Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 18-05-2016
Enhed: Primær Sundhed, Ældrepo-
litik og Jura
Sagsbeh.: DEPMAKI
Sagsnr.: 1605382
Dok. nr.: 87647
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 4. maj 2016 stillet følgende spørgs-
mål nr. 14 (L 184) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).
Spørgsmål nr. 14:
”Vil
ministeren bekræfte, at bemærkningerne til lovforslaget skal læses sådan,
at ’forbud mod at udøve virksomhed under oplysning af en sag’ kun ”sjældent”
bør overstige en periode på to måneder?”
Svar:
Jeg har foreslået, at der i autorisationslovens § 9 b gives Styrelsen for Patientsikker-
hed hjemmel til at træffe afgørelse om, at en sundhedsperson får helt eller delvist
forbud mod at udøve faglig virksomhed, mens en sag om midlertidig autorisationsfra-
tagelse eller midlertidig virksomhedsindskrænkning oplyses.
Af den foreslåede bestemmelses stk. 3 fremgår, at forbud meddeles for en nærmere
angives kortere periode, som kan forlænges.
Af lovforslagets bemærkninger fremgår i denne sammenhæng følgende:
”For at tilgodese hensynet til de berørte sundhedspersoners retssikkerhed foreslås det,
at Styrelsen for Patientsikkerhed skal give et forbud for en nærmere angiven kortere
periode. Der skal således i forbindelse med udstedelse af forbuddet oplyses om for-
buddets varighed. Det er en betingelse, at forbuddet alene gives for en kortere perio-
de. Forbuddets varighed skal således afstemmes i forhold til den periode, det under
hensyntagen til de foreliggende omstændigheder må antages påkrævet for at oplyse en
sag om midlertidig virksomhedsindskrænkning eller autorisationsfratagelse, og karakte-
ren af faren for patientsikkerheden. Hensynet til den berørte sundhedspersons retssik-
kerhed og at et forbud er et indgribende retsskridt, bør også indgå i fastsættelsen af
forbuddets varighed.
Det forventes, at der ofte ikke vil være grundlag for at give et forbud af længere varig-
hed end to måneder.”
Det er således forudsat, at der ved fastsættelse forbuddets varighed på baggrund af
den beskrevne afvejning af hensynene til patientsikkerheden og sundhedspersonens
retssikkerhed ofte ikke vil være grundlag for at give et forbud af længere varighed
end to måneder.
Formuleringen i spørgsmålet ”kun sjældent bør overstige en periode på to måneder”
synes at indeholde en forudsætning om, at der i endnu mindre omfang end forudsat i
lovforslaget træffes afgørelse om forbud med en varighed på over to måneder.