Til Sundhedsudvalget
Det glæder mig overordentligt, at Amnesty International er gået ind i diskussionen om de transkønnede,
som føler det som et overgreb og meget nedværdigende at få en psykiatrisk diagnose. Og det glæder
mig overordentligt at nogle politikere fra Sundhedsudvalget, bl.a. Stine Brix, stod frem i radioavisen
1.3.16 og var enig i, at det burde ændres.
Nu spørger jeg: Er det mere nedværdigende for en transkønnet end for en person med
nakkeskade at få en psykiatrisk diagnose rent følelsesmæssigt?
Det ER enormt nedværdigende, at man med ondt i nakken efter en påkørsel bliver sendt til psykiater og
får en såkaldt funktionel lidelse- diagnose, som er en psykiatrisk diagnose, som groft sagt betyder:
”Vi tror ikke på, at du er syg, du er sikkert hypokonder, og hvis du skal have hjælp, så kan du få en
gang mindfulness eller noget psykofarmaka, det er godt nok til sådan en hysterisk kvinde som dig!”
Hvis det ikke er nedværdigende, så ved jeg ikke, hvad det er. (Jeg overdriver for at fremme forståelsen)
Og så standser behandling og udredning der, selvom man meget ofte kan SE skaderne i nakken ved
scanninger, hvis personen er i bevægelse, men disse scanninger, hvor borgeren bevæger hovedet,
foretages kun i udlandet, hvilket er ærgerligt, for en del af disse skader kan man operere for, så
patienten bliver rask.
Det er i den grad et overgreb, diskriminering og nedgørende at ’kassere’ og ’placere’ en nakkeskade
som en psykiatrisk diagnose, som oven i købet ikke kan undgå at skade borgeren fremover, når den
står i borgerens journal, hvorefter læger er tilbøjelige til at tænke, at alt hvad denne borger fremover
kommer med af sygdomme nok er PSYKISK, og sådan forstærker en psykiatrisk diagnose sig selv, når
den først er givet.
Er det mere nedværdigende for en transkønnet end for en person med konstant diarre at få en
psykiatrisk diagnose rent følelsesmæssigt?
Har man konstant diarre, så er det det samme, man kan få ofte kun få en psykiatrisk diagnose:
funktionel lidelse eller en bodily distress syndrome, psykiaternes egen opfindelse, og engang
mindfulness og evt. psykofarmaka, og det er der ikke mange med en tarmsygdom, som er blevet raske
af. Det er systemets afmagt og lægernes manglende viden, som gør, at patienten må holde for med en
psykiatrisk diagnose i stedet for at få hjælp.
Mange læger anbefaler end ikke deres patient at prøve fod map kuren, som ellers hjælper ca. 80% af
dem men tarmproblemer, som ofte i virkeligheden lider af f.eks. cøliaki eller fruktoseintolerance, som
ikke er blevet opdaget, pga. manglende undersøgelser og lægens uvidenhed specielt i Danmark. Det er
nemmere for lægen at give en psykiatrisk diagnose, når han ikke ved nok og skal spare på