende betydning af hensyn til barnet, at forældremyndigheden
ikke forbliver hos den anden forælder.
3.3. Barnets bopæl og varsling
Hvis forældre har fælles forældremyndighed, og er de ikke enige om, hos hvem af dem barnet skal
have bopæl, afgøres dette af retten. Retten kan træffe afgørelse om, at barnet kan have bopæl hos en
forælder, der har eller ønsker at få bopæl i udlandet eller i Danmark eller på Færøerne.
L 35 - 2015-16 - Bilag 2: Naalakkersuisuts fremsættelse af beslutningsforslag i Inatsisartut om tiltrædelse af lovforslaget
En forælder, der vil ændre sin eller barnets bopæl til et andet sted her i landet eller i udlandet, skal
underrette den anden forælder herom senest 6 uger før flytningen. Manglende opfyldelse af
varslingspligten kan ikke sanktioneres, men vil kunne indgå som et element i afgørelsen af en sag
om forældremyndighed m.v.
3.4. Samvær, udenlandsrejse, ret til orientering m.v.
Samvær og anden kontakt
Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den
forælder, som det ikke har bopæl hos. Forældrene har et fælles ansvar for, at barnet har samvær med
den forælder, som det ikke har bopæl hos. Begge forældrene har derfor et fælles ansvar for
transporten af barnet i forbindelse med samvær, hvorfor retten kun i særlige tilfælde kan fastsætte
vilkår om fordelingen af forældrenes ansvar for transporten.
Er en forælder eller begge forældre døde, eller er en forælder ukendt, kan retten efter anmodning
fastsætte samvær med barnets nærmeste pårørende, som barnet er knyttet til. Er der ikke eller kun i
yderst begrænset omfang samvær med den forælder, barnet ikke bor hos, kan retten efter
anmodning fastsætte samvær med barnets nærmeste pårørende, som barnet er knyttet til.
Er et barn adopteret, kan retten i helt særlige tilfælde efter anmodning fra barnets oprindelige
slægtninge fastsætte samvær eller anden form for kontakt (eksempelvis i form af telefonsamtaler
m.v., jf. nedenfor) med disse, hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for
kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v. Bestod der ved adoptionen nært
slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold mellem adoptanten og barnet eller dets forældre,
indeholder bestemmelsen en særregel, hvorefter retten i særlige tilfælde efter anmodning fra barnets
oprindelige slægtninge kan fastsætte samvær eller anden form for kontakt med disse. Denne regel er
navnlig møntet på de såkaldte ”gavebørn”, jf. punkt 3.2. Det følger af reglen, at der kun kan
fastsættes samvær m.v. i ”særlige tilfælde”. Udover at fastsættelse af samvær skal være bedst for
barnet (se punkt 3.1.), indebærer dette navnlig, at der normalt kun fastsættes samvær m.v., når
barnet og ansøgeren har haft en kontakt med hinanden – før eller efter adoptionen – og denne
kontakt er blevet afbrudt, og opretholdelse af kontakten er vigtig for barnet. Bestemmelsen hindrer
ikke, at barnet har samvær med flere slægtninge, men det skal overvejes, om det er bedst for barnet
at have flere sideløbende samværsordninger.
Er der uenighed om omfanget og udøvelsen af samvær, kan retten efter anmodning træffe afgørelse
herom og fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Samværet fastsættes ud fra
en konkret vurdering af barnets forhold, herunder barnets alder og udvikling, barnets holdning til
samværet samt samværsforælderens og barnets hidtidige kontakt. I praksis fastsættes der weekend-
og hverdagssamvær, feriesamvær samt samvær i forbindelse med jul og nytår samt andre kulturelle
og religiøse begivenheder. Der kan fastsættes vilkår for samværet, herunder at det skal foregå under
overvågning el.lign.
Retten kan afslå at fastsætte samvær og kan ændre og ophæve en aftale eller afgørelse om samvær.
Afslag på samvær kommer normalt på tale, hvis samværsforælderen har udsat barnet for vold eller
anden grænseoverskridende adfærd, der er et højt konfliktniveau mellem forældrene, eller
samværsforælderen har misbrugsproblemer eller psykiske problemer. Navnlig til brug for afgørelser
L 35 - 2015-16 - Bilag 2: Naalakkersuisuts fremsættelse af beslutningsforslag i Inatsisartut om tiltrædelse af lovforslaget
om afslag på eller ophævelse af samvær kan det være relevant at få foretaget en børnesagkyndig
undersøgelse.
I særlige tilfælde kan retten træffe bestemmelse om anden kontakt med barnet i form af
telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post, fotografier el.lign.
Hvis barnet er anbragt uden for hjemmet efter reglerne herom i den sociale lovgivning, finder
bestemmelserne om samvær og anden kontakt i anordningen ikke anvendelse,
Tilladelse til udlandsrejse
Selv om der er uenighed om forældremyndigheden mellem forældre, der har fælles
forældremyndighed, kan retten træffe afgørelse om, at den ene forælder kan tage barnet med til
udlandet, Danmark eller Færøerne i en kortere periode.
 
Orientering om barnet m.v.
 
En forælder, som ikke har forældremyndighed over et barn, har ret til orientering om barnets
forhold fra skoler, børneinstitutioner, social- og sundhedsvæsenet samt private sygehuse, privat
praktiserende læger og tandlæger. Denne forælder har desuden ret til at få udleveret dokumenter om
barnets forhold, hvis disse findes på skoler og i børneinstitutioner. Uanset denne orienteringsret må
der ikke udleveres fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaveren.
De omhandlede institutioner m.v. kan nægte at give konkrete oplysninger og udlevere dokumenter
om barnets forhold, hvis det må antages at være til skade for barnet. Afgørelse herom kan påklages
til Det Sociale Ankenævn i Grønland.
Rigsombudsmanden kan i særlige tilfælde efter anmodning fra forældremyndighedsindehaveren
eller fra en af de omhandlede institutioner m.v. fratage forælderen adgangen til at få orientering og
få udleveret dokumenter efter om barnet.
3.5. Midlertidige afgørelser
Under en sag om forældremyndighed kan retten efter anmodning bestemme, hvem
forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme, eller hos hvem af forældrene barnet midlertidigt
skal have bopæl. Under en sag om barnets bopæl kan retten efter anmodning bestemme, hos hvem
af forældrene barnet midlertidigt skal have bopæl. Endelig kan retten under en sag om
forældremyndighed, barnets bopæl, samvær eller anden kontakt træffe afgørelse om midlertidigt
samvær eller anden kontakt. En midlertidig afgørelse gælder, indtil der foreligger en endelig aftale
eller afgørelse, som kan fuldbyrdes.
Har forældre fælles forældremyndighed, og er der risiko for, at den ene af dem vil bringe barnet ud
af landet og derved foregribe en afgørelse om forældremyndigheden, kan ministeren for børn,
ligestilling, integration og sociale forhold eller den, ministeren bemyndiger hertil, midlertidigt
tillægge den anden af forældrene forældremyndigheden alene.
Er indehaveren eller begge indehavere af forældremyndigheden forhindret i at træffe bestemmelse
om barnets personlige forhold, afgør retten, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, så længe
forhindringen varer.
L 35 - 2015-16 - Bilag 2: Naalakkersuisuts fremsættelse af beslutningsforslag i Inatsisartut om tiltrædelse af lovforslaget
1561195_0009.png
3.6. Sagsbehandling
Retten og Rigsombudsmanden kan tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning eller
konfliktmægling ved uenighed om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, og de kan
iværksætte børnesagkyndige undersøgelser m.v.
Barnet skal inddrages under en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets
perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet,
børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv. Dette gælder
ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigt efter
sagens omstændigheder.
Til brug for behandlingen af sager om forældrenes fælles ansvar for transport af barnet i forbindelse
med samvær kan retten få terminaladgang til de nødvendige økonomiske oplysninger om en part
hos skatteforvaltningen. Denne bestemmelse sættes dog ikke i kraft på nuværende tidspunkt, da det
endnu ikke er muligt at etablere en sådan terminaladgang.
En anmodning om ændring af forældremyndighed, barnets bopæl, samvær eller anden kontakt kan
som udgangspunkt afvises, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. Formålet med dette er at
undgå, at der konstant verserer sager om forældremyndigheden m.v., da det kan være til skade for
barnet, hele tiden at blive involveret i sådanne sager.
Rigsombudsmandens afgørelser om aftaler om forældremyndighed kan påklages til ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold. Ministeren kan bl.a. fastsætte regler om
Rigsombudsmandens behandling af sager om forældremyndighed.
3.7. Arbejdsaftaler
Reglerne i forældreansvarsanordningen om arbejdsaftaler svarer til reglerne i
myndighedsanordningen, jf. pkt. 2.5.
3.8. Internationale aftaler og international kompetence
Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk rets og fremmed
rets regler om forældremyndighed, bopæl, samvær og anden kontakt. Endvidere kan ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold fastsætte regler om forholdet mellem danske og
andre nordiske landes regler om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og anden kontakt.
Ministeren kan også fastsætte regler om behandling af sager efter denne lov, der er omfattet af
Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og
samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn
1
.
Rigsombudsmanden har international kompetence til at behandle en sag om forældremyndighed,
hvis betingelserne i § 283, stk. 2, i retsplejeloven for Grønland er opfyldt. Der henvises til
Lovforslaget.
                                                            
1
 Se særskilt resumé. 
L 35 - 2015-16 - Bilag 2: Naalakkersuisuts fremsættelse af beslutningsforslag i Inatsisartut om tiltrædelse af lovforslaget
3.9. Ikrafttræden m.v.
 
Anordning om ikrafttræden for Grønland af forældreansvarsloven hænger snævert sammen med
Lovforslaget, der foreslås sat i kraft den 1. januar 2016. Ministeren for børn, ligestilling, integration
og sociale forhold fastsætter dog tidspunktet for ikrafttræden af reglerne om terminaladgang.
Anordningen finder også anvendelse på børn, der er født før dens ikrafttræden, og den finder også
anvendelse på verserende sager om forældremyndighed og samvær.
To bestemmelser om forældremyndighed finder dog kun anvendelse på børn, der fødes den 1.
januar 2016 eller senere. Det drejer sig om automatisk etablering af fælles forældremyndighed, hvis
forældrene har været gift med hinanden inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel, eller hvis
en mand anses for far til barnet ifølge anerkendelse eller dom, og forældrene har eller har haft fælles
folkeregisteradresse inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel.
4. Høring
Der henvises til Lovforslaget.