B 197 Forslag til folketingsbeslutning om et dansk bidrag til en international maritim operation med henblik på borttransport af rester fra Libyens kemiske våbenlager.

Af: Udenrigsminister Kristian Jensen (V)
Udvalg: Forsvarsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Vedtaget

Betænkning

Afgivet: 17-08-2016

Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget den 17. august 2016

20151_b197_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget den 17. august 2016

1. Ændringsforslag

Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet 1 ændringsforslag til beslutningsforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 15. august 2016 og var til 1. behandling den 17. august 2016. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Forsvarsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 1 møde.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til forsvarsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL og SF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Socialdemokratiets og Radikale Venstres medlemmer af udvalget støtter beslutningsforslaget, men kan ikke stemme for Enhedslistens ændringsforslag, idet de civile besætningsmedlemmer allerede er ansat med løn- og arbejdsforhold efter gældende danske regler på området på nøjagtig samme måde, som det var tilfældet, da Danmark deltog i missionen om bortskaffelse af kemiske våben fra Syrien i 2014.

Alternativets medlem af udvalget finder det afgørende, at der er et klart folkeretligt mandat med FN-resolutionen som fundament, når vi siger ja til at fjerne de kemiske våben i Libyen. Danmarks styrker er blevet bedt om at stå i spidsen for operationen i en ledende rolle. Det er et stærkt eksempel på, at Danmark er velanset og respekteret som international aktør, hvorfor vi også skal stile efter politisk at indtage en rolle som netop humanitær stormagt - også selv om der er tale om en militær aktion.

Et mindretal i udvalget (EL og SF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Enhedslistens og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget støtter dansk deltagelse i destruktionen af resterne af Libyens kemiske våben, ligesom vi bakkede op om dansk deltagelse i destruktionen af Syriens kemiske våben. Det er positivt, at Danmark kan bidrage til nedrustning og ødelæggelse af masseødelæggelsesvåben. For Enhedslisten og SF er det vigtigt, at denne beslutning følger folkeretten, og at Danmark ikke bliver en generel del af konflikterne i Libyen. Ligeledes er det selvfølgelig vigtigt for os, at destruktionen foregår forsvarligt i forhold til miljø og sikkerhed. Herunder bør regeringen sikre, at de civile søfolk, der udfører en så farlig mission for den danske stat, sikres danske løn- og arbejdsforhold, og at staten ikke bidrager til løndumping. Det er baggrunden for Enhedslistens ændringsforslag, som SF støtter.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Til teksten

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF):

1) Efter sidste pkt. indsættes som nyt punktum: »Den civile besætning på danske fartøjer, der deltager i udførelsen af opgaven, skal ansættes efter danske løn- og arbejdsvilkår.«

[Krav om danske løn- og arbejdsvilkår]

Bemærkninger

Til nr. 1

For Enhedslisten er det vigtigt, at den danske stat ikke bidrager til løndumping. Derfor foreslås det, at søfolkene på de danske skibe, der skal deltage i opgaven med at bortskaffe kemiske våben fra Libyen, skal ansættes efter danske løn- og arbejdsvilkår.

Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Marie Krarup (DF) Søren Espersen (DF) Jan Erik Messmann (DF) Jeppe Jakobsen (DF) Henrik Brodersen (DF) Ib Poulsen (DF) Peter Juel Jensen (V) Jakob Ellemann-Jensen (V) Marcus Knuth (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Michael Aastrup Jensen (V) Christina Egelund (LA) Leif Mikkelsen (LA) Naser Khader (KF) Annette Lind (S) Bjarne Laustsen (S) Nick Hækkerup (S) Jan Johansen (S) nfmd. Jesper Petersen (S) Simon Kollerup (S) Trine Bramsen (S) Eva Flyvholm (EL) Nikolaj Villumsen (EL) René Gade (ALT) Martin Lidegaard (RV) Holger K. Nielsen (SF) Aaja Chemnitz Larsen (IA) Aleqa Hammond (SIU)

Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 197

Bilagsnr.
Titel
1
Baggrundsmateriale til behandlingen af beslutningsforslag B 197 om et dansk bidrag til en international maritim operation med henblik på borttransport af rester af Libyens kemiske våbenlager
2
Tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget
3
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 197

Spm.nr.
Titel
1
Spm., om ministeren vil fremsætte et ændringsforslag, der sikrer, at de involverede søfolk sejler under dansk overenskomst på Ark Futura i forbindelse med udførelsen af opgaven med at borttransportere det kemiske våbenlager, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå