Beskæftigelsesudvalget 2015-16
BEU Alm.del
Offentligt
1634521_0001.png
Folketingets Beskæftigelsesudvalg
[email protected]
Finn Sørensen
[email protected]
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K
T +45 72 20 50 00
E [email protected]
www.bm.dk
CVR 10172748
18. maj 2016
Beskæftigelsesudvalget har i brev af 20. maj 2016 stillet følgende spørgsmål nr.
349 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet af medlem Finn Søren-
sen (MFU).
Spørgsmål nr. 349:
J.nr. 2016-2945
”Ministeren bedes kommentere fortrolig henvendelse af 19. april 2016, jf. BEU
alm. del - bilag 174.”
Svar:
Henvendelsen omhandler anvendelsen af sundhedsfaglig rådgivning i Københavns
Kommune i tre konkrete sager. Den ene sag vedrører ydelse efter lov om social
service, som hører under social- og indenrigsministeren. De to andre sager vedrører
stop af sygedagpenge og befordringsgodtgørelse i forbindelse med beskæftigelses-
tilbud. I henvendelsen er det tilkendegivet, at Folketinget må finde ud af, hvad en
lægekonsulent må og ikke må.
Jeg kan, for så vidt angår beskæftigelsesområdet oplyse, at der som led i reformen
om førtidspension og fleksjob og senere reformen af sygedagpengesystemet er fast-
sat regler om brug af sundhedsfaglig rådgivning i sager på beskæftigelsesområdet.
Det gælder både sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet (sager vedrørende
ressourceforløb, fleksjob og førtidspension samt jobafklaringsforløb og sygedag-
pengesager visiteret til kategori 3) og for øvrige sager på beskæftigelsesområdet. I
sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, kan kommunen alene benytte
sundhedsfaglig rådgivning fra sundhedskoordinatoren fra regionens kliniske funk-
tion. I øvrige sager på beskæftigelsesområdet kan kommunen vælge selv at ansætte
sundhedspersoner til at yde den sundhedsfaglige rådgivning.
Reglerne er fastsat dels i bekendtgørelse nr. 1555 af 23. december 2014 om kom-
muner og regioners samarbejde om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager
om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v., og dels i bekendtgørelse nr. 1556
af 23. december 2016 om sundhedsfaglig rådgivning til brug for sagsbehandlingen
i sager om sygedagpenge, kontanthjælp, revalidering m.v.
Det er i bekendtgørelse nr. 1556 af 23. december 2016 om sundhedsfaglig rådgiv-
ning til brug for sagsbehandlingen i sager om
sygedagpenge, kontanthjælp, revali-
dering m.v.
fastsat, at sundhedspersonens sundhedsfaglige rådgivning alene skal
klarlægge betydningen af de helbredsmæssige oplysninger i forhold til borgerens
muligheder for arbejde eller uddannelse. Den sundhedsfaglige rådgivning må ikke
indeholde rådgivning om, hvilken ydelse borgeren skal have. Sundhedspersonen
må ikke foretage undersøgelse eller behandling efter sundhedsloven. Sundhedsper-
BEU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 349: Spm. om ministerens kommentar til fortrolig henvendelse af 19/4-2016, til beskæftigelsesministeren
sonen kan således ikke ændre eller stille nye diagnoser. Den sundsfaglige rådgiv-
ning dokumenteres i form af et notat til sagen.
Desuden er det i bekendtgørelse nr. 1555 af 23. december 2014 om kommuner og
regioners samarbejde om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om
res-
sourceforløb, fleksjob, førtidspension samt jobafklaringsforløb og sygedagpenge-
sager visiteret til kategori 3
fastsat, at i de sager, som skal behandles i rehabilite-
ringsteamet, er det sundhedskoordinatoren fra regionens kliniske funktion, der har
til opgave at bidrage med sundhedsfaglig rådgivning i forhold til borgerens mulig-
heder for arbejde eller uddannelse. Under behandlingen af sager på møde i rehabili-
teringsteamet bidrager sundhedskoordinatoren med sundhedsfaglig rådgivning og
indgår sammen med de øvrige medlemmer i teamet i dialogen med borgeren om
borgerens muligheder for at arbejde. Sundhedskoordinators sundhedsfaglige råd-
givning i sagen indgår i rehabiliteringsteamets indstilling til kommunen.
