Det sidste punkt på dagsordenen er:

21) Forespørgsel nr. F 1:

Forespørgsel til sundheds- og ældreministeren:

Vil ministeren redegøre for, hvordan regeringen stiller sig i forhold til den kommende specialsession under FN's Generalforsamling (UNGASS) vedrørende narkotika i 2016?

Af Pernille Skipper (EL), Stine Brix (EL), Josephine Fock (ALT), Carolina Magdalene Maier (ALT), Jonas Dahl (SF) og Lisbeth Bech Poulsen (SF).

(Anmeldelse 07.10.2015. Fremme 20.10.2015).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til mandag den 21. december 2015.

Først skal vi have en begrundelse, og ordfører for forespørgerne er fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Den her forespørgsel handler om en særlig samling, der er i FN i april næste år – den forkortes UNGASS. Og selv om det er et lidt sjovt navn, den har, er det en meget stor og vigtig international begivenhed, som skal revidere narkotikapolitikken i FN.

I i hvert fald 40 år har FN og den internationale narkotikapolitik bygget meget på en repressiv tilgang, altså på straf og sanktioner, politi og fængselsstraffe, men internationalt går udviklingen i en ny retning. Der er blevet lavet rapporter, senest af den såkaldte Global Commission on Drug Policy med bl.a. Kofi Annan i spidsen, som erklærer the war on drugs eller krigen mod narkotika for fuldstændig fejlslagen. Det er nogle af de tanker, som ligger til grund for den konference eller særlige samling, der skal holdes i FN.

Den her forespørgsel handler så meget klart om, hvad der vil være Danmarks stilling i den forbindelse, altså når vi sammen med mange andre lande skal diskutere international narkotikapolitik. De skriftlige svar, vi har fået fra ministeren indtil videre, viser, at Danmark har lagt sig, kan man sige, i slipstrømmen af EU med fokus på at være balanceret, som det hedder, i tilgangen til at begrænse narkotikaudbuddet, men også at begrænse problemerne med efterspørgsel gennem forebyggelse. Man har slået på, at narkotikapolitik skal baseres på menneskerettigheder, at dødsstraf for narkotikaforbrydelser skal afskaffes, og som en tredje ting, at civilsamfundet skal inddrages mere. Og det er jo gode pejlemærker – det tror jeg sådan set alle er enige om – men det store spørgsmål bliver så spørgsmålet om afkriminalisering og regulering af markeder, hvad vi formentlig også skal diskutere i dag.

Der er mange lande, som allerede internationalt har lagt sig i et nyt spor, og som tænker mange, mange nye tanker. Det er nogle af de lande, der er allerhårdest ramt, kan man nok sige, sådan over en bred kam. Og fordi det, der skal diskuteres, er så afgørende nyt, og fordi det kan være så afgørende, hvad et land som Danmark kommer til at sige den forbindelse, håber vi, at vi kan få en indholdsmæssigt god diskussion i Folketingssalen, sådan at beslutningerne om Danmarks linje i den her forbindelse ikke bliver vedtaget i et lukket rum af nogle enkelte embedsmand, men faktisk har en politisk opbakning bag sig fra Folketinget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Yildiz Akdogan, Socialdemokraterne. Nej, undskyld. Ministeren skal på først. Jeg beklager.

Det er jo formanden, der styrer slagets gang.

Tak for ordet. Jeg bliver i forespørgslen spurgt om, hvordan regeringen stiller sig til FN's Generalforsamlings særlige samling om narkotika i 2016. UNGASS, som den særlige samling kaldes, finder sted fra den 19. til den 21. april i New York. Forberedelserne er allerede i fuld gang, og dem vil jeg meget gerne vende tilbage til.

Det er ikke den første UNGASS om narkotika. Vi skal dog helt tilbage til 1998 for at finde den seneste. Meget har ændret sig siden da, men det har ikke ændret sig, at narkotikaproblemet er internationalt. Ganske vist opleves narkotikaproblemet først og fremmest på lokalt plan, og problemet kan have mange forskellige ansigter. Inden for det enkelte lands grænser kan problemet se meget forskelligt ud. I Danmark har problemet ét ansigt på gaden på Vesterbro og et helt andet på natklubben i indre by. Udenfor København kan det se ud på helt andre måder.

Sammenholder man landene med hinanden, fremtræder problemet også meget forskelligt. I Danmark slås vi eksempelvis med alt for mange narkotikadødsfald. I f.eks. Afghanistan og Colombia, hvor der produceres narkotika, har man andet at slås med. Det gælder også for de såkaldte transitlande som f.eks. Mexico. Her kan antallet af dræbte som følge af narkotikakriminalitet tælles i tusinder.

Selv om narkotikaproblemet altså opleves lokalt og har forskellige ansigter, er der grundlæggende tale om et grænseoverskridende problem. F.eks. har producent- og transitlandenes indsats for at begrænse udbuddet af narkotika betydning for os i de traditionelle aftagerlande, og vores indsats for gennem forebyggelse, behandling og skadesreduktion at begrænse efterspørgslen har betydning for producent- og transitlande. I øvrigt er det ikke længere helt så enkelt at dele landene op på den måde. I de traditionelle transit- og producentlande er der også misbrug, og narkotikaproduktion ses også i de traditionelle aftagerlande.

Kernen er, at narkotikaproblemet er internationalt. Derfor har landene en fælles interesse i og også et fælles ansvar for indsatsen mod problemet. Det er i det lys, man skal se UNGASS. Når vi taler om UNGASS, er det vigtigt at holde sig for øje, at ikke alene narkotikaproblemet ser meget forskelligt ud fra sted til sted, det gør indsatsen mod problemet så sandelig også.

Selv om vi i vores del af verden ikke har fundet de vises sten og fortsat har vores udfordringer, f.eks. de alt for mange narkotikadødsfald, så har vi formået at udvikle indsatsen. Udviklingen hænger sammen med vores tilgang til narkotikaproblemet. Det er en tilgang, som afspejler sig i den danske linje under forberedelserne af UNGASS. Hvad er det så for en linje, jeg taler om? Hvad er det, vi fra dansk side gerne ser fremhævet i slutdokumentet fra UNGASS?

Vi vil gerne have fremhævet, at narkotikapolitikker skal være balancerede og evidensbaserede. Man skal ikke ensidigt fokusere på at begrænse narkotikaudbuddet gennem forbud og kontrol. Man skal også begrænse narkotikaefterspørgslen gennem forebyggelse, behandling og skadesreduktion. I nogle dele af verden står forbud og kontrol mere eller mindre alene. Balancen mangler, når man ikke også gør en indsats for at forebygge og behandle stofmisbrug og for at begrænse de skader, som misbruget medfører.

Indsatsen skal i videst muligt omfang basere sig på evidens. Selvfølgelig skal vi ikke bare overlade narkotikapolitikken til eksperterne. Det er til syvende og sidst politikernes ansvar, men vi skal også som politikere lytte til eksperterne. En indsats har trods alt mere i sig, hvis vi ikke blot tror, at den virker, men rent faktisk har eksperternes ord for dens evidens.

I UNGASS-slutdokumentet vil vi også gerne have fremhævet, at narkotikapolitikker skal bygge på menneskerettigheder. Det passer også godt sammen med hovedformålet med FN's narkotikakonventioner. Det er nemlig at beskytte sundheden og velfærden. Det er en opfattelse, som desværre ikke alle har lige stor forståelse for. Det betyder bl.a., at narkotikaforbrydelser nogle steder straffes med døden. Som en naturlig følge af at narkotikapolitikker skal bygge på menneskerettigheder, mener regeringen også, at dødsstraf for narkotikaforbrydelser bør afskaffes.

I slutdokumentet vil vi også gerne have fremhævet, at civilsamfundet har stor betydning. Det gælder bl.a. i forhold til udviklingen af narkotikapolitikker lokalt, nationalt og internationalt. Lokalt og i en dansk sammenhæng kan kommunerne som ansvarlige for den konkrete indsats med fordel inddrage lokale udsatteråd. Nationalt kan vi have gavn af at trække på bruger- og pårørendeorganisationer. F.eks. bidrog organisationerne med erfaringer til den kortlægning af indsatsen, som blev færdig i efteråret.

Internationalt har civilsamfundet også noget at byde på. I EU har man etableret Civil Society Forum on Drugs, som mødes med EU-institutionerne og medlemsstaterne. Til FN's narkotikakommission, der er baseret i Wien, er knyttet Vienna NGO Committee on Drugs, som er meget aktiv i forbindelse med narkotikakommissionens samlinger. Denne komité har sammen med New York NGO Committee on Drugs etableret Civil Society Task Force. Formålet med den taskforce er at bidrage til forberedelserne af UNGASS.

Desværre ses civilsamfundet nogle steder mere som en modspiller end som en medspiller. Der er forskellige syn på, hvilken rolle civilsamfundet skal spille lokalt, nationalt og internationalt. Det synes jeg er meget ærgerligt, for i Danmark har vi nogle rigtig gode erfaringer med at samarbejde og inddrage civilsamfundet. Den linje, jeg her har beskrevet, altså om balance, evidens, menneskerettigheder og civilsamfund, er ikke ny. Det er den samme linje, som Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF fulgte i det internationale narkotikasamarbejde, og SR-regeringen fortsatte linjen i forbindelse med forberedelserne af UNGASS.

I august tilkendegav jeg over for Sundheds- og Ældreudvalget, at vi i regeringen agter at fastholde den linje, og det gælder stadig væk. Over for udvalget tilkendegav jeg også, at vi fortsat vil lægge vægt på, at den danske linje afspejles i en fælles EU-holdning. Danmark opnår nemlig først og fremmest størst mulig indflydelse under forberedelserne af UNGASS, hvis vores linje fremføres af EU-formandskabet på vegne af alle medlemsstaterne.

