REU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 502: Spm. om og hvordan ministeren vil sikre, at det bliver teknisk muligt at identificere de sager, der vedrører klager over administrative frihedsberøvelser, til justitsministeren

Retsudvalget 2015-16
REU Alm.del
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

29. februar 2016

Politikontoret

Bjarke Gano

2016-0030-4140

1864331

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 240 (Alm. del), som

Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 1. februar 2016.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Josephine Fock (ALT).

Søren Pind

Esben Haugland

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 502: Spm. om og hvordan ministeren vil sikre, at det bliver teknisk muligt at identificere de sager, der vedrører klager over administrative frihedsberøvelser, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 240 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren redegøre for, om ministeren har til hensigt at

igangsætte nye tiltag, for at politiet foretager færre

administrative frihedsberøvelser og foretager en bedre indsats

for at undgå ulovlige frihedsberøvelser, jf. rapporten ”Politiets

indgreb i ytrings- og forsamlingsfriheden” fra Justitia den 29.

januar 2016?”

Svar:

Det følger af § 1 i lov om politiets virksomhed (politiloven), at politiet

skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet. Dette formål

kan fremmes gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende

virksomhed.

Politiet har desuden i medfør af politilovens § 7, stk. 1, til opgave at

beskytte borgernes ret til at forsamle sig. Det følger af bemærkningerne til

bestemmelsen, jf. lovforslag nr. L 159 af 4. februar 2004, at det med

bestemmelsen understreges, at politiet i dets virksomhed skal værne om

den grundlovssikrede forsamlingsfrihed, og at politiet i forbindelse med

iværksættelse af indgreb over for en forsamling skal tage hensyn til

forsamlingsfriheden. Det fremgår eksempelvis, at hvis politiet forud for en

demonstration mod en ambassade afspærrer et område for at holde

demonstranterne i en vis afstand hertil, skal dette ske under hensyntagen til

demonstrationens mulighed for at give sin mening til kende.

Politiloven giver i visse tilfælde mulighed for, at politiet kan foretage

administrative frihedsberøvelser:

Det gælder for det første om nødvendigt i forhold til den eller de personer,

der giver anledning til fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt

fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed, jf. politilovens § 5,

stk. 3.

Det gælder for det andet om nødvendigt i forhold til forsamlingsdeltagere,

som giver anledning til fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige

orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, jf.

politilovens § 8, stk. 4.

Og for det tredje kan politiet i medfør af politilovens § 9, stk. 3, med

henblik på at afværge opløb, der indebærer fare for forstyrrelse af den

offentlige fred og orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige

sikkerhed, om nødvendigt frihedsberøve den eller de personer, der giver

anledning til faren.

Det er i alle tilfælde en forudsætning, at mindre indgribende midler, såsom

udstedelse af påbud, legemsbesigtigelse eller fratagelse af genstande, ikke

er tilstrækkelige til at afværge faren.

Frihedsberøvelsen efter politiloven skal være så kortvarig og skånsom som

muligt, og en frihedsberøvelse efter politilovens § 5, stk. 3, må så vidt

muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer, mens frihedsberøvelsen efter

politilovens § 8, stk. 4, eller § 9, stk. 3, så vidt muligt ikke må udstrækkes

ud over 12 timer.

Frihedsberøvelser, der er iværksat i medfør af politiloven, kan påklages til

politidirektøren med klagemulighed til Rigspolitiet eller indbringes for

retten i medfør af reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Til brug for besvarelse af spørgsmålet har Justitsministeriet indhentet en

udtalelse fra Rigspolitiet om de eksisterende tiltag i forhold til

administrativ frihedsberøvelse, hvoraf fremgår bl.a.:

”Rigspolitiet bemærker, at der i de senere år er iværksat flere

tiltag på baggrund af erfaringer i forbindelse med

administrative frihedsberøvelser efter politiloven.

Rigspolitiet iværksatte således i december 2009 en

indberetningsordning

omfattende

administrative

frihedsberøvelser efter politilovens §§ 8 og 9, der har varet i

mere end 6 timer. Denne indberetningsordning er fortsat

gældende. I den seneste indberetning til Justitsministeriet

vedrørende indberetningsperiode fra den 15. marts 2014 til den

15. marts 2015 har Rigspolitiet oplyst, at Rigspolitiet ikke har

modtaget indberetninger om administrative frihedsberøvelser

efter politilovens §§ 8 og 9, som udstrakte sig over 6 timer.

