Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 9:

Forespørgsel til miljø- og fødevareministeren:

Vil ministeren redegøre for, hvilke initiativer regeringen vil tage for at hjælpe grundejere, som har brug for kystsikring, og om regeringen vil give grundejere mulighed for at lave andre typer af kystsikring end sandfodring, eksempelvis hård sikring eller drænrør?

Af Pia Adelsteen (DF) og René Christensen (DF).

(Anmeldelse 20.11.2015. Fremme 04.12.2015).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 2. februar 2016.

Forhandlingen er åbnet, og vi starter med en begrundelse fra ordføreren for forespørgerne, fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Når vi i Dansk Folkeparti har stillet det her spørgsmål til ministeren, kommer det sig af, at vi, eller i hvert fald jeg, igennem de seneste års tid har beskæftiget os ret meget med kystsikring og også haft et indtryk af, at det var lidt op ad bakke, hvis man som grundejer, som i øvrigt selv skal betale for kystsikringen, skulle have lov til at gøre forskellige ting.

Derfor falder mit spørgsmål sådan set også i to tempi, nemlig hvilke initiativer regeringen vil tage i forhold til at hjælpe de her grundejere, som har brug for kystbeskyttelse, og om man som regering vil give mulighed for andre typer af kystsikring end sandfodring, som er det, der bliver brugt mest af i Danmark, som f.eks. hård kystsikring eller eventuelt drænrør.

Jeg ved, at brugen af drænrør jo har givet anledning til en gevaldig debat – nogle tror på det, andre tror ikke på det. For mig at se er det et spørgsmål om, at når grundejere selv betaler og det ikke generer andre, kunne man vel give lov til det. Det er i hvert fald den ene filosofi.

Jeg ser i hvert fald meget frem til at høre ministerens svar på forespørgslen her, for det er jo aktualiseret meget lige nu, i form af at der er nogle husejere, der har fået et påbud om at rive deres ejendom ned, og som simpelt hen står i en kattepine, i og med at de, i samme øjeblik ejendommen er revet ned, også skal indfri deres realkreditlån, da der så ikke længere er sikkerhed for det lån, de har osv. osv. Jeg vil i hvert fald personligt sige, at hvis jeg stod til på mandag at få en regning på en halv eller en hel million, eller hvor meget man nu skylder i sit sommerhus, ville jeg nok have lidt mavepine, tror jeg. Så jeg synes, det her er en vigtig diskussion.

I Dansk Folkeparti er vi ikke med i selve kystbeskyttelsesloven, for den sagde vi jo nej til ud fra en idé om, at vi mener, at kystbeskyttelse skal være et nationalt anliggende, men ikke desto mindre er vi interesseret i at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe de borgere, der kommer i klemme og er kommet i klemme.

Jeg vil også godt, inden vi går i gang med selve forhandlingerne og i forbindelse med begrundelsen, lige rose ministeren. Det vil jeg, da jeg, i og med at jeg har siddet med de her ting så længe, også har en helt klar fornemmelse af, at der er sket en ændring. Jeg kan godt mærke, at der er kommet et ministerskifte, og det synes jeg jeg vil give ros for, for det kan man også mærke ude i landet, altså at der er sket en holdningsændring. Det har noget at gøre med, at folk tit og ofte taler hinanden op i hvert sit hjørne, og det mener jeg ikke nødvendigvis er et gode for nogen, uanset uenighed. Tværtimod skal man forsøge at hjælpe hinanden, for det er vel i bund og grund det, vi er her for.

Så jeg glæder mig til den debat og de forhandlinger, vi får i dag, og til ministerens svar.

Tak for det. Så er det miljø- og fødevareministeren for besvarelse.

Tak. Jeg forstår udmærket den bekymring eller måske nærmere mavepine, visse grundejere måtte have, når storme og oversvømmelser gør skade på kysterne og de værdier, der ligger tæt på kysterne. Derfor er jeg faktisk rigtig glad for, at Dansk Folkeparti har rejst debatten i dag om, hvad det er for en indsats, der skal til. Jeg vil også gerne kvittere positivt for den ros, der har været omkring den bedre dialog, og den vil jeg så med det samme sende ned i embedsmandslogen dernede og sige, at jeg er rigtig glad for, at det opleves som en positiv udvikling, og at der er kommet en bedre dialog, og det fortjener embedsværket tak for.

Formålet med kystbeskyttelse er ifølge kystbeskyttelsesloven at beskytte mennesker mod oversvømmelse samt beskytte ejendomme mod oversvømmelser og nedbrydning fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet.

Det er som udgangspunkt grundejeren, der har ansvaret for at beskytte sin ejendom mod havet, og det er derfor grundejeren, der søger om tilladelse til kystbeskyttelse, og det er Kystdirektoratet, der behandler konkrete ansøgninger om kystbeskyttelse og giver tilladelsen.

Kystdirektoratet følger også udviklingen med nye metoder til kystbeskyttelse, herunder at der udvikles og afprøves nye metoder til kystbeskyttelse. Så kystbeskyttelsesloven er dermed ikke til hinder for, at der eksempelvis kan gives tilladelse til såkaldt hård kystbeskyttelse som f.eks. skråningsbeskyttelse. Det er der et helt frisk eksempel på i sagen oppe ved Løkken, for der drøfter man en kombineret løsning, skråningsbeskyttelse med sten kombineret med sandfodring, ligesom der også drøftes en kombineret løsning mellem de involverede parter i Nørlev i Nordjylland. Det er blot for nu at nævne nogle af de konkrete, aktuelle eksempler, som jeg også ved at fru Pia Adelsteen har en vis føling med.

Hvilken løsning der er bedst egnet, afhænger af den konkrete vurdering af den kyststrækning, man ønsker at beskytte. Og selv om det er den enkelte grundejers ansvar at kystbeskytte sin ejendom, er der en række hensyn, der skal afvejes, når man skal vælge, hvilken metode der er bedst. Ved hård kystbeskyttelse er der et væsentligt hensyn til naboerne, fordi hårde kystbeskyttelsesanlæg flytter erosionen af kysten til nabostrækningen, hvor virkningen af strøm og bølger så forstærkes. Og netop hensynet til naboens ejendom er baggrunden for, at Kystdirektoratet stiller krav om, at der også skal sandfodres, f.eks. i eksemplerne ved Løkken og Nørlev.

Selve loven opregner en række hensyn, herunder økonomiske og tekniske hensyn, hensyn til kystlandskabets besvarelse og sikring af adgang til kysten. Især hensynet til, i hvilket omfang det ønskede anlæg til kystbeskyttelse påvirker nabostrækningerne, kan få betydning for, hvilken metode den pågældende grundejer skal benytte.

Endelig har kystbeskyttelsesmetoderne en forskellig historik rundtom i landet. Frem til 1980'erne var hård kystbeskyttelse dominerende, men i takt med at man generelt – og altså ikke kun hertillands – er blevet klogere på konsekvenserne af hård kystbeskyttelse, er direktoratet i stigende grad gået over til at anbefale sandfodring som den kystbeskyttelsesmetode, der bør finde anvendelse, når vi vil beskytte de danske kyster.

Der, hvor der allerede er etableret hård kystbeskyttelse, giver direktoratet typisk tilladelse til reetablering og vedligehold.

I forhold til trykudligningsrørene har Kystdirektoratet på baggrund af et kontrolleret forsøg vurderet, at rørene ikke har den tilstrækkelige effekt til at være egnet som kystbeskyttelsesmetode på erosionskyster. Omvendt er sandfodring en internationalt anerkendt og veldokumenteret metode, som bl.a. benyttes i Tyskland, Holland, USA og Australien. Strandene i Rio, Miami og på Sild kystbeskyttes f.eks. med sandfodring.

Vestkysten er en såkaldt erosionskyst, og fællesaftalen mellem staten og vestkystkommunerne tilsigter helt at stoppe eller at opnå en kontrolleret tilbagerykning af kysten på udvalgte steder. Den danske stat anvender sandfodring på Vestkysten. Målsætningen om at stoppe tilbagerykning af kysten nås, ved at der bliver tilført sand som erstatning for det sand, som bølger og strøm fjerner. Derved sker erosionen i fodringssandet og ikke i de bagvedliggende klitter.

Sandfodring er en effektiv kystbeskyttelsesmetode, når problemet er erosion, idet sandfodring kompenserer for det tab af sand, der ellers vil være. Den hårde kystbeskyttelse, som findes på Vestkysten, kan kun effektivt opretholdes, fordi der også sandfodres. Grunden til, at man også sandfodrer der, hvor der er placeret hårde anlæg med sten, er, at de hårde anlæg – høfder, bølgebrydere, skræntfodssikring – holder på sandet og dermed forhindrer den naturlige transport af sand langs med stranden. Der kommer derfor et underskud af sand der, hvor der er opført hårde kystbeskyttelsesanlæg, og det er så det, man kompenserer for med den kunstige tilførsel af sand.

Fællesaftalerne mellem staten og kommunerne har gennem årene fungeret efter hensigten, idet der ikke, siden den første aftale blev indgået i 1981, har været gennembrud af klitterne og oversvømmelser af baglandet. Så selv de seneste voldsomme storme, Bodil, Dagmar og Egon, har ikke forårsaget gennembrud af klitterne, og mange steder er det faktisk lykkedes helt at stoppe tilbagerykningen. Ved udgangen af aftaleperioden i 2018 skal indsatsen evalueres, og vi vil få et fuldt overblik over, om kystbeskyttelsesindsatsen har opfyldt de aftalte målsætninger. Meget tyder på, at det faktisk er det, der vil ske, og at målsætningerne bliver opfyldt.

Et af temaerne på det åbne møde om kystbeskyttelse i Aalborg i november handlede netop om, hvordan man bedst sikrer en effektiv og langtidsholdbar beskyttelse af de danske kyster. Det lød samstemmende fra vores ekspertpanel på mødet, det vil sige folk fra Københavns Universitet og Dansk Hydrologisk Institut, at sandfodring er den anerkendte internationale kystbeskyttelsesmetode. Lad mig helt generelt sige, at det, der er rigtig vigtigt, når vi taler kystbeskyttelse, er, at vi tænker i helhedsløsninger. For gør man ikke det, løser man måske problemet ét sted bare for at skabe et problem et andet sted. Det er det, der er udfordringen med den hårde kystbeskyttelse.

Men der er også andre måder, vi skal tænke i helheder på. Grundejerne har store fordele ved at gå sammen om kystbeskyttelsesprojekter, og det har kommunerne også. På den måde får vi skabt de bedste og de mest sammenhængende løsninger, og omkostningerne bliver fordelt mellem mange i stedet for nogle enkelte grundejere. Så det vil være både bedre og billigere, når flere grundejere går sammen om at kystbeskytte deres ejendomme over en længere strækning. En række grundejere

ved Jyllinge Nordmark i Roskilde Kommune har for nylig besluttet at gå sammen om en fælles løsning på de gentagne oversvømmelser, de har oplevet. Kommunerne har ifølge kystbeskyttelsesloven mulighed for at planlægge, finansiere og udføre kystbeskyttelse for flere ejendomme. Det er der faktisk en række kommuner der benytter sig af. Det ser vi i projekter ved Roskilde Fjord, men også ved den nordsjællandske kyst, hvor tre kommuner er gået sammen om et stort sammenhængende projekt med en 57 km lang kyststrækning.

Regeringen arbejder sideløbende på en kystanalyse, som vi forventer bliver færdiggjort i løbet af dette halvår. Den skal give os et samlet billede af, hvor risikoen for oversvømmelser og erosion og potentielle skadesomkostninger er størst. Og den skal give et billede af, om kommunerne har de rigtige værktøjer til at sikre en omkostningseffektiv kystbeskyttelse. Analysen kan derefter danne baggrund for en politisk drøftelse af, hvordan kystbeskyttelsesindsatsen kan gennemføres mere omkostningseffektivt, og hvor vi skal fokusere. Alle kystkommuner er blevet inviteret til at bidrage til processen, og 58 kommuner har givet bidrag og dermed et vigtigt indspark til kystanalysen. Når den er færdig, mener jeg, at vi har et godt grundlag for at diskutere politisk, hvad der skal ske derefter.

Endelig vil jeg nævne, at lige før jul har Folketinget vedtaget et lovforslag om ændring af lov om kommunal ejendomsskat, så ejendomme ramt af kystnedbrydning fremadrettet bliver fritaget for grundskyld. Derudover arbejder et regeringsnedsat udvalg med evaluering af stormflods- og oversvømmelses- og stormfaldsordningerne, og det forventes, at den evaluering vil være klar i slutningen af maj måned. Så der er altså rigtig mange ting, som vi kommer til at kigge nærmere på i fællesskab.

Jeg synes, det har været vigtigt at få kigget på det her område og se på, om vi får hjulpet de borgere, der bor ved kysten, godt nok med de udfordringer, de har at slås med. Jeg tror, at det åbne møde, vi havde om kystbeskyttelse i november måned i Aalborg, var et meget konkret skridt for at styrke en god dialog mellem myndigheder og borgere. Efter mødet har Kystdirektoratet for netop at være mere opsøgende i dialogen med grundejerne mødtes med flere grundejerforeninger for at oplyse om, hvordan de bedst kan beskytte deres ejendomme mod erosion, og har i den forbindelse også understreget vigtigheden af, at man sørger for at kystbeskytte i god tid. Det er netop også der, hvor Kystdirektoratet kan være inde over og informere om, at man skal være opmærksom på, at her kan ske noget, når man kigger mange år ud i fremtiden.

Jeg ser frem til, at kystanalysen giver os et gennemarbejdet grundlag for en politisk drøftelse af, hvordan vi som nævnt får en omkostningseffektiv kystbeskyttelse, hvordan vi bedst fokuserer der, hvor behovet er størst, og dermed hvordan vi bedst kan hjælpe de borgere, der er udfordret af de ændringer, som de oplever.

Tak til ministeren. Så er det nu, forhandlingen åbner, og den første, der får ordet i forbindelse med forhandlingen, er ordføreren for forespørgerne, fru Pia Adelsteen. Værsgo.

Tak for det. En gang imellem er der gået for lang tid, siden man har været med i en forespørgselsdebat, for man kan simpelt hen ikke huske proceduren, men sådan er det. Tak til ministeren for svaret på spørgsmålet.

Selv om ministeren har gjort det, vil jeg starte med at fortælle lidt om den kystbeskyttelseslov, vi har, hvori der jo står, at formålet er at beskytte mennesker og ejendom mod oversvømmelse og nedbrydning fra havet – det er formålet. Formålet varetages ved en afvejning af nogle hensyn, bl.a. behovet for kystbeskyttelse. Der står bl.a., at en bygning skal være truet inden for 25 år; og der er nogle økonomiske hensyn.

Som udgangspunkt er det jo grundejerens eget ansvar, men der er altså også mulighed for kommunerne til at hjælpe til. Ovre på vestkysten er der jo så også en stat, der hjælper til, kan man sige – det er Kystdirektoratet, der hjælper, i form af sandfodring. Der er nogle tekniske og miljømæssige krav til kvaliteten i forbindelse med den kystsikring, der bliver lavet, og så er der noget med bevarelse af landskab og genopretning og naturens frie udfoldelse osv. osv. Der er en masse hensyn, man tager, når man laver det.

Jeg vil da medgive ministeren så meget, at der selvfølgelig er forskel på, om det er det ene eller det andet sted, med hensyn til hvordan man skal kystsikre, for vi ved jo, at havet bevæger sig forskelligt, afhængigt af om det er det ene eller andet sted i Danmark. Der er eksempler på, at den måde, som Kystdirektoratet anbefaler at man kystsikrer på, nemlig ved sandfodring, virker ganske fint, f.eks. på Nordfyn – det ved jeg. Og der er eksempler på steder, hvor det modsatte er tilfældet.

Normalt plejer vi jo ikke at sagsbehandle, men samtidig kan vi jo godt lide at komme med de her eksakte eksempler, når vi nu står med de her sager, sådan at vi ligesom har noget at have det i. Og der vil jeg tage udgangspunkt i en meget aktuel sag oppe ved Nørlev Strand i Nordjylland i Hjørring Kommune. For når ministeren siger, at man jo skal lave kystbeskyttelse i god tid, kan jeg fortælle, at der tilbage i 2009 blev ansøgt om kystbeskyttelse i form af en skråningsbeskyttelse ved Nørlev Strand. Der kom et høringssvar fra Hjørring Kommune, der bestemt ikke støttede, at man skulle lave en skråningsbeskyttelse, og derfor blev der tilbage i 2011 givet afslag. Det siger jeg, også fordi ministeren i sin tale sagde, at der ikke var sket gennembrud af klitterne.

For vi når så frem til 2015, hvor det rent faktisk er sådan oppe ved Nørlev Strand, at der er syv huse, der beklageligvis falder i havet, og der er gennembrud af klitterne. Det var faktisk 10-12 m af klitterne, der forsvandt på det tidspunkt. Det betød jo, at den sandfodring, man ellers havde fået anvist som metode fra Kystdirektoratet, simpelt hen ikke havde haft en ordentlig effekt, for så ville det her jo ikke være sket. Det er jo så også der, hvor jeg og vi i Dansk Folkeparti synes at der ligger noget principielt.

Når grundejerne er forpligtet til selv at betale for en kystsikring, når grundejerne er forpligtet til at sørge for at sikre deres egne værdier – og øvrigt også gerne vil betale for det, selvfølgelig – og så søger om det, men får at vide, at de altså ikke må gøre det på den her måde, for det vil myndigheden ikke have, fordi den afgør, at de skal gøre det på en anden måde, så synes jeg et eller andet sted, at myndigheden pådrager sig et ansvar for, at den metode, man så siger at de her grundejere skal bruge, også virker.

Det er det, jeg synes der ligger noget principielt i, altså at en myndighed afviser noget, med henvisning til at man skal gøre noget andet. Det gjorde grundejerne, men det virkede altså ikke. Og det er en af årsagerne til, at jeg er gået lidt ind i den her sag.

For en ting er, at man kan mene, hvad man vil, om rør, om høfder og diger og moler, og jeg ved snart ikke alle de ord, vi kan, for at putte sten ud på det ene eller det andet sted i havet – det er ikke så meget det, det drejer sig om – men der sidder altså nogle myndigheder og afgør, hvordan folk skal kunne sikre deres værdier. Hvis man får afslag på at gøre det på en bestemt måde og myndighederne anviser en anden måde, synes jeg også myndighederne pådrager sig et ansvar.

Derfor mener jeg også, at man har et problem, måske specielt i Hjørring Kommune, som jeg altså også gerne vil klandre lidt her fra talerstolen. For selv om kommunen afgav et høringssvar for flere år siden, har de faktisk lige ved siden af lavet samme beskyttelse, som de sagde nej til at grundejerne måtte lave.

Inden min taletid er gået – det går alt for hurtigt, der er alt for meget at snakke om – vil jeg lige på vegne af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer, at regeringen har styrket dialogen mellem myndigheder og grundejere i kystbeskyttelsessager. For at sikre grundejere tilstrækkelige muligheder for at beskytte værdier mod erosion og oversvømmelser er Kystdirektoratet i tæt dialog med borgere og grundejere, med henblik på at der i tide etableres den nødvendige kystbeskyttelse. Kystdirektoratet følger også udviklingen med nye metoder til kystbeskyttelse, herunder at der udvikles og afprøves nye metoder til kystbeskyttelse.

Regeringen arbejder aktuelt på en analyse af kystbeskyttelsesindsatsen. Analysen skal give et samlet billede af, hvor risikoen for erosion og oversvømmelse samt skadespotentialet er størst. Analysen skal danne grundlag for en politisk drøftelse af, hvordan kystbeskyttelsesindsatsen kan gennemføres mere omkostningseffektivt, og af hvordan der kan fokuseres, hvor behovet er størst. Ligeledes overvejes det, om de internationale erfaringer, der indhentes om kystbeskyttelse i kystanalysen, kan give anledning til forsøg med nye metoder til kystbeskyttelse.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 19).

Tak for det, og det vil indgå i de videre forhandlinger.

Herefter er det ordføreren for Socialdemokraterne, fru Maja Panduro.

Tak for det. Ikke mange af mine ordførerkolleger ved det her, men det gør I så om lidt. Jeg har været så heldig at gifte mig ind i en af de her stolte nordjyske familier, som bedre end så mange andre, men som ligesom mange andre danskere ved, at det her med at leve med havet er noget særligt. Det er en af de der familier, hvor en af forfædrene for mange, mange år siden vælger at flytte sin gård ude fra vestkysten og over til østkysten, helt deroppe øverst i Jylland, for som han sagde: Han ville jo hellere skulle ligge der og søge sin lykke der, hvor havet hver dag gav, end der, hvor havet hver dag tog.

Det er jo lidt sådan, det er at være dansker. Det er et vilkår som dansker at leve sammen med havet, og det er jo heldigvis det meste af tiden også et meget stort privilegium og noget, som jeg tror at mange af os holder virkelig meget af. De 7.300 km kyststrækning, vi har, tror jeg jo er noget, som danskerne bruger og elsker. Jeg tror, at mange kender det her med, at det nærmest giver et sug i sjælen, når man kommer derud, særlig derud til Vesterhavet, hvor det hele bruser og brager.

Men det er klart, at det, som det også er blevet beskrevet af bl.a. forespørgeren, også giver nogle frygtelig ondt i maven, fordi havet også er en vældig fjende, netop når det tager frem for at give, og det er jo også derfor, at det her er et område, som så mange er optaget af. Det er vi naturligvis også i Socialdemokratiet, og derfor vil jeg også gerne takke forespørgerne for at foranledige den her debat, som vi kan have i dag.

Der er, som det også er blevet beskrevet, både ministeren og forespørgeren har været inde på det, formålsparagraffen i den lov, som vi jo heldigvis på tværs af alle partier – på nær Dansk Folkeparti – gik sammen om i det daværende Folketing tilbage i 2006, hvor vi netop sagde, at der er mange hensyn, der her skal afbalanceres og afvejes. Der er ikke blot det helt konkrete med, at vi skal passe på med ikke bare at skubbe problemet videre til vores nabo, når vi kystsikrer, men der er afvejningen imellem at bevare vores fantastiske kystlandskab i Danmark, de levende kyster, og samtidig hensynet med at beskytte mennesker og beskytte de værdier, de menneskeskabte værdier, som er der.

Derfor var det jo også godt, at det var så bredt et flertal, der dengang stod bag det med bl.a. at balancere de her otte hensyn, og det har jo også været sådan, at den forhenværende VK-regering siden hen har stået bag den kystbeskyttelsesstrategi, vi har – den er lavet i 2011 – og at den socialdemokratiske miljøminister Kirsten Brosbøl i 2014 satte gang i den kystanalyse, som jeg gerne vil kvittere for at den nuværende minister så vil følge til dørs. For det er rigtig vigtigt, at vi får den analyse. Det er vigtigt, fordi vi bliver nødt til at se på kystbeskyttelsen i hele Danmark samlet set, det er vigtigt, fordi den analyse skal gøre os i stand til så at have den politiske drøftelse, som jeg også tror det er rigtig vigtigt at have på et ordentligt, sagligt og oplyst grundlag.

Analysen skal jo ikke kun se på metoder, men på finansieringen af vores kystbeskyttelse, på den måde, vi regulerer det på, på den måde, vi organiserer det på, for der er også nogle historiske ting, der spiller ind, både i forhold til organisering og finansiering, og så skal den jo ikke mindst give os overblikket. For vi har jo ikke kun få kilometers kyststrækning i Danmark. Når vi hører om det her i medierne, er det jo tit nogle bestemte steder, hvor der er meget store problemer, vi hører om, men jeg tror, at det, hvis vi skal gøre det her på en klog måde og lægge strategien for, hvordan vi vil gøre det fremover, er rigtig vigtigt, at vi så får set på alle de 7.300 km kyststrækning, som vi har i Danmark, så vi får gjort det her på den kloge og på den sammenhængende måde, så vi får overblikket over, hvor det er, risikoen for oversvømmelser og for erosion er størst, så vi netop kan gøre den rette indsats på det rette tidspunkt og på det rette sted. Hvis vi skal kunne det, skal vi netop have det samlede overblik, den grundige viden og den bedste ekspertise. Derfor var det også, at vi iværksatte kystanalysen, og vi ser frem til, at den kommer. Det er også den analyse, der omtales i forslaget til vedtagelse, og det er derfor, vi står bag det.

Tak for ordet.

Så er det fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg har bare et kort spørgsmål: Vil Socialdemokraterne være villige til at kigge på de her principper, også omkring det, som jeg sagde at jeg syntes var et myndighedsansvar? Det er altså netop det her med, at man som myndighed afviser noget og siger, at der skal gøres noget andet, men som i min optik i hvert fald også gør, at man har en smule ansvar for, hvad pokker det er, der så sker bagefter.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at vi jo som bekendt er et meget bredt flertal, der står bag den ansvarsfordeling, som der er nu, og som vi også slog fast i 2006-aftalen. Men det er jo ikke sådan, at vi har sagt, at det så er op til grundejeren helt alene, eller at det så er op til kommunen helt alene. Altså, vi har jo alene sidste år i nogle af de fælles aftaler, vi lavede der, sat 90 mio. kr. af fra statslig side til at gå ind og understøtte det.

Så jeg tror, vi bliver nødt til netop at se det, som jeg sagde, som en helhed. Og når kystanalysen foreligger med forhåbentlig meget grundige analyser, men også med anbefalinger hele vejen rundt, vil vi læse den med stor interesse og har ikke så mange hellige køer på forhånd.

Fru Pia Adelsteen.

Det tager jeg som et positivt tegn på, at det i hvert fald er noget, man kan diskutere. Når jeg spørger, er det jo, fordi jeg synes, det er ret vigtigt i forhold til den principielle tilgang. Det her er jo ikke exceptionelt for Nørlev Strand, men nu er det det eksempel, der er trukket frem, fordi det måske er det mest groteske tilfælde lige p.t. Men det er jo set andre steder, at huse er ved at falde i vandet, selv om grundejerne egentlig har gjort, som de har fået besked på.

Når jeg tager det op, har det selvfølgelig også noget at gøre med Dansk Folkepartis holdning til kystbeskyttelsesloven, for vi synes, det skal være et nationalt anliggende, netop fordi grundejere også har forskellig økonomi. Så der er meget stor forskel der.

Ordføreren.

Det tror jeg er rigtigt – altså at der er meget stor forskel. Og jeg synes, at hvis man er optaget af at undersøge en model, hvor staten har et større ansvar, skylder man til gengæld også at undersøge meget nøje, hvordan økonomien i det ville se ud, men også – for nu bare at sige det ligeud – hvordan vi så håndterer de forskelle, der måtte være. For mig er der en principiel forskel på, om vi har at gøre med en grundejer, som har haft sit hus der i 50 år, som i starten lå meget langt inde i landet, eller om vi har at gøre med nogle, som lige for nylig har købt en grund og været bevidst om den risiko, der fulgte med.

Så hvis man vil gå videre ad den vej, synes jeg egentlig, der ligger et meget stort arbejde i at kvalificere det. Men lad os tale om det, når vi også ser på analysen.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Så er det ordføreren for Venstre, hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Det er yderst relevant at få debatteret kystsikring. Med over 7.000 km kyststrækning i Danmark er kystbeskyttelsen et meget vigtigt område. For mange mennesker er det med kystbeskyttelsen jo meget nærværende, hvis f.eks. deres hjem eller sommerhus ligger i et truet område. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer, at vi med lovgivningen tager de rigtige hensyn, således at de berørte borgere har de bedst mulige rammer for at beskytte deres ejendom mod naturens kræfter.

Det er helt naturligt og meget forståeligt, at borgerne vil passe godt på deres ejendom og værdier. Vi skal her i Folketinget sætte rammerne og skabe mulighederne for det, og det ansvar skal vi være bevidste om at tage alvorligt. For at gøre det kvalificeret har vi brug for kystsikringsrapporten med analyserne, der kommer senere på foråret, og når den foreligger, skal vi finde nogle løsninger på tingene.

Hvad virker bedst? Det kan man sagtens forestille sig vil være forskellige løsninger forskellige steder. Og så vil jeg bare sige: Hvad skulle der egentlig være i vejen med, at man f.eks. brugte helt naturlige kampesten i de rigtige størrelser de rigtige steder i den rette udstrækning og sammensætning, hvor det nu er bedst? Det tror jeg er en rigtig løsning en række steder. Andre steder kan det være andre løsninger.

Danmark er som bekendt ofte udfordret af vejrguderne, hvilket naturligvis betyder, at vi er nødt til at træffe nogle gennemtænkte og fornuftige valg for at beskytte ejendomme tæt på kysten. Det gælder i høj grad på Vestkysten, hvor naturen er særlig barsk, men også andre steder i Danmark, f.eks. Nordsjælland, hvor borgere og husejere flere steder oplever problemer. Det er som bekendt grundejerens ansvar at kystbeskytte sin ejendom. Det betyder dog ikke, at der er fuldstændig frie rammer til at vælge metoder og omfang. Der er mange hensyn at tage.

Reglerne om kystbeskyttelse er kompliceret stof, og derfor er det glædeligt, at der er igangsat et omfattende arbejde med at belyse og analysere kystbeskyttelsen. Det sker igennem den kystanalyse, som ventes færdig i løbet af det første halvår af 2016. Analysen skal give en vurdering af og et overblik over, hvordan kystbeskyttelsen foretages bedst og billigst, og om kommunerne har de rigtige værktøjer til at klare udfordringerne. Ud over kystanalysen vil der i løbet af 2018 blive foretaget en evaluering af fællesaftalerne om kystbeskyttelse mellem staten og kommunerne.

Kystanalysen er et kærkomment redskab i arbejdet med at forbedre rammerne for kystbeskyttelsen. Der er i høj grad brug for analysen, for vi kan se, at der er mange udfordringer på området. Vi skal være åbne for de forskellige metoder, som findes, til at passe på ejendomme tæt på kystlinjen, uden at det går ud over naturen. Samtidig skal vi også bruge analysen til at vurdere, hvorledes vi får mest mulig kystbeskyttelse for pengene. Det kræver alt sammen viden, således at vi kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag. Jeg håber derfor, at rapporten munder ud i, at vi kan få en åben og fordomsfri diskussion af, hvordan vi skal forme fremtidens rammer for kystbeskyttelsen.

Venstre er optaget af at gøre livet lettere for danskerne i alle dele af landet. Det gælder naturligvis også i forhold til reglerne for kystbeskyttelse. De berørte parter skal føle, at reglerne giver mening og er fornuftige. Det er ingen hemmelighed, at der har været megen diskussion af, om det er tilfældet med de gældende regler, og derfor ser vi i Venstre frem til at læse rapportens konklusioner og anbefalinger som grundlag for forhandlinger med henblik på nogle forhåbentlig gode løsninger. Tak.

Så er det fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ligesom med den socialdemokratiske ordfører vil jeg selvfølgelig også spørge Venstres ordfører, om det her, som jeg nævnte i min tale, om, at man har et myndighedsansvar, når man giver afslag på noget, som vi i hvert fald ved virker – så kan det godt være, det påvirker andre steder, men vi ved, at sten virker – og så siger: Men put så og så meget sand på, og det så ikke virker, mener ordføreren så, at man som myndighed har et ansvar for at hjælpe de grundejere, der så er kommet i klemme?

Ordføreren.

Jamen jeg synes også, at man kan se nogle, skal vi kalde dem, pudsige situationer rundtomkring. Det synes jeg vi skal tænke grundigt over, så jeg vil ikke ret gerne ind i konkrete, skal vi sige, sagsbehandlinger af det. Men der er i hvert fald god grund til også at rose for, at vi får debatten nu, så vi får mere fokus på tingene. Så lad os tage en grundig diskussion om det, når vi får rapporten. Men jeg vil ikke låse mig fast på tingene nu.

Men et myndighedsansvar er et myndighedsansvar. For at udnytte det godt skal der jo ligesom være både bredde og fylde og bund i det. Det kan man godt nogle gange være i tvivl om hvorvidt nu er tilfældet, så lad os tage en yderligere snak om det, når vi sidder der.

Fru Pia Adelsteen, værsgo.

Så et lidt andet spørgsmål: Hvis nu der er nogle grundejere oppe i Furreby, der meget gerne vil sætte rør på stranden og selv betale det, synes ordføreren så, at det er et problem, hvis de i øvrigt ikke generer nogen andre, på trods af at Kystdirektoratet ikke mener de virker?

Ordføreren.

Jamen jeg synes, det er fantastisk, at borgere selv også vil gå foran og prøve at anvise løsninger. Der tror jeg, at vi er meget enige i, at en bagstopper skal være, at det ikke må gå ud over naturen. Så vi og jeg har en fordomsfri tilgang til de her forhandlinger om, at man kan få en så bred vifte som muligt til, at man lokalt kan vælge de rigtige løsninger, og derfor er det godt, at vi så får rapporten, så vi kan få tjek på, hvordan det katalog så skal se ud. Så jeg afviser ikke noget på forhånd, men mangler grundlaget for at sige, hvad det er for nogle ting, vi kan sætte tjektegn ved.

Så er det hr. Kim Christiansen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Hr. Erling Bonnesen nævnte, at det danske vejrlig kan være hårdt, og samtidig nævnte hr. Erling Bonnesen også det her med gennemtænkte løsninger. Hvor gennemtænkt synes hr. Erling Bonnesen det er at bruge 100 mio. kr. om året på at hælde sand op på den jyske vestkyst, som så netop det vejrlig, vi nu har, tager tilbage i havet igen? En enkelt storm, og så er 100 mio. kr. skyllet i havet – er det gennemtænkt, eller kunne det måske være, at man skulle tænke i alternative kystbeskyttelsesformer?

Ordføreren, værsgo

Jamen sådan et eksempel kalder jo lige nøjagtig på, at vi får fulgt op på det, når vi siger, at vi skal have mest mulig kystbeskyttelse for pengene, for det tyder det bestemt ikke på at vi får i sådan en situation, når det skyller væk med det samme. Så der er god grund til at få hanket op i det.

Hr. Kim Christiansen.

Der er jo en vis imødekommenhed, kan jeg fornemme. Nu må vi se, om hr. Erling Bonnesen også kan overbevise sin egen minister om det.

Hr. Erling Bonnesen talte også om, at det ikke må gå ud over naturen, bl.a. som en refleksion over det her med, om borgere må sætte rør ned for egen regning, så længe det ikke går ud over naturen. Nu har man jo på en række forsøgsstrækninger på vestkysten sat rør ned, og jeg kan berolige hr. Erling Bonnesen med, at det netop ikke er gået ud over naturen, for Kystdirektoratet har faktisk forsøgt at finde de her rør, men det er ikke lykkedes dem endnu, fordi de er dækket så meget til af sand, at man ikke kan finde dem. Så er hr. Erling Bonnesen ikke enig i, at det da er en god måde at gøre det på og et godt hensyn at tage til naturen?

Ordføreren.

Som jeg sagde før, så skal det ikke gå ud over naturen, og det tror jeg at alle kan være enig om, og så skal man altså have en åben og fordomsfri tilgang til at bruge de metoder, der virker bedst hvert enkelt sted. Det synes jeg skal være tilgangen til det, så jeg har ikke udelukket noget på forhånd. Og når vi så sidder der og har rapporten, kan vi fik vi jo finde frem til, hvad det er for nogle konkrete værktøjer, vi kan sætte tjektegn ved. Så der skal være åbenhed i tilgangen til de forhandlinger, der forhåbentlig kommer inden så længe.

Tak til Venstres ordfører. Så går vi videre til Enhedslistens ordfører, fru Maria Reumert Gjerding.

Tak for det. Effekterne af den manglende globale indsats for at løse klimaforandringerne viser sig tydeligere og tydeligere. Vi ser stigende vandstand i havene, og vi ser mere voldsomt vejr. Det skaber oversvømmelser overalt i Danmark, og især er vores kyster meget udsatte. Så den stigende vandstand og hyppigere og voldsommere vejr lægger pres på de danske kyster og skaber både oversvømmelser og kysterosion.

Ansvaret for kystbeskyttelsen ligger i dag hos mange forskellige aktører. Staten har ansvaret for strækninger langs vestkysten og enkelte steder i de indre danske farvande, f.eks. på Lolland-Falster. For resten af kysterne er ansvaret placeret hos kommunerne og lodsejerne, og indsatsen finansieres ud fra det såkaldte nytteprincip, dvs. betales af dem, som har nytte af kystsikringen.

I Enhedslisten mener vi, at der er et behov for at se på den måde, kystbeskyttelsen er organiseret på i dag, og vurdere, om den er optimal, og om den er rimelig. Vi mener, at vi bør ændre på en række forhold, så vi bedre kan prioritere indsatsen og sætte ind lige præcis dér, hvor det giver bedst mening for samfundet.

Helt konkret mener vi, at der skal etableres en koordineret indsats omkring kysthåndteringen, ved at der etableres et nationalt kystråd, hvor stat og kommuner er repræsenteret, og det bliver så det her kystråds opgave at planlægge og prioritere kystbeskyttelsen i Danmark, herunder at vurdere, hvor der skal finde kystbeskyttelse sted, og hvor områderne ikke skal beskyttes, men derimod gives tilbage til naturen og til naturens frie dynamik. For vi må jo også være ærlige og erkende, at der vil være områder i Danmark, der igen og igen vil blive angrebet af voldsomt vejr og af stormflod, og der er områder i Danmark, hvor kommunerne har tilladt, at der bygges alt for tæt på kysten, og hvor vi slet ikke har taget højde for de klimaforandringer, som hele verden står i, og hvis styrke kun vil tage til i fremtiden.

Der vil derfor være områder, hvor regningen for at genopbygge år efter år simpelt hen vil blive for stor, og hvor vi bliver nødt til at sige, at de her områder skal gives tilbage til naturen. Det, der bare er vigtigt her, er, at det ikke placeres hos den enkelte lodsejer eller den enkelte grundejer rundtomkring i Danmark, men at vi derimod også via kystrådet får til opgave at understøtte investeringer i kystbeskyttelse i de områder, hvor vi vurderer ud fra en national vurdering, at det skal bevares, og at det skal kystsikres, samt at frikøbe arealer, hvor stat og kommuner finder det hensigtsmæssigt at nedlægge f.eks. sommerhusområder, der trues af hyppige oversvømmelser, og omdanne disse til natur i stedet for at kystsikre.

På vegne af Enhedslisten, Alternativet og SF skal jeg fremsatte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Regeringen opfordres til i forlængelse af analysen af kystsikringen at indkalde Folketingets partier til en drøftelse af den fremtidige organisering af kystbeskyttelsen, herunder drøfte etablering af et nationalt kystråd, der med deltagelse fra stat, kommuner, interesseorganisationer, eksperter og turismeindustrien kan sikre en overordnet planlægning af kystbeskyttelsen, herunder udpege områder, som skal tilbageføres til naturområder, eller hvor adgang kan forbedres.

En statslig kystbeskyttelsesfond kan i samarbejde med kommuner og lodsejere sikre en prioriteret indsats omkring kysterne. Under hensyntagen til de nødvendige synergier med f.eks. natur og adgang er det vigtigt, at der også tages hensyn til kysternes frie dynamik i kystbeskyttelsen. Kystsikring skal primært placeres, hvor klimaforandringer truer bysamfundet og større fælles tekniske anlæg. Naturens frie dynamik er vigtig – også i sommerhusområder. Et eventuelt kystråd og en kystbeskyttelsesfond skal ikke kun tage hensyn til grundejere, men vægte vores fælles værdier højt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 20).

Forslaget vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti.

Altså, jeg kunne i hvert fald godt høre, at ordføreren ikke ejer et sommerhus og vil få en regning i form af en realkreditopkrævning på 1 mio. kr. på mandag. Det kunne man godt høre. For sagt med al respekt: Det er muligt, at der er klimaforandringer på vej, men nogle af de sommerhuse, som er røget i havet, er altså ikke sommerhuse, som er bygget ude på strandkanten; dem, vi taler om nu, er måske i tredje række derfra. Så man kan sige, uden i øvrigt at have haft et kystråd, at der i hvert fald er nogen, der har besluttet, at det her skulle gå tilbage til naturen.

Jeg skal bare spørge ordføreren – det har jeg også spurgt de andre ordførere om – om det principielle i, at man som myndighed giver afslag på en bestemt type kystsikring for at anbefale en anden, som ikke virker, og om man så i ordførerens optik pådrager sig et myndighedsansvar.

Ordføreren.

Jeg vil gerne gøre ordføreren opmærksom på, at kystbeskyttelse er mange forskellige ting. Kystbeskyttelse handler jo både om de sommerhuse, som er i fare for at ryge i vandet ved Vesterhavet, men det handler også om sommerhusområder, der ligger meget tæt på kysten, og som igen og igen vil rammes af stormflod som følge af klimaforandringerne. Og lige præcis det, som jeg lagde op til i min ordførertale, var, at vi skulle sikre, at der var et fælles nationalt ansvar – i virkeligheden det, som jeg også hørte ordføreren efterspørge i sin ordførertale, altså at vi går ind og prioriterer og sætter ind og ikke overlader det til den enkelte lodsejer at kæmpe for sit eget sommerhus, men tager ansvar i fællesskab og også tager ansvar i forhold til finansieringen af det her i fællesskab, så det ikke individualiseres hos den enkelte, der er så uheldig at have et sommerhus det forkerte sted.

Så jeg synes i høj grad, at jeg imødekommer lige præcis de pointer, som ordføreren for Dansk Folkeparti siger er vigtige her. Og selvfølgelig skal vi da sikre, at vi benytter de rigtige metoder til at kystsikre. Det synes jeg da er helt åbenlyst.

Fru Pia Adelsteen.

Skal jeg så forstå det sådan, at Enhedslisten også synes, at hvis man vil overdrage noget til naturen, erstatter man det, altså at det er en form for ekspropriation, hvor man siger: Okay, vi laver en strategi – det her vil vi give tilbage til naturen, og det er en form for ekspropriation, så vi holder de her sagesløse grundejere skadesløse?

Ordføreren.

Der er jo givetvis mange forskellige situationer rundtomkring i Danmark, men ja, vi mener, at der, hvor det nationale kystråd vurderer at her kan man ikke beskytte, fordi der kommer stormflod, eller hvad der nu sker, år efter år, og det på sigt bliver en kæmpe udgift, bliver man nødt til at flytte folk og selvfølgelig sikre dem en form for kompensation. Der er jo også områder, hvor man kan sige at kommunerne har tilladt byggeri alt for tæt på kysten.

Hvordan finansieringen skal strikkes sammen, er vi åbne for at diskutere, og der håber vi da også at kystanalysen, som snart er færdig, kan gøre os alle sammen klogere på, hvordan det her i virkeligheden ser ud.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det ordføreren for Liberal Alliance, hr. Carsten Bach.

Der er jo tale om noget meget omfattende og komplekst, når vi nu som i dag taler om kystsikring, og noget, vi sådan heller ikke rigtig kan kontrollere. Selv om jeg ikke, som fru Maja Panduro, har en større familiesaga, jeg kan berette om her fra talerstolen, tror jeg godt, jeg kan sige, at der er tale om, at der er nogle ret stærke kræfter involveret i det her spil, både fra naturens side, men også i forhold til nogle af de menneskelige følelser. Det er såmænd nok også derfor, at spørgsmålet er havnet i Folketingssalen i dag. Men lad mig sige med det samme, at jeg ikke heroppefra kan stå og tage stilling til enkeltsager eller bedømme enkelte metoder, som formentlig er hele baggrunden for debatten i dag. Men jeg kan sige, at vi i Liberal Alliance støtter det fremsatte brede forslag til vedtagelse, som tidligere blev læst op af fru Pia Adelsteen. Vi ser meget frem til at læse den overordnede kystanalyse, som jeg ved regeringen jo så vil barsle med inden for det næste halve års tid.

Vi skal her i Folketinget skabe de overordnede rammer og lovgivning for kystsikringen, hvilket vi ikke rigtig har mulighed for at gøre på et oplyst grundlag på nuværende tidspunkt, da vi jo mangler den store kystanalyse, som så er på vej. Først derefter kan vi forhåbentlig få klare svar på, om det, vi har gjort indtil nu, er det rigtige, eller om der er noget, der skal gøres helt anderledes. Og der er mange hensyn at tage, bl.a. økonomiske og kystlandskabets bevarelse, naturens frie udfoldelse osv.

Men det er jo værd at understrege, som ministeren også gjorde tidligere, hvad formålet egentlig er med kystsikring. Sådan lidt kort sagt er det jo at forhindre oversvømmelse og nedbrydning af mennesker og ejendom. Og ja, jeg sagde nedbrydning af mennesker. Fru Pia Adelsteen og flere andre har nævnt noget om ondt i maven tidligere i debatten, og jeg vil så godt gå måske et lille skridt videre og så tale om egentlig nedbrydning af mennesker. Men kan mennesker nu blive nedbrudt af havet? Det kan de måske ikke sådan direkte, men det kan de måske blive af at se deres ejendom blive nedbrudt, og måske kan de også blive nedbrudt af deres kamp mod systemet, der forhindrer dem i at beskytte deres egen ejendom efter bedste evne.

Liberal Alliance ønsker selvfølgelig at værne om vores fælles kyststrækninger og den naturlige udvikling her, men formålet med loven er helt klart og helt tydeligt, og Liberal Alliance vil selvfølgelig holde regeringen op på det og sikre, at grundejere har tilstrækkelig mulighed for at beskytte værdier mod erosion og oversvømmelse, som det så også står i den vedtagelsestekst, som er fremsat og tidligere læst op af fru Pia Adelsteen.

Jeg er af den overbevisning, at debatten, vi har her i dag, aldrig var blevet rejst, hvis Kystdirektoratet for mange år siden havde taget opgaven om oplysning og kommunikation med berørte borgere mere til sig og set sig selv mere som et serviceorgan for borgerne generelt og i særdeleshed for de direkte berørte borgere langs vores kyster. Set udefra virker det lidt, som om der i en alt for lang årrække har eksisteret et lidt selvregerende, enerådigt embedsvælde i Kystdirektoratet med bestemte politiske undertoner – et direktorat, der heller ikke har kunnet acceptere tekniske rapporter fra flere af landets største rådgivende ingeniørfirmaer, anerkendte rådgivende ingeniørfirmaer sågar, og hvor det næsten har været et religiøst dogme, at naturen skal gå sin gang og kun kompenseret af sandfodring. Det virker unuanceret på mig, og jeg er derfor glad for, at ministeren og regeringen som sådan allerede har styrket dialogen mellem myndighederne og grundejerne i de verserende kystbeskyttelsessager, som også er omtalt tidligere i dag.

Desuden vil jeg gerne opfordre Kystdirektoratet til at indgå i en mere konstruktiv dialog om tilladelse til selvfinansieret grundejerforsøg med alternative metoder og evaluering af effekten af disse metoder. Så har jeg også noteret mig et forslag, ministeren nævnte lidt tidligere, om fritagelse af grundskyld for ejendomme ramt af kysterosion. Det synes jeg lyder meget interessant, og Liberal Alliance kan helt generelt støtte den vedtagelsestekst, der tidligere blev læst op af fru Pia Adelsteen, og ser frem til kommende politiske forhandlinger om kystsikringen i Danmark.

Fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti, for en kort bemærkning.

Tak for talen til ordføreren. Jeg er også glad for, at ordføreren specificerer, at man, hvis grundejerne selv er villige til at betale, ikke kan se, at der skulle være noget til hinder for at gøre nogle ting – så længe det ikke skader andre, for det synes jeg også er væsentligt at sige.

Jeg vil selvfølgelig spørge ordføreren om noget, ligesom jeg har spurgt de andre, og når man nu ikke synes, man vil tage udgangspunkt i enkeltsager og ikke vil forholde sig til enkeltsager, må man jo forholde sig til det principielle. Og det principielle er vel et eller andet sted, sådan som jeg ser det, og som jeg har forklaret det flere gange, om man, når en myndighed siger nej til noget og anbefaler noget andet, så pådrager sig et myndighedsansvar. Det vil jeg meget gerne høre Liberal Alliances holdning til.

Ordføreren.

Tak for det. Fru Pia Adelsteen har set fuldstændig rigtigt. I og med at jeg sagde, at jeg ikke kunne tage stilling til enkeltsager og enkeltmetoder, så var det et forsøg på at afværge en længere dialog os to imellem.

Med hensyn til ansvaret vil jeg sige, at jeg i virkeligheden mener, at man som myndighed har ansvaret for i den her situation løbende at have en dialog og løbende at evaluere og sætte ind i tide, som i øvrigt også er nævnt i vedtagelsesteksten, og også ændre i tide i de situationer, hvor det er nødvendigt.

Fru Pia Adelsteen.

Tak for det. Det var sådan lidt vagt formuleret, synes jeg jo, for hvis vi alt andet lige tager udgangspunkt i en speciel situation, startede man faktisk med at søge om den skråningsbeskyttelse tilbage i 2009. Der må man sige, at der har grundejerne måske været forud for Kystdirektoratet og sagt, at de altså bliver nødt til at gøre noget. Men de får afslag på det. Det gør de på baggrund af et høringssvar fra Hjørring Kommune, hvor Hjørring Kommune så i øvrigt laver en skråningsbeskyttelse til deres vej, for den skulle da nødig falde i vandet – så pyt med sommerhusene.

Det er derfor, jeg spørger lidt om det principielle, og der håber jeg da på et lidt klarere svar.

Ordføreren.

Så lykkedes det mig alligevel ikke helt at afværge debatten om enkeltsager. Jeg tror bare, jeg helt stilfærdigt igen måske vil konstatere, at jeg synes, at man som myndighed har et ansvar for løbende at følge op på de tilladelser, som man nu har givet, og så tror jeg, vi skal sige, at de politiske forhandlinger, som vi på et senere tidspunkt når frem til, måske kan afdække, om der skal laves noget om i det her forhold.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Så er det ordføreren for Alternativet, hr. Christian Poll.

Kysterne er vores vildeste natur. Det er de steder i landet, vi alle sammen kender, enten fra vi var børn eller fra daglig brug af dem. Kysterne er der, hvor vi oplever vildskaben, og det er Alternativets stærke ønske, at vi bliver ved med at kunne opleve vildskaben langt de fleste steder langs de danske kyster.

Det er jo så også ved kysterne, at vi har mødet mellem den vilde natur og ejendomsretten, og vi er samlet her i dag for at snakke om den problemstilling, der er i kystsikring. På den ene side vil vi gerne bevare den fælles glæde og oplevelse, det er at have en ubrudt kyststrækning, som får lov til at udvikle sig i den vildskab, som naturen har, og på den anden side vil vi gerne have en række både fælles anlæg og private ejerskabsforhold i nærheden af kysten og passe på dem.

Vi ved godt, at kystsikring er noget, vi har arbejdet med i Danmark i århundreder. Det er jo ikke nogen nyhed, at kysten flytter sig. Det har været et vilkår i mange, mange år, at man ved, at kysten flytter sig, og at man på forskellige måder kan forsøge at holde den fra livet eller på anden måde modellere den.

Vi ved også godt, at de klimaforandringer, som vi ser flere og flere af, og som gør, at vejret jo bliver vildere, vådere og varmere, æder sig hurtigere ind mange steder i landet.

Derfor er det rigtig vigtigt – og jeg er glad for den her forespørgselsdebat – at vi får den analyse, som blev sat i gang i 2014. Det er rigtig vigtigt, at vi bliver ved med at blive klogere på og åbne for at finde ny løsninger for kystbeskyttelsen.

Men det er også vigtigt at holde sig den brede tilgang for øje, og det er derfor, at vi fra Alternativet ikke tilslutter os det første forslag til vedtagelse, men i stedet har valgt det forslag til vedtagelse, som Enhedslistens ordfører fremsatte lige før, som jo handler om, at vi skal se med det brede sigte på det. Som det ligger i loven, er der jo de her otte hensyn, der skal arbejdes med, og i dem ligger sådan set det brede sigte, men det skal vi holde fast i.

Det er vores holdning, at vi skal gøre det endnu bredere, og derfor har vi i vores forslag til vedtagelse, nr. V 20, foreslået et kystråd og en kystsikringsfond, altså størrelser, som ud fra mere objektive hensyn kan vurdere, hvor vi gerne vil passe på noget, og hvor vi gerne vil se den frie natur folde sig ud. Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti.

Ordføreren siger, at kysterne skal have lov til udvikle sig, tror jeg det var, med den vildskab, de har – det var sådan meget malerisk. Jeg vil bare spørge ordføreren, om det så også betyder, at Alternativet ikke synes, at man nødvendigvis skal sandfodre dér, hvor man gør det i dag, for så lader man jo ikke naturen gå sin gang, kan man sige.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at man hele tiden taler om de her klimaforandringer, og at det er dem, vi skal tage hensyn til. Så må jeg simpelt hen gøre opmærksom på – det er jeg nødt til – at hvis man lige for tiden skal kystsikre eller sandfodre, kører man sand i lastbiler fra Hirtshals til Nørlev Strand i pendulfart for at smide sand på stranden, hvor det er væk efter halvanden time, hvis der kommer en storm. Altså, jeg ved ikke, hvor godt klimaet har af det med den lastbilkørsel – de kører sådan cirka 3 km på literen, vil jeg tro.

Jeg kunne bare godt tænke mig at høre: Skal det hele gå naturens gang?

Ordføreren.

Alting skal selvfølgelig ikke gå naturens gang, og det er også derfor, at vi i vores forslag til vedtagelse har en beskrivelse af, at der jo er visse, især af de fælles værdier, som vi skal lægge særlig vægt på at beskytte. Jeg skal heller ikke her kunne stå at afgøre, om sandfodring nu er den bedste tekniske løsning, eller om en anden løsning ville være bedre, fordi det er jo helt afhængig af, hvor vi er, hvordan strømforholdene er, hvilke materialer der ligger på stranden dér, og en lang række andre forhold.

Så sandfodring kan være godt nogle steder og dårligt andre steder – det skal jeg ikke kunne afgøre.

Fru Pia Adelsteen.

Nu vil jeg så spørge Alternativets ordfører ligesom de andre om det principielle i, at når en myndighed ligesom siger nej til noget og anbefaler noget andet, om den så har pådraget sig et myndighedsansvar.

Ordføreren.

Det skal jeg ikke kunne afgøre og udtale mig om herfra, for jeg kender ikke de konkrete sager. Jeg tænker, at man i forbindelse med en erstatningsdiskussion jo skal kigge på mange forskellige forhold, bl.a. sådan noget som hvor længe man har boet i det pågældende hus, hvilke forhold der er omkring det her sted, altså rent geologiske, vejrmæssige forhold, geologien i stranden osv. Der er mange ting, der har med det at gøre, og jeg kan ikke sige sådan en til en, om det er kommunens ansvar eller ej eller andre myndigheders ansvar i sådan en situation.

Tak til Alternativets ordfører. Herefter går vi videre til ordføreren for Det Konservative Folkeparti, fru Mette Abildgaard.

Tak for det. Jeg skal lige starte med at huske at sige, at jeg skal hilse fra Det Radikale Venstre, som har tilsluttet sig det forslag til vedtagelse, der ligger. De er blevet ramt først af sygdom og siden hen af det fremskredne tidspunkt i forhold til forventningerne, men den hilsen lovede jeg lige at give videre.

I Det Konservative Folkeparti sætter vi utrolig stor pris på vores uberørte kyster, og derfor værner vi også om den strandbeskyttelseslinje, som vi har i dag. Vi er glade for, at det i dag i udgangspunktet ikke er muligt at opføre nye boliger inden for den her linje. Vores kyster er en gave, som vi har arvet fra de forrige generationer, og som vi til gengæld har til låns fra de kommende generationer. Det er vores politiske udgangspunkt.

I dag oplever vi grundejere, som flere ordførere før mig så rigtigt har været inde på, som i den grad kæmper for deres ejendom, og som kan se, hvordan deres ejendom kommer tættere og tættere på at falde i havet. Det må gøre frygtelig ondt. Lige så utrolig smukt det må være at bo i de ejendomme – det kan jeg virkelig forestille mig – lige så smerteligt ondt må det også gøre at se dem risikere at ryge i havet. Så jeg forstår bestemt godt den bekymring, der er, og det er naturligvis noget, vi som politikere skal tage ganske alvorligt.

I Det Konservative Folkeparti er vi grundlæggende tilhængere af princippet om, at det er grundejerne, som har det økonomiske ansvar for at beskytte deres ejendom mod havet, på samme måde som andre grundejere selv finansierer beskyttelsen af deres bolig. Det er, som flere andre også har nævnt, det, der er essensen i det forlig, der også ligger på området.

Vi synes også, det er meget fornuftigt, at Kystdirektoratet skal træffe afgørelse på baggrund af en bred vifte af parametre, herunder jo både beskyttelsesforanstaltningers tekniske og miljømæssige kvalitet; kystlandskabets bevarelse og genopretning er også en vigtig faktor for os, og så selvfølgelig også hvorvidt det opretholder den offentlige adgang til kysten, som vi også mener er værd at stå vagt omkring.

Indkalderen til forespørgselsdebatten spørger konkret til, om private grundejere skal have mulighed for at anvende anden type af sikring end sandfodring, herunder hård sikring eller drænrør. Til det vil jeg blot sige: Det er ikke sådan, at vi i Det Konservative Folkeparti pr. automatik udelukker den ene eller anden metode, men vi mener der må være evidens omkring de metoder, man tager i brug. Og når Kystdirektoratet opfører en metode som en mulighed på sin liste, skal det også være, fordi der er noget tillid til, at metoden har en effekt, og det kræver selvfølgelig, at det er dokumenteret. Det er vigtigt for mig at sige.

Så er det også vigtigt at sige, som flere andre også har været inde på, at der måske har været behov for en mentalitetsændring hos Kystdirektoratet for at gå i en mere – hvad kan man sige? – målrettet dialog med de grundejere, som ender i problemer, men jeg har også hørt bl.a. fra indkalderen til forespørgselsdebatten selv, at det opleves derude, at tingene er blevet bedre, og det synes jeg jo er værd at kvittere for.

Vi ser meget frem til den kystanalyse, som kommer i første halvår af 2016, som ministeren har lovet både i dag og i svar på udvalgsspørgsmål, og vi forventer, at analysen vil give anledning til yderligere debat om måden, hvorpå kystbeskyttelsen reguleres, finansieres og sådan set også organiseres. Og til den tid fortsætter vi meget gerne den her vigtige debat.

Så er det fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti, for en kort bemærkning.

Det er blot for lige at rette til: Altså, vi taler overhovedet ikke strandbeskyttelseslinje her. Det mener jeg simpelt hen ikke. Det her er et spørgsmål om kystbeskyttelse, og et spørgsmål om at beskytte ... [Lydudfald].

Jeg har stillet et principielt spørgsmål til de andre, og det vil jeg også gøre til ordføreren her: Pådrager man sig som myndighed et ansvar, hvis man siger nej til noget, som ejerne selv betaler, og som man i øvrigt også har evidens for virker – for det ved vi sten gør – og beder om noget andet, og det så ikke hjælper? Pådrager man sig på den måde så et ansvar?

Jeg har også et lidt andet spørgsmål. For ordføreren sagde – og jeg er udmærket godt klar over, at ordføreren hentydede til de her rørforsøg, der har været, og at der er nogle, der stadig væk gerne vil sætte rør på stranden – at det er man ikke indstillet fra konservativ side på at sige ja til, fordi der skal være evidens for det, vi gør.

Betyder det så, at vi fremover kun får en kystsikring i Danmark, som, hvad kan man sige, andre lande har prøvet og fundet evidens for virker, og at vi ikke selv skal gøre noget som helst nyt i Danmark?

Ordføreren.

Ordføreren skal ikke opfatte mit svar på det med drænrør på den måde, som det udlægges her. For vi har ikke noget imod, at der laves forsøg. Det synes vi er udmærket. Man må så også respektere de svar, der kommer ud af de forsøg, som laves.

Jeg har ikke noget imod, at vi laver yderligere forsøg med drænrør og lader nogle private afprøve det. Det skal bare ske under den meget klare forudsætning, at de er klar over, at det er forsøg, og at Kystdirektoratet ikke kan stå inde for det som en metode, der er kvalificeret.

Så længe det sker på et fuldstændig oplyst grundlag, er det ikke noget, vi udelukker overhovedet. Det er vigtigt for mig at sige.

Fru Pia Adelsteen.

Det er jeg glad for at høre, for det åbner i hvert fald nogle muligheder. Så mangler jeg bare svar på mit andet spørgsmål om den principielle tilgang til et ja eller nej-svar fra EU-myndigheden.

Ordføreren.

Ja, selvfølgelig. Undskyld, at jeg glemte den del. Myndighedsansvaret er et svært spørgsmål. Myndighederne har et ansvar for at være opdateret på deres vidensgrundlag, de har et ansvar for at afprøve nye metoder, så man hele tiden bruger de bedst dokumenterede metoder.

Men man kan jo ikke give myndigheden det ansvar altid at træffe korrekte beslutninger. Forstå mig ret. Det kan være svært at forudse, hvad der virker det ene sted, og hvad der ikke virker det andet sted. Så på den måde synes jeg, at der må være en grænse for, hvilket ansvar der kan tillægges på den facon.

Men det drøfter vi meget gerne nærmere, for det her er heller ikke noget, som jeg er fuldstændig fastlagt på.

Tak til ordføreren for Det Konservative Folkeparti. Så er det miljø- og fødevareministeren. (Kim Christiansen markerer for at få ordet). Det er sandt, der kan komme noget nyt og epokegørende på banen her. Værsgo til hr. Kim Christiansen som privatist. Værsgo.

Tak for det. Når jeg nu simpelt hen ikke kunne modstå fristelsen til at gå op som privatist, er det selvfølgelig, fordi jeg har arbejdet med det her område i mange år, fordi det jo tidligere lå under Transportudvalget.

Af uransagelige årsager var der et par embedsmænd, der – sikkert over en kop kaffe – blev enige om, at det her skulle flyttes. Og jeg tror, det skete sådan, at man i nattens mulm og mørke flyttede det her, da Magnus Heunicke blev transportminister. Jeg kan ikke huske, om det var ved den syvende eller den ottende ministerrokade under den tidligere regering .

Så kom det over til miljøminister Kirsten Brosbøl, som jo ikke vidste noget som helst om det her. Vi havde hende i samråd, og så gjorde man det – og det har været i en form for afmagt eller for at skyde noget til hjørne – at man altså igangsatte en undersøgelse af de danske kyster, 7.300 km.

Så er jeg jo nødt til at spørge: Jamen hvorfor igangsatte man en analyse af hele vores kyststrækning? Det gjorde man, fordi man gerne vil vide noget om kysterne. Kan det så tolkes på den måde, at man ikke har vidst en pind om det i forvejen?

For så er jeg nødt til at spørge – og nu kan jeg jo se, at Per Sørensen fra Kystdirektoratet sidder så pænt dernede hos embedsmændene, men jeg kan nok ikke få ham til at komme på talerstolen i dag og give mig et fornuftigt svar – om Kystdirektoratet har kystbeskyttet fuldstændig i blinde før i tiden.

Det må de jo have gjort, for alle ordførere og ministeren har nævnt den her undersøgelse som det, der simpelt hen skal løse den gordiske knude; den skal løse alle problemer omkring dansk kystsikring. For vi kan ikke få noget ordentligt svar. Uanset hvor vi spørger, kan vi kun få det svar, at der jo kommer en analyse, og den må vi lige afvente. Så jeg kan kun tolke det, som om man har faret rundt i blinde og har brugt adskillige milliarder kroner på kystsikring før i tiden.

Så kunne jeg jo også godt tænke mig måske at invitere ministeren på en tur ud i den virkelige verden. For jeg hørte ministeren sige i sin tale, at »Kystdirektoratet mener« – jeg tror, det kom flere gange – og »Kystdirektoratet siger«.

Hvad mener ministeren? Kunne ministeren tænke sig at komme med ud at se lidt af naturen derude, f.eks. der, hvor Kystdirektoratet har faret rundt med en bulldozer for at finde nogle drænrør. Det lykkedes dem aldrig. Og det siger jo lidt om, at der måske ligger noget sand ovenpå, og det kan man så prøve at tænke over.

Ministeren nævnte også, at sandfodring jo virkede. Det virkede i Rio i Brasilien, og der var andre eksotiske steder. Så er jeg nødt til sige, at drænrør også virker.

Der har vi dog ikke nødig at gå længere end til Holland, for der har man jo faktisk haft et forsøg fra 2007 til 2011. Og i afrapporteringen af det forsøg står der jo altså også, at der ikke var blevet målt så store mængder sand tidligere, som der blev.

Så man har såmænd ikke nødigt hverken at tage til Rio eller andre steder for at få bekræftet, at noget virker. Drænrørene virker.

Jeg kunne bare godt tænke mig, at man ikke kun lænede sig tilbage og sagde, at vi afventer en rapport, og indtil da læner vi os i øvrigt op ad en fejlbehæftet rapport fra to professorer, hvoraf den ene i hvert fald siden har trukket en lille smule i land.

Så jeg kunne godt tænke mig, at vi var lidt mere objektive og lidt mere, hvad skal man sige, imødekommende i forhold til også at prøve nye ideer. Tak.

Tak til privatisten. Der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra fru Maja Panduro, Socialdemokraterne. Værsgo.

Jeg overvejede egentlig, om man bare skulle lade det der udbrud fare. Altså, de der anklager, der kommer mod Kystdirektoratet, tror jeg vil overlade til ministeren at svare på. Det går jeg til gengæld ud fra at hun gør, for det synes jeg er rimelig vildt at man skal høre på her i Folketingssalen.

Det bliver sagt, at det overhovedet ikke er nødvendigt at lave en kystanalyse, at det i virkeligheden bare er spild af kræfter, og at alle mulige formentlig bare har faret rundt i blinde hidtil osv. Og så skal mit spørgsmål til privatisten bare lyde:

Vil det sige, at privatisten så er imod den vedtagelsestekst, som vi så bredt herinde er blevet enige om, og som ordføreren fra privatistens eget parti læste op?

For den handler jo netop bl.a. om den kystanalyse, som er på vej, og som jeg tror vi er mange der synes det er klogt og rigtigt at vi får.

Privatisten.

Jeg vil sige to ting. Jeg anklager ikke Kystdirektoratet for noget som helst. Jeg kom med et simpelt spørgsmål: Har man kystsikret i blinde før, siden man nu er nødt til at lave en diger analyse af de danske kyster? Det tror jeg ikke man har, så det er ikke nogen anklage. Det var et spørgsmål.

For jeg er sikker på, at Kystdirektoratet løbende faktisk udfører de undersøgelser og analyser af den danske kyst; det er jo for pokker det, Kystdirektoratet er til for. Så det var ikke nogen anklage. Det var bare et spørgsmål ud i det blå om, hvorfor pokker man har iværksat en dyr analyse.

Til sidst vil jeg sige, at ud over at være privatist lige nu er jeg også en del af Dansk Folkeparti, og selvfølgelig står jeg bag det forslag til vedtagelse. For det er dog en tilkendegivelse af, at der er folk, der gerne vil arbejde konstruktivt med det her.

Men jeg kunne måske godt have tænkt mig, at den havde været lidt skarpere i sin formulering, i stedet for at man bare lader det hele munde ud i, at man afventer en analyse.

For verden kan jo ikke gå i stå, indtil vi har den analyse. Vi er nødt til at gøre noget nu. Der er folk, der mister deres ejendom. Kommer der en stor storm i nat, er der måske tre eller fire husejere med en gæld på 1 mio. kr. til deres kreditforening, fordi deres huse ligger ude på 6 m vand.

Det bliver vi da nødt til at forholde os til i stedet for bare at køre det hele over på nogle analyser.

Fru Maja Panduro.

Det er så måske også vigtigt, at det er det rigtige, vi gør, og at vi ikke bare gør noget for at gøre noget.

Jeg er glad for, at privatisten siger, at han trods sit udbrud kan bakke op om den analyse, som er på vej, og som skal give os et fælles beslutningsgrundlag for forhåbentlig her på saglig og ordentlig vis at kunne drøfte det og lægge en ordentlig strategi for Danmarks kystbeskyttelse fremover.

Jeg vil bare sige, at hvis man siger, at det ikke var en anklage mod Kystdirektoratet, og at det, man sagde før, ikke var voldsomt, så synes jeg, at ordføreren skulle gå tilbage og læse, hvad det var, han fik sagt. For jeg synes faktisk ikke, det var i orden over for dygtige medarbejdere.

Så er det privatisten.

Jeg har såmænd ikke nødig at gå tilbage og læse det. Jeg hørte jo, hvad jeg selv sagde, og jeg kunne også se på Per Sørensen dernede, at han tog det med et smil. Sådan er det nu engang, når vi debatterer. Så kan tonen godt være lidt rå, men den kan også være hjertelig.

Jeg vil bare sige, at jeg selvfølgelig respekterer, at man nu har iværksat en analyse. Jeg har bare ikke været enig i, at man skulle iværksætte den.

Jeg har arbejdet med det her i 9 år, og jeg har altså en del viden om kystsikring. Det har Kystdirektoratet også. Jeg aner ikke, hvad man skal bruge en analyse til, medmindre det er for at vinde tid. Og det tror jeg det er i det her tilfælde.

Tak for det. Så er talerlisten udtømt, og jeg vil give ordet til ministeren. Værsgo.

Jeg vil gerne starte med at takke forslagsstillerne for den hjertelige tone, der har været i tilgangen fra fru Pia Adelsteens side i dag.

Fru Pia Adelsteen startede nemlig med at takke for alt det, der her på det seneste er sket på området. Bl.a. fremhævede hun det, at Kystdirektoratet har fremmet dialogen og gjort en stærk indsats, og jeg havde jo så lejlighed til at lade rosen gå videre til embedsværket.

Det synes jeg er værd at fremhæve i forhold til den sidste ærede taler, der sagde, at vi skulle lade være med at læne os tilbage og bare vente på en kystanalyse. Det står jo i grel modsætning til forespørgerne bag dagens forespørgselsdebat, der netop har rost alle de initiativer, der er taget.

Det får mig i øvrigt til at sige, at det, vi jo netop skal lande på – det var fru Pia Adelsteen også inde på – er, at der skal være en tillid til myndighederne, og at man skal have et godt samspil og en god dialog for at finde de rigtige løsninger.

Så tak for den tilgang, som jeg også har oplevet fra langt de fleste ordføreres side i dag, og jeg ser frem til, at vi også kan få de mere konkrete drøftelser senere på året.

Så er det jo især hr. Kim Christiansens tale, jeg bliver nødt til at kommentere lidt. For jeg synes absolut, det giver god mening at få lavet en kystanalyse. Og jeg vil gerne tilslutte mig rosen fra fru Maja Panduro til den tidligere miljøminister, Kirsten Brosbøl, der satte det i gang. Det er prisværdigt, og det gør jo, at vi nu kan se frem til, at vi snart har et godt grundlag at tage en diskussion på.

For det er jo bl.a. det, som jeg har oplevet fru Pia Adelsteen efterlyse: Hvad er der af international erfaring? Hvad er der af viden? Hvad er der af metoder? Kan vi ikke få et samlet overblik over, hvad man gøre i forhold til kystsikring? Det er da værd lige at stoppe op og få taget bestik af, hvordan det ser ud i dag i forhold til erosionsfare, i forhold til oversvømmelse.

Så jeg ser rigtig meget frem til, at det kan berige os i forhold til mere viden og dermed et bedre beslutningsgrundlag for de politiske drøftelser, vi skal have. Og jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi anerkender, at vi her netop har at gøre med noget, som er dynamisk, og derfor er der behov for, at vi en gang imellem stopper op og får lavet en grundig analyse.

Så vil jeg godt sige, at når Kystdirektoratet har drønet rundt for at lede efter drænrør ude i sandet, har de gjort det på opfordring af fru Pia Adelsteen, og fordi vi gerne ville være helt sikre på, hvad vi nu har af kendskab til, hvordan drænrør har virket.

Derfor har jeg haft en rigtig god dialog med fru Pia Adelsteen om, hvordan vi skal få fulgt op på de drænrør, der har været placeret enten lovligt og ulovligt, for at finde ud af effekten. Og jeg må bare konstatere, at med det, man har lavet i Danmark, og med det, man har lavet i Holland, når man samstemmende frem til, at man ikke kan påvise en effekt af drænrørene. De kan ikke stå alene, og det er også resultatet af den hollandske undersøgelse, og det tror jeg efterhånden jeg har svaret på rigtig mange gange.

Så analysen løser ikke alle problemer, men den giver os et godt grundlag for en politisk drøftelse, og jeg skal såmænd gerne, som der blev opfordret til af fru Maria Reumert Gjerding, invitere Folketingets partier til drøftelse af kystanalysen.

Jeg må dog bare sige, at jeg med det forslag til vedtagelse, som er fremsat af Enhedslisten, Alternativet og SF, tror jeg, at det bliver et forholdsvis kort møde, vi får.

Altså, tager man forslaget til vedtagelse, kan man se, at der bl.a. står, at kystsikring primært skal placeres, hvor klimaforandringer truer bysamfundet og større fælles tekniske anlæg.

Jeg vil bare sige, at den tilgang til det er jeg helt uenig i. Det, der har præget debatten i dag, har været sommerhusejerne rundtomkring og den individuelle borger, og så kan jeg slet ikke tilslutte mig partier, der synes, at det her først og fremmest handler om de større byanlæg, altså bysamfund og større fælles tekniske anlæg.

Jeg synes simpelt hen, at der mangler respekt for sommerhusejerne og alle dem, der med fru Pia Adelsteens udtryk render rundt og har ondt i maven over, hvilke storme der kan komme og tage deres sommerhuse.

Som det andet foreslår de tre partier, at vi skal have et nationalt kystråd, og som jeg forstod svaret fra fru Maria Reumert Gjerding, skulle det faktisk nærmest have mulighed for at kunne flytte folk fra sommerhusområder, hvis det her såkaldte nationale kystråd mener, at det er udsigtsløst at beskytte et område.

Altså, jeg vil bare sige: Jeg vil aldrig nogen sinde bakke op om, at vi skulle til at tvangsflytte mennesker fra nogle områder, hvor de f.eks. har et sommerhus, eller hvad der skulle gøre sig gældende.

Jeg mener i øvrigt ikke, at det skal være et såkaldt nationalt kystråd, der skal træffe bestemmelser om regionale udfordringer. Tværtimod benyttede jeg bl.a. muligheden for at fremhæve de kommunale samarbejder, vi ser, hvor man tænker i helhedsløsninger på nogle strækninger, som det, der er vejen frem.

Det tredje, jeg vil sige i forhold til, at jeg tror, det bliver et kort møde, er det, som flere ordførere, bl.a. fru Mette Abildgaard, har fremhævet i dag, nemlig at udgangspunktet jo er, at det er grundejerne, der har ansvaret for at kystsikre deres ejendomme. Og det vil jeg bare understrege også fremadrettet er udgangspunktet fra min side i forhold til de drøftelser, vi skal have.

Så med disse ord siger jeg tak for debatten i dag, og som sagt ser jeg frem til, at vi fortsætter diskussionen, ikke mindst når vi får den så meget omtalte kystanalyse.

Tak, men ministeren slipper ikke helt endnu, for der er en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Christian Poll, Alternativet.

Tak for det. Først vil jeg lige sige, fordi jeg har lovet det, at SF ikke kunne være her i dag og i øvrigt tilslutter sig – indlysende nok – forslag til vedtagelse nr. V 20.

Men så vil jeg gerne lige høre ministeren om noget, for jeg er umiddelbart lidt skuffet over, at ministeren tager det så ilde op, at vi gerne vil lave et kystråd og vi gerne vil kigge lidt mere objektivt på tingene, for det hele handler jo om balancen imellem det, man kunne kalde vores fælles værdier, det, at vi alle sammen har adgang til en kystlinje, som nødig skulle blive en stor samling af tekniske elementer, og så selvfølgelig den private ejendomsret.

Jeg tænker, at det kan blive meget dyrt nogle steder at blive ved med at holde fast i, at kysten skal gå hertil, koste hvad det vil, fordi der nu ligger tre sommerhuse der; hvor dyrt jo kan ende med at blive dyrt for samfundet. Det kan også ende med at blive grimt. Kan ministeren ikke se, at der kan være visse steder, hvor det kan være nødvendigt, at man simpelt hen må afskrive det her område, og at det i virkeligheden har været indregnet i prisen, når man køber et sommerhus, at man godt ved, det går den vej.

Ministeren.

Det, jeg forstår på hr. Christian Poll, er, at så skal sådan et nationalt råd ind og beslutte, om man skal have lov til at kystsikre sit sommerhus eller ej, eller hvorvidt man skal flytte til et andet område, som fru Maria Reumert Gjerding var inde på, og der må jeg bare sige, at det er jeg imod. Jeg er helt med på, at den enkelte lodsejer i dag har nogle overvejelser i forhold til prisen på sommerhuset og muligheden for at kystsikre osv., men jeg tager stærkt afstand fra, at det skal være sådan et nationalt råd af gode, velmenende mennesker, der skal have den bestemmelsesret.

Hr. Christian Poll.

Men i dag er det jo allerede sådan, at man skal kigge på de her otte hensyn, som jeg forstår lovgivningen, og det er vel nogle af den type hensyn, altså på det almene i forhold til den private ejendomsret. Jeg vil sige, at hvis det bliver den meget direkte grundejertilgang, kommer det jo igen til at afhænge meget af, hvad den her enkelte grundejer egentlig kan magte i forhold til f.eks. at presse på for sin sag, hvor andre grundejere vil være dårligere stillet. Hvis man tager den objektive tilgang, vil alle i højere grad kunne blive behandlet lige ud fra nogle objektive kriterier, som meget vel kunne være en blanding af de otte hensyn, vi allerede har.

Tak. Ministeren.

Jeg er enig i, at de otte kriterier er udmærket at tage udgangspunkt i. Jeg forholder mig blot til det forslag til vedtagelse, som hr. Christian Poll har fremsat sammen med andre, hvor det bl.a. fremgår, at kystsikring primært skal placeres, hvor klimaforandringerne truer bysamfundet og større fælles tekniske anlæg. Der må jeg bare sige, at jeg er uenig i den tilgang. Jeg synes, at der er mange andre hensyn, der også skal tages.