Derfor lægger vi også under forberedelserne først og fremmest vægt på at deltage i og bidrage til de drøftelser, hvor den fælles EU-holdning fastlægges. Indtil videre er den danske linje da også afspejlet i den fælles EU-holdning, en holdning, som senest blev fremført i sidste uge, da FN's narkotikakommission holdt møde i Wien.

I EU-sammenhæng er vi altså enige om, at nakotikapolitikker skal være balancerede og evidensbaserede, at de skal bygge på menneskerettigheder, og at civilsamfundet har stor betydning. Det vil vi alt sammen gerne have fremhævet i slutdokumentet fra UNGASS.

I EU er vi også enige om at bakke op om FN's nakotikakonventioner. Den opbakning er vigtig, for konventionerne udgør en forpligtende ramme, som er fælles for praktisk talt alle lande. Netop fordi narkotikaproblemet er grænseoverskridende, er det til alles fordel at have en fælles ramme for indsatsen.

Det er i øvrigt en fleksibel ramme. Selv om konventionerne er gamle, forhindrer de ikke, at man udvikler indsatsen. F.eks. har vi i Danmark indført en ordning med lægeordineret heroin og en ordning med stofindtagelsesrum. Sidstnævnte har vi i øvrigt lige prioriteret i fællesskab, i hvert fald en stor del af os, i satspuljeaftalen, og nogle af os også her i forbindelse med finanslovsaftalen. Det forhindrer konventionerne efter vores opfattelse ikke. Hvis nogen, f.eks. FN's kontrolorgan, sætter spørgsmålstegn ved det, tager vi dialogen og forklarer, hvordan vi ser på det.

I nogle lande har man indført lignende ordninger. I andre lande har man indrettet sig helt anderledes, så forholdene er heller ikke ens, og der kan være gode grunde til forskellighederne. Alene inden for EU har landene indrettet sig ganske forskelligt. Ja, vi skal jo bare over på den anden side af Øresund for at kunne konstatere det. Forskellighederne skal der være plads til. Det er der på grund af konventionernes fleksibilitet også mulighed for, og derfor bakkes konventionerne op af alle EU's medlemsstater.

Ud over at FN's narkotikakonventioner giver vide rammer for udviklingen af indsatsen på nationalt plan, legitimerer de også brugen af narkotika til medicinske og videnskabelige formål. Det er en vigtig pointe, fordi narkotika jo indgår i mange lægemidler, som er helt uundværlige i vores sundhedsvæsen. Det er en misforståelse, hvis landene implementerer konventionerne på en måde, som unødigt begrænser den legitime brug af narkotika. Indsatsen mod narkotikamisbrug må helt klart ikke betyde, at f.eks. kræftpatienter ikke kan få smertestillende medicin, eller at operationer må gennemføres uden bedøvelse. Det har aldrig været meningen med konventionerne. Adgangen til at bruge narkotika til helt legitime formål er derfor også en af de pointer, der er med i den fælles EU-holdning.

Jeg har nu redegjort for, hvordan vi i regeringen stiller os til UNGASS. Som sagt fastholder vi den hidtidige danske linje. Det er en linje, som jeg også håber at der er opbakning til her i Folketinget.

Tak til ministeren. Så er vi nået til den første ordfører, og det er Yildiz Akdogan, Socialdemokraterne. Undskyld, vi har lige lidt forvirring heroppe. Pernille Skipper skal på først som ordfører. Jeg beklager. Min læringskurve er stadig væk meget stejl.

Jeg må nok også indrømme, at man nogle gange kunne bilde mig alt muligt ind om rækkefølgen i det her.

Tak til ministeren for besvarelsen. Som ministeren også er inde på, er det en meget spændende diskussion, Danmark skal deltage i i UNGASS. Jeg vil sige, at krigen mod narkotika har været ført i mere end 40 år, og den har fejlet fuldstændig. Det burde være klart for enhver. Flere og flere straffe, hårdere bøder, minimumsstraffe, mere politi og mange flere sanktioner er der hele tiden kommet mere af, men problemerne er ikke blevet mindre.

Selv hvis man kigger på Danmarks egne tal, hvad ministeren også var inde på, så er det slående, at vi stadig væk har så mange dødsfald, og ifølge Sundhedsstyrelsen er antallet af, hvor mange misbrugere vi har i Danmark, kun stigende på trods af strafskærpelser og flere sanktioner. Det er den samme tendens, man ser på verdensplan. FN estimerede sidste år, at antallet af stofbrugere på verdensplan nu er steget til 250 millioner mennesker. Og fra bare 2008 til 2012 steg det antal med 18 pct. Det er altså virkelig vildt, så man må sige, at der ikke er kommet meget godt ud af den linje, der har været ført, indtil videre.

Samtidig finansierer narkotika organiseret kriminalitet. Det er den mest lukrative form for international kriminalitet, der findes, og i 2005 blev det vurderet, at der var en samlet salgsværdi af narkotika på verdensplan på 332 mia. dollar. Det er et helt ufatteligt stort beløb, der ryger i lommerne på organiserede kriminelle, som bruger de penge på at opbygge magtbaser, begå anden kriminalitet, underminere vores retssamfund og vores demokrati. Især i landene i Sydamerika har vi set, hvordan narkokarteller nærmest har overtaget hele stater og undertrykker befolkninger.

De menneskelige omkostninger er enorme, og det er en ulykkelig skæbne, når der er et menneske, som får problemer med et misbrug af narkotika. Det har sociale konsekvenser, og det har sundhedsmæssige konsekvenser. Både i de rigeste lande og i de fattigste lande kan vi se, hvordan et misbrug kan ramme mennesker rigtig, rigtig hårdt.

Men det er ikke kun selve stoffet, der skaber problemerne. Det er også den måde, hvorpå verdens ledere håndterer problemerne og forsøger at håndtere eksistensen af stoffer på. Den narkorelaterede vold er eksploderet i lande som Mexico og Honduras. I Mexico tror jeg det er 80.000 mennesker, der er blevet dræbt i kampen mellem narkokartellerne og militæret siden 2006. 80.000 mennesker er døde, ikke af narkotika, men som en følgevirkning af narkotika.

Der er i 33 lande dødsstraf for narkotikaforbrydelser. De henretter omkring tusind mennesker hvert eneste år, og i et land som USA sidder der omkring en halv million mennesker fængslet for narkotikaforbrydelser. Også mindre forbrydelser som besiddelse til eget forbrug kan altså føre til rigtig lange fængselsstraffe i et land, som vi ellers ofte sammenligner os med. Overalt i verden ser vi, hvordan kontroltilgangen med politi og hårde straffe forhindrer mennesker i at søge sundhedstilbud og hjælp, hvilket betyder, at det bliver sværere at bekæmpe hepatitis og hiv.

Som ministeren også er inde på, er menneskerettigheder blevet glemt i kampen mod narkotika. Drab, tortur, arbejdslejre uden dom og dødsstraf er ikke noget, der er ualmindeligt på verdensplan, og det går både ud over bagmændene, men også brugerne – mennesker, som i virkeligheden er ofre og har brug for hjælp.

Derfor er det bestemt ikke uvæsentligt, når ministeren taler om menneskerettigheder og taler om at bære menneskerettighederne og kampen mod dødsstraf ind i UNGASS. Tværtimod er det rigtig, rigtig vigtigt. Jeg vil gerne sige, at vi i hvert fald kan støtte det i Enhedslisten.

Men jeg mener også, at hvis vi skal komme problemerne til livs, skal vi erkende to ting, som ministeren mangler at erkende i sin tale. For det første er det, at en enorm stor del af de narkotikarelaterede problemer med vold og sociale og sundhedsmæssige konsekvenser ikke kun er et resultat af selve stofferne. Det er også et resultat af den måde, man forsøger at bekæmpe stofferne på. Den bliver et problem i sig selv.

For det andet må vi indse, at en målsætning om en total narkotikafri verden er utopisk, og at det, hvis man fastholder den utopi, er skadeligt for det, der burde være det reelle mål, nemlig at få den størst mulige reduktion af de skader, der opstår, når folk indtager stoffer. Lige nu er der altså på verdensplan som hovedregel en tilgang, som forværrer problemerne i stedet for at afhjælpe dem. Og vi ved jo fra vores egen lille andedam i Danmark, at mennesker faktisk også med et forbrug af heroin kan leve uden at skade sig selv, uden at skade andre og det omkringliggende samfund og måske endda bidrage positivt, hvis vi altså vel at mærke har den rigtige tilgang til problemerne i stedet for at kaste mennesker i fængsel og smide nøglen væk.

Heldigvis skifter de internationale vinde, og jeg synes, at ministeren mangler at svare på – og jeg håber, at hun går op igen, så vi kan få et svar – hvordan Danmark vil stille sig over for de lande i UNGASS, som kæmper for, at de også kan få lov til at forsøge sig med afkriminalisering i deres lande.

Tak til ordføreren. Så er det fru Yildiz Akdogan, Socialdemokraterne.

Tak for det. Som ministeren også lagde vægt på i sin tale, er det enormt vigtigt med en balanceret tilgang til det her område. I Socialdemokratiet er vores tilgang til narkotikapolitikken balanceret og evidensbaseret. Det vil sige, at vi ikke kun prøver at fjerne udbuddet af narkotika med forbud, straf og politiaktioner, men også prøver at forhindre, at folk overhovedet køber narkotika, ved at føre en forebyggelsespolitik, behandle og lave skadesreduktion, f.eks. i form af fixerum. Vores narkotikapolitik går altså på to ben.

