Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del
Offentligt
1604495_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr.
001-14275
26. februar 2016
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 11. februar 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 457 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Rene Christensen (DF).
Spørgsmål nr. 457 (alm. del)
Er det muligt at lave en godkendelse for en kortere periode end 15 år, f.eks.
2-5 år, hvor man får tid til at undersøge effekterne af glyphosat sammen med
hjælpestofferne?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser at:
”Ifølge reglerne i pesticidforordning 1107/2009 gælder det, at et aktivstof kan
gives en fornyet godkendelse i EU i en periode på højst 15 år.
De enkelte medlemslande kan ikke vedtage en godkendelse af kortere varighed for
aktivstoffet, da denne beslutning træffes på EU plan. Men det kan ikke udelukkes,
at der i henhold til forordningen i EU kan gives en fornyet godkendelse af
aktivstoffet af kortere varighed end 15 år.
Når et aktivstof har opnået fornyet godkendelse i EU, skal sprøjtemidler
indeholdende det pågældende aktivstof genvurderes i de enkelte medlemslande,
for at sprøjtemidlerne fortsat kan markedsføres i det pågældende land.
Ifølge forordningens regler skal en godkendelse af et middel indeholdende det
pågældende aktivstof gives en udløbsdato højst ét år senere end datoen for udløbet
af godkendelsen af aktivstoffet. Det er Miljøstyrelsens vurdering, at forordningen
ikke giver adgang til at fastsætte en kortere godkendelsesperiode, end hvad følger
af aktivstofgodkendelsen med en begrundelse om, at der skal være tid til at
undersøge effekterne af glyphosat sammen med diverse hjælpestoffer.
Miljøstyrelsen kan til enhver tid tage en godkendelse op til fornyet vurdering og
f.eks. tilbagekalde godkendelsen, hvis nye oplysninger viser, at kravet om sikker
anvendelse ikke længere er opfyldt.”
Eva Kjer Hansen
/
Claus Torp
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk