Forsvarsudvalget 2015-16
L 167 Bilag 5
Offentligt
Fra:
"FMN-DVI Virkelyst, Dennis"
Dato:
18. maj 2016 kl. 18.12.16 CEST
Emne: Besvarelse af henvendelse vedr L167 og repræsentanter for frivillige i beredskabskommissionen.
[RELEASABLE TO INTERNET TRANSMISSION]
Kære Bjarne
Nedenfor er indsat ministerens besvarelse på din henvendelse omkring L167 og repræsentanter for frivillige i
beredskabskommissionen.
Med venlig hilsen
Dennis Virkelyst
Adjudant for Forsvarsministeren
Forsvarsministeriet
Minister- og ledelsessekretariatet
Holmens Kanal 42, 1060 København K
Kære Bjarne
Tak for din henvendelse vedrørende L 167 om ændring af beredskabsloven m.fl.
Jeg kan forstå, at din henvendelse mere konkret angår spørgsmål om, hvem der kan/ikke kan
repræsentere de frivillige i beredskabskommissionen.
I forlængelse af min besvarelse på spørgsmål nr. 1 og 5 til L 167 kan jeg oplyse, at det fremgår
af beredskabslovens forarbejder, at kommunalbestyrelsens udpegning af en repræsentant for
de frivillige skal ske efter indstilling fra de frivillige i redningsberedskabet. I den forbindelse
sigtes der til de frivillige, som kommunalbestyrelsen efter beredskabslovens § 51, stk. 3, kan
anvende til løsning af opgaver inden for kommunens beredskab, herunder specielt
Beredskabsforbundet eller andre frivillige organisationer, hvortil mange frivillige er knyttet, som
f.eks. Dansk Røde Kors og ASF-Dansk Folkehjælp.
Jeg vil gerne her slå fast, at Hjemmeværnet i denne sammenhæng ikke kan repræsentere de
frivillige. Endvidere er det min vurdering, at fastansatte i redningsberedskabet heller ikke kan
udpeges som repræsentant for de frivillige i beredskabskommissionen.
Jeg har bedt Beredskabsstyrelsen om at præcisere ovennævnte i et brev til samtlige kommuner.
Brevet vil blive sendt snarest muligt efter lovforslagets (L 167) vedtagelse. Samtidig vil
Beredskabsstyrelsens vejledning om det kommunale redningsberedskabs organisation mv. blive
opdateret i overensstemmelse hermed.
Jeg håber således, at ovennævnte kan være med til, at vi fremadrettet undgår misforståelser
omkring udpegningen af en repræsentant for de frivillige i beredskabskommissionen, og jeg ser
således frem til 2. behandlingen af L 167 om ændring af beredskabsloven m.fl.
Med venlig hilsen
Peter Christensen