Tak. Den næste spørger er fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Ministeren skal jo ikke slippe helt, og jeg vil faktisk spørge lidt ind til det principielle, som jeg også har spurgt alle andre om, men som jeg selvfølgelig også vil spørge ministeren om. For jeg synes, der er noget principielt i det her.

Når vi har de her forespørgsler, kan vi sagtens tage udgangspunkt i enkeltsager osv., men det er os, der sidder og laver lovgivning herinde, og jeg synes, at man også skal forholde sig til nogle principielle ting. Og det principielle for mig, som jeg også har spurgt de andre om, er, om det er sådan, at man som myndighed pådrager sig et ansvar, når man giver afslag på at give beskyttelse og anbefaler en anden løsning. Det er vigtigt for mig.

Der er også en anden ting, jeg bare kort vil spørge om. I ministerens indledende svar på forespørgslen sagde ministeren, at der ikke var forsvundet klitter i Danmark. Sådan hørte jeg det. Nu kan jeg selvfølgelig ikke slå det efter endnu, men eftersom stormen Egon i 2015 tog de der 10-12 meter oppe ved Nørlev Strand, var det vel en fortalelse, går jeg ud fra, eller også er der et eller andet galt.

Ministeren.

I forhold til det sidste skal jeg tjekke op på, om jeg har overset et eller andet, i forhold til hvad der kan være sket.

Det, der er vigtigt for myndighedernes anbefaling og for, hvor myndighederne giver tilladelse, er jo, at det skal ske ud fra den viden, man har til rådighed, og at der er dokumentation for en effekt af det, man giver mulighed for. Og de formuleringer, jeg giver nu, er især centrale i forhold til spørgsmålet om, om man kunne lave nye forsøg med drænrør. Der skal altså være en sandsynlighed for, at det så også har en effekt, og der er det rigtig, rigtig vigtigt at myndighederne nøje har gennemgået, hvilke muligheder der ligger i det. Og der er der bare nogle begrænsninger i lyset af de forsøg, der allerede er blevet udført i både Danmark og Holland.

En anden ting er, at det er rigtig vigtigt, at myndighederne netop tænker på, hvad effekten har været andre steder, så man ikke kommer til at gøre skade på andre med de anbefalinger, der bliver givet.

Fru Pia Adelsteen frafalder. Den næste spørger er fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten.

Mange tak for det. Når jeg lytter til ministerens tale, får jeg næsten en fornemmelse af, at ministeren ikke helt er klar over, at vi befinder os i en situation, hvor der foregår klimaforandringer. Det vil sige, at vores kyster i højere og højere grad vil være udsat for voldsomme storme, orkaner og stormflod, og i sådan en situation kan man som samfund blive tvunget til at prioritere nogle ting. Vi har en stormflodsordning – skal den igen og igen, år efter år tømmes til at genopbygge de samme sommerhusområder, eller har ministeren en hemmelig pengekasse et eller andet sted, som hun meget gerne vil smide ind i den ordning, sådan at den kan blive ved med at hælde penge i det samme?

At der er nødt til at foregå en prioritering, er ikke noget, jeg har fundet på for at genere ministeren. Det er jo ganske enkelt, fordi det koster penge at sikre; det koster penge at genopbygge, efter at vi har haft de her voldsomme storme. Så det er da åbenlyst og fuldstændig komplet logisk, at vi som samfund bliver nødt til at prioritere nogle ting. At vi så skal gøre det i forhold til nogle overordnede samfundsmæssige hensyn, som er det, der står i forslaget til vedtagelse, synes jeg også burde være logisk.

Tak. Ministeren.

Jeg er fuldstændig enig i, at vi bliver nødt til at prioritere, og jeg synes simpelt hen, at det er lykkedes Enhedslisten at sige meget klart, hvordan man prioriterer, med det forslag til vedtagelse, der er delt ud til os alle sammen i dag. Man prioriterer helt klart bysamfund over de åbne områder og f.eks. sommerhusområder og det åbne land. Og jeg synes bare, det er interessant, at vi ud af dagens debat får så klar en melding, og jeg citerer gerne igen fra forslaget til vedtagelse:

»Kystsikring skal primært placeres, hvor klimaforandringer truer bysamfundet og større fælles tekniske anlæg.«

Det er da en klar melding til dem, der bor ude i landdistrikterne.

Fru Maria Reumert Gjerding.

Fordi der står »primært«, betyder det jo ikke »udelukkende«. Og det er da fuldstændig åbenlyst, at det, hvor der bor en masse mennesker – en hel masse mennesker, der igen og igen, år efter år vil opleve skader – selvfølgelig er der, hvor vi skal sikre, hvis vi skal stå og vælge og prioritere.

Hvis det stod til mig, havde vi ikke klimaforandringer. Hvis det stod til mig, stod vi ikke i en situation, hvor vores kyster bliver angrebet mere og mere som følge af voldsommere vejr. Det kan jeg forsikre ministeren om. Men det gør vi. Og det, vi sådan set bare gør i den her situation, er at tage bestik af situationen og prøve at sige, at man er nødt til at foretage en ansvarlig prioritering. Selvfølgelig skal vi ikke overlade alle sommerhuse til vejret, men vi bliver da nødt til at prioritere.

Tak. Så er det ministeren.

Ja, og jeg synes, det er en uansvarlig prioritering, som Enhedslisten foreslår. Altså, man nævner end ikke sommerhusejerne, tror jeg, man nævner ikke landdistrikterne, men man synes primært, at vi skal tage hensyn til bysamfund. Og der siger jeg bare, at det er en prioritering, som jeg er fuldstændig uenig i, for også her mener jeg at vi skal tænke alle egne af Danmark ind. Det skal vi være rigtig opmærksomme på, når vi nu på baggrund af kystanalysen skal diskutere, hvordan vi synes vi skal håndtere tingene fremadrettet. Der vil det i min tilgang være helt afgørende, at det er alle egne af Danmark, vi udviser respekt over for.

Tak for det. Den sidste spørger er hr. Kim Christiansen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg fik ikke rigtig noget svar. Jeg spurgte ministeren, da jeg var på talerstolen, om ministeren kunne tænke sig at besigtige de her områder, hvor der har været sat rør ned, og se nogle af de her huse, som ikke er skyllet i havet, men som i dag er ubeboelige, fordi der ligger så meget sand, at man ikke kan bo i dem. Der kunne ministeren selvfølgelig besøge det her område sammen med relevante ordførere, og det er jo så primært miljøordførerne. For det kan godt være, at der er nogle, der siger, at de her rør ikke virker, men der er også alverdens videnskabsfolk, der har udtalt, at humlebien ikke kan flyve – men den gør det.

Ministeren.

Jeg tager gerne på besigtigelsestur. Det kræver dog en lang snak med min ministersekretær omkring kalenderudfordringer, men det vil jeg såmænd gerne gøre. Jeg er bare i tvivl om, om jeg vil få ny viden, for de gode medarbejdere i Kystdirektoratet har faktisk været på tur, og de har især været på tur efter opfordring fra fru Pia Adelsteen, for jeg har syntes, at det var helt afgørende i debatten i dag, men også til vores videre overvejelser, at få kendskab til, om der kunne være nogen som helst dokumentation af en effekt af drænrørene. Og jeg må bare beklage over for hr. Kim Christiansen og sige, at det kan vi bare ikke rigtig finde, heller ikke i det forsøg, hvor man selv fik muligheden for at beslutte, hvem der skulle følge forsøget og drage konklusionerne på baggrund af forsøget.

Hr. Kim Christiansen.

Jeg kan godt lide udtrykket: Det kan vi ikke finde. Det kan Kystdirektoratet ikke. Jeg skal ikke blande mig i den her krig, og jeg skal ikke anklage nogen, men i hvert fald nogle af os, som har beskæftiget os med det her i årevis, ved, at der er en eller anden personkrig inden for det der. Jeg synes bare, at projektet dybest set er for vigtigt til det, for vi ved, at sandføring skyller ud igen. Jeg kunne godt tænke mig, at man overvejer det, når man har haft et forsøg og ens videre beslutningsgrundlag hviler på en rapport med over 1.700 faktuelle fejl. Synes ministeren så ikke, når man har så fejlbehæftet en vurdering af et forsøg, at det måske så lige på en konstruktiv måde sammen med Kystdirektoratet – måske uden medvirken af nogle andre – kunne være en mulighed at sige, at lad os nu give det her en chance mere?

Tak. Ministeren.

Jeg vil rigtig gerne være med til at se på eventuelle mulige forsøg. Det fremgår jo også af det forslag til vedtagelse, der er sendt rundt her til folketingsmedlemmerne. Jeg vil bare gøre det inden for rammerne af, hvad jeg overhovedet har af hjemmel, og som er lovligt for mig i forhold til at bidrage til at iværksætte forsøg. Det er helt afgørende for mig, at jeg overholder de regler, der er på området, i forhold til de muligheder vi har for at sætte forsøg i gang. Men der er ikke nogen, der mere end mig har ønsket det. Det skulle kun lige være fru Pia Adelsteen, der kunne have et større ønske end mig om at få afprøvet metoder og få fundet ud af, hvad vi overhovedet har i værktøjskassen til kystsikring. Der vil jeg være meget åben over for det. Men jeg bliver nødt til at sige, at jeg skal holde mig inden for de regler, der gør sig gældende, i forhold til hvad der kan iværksættes.

Tak til ministeren. Og så har ordføreren for forespørgerne bedt om ordet. Fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak for det. Og det er såmænd ikke for at starte en anden runde op, det er blot for at lave en afslutning, og så er det her måden at gøre det på.

Jeg vil godt sige tak for debatten. For mig har det været meget, meget vigtigt, at vi lige præcis får diskuteret det og får diskuteret, hvad problemerne er, og også får belyst, at der altså sidder helt almindelige mennesker af kød og blod ude i vores land, som desperat savner hjælp herindefra. Det er der. Hvis jeg vidste, at på mandag kommer der en regning fra kreditforeningen på 800.000 eller 500.000 eller 1 million, så ville jeg have meget ondt i maven, selv med en folketingsløn. Det vil jeg bare sige. Jeg ville have rigtig meget ondt i maven.

Tak også til ministeren for svar og så videre. Når nu ministeren siger, at det er på opfordring fra undertegnede, at man fra Kystdirektoratet har været ude og grave efter rør, så tænkte jeg, at nå ja, okay. Men så vil jeg sige, at første gang de var ude at grave efter rør – det er dog flere år siden, at de var en tur i Søndervig, og jeg har da et billede på min opslagstavle af en rendegraver, der nok er 2 m nede, der står i hvert fald en mand, der nok er 1.80 m høj, og ham kunne vi godt begrave – da fandt de et rør. Man fjernede også nogle rør dernedefra, men man kunne slet ikke finde dem alle sammen, så det er såmænd det, jeg har henvist til.

Men jeg er godt klar over, at man har været ude og besigtige de jyske diger, som jeg jo gerne vil invitere ministeren til med lidt henvisning til »Matador« og på en anden måde, vil jeg så skynde mig at sige, for jeg tror, at Jørgen Varnæs gjorde det på en lidt anderledes måde. Men jeg synes, det kunne være rigtig interessant at tage ministeren med på en tur og vise det, som jeg har oplevet, og som jeg ved at der er folk der brænder for, og som folk mener er det rigtige.

Men tak for debatten og tak også for en konstruktiv tilgang, som jeg selvfølgelig håber fører til, at vi kan hjælpe nogle mennesker ude i det danske land.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet. Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 2. februar 2016.