Det er derfor også vigtigt at fremhæve, at vi selvsagt er imod dødsstraf for narkotikaforbrydelser, som der f.eks. er i nogle af de asiatiske medlemslande i FN. Ligeledes går vi ikke ind for, at FN's narkotikakonventioner bliver implementeret så hårdt i en national lovgivning, at man f.eks. ikke kan give smertelindring til dødssyge patienter. Ministeren var inde på lægeordineret heroin. Det siger sig selv, at hvis patienten har brug for det, skal der også være mulighed for det.

På baggrund af det skal jeg på vegne af Socialdemokraterne, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti læse et fælles forslag til vedtagelse op. Det lyder:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig:

- at FN's narkotikakonventioner er fleksible og giver vide rammer for udviklingen af indsatsen på nationalt plan, og at konventionerne ikke bør implementeres på en måde, som forhindrer retmæssig brug af narkotika til medicinske og videnskabelige formål, samt

- at den hidtidige danske linje under forberedelserne af FN's Generalforsamlings særlige samling (UNGASS) om narkotika i 2016 har været at arbejde for, at det i et slutdokument bliver fremhævet:

- at narkotikapolitikker skal være balancerede og evidensbaserede, så der ikke ensidigt fokuseres på at begrænse narkotikaudbuddet gennem forbud og kontrolmæssige foranstaltninger, men også på at begrænse narkotikaefterspørgslen gennem forebyggelse, behandling og skadesreduktion,

- at narkotikapolitikker skal bygge på menneskerettigheder, og at dødsstraf for narkotikaforbrydelser bør afskaffes, og

- at civilsamfundet har stor betydning i forbindelse med udvikling og implementering af og opfølgning på narkotikapolitikker på lokalt, nationalt og internationalt plan.

[Folketinget opfordrer regeringen til at fastholde den hidtidige danske linje.]«

(Forslag til vedtagelse nr. V 13).

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Skipper.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg synes, hvis jeg må være ærlig, at ordføreren overser en meget, meget vigtig ting i sin tale, og det er jo, hvordan Danmark kommer til at stille sig i den diskussion, som uundgåeligt vil være på UNGASS om mulighederne for afkriminalisering. Ordføreren læser et forslag til vedtagelse op, hvor man siger, at konventionerne skal fortolkes fleksibelt, så de ikke bruges til at forbyde helt legitimt brug af narkotiske stoffer til f.eks. medicin. Det kan vi kun være enige i.

Men hvordan skal Danmark stille sig, når lande i Sydamerika, Mellemamerika og andre steder ønsker at kunne forsøge sig med afkriminalisering, altså med en ny vej, som ikke går ud på at smide folk i fængsel, men muligvis at legalisere dele af narkotikastoffet og afkriminalisere? Hvem skal Danmark støtte i den diskussion?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg tror også, at ministeren var inde på det i sin tale. Det er enormt vigtigt, at Danmark taler i et samlet EU-regi, og jeg er sikker på, at når vi ligesom har lagt vores linje, bliver der også fremlagt en fælles EU-linje i de kommende forhandlinger på den her session i 2016.

Fru Pernille Skipper.

Jamen jeg spurgte til, hvad den linje skal være. Altså, hvad mener Socialdemokraterne? Jeg er faktisk fuldstændig ligeglad med, hvem der fremlægger linjen, om det er Danmark eller EU. Eller det er jeg ikke, men lad os lade, som om jeg er fuldstændig ligeglad med det. Det, jeg spørger til, er: Hvad mener Socialdemokraterne at linjen skal være? Skal det være sådan, at man skal bakke op om de stemmer, der gerne vil kunne gå nye veje og afkriminalisere?

Jeg spørger ikke til afkriminalisering herhjemme. Jeg spørger til, om vi ikke skal støtte de kræfter, som faktisk forsøger at gøre noget andet, og som gerne vil kunne det også inden for FN-systemet.

Ordføreren.

Jamen jeg synes, at der i den tekst, som jeg læste op, og som er et fælles forslag til vedtagelse fra de forskellige partier, står meget klart, hvad det er for en linje, vi godt kunne tænke os fra Socialdemokraternes side. Og det er jo, at vi skal have en balanceret tilgang til det her, hvor vi har en narkotikapolitik, som både er balanceret og evidensbaseret og tager hensyn til menneskerettigheder, og hvor ikke mindst civilsamfundet har en stor betydning. Jeg synes, det ligger lidt i den tekst, jeg læste, og det er jo også vores linje.

Tak. Der er endnu en kort bemærkning fra Josephine Fock, Alternativet.

Tak for ordet. Det er sådan set for at følge op på fru Pernille Skippers spørgsmål, for det, vi i Alternativet jo synes er vigtigt, er, at der faktisk er nogle rigtig progressive lande derude, bl.a. Portugal, som har haft rigtig gode resultater med det her. Det er rigtig vigtigt for os, at Danmark i FN-regi er med til at bakke op om de lande, der faktisk tør gå afkriminaliseringsvejen, for at andre også kan se på deres systemer og lære af det. Og jeg vil egentlig gerne høre, hvad Socialdemokratiets holdning konkret er til det i forhold til bl.a. Portugal.

Ordføreren.

Jeg er ikke helt inde i den portugisiske model, skal jeg indrømme, men som jeg også sagde tidligere til fru Pernille Skipper, er det meget klart, at vores linje lægger sig op ad den tidligere regerings linje på det her område. Og vi mener stadig væk, at vores indflydelse bedst vil kunne gøre sig gældende via en fælles EU-linje.

Fru Josephine Fock.

Men er det ikke vigtigt, at der er opbakning til lande, som faktisk prøver at gå nye veje? Altså, vi kan jo se, hvad der fremgår af tal og statistikker i de lande, herunder hos os selv, som kriminaliserer stofmisbrug. Er det ikke vigtigt, at vi bakker op om, at der er andre måder at gøre det på?

Ordføreren.

Jeg synes altid, det er vigtigt, at vi lader os inspirere af andre modeller, men i den sidste ende skal der være en samlet stemme. Og der mener jeg at Danmark er bedst tjent med den linje, der samlet set bliver lagt fra EU's side.

Den næste korte bemærkning er fra fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Tak. Helt tilbage i 2008 konkluderede WHO, at der ikke er en sammenhæng mellem antallet af narkomaner i et land og det enkelte lands politik på området. Man kan simpelt hen ikke sige, at hvis et land har en mere striks lovgivning, er der færre stofmisbrugere. Der er f.eks. ikke forskel på forbruget i Norge og Sverige, selv om Norge har en mere lempelig politik, og sandsynligheden for, at en amerikaner har prøvet kokain, er otte gange højere, end at en hollænder har det. Så jeg vil gerne høre ordførerens holdning til det her med, at man simpelt hen ikke kan se en sammenhæng mellem, at jo mere striks en lovgivning der er, jo færre narkotikaproblemer eller -misbrugere er der. Det var det ene.

Det andet er, at jeg også gerne vil følge op i forhold til netop den portugisiske model. Der har man kunnet se, at efter at de for 13 år siden afkriminaliserede det, er forbruget ikke steget. Det er faktisk faldet blandt de unge, og antallet af sygdomme og dødsfald er faldet.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg tror ikke, jeg i min tale nævnte noget om, at en striks lovgivning nødvendigvis fører til færre forbrugere. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at man også forebygger på det her område, og det nævnte jeg også i min tale. Det her er ikke et spørgsmål om enten-eller, og man kan sagtens arbejde målrettet med at prøve at have den her balancegang. I Socialdemokratiet har vi f.eks. været store fortalere for, at der netop skulle indføres fixerum, som jo også er blevet indført, og som også har en positiv effekt. Så det er ikke et spørgsmål om enten-eller.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Ordførerens kollega, Flemming Møller Mortensen, var lige inden valget, hvor han blev spurgt om Socialdemokraternes holdning til en eventuel afkriminalisering eller en delvis afkriminalisering, ude at sige, at han måske til dels godt kunne se sig selv og Socialdemokraterne i de henvisninger, der er kommet fra bl.a. WHO, om, at man bliver nødt til at gøre noget radikalt nyt, så derfor ville han tage det op i en høring i Sundhedsudvalget. Det syntes jeg lidt var en ny holdning fra Socialdemokraterne, og jeg vil gerne høre ordføreren, om det også er noget, man skal kigge på. SF vil jo f.eks. gerne have nedsat en kommission.

Ordføreren.

Jeg kan kun sige, at hvis min kollega og vores sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, har talt for en høring, så bakker jeg da op om det.

Så siger vi tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

Man kan sige, at jeg har bevæget mig ind på et område under FN's Generalforsamling, som jeg normalt ikke beskæftiger mig med, men i og med at det er om narkotika, handler det i høj grad om sundhedsområdet, og jeg har i de sidste 8 år været sundhedsordfører.

Ministeren har meget godt gjort rede for, hvad grunden er til, at vi støtter op om den måde, som regeringen har valgt at gå ind i den her konference på, og Socialdemokratiets ordfører har læst et forslag til vedtagelse op, som vi har tilsluttet os. Men jeg kunne godt tænke mig at tage fat i det daglige i Danmark, når vi taler om narkotikapolitik.

Når vi sammenligner os med de andre FN-lande, er vi jo nået langt med hensyn til at skadereducere. Vi har i dag, som jeg tror ministeren var inde på, lægeordineret heroin, vi har sundhedsrum, vi har stofindtagelsesrum, vi har sprøjteudlevering, døgnbehandlingssteder osv. Så vi er for mange af de andre lande et foregangsland. Jeg var faktisk selv i mandags i fixelancen på Vesterbro. Det er ikke noget, som vi i Dansk Folkeparti havde ønsket os, men som vi nu via satspuljemidler har været med til at bevilge penge til.

Da jeg var der, stod der to personer, der var i gang med at fixe, og jeg havde en samtale med dem. Og når jeg så læser den her konventionstekst og læser de spørgsmål og svar, der er blevet givet, må jeg sige, at det jo er langtfra, hvad de her mennesker har brug for. Vi afkriminaliserer blot, og vi giver dem blot adgang til at få endnu flere stoffer – i stedet for at bekymre os om, hvad grunden er til, at de er blevet stofmisbrugere, hvordan vi kan sikre, at de får en dagligdag i Danmark, som de kan leve i, og hvordan vi kan sikre, at der ikke er så mange stoffer på gaden.

Vi ved jo, at Danmark er blevet et af de her transitlande, som vi hører om at mange af de andre lande i FN også er. Når vi spørger svenskere og nordmænd, siger de, at Danmark er blevet et transitland, specielt efter at vi ophævede vores grænsekontrol. Det viste sig, dengang vi i en kort periode under VK-regeringen havde grænsevagt, at der faktisk blev taget utrolig meget narkotika ved grænsen. Men det må vi jo ikke mere, for der er ikke flertal for at sætte kontrollen op, selv om toldere fortæller, at det, de kan tage rundtomkring på rastepladser, overhovedet ikke tæller noget i sammenligning. Vi har heldigvis nu fået opnormeret området, sådan at vi sikrer, at vi kan blive bedre til at tage noget af det narkotika, der kommer ind i vores land.

Men det, jeg savner, når vi har den her debat, er, hvordan vi kan sikre, at man ikke kommer dertil, at man bliver misbruger. Mange af de sjæle, som jeg snakker med, specielt også de to mennesker, som jeg talte med i mandags, har jo haft et liv, som har gjort, at de er nået dertil, hvor de føler, at de skal bedøve sig selv med narko. Der burde vi være meget bedre til at hjælpe dem. En ting er, at de bliver misbrugere, og at vi hjælper dem med lægeordineret heroin og hjælper dem til, at de kan tage deres fix. Noget andet er, at nogle af dem ikke har noget sted at bo. De kan få lov til at komme på et forsorgshjem, hvor de så ikke kan se deres børn, som er blevet tvangsfjernet. Eller de kan ikke få ordnet deres tænder, fordi, som de får at vide: Du har din kontanthjælp, og du har ikke nogen husleje.

Det var det, jeg hørte fra de mennesker. Det, de sagde, var, at de ønsker en helt anden indsats på området. Så jeg kan godt forstå nogle af de spørgsmål, der bliver stillet til, hvordan vi skal gå ud til resten af verden og fortælle dem, hvordan deres narkopolitik skal være.

Når vi taler om, hvad andre lande gør, vil jeg gerne have, at det skal være sådan, at vi i Danmark bestemmer vores lovgivning og de andre deres lovgivning. Men vi ønsker, at lovgivningen skal leve op til menneskerettighederne, at den, netop som vi skriver i vedtagelsesteksten, skal bygge på menneskerettighederne, og at dødsstraf for narkotikaforbrydelser bør afskaffes. Det er vores tilgang til det her.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er fra fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Tak. Ordføreren er jo bredt anerkendt for sådan at tage et fagligt og sagligt udgangspunkt i de her sager. Det er i hvert fald, hvad jeg hører, og det er også, hvad jeg oplever. Derfor vil jeg gerne høre ordføreren, om hun kan bekræfte, at det vigtigste vel er at prøve at gøre noget ved problemet og ikke bare smide folk i fængsel, fordi de er narkomaner, men at prøve, som ordføreren også var inde på, at forebygge og hjælpe dem, der så falder i, til at holde op og få et bedre liv på den måde. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Jeg går jo ikke ind for at afkriminalisere det, hvis det er det, ordføreren hentyder til. Men jeg mener, vi også bør se på, hvad det er, vi kan sætte i stedet for, når vi taler om Danmark. Hvad andre nationer gør, bestemmer de i deres demokrati. Jeg vil gerne have, at vi selv får lov til at bestemme, hvad vi gør i Danmark.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Det er jeg fuldstændig enig i. Nu er UNGASS jo også et forum, hvor vi kan sige at man kan tage de her internationale diskussioner, fordi narkotika netop er grænseoverskridende. Vi kan se, at der er en global omsætning på 380 mia. kr. Det eneste område, der er mere værd, så at sige, er olieindustrien. Så det er globalt, og den her krig mod narkotika, som vi har set, har jo vist, at der er kriminelle og terrororganisationer, som har tjent milliarder på det her, og faktisk ser vi et stadigt stigende problem. Det er egentlig derfor, jeg spørger ind til det her.

Lige kort vil jeg gerne høre ordførerens holdning til den portugisiske model, hvor man netop har set et fald i antallet af misbrugere og et fald i antallet af hiv-smittede, og hvor man ikke har set en stigning i antallet af misbrugere.

Ordføreren.

Nu tror jeg, det er svært at sammenligne landene. Jeg har læst om, hvordan de har gjort det i Portugal. Det er jo alligevel ikke så lang tid siden, de er startet, og det kan blive spændende at se, hvordan det udvikler sig med årene. Jeg kunne da også godt tænke mig at komme ned og se, hvad det er, man præcis gør, og hvad det er, der så forhindrer folk i at tage narkotiske stoffer. Men det er i hvert fald ikke vores hensigt at afkriminalisere det eller legalisere det i Danmark. Det er i hvert fald ikke vores ønske.

Den næste korte bemærkning er fra fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak. Den her forespørgselsdebat handler jo faktisk slet ikke om dansk narkotikapolitik. Den handler om den særlige samling, der skal være i FN til april, og om, hvordan Danmark stiller sig der. En af de store diskussioner, der vil være der, vil ikke være om, hvorvidt Danmark skal afkriminalisere, men om, hvorvidt det skal være lovligt inden for FN-konventionerne for andre lande at afkriminalisere. Når ordføreren siger, at hvad andre lande gør, må de selv om, så forstår jeg det sådan, at Dansk Folkeparti bakker op om, at Danmark også i FN skal kæmpe for, at de lande, der ønsker at afkriminalisere, skal have lov til det. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Nej, det er ikke rigtigt forstået. Jeg mener, at man skal forholde sig neutralt, for hvis man kæmper, er man netop ikke neutral. Så er man med til at øve indflydelse på, hvad andre lande skal. Det ville være det samme, som hvis andre lande skulle kæmpe for, at vi skulle gøre noget bestemt. Jeg mener, at det står meget klart i den vedtagelsestekst, som Dansk Folkeparti er med i, og det er det, vi vil arbejde for, også under konventionen.

Jeg ved godt, at det er en konvention, men jeg siger også, at jeg ikke behøver stå og gentage alt det, som ministeren lige har stået heroppe og sagt, og som jeg er enig i. Jeg refererer bare til, hvordan dansk lovgivning er, og hvad vi gør herhjemme. Jeg synes, man gør alt for meget ud af at blive ved med at tale om at afkriminalisere, for vi kommer aldrig af med narkoen. Vi skal hindre, at folk begynder at tage den.

Fru Pernille Skipper.

Det er jo netop FN-konventionerne, som lige nu forhindrer lande, der gerne vil afkriminalisere, i at afkriminalisere. Så hvis man ikke laver de FN-konventioner om, forhindrer man lande i at gøre, hvad de gerne vil, men det synes Dansk Folkeparti åbenbart er fint.

Mit andet spørgsmål er: Ordføreren siger, at hvis vi afkriminaliserer, kommer der mere narkotika. Har Dansk Folkeparti nogen som helst dokumentation for, at højere straffe kan mindske antallet af mennesker, der tager hårde stoffer, eller omvendt, at en afkriminalisering skulle betyde, at flere ville begynde at tage dem? Har man nogen dokumentation overhovedet, bare en lille smule dokumentation?

Ordføreren.

Jeg ved ikke lige, hvor ordføreren fik det fra, at jeg havde sagt, at der ville komme mere narko. Det synes jeg ikke jeg nævnte i noget af det, jeg sagde. Jeg mener, at man skal have en anden tilgang, for narko vil, som jeg siger, blive ved med at være der. Men vi skal gøre noget mere, så folk lader være med at tage narko. Det vil sige, at vi skal sætte ind på det sociale område, sådan at vi sikrer, at folk har et ordentligt liv, så de ikke bliver nødt til at flygte fra det.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra fru Josephine Fock, Alternativet.

Også jeg vil gerne følge op på fru Pernille Skippers indlæg, for jeg synes jo, det er utrolig vigtigt, at vi også lærer af hinanden, altså at vi lærer af dem ude i den store verden. Der må jeg sige, at jeg personligt synes, at de erfaringer, man har gjort i Portugal, er rigtig, rigtig interessante. Jeg kunne godt tænke mig, at vi i FN-systemet var med til at bakke op om de lande, der faktisk har modet til at gå andre veje, for det er jo ikke sådan, at de tal og statistikker, vi har herhjemme, viser, at det går den rigtige vej. Så det undrer mig, at Dansk Folkeparti ikke vil være med til at bakke op om, at vi kan påvirke FN-systemet til at tillade afkriminalisering.

Jeg siger ikke, at det er den vej, vi skal gå i Danmark, men det er da interessant at følge lande, som har mod til at gå andre veje, som faktisk har positive effekter på det her område.

Ordføreren.

Jeg synes, det er rigtig vigtigt at følge dem, men det gør ikke, at jeg mener, vi skal bakke dem op. Når man selv er imod afkriminalisering, er det jo svært at skulle bakke andre lande op i at gøre det, som man selv er imod. Derfor siger jeg, at vi så forholder os neutralt.

Fru Josephine Fock.