Det er endvidere i denne bekendtgørelse for så vidt angår sundhedskoordinators
rådgivning uden for rehabiliteringsteamet fastsat, at det er sundhedskoordinators
opgave at bidrage til sundhedsfaglig rådgivning om borgerens muligheder for ar-
bejde eller uddannelse. Den sundhedsfaglige rådgivning indeholder ikke rådgiv-
ning om, hvilken ydelse borgeren skal have. Den sundhedsfaglige rådgivning sker i
form af en udtalelse til brug for sagen. Sundhedskoordinatoren kan ikke foretage
undersøgelse eller behandling efter sundhedslovgivningen, når sundhedskoordina-
toren yder sundhedsfaglig rådgivning. Sundhedskoordinatoren kan således ikke
ændre eller stille ny diagnoser.
Den sundhedsfaglige rådgivning indgår som et element i den samlede sag, som
lægges til grund for kommunens afgørelse. Hvis den enkelte borger ikke er enig i
kommunens afgørelse, er den enkeltes retssikkerhed bl.a. sikret ved muligheden for
at klage over kommunens afgørelse til Ankestyrelsen.
Herudover har social- og indenrigsministeren givet følgende bidrag til svaret, som
jeg henholder mig til:
”Jeg kan som social- og indenrigsminister ikke gå ind i den konkrete sag, men jeg
kan oplyse om de gældende regler på området.
Kommunalbestyrelsen kan ifølge servicelovens § 102 give tilbud af behandlings-
mæssig karakter til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet gives, når dette er
nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske el-
ler sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud,
der kan tilbydes efter anden lovgivning.
Det er kommunalbestyrelsen, der efter en konkret og individuel vurdering træffer
afgørelse om, hvorvidt en borger skal have et tilbud af behandlingsmæssig karak-
ter efter serviceloven.
Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at sager, der behandles efter serviceloven,
er tilstrækkeligt oplyst. Det er udtrykkeligt fastsat i § 10 i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område.
2
BEU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 349: Spm. om ministerens kommentar til fortrolig henvendelse af 19/4-2016, til beskæftigelsesministeren
Kommunens brug af lægefaglige konsulenter er ikke reguleret i serviceloven eller i
lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Hvis en borger er
utilfreds med kommunens afgørelse, kan borgeren klage. Klagen skal indsendes til
kommunen, der skal vurdere sagen på ny. Hvis kommunen ikke giver borgeren
medhold i klagen, sender kommunen klagen videre til Ankestyrelsen.
I forhold til klager over en afgørelse, der er truffet efter servicelovens § 102, er det
vigtigt at være opmærksom på, at Ankestyrelsen ikke vil kunne efterprøve et gene-
relt og vejledende serviceniveau for kommunens brug af servicelovens § 102. Anke-
styrelsen har dog mulighed for at efterprøve, om kommunen i nødvendigt omfang
har foretaget den rette konkrete og individuelle vurdering, der ligger til grund for
afgørelsen. Ankestyrelsen kan endvidere efterprøve lovligheden af de kriterier, der
danner grundlag for kommunens afgørelse.
Hvis en kommune fastlægger et serviceniveau, som ikke er i overensstemmelse med
lovgivningen på området, kan Statsforvaltningen gå ind i sagen. Statsforvaltningen
varetager med Social- og Indenrigsministeriet som øverste tilsynsmyndighed det
almindelige tilsyn med kommunerne. Statsforvaltningen fører tilsyn med, at kom-
munerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder,
og bestemmer selv, om der i en given sag er tilstrækkeligt grundlag for at rejse en
tilsynssag.
Endvidere har en borger mulighed for at klage til de ansvarlige i kommunen, hvis
borgeren er utilfreds med det kommunale personale eller kommunens tilrettelæg-
gelse af sagsbehandlingen. Borgmesteren har den øverste daglige ledelse af kom-
munens administration, jf. § 31, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse. En klage
over disse forhold skal derfor indgives til borgmesteren i kommunen.”
Venlig hilsen
Jørn Neergaard Larsen
3