SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 94: Spm. om reglerne i forhold til, hvor meget en person, der er samboende eller gift med en handicappet eller meget syg person, skal og må være hjælper, til social- og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg

Sagsnr.

2015 - 9666

Doknr.

1794515

Dato

21-12-2015

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 07.12.2015 stillet følgende spørgsmål

nr. 94 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet

er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 94:

”Vil ministeren redegøre for reglerne i forhold til, hvor meget en person, der er sambo-

ende eller gift med en handicappet eller meget syg person, skal og må være hjælper,

herunder redegøre for de seneste ændringer i lovgivning eller vejledning på området?”

Svar:

Det lægges til grund, at der spørges til servicelovens ordninger med personlig og

praktisk hjælp i hjemmet m.v. (hjemmehjælp), kontant tilskud til ansættelse af hjælper

og borgerstyret personlig assistance (BPA). Det lægges desuden til grund, at spørgs-

målet drejer sig om, hvilken betydning det har for udmålingen af hjælp til borgeren

med funktionsnedsættelse, at der er en rask ægtefælle eller samboende i husstanden.

I forhold til hjemmehjælp, jf. servicelovens § 83, er der indhentet en udtalelse fra

Sundheds- og Ældreministeriet, som har oplyst følgende:

”Kommunerne har en lovgivningsmæssig forpligtelse efter servicelovens § 83 til at

tilbyde personlig pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og

madservice til borgere, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psy-

kisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.

En kommune kan således ikke fralægge sig sit ansvar og pålægge en pårørende at

udføre omsorgs- og plejeopgaver, som kommunen efter lovgivningen er forpligtet til at

yde.

Vurderingen af borgerens konkrete behov for hjælp og støtte i forhold til hjemmehjælp

efter serviceloven skal altid baseres på en individuel vurdering. I den forbindelse skal

kommunen bedømme borgerens samlede situation. Der skal bl.a. tages hensyn til

borgerens pårørende og netværk, og det forudsættes, at eventuelle øvrige voksne

medlemmer af den fælles husstand deltager i opgaveudførslen i hjemmet.

I forhold til spørgsmålet om de seneste ændringer i lovgivning eller vejledning på om-

rådet, kan der henvises til Ankestyrelsens principafgørelse nr. 221-11, som er med til

at fastlægge praksis på området. Heraf fremgår, at en kommune, der traf afgørelse

om praktisk hjælp i hjemmet, var berettiget til at tage hensyn til, i hvilket omfang ansø-

gers ægtefælle var i stand til at varetage opgaver i hjemmet.”

Vedrørende servicelovens § 95 om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere fremgår

det af stk. 1, at hvis kommunen ikke kan stille den nødvendige hjælp til rådighed for en

borger, der har behov for hjælp efter bl.a. servicelovens § 83, kan kommunen i stedet

udbetale et tilskud til hjælp, som borgeren selv antager. Borgeren har dog ikke et

egentligt retskrav herpå.

SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 94: Spm. om reglerne i forhold til, hvor meget en person, der er samboende eller gift med en handicappet eller meget syg person, skal og må være hjælper, til social- og indenrigsministeren

§ 95, stk. 2, fastslår i forlængelse heraf, at en borger, der har behov for hjemmehjælp i

mere end 20 timer om ugen, kan vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælp, som

borgeren selv antager. Bestemmelsen giver borgeren et egentligt retskrav på at mod-

tage hjælpen som kontant tilskud.

Efter § 95, stk. 3, kan kommunen dog i særlige tilfælde beslutte, at hjælpen efter stk. 2

fortsat skal gives som naturaliehjælp eller udbetales til en nærtstående, som helt eller

delvist passer borgeren.

Udgangspunktet for udmåling af hjælp efter servicelovens § 95 er i forhold til personlig

pleje og praktisk hjælp i hjemmet servicelovens § 83 om hjemmehjælp. Dette gælder

også i forhold til, hvilken betydning det har, at der er en rask ægtefælle eller sambo-

ende i husstanden. Social- og Indenrigsministeriet henholder sig derfor i det hele til

Sundheds- og Ældreministeriets udtalelse gengivet ovenfor.

Vedrørende BPA fremgår det af servicelovens § 96, at kommunen skal yde denne

hjælp som et tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, over-

vågning og ledsagelse til borgere med betydelig og varigt nedsat funktionsevne, der

har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte.

Udgangspunktet for udmålingen af hjælp efter servicelovens § 96 er en konkret og

individuel vurdering af borgerens behov for hjælp og formålet med ordningen om at

skabe en fleksibel og helhedsorienteret ordning med borgerens selvbestemmelse i

centrum. Denne tager udgangspunkt i, hvad den enkelte selv kan klare med henblik

på at kunne leve et almindeligt liv som andre ikke-handicappede i og uden for hjem-

met. Udmålingen af hjælp har dermed et andet sigte end udmålingen af personlig og

praktisk hjælp i hjemmet.

Der er intet til hinder for, at borgeren får udmålt færre timer, end den kommunale ud-

måling fastsætter, hvis borgeren ønsker det. Det kan f.eks. være, hvis en pårørende

kan og vil påtage sig hjælpefunktionerne i nogle timer. Kommunen skal her være op-

mærksom på, at der ikke er hjemmel i serviceloven til at pålægge en ægtefælle eller

andre at påtage sig disse udvidede pleje-, overvågnings- og ledsagefunktioner. Om-

vendt kan der, hvis der er en rask ægtefælle eller samboende i husstanden, ikke ud-

måles timer til BPA i et sådant omfang, at de huslige opgaver og pasning af børn her-

ved bliver varetaget fuldt ud. En ægtefælle eller et andet familiemedlem kan dog, hvis

såvel borgeren som den pårørende ønsker det, ansættes som hjælper.

I forhold til spørgsmålet om de seneste ændringer i lovgivning eller vejledning på om-

rådet kan det oplyses, at der ikke har været lovændringer siden Folketingets vedtagel-

se af lov nr. 549 af 17. juni 2008 og lov nr. 388 af 25. maj 2009. Nærmere regler om

de to ordninger er senest fastsat i bekendtgørelse nr. 647 af 25. juni 2012 om udmå-

ling af tilskud til borgerstyret personlig assistance efter serviceloven. Reglerne er be-

skrevet i vejledning nr. 9 af 15. februar 2011 om borgerstyret personlig assistance.

Fra Ankestyrelsens praksis kan henvises til principafgørelse nr. 49-13, der bl.a. fast-

slår, at udmåling af BPA efter servicelovens § 96 skal tage afsæt i en individuel be-

hovsvurdering med udgangspunkt i, hvad den enkelte selv kan klare. Der skal desu-

den tages hensyn til, i hvilket omfang en borgers ægtefælle er i stand til at varetage

opgaver i hjemmet, idet der ikke kan udmåles timer til BPA i et sådant omfang, at de

huslige opgaver og pasningen af børn bliver varetaget fuldt ud.

Med venlig hilsen

Karen Ellemann