Men der er det jo sådan i dag, at de faktisk ikke har mulighed for det på grund af FN-konventionerne. Det er det, vi gerne vil bløde op på. Er der ikke et problem dér for ordføreren?

Ordføreren.

Nej, det mener jeg ikke. Jeg synes, vi gør det meget klart i den vedtagelsestekst, vi har. Og så vidt jeg ved, er der jo ikke nogen lande, der vil åbne konventionen, så det er lidt svært.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak for ordet. Til foråret holder FN det første narkotikatopmøde i næsten 20 år. FN's Generalforsamling afholder en såkaldt særlig session, UNGASS, udelukkende med narkotikaudfordringerne på dagsordenen. Denne særlige session er en vigtig milepæl i at nå de politiske mål, som medlemslandene fremsatte i 2009 under overskriften »The Political Declaration and Plan of Action on International Cooperation towards an Integrated and Balanced Strategy to Counter the World Drug Problem.« Heri defineres både foranstaltninger, som medlemsstaterne skal forholde sig til, og de mål, som man er enige om at nå inden 2019. Det er på den baggrund, at forespørgselsdebatten er rejst i dag, og det vil jeg da gerne kvittere for.

Fra Venstres side mener vi, at udfordringerne på narkotikaområdet skal løses internationalt gennem grænseoverskridende samarbejde og fælles konventioner, men også ved en national indsats. Både EU og FN spiller en central rolle, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg håber på, at Danmark kan fortsætte samarbejdet med Europol, så vi også på narkotikaområdet kan bekæmpe international kriminalitet gennem grænseoverskridende samarbejde.

I Venstre ser vi med stor alvor på de udfordringer, som narkoen giver os, både i forhold til forebyggelse, behandling af stofmisbrug og de skader, som desværre følger med stofmisbrug. Vi har fra Venstres side bakket op om en stribe initiativer, lige fra satspuljen i 2016, hvor vi styrker forebyggelsen af overdosisdødsfald med udlevering af Nalokson, så misbrugere kan hjælpe misbrugere, til udbredelse af en række behandlingsmodeller – f.eks. U-turn-modellen, U18-modellen og familiebehandlingsmodellen – og til tidligere satspuljeinitiativer med bl.a. lægeordineret heroin til de hårdest ramte stofmisbrugere, retten til lægesamtaler inden for 3 dage og en styrket indsats for unge, som er blevet syge af hashrygning og har fået en psykose.

At stofmisbrug har fatale konsekvenser for den enkelte og for familier, har vi desværre set alt for mange kedelige eksempler på. Vi har netop med den seneste satspuljeaftale aftalt, at vi næste år skal behandle et lovforslag, som skal styrke den forebyggende indsats for gravide misbrugere, så vi styrker mulighederne for at hjælpe de gravide misbrugere og forhåbentlig ad den vej kan undgå, at det lille barn får skader. Fra Venstres side bakker vi op om EU's narkotikastrategi, hvor fokus særlig er på en reduktion af udbud, efterspørgsel, koordinering og et internationalt samarbejde.

Set i lyset af at FN's konference uden tvivl vil være en anledning for nogle til at drøfte FN-konventionen, er det vigtigt for mig at understrege, at vi fra Venstres side ikke ønsker, at konventionerne implementeres på en sådan måde, at man ikke kan anvende f.eks. cannabis til medicinske eller videnskabelige formål. Og netop diskussionen om medicinsk cannabis havde vi jo så sent som i sidste uge her i Folketingssalen. Under debatten tilkendegav jeg meget klart på Venstres vegne, at vi gerne ser, at man styrker forskningsinitiativer med cannabis. Det må konventionerne ikke skygge for, hvilket de i øvrigt heller ikke gør.

På den anden side kan vi fra Venstres side ikke bakke op om, at narkotika som rusmiddel legaliseres, og vi er helt på linje både med den tidligere regering, med den nuværende regering og med FN i øvrigt. Der foreligger en vedtagelsestekst, som bl.a. tager udgangspunkt i, at den danske position fortsat tager udgangspunkt i, at narkotikapolitikker skal være balancerede og evidensbaserede, at narkotikaefterspørgslen begrænses gennem forebyggelse, behandling og skadesreduktion, at narkotikapolitikker skal bygge på, at menneskerettigheder og dødsstraf for narkotikaforbrydelser bør afskaffes, samt at civilsamfundet har en stor betydning i forbindelse med udvikling og implementering af narkotikapolitikker. Det kan vi fra Venstres side bakke fuldt og helt op om.

Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det. Det er jo interessant, at både ministeren og Venstres ordfører gør så meget ud af at nævne evidensbegrebet. Men det, vi kan se, er jo, at der sådan set ikke er evidens for, at den kurs, vi har i Danmark lige nu, virker. Vi ser flere dødsfald, og f.eks. har der i perioden 2008-2014 været 17 dræbte, flere end 200 sårede, mere end 300 skudepisoder, og fra politiets side har man konfiskeret mere end 1.200 skydevåben i forbindelse med narkorelateret kriminalitet. Så i det lys og i lyset af erfaringerne fra Portugal, kunne Venstre da være interesseret i at afprøve en model, som handler om afkriminalisering?

Ordføreren.

Nej, Venstre går ikke ind for en afkriminalisering.

Fru Carolina Magdalene Maier.

Måske handler det om politisk mod. Da den nuværende Venstrestatsminister var sundhedsminister, sagde han i forbindelse med lægeordineret heroin i behandlingsøjemed, at vi da skal have mod til at gøre det, der virker. I Portugal ser det ud til, at deres strategi virker. Ville det ikke være en idé at have modet til at prøve kræfter med den samme strategi i Danmark?

Ordføreren.

Mig bekendt er der 252 patienter, som har deltaget i forsøget med lægeordineret heroin, som Venstre for øvrigt tidligere har stillet sig i spidsen for. Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at man skal have mod til også at afprøve ting, som man ikke nødvendigvis har prøvet før.

Det, der er vores udgangspunkt, er, at man skal forebygge og hjælpe de mennesker, der er i stofmisbrug, ud af stofmisbruget. Det er det, der er målet, og det er lægeordineret heroin jo lige præcis et rigtig godt eksempel på. Hvis man læser evalueringen af den forsøgsordning, kan man se, at den faktisk viser, at stofmisbrugerne føler sig hjulpet.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Hvis man så samtidig kigger ud på de erfaringer, der er i verden, f.eks. i Portugal, så ser man, at antallet af narkotikarelaterede dødsfald er faldet drastisk – drastisk – siden man afkriminaliserede, gjorde det lovligt at besidde narkotika til eget forbrug. Derfor har jeg svært ved forstå – også med de gode erfaringer, vi har herhjemmefra med stofindtagelsesrum og heroinbehandling – at Venstre ikke er villige til at prøve. Det leder mig hen til spørgsmålet, om Venstre tror, at eksistensen af en hård straf kan betyde, at der er færre, der tager narkotika. Tror Venstre det?

Ordføreren.

Altså, nu må man jo sige, at det overordnede mål for dansk narkotikapolitik er at begrænse tilgangen af nye stofmisbrugere. Så mit udgangspunkt er, at det, der virker, det, der skal virke, og det, vi skal sikre vi har evidens omkring, er, at vi får styrket forebyggelsen.

Fru Pernille Skipper.

Det tager jeg som et nej. Venstre tror så heller ikke på, at eksistensen af en høj straf faktisk er det, der forhindrer, at mennesker tager narkotika. Det er også fuldstændig korrekt; det er jo det, al evidens viser: Årtiers kontrol, politiindsats, hårdere og hårdere straffe – både i Danmark og i andre lande – har ikke sænket forbruget, tværtimod.

Så kan Venstre bekræfte, at Danmark også i den særlige FN-samling, vi skal deltage i nu, skal støtte de lande, som ønsker at have mulighed for at føre en afkriminaliseringspolitik? Jeg siger ikke, at vi skal gøre det herhjemme, men skal vi ikke støtte deres mulighed for at gøre det?

Ordføreren.

Altså, hvis jeg skal følge fru Pernille Skippers tankegang her, vil det jo kræve, at vi laver konventionsændringer. Og mig bekendt er der ikke nogen lande, der har insisteret på at ændre konventionerne. Når det så er sagt, og vi taler om, hvad der virker præventivt, så er jeg da ikke et øjeblik i tvivl om, at strafferammer af en vis størrelse også har en præventiv effekt. Men der er da andre ting på paletten, som jo samlet set skal sikre, at vi får begrænset tilgangen af nye stofmisbrugere.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg undskylder, at jeg er lidt forkølet.

Liberal Alliance ser ikke på nogen måde brugen af rusmidler som noget harmløst. De alvorlige skader og risici, der knytter sig til misbrug, er velkendte. Men det har gennem mange år vist sig, at løsningen ikke er straf. Den eksisterende politik har slået fejl. Et halvt århundredes kriminalisering har hverken ført til en reduktion i antallet af misbrugere eller mindsket kriminaliteten, tværtimod. Hvorfor fortsætte med noget, vi har konstateret ikke virker? Når du tager heroinen fra en stofmisbruger, stopper vedkommende jo ikke med at tage stoffer. Man får måske blot behov for at begå et nyt indbrud for at kunne købe nogle nye stoffer.

Der er tale om en indskrænkelse af borgernes frihed, som skader langt mere, end den gavner. Kriminalisering og straf skal kun bruges over for skadelige handlinger rettet mod andre. Internationale konventioner siger, at man har ret til privatliv. Human Rights gør gældende, at det er en menneskeret at kunne bestemme over egen krop.

