Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2015-16
ERU Alm.del
Offentligt
1600524_0001.png
Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg
Christiansborg
18. februar 2016
Svar på Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalgets spørgsmål nr. 77
(Alm. del – § 7. Finansministeriet) af 25. januar 2016 stillet efter
ønske fra Morten Bødskov (S)
Spørgsmål
Ministeren bedes redegøre for beregningsgrundlaget og forudsætningerne, der
ligger til grund for regeringens skøn over de forventede udgifter forbundet med
udflytningen af statslige arbejdspladser. Spørgsmålet bedes besvaret i god tid for-
ud for afholdelse af samråd med besvarelse af ERU alm. del – samrådsspm. U-X.
Svar
Der blev ikke foretaget konkrete beregninger af de faktiske omkostninger ved
flytningen af statslige arbejdspladser forud for regeringens beslutning. Det skyldes
blandt andet, at der ikke forelå relevante erfaringer med at udflytte et større antal
statslige arbejdspladser, som solidt kunne anvendes til at belyse omkostningerne
ved at gennemføre ”Bedre balance – statslige arbejdspladser tættere på borgere og
virksomheder”.
Beregninger af de faktiske omkostninger ved at gennemføre regeringens plan for-
udsætter viden om en række konkrete forhold i de enkelte institutioner som ek-
sempelvis medarbejdersammensætning, medflytningsandelen, institutionernes
fremtidige lokalemæssige forhold mv.
Finansministeriet vurderede dog en række væsentlige omkostningselementer ved-
rørende udflytning af statslige arbejdspladser, herunder blandt andet personalere-
laterede omkostninger og flytte- og etableringsomkostninger.
Der henvises i øvrigt til besvarelse af ULØ alm. del spørgsmål 47.
Der vil først kunne etableres et første konsolideret overblik over omkostninger
forbundet med udflytning af statslige arbejdspladser på baggrund af en samlet
vurdering af institutionernes implementeringsplaner.
Med venlig hilsen
Claus Hjort Frederiksen
Finansminister
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk