Pr. e-mail
Skatteministeriet
Att.: Skatteminister Karsten Lauritzen
Nicolai Eigtveds Gade 28
DK-1402 København K
Den 24. august 2016
Kopi til
Pr. e-mail [email protected]
Erhvervs- og Vækstministeriet
Att.: Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
Skatteudvalget
Folketinget
Christiansborg
DK-1240 København K
FRADRAGSRET FOR LØNUDGIFTER M.V.
Kære Karsten Lauritzen
Vi kontakter dig på baggrund af to nylige domme, hvor Østre Landsret fandt, at SKAT principielt kunne nægte fradragsret
for lønudgifter, som ansås for at være afholdt i forbindelse med udvidelse af virksomhed (domme af 1. juni 2016 i
sagerne B-3434-13 og B-1971-14).
Der var tale om to bankers lønudgifter til medarbejdere i forbindelse med bankernes opkøb af bankvirksomhed i årene
2008-2010. Østre Landsret fastslog
konkret,
at nægtelse af fradrag ville udgøre en praksisændring, hvorfor de to banker
ikke kunne nægtes fradrag uden forudgående varsling af praksisændringen. Retten fastslog imidlertid
generelt,
at
statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, hjemler SKAT adgang til at nægte fradragsret for lønudgifter til en virksomheds egne
medarbejdere, når lønnen vedrører "… en egentlig udvidelse af [virksomheden] ud over dens hidtidige rammer. "
Dommene er de seneste i en række sager om det skatteretlige driftsomkostningsbegreb og fastlæggelsen af
virksomheders fradragsberettigede udgifter. Sagerne giver indtryk af, at Skatteministeriet generelt forfølger en strategi
om at reducere virksomhedernes fradragsret mest muligt og ønsker at ændre den hidtidige retsstilling ved at anlægge en
langt mere restriktiv praksis end hidtil.
Vi har forstået, at Skatteministeriet har anket Østre Landsrets domme til Højesteret.
Uanset anken og udfaldet af ankesagerne er der et påtrængende behov for et (lov-)initiativ til afklaring af
retsstillingen.
En retsstilling i overensstemmelse med Skatteministeriets nye praksis som udtrykt i de to nye domme er
uforholdsmæssigt bebyrdende for erhvervslivet. Dette gælder
administrativt,
hvor en løbende sondring mellem udgifter
med og uden fradragsret vil påføre os væsentlig yderligere administration (herunder forventeligt til tidsregistrering m.v.),
økonomisk,
hvor en reduktion af fradragsretten selvsagt vil påføre os en økonomisk byrde, og i forhold til vores
retssikkerhed,
da vi ikke kender vores retsstilling, når fradragsretten løbende og via konkrete sager ændres og gøres
mere restriktiv.
Fraværet af klare retningslinjer for, hvordan fradragsretten konkret skal opgøres, skaber i sig selv væsentlig usikkerhed
og påfører os administrative byrder og omkostninger og vil utvivlsomt føre til utallige yderligere tvister og dermed
omkostninger. Disse byrder og omkostninger er ikke proportionale med hensynet bag driftsomkostningsprincipperne.