SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 79: Spm. om kommentar til intern henvendelse af 25/11-2015 fra Lise Kramer om handicappede borgeres transport vilkår, til sundheds- og ældreministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg

Dato: 21. januar 2016

Enhed: Sygehuspolitik

Sagsbeh.: DEPRATH

Sagsnr.: 1507716

Dok. nr.: 1845145

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har den 26. november 2015 stillet følgende

spørgsmål nr. 79 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 79:

”Vil ministeren kommentere internt SOU alm. del – bilag 79 og evt. indhente bidrag

fra Sundheds- og Ældreministeriet i forhold til om ministeren mener, at det er rimeli-

ge vilkår der gives til handicappede borgere, når alt transport skal være så besværlig

for borgerne – både i forhold til, at der skal betales med kontanter, og at det kan tage

flere timer end nødvendigt, før borgeren kommer det rette sted hen? ”

Svar:

Til brug min besvarelse af SOU alm. del. spm. 79, som er omtrykt fra Social- og Inden-

rigsministeriet, har Sundheds- og Ældreministeriet indhentet bidrag fra Transport- og

Bygningsministeriet vedrørende individuel handicapbefordring og flexture. Transport-

og Bygningsministeriet, som har indhentet bidrag fra Trafikselskaberne i Danmark,

har oplyst følgende:

”Helt overordnet gælder, at individuel handicap-/flexkørsel ikke er ta-

xakørsel, men behovsstyret, koordineret kollektiv trafik.

Individuel handicapkørsel reguleres i § 11 i lov om trafikselskaber. Ord-

ningen etablerer individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæm-

mede over 18 år og dækker transport til formål, der ikke er dækket af

andre kørselsordninger, herunder særligt til fritidsformål. Individuel

handicapkørsel skal som minimum give de borgere, der er omfattet af

ordningen, mulighed for 104 enkeltture pr. år.

Flexture skal betragtes som offentlig servicetrafik, jf. § 5 stk. 1, i lov om

trafikselskaber.

Inden for rammerne af denne lovgivning er det kommunerne, der poli-

tisk fastlægger serviceniveauet for ordningen i den enkelte kommune.

Det betyder, at fx bestillingsfristen på i dette tilfælde to timer før af-

gang i Midttrafik er udtryk for en politisk beslutning vedrørende det øn-

skede regionale serviceniveau. Det samme gælder betalingsformen og

den omvejskørsel og ventetid, brugerne kan opleve.

Trafikselskaberne i Danmark oplyser, at nogle kunder således må ud på

en omvej, da vognen skal hente andre passagerer. Kommunerne sætter

grænser for, hvor lang tid turen må vare, og der tages hensyn til, hvis

kunden skal være fremme på et bestemt tidspunkt. Rejsetiden kan i

Midttrafik blive fx forlænget med op til 100 pct. af den direkte køretid

dog altid op til 20 minutter, uanset at den direkte køretid er kortere.

SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 79: Spm. om kommentar til intern henvendelse af 25/11-2015 fra Lise Kramer om handicappede borgeres transport vilkår, til sundheds- og ældreministeren

Side 2

Fordelen herved er, at vognene udnyttes optimalt, der er reduceret

tomkørsel og kommuner og regioner opnår stordriftsfordele.

Trafikselskaberne i Danmark oplyser desuden, at hvis en kunde mener,

at de har siddet for længe i en bil, opfordres de til at kontakte trafiksel-

skabet, så sagen kan blive undersøgt.

Endelig oplyser Trafikselskaberne i Danmark, at alle kunder bliver bedt

om at kontakte trafikselskabet, hvis det aftalte afhentningstidspunkt

overskrides og de endnu ikke har hørt fra trafikselskabet/chaufføren.

Ved forsinkelser på over 20 minutter er handicapkørsel og Flextur om-

fattet af rejsegaranti, hvormed egenbetalingen kan refunderes.”

For så vidt angår befordringsregler under Sundheds- og Ældreministeriets ressort, kan

jeg oplyse, at det i henhold til bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befor-

dring og befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven, er regionerne, der yder befor-

dring og befordringsgodtgørelse til og fra behandling på sygehus, hvis personen op-

fylder betingelserne herfor. For så vidt angår anvendelse af det frie sygehusvalg eller

udvidede frie sygehusvalg, gælder det, at personer, der vælger at benytte sig af det

frie eller udvidede frie sygehusvalg, har ret til befordringsgodtgørelse som minimum

svarende til befordringsudgiften til det behandlingssted, hvor behandlingen ville have

fundet sted efter regionens visitationskriterier. Det er derfor op til regionerne at til-

rettelægge befordringen til og fra sygehusbehandling, herunder ruterne, eller at yde

befordringsgodtgørelse til patienten.

Kommunerne yder godtgørelse for befordring med ambulance eller særligt indrettet

sygekøretøj til og fra akut skadebehandling hos alment praktiserende læge eller spe-

ciallæge, hvis personens tilstand gør det nødvendigt, samt til og fra planlagte konsul-

tationer hos den valgte alment praktiserende læge eller speciallæge. Kommunerne

yder også befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra genoptræning efter endt

sygehusbehandling, når der er udarbejdet en genoptræningsplan.

Jeg forventer naturligvis, at både regioner og kommuner iagttager de gældende reg-

ler for befordring og befordringsgodtgørelse i forbindelse med såvel akut som plan-

lagt behandling i sundhedsvæsenet, herunder tilrettelægger en ansvarlig befordring

inden for de aftalte økonomiske rammer.

Med venlig hilsen

Sophie Løhde

Rasmus Thomsen