Rigspolitiet har endvidere i 2014 udarbejdet generelle

retningslinjer for den politimæssige indsats i forbindelse med

større demonstrationer mv. med henblik på at vejlede

politikredsene om særlige forhold i forbindelse med større

demonstrationer, herunder blandt andet udstrækningen af

adgangen til at foretage frihedsberøvelser efter politiloven,

behandlingen af de frihedsberøvede samt information til

demonstrationsdeltagere. Vejledningen er udarbejdet i lyset af

Østre Landsrets dom af 25. januar 2012, hvor landsretten tog

stilling til en række frihedsberøvelser i forbindelse med COP

15 i december 2009 samt anbefalingerne i redegørelse af 20.

december 2012 afgivet af Folketingets Ombudsmand i den

såkaldte OPCAT-undersøgelse. Det anføres også i denne

vejledning, at en administrativ frihedsberøvelse under alle

omstændigheder altid skal være så kortvarig og skånsom som

muligt, og at en frihedsberøvet person skal løslades, så snart de

omstændigheder, der gav anledning til frihedsberøvelsen, ikke

længere er til stede.

Herudover vurderer Rigspolitiet løbende, om den retspraksis,

der følger af domstolenes behandling af sager om

administrative frihedsberøvelser, har betydning for de

nationale taktiske koncepter for politiets opgaveløsning på det

beredskabsmæssige område. Det gælder særligt i forhold til

politiets håndtering af politimæssige opgaver i forbindelse med

demonstrationer og fodboldkampe. Således har de seneste

domme om administrative frihedsberøvelser fra København

givet anledning til en række ”lessons learned”, som

Rigspolitiet vil sørge for at udbringe til samtlige landets

politikredse. Dette gælder bl.a. snitfladen mellem at følge en

demonstration eller et optog og en egentlig frihedsberøvelse.

Herudover har de seneste domme understreget vigtigheden af

efterfølgende at kunne dokumentere politiets anvisninger mv.”

Politiet har som anført ovenfor til opgave at virke for tryghed,

sikkerhed, fred og orden i samfundet. I den forbindelse har politiet bl.a. i

politiloven en række redskaber, som politiet kan og skal anvende. Disse

redskaber skal naturligvis alene anvendes, når det er nødvendigt, og i

forbindelse med iværksættelse af indgreb skal politiet tage hensyn til

forsamlingsfriheden og borgernes mulighed for at give meninger til kende.

Som det fremgår af den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 238 (Alm.

del) fra Folketingets Retsudvalg, er der sket en væsentlig stigning i antallet

af registrerede administrative frihedsberøvelser efter politiloven over de

seneste 10 år. Og som det ligeledes fremgår af besvarelsen, kan

Rigspolitiet ikke umiddelbart identificere en entydig årsag til stigningen.

Der sker ikke i dag en systematisk opfølgning på sager, hvor en

administrativ frihedsberøvelse underkendes af politidirektøren, af

Rigspolitiet eller ved domstolene, jf. også den samtidige besvarelse af

spørgsmål nr. 241 (Alm. del) fra Retsudvalget.

Jeg har på den baggrund bedt Rigspolitiet om inden udgangen af marts at

oplyse, hvilke tiltag der efter Rigspolitiets vurdering kan tages for at sikre,

at der sker en systematisk opfølgning i tilfælde, hvor administrative

frihedsberøvelser underkendes i klagesystemet eller ved domstolene.

Det er desuden min opfattelse, at det er nødvendigt at undersøge nærmere,

i hvilke typer af situationer politiet i praksis anvender administrative

frihedsberøvelser, og jeg har på den baggrund bedt om, at der igangsættes

et sådant arbejde, som også skal kortlægge behovet for

lovgivningsmæssige justeringer eller andre tiltag i forhold til

administrative frihedsberøvelser efter politiloven.

Jeg vil vende tilbage over for Retsudvalget, når dette arbejde er afsluttet.