Stofmisbrugere hører til gruppen af de allersvageste i vores samfund. De er blandt dem, der har det sværest. De afvises ofte på skadestuer, og de kan ikke modtage behandling i det generelle system, hvor man ikke vil behandle patienter, hvis de har flere diagnoser, hvilket ofte er tilfældet for narkomisbrugere, som f.eks. også kan være hiv-smittede eller have andre følgesygdomme. Og ofte er de hjemløse. Disse mennesker har brug for hjælp, ikke for straf.

I Venstres forslag til vedtagelse står der, at den danske linje skal arbejde for, at narkotikapolitikker skal være balanceret mellem kontrol og behandling. Det hørte vi også ministeren sige. Men det er et svært mål at styre efter, når ingen tilsyneladende rigtig kender omkostningerne af kontrol. Det tætteste, jeg har kunnet komme det, er en engangsudgift i 2004 på 52 mio. kr. og så ca. 6 mio. kr. i årlige driftsudgifter. Og når det holdes op mod den ca. 1 mia. kr., der bruges på behandling, mener jeg ikke, der er tale om balance.

I Liberal Alliance er vi glade for, at vi i Danmark har fået nedsat et uafhængigt ekspertudvalg, hvori brugerorganisationer og flere af de mest indsigtsfulde eksperter på området skal deltage, således at vi kan sikre en fagligt velfunderet, tidssvarende og koordineret indsats over for narkotika. Det er det, som vi kalder inddragelse af civilsamfundet. Vi er også glade for, at der er fundet midler til stofindtagelsesrum, de såkaldte fixerum, så misbrugere kan indtage deres stof i mere trygge omgivelser og med langt mindre risiko for sygdomssmitte og dødsfald.

Vi opfordrer regeringen til, at Danmark bidrager til FN's specialsession om narkotika med en erklæring, der opfordrer til et brud med forbudspolitikken, fordi den underminerer sundhed og basale menneskerettigheder, hvilket også påpeges af de ca. 150 civilsamfundsorganisationer i det nye verdensomspændende »Stop the Harm – Demand Drug Policy Reform«-initiativ. Også FN-organer som WHO, UNAIDS, United Nations Development Programme og FN's højkommissær for menneskerettigheder har forholdt sig tiltagende kritisk og i stigende grad anbefalet nye narkotikapolitikker, der ikke er baseret på kriminalisering af stofmisbrugerne. Det samme markeres af fremtrædende organisationer som Human Rights Watch, Internationalt Røde Kors og Global Commission on Drug Policy.

Jeg vil derfor opfordre til, at vi på mandag stemmer for det forslag til vedtagelse, som er fremsat af Enhedslisten, SF, Alternativet, Radikale og Liberal Alliance. Og så vil jeg gerne have lov til at læse forslaget til vedtagelse op.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer, at regeringen under forberedelserne af FN's Generalforsamlings særlige samling (UNGASS) om narkotika i 2016 har fokuseret på, bl.a. at narkotikapolitikker skal bygge på menneskerettigheder, at dødsstraf for narkotikaforbrydelser bør afskaffes, og at narkotikaefterspørgslen bør begrænses gennem forebyggelse, behandling og skadesreduktion. Folketinget bakker op om dette.

Folketinget konstaterer desuden, at årtiers »krig mod narkotika« med ensidig og overdreven brug af forbud og sanktioner mod brugerne har vist sig både ineffektivt og direkte skadelig for brugerne og det omgivende samfund, som også Clobal Commission On Drug Policy konkluderede i 2014. Folketinget pålægger regeringen på vegne af Danmark i forhandlingerne at fokusere på brugernes ret til sundhed, samt at bakke op om arbejdet for at give lande mulighed for at forsøge afkriminalisering af brugerne.

Folketinget bakker desuden op om WHO's anbefaling til Danmark om at udvikle politikker og love, der afkriminaliserer dele af narkotikaområdet, og dermed reducerer brugen af indespærring.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 14).

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Og den næste ordfører er fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det. Ministeren har i et tidligere brev til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg fastlagt, at regeringen, og nu citerer jeg: vil arbejde for fremhævelse af balancerede og evidensbaserede narkotikapolitikker, så der ikke ensidigt fokuseres på at begrænse narkotikaudbuddet gennem forbud og kontrolmæssige foranstaltninger, men også på at begrænse narkotikaefterspørgslen gennem forebyggelse, behandling og skadesreduktion.

I Alternativet er vi helt enige i, at der skal fokuseres på forebyggelse og behandling af misbrugere af narkotika. Det gælder helt generelt i vores social-, sundheds- og retspolitik, som alle bygger på, at empati sættes i højsædet. Men forebyggelse og behandling skal ikke kun inkluderes, det skal simpelt hen være udgangspunktet i den danske narkotikapolitik, både nationalt og internationalt. Så i Alternativet er vi ligeledes helt og aldeles enige i, at Danmark bør arbejde for en evidensbaseret narkotikapolitik, det vil sige, at man baserer sin politik på viden og erfaring og beviser.

Regeringen skriver i sit regeringsgrundlag, at en stor del af den socialpolitiske indsats ingen dokumenteret effekt har, og at det skal vi gøre bedre. Det er faktisk en udmelding, som vi i Alternativet er meget begejstrede over, og vi vil gerne benytte lejligheden til at rose regeringen for lige præcis den udmelding.

Når det kommer til at bygge sin indsats på dokumentation og beviser, bør det første skridt være at anerkende, at den årtier lange krig mod narkotika ikke har virket. Der er simpelt hen ikke evidens – og nu bruger jeg det ord igen – for, at den hårde kriminalisering af narkotika virker. Derimod har det gennem tiderne ledt til eksempelvis den ekstremt dødelige og samfundsnedbrydende narkokrig i Mexico og til omfattende vold i store dele af resten af verden. Samtidig har kriminaliseringen af narkotika i alt for mange tilfælde, ikke mindst internationalt, ledt til uhensigtsmæssige konsekvenser for stofbrugerne. Her snakker vi om marginalisering, social og erhvervsmæssig udstødelse og uforholdsmæssig hård afstraffelse i form af f.eks. fængsling.

Det er også en kendsgerning, at Danmark er et af de lande i Europa, der har flest narkotikarelaterede dødsfald pr. indbygger med hele 263 dødsfald sidste år. Og samtidig estimerer Sundhedsstyrelsen, at 13.000 personer tager stoffer med sprøjter og kanyler i Danmark, og af dem står mellem halvdelen og to tredjedele uden for behandlingssystemet. Der er simpelt hen ikke fokus nok på behandling.

Så Danmarks politik virker ikke. Det er meget enkelt – den virker ikke. Det viser de her tal. Og derfor skal vi undersøge alternative tilgange til, hvordan vi kan indrette en socialt bæredygtig narkotikapolitik, både i Danmark og i resten af verden. Vores nationale såvel som internationale position bør simpelt hen reflektere et langt højere ambitionsniveau.

Vi går i Alternativet som bekendt ind for legalisering af cannabis. På trods af forbuddet mod cannabis er det let tilgængeligt på det sorte marked, som finansierer organiseret kriminalitet. Og forbuddet har desuden medført bandekrige og vold og uro, og politiet bruger uforholdsmæssig mange ressourcer på at håndhæve lovgivningen på området. Det var noget af det, jeg var inde på i mit spørgsmål tidligere. Så det er tydeligt for os, at en legalisering af cannabis opvejer ulemperne. Der er ikke noget, der tyder på, at et forbud skaber et mindsket forbrug af cannabis i vores befolkning. Der er givetvis andre forhold, der spiller ind, når vi taler om andre stoffer, og derfor er det afgørende, at vi får afdækket emnet fuldkommen. Det bør altså undersøges, i hvor høj grad de forhold, der gør sig gældende for cannabis, også gør sig gældende for den øvrige narkotika.

Derfor vil vi i Alternativet gerne understrege vores opbakning til den narkotikakommission, som vi kan takke Liberal Alliance for at vi får nedsat i 2016. Den skal generere ny viden på området og bl.a. undersøge de sociale og økonomiske konsekvenser af forbuddet mod narkotika. Vi ser meget frem til at følge det arbejde, som kommissionen kommer med, og som forhåbentlig kan gøre os endnu klogere. For vi skal blive klogere på det her område, og vi skal åbne vores horisont, sådan at vi ikke sidder fast i en politik, som igennem årtier har spillet fallit. Det gælder ikke mindst for de socialt udsatte i mange af verdens lande, som stadig lider hårdt under krigen mod narkotika. Dem skal vi hjælpe, ved at vi indfører en ny tilgang til narkotika.

Det er altså især i FN, at vi kan presse på for det. Der er flere organisationer og FN-organer, som decideret anbefaler en ny politik på området, og det er den anbefaling, som vi gerne vil understøtte og være en del af. Og det er ikke engang, fordi vi i Danmark behøver at påtage os rollen som foregangsland, for vi kan jo bare se mod syd, som vi allerede har været inde på, og kigge til Portugal, hvor man har indført en meget progressiv narkotikapolitik, hvor kriminalisering og stigmatisering og marginalisering af stofmisbrugere faktisk er blevet erstattet af behandling og rehabilitering. Og det har allerede sænket stofmisbruget og fået flere i behandling; det har altså gjort, at stofforbruget simpelt hen er faldet. Så lad os lytte til de erfaringer, som de har gjort sig i Portugal, og se, hvordan vi kan bruge dem til at fremme en narkotikapolitik i Danmark og i verden, som er baseret på empati, erfaring, viden og evidens. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Abildgaard, De Konservative.

Tak for det. Ordføreren var inde på, at når man kriminaliserer ting, kan der være en række, hvad kan man sige, ulemper, problemer forbundet med det, og det anerkender jeg også. Altså, når man kriminaliserer hård narko, kan der opstå et illegalt marked – der er opstået et illegalt marked – og det kan jo føre nogle problemer med sig med vold og kampe om markedet osv. Men kunne man egentlig ikke bruge samme logik til at sige, at så skal vi også legalisere eller afkriminalisere i forhold til våben herhjemme? Det er ikke noget drilsk spørgsmål, men kunne man egentlig ikke bruge den samme tankegang til at sige, at så skulle vi også bare have total frihed til at bruge våben herhjemme? For der er jo også et sort marked for det, hvor der er masser af kriminalitet og kampe og skyderier grupperingerne imellem.

Ordføreren.

Jo, i det ultimativt liberale samfund ville man sikkert gå ind for det.

Jeg tror, det her handler om, at vi skal huske, at narkotika har et afhængighedsskabende aspekt i sig. Så selv om man kunne, var jeg ved at sige, vælge frit, om man vil eller ikke vil være på det her marked, om man vil eller ikke vil sælge og købe stoffer, så kan det være svært, fordi man faktisk er afhængig af sit næste fix, og derfor kommer der faktisk elementer ind i det her, som gør, at det ikke er så frit stillet. Så nej, vi kunne ikke bare sige, at det samme gælder for våbenområdet. Det vil være min påstand.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og jeg ser ikke nogen ordfører for Radikale Venstre, så den næste ordfører er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Helt tilbage i 1936 udtalte den senere præsident for det internationale politiforbund, August Vollmer, at narkomani ikke er et problem, der kan løses via kriminalisering. Derudover understregede han, at det aldrig kan løses af politiet, men at det først og sidst er et medicinsk problem, der skal løses af medicinske eksperter. Det var tilbage i 1936.

Hvor står vi så nu 80 år senere? Vi har fået et system, der beror på kriminalisering, straf og indespærring, med et narkotikaproblem, der er eksploderet siden dengang. Det har fremmet et gigantisk kriminelt marked, og ifølge FN er handelen med narkotika på omkring 320 mia. dollars, kun oliemarkedet har en større omsætning. FN's Generalforsamling afholder i april næste år en specialsession – UNGASS, som vi har hørt om flere gange – om narkotika, og her er der en rigtig god mulighed for den danske regering til at præge sessionen i en mere fornuftig og skadesreducerende retning. Vi har brug for at gå væk fra moralisme og symbolpolitik og i stedet for basere vores tilgang og anbefalinger på et evidensbaseret grundlag, på det, der virker.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, konkluderede for flere år siden på baggrund af en stor undersøgelse af forbruget af illegale stoffer i 17 lande, at der ikke er sammenhæng mellem de enkelte landes narkotikalovgivning og befolkningens forbrug af narkotika. Sandsynligheden for, at en amerikaner har prøvet kokain, er otte gange højere, end den er for en hollænder, mens der er dobbelt så stor en sandsynlighed for, at samme amerikaner har prøvet at ryge hash eller marihuana. Ligeledes er der ikke forskel på forbruget i Norge og Sverige, selv om Norge har en mere lempelig politik.

Den portugisiske model, som vi har talt en del om i dag, har netop vist, at en afkriminalisering ikke har ført til flere misbrugere; faktisk er antallet blandt de unge faldet. Antallet af stofmisbrugere i behandling steg fra 23.000 i 1998 til 38.000 i 2008, og mellem 2000 og 2008 faldt det årlige antal af hiv-tilfælde blandt stofbrugere fra 907 til 267. I 2014 udgav WHO en rapport, hvori de for første gang opfordrede verdens lande til at afkriminalisere stoffer til personligt brug for at fremme folkesundheden. Der stod: Lande bør arbejde hen imod at udvikle politikker og love, der afkriminaliserer indsprøjtning og anden brug af stoffer og dermed reducerer brugen af indespærring.

I SF mener vi, at den portugisiske model virker meget tiltalende, og vi har længe efterspurgt en kommission til at undersøge spørgsmålet. Vi ser, at hverken den danske eller den globale tilgang til det i dag hjælper på nogen måde. I stedet har vi skabt et meget lukrativt marked for organiserede kriminelle, og den portugisiske model er god, fordi man netop kan gå efter bagmændene. Grundideen om, at man tilbydes behandling, når man bliver antruffet på gaden med stoffer på sig, er langt at foretrække frem for politi og straf. WHO anbefaler, at afkriminalisering af stofbrug er nøglen til effektivt at reducere sygdomme og skader, og Human Rights Watch opfordrer FN og verdens regeringer til at afkriminalisere narko i små mængder.

Hverken den danske eller den globale krig mod narkotika har virket. Det er på tide, at vi ændrer retning. Omkostningerne – både de menneskelige og de økonomiske – er simpelt hen for store. Og efter hvad jeg har hørt fra mine kollegaer her i salen i dag, er vi alle sammen interesserede i at få reduceret skadesvirkninger, reduceret antallet af misbrugere og reduceret de negative konsekvenser, det også har for resten af samfundet. Derfor vil jeg bare opfordre til, at man genovervejer sin position i de partier, der ikke er enige med os, for det er kun gået i en retning med den politik, vi har ført i de senere år, og det er den forkerte vej.

Jeg har lovet at hilse fra De Radikale og sige, at de støtter op om både grundsynspunkterne fra de partier, der står bag forslaget til vedtagelse, og forslagsteksten.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Det er udmærket, at verdens ledere i 2016 stævner sammen i New York for at drøfte narkotikapolitik og udstikke linjerne for fremtiden. Mens det krævede 20 års optakt at få en ambitiøs klimaaftale via FN, findes der i dag allerede tre forskellige narkotikakonventioner, som har tilslutning fra hele 184 lande. Det tror jeg vil gøre enhver klimaforhander grøn af misundelse.

I Det Konservative Folkeparti er vi trygge ved den linje, som regeringen har lagt, og som jo er en videreførelse af den tidligere regerings linje. Det er godt og fornuftigt, at der er sammenhæng i det arbejde.

Vi ønsker en fleksibel konvention, som giver vide rammer for udvikling af indsatsen på nationalt plan. Fokus skal ikke kun være på kriminalisering af narkotika, men også meget gerne på forebyggelse og skadereduktion og naturligvis også på menneskerettigheder. Vi skal fortsat sikre, at unge mennesker kender de omfattende konsekvenser, der er ved narkotika, både de hårde og de bløde former. Mange unge tror i dag, at det er ufarligt at eksperimentere med stoffer, hvilket langtfra er tilfældet.

Men vi har tiltro til den forhandlingslinje, regeringen har lagt, og tilslutter os det forslag til vedtagelse, som blev læst op af Socialdemokraternes ordfører.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Tak. Jeg kan forestille mig, at ordføreren ikke synes, at situationen i dag, hverken i Danmark eller globalt set, når det handler om narkotika og forbrug og misbrug af narkotika, er særlig ønskværdig. Derfor leder jeg efter nogle svar fra ordføreren på, hvad man skal gøre anderledes.

Ordføreren er ikke enig i det forslag til vedtagelse, som vi er nogle partier der står bag. Ordføreren siger, at vi skal gøre mere af det, vi allerede gør: have fokus på forebyggelse, oplysning og stadig væk også kriminalisering. Men det har vi jo prøvet, og vi har set igennem de sidste par årtier, at problemet bare er eksploderet. Så hvad er efter ordførerens mening det nye, vi skal gøre for at ændre retning?

Ordføreren.

Jeg mener eksempelvis også, at der er for mange våben i frit omløb i Danmark, men derfor går jeg ikke ind for at afkriminalisere det at have våben uden at have tilladelse til det. Jeg mener ikke, at løsningen altid bør være, når man mener, noget ikke fungerer tilstrækkelig godt, bare at sige, at så afkriminaliserer man det. Vi skal gøre mere for at forebygge.

Vi kan tage en drøftelse om den danske narkotikapolitik, men det er ikke det, der er på dagsordenen i dag. Det understregede Enhedslistens ordfører selv tidligere.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg synes overhovedet ikke, man kan sammenligne de to ting. Det, som vi er flere partier der har plæderet for, er netop at basere vores politik på evidens, på tal, på det, som vi ved virker. Og når vi kan se, at afkriminalisering i f.eks. Portugal kan føre til et mere positivt resultat, så siger vi: Hvorfor ikke kigge på det? Hvorfor opfordrer vi ikke regeringen til at basere anbefalingerne på det?

Hvad vi ved om våben er, at jo mere lempelig våbenlovgivningen er, jo flere våben er der i omløb, og jo flere dødsfald er der. Det er de tal, vi kender. Så det er jo den store forskel.

Ordføreren.

Men når vi Konservative ser på det her, baserer vi vores politik på værdier og på principper. Narkotika er ekstremt skadeligt, og derfor synes vi, det sender et forkert signal at snakke om at afkriminalisere det. Det har store konsekvenser for mennesker, der tager narkotika. Jeg forstår godt, hvis der sidder nogle og hører den her debat i dag og bliver forvirrede, for det virker, som om der overhovedet ikke er nogen problemer forbundet med at tage narkotika, og det er ikke tilfældet. Så jeg synes, det sender et forkert signal at tale om afkriminalisering, og det er vi ikke tilhængere af i Det Konservative Folkeparti.

Den næste korte bemærkning er fra fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Altså, jeg må ærlig talt indrømme, at jeg er en lille smule forbløffet over den måde, den konservative ordfører taler på. Den konservative politik hviler på værdier og principper og et ønske om at sende signaler. Men i den virkelige verden forholder det sig altså sådan, at i hvert fald i 40 år har man på globalt plan strammet og strammet og straffet mere og mere: mere politi, hårdere straffe. Der findes endda lande, som har dødsstraf for narkotikaforbrydelser. Og alligevel er forbruget steget, salget er steget, og produktionen er steget. Det var den konservative tidligere justitsminister, så vidt jeg husker, som både i 2004, i 2007 og vist også i 2009 strammede den danske narkotikalovgivning. Så der er blevet mere og mere straf. Mener Konservative, at det har virket? Er det blevet bedre?

Ordføreren.

Jamen jeg er ikke i tvivl om, at ordføreren for forespørgerne er forbløffet, for hun sad og rystede meget åbenlyst på hovedet, da jeg talte. Det kunne jeg ikke undgå at bemærke, så det kom ikke bag på mig.

Når jeg siger, at det bygger på værdier og principper, er det, fordi vi har et konservativt menneskesyn – og det er ikke, fordi det sådan skal blive højt hævet på den måde – som faktisk ser mennesket som grundlæggende ufornuftigt. Det kan jo virke enormt negativt på sådan en dag her før juleferien, men det er grundlæggende det konservative menneskesyn. Vi ser mennesket som ufornuftigt, og det betyder også, at mennesket kan træffe ufornuftige valg. Og et ufornuftigt valg er eksempelvis at tage stoffer. Derfor mener vi, det er legitimt, at staten går ind og så at sige beskytter imod at træffe ufornuftige valg.

Så er jeg med på, at ordførerens pointe er, at man ikke beskytter særlig godt ved at kriminalisere. Den pointe har jeg fanget, men fra et konservativt synspunkt ville det være et forkert signal at sende at sige, at det er en, forstå mig ret, fornuftig beslutning at kunne tage stoffer. Det mener vi ikke.

Fru Pernille Skipper.

Det er jeg glad for. Den konservative ordfører erkender netop, at det her lige præcis ikke er en diskussion om, om man synes, det er en god idé at tage stoffer, for det er der ingen herinde, der gør. Det her er et spørgsmål om, hvordan vi bedst muligt beskytter mennesker mod at ende i den sociale, fysiske, psykiske deroute, det kan være at få et misbrug.

Konservatives ordfører står og taler om signaler, men det, jeg spørger om, er ikke signaler. Jeg har forstået, at Konservative har et signal om at være meget tough. Super, men har det virket? Er der nogen dokumentation overhovedet for, at den her strafpålæggelse har virket?

Ordføreren.

Eksempelvis kan jeg henvise til den ph.d., som er lavet af en lektor på Aalborg Universitet, der hedder Kim Møller, og som peger på, at en afkriminalisering vil betyde et markant øget forbrug. Den kan jeg eksempelvis henvise til.

Den næste korte bemærkning er fra fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Tak for det. Lige først en hurtig kommentar. Når fru Mette Abildgaard sammenligner med våben, så er der den forskel, at våben kan skade andre. Når man indtager narkotika, skader det kun en selv.

Men spørgsmålet, jeg vil stille, er: Hvad er egentlig argumentet for at fortsætte med noget, som vi har set ikke virker? Vi har kun tal for, at afkriminalisering gør misbruget mindre. Hvad er argumentet for at fortsætte med det, der ikke virker?

Ordføreren.

Jeg mener personligt, det ville være en falliterklæring at give op her og sige, at okay, så afkriminaliserer vi det, og så håber vi på bedre tider. Den evidens, der er for det, er alt andet lige også begrænset. Jeg er klar over, at der er blevet henvist til Portugal nogle gange i dag, men det er ikke noget langvarigt projekt, sådan som jeg i hvert fald forstår det, man har haft gang i der, og derfra mangler vi også stadig væk at se flere resultater.

Vi synes fra konservativ side, at det er en falliterklæring at give op. Vi er gerne med på at se på, hvad vi kan gøre mere for at forebygge i Danmark. Lad os endelig tage den diskussion. Ofte starter et alvorligt misbrug med et hashmisbrug. Vi ser gerne på, hvordan vi kan forhindre, at flere unge prøver hash også i en meget, meget ung alder. Der er massive problemer forbundet både med et hashmisbrug og bestemt også med hårde stoffer i forhold til indlæring, sundhed osv.

Så er det den anden korte bemærkning til fru May-Britt Kattrup. Værsgo.

Skal jeg forstå ordføreren på den måde, at man egentlig godt kan se, at det ville virke at afkriminalisere, men at man bare synes, at det er en falliterklæring at give op, for nu har man sagt, at sådan vil man gøre, og så er det en falliterklæring at give op? Er det sådan, jeg skal forstå det?

Ordføreren.

Jeg tror ikke på, at det vil give færre problemer i Danmark med narkotika, hvis vi her fra Folketinget sendte det signal, at der ikke er noget sådan specielt farligt ved narkotika, og at der derfor ikke er nogen problemer i, at man eksperimenterer med det. Det er det signal, vi sender, når vi afkriminaliserer. Når vi har kriminaliseret det, er det netop for at sende et signal om, at det her er ekstremt skadeligt og kan have ekstremt store konsekvenser for det enkelte menneske.

Så er det fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak for ordet. Jeg tror ikke, der er nogen af de partier, der har bakket op om den erklæring, som Liberal Alliance har læst op, som er ligeglade med menneskelige konsekvenser. Det er jo i virkeligheden det, som jeg synes det her handler om: de menneskelige konsekvenser ved at tage narkotika. Der er ikke nogen i den her sal i dag, som har udtrykt, at det er helt i orden at tage narkotika.

Det, jeg bare hæfter mig ved – og det kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren om – er, om stramningerne af loven om euforiserende stoffer i 2004, da vi indførte nultolerance, og i 2007, da vi indførte højere bøder, har haft den effekt, at narkotikaforbruget er faldet i Danmark.

Ordføreren.

Fra Konservatives side anerkender vi, at vi nogle gange godt kan hæve strafferammen for nogle, uden at det nødvendigvis vil betyde en mindre kriminalitet på området. Vi anerkender, at der er områder, hvor det kan ske. Men så er det også noget med en retsfølelse, og hvad man mener er en passende straf. Og det er sådan, vi har lagt os.

Men jeg bliver nok nødt til igen at sige, at det her er en diskussion om den danske position ved en FN-komsammen; det er ikke nogen gennemtestning af, hvad vi har gjort i dansk politik på det område de sidste 10 år. Den debat tager jeg gerne en anden gang, men så vil jeg bare gerne være forberedt på, at det er det, vi skal diskutere.

Fru Josephine Fock.

Jamen det er jeg fuldstændig enig med ordføreren i. Men nu er det, fordi jeg synes, vi lige var kørt ned ad den sti, og jeg ville i hvert fald ikke have siddende på mig, at Alternativet ikke var interesseret i, hvad skal man sige, at se på de ofre, der tager narkotika. For jeg synes i virkeligheden, det er det, det hele drejer sig om. Det er derfor, vi har fremsat det her forslag til vedtagelse om, at vi i FN-systemet skal opfordre til, at man skal forsøge at gå andre veje, for faktum er, at når man ser på tallene, kan man se, at forbruget er steget, produktionen er steget, antallet af kriminelle er steget, og der har ikke været nogen effekt på de ofre, om man så må sige, der er narkotikaforbrugere. Vi synes, det er den vej, man skal gå og se på: Hvad gør vi for at hjælpe dem?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at Alternativets ordfører også ser de mennesker, som tager narkotika, som ofre, for det gør vi også i Det Konservative Folkeparti. Vi mener ikke, det er et rationelt valg at træffe for et menneske at tage narkotika, fordi det har meget store konsekvenser for både krop og sind.

Så er det fru Carolina Magdalene Maier. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes faktisk, det er en rigtig interessant diskussion, der kommer ud af det her, og det gør jeg, fordi jeg jo i høj grad anerkender, at den konservative ordfører faktisk står fast på de konservative grundprincipper, i forhold til hvordan det er, vi ser mennesket, og at det ligesom er udgangspunktet for politikken på området i det her. Det må man jo anerkende, om man så er enig eller ej. Man må anerkende, at det er De Konservatives position.

Men jeg kunne bare godt tænke mig at spørge om noget, for vi talte lidt om signalværdi versus virkelighed: Hvis vi nu forestillede os en situation, hvor det viste sig, at antallet af dødsfald, i forhold til hvad vi har nu, f.eks. eksploderede med den linje, vi har nu – og vi kan gå til Portugal og se, at der falder antallet, og det er jo også, kan man sige, et udtryk for hensynet til det enkelte menneske – kunne man så forestille sig, at De Konservative kunne flytte sig på noget tidspunkt på lige præcis det her område?

Ordføreren.

Man skal jo aldrig spå, specielt ikke om fremtiden – det er i hvert fald svært. Jeg har personligt svært ved at forestille mig, at Det Konservative Folkeparti skulle ændre holdning til det her, og det er ud fra et grundlæggende konservativt menneskesyn, hvor vi ser et menneske, der i bund og grund er ufornuftigt. Det betyder også, at der kan være brug for, at staten træffer nogle beskyttende foranstaltninger. Og det er jo et håbløst umoderne menneskesyn – er der helt sikkert nogle, der vil sidde og tænke – i disse tider med høje tanker om alle, men det er jo det samme, når vi f.eks. går ind for at regulere på miljøområdet. Så er det også, fordi vi tror, at mennesker nogle gange er ufornuftige, og at der er behov for en stat, som sætter nogle reguleringer ind.

Fru Carolina Magdalene Maier?

Nej, ikke anden kommentar end en anerkendelse af, at man ligesom i hvert fald står fast på sin position. Og jeg synes, deres position er fint begrundet, selv om vi er meget uenige i Alternativet.

Ønsker ordføreren at kommentere det?

Dermed er der ikke flere korte bemærkninger til Det Konservative Folkepartis ordfører. Er der flere, der ønsker ordet i denne debat?

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted på mandag den 21. december 2015.